Synnes hævn 1: Flugten - læseprøve

Page 1



Kirsten Sonne Harild

Synnes HĂŚvn 1

Flugten

synnes hĂŚvn sats2.indd 1

23/08/13 09.23


synnes hĂŚvn sats2.indd 2

23/08/13 09.23


Prolog Endelig, endelig, endelig har jeg fri. Jeg vinker triumferende til min stedbror, som brokker sig fra opvasken og sender mig et koldt blik igennem vinduet. ”Jeg har stadig arbejdet mere end dig,” hvæser jeg for mig selv. Jeg løsner hårbåndet og forklædet og ryster hans øjne af mig. Så løfter jeg op i skørtet og holder mig for næsen, mens jeg hopper igennem sølet foran kroen på bare fødder. Der er pytter af spyt og søer af pis overalt, og nu er mange af de tilrejsende bønder også begyndt at brække sig i stræderne rundt omkring kroen på Kildebakken. I flere uger har vi har slagtet kalve, får og gæs, snittet, skrællet, kogt, røget og syltet. Lavet oste og

synnes hævn sats2.indd 3

23/08/13 09.23


pølser, bagt brød og kager. Gæsterne har væltet sig i vores gode mad og drikke, og som sædvanlig her hen under aften, hvor det store augustmarked er på sit højeste, kan de ikke holde det i sig længere. For de har selvfølgelig også tyllet alt for meget af fars gode øl og pærebrændevin. Sikke et spild. De er også begyndt at slås. Det er heller ikke noget nyt. Næseblodet flyder, læber flækker, tænder og kæber knaser. Jeg kan stadig høre deres kvinder hvine bag mig i en blanding af fryd og frygt, da jeg får kæmpet mig ud fra torvet ved foden af Kildebakken og når frem til den store kastanje i udkanten af Ro. Endelig, endelig, endelig har jeg fri. Jeg slipper både næse og kjole, sætter farten op og styrer mod åsen. Kan lige nå det. I horisonten mod vest bag den lysende strand og det blåsorte hav hager en flammende stribe sol sig endnu fast. Jeg falder på knæ i græsset, trækker vejret dybt og kigger direkte på solen, som jeg plejer, helt uden at blinke for at være sikker på, at jeg får alt med. Jeg ved ikke helt hvorfor, men alting i mig falder til ro, når jeg sætter mig lidt i solen hen under aften eller tidligt om morgenen. Og det er bare ikke en god dag, hvis jeg ikke har 4

synnes hævn sats2.indd 4

23/08/13 09.23


været her og suget det første eller det sidste lys til mig. Min mor sagde altid, at mit navn betyder sol, og at mit behov for lys er så stort, fordi jeg blev født ved middag til sommersolhverv. Hun sagde også altid i samme sætning, at jeg ikke må lege med ild. Som om hun mente, at det hang sammen. Min far siger stadig, at det ikke er noget, jeg skal snakke for meget om. ”Folk her i Ro bliver nemt så … overtroiske,” brummer han. Da solen er helt nede, lægger jeg mig og hiver små græstotter op med fingrene. Jeg har lyst til at sove lidt. Det gør jeg ofte her, når det har været en hård dag. Men der er noget, der gør mig urolig i aften. Luften føles anderledes. Nu opfanger jeg en sødlig røglugt som af nyhøstet hø, der brænder. Jeg vender mig og kigger ind mod Ro. Og så er der pludselig det der mærkelige, orange skær over byen bag mig. Som om solen efter to minutter under horisonten har skyndt sig over for at stå op i øst. Fra det højeste tag i byen står enorme flammer op mod aftenhimlen. Mit hjerte hopper op i halsen. Jeg rejser mig. Det højeste tag i byen ligger jo lige ved siden af kroen. Det er taget på fars stald og lade! 5

