Tavse verdener 1 - Den usynlige krig læseprøve

Men da en mission går galt, hvirvles Olivia og hendes holdkammerater ind i en global konspiration iværksat af usynlige fjender. Nogen har store planer for fiktionsteknologiens muligheder, og for at finde sandheden må Olivia følge deres blodige spor på tværs af både bøgernes fiktive verdener og hendes egen ...

Den usynlige krig er første bind i serien Tavse verdener

Foto: © Zafar Iqbal

For Olivia Alby er ’fiktionsagent’ ikke ligefrem et drømmejob.

Missionerne tager ofte en livsfarlig drejning, når Ministeriet sender hende ind i en roman for at redde den fra fremmede agenter. Derudover er hun havnet på et dysfunktionelt team, der er ude af stand til at samarbejde. I det mindste er lønnen god, og Olivia har brug for pengene, hvis hun nogensinde skal realisere drømmen om at undslippe sin fortid.

DEN USYNLIGE KRIG

“Vi holder kursen! Tid til at gå ned og spænde jer fast! Vi lander i slutningen af kapitel 37 om tyve, nitten, atten …”

I slutningen? Olivia glemte, hvad hun havde været ved at sige. Hvis de først landede i slutningen af kapitlet, efter at Hailey havde forladt sit hus for at mødes med de andre karakterer …

“Det er alt for sent!” råbte hun til Leo. “Vi når aldrig at …”

Gulvet gav et hop, og Cody vaklede baglæns ind i Clarissa, der stødte ind i Olivia. Olivia nåede lige at høre Arthurs forvirrede stemme, der råbte: “Hvad mener du med, at … at vi er på vej ind i en bog?”

Så mistede hun fodfæstet, og Clarissa landede oven på hende. Virkeligheden begyndte at sløre, og de tusind glimt fra en glitrende pailletkjole fyldte Olivias synsfelt, mens alting forsvandt i et brøl.

BORIS HANSEN

“Bare rolig!” råbte Leo, hujede nærmest.

“Vi kan rejse ind i bøger nu. Ændre dem indefra.

Et eller andet fjols opfandt teknologien til det.

Og nu prøver nogen at misbruge den.”

BORIS HANSEN

debuterede i 2006 med kriminal­ romanen ­Marburg-­Eksperimentet, men har siden kastet sig over de fantastiske genrer. Senest udgav han Panteon-­sagaen, der kombinerer science fiction og fantasy, og med serien Tavse Verdener blander han flere genrer i et tankevækkende science fiction-koncept, der ikke er set før.

Boris Hansen er cand. it. og bor i Aarhus med sin kæreste og datter. Ved siden af forfatter­livet nørder han med at udvikle interaktive fortællinger gennem spil og andre digitale f­ormater.

Besøg Boris Hansen på borishansen.dk

FØLG BORIS HANSEN PÅ



Tavse verdener 1_indhold.indd 2

06.04.2021 06.45

TAVSE VERDENER 1

DEN

USYNLIGE

KRIG

BORIS HANSEN CARLSENPULS

Tavse verdener 1_indhold.indd 3

06.04.2021 06.45

Tavse verdener (1) – Den usynlige krig Tekst © Boris Hansen og Forlaget Carlsen 2021 Omslagsdesign: Andreas Erstling og Christian Bach Grafisk tilrettelægning og layout af indhold: Flemmer Grafisk Design Bogen er sat med Adobe Garamond Pro og trykt hos Livonia 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2021 9788711989173 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.carlsenpuls.dk www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk CarlsenPuls – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S et selskab i Egmont

Tavse verdener 1_indhold.indd 4

06.04.2021 06.45

Arthur. Arthur, for helvede. Vågn op!

Hvad … hvor … hvor er jeg?

Hvor du er? Hvad mener du, dit fjols? Ombord på fartøjet, selvfølgelig.

Har du ikke hørt efter?

Fartøjet? Jeg … undskyld. Undskyld. Jeg føler mig lidt svimmel.

No shit. Du bliver ved med at zone ud. Tag dig sammen, Arthur! Ret dig op! Forsøg at ligne den badass, du skal forestille at være!

Men … hvad foregår der? Hvorfor … hvorfor er vi to herinde?

To stemmer i samme kranie? Det er et fandens godt spørgsmål, Arthur.

Men det må vente til senere. Lige nu skal du bare koncentrere dig om at se nogenlunde normal ud. Forstået?

Ja. Ja, selvfølgelig. Eller … jeg kan prøve.

Godt. Det lader nemlig til, at det er dig, der har kontrollen over den her krop lige nu. Og vi befinder os på et Machina-fartøj. Du ved godt, hvad et Machina-fartøj er, gør du ikke, Arthur?

Jeg … tror ikke, jeg nogensinde har hørt det ord før. Eller … måske.

Goddammit. Hvordan kan du ikke være klar over, hvad det er for en maskine, vi befinder os i?

Jeg ved det ikke! Det er, som om jeg lige er vågnet af en drøm. Og … jeg har så mange spørgsmål. Og du bliver ved med at bruge mærkelige ord, jeg ikke forstår …

Okay, okay, glem, at jeg råbte. Vi skal først og fremmest undgå at vække mistanke. Hvis du bliver spurgt om noget, svarer du kortfattet. Lad, som om du har styr på tingene. For ellers …

Ellers … hvad?

Well. De bragte os ombord på fartøjet for at løse en opgave. Jeg fik ikke 5

Tavse verdener 1_indhold.indd 5

06.04.2021 06.45

fat i alle detaljerne. Men de regner med os. Med dig. Med at du er toptrænet og professionel. Hvis de finder ud af, at du ikke aner, hvad der foregår, og at du render rundt med to stemmer i hovedet …

Hvad … hvad sker der så?

Så kommer det til at gå ud over os. Okay?

Undskyld. Jeg tror slet ikke, at det er meningen, jeg skal være her. Jeg ved ikke, hvad der foregår. Undskyld. Undskyld. Undsk…

Sshh! Ti stille! Der kommer nogen!

Tavse verdener 1_indhold.indd 6

06.04.2021 06.45

OLIVIA

- 29 MINUTTER TIL LANDING Arthur Van Gelder. Olivia trykkede på navnet, mens hun gik, og skærmen på hendes tablet eksploderede i oplysninger, som hun ikke havde tid til at gennemgå inden landingen. I stedet åbnede hun et videoklip for at få et hurtigt indtryk af deres nye passager.

Den bredskuldrede mand med det korte, lyse hår sad ved et bord med ryggen op ad en væg. Han kiggede på nogen eller noget ved siden af kameraet. Ansigtet var udtryksløst. Blikket tomt.

“Arthur,” sagde personen uden for kameraets synsfelt. “Sidste spørgsmål, og så er vi færdige for i dag. Fortæl os på tyve sekunder eller mindre, hvorfor vi skal vælge dig.”

Der var kun den svageste antydning af forandring i Arthur Van Gelders ansigt. Et lille smil, som ikke var et smil. “Jeg behøver ikke tyve sekunder,” sagde han tonløst. “I vælger mig, fordi jeg er den bedste, I nogensinde har trænet og testet. Fordi jeg får tingene gjort. Jeg har aldrig fejlet, og jeg har ikke tænkt mig at begynde nu. Hvis missionen ind i den serie virkelig er så vigtig, som jeg har hørt …”

“Lad venligst være med at tale om missionen, mens kameraet kører,” afbrød stemmen. “… så sender I mig derind,” sagde Arthur. Han kiggede direkte ind i kameraet, og Olivia fik lyst til at sænke blikket. “Fordi der ikke er andre som mig.”

Og der sluttede videoklippet.

Olivia kiggede op fra sin tablet og lyttede til fartøjets rumlen. Motorlarmen fik altid hendes hoved til at snurre og gav hende følelsen af at være pakket ind i uld. Men var der en ny lyd, som hun ikke havde været opmærksom på før?

Ja. Nogen mumlede i nærheden. Hun kunne ikke tyde, hvad det var for et ord, stemmen blev ved at gentage.

Olivia nærmede sig forsigtigt hjørnet længere fremme. Hun lagde hænderne på den rustplettede væg og kiggede frem for at se, hvor stemmen kom fra. Og nu kunne hun høre, hvad den sagde.

“Undskyld. Undskyld. Undskyld.”

7

Tavse verdener 1_indhold.indd 7

06.04.2021 06.45

Der sad han. Kæmpen. Dræbermaskinen.

Arthur.

“Landing om otteogtyve minutter,” lød Leos stemme over højttaleranlægget. “Eller … måske lidt mere. Men jeg tror, otteogtyve er et godt bud.”

Ikke særlig betryggende, Leo, tænkte Olivia. Så vendte hun opmærksomheden mod Arthur igen. Den fremmede soldat sad sammenkrummet på en taburet, der lignede en nipsgenstand under hans massive skikkelse. Hans hoved var begravet i hænderne, og fingrene kørte frem og tilbage gennem det kortklippede hår, som om en masse imaginære insekter fik hans hovedbund til at klø.

“Undskyld,” mumlede han med grødet stemme. “Undskyld.”

Olivias første instinkt var (som altid) at skynde sig videre. Hendes forsøg på at hjælpe andre med deres personlige issues plejede kun at gøre tingene akavede.

Men lige i det her tilfælde kunne hun ikke lade som ingenting.

“Hey!” råbte hun og nærmede sig forsigtigt. Normalt var hun elendig til at læse folks kropssprog, men selv hun kunne se, at der var noget galt med den store mand. Muligvis som i hans hjerne er kortsluttet.

“Hvad laver du? Hørte du ikke Leo over højttaleren? Vi lander om lidt.”

Fingrene standsede deres arbejde. Arthur kiggede langsomt op. Olivia forventede halvt at se rødsprængte øjne og et vanvittigt grin, og hun forberedte sig mentalt på at losse soldaten mellem benene og låse sig inde på fartøjets toilet.

Men i stedet var hans ansigt fuldt af sorg. Eller fortrydelse måske.

Noget, som slet ikke matchede de svulmende arme, der stak ud af vesten, eller kniven med savtakker og blodrille i hans bælte. Eller det stenansigt, hun havde set på sin tablet for et minut siden.

“Undskyld,” sagde han og lignede mest af alt en grådkvalt actionfigur. Lidt ligesom dem fra Olivias hemmelige lege som barn. De havde også hulket og tryglet for deres liv, når de lå og smeltede i sollyset under hendes forstørrelsesglas. Og alligevel havde de formået at bevare mere værdighed end manden på taburetten foran hende. “Undskyld. Jeg burde slet ikke være her. Jeg er så …” Stemmen druknede i motorlarmen, og Arthur begyndte at slå sig selv i panden med flad hånd.

Olivia blev stående og stirrede på ham.

