Ting, vi fortryder læseprøve

MIKKI BRAMMER

TING, VI FORTRYDER

På dansk ved Anne Krogh Hørning

Ting, vi fortryder

er oversat fra amerikansk efter The Collected Regrets of Clover af Anne Krogh Hørning

Copyright © Mikki Brammer 2023

All rights reserved

Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2023

Omslag: Sandra Chiu

Forfatterfoto: Mark Wickens

Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia

ISBN 978-87-27-01339-8 1. udgave, 1. oplag 2023

lindhardtogringhof.dk BOG.DK – dit online bogmagasin

FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.

Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge

Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Til Carl Lindgren, der har lært mig at lede efter skønheden, hvor den ikke umiddelbart findes. Og til kvinderne fra Cloverlea, der har lært mig at lede efter magien.

1

Første gang jeg så et menneske dø, var jeg fem år gammel. Mr. Hyland, min børnehaveklasselærer, var en buttet og munter mand med en skinnende isse og et kuglerundt ansigt, der fik ham til at ligne månen. En eftermiddag sad mine klassekammerater og jeg tryllebundne i skrædderstilling på det kradsende gulvtæppe foran ham, mens han fremførte sin dramatiske genfortælling af Peter Kanin. Jeg kan huske, hvordan hans kødfulde lår flød ud over kanterne på den træstol i børnestørrelse, han sad på. Hans kinder var rødere end normalt, men hvem kunne fortænke ham i at lade sig begejstre over et godt Beatrix Potter-plot?

Da vi nærmede os fortællingens højdepunkt – det sted, hvor Peter Kanin taber sin jakke under flugten fra mr. McGregor – holdt mr. Hyland inde, som om han ville gøre en kunstpause. Vi stirrede op på ham med bankende hjerter, fulde af forventning. Men i stedet for at fortælle videre udstødte han med vidtåbne øjne en lyd, der mest af alt mindede om et hik.

Og så, som et gigantisk rødtræ, nogen havde fældet, styrtede han mod jorden.

Vi så til med store øjne, forstenede og i tvivl om, hvorvidt vores elskede lærer blot ville understrege den ellers i forvejen så dramatiske fortælling. Da han ikke havde rørt på sig i adskillige minutter og ikke engang havde blinket med sine opspærrede øjne, begyndte alle at skrige panisk.

Alle, undtagen mig.

Jeg skubbede mig så tæt på mr. Hyland, at jeg kunne høre ham ånde ud for allersidste gang. Mens panikken bredte sig ned ad gangen, og andre lærere kom styrtende ind i klasselokalet, blev jeg siddende helt rolig med hans hånd i min og så den sidste rest af rødme forlade hans ansigt.

Skolen anbefalede, at jeg fik krisehjælp efter ”hændelsen”, men mine mildest talt selvoptagede forældre mente ikke at kunne spore nogen nævneværdig ændring i mit humør. De købte en is til mig, klappede mig på hovedet, og eftersom jeg, i deres øjne, altid havde været en smule sær, konkluderede de, at jeg var okay.

Jeg var også okay for det meste. Men siden dengang har jeg ofte spekuleret på, hvad mr. Hyland ville have sagt som det allersidste, hvis han selv havde kunnet bestemme. Mon så hans sidste ord havde omhandlet en uartig kanin og alle dens narrestreger?

2

Det var egentlig aldrig meningen, at jeg ville holde styr på, hvor mange jeg havde set dø siden mr. Hyland for enogtredive år siden, men min underbevidsthed holdt nøje regnskab. Særligt nu, hvor jeg nærmede mig en temmelig imponerende milepæl med mine indtil videre syvoghalvfems døde.

Jeg stod på Canal Street og så rustvognens baglygter flette ind i trafikken. Jeg havde gjort min pligt; som en stafetløber, der giver depechen videre.

