Susannas bog, Vejen - læseprøve

155 mm

S

27 mm

155 mm

usanna er atten år og bor i Kapernaum ved Genesaret Sø sammen med sine brødre, der er fiskere. Hun er lam efter en

ligheden tilbage og kalder Susannas brødre til at blive sine disciple.

Sammen trækkes de ind i hans liv på en tid, hvor romerne havde magten, og jøderne kæmpede en indædt kamp for at bevare deres tro og identitet som Guds udvalgte folk.

Som invalid kvinde regnes Susanna i starten for intet, men som historien skrider frem, rejser hun sig og bliver stærk og selvstændig.

Samtidig betages hun både af den sårbare og fornedrede hyrde og discipel, Nataniel, og af den provokerende og frihedselskende Judas.

en ung kvindes udvikling og en kærlighedshistorie, der tager udgangspunkt i

231 mm

Susannas bog. Vejen er fortællingen om

S u san n e C lod P e d e r s e n

byen, forandres hendes tilværelse for altid. Jesus giver hende før-

Susa nnas bog · Vejen

ulykke og lever et liv uden fremtid, men da Jesus kommer til

Susanne Clod Pedersen

beretningen om skæbnerne omkring Jesus, og bringer læseren dybt ind i tidens tro og kultur. Det er første bind i en trilogi.

roman R L

I

N

D

H

A

R

D

O T

M

A O

N G

R

I

N

G

H

O

F

Susannas bog – Vejen Copyright © 2013 Susanne Clod Pedersen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Peter Stoltze Bogen er sat med Garamond hos LYMI-dtp-service og trykt hos Livonia Print Sia, Letland ISBN 978-87-11-38139-7 1. udgave, 1. oplag 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Susanna-evangeliet.indd 4

12/02/13 10.50

Lindhardt og Ringhof

Susanna-evangeliet.indd 3

12/02/13 10.50

kapitel 1

B

jergene måtte være vokset op gennem det blinkende vand som enorme, forvitrede stenspirer. De måtte have kløvet den vældige sø og være gledet op mod himmelhvælvet med kongers vær­dighed!

Og bådene syntes båret af glitrende fiskeskæl eller ildens glimt i festende kvinders smykker.

Susanna kneb øjnene så smalle, at solens leg på vandspejlet flimrede sammen med bådene, søbredden og bjergene. Hvis bare man vadede langt nok ud i vandet og kastede sig på maven, så måtte det være muligt at svømme ud i solglimmeret med lange, seje spark og suge køligheden til sig, mens vandet trykkede mod huden. Hun lukkede øjnene og knugede garnet i hænderne.

Byer, så hvide som marmor, og himlen så blå og vældig som Gud! Søen gav liv, og hvert skvulp var en latter, hvert smut i overfladen et øjekast. At bore tæerne i den fugtige, mudrede bred. At mærke græsset glide om anklerne. At løbe på solvarme sten. At danse.

Susanna pressede de knyttede hænder mod panden og trak vejret gennem den nyspundne uld, mens hun krøb sammen bag den store kurv. Løbe? Danse? I det mindste bare gå! Som alle andre.

Lyden af trin på stentrappen fik de gamle drømme til at blafre, og Simons lette pusten nåede op over kanten på det flade hustag. Han rømmede sig glad, men blev stille ved synet af Susanna og hun lod hænderne synke og så ned på det hvide garn i skødet. „Susanna.“ Simon klatrede adræt op og satte sig på hug foran hende. Hans ru, fiskelugtende fingre strejfede hendes kind, og han smile 11

Susanna-evangeliet.indd 11

12/02/13 10.50

de vagt og rystede på hovedet: „En lilje vandrer heller ikke, den står og blomstrer på samme sted, nøjagtigt ligesom du gør det.“ Som Simon dog kunne sige det. Susanna nikkede, selvom smilet mislykkedes, men Simons blev bredere: „Lad aldrig bitterheden plette dine hvide blade, vel?“ Og gøre hans egen hjælpsomhed til skamme? „Det gør jeg heller ikke.“ „Nej. Vil du ned nu? Harsha er næsten færdig.“ Færdig med alt det en gift kvinde var i stand til. Susanna kastede et sidste blik ud over hustagene, søen og bjergskråningerne. Bådene lå allerede klar til nattens fiskeri derude. „Ja, jeg vil gerne ned nu.“ Simons bryn trak i vejret, som ville han trøste et snøftende barn med en sød dadel: „Jeg kan tage dig med i nat. Vi kan lægge ud, når det er blevet helt mørkt.“ Så ingen kunne se og sende Jonas’ og Elishebas forkrøblede datter bebrejdende eller medlidende blikke. „Nej, Simon. Jeg har lovet Sia at blive færdig med garnet. Jeg vil heller ikke sidde i vejen.“ Simon lo mildt og tog fat under hendes ene armhule: „Det gør du heller ikke, så længe Andreas er væk.“ „Andreas vil slet ikke have mig med i båden.“ „Han vil bare gerne nå hjem under tæpperne hos Tiria inden daggry.“ Simon lo igen og løftede Susanna op med et grynt, og hun lagde armene om hans hals: „Han bærer mig heller aldrig op på taget.“ „Det er fordi, han ikke er klar over, at liljer nu og da skal have noget smukt at se på, så de ikke visner.“ „Nej, det er fordi, det er upassende at mase rundt med sin gamle søster på den her måde.“ Simon prustede og balancerede øvet ud på stentrappen: „Gamle søster? Hvis du er gammel, hvad er jeg så?“ Susanna lænede kinden imod ham og sugede af hans varme: „Du er den bedste fisker i hele Kapernaum, også selvom du ikke altid fanger noget.“ Simon brummede fornøjet: „Og du er atten somre og behøver ikke at sidde heroppe og gemme dig bag en kurv, for at folk ikke skal kunne se dig.“ 12

Susanna-evangeliet.indd 12

12/02/13 10.50

Susanna lukkede øjnene igen. Hvad vidste han vel om det? Som om ord og opmuntringer kunne ændre noget som helst. Som om de kunne hele knuste ben og gøre det tabte opnåeligt. Som om de kunne få glæden og musikken i gyderne til at forstumme, hver gang endnu en barndomsveninde fødte et barn. Angrende Simon, der aldrig kunne gøre bod nok, selvom hun aldrig havde bebrejdet hverken ham eller Andreas for ulykken.

Hans korte skæg kradsede for hvert skridt nedad.

Hvad lignede det også at have siddet der og gravet beklemt i sandet foran stævnen, imens Simon og Andreas havde skændtes om noget, alle i dag havde glemt? At de havde trukket så vredt i båden uden at opdage deres legende søster, kunne ingen for alvor klandre dem for, for hun burde jo selv have taget sig i agt. Men hun var et barn og ville jo bare hjælpe og bane vejen for båden.

Først skar Andreas nogle pæne krykker, som han malede i stærke farver, mens Simon samlede små, skinnende muslingeskaller, som hun kunne trøste sig med under sit lange sygeleje. Så ophævede Jonas forbitret den forlovelse, han netop havde forhandlet på plads. Ti år og ubrugelig. Folk i byen havde ondt af ham og Elisheba, og foragt eller medynk var ikke værd at se i øjnene, så hjemmets mure var blevet verden nok. At have fået navn efter liljen havde ikke bragt Susanna den ventede lykke. „Se så!“ Simon skridtede over den udendørs plads mellem husmurene og bar Susanna ind under soltaget og dørkarmen og hen til det lave bord, som Harsha netop havde stillet maden frem på. Duften var tæt og velkrydret, og ilden bag hendes ranke skikkelse rakte søgende ud efter den forsvundne linsegryde. Hun så varmt på Simon, der snusende lod Susanna glide ned på den flettede gulvmåtte: „Mmm, linser.“ Harsha lo: „Ja, fiskene må du selv sørge for i nat.“ Sia sad ved væven, og Elisheba rullede ærmerne op og tog fat i vaskefadet. Susanna trak forsigtigt de krumme ben til rette under sig, mens øjnene vænnede sig til halvmørket. Som de linser dog duftede!

Simon smilede til Harsha og så ud, som om han ville give sin hustru et klem, men så ombestemte han sig og rakte hænderne frem over fadet, så Elisheba kunne hælde vand over dem. „Hold så op og kom her.“ Hauran kom snusfornuftigt asende med Aiah ved hånden og lille Jabin i en faretruende balance på armen.

13

Susanna-evangeliet.indd 13

12/02/13 10.50

„Så er hele ynglen ved at være på plads.“ Simon tog dryppende Jabin fra Hauran og holdt ham op i luften, så han hylede af fryd. „Lad være med altid at kalde dine børn sådan.“ Jonas rynkede misbilligende brynene og satte sig besværet ved bordenden, og Elisheba ilede til med fadet. „Uden yngel ingen fisk i søen, far.“ „Nej, og uden børn ingen fiskere til at fange dem, så omtal Guds gaver med større respekt.“ Simon lod Jabin flyve over hovedet og fik savl i håret: „Respekt? Jeg arbejder med båd og net og har ikke tid til al den lovsnak og rabbinertale, I grå hoveder fylder dagen med.“ Elisheba gav hovedrystende sin mand tørreklædet: „Så, I to. Det må være nok med al Tirias surmuleri, begynd I nu ikke også.“ Harsha tog Jabin fra Simon og rakte ham videre til Susanna: „Tiria er altid pirrelig, når hun venter sig, men lige nu savner hun bare Andreas og vil ikke indrømme det, for så kan hun ikke skælde ham ud, når han kommer hjem.“ Jabin grinede op i Susannas ansigt og greb ud efter hendes øre, og Elisheba slog tørreklædet over armen og holdt vaskefadet hen mod sin datter. Susanna stak hænderne frem, så godt det lod sig gøre med den kravlende dreng på skødet, og Elisheba nikkede mod Harsha: „Ja, Simon er godt tjent med dig, Harsha. Du har båret jeres tre børn med sang og forventning, men så vranten Tiria altid bliver, er det ikke underligt, at Andreas har brug for nogle dage for sig selv.“ Harsha smilede bare, og Susanna bøjede sig over Jabin og kyssede hans fine hår. Simons børn, Andreas’ børn. Så flittigt blev der hver dag kravlet imellem hendes arme, og så ville hendes skød alligevel for altid forblive lukket.

Sia rejste sig fra væven og klukkede tilfreds mod Elisheba: „Nej, min datter har ingen nogensinde haft noget at klage over, dér handlede du klogt, Jonas, da du indgik den aftale med min salige mand for alle de år siden.“ „Mor!“ Harsha blussede og gik hurtigt hen til døråbningen og kaldte på Tiria, mens Sia satte sig ned på måtten og nikkede ved sig selv: „Jeg siger bare, hvad jeg mener, og Gud er mit vidne på, at hvert et ord er sandt.“ Jabin fik fat i Susannas ene fletning og trak til, så hun sammenbidt 14

Susanna-evangeliet.indd 14

12/02/13 10.50

måtte vriste hans tykke fingre fra hinanden, og Tiria dukkede op med et tvært ansigt. Dothan vred sig utålmodigt på hendes arm, og Dimonahs hår var endnu fugtigt af badet. „Nå, det var godt. Så kan vi måske endelig snart få noget at spise.“ Jonas’ skarpe blik fik Tiria til at bøje hovedet, men straks efter så hun bydende hvast på Susanna: „Havde du måske ikke lovet at sy Dimonahs blå kjortel? Du laver heller aldrig noget, når du sidder deroppe og drømmer på taget.“ Susanna tav og sagde ikke noget om garnet til Sia, og Tiria sank ned ved bordet med Dothan på låret og trak Dimonah på plads: „Du skal i alle fald ikke bryde dig om at gå til ro, før den er syet.“ Hun glattede stoffet over mavens begyndende runding, og Susanna så ned på Jabin. Som Tiria dog hersede mere og mere utåleligt for hvert barn. Men at hendes tilstand fik hende til at skælde og smælde var Andreas ligeglad med, for ingen i Kapernaum havde smukkere øjne og blødere hud end Tiria, og han søgte til hende som et møl mod en olielampe. Selvfølgelig.

