Af samme forfatter: G책r under g책r over g책r, roman (2002) Vi vil n책 frem, digte (2003)
Tag selv.indd 2
30/07/12 11.49
KRISTIANE HAUER
Ta’ selv EN DANNELSESROMAN
Lindhardt og Ringhof
Tag selv.indd 3
30/07/12 11.49
Ta’ selv – en dannelsesroman Copyright © Kristiane Hauer og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2012 Omslag: Alette Bertelsen Bogen er sat med Palatino hos LYMI dtp-service Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2012 ISBN: 978-87-11-39957-6 1.udgave, 1. oplag 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Tag selv.indd 4
30/07/12 11.49
It is indeed the ideal paradigm of modern socialization: I desire to do what I in any case should have done. Franco Moretti: The Way of the World
– The Bildungsroman in European Culture
Men hvordan giver man udtryk for en uhĂĽndgribelig lidelse, der skifter form som skyerne og hvirvler som vinden? Hun savnede ord, manglede anledning og dristighed. Gustave Flaubert: Madame Bovary
Tag selv.indd 5
30/07/12 11.49
Tag selv.indd 6
30/07/12 11.49
Solitaire Onsdag d. 30. juni 2010
Tag selv.indd 7
30/07/12 11.49
Tag selv.indd 8
30/07/12 11.49
Hun er i lejligheden nu. Hun ligger inde i sengen. Den tynde dyne dækker hendes krop. Hendes øjne er lukkede. Huden på hendes pande er rødlig. Hun ligger på siden. Kroppen ser ud til at være sammenkrummet. Solskinnet falder i en skarp kile ind ad det gardinløse vindue. Det falder på stolen med den lille tøjbunke. Videre ned på det lyse trægulv. På de beigefarvede lærredssko ved siden af håndtasken med den smalle rem. Nu glider solstriben op over det hvide dynebetræk. Hen over dynens folder, der følger hendes krop. Den falder på hendes hage, på hendes læber. Videre op på hendes næse og kinderne med rester af udtværet mascara. Rammer til sidst øjenlågenes tynde hud. Øjnene åbner sig til et par mørke sprækker. Ansigtet rykkes ud af det skarpe lys. Hun skubber fra med armene og kommer op i siddende stilling. Knæene bøjer, overkroppen tipper forover. Hun er nøgen. Kroppens hud er blegere end ansigtets, mere blålig i nuancerne. Hun drejer sig til højre mod natbordet og rækker hånden frem. På den blanke bordplade ligger mobiltelefonen. Hun griber ud efter den og løfter den op. Kniber øjnene sammen foran displayet. Ånder tungt ud, så det kan høres som et lille pust. Hun lader telefonen dumpe videre ned på lagnet. Svinger benene ud over sengekanten og rejser sig. 9
Tag selv.indd 9
30/07/12 11.49
På bare fødder går hun hen over trægulvet. De perlemorsfarvede tånegle skinner svagt. Solen falder på den venstre side af kroppen. På hendes venstre hofte, den flade mave, det ene lille, spidse bryst. Solen falder på hendes rundede skulder. På hendes hals. Kæbens skrå linje, der hvor håret er klippet af. Hun går i retning af stuen. Glasdøren står allerede åben. Da hun når hen til døråbningen, griber hun ud efter karmen og standser op. Et øjeblik lukker hun øjnene. Løfter så blikket. Giver slip og træder videre frem. Inde i stuen falder solen som en smal stribe hen over træ gulvet. En stribe, der ender ovre i den hvide hjørnesofa. Solen falder endnu ikke på spisebordets ellipseform, på stuebirken, det kvadratiske reolsystem og den indrammede Jackson Pollock-plakat. Den falder heller ikke på døren til højre for hende, som står åben, så man kan se ned ad den lille gang. Solskinnet falder kun på det yderste af tagterrassen, der løber langs med stuens ene væg. Kun den yderste af panoramaruderne gennemskinnes. Resten ligger i skygge og spejler svagt stuens genstande. Ude bag tagterrassens rækværk kan man skimte tårne og spir. Hun går hurtigere nu med hovedet løftet. Hun har retning mod den hvide sofa. Da hun når frem, lader hun sig falde tungt ned i de mange puder. Sætter sig lige der, hvor de bliver varmet op af den skarpe sol. Hun læner nakken bagover mod væggen. Lægger hænderne på de nøgne knæ. Med solen lige i øjnene stirrer hun stift frem for sig. Så flytter hun den ene hånd hen oven på den anden og kigger ned. Ryster lidt på hovedet. Løfter hænderne fra hinanden igen. Hendes blik glider over mod sofabordet. To hvide keramiklysestager ved siden af en tændstikæske med et par afbrændte tændstikker ovenpå. Et caffe latte-glas med en mørk, grumset sjat i bunden. En sammenkrøllet, bolsjestribet papirspose. Og lidt længere væk – et solitaire-spil 10
Tag selv.indd 10
30/07/12 11.49
udskåret i træ. Den mørke, korsformede træklods fyldt op med små, lyse træbrikker, systematisk stillet op i række efter række. Hendes blik bliver mere fokuseret, panden rynkes et øjeblik. Kroppen glider lidt ind over knæene. Højre hånd rækker ud. Tommel- og pegefinger strækker frem. Ganske langsomt lukker fingerspidserne sig om den midterste spillebrik. Hun løfter den op. Den efterlader et lille, mørkt hul midt i træpladen.
Tag selv.indd 11
30/07/12 11.49
Tag selv.indd 12
30/07/12 11.49
Hjælp til selvhjælp 2001
Tag selv.indd 13
30/07/12 11.49
Tag selv.indd 14
30/07/12 11.49
Han hedder Gorm. Jeg fik ham anbefalet af Elisabeth, Dortes veninde. Det var lidt mærkeligt at ringe op og spørge om telefonnummeret, så godt kender vi heller ikke hinanden, men Elisabeth var helt åben omkring det. – Han er fantastisk, sagde hun, det mener jeg virkelig. Han kan helt sikkert hjælpe dig. Ja, Elisabeth virkede helt pjattet med ham Gorm, nærmest sådan lidt forelsket. Det var måske derfor, det var så overraskende selv at møde ham. Finde ud af, hvor faragtig han egentlig var. Det foregik i et helt almindeligt boligkompleks på ydre Øster bro. Adressen var en øde sidegade, jeg aldrig havde været på før. Lige overfor lå en kirke. Jeg ringede på den rustrøde hoveddør. Hans stemme skrat tede i dørtelefonen, og da jeg var nået de tre etager op, stod han i døråbningen. En stor mand et sted midt i halvtredserne, det grå hår lidt pjusket ned over panden, brune fløjlsbukser og skovmandsskjorte. Det var så Gorm. Han smilede – et på én gang imødekommende og beroligende smil, som om jeg kunne være helt tryg ved situationen. Forpustet rakte jeg hånden frem. Selvfølgelig var jeg nervøs. At ringe på hos en fremmed mand en regnfuld eftermiddag, blive vist ind i en lille entré og videre ind i en form for kontor eller konsultation hed det 15
Tag selv.indd 15
30/07/12 11.49
vel. Gorm gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig i en af de to sorte læderstole, der stod henne ved vinduet. De var placeret påfaldende langt fra hinanden, som om det gjaldt om at holde en vis afstand trods alt. Over for mig satte Gorm sig. På væggen bag ham hang en indrammet plakat. Det var et af de der Matisse-billeder. En blå kvindesilhuet med benene krydset, de enkelte kropsdele trukket op af et par enkle, hvide streger. Gorm lænede sig tungt tilbage i stolen. Hænderne lå foldet hen over brystet. Hans ansigtsudtryk var koncentreret, ikke længere smilende, men heller ikke uvenligt. Som han sad der, kunne det næsten se ud, som om han var ved at bede en lille bøn. Men det han nok i virkeligheden bare gjorde, var at vente på, at jeg skulle gå i gang. – Ja, sagde jeg og måtte rømme mig for at få ordentlig kraft på stemmen, grunden til at jeg er her i dag, det er altså, at jeg ikke har det så godt. Gorm nikkede. Det var, som om han pludselig slappede lidt mere af i skuldrene. Han rakte ud og tog den blok og den kuglepen op, han havde haft liggende på sit knæ. – Eller det vil sige, fortsatte jeg, sådan set går det jo meget fint, men så alligevel ... Jeg gik i stå. Kunne pludselig ikke finde de rigtige ord. Hurtigt lod jeg blikket glide rundt i lokalet. Der stod en stuebirk ovre i hjørnet og så ud, som om den trængte til vand. På et lille glasbord til venstre for mig var der placeret en æske kleenex, et vandglas og en halvt fyldt glaskarafel. Jeg så tilbage på Gorm. Hans ansigtsudtryk var uforandret. Hvor ville jeg dog gerne kunne fuldføre den sætning, bare sige et eller andet, ja hvad som helst. Men det var, som om noget blokerede i min hjerne. Jeg var fuldstændig tom for ord. Og i det samme skete der noget meget mærkeligt. Jeg begyndte at græde.