synnes hævn sats2.indd 5

23/08/13 09.23


Jeg løber. Der er ikke meget vind, så røgen ligger som en tæt sky lavt over byen. De første mennesker og grise og hunde kommer hylende, da jeg når udkanten af byen ved kastanjetræet. Jeg standser. Griber til højre og venstre. Men alle vrister sig løs og løber videre. De slingrer og er forvirrede. ”Hvad sker der?” råber jeg, da jeg endelig får fat i skulderen på en af sildekonerne. Hun ser angst igennem mig, da hun siger: ”Kroens lade brænder. De siger, krofatter selv er derinde.” Så skynder hun sig videre. ”Hvad?” skriger jeg. ”Min far?” Jeg løber mod strømmen sammen med de få af byens mænd, der stadig er ædru nok til at bære spande og finde vej. Mine skuldre slår imod puffende maver og baskende arme. Mine fødder bliver trampet på af træsko og grisetæer. ”Flyt jer!” skriger jeg. Men ingen hører mig i den vanvittige larm. De har spærret vejen det sidste stykke hen til laden. Ved afspærringen står min stedbror. Der er ingen frygt eller sorg i hans øjne, og et øjeblik tænker jeg 6

synnes hævn sats2.indd 6

23/08/13 09.23


med lettelse, at det er, fordi han ved, at min far er i sikkerhed. Men så kigger han koldt på mig. Løfter armen og peger. ”Dig! Du har leget med ild igen … din lille heks!”

synnes hævn sats2.indd 7

23/08/13 09.23


1

Der er halvmørkt og lunt i mit skjulested i stalden bag Oles køer. På gulvet ved siden af halmen, som jeg plejer at sove i, ligger stadig de lyse lokker, som jeg skar af i sommer, og sommerskørtet, som jeg heller ikke har nænnet at skille mig af med, efter at jeg er gået over til mere praktiske bukser. Når jeg er taget af sted, vil Ole sikkert skynde sig at brænde det hele. Ole Sunesen er hele byens hestepranger, spillefugl, slagsbror – og de ikke så pæne damers ven. Jeg havde været fortabt uden hans hjælp. Jeg sætter mig ned på en sæk havre og tygger lidt på de tørre rester af min brødration, som Ole havde med til mig under trøjen, da han skulle malke, og som han har haft med til mig hver dag, siden jeg flyttede ind. 8

synnes hævn sats2.indd 8

23/08/13 09.24


Han kommer altid slæbende ind i stalden på sine gamle træsko. Sætter hurtigt grøden eller brødet fra sig. Ordner sine dyr. Synger, harker og sprutter lidt, mens han arbejder. Taler kun til mig, når det er højst nødvendigt. Jeg hiver lidt mælk ud af den store ko og drikker grådigt, mens kattene glor misundeligt. Jeg putter mig godt ned under halmen, tager ulveskindet over mig og hiver en af kattene ind på maven, så jeg hurtigt kan få varmen i fingrene og ribbenene. Den giver sig til at spinde med det samme. Jeg SKAL være ude af byen før malketid i morgen tidlig, og jeg bliver nødt til at ride langsomt. Hvis nogen af sildekællingerne skulle se eller høre en hest galoppere forbi før daggry, vil de vide, at det er tøsen fra Kroen på Kildebakken. Den stakkels ondsindede forbrydertøs, siger de så og sladrer hele vejen ind til markedet, forbi rådstuen og skarpretterens hus. Skarpretteren! Føj for den lede! Tænk at leve af at hugge hoveder af mennesker. Og hvis alle ved, at det er mig, der sidder på hesten, får jeg garanteret får jeg både ham og en hel hær efter mig. Ikke bare for alle mine tidligere ugerninger, som de kalder dem, men også fordi jeg lige har stjålet en hest fra hesteprangerens vinterfold. Ha! Kællingerne 9

synnes hævn sats2.indd 9

23/08/13 09.24


skulle bare vide, at det er ham selv, der har sagt, at jeg skulle tage den. Varmen gør mig søvnig og tung. Den sidste tanke, der går gennem mit hoved, før jeg falder i søvn, er altid den samme: Kan jeg få lov at sove i fred? Og kan jeg nå ud og få lidt lys i morgen? Formiddagen er den bedste tid at sove på. Men nu skal jeg af sted, og fra i morgen skal jeg vænne mig til at sove om natten, hvis jeg vil gøre mig håb om at snige mig ind i en stald- eller på en lejrplads til mig og hesten. Vinternætterne er også for kolde at ride i. Og ulvene elsker dem. Jeg vågner omkring middag, fordi der er snak i gården. Det er ikke sjældent, at en af Oles svirebrødre kommer forbi for at låne lidt penge. Jeg plejer at forholde mig roligt, imens jeg først lytter til den besøgendes sleske tiggetale, så til Oles formanende snak, så til lidt mere plagen, og til Oles gnæggende: ”Ja, ja, da. For gammel venskabs skyld.” Og endelig hans slæbende træsko hen over gården – sjosk, sjosk, sjosk – når han henter pengene og en lille syp af snapseflasken til dem begge. Så skal det jo fejres. Ole tjener vist mange på den måde. For jo længere tid, der går, før de betaler tilbage, jo mere skal han have. Mor sagde altid, at han var en ågerkarl. 10

