Content_9788727003719.indd 2
18/03/22 4:38 pm
UNDER MAGNOLIATRÆERNE T. I. LOWE
På dansk ved Natasja Ejersbo Frederiksen
Lindhardt og Ringhof
Content_9788727003719.indd 3
18/03/22 4:38 pm
Under magnoliatræerne er oversat fra amerikansk efter Under the Magnolias Copyright © 2021 by T.I. Lowe. Pulished by arrangement with Browne & Miller Literary Associates, LLC. All rights reserved Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2022 Omslag: Simon Lilholt, Imperiet Forfatterfoto: Jordyn Strickland Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-27-00371-9 1. udgave, 1. oplag 2022 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. lindhardtogringhof.dk BOG.DK – dit online bogmagasin
FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder. Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 150 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
Content_9788727003719.indd 4
18/03/22 4:38 pm
Til Teresa Moise Min kære ven, mentor og løbepartner På grund af din urokkelige tro på mig troede jeg nok på mig selv til at lægge min sjæl i den her historie
Content_9788727003719.indd 5
18/03/22 4:38 pm
Content_9788727003719.indd 6
18/03/22 4:38 pm
Prolog
1987 Sydstatsmagnoliaen stod 24 meter høj og 12 meter bred, og den var kendt for sin uregerlige natur i vores del af South Carolina, som lå og puttede sig lige midt i den hjerteformede stat. Den yndige frue kunne finde på at sprede skørterne og slå sig ned i baghaven, hvis man vendte ryggen til et øjeblik. Ejere af sådan et træ måtte være påpasselige med beskæringsrutinen, hvis de ikke ville risikere, at hele baghaven blev overrendt af disse sydstatsskønheder. Hvert enkelt træ var imidlertid en nydelig gæst. Kasserede grene og blade blev skjult under hendes frodige søm, indtil stumperne gradvist blev omdannet til den jord, der gav det liv. I modsætning til de fleste af nabobyerne, som var begyndt at stikke Bradford-pæretræer i jorden, som om de var det nye sort, var hele vores by dekoreret med sydstatsmagnoliaer. For pokker, vores træer havde indbygget opbevaring, og Moder Natur var ikke den eneste, der udnyttede de unikke skjulesteder. 7
Content_9788727003719.indd 7
18/03/22 4:38 pm
High school-elever var ikke lige så snu, som de selv troede, når de gemte deres cigaretter under de to store tvillinger, der flankerede busterminalen, så de kunne snige sig ud for at ryge i frikvartererne. Truett Memorial Library tillod hverken mad eller drikke indenfor, så der var mange, der hængte indkøbsposer op på magnoliatræet ved siden af bygningen eller stillede deres kopper under det, så de kunne hente dem igen på vej ud. Man vidste aldrig, hvad man ville finde under træerne. Dagbøger, kærlighedsbreve, en mistet basketbold … Det mest berygtede fund nogensinde var de jordiske rester af en bortløben teenager og den kniv, der blev brugt til at partere hende. Som om det ikke var slemt nok i sig selv, blev hendes lig fundet under en kæmpestor magnolia på plænen foran det domhus, hvor retssagen havde fundet sted året før, og senere beviste de, at en uskyldig mand var blevet sendt i fængsel. Men det brød indbyggerne i Magnolia sig ikke om at snakke om. Nej, de foretrak at holde den slags skjult og i stedet fremhæve alle landsbyens gode sider. Som det faktum, at vores borgmester havde en direkte forbindelse til Kennedy-familien – via en fjern grandkusine – hvilket gjorde ham og hans familie til en del af byens elite. Og så var der den anden familie, som var beslægtede med dem, der fremstillede Duke’s Mayonnaise oppe i Greenville. De blev selvfølgelig også set som byens elite. Jeg forstår det godt, for det er verdens bedste mayonnaise. Byen elskede også at prale af sit aktive trossamfund. Med en kirke på hvert gadehjørne er det ikke noget under, at der altid var masser at råbe op om. Der var Magnolias Første Baptistkirke, Første Presbyterianske Kirke, Første Metodistkirke … rigtig mange Førster. Og ligesom med den fejlslagne mordsag, brød Magnolia sig ikke om at snakke om Dave Foster og hans menighed ude på Nolia Farms. Selvom det ikke var det officielle navn for 8
