To træer i jerusalem - læseprøve

100 mm

137mm

25 mm

Schmalz-Jacobsens erindringer fra sin barndom i Hitlers Tyskland. Det er på én gang et vidnesbyrd fra et krigsbarn under et terrorregime og samtidig en helt usædvanlig fortælling om menneskeligt mod. Cornelias forældre, – alt for få – mennesker, der valgte at sætte sig op imod naziregimet. De satte deres egne og deres børns liv på 215mm

spil i forsøget på at redde deres jødiske medborgere fra en skæbne værre end døden. I dag er de – ligesom blandt andre Oskar Schindler – hædret med hver deres træ i Cornelia Schmalz-Jacobsen (f. Helmrich, 1934), født i Berlin, journalist og politiker, i mange år medlem af det liberale parti FDP. Havde mange embeder og opgaver, bl.a. var hun byrådsmedlem i München, senator i Berlin, forbundsdagsmedlem og Forbundsdagens befuldmægtigede for udlændingespørgsmål. Hun lever som freelanceforfatter i Berlin og har frivillige tillidshverv i internationale humanitære organisationer.

mindealléen Yad Vashem i Jerusalem.

to træer i JeruSalem

Eberhard og Donata Helmrich, hørte nemlig til blandt de

Cornelia SCHmalz-JaCobSen

To træer i Jerusalem er forfatteren Cornelia

137mm

100mm

to træer i Jerusalem

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

lindhardt og ringhof

”Vi forstår ondskab. Den kommer ikke bag på os. Vi bliver konfronteret med egoisme, vold, krig, racisme, hensynsløshed osv. dagligt, på skærmen og lærredet, i skolegården og på arbejdspladsen. Vi bliver skræmt, men ikke dybt forundret. Sådan er det bare.

Men når vi står over for mennesker, der har handlet på tværs af normer, så bliver vi dybt overraskede. Vi bliver nysgerrige og søger forklaringer.

Godhed, i det omfang, der her er tale om, kræver en forklaring.”

– Fra Herbert Pundiks forord

Cornelia Schmalz-Jacobsen

To træer i Jerusalem På dansk ved Kjeld Georg Hilligsøe Hillingsø

Lindhardt og Ringhof

To træer i Jerusalem.indd 3

13/08/13 08.55

1 En mand rækker mig den lille, grønne plante hen over kanten af det bed, som jeg står i. Forsigtigt løsner jeg plastikken om jordklumpen, lægger den omhyggeligt ned i den klargjorte jord og klapper den fast. På den smalle stribe land står der allerede andre træer, hvert enkelt med et lille navneskilt i jorden foran. Jeg får rakt en spand vand til at hælde over planten, og med den næste spand vander min femtenårige søn Tilo det lille bitte oliventræ, der ikke er mere end en tynd kvist. Lige nu er mit højeste ønske, at træet vil vokse og trives og en dag bære frugt. I mine tanker er jeg hos den kvinde, som dette træ skal minde om – hos min mor Donata. Til ære for hende er de mange mennesker – vel omkring fyrre – samlet her på dette sted. Jeg fornemmer ganske vist, at de er her, men jeg ser ikke deres ansigter i dette øjeblik. Alt svømmer sammen, flyveturen til Tel Aviv, den strenge kontrol, køreturen herud. Jeg er fortumlet, og det er meget varmt på denne aprildag i året 1987. Allerhelst ville jeg tage min mørke jakke af.

Yad Vashem hedder dette sted, der ligger i udkanten af Jerusalem. Fra bakken, som vi står på, kan man se langt ud over Judæa-bjergene, et bibelsk landskab. Der er fredeligt og stille i anlægget, selvom en masse unge mennesker, nogle piger og mænd i israelsk hæruniform, snakker og ler 13

To træer i Jerusalem.indd 13

13/08/13 08.55

højt. Navnet “Yad Vashem” kommer fra Bibelen og betyder oversat fra hebræisk “mindesmærke”. Dette er det israelske mindested for de myrdede jøder. Det blev oprettet ved lov af det israelske parlament i 1953, og i maj 1963 blev De Retfærdiges Allé indviet. På den får ikke-jøder, der reddede forfulgte jøder, tildelt ærestitlen En Retfærdig Blandt Folkeslagene. “Alléen” er egentlig snarere en lund, hvor tre forskellige træsorter, johannesbrødtræer, oliventræer og jerusalempinjer, der er typiske for denne egn, vokser tæt op ad hinanden. Her blev der indtil for få år siden – indtil der ikke var mere plads – plantet træer, næsten to tusinde, for dem, som man vidste havde reddet jøders liv under Holocaust. De redningsfolk, som man først senere fandt navnene på, blev og bliver den dag i dag æret med en navnetavle på en af de mindemure, der er rejst i nærheden af lunden.

Indtil begyndelsen af 2002 modtog 358 tyske redningsfolk denne udmærkelse. Deres navne kan også læses på en stor tavle i Holocaust-museet i Washington.