synnes hævn sats2.indd 10

23/08/13 09.24


Men for det første er den her gæst her tydeligvis ikke for at tigge. For det andet er det Ole, jeg kan høre. Hans stemme lyder også meget mere forsigtig og ydmyg, end den plejer. Det er mig, han taler om. ”Det tror jeg sgu ikke på,” siger Ole. ”Det er så sandt, som det er sagt. Der er indtil flere, der har anmeldt det samme. Der er stjålet både pølser og skinker og tørret fisk. Skind og våben også. Det sker om natten. Det er hende den lille ildspåsætter fra kroen. Hun er også en tyvetøs. Hun må stadig være i byen.” Stemmen er skarp og uden forsoning. Nu ved jeg det. Det er ham den slimede rådmand, der bestemmer det hele i byen. Han elsker at gøre folk bange. En mide! Det er, hvad han er. En overmide! Jeg trækker forsigtigt skindet af mig og rækker ud efter min hårlok og kniven på gulvet. Katten hopper forskrækket ned. ”Jeg har ikke set ungen i et halvt år. Jeg sværger. Desuden kan det vel også bare være, at kællingerne ikke har styr på deres mænds ædelyst,” griner Ole. ”Mens de snorker sødt med deres små hæklede kyser, kommer mændene fordrukne og sultne hjem fra kroen og fylder deres fede 11

synnes hævn sats2.indd 11

23/08/13 09.24


vomme med mad. Tænk, hvis de skulle dø af sult, mens de sov. Hæhæ. Hva’? Den er sgu go’ med dem. Give tøsen skylden for deres mænds grådighed.” Gæsten griner ikke af Oles morsomheder. ”Jeg tror nu alligevel lige, jeg vil ta’ mig et kig, nu jeg er her. Du har før huset forbrydere.” ”Nå, så det mener du? Ta’ et kig, hva’? Ja, gør du bare det. Men du finder ingenting,” råber Ole, så han ved, jeg hører ham. Jeg står allerede på kanten af koens spiltov. Hun slår lidt uroligt med hovedet, så kæderne rasler, mens jeg svinger mig op på det lille høloft. Jeg ruller til siden i høet for at skubbe den hemmelige lem til. Mine ting har jeg samlet som en lille bylt, jeg har kastet derop i forvejen. Jeg har jo snart prøvet det et par gange. Jeg kravler hen og putter mig ned i en stor bunke hø. Og nu … skal jeg bare være stille. Ikke nyse eller noget … Miden begynder hos hestene. Jeg kan høre på dem, at de ikke kan lide ham. En af dem sparker lidt. Det er garanteret Stumpen. Miden er helt inde hos dem. Jeg håber, han træder i en af Josefinas pærestakke. Josefina, som altid har tynd mave. Jeg har sgu ikke sat ild til noget som helst, 12

synnes hævn sats2.indd 12

23/08/13 09.24


og jeg har heller ikke stjålet al den mad om natten i konernes fadebure. En enkelt pølse i ny og næ måske. Og lidt honning, hvis Ole var for nærig, fordi han måske havde ligget i sprit for længe. Men jeg har aldrig taget så meget, at det kunne ses. Jeg har virkelig gjort mig umage med at være behersket, når jeg stjal mad. Jeg har aldrig mæsket mig. Kun overlevet. Desuden hader jeg tørret fisk. Det stinker værre en grisenes lort. Og det får mig til at fise. Nu nærmer han sig køerne – lige under mig. Han står stille. Kigger han op? Han begynder at nynne med sin skærende stemme og går videre. Hen foran min lille krog. Jeg holder mig for ørerne og ser det hele for mig fra hans vinkel. Huskede jeg nu det hele?