Jonas begyndte med høj røst at lovprise Gud og takke for maden, og Jabin rykkede i Susannas halsudskæring og rakte ud efter fladbrødet. Hun fangede hans hånd og gav den et klem, men Simon var tilsyneladende lige så sulten som sin søn, for han var ikke sen til at øse op, straks Jonas var færdig. Linserne duftede om kap med Elishebas gode brød. „I kan ellers lige tro, at jeg og Jakob og Johannes gjorde grin med Levi i dag.“ Simon vippede fiffigt en brødskorpe mellem tænderne, og Hauran lyste op, som anede hun en god historie. Også Aiah og Dimonah kikkede afventende på ham. „Den elendige forræder af en tolder!“ Jonas fnøs over linserne: „Fri fangst i søen, jo tak, men hvem høster alligevel af andres slid? Det kryb burde piskes ud af byen.“ „Ja, men han holder sig bag lukkede døre, når natten er tættest, og klogt det samme. Nå, men lige inden vi skulle hen til ham for at blive udplyndret, fandt Johannes altså en snogerede inde mellem sivene.“ En snogerede? Susanna tog imod den dampende skål, Sia rakte hende.

15

Susanna-evangeliet.indd 15

12/02/13 10.50

„Og jeg havde tilfældigvis en gammel sæk med, så, vups, snogene ned i sækken og pungen tilbage i bæltet, og så grinede jeg og Johannes hele vejen, selvom Jakob gik bagved og mumlede fælt.“ Ja, mon ikke? Susanna bed sig i læben, og Elisheba blev stram om munden, men Simon lo allerede: „Nå, og hvor meget er det så, I efterhånden skylder? Jo, her skal du få, hvad vi skylder dig og lidt til. I skulle lige have set ham!“ Simon sprang op fra sivmåtten med et vræl og spilede øjnene op i rædsel, og Aiah blev så forskrækket, at hun tabte sit brød, så linserne flød hende i skødet. „En slange! To slanger! Hjææælp, der er jo mange!“ Han råbte forfærdet og viftede sådan med hænderne, at Harsha og Sia brast i latter.

Hvad tænkte han dog på? Munterheden boblede i maven, og Susanna skubbede skålen uden for Jabins rækkevidde. „En her! Og en der! Og en ... i min sandal! Og her ... ned ad nakken! Og bag øret!“ Simon trak snoge frem alle vegne, mens Dimonah og Aiah betuttet så på hinanden, men Hauran hujede begejstret: „Også inde i øret, far.“ „Ja, minsandten!“ I øret? Simon trak og trak, og snogen var så lang, at Hauran måtte holde halen, mens han viklede den rundt om sin arm. Susanna kunne ikke længere holde latteren i sig, sådan som Simon kæmpede med udyret. „Hent et fiskenet, så vi har noget at vikle den ind i, mor. Skynd dig!“ Elisheba rystede på hovedet og lo, så linserne glinsede hende mellem tænderne, og selv Jonas overgav sig til et brummende smil, men Tiria rimpede munden sammen og trykkede en brødskive i hånden på Dimonah. „Har I set mit fjerde barn?“ Harsha slog ud med armen mod Simon: „Har I set, hvor meget ballade, han kan lave på én gang? Er han mon modig eller bare dum?“ Simon greb fat i hende og forfulgte en snog ind i hendes ærme, og Harsha udstødte et hvin, som fik Jonas til at slå hånden strengt i bordet: „Nej, nu kan det være nok! Har I kvinder da kogt linserne i vin? Vil I så udvise lidt mere respekt for maden.“ Sia gik fra latter til host med tårer i øjnene, og Harshas muntre blik 16

Susanna-evangeliet.indd 16

12/02/13 10.50

flakkede nedad, mens fingrene pillede ved læberne, som for at tvinge smilet af dem. Respekt? Jonas og al hans evindelige respekt.

Susanna skyndte sig at brække lidt brød af til Jabin, mens Simon slap Harsha og langsomt satte sig med en fåret mine: „Respekt for maden? Joh. Selvfølgelig.“ Han nikkede med en neddyssende håndbevægelse mod børnene: „Selvfølgelig.“ Simon tog imod det brød, som Harsha rakte ham, og Jonas rystede på hovedet: „Give tolderen en sæk med snoge. Simon, Simon, det ender galt. Om jeg begriber, at Jakob lod dig og Johannes slippe af sted med at begå den slags uværdige barnagtigheder. Har I da slet ingen skam i livet?“ Simon blinkede til Susanna: „Nå, ja, en tolder behøver man jo ikke ligefrem at opføre sig ærligt over for, og det ved Jakob udmærket.“ Jonas brummede igen og slubrede linser i sig, og Susanna fik travlt med at spise. Uværdige barnagtigheder? Bare fordi Jakob var Simons bedste ven, skulle han vel ikke også være hans vogter? Simon var hver­ken modig eller dum, han var bare glad. Glad for livet. Og ikke mindst for Harshas krydrede linser, der forsvandt i hans gab som rejer i et hvalsvælg. Også Tiria syntes at finde glæde ved maden, så den værste kvalme var nok ved at være ovre.

En høne stak hovedet indenfor, og Dimonah kastede krummer til den. Gad vide om Hauran havde husket at samle æg? Simon slikkede sig veltilpas om læberne: „Nå, men Jakob mener ellers, at vi kan få en god fangst i nat.“ Harsha tørrede linser af Aiahs kjortel med et glimt i øjet: „Det siger du hver aften.“ „Og nogle gange kommer det også til at passe, ikke sandt?“ Simon skovlede igen linser op med brødet: „Men Jakob kan vist godt lokke sin fætter med i båden i stedet for Andreas ...“ Han tav brat, da Tiria sendte ham et hvast blik, og Susanna holdt op med at tygge. Hvordan Tiria igen og igen slap fra at irettesætte mændene i familien, uden at de blev trætte af hende, var den rene gåde og under alle omstændigheder ikke godt for pigerne at tage ved lære af.

Harsha pillede et par linser op fra måtten under Aiah: „Vi klarer os nok både med og uden Jakobs fætter over nettene. Nu har Andreas snakket så længe om den mand ved Jordanfloden, at vi må unde ham at se ham, og her i Jonas’ hjem er der alligevel aldrig nød.“ 17

Susanna-evangeliet.indd 17

12/02/13 10.50

Jonas krattede smigret det tynde skæg, og Susanna skyndte sig at skubbe kanden tættere hen mod hans bordkant. Hvert øjeblik de ubrugelige ben ikke forhindrede hende i sine datterlige forpligtelser over for hendes far, gjaldt det om at gribe muligheden og sørge for ham. „Den mand ved Jordanfloden.“ Tirias armbånd klirrede ved den hidsige bevægelse: „Sådan er det altid, hver gang Andreas lader sig bjergtage af et eller andet, ikke, Simon? Bare stik af og lad storebror om fangst og indtægt. Nogle gange tror jeg, min husbond er en kvie, så nysgerrig han er.“ „Tiria!“ Jonas betragtede sin svigerdatter hårdt, og Sia rynkede brynene. Tiria stirrede ned i bordpladen uden at undskylde, mens Dimonah trykkede sig ind til hende, og Harsha knyttede hånden om de opsamlede linser. Susanna nåede anspændt at fange det krus, som Jabin var ved at vælte på gulvet, men Simon satte ubekymret tænderne i sit brød og sagde gumlende: „Jeg fanger snoge, og Andreas render efter fremmede rabbinere som en uvorn knægt, sikke nogle sønner du har, far. Og alligevel spiser vi godt og har tøj uden lapper på kroppen.“ Nej, vel var han ikke spor dum trods al sin lystighed. „Ja, Herren være lovet for mine sønner.“ Elisheba løftede både hænder og blik, og Simon nikkede lunt mod Susanna: „Og for Kapernaums lilje.“ Der var ingen, som svarede ham, og selv børnene spiste videre i tavshed, kun klynkede Dothan lidt efter Tirias bryst og trak i den fint broderede kant på hendes kjortel. Sikkert ønskede Elisheba mere brændende end nogensinde, at hendes to andre døtre ikke var døde som små. Så tungt det til tider var at træde livet. „Jeg hørte for resten rabbineren sige at ...“ Hønsene skræppede op udenfor, og lyden af hurtige skridt fik Simons hånd til at stivne over linsegryden, mens det gav et sæt i Tiria.

Skridt? Susanna så mod døråbningen. Andreas’ lette, velkendte skridt.

Hun rykkede på Jabin og rakte ud efter Dothan, som Harsha uden videre trak fra Tiria, og Elisheba rejste sig. Tiria nåede kun lige at stryge hænderne hektisk over håret og rette på kjortlen. Bredt smil og filtret hår, Andreas slog leende ud med armene, mens han trådte over dørkarmen og i samme bevægelse slyngede sine bylter af sig, og Dimonah sprang op med et hyl af begejstring: „Far!“ 18

Susanna-evangeliet.indd 18

12/02/13 10.50

„Dimonah!“ Simon lo lige så højt som sin hjemvendte bror, og Dimonah kastede sig ind i Andreas’ stærke hænder, som svang hende helt op mod det sodsværtede loft, så de sparkende ben ramte både ophængte løg og tørrede urter. „Dimonah, mit vilde gedekid!“ Susanna lo med, mens Dothan stak i et hyl og vred sig i hendes favn, og Andreas fangede Dimonah på armen og mødte Tiria i en knugende omfavnelse. Hans kappe og kofte var snavsede, og han lugtede fælt, men Tiria var ligeglad, og Simon rakte ud efter Harsha og klemte hendes hånd. Susanna tyssede på Dothan, mens glæden pludselig fik skarpe kanter. Så kvælende en lykke. Tiria og Harsha og al deres ægtestand og førlighed og sprællende afkom. Guds nåde var ikke jævnt fordelt, og intet menneske kunne vel forlige sig med alt? Selvom en kvinde burde. En kvinde, som lå andre til last. „Tiria!“ Andreas slap Tiria og satte sin datter af armen, men kun for at omslutte sin hustrus glødende ansigt med sine hænder: „Jeg har savnet dig!“ Han kyssede hende og havde svært ved at løsrive sig, selvom Elisheba nu stod ved siden af ham med vaskefadet. Dothan rev Susanna i næsen, så hun måtte bide et udbrud i sig. Hvad lignede det også at kaste vrag på en glad hjemkomst? Som om hun ikke selv havde savnet Andreas. „Er jeg da så snavset, at jeg skal vaskes, inden du får et knus, mor?“ Andreas lo, og Elisheba rystede glædesstrålende på hovedet, så vandet skvulpede over fadets kant. „Velkommen hjem, bror!“ Også Simon havde rejst sig og greb Andreas om skuldrene, og Jonas vekslede blikke og nik med sin yngste søn, mens Susannas hilsen druknede i de andres. Andreas krængede kappen af sig, fik hænderne skyllet og sank ned på sin plads ved bordet og tog imod både krus og brød, mens Sia stilfærdigt gik hen og samlede kappen og bylterne op. „Og alt er vel her?“ Andreas rev brødet over og skar en sjov grimasse mod Dothan. „Du kommer som kaldet til arbejdet. I nat skal vi fiske, til nettene springer!“ Simons mørke øjne funklede, og Andreas nikkede med en angerfuld mine. Vist skulle de fiske, trække net og dele tanker, og 19

Susanna-evangeliet.indd 19

12/02/13 10.50

sikkert ville Andreas berette for sine bådfæller den halve nat. Susanna gav Dothan lidt brød at sutte på. Der var så mange spørgsmål, som trængtes om hinanden. „Hvordan er han så, ham manden fra Jordan? Er rygterne sande?