Navnene på plaketterne under træerne fortæller om et lille, uhørt modigt stykke Europa, om polakker, ukrainere, tjekker, franskmænd, belgiere, hollændere, italienere, tyskere, danskere og flere andre, som valgte at hjælpe mennesker i nød, uden at lade frygten for deres eget liv, som de satte på spil, tage overhånd.

Dr. Mordecai Paldiel er direktør for afdelingen Retfær­ dige Blandt Folkeslagene. Hans underskrift står også på det brev, som gav min familie meddelelse om æresbevisningen.

Efter træplantningen fører han os ind i en stor, kvadratisk bygning, en hal, hvor der næsten ikke trænger lys ind. Den ceremoni, som venter os, er i lige høj grad gribende og be­klemmende. I mørket brænder en lille flamme, og min 14

To træer i Jerusalem.indd 14

13/08/13 08.55

søn og jeg skal få den til at blusse. Vi gør os umage for at gøre det rigtigt, flammen skyder højt op i rummet, og symbolikken er tydelig og knugende: Håbet må aldrig dø!

Efter ceremonien får jeg overrakt et diplom og en medalje med min moders navn i en lille trækasse. “Quiconque sauve une vie sauve l’univers tout entier” [Den, som redder et liv, redder hele verden] – denne sætning fra Talmud er indgraveret på fransk, fordi fransk var Israels officielle fremmedsprog i 1963, da man begyndte at uddele æresbevisningerne.

Den korte vej til mindehallen med støvet, gult sand forekom mig meget lang, selvom vi ikke kunne være gået mere end fem minutter. Vi kommer forbi andre træer, og jeg gør mig umage med at tyde navneskiltene. “Eberhard Helmrich, Germany” står der under et stort johannesbrødtræ; det er min fars mindetræ. Det har sin særlige sammenhæng, at mine forældre ikke står sammen som ægtepar og er blevet æret med ét træ, men at der findes to træer, og at der ligger nitten år mellem de to ceremonier.

Min far plantede selv sit træ i marts 1968, et år før sin død. Han rejste herned fra New York, som han udvandrede til i 1949. Min mor overlevede ham i sytten år. Hun havde fået meddelelse om den planlagte æresbevisning, men havde ikke selv kunnet modtage den. Det var lidt over et år efter hendes dødsdag, at vi på Holocaust-mindedagen i 1987 plantede det lille oliventræ. “Donata Helmrich, Germany” hedder min families andet træ på De Retfærdiges Allé. De to træer står ikke mere end tredive meter fra hinanden.

Min mor havde i øvrigt meget blandede følelser i forbindelse med denne æresbevisning. Hun havde endda spøgt lidt med den. “Siden hvornår er man begyndt at ære folk 15

To træer i Jerusalem.indd 15

13/08/13 08.55

for normal opførsel?” Set med hendes øjne var det de andre, der var de unormale – barbarerne, morderne, stikkerne og medløberne.

Efter den beklemmende ceremoni fører dr. Paldiel os ind i en høj sal med træpaneler til en slags pressekonference, som jeg ikke rigtig er forberedt på. Jeg fortæller om mine forældre, om, hvad jeg oplevede som lille pige, og skildrer, hvad mine ældre søskende, mine forældres venner og min mor senere har berettet for mig. Og jeg forsøger at forklare, at ingen dengang kunne redde liv uden andres hjælp. Det var dem, som vidste besked, eller andre, som havde en anelse, men som holdt mund. Jeg fortæller om mennesker, som stillede en seng til rådighed for et par nætter, om dem, som pakkede et par ekstra kartofler eller et ekstra kilo fisk ned i mors taske eller bidrog med en varm pullover. I krigstid fik man noget “under disken”, altså ikke helt legalt.

Efter pressekonferencen bliver Tilo og jeg inviteret til middag i en restaurant inde i byen sammen med dem, som har ledsaget os. Det er meget højtideligt, vi skal tage plads på en slags tribune sammen med den daværende tyske ambassadør, dr. Wilhelm Haas, og en israelsk mand med sin unge søn. Da vi træder derop, begynder jeg endelig at se hvert enkelt menneske rigtigt og naturligvis at hilse på dem.

To piger på vel otte og ni år kommer hen til mig og overrækker mig hver en buket blomster med ordene: “Mange tak, fordi Deres forældre reddede vores bedstemor.” De siger det høfligt, som handler det om et hverdagsagtigt “Mange tak for invitationen”. En ældre dame henvender sig til mig; hun boede med falske papirer hjemme hos os i Westendallé og udvandrede så senere til Palæstina. Israeleren ved siden af mig, nogenlunde på min alder, fortæller om sin far, der på 16

To træer i Jerusalem.indd 16

13/08/13 08.55

den mest eventyrlige måde var blevet gjort “arisk”, og som sammen med min far i de skrækkelige 40’ere havde beskyttet, gemt og reddet mennesker i det daværende Polen, det såkaldte Generalguvernement. Jeg kendte udemærket hans navn, Naftali Backenroth, “ingeniøren”. Senere havde han skilt sig af med det navn og til alle overlevende fra sin familie valgt navnet “Bronicki” – et navn med en dyster betydning, som senere vil blive omtalt.