16
Tag selv.indd 16
30/07/12 11.49
Ikke at jeg ikke havde forestillet mig, at det kunne ske på et eller andet tidspunkt, når nu man gik ind i sådan et forløb. Efter lidt tid, når man havde lært hinanden bedre at kende og var nået frem til en forståelse af, hvad det egentlig var, der var ens problem. Så ville man måske græde lidt, både fordi det gjorde ondt at tale om, men også fordi man følte sig forløst ved endelig at få sat ord på. Ja, der ville det faktisk give rigtig god mening at græde. I hvert fald en del mere mening end nu her fem minutter efter, at jeg var kommet ind ad døren. Jeg mærkede den kildrende fornemmelse af tårer, der langsomt trillede ned ad kinderne og tænkte på mascaraen, der forlængede vipperne så effektivt, men til gengæld ikke var spor vandfast. Hvorfor havde jeg slet ikke overvejet, at det her kunne ske? Til sidst var der ikke andet for end at række ud efter klee nex-æsken på glasbordet og hive en serviet op. Presse det bløde, hvide papir ind mod øjenkrogene, mens jeg prøvede at få samling på mig selv igen. Men det blev desværre ikke ved det. Da jeg omsider vovede at løfte hovedet og se op på Gorm, sad han stadig tilbage lænet i stolen over for mig og så ikke det mindste forlegen ud. – Bliver du ked af det? sagde han. Jeg nikkede, og i det samme brød gråden for alvor igennem. Jeg lænede mig forover og hulkede så tårerne sprøjtede. Engang læste jeg et interview med en eller anden kendt skuespiller – måske var det Sofie Gråbøl – som fortalte, at når hun skulle græde på film, så havde hun noget bestemt fra sit eget privatliv, som hun fandt frem inde i sig selv, og det fik altid tårerne til at løbe. Jeg var selvfølgelig vældig nysgerrig efter, hvad det var for noget, hun tænkte på, men det blev ikke nævnt i interviewet. Det måtte jo helt sikkert være noget ganske forfærdeligt: Et tragisk dødsfald, at miste en hun havde elsket, sådan noget. Men jeg tænkte også, dengang jeg 17
Tag selv.indd 17
30/07/12 11.49
læste om det, at den metode ville jeg aldrig selv kunne bruge. For der var simpelthen ikke noget, jeg på den måde kunne trække frem. Og som jeg sad der hos Gorm og stortudede, mens jeg forgæves flåede den ene kleenex-serviet efter den anden op af æsken på glasbordet, som jeg sad der og tværede min mascara mere og mere ud over det hele, kom jeg pludselig til at tænke på Mette. Ja, sådan en som Mette for eksempel, hun kunne have siddet her og grædt, dét ville have givet mening, men mig? Da jeg omsider fik lidt samling på mig selv igen, og kunne konstatere at Gorm stadig befandt sig tilsyneladende upåvirket foran mig i stolen, trængte en masse spørgsmål sig på: Hvor tit græd folk egentlig, når de var her? Hvor ofte mon den kleenex-æske blev skiftet ud? Hvor tit måtte Gorm efter en endt konsultation fjerne de fedtede og fugtige papirklumper, som en klient havde siddet og knuget i hænderne, sådan som jeg nu gjorde det? Skete det et par gange om dagen? Eller endnu oftere? Kunne man simpelthen vænne sig til, at folk sad og tudbrølede foran én? Jeg var holdt op med at græde nu, men dirrede stadig indvendig. Gorm fangede mit blik. Det forekom mig pludselig, at han, al den tid jeg havde kæmpet med tårerne, mest af alt havde siddet og ventet. Ventet på at kunne komme til at tale til mig, sådan som han nu gjorde det. Han vred hætten af kuglepennen med et lille klik. Så sagde han: Måske skulle du starte med at fortælle lidt om dig selv. Med det samme han sagde det, var det som om alle ordene kom susende tilbage. Jeg kunne tale igen. Og så fortalte jeg om barndommen hjemme i Hillerød. Om mor og far, der nu var flyttet til et mindre hus i Roskilde, og om Maria, som boede i Aarhus, så vi ikke længere sås så tit. Jeg fortalte om de gamle veninder, som jeg stadig holdt kontakt med, flere af dem helt tilbage fra folkeskolen, Louise og 18
Tag selv.indd 18
30/07/12 11.49
Dorte og Malene især. Og jeg fortalte om jordomrejsen, studiet, kollegietiden med masser af fester, udlandsopholdet i Edinburgh og studiejobbet på Nyhedsfabrikken, der førte til de første freelance-opgaver, dengang jeg endelig havde fået specialet ud af vagten. Jeg fortalte om Henrik, at vi havde kendt hinanden i snart to år nu, og at jeg sidste forår var flyttet ind i toværelseslejligheden på Østerbro. At den egentlig var lidt for lille til et par, men at det alligevel var gået helt fint med at bo sammen, selvom det var første gang for os begge to. – Ja, vi er faktisk også begyndt at kigge efter noget større, sagde jeg, men det er jo lidt af en beslutning. Gorm nikkede. Og så fortalte jeg videre om arbejdet. At det i første omgang var blevet til at være freelancer, fordi opgaverne bare var kommet af sig selv. Ikke at jeg havde tjent det store endnu, men så var der heldigvis de supplerende dagpenge, og det vigtigste var jo, at man kunne se på CV-et, at jeg var i gang. Jo mere jeg talte, jo roligere og mere fattet lød min stemme, jeg kunne selv høre det. Den ru klang blev erstattet af en frisk tone, som jeg kunne genkende fra, når jeg talte med en ny kunde eller dengang jeg gik til mundtlige eksamener. Jeg havde altid været god til at gå til eksamen. Selvom jeg selvfølgelig blev nervøs, var det ikke på nogen dårlig måde, snarere tværtimod. Mine tanker susede lynhurtigt af sted og opsnappede på en brøkdel af et sekund, hvad der nu ville være det helt rigtige at sige. Gorm skriblede ivrigt notater ned på sin blok. Jeg tav stille et øjeblik og lyttede til kuglepennens skratten hen over papiret. Men det her er jo ikke en eksamen, huskede jeg pludselig og tænkte på, hvordan mine øjenomgivelser så ud. Sad der stadig sorte klatter af udtværet mascara tilbage, eller havde jeg grædt det hele af? Jeg trak vejret så godt ned i maven, jeg kunne. 19
Tag selv.indd 19
30/07/12 11.49
– Det var faktisk det med at skulle købe lejlighed, der startede det, sagde jeg så. Gorm løftede hovedet fra notatblokken med et vagtsomt blik. – At flytte fra en toværelses hen i noget større burde jo slet ikke være noget problem, sagde jeg, men det var alligevel dér, det hele ligesom begyndte at gå lidt skævt. Gorm nikkede. Så gled hans øjne lynhurtigt ned til armbåndsuret på det brede håndled og derefter tilbage til mig igen. – Lige pludselig var det, som om jeg ikke kunne overskue det, sagde jeg, jeg blev ... ja, jeg blev bare helt utrolig træt. – Jaså, sagde Gorm og lænede sig lidt frem i stolen, så læderet knirkede. – Jeg blev træt, sagde jeg, og sådan lidt ... Åh, nu forsvandt ordene igen. Jeg kunne tydeligt mærke det. Hvordan det pludselig blev helt umuligt at fuldføre den sætning, jeg netop var gået i gang med. – Lidt hvad? sagde Gorm. Jeg rystede på hovedet og pressede læberne sammen. Det spændte hen over panden, men jeg ville ikke begynde at græde igen. – Line, ved du hvad, fortsatte Gorm. Noget i hans stemmeføring havde ændret sig, ordene faldt lige lidt hurtigere: Tiden er faktisk allerede ved at være gået for i dag, så vi må tale videre om det her næste gang, ikke. – Og så vil jeg give dig en lille opgave, fortsatte han, du skal anskaffe dig en notesbog og så forsøge at skrive lidt ned om, hvad du selv tror, kan være grunden til, at du ikke har det godt. Så snakkes vi ved igen på onsdag. For første gang, siden han tog imod mig i døråbningen, smilede han. Det var igen det der beroligende, faragtige smil, som om alting nok skulle blive godt igen. Og jeg smilede tilbage. Lettet. Ja, i det øjeblik var jeg faktisk lettet over, at vi skulle stoppe her. 20