Er han vitterlig lige så gal, som rabbineren siger?“ Andreas så på hende og blev med ét alvorlig, og det overraskende skift forekom sært ildevarslende. Var det for tidligt at spørge? Havde hun gjort noget forkert? Fortrydelsen brændte i kinderne, og Susanna trykkede sig, da han bøjede hovedet over brødet, mens de andre tav og skævede til hinanden. „Han er ikke gal, Susanna.“ Han så op: „Han er ... han er meget mere, og fuldstændig ...“ Andreas rystede på hovedet ad sin egen pludselige ubehjælpsomhed, og fingrene foldede sig ud foran ham. Meget mere hvad? „Rabbineren siger, at han taler templet imod, og at han igennem sine handlinger med eller mod sin vilje kritiserer Jerusalem.“ Simons stemme var unødvendigt skarp, og al den bekymring han havde bidt i sig over Andreas’ sværmeri for rygterne om manden fra Jordan, luede nu utilsløret i hans ansigt. „Nej, Simon!“ Andreas rystede på hovedet: „Sådan er det slet ikke, og lærde mænd fra alle egne flokkes om ham, også præsterne og de skriftkloge inde fra Jerusalem.“ Han så på Jonas: „Alle vil se ham, og alle vil høre ham, både bønderne og håndværkerne og daglejerne og de fromme farisæere.“ Jonas snoede årvågent det tynde skæg om pegefingeren, men forblev tavs, og Andreas lænede sig ind over bordet mod Simon: „Han bruger ord, som jeg aldrig har hørt før. Og han råber, og han truer, og han er uforfærdet og hårdnakket, men ikke for sig selv og sit eget, for han har intet at miste ud over sit liv.“ „Er det da rigtigt, at han går klædt i kamelhår og spiser græshopper for at overleve?“ Det var uforskammet at afbryde igen, men Susanna kunne ikke lade være. Det var ikke kun i Andreas’ hoved, at talen om denne vilde, asketiske mand havde fyldt, og tanken om at nogen frivilligt ville gå rundt i en kradsende kjortel af kamelhår var besynderlig.

Det grove klæde hun selv vævede af gedehår til teltdug og arbejdstøj var i alle fald ikke synderlig behageligt mod huden. Og græshopper?

Sia og Elisheba så irettesættende på hende, men Andreas nikkede 20

Susanna-evangeliet.indd 20

12/02/13 10.50

bare: „Ja, sådan lever han, og han sover i en hule, men det betyder ingenting, for det er det, han siger, som er vigtigt.“ „Det han siger?“ Simon stak en stump brød så dybt ned i linsegryden, at han fik dyppet fingrene med, men han var for vred til at opdage det: „Hvis han har noget sandt at sige, hvorfor står han så ikke inde i templets søjlegang? Hvorfor gemmer han sig ude i ørkenen som en anden røver?“ Susanna krøb endnu mere sammen under Dothan og Jabin, for var Simon da ude på at komme i klammeri med sin bror? Andreas’ blik lyste gennem dampen fra gryden: „Han gemmer sig ikke, og engang vandrede vort folk rundt i ørkenen i fyrre år, Simon! Han taler som ild! Han står der, og ...“ De strakte fingre krogede sig, som ville de gribe om noget uhåndgribeligt, og han slap ikke Simon med øjnene: „Han råber, at han er en røst i ørkenen, og at han skal bane Herrens vej, og han taler frygtindgydende ord om, at Himmeriget er nær, og at øksen ligger ved træets rod.“ Herren? Himmeriget? Øksen? Susanna kom til at klemme for hårdt om Jabin, som gav et grynt fra sig. „Hvilken herre?“ Jonas’ stemme var skærende mistroisk, og han havde et barsk drag om munden: „Og hvilken økse er det, som ligger ved hvilket træ?“ Susanna så på Harsha, der forekom lige så utryg som hun selv, og Tiria forholdt sig mod al sædvane afventende tavs. „Herren, far! Den herre, hvis skorem manden fra Jordanfloden end ikke ser sig værdig til at løse.“ Andreas så skiftevist sin far og sin bror stift i øjnene, og han blev hæs af ophidselse: „Han venter på én, der er langt større end ham selv, og han råber, at det er tid til anger og omvendelse og tilgivelse for enhver, der ikke vil hugges om og kastes i ilden som et vraget træ, der ikke bærer frugt. Alle avner skal brændes!“ Susanna mistede al madlyst. Hvad var der dog sket med Andreas?

Hvad var det for voldsomheder at vende hjem med? Hans blik glødede, som havde det fanget genskæret af dette fortabelsens bål, men Simon lod sig ikke skræmme: „Den dag, en sådan herres vej er banet, da skal Herrens herlighed åbenbares, så alle kan se det, har profeten Esajas skrevet. Er det det, du taler om, eller er du blevet forført af en galning? Pas på, Andreas!“ 21

Susanna-evangeliet.indd 21

12/02/13 10.50

Andreas så ned og rystede på hovedet: „Jeg ved det jo ikke, Simon.

Jeg ved bare, at denne mand ser ud til at være rørt af Den Højeste, og at han går i rette med selv farisæerne og saddukæerne. Det er så let at tro ham, når man står og lytter.“ Jonas nikkede med et forkasteligt fnys: „Men nu hvor du er kommet hjem, bliver du i tvivl, ikke sandt?“ „Nej!“ Andreas så op som et vildt dyr: „Nej, for jeg tror ham også nu og også i morgen!“ Han knyttede hånden og talte hurtigt, som gjaldt det om at genfortælle alt i et enkelt åndedrag: „Han kalder de fromme mænd for øgleyngel og siger, at ingen kan flygte fra Herrens vrede, og at alle skal bære den frugt, som omvendelsen kræver!“ Øgleyngel! Herrens vrede? Ængstelsen kogte ind til angst, og Susanna tog fat om både Jabin og Dothan, som var de i fare. „Og folk bekender deres synder og lader sig døbe af ham i Jordan, og der er så mange af dem, at de står i kø som en biflod til floden.

Han siger, at han døber dem med vand, men at den herre, som skal komme efter ham, vil døbe dem med ild og Helligånd. Nogle tror, han er ­Elias, selvom han ihærdigt benægter det, og andre mener, han er Messias, skønt han også pure afviser den påstand.“ Helligånd og Messias, hvilke store ord at slynge sådan om sig med i et fiskerhjem. Susanna gøs, og Harsha tog sammenbidt Jabin fra hende. Hvordan kunne nogen dog kalde gode og fromme mænd fra Jerusalem for øgleyngel? „Han råbte til de skriftkloge, at de ikke skulle bilde sig ind, at de blev frelst, bare fordi de kunne kalde sig for Abrahams børn, for Gud kunne opvække Abrahams arvinger af stenene langs Jordan. Og så pegede han, mens han råbte, så fråden stod ham om munden.“ Andreas’ ord stak, og Susanna bed sig i knoerne, mens hendes bror stødte knytnæven mod panden. Manden fra Jordan måtte jo være både brutal og besat! Hvordan kunne nogen bilde sig ind, at han skulle være Elias? „Andreas!“ Tiria rejste sig og gik hen bag Andreas for at lægge hænderne på hans skuldre, og han greb ud efter hende: „Åh, Tiria, jeg ved ikke, hvad det er, der er ved at ske!“ Han brast i gråd med ansigtet begravet i hendes kjortel: „Jeg ved ikke, hvad det er, der sker.“ 22

Susanna-evangeliet.indd 22

12/02/13 10.50

Og hvad der ville komme? Elisheba virkede rystet over sin heftige søn: „En mand, som kalder de vise fra Jerusalem for øgleyngel, er jo ikke normal. Jeg forstår næsten ikke, hvad det er, du siger, men du bør holde dig fra ham og ikke tænke mere på ham.“ Susanna sænkede hånden, og Sia var ivrig til at medgive: „Ja, hold dig fra ham og gå med Simon til rabbineren straks i morgen tidlig.

Han ved, hvad du skal mene om alt det her, og han kan vejlede dig, hvis du er blevet vildført.“ De to aldrende kvinder nikkede til hinanden, og Tiria trak fingrene gennem Andreas’ hår, som trøstede hun et barn, mens han løftede hovedet og tørrede næsen i baghånden. „Al den snak om bål og synd.“ Simon så dystert frem for sig: „Folk som os bliver aldrig rigtig rene over for Gud, og vi får alt for let noget nyt at angre, så lad os ikke også plage os selv med den slags. Sia har ret. Og om lidt går vi ud og fisker, og i morgen går vi til rabbineren.

Lad være med at snakke om alt det her hele natten, for jeg tror ikke, Jakob vil kunne lide det.“ Andreas så fortabt op. Så megen vantro og modstand. Så megen uvilje. Var han da vitterlig så slemt på afveje? Hvad nu hvis han ... havde ret? Susanna fik lyst til at omfavne ham ligesom Tiria, for havde Farao da troet Moses? Havde folk troet profeterne? „Hvad nu hvis manden fra Jordan taler sandt?“ Hun slog forskrækket hånden for munden, men ordene var allerede trimlet af tungen.

Jonas stirrede forbløffet på hende, og Tiria hævede hånden, som var hun på nippet til at slå, mens stemmen skingrede: „Hvad ved du om det, Susanna? Hvad ved du om noget som helst?“ „Lad os nu ikke skændes.“ Sia tabte sit mod og gjorde halvhjertet en opfordrende mine til at spise videre: „Spis nu, mens linserne er varme. Andreas, du må være helt udsultet af al den vandring og ophidselse.“ „Jeg lod mig døbe af ham.“ Døbe? Rummet syntes at sitre. Som om han ikke var troende nok i forvejen, hvilken omvendelse havde han vel brug for? Susanna skævede efter Tirias halvt løftede hånd, og Andreas turde ikke se på nogen: „Jeg gik med ham ud i floden og bad om at blive en af hans disciple.“ Hans ... discipel? Susanna glemte at trække vejret, og Sia og Elis­heba 23

Susanna-evangeliet.indd 23

12/02/13 10.50

så målløse på hinanden. Tirias øjne blev kuglerunde: „Hvad gjorde du?“ Hun slap ham brat, og vrede og forfærdelse flammede så voldsomt gennem hendes ansigt, at Simon sprang op med løftede hænder, som frygtede han, hvad hun kunne finde på: „Stille, Tiria! Hvis du siger ét ord mere, så sender jeg dig ud! Hvad svarede han dig, Andreas?“ Andreas så ydmygt på Simon, som var alle kræfter med ét rendt af ham: „At enhver, som tror ham, er en af hans disciple, og at jeg nu er nærmere frelsen end nogensinde.“ Frelsen? Simon viftede med hænderne og nikkede, som om han hellere ville have rystet på hovedet, men så klappede han tamt Andreas på skulderen: „Det er godt at have dig hjemme igen, bror. Det er godt at have dig hjemme.“ Andreas nikkede forlegent og så ned, og Simon luskede tilbage til sin plads og greb på ny ud efter brødet.