Hver eneste af de tilstedeværende havde en historie at fortælle, om sig selv eller om slægtninge og venner. Historier, som gør én målløs. Det var vanskeligt for mig at sige noget til dét. Til syvende og sidst var jeg jo ikke redningsmanden. Ganske vist har spørgsmålet “hvordan ville du selv have forholdt dig?” fulgt mig hele livet – det er ikke til at svare på.

Historien om “de normale”, de civile hjælpere, er aldrig rigtig kommet frem i Tyskland – hverken i Forbundsrepublikken eller i DDR. Måske rammer det endda mere plet at sige, at tyskerne har fortrængt den fra den kollektive bevidsthed. Undtagelsen er Oskar Schindler, der blev kendt og populær på grund af Steven Spielbergs film “Schindlers Liste”. Femogtyve år efter krigens afslutning tog den daværende forbundsregering tilløb til at finde frem til tyske redningsfolk. Næsten uden at offentligheden bemærkede det, fik omkring to hundrede personer tildelt Forbunds­ fortjenstkorset. Men allerede få år senere opgav forbunds­ regeringen sin aktive efterforskning efter hjælperne og har siden kun reageret på konkrete henvisninger fra tredje­ mand. Den videnskabelige forskning begyndte meget sent, først for et par år siden, at beskæftige sig med dem.

Myten om, at der kun var to muligheder, nemlig at adly17

To træer i Jerusalem.indd 17

13/08/13 08.55

de eller at dø, har holdt sig uantastet og stærk årtierne igennem. For medløberne og dem, der så den anden vej, er det bekvemt og også beroligende at holde fast i den overbevisning, at der ganske vist fandtes et lille mindretal af helte og martyrer, som alle uden undtagelse måtte betale med livet.

Vi mindes hvert år mændene, som deltog den 20. juli, og vi gyser ved tanken om de unge, dødsforagtende studenter i den Hvide Rose, opkalder skoler efter dem og beundrer deres klarsyn – med rette.

Men de andre, dem, der vovede at gøre modstand og gøre det i deres normale dagligdag, de udgør en anfægtelse, ja, de krænker direkte alle dem, der altid har påstået, at der under det nazistiske diktatur slet ikke var nogen mulighed for at træffe et valg. Men det ser imidlertid ud til, at der i ethvert volds- og stikkerregime findes en lille procentdel af borgerne, som alligevel træffer et valg, og som er immune overfor løgne, hetzkampagner og trusler. De udgør tilsammen et civilsamfunds gær.

Hvad er det for en slags mennesker, hvis moralske koordi­ natsystem forbliver intakt, som holder stand uden at kunne korrumperes, som selv i grænsetilfælde ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og som mobiliserer modet til at handle i overensstemmelse dermed?

To træer i Jerusalem.indd 18

13/08/13 08.55

2 Min mor var lige så gammel som det forgangne århundrede – født år 1900. Når jeg tænker på hende, ser jeg en serie forskellige billeder og situationer blændet ind over hinanden.

Den unge kone med det tætte, sorte hår, som jeg så gerne ville lave fletninger af, hvilket hun hadede. Moderen, som sjældent havde tid til én, men som, når man var syg, med en blanding af bekymring og grænseløs forkælelse fremtryllede en tilstand af himmelsk lyksalighed. Efterkrigstidens forgræmmede kvinde, som jeg respektløst kaldte “den lille tørrede frugt”, hvad der fik hende til at le. Kort efter blev hun til en succesrig, internationalt efterspurgt konferencetolk. En karriere, som hun begyndte halvtreds år gammel, og som næsten varede til hendes firsindstyvende fødselsdag.

Det lå til hende: De mange rejser i udlandet, de internatio­ nale rammer, som hun i den grad havde savnet i nazi­årene, hele tiden nye opgaver, som hun begejstret og målrettet arbejdede sig ind i. Når hun kom hjem fra sine rejser, skildrede hun sine møder med mennesker og vidensområder i de mest glødende farver. Det var vel den lykkeligste tid i hendes liv. Samtidig ser jeg hende i hendes andet liv, som den hengivne “Ama”, mine børns mormor, i hendes lille hus på øen Sylt [Sild], hendes refugium, “Børnebørncentralen”, som hun kaldte det.

19

To træer i Jerusalem.indd 19

13/08/13 08.55

Hun var temperamentsfuld, medfølende, lynsnar i tanke og handling, forvirrende inkonsekvent, når det gjaldt opdra­ gelse – til tider streng og krævende, til tider eftergivende og uinteresseret – hun var umådeligt dygtig og utroligt modig.

