Thulesagen - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

POUL BRINK

lastet med fire højeksplosive brintbomber styrter i 1968 ned nær den amerikanske militærbase Thule Air Base. Den danske og den amerikanske regering meddeler, at ulykken er under kontrol, og hundredvis af danske Thulearbejdere bliver indsat i en gigantisk oprydningsaktion. Ikke mange vidste på dette tidspunkt, hvor farlig opgaven var. I 1953 var grønlandske familier blevet fordrevet fra Thule til fordel for militærbasen. Fire år senere indgik statsminister H.C. Hansen en hemmelig aftale med amerikanerne om placering af atomvåben på Grønland. Både den danske og den grønlandske befolkning blev gennem årtier ført bag lyset af skiftende regeringer, der tillod amerikanske atomvåben på Thulebasen – stik modsat den officielle danske atomvåbenpolitik. JOURNALISTEN POUL BRINK (1953-2002) kom i 1986 på sporet af sagen og arbejdede i mere end 10 år indædt med den. I 1997 modtog han journalisternes fornemste hæderspris, Cavling-prisen, for sine afsløringer. THULE-SAGEN er bogen bag filmen IDEALISTEN, som er instrueret af Christina Rosendahl. DR-journalisten Niels Frid-Nielsen, der var både ven og kollega med Poul Brink, har skrevet forord til denne nye udgave. „Man chokeres, når Poul Brink afslører, hvad der ligner et politisk bedrag i Udenrigsministeriet.“

– NIELS FRID-NIELSEN I BOGENS FORORD

lindhardtogringhof.dk

THULE SAGEN

ET AMERIKANSK B-52 BOMBEFLY

Bogen bag filmen IDEALISTEN

LØGNENS UNIVERS

THULE SAGEN POUL BRINK

Lindhardt og Ringhof

Idealisten Poul Brink – i virkeligheden

Af Niels Frid-Nielsen Poul Brink var altid på vej, lidt stakåndet og stærkt optaget af verden. Han boede sammen med sin spanske kone, Estíbaliz, og deres søn, Kristian, i Tordenskjoldsgade 31 på anden sal til venstre. Deres hjem var præget af både udsyn og hjemstavnsfølelse og genlød af Pouls jyske dialekt og letflydende spansk fra Estíbaliz. Kristian lærte at tale begge sprog. Brink elskede at samle sine venner omkring sig. Hvert år på sin fødselsdag den 2. september fyldte han og Estíbaliz deres lejlighed med venner. Der blev diskuteret på livet løs. Journalistik, etik, politik og Thule-sagen. Ofte diskuterede Poul Brink og jeg verdenssituationen, som vi opfattede den, hjemme hos ham, på cafe Norden eller hvor det nu passede bedst. Poul Brink var journalist 24 timer i døgnet – og Thule-sagen blev hans livs sag. Brink kom på sporet af Thule-sagen i tiden som reporter på Østjyllands Radio i 1980’erne. Senere fulgte han sagen i det langt mere slagkraftige TV Avisen. Sagen voksede. Fra at være en sag for regionalradioen blev det en national og international sag, der satte forholdet mellem Grønland, Danmark og USA på spil. Redaktøren sendte ofte et blik mod himlen, når Poul Brink foreslog endnu et indslag om Thule-sagen i TV-Avisen i begyndelsen af 1990’erne. Brink forfulgte sagen om Thule-arbejdere, der til5