Susanna mærkede sin kjortel blive våd under Dothan. Havde hun hørt, hvad hun havde hørt? Havde hun set, hvad hun havde set, eller var alt blot et febersyn oppe fra taget? Nej! Vist ikke. Om lidt ville hendes brødre tage ud for at fiske, og om lidt ville Elisheba og Sia rydde af bordet, mens Harsha og Tiria lagde børnene til ro, men noget fremmed og ukendt syntes at have kilet sig ind og sået en skæbnesvanger sæd. Noget foruroligende. Noget frygtindgydende. Noget nyt.

Susanna-evangeliet.indd 24

12/02/13 10.50

kapitel 2

M

„

ere korn i, Hauran.“ Susanna svedte, og halskæden af de skin nende muslingeskaller gyngede stødvist imod kjortelbrystet i takt med håndkværnens malen. Rundt, rundt, den skurrende lyd af basalt mod kvaste korn var lyden af brød og liv, men ved Jerusalem, som arbejdet var hårdt. Tiria måtte godt snart tage over.

Hauran hældte omhyggeligt en håndfuld korn ned gennem kværnens midterhul, og Susanna strøg en tot fugtigt hår fra panden. „Der er ikke nok endnu.“ Hauran kikkede ned i det lille trug under de tunge kværnstene, og Susanna rystede på hovedet. Så langtfra.

Sabbatsbrødene skulle bages i tide. „Nej, ikke derover, Aiah.“ Hauran sprang op for at rette på Aiah, der tappert kæmpede med kosten. Skyggerne i indergården var skarpe og murene næsten hvide, hvor solen traf dem, og Elisheba havde rykket væven helt ind under soltaget, hvor hun akkurat kunne undgå heden. Tiria havde ikke travlt med at mærke på det ophængte tøj, som måtte være tørt for længst, og hun så bestemt ikke ud til at ville hjælpe ved kværnen. Hun stod rank ligesom en kongedatter. Hvem bag murene var det egentlig, der lignede en lilje mest? „Vi mangler brænde, Hauran. Og pas lige på, at Dothan ikke æder den hønselort.“ Elisheba vævede med øvede, afmålte bevægelser, og klædet blev fast og glat. Tiria fangede sin søn, inden han fik suttet på fingrene, og Susanna bøjede nakken for at stemme kræfterne frem.

Hvorfor købte Jonas ikke bare et udslidt æsel og en større kværn at male mel på?

25

Susanna-evangeliet.indd 25

12/02/13 10.50

Hauran forsvandt, og Tiria tørrede Dothans hænder af og gav ham en træged at lege med for derefter at sætte sig på den lave bænk op ad muren med håndtenen. Som bare sank uvirksomt ned i skødet på hende under et dystert blik. Susanna lod som ingenting, og Elisheba fortsatte med at lade garnet glide lidt endnu, før hun talte: „Du bekymrer dig alt for meget, Tiria. Det er ikke kun kvinder, der får sære idéer, når de venter sig, mænd bliver også somme tider lidt anderledes, men det går over.“ Tiria pillede ved tenen med et skuldertræk. „Hvorfor tror du, det går over? Han bliver jo ved med at tale om Døberen og så om ham den anden mand, han så blive døbt i Jordan.“ Susanna standsede kværnen og rettede den værkende ryg. „Andreas blev jo nødt til at vende tilbage til Døberen for at indse, at det, rabbineren havde sagt, var sandt.“ „Ja, men hvad kom der ud af det?“ Tiria hev i tråden og så vredt på Elisheba, som om det var hendes skyld, at Andreas havde foretaget endnu en rejse. Og var vendt hjem med en ny historie, som var endnu mere mærkelig end den første. En dåb. En due. Og et Guds lam, der skulle bære verdens synd? Men det var, hvad Andreas havde påstået: At Døberen skulle have mødt den mand, han formodentligt ventede så inderligt på og derpå modstræbende skulle have døbt ham, samtidig med at en hvid due var fløjet over dem. Og at Døberen skulle have kaldt manden et Guds lam. Det var så besynderligt alt sammen. „Der kom i det mindste det ud af det, at Andreas ikke skal til Jordan igen.“ Elisheba følte vurderende på klædet, som var hun utilfreds med vævningens tæthed. „Nej, for nu er det ham dér Jesus, som er spændende, bare fordi Døberen pegede på ham, og sådan kan det blive ved. Elisheba! Tror du, Andreas er ved at blive træt af mig? Bliver jeg grim af alle de børn?

Er det kun hans manddom, der kan lide mig?“ Tiria så ned og rystede på hovedet, som ville hun komme benægtelsen i forkøbet, og Elisheba brummede ind i væven: „Hvad vil du have, jeg skal svare? Lad være med at stille sådan nogle spørgsmål, bare spind din tråd og vær glad for din gode lykke. Andreas har altid holdt mere af dig, end så mange andre mænd holder af deres kvinder, og jo flere sønner du føder, jo mere har han at rose dig for.“ Hun skævede mod døren ind til soverummet af frygt for at have 26

Susanna-evangeliet.indd 26

12/02/13 10.50

talt for højt, og Susanna fulgte hendes blik, men Harsha kom ikke ud.

Jo flere sønner hun fødte.

Kværnen skurrede igen, og Aiah opgav den uhåndterlige kost og satte sig for at hjælpe med kornet. En mand kunne holde af eller være ligeglad, men betød det så meget, så længe en kvinde kunne kalde sig både hustru og mor? Elisheba havde ret, hvor meget ville Tiria have?

Hun kunne gå, hvorhen hun ville, og hun kunne se folk i øjnene i stedet for at leve et liv på jorden. Et halvt liv med en halv krop. „Jo, men en hvid due? Hvad er det for en snak, svigermor? Og hvordan kan han sige, at det rumlede i luften, som om nogen talte til mændene i vandet? Tror du, at Døberen er i stand til at forhekse sine tilhørere?“ Susannas opsmøgede ærme gled ned, og hun standsede atter kværnen for at rulle det på plads. Vist var Andreas ikke forhekset, selvom han havde svært ved at overbevise nogen om det, han havde oplevet.

Vel havde han set ting, som var usædvanlige, og naturligvis var det underligt, at en mand med Døberens sære ry pludselig ydmygt bøjede nakken og bad sine tilhængere om at lytte til en anden, som ønskede han selv at visne bort. Havde han mon skaffet sig for store fjender ved at tale de vise fra templet imod? Eller var han blevet syg? I alle fald var han ikke lige så syg som Sia. „Jeg tror, vi skal lade Simon og Jakob om at tale Andreas til fornuft og bære over med ham så længe.“ „Jo, men ham Jesus fra Nain eller Sepphoris eller hvor det nu er, han kommer fra ...“ Tiria begyndte forarget at spinde: „Ved du, hvad de siger, han er? Bare en tilfældig håndværker.“ Tenen snurrede, som gjaldt det livet. „Altså, hvis Andreas endelig skal være forgabt i nogen, så er det da næsten bedre at lytte til en mand, som i det mindste lader til at vide, hvad han taler om, i stedet for en mand, der bare hugger i træ og sten.

Siden hvornår er en håndværker blevet klogere end en pottemager eller en fisker? Hvad ved Jesus måske om Moseloven og skrifterne, som vi andre ikke ved?“ Som om en tigger ikke kunne være klogere end en kejser. Susanna bed et svar fast i læben. Hvis Jesus vidste, hvordan et hus skulle bygges, så vidste han da sikkert allerede mere end en tvivlsom, råbende græshoppespiser, hvis baggrund Andreas aldrig havde talt om. Hun 27

Susanna-evangeliet.indd 27

12/02/13 10.50

gned de blussende håndflader imod hinanden, inden hun greb fat i det blanke trægreb og trak kværnen i gang. „Ja, jeg ved for eksempel, at Jabin er ved at kravle ud af porten, fordi Hauran ikke har lukket den ordentligt.“ Elisheba rejste sig med et suk for at forfølge sit flygtende barnebarn, der åbenbart anså byens fristelser for større end morskaben i indergården. Det var også farligt, som drengene råbte op på den anden side af muren, men som Simon havde fortalt over morgenmaden, så gjaldt legen disse dage israelitternes flugt fra Faraos soldater. Han havde selv måttet jage dem væk fra den optrukne båd, hvor ægypterne havde forskanset sig med træsværd og tørrede gedemøgskugler.

Susanna pustede en sveddråbe af næsen. Håndværkere og soldater, der var nok at opleve derude for den, som havde fødder at flytte på.

En kværn drejede bare rundt. Og bestemt ikke af sig selv.

Tiria så ud til at ville genoptage sin spørgen, men Harsha kom forgræmmet til syne i døråbningen, hvor hun stod et øjeblik og lænede sig ubeslutsomt op ad karmen. Ansigtet hang af søvnmangel, øjnene var svulne af nylig gråd, og de tjavsede fletninger trængte både til kam og omhu. Blikket gled fraværende hen over Elisheba og Tiria, inden hun gik hen og satte sig ved siden af Aiah og Susanna: „Lad mig dreje kværnen lidt, Susanna, du er træt.“ Træt? Hvis der var nogen, der var træt, så var det da hende selv, så udholdende hun vågede. „Jeg kan sagtens fortsætte. Der mangler ikke så meget.“ Susanna så ned for ikke at gøre Harsha flov over sit eget udseende. Når den sidste tid var forbi, kunne sorgen umuligt komme til at trykke værre, end den allerede gjorde det. „Du skulle hellere give Jabin en tår, inden jeg lægger ham og ­Dothan ind og sove lidt.“ Elisheba lod den varme dreng dumpe ned i Harshas skød, og hun fandt lydigt brystet frem, nu mændene var af huse. Jabin klynkede hektisk af madlyst. „Hvordan har hun det?“ Elisheba blev stående, selvom hun burde gå tilbage til væven. „Hun ...“ Harsha så ned på Jabin og trak ham til rette med let bævende hage: „Hun siger, at jeg nok skal føde Simon flere børn, og at mit liv er godt. Og at hun ikke bekymrer sig. Og at vores år her har været hendes største lykke.“ Hun rystede på hovedet og pressede 28

Susanna-evangeliet.indd 28

12/02/13 10.50

hånden mod munden, men så hurtigt op igen i pludselig irritation: „Hvorfor råber de drenge også sådan? Kan I ikke genne dem væk?“ Susanna holdt brat inde med kværnen. Enhver lyd syntes at være en hån imod Harshas fortvivlelse, men selv Sia havde brug for brød, selvom det skulle opblødes i gedemælk for at glide ned. „Hun ligger bare der og brænder op. Lige meget hvor meget jeg forsøger at svale hende, er hun så glødende hed, at hun tørrer ud mellem hænderne på mig, aj, Elisheba! Jeg kan ikke holde det ud.“ Tårerne piblede frem, og Elisheba bøjede sig og slog armene om sin svigerdatter: „Harsha.“ De rokkede hinanden, mens Jabin suttede, og Susanna bed tænderne sammen for ikke også at begynde at græde. „Gud kender vore tider, og gråden er kærlighedens pris. Sia er ikke yngre end mig, og hun har ret i det, hun siger, for hun har meget at være taknemmelig for.“ Men Sia havde været der altid. Eller i alle fald næsten lige så længe, Susanna kunne huske, og tanken om at skulle miste hende var umulig. Sia måtte ikke dø! I så lille en verden som den bag murene var der ikke råd til at miste nogen og slet ikke en kvinde. „Det er ikke op til os selv, hvor længe vi skal leve, og det eneste vi kan hjælpe hende med, er at dø i fred. Dine børn bærer hendes liv videre.“ Stemmen svigtede, og Elisheba tørrede hastigt kinden. Når Harsha mistede sin mor, mistede hun selv en fortrolig veninde, og Sias død ville gøre hende til den ældste. Susanna borede neglene ind i håndfladerne. Hvordan kunne det dog falde Tiria ind at brokke sig over noget som helst netop nu, hvor den rugende smerte var så fortættet dump og ildevarslende?