Hendes mest fremtrædende egenskaber var, synes det mig, at hun aldrig lod nogen eller noget stikke hende blår i øjnene, og at hun af hjertet var overvældende storsindet.

Donata var barn af en usædvanlig forbindelse. Moderen stammede fra en storborgerlig græsk familie, mens faderen i sammenligning var en stakkels djævel; hans far var prøjsisk officer, en karriere, som han også havde planlagt for sønnen, min bedstefar. Denne flygtede dog seksten år gammel fra kadetkorpset og foretrak at leve af at kopiere manuskripter, give lektiehjælp i fransk og lignende i overensstemmelse med sin forkærlighed for litteratur. Da han lærte sin senere kone at kende i Athen, var han en ubemidlet, ung tysk lyriker og journalist, ikke lige den, man drømte om som svigersøn. Men den unge kvinde satte til sidst sin vilje igennem; det lykkedes ikke at forhindre denne “amour fou” [døde­ lige forelskelse]. De første år tilbragte den unge familie hos Donatas bedsteforældre i Athen, så tog de til Weimar. Den unge digter, Ernst Hardt, fik pludselig succes med sine dramaer; han fik i 1908 Schiller-prisen og Den Prøjsiske Statspris for skuespillet “Narren Tantris”, og familielivet hvilede dermed på et solidt fundament. De flyttede ind i et dejligt hus, “Am Horn”, og min mor og hendes fem år yngre bror voksede op i en atmosfære fyldt med kulturelle stimulanser og åndelig liberalitet.

I 1919 blev Hardt hentet til Weimar som generalintendant [direktør] for det traditionsrige nationalteater. Som herre i huset kunne den lidenskabelige demokrat byde Natio­ 20

To træer i Jerusalem.indd 20

13/08/13 08.55

nalforsamlingen velkommen. Til den lejlighed iscenesatte han “Wilhelm Tell” og forfattede en ode, som besvor de kommende bedre tiders morgenrøde. Teksten er noget svulstig i sammenligning med den smag, der hersker i dag.

Donatas mor, Polyxeni, havde studeret kunsthistorie i sin hjemby. Det var i sig selv ualmindeligt på den tid, og hun forventede, at hendes datter også fik en uddannelse. Noget modstræbende kom Donata efter det og tog eksamen som lærerinde i engelsk og fransk på en fagskole for kvinder.

Forældrene blev skilt, da børnene var blevet voksne, og Polyxeni flyttede med sønnen Prosper til Berlin i nærheden af Donata. Faderen blev i 1926 af den daværende over­borgmester i Køln, Konrad Adenauer, hentet over som radiodirektør for den nyoprettede Westdeutscher Rundfunk i Køln. Moderen, min bedstemor, “Zazi”, begyndte nu midt i livet en ret succesrig karriere som kunsthandler.

Donata var toogtyve, da hun blev gift, og fik tre børn lige efter hinanden. Det var mine halvsøskende, men vi har nu altid følt os som “rigtige” søskende, for vi voksede op sammen hos vores mor. Ægteskabet varede ikke længe, og understøttet af sin mor slog Donata sig så igennem, alene med sine tre børn, som sekretær og oversætter. I 1931 lærte hun min far at kende.

Eberhard kom fra en streng og vel også højmodig købmandsfamilie i Hamborg. De bedsteforældre lærte jeg aldrig at kende, da de absolut ikke var indforstået med deres søns giftermål. En fraskilt kvinde med tre børn! De afviste os alle som én. Dem har jeg aldrig savnet.

Eberhard skilte sig ud, blev ikke købmand, men stude­ rede landvæsen i München. Han blev, som man siger, holdt 21

To træer i Jerusalem.indd 21

13/08/13 08.55

i kort snor hjemmefra og tjente til livets opretholdelse som ledsager ved transporter af kvæg og såsæd. Han rejste til internationale landbrugsudstillinger så langt væk som i Sydamerika. Fra denne rejse stammer et sølvcigaretetui med den for udenforstående uforståelige indgravering “Eberhard Helmrich, fra hans taknemmelige kartofler”. En gave fra hans medarbejdere. Mange, som kendte ham godt, fortæller, at han var særligt god til at omgås mennesker.

Jeg husker min far som en stilfærdig mand med en stille latter og en sagte stemme, som egentlig ikke passede til hans krop. Det undrede mig naturligvis ikke, da jeg var lille. Han var meget høj, en meter og fireoghalvfems – en kæmpestor, blid mand med forbløffende megen selvfølgelig autoritet.

Og med mod som en løve, skulle det senere vise sig.