8

Tavse verdener 1_indhold.indd 8

06.04.2021 06.45

Hvad fanden?

Tankerne løb igennem hendes hoved med samme hastighed som Strømmen, der brusede forbi udenfor. Han er blevet skør. Actionfiguren er to sekunder fra at rejse sig op og nakke os alle sammen.

Olivia skubbede brillerne op på næseryggen og satte sig langsomt på hug foran Arthur. “Hey,” sagde hun. “Hey, Arthur. Please. Du er nødt til holde op med det der. Sig, hvad du skal bruge for at blive klar, inden vi lander. En kop kaffe? En lussing? Vi har ikke mere kaffe, så …”

“Hvor er vi?” spurgte han bare og så tomt på hende. “Kan du fortælle mig, hvor vi er?”

Olivia holdt en finger op foran ham. Hendes jeg-mener-det-finger.

“Arthur. Når du siger, ‘hvor er vi’, så mener du, ‘hvor langt er vi fra vores mål, og hvor mange minutter er der, til vi lander, så jeg kan komme i gang med missionen og være så sindssygt effektiv, at det chokerer alle mine nye kolleger’. Jeg håber ikke, du mener, ‘jeg er gået i panik og har glemt mine instrukser, og nu ødelægger jeg missionen for os alle sammen’. Vel?” “Nej,” klynkede Arthur og rystede på hovedet. “Det skal nok gå.”

“Okay,” sagde Olivia gennem sammenbidte tænder. Hun havde virkelig ikke brug for det her lige nu. “Hør. Jeg ved godt, det gik lidt hurtigt med at komme af sted. Vi fik ikke rigtig … hilst. Mit navn er Olivia Alby og …”

“Jeg hedder Arthur,” afbrød han. “Er det dig, der bestemmer her?”

“Ja. Og nej. Jeg er bogholderen på teamet. Spørgsmål om missionen – det er mig. Spørgsmål om, hvem du skal pege på med pistolen i dit bælte, hvis du absolut er nødt til det – det er Majoren. Jeg vil gerne have, at du slapper helt af nu og trækker vejret dybt. Det er naturligt at føle sig forvirret, når man rejser gennem Strømmen. Dine tanker kan føles som røræg. Men det går over.”

Hun så afventende på ham. Var det ikke sådan, man trøstede andre?

Måske ville let fysisk kontakt hjælpe. Hun havde læst om den slags.

Hun løftede tøvende en hånd og klappede hurtigt Arthurs massive lår oven på de sandfarvede militærbukser.

Han så taknemmeligt på hende og rakte ud, måske for at knuge hendes hånd, men Olivia var allerede ved at trække den til sig igen, så Arthur fik kun fat i det yderste af hendes fingerspidser. Så sad de der 9

Tavse verdener 1_indhold.indd 9

06.04.2021 06.45

over for hinanden, og han vidste åbenbart ikke helt, hvad han skulle gøre med det mislykkede håndtryk, så han begyndte at vugge hendes fingerspidser op og ned og gentage sig selv. “Det går over. Det går over.

Jeg bliver mig selv igen. Det går over.”

“Ja. Okay. Det er godt. Giv så slip.” Olivia rømmede sig og trak hånden til sig. Hun kom på benene og granskede supersoldaten på den alt for lille taburet. Forsøgte at regne ud, hvor stort et problem han udgjorde.

Så længe han gør, hvad han får besked på, når missionen begynder, skal det nok gå. Hvad han ellers render rundt med af personlige problemer er ikke min sag.

“Hallo?” lød Leos stemme over højttaleren. “Hallo-hallo. Vi er næsten fremme, men … Olivia, kan jeg få dig til at kigge forbi kommandobroen? Der er opstået nogle problemer med kursen.”

Great. Missionen var ikke engang begyndt endnu, og hun havde allerede navigationsproblemer og en klynkende actionfigur at tænke ind i sin planlægning. “Bliv her,” sagde hun til Arthur og begyndte at gå baglæns hen mod stigen. “Jeg kommer tilbage.”

“Tak,” mumlede Arthur og tørrede sin næse med håndryggen. Var hans øjne fugtige, eller var det bare lyset, der snød? “Tak … Olivia. Der er ikke særlig mange, der har brugt tid på at … at tale med mig.”

Han krummede sig sammen på taburetten igen og kløede sig i håret, mens han mumlede for sig selv. Skæftet på pistolen i hans bælte glimtede farligt i loftslampernes skær.

Yeah, tænkte Olivia og begyndte at klatre.

Vi kommer alle sammen til at dø.

OLIVIA

- 24 MINUTTER TIL LANDING “Major!” Olivia nåede kommandobroen og krydsede gulvet, så hurtigt som hendes korte ben nu tillod.

10

Tavse verdener 1_indhold.indd 10

06.04.2021 06.45

På trods af sit navn var kommandobroen bare endnu en af fartøjets mange mezzaniner. Det lave loft og bundterne af løsthængende kabler fik afsatsen til at ligne et tilfældigt hulrum midt i det virvar af elektronik, der udgjorde Machina-fartøjets indvolde. Et dæmpet, rødt lys lå over alting og forstærkede følelsen af, at man befandt sig på indersiden af noget levende.

Nede for enden stod Majoren bøjet ind over ryggen på Leos sæde og pegede på en skærm. De to mænd udgjorde en samlet skygge på en konstant skiftende baggrund. Strømmen var synlig gennem fartøjets forrude, en uendelig tunnel af massiv, blålilla tåge, hvor elektriske udladninger og syner og idéer dukkede op og forsvandt med sekunders mellemrum. Olivia havde før taget sig i at stå og fortabe sig i de muligheder og virkeligheder, der levede i Strømmen og susede forbi i rasende fart.

Men ikke nu. For lige nu sad der et stort problem nede i kælderen og mumlede for sig selv. På sit gamle team havde Olivia også altid været den første til at opdage de store problemer. Nogle ting ændrede sig åbenbart aldrig.

Den korte klatretur havde gjort hende forpustet, og det var et under, at major Petrakis og Leo ikke hørte hende, før hun stod og åndede dem i nakken. Leo havde hængt sin falmede grønne kasket på et af cockpittets mange håndtag, og han sad og førte den ene hånd gennem det karseklippede, hvide hår, mens den anden sprang frem og tilbage over tastaturet.

“Major,” gentog Olivia lavmælt, men indtrængende. Folk, der kendte hende, påstod, at hun kun havde ét tonefald (køligt med en antydning af skepsis) og kun ét ansigtsudtryk (køligt med en antydning af foragt), men Majoren kunne åbenbart høre, at hun havde noget vigtigt på hjerte, for han vendte sig mod hende.

“Skyd,” sagde han og gav Olivia sin fulde opmærksomhed. Fartøjets røde skær fremhævede sprækkerne i hans ansigt, de små ar og den koparrede hud. Skægstubbene delte farve med hans kortklippede hår, en blanding af mørk og lys grå, der mindede Olivia om ulvepels, og matchede de smalle, observerende øjne.

“Jeg ved godt, det ikke er mit ansvarsområde,” sagde Olivia, så Leo ikke kunne høre det. Som henholdsvis kommandør og bogholder var det Majoren og Olivia, der traf de vigtige beslutninger, og fartøjets pilot 11

Tavse verdener 1_indhold.indd 11

06.04.2021 06.45

behøvede ikke høre noget, der kunne distrahere ham. “Men der er noget galt med vores gæst. Arthur Van Gelder. Forhåbentlig er det bare rejsesyge. For ellers er det slået helt klik for ham.”

Olivia skævede hen mod stigen og bad til, at det sidstnævnte ikke var tilfældet. At Arthur ikke havde rejst sig fra sin taburet, havde fundet frem til Cody og Clarissa og Dmitri og var i færd med at strangulere resten af hendes hold med sine abnormt store hænder.

Majorens hårdføre ansigt røbede intet. Alligevel havde Olivia en forestilling om, hvad han ville sige. Hun genkendte ansigtsudtrykket fra sin tidligere kommandør. Lige nu stod Majoren og stemplede sin nye bogholder som hysterisk. Uegnet på grund af sine sarte, civile nerver.

Det var det samme med alle de kommandørtyper. Havde hun virkelig troet, at en forflyttelse ville forandre alting?

“Leo,” sagde Majoren over skulderen. “Få os så tæt på, som du kan.”

“Jeg skal prøve, Pavlos,” sagde Leo, men der var noget tøvende i hans stemme. Han tog en hurtig slurk af den halvtomme ølflaske på sin pult, mens han kastede et usikkert blik fra Majoren til Olivia.

Majoren bøjede sig ned mod hende. “Olivia,” sagde han stille. “Ministeriet for Sandhed og Fiktion har udvalgt Arthur Van Gelder til at ledsage os på denne mission. Han er specialtrænet. Så kan du forklare mig, hvorfor der sidder en elitesoldat med rejsesyge i mit fartøj?”

Olivia prøvede at finde på et godt svar. Noget, der ville få hendes nye chef til at indse, at han tog fejl af hende, og demonstrerede, hvor kompetent hun var til sit job. Måske endda krydret med et strejf af henkastet humor, der signalerede overskud og fik Majoren til at synes om hende.

“Jeg …” sagde hun. “Altså … det.”

Majoren ventede et øjeblik for at se, om der kom mere. Det gjorde der ikke.

“Din bekymring om Arthur Van Gelder er noteret,” sagde han. “Jeg holder øje med ham, til vi er hjemme igen.”

Olivia skubbede brillerne længere op på næsen og skulle til at vende sig og gå. Hun manglede stadig at tjekke, om Cody og Clarissa var færdige med at klæde om. Forhåbentlig havde de mere styr på tingene end Arthur.

“Olivia, lad mig tilføje et par ord,” fortsatte Majoren.

Hun standsede.

12

Tavse verdener 1_indhold.indd 12

06.04.2021 06.45

“Jeg ved ikke, om du ved det, men jeg håndplukkede dig blandt mere end tyve kandidater til det her hold. Jeg har hørt om dig. Du har et imponerende omdømme blandt de andre bogholdere, især din unge alder taget i betragtning. Treogtyve år gammel, er det ikke rigtigt? De siger, at du er disciplineret og aldrig mister overblikket. Og at du ved alt.”

Olivia rynkede brynene og begyndte fraværende at køre tommelfingrene op og ned langs selerne i sin dragt. Vidste ikke, om hun skulle nikke bekræftende (fordi det, Majoren sagde, i store træk var sandt) eller benægte alle komplimenterne (fordi det vistnok var det anstændige at gøre). Men hun havde aldrig forstået pointen med falsk beskedenhed, så hun nikkede.

“Det, jeg prøver at sige,” fortsatte Majoren lavmælt, “er, at du ikke skal bekymre dig om at bevise noget over for mig. Jeg er fuldt ud bevidst om dine talenter allerede. Og jeg får brug for dem.”

