Tres kilo solskin læseprøve

PAGE 1 - PRESENTATION ONLY / SIDE 1 - KUN PRÆSENTATION

land i Europa i starten af det 20. århundrede. Her lever ”Velkommen til en vild roman med en vild forhistorie. Vild som i utrolig, vild som i utæmmet, vild som i hæmningsløs og grænseløs. Velkommen til Hallgrímur Helgasons Kvinden ved 1000°.”

drengen Gestur, som har mistet sin mor og sin søster

WEEKENDAVISEN

fattige Segulfjord, han kommer fra. En poetisk bonde

i et sneskred og sin far efter et forfejlet hajfiskeri. En rig fisker tager Gestur under sine vinger, og han lever i sus og dus for en stund, før han sendes tilbage til den giver ham husly, men Gestur vil ud i verden og tager

”Som altid udfordres man af Helgasons veloplagte prosa.” POLITIKEN

hyre på en fransk fiskerbåd. Han må opgive det hårde liv ombord og vender tilbage til bonden og Segulfjord, hvor nordmændene er begyndt at gøre deres

”Kvinden ved 1000° er […] en værre røverhistorie […], hvori autentiske elementer uafladeligt – og vellystigt – blandes op med den rene fiktion.”

indtog med deres sildefiskeri, gode udseende og tøn-

JYLLANDS-POSTEN

TRES KILO SOLSKIN er et storslået portræt af den island-

der fuld af solskin.

ske nations historie. Det er en tidløs ode til en nation og ”Kvinden ved 1000° kan varmt anbefales.”

et folk, der trods mørket og kulden og en barsk natur

FYENS STIFTSTIDENDE

formår at løfte sig ind i den moderne verden.

”Magisk og morsom kynisme i absolut særklasse.” EKSTRA BLADET

Romanen modtog Den islandske litteraturpris 2019.

”Kolossal læseoplevelse.”

NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

”Hallgrímur Helgason har leveret en eksplosion af en roman.” BERLINGSKE

HALLGRÍMUR HELGASON

FORFATTERFOTO: GASSI

Island, det fattigste, det koldeste og det mørkeste

HALLGRÍMUR HELGASON TRES KILO SOLSKIN

Pressen skrev om Kvinden ved 1000°

HALLGRÍMUR HELGASON er en af Islands helt store kunstnere. Han har en lang produktion af billedkunst, romaner, radiodramatik, skuespil, kulturessays og stand-up bag sig.

På dansk er udkommet 101 Reykjavik (2001), Islands forfatter (2006), Stormland (2008), Lejemorderens guide til et smukt hjem (2009), Kvinden ved 1000° (2013) og Søsyg i München (2017).

L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K

ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

Content_9788711915820.indd 4

04/10/21 6:30 PM

Hallgrímur Helgason

TRES KILO

SOLSKIN På dansk ved Kim Lembek

Lindhardt og Ringhof

Content_9788711915820.indd 1

04/10/21 6:30 PM

Tres kilo solskin er oversat fra islandsk efter Sextíu kíló af sólskini Copyright © Hallgrímur Helgason 2018 All rights reserved Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Imperiet Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print, 2021

ISBN: 978-8711-91582-0 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne bog er oversat med støtte fra:

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711915820.indd 2

04/10/21 6:30 PM

S

Segulnæs

pp

er ne

p

Segulnup

D Fannå l

FAN N EYR I l Ydre-Skred

Noret

Hvammsfjeld Hvamm l

l

l Indre-Skred

Bæjarkot l Selbær

l Bakki l Stund l

Stundarvatn

S ka rd

un d a S tl o d e n f

r-

Stundarkot

l Botn

Strokstinde

ifuskard

l

Ske

†

Skadaskål

Gamlebær l

Fan

neyrarskå

l

ne

OR

er

Ligskred

ip

FJ

kl

L

de

Præstefrueboligen

Content_9788711915820.indd 3

kli

U

en

l Segulnæs

G

Lands

E

Selbjæjarhorn

04/10/21 6:30 PM

Content_9788711915820.indd 4

04/10/21 6:30 PM

Første bog AF SNEDRIVER ER DU KOMMET

Content_9788711915820.indd 5

04/10/21 6:30 PM

Content_9788711915820.indd 6

04/10/21 6:30 PM

Kapitel 1

ADAM PÅ ISDÆKKET I begyndelsen var siden blank, et stykke tomt, hvidt papir. Der var ikke en eneste mørk prik at få øje på, hverken et punktum eller et komma. Fjorden var ét sammenhængende snedække fra det inderste vandfald og ud til horisonten, og det var umuligt at afgøre, om der lå land eller vand under. Den nyfaldne sne havde udvisket ethvert spor af menneskelig aktivitet fra fjorden, som bredte sig ud på baggrund af den nordlige himmel lige så uberørt som den dag, den blev koloniseret – det var nu 999 år siden.

Og ind på den blanke side træder en person, tramper der en mand, en åndedrætspustende, udmattet ånd iført lokal, gennemsvedig ulden trøje og med rim i skægget, en hulkindet mand, der selvfølgelig kun kan hedde Eilif Gudmundsson som den evige islænding, han er. Han standser i passet og ser ud over sin fjord, som ikke længere er en fjord, men en blank, kridhvid side, indtil historien begynder. Og så går han ind på den, nu sætter han de første aftryk på begyndelsen, nu synker han for hvert skridt ned i den med hoser og hajskindssko til op over knæet. Vi hører hans prustende vejrtrækning, han er blevet oprørt oven i forpustelsen efter turen, han forstår ikke et muk af det hele, han, som har gård, familie og dyr her, kan ikke få øje på sit hjem, og det til trods for at de sidste tre dages stormvejr har lagt sig, og himlen har ladet det fygende snetæppe gå op.