bage i 1968 havde ryddet op efter et B-52 fly, der – læsset med fire brintbomber – styrtede ned ved Thule-basen på Grønland. Redningsarbejdere blev syge, nogle fik kræft og enkelte døde. Brink rejste spørgsmålet, om der var en sammenhæng mellem redningsarbejdet i 1968 og kræftforekomsterne i 1990’erne. Det var ham, der afslørede, at B-52 flyet fløj med brintbomber, selv om Danmark udtrykkeligt havde sagt nej tak til atomvåben på dansk grund. Brink afdækkede systematisk et politisk dobbeltspil, der blev indledt i 1953, da grønlandske familier blev fordrevet til fordel for Thule-basen – uden at myndighederne dengang ville kalde det fordrivelse. Det fortsatte i 1957, da Danmarks socialdemokratiske statsminister, H.C. Hansen, i et hemmeligt brev gav USA lov til at have atomvåben på Thule-basen. Det var Brink, der fandt brevet i Udenrigsministeriet og fremviste det for TV Avisens seere. Brink afslørede lag efter lag i Thule-sagen med en stædighed, der fik TVA-chefen til at sukke, for var der tale om en mand med en sag? Eller om en helt ekstraordinær sag af både national og international betydning? Poul Brink var en gammeldags journalist, der arbejdede i det 20. århundredes nye, stærke medium: Fjernsynet. Han var høj, kejtet, gik i det forkerte tøj i forhold til det modebevidste fjernsyn. Og så var han så engageret, at hans engagement langt overskyggede den selvpromovering, der ellers var og er en del af TV-mediets særlige karakteristika. Poul Brink var ikke bange for at gå på skærmen, men han gjorde det aldrig for at føre sig frem. Han gjorde det for at fortælle den historie, han brændte for. Når Brink fik færten af en sag, bed han sig fast. Og når det kom til Thule-arbejderne, blussede sansen for retfærdighed op i ham. Han ønskede simpelthen, at de Thule-arbejdere, der betalte med deres liv og helbred, blev ydet retfærdighed. Og at de fordrevne familier fik kompensation. Arkiverne i DR indeholder timevis af indslag på radio og TV om Thule-sagen. Poul Brink var drivkraften i sagen. Han fik i 6

1997 Cavling-prisen for sin indsats. Efter hans død stadfæstede landsretten, at kolonimagten Danmark i 1953 foretog en tvangsforflytning af 27 familier på bopladsen i Uummannaq, hvor Thule-basen ligger i dag. Familierne fik erstatning og Grønland en undskyldning af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Redningsarbejderne fik i mangel af en egentlig erstatning en kulancemæssig godtgørelse på 50.000 kr. Enhver person, der havde opholdt sig på – eller passeret forsvarsområdet ved Thule – i perioden mellem den 21. januar og den 17. september 1968, fik den kulancemæssige godtgørelse. Den mangeårige formand for de strålingsramte Thule-arbejdere, Jens Zinglersen, skriver i et brev til mig: ”Der findes eksempler på, at babyer, der er født inden for den nævnte periode har fået godtgørelsen. Kort sagt fik Gud og hvermand fik denne godtgørelse – i alt omkring 2500 personer”. Godtgørelsen blev altså ikke udbetalt til Thule-arbejderne for deres indsats eller den særlige risiko, de måtte have været udsat for i forbindelse med håndtering af radioaktivt materiale. Som Zinglersen formulerer det, så havde Thule-arbejderne så langt foretrukket en helbredsmæssig omsorg og en anerkendelse af svie og smerte. Det er stadig uvist, hvor mange af de ca. 1200 redningsarbejdere der døde af stråling fra det nedstyrtede fly. Selv døde Poul Brink under en løbetur i Fælledparken i København i efteråret 2002. Bladrer man i aviserne fra dengang, vil man se, hvor vellidt Brink var blandt kollegerne på TV-Avisen. Kort tid efter begravelsen fik jeg et brev fra hans enke, der fortalte, at hun nu flyttede til Madrid med Kristian. Der bor hun stadig i dag, mens Kristian er blevet 22 år og studerer i London. Mens indslagene i DR’s arkiver dokumenterer journalisten Brinks klassiske dyder, så viser bogen “Thule-sagen: Løgnens Univers” Poul Brink, som han også var: Engageret, med begge ben på jorden og drevet af retfærdighedssans. Bogen viser den humor og lune, der gjorde ham til et elskeligt menneske. Og så viser den ham som en gudsbenådet fortæller. Thule-sagen kan læses, som man læser Truman Capotes “Med 7

koldt blod”: Som en true crime, men her bare med ansvarlige, danske politikere – fra H.C. Hansen til Niels Helveg Petersen – i rollerne som sagens skurke. Bogens afdækning af myndighedernes hukommelsestab, når det kommer til tvangsforflytning, det nedstyrtede bombefly og følgevirkninger af redningsarbejdet, er læsning, der gør indtryk. Man chokeres, når Poul Brink afslører, hvad der ligner et politisk bedrag i Udenrigsministeriet. Christina Rosendahls spillefilm Idealisten (2015) er baseret på Poul Brinks bog om Thule-sagen og fremstiller ham som den idealist, han var. Hun skildrer hans stædige arbejde med Thule-sagen og det lange, seje træk, indtil myndighederne sætter sandheden fri. Filmen fortæller også historien om et menneske, der sætter sig for at gøre en forskel. Og ender med at få os til at opleve relationerne mellem Grønland, Danmark og USA i et nyt lys. Relationerne mellem Grønland og Danmark er fortsat ømtålelige. De efterladte lider stadig af savnet efter de redningsarbejdere, der med deres liv betalte prisen for det, Brink kalder “Løgnens univers”. Grønland fortjener, at vi husker Thule-sagen – og lærer af den. Poul Brink fortjener også at blive husket – for den person han var og for hans øjenåbner af bog om en afgørende sag i Danmarkshistorien.