Content_9788727003719.indd 8
18/03/22 4:38 pm
min fars lille bondekirke, kaldte folk den altid for Magnolias Første Rakkerkirke. Papa sagde, at de kunne kalde den lige, hvad de ville. Han blev aldrig generet af onde tunger. Nej, han havde meget større problemer end landsbysladder. Kirken bestod af kun ét rum, og der var plads til cirka 30 personer. Den blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af min oldefar, som også var en bondemand med hang til at prædike. Bondelivet tillod ikke ret meget fritid, så han byggede den lille kirke for at give sin familie og landarbejderne et sted at dyrke deres tro. Min far var tredjegenerationspastor i kirken. Phoenix sagde, at det mindede ham om skolehuset fra Det lille hus på prærien, og gjorde sit bedste for at overbevise Mama om at undervise os dér i stedet for at sende os i folkeskole, men hun ville ikke have, at vi brugte al vores tid på gården, så det skete aldrig. Klaveret blev vækket til live, og jeg rettede mig op og kastede et blik rundt på de små kirkebænke. Jeg var overbevist om, at den brogede menighed måtte repræsentere cirka ethvert samfundslag, man kunne forestille sig. En spåkone, der var blevet anklaget for at være heksedoktor. Tjek. En tidligere fængselsindsat med glasøje. Tjek. En ateistisk troende med polsk accent. Tjek. Byens bedemand, hvis seksuelle orientering var en anelse tvetydig. Tjek. Byens flirt med hang til neonblå øjenskygge. Tjek. En fattig bondefamilie med alt for mange børn. Tjek. En galning, der står i spidsen for dem alle sammen. Tjek. I øjeblikket klimprede galningen løs på det ustemte klaver, som om han var Jerry Lee Lewis. Skuldrene rystede, og de lange ben stampede takten, mens han sang en rytmisk version af “What a Friend We Have in Jesus”. Han havde hele menighedens fulde opmærksomhed. 9
Content_9788727003719.indd 9
18/03/22 4:38 pm
Bortset fra min. Jeg var immun over for hans krumspring, så jeg vendte min opmærksomhed mod magnoliakransen, der hang på loftsbjælken over alteret. Solskinnet trængte ind gennem de beskidte vinduesruder og gav genskin på de voksagtige blade. I det mindste gav det indtryk af, at de slidte plankegulve og den afskallede maling var et bevidst valg, som om vi aktivt gik efter den antikke stil. Kransen var en af Charlottes kreationer. Jeg tog ofte min søster i at se på det gigantiske monstrum med et stort smil på sit unge ansigt. Jeg skævede til siden og tog hende i at gøre det nu, mens hun tænkte udelukkende glade tanker. Slet ikke som mig. I mine øjne var kransen ikke en dekoration, men et monument over et dårligt minde. Beslaget, der havde repareret bjælken, var næsten usynligt, men mine øjne behøvede ikke skimte det plettede metal for at vide, at det var der og løftede mere end bare vægten af den ødelagte bjælke. Bevidstheden om det, der gemte sig midt iblandt os, fik mine øjne til at flakke væk og i stedet fokusere på et hoved fuld af blonde krøller, der var trimmet til en respektabel længde og omhyggeligt stylet. Det gav mig lyst til at rode op i krøllerne, indtil de lignede det uregerlige virvar, jeg kendte fra vores fortid sammen. Borgmesterens søn var den eneste i dette fristed, der kunne betragtes som normal, men at han sad her blandt os misfostre, to bænke foran mig, som om han ejede stedet, gjorde ham til den særeste af os alle. Før jeg kunne nå at se væk, kastede han et blik over skulderen og tog mig i at stirre. I stedet for at sende mig sit sædvanlige skæve smilehulssmil rynkede Vance Archer Cumberland brynene. Det evindelige glimt i hans græsgrønne øjne var ingen steder at se. Jeg rystede på hovedet og sendte ham et advarende blik. Ikke i dag. Han rystede også på hovedet, men med en op10
Content_9788727003719.indd 10
18/03/22 4:38 pm