Lyden af lette, smældende sandaler under løbende fødder nærmede sig bag muren og eksploderede i et brag, da porten uventet blev stødt op, så Susanna fór sammen. „Mor, mor! Farmor og Tiria, skynd jer og kom og se!“ Hauran tumlede forpustet ind med sløret ned ad nakken og opspilede øjne: „De råber i hele byen, og alle er på vej ned til søen, kom hurtigt!“ Hele byen? Til søen? Hvad mente hun? Og hvilken fuldstændig utilstedelig opførsel, var hun da ude på at tage livet af Sia før tid? „Simon og Andreas har båden fyldt til rælingen med fisk, og Johannes’ og Jakobs båd er også lige ved at synke! Det er ham Jesus.“ Ham hvem? Håndværkeren? Hvordan det? Og fisk? Hvad for nog 29

Susanna-evangeliet.indd 29

12/02/13 10.50

le fisk? Susanna virrede med hovedet, mens Harsha og Tiria så på hinanden. „Jamen, det er rigtigt nok, de siger det alle sammen. Ham Jesus, Andreas har snakket så meget om, er kommet, og nu har de været ude på søen og fiske med ham, og så har han manet så stor en fangst op, at nettene er halvt ødelagte af vægten.“ Troede hun selv det, hun stod og råbte? Eller rablede det for hende?

En båd kunne da ikke synke af ... fisk? Så meget fangede ingen! „Hauran ...?“ Harsha kæmpede sig snøftende på benene med bræn­ dende vrede i stemmen: „Hvad bilder du dig ind? Har du da slet ingen skam i livet? Du ved jo godt, at ... at ...“ Hun trippede og blev stum, men Haurans ophidselse var løbsk og ansigtet fortrukket: „Kom nu! Jeg vil ned og se det. De har lige lagt ind, og Levi er helt vild over al den told, de kommer til at betale.“ Havde de lige lagt ind? Men ingen kunne da kaste garn fra bådene i fuldt dagslys, hvor fiskene stod og gemte sig mellem stenene og kunne se enhver fare. De kom jo kun op for at tage føde til sig om natten.

Susanna rystede på hovedet, og Elisheba rynkede brynene: „Man kan ikke fiske i søen om dagen.“ „Nej, det sagde Simon også, men Jesus ville alligevel have ham og Andreas til at lægge ud.“ Havde håndværkeren bedt fiskerne om at lægge ud? På et tidspunkt, hvor det var umuligt at fange noget som helst? Hvad kendte Jesus vel til Genesarets fiskesteder, vind og vanddybde? Susanna var nær ved ufrivilligt at smile bredt, for aldrig om Simon ville lade sig koste tilbage i søen efter en hel nats hårdt slid. Jesus måtte da være en ren troldmand, sådan som han kunne få Hauran til at råbe og byen til at rende. „Pjat, Hauran, mine sønner er jo ikke de rene fæhoveder, hvem har bildt dig alt det her ind? Du kan da ikke have nået at være dernede selv allerede. Har du feber?“ „Nej, men det er ikke kun drengene, alle de voksne er også helt ude af sig selv, og de siger, at Zebedæus står og skælder og smælder over sine sønner, men at ingen af dem gør, hvad han råber.“ Elisheba så forbløffet på Harsha, og Tiria rejste sig hurtigt. Hvis Zebedæus stod og råbte over Jakob og Johannes, så var der sket noget helt ualmindelig alvorligt, for ingen i Kapernaum tabte hovedet og 30

Susanna-evangeliet.indd 30

12/02/13 10.50

opførte sig så uværdigt uden grund. Og aldrig i hele sit liv havde Jakob overhørt sin fars befalinger.

Susanna stirrede på den stakåndede Hauran. Ved Moses’ stav, hvordan ville Jonas ikke reagere, hvis hun talte sandt? „Altså, Jesus bad Simon og Andreas om at kaste nettene ud, og så fangede de så meget, at de måtte skrige, så det gjaldede, til Jakob og Johannes, at de skulle komme med deres båd og hjælpe, og nu løber jeg!“ Hauran opgav sin glanende familie og snurrede om på hælen, så sandalerne nær var vredet hende af fødderne, og Harsha så med åben mund efter sin datter, mens Jabin klamrede sig til brystet med utilfredse grynt. Først nu kom Dimonah betuttet listende ud af husmørket med sin dukke under armen, som havde hun luret under hele optrinnet. Roms fald, hvad i alverden var det, der skete i Kapernaum?

Uden et ord begyndte Elisheba at lægge slør over håret, og Harsha og Tiria fik travlt med at følge hende og gemme fletningerne væk. „Dimonah og Aiah, I bliver her.“ Tiria tog Dothan på armen, og Jabin fandt sig kun modvilligt i tabet af brystet, men tav, så længe han følte sig sikker i Harshas hænder. „Og Aiah, du må ikke være oppe på taget, når det kun er Susanna, der er hjemme.“ Aiah nikkede til sin mor, som tørrede ansigtet i ærmet og kort skelede mod døren ind til Sia, mens Dimonah sluttede sig til dem ved kværnen. „Lyt efter Sia.“ Elisheba så ud, som om hun ville sige mere, men så opgav hun, og de tre kvinder ilede af huse med flagrende kjortler og slør, som stod havnen i brand. Og efterlod porten halvt åben til en dag, der gik i stå.

Susanna stirrede efter dem. Forsvindende skridt og råb, som blev fjernere. Vasketøjet, der stadig hang rede til at blive taget ned, og den efterladte ten på bænken. Halvt malet korn. En tilbageskubbet væveskammel. Fodspor gennem Aiahs sammenfejede skidtbunke. „Hvor skulle de hen?“ Dimonah så fra Aiah til Susanna, som bare rystede på hovedet. Hvor de skulle hen? Ud i livet, selvfølgelig. Aiah skulede forknyt. „Jeg tror, de skulle hjælpe Simon og Andreas med fangsten.“ „Hvorfor det? Det plejer de ikke.“ Dimonah ville stædigt have svar, og Susanna forsøgte at lyde, som hun plejede: „Hvis det nederste tøj er 31

Susanna-evangeliet.indd 31

12/02/13 10.50

tørt, må I godt tage det ned og lægge det sammen, og I må også godt se efter, hvor meget vand, vi har tilbage. Og feje gården færdig.“ Hun greb fat i håndkværnen, som var intet hændt, og pigerne adlød med lange blikke mod den forjættende port. Stenhjulet begyndte at male, som var det tiden selv, der skulle knuses, og Susanna stirrede ned i det sorte kornhul. Den forjættende port. Gabet ud til det fuldkomne liv.

Hun stred med kværnen for at jage stilheden bort, mens små­ pigerne kæmpede med vasken, stred og svedte og pustede, men mørket trængte sig på og svulmede op i sindet, indtil hun med et tørt hulk sank sammen over arbejdet. Mænd og fangster, løb og opstandelse.

Fandtes der da ingen retfærdighed? Havde åndedrættet overhovedet nogen værdi, så længe det intet førte til? Ak, hvorfor havde Simon og Andreas dog ikke også ødelagt hendes voksende længsel, den dag de trak båden over hendes ben? Hendes ubrugelige, ynkelige, grimme ben. „Faster er ked af det.“ „Det går over igen, Aiah.“ „Hvorfor gifter hun sig ikke bare med ham tiggeren henne foran synagogen? Han kan heller ikke gå. De må godt få Jabin.“ „Shh.“ Mærkelige gerninger og uforståelige rygter, alle andre i byen kunne flytte sig, hvorhen de ville. Kunne gå ud gennem portene og haste med de andre ned til havnen. Kunne bevæge sig, i stedet for at blegne med indergårdenes mure og døråbninger, at sode til ved siden af ildstederne og mørne med tagenes tværrafter og lerfyldninger. Atten år og ingen fremtid, kun Dimonahs spådom om at det gik over igen. Så hellere følges med Sia! Susanna bed sig i kinden og rettede ryggen over alle de tårer, hun for længst var holdt op med at græde. Nej! Det nyttede ikke noget at klage sig sådan, havde hun måske ikke både familie og gøremål nok? Og havde hun ikke føden og klæderne? Aiahs tigger måtte lade sig bære til føden, men så længe kværnen drejede, og hænderne var stærke, kunne Simon forsvare at holde sin ulykkelige søster hjemme i stedet for at lægge hende frem til andre menneskers barmhjertighed.

Og Sia havde heller ingen mand haft længe.

Hun pressede læberne sammen og tvang tankerne væk fra sig selv.

32

Susanna-evangeliet.indd 32

12/02/13 10.50

Hvad var det egentlig denne mærkelige Jesus kunne, som alle de andre fik lov at se? Hvis han var en profet, hvad lavede han så overhovedet i Kapernaum? Fulgte sin lyst efter fisk? Eller fiskere? Hvis det var sandt, at han også var håndværker, så kunne han i alle fald godt få lov til at rette lidt på porten, sådan som den hang skævt.

Kornet rislede, kværnen gled, og kosten blev slidt igen. Det tørre tøj blev lagt på plads, og Dimonah stablede varsomt lertøj op inde ved siden af ildstedet, mens Aiah forgæves listede ind til Sia i soverummet med en solvarm figen. Tiden kunne skubbes med de daglige gøremål, også selvom Aiah ikke fik lov til at klatre op på forrådsrummets tag for at vende de udspredte dadler, men i stedet måtte nøjes med at karte lidt uld, mens Dimonah fumlede med Tirias ten.

Susanna hældte det sidste korn ned i kværnen. Beboelsesrum og gedestald, hønsepinde og køkkenrum, vaskeplads og grejplads, krukker, kurve, dejtrug og fade. Havde Jonas’ hjem ikke døre nok i murene rundt om indergården? Var verden ikke stor nok? Og fandtes der ikke nøjagtigt de samme omgivelser bag hver eneste port i Kapernaum?

Bønner, linser, porrer, olivenolie, fisk og hvidløg, var maden ikke også den samme? Lyset, lugten og lydene? Hvorfor så alle disse drømme og tanker? Al denne voksende længsel? Efter hvad?