Niels Frid-Nielsen var kollega med Poul Brink på TV-Avisen 1991-96. Deres venskab fortsatte indtil Poul Brinks død. I dag er Frid kommentator og kulturjournalist på DR.

Forord

»I Danmark er der ingen skandaler, der kan måle sig med dem, de har i Italien, Frankrig eller USA. Men nogen sager må der vel skjule sig bag facaden herhjemme.« Sådan spøgte jeg en dag i begyndelsen af 1986, da jeg talte med et par kolleger om, at jeg ville holde op som tillidsmand for at gå i dybden med en enkelt sag ved siden af det daglige nyhedsarbejde på Danmarks Radios regionalradio i Århus. Jeg satte mig imidlertid ikke ned og valgte Thule-sagen, for ingen vidste jo dengang, at den eksisterede. Den udviklede sig, fordi mine interviews affødte spørgsmål, som krævede flere interviews, som rejste ny spørgsmål. Det var først efterhånden, bedragets størrelse blev kendt. Jeg har lavet i hundredvis af indslag om sagen først i radioen og derpå i tv. Somme tider har jeg også arbejdet i fritiden. Imidlertid har jeg altid brugt den objektive journalistiske form, hvor ens egne personlige vurderinger træder i baggrunden. Hvor man lader andre mennesker komme med meningerne. Her i bogen har jeg imidlertid opdaget, at det var umuligt at skrive om 10 års arbejde med sagen uden at komme med egne holdninger. Alt andet ville være uærligt. Det har været svært at beslutte, hvilke hændelser der skulle med og hvilke ikke. Jeg er gået tættere, eller måske snarere anderledes, på nogle personer, end jeg normalt ville gøre på tv. Det har skyldtes ønsket om at vise, at Thule-sagen udviklede sig i et bestemt miljø og via en bestemt tankegang, som var farlig for demokratiet. Det var og er en elitær opfattelse af verden, som ikke kommer til udtryk i et bestemt interview eller et bestemt dokument. Men som 11

nærmere eksisterer gennem personlige kontakter og den måde, man f.eks. møder en undersøgende journalist på. Jeg mener ikke, de involverede var onde mennesker. Tværtimod var de samfundets støtter, som om aftenen gik til de bedste kulturelle arrangementer i hovedstaden. En mand som H.C. Hansen skrev spændende digte i sin ungdom, som stod i skærende kontrast til det, han senere foretog sig. Det har jeg forsøgt at få med i denne bog. De folk, der lavede den hemmelige atompolitik, var i mange tilfælde særdeles sympatiske mennesker. Men alligevel førte de en løgnagtig politik. Det bekymrer mig, at mange ledende forskere og politikere allerede har undskyldt dem og udvist stor forståelse for dem. For derved har man jo sagt, at det ikke ville være så slemt at gøre det samme igen. På et tidspunkt ringede den amerikanske ambassadør til Udenrigsministeriet, hvorpå Rigsarkivet meldte mig til politiet og søgte at få rejst en sag mod mig. Efter et år blev sagen afvist, og jeg betragtede det hele som et slags journalistisk hæderstegn til mig. Men de argumenter, der blev brugt, var så mærkværdige, at det gav anledning til at spørge sig selv, hvor myndighederne egentlig ville være standset, hvis de ikke havde mødt modstand. Jeg tror, Thule-sagen var et produkt af en blanding af manglende respekt for befolkningen og demokratiet og så en underlig nederlagsstemning, som ubevidst prægede dansk politik. Dele af den samme psykologi præger vores forhold til EU i dag. På mærkværdig vis blev essensen af sikkerhedspolitikken i supermagten USA, det lille land Danmark og den tidligere koloni Grønland anbragt for foden af den smukke Thule-klippe. Her er så min version af sagen.