Eilif Gudmundsson haster ned fra passet, sprøjter den løse pulversne fra sig, som var han en skægfrossen dampmaskine. Vi følger efter den fodkolde, ivervarme mand med julens mel i posen og hører hans prustende åndedræt. Vi hører det bedre end ham selv, 7

Content_9788711915820.indd 7

04/10/21 6:30 PM

for vi er bogmennesker, som nærmer os tingene på sikker sengeafstand omgivet af den fuldkomne læsestilhed, der hersker blandt sengelinned, og nyder at følge med i andres fortvivlelse i lyset fra natbordslampen.

Jo længere man kommer ned ad skråningen, jo mere bliver den løse sne til driver, driver til fast sne, og fast sne til et frosthårdt underlag. Vandreren synker nu kun i til fodsålen og styrer sine skridt hen mod det, som han anså for sit liv og bo, og som hed Stundarkot på kort, men nu ikke længere findes, også gårdens navn ligger begravet i sne. Ja, selv Solklippen er forsvundet, pejlemærket, som aldrig svigter og altid rager delvis blottet op som et evigt orienteringspunkt, som et proklamerende våbenskjold for dagen og morgendagen. Nu er der ikke længere noget holdepunkt i tilværelsen, ikke længere noget håndtag, bonden står der, hvor hans gård stod, udsender skyer af ånde og stirrer ud gennem den gennemsigtige dampsky med et par sorte pupiller, de eneste mørke prikker i den hvide dal, der rasler rundt på bunden af den som to bønner i en balje.

For pokker, er jeg nu blevet ligesom Adam på isdækket i min ven Lasis versfortælling? tænkte Eilif Gudmundsson og fremmumlede uvilkårligt nogle berømte linjer fra Lasibog. Den hedenske håndværker Sigurlas på gården Ydre-Skred havde en tømmerløs vinter hygget sig med at lokaltilpasse nogle af de historier, som Biblens Mosebog var så fuld af.

På isens dække Adam stod kun iført evasklæder.

Hvor menneskeheden med sin fod sne meterhøj betræder.

Eilif var nu så desperat, at han blev nødt til at tage stormhuen af.

Midt i hans frostskæg sås en bred, optøet stribe. Den nåede fra næsen og ned til munden og døde ud på hagen og blev i denne del af landet kaldt næsetø. Det tjavsede hår bugtede sig sveddryppende ned langs de store ører, og på toppen af hovedet blottedes en fyrreårig skaldepande. Han skridtede frem og tilbage hen over det, som måtte være 8

Content_9788711915820.indd 8

04/10/21 6:30 PM

forhøjningen med hans egen gård på – burde ud fra alle pejlemærker være hans egen forhøjning med gården, som nu var slettet på alle landets kort – og snøftsnusede ud i luften som en hund, der har fået færten, men ikke har fundet kødbenet. Standsede til sidst op og kastede et blik ud over fjorden. Selv kirken på tangen Fanneyri syntes at være forsvundet af syne, og den var dog både sortmalet og havde tårn. Også Kristmund på Hvamms både til hajfiskeri var usynlige, og de tjærede skibssider blev ellers aldrig snehvidhedens bytte, der hvor de normalt lå knejsende og fastbundet til deres tømmerstokke på stranden neden for hovedgården i Segulfjord.

Havde det sneet og føget så meget, eller var der faldet fjorten snelaviner på én gang? Og det på selve juleaftensmorgen?

Kapitel 2

TRE KILO MEL Bonden Eilif i Stundarkot havde været ti dage undervejs, heraf fire på vej hjem, en tur, som man på en god dag beregnede fem timer til. Han havde brugt tre forsøg på at komme over passet Skeifuskard for at nå fra Heidinsfjord til Segulfjord, to gange havde tyendet Sne og Storm tvunget ham tilbage til gården Brekka. Anden gang havde han knap nok kunnet løfte armen; sådan rasede stormen, at den ikke engang tillod folk at hæve en afværgende hånd. Da var det blevet lillejuleaftensdag, og Eilif gjorde alt for at nå hjem inden aften. Hjemme ventede hans kone og børn, og der blev ikke meget jul, hvis melet manglede. Men efter en halv dags strabadser opad, hvor Storm uden ophør fyrede løs med sit haglgevær (kugleregnen kom fra syd og hamrede derfor løs på den venstre kind), havde han til sidst givet op og var vendt om for at gå nedad, men så vendte Storm også og gik i stik øst: Eilif måtte kravle ned ad fjeldskråningen på alle fire og nåede fem timer senere med møje og besvær hjem til Krøyer-parret på Brekka.

Efter han var blev støttet ind gennem gangen i tørvehuset som et halvt optøet genfærd, så det knagede godt og grundigt 9

Content_9788711915820.indd 9

04/10/21 6:30 PM

i hans brynje, og videre ind i stuen, forekom den ham at være skinnende rød, han syntes, at lyset i tranlampen var blodrødt, så det mindede om beskrivelserne af elskovskroerne under de sydlige himmelstrøg, som Lasi på Ydre-Skred engang havde læst op for ham fra Havvinden.