Tag selv.indd 20
30/07/12 11.49
Det var først senere, da jeg stod nede foran gadedøren, at jeg mærkede det som en skuffelse. Umiddelbart havde han virket så tryg og tillidsvækkende, som om han ville tage 100 procent hånd om min situation. Men i virkeligheden havde han jo ikke sagt én eneste ting, jeg kunne bruge til noget. Her havde jeg siddet og stortudet over for en vildt fremmed mand, som jeg bagefter havde betalt 800 kr. kontant. Men ikke ét skridt var jeg kommet nærmere, hvorfor jeg ikke havde det godt. * Jeg købte notesbogen i en Tigerbutik på vej hjem. En af de der sorte Kinabøger med røde hjørner, sikkert hæftet sammen af en underbetalt børnearbejder ude i en fjern kinesisk provins. – Hvordan gik det så? sagde Henrik, da jeg var trådt hen over dørtærsklen, og han havde knuget mig ind til sig i et fast tag. – Sådan ok, sagde jeg, og rev mig løs for hurtigt at komme hen til spejlet og se, hvordan der så ud omkring mine øjne. – Det var lidt mærkeligt, tilføjede jeg, mens jeg betragtede mit ansigt. – Hvordan mærkeligt? sagde Henrik. Lige under øjnene var jeg lidt mørkere end normalt, og inde i øjenkrogen sad der noget sort snask, men ellers så det faktisk ikke så slemt ud. – Jeg kom til at græde, sagde jeg. – Var det ham Gorm, der fik dig til det? Henriks stemme blev pludselig skarp. – Nej, han var sådan set fin nok, sagde jeg. – Hvad skete der så? – Jeg ved det ikke, sagde jeg og rakte ud efter en af de tom me bøjler på knagerækken. Den sædvanlige træthed greb mig. – Jeg ved det virkelig ikke, gentog jeg. Henrik bøjede sig endnu en gang ind over mig og gav mig et fugtigt kys. Han sagde: Jeg laver noget mad. 21
Tag selv.indd 21
30/07/12 11.49
Da vi havde spist, satte jeg mig ind i soveværelset med notesbogen, mens Henrik vaskede op. Jeg slog op på den første side. De lyseblå linjer bølgede ganske svagt hen over det tynde papir. Jeg tog en blyant frem, satte den mod papiret. Og så fik jeg pludselig sådan en mærkelig følelse af, at der var én, der holdt øje med mig. Jeg kiggede bagud. Døren stod på klem. Jeg kunne skimte Henriks ryg ude i køkkenet, han stod lidt foroverbøjet foran vasken og sang med på en sang fra radioen: Won’t you please, please help me? When I was younger, so much younger than today, I never needed anybody’s help in anyway. Jeg fæstnede igen blikket på siderne i notesbogen. Måske skulle jeg starte med en dato, ligesom dengang man skrev dagbog i folkeskolen. 5. november 2001, skrev jeg. Min skrift var ikke særlig pæn. Jeg var helt ude af træning med at skrive i hånden, og blyanten var heller ikke særlig spids. Var det meningen, at Gorm skulle læse det, jeg havde skrevet næste gang? Skulle jeg aflevere notesbogen til ham ligesom kladdehæftet til matematiklæreren i 2. klasse? Nej, jeg ville da bestemt håbe, at det bare var sådan, at vi skulle tale lidt om det, som jeg skrev her. Det som jeg ikke havde kunnet finde ud af at sige til ham. Men heller ikke nu, hvor jeg sad foran det tomme papir, kunne jeg finde de rette ord. For hvad var det lige, der var galt? Vi havde snakket om at købe en større lejlighed. Et sted vi kunne indrette sammen helt fra bunden, mere plads så vi kunne blive boende de næste år. Så var vi begyndt at tage ud og kigge på noget. Det var mest på Østerbro, et par stykker længere inde mod byen, en enkelt på Frederiksberg. De var fine nok flere af dem. Henrik var især interesseret i den på Nordre Frihavnsgade, mine forældre ville gerne give et lille arveforskud og banken var også velvillig, vi skulle sådan set bare beslutte os. Og så, pludselig blev jeg så underlig modløs i forhold til det hele – og helt udmattet. Jeg sov og sov, nogle gange tolv timer i træk. En eller an22
Tag selv.indd 22
30/07/12 11.49
den foreslog, at det kunne være en form for virus. Jeg gik til læge, fik taget alle mulige blodprøver, men han kunne ikke finde noget. Så besluttede vi at udsætte flytteplanerne til foråret, hvor man jo altid får lidt mere energi. Men trætheden forsvandt ikke, den gjorde mig mere og mere trist. Med den stumpe blyant tegnede jeg en stjerne i det ene hjørne af papiret, så endnu én. Små, grå blyantsstjerner. Jeg kunne mærke mit hjerte slå tungt og tydeligt inde under den blå cardigan. – Jeg vil jo bare gerne være glad, hviskede jeg for mig selv. Men jeg skrev ingenting. Dengang jeg fyldte tolv, fik jeg en dagbog i fødselsdagsgave. Lyserød, med blødt, lidt fortykket omslag. Der hørte også lås til og to små guldnøgler. Det var mest det, der havde fascineret mig ved den, at man kunne skrive noget i bogen, og derefter klappe den sammen og låse den af, gøre den fuldstændig utilgængelig for alle andre end sig selv. Min søster for eksempel, mor og far. Men hvad jeg skulle skrive i den, det vidste jeg ikke. Hvad havde jeg egentlig af hemmeligheder – for det var jo tydeligt, at det var det, dagbogen skulle indeholde. Jeg skrev lidt om drengene fra klassen. At Malene var begyndt at ryge, at Ingrid havde fået en kæreste, der var to år ældre end hende selv. Men så vidt jeg husker, var det vist kun de første halvanden side, der nogensinde blev fyldt ud. Henrik havde tændt for fjernsynet inde i stuen. En studievært fortalte om orkanen Michelle, der nu havde ramt Cuba og ødelagt tusindvis af hjem. Så blev der klippet til en sygeplejerske fra Randers, der blev interviewet om arbejdsforhold. Trods lydene derindefra virkede der underligt stille omkring mig, en ubehagelig, rugende stilhed. Hurtigt rejste jeg mig og gik hen til telefonen. Nu var det en eller anden politiker, der talte om valget, kunne jeg høre. Jeg tøvede kun et øjeblik, så tastede jeg Louises nummer. 23
Tag selv.indd 23
30/07/12 11.49
– Det’ Louise. Stemmeføringen var præcis den samme som dengang i folkeskolen, hvor vi ringede til hinanden om eftermiddagen, når vi var kommet hjem. – Hej, det er Line, sagde jeg, jeg ville bare lige høre, hvordan det går ude på Frederiksberg. – Jo, jo, Louise lo, det går skam meget godt. Vi er gået i gang med at planlægge ferie. – Ferie? – Ja, vinterferie, sagde Louise, i år tager vi til Norge i stedet for. Det er ligesom lidt mere hyggeligt, når man bare er to frem for et helt slæng. Og hvad med jer? Nu skal vi da også snart se at få lavet den middag sammen, ikke? – Ja, det skal vi da. – Er I kommet videre med flytteplanerne, eller går du stadig og er lidt trist? – Åh, jeg ved ikke, sagde jeg, jeg tror i hvert fald, vi har udsat det lidt. Jeg var til ... – Vent, jeg lægger lige røret et øjeblik og henter en kop te, så er jeg tilbage igen. Erik er ude i aften, så jeg har masser af tid til at sludre, og der er altså noget, jeg lige skal fortælle. Louise lo og slap røret. Jeg kunne høre, hvordan hun skramlede rundt ude bagved. – Så er jeg tilbage, lød hendes stemme igen, jeg tog også lige min kalender med, så vi kan få aftalt noget. Men altså – har du snakket med Malene? – Ikke lige for nylig. – Nå, men nu skal du høre. Morten har fundet ud af det med Simon, og nu er han blevet sur på Erik over, at det var hans ven. Er det ikke langt ude? Hun lo: Jeg mener, det er jo ikke Erik, der har haft noget kørende med flere på en gang. – Så er der drama om Malene igen, sagde jeg med et lille fnis. Jeg måtte hellere ringe til hende bagefter, så jeg også kunne få hendes version af historien. – Ja, det må du nok sige. Nå, men hvad var det, du var ved at sige lige før. 24