1. Thules lys forsvandt under flyets næse og piloten gav ordren: »Spring ud!«

Pilot John Haug stod op klokken fem den morgen i 1968 på Platts burgh-basen i staten New York i den nordøstlige del af USA. Datteren Katharine Alice sov stadig, men hans kone Mary var allerede i gang ude i køkkenet. Der var heller ikke for meget tid, hvis han skulle nå at gennemgå de sædvanlige briefinger og rutinetjek, inden han skulle lette med flyet klokken 7.30. Han gik ud i køkkenet, mens han trak det arktiske undertøj på. »Skulle det nu også være nødvendigt,« spurgte Mary. »Du ved jo, hvor jeg skal hen, så jeg kan lige så godt tage det på, hvis man skulle gå hen og falde ned.« Så talte de ikke mere om ruten. Mary var ikke for ingenting airforce-hustru. Hun vidste alt og ingenting. Mens John spiste morgenmad, kiggede han flyveplanerne igennem, som han allerede havde fået dagen forinden. De sad i et chartek, Mary havde givet ham. Udenpå havde hun tegnet et stiliseret stenografitegn for »jeg elsker dig«. Mary kunne godt lide, at John fik et ordentligt måltid, inden han tog af sted, så hun serverede steg, kartoffelmos, to spejlæg og kanelbol ler efter den specielle Plattsburgh-opskrift sammen med kaffen. I nyhederne var det som sædvanligt Vietnamkrigen, der fyldte mest. John kyssede den sovende datter farvel og tog afsked med Mary og hunden Mitzi. Så gik han under den store grædepil på plænen foran huset ud til bilen og kørte gennem basen op til 13

528, Bomb Squadrons hovedkvarter, hvor han mødte resten af besætningen til briefing. Meget var rutine, men John brød sig ikke om at høre, at han igen skulle skifte fly. Det oprindelige havde fået et rødt X, hvilket ville sige, at der var noget i vejen med det. Nu stod der også et rødt X på planen ud for afløsermaskinen. Så jordpersonellet var ved at klargøre en tredje maskine. Fem af be sætningsmedlemmerne var fra John Haugs stambesætning E-14. Desuden var der så en navigatør og en tredjepilot, der var lånt fra andre besætninger. John hilste på tredjepiloten, major Alfred J. D’Amario, som havde mindst lige så megen flyveerfaring på disse togter, som han selv. Der var ingen grund til at give ham en særlig briefing. »Sig til, hvis du har nogle spørgsmål,« sagde han. Derpå tog hele besætningen over til basens køkkenbygning, hvor de kunne vælge præcis den mad, de ville have med på turen. Maden blev pakket i metalkasser og var beregnet på at blive tilberedt i en lille ovn i flyet. Så tog de til barakken for personlig udrustning, hvor de iførte sig flyverhjelmene og fik en kasse kaliber 38-revolvere med. Og så blev de kørt ud til B-52eren, der ventede som en stor fugl med ludende, udbredte vinger på startbanen. Jes Qujavkitsoq fik den sidste hund på plads i træklinen, og hans kone og søn gjorde sig parate. De kunne se lysene fra Knud Rasmussens Thule og lidt ved siden af det langt stærkere lys fra den amerikanske base. Der var imidlertid stille på basen denne søndag. Der kom ikke de sædvanlige hverdagslyde derindefra, og der var heller ingen fly at høre. Der var sket store ændringer på den gamle boplads, selv om den stadig gik under navnet »Knud Rasmussens Thule«. Det var hertil, den store dansk-grønlandske opdagelsesrejsende var kommet dengang i århundredets begyndelse, da alt var helt anderledes. Sammen med den store, godmodige danske bulderbasse Peter Freuchen, med Stauning-skægget, skabte han her en handelsstation, der var langt mere end dét. Den smukke og charmerende unge Knud Rasmussen brugte dagevis på at lukke sig inde med stedets gamle kællinger, som han fik til at fortælle 14