Han kastede et blik i retning af fartøjets pilot, der stadig sad med ryggen til og aflæste tal på sine mange skærme.

“Jeg kender Leo fra gamle dage,” sagde Majoren. “Han er et naturtalent til at navigere i Strømmen, men han er ikke ligefrem disciplineret.

Og de to unge mennesker nede i omklædningsrummet har aldrig prøvet det her før. Jeg får brug for en på mit hold, der har overblik og er lige så fokuseret på at gennemføre missionen fejlfrit som jeg selv. Vi to er nødt til at forudse alt det, som de andre ikke kan. Sammen. Er du enig?”

“Jeg er … mere end enig,” fik Olivia fremstammet. En kølig kildren bredte sig i kroppen. Var det lettelse? Over at hun måske havde taget fejl af Majoren, og at hun måske alligevel havde fået en nogenlunde kompetent kommandør?

Eller også var det bare de første tegn på en madforgiftning. Nej, for hun havde ikke spist andet end pistacienødder de sidste tolv timer, mens hun lavede research til missionen, læste primærmaterialet forfra og bagfra og tog hundredvis af noter.

Okay. Så det måtte være lettelse.

Leo drejede sig i pilotsædet, løftede forsigtigt en hånd. “Hvis jeg lige må sige noget,” sagde han. “Der er ikke noget at gøre. Vi kommer til at lande skævt. Alt for langt fremme.”

Den kølige fornemmelse forsvandt og blev til noget andet og tungere. “Hvor langt fremme?” spurgte Olivia.

13

Tavse verdener 1_indhold.indd 13

06.04.2021 06.45

“37,” sagde Leo. “Jeg beklager. Der er ikke noget at gøre …”

Det tog kun et sekund for Olivia at løbe sekvensen af begivenheder igennem i hovedet og standse ved 37.

“No way,” sagde hun. “Det er for sent. Alting er allerede i bevægelse ved 37. Vi kan ikke nå at ændre …”

“Leo gjorde sit bedste,” afbrød Majoren. “Kampen mod Strømmen er tabt, men slaget kan stadig vindes.”

“Hvis vi lander i 37,” sagde Olivia og forsøgte som en gal at overskue sekvensen i sit hoved, “så er der meget kort tid til, koncerten går i gang.”

“Hvor kort?” spurgte Majoren upåvirket.

Olivia reciterede ordene højt: “Jeg kigger på min telefon. Tyve minutter til, jeg skal mødes med de andre, og det hele begynder. Derefter koncerten. Og derefter mit nye liv.”

Majoren gned sin hage. “Så vi har tyve minutter, fra vi lander, til at nå hen til koncerten og få overblik. Udmærket.”

Olivia løftede et bryn i protest. “Det er ikke udmærket,” sagde hun og prøvede, prøvede at lyde disciplineret. “Jeg troede, vi ville have mere tid. Det bliver et problem at beskytte Hailey, hvis vi ikke ved, hvor indtrængerne befinder sig.”

“Ethvert problem er en mulighed i forklædning,” svarede Majoren og kiggede frustrerende roligt på Olivia. Var det den tredje eller den fjerde floskel, han havde brugt i løbet af den korte samtale? “Vil du gå ned og tjekke, om vores to infiltratorer er færdige med at klæde om? Vi lander snart.”

Leo vendte langsomt hovedet og så på Olivia med sine hængende øjne. “Undskyld, Olivia,” sagde han. “Jeg gjorde virkelig mit bedste.”

Hun kvalte sin frustration og smilede kort til Leo (selv om folk, der kendte hende, sagde, at hendes forsøg på at smile mest lignede en nervøs trækning ved den ene mundvig). Så skyndte hun sig nedenunder for at finde Cody og Clarissa.

14

Tavse verdener 1_indhold.indd 14

06.04.2021 06.45

OLIVIA

- 19 MINUTTER TIL LANDING Deres stemmer kunne høres gennem den lavloftede korridor, længe før Olivia nåede omklædningsrummet. Hendes tanker kredsede om alt muligt, mens hun klemte sig uden om klyngerne af rør, der voksede ud af væggene.

Missionen. Hailey. Deres forestående død, hvis Arthur lavede rod i alting.

“Ham major Petrakis er virkelig hardcore,” lød Codys stemme på afstand. “Jeg snakkede med en tekniker henne i kantinen. Majoren har været i militæret og sådan noget, inden han kom ind hos Ministeriet for Sandhed og Fiktion. Alle kender ham.”

“Hey, prettyboy.” Clarissas stemme. “Hvad med, at du holder op med at stå og fangirle over din nye chef? Fuck. Den her lynlås, altså.

Hjælp mig lige.”

Olivia nåede døren og standsede. Hun hørte lyden af nøgne fødder hen over gulvet på den anden side.

“Jeg siger bare,” sagde Cody, “at det bliver et kæmpe boost for min karriere, hvis han er tilfreds med min indsats …” “Åh,” stønnede Clarissa. “Åh, major. Jeg vil bare gerne gøre dig tilfreds. Med min indsats. Åh, major …”

“Hold nu kæft, Clarissa.”

“Hold nu kæft, Cody. Har du overhovedet læst dine replikker?”

“Nej, for jeg var ved at klæde om, og så opstod der en krise med en lynlås. Sådan. Du er lynet op. Du er smuk. Og nu vil jeg gerne have ro, så jeg kan få styr på det jakkesæt.”

Hvad fanden har de gang i derinde? tænkte Olivia og skulle til at skubbe døren op.

“Hvad med hende den lille med den flade næse?” spurgte Clarissa.

“Ved du noget om hende?”

Olivia stivnede.

“Næh,” svarede Cody fraværende. “Hvad var det, hun hed?”

“Olivia,” sagde Clarissa. Pause. “Hun er bogholder. Det betyder, at hun holder styr på fiktionen og alt det der med …”

“Jeg ved sgu godt, hvad det betyder. Jeg lyttede faktisk efter til orienteringsmødet.”

15

Tavse verdener 1_indhold.indd 15

06.04.2021 06.45

“Som om,” mumlede Clarissa.

“Anyway,” sagde Cody. “Jeg gider slet ikke stå og bagtale alle vores nye holdkammerater. Og så flad er hendes næse sgu heller ikke.”

“Fangirler du nu over hende? Åh,” stønnede Clarissa højt. “Åh, Olivia, lad mig fortælle dig alt om, hvor perfekt din næse er …”

Olivia skubbede hårdt til døren med skulderen, alt for hårdt, så hun nærmest snublede ind i det lille rum.

Clarissa stod ved spejlet og havde været ved at sætte øreringe i, men da døren smækkede ind mod væggen, gav hun et lille hvin, tabte smykkerne ud af hænderne og snurrede rundt.

“For fanden, altså! Du kan ikke bare …!” Hun punkterede sætningen med en arrig lyd og begyndte at lede efter øreringene.

“I skulle have været færdige for længe siden,” sagde Olivia. I det mindste så Clarissa ud til at være klar. Hendes farvede hår bølgede gyldent som en balsamreklame. Kroppen under den stramtsiddende pailletkjole fik hende til at ligne en perfekt sinuskurve, der havde rejst sig op, udviklet to lange ben og besluttet sig for at fejre det ved at klæde sig i glimmer.

Cody stod ved et jakkesæt, der hang fra en bøjle på væggen. Og han var nøgen. Vanvittigt nøgen. Eller – i teorien var han minimalt skjult bag den sammenfoldede skjorte, han holdt i den ene hånd, men kun indtil han vendte sig mod Olivia, slog ud med armene og sagde: “Til tjeneste, frøken bogholder. Lander vi snart?”

Olivia vendte ryggen til i en hurtig bevægelse og med en hjertebanken, som hun nægtede at anerkende. “Ikke sådan der.”

Cody grinede. “Nå. Okay. Så må jeg hellere blive færdig.”

Olivia hørte Clarissa sukke irriteret ad ham. “Tag nu bare jakkesættet på, prettyboy, så vi kan få det her overstået og komme hjem.”

“Jeg håber I er med på, at vi lander i en fiktion om under tyve minutter,” sagde Olivia spidst, stadig med ryggen til. “Og Majoren vil se jer på kommandobroen inden.”

“Pis,” sagde Cody, og Olivia kunne høre hans påklædning skifte tempo.

“Fuck de her øreringe så,” sagde Clarissa. “De passer alligevel ikke til mig.”

“Hvis rollebeskrivelsen nævner øreringe,” sagde Olivia tålmodigt, “så er de ikke ligegyldige, Clarissa.”

16

Tavse verdener 1_indhold.indd 16

06.04.2021 06.45

Der kom kun en tvær mumlen som svar. En stol skrabede hen over gulvet, og nu lød det, som om Clarissa kravlede rundt under makeupbordet.

“Cody, har du fået tøj på?” spurgte Olivia og prøvede at holde stemmen neutral.

“Jeps,” sagde Cody. “All done.”

Olivia vendte sig mod ham og vendte sig hurtigt væk igen. Cody grinede kort.

Så rømmede han sig og prøvede vist at lyde alvorlig. “Sorry. Det var dumt. Jeg skynder mig, alt hvad jeg kan, Olivia. Hey, når du ser Majoren, kan du så ikke sige til ham, at det ikke var min skyld, vi blev forsinket?” “Åh, major,” stønnede Clarissa lavmælt henne ved spejlet.

“Hold nu kæft, Clarissa,” sagde Cody og rømmede sig igen. “Vi kommer med det samme, Olivia. Og vi skal nok gøre præcis, som du siger.”

“Jesus,” mumlede Clarissa. “Hvor har du gjort af den normale Cody?”

“I har fem minutter,” sagde Olivia. “I øvrigt lander vi et andet sted end planlagt. I får nye instrukser over fælleskanalen. Har I husket at tage modtager og kamera på?”

“Jeg har mine lige her,” sagde Cody. “Fatter ikke, hvordan de har lavet dem så små og gennemsigtige.”

“Stop nu bare den dims i øret, så vi kan tale sammen under missionen,” sagde Clarissa. Hun lød fraværende, som om hun studerede en eller anden detalje i spejlet. “Den der ændring i planen betyder forhåbentlig ikke, at vi skal til at lære alle replikkerne forfra. Eller … for Codys vedkommende kan det være lige meget. Han har ikke engang læst sine endnu.”

“Det er løgn,” udbrød Cody og begyndte at recitere: “Undskyld. Er en af jer Hailey Higashi? Mit navn er Paul, og jeg er personlig assistent for Death Sparky …”

“Sparkle,” rettede Olivia og Clarissa i kor.

“Sparkle,” gentog Cody. “Sparkle. Fuck. Ja. Okay.”