“Er … er det blevet jul?” ynkede Eilif ud gennem de frostbidte læber og frygtede, at han havde svigtet sine nærmeste, og flyttede sig med disse ord hen foran et sortstænket, faldefærdigt spejl, der hang på stolpen og så sit åsyn udredt: Øjnene var blodsprængte ind til iris, og midt i pupillerne blafrede en fuldmåne på en skyfiltret himmel, og så vidt manden kunne se, lå hans sjæls nåleøje badet i blodrødt måneskin, for synet var helt rødt. Her blev de største driver banket af ham, og efterfølgende blev han ledsaget ud af stuen, ind gennem tørvegangen og ud i køkkenet og bedt om at stå ved ildstedet, hvor en af hvert køn skrabede ham fri. Da græd en hel krop, da ild gik løs på is.

Og alt det for tre kilo mel, kager og brød …

Kapitel 3

SAIL-IN Handelsforeningen i Segulfjord, som befandt sig i et hjørne af et skur på Fanneyri, var løbet tør for varer efter en måned med landfast is, men derimod gik der rygter om et handelsskib i Odalsfjord. Fra denne fjord løb der en issprække østover langs kysten, og den havde skonnerten smøget sig ind gennem som en sejlkronet hval med sit lange bovspryd.

Fanden splitte mine bramsejl, blev der tænkt højt på skibsdækket, nogen måtte jo bringe dem mel, disse usselfødinge, det forbandede folk skulle åbenbart brødfødes, men spørg ikke hvorfor, og hvorfor lige mig? Og det er nu ikke, fordi deres returvarer er mange sure sild værd, henkogt hajsved, størknede blodpølser og ældetørret torsk …

Sådan var det danske sind, der styrede dette handelsskib. Danskerne havde nu i flere århundreder været herrer over landet, og 10

Content_9788711915820.indd 10

04/10/21 6:30 PM

forholdet havde tæret voldsomt på de to folks kræfter, for Island var den koloni i verden, det var sværest at underkue. Omkostningerne havde længe været en torn i øjet på herrefolket, og i Island var alle danskere irritable.

Således var den danske kaptajn ikke interesseret i at få en bunke islandske småbønder om bord, og varerne blev derfor udleveret gennem et koøje på den bagerste del af skibet. I Islands historie begyndte drive-in med sail-in. Man roede ud til skibssiden, råbte varetyper og mængder op fra sin desperate indkøbsliste ind gennem hullet og kastede derefter posen ind. En langvarighed senere dukkede den atter op i en dansk hånd, og forbrugernationens handelsagent, den islandske købmand, som havde rejst den halve klode rundt, fra landsfjerdingens hovedstad, selveste Fagureyri, lagde en mønt i den danske hånd. Satte derefter mærke ved husmandsrønnen i sin bog.

Sådan var nu engang det økonomiske system. I disse tre fjorde havde man ikke set en pengeseddel, siden en omrejsende, excentrisk præst havde optrådt i kirken på Fanneyri og bevist djævelens eksistens ved at vifte med en brændende “femklovsseddel”, som han sagde var betalingsmidlet i den nedre afdeling. Man satte skind og tran, kød og kæber ind hos købmanden og hævede til gengæld sprut, sukker og sko.

Som købmand valgte man den, som bar det smukkeste navn i hver bygd (Sigurd Schiöth, Elibert Hansen …), var mest velklædt og talte dansk. Han skulle samtidig være både skægprydet, stovt og imødekommende, og desuden yderst salgstøvende, især hvad alkohol angik. Den sidstnævnte karakteregenskab var en islandsk specialitet: Islandske købmænd var de eneste købmænd i verden, som ikke brød sig om at sælge deres varer, ethvert “salg” var en skuffelse for dem, og de betragtede enhver “kunde”, som kom sjoskende ind ad butiksdøren, med sukkende øjne. Den seddelløse økonomi og afstanden til verdenshavene medførte, at købmanden betragtede lageret som sin private ejendom, som han med stort besvær havde erhvervet sig og derfor kun nødigt skilte sig af med. Det sagde sig selv, at skindbeklædte træsko fremstillet af en ferm håndværker i Hamborg eller Hellerup og stillet til skue på en hylde i en islandsk fjord, havde tilbagelagt en lige så lang vej som kinasilke til København. Købmandens eneste 11

Content_9788711915820.indd 11

04/10/21 6:30 PM

mulighed var derfor at prissætte varerne højt nok i håb om, at ingen ville købe dem. På den måde opstod den islandske handelstradition, som har holdt sig helt til vore dage, at sælge så lidt som muligt for så meget som muligt. Nogle gik endda så langt som til at gøre brug af varerne, mens de ventede på at blive solgt, som for eksempel seler og kopper med underkop. Den slags artikler så altid lige nye ud, og man kunne når som helst levere dem tilbage til kramboden. Derimod lå tidligere tiders købmænd under for et konstant pres fra nødlidende mennesker, plaget af langvarig sult og trældom, og derfor var deres arbejde både utaknemmeligt og udmagrende, og ikke alle var lige gode til at forsvare deres lager. Fordelen var dog, at det nærmest var det eneste indendørsarbejde i landet.

