Ulven & Lille hjerte - læseprøve

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

Af samme forfatter: Dagene skifter hænder, digte 1994 Styrt, digte 1995 Blank, monolog 1996 Det grønne øje, roman 1998 Ankomst, Husumgade, langdigt 2001 København, noveller 2004 Kilimanjaro, noveller 2005 Lysgrænsen, selvbiografi 2007 En plads i historien, roman 2008 Nu er vi så her, noveller 2009 Ulven, roman 2010 Lille hjerte, roman 2012

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

Katrine Marie Guldager

ULVEN & LILLE HJERTE

LINDHARDT OG RINGHOF

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

Ulven og Lille hjerte © Denne udgave: 2012 Katrine Marie Guldager og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Alette Bertelsen Bogen er sat med Stempel Garamond hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-39895-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2012 Med tak til Statens Kunstfond og Statens Kunstråd

Tilegnet Troels

Denne bog er en revideret samleudgave af Ulven og Lille hjerte, der tidligere har været udgivet som selvstændige romaner på forlaget Gyldendal i hhv. 2010 og 2012.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

Forord Da jeg i 2010 udgav Ulven, der begynder i 1938, håbede jeg, at det var begyndelsen til en længere familiekrønike, men jeg var ikke sikker. Derfor bad jeg mit daværende forlag om at lancere Ulven som en enkeltstående roman; jeg ville ikke sælge skindet, før bjørnen var skudt. Heller ikke selvom læsere spurgte: Slutter den ikke lidt brat? Den slutter jo, næsten før den er kommet i gang!

Men nu hvor jeg har skrevet 2’eren, Lille hjerte, og er godt i gang med 3’eren også, tør jeg godt sige, at det er en længere serie, jeg skriver på, faktisk en serie af den type, der synes at vokse, jo mere man skriver på den ... Jeg regner med at følge mine hovedpersoner, Leonora og Henry, op til nutiden, det vil sige 2012. Dels synes jeg, det er spændende at følge mine personer gennem et helt liv, dels synes jeg, de lever i en spændende tid.

Efterhånden som jeg rigtig har fået skrevet mig ind på serien, har det imidlertid vist sig, at Ulven trængte til at blive rettet lidt til stilistisk set. Da jeg skrev den, var jeg stadig en anelse usikker på mit nye univers. I denne nye, samlede udgave af de to romaner er Ulven rettet til og revideret, således at det hele passer bedre sammen. Desuden er denne udgave forsynet med fem nye historier, som er skrevet af en fiktiv figur, hr. Fink, en nabo til familien på Marievej, der i en periode spiller en afgørende rolle for Henry.

Katrine Marie Guldager, juni 2012 5

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

INDHOLD

ULVEN I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I

9

LILLE HJERTE I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 263 HR. FINKS HISTORIER I I I I I I I I I I 471

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

ULVEN

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

1 Leonora var ikke noget nemt barn. Allerede da hun var ni, erklærede hun over for sin raceubestemmelige gårdhund, at det eneste, hun virkelig ønskede sig i denne verden, var at slå sin bror ihjel. Denne historie begynder dog længe før, Leonora kom på de tanker, den begynder længe før, Leonora overhovedet blev født, hvilket hun var tæt på slet ikke at blive. Historien begynder, før hendes familie forvandlede sig til denne kerne af fortrydelse, før hendes mor langsomt, men sikkert forvandlede sig til en ulv.

Historien om Leonora begynder en forårsdag i 1938, da hendes far besluttede sig for at bruge hele sin formue og købe et hus i Køge. Så snart han fik udleveret nøglen, erklærede han bramfrit over for ejendomsmægleren, at det nu var på høje tid at finde en kone. På vej ned til sit nye hus flirtede han med en bagerekspeditrice og en bankdame. Han lettede på hatten og tænkte, at det nok var godt at være lidt rundhåndet i den indledende fase: hellere for mange blomster at plukke af end for få. Han var ikke nogen køn mand. Hele sin ungdom havde han følt sig sikker på, at det ville blive udseendet, der ville blive den største forhindring, når det kom til at finde en kone: Ingen ville nogensinde kunne elske en mand med en næse så stor, at man kunne navigere efter den, ingen ville nogensinde kunne elske og beundre hans højre øje, der hang så sinds11

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

sygt ned på kinden og tilmed løb. Hele sin ungdom havde han tænkt sådan, men det gjorde han ikke mere. Hvis en pige virkelig stirrede sig blind på hans næse og hans hængende øje, så var hun ikke den rette for ham.

Han gik over torvet, standsede ved en tobaksforretning og købte en avis. Han rullede avisen sammen, tog den under armen og svingede muntert med sin taske, hans krop var lille og let som en dansers. Den lange frakke strammede utilsigtet i taljen, og der var noget forfinet, noget koket over ham.

Det nye hus lå på Marievej. Nøglen passede i døren, og idet Peter låste sig ind, var det, som om han blev suget ind i huset, som havde der været undertryk derinde; som havde huset ventet, ventet på at blive beboet. Peter tog overfrakken af, stillede sine sko i entreen og gik ind på grå strømpesokker. Hans fødder var senede og elastiske som en fugls, den lange storetå strittede. Dette var, hvad han havde drømt om, siden han var en stor knægt: at låse sig ind i sit eget hus.

