Superskurk læseprøve

Af samme forfatter

Jeg bruger min krop som et møbel • Digtroman, 2019 Penge & Bacon • Roman, 2022

Anna Juul

Lindhardt og Ringhof

– Dedikeret til min fortid, min nutid og min fremtid –

THE ORIGIN STORY

Jeg fødes den 28. december 1992. Jeg skriger ved min ankomst, som børn skal, jeg fortsætter med at skrige, som børn ikke skal. Jeg skriger først af kolik, så af feberkramper, til sidst bare af den rendyrkede, iboende ondskab, jeg blev tildelt ved fødslen.

Jeg ved ikke, om man kan se den på mig, ondskaben, muligvis på min næse, der måske engang har været brækket, det kan jeg ikke huske, men det ser sådan ud, når jeg kigger på den, jeg har sikkert brugt næseblodet til at skrive ONDSKAB med store, røde bogstaver hen over gågaden, for hvis den har været brækket, næsen, har det været som følge af endnu en konflikt, jeg har initieret, jeg har alle dage opsøgt problemer, tror jeg, jeg har svært ved at huske mit tidligere liv, hvorfor denne ondskab mere

er en følelse, en viden jeg har om mig selv, at jeg er ond, selvom jeg har fået fortalt, at jeg var et yndigt barn, sådan et med krøller og nuttede fortænder, men de har ikke set mig indvendig, de har ikke set mig fantasere om at blive forældreløs, så jeg kunne eliminere den sidste rest af ansvar i mit liv, så andre ville have ondt af mig i stedet for at hade mig, de har ikke set den vrede, jeg rummer, den, der får mig til at bide mig i kinderne af bar arrigskab, den, der får mig til at hade helt tilfældige mennesker, når de går ind i mig med deres shoppingposer i Illum. De har nok heller ikke bemærket, hvordan jeg manipulerer med mine omgivelser, de har ikke set mig trække i trådene og styre dem og de andre (primært mænd) som mine små porcelænsdukker. I stedet har de bemærket mine åbne kødsår og løse tænder i hele ansigtet efter en våd nat på Kommunehospitalet. Her vågnede jeg en morgen, jeg lå på en sofa på en gang med en masse kopimaskiner, jeg måtte slå hul i et vindue med albuen for at komme ud, og jeg ved stadig ikke, hvad der hændte mig den nat, men jeg er klog nok til at forstå, at det nok ikke var noget rart. Jeg tog hjem for at lade mig pleje, vel vidende at de andre ville blive bekymrede og ulykkelige. Jeg har aldrig gidet gemme mig, for jeg knuser folks hjerter med vilje bare for at se dem lide,

som jeg lider. De ved ikke, hvad jeg er i stand til, de kender ikke mine kræfter, der er mørke, fordi jeg ved min fødsel indgik en pagt med Satan. Jeg fik det store mørke, og han fik fred nede i Helvede, men lige før jeg tog op på planeten Jorden for at gøre dårligt, fortalte han mig, at jeg nok skulle forvente, at universet ville give lidt igen, at der på den måde virkelig er kosmisk retfærdighed til, jo ondere du er, desto værre ting sker der for dig, hvilket jeg synes er meget fair. Jeg synes, at det er meget fair, at jeg møder en mand i en park, der henter tyve tusinde kroner i kontanter hos sin mor, han bruger dem på et hotelværelse og noget kokain, og jeg lader ham slå mig i ansigtet, mens han tager mig bagfra uden samtykke. Bagefter spørger han mig, om jeg vil have nogle pomfritter, men jeg takker pænt nej, selvom jeg godt kan lide salt. Alt dette synes jeg er fair, for det var en anden tid dengang, det var, før man vidste, at et nej betyder nej, og jeg havde jo selv spillet op til ham ved at sige ”jeg hedder Intet, skat”, da jeg mødte ham. Jeg vidste præcis, hvad jeg gjorde, jeg vidste, at han var problemer, jeg vidste, at han var den aggressive type, men der var ikke lige noget skarpt i nærheden, så jeg var nødt til at bruge sex som selvskade i stedet. Det er sådan, jeg forsøger at holde min ondskab i

skak, ved at straffe mig selv, ved at skamme mig, der står SKAM i mit MitID. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forsøger at holde min ondskab i skak, for det er et sisyfosarbejde. Det er lige meget, hvad universet sender min vej, jeg bliver bare ved med at stå på toppen af Ørstedhus og le manisk, jeg bliver ved med at råbe ”LAD NU VÆRE MED AT VÆRE SÅ

SKIDEKEDELIGE

HELE

TIDEN” ud over byens tage, før jeg sniffer coke fra et sølvspejl, men det blæser, og coken stiger til vejrs, før den begynder at dale ned over Vester Farimagsgade som sne, selvom det er sommer.