Lugten af død hang stadig i mine næsebor og blandede sig nu med lugten af udstødningsgas, tørret fisk og tamarinde. Med lugten af død mener jeg ikke lugten af en krop i forrådnelse – den var jeg som oftest forskånet for, eftersom jeg kun sad med den døende, mens vedkommende svævede på tærsklen mellem denne verden og den næste. Jeg tænker på den anden lugt, den særlige lugt af en nært forestående død. Den er svær at beskrive, men den er som den umærkelige overgang mellem sommer og efterår, hvor luften på en eller anden måde er anderledes, men man ikke kan sætte en finger på hvorfor. Jeg var blevet fortrolig med den lugt i løbet af mine år som dødsdoula. Det var sådan, jeg vidste, om nogen var

klar til at tage af sted. Hvis der var pårørende til stede, fortalte jeg dem, at det var tid til at sige farvel. Men i dag havde der ikke været nogen pårørende. Det er overraskende tit tilfældet. Faktisk var mindst halvdelen af de syvoghalvfems personer døde alene, hvis ikke jeg havde været der. Det kan godt være, der bor næsten ni millioner mennesker i New York, men det er en by befolket af ensomme eksistenser fulde af ting, de fortryder. Min opgave er at gøre deres sidste tid en smule mindre ensom.

En måned tidligere havde en socialarbejder sat mig i kontakt med Guillermo.

”Jeg kan lige så godt advare dig,” sagde hun i telefonen. ”Han er en vred og bitter gammel mand.”

Det afskrækkede mig ikke – normalt betyder det blot, at vedkommende er bange, ensom eller ikke føler sig elsket. Jeg tog det derfor ikke personligt, da Guillermo knap nok anerkendte min tilstedeværelse under de første besøg. Men da jeg smækkede mig ude af min lejlighed og derfor blev forsinket til mit fjerde besøg, kiggede han på mig med tårer i øjnene, da jeg satte mig ved siden af hans seng.

”Jeg troede ikke, du kom,” sagde han med samme fortvivlelse, som hvis han havde været et barn, nogen havde glemt.

”Jeg lover dig, det ikke kommer til at ske,” sagde jeg og gav hans læderagtige hånd et klem.

Og jeg holder altid, hvad jeg lover. Det er et privilegium at få lov til at våge over et døende menneske og være der i de sidste dage –særligt når man er det eneste, de har at holde sig til.

Jeg forlod Guillermos lille etværelses i Chinatown og gik hjemad i snevejret. Jeg kunne have taget bussen, men det føltes altid som en mangel på respekt at vende tilbage til hverdagslivet, når nogen lige havde mistet deres. Jeg nød fornemmelsen af den isnende vind, der nev i mine kinder, og jeg nød synet af den lille hvide sky, der materialiserede sig og forsvandt igen, for hvert åndedrag jeg tog – et tegn på, at jeg stadig var i live, stadig var her.

Selvom jeg var vant til at omgås døden, følte jeg mig alligevel altid lidt omtumlet lige bagefter. Et menneske havde eksisteret her på Jorden, og nu var vedkommende væk. Jeg vidste ikke, hvor han eller hun så var, for jeg var mest af alt agnostiker, når det kom til åndelige spørgsmål. På den måde var der også plads til hvilken som helst tro, mine klienter måtte bekende sig til. Jeg håbede, at Guillermo havde givet slip på bitterheden, hvor end han befandt sig nu. Min fornemmelse var, at han ikke havde været på særlig god fod med Gud. Der hang et lille trækors over hans enkeltmandsseng, og det forrevne, gulnede tapet krøllede omkring det, men Guillermo så aldrig direkte på det i sin søgen efter trøst; i stedet sendte han det stjålne blikke, som når nogen vil undgå en autoritetsfigurs granskende øjne. For det meste lå han med ryggen til det.

I løbet af de tre uger, hvor jeg løbende besøgte Guillermo, lærte jeg hver en lille detalje i hans lejlighed at kende. Det tykke lag snavs på boligens eneste vindue, der slørede dagslyset og lagde et ganske passende dystert skær over stedet. Den skingre lyd af metal mod metal fra hans slidte sengestel, hver gang han bevægede sig. Den iskolde trækvind, der kom alle og ingen steder fra og gik gennem marv og ben. De få beboere i hans køkkenskabe – en kop, en skål, en tallerken – klare vidnesbyrd om et liv levet i ensomhed.