Den agtværdige, ædle herre, som optræder i vores historie, den smukt overskæggede Edvald Kopp var derimod kommet langvejsfra i et lidt utraditionelt udkald bort fra sin disk og kasse i Fagureyri og var af den grund en smule spids og lunefuld. Hans hjemlige fjord, den store Eyrarfjord, var frosset til som alle andre fjorde (frosten bider både folk og forretningsejere), og ingen andre steder kunne man komme ud til skibet end i denne uanseelige gråsælsfjord, som Odalsfjord var. I tre døgn havde købmanden været nødt til at bære hue i stedet for hat, sove under skrånende tørvetage, svømmeride hele kløfter fulde af nyfalden puddersne og trække sin hest hele vejen over en højslette. Vommen var dog stort set intakt (den havde sat tre gratis måltider røget lammekød med skyr på til livs), og den stod han og skød frem nede i strandkanten, så man fra havet kunne se, hvad slags mand der her var tale om, det var en mand blandt ligemænd!

Ja, nej, nej. Det var ikke hele befolkningen, som med hiv og sving var skovlet fri af snedriver, her fandtes også personer, som åd sig en pukkel til!

Så trak han sin høje hat ud af foderalet og lod sig færge ud til skibet oprejst og med svaj i ryggen, så jaketskøderne blafrede nok så nydeligt ud i luften. Kom derefter småsnalret tilbage en frokosttid senere og valgte tre fårefarvede bønder til at tage med ud i skibsjollen, for han havde ikke tænkt at svine sig til med deres poser, dem måtte de selv håndtere ud og ind ad det danske øje. Der var tale om en nødløsning, 12

Content_9788711915820.indd 12

04/10/21 6:30 PM

her blev der drevet sail-in-handel for folk fra den nærmeste omegn, selv om længslen efter brød havde tiltrukket en del bønder længere væk fra, ja, selv nogle, der ikke stod opført i Kopps bøger, men som håbede på forståelse og undtagelse i lyset af omstændighederne. Monopolhandlen var et for længst overstået kapitel i Island, men alligevel havde købmænd stadig deres bønder, og bønder deres købmænd.

Kapitel 4

99 ØRREDER Eilif nåede sent frem, himlens skær sang på sidste vers, og de fleste bønder var taget hjem. Vejret var ved at puste sig op til snestorm.

Der var dog stadig en sail-in-tur tilbage, den enarmede bonde på Tvihamar i Odalsfjord befandt sig allerede i båden med sin evindelige snestormsgrimasse, sad og hvilede sig på en tofte over for den danske roer, en skægløs knægt med et mørkerødt ansigt, og havde i respekt for Kopp og kronen enarmet strøget den lasede hue og sad nu barhovedet i båden på trods af det kolde vejr. Købmanden stod derimod stadig i strandkanten, da den store mand ankom med sin tomme pose.

“Stundarkot? Du har ikke noget indestående hos mig!”

“Nej, i Segulfjord sætter vi normalt ind i Fanneyri-handlen, hos Sigurd.”

“Hvad laver du så her? I mit område, ved mit skib …”

“Det … den stakkels mand har vistnok ikke mere korn. Det er havisen.”

“Det er en sølle købmand, der lader sin forretning tømme. Hvad er det for en ejendommelig omgang med ejendom?”

“Sigurd siger, at han ikke sover så godt på sækkene.” “Øh! Nå? Og hvad sætter du ind til mig i dag? Sedler bliver der vel ikke trykt i Segulfjord?”

“Jeg forestillede mig … ja, tretten ørreder for tre kilo mel. Det er jo jul, og konen …”

“Jaså? Julen og konen! Ser man det! Og hvor er så de ørreder?”

13

Content_9788711915820.indd 13

04/10/21 6:30 PM

“I søen derhjemme.”

“Nå? Og hvorfor har du dem så ikke med?”

“Tja, søen er islagt. Og den er tyk nu, den glatte.”

“Nå? Hvornår kommer de så?”

“Til foråret. Jeg kan sætte dem ind til foråret.”

“Tretten ufangede ørreder for tre kilo mel? Jeg siger treogtredive ørreder kiloet!”

Købmanden udtalte det sidste ord i sætningen en anelse snøvlende, og Eilif kunne som andre se, at det her var kaptajnens rom, der spillede ind. Højere oppe på stranden stod købmandens hestepasser sammen med hestene og en hund og to ubestemmelige menneskevrag og overhørte samtalen, og lidt længere henne stod to bønder bøjet over deres nyligt fyldte pakkenelliker og forberedte sig på hjemrejsen sammen med deres vovser.

“Ni og halv… ørreder?” gentog Eilif og mærkede, hvordan hjertet blev varmt og sendte sytten forskellige tanker afsted ud i blodet.

Hvad var der at sige til den slags?

“Ja, nioghalvfems ørreder! ” Eilif så et kort øjeblik på købmandens berusede ansigt, den lille næse, de store kinder, det voksplejede overskæg, de dybtsvømmende øjne under den stivede hat. Og pludselig så han for sig, hvordan nioghalvfems ørreder en smuk forårsaften svævede op af søen Stundarvatn, stævnede ind i dalen gennem luften og over fjeldene, tog den lange vej over himlen for i en lang række at glide ind over Fagureyri til Kopps norske træhus, blive suget ned gennem skorstenen, komme ud af komfuret og suse direkte ud i gangen (førerørreden ville hurtigt finde ud af, hvor spisestuen var), og der ville de styre hen langs spisebordet i samlet kolonne (under loftslyset) og ned for enden, hvor den respektable Kopp ville sidde servietprydet med åbent gab. Og ind i det ville den ene fisk efter den anden forsvinde i høj fart. Nioghalvfems gange ville købmanden synke.