Dagen efter forlod de hende alle sammen igen. Som de jo altid gjorde på sabbatten, men efter gårsdagens omvæltende begivenheder var det næsten ikke til at holde ud. Og da slet ikke når hun samtidig var dømt til hvile og lediggang uden i det mindste at have småpigerne hos sig, kun Sia var tilbage.

Susanna skyggede for øjnene med hånden og så op mod himlen, der var lige så strålende klar og høj over indergården som på alle andre dage, og så var alt alligevel helt anderledes uden for murene. Simon var anderledes. Og Andreas. Og kvinderne var stærkt bekymrede, mens Jonas rasede for at skjule sin usikkerhed, sikke en aften.

Hun lænede ryggen op ad muren og kærtegnede halskædens blanke muslingeskaller. Naboerne havde fortumlet hjulpet med fangsten, Levi havde triumferet, og hendes brødre havde sendt hinanden forvildede blikke. Simon havde grædt. Over noget han ikke selv rigtig vidste hvad var, men han var blevet ved med at tale om Jesus’ blik og stemme, og Andreas var blevet ved med at nikke og medgive. Jesus, 33

Susanna-evangeliet.indd 33

12/02/13 10.50

som var fra Nazaret og ikke fra Nain, havde bedt dem om at følge med ham for at blive ... menneskefiskere?

Susanna slap halskæden og bed i en neglerod. Talte manden da kun bagvendt? Fiske i søen midt om dagen. Fange dem, som var frie. Menneskefiskere, hvad var det? Og hvad betød det at følge Jesus? Hvorhen? Og hvorfor?

Hun rystede langsomt på hovedet. Ingen i familien kunne lodde dybden af hans forlangende, men alle var rystede, kun hun, der intet havde set, var stadig sig selv. Gad vide om Johannes’ og Jakobs familier var lige så lamslåede, nu Jesus’ opfordring tilsyneladende også gjaldt dem? Menneskefiskere? Hun lod neglen være. Folk skulle da ikke fanges. Og Jesus opførte sig ikke som en røver i baghold. Han ... han sugede fisk op af søen og gjorde mænd vilde ved at se dem i øjnene og efterlod deres familier i et vågent mareridt af forvirring. Som en drøm.

En uforståelig drøm. Men ingen vågnede tilsyneladende af den.

Susanna så over på væven, hvis stribede klæde ventede på Elishebas fortsatte flid. At væve var godt arbejde. Det var smukt og støt, og det gav tankerne fri, og netop i dag kaldte garn og tråde på hænderne med trygge, vante stemmer, som formåede deres udspændte regelmæssighed at drive ængstelsen tilbage.

Simon var faldet ned foran Jesus og havde bedt ham om at gå væk fra ham, så syndig en mand han var, men Jesus havde bare smilende lagt hånden på hans skulder og sagt, at han intet skulle frygte. Og det, mens snart sagt alle Kapernaums indbyggere myldrede om den naturstridige fangst med rædsel i ansigterne. Så selvfølgelig skulle de alle sammen mase sig ind i synagogen i dag for at høre, hvad manden havde at sige, for det måtte være helt usædvanligt.

Susanna lukkede øjnene. Ville han mon kalde hver eneste af dem til at følge med sig og derefter begynde at døbe dem i søen ligesom Døberen fra Jordan? Det var i alle fald Jonas’ frygt, for han havde rystet sine strittende fingre mod sine sønner og talt om uro og opstand og romerske legionærer. De slumrende ørne skulle ikke tirres. Og hvis Jesus var en profet, så kunne han profetere i Jerusalem for dem, som havde mere forstand på det. En gammel mand ønskede ingen forandringer, han ville hellere leve med nakken bøjet og finde sig i romernes ydmygende besættelse end at gøre sig bemærket og stikke sig på deres spyd og sværd. Frygt ikke? Jo, tak! Billige ord i en fremmeds mund.

34

Susanna-evangeliet.indd 34

12/02/13 10.50

I virkeligheden elskede Jonas bare sine sønner og ønskede dem alt det bedste. I virkeligheden ...

Kom de ikke nu? Susanna rettede sig brat op og lyttede. Kald, ophidselse, stemmer, der kom nærmere, jo vist kom de, men bestemt ikke lige så fredeligt småsnakkende som vanligt, snarere ... jamen, løb de ligefrem hjem? Var det ikke Tiria, der råbte? Det lød kun som kvinderne.

Susanna rakte ud efter sløret og nåede akkurat at dække håret til, inden porten brutalt blev slået op, og Harsha, Tiria og Elisheba kom ilende ind med børnene imellem sig. „Ryk bænken hen i skyggen. Og få kurvene ind i forrådsrummet, og Hauran! Ryd straks de kugler og dukker væk og bagefter har du ansvaret for Jabin og Dothan. Finder du vand og vin og olie, Har­ sha?“ Elisheba var hæs af ophidselse, og hendes svigerdøtre og børnebørn sprang som geder rundt om hendes fægtende hænder: „Træk forhænget for ind til Sia og få de høns af vejen. Har vi mere honning, Tiria?

Og ost, vi må have osten og mandlerne frem.“ Hun flagrede ind i køkkenrummet, og Susanna rakte ud efter Hauran, der snappede legetøj sammen som en hakkende høne, mens Aiah og Dimonah søgte tilflugt ved siden af væven. „Hauran, hvad sker der? Hvad er der hændt? Får vi gæster?“ „Hvad der er hændt!“ Hauran så sig hektisk om og endte med at stuve det samlede ned i en tom kurv, som hun lynsnart klatrede op på taget med: „Han er her om et øjeblik, og Johannes og Jakob kommer også.“ „Hvem?“ „Jesus.“ Jesus? Her? Hauran sprang de nederste trin over og indfangede drengene, inden hun forpustet landede ved siden af Susanna: „Han kommer her, og hele byen er i vildt oprør. Susanna!“ Hendes ansigt fortrak sig pludselig, og hun fik tårer i øjnene, mens drengene begyndte at kravle ud af hendes svigtende greb: „Jeg er bange! Han er ... han er ... farlig.“ Farlig? Tiria og Harsha begyndte at bakse væven til side, og Susanna slog armen om Hauran: „Hvordan farlig? Hvad har han da nu gjort?“ 35

Susanna-evangeliet.indd 35

12/02/13 10.50

Haurans dirren forplantede sig til hende selv, for aldrig havde hun set sin slægtning så ræd. „Han helbredte en besat!“ En besat! Nej? „Han drev en ond ånd ud af en mand i synagogen, jeg så det selv.“ Hendes blik var sort af rædsel, og Susanna rystede vantro på hovedet.

Hauran tog fejl, det var umuligt. Hvordan skulle nogen dog kunne drive en ond ånd ud af et andet menneske? „Du kender ham godt. Det er ham, der altid går og råber nede mellem bådene om morgenen og kaster sten ud efter fiskene, og da Jesus havde læst og talt om skrifterne, var alle så overraskede over hans måde at gøre det på, at nogen råbte, at de skulle hente den gale.“ Hauran gemte ansigtet mellem hænderne, og Susanna fattede trøstende om hendes håndled, mens munden blev tør af sære anelser. „Og så hentede de ham, og da han så Jesus, begyndte han at skrige og fråde om Guds hellighed og alt muligt, men Jesus løftede bare hænderne og truede ad ånden, og så ... så forlod den ham!“ Haurans omsluttede hænder sank ned foran det stive blik. „Den gale faldt slapt sammen, og da de hjalp ham op, begyndte han at tale ligesom en ganske almindelig mand. Han er ikke besat længere, Susanna. Han er blevet normal igen, og det har han aldrig været før. Det var så uhyggeligt. Alle kvinderne skreg af angst.“ Hvad var det dog, hun sad og sagde? „Jamen, man kan da ikke bare ...?“ Nu var det Susannas hænder, der søgte til ansigtet, for en mand, der befalede over både fisk og ånder, forekom pludselig langt mere skræmmende end alle romernes legionærer tilsammen. Våben var menneskegjorte krigsredskaber, der var til at forstå, men Jesus’ magt var tilsyneladende både usynlig og grænseløs. „Åh, nej, Dothan.“ Hauran sprang op efter sin kravlende fætter, og Susanna stirrede frem gennem fingrene uden at se noget. Ånder og dæmoner, hvem var den mand! Hvad havde han dog sagt i synagogen?

Og hvorfor havde det overrasket folk sådan, at det fik dem til at tro, at han kunne mere end at mane fisk op af søen?

Igen nåede lyden af trængsel ind over muren, men denne gang var stemmerne mørke og ivrige, og der var flere af dem. Elisheba snublede frem med vandfadet og tørreklædet, mens Harsha og Tiria havde olie 36

Susanna-evangeliet.indd 36

12/02/13 10.50

og vinbægre i hænderne, og Hauran nåede kun lige at fange de kravlende drenge for anden gang, inden Simon kom til syne i porten med en ydmyg, indbydende gestus: „Kom ind! Kom ind. Vær velkommen og Guds fred. Alt mit står ganske til din rådighed.“ Andreas smuttede forbi hans udbredte arme med højlydte spørgsmål til, hvad han kunne gøre for sin gæst, og selv den efterfølgende Jonas brummede gæstfrit. Elisheba gik frem med fadet, og alle stimlede de sammen foran porten, så Susanna intet kunne se, selvom hun strakte hals. „Vær hilset!“ „Velkommen til mit hjem!“ „Kom indenfor! Mit hus er dit.“ Det myldrede ind ad porten med naboer og nysgerrige, men gæsten i deres midte kunne ikke skelnes, og Susanna overvejede et øjeblik, om hun skulle forsøge at stemme sig på knæ op ad muren. Jakobs tætte, sorte krøller og tyrebrede ryg dukkede op, og Johannes’ glade, drengede smil fejede indergården rundt, mens Jonas uden tvivl kyssede sin gæst velkommen og lod hans fødder og hænder vaske.

En rabbis modtagelse, men Jesus måtte være andet og mere end en rabbi. Alle trængtes og flere ville ind, og mændenes lange kapper og kjortler af bomuld, linned og uld gned imod hinanden, mens fødderne vippede på tæer i de støvede sandaler. „Sid ned! Sid ned, alle sammen, ja, sæt dig der på bænken inde i skyggen. Luk porten, Andreas, vi kan ikke være flere.“ Godt væven og kurvene var blevet flyttet, og at ingen af de ankomne syntes at dele Haurans frygt. Tiria formåede at bane sig vej ind i køkkenrummet efter en bakke med brød og ost, honning, mandler og dadler, og Susanna fik omsider noget at se. Mændene satte sig mumlende og nikkende ganske tæt rundt om gæsten, og de få kvinder, der havde dristet sig gennem porten, trykkede sig sammen i indergårdens hjørner.

Susanna skyggede med hånden for solen. Dér var han! Den fremmede, håndværkeren fra Nazaret. Som umiddelbart forekom helt ... almindelig?

Jesus havde sat sig på bænken med et vinbæger i hånden, som han nippede til med et imødekommende blik ud over sine tilhørere fra synagogen. Selvom han indlysende var en stærk mand, der kendte 37

Susanna-evangeliet.indd 37

12/02/13 10.50

til at bruge kræfterne på tømmer og byggesten, var det hverken hans middelstore krop eller frodige, mørke hår og korte skæg, der var usædvanligt, det var hans ansigt! Og hans hænder. Der varsomt holdt om bægeret med så stor en kraft, at det på samme tid lignede en grov­ smeds grab om hammeren og et kærtegn.