Guillermo og jeg udvekslede kun ti sætninger i alt i løbet af de uger. Vi behøvede ikke at sige mere end det. Jeg lader altid den døende føre an og bestemme, om de vil fylde deres sidste dage med samtale eller nyde stilheden. De behøver ikke at sætte ord på deres beslutning; jeg kan fornemme det. Det er min opgave at forholde mig roligt og nærværende og lade dem sætte deres præg på denne allersidste dyrebare tid i deres liv.

Det vigtigste er aldrig at vende blikket bort fra nogens smerte. Det gælder ikke kun den fysiske smerte i en krop, der lukker ned, men også den følelsesmæssige smerte, der følger med, når et menneske ser sit liv ende med bevidstheden om, at de kunne have levet det på en bedre måde. Det at være til stede og se den døende i vedkommendes allermest sårbare stunder er mere helende, end

ord nogen sinde kan være. Og det var min fornemste pligt at gøre netop det – at se dem i øjnene og anerkende deres smerte, lade den eksistere uden forsøg på at nedtone den – selv når sorgen var overvældende.

Selv når det knuste mit hjerte.

Varmen i min lejlighed var nærmest kvælende i forhold til Guillermos. Jeg krængede frakken af og hængte den forsigtigt på plads over alt det andet vintertøj på knagen ved siden af døren. Knagen kunne ikke bære, og min uldfrakke endte sammenkrøllet på gulvet. Jeg lod den ligge og tænkte, at jeg ville ordne det på et andet tidspunkt – hvilket i øvrigt var sådan, jeg håndterede det meste rod i min lejlighed.

I virkeligheden var alt rodet ikke mit. Jeg havde arvet en toværelses med perfekt beliggenhed efter min bedstefar, da han døde. Faktisk havde jeg stået på lejekontrakten, siden jeg var lille. Det var hans snedige måde at sikre, at jeg retmæssigt kunne arve denne huslejeregulerede perle, og at den ikke ville ende i hænderne på et eller andet stort ejendomsselskab. I sytten år havde vi delt lejligheden på anden sal i et brownstonehus, der så en smule forsømt ud i forhold til sine West Village-naboer. Min bedstefar havde været død i mere end tretten år efterhånden, men jeg kunne stadig ikke få mig selv til at rydde op i hans ejendele. I stedet havde jeg gradvist presset flere og flere af mine egne ting ind på den begrænsede plads mellem hans. Selvom jeg så døden i øjnene hver eneste dag, var det, som om jeg ikke kunne forlige mig med, at han ikke længere var i mit liv.

På den måde er sorg en sær størrelse – et strejf af en velkendt parfume eller nogen i mængden, der minder om det menneske, man mangler, og pludselig går alle de knuder op, man har bundet på sig selv for at undgå den smerte, der er forbundet med at have mistet.

Jeg stod foran min bogreol med hænderne om en kop dampende varm Earl Grey. Reolen var proppet med min bedstefars biologibøger, antikke atlasser og sømandsromaner. Tre lasede notesbøger

skilte sig ud fra resten, ikke så meget på grund af deres udseende som på grund af de ord, der stod på ryggen af dem. På den første FORTRYDELSER, på den anden GODE RÅD og på den tredje BEKENDELSER. Ud over mine kæledyr var det disse tre bøger, jeg ville redde, hvis det brændte.

I min tid som dødsdoula har jeg haft for vane at nedfælde mine klienters sidste ord, før livet forlod deres krop. Jeg havde i årenes løb fundet ud af, at folk ofte havde brug for at sige noget, før de døde, noget betydningsfuldt – som om det gik op for dem, at det var deres sidste mulighed for at sætte et aftryk på verden. Disse sidste beskeder passede som oftest ind i en af de tre kategorier: ting, de ville ønske, de havde gjort anderledes, ting, de havde lært i løbet af livet, eller hemmeligheder, de havde holdt på, men omsider var klar til at løfte sløret for. Det føltes som min hellige pligt, særligt fordi jeg var det eneste andet menneske i rummet. Og selv når jeg ikke var, når der var pårørende til stede, var de ofte så tynget af sorg, at de ikke tænkte på at skrive den slags ned. Mine følelser derimod var altid omhyggeligt pakket væk.