synnes hævn sats2.indd 13

23/08/13 09.24


2

Midt om natten er jeg endelig ved at være klar til at tage af sted. Jeg har ikke set skyggen af Ole, siden overmiden var på besøg. Der lå bare en pose med både pølse, brød og honning og et par æbler, da jeg kom ned fra loftet igen. Han må have vidst, at jeg ikke tør vente længere. Men han vil sikkert ikke komme ned og sige farvel. Han sidder vel og kæfter op på kroen for at aflede alles opmærksomhed. Tak, Ole! Jeg tager ulveskindet på og binder en læder­ snor stramt rundt om maven, så det virker som en god, lun vest oven på den tykke uldtrøje, som jeg huggede fra min stedbror, da jeg flygtede. Selv om det er ved at være vinter, kommer han helt sikkert ikke til at mangle den, den tarvelige orm. Han har alt min fars gode, stærke tøj. 14

synnes hævn sats2.indd 14

23/08/13 09.24


Jeg trækker huen ned over ørerne, svinger læderposen og tæppet over skulderen og lister hen for at sige farvel til Stumpen og Josefina. Jeg er ked af, at det ikke er en af dem, jeg må tage, og at jeg skal til at lære en helt ny hest at kende. Men Ole er ubøjelig. ”Stumpen og Josefina er mine hjertebørn,” har han sagt. ”Du må tage den lille hoppe ude på engen. Hun er ikke min. Det er meningen, at jeg skal sælge hende videre. Ingen har vist interesse, og ingen bruger hende. Sig aldrig, at det var mig, der gav dig ideen. Jeg bliver nødt til at sige i byen, at du nok har stjålet hende.” Jeg lægger hovedet ind til Stumpens varme hals, lukker øjnene og står et øjeblik og svajer let med i hans hestesøvn. Så siger jeg langsomt inden i mig selv, at han er en god hest. Og svaret kommer snart. Først et dybt suk, så et hurtigt blink fra hans øje mod mit. Jeg tror, han minder mig om, at jeg skal huske at være en god rytter. For det vil redde mig. ”Tak” hvisker jeg og går baglæns ud af stalden. Der sidder en tåre i min øjenkrog. Kulden lammer mit ansigt, da jeg kommer ud på gårdspladsen. Det er, som om min triste grimasse fryser sig fast i hele min krop og kræver, 15

synnes hævn sats2.indd 15

23/08/13 09.24


at jeg bliver stående lidt. Lige her mellem fortid og fremtid. Jeg får lyst til at gå lidt rundt i byen og måske smutte ned forbi kroen og få et sidste glimt af mit barndomshjem. Måske kunne jeg kaste en sten ind ad vinduet i min stedbrors værelse og håbe, at den ville ramme ham lige i knolden. Måske kunne jeg finde lidt rådne rester på møddingen og hælde det i øllet, så min stedmor ville få et helvedes hyr næste dag. Men hævnen vil ikke hjælpe mig lige nu. Det ved jeg jo. Jeg har prøvet at hævne mig, og det eneste, der skete var, at alle blev enige om, at jeg virkelig var en forbrydertøs og en heks. Det var kort efter branden og min fars død. Jeg var fortvivlet og vred på én gang. Jeg vidste jo med det samme, at det var ham, min stedbror, som var skyld i det hele. Han hadede min far. Hadede, at han bestemte over ham. Hadede, at han ejede kroen og satte ham i arbejde hele tiden. Jeg havde gemt mig i nogle huler lidt uden for byen. Det var min første dumhed. På det tidspunkt var folk allerede begyndt at tro på min stedbrors historier om mig, ikke mindst fordi jeg var forsvundet kort efter branden. Men den første aften kroen igen havde åbent, sneg jeg mig derhen sent. Jeg stod længe og 16