historier i timevis, mens de skyllede kaffe ned som saftevand. Det var historier fra igloerne og fra de røgfyldte tørvehytter, som takket være Rasmussen blev kendt under betegnelsen eskimoisk kultur på universiteter verden over. Sammen med Freuchen og de bedste eskimoiske fangere tog Knud Rasmussen også med slæderne på opdagelsesrejser, der var så dristige, at de ofte var ved at koste alle deltagerne livet. Og så gik de ellers på jagt. Og handlede. Og festede i dagevis. Kunne man komme meget nærmere Paradis? Sådan var det i hvert fald, når stedets beboere tænkte tilbage. Men så, under krigen, var der blevet lavet en lille vejrstation. Så var der kommet en lille landingsbane inde i dalen. Og i 1951 vågnede de en morgen op til en mærkelig fjern dunken. Og da de kravlede op på Thulefjeldet, kunne de se en hel armada af skibe, som sendte mindre landgangsbåde ind til kysten. Hele den sommer havde amerikanerne sprængt klipper og bragt præfabrikerede huse i land og lavet en flere kilometer lang landingsbane. Der kom tusindvis af amerikanske arbejdere og soldater. Den lille boplads lå ud for basen på den lille tange, som munder ud i Thuleklippen. Her lå eskimoernes tørvehuse til den ene side, mens den lille danske koloniby med pæne og sirlige træhuse lå til den anden side. Amerikanerne foretog rundvisninger ned til stedet, men ellers var det soldaterne forbudt at komme eskimoerne nær. Og det var eskimoerne forbudt at komme ind på basen. Det havde danskerne bestemt. Det betød, at nogen af de bedste jagtruter blev skåret over. Men hvad kunne man gøre? Så i 1953 kom kolonibestyreren og præsten en dag tilbage fra København og kaldte hele bopladsen sammen. Dér fik befolkningen besked på, at de skulle pakke alle deres ejendele og rejse i løbet af fire dage. Deres huse ville blive jævnet med jorden, fordi amerikanerne skulle bruge stedet til at stille kanoner op på. Alle flyttede naturligvis, når danskerne sagde det. Men for beboerne føltes det, som om man havde fået pisk som en hund. Beboerne i Knud Rasmussens gamle Thule var blevet anvist et nyt sted 150 km længere nordpå, som blev kaldt Qaanaq. De 15

fleste var taget derop, mens nogen var taget til mindre bopladser i området. Senere var verdens største radar blevet opført på et bjerg længere inde mod indlandsisen. Danskerne fortalte, at amerikanerne fortalte, at man kunne se alt hvad der foregik i luftrummet inde i Sovjetunionen med den. Der kom også andre ny bygninger op rundt omkring på bjergene. Ingen vidste rigtigt, hvad de blev brugt til. Og inde på indlandsisen lavede amerikanerne vældige tunneler, og de konstruerede kæmpemæssige slæder trukket af bulldozere til at komme derind. Ingen vidste helt, hvor mange amerikanere der var på basen, men det drejede sig nok om nogle tusinde militærfolk. Det blev sagt, at basen var konstrueret til at rumme 20.000 i tilfælde af krig. Desuden var der så omkring 1.000 danske arbejdere til at lave det grove arbejde. Og en enkelt dansk officer til at holde øje med det hele. Qujavkitsoq slog smæld med pisken, og den lille familie begav sig hen over havisen. Isen var lidt ujævn, men ellers udmærket. Alt tegnede til, at det ville blive en stilfærdig tur uden problemer. John gik først rundt og inspicerede flyets otte motorer og landingsstellet. Også de to hjul, der bar vingespidserne. Hvis hjulene ikke var der, ville vingernes spidser skrabe hen ad betonbanen, når flyet startede fuldt lastet. Mange i flyvevåbnet hævdede, at B-52eren var ligesom humlebien, der som bekendt ikke kan flyve, men gør det alligevel. Så fortsatte tjekket inde i flyet – også af de fire brintbomber, der skulle kastes over Sovjetunionen, hvis ordren kom under togtet. De hang kolde og glatte i deres ophæng. Major D’Amario skulle sidde i et ekstra navigatør-instruktør sæde under starten, og han havde lidt svært ved at få sine grejer placeret, så han skubbede tre stofbetrukne skumgummipuder ind under sædet. John Haug gjorde sig klar til start i cockpittet. Ved siden af ham sad 2. piloten, den unge Leonard Svitenko. Det var en god og rolig mand at have der. Svitenko tænkte på at blive præst efter sin tid i flyvevåbnet, og det var typisk, at han havde skriftet 16