Alt det så han for sig. Men fik intet sagt. De stod bare der over for hinanden, den langlemmede, slidte bonde og den statelige købmandsbagdel. Ud af den enes næse og mund stod der en damp af ånde, den menneskelige maskines skorstensrøg, men fra den anden 14

Content_9788711915820.indd 14

04/10/21 6:30 PM

stod der ingen ånde, han var tilsyneladende snittet i massivt træ.

Og hvordan kunne denne lille træmand se ned på så lang en mand?

Den høje hat nåede Eilif til øjnene. Når købmandshovedet befandt sig i denne stilling, fremstod den runde hats flade top vandret for bonden og mindede da mest af alt om en underskøn paradisisk plet; selv om der nu var snefnug i luften, lagde de sig ikke på dette ædle tag. Pludselig begyndte Kopps ansigt at småsitre, og nogle snekunder efter drejede han hovedet om mod vandet; brækket stod ud af ham i en majestætisk bue og ramte vandoverfladen med et gebommerligt plask.

Eilif kastede et blik ud på den lille båd, og så vidt han kunne se, var personen, som under hans samtale med Kopp var kravlet om bord i skibsjollen og havde sat sig ved siden af den enarmede grimassebonde, Hvamm-Kristmunds karl, Jakob af navn, en kæbestærk, kantskægget mand. Hvorfor fik han lov at tage ud til skibet og ikke Eilif? De var begge fra Segulfjord, begge fra et andet handelsdistrikt.

Nu så han, hvordan denne Jakob nikkede nok så nydeligt til ham, en bevægelse, som sagde alt på en gang: I) Nå, så der er ikke mere korn, du gamle? Altid samme omkvæd fra dig. II) Tror du virkelig , at der gælder samme regler for dig som for os på Hvamm? III) Ikke for det, Kopp er selvfølgelig bare en kugleskør nærigpind, som ikke forstår at drikke, se bare, hvor ynkeligt han kaster det eller så fine måltid over bord, han fik om bord.

Købmanden stod stadig sammenkrummet og savlende i strandkanten og havde mistet sin høje hat. Eilif så den danse i vinden hen over den snedækkede strand, sort i hvidt, som en overdimensioneret, funklende drue fra en frugthave, der var faldet ned i en iskold verden af elendighed, som den nu trillede henover. Her øjnede småbonden en chance og tog de nødvendige skridt, fik fat i hatten, inden den hoppede hele vejen op til hestepasseren.

Han samlede hatten op for købmanden og stod med den i strandkanten som en genert pige med en buket blomster, mens den mægtige lille mand gjorde sig færdig. Til sidst havde Kopp hostet den sidste rest slim op og rettede sig op, så sig omkring, hovedet som en rødmende sol over en gråglimtende havoverflade. Hvor er hatten? Hvor er jollen? Hvor i alverden er jeg lige 15

Content_9788711915820.indd 15

04/10/21 6:30 PM

nu? Idet købmanden i sine franske læderstøvler vadede tilbage gennem strandkantens skidt og møg gik al gassen af ballonen; han virkede segnefærdig af træthed; fandens til pres, det skaber at forsøge at skaffe de der mænd med deres hungerlister adgang til en udenlandsk partner …

Kopp gik uden et ord hen til sin hat som en mor til et barn og tog den ud af hænderne på Eilif, vendte derefter tilbage til hav­ skummet og beordrede jollen ind. Men samtidig med at den danske roer stagede båden nærmere, drejede købmanden sig om og råbte et eller andet til den lange bonde, et eller andet, som enten kunne være “Nå, så kom da!” eller “Skrub ad helvede til!” Inde i hovedet på Stundarkotsbonden var det ét og det samme, og Eilif luntede ned til strandkanten. Men som han stod der foran den urolige båd, der indeholdt en opretstående købmand og tre siddende mænd, udstrålede hele hans fremtoning det tavse spørgsmål: “Men hvad med kiloprisen? Jeg vil aldrig kunne betale treogtredive ørreder kiloet.” “Årh! Kom nu. Det finder vi ud af …” råbte Kopp til ham med snøvlende stemme.

Den højhattede havde tilsyneladende brækket det meste af sit hovmod op, og i hans øjne kunne man nu skelne en sjælden og derfor desto mere mystisk forståelse. Fandtes der et lykkens håb her midt i al håbløsheden? Bevægede nogen en barmhjertighedens hånd bag denne decemberdag ved Ishavet? Var det en almagtshånd? Nej, næppe, tænkte Eilif, i bedste fald den manglende hånd på den enarmede bonde fra Tvihamar, som sad og ventede i båden indhyllet i sin egen ånde. Eilif gav sig selv lov til at overveje sagen et øjeblik, det hele var lidt for uklart efter hans smag. Ligesom båden selv og den høje hat vuggede kiloprisen på bølgerne foran ham, på det evigt urolige hav, men så så han frem mod julen derhjemme, ansigterne derhjemme, gode Gudny og børnene, og vadede ud i den iskolde formløshed, der så ofte havde kendetegnet islandsk handel, skrævede over rælingen og slog sig ned på den forreste tofte bag den mørkerøde roer.

Over de danske skuldre så han den høje hat synke ned i agterstavnen bag karlen Jakob, som bredte sit kantskæg ud med et skævt, søvnigt smil. Ved siden af ham sad den enarmede stadigvæk med sin 16

Content_9788711915820.indd 16

04/10/21 6:30 PM

evindelige snestormsgrimasse. Den var dog ikke helt så malplaceret nu, eftersom det var sat ind med kraftigt snevejr.