Var han ung eller gammel? Smuk eller grim? Susanna så ned for ikke at virke usømmelig og pågående, men straks efter måtte hun se op igen, for Jesus var ingen af delene, skønt tiden endnu ikke havde trukket ham i huden. Selvom han sad inde i skyggen, strålede øjnene i hans intense ansigt, hvor både smil og myndig alvor syntes at have købslået om trækkene, og blikket fik hende til at tænke på den lysende Moses med stentavlerne.

Sært. Men hvorfor skulle hendes brødre og Jakob og Johannes dog følge ham for at blive ... menneskefiskere? „Rabbi! Du har allerede talt til os i synagogen, men fortæl os noget mere.“ Johannes var krøbet helt hen foran Jesus med hænderne opfordrende løftet, og han så sig ivrigt om for at høste af mændenes nikkende tilkendegivelser. Vist ville de høre mere og helst med det samme, selvom Tiria undseeligt stillede sin bakke ved siden af Jesus på bænken. Han rakte høfligt ud efter brødet og smilede til Johannes: „Hvad vil du gerne vide, Johannes?“ Susanna lod sig smitte af smilet, for selvfølgelig måtte det være den altid videbegærlige Johannes, der med sin næsten barnlige nysgerrighed førte an, skønt han var så ung. „Fortæl os ... fortæl os ...“ Han så igen bagud mod Jakob, som for at gribe om et anker, og hans bror hjalp gerne: „Fortæl os hvordan du mener, vi skal bede, rabbi. Du udlagde skrifterne på en måde, jeg aldrig har hørt nogen tale før, så fortæl os noget om bøn.“ En medgivende mumlen steg op over de nikkende hoveder, og Jesus’ smil blev bredere, mens han brækkede en smule af brødet: „Om bøn?“ De tre daglige bønner om Guds nåde og barmhjertighed over for Israels folk, om klogskab og tilgivelse, sejr og velsignelse, om hjælp i nød, og om fremgang for Jerusalems tempel med alle dets skriftkloge?

Hvorfor troede Jakob, at Jesus havde noget nyt at tilføje?

Susanna trak sin ene fod helt ind under sig for at fylde mindst muligt, selvom ingen havde valgt at sætte sig nær hende. En venlig om38

Susanna-evangeliet.indd 38

12/02/13 10.50

vandrende rabbi med hendes eget brød mellem hænderne, nej, uanset hvad Hauran sagde, så kunne der ikke være mørke kræfter skjult i den mand, der så fredeligt var indstillet på at besvare spørgsmål. „I skal ikke lade munden løbe, når I beder.“ Jesus lænede sig frem mod Johannes: „Hedningerne tror, de bliver bønhørt for deres mange ord og lange, kunstfærdige tiltaler, men lyt nu! Så vil jeg lære jer en ny bøn, som I må huske.“ Fordi den kom fra ham? Simon havde stillet sig op ad muren ved siden af Jesus, og Susanna genkendte sin egen tvivl i hans afventende holdning med fingrene i skægget. Hvor var dagen dog usædvanlig. „I skal ikke stille jer op og bede højt i synagogen eller på gadehjørnerne, for folk der gør den slags er hyklere, som tragter efter andres beundring, nej! I skal gå ind i jeres kammer og lukke døren og bede til jeres himmelske far, som er i det skjulte og hører i det skjulte.“ I det skjulte? Susanna rykkede uroligt på sig, for hvad ville farisæere og skriftkloge dog ikke mene om sådanne irettesættende holdninger? Var deres åbne bønner da ikke en pryd for Guds udvalgte folk?

Havde Hauran alligevel ret? „Og I skal bede på det sprog, I taler til hinanden, selvom skrifterne er skrevet på hebraisk, for enhver kan bede efter sit hjerte, og enhver vil blive bønhørt.“ På aramæisk? Simons fingre gled ud af skægget, og en utryg forbløffelse fik mændene til at se på hinanden. „Jamen, hvis vi skal læse på Guds sprog, hvorfor skal vi så ikke også bede på Guds sprog?“ Simon trådte et skridt væk fra muren med rynkede bryn, og Johannes trykkede sig, som følte han sig skyldig i den pludseligt opståede misbilligelse. „Men hvilket sprog er ikke Guds sprog, Simon? Og hvilket menneske er ikke Guds skabning?“ Jesus rettede sig op med brødet strittende i den ene hånd, som ønskede han indtrængende at lægge tilhørerne sine ord på sinde: „Når I beder, så skal I gøre det sådan her: Vor Far, du som er i Himlene! Helliget blive dit navn.“ Han tav for at give de siddende tid til hviskende at gentage ordene, og selvom Simon så ud, som om han havde bitre urter i munden, så hviskede han alligevel med. Vor far? Susanna fugtede læberne. Abrahams, Isaks og Jakobs Gud? Jødernes far? Jesus’ stemme var på én gang både blød og kærlig, men også klar og skarp, det var uimodståeligt!

39

Susanna-evangeliet.indd 39

12/02/13 10.50

„Komme dit rige, ske din vilje som i Himlen således også på jorden.“ Han tav igen, og Susanna lukkede øjnene og gentog mumlende.

Var det sådan en stemme, der engang havde skilt havet og lagt havbunden tør for sit folk? Så lindrende den smøg sig om sjælen, hvordan ville det så ikke lyde, hvis Jesus begyndte at råbe? Guds vilje, Guds retfærdighed og folkets tørst efter den, så stort, og så alligevel på besynderlig vis ... intimt? „Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.“ Frygten for sulten var let at give videre, men tilgivelsen? Hvem var det, der skulle tilgives? De, som havde forbrudt sig og bad om det?

Eller de, som netop ikke bad om det? Susanna slog øjnene op og så på Jesus, der stadig sad med brødet løftet frem foran sig. Hvis uvenner og overtrædelser blev tilgivet, burde det få nag og fjendskab til at vakle, men selvom kamplysten blev drænet, skulle retfærdigheden så alligevel ikke værnes? „Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.“ Amen? Susanna mødte Simons blik hen over de forsamlede. Hvordan amen? Amen uden at nævne Guds folk og Guds hellige tempel i Jerusalem og uden ønsker om fjendernes endeligt? På et sprog der ikke var hebraisk? Var det dette, Jesus havde at sige om bøn? Intet under at den i så fald skulle hviskes skjult i et kammer!

Jesus puttede sin brødstump i munden, og hverken Johannes eller Jakob så ud til at have travlt med at kommentere hans ord. Hvor ville den fremmede rabbiner hen?

Susanna pillede i muslingehalskæden uden at få hold på tankerne.

Men al den undren, Jesus ødslede ud over Jonas’ hjem, ville komme til at vare i mange dage frem, så måske gjorde forvirringen ikke noget, måske skulle hans ord ikke overvejes og slides op på én gang? Hans sære udsagn var værd at fordybe sig i, næste gang kværnen skulle drejes og mandlerne knækkes. Og hvilken stemme! Aldrig havde hun hørt noget så tillidsvækkende, trods dens oprivende opfordringer. Ikke underligt at Simon og Andreas ikke uden videre havde kunnet forkaste dens kald. „I må forstå, at alle der beder skal få, og at alle der søger skal finde, og at der vil blive lukket op for enhver, som banker på! Er der 40

Susanna-evangeliet.indd 40

12/02/13 10.50

måske nogen af jer, som vil give sin søn en slange, når han beder om en fisk?“ En slange? Jesus’ ansigt brændte af iver, men Simon blev pludselig rød i hovedet og så ned, og Johannes udstødte et nervøst fnis. Gud ske lov, at Levi ikke havde turdet trænge sig med skaren ind i Jonas’ hjem. „Hvor meget mere vil jeres himmelske far så ikke give gode gaver til dem, som beder ham om noget? I skal behandle hinanden, som I selv ønsker at blive behandlet.“ Jesus tog en dadel af fadet uden at spise den, og han hævede understregende stemmen: „I skal elske jeres fjender! I skal velsigne dem, som forbander jer og gøre godt imod dem, der hader jer, og I skal bede for dem.“ For fjenderne? Forvirringen blev afløst af fortørnelse og forargede udbrud, for så udfordrende en opfordring var det let at mene noget om. Simon rystede på hovedet, og Harsha så tvivlende på Susanna.

Elske fjenderne, elske romerne? Velsigne kejseren og bede for folk som Levi? Hvor var Jesus dog anderledes. Og modig! Eller enfoldig? „Jonas.“ Jesus talte hen over den ophidsede mumlen og rejste sig og lagde brødet og dadlen fra sig, mens han så på den siddende mand: „Du og dine sønner har budt mig velkommen, og jeres kvinder har bragt mig mad og vin, men der mangler én fra din familie, som ikke er sammen med os andre her i indergården.“ Sia? Harsha gav et forskrækket udråb, og Andreas rejste sig an­ spændt. Hvem havde dog fortalt Jesus om Sia? „Du har ret, der mangler en, men hun er syg.“ Jonas havde svært ved at skjule sin sindsbevægelse, for var intet da skjult for Jesus? Kunne han ligefrem læse i andres tanker og se gennem mure? Susanna bed i knoerne, og Jesus rettede på sin kappe med et varmt smil mod Simon: „Hvor ligger din svigermor, Simon? Lad mig se hende.“ En ubetydelig kvinde? Nu brød snakken højlydt ud, og mand efter mand rejste sig i ophidset forventning. Harsha masede sig langs muren med hænderne knuget i sløret for at nå med hen til soverummet, inden Jesus gik derind, og Susanna mistede igen udsynet bag de skyggende rygge.

Sia, Sia, kroppen begyndte at dirre, og hun krøb sammen med armene mod brystet. Hvorfor brød Jesus sig det allermindste om en fremmed kvindes lidelser? Vidste han ikke hvor upassende og anstødeligt det var overhovedet at nævne hende? Gjaldt de samme regler 41

Susanna-evangeliet.indd 41

12/02/13 10.50

for omgang med hinanden da ikke i Nazaret som i Kapernaum? Men kunne han hjælpe? Var han også læge? Sia var i alle fald ikke besat, hun havde feber, og hvis Jesus rørte ved hende, blev han uren. „Kan du se, hvad jeg sagde?“ Hauran slog sig ned ved siden af Susanna og masede sig utryg ind til hende: „Jeg synes, han skal gå.“ Gå? Nej. Susanna stirrede sig blind ind i alle ryggene, vist skulle Jesus ikke gå. „Tror du, han slår Sia ihjel, Susanna? Hvis han er læge, så slår han hende helt sikkert ihjel, for det gør de næsten altid.“ „Det bliver nok ikke værre, end det allerede er.“ Susanna slog armen om Hauran, mens de forsamlede nysgerrigt masede sig sammen om soverummets indgang. „Hvad sker der?“ „Kan du se noget?“ „Johannes, er han gået derind?“ „Hvad vil han?“ „Det er skammeligt!“ „Hvorfor gør Jonas ingenting?“ „Hvad skal han da gøre? Smide rabbineren ud, er du vanvittig?“ Spørgsmålene blev afløst af rædselsslagne råb, der greb om sig, og mens nogen forsøgte at skubbe sig tilbage, forsøgte andre at trænge sig frem. Hvad i alverden gik der for sig? „Prøv om du kan se noget, Hauran.“ Susanna var åndeløs, og Hauran sprang op og klatrede vævert op ad den nærmeste trappe til taget: „Det er Sia!“ Hvor? Hvordan? Susanna strakte hals som ingensinde, men først da de sammenstimlede et øjeblik trak sig lidt til side, fik hun et glimt af Sia, som hulkende stod oprejst midt i indergården med armene om den grædende Harsha. Stod, som hun plejede at stå før! Med Jesus bag sig i en kreds af åbne munde og opspilede øjne. „Hun er rask!“ „Sia er blevet rask!“ Rask? Umuligt! Hun var jo døende! „Har du slet ikke feber mere, Sia?“ Tiria ilede hen for at lægge hånden på Sias pande med det spørgsmål, som ingen mand kunne stille, og Sia greb hendes arm og virrede med hovedet, mens hulk blev til latter og trillende glædestårer, og trængslen igen skjulte dem begge.