Måske er det denne ondskab blandet med denne skam og denne selvskade, der til sidst får dem til at indlægge mig i den gigantiske betonbygning med den grå æstetik, der huser sindssygehospitalet. Fra mit vindue kan jeg kigge over på de røde og gammeldags murstensbygninger, der huser de rigtige patienter, og jeg hader dem og deres kræft og deres blodpropper og deres diabetes, for denne kræft og disse blodpropper og denne diabetes går nemlig direkte ud over kvaliteten af mit ophold på sindssygehospitalet. Der er ikke længere råd til at kurere os, i stedet har man satset på at opbevare

os, mens vi skriger i afmagt, vi kommunikerer med hinanden som drager, vi drikker rød saft og føler os underligt hjemme blandt de andre dårlige.

Alle mine onde handlinger står skrevet på en papyrusrulle, som OVERLÆGEN læser op fra, han advokerer for, at disse handlinger ikke er onde, at de i virkeligheden er traumer, som jeg ikke selv er skyld i, og som jeg i stedet kan bearbejde, for alt kan bearbejdes, hvis man er modig nok, så man kan komme ud og betale skat i samfundet igen. Men jeg ved, at han tager fejl, OVERLÆGEN, for jeg er fortsat i daglig kontakt med Satan, der minder mig om, at både mit indre og ydre er grimt. Dette afholder dog ikke OVERLÆGEN fra at forsøge at finde ind til sagens kerne, mit grundtraume, og jeg hader at være på sindssygehospitalet, faktisk, jeg hader, når den dumme sygeplejerske kommer ind for at tappe mit blod, når hun hamrer en nål ind i min vene, som om at det at påføre andre mennesker smerte er federe end en kaffepause, hun lader de små, dumme glas fyldes af mit blod, der ikke løber særlig godt ned i de små, dumme glas, fordi jeg ikke får nok væske i løbet af dagen, men hvorfor egentlig drikke vand, når man kan drikke vodka?

OVERLÆGEN ender med at konkludere, at jeg er skingrende, bamlende syg i mit hoved, at det bare er derfor, at jeg var utro og lod mig voldtage og dukkede op midt om natten på min venindes adresse med et dybt snitsår på venstre arm og efterfølgende brækkede mig i hendes seng og tog stoffer og drak vodka. Det er åbenbart ikke min egen fejl, for jeg har ikke nogen agens i mit eget liv, min ondskab er angiveligt patologisk og stammer fra min barndom. Men jeg lider så frygteligt af selvindsigt, så jeg tror ham ikke, heller ikke da han tatoverer diagnosen ”skizoaffektiv” i panden på mig. Han siger, at det er derfor, at jeg både er glad og sur og ked af det og græder uden sorg, men jeg tænker bare, at ”skizoaffektiv” ikke lyder som en rigtig diagnose, det lyder mere som noget, man giver til én, der i forvejen er en skraldespand, hvorfor man fint bare kan samle alle mulige random ting og kalde det et eller andet random, som om ord ikke betyder noget, for hvordan i alverden havde I tænkt jer, at jeg skulle gå ud og bygge min identitet på min diagnose, når den diagnose, jeg har fået, er lol, hva? Hold kæft, hvor er I bare latterlige alle sammen.

OVERLÆGEN vurderer, at hans work her er done, så jeg udskrives og udsluses i samfundet igen. Jeg

lover ham, at jeg ikke har tænkt mig at være til fare for hverken mig selv eller andre ude i samfundet, men det løfte ved jeg ikke, om jeg kan holde. Det smerter mig, at jeg stadig ikke har en identitet, for der står ikke noget om at være skizoaffektiv på internettet, men så lige bagefter går det op for mig, at jeg jo bare kan lave min egen, så jeg vil fra nu af gerne påtage mig rollen som superskurk. Jeg vil være nail art på akrylnegle og lang, grøn læderjakke. Jeg vil ikke længere gå i ét med væggen, jeg vil sy en kropsnær uniform til mig selv, en dragt, om man vil. Den skal være af lyserød lak, men dette kan selvfølgelig nå at ændre sig, for jeg har ikke været i Stof 2000 endnu. Jeg vil bo i et glashus i en mørklagt by. Jeg vil som den eneste have lys i ét vindue hele natten. Det vil lyse om kap med månen, det vil komme fra pulterkammeret, husets mindste lokale, der vil stå stearinlys på en skrivepult i en okkult formation, jeg vil hidkalde de mørke kræfter, jeg vil være skurken, ikke offeret, og vigtigst af alt: Jeg vil ikke være menneskelig.