Peter nød synet af de stuer, hvor der var blevet gjort rent samme formiddag. Han åbnede døren ud til haven og glædede sig over, at der var så mange nyplantede æbletræer. Trykket udlignede sig selv. Han vendte sig pludseligt. Var der andre end ham selv til stede? Tilsyneladende ikke. Rengøringsdamen havde ladet kost og spand stå fremme i køkkenet, og Peter stillede dem ind i et smalt, støvet skab under trappen op til 1. sal. Han kendte udmærket rengøringsdamen, for hun var i familie med en af hans nærmeste kolleger på kontoret. Han havde skam tænkt: Hvorfor slår jeg mig ikke bare sammen med hende?

12

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

Hun var sød, i den giftefærdige alder. Men Peter ville gerne have en kvinde, der kunne og ville noget mere end blot at skure gulve. Hun skal i hvert fald ikke være ligesom min mor, tænkte han.

Det var en aften i april, at det skete.

Peter gik en tur i Nørregade, da han så en ung pige på den anden side af gaden. Hun havde en lille, sortkrøllet hund i snor. Hun var pæn og ordentlig, og alligevel var der noget mærkelig forskudt over hendes ansigt, som bestod det af to halvdele, Vorherre havde sat sammen i sidste sekund. To dele, af hvilke den ene var rødmende og moden som en ung kvindes; den anden blød og ufokuseret som et barns. Forskudt. Det var det ord, der blev hængende, da Peter uden et ord rakte hende hånden. Så mange andre kvinder, han kendte, var sjove, søde, venlige, men denne kvinde var på mærkværdig vis forskudt. Håret var nyklippet, tøjet sad perfekt. Hendes smil var blændende og en lille smule krøllet, hemmelighedsfuldt.

Peter havde to yngre søstre (der engang havde været én), som han satte til at hjælpe sig med at skaffe information om den unge dame og hendes familie. De to søstre boede stadig hjemme i lejligheden på torvet, og selvom de var blevet voksne, så var de for Peter ikke andet end et par småpiger. Han kaldte dem stadig frøken Lys og frøken Mørke, for det havde han altid kaldt dem, og sådan var de: Den ene var lys og optimist i en grad, der havde det med at støde de fleste. Den anden var til gengæld mørk, indesluttet, overbevist om, at livet var en smal, af mørke omkranset sti, der førte direkte ned i helvede. De to søstre kunne ikke undvære hinanden mere end nogle minutter ad gan13

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

gen, så kom de ud af balance, blev svimle og bekræftede det, der for de fleste mennesker er en gammelkendt sandhed: at lyset kun er til i kraft af mørket. Og omvendt. Heldigvis var de begge to glade for deres storebror, så da han meddelte, at han havde fundet den pige, han ville giftes med, var de henrykte. Eller rettere: Frk. Lys var henrykt.

Frk. Mørke så det som et stensikkert tegn på, at det, hun havde frygtet allermest, var ved at ske: Først var hendes storebror flyttet hjemmefra, næste gang ville det blive frk.

Lys, og til sidst ville hun være helt alene tilbage med deres gamle, syge mor, der forlangte alt og ikke gav noget til gengæld.

Begge arbejdede de som små, flittige bier, de fløj fra veninde til veninde for at samle information. Frk. Lys havde sågar en veninde, der var ansat på telefoncentralen.

Men ingen havde noget grimt at sige om den pige, deres storebror var faldet for, tværtimod. Ikke alene havde hun færdiggjort et maskinskrivningskursus, hun havde også dét, man kaldte ben i næsen.

Frk. Lys afleverede det første brev fra sin storebror til den unge dame, der skulle vise sig at blive Leonoras mor. Lillys rødhårede, rødmossede far åbnede døren og modtog den kuvert, som han instinktivt fornemmede, ville føre noget dårligt med sig. I årevis havde han levet alene med datteren, i årevis havde hun taget sig af ham og sørget for, at deres lille byhus var pænt og nydeligt. Karl stod med kuverten i hånden og vidste med sikkerhed, at kuvertens hvidhed ikke var et tegn på dens uskyldighed, snarere tværtimod.

Han overvejede, om det mest hensigtsmæssige ikke 14

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

ville være at brænde den, men så tænkte han, at det desværre nok ville blive opdaget, og så ville han være i endnu større vanskeligheder. Han sendte det pigebarn, der havde givet ham kuverten, et langt, bedrøvet blik. Så tørrede han næsen med det ene ærme, lukkede døren og hankede op i sine bukser.

– Lilly! kaldte han, og datteren svarede fra køkkenet, hvor hun stod sammen med tjenestepigen og ryddede væk fra den middag, far og datter lige havde indtaget i spisestuen. Karl kastede endnu et blik på kuverten, og skønt han altid havde vidst, at denne dag ville komme, var han alligevel fortrydelig, overrumplet. Var det allerede nu? Så tidligt! Fortumlet satte han sig på en stol i den mørklagte spisestue. Siden sin kones død havde han og Lilly været alene. Siden sin kones død havde han trøstet sig med, at han jo havde Lilly: en sød og nem pige, der havde hjulpet ham med at holde sorgen stangen. Men hvad nu, hvis hun en dag flyttede? Så ville sorgen utvivlsomt komme tilbage, den ville skylle ind over ham og rive alt med sig som en flodbølge. Den ville føre ham så langt ud på havet, at han aldrig mere ville få fast grund under fødderne.