Den 1. april 1933 blev mine forældre gift. Det skulle have været en fornøjelig familiefest på den fine berlinercafé Kranzler på Unter den Linden, noget ganske særligt, for det med at gå ud hørte ikke med til dagens orden; man levede beskedent. Mine søskende beretter, at de allerede uger før havde været meget ophidsede – nok mindre på grund af begivenheden end på grund af festen i den fornemme, elegante Kranzler – og at man hjemme ved bordet havde formanet dem om, hvordan man opførte sig dér eller netop ikke måtte opføre sig. De blev truet med ordene: “Hvis du griser sådan, så kan du ikke komme med på Kranzler!”

Og så gik den store fest pludselig i vasken til stor skuffelse for mine søskende. Forældrene havde besluttet: “Vi bliver hjemme.”

På den dag fandt den første jødeaktion sted. Den nazis­ tiske regering iscenesatte en antijødisk boykot. I hele riget opstillede SA-enheder [SA, Sturmabteilung, “stormtrop­ 22

To træer i Jerusalem.indd 22

13/08/13 08.55

afdeling”, militært organiseret, brunt uniformeret, nazistisk vagtkorps, fra 1933 med myndighed som hjælpepoliti] vagter med advarselsskilte foran butikker, kontorer og lægekonsultationer med jødiske indehavere for at forhindre, at offentligheden fik adgang. Mange steder fotograferede de købere og besøgende. Om aftenen blev biografer med jødiske ejere “boykottet”. Alt det fandt sted i de meget befærdede forretningskvarterer, men SA teede sig også pøbelagtigt foran mindre jødiske forretninger og smurte udstillings­ vinduerne til med jødefjendske slagord. Om eftermiddagen talte Joseph Goebbels, der var gauleiter [nazistisk regionsborgmester] for Berlin-Brandenburg og rigsminister for folke­oplysning og propaganda, ved en afsluttende demonstration om de næste forholdsregler, der ville blive indført mod jøderne.

I stedet for at gå til Kranzler gik familien hen til mormor Zazi. “Indtil da havde vi altid troet, at det ville gå i sig selv igen,” fortalte min mor, “det går over som mæslinger og skoldkopper.” Det var en fejlslutning, som mange hengav sig til. Intet gik over – først nu begyndte det.

To træer i Jerusalem.indd 23

13/08/13 08.55

3 Familien Helmrich boede langt ude i den vestlige del af Charlottenburg-distriktet, i Neuwestend, i et rækkehus i Westendallé i nærheden af, hvor Reichssportfeld var ved at blive anlagt. Det var det område, hvor sportsbegivenhederne ved olympiaden i 1936 skulle afholdes. I dag er Neu­ westend stadig et behageligt, hyggeligt område med meget grønt, skyggefulde alléer, et par smukke pladser, hvor børnene leger, de gamle sidder på bænken, og kæreste­parrene sværmer. Så længe jeg kan huske tilbage, har der tirsdag og fredag været afholdt et ugemarked i Preussenallé, og i West­ ends “high street”, Reichsstrasse, kan man købe alt, hvad man har brug for. Dette område har aldrig været helt så nobelt som Dahlem eller Grunewald, men altid en smule landsbyagtigt. Dér kan man leve godt, uden at det er nødvendigt at begive sig ind i storbyens tumult.

Familien førte ikke noget iøjnefaldende liv. Eberhard kørte i løbet af ugen for det meste rundt i Uckermark uden for Berlin og besøgte landbrug, hvis ejere var i økonomiske vanskeligheder. I dag ville man nok betegne hans arbejde som “sanering”. Selvom dette arbejde ikke ligefrem har været populært set med ejernes øjne, udviklede der sig et venskab med nogle af familierne. Nogle af disse venskaber bestod indtil afslutningen på Anden Verdenskrig og fort­ 24

To træer i Jerusalem.indd 24

13/08/13 08.55

satte efter den – og skulle vise sig at være nyttige og bæredygtige selv i de sværeste tider under diktaturet.

Donata var husmoder og spædede til husholdnings­ budgettet med sine oversættelsesarbejder, så mine tre søs­ kende, to søstre og en bror, der var fra otte til tolv år ældre end jeg, gik i Frøken Wolfs Privatskole, før de kom i gymnasiet. De tre havde – i modsætning til mig – en meget beskyttet førkrigsbarndom med mange adspredelser, børnefødselsdage, udflugter på landet og klavertimer til den ældste søster. Sommerferierne tilbragte de ved Østersøen.

Men intet kunne være mere forkert end at forestille sig Donata som en usynlig hjemmegående ved komfuret! Temperamentsfuld og livlig som hun var, elskede hun at være omgivet af liv. Og for hende betød “liv” mange mennesker, jo flere desto bedre, og jo mere forskellige de var, desto mere spændende syntes hun, det var. Hun ville have og havde altid åbent hus, også selvom det formodentlig fra tid til anden kunne blive lidt for meget for hendes mand. Han drillede hende med hendes “Værtshuset for det tålmodige lam”, men i bund og grund syntes han vel alligevel om denne kontrast til sit eget stille væsen – de livlige diskussioner, latteren, de mange mennesker ved bordet, sang og spil.