inden turen, noget ingen af de andre havde haft lyst til. John fik klarmeldinger fra de øvrige. Det var kaptajn Richard Marx, der stod for den elektroniske krigsførelse. Kaptajn Curtis Criss, der var navigatør. Major Frank Hopkins, der var radionavigatør. Og agterskytten seniorsergent Calvin Snapp. Så kørte John ud på startbanen og gav gas. Da de var kommet op i flyvehøjde, rejste major D’Amario sig og flyttede lidt om på sagerne ved sin plads. Han stuvede endnu en skumgummipude af vejen under sædet og satte en af mad-metalkasserne ned for at holde dem på plads. Så lagde han over levelsesudstyret på sædet, lagde faldskærmen ovenpå og sikrede begge dele med sikkerhedsbæltet. Der var noget ironisk i, at han var blevet pilot, eftersom han ikke brød sig meget om højder. Han var bange for at opholde sig nær ved kanten af en klippe eller en bygning eller i nærheden af vinduer i stor højde. På den anden side var det noget, der gjaldt for mange piloter. I cockpittet havde John problemer med autopiloten. Når han satte den til, bevægede flyets næse sig langsomt en smule op og ned. John prøvede at koble fra og til, men problemerne fortsatte. Det var irriterende, men ikke alvorligt og efter et par timers flyvning blev udsvingene mindre. Da de nærmede sig tankflyet og havde det omkring to mil forude, slog John over på optanknings-autopiloten. Der var igen noget galt, og flyets næse dykkede lidt, da han slog den fra igen. Andenpilot Svitenko sagde, at autopiloten målte halvanden grad forkert. John besluttede at lave tankningen manuelt. Han tog et godt greb i styretøjet, og de nærmede sig den anden maskine, som havde optankningsbommen hængende efter sig som en lang brod. John manøvrerede kæmpeflyet tættere og tættere på, mens operatøren i tankflyet styrede bommen ved hjælp af små finner på spidsen. Så sagde det klik, og bommen var på plads i første forsøg. Det tog 12 minutter at få tanket op, og John tog så igen flyet op i dets normale flyvehøjde og lagde kursen ind efter Thule. Så sagde han til Svitenko, at han skulle gå ned at hvile sig og at major D’Amario skulle komme op og fungere som 2. pilot. Så nåede 17

de Thule, og mens de kunne se basen ligge dernede som en lille lysende by meldte John sig på radioen og sludrede lidt med basen om vejret. John sagde, at flyvningen foregik uden problemer og spurgte om hans ven major Wessels mon var til stede dernede. Basens radiooperatør Howard Warriner sagde, at han godt kendte majoren, men at han ikke var i nærheden. Han lovede at sige til majoren, at en pilot ved navn John Haug ville hænge i luften over basen et godt stykke tid på »smørknivs-turen«. John lagde så maskinen ind efter det nordlige vendepunkt på turen. Nu var det ren rutine de næste timer. Fra Thule skulle de flyve nordpå, så sydpå hen over basen til det sydlige vendepunkt, så nordpå igen osv. Hvis Thulebasen uventet blev ramt af en sovjetisk atombombe, skulle de melde det tilbage til USA og straks tage af sted for at udslette mål i Sovjetunionen. Da de havde foretaget vendingen ved rutens nordlige punkt, sagde major D’Amario, at han syntes, det var ved at blive lidt koldt i cockpittet, og John gav ham lov til at slå over på nødop varmningssystemet. John holdt øje med måleren, der viste temperaturen i varmerørene. Først sank temperaturen mærkværdigvis lidt, men så steg den til 220 grader celsius inde i rørene. De næste 20 minutter prøvede D’Amario at finde en passende indstilling, fordi John klagede over, at det nu var blevet for varmt i cockpittet. Det så ud til at være lykkedes, da de nåede det sydlige vendepunkt 90 mil fra Thule. Navigatøren Curtis Criss opgav en ny kurs, og John startede et højresving. Richard Marx lå i den underste køje i hvilerummet, da han mærkede flyet dreje og samtidig syntes, han fik en underlig duft af brændende skumgummi i næsen. Han vækkede Svitenko, som lå og sov i den øverste køje og gik så tilbage til sin plads. Derfra meldte han over samtaleanlægget, at han kunne lugte røg. John gav alle besked på at åbne for iltapparaterne og finde ud af, hvor røgen kom fra. Samtidig slog han varmesystemet tilbage på »normal«. Navigatøren Curtis Criss rejste sig og gik ned i den bageste del af den underste kabine for at se, hvor røgen kom fra. Han flyttede en overlevelsespakke, der lå ved siden af det ekstra 18

navigatør-instruktørsæde, men der var intet. Han gik tilbage til sin plads igen, men nu syntes radionavigatør Frank Hopkins, at han kunne se røg til venstre for navigatør-instruktørsædet. Curtis Criss gik derned igen, flyttede en mad-metalkasse og fik øje på røgen, der kom derindefra. Han gik hen til sin plads igen og meldte over samtaleanlægget, at han kunne se røgen nu. Så tog han et bærbart iltapparat på og prøvede at finde kilden til røgen. Men han var kommet til at indstille apparatet på »nødforsyning«, så det tømtes i løbet af kort tid. Han sprang hen til sin plads igen og forbandt sig til den normale iltforsyning, fik fat i en ildslukker og rettede den mod navigatør-instruktørsædet, hvor der nu var synlige flammer. John hørte i hovedtelefonerne, at der nu var åben ild. Jeg må have maskinen ned og alle ud hurtigst muligt, tænkte han og kaldte basen. »Jeg starter en nødlanding, jeg beder om tilladelse til at lande«. Men der var et godt stykke til Thule, og det var et spørgsmål, om han kunne nå det, hvis ilden bredte sig hurtigt. Curtis Criss meldte over samtaleanlægget, at han nu havde brugt begge ildslukkerne, og at der ikke var flere om bord. John gav ham besked på at bruge vand. Curtis Criss sagde, at han syntes, det så ud som om, der lå olie på gulvet, så det turde han ikke. Det ville bare få det hele til at flamme op. John tænkte på, om olien ikke blot var skumrester fra ildslukkerapparatet, men der var ikke tid til at kontrollere det. Han sagde til Criss, at han skulle prøve at kvæle ilden. John trak gashåndtagene tilbage og lod motorerne gå i tomgang og aktiverede luftbremserne på vingerne, men samtidig lod han flyets bratte nedstigning øge dets fart, så det hurtigst muligt ville nå Thule. Basens lys dukkede op, han deaktiverede luftbremserne og gjor de dykket mindre stejlt – men Thules lys var stadig langt væk. Så blev cockpittet fyldt med røg, og det var ikke længere muligt at se instrumenterne. Han gav D’Amario besked på at sænke trykket i cockpittet, og røgen forsvandt. Men så forsvandt elforsyningen, og røgen kom igen, så den dækkede nødinstrumenterne. John rakte ned til venstre for sig, 19

hvor han havde sin polar-nødtaske stående med papirer og andet vigtigt. Han mærkede chartekket med Marys tegn for »jeg elsker dig« udenpå. Men det var ikke det, han skulle bruge lige nu. Han fandt frem til lommelygten og rakte den til D’Amario ved siden af med besked om, at han skulle lyse på instrumentbrættet. Så prøvede John at få generatorerne i gang igen, men det var umuligt, og han kunne heller ikke se noget på instrumenterne, selv om D’Amario gjorde sit bedste med lommelygten. Det eneste, han kunne se ved at læne sig frem, var Thules lys, der mindede ham om en stjerne i det fjerne – og den styrede han efter. Han besluttede nu, at det ville blive umuligt at nødlande, og at de måtte springe ud i faldskærm over basen, så ville han lade flyet fortsætte for at blive knust et øde sted nord for basen. »Gør klar til at forlade maskinen. Gør klar til at springe ud i faldskærm,« sagde John. Leonard Svitenko meldte sig på samtaleanlægget og spurgte, hvordan han skulle komme ud nede midt i maskinen, hans normale 2. pilotsæde var jo optaget af D’Amario nu. John gav ham besked på at gå gennem ilden og komme hen til navigatørernes nødluge. Svitenko sagde ikke noget, men han måtte vide, at det ville blive vanskeligt at kravle ud gennem en nødluge i stedet for som de andre at blive skudt ud med et katapultsæde. Skytten Calvin Snapp meldte sig fra kanontårnet bagest i maskinen: »Hvor er vi, hvornår skal vi springe ud?« John lænede sig frem, men han kunne ikke længere se lyset fra Thule. Det måtte være skjult under næsen. Måske var de allerede ved at passere. Det var umuligt at vide, hvor hurtigt de fløj. Alt forude var mørkt. »Vi er over Thule nu, spring ud!« beordrede han så over samtaleanlægget. Så rejste han sig og gik op på det øverste dæk, men kunne ikke se nogen i skæret fra ilden nedenunder. Han gik tilbage til sin plads og måtte føle sig frem det sidste stykke. Så hørte han fire dæmpede eksplosioner, og D’Amario i sædet ved siden af vendte sig mod ham: »Hvad var det?« »Det var katapultsæderne. Jeg har givet ordre til, at alle forlader flyet. Spring ud!« De to piloter satte sig til rette og trak i 20