Indtil nu havde han gjort, hvad han kunne, for ikke at tænke på sin kones alt for tidlige død. Han havde forestillet sig, at den truende flodbølge kunne holdes stangen ved hjælp af tavshed. Han og Lilly havde haft en stiltiende aftale om aldrig at nævne det manglende centrum i familien, og således havde de siddet ved middagsbordet og holdt en hel flodbølge stangen, en hel flodbølge af sorg, af fortvivlelse, og det var i grunden utroligt, at det havde kunnet lade sig gøre. Men nu var det slut. Hvis hans datter virkelig begyndte at interessere sig for unge mænd, hvis hun 15

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

virkelig begyndte at gå ud med dem, så kunne han ikke længere holde flodbølgen tilbage, så måtte han give op, lade den skylle ind over sig, lade den trække sig med ud på havet, hvor han bare svømmede og svømmede til ingen verdens nytte.

Lilly kom ind i stuen, lagde en hånd på sin fars skulder og sagde: – Hvad var det, far?

Karl rakte hende brevet, som om det var noget dårligt, han rakte hende, en dødsdom, en stævning, og pigen skyndte sig op på sit værelse med sit bytte. Hun satte sig helt ind i bunden af sengen, for med årene var sengen blevet dette trygge, rare sted, hvor hun var beskyttet, omsluttet, dét sted, der for nogle er forbundet med deres mor, med én, der kan rumme livets modstridende følelser. Lilly kaldte på sin lille hund, der stik mod husets regler fik lov til at hoppe op i sengen til hende.

Hun læste brevet og følte en rødmen i kinderne: Tænk, at der var nogen, der havde lagt mærke til hende! Lilly lagde brevet ned i kuverten igen, hun lagde sig helt ned og lod den ene håndryg hvile på panden, for kærligheden var ikke bare iblandet en boblende lykkefølelse, en boblende forventning, den var også iblandet et vist mål af selvbevidsthed, et ønske om at spille den rolle, der forventedes af hende. Når man læste damebladene, og det gjorde Lilly, stod rollerne i kø. Siden hun mistede sin mor, havde hun ikke haft nogen, der kunne hjælpe hende med at skille skæg fra snot, så Lillys forestillinger om kærligheden var derfor et sandt sammensurium af det, hun kunne læse i bladene, dét, hun havde set og hørt, kokkepigens erfarin16

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

ger, og i øvrigt alt, hvad hun havde af fri fantasi. Alligevel var hun ikke i tvivl om, hvad hun var nødt til at gøre. Hun var nødt til at returnere brevet, og hun var nødt til at gøre denne frk. Lys det begribeligt, at hun ikke var interesseret.

Peter var skuffet. Noget inden i ham følte sig som offer for den værste uretfærdighed og forlangte, at himlen, jorden og især skæbnen regnede dette for hans lykke så vigtige regnestykke om. Mens han sad og fortvivledes over, at hans skæbne tilsyneladende havde taget en uheldig drejning, drak han et glas klar vodka. Fra en kollega på kontoret, Oliver Korsholm, havde han været så heldig at købe et parti vodkaflasker. Han havde tænkt: Nu jeg har mit eget hus, så skal jeg også have noget at byde mine gæster!

Oliver Korsholm havde været forbi og afleveret vodkaflaskerne personligt, og nu stod der ni flasker i en kasse under køkkenbordet. Den tiende flaske stod på spisebordet, hvor Peter i øvrigt var ved at løbe tør for is. I små skrækkelige glimt anede han en fremtid uden pigen fra Nørregade. Så fast besluttet på, at det skulle være hende, havde han været, at det med at forestille sig fremtiden uden hende var lige så frygteligt og faretruende som at blive smidt ud af en bil i høj fart. Peter drak. Han var uvant med at drikke, men han drak alligevel, om ikke andet så for at gøre sig klar til, at døren blev åbnet, og han blev smidt ud.

– Lad os dog få det overstået, sagde han snøftende, fatalistisk, overbevist om, at hverken Gud eller livet ville give ham dét, han længtes efter.

Bedst som han sad og drak, gik hoveddøren op, og den rengøringskone, der var fulgt med huset, kom ind. Peter havde netop tændt en cigaret, og gennem røgsløret så han 17

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

ikke sin rengøringskone, men en nydelig ung dame, han måske også havde været alt for hurtig til at afvise. Nu bad han den unge dame tage plads. Han tændte en cigaret for hende, han skænkede hende lidt lunken vodka og stillede hende det spørgsmål, unge elskende altid stiller hinanden.

Han snøvlede: – Hvem er De i grunden? Ja, jeg ved skam godt, hvem De er datter af, jeg kender skam også Deres mor, jeg ved hvor De bor. Men hvem er De? Peter lænede sig med sin fulde opmærksomhed ind mod den unge kvinde, der var en smule overvældet, men også smigret.