Olivias fod var begyndt at trippe nervøst. Ifølge deres profiler var Cody og Clarissa kun tre år yngre end hende selv, men lige nu føltes det, 17

Tavse verdener 1_indhold.indd 17

06.04.2021 06.45

som om der var en generation til forskel.

“Helt ærligt,” sagde Cody. “Kan vi ikke bare kidnappe hende eller sådan noget? Hvordan ville det fungere?”

“Her er, hvordan det fungerer, Cody,” sagde Olivia skarpt. “Det fungerer sådan, at vi ikke kidnapper en 17-årig pige og traumatiserer hende for evigt. Okay?”

“Ja, Olivia Bogholder,” sagde Cody dydigt.

“Traumatiserer,” gentog Clarissa med en hovedrysten henne ved spejlet. “Hun er jo ikke engang ægte.”

Olivia fandt en ligegyldig detalje på væggen, en revne i det efterhånden gamle fartøj, og gav sig til at nedstirre den, mens hun talte til ti indvendigt. Bedre end at flå Clarissas hår ud lige inden missionen.

Clarissa ville få brug for sit hår.

“Anyway,” sagde Cody, “hvis noget går galt, så er Clarissa og jeg supergode til at winge os ud af det.”

Olivia skulle til at sige, hvad hun mente om Codys evne til at winge.

Men et billede af Arthur på den alt for lille taburet dukkede op i hendes hoved. Hans fingre kløede i hovedbunden med hidsige bevægelser, og hans stemme blev ved med at gentage: Undskyld. Undskyld. Undskyld.

Hun kunne ikke benægte, at der var en vis risiko for, at noget ville gå galt. Så i stedet for at irettesætte Cody, svarede hun bare: “Gør jeres bedste, okay? Brug jeres dømmekraft. Og ellers sidder jeg klar til at råbe ad jer over radioen.”

Hun vovede at vende sig om igen. Cody var klædt i det sorte jakkesæt, som Ministeriet havde udleveret, og Clarissa var ved at rette hans skjortekrave, mens han kiggede hen over hende på sit spejlbillede. Til sidst trådte Clarissa et skridt tilbage og vurderede ham. “Damn, prettyboy. Hvis ikke du var min bedste ven, ville jeg springe på dig lige nu og her.” Hun børstede en smule hvidt fnuller væk fra hans brystkasse.

“You wish,” sagde Cody. Han gav Clarissa et dask bagi, inden han puffede hende hen mod døren. “Åh, fuck, jeg skal huske at skrive den opgave i markedsføring til i overmorgen. Jeg er slet ikke begyndt.”

Clarissa svarede et eller andet, men Olivia hørte ikke efter. Hvordan i død og helvede kunne deres tanker dreje sig om noget som helst andet, end hvad der ville ske den næste halvanden time?

Hun var begyndt at indse, at hendes nye team var en seriøst blandet 18

Tavse verdener 1_indhold.indd 18

06.04.2021 06.45

pose bolsjer. Forhåbentlig var de to nye rekrutter i stand til at finde op til kommandobroen selv. Hun tjekkede sin telefon, forlod omklædningen og begyndte at gå. Tretten minutter til landing, hvis alt ellers gik efter planen.

Hvilket intet nogensinde gjorde.

OLIVIA

- 13 MINUTTER TIL LANDING Hun førte en hånd hen over de beskidte vægge, mens hun skyndte sig tilbage, og mærkede et tyndt lag sod sætte sig på fingrene. Lyttede til alle lydene. Strømmens rasen udenfor. Majoren og Leos utydelige samtale, der kom fra den anden side af flere lag aluminium. Metallets trætte knirken, som altid gav Olivia følelsen af at være fanget på en ubåd, der havde overskredet sin holdbarhedsdato.

Og så den rungende lyd af noget tungt, der ramte en metaloverflade og sendte svingninger gennem gulvet.

Olivia standsede og rynkede på næsen, satte begge håndflader mod den nærmeste væg og begyndte at lede med fingerspidserne. Hun fandt en fordybning i overfladen, borede neglene ind og løsnede pladen, så en kulsort åbning på cirka en kvadratmeter kom til syne bagved.

“Er det dig, Dmitri?” spurgte hun forsigtigt ind i mørket.

Hun hørte rumsteren derinde. Det hvide lys fra en lommelygte fejede rundt. En mager hånd stak ud af hullet, og den blev snart til en hel underarm klædt i en olieplettet arbejdsuniform. Hånden knipsede og vinkede hende tættere på.

“Giv os en smøg,” sagde Dmitri inde fra mørket. Han lød træt som altid. En træthed i sjælen.

Olivia fandt pakken med cigaretter frem fra brystlommen på sin seledragt, den, hun kun gik rundt med for Dmitris skyld. Han kunne blive så irritabel ellers. Hans hånd greb pakken og forsvandt tilbage i hullet, og efter en kort knitren kom den retur, nu et par gram lettere.

19

Tavse verdener 1_indhold.indd 19

06.04.2021 06.45

Hun så en glød danse inde i mørket og hørte ham puste, en lang hvislende lyd. Røgen fra åbningen fik det til at se ud, som om selve fartøjet åndede.

“Hvordan står det til, Olli?” spurgte Dmitri.

Olivia tvang sig selv til at svare kortfattet, selv om hun havde rigeligt med frustrationer at dele ud af. “Vores nye team er helt fantastisk,” sagde hun sammenbidt. “Vores pilot er ved at forkludre landingen. Vores to infiltratorer opfører sig, som om de er trådt direkte ud af et realityshow. I det mindste lader Majoren til at vide, hvad han laver.”

“Jeg mente, hvordan det står til med dig,” sagde Dmitri hæst. En ny stribe røg ramte Olivia og fik hende til at hoste. “Tak for sidst. Undskyld det med din pladespiller. Skal vi gøre det igen snart?”

“Hvis vi overlever det her,” mumlede Olivia tvært.

“Måske gør vi, måske ikke,” sagde Dmitri. “Begge muligheder har charme.”

Olivia vidste, at det var farligt at lade Dmitri svælge i den der dødsforagt, han altid iklædte sig som en slidt, gammel jakke. Nogle gange opslugte den ham fuldstændig. Så hun lænede sig mod den rustne metalvæg og talte lavmælt til åbningen. “Dmitri, ved du noget om ham den nye?”

“Det er vores første mission sammen med de her fjolser, Olli,” lød svaret. “De er alle sammen nye. Åh, for helvede. De forventer sikkert, at jeg lærer alle deres navne at kende, tror du ikke?”

“Du ved, hvem jeg mener,” sagde Olivia. “Ham, der kom med i sidste øjeblik. Arthur.”

“Muskelhunden?” Der lød et fnys. “Jeg ved, at der er noget mystisk ved ham. Og at nogen ikke fortæller os sandheden.”

“Nej, vel?” udbrød Olivia og følte sig helt lettet over, at hun åbenbart ikke var den eneste ombord, der havde undret sig. “For hvis han virkelig er en helt ny rekrut, der er med for at lære, hvordan et fiktionshold opererer, hvorfor dukkede han så op, lige inden vi lettede? Hvorfor var han ikke med til orientering? Og hvorfor har han en oppasser med?”

Det gik op for Olivia, at hun ikke anede, hvad der var blevet af kvinden i den hvide skjorte; hende, der havde ventet i hangaren sammen med Arthur inden afgang. Hun havde stået der med et køligt ansigtsudtryk, der mindede Olivia om hendes bankrådgiver, havde vist dem sit skilt og præsenteret sig som Hopkins. Bare Hopkins. Havde fortalt Majoren, at 20

Tavse verdener 1_indhold.indd 20

06.04.2021 06.45

de ville få selskab på missionen, og at der ikke var noget at diskutere.

Så var hun og Arthur gået ombord. Og nu var hun åbenbart forsvundet ind i fartøjets dyb og havde efterladt Arthur på en taburet.

“Betyder det noget?” spurgte Dmitri. “Det er præcis som på vores gamle team, Olli. Vi gør, hvad vi får besked på. Lad Ministeriet beholde deres hemmeligheder. Bare fortæl mig, hvem jeg skal sigte på.”

“Hvorfor tror du altid, vi rejser ind for at skyde nogen?” sukkede Olivia. Hun så skæftet på Arthurs pistol for sig, og hendes hånd søgte ned i lommen og famlede efter fotografiet, som den altid gjorde, når hun havde brug for at finde ro og huske, hvad der var vigtigt. Hun mærkede folderne og rynkerne i det grove papir.

Så rømmede hun sig. “Anyway. Vi lander om lidt. Når du er derude, så find et sted at skjule dig, til jeg får brug for dig.”

“Det er er jo det, jeg plejer at gøre,” kom svaret, og Olivia hørte den rungende lyd bag væggen af Dmitri, der var på vej videre gennem fartøjets indre.

OLIVIA

- 7 MINUTTER TIL LANDING Da Olivia nåede kommandobroen, var Hopkins dukket frem fra, hvor hun end havde tilbragt rejsen. Kvinden i den hvide skjorte stod lænet op ad rækværket ved siden af stigen og tog noter på sin tablet. Hun lagde ikke skjul på, at hun overvågede Olivia og resten af holdet ombord på deres eget fartøj. Evaluerede dem, sikkert. Olivia måtte undertrykke trangen til at give hende et skub ud over rækværket og fem meter ned.

De kunne altid fortælle Ministeriet, at turbulensen havde fået fartøjet til at give et hop. Men det var præcis den slags impulser, der altid havde fået Olivias psykolog til at rynke på næsen, da hun var lille, så det var nok bedst at lade være.

Olivia nærmede sig den sammensmeltede klump af skygger, der stod og betragtede Strømmens farverige rasen gennem forruden. Leo 21

Tavse verdener 1_indhold.indd 21

06.04.2021 06.45

bevægede håndtagene med blide bevægelser og korrigerede små afvigelser fra kursen, som kun han kunne se eller fornemme. Majoren stod bag pilotsædet og havde fået selskab af en tredje skikkelse, der fik selv holdets kommandør til at se splejset ud.

Arthur havde sluttet sig til gruppen.

Olivia stillede sig ved siden af dem og lod sig opsluge af synet af Strømmen et øjeblik. Den afgav en dyb rumlen afbrudt af høje smæld, når et lyn slog igennem tågen og eksploderede i en plamage af hvidt.

Olivia havde aldrig været religiøs, men lige det her syn kunne godt gøre hende en smule andægtig. Det var som at bevæge sig dybt ned i noget urgammelt og uforklarligt, der rummede alle verdens sandheder.

“Stadig 37?” spurgte hun Leo. Leo nikkede tryllebundet og tog en slurk af sin øl. “I øvrigt har vi et problem med camouflagefunktionen,” sagde han henkastet.

Med ét var Olivia tilbage i virkeligheden. “Et problem med hvad?”

“Camouflagefunktionen,” sagde Leo. “Den, der sørger for at skjule fartøjet under takeoff og landing i …”

“Jeg ved, hvad det er,” sagde Olivia. Kom måske til at vrisse. “Siger du, at vi ikke bare lander det forkerte sted, men at vi også gør det, mens vi er fuldt synlige?”

“Nja,” sagde Leo og vippede med hånden. “Synlige og synlige. Det er jo aften, når vi ankommer. Forhåbentlig kan jeg finde et diskret sted at sætte os ned. Så mon ikke det går?”

Olivia skulle til at protestere, men så hørte hun lyden af sko mod metalgulvet og kiggede sig over skulderen. Cody og Clarissa nærmede sig med armene om livet på hinanden og øjnene låst på Strømmen. Det måtte være første gang, de så den. Deres påklædning fik dem til at ligne et par til en nytårsfest, der betragtede fyrværkeriet fra balkonen.

Da de kom helt tæt på, rakte Cody sin hånd til Majoren. “Jeg ser frem til missionen, major Petrakis,” sagde han højtideligt. “Og til at arbejde sammen med dig.”

Majoren greb tøvende Codys hånd og rystede den kort. “I lige måde, Cody,” sagde han og vendte sig mod Olivia for at sige noget.

Cody trådte et skridt til højre ind i Majorens synsfelt. “Hvis du har nogle tips, inden vi begynder, noget fra dine mange år i militæret, for eksempel …”

22

Tavse verdener 1_indhold.indd 22

06.04.2021 06.45

“Stop nu, for fanden,” hviskede Clarissa og jog en albue ind i siden på Cody.

Majoren så på Olivia. “Har du alt, hvad du skal bruge?” spurgte han.

“Jeg er klar,” sagde Olivia. “Jeg har memoreret primæreksemplaret ord for ord, så hvis nogen har brug for detaljer om hovedpersoner, bipersoner, worldbuilding …”

“Godt. Jeg sætter pris på din omhyggelighed.”

Well, tænkte Olivia. Resten af mine holdmedlemmer er enten useriøse eller potentielle psykopater eller drikker på jobbet. Men Majoren lader til at være the real deal. Det her kan måske ende med at fungere.

“Lad os nu tage hinanden i hænderne,” sagde Majoren, “lukke øjnene og løsrive os fra øjeblikket, så vi alle opnår balance i sindet.”

Olivia blinkede. “Ja. Eller. Hvad?”

Hun blev stående og stirrede, mens Majoren arrangerede sit team i en løs kreds omkring sig. Leo drejede sit pilotsæde for at deltage i siddende stilling, og Majoren tog hans hånd.

Cody så forvirret fra Olivia til Clarissa, men skyndte sig at tage deres hænder. Olivia mærkede Arthur gribe sin anden hånd. Hun forstod stadig ikke helt, hvad der skete.

“Dette er sandheden,” sagde Majoren med lukkede øjne. “Vi er på vej ind i det ukendte. Der venter os prøvelser forude. Livsfare. Vi mærker vores hjerter banke hurtigt nu. Vi ved ikke, hvad der skal ske.”

“Vi ved det ikke,” mumlede Cody med lukkede øjne og alvorligt ansigt, mens han nikkede.

“Cody,” sagde Majoren formanende. “Vær stille.”

“Undskyld,” hviskede Cody. “Det var ikke for at fornærme din religion.”

“Religion?” Majoren rynkede på brynene. “Dette er et forsøg på at finde indre fred, inden missionen begynder. Fokusér på den tanke, at dette øjeblik kun er ét blandt mange. At vi ikke eksisterer mere i dette øjeblik, end vi eksisterer i alle andre. Vi befinder os på tværs af den tid, vi er givet …”

Det her sker ikke, tænkte Olivia, mens hun lyttede til Majoren, der messede videre. Det her sker kraftedeme ikke.

Ved siden af bøjede Arthur sig ned mod Olivia og hviskede, så hans stemme næsten var uhørlig over larmen. “Jeg undskylder min opførsel 23

Tavse verdener 1_indhold.indd 23

06.04.2021 06.45

tidligere,” sagde han og lød usædvanligt formel. “Jeg var påvirket af … af alt det her.” Han nikkede mod forruden og Strømmen. “Jeg er mig selv nu. Klar til opgaven, så snart vi lander.”

“Bare lad være med at komme i vejen,” hviskede Olivia tilbage og skævede op til ham. “Når vi er inde, har vi kun lidt over en time til at få Hailey i sikkerhed og komme tilbage til fartøjet igen. Ellers bliver der ingen hjemrejse overhovedet.”

Arthur nikkede og stirrede stift frem for sig.

Men han tøvede et sekund først, afslørede sig selv.

“Du aner ikke, hvad missionen går ud på,” konstaterede Olivia tonløst.

“Jeg nåede måske ikke at få alle detaljerne …” begyndte Arthur.

“Og således har vi opnået balance,” afsluttede Majoren. Han kiggede rundt på dem alle med et tilfredst udtryk i ansigtet.

Men Olivia bemærkede ham næsten ikke. Heller ikke at Leo drejede sin stol tilbage for at påbegynde landingen. Hun greb Arthur i kraven og trak ham ned, så hun kunne se ham i øjnene.

“Okay,” sagde hun stille, så de andre ikke hørte noget. “Jeg ved ikke, hvem du er, eller hvad fanden der foregår, men nu gentager du, hvad jeg siger. Hailey er hovedpersonen. Sig det.”

“Hailey … er hovedpersonen,” gentog Arthur mekanisk.

“Og Haileys bedste venner er Swift, Annah og Todd – og så er der J-Dogg, der har fået sit navn, fordi bogens forfatter er en hvid kvinde, der ikke kan finde ud af at skrive sorte karakterer, men hun følte åbenbart et akut behov for at forsøge alligevel.” Olivia fortsatte, mens hun bad til, at noget af det, hun sagde, ville sætte sig fast. “Ministeriet har registreret, at nogen er trængt ind i fiktionen, muligvis for at sprede deres budskaber, hvor Hailey kan se dem. Bruge hendes historie til en eller anden form for propaganda. Men nu har Leo landet os i et tidligere kapitel end indtrængerne, så vi har en chance for at nå frem til Hailey før dem og få hende væk fra …”

Olivias stemme svigtede, da hun så Arthurs blik, og sandheden ramte hende. Det var ikke bare missionen, de af en eller anden grund havde undladt at dele med Arthur.

Det var alt. Sandheden om, hvor de befandt sig.

Det er ikke mit problem, tænkte Olivia. Hvis Arthur fucker op, går det ud over hans lønseddel, ikke min.

24

Tavse verdener 1_indhold.indd 24

06.04.2021 06.45

Men Arthurs uvidenhed var hendes problem. Deres alle sammens.

For missioner kunne være farlige, og de var afhængige af hinanden inde i fiktionen.

Hun nåede at føle et stik af medlidenhed over alt det, der ville ramme den kæmpestore, ynkelige supersoldat i løbet af de næste minutter.

“De har ikke forklaret dig, hvad det her er, har de?” Hun bevægede hånden rundt, fik det hele med. Fartøjets indre, Strømmen uden for vinduet, hendes holdkammerater, der stod med ryggen til og intet hørte. “Du aner ikke, hvor vi er på vej hen.”

“Vi …” Han slikkede sine læber. Begyndte at stamme. “Vi er i … i et Machina-fartøj.”

Det var tydeligt, at han havde hørt det ord et eller andet sted, men ikke anede, hvad det betød. Hun famlede hen over sin kontrolpult med den ene hånd og holdt fast i Arthur med den anden.

“Forlader Strømmen,” annoncerede fartøjets androgyne stemme over højttalerne. “Ankommer til fiktionen om ét minut.”

“Så er det nu!” råbte Leo. Hans stemme blev næsten overdøvet af den rendyrkede panik, der dunkede igennem Olivia.

Hendes hånd fandt den genstand, hun ledte efter. Hun holdt bogen op foran Arthur, så den fyldte hans synsfelt. Strømmen rumlede ikke længere, den brusede. Sløringen var få sekunder væk nu.

“Ved du slet ikke, hvad det her er?” råbte hun over larmen. “Har du aldrig set den før?”

Arthur stirrede fortabt på bogen og de to brune øjne, der kiggede tilbage på ham. En asiatisk teenagepiges ansigt fyldte det meste af coveret på en sløret baggrund af hvide huse, palmetræer og mørke silhuetter. Hendes blik var tænksomt. Titlen stod i en krøllet håndskrift hen over ansigtet: Hailey og de halve sandheder.

“Jeg forstår ikke,” klynkede Arthur. “Hvorfor viser du mig den?”

“Fordi vi er på vej ind i den!” rasede Olivia. Rasede over Arthur, over Ministeriet, over al hemmelighedskræmmeriet, over at hun bare skulle have valgt et liv som gartner. Turbulensen greb fartøjet og fik dem alle til at rykke et par skridt til siden. Majoren greb Clarissas skulder og støttede hende.

“Bare rolig!” råbte Leo, hujede nærmest. “Vi holder kursen! Tid til at gå ned og spænde jer fast! Vi lander i slutningen af kapitel 37 om tyve, nitten, atten …”

25

Tavse verdener 1_indhold.indd 25

06.04.2021 06.45

I slutningen? Olivia glemte alt om supersoldaten foran sig. Hendes tanker fløj gennem handlingen i bogen og frem til slutningen af kapitel 37, Ikke flere løgne.

Men hvis de først landede i slutningen af kapitlet, efter at Hailey havde forladt sit hus …

“Det er alt for sent!” råbte hun til Leo. “Vi når aldrig at …”

Så gav gulvet et hop, og Cody vaklede baglæns ind i Clarissa, der stødte ind i Olivia. Olivia nåede lige at høre Arthurs forvirrede stemme, der råbte: “Hvad mener du med, at … at vi er på vej ind i en bog?”

Så mistede hun fodfæstet, og Clarissa landede oven på hende. Virkeligheden begyndte at sløre, og de tusind glimt fra en glitrende pailletkjole fyldte Olivias synsfelt, mens alting forsvandt i et brøl.

Tavse verdener 1_indhold.indd 26

06.04.2021 06.45

TID TIL KOLLAPS: 93 MINUTTER

Tavse verdener 1_indhold.indd 27

06.04.2021 06.45

Kapitel 37

IKKE

FLERE

LØGNE Mor vil ikke høre tale om det.

Hendes ansigt er koncentreret. Hun står to trin over mig der, hvor vores dagligstue bliver til et åbent køkken, og knuser sesamfrø og salt i en morter. Giver det sin fulde opmærksomhed, som om det er det vigtigste i verden. Sesamfrø og porrer og middagsselskabet for alle naboerne. Det er vigtigt.

Jeg kigger på min telefon. Tyve minutter til, jeg skal mødes med de andre, og det hele begynder. Derefter koncerten. Og derefter mit nye liv.

“Har du slet ikke noget at sige?” spørger jeg.

“Der er ikke så meget at sige, Hailey.” Mor tager det første stykke tun og vender det i soja. Meget koncentreret. Meget vigtigt. Det hele er selvfølgelig en facade. Jeg ved, hun syder indeni og sikkert er to sekunder fra at eksplodere. “Hvornår havde du tænkt dig at tage på den her fantastiske rejse?”

28

Tavse verdener 1_indhold.indd 28

06.04.2021 06.45

Jeg vender siden til. Både for at kigge på maleriet af bueskytten og de små statuetter over pejsen, som far tog med hjem fra Marokko, men også for at hun ikke skal se mit ansigt, da jeg svarer. “Jeg ved det ikke. Vi har snakket om at tage af sted, så snart ferien begynder.”

Ikke dårligt, Hailey.

Du kan stadig det der med at stikke din mor en fed løgn på en henkastet måde.

Ikke ligesom med far, der altid plejede at gennemskue dem.

“Altså om tre uger,” siger mor. Hun knuser frø igen, nu mere energisk og med sit nedladende smil. “Hvilken lufthavn flyver I fra?”

“Det ved jeg ikke,” svarer jeg og begynder at gå rundt i stuen. Lader blikket glide hen over det hele en sidste gang. Husker møblerne, de små souvenirs, udsigten til haven, alle detaljerne, så jeg kan tage dem med mig. Det er min barndom, jeg er ved at pakke sammen i min indre kuffert.

“Du ved ikke, hvor I flyver fra,” konstaterer hun. Hvor ville jeg ønske, at hun viste, hvor vred hun var, i stedet for den der afmålte stemme. Altid den samme stemme og det samme ansigt.

Til alle lejligheder. Godnathistorier såvel som begravelsestaler.

Alle årene igennem.

Men det bliver anderledes efter i aften. Ikke flere facader, ikke flere løgne.

“Og hvad med pengene?” spørger hun. Jager støderen ned i morteren igen og igen. Den hårde rytme fylder huset, og de store rum får lyden til at runge. “Hvor får I penge fra?”

“Todd har styr på det,” siger jeg.

“Todd.”

Rytmen holder op. Hun vender sig mod mig.

“Hailey,” siger hun. “Hvordan skaffer Todd to flybilletter til Tokyo? Hvor skal I bo?”

29

Tavse verdener 1_indhold.indd 29

06.04.2021 06.45

“Han har styr på det,” gentager jeg. “Han har planlagt det hele.”

“Prøv lige at forklare mig, hvordan det her fungerer,” siger hun. Tager de to trin ned i stuen, hiver forklædet af og lægger det over en stoleryg. “Todd er et halvt år ældre end dig, ikke?

Hvordan har han råd til det her? Har han overhovedet et job?”

“Nogle gange,” siger jeg. Husker, da jeg spurgte ham, og han svarede undvigende, fornærmet. Men sådan er han jo.

“Okay, så du ved ikke, hvor hans penge kommer fra,” siger mor. “Hvad får han af dig?”

Lov til at knalde mig på et billigt japansk hotelværelse mindst tre gange om dagen, hvis han bare får mig væk herfra, tænker jeg.

Og jeg er så tæt på at sige det højt. Bare for at se, om der virkelig ikke er noget, der kan få det ansigt til at krakelere.

Men jeg vil ikke skændes. Jeg kom nedenunder for at pakke min indre kuffert med gode ting.

“Mor,” siger jeg, og min stemme svigter et øjeblik. “Jeg ved godt, du ikke kan lide ham. Og det er okay. Men jeg tager med ham. Der er så meget, vi begge to gerne vil se. Akihabara og … og Hamarikyu, hvor far og dig mødtes. Og Nationalmuseet …”

Hendes blik bliver fjernt. Hun tager forklædet fra stolen, går op i køkkenet igen uden at sige noget.

Og det her er min chance. Jeg kan vende ryggen til, gå ud gennem spisestuen, forbi bordet, der er dækket op til mors middagsselskab. Op ad trappen, op på mit værelse og lukke døren.

Og så er det overstået. Så er mit gamle liv forbi, og mit nye begyndt.

Men noget i mig stritter imod. Fortæller mig, at jeg er nødt til at gøre det her ordentligt, for ellers vil det forfølge mig hele vejen til Japan. Præcis som Todd sagde i går aftes: Vi kapper alle bånd, Hailey. Ikke noget med at gå rundt i Tokyos gader og savne din mor eller din hund. Det skal kun være os to. Og vi 30

Tavse verdener 1_indhold.indd 30

06.04.2021 06.45

ved ikke, hvornår vi kommer hjem. Om vi overhovedet gør.

Så jeg bliver stående og kigger på min mors ryg.

Hun står stille ved køkkenbordet og støtter sig til bordpladen. Hundrede stykker tun ligger og venter på at blive vendt.

Skålene breder sig i alle retninger. Det ligner et uoverskueligt stykke arbejde, og hendes gæster kommer om tre timer.

Det er hendes liv. Det eneste, der fylder noget. Det, hun stod op for i morges. Jeg føler et stik af medlidenhed.

“Jeg vil ikke have, at du tager af sted,” siger hun uden at kigge på mig. “Du får ikke lov. Og … jeg vil gerne have, at du kommer hjem, så snart koncerten er slut i aften. Så kan vi snakke om det, hvis du vil. Men du får ikke lov.”

Det er så sørgeligt, at hun ikke forstår det. At hun forsøger at bremse noget, der allerede er sat i bevægelse. Todd er en naturkraft. Ligesom far var. Todd er lige så umulig at holde tilbage som de bølger, der fjernede halvdelen af Florida Keys fra kortet sidste år. Todd får ting til at ske.

Og han vil have dem til at ske sammen med mig. Følelsen, der bruser gennem min krop, er ti procent skræk og halvfems procent fryd.

“Jeg skal nok komme tidligt hjem,” lyver jeg.

“Det har du bare at gøre,” siger hun og går i gang med morteren igen.

Jeg ser hende stå midt i køkkenet, alene, og jeg tænker: Hvad er pointen? Hvorfor bruger du din tid på det her?

Hvis far virkelig kigger ned på dig fra oven, som du altid snakker om, hvad ville han så sige til det, han så?

Han ville sige: Så brug dog livet til noget, Asuka Higashi.

Jeg hører hans stemme. Tydeligt.

Så brug dog livet til noget, Hailey, ville han sige. Ligesom jeg gjorde.

Og det har jeg tænkt mig at gøre.

31

Tavse verdener 1_indhold.indd 31

06.04.2021 06.45

Jeg har ikke mere at sige. Jeg skal til at gå ovenpå.

“I øvrigt mødtes din far og jeg ikke i Hamarikyu,” siger mor, vender sig mod gryderne og hælder en skål bønner i, før hun begynder at snitte grøntsager. “Jeg ved godt, han sikkert har fortalt dig det, men han blandede tingene sammen. Vi har aldrig været der.”

“Behøvede du virkelig at sige det?” spørger jeg. Min stemme er modløs, for nu kommer skænderiet. “Kunne du ikke bare have holdt mund?”

“Nej,” siger hun skarpt, værdiger mig et kort blik, og så er det tilbage til at snitte. “Jeg vil have, at du skal forstå. Det er ubehageligt, ja. Men på et eller andet tidspunkt er du nødt til at indse, hvorfor din far …”

“Jeg vil ikke snakke om far,” siger jeg. “… hvorfor din far ikke var her til sidst. Jeg ved godt, du føler, at jeg ville holde ham væk fra dig, men …”

“Hold nu kæft!” udbryder jeg. Griber noget med hånden og laver en hurtig, hidsig bevægelse, før jeg når at tænke mig om.

En høj lyd skærer gennem stuen. En klirren af glas. Mor stivner.

Jeg blinker. Kigger rundt.

Uret i hjørnet af stuen er smadret. Ruden er væk, pendulet bag ved er gået i stå. En af mors krukker ligger på gulvet i en dynge af glasskår.

Godt. Jeg har altid hadet det fucking ur. Det stod altid bare der og talte vores resterende sekunder. Tik, tik, tik.

Mor blinker ikke engang. “Har du taget din medicin i dag?” spørger hun. Selvfølgelig. Fordi hun altid tror, at mine følelsesudbrud skyldes en eller anden kemisk ubalance. Ikke alt det, hun tog fra mig.

“Du kendte ham ikke bedre end jeg,” siger jeg. Min brystkasse hæver og sænker sig.

“Nej,” siger hun. “Jeg kendte ham næsten ikke. Jeg fulgte 32

Tavse verdener 1_indhold.indd 32

06.04.2021 06.45

bare efter ham fra sted til sted. Tænkte aldrig på, hvad jeg selv ville.”

“Jeg kunne have sagt farvel til ham,” siger jeg. Mit åndedræt punkterer mine ord. “Der var så meget, han kunne have nået at lære mig. Om livet, om hvordan man gør. Men han fik ikke muligheden. Fordi du ville have ham for dig selv.”

Hun sender mig et langt blik denne gang. Som om en ny tanke er faldet hende ind.

“Måske er det på tide, at du hører, hvordan han var til sidst,” siger hun. “Der er gået fire år. Måske har jeg beskyttet dig for længe.”

Men jeg er ikke interesseret. “Hav et godt middagsselskab,” siger jeg, for det er alt, hvad jeg kan få ud uden at bryde helt sammen foran hende.

Og hun må ikke vide noget. Nu skal det her bare overstås.

Det var dumt at komme nedenunder først. Fremtiden venter lige uden for det her tomme hus.

Jeg kaster et sidste blik på køkkenet og på den ensomme lille skabning i midten af det hele. Hendes travle, koncentrerede bevægelser, mens hun snitter grøntsager og lader, som om intet er i vejen. Hendes ubevægelige ansigt, øjnene, der flakker fra side til side i takt med knivens hug.

Så vender jeg ryggen til og går. Der kan ikke være mere i min indre kuffert, den er fyldt.

Jeg løber op ad trapperne. Holder det hele tilbage.

Jeg vil ikke tage noget af alt det her med ind i mit nye liv. Jeg vil ikke.

Skubber døren til mit værelse op, lukker den forsigtigt bag mig. Sætter mig på knæ ved siden af sengen. Vinduet står halvt åbent, og mørket er ved at falde på.

Jeg rækker ind under sengen, trækker kufferten ud. Sidder 33

Tavse verdener 1_indhold.indd 33

06.04.2021 06.45

og kigger på den. På Pikachu-klistermærket i hjørnet, der smiler og fortæller mig, at det nok skal gå. Jeg tager kufferten mellem hænderne, mærker den betryggende vægt af alt det, der skal med til Tokyo.

Mit blik lander på Forbes Magazine på natbordet. Og ansigtet i sort-hvid på forsiden.

Min fars øjne følger mig hele vejen gennem værelset, mens jeg nærmer mig. Jeg samler det skinnende blad op og læser ordene under hans portrætfoto.

DEN AMERIKANSKE PIONER. Og underrubrikken: INTET ER UMULIGT. TÆNK UD AF BOKSEN. Mød manden, der har taget alle flosklerne og bygget sit liv og sin virksomhed op omkring dem.

Jeg overvejer, om jeg skal åbne kufferten en sidste gang og smide magasinet derned. Men nej. Det er ikke nødvendigt. Jeg har læst den ottesiders artikel så mange gange, at jeg kan den udenad. Jeg ved alt, hvad jeg er nødt til at vide om min far.

Hvem han var. Ustoppelig og frygtløs. Præcis som jeg vil være fra nu af.

Han er med mig. Hele vejen til Tokyo, og hvor skæbnen end fører Todd og mig hen.

Jeg åbner vinduet helt, skubber kufferten ud på halvtaget og følger efter, så lydløst jeg kan. Noget fanger mit blik, et stjerneskud hen over aftenhimlen. Det opfører sig mærkeligt, ser ud til at dale lodret ned over himlen mod byen.

Måske er det et tegn. Jeg tror normalt ikke på den slags, men i aften gør jeg.

For Todd venter på mig. Todd og fremtiden.

Tavse verdener 1_indhold.indd 34

06.04.2021 06.45

OLIVIA

- 83 MINUTTER TIL KOLLAPS Roen havde sænket sig over kommandobroen, og Leo havde dæmpet lyset for batteriernes skyld. Han og Olivia var alene tilbage på broen sammen med hans klapren på tastaturerne og den søvndyssende symfoni af spredte biplyde fra konsollerne.

Strømmen havde spyttet dem ud på en mørk nattehimmel i et fiktivt Miami over Haileys hus, hvor kapitel 37 foregik. Olivias oprindelige plan havde været at sende Cody ud for at møde Hailey, så snart hun forlod huset, men den plan var skudt i sænk af Strømmens luner. Så i stedet havde Olivia givet Leo ordre til at flyve fartøjet længere nordpå og lande der, hvor Haileys historie ville kulminere.

Og nu holdt de parkeret på en græsplæne og ventede.

Olivia skiftede konstant blikket frem og tilbage mellem sine fire skærme. Lige nu viste de kun, hvad kameraerne på ydersiden af fartøjet så. De befandt sig i et kvarter med brede boulevarder og beigefarvede bygninger, der alle sammen lignede konferencecentre. På tre af siderne var fartøjet skjult af et skyggelandskab af palmetræer og cypresser.

Og i udkanten af det nordvendte kameras synsfelt lå Fillmore Club.

I bogen var bygningen beskrevet som et levn fra gamle Hollywood-dage, og selv på sit grynede skærmbillede kunne Olivia se, hvad forfatteren, Mary McKenzie, havde ment. Indkørslen til hovedindgangen førte mellem ornamenterede søjler ind under et halvtag med et lysende banner på facaden. Det hele fik forsiden af Fillmore til at ligne en biograf fra forrige århundrede. Bygningens høje vinduer fremviste plakater med navnene på musicals og for længst afdøde rocklegender, der havde optrådt på Fillmores scene de sidste hundrede år.

LENNY KRAVITZ. THE DICK CLARK SHOW. PHANTOM OF THE OPERA. Og i store bogstaver midt på lysbanneret, der vendte ud mod vejen: I AFTEN – DEATH SPARKLE. Olivia kunne se liv på parkeringspladsen ved siden af Fillmore-bygningen. Biler gled ud af boulevardernes mørke og ind i skæret fra projektørerne på murene. De første koncertgæster var begyndt at strømme 35

Tavse verdener 1_indhold.indd 35

06.04.2021 06.45

til, og klubbens personale tog imod dem iført lyserøde og turkise piccolouniformer.

Hun hørte lyde fra det aflange lastrum neden for kommandobroen.

Snak og tunge fodtrin. Majoren, Dmitri, Cody og Clarissa var klar til at rykke ud, og Leo trykkede på knappen, der fik lugen for enden af lastrummet til at gå op.

“Hey,” sagde Olivia ind i mikrofonen på sin kontrolpult. Hun hadede lyden af sin egen stemme, der rungede fra alle fartøjets højttalere på én gang, så hun forsøgte at udtrykke sig kortfattet. “Husk, at vi har et par minutter, før Hailey ankommer og møder sine venner bag Fillmore.

Brug den tid på at finde ud af, hvad der er sket. Ministeriets målinger viste, at et uidentificeret Machina-fartøj fløj ind i Haileys historie tæt ved slutningen. Vi ved kun, at nogen måske har forsøgt at ændre bogen, men ikke hvordan. Hold øjne og ører åbne derude.”

Olivia lænede sig tilbage i sit sæde og placerede fødderne på pulten foran sig, sørgede for ikke at ramme nogen knapper, der kunne sende dem alle sammen på en envejstur ind i en Dean Koontz-roman. Gav sig til at vente.

Leo fulgte hendes eksempel, plantede sin slidte kasket på hjørnet af ryglænet og tog et drag af sin øl. Han sad få meter til højre for Olivia med front mod forruden. Stilheden imellem dem så ikke ud til at genere ham, men for Olivia føltes den som sandpapir mod huden. Hun hadede at være fanget i selskab med mennesker, hun ikke kendte. Egentlig kunne hun bare passe sig selv, men hun hadede også følelsen af, at andre forventede, at hun snakkede med dem. Det var en labyrint af gætterier og sociale koder, som hun aldrig ville komme til at gennemskue.

“Drikker du tit, mens du flyver?” spurgte hun og skævede til flasken i hans hånd. Mest for at sige et eller andet, men nu kunne hun høre, hvor fordømmende det lød. Hun slog sig mentalt i panden.

“Det skærper sanserne,” sagde Leo. “Altid godt inden en svær landing. Bare rolig, det er aldrig mere end en genstand eller to.”

Olivia pillede ved sit armlæn. Mærkede sine tæer krumme sig sammen, som de havde for vane at gøre, når en akavet tavshed opstod. “Du var med på Majorens gamle team. Hvor længe har I … du ved, arbejdet sammen?”

“Det er længe nu,” sagde Leo. “Tre år, måske. Nej, vent. Fem år.

Fire?”

36

Tavse verdener 1_indhold.indd 36

06.04.2021 06.45

“Så må I have været på mange opgaver.”

“Det har vi skam,” sagde Leo og kastede et kort blik over skulderen på Olivia. “Vi var på et godt team før i tiden, ham og mig. Vi havde et godt … et godt …” Han gestikulerede med hånden som for at hjælpe sin hukommelse i omdrejninger Et godt samarbejde? Sammenhold? Olivia tvang sig selv til at vente tålmodigt. Et godt teamwork? Hvad, Leo? “Vi havde det bare godt,” afsluttede Leo. “Mm,” sagde Olivia. Hun havde selv tilbragt det sidste år på et pænt dysfunktionelt hold sammen med Dmitri og fire andre. Men deres kommandør var gået på pension, og deres pilot havde fået barn, og så havde Ministeriet valgt at fordele resterne på andre hold. Olivia havde ikke sørget over afskeden.

“Hvad skete der med jer?” spurgte Olivia. “Hvorfor splittede de jeres team op?” “Åh,” sagde Leo, en langsom, tøvende lyd. “Den slags går jeg ikke så meget op i, Olivia. Jeg flyver bare. Alt det der må du snakke med Majoren om.”

Olivias nysgerrighed var vakt, og flere spørgsmål stillede sig høfligt i kø. Såsom: Hvad laver Majoren på et uprøvet hold som det her, der har middelmådige romantiske bøger og young adult som ansvarsområde? Hvis rygterne om ham er sande, så burde den mand lede et af Ministeriets stjernehold.

Hun havde allerede en fornemmelse af, at Leo var lidt af et bløddyr, sådan en, man kunne lokke alle svar ud af. Men måske var det bedst ikke at være for aggressiv på deres første mission sammen.

“Hvad med dig selv?” spurgte Olivia. “Hvad er din historie?” “Åh,” sagde Leo igen. “Jeg har ikke rigtig nogen historie. Jeg er bare Leo.” Olivia ventede, men der kom ikke mere. Leo greb i et håndtag ud for sin hofte og sænkede pilotsædet ned i næsten vandret stilling, udstødte et dybt og selvtilfredst suk.

Det var i det øjeblik, Olivia indså, at hun og Leo nok skulle komme fint ud af det med hinanden. Han prøvede tydeligvis ikke at være mere, end han var. Og det betød, at hun kunne gøre det samme. Hendes tæer rettede sig forsigtigt ud igen.

37

Tavse verdener 1_indhold.indd 37

06.04.2021 06.45

Fartøjets indre havde været næsten stille de sidste minutter, men nu blev Olivia opmærksom på en lavmælt samtale tæt ved. Det måtte være Hopkins, der talte med Arthur. De to var blevet tilbage sammen med Leo og Olivia, og Hopkins havde forklaret, at Arthur ikke skulle bringes i spil, før tiden var inde. Hvad det så end betød.

Deres stemmer rungede og var utydelige, men Olivia kunne høre, at det mest var Hopkins, der førte ordet. Ud fra tonefaldet gættede Olivia på, at Ministeriets repræsentant instruerede Arthur. (Og forhåbentlig gav ham nogle af de oplysninger, som han skulle have haft flere måneder før, de sendte ham på en mission som denne).

Oplysninger som: Vi kan rejse ind i bøger nu. Et eller andet fjols opfandt teknologien til det.

Vi kan ændre historier indefra.

Og nu bliver teknologien misbrugt af alle mulige.

Olivia modstod fristelsen til at åbne en kanal. Der løb kabler overalt gennem maskineriets indre som nervebaner. Hopkins ville aldrig opdage, at hun blev aflyttet.

Jeg er ligeglad, mindede Olivia sig selv om og skiftede stilling i sædet.

Ministeriets hemmeligheder er ikke mit problem. Fokus på missionen. Kun missionen.

Hun skrabede sine negle mod hinanden. Betragtede skærmene og holdt øje med køen, der var ved at danne sig foran indgangen til koncertstedet. Ventetiden var altid det værste.

Så lød fartøjets tonløse stemme fra Olivias konsol. “Besked over fælleskanalen fra major Petrakis.”

Olivia lænede sig frem i sædet og anede ud af øjenkrogen, at Leo fægtede med armene for at rette sig op.

“Vi er i position og venter på, at Hailey ankommer.” Majorens stemme kom fra en højttaler under loftet og lød næsten lige så monoton som fartøjets computer. “Jeg har udstationeret Dmitri på taget. Han leder efter en skakt, der kan få ham indenfor, hvis det bliver nødvendigt. Cody står klar til at følge efter Hailey og hendes venner, når de …”

“Helt klar,” afbrød Cody over fælleskanalen. “… når de nærmer sig hovedindgangen,” fortsatte Majoren. “Vi har ikke observeret noget mistænkeligt endnu. Hvad indtrængerne end har planlagt at gøre …”

38

Tavse verdener 1_indhold.indd 38

06.04.2021 06.45

“Så foregår det nok indenfor,” afbrød Cody. “Til selve koncerten.

Ikke?”

“Jo, Cody,” sagde Majoren med en snert af utålmodighed i den ellers så stoiske stemme.

Olivia begyndte at indstille sine skærme, så de viste, hvad hendes holdmedlemmer så. Kameraerne i Majorens og Codys uniformer pegede mod Fillmore-bygningens yderside fra to forskellige vinkler. Clarissa befandt sig lidt længere væk på den anden side af vejen. Dmitris skærm var mørk.

“Er dit kamera okay, Dmitri?” spurgte hun.

“Hvordan skulle jeg vide det?” knurrede han over højttaleren.

“Du har ikke noget billede.”

“Du ved, jeg godt kan lide at gemme mig i skyggerne,” sagde Dmitri.

“Ville du noget, eller hyggeævler vi bare?”

“Hailey er på vej hen for at møde sin bad boy,” sagde Olivia med den særlige tålmodighed, Dmitri krævede. “De andre prøver at spotte hende, men vi får brug for at vide, hvad der foregår inde til selve koncerten.

Kan du finde en vej ind?”

“Kan en grib finde på at skide ned ad sine egne ben for at køle sig af i varmen?”

Olivia tænkte sig om. “Det ved jeg ikke,” sagde hun.

“Det kan den,” gnæggede Dmitri. “Og selvfølgelig kan jeg finde en vej ind.”

“Gerne et sted med udsyn over hallen og scenen,” sagde Olivia. Hun lod sig falde tilbage i sit sæde. Begyndte tænksomt at hive i sin underlæbe, mens hun studerede skærmene.

“Hvad mente major Petrakis med det, han sagde?” spurgte Arthur, der pludselig stod bag hende.

Olivia spjættede og kom til at vælte en pose med pistacienødder, der havde stået på pulten og glædet sig til at blive spist af hende. Hun rettede sig op i stolen og prøvede at redde resterne af sin værdighed, mens de sidste nødder stadig landede omkring hende.

“Hvad mente Majoren med hvad?” udbrød hun og samlede posen op.

“Han nævnte noget med indtrængerne,” sagde Arthur med en let måben midt i det mejslede ansigt. Han havde åbenbart opgivet at lade, som om han vidste, hvad der foregik. “Hvem er indtrængerne?” spurgte han.

Okay, så Hopkins havde åbenbart ikke instrueret ham alligevel.

39

Tavse verdener 1_indhold.indd 39

06.04.2021 06.45

Olivia sukkede stille. “Indtrængerne er fjendtlige agenter sendt af nogen med samme teknologi som os,” sagde hun og rettede opmærksomheden mod sine skærme. Billederne flimrede og hoppede, når hendes holdmedlemmer bevægede sig omkring. “Det kan være den kinesiske regering. Dem støder vi tit på. Eller russerne eller australierne. Ministeriet opsnappede signalet fra et fartøj i Strømmen og sporede det hertil.

Nogen har invaderet Haileys fiktion for at rode med den.”

“Rode … rode med …?” stammede Arthur og vred sine hænder.

“Hvad vil de gøre?”

“Det er som regel propaganda,” sagde Olivia. “Vi kender til mindst fem nationer, der kan finde på at sende agenter ind i populære bøger for at plante budskaber. Subtilt, så det ikke ødelægger bogens popularitet.”

Arthur så stadig blank ud.

“Hør her,” sagde hun lavmælt til ham. “Vi befinder os lige nu i en bog, som vil blive læst af millioner af modtagelige teenagepiger verden over, mens de ligger hjemme i deres IKEA-senge omgivet af plakater af popidoler og identificerer sig med Hailey Higashi. Hailey er bogens fortæller, så hvis et eller andet diktatur eller kæmpefirma har held til at placere en idé i hovedet på hende, så kommer den med i bogen. Og så spreder den idé sig videre til alle de teenagepiger, som læser bogen. Og hvis det sker tilstrækkeligt mange gange i tilstrækkeligt mange bøger, vil de teenagere måske begynde at tænke: Hey, måske er den diktaturstat ikke så slem, eller måske skulle jeg shoppe hos det firma, selv om det underbetaler sine ansatte og tester på dyr. Og en dag bliver de teenagere voksne og får indflydelse på verden.”

Olivia kom på benene, stod ansigt til ansigt med supersoldaten og fikserede ham med et alvorligt blik, selv om hans øjne befandt sig mindst fyrre centimeter over hendes. Hun greb bogen, der lå på hendes konsolbord, samtidig med at de befandt sig i den. Bankede knoerne mod dens forside.

“Bøger ændrer mennesker. Okay, Arthur? Og derfor vil nogen prøve at ændre bøgerne. Alle de store spillere i verden. Og derfor er vi nødt til at standse dem. Derude.”

Hun havde egentlig meget mere at sige, men tiden var knap, så hun valgte sit afsluttende budskab med omhu.

“Der er én ting, du er nødt til at forstå, Arthur, også selv om du ikke 40

Tavse verdener 1_indhold.indd 40

06.04.2021 06.45

forstår det andet endnu: Alt det, der sker i den her fiktion, mens vi er herinde, kommer til at stå i bogen bagefter. Altså i alle eksemplarer af bogen i hele verden.”

Arthur kiggede ned på eksemplaret af Hailey og de halve sandheder i Olivias hånd. “Men … men den er jo skrevet. Du står jo med den lige der.”

“Yeah. Mary McKenzie udkom med bogen for et halvt år siden. Men det er et mindfuck, du lige så godt kan vænne dig til. Det, vi gør, har tilbagevirkende kraft. Vi ændrer på, hvordan McKenzie besluttede sig for at skrive bogen i sin tid. Det betyder, at selv dem, der allerede har læst den, vil blive påvirket af de ændringer, der sker. Velkommen til kvantemekanikkens verden. Nu forstår du måske, hvorfor jeg virker lidt ængstelig.”

Hun tav og lod sig falde ned i stolen igen. Hun blev altid oprevet, når hun satte ord på sandheden om, hvad det var for et job, hun havde valgt. Den umulige, ubehagelige sandhed. Det var nemmere bare at følge ordrer og ikke tænke for meget over tingene.

“Jeg ved godt, jeg ikke er til megen hjælp, frøken Alby,” sagde Arthur formelt. “Men det, du sagde … det med de unge mennesker, der læser og bliver styret af onde kræfter. Ingen må gøre den slags ved andre. Påvirke dem, uden at de er klar over det. Det lyder … uhyrligt.”

“Ja,” sagde Olivia uden at tage øjnene fra skærmene. “Det er uhyrligt.”

Men man vænner sig til tanken, tilføjede hun indvendigt. Man kunne vænne sig til hvad som helst.

Arthur bøjede sig frem mod hende, som om han var bange for, at nogen skulle høre det næste: “Du skal vide, at jeg ikke bryder mig om frøken Hopkins. Hun taler strengt til mig. Og jeg tror ikke, hun har vores bedste på sinde.”

Olivia bed mærke i hans ordvalg. Vores bedste. Som om Arthur havde besluttet sig for, at han var en del af Olivias team, selv om han kun havde kendt dem i under en time.

Netop som jeg troede, han ikke kunne blive mere weird. Olivia rystede på hovedet. Så vendte hun tilbage til skærmen og ventede på, at nogen viste hende, hvor Hailey befandt sig lige nu.

Tavse verdener 1_indhold.indd 41

06.04.2021 06.45

Men da en mission går galt, hvirvles Olivia og hendes holdkammerater ind i en global konspiration iværksat af usynlige fjender. Nogen har store planer for fiktionsteknologiens muligheder, og for at finde sandheden må Olivia følge deres blodige spor på tværs af både bøgernes fiktive verdener og hendes egen ...

Den usynlige krig er første bind i serien Tavse verdener

Foto: © Zafar Iqbal

For Olivia Alby er ’fiktionsagent’ ikke ligefrem et drømmejob.

Missionerne tager ofte en livsfarlig drejning, når Ministeriet sender hende ind i en roman for at redde den fra fremmede agenter. Derudover er hun havnet på et dysfunktionelt team, der er ude af stand til at samarbejde. I det mindste er lønnen god, og Olivia har brug for pengene, hvis hun nogensinde skal realisere drømmen om at undslippe sin fortid.

DEN USYNLIGE KRIG

“Vi holder kursen! Tid til at gå ned og spænde jer fast! Vi lander i slutningen af kapitel 37 om tyve, nitten, atten …”

I slutningen? Olivia glemte, hvad hun havde været ved at sige. Hvis de først landede i slutningen af kapitlet, efter at Hailey havde forladt sit hus for at mødes med de andre karakterer …

“Det er alt for sent!” råbte hun til Leo. “Vi når aldrig at …”

Gulvet gav et hop, og Cody vaklede baglæns ind i Clarissa, der stødte ind i Olivia. Olivia nåede lige at høre Arthurs forvirrede stemme, der råbte: “Hvad mener du med, at … at vi er på vej ind i en bog?”

Så mistede hun fodfæstet, og Clarissa landede oven på hende. Virkeligheden begyndte at sløre, og de tusind glimt fra en glitrende pailletkjole fyldte Olivias synsfelt, mens alting forsvandt i et brøl.

BORIS HANSEN

“Bare rolig!” råbte Leo, hujede nærmest.

“Vi kan rejse ind i bøger nu. Ændre dem indefra.

Et eller andet fjols opfandt teknologien til det.

Og nu prøver nogen at misbruge den.”

BORIS HANSEN

debuterede i 2006 med kriminal­ romanen ­Marburg-­Eksperimentet, men har siden kastet sig over de fantastiske genrer. Senest udgav han Panteon-­sagaen, der kombinerer science fiction og fantasy, og med serien Tavse Verdener blander han flere genrer i et tankevækkende science fiction-koncept, der ikke er set før.

Boris Hansen er cand. it. og bor i Aarhus med sin kæreste og datter. Ved siden af forfatter­livet nørder han med at udvikle interaktive fortællinger gennem spil og andre digitale f­ormater.

Besøg Boris Hansen på borishansen.dk

FØLG BORIS HANSEN PÅ