givende mine. Han var for flot til at se så trist ud, og jeg ville ønske, jeg levede i en verden, hvor jeg kunne få lov til at gøre ham lykkelig, og alligevel var hans ulykke kun min skyld. Det var lige meget nu. Der var ingen grund til at spilde hans eller min tid med ting, der aldrig kunne blive til virkelighed. Det var mig, der først afbrød vores øjenkontakt, da et glimt af pink bevægede sig i udkanten af mit blik. Charlotte var begyndt at svinge med benene med en fart, der helt sikkert ville katapultere hende op fra kirkebænken, hvis hun blev ved. Hun var ikke så høj endnu, men med sine 13 år kom hun nok efter det snart. Det uundgåelige vokseværk, som fulgte med puberteten, i hvert fald hvis man skulle tro min egen erfaring. “Sid stille,” mumlede jeg ud af mundvigen og puffede til hendes gelésko med min Birkenstock. Charlotte fnyste, men gjorde, som hun fik besked på, og holdt benene i ro. Hun greb fat i enden af sin mørke fletning og begyndte at pille ved den. Min søster var min modsætning. Pertentlig, elskede kjoler og fjollede sko, som ikke duede til andet end at forårsage svedige vabler. I dag havde hun sat de blondevævede plastiksandaler sammen med en blomstret sommerkjole. Jeg var blevet kaldt en drengepige lige så længe, som jeg kunne huske, hadede kjoler og gik altid efter praktisk fodtøj. Dagens kirkeoutfit var et par fløjlsbukser med svaj, jeg havde stjålet fra Mamas side af skabet, og en enkel, hvid T-shirt med V-udskæring, som jeg havde stjålet fra Papas side. Det var cirka den mængde elegance, jeg kunne præstere. Charlotte elskede at drille mig med, at jeg sad fast i 70’erne, men jeg ville gøre hvad som helst for at vende tilbage dertil. Man skulle tro, at vi ville have et tættere bånd, taget i betragtning at vi var de eneste to piger ud af syv søskende. 11
Content_9788727003719.indd 11
18/03/22 4:38 pm
Måske hvis der havde været mindre end seks års aldersforskel, eller hvis jeg havde haft et bedre temperament … Pixy stødte ind i mit ben, gryntede og smed sig så på det slidte fyrregulv for mine fødder. Hendes jordagtige lugt blandede sig med den citronolie, jeg havde gnedet på kirkebænkene i går. Jeg flyttede på mig for at give hende mere plads til at strække sig, men det fik hende bare til at rykke sig, indtil hun havde elimineret mellemrummet mellem os og igen kunne putte sig ind mod min fod. Pixy havde udfordringer. Primært en identitetskrise. Hun troede, hun var en lille puddel på tre kilo. I virkeligheden var Pixy et hængebugsvin på 16 kilo. Eftersom hele byen så os som rakkerpak, kom det ikke som en overraskelse, når vi fandt efterladte dyr på grænsen til vores 350 hektar store landbrugsgrund. Jeg havde fundet Pixy bundet til postkassen. En anden gang fandt vi en gedebuk, som var vandret op til huset og begyndt at gnave i terrassen en tidlig morgen. Vi navngav ham selvfølgelig Woody. Dyr var ikke de eneste overraskelser, folk efterlod til os. Én gang var det en stjålet bil, der blev efterladt på vestmarken. Papa ringede til politiet, da det skete. Og han skulle også have ringet til dem angående en anden lille overraskelse, men den valgte han at håndtere på sin helt egen Dave Foster-måde. Tanken var, at gæstehuset ude på den vestlige del af gården skulle stå åbent for enhver, der havde brug for et tag over hovedet i en periode. Et indfødt amerikaner-par fra Lumbee-stammen fandt et forår vej til Nolia Farms. Det var der nogen, der ikke brød sig om, navnlig voksne mænd, der klædte sig ud som spøgelser, så de stillede et kors op på vores gårdsplads og satte ild til det. Papa gjorde, som Papa gør, og styrtede ind i huset, og vi forventede alle sammen, at han ville komme tilbage med et haglgevær. I stedet kom han udenfor med en pose skumfiduser og spyd lavet af ståltrådsbøjler. 12
Content_9788727003719.indd 12
18/03/22 4:38 pm