Hun grinede.

– Hvad mener De? Smilet afslørede bedårende små smilerynker.

Peter gav nogle ubestemmelige halslyde fra sig og rykkede lidt tættere på den unge kvinde.

Han sagde: – Har De en kæreste?

Det ville hun ikke svare på.

Men senere gjorde blandingen af vodka og vedvarende, stædig opmærksomhed sin virkning, og den unge pige spurgte Peter, om de ikke skulle danse, og sådan dansede de, uden musik. Han kyssede hende på halsen, og hun lænede sig tilbage. Hun lod hans hænder glide op under sin kjole, og selvom hun burde, burde modstå ham, så kunne hun ikke, hun var for nysgerrig. Hun trak ham hen til bordet, lod en hånd hvile på hans behårede nakke. Så trak hun ham ned over sig, lod kjolen glide ud over skuldrene, så hun blottede sine bryster. Hun hjalp ham af med tøjet og løftede sig op på albuerne for at kysse ham. Det føltes så18

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

dan, rigtigt, varmt og sødt, det føltes fuldstændig meningsfuldt. Altså indtil det pludselig var forbi, indtil han pludselig rejste sig, snappede efter vejret, som var han vågnet af en drøm. I ét nu ramte hans krop asfalten med en grim, knasende lyd, og på hans blik forstod hun, at det, som for hende var både ægte, varmt og særligt, var ligegyldigt for ham. Med en pludselig vrede forstod hun, at hun ikke skulle komme igen. Hvad hun ikke forstod, var konsekvenserne. For langt inde i hendes skød var et æg netop på vej ned gennem den ene æggeleder, langt inde i hendes skød ville dette æg snart blive mødt af en storm af sædceller, og disse sædceller ville befrugte hendes æg og forandre hendes liv for altid.

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

2 Både frk. Lys og frk. Mørke havde været budbringere for Peter. Frk. Lys havde lykkeligt svævet hele vejen fra torvet ned til Marievej, frk. Mørke havde trukket sin tunge, tunge vægt efter sig. Selv brostenene, hvis tyngde ellers nok skulle kunne måle sig, havde beklaget sig, brostenene havde sukket og sagt: Al den tyngde, min pige, hvad skal du med den? Tilfældet ville, at frk. Mørke havde været så tynget af sin egen tyngde, at hun havde tabt et af de fine kærlighedsbreve i en af denne verdens afgrunde.

En tidlig morgen, et par måneder efter at Peter havde sendt sin udkårne en presset rose, var der ved et tilfælde en bagersvend, der fandt dette brev. Bagersvenden, som var en god og hæderlig mand, sørgede for, at brevet blev afleveret på rette sted, og dermed sørgede han ikke bare for, at Leonoras forældre genoptog kontakten, han sørgede også for, at Leonora overhovedet blev født: for, at denne historie kan blive fortalt.

Lilly, som var glad for, at hendes bejler var en gentleman, der havde trukket sig, da hun forlangte det af ham, tænkte nu: Hvilken vidunderlig vedholdenhed! Hvilken guddommelig akkuratesse! Svarbrevet, hun skrev til Peter, handlede om hendes mor, der døde så tidligt. Det handlede om den halvdagsstilling, hun havde fået som sekretær, og det handlede om, hvad hun lavede om aftenen, når hun 20

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

var alene (hun lagde kabale). Så handlede det om hendes hus og hendes naboer, ja, hele Nørregade, hvor hun var født og opvokset, og hvor der allerede i hendes korte liv var sket så meget. Det handlede om løst og fast, dette og hint, og det, der stod mellem linjerne, var det, Peter gerne ville høre: Hun ville gerne betro sig til ham.

Peter, der for længst havde fundet en anden rengøringskone, blev både glad og overrasket. Så var der alligevel ikke nogen grund til, at han skulle smides ud af den bil!

Hulter til bulter skrev han til hende om sin opvækst, om dengang hans far pludselig rejste, om dengang ulykken med hans øje skete. Lilly sad oppe på sit værelse og læste hans brev. Hun havde lige lagt brevet ned i kuverten, men nu tog hun det op igen, granskede ordlyden. Så snart hun kom ned ad trappen, spurgte hendes far hende, hvem brevet var fra, og hun svarede, at det var fra en veninde. Hun løj, og han vidste det. Hun vidste, at han vidste det, så længe havde de trods alt været alene i deres egen verden.

Alligevel var det sådan, det blev. Løgnen kilede sig hjemmevant ind imellem dem, og den var hurtig til at gøre sig det behageligt.

Første gang det unge par skulle mødes, viste han hende sit nye værksted, dét, hvor han selv fremstillede knive. Siden han var dreng, havde han været optaget af knive, af at lave dem selv. Han viste hende værktøjet og det kolde stål, der skulle være rygende varmt, før man kunne hælde det ned i støbeformen. Han viste hende et par af de klinger, han havde lavet så sent som aftenen før. Således stod han under det ovenlys, han havde fået lavet i den lille tilbygning til huset, da han kørte tommelfingeren hen over knivsæggen.