Tag selv.indd 24
30/07/12 11.49
– Åh, det var vist ikke noget. Jeg satte mig ned på sengen, boksmadrassen fjedrede. – Nå, men skal vi så ikke lige få den aftale på plads, det var jo så hyggeligt sidst. Hvor er det bare dejligt at Erik og Henrik går så godt i spænd. Næste lørdag skal vi ud hos Eriks kusine, men hvad med lørdagen efter? Det lyder fint, sagde jeg. Det var sjældent, at Henrik lavede aftaler så langt frem. – Og noget helt andet, sagde Louise, hvad har du tænkt dig at give Henrik i julegave i år? Jeg er simpelthen helt blank for idéer. – Men der er jo over en måned til, sagde jeg. Jeg havde lagt mig helt ned på sengen nu med en pude under nakken. Måske skulle jeg alligevel udsætte den telefonsamtale med Malene til i morgen. – Alle de andre år har jeg fundet på noget lang tid i for vejen, men nu er det, som om jeg har opbrugt alle idéerne. Jeg mener, Louise lo, måske har vi simpelthen kendt hinanden for længe allerede. Jeg lukkede øjnene. Det snurrede lidt i det ene ben. – Måske, sagde jeg og kvalte et gab, men så har du et problem i de næste mange år. – Ja, det har jeg vist, sagde Louise, medmindre jeg kapitulerer og bare giver ham underbukser. – Og sokker, sagde jeg, stadig med lukkede øjne, det får min far af min mor hvert år. Vi lo lidt begge to. * Louise havde altid virket så fuldstændig sikker. Helt tilbage fra dengang vi var børn: Et hus et eller andet sted i området. To børn, måske tre. En hund og så en mand, selvfølgelig, der gik på arbejde, ligesom man selv gik på arbejde. En bil eller to, som man kørte i, hentede børnene i. Måske et sommerhus eller en campingvogn, i hvert fald ferie om sommeren. Og 25
Tag selv.indd 25
30/07/12 11.49
venner man fejrede fødselsdage og nytårsaftener med. Det var sådan, det skulle forme sig, livet, når man blev voksen. Det var april. Træernes nyudsprungne blade lyste så grønt, at man fik ondt i øjnene. Vi sad nede ved Slotssøen, Malene og Dorte var også med, og Mette. Vi kunne lige nøjagtigt klemme os ned på den samme bænk alle fem. Og af en eller anden grund kom vi til at tale om det, fremtiden, hvad der skulle ske. Det var sikkert Malene, der bragte det på banen. Hun ville rejse, sagde hun, og sparkede frem og tilbage med kawasaki-skoene i det løse grus. Så snart den forbandede skole var overstået, og gymnasiet selvfølgelig. Derefter, så ville hun af sted. – Tænk, der er så meget derude – hun nikkede ud mod søen, hvis ubevægelige overflade spejlede Frederiksborg Slot – så meget at opleve, så meget fuldstændig fremmed. – Men du kommer hjem igen en dag, sagde Louise, det er jeg sikker på. Hun havde allerede fået fregner af den skarpe sol. – Hvorfor egentlig? Malene foldede det ene ben op under sig: Tænk nu, hvis jeg falder for en eller anden neger og får en masse søde, små mulatbørn med ham. – Så tager du ham med hjem, sagde Louise. – Sammen med alle de chokoladebrune børn, tilføjede Dorte og slog ud med den tynde arm. En and skræppede vredt op nede ved vandkanten. – Men hvad så, hvis jeg slet ikke finder nogen mand, sagde Malene. Der var kommet noget stædigt over hendes tonefald: Hvem siger, at man absolut behøver finde en mand, altså sådan for altid. Eller få børn for den sags skyld. Hun gjorde et kast med hovedet, så en krølle faldt ned over panden. – Hvad med dig Line? sagde hun så, og vendte sig brat om mod mig, hvordan vil du have, det skal være? Og i det samme mærkede jeg det. Den der mærkelige stivnen indvendigt, der altid opstod i det øjeblik, jeg blev stil26
Tag selv.indd 26
30/07/12 11.49
let den slags spørgsmål. Det var ligesom, når vi diskuterede drenge, og Louise bedst kunne lide de mørkhårede, Mette og Dorte de lyshårede, Malene dem med langt hår. For hvad så med mig? De rødhårede, de plyssede, dem med page? Det kunne da ikke være så svært at vide, men jeg anede det ikke. – Jeg er vist ret åben for det hele, sagde jeg og registrerede en lille, prikkende smerte på anklen. Var der allerede myg så tidligt? – Hvad så med jer andre? fortsatte Malene, vil I også ud i verden eller bare blive hjemme i Hillerød, ligesom Louise? – Jeg tror også, jeg kommer en del ud og rejse, sagde Dorte og kneb øjnene sammen, det siger mit horoskop i hvert fald. Hun nikkede lidt for sig selv: Måske til Indien eller Sydamerika. – Og dig Mette, sagde Malene. Men Mette trak på skuldrene og kiggede ned. Selvfølgelig ville der komme en mand på et tidspunkt. Det var svært, ja nærmest umuligt, at forestille sig andet, for så ville der jo heller ikke komme nogen børn. Og selvfølgelig ville der komme børn, for ellers, ellers var det slet ikke til at forestille sig. Og selvfølgelig skulle der tages en uddannelse efter gymnasiet, for i skolen klarede jeg mig jo så godt. Og så, langt ude i fremtiden, ville der dukke et job op, en hverdag, hvor man stod op hver morgen og tog af sted, kom hjem igen om eftermiddagen, lavede aftensmad, spiste sammen, gik i seng. Men inden da ville der måske være rejser, studieophold i fremmede lande, flytten rundt på kollegier og lejede værelser, alt afhængig af, hvad man nu fik besluttet sig for. For der ville være så mange beslutninger at skulle træffe, så meget at vælge imellem undervejs. Tag nu for eksempel drengene. Det var jo ikke kun deres hårfarve, men også deres øjenfarve, deres kropsbygning, deres måde at tale på. Og så havde jeg ikke engang prøvet at kysse én eneste af dem endnu – sådan som jeg vidste, at både Malene og Louise havde. 27
Tag selv.indd 27
30/07/12 11.49