Og mens de gamle fjolser i hvide klæder og spidse hatte så til, ristede vi skumfiduser og sang “The Old Rugged Cross”. Deres anfører anklagede Papa for blasfemi, men Papa afviste beskyldningerne med en selvtillid, som han bar med samme selvfølgelighed som sin denimskjorte. Mama sagde, at den skjorte gjorde hende blød i knæene, så det er ikke småting. Papa pegede demonstrativt mod det flammende kors. “Nej. At I sætter ild til dette hellige symbol på frihed og kærlighed for alle, er den virkelige blasfemi. Og hvad siger I så til, at vi lægger det her bag os? I er meget velkomne til at tage de dér hætter af og nyde en skumfidus sammen med os.” Nu, hvor deres plan om at jage vores gæster væk havde slået fejl, luskede Klan-medlemmerne væk i ly af nattens mørke og generede os aldrig mere med deres had. Jeg spurgte Papa, hvorfor han ikke kæmpede imod eller råbte eller sådan noget, for det syntes jeg, de fortjente meget mere end en skumfidusinvitation. Jeg glemmer aldrig hans svar. “Hvis du bekæmper had med had, skaber det kun mere had.” “Åhh ja, Gud er god!” Jeg blev revet tilbage til virkeligheden og opdagede, at Papa havde forladt klaveret og nu tårnede sig op bag det lille podium. Manden var en kæmpe: næsten to meter høj og med skuldre så brede som en ladeport. Det buskede, sorte skæg og matchende tykke hår havde givet ham hans kaldenavn: Paul Bunyan, ligesom folkehelten. Jeg var hans håndlanger, der fulgte efter ham overalt. Da jeg var yngre, gjorde jeg det for at suge det solskin til mig, som lod til at stråle fra ham, men nu, hvor jeg var blevet ældre, gjorde jeg det for at holde øje med ham, når skyggerne trådte frem. Paul Bunyan viste sig selvfølgelig aldrig uden sin store, blå okse. Så jeg tog ikke på vej, da jeg fik kaldenavnet Ox 13
Content_9788727003719.indd 13
18/03/22 4:38 pm
som min fars konstante ledsager. Jeg var næsten 180 cm høj og ret muskuløs, og det var ikke nogen hemmelighed, at jeg var lige så stædig som en okse, selv en fiktiv en af slagsen. Et kor af amen og Gud være lovet steg op fra menigheden, mens Papa tørrede de tårer væk, som gled over hans kinder. Han græd kun, når han var glad, men det bebrejdede jeg ham ikke, eftersom mine tårer hverken faldt i medgang eller modgang. Jeg var gået så langt som til at gemme mig i pakhuset for at nive mig i armen, til den var gul og blå, bare for at se, om jeg kunne finde mine tårer, men der skete ikke noget. De var væk. Ligesom så mange andre ting i mit liv. “Helligånden kræver, at vi skal bekende vores synder!” buldrede Papas stemme ud i den lille bygning. Hans entusiasme fik ruderne til at ryste, mens den lille forsamling stemte i med deres egne råb. Phoenix stønnede fra bænken bag mig, hvor han sad sammen med Boston og Raleigh. “Det her kommer til at tage for evigt.” Jeg sendte ham et skarpt blik over min skulder og tyssede på ham. Han var kun to år yngre end mig, og selvom han lod, som om han var stor og farlig og ofte lod munden løbe, så viste han sin respekt ved at klappe i. Prædikenen startede i Første Mosebog, sprang videre til Paulus’ Brev til Filipperne, zigzaggede gennem evangelierne og spolede så tilbage til Esajas’ Bog. Efter en time var Papa gennemblødt af sved, og hans denimskjorte viste de tydelige resultater af hans energiske prædiken. Og et kor af protester lød fra de yngre tvillinger til venstre for mig. De var kun seks år gamle, og jeg var imponeret over, at de stadig var vågne. Knox hev mig i ærmet. “Ox, jeg er ved at dø af sult.” Jeg så ned på ham. Han rynkede på den fregnede næse, og læberne skiltes lige akkurat nok til, at jeg kunne se mellemrummet, hvor en fortand manglede. Han lignede Nash 14
Content_9788727003719.indd 14
18/03/22 4:38 pm