42

Susanna-evangeliet.indd 42

12/02/13 10.50

Men Hauran så, hvad Susanna ville se: „Nu slipper hun Harsha og falder ned foran Jesus for at kysse hans fødder. Og han smiler bare, mens Simon hopper rundt som en kanin. Og Jonas må støtte sig til Andreas. Og Johannes griner til Sia, som var de i familie med hinanden, men Jakob er faldet på knæ.“ Sia var helbredt! Bare sådan! Selvom det slet ikke burde kunne lade sig gøre. „Går hun ikke ind og lægger sig igen, Hauran?“ Så langt et sygeleje måtte fuldstændigt have tæret al kraft ud af lemmerne, men Hauran lo: „Nej, nej! Nu står hun og vifter med armene og ler ... og nu tror jeg, hun vil ind i køkkenrummet. Hun vil nok lave festmad til Jesus.“ Festmad? Susanna gemte ansigtet i hænderne og rokkede med overvældelsen sydende gennem kroppen. Så let blev ingen helbredt! Så hurtigt kunne ingen rejse sig, uden at falde om igen med det samme.

Hovedet truede med at trille af, så ubegribeligt det hele var. Hun kneb øjnene sammen, som kunne opstandelsen i indergården lukkes ude, men rædslen omkring hende var ved at slå over i høje glædesråb og overstrømmende velsignelser af rabbineren fra Nazaret, og alle syntes helt at have glemt deres nylige tvivl. „Jesus kan helbrede alle!“ „Både feber og besættelser!“ „Maadiah ligger også syg.“ „Og Jokim.“ „Og Gamaliel kom til skade oppe på bjerget, da han faldt med sit æsel.“ „Hent dem!“ „Ja, hent dem. Kom, skynd jer!“ „Husk at lukke os ind igen, Andreas.“ Susanna stirrede stønnende ind i hænderne. Hvor lille var det muligt at gøre sig, når hele verden rumlede og skred? Jesus gik ind i soverummet, og Sia trådte ud, som havde hun aldrig fejlet noget. Det var ... et mirakel?

En skygge faldt ind over hende. En skygge, som kunne fornemmes gennem virakken. „Susanna.“ Stemmen!

Hun så op med hænderne beskyttende foran sig, og Jesus var helt 43

Susanna-evangeliet.indd 43

12/02/13 10.50

mørk imod den lysende himmel. Mørk og høj som et platantræ. Susanna? Hvorfra kendte han alles navne? Og hvorfor stod han der? Når det var uhørt at tale til en kvinde fra en fremmed familie og upassende overhovedet bare at se på hende. Susanna trykkede sig så langt ind mod muren, det lod sig gøre. „Susanna.“ Den varme stemme var så blid og fyldt af medfølende smerte, at hun blev nødt til at se ham i øjnene, selvom det var dybt forkasteligt. Men aldrig om hun ville vove at svare. Åndedrættet hvæsede mellem læberne.

Jesus smilede fortroligt, som havde han kendt hende længe, og han rakte hånden åbent frem, som ønskede han, at hun skulle tage den: „Rejs dig op, Susanna.“ Ord kunne miste al betydning. Ord kunne være røg af ønsker, sammenkædede ligegyldigheder, lyd, som al anden lyd, men de kunne også være spyd af hån. Med øvelse var det muligt at ane hensigten og lukke dem ude i tide for at undgå deres stik. Hvor ond kunne en mand være? Susanna så ned, mens vejrtrækningen krampede sammen til små stød, og den bævende hage trak tårerne frem. Forstod han da ikke hendes tilstand? „Tag min hånd og rejs dig op.“ Som om hun ikke allerede var den ringeste? At række ud efter Jesus og røre ved ham ville tvinge Jonas til at forstøde hende, men hånden gled alligevel frem, trukket af et hidsigt håb om det umulige. Og af trods? Imod hvem? Imod den Gud, der havde ladet et ungt liv kuldsejle?

Hans hånd var fast og kærlig, og den slap ikke, da hun først fik fat i den. Og så? Så slog et gisp igennem lungerne, som havde de aldrig før trukket vejret, og kroppen blev på én gang så let, at det et øjeblik føltes, som om den slap jorden! Susanna steg fra Jesus’ hånd med et lille skrig, som var det ikke hende selv, der strakte alt det låste og kraftes­ løse ud, hun steg i en ukendt kraft, til hun stod foran ham. Fri som den nye dag! På ben, der genkendte barndommens sundhed. Ben, der kunne bære som en kamel.

Susanna slap Jesus og tumlede tilbage mod muren for straks efter at vakle et skridt frem med hver eneste ujævnhed i indergårdens grund under fodsålerne. Nej! Umuligt! Kroppen fik igen vægt, men den var stadig let nok til, at hun kunne sætte af og flyve, og en klagende jam44

Susanna-evangeliet.indd 44

12/02/13 10.50

ren gled over i en skinger hvinen, mens hun så ned ad sig selv og løftede på fødderne. „Nej! Nej?“ „Dit liv kommer fra Gud, Susanna.“ De adlød, benene adlød, og endda uden den mindste tøven eller glemsel. Høje råb og forfærdede udbrud fik folk til at vende sig imod hende, men Susanna så intet, for alt svimlede for blikket. „Susanna kan gå!“ Gå! „Jonas! Elisheba! Jeres datter kan gå!“ „Det er et mirakel!“ „Et mirakel!“ „Israels Gud være lovet for sin nåde mod sit folk!“ „Jeg kan gå!“ Igen og igen kærtegnede fødderne jorden og satte af som små kid i leg: „Jeg kan gå! Se! Se! Jeg kan løfte benene.“ Susanna trak op i den ankellange kjortel for at stirre på de lige, smukke mirakelben, mens det krampede gennem ansigtet: „Mor! Far! Simon! Jeg kan gå igen! Jeg ...“ En voldsom gråd krogede kroppen helt sammen, men straks efter rettede en strømmende latter den ud, og Susanna tog skridt efter skridt, mens de forbløffede tilskuere klemte sig tilbage mod murene for at give plads. „Susanna!“ Elisheba løb ind i hendes favn med tårer og snot flydende over ansigtet, og hun knugede sin fortabte datter, som hun aldrig havde knuget hende siden ulykken. Født på ny. Født til et virkeligt liv.

Adskillige af de forsamlede faldt på knæ i lovprisning af Gud, og nogle af kvinderne faldt jublende hinanden om halsen. „Susanna, min søster!“ Simons ansigt flækkede i et glædesbrøl, og han forglemte sig fuldstændig og svingede hende rundt, som var hun et lille barn. „Min søster er rask! Har I set det! Hun kan gååå!“ Og løbe. Og danse. Og ... føde en familie! Nu brast den stenbrynje af skyld, som Simon havde båret. Susanna landede fortumlet, mens glæden bare voksede og voksede, og fødderne trampede og sparkede og hoppede, indtil Hauran hujende greb hendes hænder i en vild jubel­dans, der fik slørene til at glide ned ad nakken. „Åh, Gud! Tak, Himlens Gud!“ Jonas lå på knæ med Andreas ge 45

Susanna-evangeliet.indd 45

12/02/13 10.50

stikulerende bag sig, og Harsha og Tiria ville med i dansen, men nu kom Sia ud af køkkenrumsdøren. „Sia!“ Susanna løb hen til den bestyrtede kvinde og omfavnede hende, og Sia klemte hende hårdt og fattede om hendes ansigt med et glødende blik. Også hun havde netop følt kraften. Jesus’ kraft, som havde gjort dem til søstre.

Sias sammensvorne berøring fik Susanna til at fatte sig en smule, og hun vendte sig mod håndværkeren fra Nazaret, der stadig stod ved muren med et lykkeligt smil. Den mand, hun skyldte sit liv! Hvis ord havde afstedkommet det uladsiggørlige. En pludselig alvor blandet med bundløs taknemmelighed samlede glæden i ét eneste ønske om at give noget igen, og Susanna trak sløret op over håret. Den mand måtte jo elske alle mennesker! Også kvinderne. Tak alene ville aldrig kunne indfri gælden.

Hun gik frem og sank ned foran ham med bøjet hoved. Rabbineren havde krav på alt, hendes kunnen, hendes tjeneste, hendes tilværelse, og hvad end han ønskede sig af hende, kunne han blot forlange.

Det måtte han vide. „Husk det nu, Susanna. Dit liv kommer fra Gud.“ Fra Gud? „Hvem er du, Jesus?“ En forunderlig ydmyghed sivede fra de levende ben op gennem maven, og Susanna formåede kun at hviske, men trods larmen i indergården hørte Jesus hendes alligevel. „Jeg er vejen og sandheden og livet, og du er et lys, Susanna. Og et lys skal ikke sættes under en skæppe, det skal stilles i en stage, så det kan lyse for alle.“ Et lys? Susanna så op i kærlighedens fred. Et lys og en lilje i et liv, der tilhørte hende selv, og så alligevel ikke. Nej! Bestemt alligevel ikke!

Susanna-evangeliet.indd 46

12/02/13 10.50

155 mm

S

27 mm

155 mm

usanna er atten år og bor i Kapernaum ved Genesaret Sø sammen med sine brødre, der er fiskere. Hun er lam efter en

ligheden tilbage og kalder Susannas brødre til at blive sine disciple.

Sammen trækkes de ind i hans liv på en tid, hvor romerne havde magten, og jøderne kæmpede en indædt kamp for at bevare deres tro og identitet som Guds udvalgte folk.

Som invalid kvinde regnes Susanna i starten for intet, men som historien skrider frem, rejser hun sig og bliver stærk og selvstændig.

Samtidig betages hun både af den sårbare og fornedrede hyrde og discipel, Nataniel, og af den provokerende og frihedselskende Judas.

en ung kvindes udvikling og en kærlighedshistorie, der tager udgangspunkt i

231 mm

Susannas bog. Vejen er fortællingen om

S u san n e C lod P e d e r s e n

byen, forandres hendes tilværelse for altid. Jesus giver hende før-

Susa nnas bog · Vejen

ulykke og lever et liv uden fremtid, men da Jesus kommer til

Susanne Clod Pedersen

beretningen om skæbnerne omkring Jesus, og bringer læseren dybt ind i tidens tro og kultur. Det er første bind i en trilogi.

roman R L

I

N

D

H

A

R

D

O T

M

A O

N G

R

I

N

G

H

O

F