Jeg lænede mig tilbage på bænken og kiggede op i de lysegrønne trækroner. På hver eneste gren var der en række kviste, og for enden af hver eneste kvist sad der et fint riflet blad. Og alle grenene pegede i hver sin retning og filtrede sig samtidig ind i hinanden, så det var umuligt at skelne dem hver for sig. Det flimrede for øjnene, så jeg til sidst måtte lukke dem. Og pludselig ønskede jeg, at det bare var overstået, at tiden var gået, at jeg havde fundet ud af det alt sammen, truffet alle valgene. At jeg nu boede i et hus, med den mand jeg havde valgt, og de børn jeg havde fået, og tog på arbejde hver dag. At jeg var kommet igennem og ud på den anden side, og at det alt sammen var, som det skulle være. Jeg åbnede øjnene igen. Louise var i gang med at fortælle et eller andet, jeg ikke havde hørt begyndelsen af. Det var noget om en fest nede i klubben. – Det bliver da bare supersjovt, sagde jeg. – Så skal vi danse en masse, sagde Dorte. – Og flirte, sagde Malene og lyste op i et smil. Men ved siden af mig sad Mette stadig helt tavs og pillede i den revnede maling på bænkens armlæn. Jeg havde lyst til at række ud og tage fat i hende. Få hende til at løfte hovedet og sige noget, bare et eller andet, ligesom vi andre gjorde det. * Med udtryksløst ansigt læner Gorm sig tilbage i stolen under den blå Matisse-plakat. Så sidder jeg altså her igen. På glasbordet befinder sig nøjagtig ligesom sidst en æske kleenex, et glas og en karaffel med vand. Vil jeg mon begynde at græde igen i dag? Jeg har taget vandfast mascara på for trods alt at være lidt på forkant med situationen denne gang. På Gorms korslagte ben balancerer en blok med notater. Sandsynligvis dem han skrev ned, sidst jeg var her. Jeg synes, han ser mindre veloplagt ud i dag. Stadig flink og tillidsvækkende, men også lidt træt. Han er tavs. Jeg er tavs. Inden jeg 28
Tag selv.indd 28
30/07/12 11.49
kom, traf jeg den beslutning, at det i dag må være hans tur til at lægge ud. Hans tur til at sige noget frem for bare at sidde og lytte til mig, der taler. Nu bøjer Gorm hovedet og kigger ned på notatblokken. Imens kaster jeg et blik ud ad vinduet. Ovre fra kirken skinner et dæmpet lys ud gennem de blyindfattede ruder. Så ser jeg tilbage på Gorm. Han har endnu en gang løftet hovedet, og hans neutrale, vinterblege ansigt minder mig pludselig om en voksdukke fra Madame Tussauds. I det samme kommer jeg i tanke om notesbogen, det linjerede og stadig helt tomme kinahæfte, som jeg ikke engang gjorde mig den ulejlighed at tage med. Et øjeblik er jeg alligevel ved at afvige fra min beslutning om at lade Gorm være den, der starter. Men måske har Gorm helt glemt, at han gav mig den opgave at skulle skrive noget ned, for nu siger han med rolig og dæmpet stemme: Line, ved du hvad, jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, hvordan du har det med dine forældre. – Mine forældre, gentager jeg pligtskyldigst. Gorm nikker. Ja, selvfølgelig, det her burde jeg have forudset. Er det ikke lige netop dér, man vil starte i sådan en situation. Tilbage til barndommen, forholdet til forældrene, placeringen i søskendeflokken og så videre. Og så bagefter sikkert over til det med overjeg, jeg og id. Vi havde jo om det i gymnasiet dengang. Jeg kan stadig huske den tegning, min dansklærer altid tegnede på tavlen. Det var noget, der gav bonus at inddrage, når man skulle lave tekstanalyse. – Jo altså, min mor hun er bibliotekar, begynder jeg, og holder en lille pause, for at han kan afbryde mig, hvis det ikke er den helt rigtige måde, jeg griber det an på. – Og min far, siger jeg, han er it-medarbejder i et revisionsfirma. Jeg kommer til at smile, da jeg siger det, og skynder mig at tilføje: Det er faktisk lidt mærkeligt, at det er endt sådan, for engang var han vist ret flippet i det. 29
Tag selv.indd 29
30/07/12 11.49
– Jaså, siger Gorm, som om jeg gerne må uddybe. – Det var de vist begge to, siger jeg, de mødte i hvert fald hinanden til en fest ude på Christiania. Og de boede også i kollektiv i Hellerup på et tidspunkt. Men nu, der bor de altså i et parcelhus i Roskilde. Jeg stopper igen op for at give Gorm mulighed for at bryde ind, men han siger ingenting. Mon han selv også var sådan en hippietype, dengang han var ung, der sad ude på Christiania og røg hash og diskuterede politik? Det er ikke særlig svært at forestille sig. – Hvis du tænker på, hvordan vi har det sammen, mine forældre og jeg, siger jeg så, så går det sådan set udmærket. Selvfølgelig var der lidt småskænderier, da jeg var teenager, men rigtig store konflikter har vi aldrig haft. Nu løfter Gorms ene øjenbryn sig ganske lidt. – Og det samme gælder min søster, siger jeg, hun er jo fire år ældre, så vi har aldrig været specielt tætte, men vi har altid haft et fint forhold alligevel. Har Gorm selv børn? Ja, det må han bestemt have. En hel børneflok, måske endda med flere forskellige kvinder. Det kan også være, der allerede er kommet børnebørn til. Selvom han er så faragtig, kan jeg godt forestille mig, at han var sådan en mange ville falde for, dengang han var ung. Den ranke holdning, pandelokken og så den der selvbevidste og ligesom urokkelige udstråling. – Min søster ser jeg næsten kun, når hun er hjemme til jul, siger jeg, før i tiden ringede vi sammen en gang imellem, men det er der ikke rigtig tid til, efter at hun har fået børn. – Så det er faktisk mest min mor, jeg snakker med, taler i telefon med og sådan. Min far – jeg gør en lille bevægelse med håndleddet – han er der ligesom bare. Og pludselig ser jeg for mig, hvordan det altid er, når jeg kommer hjem på besøg. Hvordan min far altid er den, der henter på stationen. Står der og venter i sine slidte cowboybukser, og en af de stribede sweatshirts han går i både som30
Tag selv.indd 30
30/07/12 11.49
mer og vinter. Jeg ser hans lille skikkelse, der langsomt kommer hen imod mig – eller os, Henrik er jo efterhånden altid med nu – det venlige, lidt generte smil. Og jeg ser min mor for mig, når vi er kommet hjem og er trådt ind gennem den ulåste hoveddør. Min mor, der kommer ud i gangen, så snart hun kan høre os. Hvordan hun giver mig et hurtigt knus, der genopfrisker duften af den parfume, hun har brugt, lige siden jeg var barn. Hendes spørgende: Nå, kaffe eller te, og min far, der tøffer ud i køkkenet for at starte kaffemaskinen. Jeg ser for mig, hvordan vi sidder inde i stuen eller på terrassen, hvis vejret er til det. Snakken går om løst og fast. Min mor, der fortæller om, sidst de var i Aarhus. Små anekdoter om, hvad Clara og Emil nu denne gang har gjort eller sagt. – Ja, det går godt derovre for tiden, siger hun og nikker, det er dejligt at se. Børnene er lige blevet dét større. Der er kommet mere ro på den lille familie. Maria virker glad. – Men hvad med dig, Line? Hun læner sig frem og lægger en hånd på min arm. Eller når Henrik også er med: Hvad med jer to? Hun smiler: I har det vel også godt, ikke? Gorm er sunket sammen i stolen foran mig. Hans blik hviler på det tomme parketgulv mellem os. – De har altid været så fleksible, mine forældre, siger jeg med lidt højere stemme, det er nok derfor, der ikke har været så mange konflikter. Gorm løfter hovedet fra gulvet. – Før jeg flyttede sammen med Henrik for eksempel, der spiste jeg hos dem hver søndag. Det var altid rigtig hyggeligt, og så fik jeg en masse rester med hjem. Men nu, hvor jeg er sammen med Henrik, kan jeg jo ikke tage ham med ud til mine forældre hver søndag, så der går snarere to-tre uger imellem. Jeg er sikker på, min mor synes, det er lidt for lang tid, men hun har aldrig nævnt det, ikke med ét eneste ord. Vi har altid fået lov til at gøre, som vi ville. 31
Tag selv.indd 31
30/07/12 11.49
