Rasmus Juul Tatoveringer fra de 7 verdenshave Tekst og illustration © 2012 Rasmus Juul Udgivet 2012 af Forlaget Carlsen, et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Helvetica Neue 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Livonia 2012 ISBN: 9788711393567 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk http://www.r-juul.dk/
”Hej, Sven!” Jonathans far hilser på manden på bænken. Han ser lidt træt og beskidt ud, synes Jonathan. ”Er det din søn?” spørger Sven. ”Ja, det er Jonathan,” siger far og roder Jonathan i håret. ”Hvor kender du ham manden fra?” spørger Jonathan, da de næsten er henne ved skolen. ”Han gik i klasse med din farfar,” siger far. ”Lige efter skolen tog han ud på de 7 verdenshave.”
”Han ligner ikke rigtig en sømand,” siger Jonathan. ”Måske ikke længere ... Vi ses senere, skat.” Far vinker, da Jonathan løber ind i skolegården.
På vej hjem fra skole kommer Jonathan forbi bænken, hvor Sven stadig sidder. ”Hvorfor sidder du her endnu?” spørger Jonathan.
”Jeg prøver såmænd bare at slukke tørsten,” siger Sven og tager en slurk af flasken. ”Hvorfor har du egentlig så mange tatoveringer?” spørger Jonathan. ”Så glemmer jeg ikke alle de ting, jeg oplevede ude på de 7 verdenshave. Se den her,” siger Sven og peger på en havfrue på sin arm. ”Der var engang en matros med om bord, som savnede sin mor så meget, at han græd døgnet rundt. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at høre på det længere, så jeg satte et stykke reb ind i hvert øre.
Pludselig gav alle de andre mænd om bord sig til at hoppe i vandet. Jeg kiggede forbavset ud over rælingen, og nede i vandet kunne jeg se havfruerne. De lokkede mændene til at springe ned i bølgen blå med deres smukke sang. Siden jeg havde reb i ørerne, kunne jeg ikke høre deres sang, og derfor var jeg den eneste, som kunne sejle skibet sikkert i havn! Jeg fik tatoveret den her havfrue for at minde mig selv om, hvor farlige havfruer faktisk er for sømænd.” ”Er havfruer virkelig farlige?” spørger Jonathan, ” Jeg troede faktisk ikke, at de fandtes.” “Jo, jo, de findes skam – og du kan tro, at de er farlige,” sagde Sven. ”Vi ses.”