21

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

I det øjeblik fik solen gennet et par små, genstridige skyer væk fra himlen: Væk med jer! sagde solen, så hun kunne komme til. For selvom solen var en fornem, adelig dame, der præsiderede over alt levende og dødt på denne jord, så var hun også en fornem, adelig dame, der havde sans for detaljen. Og lige nu var hun opslugt af en enkelt detalje, hun var opslugt af det unge par, der stod i en udbygning i Køge, hun var optaget af, at de skulle se hinanden, virkelig mødes, og derfor gjorde hun det eneste, hun kunne: Hun oplyste. Hun lod sine livgivende kræfter strømme ned over det unge par i et omfang, så selv de kiggede op, mærkede forandringen. Først kiggede de op, så kiggede de på hinanden, og det var vitterlig, som om de så hinanden for første gang.

I et kort øjeblik, som også skulle vise sig at være enestående, så hun pludselig, at han var grim, hun så, hvor vederstyggeligt det var, at hans højre øje hang. Peter, som før havde bemærket det forskudte ved sit hjertes udkårne, så pludselig, at denne forskudthed ikke bare var et vidunderligt særkende, han så, at øjet i den halvdel af ansigtet, der tilhørte et barn, var fuldstændig tomt. I mundens krusning så han en sorg eller i hvert fald noget svigefuldt, han kunne ikke rigtig afgøre det. Under alle omstændigheder var det, som om forelskelsen forsvandt et øjeblik, og det var selvfølgelig solens værk, solen, der nok aldrig helt har forstået, at dens lys også kan overdrives, ja, ligefrem være skadeligt.

Men selvom øjeblikket måske havde været overvældende, lidt skræmmende, så fik det langtfra Peter til at opgive sin forelskelse, tværtimod. Den aften lå Peter alene i sin smalle seng og kiggede op i loftet. Ikke så meget som et øjeblik tvivlede han på, hvad fremtiden ville bringe, ikke 22

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

så meget som et sekund vaklede han omkring det faktum, at han og Lilly var bestemt for hinanden.

Om efteråret inviterede Karl den unge mand hjem til middag, så han kunne se ham an. Det var, som skulle han møde sin egen værste fjende, men det kunne han selvfølgelig ikke sige til nogen, og der var jo også dét, at hans datter var blomstret gevaldigt op siden den aften i Nørregade.

For det var alt, hvad han vidste. Det begyndte en aften i Nørregade.

Den aften Peter skulle komme, savnede Karl mere end nogensinde sin kone. Kokkepigen havde lavet mad, tjenestepigen havde dækket bord, men Karl gik febrilsk rundt efter dem og følte, at der manglede et eller andet. Havde han gjort for meget ud af det? For lidt? Mere end én gang spurgte han tjenestepigen, mere end én gang svarede hun undvigende. Det var jo ham selv, der skulle afgøre, om krystalglassene skulle på bordet.

Karl svedte.

Han fik øje på den dyre, fine dug, som havde fået en plet. Han beordrede straks tjenestepigen til at skifte den, men da hun kom tilbage og sagde, at den anden hvide dug var til vask, besluttede Karl sig for, at dugen måtte vendes.

Herregud, det kunne ikke være en lille plet, det kom an på.

Og så alligevel. Peter skulle jo nødig få det indtryk, at dette var sådan et sløset, småsjusket hjem, hvor en plet ikke blev bemærket, før den fik følgeskab af andre. Pludselig var det af afgørende betydning, at han kunne fremskaffe en pletfri dug. En halv time før Peter skulle komme, blev tjenestepigen sendt over til en af Karls bekendte på torvet. Via telefoncentralen var husets frue allerede blevet 23

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

advaret. Fem minutter senere kom tjenestepigen tilbage med en frisk dug.

Da Karl for første gang så sin kommende svigersøn, var han skuffet. Øjet hang så mærkeligt, og Karl, som kendte den unge mands ophav, havde forventet noget andet. Noget mere. Peter var allerede hjulpet af med overtøjet, og nu stod han i forstuen og talte med sin kommende svigerfar.

Han spejdede efter Lilly, hvor var hun? Hvor kunne hun være? Endelig kom hun. Hun strejfede hans skulder og stillede sig over ved siden af sin far.

På vej ind i spisestuen passerede den lille flok et bornholmerur, og Peter havde lyst til at sige noget om tidens gang, om viserne, der flyttede sig, og verden, der var i konstant forandring. Under hovedretten begyndte han på den tale, der skulle overbevise Karl om, at han var værdig til at gifte sig med hans datter. Han sad under lysekronen og fortalte om huset på Marievej, om den formue, han havde arvet efter sin far, og om det lille knivværksted, han hyggede sig med om aftenen. Han fortalte, at han altid havde ønsket sig en stor familie.