Gorm nikker langsomt. – Eller ligesom dengang Maria valgte at flytte til Aarhus, siger jeg, det har altid været helt i orden, at det var sådan det blev. – Deres egne forældre, fortsætter jeg, de var jo mere af den gamle skole. Det var sådan nogle, man kunne gøre oprør mod. Min mor og far blev gift hemmeligt på rådhuset, og så tog de til Indien bagefter. Jeg ler lidt: Det var mine bedsteforældre vist ret sure over dengang. – Men mine forældre, siger jeg, mens mit blik fanger stuebirken ovre i hjørnet. De slappe blade får den virkelig til at se frygtelig trist ud. – De er altså ikke sådan nogle, der bliver sure over særlig mange ting. Jeg tror sådan set bare, de går og hygger sig og glæder sig til, at de skal på efterløn. Jeg holder en lille pause, mens jeg overvejer om det ville være forkert at påpege over for Gorm, at hans plante trænger til vand. Så slår det pludselig ned i mig: Nu er det igen mig, der sidder og taler og taler, mens tiden går – den tid, der er så kostbar her hos Gorm. Jeg ranker ryggen og krydser armene over brystet. Henrik og jeg har jo allerede snakket det her igennem mange gange. Nu er det bare om også at få det sagt til Gorm, så vi kan se at komme videre i en anden og forhåbentlig mere rigtig retning. – Ved du hvad, siger jeg, det der med at have det dårligt, jeg tror faktisk slet ikke, at det har noget med min barndom at gøre. Jeg mener, jeg kan virkelig ikke komme i tanke om, at der er sket noget særlig slemt. – Nå, siger Gorm og læner sig frem i stolen, så notatblokken er lige ved at glide ned: Hvad tror du så, det handler om? Ja, det var jo det, jeg havde forestillet mig, at han kunne svare på. Mit blik flakker hen over den blå Matisse-kvinde. Hendes hoved er bare en flad, blå oval. Hun har slet ingen ansigtstræk. 32
Tag selv.indd 32
30/07/12 11.49
– Ja, det er jo lige det, siger jeg så, og mærker i det samme den lammende fornemmelse brede sig. Skal jeg mon til at græde igen nu? – Jeg sover virkelig meget, siger jeg, imens jeg retter blikket over mod kleenex-æsken. – Måske for meget, siger jeg. Heldigvis forsvinder ordene ikke helt ligesom sidste gang. Gorm sidder stadig foroverbøjet, albuerne hviler på knæene, hans hænder er foldede. – Men ellers er der ikke rigtig noget galt, andet end at jeg ikke er særlig glad, siger jeg. Det presser lidt ved øjenhulerne nu, men ikke mere end det. – Hvornår, siger Gorm langsomt, vil du selv mene, at du holdt op med at være glad? Jeg trækker på skuldrene. Det startede jo, da vi begyndte at kigge på ny lejlighed, men det fortalte jeg allerede i sidste uge. Måske har han glemt det, alligevel føles det lidt fjollet at skulle sige det én gang til. Og desuden, hvordan havde jeg det egentlig før den tid? Der var der jo specialekrisen, og så den der mærkelige tomhed, da jeg endelig havde fået af leveret. Gorms store krop svinger tilbage i stolen. Han løfter armen og kaster et blik på armbåndsuret. – Har du fået købt en notesbog? siger han hurtigt. Jeg nikker. – Prøv at se, om du kan skrive lidt ned igen. Skriv om, hvornår det var, du sidst syntes, at du havde det godt. Åh, nej, endnu en skriveopgave. Jeg nikker. – Ja, og så er vi færdige for i dag. Ingen voldsomme grådanfald denne gang. Den rustrøde dør glider i bag mig. Udenfor regner det med bittesmå dråber, som stod der én og sprøjtede mig ind i ansigtet med en forstøver. Jeg registrerer en hul fornemmelse i brystet. Ingen gråd, 33
Tag selv.indd 33
30/07/12 11.49
men heller ikke noget andet. Ingenting at gribe fat i, ikke så meget som ét eneste ord. Jeg låser min cykel op. Sadlen er våd. Jeg kan mærke det mellem lårene, da jeg svinger mig op. Er det mig, der gør et eller andet forkert? Har jeg fuldstændig misforstået, hvordan man griber det her an? Eller er det Gorm, der slet ikke er den rigtige? Men hende Elisabeth, som jeg altid snakker så hyggeligt med til Dortes pigemiddage, hun syntes jo, han var så god. Jeg drejer ud på Østerbrogade. Lyset fra de mange butiksruder skinner mig i øjnene. Der er så småt begyndt at komme julepynt op. 800 kr. for tre kvarters enetale i en læderstol. Det er mere, end hvad jeg plejer at give i fælles gave til min mor og far. Mere end en skjorte fra Mads Nørgaard til Henrik. Jeg stopper for rødt. Regnen er taget til. Nu er det rigtige dråber, der løber ned ad mine kinder. Men jeg har jo trods alt den vandfaste mascara på i dag. * Vi danser. Malene danser og Dorte danser og Louise danser og Mette danser. Ja, selv Mette er med i aften og står nu og danser med lidt stive bevægelser, ligesom hvis man jogger på stedet. Vi danser. Og foran mig snurrer Malene rundt og rundt, og jeg selv snurrer rundt og rundt, og omkring os bevæger alle mulige andre sig rundt og rundt. Mange af dem kender jeg godt i forvejen. Det er mest dem fra Hillerød, som var med til middagen. Men der er også kommet nye til, strømmende fra andre middagsselskaber rundt omkring på kollegiet. Ja, det er ved at blive en rigtig stor fest det her. Og så har vi endda kun lige rejst os, skubbet bordene til side. Tallerkener med rester af kød og bagte kartofler. Desserten, hvad med desserten? Det husker jeg slet ikke. Måske nåede vi den aldrig. 34
Tag selv.indd 34
30/07/12 11.49
Jeg danser. Jeg strækker hænderne ud, spreder fingrene. Og ansigter sejler forbi mig. Glade, smilende ansigter, som jeg smiler igen til, mens mine fingre strejfer deres kroppe i fejen de, nærmest kærtegnende bevægelser. Og så er det pludselig Malene, jeg fejer hen over. Sjove, dejlige Malene, som jeg har kendt i så mange år allerede. Hun ser godt ud i aften, ligesom mig, der også ser godt ud i aften. Og vi smiler til hinanden og blinker. Og så danser vi tættere og tættere på hinanden. Står helt tæt op ad hinanden og laver bølgebevægelser, inden vi drejer rundt igen. Ja, vi er smukke i aften. Jeg er smuk, jeg ved det, jeg kan mær ke det. Det er den måde alle blikkene hele tiden berører mig på. Mikkels blik, Pers blik, Anders’ blik og en høj, lyshåret fyr ved siden af Anders. Og Thomas og Erik, der jo i virkeligheden er kæreste med Louise. De fanger mit blik og jeg deres. De smiler og jeg smiler. Til Dorte ved siden af Elisabeth, til en pige i guldkjole, jeg ikke kender, til ham den høje, lyshårede igen. Og så vipper jeg med hofterne, så numsen vibrerer. Så ryster jeg med skuldrene, så brysterne dirrer. Og alle smiler. Louises brede mund, Malenes knaldrøde læbestift, mændenes blege, usminkede læber. Det er, som om deres smil lyser mig op indvendig. Får det til at prikke og boble indvendigt. Som den champagne, jeg allerede har drukket så meget af. Musikken er så høj, at man ikke kan tale sammen. Tunge beats, der trænger helt ind i knoglerne og får dem til at sitre. Og åh, det er godt, det her, det er her, jeg skal være. Selvom Søren, søde Søren. Efter maden aftalte vi, der skulle jeg tage af sted, køre over til ham. Men nu? Vi har jo kun lige rejst os, og så er det alligevel alt for sent. Den var allerede over elve, dengang vi skubbede bordene til side. Og se, nu kommer ham den høje dansende hen imod mig. Han danser sammen med Niels, og han smiler. Niels smiler, Malene over for mig smiler. Og han danser helt hen til mig, 35
Tag selv.indd 35
30/07/12 11.49