Det kan godt være, at mange mennesker i Westend og de andre distrikter udenfor Berlin ikke mærkede noget til de drastiske ændringer, som året 1933 medførte. Det skulle da lige være, hvis man havde jødiske eller andre venner, som nazisterne fandt suspekte. Den nye regering var tilsyne­ ladende velforberedt på magtovertagelsen: Den syndflod af love og forordninger, som allerede blev sluppet løs i løbet af det første år, forekommer os i dag ufattelig. De nye herrer spildte ikke tiden. De begyndte meget hurtigt at chikanere 25

To træer i Jerusalem.indd 25

13/08/13 08.55

jødiske læger, advokater og lærere og udstedte de første forbud mod, at de udøvede deres erhverv. De, der havde kæmpet ved fronten under Første Verdenskrig, var foreløbig undtaget. Der blev udstedt begrænsninger for firmaer med jødisk ejer og særregler for jødiske modtagere af velfærdsydelser. Midt i august 1933 blev der udstedt badeforbud for jøder i Wannsee-strandbadet, og i oktober udelukkede Grunewalder Tennisklub Rot-Weiss [rød-hvid] sine “ikke-­ ariske” medlemmer for fire uger senere også at udelukke dem, som var gift med “ikke-arier”. Skruen begyndte forskrækkende hurtigt at strammes, men det var langt fra alle modstandere af det nye regime, der kunne og ville forestille sig, at der var endnu værre ting i vente. Tværtimod var der mange, selv blandt jøderne, som det først og fremmest gik ud over, der antog denne udvikling for at være en ubehagelig overgangstid og stolede på, at fornuft og normalitet snart ville vende tilbage.

For familien Helmrich slog det ned tæt på: Donatas far blev i april 1933 afskediget som radiodirektør for Westdeut­ sche Rundfunk og spærret inde i fængslet Klingelpütz i Køln.

Så ironisk det end lyder, havde socialdemokraten Ernst Hardt og nationalsocialisten Joseph Goebbels én ting til fælles: De tog radioen alvorligt som massemedie. Men en uafhængig ånd som Hardt stred dybt imod propaganda­ folkenes forestillinger. Det var lykkedes for radiodirektøren at skabe en succesrig og elsket folkelig kulturinstitution ud af den balladeradio, som så mange intellektuelle fra videnskabelige og kulturelle kredse kun havde betragtet med en nedladende hovedrysten.

Hans første overvejelser vedrørende programfladen hav26

To træer i Jerusalem.indd 26

13/08/13 08.55

de drejet sig om spørgsmålet: “Hvad har mennesket brug for?” Med ildhu kastede den halvtredsårige sig ud i den nye opgave. Han eksperimenterede med hørespil, først ved at lade teaterstykker bearbejde til radioen, og til de fest­ lige live-udsendelser “klædte skuespillerne sig på, som om de skulle i teateret”, som det fremgår af en senere beretning. Et bredt publikum blev på den måde gjort bekendt med Georg Büchners “Woyzeck”, stykker af Bertolt Brecht og mange andre forfattere. Der blev regelmæssigt afholdt koncerter, de første skoleudsendelser gik i æteren, radio­ og efter den første reportage fra en fodboldkamp modtog senderen femogtyve tusinde lytterbreve. Også den ugentlige udsendelse “Arbejderens Time” må have haft en omfangsrig lytterskare, for indsendte manuskripter gav stof til endnu en udsendelsesrække: “Digtere, der Ikke er Trykt”.

Ernst Hardt havde endnu et højtflyvende mål: et kvalitets­ program for den brede befolkning. Som han formulerede det: “For ad forståelsens vej gennem belæring og opbygning at nå frem til kundskab om verden.”

Den politiske kommentar, der i dag udgør en søjle i ethvert politisk program på en sender, var jomfruelig jord i 1928, da det daglige magasin “Om Dagen” blev indført. Også dét havde stor succes. Det er nemt at forestille sig, med hvilken idealisme og begejstring – og med hvor meget arbejde! – “radiomagerne” ville forme det nye medie efter deres eget hoved. I Westdeutsche Rundfunks arkiv kan man finde følgende lapidariske bemærkning om denne tid: “Ringe indflydelse for programrådet på udformningen af programmerne.” Men ekkoet fra lytterne voksede fra måned til måned. Det var ikke underligt, at Goebbels viste en ganske særlig interesse for denne sender.

27

To træer i Jerusalem.indd 27

13/08/13 08.55

Gestapos første forhør af Ernst Hardt fandt allerede sted i foråret 1933. Måske havde man troet, at man kunne vinde den kendte radiomand for egen sag, men hvis det var et forsøg på at spænde ham for nazivognen, så mislykkedes det grundigt. Referatet af dette forhør dokumenterer min bedstefars svar: “Jeg har altid været social og national; hvad jeg aldrig har haft, er bindestregen, og den vil jeg heller aldrig få,” erklærede han brysk.