på en prik med store, blå øjne og tykt, sortbrunt hår. Selv mellemrummene i rækken af mælketænder var identiske. Jeg var selvfølgelig forberedt, så jeg fiskede en pakke kiks ud af baglommen. Pixy vågnede fra sin lur længe nok til at stjæle en, inden hun efterlod resten til drengene. Uden at vakle gik Papa fra at prædike til at synge og så tilbage til at prædike. Og misforstå mig nu ikke – han var fantastisk og kunne fange alles opmærksomhed, når han var klar i hovedet. Men der gik længere og længere tid imellem, at det skete. Hvordan endte vi her? Er der en vej væk herfra? De spørgsmål forfulgte mig oftere og oftere i disse dage, mens alting skred ud af kontrol, og jeg ville ønske, vi bare kunne spole tilbage til en enklere, lykkeligere tid. Aftener, hvor vi plaskede rundt i vandhullet ude forbi den lille skov bag ved gården. Med månen og stjernerne som vores eneste lys, så hele oplevelsen føltes endnu mere magisk. Granatangreb fra tobakssværmere, som dækkede os i neongrønt slim og sendte os ud at bade igen. Dovne søndag eftermiddage på verandaen, hvor vi skiftedes til at dreje ismaskinens håndtag og fremstille verdens bedste ferskenis. Et af Mamas grineanfald, som ikke gik over, før hun havde smittet hele Foster-huset. Vi ville grine, indtil store tårer løb ned over vores kinder, og vi havde mavepiner så dybe, at de kun kunne kureres med noget af den dér ferskenis eller en pakke af de Hostess-snackkager, som mor altid sneg ned i klapvognen hos Piggly Wiggly. Når man så på dem med ungdommens uskyldige briller, så var disse lykkelige dage ren perfektion. Desværre havde de en udløbsdato, ligesom snackkagerne. Lykken mistede sin glød, og intet føltes lige så godt efter det. Men ligesom når det gjaldt de gamle kager i en mager sæson, så havde vi ikke andet valg end at sluge, hvad livet sendte i vores retning.
Content_9788727003719.indd 15
18/03/22 4:38 pm
Content_9788727003719.indd 16
18/03/22 4:38 pm
Kapitel 1
Spåkonen
Oktober, 1980 Edith Foster var det perfekte billede på hippielivsstilen. Hendes gyldenbrune øjne havde ofte et glasagtigt skær, men hun var aldrig høj af andet end livet. Hun var en fri sjæl, og det betød ikke noget, at et nyt årti havde meldt sin ankomst og insisterede på, at mere var bedre. At alting skulle være større og mere farverigt. Ikke Mama. Niks. Hun blev ved med at lave midterskilning i sit lange, lyse hår og ignorerede de nye trends med kraftig makeup og stort pandehår. Hun indstillede altid radioen på popmusik fra 60’erne og 70’erne i stedet for al den hiphop og new wave, der ellers var overalt på sendefladen. Hun og Papa sagde altid, at jeg lignede hende på en prik, minus hendes drømmende ansigtsudtryk og glade, lille smil. Jeg stod på grænsen til teenageårene, og mit ansigt lod til at sidde fast i en forbeholden surmulen. Lige nu surmulede jeg for fulde gardiner, mens hun snakkede med den dér spinkle 17
Content_9788727003719.indd 17
18/03/22 4:38 pm
stemme tilsat lidt sværmeri. Hun sad i sin og Papas seng og lignede alle blomsterbørns dronning, mens hun justerede margueritten bag sit øre, som Charlotte havde givet hende tidligere. “Austin, det er et smukt overgangsritual, som alle kvinder går igennem.” Mama lukkede fingrene om mit håndled og prøvede at trække mig ind i en samtale, som jeg for alt i verden ville undgå. Jeg sænkede blikket til humørringen på hendes pegefinger og så, at stenen var blå. Den var altid blå. Jeg mindedes engang at have drillet hende med, at den var noget bras og ikke kunne vise andre farver end blå, så hun insisterede på, at jeg tog den på. Jeg gjorde det, og farven blev straks sort som kul. “Mama –” “Det er din krops naturlige proces for at forberede sig til –” “Mama!” Jeg prøvede at trække mig væk fra hende, men hun gav sig ikke, og jeg måtte blive siddende på min plads på kanten af hendes seng. “Jeg mener det. Din blomst kan når som helst –” “Hvorfor skal vi absolut snakke om noget, der ikke engang er sket endnu?” “For at være forberedte.” Endelig gav hun slip og satte sig bedre til rette på sengen. Hun hvilede på en bunke af bløde tæpper og puder. Det så ud, som om sengen forsøgte at opsluge hende, med undtagelse af den gigantiske bold, der var hendes mave. “Stop nu, Mama. Det er helt vildt klamt.” Mine skuldre skælvede. Hun fniste, alt for underholdt af mit ubehag. “Jeg glæder mig sådan til at se dig med dine egne unger. Der er en talemåde, der siger, at ens egne børn bliver ti gange værre, end man selv var som barn.” Et hånligt fnys undslap mig, mens jeg lod blikket glide over toppen af kommoden. Der stod nok billedrammer til 18