ham den høje. Og han bøjer sig ned til mig. Og han siger noget, som jeg ikke kan høre, hvad er. – Ja, svarer jeg, ja, og nikker og smiler. Og jeg ved, at jeg er meget smuk lige nu. Og så danser vi alle sammen med hinanden i et stykke tid, som måske er langt, måske kort, det er umuligt at bedømme. For tiden er blevet omdannet til et rum af dansende, smilende kroppe, der bare fortsætter og fortsætter. Lige indtil nogen skruer ned for musikken. Lyden rives brat væk, og så kan man pludselig høre Dortes stemme trænge igennem. Hun er kravlet op på en stol, står der i den bordeauxfarvede kjole, en lillebitte krop. Og hun råber, så højt at stemmen knækker over. – Ti minutter, der er kun ti minutter til det nye årtusind. Kom, vi skal op på tagterrassen, hører I. Man kan se Råd hustårnet deroppefra. – Kom, siger Malene, og tager min hånd og trækker mig af sted. Og på den anden side går ham den høje, lyshårede, han har en champagneflaske i hånden. Nu jakkerne på. Vi myldrer op ad den smalle trappe og ud i den iskolde luft, der strømmer ind i lungerne, så man pludselig kan mærke champagnen endnu tydeligere. En slingren i benene. En trykken for ørerne, som var også mit hoved fyldt med luft. Det brager af kanonslag langt under os i gaderne. Han smiler til mig igen, ham den lyshårede. Rækker ud og tager mig under armen. – Hvad er så dit nytårsforsæt? siger han. Ja, nu kan jeg endelig høre, hvad han siger. Men jeg ler og ryster på hovedet, og tænker på Søren, søde Søren. Allerede efter maden. Vi skulle ind i det nye årtusind sammen. – Man skal da være sammen med sin kæreste nytårsaften, sagde Louise, da vi sad til middagen. – I hvert fald klokken tolv skal man være sammen, andet er da helt forkert. Og det var jo sådan set også meningen. Men så var det, at tiden ligesom forsvandt. Og desuden er der jo så mange 36
Tag selv.indd 36
30/07/12 11.49
flere, jeg kender til den her fest end til Sørens. Alle de gamle veninder er her jo i aften, dem der altid er så gode at feste med. Og nu, nu er det lige op over. Man kan virkelig se Rådhustårnet heroppefra, men lidt for langt væk til rigtig at kunne skelne viserne. Og oven over os strækker sig hele den store, oplyste himmel. Vi står tæt sammen i en stor klump, frakke mod frakke. Og lige om lidt, lige om lidt. Malene knuger min hånd. Et øjeblik fanger jeg Mettes blik, så mærkeligt at hun også er med her i aften. Så slår uret det første slag. Helt tydeligt kan det høres. Og derefter en øredøvende larm. Champagnepropper og raketter og godt nytår, godt nytår. Vi omfavner alle sammen hinanden. Jeg omfavner Malene og Dorte og Elisabeth. Og derovre står Louise og kysser med Erik. Og jeg omfavner Mikkel og Anders og ham den høje, lyshårede. Han klemmer mig tæt ind til sig, og det føles godt. Og jeg tænker på Søren. Jeg tænker, at jeg slet ikke savner ham. Og jeg tænker også lidt på Tore, det var jo sidste nytårsaften. Hvor mon han er henne i verden nu? Og så går champagneflaskerne rundt. Og vi skåler og vi lægger nakken tilbage og vi siger se, åh, se, neeej og iiih. Og vi griner imponeret, når et rigtigt stort og ulovligt kanonslag drøner. Og så skåler vi igen. Og pludselig står Malene og tuder midt i det hele. Åh, så typisk Malene, for hun er jo slet ikke rigtig ked af det, tvært imod. – Er det ikke fantastisk Line, siger hun og tager fat i min arm, nu er vi i det nye årtusind. Det er da helt vildt at tænke på. Hvad mon der kommer til at ske? Bliver alting nu helt anderledes? Og jeg nikker og smiler, og bagved siger ham den lyshårede: Ja, jeg kan nu ikke rigtig mærke noget. 37
Tag selv.indd 37
30/07/12 11.49
Og så griner vi alle sammen, mens Mikkel børster sig hen over ærmet og siger: Der er nok stadig lidt af 90’erne, der hænger ved. – Jeg tror, vi får en ny chance, siger Dorte med klaprende tænder, en chance for at gøre det hele godt igen. Miljøet og den slags, det er nu eller aldrig, nu at slaget skal stå. Og den næste tid – hun kniber øjnene sammen og nikker – den tror jeg vil vise os mange ting. – Men 90’erne, fortsætter Anders med sin tørre, højtidelige stemme, hvordan var nu egentlig 90’erne? Hvad er det, vi siger farvel til? Og Malene smiler gennem tårerne og slår ud med hånden. – 90’erne, de var ligesom så ... lette, siger hun, har I det ikke også sådan? – Øh, hvad mener du lige, siger Mikkel og tager en slurk af champagneflasken. – Jeg ved ikke, siger Malene og klukler, det hele gled ligesom bare. – Det vil jeg nu ikke give dig helt ret i. Der var da også lige en Golfkrig og helt ærligt ... Anders lyder alt for ædru og belærende. Og hvor er nu ham den lyshårede blevet af? Jeg snurrer rundt og ser. Derovre ved skorstenen står han sammen med Mette. Jeg kan se, hun peger op i luften og siger et eller andet. Champagnen har måske for en gangs skyld gjort hende snakkesalig. Og jeg går hurtigt derhen. – Se, åh, se, siger jeg, da en stor raket i lilla og sølv i det samme folder sig ud over os og langsomt falder ind i nye farvekombinationer. – Skulle du ikke videre til en anden fest? Mettes stemme er sløret. Jeg ryster bestemt på hovedet. Hun nikker og fniser lidt. Jeg trækker på skuldrene. – Men vi har vist slet ikke fået hilst rigtigt på hinanden, siger jeg så og ler, og rækker hånden frem mod ham den høje. Han tager den, klemmer den: Jeg hedder Henrik. 38
Tag selv.indd 38
30/07/12 11.49
– Line, siger jeg. – Jeg hedder Mette, siger Mette. Hun rækker også hånden ud. Den buttede krop vakler lidt og må søge støtte mod skorstensmuren. – Vi er veninder til Dorte, siger jeg. – Så det er jer, der kender hinanden helt fra folkeskolen? siger han. – Endnu længere tilbage, siger Mette snøvlende, vi var naboer, os to. Hun nikker over mod mig. – Nej virkelig, han lyder imponeret. – Hver dag, når vi kom hjem fra børnehave, så legede vi sammen, forklarer hun. Og det er egentlig noget mærkeligt noget at sige, når nu vi slet ikke ses mere. En kuldegysning jager igennem mig. Jeg siger: Skal vi ikke snart gå ned igen? – Der er da så flot heroppe, siger Mette. – Her er bare så koldt, siger jeg. Og straks lægger hans hånd sig på min skulder. – Vil du låne min frakke? Jeg ryster på hovedet: Nej, det er alt for meget. – Nå, men så synes jeg også, vi skal gå ned, siger han. Jeg kunne jo i princippet godt have taget af sted derefter. Men ærlig talt, det er sikkert umuligt at få en taxi på det her tidspunkt, og at gå hele vejen er alt for langt. Jeg må simpelthen blive, hvor jeg er. Og resten af aftenen falder ligesom i ryk, spredte brudstykker. Mere dans, mere snak med alle mulige, kendte og ukendte. Cigaretter og latterbrøl. Og hele tiden er han dér ved siden af mig, ham Henrik. Den høje, lyshårede Henrik. Vi danser sammen og vi snakker sammen og vi griner sammen. Og han giver cigaretter og han giver øl. Kun et øjeblik vakler jeg ud på toilettet alene. Sætter mig på brættet og tisser. Det bobler og summer i maven. Og så rejser jeg mig, stiller mig hen foran spejlet. Mit hår er lyst og uglet. Mine øjne skinner. Hele mit ansigt skinner. Jeg tænker: 39
Tag selv.indd 39
30/07/12 11.49