Jeg satte tekoppen fra mig og stillede mig på tæerne for at nå bogen med bekendelser. Det var et stykke tid siden, jeg sidst havde haft lejlighed til at tilføje noget til den. Det havde på det sidste virket, som om alle var nået til livets ende med noget at fortryde.

Jeg satte mig godt til rette i sofaen og bladrede igennem den læderindbundne notesbog, til jeg nåede en blank side. Med tætpakkede kragetæer skrev jeg Guillermos navn, adresse, dags dato og hans bekendelse. Jeg havde ærligt talt ikke forventet det – jeg havde fornemmet ham glide væk og tænkt, at han ikke længere var ved bevidsthed. Men pludselig åbnede han øjnene og lagde en hånd på min arm. Ikke på en dramatisk måde, men let, som hvis han havde været på vej ud ad døren og havde glemt at fortælle mig noget.

”Jeg kom til at slå min lillesøsters hamster ihjel, da jeg var elleve,” hviskede han. ”Jeg lod buret stå åben for at drille hende, og så stak den af. Vi fandt den tre dage senere klemt fast mellem to hynder i sofaen.”

Så snart ordene var kommet over hans læber, blev hans krop helt rolig og afslappet, vægtløs, som om han lå på ryggen og flød i en swimmingpool.

Så var han væk.

Jeg kom til at tænke på hamsteren samme aften, da mine dyr kom og puttede sig ved mig. George, den buttede bulldog, jeg havde fundet seks år tidligere, hvor han var i gang med at gennemrode skraldespandene uden for min bygning, hvilede sin våde hage på mit knæ. Lola og Lionel, det stribede søskendepar, jeg havde reddet, da de var killinger, og nogen havde efterladt dem i en kasse uden for kirken på Carmine Street, skiftedes til at gå i ottetaller om mine ankler. Fornemmelsen af deres silkebløde pels virkede beroligende.

Jeg forsøgte ikke at tænke på, hvorvidt hamsteren havde lidt. De var temmelig skrøbelige væsner, så det havde sikkert ikke taget lang tid. Tænk, at Guillermo, den stakkel, havde båret rundt på den skyldfølelse i halvtreds år.

Jeg kastede et blik på min telefon, der lå på sofaens falmede armlæn. Bortset fra telefonsælgere og spamopkald ringede den kun, når nogen ville hyre mig som dødsdoula. Socialisering var ikke noget, jeg nogen sinde havde været god til. Når man er enebarn og vokser op sammen med sin introverte bedstefar, lærer man at sætte pris på sit eget selskab. Det var ikke, fordi jeg havde noget imod venskaber, men hvis man ikke er tæt på nogen, kan man heller ikke miste dem. Og jeg havde allerede mistet nok.

Alligevel undrede det mig nogle gange, hvordan jeg var endt som en seksogtrediveårig, hvis hele liv drejede sig om at se fremmede mennesker dø.

Jeg indsnusede teens bergamotteduftende damp, lukkede mine øjne og lod min krop slappe fuldstændig af for første gang i flere uger. Det er temmelig udmattende konstant at holde på sine egne følelser, men det er dét, der gør mig god til mit arbejde. Det er mit ansvar altid at forholde mig rolig og stabil sammen med klienterne, også når de er bange og i panik og ikke kan give slip.

Mine egne følelser begyndte langsomt at tø op, og jeg lænede mig tilbage i sofaen og lod sorgens vægt tynge mit bryst og længslen klemme om mit hjerte.

Der er en grund til, at jeg ved, at den her by er fuld af ensomme mennesker.

Jeg er nemlig selv et af dem.

DØDEN HAR HUN STYR PÅ. DET ER

LIVET, HUN IKKE KAN FINDE UD AF.

Den professionelle sjælesørger Clover Brooks har altid følt et stærkere bånd til de døende end til de levende, der omgiver hende i New York – indtil en klient en dag sender hende ud for at finde en gammel kærlighed. Rejsen tvinger Clover til at tage stilling til, hvad hun ønsker for sit eget liv, og hvad hun selv vil komme til at fortryde, når det engang slutter.

Ting, vi fortryder er en varm og livfuld roman, der gør et af de mest tabuiserede emner i den vestlige kultur –døden – til en hyldest til livet.