Var det her andet end halsløs gerning? tænkte Eilif, kunne han virkelig stole på en fuld købmands uldne løfter? Men i samme øjeblik så han kun verdensherskerens enorme hænder for sig dukke frem af de kommende tiders tætte mørke og skubbe den danske skibsjolle fra land. Sådan var verdens gang, sådan fortsatte den fremad, det ene afløste det andet; den, der satte sig om bord i det ene øjeblik, var havfast i det næste øjeblik. Nu mørknede det, skybanken over havet faldt en tone og blev samtidig urolig.

Strandvolden svarede med et vindpust, snefygningen svang sig op i en lang, bugtet hale, var et øjebliksbillede på det første piskesmæld, der falder på uvejrsbæstets ryg og råber ind i dets lange, daskende ører: Afsted!

Den segnefærdige handelsagent fik lov at sove om bord på det danske handelsskib om natten, mens hungerlistemændene begav sig hjem til deres arbejdsrum, forsvandt som skindskoede heste ind i snetykningen.

Og nu stod han her, Eilif, alene på det brede sneslør med angstens sved og tænkte: Tre kilo mel for det her? Tre kilo mel for min gård, kone, børn og ko? Tre kilo mel for hele mit liv?

Men så hørte han med ét brølen under sine fødder. Så hørte han med ét brølen nede fra sneen.

Kapitel 5

ROMULUS I SNEHUSET Muh-øh! Muh-øh!

Eilif begyndte at skrabe efter lyden. Koen blev ved med at brøle.

Det lød som et blæseintrument fra hinsides livet. Et blæseintrument fra underverdenen. Han kunne ikke gøre for det, men for sit indre blik så han en brunblisset mand blæse i et forgyldt instrument på længde med skaftet på en le og med en lebladsagtig krumning for enden.

17

Content_9788711915820.indd 17

04/10/21 6:30 PM

Åh, kære Helga, hvor er du? Kære Helga …

Han gravede to huller i sneen, men syntes, at koen Helga hele tiden var bag ham og begyndte så at skrabe et nyt sted. Var det der muh måske kun noget inde i bolden på ham? Ja, naturligvis kunne koen være inde i hans hoved, selvfølgelig var der plads til en hel ko, en hel stald, hele fjorden, fjeldene, ja, hele verden. Selvfølgelig kunne det alt sammen rummes i hovedet på et enkelt menneske.

Tænkte Eilif.

Sådan begyndte hans hjerne ofte og ikke mindst i skæbnesvangre stunder at tænke det rene vrøvl, som var sagen uvedkommende, hvad der ikke sjældent bragte ham i fedtefadet. Som dengang sysselmanden forhørte ham om det der stykke marsvin, og han sad med sine strømpesokkede skanker foran den skægprydede selv og pludselig begyndte at tænke på æg. Rigtig mange æg. Inde bag hans øjne, dybest inde i bagsynet, væltede æggene frem i lange rækker, og af sine tanker fik han skænket en teske med besked om at slå hvert eneste æg i toppen og tælle, hvor mange han havde ramt. Det var en yderst krævende opgave, for han var samtidig nødt til at svare på sysselsmandens spørgsmål.

“Hvad lavede De på Bakki omtalte aften?”

“Slog på æg.”

“Med forlov?”

“Nej, med en ske.” Æggene sikrede ham på stedet to måneders fængselsophold i hovedstaden, og det havde han faktisk set frem til. Tænk, endelig at få mulighed for at komme væk fra dette fængsel af en fjord, hvor han var registreret som arbejdsmand på Hvamm og derfor lige så stavnsbundet som stenene i gårdens gærde. For sådan en mand lød en tugthusdom med tilhørende sejlads sydpå til hovedstaden nærmest som en jordomrejse. På grund af pakis viste det sig dog umuligt at eksekvere dommen samme vinter, og den følgende vinter modtog han intet påbud. Islandsk retfærdighed var berømt for sin sneglefart, og der kunne nemt gå flere år fra forbrydelse til afhøring og endnu længere tid fra afhøring til dom og fra dom til fængselsophold. Nogle gange afsonede folk på deres ældre dage straffen for en forbrydelse, de havde begået som unge. Den tjenende del af befolkningen tog det 18

Content_9788711915820.indd 18

04/10/21 6:30 PM

dog med sindsro, ikke mindst fordi den længe havde ment, at der ikke var den store forskel på et fængselsophold og et arbejdsforhold.

Ufriheden mindede om hinanden, selv om tjenestefolk havde lov til at skifte husbond én gang om året. Til gengæld hed det sig, at man ikke behøvede at arbejde i fangenskab.

Eilif havde det meste af sit liv tilhørt den stand, som udgjorde størstedelen af landets indbyggere, og som i magtfulde papirer kaldtes tyende. Eftersom alle beboelige jorde i Island var bebyggede, og landet derfor “udsolgt” fra de inderste dale til de yderste pynter, var arbejdsfolk tvunget til at binde sig til en plads hos en bonde, og denne form for slaveri blev kaldt pladsbundethed. Tyendet var underlagt en streng husdisciplin og måtte hverken gifte sig eller få børn. Dette islandske trællehold, som fungerede i flere århundreder, var faktisk først for nylig blevet afskaffet ved lov. Men det forholdt sig med en lovændring som med retfærdigheden: Den kunne være årtier om at nå op til den nordlige del af landet. De islandske trælle var dog ikke rene lønslaver, og således var det på tyve år lykkedes Eilif at spare sammen til tre lam og en husmønning. Han var derfor blevet småbonde med kone, børn og ko, hvor alt det så end befandt sig i dag. Men dommen havde han stadig hængende over hovedet, selv om den tilsyneladende var blevet opslugt af systemet. Og i lange perioder lykkedes det faktisk bonden at glemme den, skønt han under de allerværste snestormsture plejede at varme sig ved tanken om et ophold i et lunt tugthus.