Jeg er smuk, åh, jeg er smuk. Jeg tænker: Så er det altså slut nu. Og så smiler jeg til mig selv og låser døren op. Og der står han igen, lige udenfor med cigaretten mellem fingrene. Ham og Niels. – Står I i kø? spørger jeg. – Nej, vi står og venter på dig. Langsomt begynder det at tynde ud i festen. Louise og Erik tager hjem. Mette falder i søvn på sofaen. Malene er pludselig forsvundet sammen med en af Anders’ venner. Og nu kommer Niels ind med overfrakken på og vil have ham med. Men nej, han vil blive. Vi skal blive alle sammen, siger han og spreder armene ud. Men til sidst går Niels alligevel. Jeg sætter mig op på bordet og lader fødderne slippe stiletterne, mens han står og roder ovre ved anlægget. – Den her, lige den her, skal vi altså også danse til. Han sætter George Michael på og skruer op. Hiver mig ud på gul vet endnu en gang. Bortset fra et helt sammenslynget par ovre i hjørnet er vi de eneste tilbage. Og mens vi står der, bøjer han sig tæt ind over mig. Rækker ud og stryger min kind. – Ved du hvad? siger han og taler nu pludselig med alvorlig stemme: Ved du, du er så smuk, på sådan en lys og fin måde. Du ligner en engel. – En engel, ler jeg og føler mig i samme øjeblik helt selvlysende. – Din hud er så blød og hvid, siger han. Og så kysser han mig. * Jeg står inde i Sukkertoppen på Nørrebrogade. Foran mig strækker sig række efter række af platikbeholdere fyldt med farvestrålende slik. Jeg har en lille ske i den ene hånd, der ligner sådan en graveske, til når man ordner have. I den anden holder jeg en bolsjestribet papirspose. 40
Tag selv.indd 40
30/07/12 11.49
Jeg stikker graveskeen ned i en beholder med store, bløde vingummihjerter. Lemper et par stykker op på skeen og ned i den allerede godt fyldte pose. – Du må også huske at være lidt god ved dig selv, sagde Malene, da jeg forleden nævnte, at humøret stadig ikke er i top. – Forkæle dig selv lidt her i den mørke tid. Tage på shoppetur, gå ud at spise og den slags. Jeg orkede ikke at forklare, at med 800 kr. til Gorm om ugen er de fleste af den slags fornøjelser skåret fra. – Det er altså også bare fordi, det er november, fortsatte hun, der sker jo aldrig rigtig noget. Snart kommer december med julefrokoster og gløgg og alt muligt, så bliver du sikkert i bedre humør igen. Langsomt arbejder jeg mig gennem slikrækkerne, lader øjnene glide fra beholder til beholder, overvejer i et splitsekund: Har jeg lyst til salte fisk, lakridsæg, pinocchiokugler? Der er virkelig ufattelig meget at vælge mellem her. Og hvis man kun tager et par stykker af hver slags, kan man få plads til en hel masse forskelligt. Det er det, der er fordelen i forhold til de færdigblandede poser. I færdigblandingerne er der altid noget, jeg ikke gider spise. De aflange, helt sorte lakridser i Matador Mixen for eksempel. Jeg træder igen over til vingummiafdelingen på jagt efter søstjernerne, som jeg ikke har fået taget nogen af endnu. Her kan man lave sin helt egen blanding og gøre den forskellig fra gang til gang. Men med tiden har jeg nu alligevel fået mig nogle favoritter. De gule vingummisøstjerner med sukker på for eksempel, labre larver og heksehyl og så de der store, bløde stykker vanilla fudge, selvom de vejer godt til. Et par søstjerner ryger ned i posen, så tøver min hånd et øjeblik foran de tofarvede sutter. Det er ikke hver gang, jeg tager nogle, men jeg overvejer det altid, og sådan er det bestemt ikke med alt, hvad der er her. Ikke at jeg nogensinde har smagt de kæmpestore forvand41
Tag selv.indd 41
30/07/12 11.49
lingskugler, eller noget der ligner pecannødder overtrukket med hvid chokolade, men jeg er ret sikker på, at det ikke er noget for mig. Efterhånden er det faktisk altid nogenlunde det samme, der lander i min pose. En aften Henrik og jeg skulle sidde og hygge os med en film, havde jeg så meget lyst til bland-selv-slik, at jeg spurgte Hen rik, om han ikke ville købe en pose med til mig nede fra videobutikken. – Hvad vil du gerne have? spurgte han. Der var noget usikkert ved hans stemmeklang. – Alt muligt, sagde jeg og smilede beroligende, labre laver, vingummi, lakrids, tag lidt forskelligt. Det skal bare ikke være noget med skum. Men da han så kom hjem med slikposen, og vi sad der, var det alligevel lidt skuffende. Af en eller anden grund havde han puttet en masse skolekridt i. Dem har jeg altid syntes var lidt kedelige. Så er det meget bedre med lakridsæg, især de hvide og gule. Dem skal jeg også lige huske at få nogle med af i dag. Jeg kigger mig omkring og får øje på en far, der står her med sin søn. Drengen har en stor, tung skoletaske på skulderen. Han ser træt ud. Jeg drejer hovedet til den anden side. Her står to tynde piger, der godt kunne være søstre. Der er ikke andre kunder i butikken. Men oppe ved kassen sidder en kvinde med sort hovedtørklæde og taler højlydt i telefon. Tonefaldet har en hård kant. – Det er ikke mit problem ... snak med ham selv ... jamen, hvad så med de penge ... Så får jeg øje på lakridsæggene. De er helt ovre i hjørnet. Slikposen vejer 258 gram og koster 18 kroner. Det er jo til at overkomme, selv med udgifterne til Gorm. Ekspedienten lægger et øjeblik røret fra sig, mens jeg finder pungen frem. 42
Tag selv.indd 42
30/07/12 11.49
Tørklædet fremhæver hendes regelmæssige ansigt med de smalle, mørke øjenbryn. Måske er hun på min alder, måske yngre. Lige så snart dankortet er kørt igennem, tager hun telefonen op igen. Med posen i hånden går jeg ud af butikken. For en gangs skyld er Henrik ikke hjemme i aften. Han skal ud og drikke øl med Torben, en af de få singlevenner der er tilbage. Jeg har også prøvet at lave en aftale, men Malene skulle på date, Louise og Erik til en eller anden middag og Dorte er på yoga weekend. Så det bliver altså en aleneaften foran fjernsynet for mit vedkommende. Det var derfor, jeg tænkte, at jeg skulle hygge mig med det slik. Jeg åbner posen og kigger ned. Som regel plejer jeg at tage et enkelt stykke, lige når jeg har købt det, resten gemmer jeg til senere. Men nu, hvor jeg ser ned i den farvestrålende sukkerblanding, er der faktisk ikke lige noget, jeg har lyst til. Jeg går hen til min cykel. Lige ved siden af er der blevet stillet en barnevogn, mens jeg har været væk. Jeg læner mig lidt frem og kigger ned. Det er en meget lille baby, der er dernede. Den ligger helt stille og kigger op på en strikket nisse, der hænger fra kalechen og dingler. – Hej, hej, siger jeg og prøver at fange barnets blik, men det lykkes ikke rigtig. Det er vist også noget med, at de er meget nærsynede, når de er helt små. Hjælpeløse som kattekillinger. I det samme fornemmer jeg en person bag mig og retter mig hurtigt op. Det må være barnets mor. Hun holder en tung indkøbspose med grøntsager i den ene hånd. Jeg bakker tilbage mod cyklen, mens jeg ser hende lægge posen ned under barnevognen. Hendes tøj er hullet og trævlet, og hun har ringe i næsen og øjenbrynene. Lige bag hende står en tynd fyr med dreadlocks. Det er ham, der skubber barnevognen, mens de går videre hånd i hånd op mod runddelen. Hvem ved, måske skal de over til Ungdomshuset? 43
Tag selv.indd 43
30/07/12 11.49