synnes hævn sats2.indd 16

23/08/13 09.24


lurede. Så, hvordan han regerede det hele. Så, hvordan han snød og stjal penge fra folk. Hvordan han hældte vand i fars gode øl, så det kunne strække længere. Så, hvordan han hældte gamle kød- og stuvningsrester op på nye tallerkner og serverede dem til nye gæster. Jeg så også, hvordan han stak de fleste penge i sin egen lomme. Hvordan han smilede slesk. Så gik jeg med øjnene fulde af tårer hen til den udbrændte lade. Der var stadig få gløder i nogle af de tykkeste brædder. De var samlet i en bunke midt på pladsen som et stort bål. Jeg løftede et bræt op, pustede lidt til gløderne og stod med det i hånden. Det var varmt, og jeg brændte mig, men jeg mærkede det ikke. Jeg tænkte kun på de små flammer, der rejste sig under mine øjne, da jeg kiggede på brættet. Jeg troede, det var et vindpust, der fik det til at blusse op. Jeg ville ikke bruge dem til noget ondt. Jeg sværger. Bare se, om jeg kunne se noget i dem, ligesom jeg af og til har gjort, når jeg kiggede på ildstedet. Eller i lyset på mit værelse. Jeg prøvede. Kunne jeg se min fars ansigt? En vej, jeg kunne gå? Hvordan jeg kunne komme tilbage? Jeg stod længe, så længe at jeg helt glemte, hvor jeg var. Og jeg bemærkede ikke, at min stedbror 17

synnes hævn sats2.indd 17

23/08/13 09.24


pludselig stod bag mig med en kande øl i hånden, før han råbte: ”Der er hun! Se, hun holder på et brændende bræt. Kan I se, hvad jeg sagde? Hun er en ildheks, og hun vil også brænde kroen af, hvis vi ikke passer på. Fang hende!” Der vågnede jeg. Og der var det, at jeg gjorde noget dumt. Jeg kastede det brændende bræt imod ham. Og da det faldt til jorden foran hans fødder, og jeg råbte, at han var falsk og ond og skulle blive langt fra mig, blussede ilden så voldsomt op, at den fik fat i hans fedtede forklæde … Det sydede og knitrede fra hans tøj, og han hylede som en gris, mens han kæmpede for at befri sig selv fra det, inden ilden nåede ind til hans hår og hans hud. Pludselig havde jeg en masse mennesker efter mig. Og pludselig var alle enige om, at han havde ret. Det var mig, der havde gjort det hele. Jeg var farlig. ”Hvorfor skulle jeg dræbe min far? Jeg elskede min far!” råbte jeg over skulderen, mens jeg løb rundt i svinget, ned ad bakken og over torvet. Jeg fattede ingenting. Alle i byen havde vendt mig ryggen. Det nemmeste sted at gemme mig var hos Ole. På hans høloft. Jeg vidste, han ikke ville tro på de onde historier om mig. 18

synnes hævn sats2.indd 18

23/08/13 09.24


Nej, jeg skal ikke begå den samme dumhed igen. Jeg skal blive stærk og lære. Lægge den rigtige plan for min hævn og for min tilbagekomst. Jeg vil gå forbi kroen i morgen tidlig … men jeg vil blive ved med at gå. Kroen er stadig åben, da jeg sniger mig forbi. Der står en mand og rager på en dame derinde. Det er stensikkert Ole. Jeg håber ikke, han får heldet med sig med hende der. Hende har jeg set før. Hun er vist alle mands kvindfolk. Og hun ville aldrig gå sammen med hestene i det lange løb. Hvis Ole skal have en dame, skal hun have forstand på heste. Og elske dem. Og hun skal da slet ikke rende på kroen hele tiden. Så falder han jo aldrig til ro, den arme mand. Og han er jo ikke helt ung længere. Ole er sjovt nok det sidste, jeg tænker på, da jeg går ud i mørket. Jeg tænker ikke på, hvor sørgeligt det er, at jeg er blevet udstødt af mine venner og har mistet mit barndomshjem. Jeg tænker på, at jeg ønsker for Ole, at han skal finde sig en god kone. Jeg kan tydeligt huske, den første gang jeg snakkede med Ole. Eller rettere: snakkede til. Det var, mens jeg stadig boede på kroen, og min mor endnu var hele byens kromutter. Ole havde 19