Eilif tog vanterne og undervanterne af og begyndte igen at skrabe med sine lange fingre, men hørte så atter brølet inde i sit hoved og fløj op og baglæns og slog ud med armene over den forbandede …

Men faldt så pludselig ned gennem sneen til midt på livet, ned i et hul, så der var altså hul igennem fra den her verden og ned til den hinsides, og således forsvandt Eilif fra isdækket og ned i sit gamle liv, for nu var der intet spor af ham, kun posen med julemelet lå tilbage, en gammeldags, brunslidt vadmelspose.

Eilif fornemmede trin under sig, og med ét var han fri af den løse sne, som skjulte sig under den isede overflade. Han talte atten istrin ned i snemassernes mørke, som ikke lignede andet mørke, for det var snelyst. Hjertet skruede tempoet op og sendte ham tankepile, 19

Content_9788711915820.indd 19

04/10/21 6:30 PM

på hvis spidser hans børns øjne sad og … Så havde hun altså gravet sig op, hun var altså i live! De var her alle sammen, selv koen!

Endelig nåede han hele vejen ned, hans hajskindsskoede fodsåler ramte et gulv, eller en slags gulv, og nu brølede koen højere end nogensinde. Han vrikkede sit lemmedaskerlegeme videre ned ad trinene og bagdelen hen ad isgulvet, indtil han var ude af den underlige, hvide tunnelindgang. Den afløstes af tørvegårdens mørke og smalle gang, som han til sidst måtte krybe ind gennem, fordi den sine steder var braset lidt sammen under vægten af sne. En stor snedrive lyste op for enden af gangen. Eilif kom på alle fire ind i det fælles opholdsrum, også kaldet badstuen, og der åbenbarede de sig lige foran ham … to øjne, hans lille Gests to store øjne, som så på sin julemandsfar, de runde øjne som grålige messingknapper, skinnende i sneens dæmpede lys. Ud af hans ene mundvig løb der en stribe mælk, han holdt om patten med sin hånd, her sad han ved yveret som Romulus uden Remus, en purk på et par år i kopleje.

Koen Helga lå i sin bås og drejede sit store hoved om mod bonden, vendte det hvide ud af øjnene, brølede stadig og rystede så voldsomt på hovedet, at de blafrende ører fejede lidt løs is ned fra den væg af sne, man nu kunne se for enden af båsen. Den var tydeligvis godt og grundig irriteret over, hvor længe han havde været undervejs.

Skråt oven for koens ryg hang badstuens skrå loft på sit yderste, jo, det var det, staldbadstuens skrå loft. Det så ud til at være knækket flere steder, og et sted sås der noget snehvidt stikke frem som for, der hænger ud af et flænget stykke tøj. Den ene ende var styrtet ned på gulvet, mens den anden var tæt på at få overbalance og blev holdt oppe af tre nytilkomne bjælker, som husets frue formentlig havde banket ind under skråloftet, men ellers var rummet én stor bunke sne. Lad bare de andre grine ad mig for at bygge klinkbygget skråloft, nu havde det vist sit værd … Eilif lod blikket glide hen over ulykkesstedet og fik da øje på sit livs, sin fryds, sin elskedes fødder, som stak ud under snegraven tæt ved hans venstre side; to fintformede fødder, fødder, der havde forbundet ham til jorden, svøbt i deres hjemmelavede fåreskindssko med det blå mønster på vristen, som kun Gudny kunne lave, ene og alene hun af alle i hele fjorden. Ved Jesu dom i det højeste og den sorte ådselæder i det nederste, hun var …

20

Content_9788711915820.indd 20

04/10/21 6:30 PM

Og hvor er pigen? Min pige!

Lille Gest, den rødkindede purk på to år, mumlede nu med udstrakte hænder, og Eilif skyndte sig hen til ham og tog ham i sin favn, min kæreste, elskede stump, hvad er der dog sket her?

Koen kastede igen et blik på bonden, og et kort øjeblik havde den menneskeøjne, som fortalte ham en trist historie, der strakte sig over en uges tid. Bonden var begyndt at trække vejret hurtigt, der var godt nok varmt i sådan en snegård. Så satte han drengen ned, idet han med en klump i halsen spurgte: “Hvor er Laura? Hvor er din søster?”

“Mor!” svarede drengen og pegede på de to fødder med et ansigtsudtryk, som var det sørgeligste, Eilif kom til at se i hele sit liv.

Vendte derefter ryggen til drengen og begyndte at grave sin kone ud.

Han knoklede løs i kulden, rystet, koghed og med tænderskærende fortvivlelse; sveden haglede af ham, mens hjertet ganske langsomt rimede til.

Denne krop, denne krop, som han aldrig var holdt op med at undres over, at elske, at nyde, denne livsenergi, der bølgede under ham, brusende hudblød og hed, og som hver eneste gang forvandlede deres lille gård til et fiskeolieoplyst forelskelsespalads med en tretten mands æresvagt ved hver sengekant, en lænket løve ved sengegavlen og udsigt til to pyramider, denne lysets hudbløde fårestald, som havde huset deres tre lam, det første døde, men de to andre overlevede, nu fejede han famlende sneen af det, som salt af en død fisk, her var kjolen, lårene, taljen, maven, trøjen, brysterne … Det hele var ligesom med fåret, han gravede op af kløften forrige vinter, alt sammen iskolde indvolde, alt det, livet slet ikke kan undvære, men alligevel efterlader, når det redder sig ud af en snedrive.