Da man forlangte, at han skulle afskedige sine jødiske medarbejdere, reagerede han entydigt – det nægtede han.

Kort tid efter, efter yderligere forsøg på at rense radiohuset for jøder og efter fornyet vægring fra hans side, kom han en afskedigelse i forkøbet med sin “frivillige” tilbagetræden, som magthaverne på stedet accepterede. Han troede dog ikke helt på, at han ville få fred, og han blev ikke skuffet i troen. Ganske vist havde de nye herrer forsikret ham om, at de ville fortsætte med at betale hans løn, indtil hans kontrakt udløb, men allerede fire uger senere blev han afskediget uden varsel – med tilbagevirkende kraft. Hans kontrakt var dermed ugyldig, og han fik prompte polititilhold. Derefter fulgte husundersøgelser, og en overivrig offentlig anklager, der vel på denne måde søgte at fremme sin nationalsocia­ listiske karriere, rejste tiltale mod ham med spindsfin­dige politiske anklager. Hardt flyttede fra sit dejlige hus på kanten af Bergisches Land ind i fængslet. Dér blev han syg og blev så overført til Skt. Anna Hospitalet i Køln. Sagen mod ham blev udsat på grund af sygdom, og tre år senere blev den henlagt uden yderligere repressalier. Den havde vel selv efter nazistisk målestok været et overordentligt tåbeligt stykke makværk.

Men det forbud mod at publicere, som Rigslitteratur28

To træer i Jerusalem.indd 28

13/08/13 08.55

kammeret havde anordnet, og de forskrifter, som forlag, bibliotekarer og boghandlere modtog, blev alligevel opretholdt i fulde tolv år. Der måtte i det tyske rige ikke trykkes eller genoptrykkes en eneste linje, som Ernst Hardt havde skrevet, heller ikke en linje, som han havde oversat. Han levede de følgende år tiet ihjel og gemt af vejen, ganske vist i hovedstaden. Han var flyttet ind i nærheden af sin datter Donata og hendes familie i Berlin-Westend og boede alene med hankatten Gustav i en lille lejlighed i Preussenallé.

Han havde intet af det tilbage, som han havde vænnet sig til i de femogtyve år med velstand, navnlig var hans lidenskab for ekstravagante, hurtige biler én gang for alle blevet fortid.

Han var igen fattig, solgte sine ejendele stykke for stykke og fik af og til mulighed for at levere en litterær oversættelse under pseudonymet “Alexander Vult” til et tidsskrift. I 1938 skete der så noget temmelig overraskende: Rigsmarskal Görings kone, den tidligere skuespiller Emmy Sonnemann, sørgede for, at han fik en lille, regelmæssig pension.

I min erindring fremstår han som en smuk ældre herre, som forblev fremmed for mig, selvom han var min bedstefar. Han gik altid ulasteligt klædt – om vinteren bar han en overfrakke med pelsbesætning, om sommeren en lys lærreds­jakke. Han kom dengang ofte til middag hos os, og jeg husker ganske nøje, at han lagde stor vægt på gode bordmanerer og et ordentligt sprog; det blev vi formanet om, især jeg, som var den mindste.

Heldigvis kan jeg også huske noget andet – Opapa, som vi kaldte ham, kunne trylle! Med sine velplejede, meget fikse hænder tryllede han guldstykker ud af næsen på mig, lod genstande forsvinde og forvandlede mønstret på mit lyseblå og hvide tæppe. Han rystede det kraftigt et par gange, og 29

To træer i Jerusalem.indd 29

13/08/13 08.55

straks dukkede den indvævede løve, der før var i det venstre hjørne, op til højre, og zebraen fra den nederste kant viste sig pludselig ved den øverste. Den evne beundrede jeg grænseløst, og jeg pralede overfor mine veninder med, at min bedstefar var troldmand. Men han var også digter, det vidste jeg fra min mor. Og af og til, alt for sjældent, tog han sig tid til at fortælle vidunderlige historier. Jeg kan ikke mere huske, hvad de handlede om, kun at vi ikke bare sad i haven eller i børneværelset, men i forlokkende enge, langt borte, ved det store hav.

Mine søskende kan ikke huske, at han beklagede sig over sin skæbne til familien. Men der kan ikke være tvivl om, at han led mere under sin forvisning fra sit fædrelands åndelige liv end under de andre personlige begrænsninger. I breve til gamle venner udtrykker han vrede og resignation, men frem for alt en bitter kritik mod de af hans daværende medarbejdere, der efter 1933 hurtigt havde sluttet op om “de brune kolonner” og var gået i deres tjeneste, øjensynligt ensrettet uden problemer hverken indadtil eller udadtil.

Det sidste krigsår og de følgende tyve måneder tilbragte han i en lille by i Bayern, i Ichenhausen ved floden Günz.

Han forblev en rank, retlinet mand indtil det sidste: Efter krigsafslutningen, hvor han allerede var meget syg, afviste han at blive anerkendt som offer for Det Tredje Rige på linje med de mænd og kvinder, der havde deltaget i modstandsbevægelsen. Han havde ganske vist lige fra begyndelsen været en afgjort modstander af regimet, men modstand?

Nej, det havde han ikke gjort. Hans gamle virkelyst flammede vel op endnu en gang. Det kan man udlede af hans korrespondance fra de måneder. Han forfattede som freelancemedarbejder små indlæg til den daværende Nordwest30

To træer i Jerusalem.indd 30

13/08/13 08.55

deutscher Rundfunk [Nordvesttysk Radio] – det kom ikke til flere større arbejder.

Det, som optog ham, var mediet selv og overvejelser med hensyn til dets fremtid. I et brev skrev han: “Radioen har for øjeblikket og i den nærmeste fremtid i sandhed ingen større opgave end under opbydelsen af al den åndelige kraft, som kan mobiliseres i Tyskland, at hjælpe de uendeligt mange fortabte, forgiftede nazisjæle, der er ved at stivne. De skal overbevises, og deres indre skal fyldes op med kravet om at vende tilbage til åndelige og sjælelige opfattelser af ret, lov, stat og personligt ansvar overfor Gud og menneskeheden, der er værd at leve med.”

Det lykkedes ham med stor energi i marts 1946 at færdiggøre manuskriptet til en roman, som han havde arbejdet på i ti år. Den lille pakke med manuskriptet til “Don Hjalmar” sendte han til sit gamle forlag, Insel Verlag, som udgav bogen i begyndelsen af december 1946.

Et af Ernst Hardts sidste breve er stilet til hans forlægger, Anton Kippenberg. “I forgårs skete noget, der vel vil kunne blive min sidste jordiske glæde. Jeg vågnede, og foran mig på sengetæppet lå “Hjalmar” som et fredsværk fra Insel Verlags bedste epoke. Jeg kan ikke tale og ikke skrive om det, uden at tårerne trænger sig på i min stemme og mit åndedræt, fordi mine nerver er blevet en smule upålidelige.”

Svarbrevet nåede aldrig frem til ham. Ernst Hardt døde den 3. januar 1947, halvfjerds år gammel.

To træer i Jerusalem.indd 31

13/08/13 08.55

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie

To træer i Jerusalem Oversat fra tysk efter Zwei Bäume in Jerusalem Copyright © 2013 Cornelia Schmalz-Jacobsen og Lindhardt og Ringhof A/S Oversat af Kjeld Georg Hilligsøe Hillingsø Omslag: Lars Ole Nielsen / Remote Grafik Trykt hos: UAB Print it ISBN: 978-87-11-38683-5 1. udgave / 1. oplag 2013 Printed in Lithuania 2013

Udgivet med støtte fra Oak Foundation

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

To træer i Jerusalem.indd 4

13/08/13 08.55

100 mm

137mm

25 mm

Schmalz-Jacobsens erindringer fra sin barndom i Hitlers Tyskland. Det er på én gang et vidnesbyrd fra et krigsbarn under et terrorregime og samtidig en helt usædvanlig fortælling om menneskeligt mod. Cornelias forældre, – alt for få – mennesker, der valgte at sætte sig op imod naziregimet. De satte deres egne og deres børns liv på 215mm

spil i forsøget på at redde deres jødiske medborgere fra en skæbne værre end døden. I dag er de – ligesom blandt andre Oskar Schindler – hædret med hver deres træ i Cornelia Schmalz-Jacobsen (f. Helmrich, 1934), født i Berlin, journalist og politiker, i mange år medlem af det liberale parti FDP. Havde mange embeder og opgaver, bl.a. var hun byrådsmedlem i München, senator i Berlin, forbundsdagsmedlem og Forbundsdagens befuldmægtigede for udlændingespørgsmål. Hun lever som freelanceforfatter i Berlin og har frivillige tillidshverv i internationale humanitære organisationer.

mindealléen Yad Vashem i Jerusalem.

to træer i JeruSalem

Eberhard og Donata Helmrich, hørte nemlig til blandt de

Cornelia SCHmalz-JaCobSen

To træer i Jerusalem er forfatteren Cornelia

137mm

100mm

to træer i Jerusalem

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

lindhardt og ringhof

”Vi forstår ondskab. Den kommer ikke bag på os. Vi bliver konfronteret med egoisme, vold, krig, racisme, hensynsløshed osv. dagligt, på skærmen og lærredet, i skolegården og på arbejdspladsen. Vi bliver skræmt, men ikke dybt forundret. Sådan er det bare.

Men når vi står over for mennesker, der har handlet på tværs af normer, så bliver vi dybt overraskede. Vi bliver nysgerrige og søger forklaringer.

Godhed, i det omfang, der her er tale om, kræver en forklaring.”

– Fra Herbert Pundiks forord