Tjenestepigen kom med to sodavand fra Køge Bryggeri, som hele dagen havde stået i isskabet. Karl kunne ikke undgå at føle en vis irritation over sin kommende svigersøn, ja, ved ungdommen i det hele taget. Han pillede lidt ved flippen på den skjorte, han i dagens anledning havde købt i et herremagasin, og han tænkte, at han alligevel havde gjort for meget ud af det. Han tog servietten af, formelig kastede den ned på tallerkenen. Det burde have glædet ham, at hans kommende svigersøn gerne ville have en stor familie. Det burde have gjort ham glad på sin dat24

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

ters vegne, men det gjorde det ikke. Det gjorde ham bare træt. Fordi unge mennesker troede, at verden var et muntert frikvarter, og ikke kendte til livets alvor. Fordi de var så arrogante, så uskyldige. Han kunne ikke holde det ud.

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

3 I et sidste desperat forsøg på at standse tiden sendte Karl bud efter sin grandkusine, der til daglig boede på Vestre Boulevard i København, det senere H.C. Andersens Boulevard. Stor og mægtig ankom hun til Køge, stor og mægtig tog hun plads i sofaen i stuen, strikkegarnet sprang lystigt omkring hende. Hun havde taget telefonen med et løftet blik og en ikke ubetydelig selvfølelse.

– Ja? havde hun sagt.

Først havde hun troet, at der var tale om en håndværker eller sådan noget.

Da det gik op for hende, at det var hendes grandfætter fra Køge, var tonen blevet helt anderledes varm. Det viste sig snart, at Karl ringede fordi, der var noget, der nagede ham. At det var datteren, der ville gifte sig med en ung mand, havde næsten været sødt. Maren Katrine havde indvilliget i at komme til Køge omgående.

Hun var ankommet til et hus, hvor stemningen ikke bare var dårlig, men ualmindelig dårlig, og alligevel havde hun ikke ladet sig mærke med noget. Glæde var nu engang noget, der skinnede indefra og ud, og derfor var al den humørsyge, hendes rige, forlystelsessyge veninder var plagede af, noget, hun affærdigede som pjat. Lilly og Karl sad ved bordet som to fjender i en krig, der hverken har vindere eller tabere. Maren Katrine sad for bordenden og var 26

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

nøjagtig lige så fornøjet, som hun plejede at være. Hun småsludrede om vejret, fodrede hunden i smug og kiggede interesseret op på den lysekrone, der var ved at sprænges af sit eget lys.

De spiste færdig i tavshed, og bagefter gik Maren Katrine ind og ringede til sin husholderske på Vestre Boulevard. Hidtil havde hun forestillet sig, at hun skulle være i Køge et par dage, lige dæmpe de stejle, antændte sind, for derefter at vende tilbage til sin trygge, forudsigelige tilværelse i København. Men hvis opholdet kom til at strække sig over mere end et par dage, så var det klart, at hun måtte have Manse hos sig. Herregud, Manse var sikkert allerede helt ulykkelig over, at hun ikke havde været der til at servere torskebidder og kæle ham bag ørerne.

Maren Katrine havde store planer. Ikke alene ville hun gerne have indrettet stuen på en anden måde, det var også på høje tid, at køkkenet gennemgik en grundig rengøring.

Allerede den dag hun kom, havde hun bemærket et lille, støvet møl flyve ud af køkkenskabet. Hun havde lovet Karl, at hun på trods af begges forsømmelighed ikke ville fyre hverken kokkepigen eller tjenestepigen. Men så måtte de også gå grundigt til værks! Snart blev alle køkkenskabe tømt. Madvarer blev smidt ud, og en opvredet klud nåede ind i bunden af selv de dybeste køkkenskabe, hvor man ud over at finde en masse skidt og snavs også fandt en sut, der engang havde tilhørt Lilly.

Maren Katrine havde også selv taget et forklæde på.

Hun nød at være til nytte. Derhjemme kunne det ikke komme på tale, der sad hun i stuen som en udstoppet fugl.

Men ikke i Køge! I Køge svingede hun både kost og spand, hun fordelte opgaverne mellem sig selv, Lilly, tjene27

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

stepigen og kokkepigen. Tjenestepigen hed Tine og var utilfreds med på denne måde at få mere at bestille. I det hele taget brød hun sig ikke om det, når Maren Katrine grinede af hendes kraftige Køge-dialekt. Men Maren Katrine kunne ikke lade være. Hun formelig spruttede: – Det er vist rigtigt, hvad man siger: Køge er det eneste sted i landet, hvor kaffe er med én stavelse og te med to!

Tine syntes ikke, det var morsomt. Hun tog sig i at prøve at skjule sin dialekt, ja, nogle gange tog hun sig ligefrem til munden, som var det hendes tænder, hun ville skjule.

Kokkepigen var bare nervøs. Uanset hvilken besked hun fik, klappede hun hælene sammen og sagde: – Ja, frue! Det skal jeg nok, frue! Øjeblikket efter havde hun glemt, hvad hun var blevet bedt om. Det eneste tidspunkt, hvor hun rigtig var nærværende, var, når hun stod nede i gården og røg cigaretter og talte om sine skiftende kærester, der altid var den helt store, udødelige kærlighed.

– Åh, sukkede hun. – Jeg har aldrig været mere lykkelig.

Aldrig!

Maren Katrine ville gerne holde en vis distance til de to piger, det ville trods alt være det mest passende. Men umærkeligt knyttede hun sig til dem. Hun tog sig selv i at tænke på dem som sine døtre, og hun havde lyst til at hjælpe dem, være en slags klippe i deres omtumlede liv. For ingen af pigerne kom fra ordentlige hjem, ingen af dem kunne regne med støtte hjemmefra, når det brændte på, og det gjorde det ofte.

Etage for etage gennemgik man huset for møl. Efter at 28

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

de var udryddet, ville Maren Katrine i gang med stuen.

Det var på tide at fjerne nogle af de tunge, mørke møbler og give det hele et mere lyst, ungdommeligt præg.

Maren Katrine sagde: – Luk dog lyset ind, Karl!

Karl modsatte sig ikke, men spurgte dog sig selv: Gad vide, hvor længe hun bliver? Maren Katrine havde nemlig udtrykkeligt sagt, 1) at hun ikke ville blive ret længe, og 2) at der ikke var og heller aldrig ville blive noget mellem dem. Karl havde smilet ad denne sidste bemærkning, for det forekom ham, at jo mere hårdnakket man benægtede kærlighedens tilstedeværelse, jo mere sandsynligt var det, at den voksede i mellemrummet mellem to mennesker og bed sig fast. Hvad angik resten af huset, overvejede Maren Katrine, om hun ville få brug for professionel hjælp, eller om hun kunne klare det hele selv. Lilly ville hun ikke involvere. Hele ideen var trods alt, at hun skulle flytte sammen med den unge mand, hvis navn Maren Katrine konstant glemte. Karl kunne stadig ikke acceptere det. Næsten dagligt prøvede han at overbevise Lilly om, at hendes udkårne ikke var den rigtige.

Til Maren Katrine sagde han: – Du må gøre noget!

Maren Katrine nikkede venligt, men hun havde for længst besluttet sig: Hun ville ikke foretage sig noget som helst for at forpurre de unge menneskers ægteskab.

På samme måde som Lillys mors død havde skabt en hel flodbølge af triste følelser, på samme måde blev forelskelsen nu en kærlighedens flodbølge, som hvert øjeblik truede med at gennemskylle hele huset og forandre dyr og 29

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 30 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

mennesker. Lilly mærkede det, Maren Katrine mærkede det, men Karl havde vænnet sig til at lade som ingenting.

Lyden af en flodbølge? Han kunne ikke høre noget. Maren Katrine satte sin kaffekop fra sig og tænkte på stuen.

Måske var det slet ikke nødvendigt at købe nye møbler, måske kunne man nøjes med at reparere de gamle? Med en lille, beslutsom bevægelse satte hun bakken over på det lille natbord og steg ud af sengen som en dronning stiger ud af en bil: med samlede ben. Under den lille nathue krøllede håret uregerligt i alle retninger. Natkjolen lugtede en smule af sved. Hun ringede på klokken, og Tine vidste, at det betød, at hun gerne ville have sit vaskefad bragt. Så snart Maren Katrine havde gjort sit morgentoilette, ringede hun til en snedker, hun havde fået anbefalet. Han tilbød at komme og se på møblerne med det samme, og Maren Katrine var henrykt.

Snedkeren var en mand, hvis alder var svær at afgøre.

Han var altid iført en grå overfrakke og en cigarillo, som han dog kun sjældent røg. Hans øjne var blanke og løb i vand, de sad dybt inde i ansigtet og lignede to fiskeøjne.

Tilsyneladende tænkte han aldrig over, hvad han skulle sige: Der var en umiddelbarhed, en upåvirkelighed over ham, som Maren Katrine værdsatte. Denne mand kunne gå gennem sne og regn, gennem en mellemeuropæisk krig og en afrikansk ørken uden at føle sig bremset af noget af det. Hans livskraft var som en kraftigt buldrende kakkelovn, der brændte uanset hvad. Forhindringer, fortrydelser, sorg og død var som små kviste, der kun fik flammerne til at brænde endnu kraftigere. Snedkeren var gift og havde fem børn, der døgnet rundt holdt ham vågen med ubestemmelige lyde. Så snart det blev lyst, havde han en hel 30

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 31 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

hale af familieforpligtelser efter sig: Hans kone var svagelig og kunne nok sørge for, at de mindste ikke gjorde skade på sig selv, men det var også det hele. Fem små børn skulle have overtøj af og på, have tørret næse, de skulle have læst historier, stryges blidt over panden.

For Maren Katrine var det i starten uhyggeligt, at alt menneskeligt syntes at blive tildelt lige store dele interesse og kærlighed, om det så var grønthandlerens hund, den uduelige lærling, hans egen i alkohol nedsænkede far.

Snedkerens indre verden var så fyldt af sit eget system, at verden kun kunne komme ind ét sted, og fra det sted var der kun så og så mange veje, ad hvilke den kunne efterlade sit indtryk i snedkeren: Vælte ham kunne den ikke.

Maren Katrine faldt for ham på stedet.

Det var så langtfra planen, men måneder senere kunne Maren Katrine med et skuldertræk konstatere, at det var dér, den morgen, at hun havde tabt sit hjerte. Hun kunne have gjort, hvad hun ville, hun kunne have råbt og skreget, rejst til fremmede lande under fremmede navne, hendes stædige hjerte havde ikke behøvet mere end et par sekunder til at beslutte sig. Og snedkeren var oven i købet gift!