Gudny var fuldstændig, som hun plejede, det eneste, hun manglede, var livet, hvad det så end er. Han befriede hendes arm, sneen var grovkornet, kold pulversne klæbede til ærmet, selve hånden var iskold, men blød, det var den venstre. Åh, disse, slidstærke fingre med sørgerande, disse endnu sarte drømmefingre, som havde givet ham livet tilbage … Nu lød der et brøl fra ham, og derefter trillede tårerne, det havde han det dårligt med, og han begyndte at skabe plads omkring sig i denne ligkiste, strakte armene op mod 21

Content_9788711915820.indd 21

04/10/21 6:30 PM

loftet og skrabede og skrabede som et polardyr, der om vinteren bygger sig en rede af sne, fejede derefter nedfaldet af hende og flyttede sig længere ind i hendes soveplads, befriede hendes åsyn fra skadevolderen og så i lang tid ind i de lukkede øjne. Kvinden var en dødsbleg skønhed, det røde brandsår, som strakte sig fra højre albue og op over skulder og hals og kind og hele vejen op til øjnene, var blevet frostblegt og derfor næsten usynligt: Aldrig før havde denne engel været så smuk. Han bøjede sig ned over liget og kyssede hendes læber, og da hans frostbidte, forfaldne mundtøj mødte de bløde snehusmus, fandt han det så indlysende, at det var ham, der var død og ikke hende. Hjertet var ikke enigt og sendte hjernen et billede af sig selv. Til trods for at være lige så tiliset som et sejl i søens snestorm kunne man se, at det bandsatte bæst slog endnu: pump, pump.

Hans hiksten knitrede som flammerne i et ildsted; han havde mistet sin Gudny, for tre kilo mel, og så muhede koen Helga, og han kom så småt til sig selv, kom i tanke om purken og bakkede ud af sin sidste ægteseng på alle fire. Men så var Gest forsvundet! Mon der var faldet noget ned over ham?

Eilif kiggede sig hurtigt omkring og var atter lysvågen i livet, hvad dælen var der blevet af drengen? Endelig kom han i tanker om lejderen og styrtede op af dødens lastrum, op gennem mandehullet og videre ud på det fjordvide dæk. Og der var han så, lille Gest. Han sad ved siden af posen og var helt oversmurt med mel i hovedet.

“Amm.”

Content_9788711915820.indd 22

04/10/21 6:30 PM

Content_9788711915820.indd 4

04/10/21 6:30 PM

PAGE 1 - PRESENTATION ONLY / SIDE 1 - KUN PRÆSENTATION

land i Europa i starten af det 20. århundrede. Her lever ”Velkommen til en vild roman med en vild forhistorie. Vild som i utrolig, vild som i utæmmet, vild som i hæmningsløs og grænseløs. Velkommen til Hallgrímur Helgasons Kvinden ved 1000°.”

drengen Gestur, som har mistet sin mor og sin søster

WEEKENDAVISEN

fattige Segulfjord, han kommer fra. En poetisk bonde

i et sneskred og sin far efter et forfejlet hajfiskeri. En rig fisker tager Gestur under sine vinger, og han lever i sus og dus for en stund, før han sendes tilbage til den giver ham husly, men Gestur vil ud i verden og tager

”Som altid udfordres man af Helgasons veloplagte prosa.” POLITIKEN

hyre på en fransk fiskerbåd. Han må opgive det hårde liv ombord og vender tilbage til bonden og Segulfjord, hvor nordmændene er begyndt at gøre deres

”Kvinden ved 1000° er […] en værre røverhistorie […], hvori autentiske elementer uafladeligt – og vellystigt – blandes op med den rene fiktion.”

indtog med deres sildefiskeri, gode udseende og tøn-

JYLLANDS-POSTEN

TRES KILO SOLSKIN er et storslået portræt af den island-

der fuld af solskin.

ske nations historie. Det er en tidløs ode til en nation og ”Kvinden ved 1000° kan varmt anbefales.”

et folk, der trods mørket og kulden og en barsk natur

FYENS STIFTSTIDENDE

formår at løfte sig ind i den moderne verden.

”Magisk og morsom kynisme i absolut særklasse.” EKSTRA BLADET

Romanen modtog Den islandske litteraturpris 2019.

”Kolossal læseoplevelse.”

NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

”Hallgrímur Helgason har leveret en eksplosion af en roman.” BERLINGSKE

HALLGRÍMUR HELGASON

FORFATTERFOTO: GASSI

Island, det fattigste, det koldeste og det mørkeste

HALLGRÍMUR HELGASON TRES KILO SOLSKIN

Pressen skrev om Kvinden ved 1000°

HALLGRÍMUR HELGASON er en af Islands helt store kunstnere. Han har en lang produktion af billedkunst, romaner, radiodramatik, skuespil, kulturessays og stand-up bag sig.

På dansk er udkommet 101 Reykjavik (2001), Islands forfatter (2006), Stormland (2008), Lejemorderens guide til et smukt hjem (2009), Kvinden ved 1000° (2013) og Søsyg i München (2017).

L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K

ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK