Tavshed læseprøve

DNA ”En unik psykologisk krimi.” ««««« FAMILIE-JOURNALEN t lille barn forsvinder en kold dag fra sin barne­

HÆVN ”Velgørende anderledes nordisk noir – med en tyk streg under noir.” ««««« JYLLANDS-POSTEN

vogn i Reykjavik. Elleve år senere dør en pige af mæslinger, og hendes far ønsker at lægge sag an mod den person, som har smittet hende. Samtidig findes en kvinde død i en forladt bil. Hvordan hænger disse hæn­ © Lilja Birgisdóttir

delser sammen?

Kriminalassistenten Huldar og børnepsykologen Freyja ar­ bejder på en indviklet sag, hvor meget står hen i det uvis­

TILGIVELSE ”Velskrevet, charmerende og spændende.” ♥♥♥♥♥ POLITIKEN

se, og en uhyggelig og ubrydelig tavshed lader til at have Yrsa Sigurðardóttir (født 1963) er prisbelønnet

lagt sig over alle de involverede..

forfatter, som skriver både krimier, thrillers og børnebøger. Hun bor i Reykjavik, hvor hun ved siden

Tavshed er sjette selvstændige bog i Yrsa Sigurðardóttirs

af sit forfatterskab har en karriere som civilingeniør.

spændingsfyldte krimiserie om Huldar og Freyja.

Hendes bøger er oversat til 25 sprog. Tavshed er sjette bog i serien om kriminalassistent Huldar og børnepsykologen Freyja.

VOLD ”Jeg var fanget fra start til slut.” ««««« BECH’S BOOKS

„Yrsa Sigurðardóttirs krimier bliver bare bedre og bedre.“ POLITIKEN

lindhardtogringhof.dk

KRIMI • Lindhardt og Ringhof

Omslag: Demuth Grafisk efter originalomslag af Ragnar Helgi Ólafsson.

DUKKEN ”Dukken er fremragende, velskrevet, spændende.

Yrsa Sigurðardóttirs hidtil bedste.” ♥♥♥♥♥ POLITIKEN

Af samme forfatter Det tredje tegn Den der graver en grav Aske Isblå spor Jeg skal huske dig Kulde DNA Hævn Tilgivelse Vold Dukken

Content_9788711995426.indd 2

10/02/21 4:28 pm

YRSA SIGUR ĐARD ÓTTIR Tavshed På dansk ved Nanna Kalkar

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711995426.indd 3

10/02/21 4:28 pm

Tavshed er oversat fra islandsk efter Þögn Copyright © 2019 Yrsa Sigurðardóttir All rights reserved Dansk copyright © 2021 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Published by agreement with Salomonsson Agency Omslag: Per Demuth efter originaldesign af Ragnar Helgi Ólafsson Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print, 2021

ISBN 978-87-11-99542-6 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne bog er oversat med støtte fra:

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711995426.indd 4

10/02/21 4:28 pm

11 år tidligere

Content_9788711995426.indd 5

10/02/21 4:28 pm

Content_9788711995426.indd 6

10/02/21 4:28 pm

Prolog

V

andet i bruseren var meget varmere end det, Númi normalt tog bad i. Han undgik generelt ekstremer. Han brød sig ikke om meget stærk mad, havbade, høj musik, crossfit, neonlys, tequilashots eller andre ting, der drejede sig om at gå til yderligheder. Det gjaldt også drama. Han hadede drama.

Men det var med vilje, at vandet i brusebadet var så varmt; han havde skruet termostaten så langt over mod rødt, som han mente, det var forsvarligt. Han tændte for vandet og lod det løbe, indtil det blev varmt, mens han tog tøjet af og smed det på gulvet, som om han var femten år igen. Så trådte han nøgen hen over tøjbunken og ud på de kolde fliser. Det var lige før, han kunne høre sin mors stemme fra fortiden, kunne høre hende råbe, at han havde værsgo at samle sit tøj op fra gulvet.

Dampskyerne i brusekabinen tilkendegav, hvad han havde i vente.

Númi bed tænderne sammen og trådte ind under den varme stråle.

Visse ting var det bedst at få overstået med det samme, andre kunne man gøre langsomt og lidt ad gangen, mens man vænnede sig til det. Han vidste ikke, hvad der var bedst at gøre i dette tilfælde, men valgte den første mulighed, eftersom han ikke havde ret meget tid.

Til at begynde med var varmen uudholdelig. Hans hud blev på et øjeblik ildrød; det så næsten ud, som om han blev oplyst indefra.

7

Content_9788711995426.indd 7

10/02/21 4:28 pm

Det sved overalt, men han bed tænderne endnu hårdere sammen.

Ubehaget var hurtigt overstået, og da smerten forsvandt, var den summende fornemmelse i huden ganske behagelig. Han havde brug for det her.

Númi lagde håndfladerne mod fliserne i brusekabinen, lænede sig frem og lod strømmen af varme dråber angribe de ømme skuldre.

Han havde myoser – ikke bare ømme muskler, som han havde haft før i tiden. Løbeture og fitness var blevet sat på standby de seneste måneder ligesom så meget andet af det, der havde været en naturlig del af livet, inden datteren Mía kom til. Der var en afgrundsdyb kløft mellem tilværelsen før og efter, og en del ting var blevet efterladt ved afgrundens rand og var ikke fulgt med over kløften: fitnesstræning, skødesløshed, overarbejde, otte timers søvn, tøj, som kun måtte renses, maraton-tv-aftener og en hel del andre ting, som Númi jævnligt mindede sig selv om, at han sagtens kunne leve uden. For livet på denne side af kløften var meget bedre end det på den side, som han havde sagt farvel til.

Det skulle han huske. Til trods for alt det, der foregik nu, kunne han ikke klage. Når man så bort fra de midlertidige problemer, de havde haft på det sidste, havde livet beriget ham og Stefán med mange gode ting. Nyt hus, nyt barn, et modent ægteskab. Den slags krævede noget af en, og der var ikke meget, man kom let til her i livet. Alt besværet i forbindelse med Mía ville vise sig at være det værd, og hvis der var noget om det, Stefán sagde, ville denne ildprøve snart være overstået. Og ifølge ham ville de også snart have lagt alt det andet bøvl bag sig. Huset var blevet sat i stand udvendigt, og håndværkerne var omsider begyndt at pakke sammen og forsvinde, én efter én. Mange måneder efter planen, men de burde alligevel være glade. Stefán sagde, at der var et forlig med entreprenøren i sigte, selvom Númi godt nok tvivlede på det.

Men han forsøgte at jage tvivlen bort. Sommetider var det godt at have urealistiske forventninger. Men nu var det ved at være nok.

8

Content_9788711995426.indd 8

10/02/21 4:28 pm

Hans chefs brok over barselsorloven, som passede dårligt ind på nuværende tidspunkt, hvor de havde truslen om en forestående finanskrise hængende over hovedet. Og alt det drama, det medførte.

Stefán mente, at det snart var overstået. Númi var ikke enig, men igen var selvbedraget den behageligste løsning. Ligesom når han sammenlignede vejrudsigter og valgte den, der passede ham bedst. Og i disse dage passede Stefáns syn på fremtiden ham meget bedre end hans egen pessimisme. Inderst inde troede han nemlig ikke, at det nogensinde ville få en ende. De skulle nok få et forlig i stand med entreprenøren, men et forlig i sagen om Mía kunne derimod trække ud i årevis.

Og det måtte ikke ske. Han og Stefán var nødt til at få mulighed for at tage sig af hende i fred og ro og på egen hånd. Det var de fuldt ud i stand til.

Der var ikke meget, som var kommet bag på dem, det havde internettet sørget for. Der kunne de hente ubegrænsede informationer.

Der var ikke nogen, der skulle komme og påstå, at de ikke havde været forberedte på Mías ankomst. Månederne inden de fik hende, kastede de sig over næsten al den information, de kunne komme i nærheden af. De mest interessante historier og råd, de fandt, var fra par, som befandt sig i en situation, der lignede deres egen.

To mænd, der skulle opdrage et barn; et par, som, lovligt eller ulovligt, benyttede sig af en surrogatmor – den slags beretninger havde de mest nytte af.

Men de lod sig ikke nøje med det. De læste alt fra videnskabelige artikler til rodede og lidet oplysende blogs skrevet af forældre, der enten var overdrevet positive, gjorde tykt grin med emnet eller skrev noget, der grænsede til skræmmepropaganda.

De lagde sig alle disse oplysninger på sinde, uanset hvor utroværdige de virkede. De havde efterhånden så omfattende en viden, at intet kunne komme bag på dem. Der var børn med laktoseintolerans. Børn født med tænder. Børn med kromosomfejl eller 9

Content_9788711995426.indd 9

10/02/21 4:28 pm

alskens fødselsdefekter. Ørebørn. Børn, som ikke sov. Børn med gulsot. For tidligt fødte børn. Børn med konstant hikke. Børn med hypersensitiv hud. Børn, der led af refluks. De kendte alle de bedste råd i alle disse tilfælde – og flere til.

Men nu var de nået dertil, hvor de også vidste, at ét var at have læst op på tingene, noget andet var at takle dem i virkeligheden.

Det havde de gjort nu i godt og vel fire måneder. De var holdt op med at leve i konstant frygt for at miste hende eller uforvarende komme til at skade hende. Men de lærte stadig. Mía forandrede sig, for hver uge der gik, og man kunne sige, at de vidste alt om, hvordan de skulle behandle hende – og den, hun havde været dagen forinden. Hun voksede støt, tog på i vægt, var mere vågen, smilede og lo i takt med, at hun opdagede sig selv, de to og verden. Blev bevidst. Det ville vare længe, før det gik op for hende, at hendes situation var anderledes end de fleste andre børns; indtil videre havde hun ikke noget sammenligningsgrundlag, og derfor virkede omstændighederne helt normale på hende. Forhåbentlig ville det lykkes for hende at holde fast i den følelse så længe som muligt. Helst for evigt.

Númi rettede sig op og gned vandet ud af øjnene. Han rakte ud efter sæben og vaskede sig over hele kroppen. Vandet skyllede sæbeskummet af med det samme, så han tog en tur mere med sæben og så en tredje, bare for en sikkerheds skyld. Han havde godt af det.

Han stank af babygylp og diarré. Mía havde fået dårlig mave, og det var gået ud over ham, da det pludselig stod ud af hende. Bloggerne på nettet havde også gennemgået, hvordan man bedst håndterede at blive ramt af en eksplosion af kropsvæsker fra et spædbarn.

Nu sov Mía udenfor i sin barnevogn, hendes mave var faldet til ro. Han havde tænkt sig at gribe chancen og gå i bad, så snart hun var faldet i søvn, men det havde måttet vente. Han var endnu en gang blevet tvunget til at stå i døren, helt tilsølet, og diskutere. Som så ofte før havde han forsøgt at snakke om tingene på en fornuftig 10

Content_9788711995426.indd 10

10/02/21 4:28 pm

og høflig måde, men han havde hurtigt mistet besindelsen. Det var ikke muligt at indgå et kompromis med en part, som ikke gav sig en tomme.

Hans hår var også blevet ramt af eksplosionen, og Númi lagde sæben fra sig og rakte ud efter shampooen. Han var nødt til at skynde sig, for han havde ikke megen tid. Lange bade hørte også til på den anden side af kløften.

Han stødte hånden imod en vandtæt radio, der stod ved siden af shampooen. Nu lyttede han ikke længere til musik og nynnede med, mens han badede i ro og mag. I stedet lyttede han til stilheden fra babyalarmen, der stod ved siden af vasken, mens han desperat forsøgte at skynde sig, så meget han overhovedet kunne.

Babyalarmen lå i vognen hos Mía. Så længe der ikke var noget at høre, kunne han være nogenlunde rolig. Men så snart hun gav den mindste lyd fra sig, vidste han, at det ikke varede længe, før hun vågnede. Så ville han have under to minutter til at tørre sig, klæde sig på og gå nedenunder og ud på terrassen. Hvis han ikke nåede at tage Mía op i tide, ville hun begynde at græde. Det var utroligt, så højt hun kunne skrige, til trods for sine små lunger. Når hun lå i vognen ude på terrassen, kunne alle de nærmeste naboer høre det. Pigen havde sikkert en fremtid for sig som operasanger.

Eller luftværnssirene.

Númi klemte en klat shampoo ud af den næsten tomme flaske og begyndte at vaske sit hår. Mens han masserede sæben grundigt ind, løb skummet ned over ørerne og fyldte dem, så han ikke kunne høre noget. Men lidt kunne han alligevel høre, for pludselig blev han opmærksom på en lyd fra babyalarmen. Han holdt op med at massere shampoo ind i håret, gned skummet af ansigtet og ud af ørerne og lyttede.

Han stivnede.

Gennem den skrattende babyalarm hørtes en udefinerbar lyd, som i hvert fald ikke var Mía, der græd. Det lød som en stemme, 11

Content_9788711995426.indd 11

10/02/21 4:28 pm

der nænsomt tyssede på hende, ligesom for at trøste hende. Var hun vågnet, og så var en af naboerne hoppet over den lave hæk for at tage sig af hende? Var håndværkerne måske kommet tilbage? Var det posten, der var gået om bag huset? Númi udelukkede med vilje den mest sandsynlige forklaring. Han foretrak de andre frem for den.

Nu lød der en mumlen fra hans datter. Derefter blev der stille.

Han kunne hverken høre tyssen, klynken eller skratten. Enten var batteriet i babyalarmen dødt, eller også havde personen, der stod ved barnevognen, slukket for den.

Númi gav sig ikke tid til at skylle shampooen ud af håret. Han trådte så hurtigt ud af brusekabinen, at han var lige ved at glide og falde på det våde gulv. Han trak en badekåbe på og hastede drivvåd ned ad trappen, to trin ad gangen. Derfra løb han hen til glasdøren, der førte ud til terrassen.

I al forvirringen havde han efterladt sine briller ved vasken i badeværelset, men ikke desto mindre kunne han se, at dækkenet, der var sat fast til barnevognens kaleche, var blevet løsnet og hang ned langs den ene side. Númi stirrede på den kridhvide dyne og åndede lettet op, da det lykkedes ham at fokusere, og han fik øje på omridset af Mía under den. Han kunne skimte toppen af huen, hun havde på hovedet.

Den første lettelse efter chokket gled over i vrede. Det måtte være nogle tåbelige børn, der havde gjort det; hvad havde de egentlig gang i? Han åbnede døren ud til terrassen og mærkede kulden, der sneg sig op ad hans ben, badekåben ydede ikke den store beskyttelse.

Han svøbte den tættere omkring sig, mens han kiggede ud over haven. De satans unger var ingen steder at se.

Fandens også. Formentlig var det ikke længere sikkert at lade Mía sove udenfor. Så ville han få endnu mindre tid til at lave andre ting i løbet af dagen, for hun sov længere og bedre ude i den friske luft.

Númi kunne se, at der var blevet pillet ved babyalarmen. Den lå ikke, hvor han havde efterladt den, i stedet lå den ved siden af dynen, 12

Content_9788711995426.indd 12

10/02/21 4:28 pm

op ad barnevognens inderside. Antennen stak op, og han rakte ud for at undersøge apparatet nærmere. Nogen havde slukket for det.

Númi gøs og vidste ikke, om det var på grund af kulden, eller fordi nogle fremmede børn havde været i nærheden af hans barn.

Formentlig var det en blanding af begge dele. Han besluttede sig for at tage Mía ind, også selvom hun så sikkert ville vågne.

Han løftede forsigtigt dynen af hende i håb om, at han kunne løfte hende op og bære hende indenfor uden at vække hende.

Der gik et øjeblik, før det gik op for ham, hvad det var, han stod og kiggede på. Barnet var helt gråt i ansigtet, de små læber var sprukne, øjnene vidtåbne, tørre og brustne. Det var dødt.

Og det døde barn var slet ikke Mía.

Content_9788711995426.indd 13

10/02/21 4:28 pm

Content_9788711995426.indd 14

10/02/21 4:28 pm

5 måneder tidligere

Content_9788711995426.indd 15

10/02/21 4:28 pm

Content_9788711995426.indd 16

10/02/21 4:28 pm

1

M

an kunne knap se den lille, hvide kiste for blomster.

Der var et væld af dem, i alle mulige forskellige farver.