udløsermekanismen næsten samtidigt. D’Amario følte ikke noget egentligt stød, snarere et hårdt skub. Han sad i sædet, mens det røg ovenud af flyet og væk, da faldskærmen foldede sig ud. Men så skete der noget mærkeligt. Han fløj opad, mod himlen. Jorden under ham måtte være en fremmed planet. Kunne han mon være midt i en voldsom opadgående vind? Så forstod han, at han var på vej ned. John trak i udløseren og så instrumentbrættet forsvinde under sig, men han mærkede ingenting. Jes Qujavkitsoq sad forrest på slæden og holdt hundene i gang, da noget fik ham til at vende sig om. Han syntes, han så et glimt af lys i polarmørket. Han stoppede slæden og gav et dask med pisken for at holde to af hundene fra at indlede et slagsmål. Så kom lyset igen, og det bevægede sig frem mod ham og hans familie! Nu var også hans kone og søn opmærksomme på ildkuglen. Det så ud som om, den havde en mørk kerne, som det brændte ud af flere forskellige huller. Det måtte være et fly. Den brændende ting passerede lavt hen over dem. Så faldt den ned på isen med et voldsomt brag, og slæden rystede. Flyet spyede ildtunger i alle retninger. Ligesom det fyrværkeri, man ser i bladene fra de hvides lande, tænkte Jes. Hundene sad nu stille og kiggede på branden. Jes tog sønnen med og gik frem mod ilden. Der lugtede forfærdeligt. Da de kom tættere på, begyndte der at dukke vragstykker op. »Du skal ikke røre dem. Man ved aldrig, hvad det er,« sagde Jes. Han var bange. Hvad skulle han stille op, hvis de fandt stærkt lemlæstede mennesker. Alligevel gik han tættere på, indtil han og sønnen ikke længere kunne holde varmen ud. »Hallo!« råbte de. De råbte flere gange, men ingen svarede. Vinden begyndte at vende, og den sorte røg bevægede sig i deres retning. Der var ikke noget at stille op, og Jes fik hurtigt sønnen med tilbage til slæden. Familien satte i gang og fortsatte deres rejse. John vågnede og forstod, at han hang i en faldskærm på vej ned i nattemørket. Det var koldt, og hjelmen var væk. Han havde heller 21

ingen handsker på. Han forsøgte at holde om sig selv for at få varmen. Der var lys dernede, det måtte være Thule. Han mistede bevidstheden lidt, men vågnede op igen og mærkede faldskærmen ryste let. Det faldt ham ind, at det måtte være trykbølgen fra flyet, der eksploderede. Måske havde braget vækket ham. Han forsøgte at vende sig, men kunne ikke. Så landede han i sneen. På et bjerg ovenover ham lyste et roterende fyr. Han måtte væ re i nærheden af startbanen. Men der var noget galt med det ene ben. Han kom fri af faldskærmen og fik fat i overlevelsesudstyret, men kunne ikke åbne pakken, selv om håndtaget gik op som det skulle. Fingrene var ved at være stive, og han måtte hurtigt have noget til at beskytte dem og hovedet mod kulden. Så fik han øje på to store hangarer tæt på. Men da han forsøgte at gå, kollapsede det højre ben. Han måtte prøve igen; hvis han gik forsigtigt, så det ud til at lykkes. Han nåede frem til den første hangar og fandt en dør, men der lå en snedrive foran den. Han prøvede at kravle op, men det var umuligt. Så han fortsatte langsomt til den næste hangar og fandt en dør. Den gik op, da han prøvede. Hangaren var fuldstændig mennesketom. Der hang en telefon på væggen, og han gik hen og tog røret. »Hallo, det er John Haug, pilot på det fly, der lige er styrtet ned. Nej, jeg ved ikke hvilken hangar, jeg er i – men den er stor.« Mens han ventede på, de skulle finde ham, gik han hen til en parkeret lastbil og kiggede i et af sidespejlene. Hans ansigt var smurt helt ind i blod. »Du godeste, det er et smukt syn,« sagde han til sig selv. Så hørte han redningsholdet ved døren.