synnes hævn sats2.indd 19

23/08/13 09.24


tjent en masse penge. De strittede ud af alle lommer og sprækker i hans tøj, og han havde selvfølgelig drukket hele dagen fra sin plads ved vinduet og var stangstiv. Den dag var han nemlig også på damejagt. Der har altid været noget sørgeligt over den måde, han ledte efter en dame på, synes jeg. Det er, som om han bliver ved med at tro på, at den rigtige pludselig vil dukke op dér på kroen. En sød, elskelig kone, som vil hjælpe ham med gården og bære over med hans spil og druk. En sød, elskelig kone? På kroen? Ha! Et eller andet sted – i sit hjerte – kan Ole ikke være alt for klog. De damer, der kommer på kroen, er på en eller anden måde altid ude efter penge. Og hvis de rent faktisk får de penge af mændene, så må de jo selv om det. Men hvis de bare tager dem … Ja, så synes jeg, at man skal blande sig. Og det var jo lige præcis, hvad jeg gjorde, den dag jeg talte med Ole første gang. Kvinden havde været rigtig kælen hele aftenen, og Ole havde været rigtig gavmild og givet hende mange mønter – også af de store. På et tidspunkt var han faldet i søvn hen over bordet. Så vågnede han pludselig med et sæt og var helt hvid i hovedet – rigtig dårlig. 20

synnes hævn sats2.indd 20

23/08/13 09.24


Han skulle ud og brække sig. Han slingrede hen mod døren. Hun gik selvfølgelig med, og det gjorde jeg altså også – selv om jeg holdt mig lidt i baggrunden. Hun førte ham hen i nærheden af møddingen, og lige da han bøjede sig ned for at ofre, skubbede hun hårdt til ham, så han landede i en ordentlig bunke møg og gik ud som et lys igen. Og hvad gjorde damen? Hun gik såmænd på hurtig jagt i hans lommer og stak af. Det skulle hun ikke have gjort. Jeg fulgte efter hende, så jeg kunne se, hvor hun boede, og så løb jeg tilbage for at hjælpe Ole på benene igen. Da jeg havde hældt vand på ham et stykke tid, og han havde brækket sig et par gange mere, kunne jeg fortælle ham, hvor hans penge var blevet af. Om han nogensinde hentede dem, ved jeg ikke. Han tjente måske bare nogle flere. Men jeg ved i hvert fald, at vi fra den dag var rigtig gode venner. Han var meget taknemlig. Han sagde, at jeg var til at stole på. Og det var nok også derfor, han hjalp mig, da jeg kom i klemme. Da jeg når ud af byen og drejer ned ad den smalle sti, der går langs engene, begynder det at gøre 21

synnes hævn sats2.indd 21

23/08/13 09.24


lidt ondt i min mave. Længst nede. Mærkelige smerter, der ligesom stråler langt ud i benene og helt op i mit ansigt. Bare det ikke er det store stykke pølse, der var dårligt. Den skulle gerne holde længe. Måske er det bare spænding. Det er jo nu, det sker. Hoppen har opdaget mig. Hun løfter hovedet, holder op med at gumle og retter ørerne fremad. I et øjeblik ser hun hen over engen og meddeler mig med sit blik, at hun godt ved, hvorfor jeg er der. Hun fortæller mig også, at hun er klar til vores rejse. Hun puster en sky ud af næseborene og vender siden til for at finde noget nyt græs under den hvide rim. Hun er stærk. Det ses tydeligt på de kraftige ben og den brede ryg. Hun er sej og hårdfør, mærker jeg. Ikke bange for noget som helst. Et godt valg af Ole. Vi er midt i december. Der er snart præcis et halvt år til min 14-års-fødselsdag. Jeg tramper hårdt i den knoldede jord. Frosten har fået godt fat allerede. Jeg ved godt, at den kan blive en stærkere modstander, end jeg havde regnet med. Jeg har selvfølgelig ventet for længe. 22

synnes hævn sats2.indd 22

23/08/13 09.24


Hvis nogen for et år siden havde fortalt mig, at jeg denne råkolde decembermorgen ville stå her og planlægge at stjæle en hest, ville jeg have slået mig selv på maven af grin. Dengang var jeg nemlig en helt almindelig og pæn pige fra Kroen på Kildebakken. Nu er det noget andet. Jeg er på flugt fra kroen, fra byen, fra hele området. I deres øjne er jeg en forbrydertøs, og hvis jeg vil have noget nu, så må de selv om det. Så tager jeg det bare.

synnes hævn sats2.indd 23

23/08/13 09.24


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.