Maren Katrine græd sig i søvn. Hvis hun skulle opleve kærligheden igen, hvorfor skulle den så absolut være ulykkelig? Mange gange i de følgende måneder var hun meget tæt på at tage Manse under armen og rejse hjem. Hjem til København, selvom det efterhånden klingede mærkværdigt i hendes ører, for var hjem trods alt ikke hos hendes forældre på Fyn? Maren Katrine vidste ikke længere, hvor hun hørte til, kun at hun ikke vovede at lade sig skille fra sit hjerte. Og derfor blev resultatet af snedkerens besøg den morgen i Køge, at Maren Katrine flyttede til Køge og 31

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 32 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

blev der, til hun døde. Snedkeren betragtede et øjeblik Manse, for var det ikke den kat, der havde strejfet omkring i hans baggård de sidste uger?

Han sagde: – På hvilken måde kan jeg hjælpe husets frue?

Hun sagde: – Jeg er ikke husets frue, og nu skal De se.

Maren Katrine sagde sin lejlighed på Vestre Boulevard op, hun ville købe noget i Køge. Da hun endelig fandt et hus, hun gerne ville bo i, var der ikke andre end hende selv, der kunne se nogen som helst idé i det. Ikke alene lå det i Strøby Egede, det var også faldefærdigt, ja, det var et lille upraktisk hus, „ucharmerende“ ifølge Karl. Huset var et dødsbo efter en fordrukken kunstmaler, og stråtaget hang så lavt, at det lignede en hat, der var blevet trukket for langt ned over ørerne på et firkantet ansigt. Ikke desto mindre var det dér, Maren Katrine ønskede at bo, dér, hun ønskede at vågne op om morgenen, anlægge køkkenhave og plante roser. Om det var udsigten, husets let skrånende grund eller bare det faktum, at træernes blade hver morgen hvislede så fortrøstningsfuldt, kunne hun ikke afgøre, men hun vidste, at hun ville føle sig hjemme dér. Der var meget, der skulle renoveres og laves om, men Maren Katrine havde en pose penge, som hun havde lagt til side til formålet, og desuden: Hvem kunne hjælpe hende? Det kunne snedkeren. Snedkeren fik snart sin daglige gang i huset i Strøby Egede, og selvom Maren Katrine ikke lod ham mærke med noget, så var det med stor fryd, at hun åbnede døren for ham hver morgen.

32

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 33 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

Tine havde spurgt Maren Katrine, om hun ikke måtte komme med ud til Strøby Egede, for selvom hun i starten havde været irriteret på dette nævenyttige kvindemenneske fra København, var hun efterhånden begyndt at blive glad for hende. Men Maren Katrine havde sagt nej. For det første skulle hun ikke bruge så meget hjælp derude, og for det andet hørte Tine jo hjemme hos Karl, der allerede havde brokket sig over, at Maren Katrine overhovedet skulle flytte. Han havde tilbudt hende næsten alle husets værelser – han kunne bare flytte op på loftet!

Da Maren Katrine endelig var klar til at flytte, ville Manse ikke med. Hele tre gange løb den hjem til huset i Nørregade, og Maren Katrine var lige sønderknust hver gang. Sønderknust, bitter og fornærmet. Siden den var killing, havde hun plejet den efter alle kunstens regler, hun havde serveret lækkerbiskner fra morgen til aften, hun havde redt dens pels, kløet den bag ørerne og tilmed ladet den fragte omkring i direktør Gudmanns dyre amerikanerbil. Og det var takken! Maren Katrine var ikke bare ødelagt af sorg, hun var rasende. Sådan en lille utaknemmelig møgkat! Sådan et firbenet spektakel! Hun burde få den ekspederet! Skudt! Og så kammede hendes raseri alligevel over i gråd: Tænk, at hendes egen lille Manse, hendes hjerte, ikke foretrak at være hos hende. Tårevædet slog det hende pludselig: Måske var kattens flugt et lille fingerpeg om, at hun havde bevæget sig ind på den forkerte livsbane? Måske var hele ideen om at flytte til Strøby Egede også helt afsindig? Maren Katrine kom til at tænke på den snedker, der fyldte mere og mere i hendes tilværelse. Hun nikkede alvorligt. Det var nok, fordi hun gik og fantaserede om en gift mand. Dét kom der aldrig noget godt ud 33

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 34 SESS: 88 OUTPUT: Tue Jul 24 13:31:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/132641_Ulven_Lille_hjerte_hr_finks_historie_151x226_stempel_garamond

af! Desuden kendte hun ham jo ikke. Hun kendte ikke lyden af hans åndedræt i halvmørket, hun vidste ikke, hvordan han så ud, når han holdt et af sine børn. Det hele var en fantasi. En lykkelig fantasi, ja, men en fantasi.

Dagen efter forklarede hun snedkeren, at der ikke var mere arbejde, der skulle udføres.

Han kiggede på hende: – Jamen, Trine, sagde han, for det kaldte han hende.

Huset var fuld af halvfærdige projekter.

– Nej, sagde hun.

Og så tilbragte hun ellers det meste af sin tid i Nørregade.