Kranse og buketter i lyserøde, røde, hvide og gule nuancer, og en enkelt buket, som hovedsageligt var grøn. Folk havde ikke kunnet vælge blomster, der stemte overens med hans datters yndlingsfarver eller -blomster, dertil havde Íris’ liv været alt for kort, og hun havde aldrig nået at danne sig en mening om, hvad hun holdt mest af. Desuden havde hun brugt en meget stor del af sit liv på hospitalet, syg eller sløj. Hun havde en yndlingsspise, pizza, og en yndlingsdessert, som var is, og hendes yndlingsdyr var pandaer. Hun havde også seks yndlingssange, som udgjorde den playliste, han havde lavet til hende, og han havde ikke nået at tilføje flere numre til den. Men det gjorde ikke noget. Hun lyttede lykkelig til de samme numre igen og igen i de lyserøde høretelefoner med katteørerne, som hun havde fået i julegave af bedstemor og bedstefar.

Derudover havde Íris ikke mange yndlingsting. Bortset fra et sovedyr, som hun sjældent gav slip på. Det var en lille pingvin, som nu hvilede ved hendes bryst under de korslagte arme.

Ved siden af Rögnvaldur græd hans hustru stille. Tårerne løb ned ad de blege kinder og dryppede ned på hendes bryst. Små, våde pletter, der hele tiden voksede sig større, prydede nu den farvestrålende bluse, som Aldís havde taget på, mens alle andre var i sort.

17

Content_9788711995426.indd 17

10/02/21 4:28 pm

Ham selv indbefattet. Inden de skulle af sted, var han kommet ind i soveværelset, hvor hun sad på sengen, og han havde spurgt, om hun ikke skulle have den sorte kjole på, der lå ved siden af hende.

Hun havde stirret frem for sig og rystet på hovedet. Han havde nikket og bestemt sig for at lade hende tage af sted, som hun var.

I det tøj, hun havde haft på den nat, deres datter tog afsked med livet. Hun havde taget blusen af, da de kom hjem, puttet den i en pose og lagt den ind i skabet. Han stillede ingen spørgsmål, men gik ud fra, at hun på denne måde ville bevare lugten af Íris. Hun havde ligget i sin mors arme, da hun trak vejret for sidste gang. På det tidspunkt havde hun været indlagt i fjorten dage, og der var efter hans mening ikke meget tilbage af den søde, uskyldige duft, der ellers kendetegnede hende. En lugt af hospital havde taget over.

En stank af medicin, desinficerende midler og plastre. En snert af forestående død.

Præsten annoncerede, hvilken salme de skulle synge, hvorefter han vendte sig mod alteret og begyndte at rode med et eller andet. Under normale omstændigheder ville Rögnvaldur have været nysgerrig efter at vide, hvad det egentlig var, manden lavede, mens koret sang, men nu var han komplet ligeglad.

Præsten kunne for hans skyld være i gang med at føre et lam til slagtning for sin gud. Det kom ikke ham ved. Der var intet, der kunne ændre på kendsgerningerne. Hans datter var død, og hvis Íris genopstod fra de døde, som præsten påstod, ville det blive et andet sted og langt fra ham og Aldís. En ordentlig religion med en ordentlig gud ville have sørget for, at det skete i dette liv og ikke i en anden tid, et andet sted, hvor genopstandelsen ikke kunne bekræftes. Det var noget forbandet sludder og en idiotisk, ældgammel løgn.

Pludselig fik Rögnvaldur lyst til at rejse sig op og skrige. Lukke munden på koret og smide alle ud af kirken. Selvom de fleste uden tvivl var bedrøvede over Íris’ død, var deres sorg intet i sammenlig18

Content_9788711995426.indd 18

10/02/21 4:28 pm

ning med den, som forældrene oplevede. Han og Aldís var levende lig. De bevægede sig rundt, spiste og trak vejret uden at have nogen appetit eller noget behov for ilt. Deres venner og bekendte bragte dem regelmæssigt noget at spise, men når de ikke gjorde, sultede de. Når folk engang holdt op med at komme med mad, ville de sygne hen og dø. Det måtte ske før eller siden. De var ikke ligefrem nærværende for tiden; de svarede, hvis nogen talte til dem, men bidrog ikke selv med noget. De havde intet at sige, hverken i går, i dag eller i morgen. Formentlig aldrig mere.

Hvordan skulle han kunne vende tilbage til sit job? Han blev nødt til det før eller siden. Han var sikker på, at Aldís aldrig ville møde på arbejde igen, så det var op til ham at forsørge dem. Hvordan skulle de fejre næste jul og nytårsaften? Hvordan ville sommerferien blive? Alle spørgsmålene angående deres liv var lette at besvare. De skulle være hjemme uden at foretage sig noget, alene med stilheden, mens de grundede over, hvad der var hændt dem. Ledte efter en mening med tilværelsen – som ikke fandtes.

Salmen var forbi, og præsten vendte sig igen mod menigheden.

Der var stille i kirken, selvom man kunne høre enkelte, der snøftede. Han og Aldís var helt holdt op med at forsøge at skjule gråden.

Han var faktisk ude af stand til at græde mere, men hun græd bare uden at lade sig mærke med det.

Præsten begyndte at fortælle om Íris’ livsforløb. Han havde været hjemme hos dem for at tale om begravelsen og skrive nogle ting ned, han kunne bruge til mindeordene. De havde ikke haft meget at bidrage med, og deres datter nåede da også kun at blive ti år.

Det kom derfor ikke på tale at fortælle om fysiske præstationer, deltagelse i foreningsliv, flytninger mellem landsdele eller afsluttede universitetsgrader. Hun var ikke medlem af Lions Club, havde aldrig dyrket idræt og havde ikke taget nogen store eksaminer i sit liv. Ikke engang kørekort havde hun nået at tage. Det eneste, de kunne sige, var, at hun fik konstateret leukæmi som syvårig og 19

Content_9788711995426.indd 19

10/02/21 4:28 pm

efterfølgende havde tilbragt en stor del af sin tid på hospitalet. Alt havde set lovende ud, men så blev hun smittet med mæslinger, og hendes immunsystem var ikke stærkt nok til at slå sygdommen ned. Den knoglemarvstransplantation, hun havde fået kort tid forinden, havde ødelagt effekten af de vaccinationer, hun havde fået som lille, og det tog kun virussen to uger at sejre over den skrøbelige barnekrop.

Men selvfølgelig var der mange andre ting, man kunne sige om hende, som var vigtige for dem. Det var ikke hospitalsopholdet, der burde definere deres datter. Men ingen af dem havde lyst til at dele deres minder med andre. Minder om de første skridt, de første ord og det første smil kom ikke andre ved. Og det gjorde de bittersøde historier heller ikke, som de klamrede sig til og skiftedes til at fortælle hinanden, når gråden midlertidigt ophørte. Historier, som tidligere ville have fået dem til at smile. Som dengang hun som treårig til udviklingstesten var blevet bedt om at stå på ét ben, hvorefter hun var gået over til sin mor og havde stillet sig op på hendes venstre fod. Historien om, hvordan hun havde sat plaster på hans telefon, efter at der var kommet en revne i skærmen. Historien om, hvordan hun havde plukket alle de afblomstrede mælkebøtter på naboens lille havelod og havde pustet dem ud over de nyanlagte græstørv i haven ved deres boligblok. Siden havde beboerne måttet slås en del med at bekæmpe mælkebøtter, men nu håbede Rögnvaldur, at det var mislykkedes, og at de ville blomstre igen næste sommer. Hvis han og Aldís selv levede så længe.

Præsten fik ingen af disse historier at høre. De tav begge, da de havde remset de vigtigste fakta op. Heldigvis havde hans svigermor været til stede og kunnet tilføje noget kortfattet og tørt til deres opremsning.

Men tydeligvis ikke nok. Præsten forsøgte at forlænge mindeordene så meget, han overhovedet kunne. Huun vaar en stooor kilde til glææde og sin beedstemors øøjesten. De tilbragte maaange tiimer 20

Content_9788711995426.indd 20

10/02/21 4:28 pm

sammen ved køkkenbordet, hvor de maalede og teegnede. For slet ikke at taaale om småkagebagningen til juul.

Ud af øjenkrogen kunne Rögnvaldur se, hvordan Aldís’ hoved var sunket ned på brystet. Han vendte sig mod hende og så lige ned i hendes fedtede hår. Han så ligesådan ud. Selvom han havde taget det sorte jakkesæt på, som hans forældre havde købt til ham i anledning af begravelsen, havde han ikke orket at gå i bad, vaske hår og barbere sig. Hans udseende og andres mening var ikke længere noget, han gik op i.

Præsten tav, og koret begyndte igen at synge. Det var endnu en af de traditionelle begravelsessalmer, som sangerne uden tvivl kunne forfra og bagfra. De havde fået tilbud om selv at vælge sangene, for eksempel kunne de tage nogle, som Íris godt kunne lide, men det havde han takket nej til med det samme og tysset på sin svigermor, da hun nævnte playlisten. De seks sange var ikke egnede til en begravelse. De var tænkt som sange, der skulle få folk til at nynne med og smile. Og så var han heller ikke sikker på, at han ville kunne bære at høre hendes yndlingssange med kisten stående ved siden af sig. Han havde også forhindret, at hans datters prisbelønnede digt blev læst op for begravelsesgæsterne. Íris havde været en af fire vindere af folkebibliotekets poesikonkurrence for børn, hvilket hans svigermor havde oplyst præsten om. Men Íris havde skrevet digtet efter knoglemarvstransplantationen, hvor alt syntes at gå den rette vej. Det handlede om alt det, hun ville lave, når hun havde fået kræfterne tilbage. En mere upassende tekst til denne anledning skulle man lede længe efter. Aldís var enig, selvom hun ikke sagde noget. Hun nøjedes med at bryde sammen og græde.

Hun græd stadig, da præsten havde fået det, han skulle bruge, og tog afsked med dem.

Aldís’ skuldre rystede nu på samme måde som dengang. Gråden tog til, og det fedtede hår bevægede sig i takt med, at hun skælvede.

Det gav et stik i hjertet, når han så på hende, og han bed tænderne 21

Content_9788711995426.indd 21

10/02/21 4:28 pm

hårdt sammen for at standse skriget, som ville ud. Ikke for at skåne resten af menigheden, men fordi han var bange for, at han ikke ville kunne holde op igen, hvis han først begyndte at skrige.

Aldís var så overvældet af sorg, at han næsten virkede kæk i sammenligning med hende. Men ingen af dem orkede dog at rejse sig, da tiden var inde til den del af ceremonien. Hun var knap i stand til at stå på sine ben, og han havde ikke lyst til at deltage i ritualet. Formentlig lagde folk omkring dem mærke til det, men de kunne tro, hvad de ville.

Rögnvaldur lukkede øjnene, og to tunge tårer trillede ned ad hans kinder. Men i stedet for at give los og græde, som han trængte til, snøftede han hurtigt en enkelt gang og rankede ryggen. Han kunne ikke tillade sig at bryde sammen. Han var nødt til at være der for Aldís. Han ville støtte hende hele vejen ud, når de gik bag kisten med alle kransene. Det kunne han ikke, hvis han selv havde brug for støtte. Han var nødt til at være stærk i dag. Han var nødt til at være stærk i morgen. Og i overmorgen. Livet fortsatte sin gang som en stor lastbil, der bare drønede af sted. En lastbil, der skånselsløst tromlede alt ned, der kom i vejen for den. Ligesom han selv og Aldís.

Siden Íris døde, var det af og til lykkedes ham at holde sorgen på afstand ved at give sig hen til spekulationer om, hvem der kunne have smittet deres datter. Andre grublerier havde ikke den samme effekt på ham. Rögnvaldur drejede sig på kirkebænken og så ud over den propfulde kirke. Han missede med øjnene for bedre at kunne se folks ansigter; de fleste kiggede væk. Der var slægtninge, både nære og fjerne, venner og bekendte, nogle arbejdskolleger, enkelte hospitalsansatte, naboer og derudover nogle få ansigter, som han genkendte, men ikke kunne sætte navn på. Han gik ud fra, at de, der sad bagerst, og hvis ansigter han ikke kunne se, også hørte til i nogle af de nævnte grupper. Men det var tænkeligt, at den skyldige sad et sted blandt dem. Så mange mennesker havde hans datter jo heller ikke haft kontakt med.

22

Content_9788711995426.indd 22

10/02/21 4:28 pm

Aldís snøftede, og Rögnvaldur vendte sig om igen. Han var ret sikker på, at det fik dem, der sad bag ham, til at trække vejret lettere. Der var ingen, der havde lyst til at se en far i øjnene, som lige har mistet sit barn. Smittebæreren måtte være den mest lettede af alle – hvis vedkommende da var blandt gæsterne.

På hospitalet var der ingen oplysninger at få. Rögnvaldur stillede flere af de ansatte det samme spørgsmål, mens hans datter var indlagt med mæslinger. Svarene var altid de samme. I øjeblikket var der ingen kendte tilfælde af mæslinger på Island. Lægemiddelstyrelsen havde kun fået meddelelse om ét tilfælde, men det havde sit udspring i udlandet, og oplysningen vurderedes ikke som værende pålidelig. Der var tale om en ansøgning om sygedagpenge fra en udenlandsk arbejdsmand, som var rejst ud af landet. Han sagde, at han var blevet smittet med mæslinger, mens han stadig var i landet. Lægen, som betroede Rögnvaldur denne oplysning, tilføjede, at der havde været tale om forsikringssvindel.

Hos Sundhedsstyrelsen blev han mødt af en lukket dør. Han fik at vide, at man ville undersøge smittetilfældet og få klarhed over sagen.

Men hvis man overhovedet nåede så langt, ville man utvivlsomt holde oplysningerne hemmelige for ham. Det ville næppe ske, at et eller andet undersøgelsesnævn ville udlevere navnet på den, der slog deres datter ihjel, til ham og hans hustru. Det stod klart, da en ansat hos Lægemiddelstyrelsen dukkede op for at få dem til at fortælle om forløbet. Samtalen bestod af minimal kommunikation.

Den ansatte spurgte, og de svarede.

Efter at Íris døde, havde Rögnvaldur sat sig ved computeren. Han var ikke længe om at finde nogle oplysninger, han kunne bruge til noget. Mæslinger er yderst smitsomt. Virussen sætter sig i næsen og svælget på dem, der bliver angrebet, og breder sig via dråbesmitte. Hvis den smittede nyser eller hoster, kan virussen overleve på overflader og i to timer i luften i et rum. En til to uger efter, at man er blevet smittet, bliver man syg, hvis ikke man er immun.

23

Content_9788711995426.indd 23

10/02/21 4:28 pm

Tre til fem dage senere kommer der et udbrud af mæslinger. Fire dage inden det sker, smitter den syge og kan smitte i otte dage.

Oplysningerne stemte med den tidslinje, som den ansatte fra Lægemiddelstyrelsen havde spurgt mest ind til. Hvor de havde været med Íris, og hvem hun havde været sammen med i de to uger op til, at hun blev smittet med mæslinger. De havde genkaldt sig dagene og remset de møder op, de kunne komme i tanke om. Eftersom Íris var syg i forvejen, havde de ikke været vidt omkring og havde heller ikke truffet eller haft besøg af en masse mennesker. Hun besøgte sin jævnaldrende kusine, men ingen i den familie blev syge efterfølgende. De havde gået en kort tur langs havet, men havde ikke mødt nogen, der så sløje ud eller nyste og hostede. Derudover havde de besøgt kvarterets legeplads, men der havde ikke været andre børn, for de var raske og friske og enten i skole eller børnehave. To gange havde de været til undersøgelse med hende på hospitalet, men der havde man holdt dem væk fra andre patienter. De kørte også nogle ture. Købte is og nød udsigten. Flere tilfælde kunne de ikke komme i tanke om, og Íris havde efter behandlingen også fået at vide, at hun skulle være forsigtig og tage den med ro, så hendes liv havde ikke været præget af de store begivenheder. Deres datter tog ikke med dem ud at handle, de tog hende ikke med i biografen, teatret, svømmehallen eller til sportsarrangementer.

Hendes immunsystem var stadig svagt, og hun skulle holde sig så meget fra andre mennesker som muligt.

Der var intet af det, de kunne huske, der kunne forklare, hvordan hun var blevet smittet. Ikke endnu. Måske aldrig. Måske havde smittebæreren været en turist, som var rejst ud af landet, inden sygdomstegnene blev tydelige. Men de havde ikke været i nærheden af nogen turister. Eller udenlandske arbejdere for den sags skyld.

Der pågik ikke nogen renoveringer eller lignende i deres boligblok eller nogen af de andre steder, Íris kom.

24

Content_9788711995426.indd 24

10/02/21 4:28 pm

Præsten sagde fadervor, og det gik ind ad det ene øre og ud ad det andet på Rögnvaldur. Han brugte tiden på at tænke på dengang, Íris blev født, og da hun blev lagt i sin udmattede mors arme. Helt klistret og smurt ind i et eller andet hvidt, med små, knyttede næver, vidtåben mund og øjnene klemt i. De havde begge to grædt, men det havde været en helt anden gråd, end det var nu.

Rögnvaldur kunne huske den følelse af ansvar, der rullede ind over ham som en stor bølge, og det løfte, han gav sig selv. Der skulle aldrig ske mor og datter noget, så længe han levede. Det længe ventede barn var omsider kommet til verden efter mange forgæves forsøg de seneste år på at blive gravide. Han ville sørge for, at deres liv blev en dans på roser. Og hvordan var det nu gået dem? Da det kom til stykket og virkelig gjaldt, havde han ikke været i stand til at leve op til sit løfte.

Endnu en salme. Så var det igen præstens tur. Han fremsagde en standardiseret remse, som skulle forestille at handle om afslutningen og en ny begyndelse. Lidet trøstende ord, hvis man ikke var troende og ikke tillagde den tredje linje nogen sandhedsværdi.

Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.

Rögnvaldur græd ikke. I stedet mærkede han en ukontrollabel vrede blusse op indeni. Han kunne ikke bare affinde sig med det her.

Content_9788711995426.indd 25

10/02/21 4:28 pm

Content_9788711995426.indd 26

10/02/21 4:28 pm

Nu

Content_9788711995426.indd 27

10/02/21 4:28 pm

Content_9788711995426.indd 28

10/02/21 4:28 pm

2

Mandag

E

rlas fremtrædende, runde mave stødte imod kanten af Huldars skrivebord. Der kom krusninger på overfladen af den kolde kaffe i hans krus, og en blyant rullede hen ad bordet, indtil den blev bremset af hans computers tastatur. Det var ikke første gang, Erla stødte imod noget med maven. Hun havde ikke vænnet sig til den midlertidige størrelsesforøgelse, som fulgte med det at være gravid. Det var, som om den fuldstændig havde undgået hendes opmærksomhed. Maven kom i hvert fald hele tiden i vejen, og alt på kontoret, som befandt sig i navlehøjde, var i fare. Bordkanter, dørkarme, printere, hylder og stolerygge. Alle disse ting havde hun ramt med maven. Der var ingen på kontoret, der sagde noget, når det skete. Hverken Huldar eller nogen af de andre. De lod alle sammen som ingenting. Men man kunne ikke undgå at lægge mærke til den udstående mave. Den var for eksempel det første af Erla, man så, når hun kom gående rundt om et hjørne. Men derudover lignede hun ikke andre gravide kvinder, som Huldar havde set. Da hans søstre havde været gravide, havde maven på en eller anden måde nået hele vejen rundt om dem, så det så ud, som om de var blevet stukket ned i en kæmpestor bold.

Men Erla så nærmere ud, som om hun stoppede en bold op under skjorten hver morgen, en bold, der voksede dag for dag. Først en 29

Content_9788711995426.indd 29

10/02/21 4:28 pm

håndbold, så en fodbold og nu en oppustet badebold. Men når man så hende bagfra, så hun fuldstændig ud, som hun plejede. Ud over den imponerende mave lignede hun stadig en flot, veltrænet maratonløber. Hvis man gav hende en pose over hovedet.

Erlas ansigt var præget af mørke rande under øjnene, der for Huldar at se nærmest lignede hængekøjer, som øjnene hvilede i. Hun havde rødt udslæt i ansigtet, og det korte hår var tørt og livløst og lå tæt ind til hovedet. Nogle kvinder blomstrede under deres graviditet, andre ikke.

Huldar anede ikke, hvor langt Erla var henne, men han gik ud fra, at det nærmede sig en afslutning. Han havde forsøgt at spørge nogle gange, men hver gang svarede hun undvigende. Nu var han holdt op med at plage hende yderligere. Det kom sig af, at hun senest havde snerret ad ham og spurgt, om han virkelig var så utålmodig efter at overtage hendes stol. Huldar havde ingen som helst interesse i igen at bestride den chefstilling, som han engang havde haft. Overhovedet ingen. Hvilket hun også burde vide.

Han vidste heller ikke, hvem faren til barnet var. Han havde spurgt to gange og fået det samme svar. Du kender ham ikke. Svaret gav ikke anledning til at forhøre sig nærmere om hendes forbindelse til manden. Erla fortalte heller ikke noget om, hvorvidt hun boede sammen med en eller var på vej til at blive alenemor. Hans bedste gæt var, at den anden mulighed var den mest sandsynlige. I modsætning til de andre på afdelingen, som havde en partner, fik hun aldrig nogen opringninger, når de arbejdede over. For nylig var hun mødt på arbejde med et stykke toiletpapir stikkende ud af det ene bukseben. Det var udelukket, at en eventuel sambo ikke ville have fået øje på det og standset hende, inden hun gik ud ad døren. ”Er du ledig?” Stemmen var hæs, hvilket tydede på, at hun var træt og havde sovet dårligt. Hans søstre havde klaget en del over søvnløshed, da de var gravide. Mangel på søvn, træthed, væskeansamlinger og evindelige toiletbesøg. Selve det at lave et barn var jo 30

Content_9788711995426.indd 30

10/02/21 4:28 pm

en fornøjelse, men fortsættelsen virkede ikke synderligt spændende.

Så vidt han kunne bedømme, havde fugle et meget bedre system.

Hvis Erla bare havde lagt et æg, puttet det i mikroovnen og sat den på lav varme i ni måneder – så ville hun se lige så frisk ud nu som den dag, barnet blev udklækket.

Huldar skubbede ivrigt stolen tilbage fra skrivebordet ved udsigten til at slippe for at sidde foran skærmen. Stolen rullede bagud og blev standset af en hylde. ”Jeg er ledig. Fuldstændig ledig.”

Han håbede, at det drejede sig om noget, der involverede en tur ud under åben himmel. Hans øjne sved af at stirre ind i skærmen, og det blev ikke bedre af, at belysningen på kontoret var elendig.

Nye miljøkrav betød, at man havde installeret nogle lamper, der selv indstillede lyset, hvilket jo umiddelbart lød smart. Men det var lykkedes at lave et design, der sikrede, at lysstyrken aldrig var den rette. Flere af de ældre mænd på afdelingen havde været nødt til at medbringe deres egen bordlampe for at kunne se ordentligt.

Energibesparelsen var derfor utvivlsomt mindre, end man havde håbet, og verden blev stadig varmere.

Erla kastede et blik på den tomme kontorstol ved siden af Huldar. ”Hvor er Gudlaugur?” ”Han er blevet inviteret på kursus. Noget om kulturforskelle.”

Huldar forberedte sig på, at der nu ville komme en strøm af eder fra Erla.

Det skete ikke. Erla nøjedes med at nikke og kom så frem med sit ærinde. ”Jeg fik et uventet opkald, som skulle været gået til omstillingen og ikke herop. Det lyder ikke af noget særligt, men jeg kan fandme ikke holde ud at sidde herinde længere, så jeg bestemte mig for at tage sagen. Spørgsmålet er, om du har tid til at komme med for at tjekke, om det er noget forpulet sludder, eller om det rent faktisk er en sag.”

Graviditeten havde ikke lagt en dæmper på Erlas brug af bandeord, selvom hun dog havde undladt at forholde sig til Gudlaugurs 31

Content_9788711995426.indd 31

10/02/21 4:28 pm

kursus med en ladning ukvemsord. Det ville ikke komme bag på Huldar, hvis barnet blev født med en ed på læben. ”Jeg er klar.

Hvad drejer det sig om?” ”En efterladt bil. Den holder, så den blokerer indkørslen hos den kvinde, som ringede. Den blev parkeret natten til søndag, og hun har ikke set noget til ejeren, så nu vil hun have den fjernet.” ”Hvorfor ringer hun ikke bare efter en kranvogn?” ”Hun vrøvlede et eller andet om, at bilen kunne have noget at gøre med organiseret kriminalitet, og hævdede, at det var en sag for politiet.” ”Hva’? Hvordan kommer hun frem til den konklusion?” ”Hun sagde, at hun havde kigget ind i bilen, og at det flyder med ting derinde, som ligger hulter til bulter. Hun sagde, at hun endda kunne skimte en sprøjte. Derfor mener hun, at der er tale om en kriminel bande. Men det er naturligvis noget værre sludder og bare et påskud, så hun ikke selv skal betale for at få bilen fjernet.” ”Fik du nummerpladen?” ”Ja. Bilen tilhører en bioanalytiker ved navn Bríet Hannesdóttir.

Hun lyder ikke ligefrem som bagmanden i en international forbryderring.” Erla trippede på stedet og virkede, som om hun var blevet utålmodig. ”Jeg ringede til det mobilnummer, der er registreret i hendes navn, men telefonen er slukket. Vil du med eller ej?” ”Jeg tager med. Selvfølgelig.”

Erla forlod Huldar for at hente sine bilnøgler og sin frakke. Hun havde endnu ikke gjort sig det besvær at skaffe en ny og større frakke, men nøjedes med sin gamle regnfrakke. Den kunne ikke længere lynes, og hendes mave stod derfor endnu mere tydeligt frem, hvis det overhovedet var muligt.

Huldar tog sin frakke på, og de mødtes ved døren til kontorafdelingen. Derfra gik de ned gennem trappeopgangen til parkeringskælderen, selvom Huldar syntes, det ville have været mere fornuftigt af Erla at tage elevatoren. Men hun var så fandens stædig; 32

Content_9788711995426.indd 32

10/02/21 4:28 pm

hun havde brugt trappen, lige siden hun begyndte at arbejde der, og det havde hun tydeligvis ikke tænkt sig at lave om på, ikke engang midlertidigt. Måske var det fornuftigt af hende, ofte førte det ikke noget godt med sig at ændre en fast vane. Selv ikke hvis det bare drejede sig om en mindre ting. Hvis Erla begyndte at slappe af, ville hun måske finde ud af, hvor rart det kunne være. Og efter den opdagelse var det ikke til at sige, om hun kunne genfinde sin gamle gnist, den, som sikrede, at hun hele tiden kørte i højeste gear. ”Skal jeg ikke køre?” Huldar tvivlede stærkt på, at Erla kunne komme til for sin mave, og at hun ville være i stand til at række armene langt nok frem til at få ordentligt greb om rattet. Hun stirrede olmt på ham. ”Jeg er fuldt ud i stand til at køre bil, Huldar. Jeg er gravid. Ikke syg eller tilskadekommen.” Hun stirrede på ham hen over taget på en civil politibil. ”Hvordan tror du, jeg kommer på arbejde om morgenen? På løbehjul?”

Huldar sagde ikke noget, men satte sig i stedet ind i bilen og lukkede døren efter sig. Han havde ikke noget godt svar på rede hånd, så det var bedst at tie stille. Ellers ville der bare blive dårlig stemning. Der var stadig håb om, at de ville kunne holde køreturen ud sammen.

Erla var nødt til at rykke sædet længere tilbage, da hun skulle sætte sig ind. Huldar sørgede for at se ud af sideruden, mens hun baksede med det. Hun holdt sig på maven og kom på plads, og stemningen blev mere afslappet. De talte ganske vist ikke om noget af det, som Huldar gerne ville høre om; hvornår hun skulle føde, hvem faren var, og hvem der skulle afløse hende på jobbet. I stedet talte de om vejret og politik, sidstnævnte gav anledning til nogle saftige eder fra Erlas mund.

Der gik ikke lang tid, før de var fremme. Bortset fra en teenager, som snøvlede sig over et fodgængerfelt med bøjet hoved og blikket stift rettet mod sin telefon, og en indsnævring af vejen på 33

Content_9788711995426.indd 33

10/02/21 4:28 pm

grund af vejarbejde var der intet, som forsinkede dem. Gaden lå i det såkaldte rækkehuskvarter i Østbyen, og der var ikke megen trafik på dette tidspunkt. De biler, de mødte, virkede ikke, som om de havde travlt med andet end at nå frem til krydsene, inden lyset skiftede til rødt. Det ville være noget andet på vejen tilbage.

Så ville langt de fleste være på vej hjem fra arbejde, men heldigvis ville Huldar og Erla til den tid være på vej i modsat retning af den trafik, der bevægede sig ud mod forstæderne. Trafikken i Reykjavik var næsten som tidevand, der flød ind mod byen om morgenen og trak sig tilbage fra den om aftenen. ”Der er bilen.” Erla pegede på en hvid Skoda, som holdt påfaldende dårligt parkeret. Man kunne ellers få det indtryk, at der kun boede kørelærere på denne vej, for alle bilerne stod perfekt parkerede, lige efter hinanden og helt ind til fortovskanten. Bortset fra den lille, hvide bil. Den holdt alt for tæt på bilen foran, så tæt, at man knap kunne få en finger ind mellem kofangerne. Den holdt heller ikke som sådan på en plads, og kvinden, der havde ringet til politiet, havde ikke løjet. Bilen blokerede halvdelen af indkørslen til et af husene, og dens bagende ragede desuden ud på vejen. Huldar betragtede den sjuskede parkering. ”Hvis jeg ikke er helt galt på den, så har ham, der har parkeret bilen, været fuld.” ”Hende. Den tilhører en kvinde, husker du nok.” Erla drejede ind på en ledig plads over for den indkørsel, der var blevet blokeret. ”Men jeg er enig. Det kunne også være grunden til, at hun ikke henter bilen. Måske kan hun ikke huske, hvor hun stillede den.”

Huldar steg ud og tog en dyb indånding i den friske vinterluft.

Han fik lyst til en cigaret, men af hensyn til sin gravide kollega undlod han at give efter for trangen. Det var nemlig lige meget, hvor hårdt han forsøgte på at puste røg væk fra folk, den endte altid med at drive hen imod en ikkeryger. Selv i modvind. I stedet for at tænde en smøg, så han sig omkring, mens Erla kæmpede sig ud af bilen.

34

Content_9788711995426.indd 34

10/02/21 4:28 pm

Han lod blikket glide hen over huset, der tilhørte kvinden, som havde ringet. Det var et lille hus med bølgebliktag, som lignede de andre i kvarteret på en prik. Det lå mellem to andre, og små, snedækkede haver skilte dem ad. Husene var opført temmelig tæt på hinanden, og lodderne var ret små. Bagved huset kunne man ane et andet hus på nabovejen gennem de nøgne grene på birketræerne, der var plantet langs med haverne.

Han havde altid godt kunnet lide det her kvarter med de små huse, som var blevet opført efter krigen. Dengang som nu havde der været mangel på boliger, og man udlagde derfor et område, hvor folk selv kunne bygge deres små huse. Myndighederne forsynede folk med tegninger, anlagde veje og lagde rør ind og rakte så nærmest de heldige grundejere en skovl og bad dem om at gå i gang. Huldar fandt tanken om familier, som brugte al deres fritid på at bygge et hus, så de kunne få tag over hovedet, ret genial, og han ville ønske, at man kunne få den chance igen. Hvis muligheden bød sig, ville han stå der som den første med værktøjet parat.

Ikke nødvendigvis for at bygge et hus til sig selv, men bare for at hjælpe og tage del i processen. Slå søm i brædder, grave grøfter og slæbe byggemateriale. Intet slog følelsen af at gøre noget, der faktisk havde et formål.

Erla gik direkte til sagen og spildte ikke tiden på at tænke over omgivelserne og kvarterets historie. Hun gik hen til bilen, bøjede sig frem og kiggede ind ad vinduet. ”Der er en masse skrammel derinde, det havde hun ret i, hende, der ringede. Men jeg kan ikke lige få øje på nogen sprøjte.”

Huldar gik hen til hende og kiggede også ind i bilen, både på forsæderne og bagsædet. Han undlod at dele sine tanker med Erla om kvinder og deres evne til at omgive sig med masser af ting og sager, men han havde svært ved at slippe tanken. Hans objektive vurdering var, at de fleste kvinder var nogle rodehoveder af natur, og at det sås tydeligst på deres badeværelser og i deres biler. Den her 35

Content_9788711995426.indd 35

10/02/21 4:28 pm

bil var ikke stort værre end nogle af de biler, som kvinderne i hans liv havde haft. Men alligevel. Der var noget, som var anderledes.

Det var ikke bare emballage, plasticposer, slidte blade, hårelastikker og tomme sodavandsflasker, der lå og flød derinde. ”Er det ikke en taske?” Huldar rettede sig op og gik over på den anden side af bilen for bedre at kunne kigge ind. ”Dér, på gulvet ved passagersædet.”

Erla gik hen ved siden af ham. ”Den der sorte ting?” ”Ja.” Erla rettede sig op, satte hænderne i lænden og strakte sig. ”Det er helt tydeligt en håndtaske. Underligt at lægge den oven i alt skraldet på gulvet. Måske ville hun ikke have, at folk, der gik forbi, skulle se den. Ja, eller også har hun været for fuld til at ramme passagersædet, da hun stillede den fra sig.”

Huldar blev ved med at kigge. Han lagde mærke til, at bakspejlet var helt skævt. Måske havde kvinden drejet det for at studere sig selv, inden hun stod ud af bilen. Det havde han selv gjort nogle gange, dengang han havde en bil, hvor der ikke var noget spejl i solskærmen. Men han havde altid skubbet det på plads igen bagefter. Der var dog én ting, som ikke passede med hans teori.

Spejlet så ud til at være helt tåget. Det ville ikke være muligt at se andet i det end et tydeligt blåt øje og to udslåede fortænder. Det så næsten ud, som om det var blevet tørret af med en beskidt klud, som havde efterladt striber. Da han kiggede bedre efter, så det ud til, at flere andre overflader inde i bilen havde været udsat for den samme beskidte klud. Instrumentbrættet var også stribet og så fedtet ud. Kvinden, som ejede bilen, måtte være halvvejs blind, hvis hun mente, at hun havde gjort den ren på denne sjuskede måde.

Eller også havde hun brugt et forkert rengøringsmiddel, som ikke rensede fladerne, men bare fordelte skidtet.

Huldar fik øje på noget andet, som virkede usædvanligt. ”Bilen er garanteret ikke låst, Erla. Nøglerne sidder i.” Huldar trådte et skridt 36

Content_9788711995426.indd 36

10/02/21 4:28 pm

tilbage. Ligesom alle andre biler i byen var denne også sprøjtet til af det mudrede vand, som lå på vejene om vinteren. Men håndtaget og området omkring det, så ud til at være blevet tørret af. Han gik rundt om bilen og konstaterede, at det samme gjaldt både håndtaget i døren på førersiden og håndtaget til bagagerummet. Derimod var håndtagene på dørene til bagsædet ikke rengjorte.

Det gik op for Erla, hvad det var, han kiggede på. ”Er det ikke bare et bevis på, at der har været tale om spirituskørsel? Man lader nøglen sidde i og glemmer sin taske på gulvet. Fulde mennesker tænker ikke altid logisk. Måske troede hun, at hendes fingeraftryk ville afsløre hende, og derfor tørrede hun håndtagene af. Måske også rattet.” ”Du mener altså, at bilen ikke har noget at gøre med en international forbryderring?” Huldar smilede. ”Hvor skuffende.”

Erla kommenterede ikke dette yderligere. Hun sagde, at hun ville prøve at ringe til ejeren og fandt sin telefon frem. I samme sekund dukkede en kvinde op i døren til huset. Hun hverken smilede eller så misfornøjet ud, da hun hilste på dem. Hun var ikke så høj og så ud til at være omkring pensionsalderen, til trods for et ungdommeligt ansigt. Det var hendes hænder med de tydelige blodårer, der afslørede hendes alder, foruden det farvede hår, som var blevet temmelig tyndt. Ligesom mange andre i hendes sted havde hun forsøgt at give det lidt volumen ved hjælp af en hjemmegjort toupering, som ikke narrede nogen. Hun lagde armene over kors i et forsøg på at beskytte sig mod den kolde luft udenfor. ”Hvordan går det? Vil I ikke fjerne bilen?” I kølvandet på spørgsmålene fulgte en lang klagesang om, hvordan håndværkeren, som var i gang med noget rørlægning i kvarteret, blokerede parkeringspladserne i gaden på hverdage, kommunen sørgede ikke ordentligt for snerydning, og de gratisaviser, som hun for længst havde afmeldt, blev ved med at komme. Kvinden havde tydeligvis stor tiltro til politiets altomfattende magt i samfundet.

37

Content_9788711995426.indd 37

10/02/21 4:28 pm

Huldar bad hende om at gå indenfor igen, mens de gjorde sig færdige, og lovede, at de nok skulle banke på, inden de gik. Det virkede, som om hun havde en begrænset tillid til dette, eftersom hun et øjeblik efter stod i vinduet og holdt øje med indkørslen. De ville ikke bare kunne liste væk derfra. Hvilket heller ikke var hans plan, men det kunne muligvis tænkes, at det var Erlas.

Mens Erla foretog nogle flere opkald, besluttede Huldar sig for at gå afsides for at ryge. Han sørgede for at gå tilstrækkelig langt væk fra Erla og stillede sig et sted, hvor kvindens årvågne blik ikke kunne følge ham fra vinduet. Han gik ud fra, at det ville forarge hende at se ham ryge.

Mens han stod og nød sin cigaret, prøvede han at forestille sig situationen, hvor bilen var blevet parkeret, og hvordan den berusede chaufførs adfærd havde været. Men det var svært at få de aftørrede håndtag til at passe ind i billedet. Han kunne sagtens se for sig, hvordan hun efterlod nøglerne i tændingen og glemte sin taske, og ligeledes hvordan hun havde brugt bakspejlet. Men han kunne ikke forstå, hvorfor den berusede kvinde var begyndt at tørre håndtagene af, især ikke det til bagagerummet. Selvom hun i sin omtågede tilstand havde ment, at det var en god idé at fjerne alle spor efter sin spirituskørsel, var det vanskeligt at se, hvad bagagerummet havde med den sag at gøre.

Han var endnu ikke nået frem til en konklusion, da han skoddede sin cigaret.

Erla var ved at putte telefonen i lommen, da Huldar kom tilbage. Ejeren af bilen havde ikke taget sin fastnettelefon, og hendes mobil var slukket. Et opslag i POLSAS viste, at hun aldrig havde været anholdt for brud på færdselsloven eller for at være beruset på offentlige steder. Men fredselskende borgere kunne ligesom alle andre træde ved siden af, når der var alkohol indblandet. ”Jeg foreslår, at vi tager nogle billeder af bilen, hvis vi skulle få brug for dem senere. Så flytter jeg bilen, vi tager nøglerne med, 38

Content_9788711995426.indd 38

10/02/21 4:28 pm

og alle er glade. Ja, undtagen ejeren, som må hente den nede på stationen.” Huldar pegede på en ledig plads foran den bil, som føreren af den lille, hvide bil havde parkeret klods op ad. ”Vi kommer naturligvis ikke til at kunne bevise, at der har været tale om spirituskørsel, men kvinden får så da i det mindste sin straf, i og med at hun bliver tvunget til at forklare det her for os.”

Erla skar en grimasse. ”Ja. Det er nok bedst at gøre det sådan.

Hvis vi vælger at lade den fjerne, er vi nødt til at vente på kranvognen, og så skal vi til at udfylde en masse papirer. Og ejeren vil med garanti indgive en fucking klage og protestere over at skulle betale for det. Jeg har rigeligt andet at se til allerede, og desuden får jeg svært ved at forklare, hvorfor jeg overhovedet besluttede mig for at undersøge det her. Der står ikke noget i min jobbeskrivelse om dårligt parkerede efterladte biler.”

Det lod Huldar sig ikke sige to gange. Han brød sig heller ikke om tanken om at blive trukket ind i en eller anden klagesag. Han åbnede døren og satte sig ind på førersædet. Det overraskede ham ikke, at han var nødt til at køre sædet et godt stykke tilbage. Han var temmelig høj, og det var sandsynligvis kvinden, bilens ejer, der havde parkeret den.

Han lukkede døren, tog fat om nøglen og skulle lige til at starte motoren.

Men nu, hvor han ikke længere var ude i den friske vinterluft, fornemmede han pludselig en svag, men velkendt lugt. En jernagtig lugt af blod, som var kraftigere end den, der ville komme fra lidt næseblod eller en mindre rift. Han slap med det samme rattet og nøglen, trak venstre hånd op i ærmet og brugte det til at åbne døren. Han stod ud, og inden han lukkede døren efter sig, trak han et par latexhandsker op af frakkelommen og famlede efter knappen under instrumentbrættet, der åbnede bagagerummet.

Fulgt af kvindens årvågne blik inde fra huset lænede han sig ind mod Erla.

39

Content_9788711995426.indd 39

10/02/21 4:28 pm

Hendes ansigt stivnede, da han begyndte at hviske til hende, og hun nikkede som tegn på, at hun havde forstået beskeden. De gik om bag bilen, og Huldar løftede bagagerumsklappen. En tung lugt af blod stod op fra bagagerummet og bekræftede Huldars mistanke.

Men det var ikke synet af et dødt eller dødeligt såret menneske, der mødte deres blik, som Huldar havde frygtet. I stedet lå der nogle sorte affaldssække, som tydeligvis var fyldt med noget, men det kunne ikke være et menneske, dertil var der alt for lidt i dem. De åndede begge lettet op.

Bagagerumsklappen var i stykker og kunne ikke stå åben af sig selv, så Huldar var nødt til at holde den åben, mens han stirrede på affaldssækkene. ”Jeg gætter på, at det er et jagtbytte.” ”Eller noget fra en fryser, som er gået i stykker. Føj, er det også bræk, man kan lugte?” Erla tog et skridt baglæns og pustede ud. ”Tænk, hvor meget det ville have lugtet, hvis det var sommer.” Hun fandt et par latexhandsker frem og bøjede sig ned over sækkene.

Hun åbnede en af dem og kiggede ned i den. Der var ikke tale om hverken jagtbytte eller mad fra en ødelagt fryser.

Huldar lod bagagerumsklappen smække i, da Erla havde trukket hånden til sig og rettet sig op.

Hun sukkede. ”Jeg må nok hellere ringe til stationen og melde det her.” ___ Erla og Huldar stod side om side og lænede sig op ad husmuren.

De ventede på forstærkning, og den burde være lige på trapperne. ”Hvad har du tænkt dig at sige, når de spørger os om det her udkald?

Hvis man kan kalde det et udkald.” Huldar vidste, at det ville blive Erla, der stod for skud, og ikke ham. Hun var chef, det var han ikke. ”Jeg håber bare, at der ikke er nogen, der spørger. Der er så meget andet at tænke på, tror jeg. Men hvis det skulle ske, så siger jeg bare, 40

Content_9788711995426.indd 40

10/02/21 4:28 pm

at jeg havde brug for at komme ud i frisk luft. Det er sandheden, og jeg tvivler på, at nogen vil komme med bemærkninger i den henseende, set i lyset af hvad vi har fundet.” Erla tav. Solen stod lavt på himlen, da de først ankom, nu var den forsvundet bag de nærmeste huse. Tusmørket gjorde det svært at se randene under Erlas øjne, og hun så derfor bedre ud og lignede faktisk en, der havde affundet sig med tingenes tilstand. Hendes ansigtsudtryk var som på et maleri af Jeanne d’Arc. Hvis der blev ballade på kontoret, så blev der ballade på kontoret. Det var måske ikke helt sammenligneligt med den skæbne, Jeanne d’Arc havde affundet sig med, men alligevel.

De tav lidt og studerede bilen. Det var en ganske almindelig, gennemsnitlig bil med en helt ualmindelig last i bagagerummet.

Huldar syntes, det var ubehageligt at kigge på den, og vendte blikket væk. I stedet kiggede han ud på vejen og husene, som lå der side om side. Der var usædvanligt mange af dem, fordi de var så små, og det stod klart, at det ville blive en omfattende opgave for politiet at tale med alle beboerne. Når man tog i betragtning, hvor mange biler der holdt parkeret langs vejen på en almindelig arbejdsdag, måtte man formode, at der var mange ældre beboere. De var sandsynligvis ikke oppe sent en lørdag aften, og den akavede parkering var muligvis sket, uden at nogen havde lagt mærke til det.

Erla brød tavsheden. ”Hvad siger du, Huldar; tænker du nogle gange på at sige op og finde noget andet at lave?”

Huldar kiggede på den afspærrede grøft for enden af vejen, hvor der skulle lægges rør, det slidte arbejdsskur og de gule arbejdsmaskiner, som stod på det lille græsareal ved siden af grøften. Han kunne ikke benægte, at det kløede i fingrene efter at blande sig og bare gå i gang. Den længsel lå lige så dybt i ham som længslen efter at have været med, dengang kvarteret blev opført. Men én ting var at længes, noget andet var at forpligte sig. Hvis han vendte tilbage til sit job som tømrer, ville han snart begynde at savne sit 41

Content_9788711995426.indd 41

10/02/21 4:28 pm

nuværende arbejde. ”Nogle gange har jeg lyst til at arbejde som tømrer igen. Men ikke fuld tid. Som ekstratjans, måske.” Han så på Erla og smilede. ”Hvad med dig?”

Erla lagde armene over kors oven på sin imponerende mave. ”Mig? Hvad skulle jeg ellers lave? Dekorere kager?”

Det kunne Huldar ikke lige se for sig. I hvert fald ikke kager til traditionelle fester. Måske til polterabender. Men helt klart ikke til dåbsfester, konfirmationer og bryllupper. ”Jeg kan ikke finde ud af andet end at være strisser. Og jeg har heller ikke lyst til at være andet.” ”Godt. Så har du fundet din rette hylde og kan være tilfreds.”

Huldar vendte sig mod Erla og konstaterede, at hun på ingen måde så tilfreds ud. Han skulle lige til at give hende et godmodigt puf med albuen, da det gik op for ham, hvad grunden var. Erla var bange for, at politiarbejdet ikke var noget for en enlig mor. Skiftende vagter, lange dage og masser af stress. Hun kom ude fra landet og havde derfor kun et sparsomt netværk i byen.

Inden han kunne finde på noget opmuntrende at sige, ankom forstærkningen.

Content_9788711995426.indd 42

10/02/21 4:28 pm

Content_9788711995426.indd 28

10/02/21 4:28 pm

DNA ”En unik psykologisk krimi.” ««««« FAMILIE-JOURNALEN t lille barn forsvinder en kold dag fra sin barne­

HÆVN ”Velgørende anderledes nordisk noir – med en tyk streg under noir.” ««««« JYLLANDS-POSTEN

vogn i Reykjavik. Elleve år senere dør en pige af mæslinger, og hendes far ønsker at lægge sag an mod den person, som har smittet hende. Samtidig findes en kvinde død i en forladt bil. Hvordan hænger disse hæn­ © Lilja Birgisdóttir

delser sammen?

Kriminalassistenten Huldar og børnepsykologen Freyja ar­ bejder på en indviklet sag, hvor meget står hen i det uvis­

TILGIVELSE ”Velskrevet, charmerende og spændende.” ♥♥♥♥♥ POLITIKEN

se, og en uhyggelig og ubrydelig tavshed lader til at have Yrsa Sigurðardóttir (født 1963) er prisbelønnet

lagt sig over alle de involverede..

forfatter, som skriver både krimier, thrillers og børnebøger. Hun bor i Reykjavik, hvor hun ved siden

Tavshed er sjette selvstændige bog i Yrsa Sigurðardóttirs

af sit forfatterskab har en karriere som civilingeniør.

spændingsfyldte krimiserie om Huldar og Freyja.

Hendes bøger er oversat til 25 sprog. Tavshed er sjette bog i serien om kriminalassistent Huldar og børnepsykologen Freyja.

VOLD ”Jeg var fanget fra start til slut.” ««««« BECH’S BOOKS

„Yrsa Sigurðardóttirs krimier bliver bare bedre og bedre.“ POLITIKEN

lindhardtogringhof.dk

KRIMI • Lindhardt og Ringhof

Omslag: Demuth Grafisk efter originalomslag af Ragnar Helgi Ólafsson.

DUKKEN ”Dukken er fremragende, velskrevet, spændende.

Yrsa Sigurðardóttirs hidtil bedste.” ♥♥♥♥♥ POLITIKEN