Content_9788727003719.indd 18
18/03/22 4:38 pm
at skabe en lavine, hvis man trampede hårdt nok forbi. “Nå, men jeg skal slet ikke have nogen unger, så der er ingen grund til bekymring.” Jeg skævede mod hende tidsnok til at se smilet falme en smule. “Hvorfor ikke?” Jeg vinkede mod billederne, som om de var bevismateriale. “Du har fået rigeligt for os begge to.” Jeg rettede fingeren med hendes enorme mave, som indeholdt baby nummer seks og syv. “Og du og Papa burde overholde den dér del med at kontrollere jeres drifter, som I nævnte, da I fortalte mig om blomsterne og bierne. Det er tid til at sætte farten ned, unge dame.” Smilet vendte tilbage, da hun begyndte på et af sine grineanfald. Hun holdt om maven med begge hænder og fremstønnede: “Hvis du får mig til at grine sådan her, så ender de med at komme ud før tid.” “Kun to uger mere. De må være næsten klar allerede.” “Jeg er klar til at komme ud af den her seng.” Hun flyttede på sig, så hun lå mere på siden, men den grimasse, der fór over hendes ansigt, afslørede, hvor elendigt hun havde det. Da lægen diagnosticerede Mama med præeklampsi – et ord, jeg aldrig havde hørt før – cyklede jeg hele vejen ind i byen og fik miss Jones på biblioteket til at hjælpe mig med at finde en bog om det. Jeg endte med en bog om graviditet, som dækkede alt fra undfangelse til fødsel til komplikationer. Jeg læste den fra ende til anden og lærte ting, jeg ville ønske, jeg kunne glemme igen. Jeg vidste også, at folk, som kaldte hele den naturlige proces smuk, var fulde af fup og gamle aviser. Det havde ikke noget med blomster at gøre. Mama kunne dække over det rod alt det, hun ville, og udsmykke det med blomster og smukke ord, men jeg faldt ikke for det. “Du kommer til at skifte mening.” Hun trak sit skulderlange hår, der havde samme farve som sand og solskin, over 19
Content_9788727003719.indd 19
18/03/22 4:38 pm
skulderen og begyndte at flette det. De eneste tidspunkter, hvor jeg havde set hende med andre frisurer end løst og frit, var, når hun tørrede tobak eller lavede mad. Det lod til, at graviditetens sidste stadier var endnu en undtagelse. “Jeg spår, at du får mindst tre børn selv en dag.” “Hvad? Er du en spåkone eller sådan noget?” Jeg himlede med øjnene. “Nej, frøken næsvis. Men jeg har hørt, at der er en i det omrejsende tivoli. Måske skulle du tage at besøge hende. Se, hvad hun siger.” Mama fniste. Det var hende, der var den egentlige frøken næsvis. Jeg rejste mig, så sengens messingstel knirkede, og trak et brev op af baglommen. “Det her kom i dag.” Mor tog det, som jeg allerede vidste var et landkort, og begyndte at folde det ud. “Det er Tennessee!” Jeg tittede op over kanten på det gigantiske rektangel, hun holdt op med begge arme strakt helt ud til siden. “Har du overvejet reservenavne, bare i tilfælde af, at du tager fejl ligesom sidste gang?” Mama havde været sikker på, at det sidste par tvillinger ville være to piger, så hun havde tegnet cirkler om byerne Charlotte og Elizabeth på kortet over North Carolina. Nå, men “Elizabeth” kom ud tre minutter efter Charlotte, og alle gispede, da det stod klart, at hun faktisk var en han. Den stakkels dreng var navnløs i en uge, indtil Mama besluttede sig for Raleigh. Det er ret sjovt, men vi må ikke drille ham med det. Mama sagde, at han kunne få en identitetskrise, hvis vi gjorde. Men han havde store ører, og det emne nedlagde hun ikke forbud mod, så det var altid noget. Mama rakte brummende ud mod sengebordet og fandt en kuglepen i dets lille skuffe. “De her to er drenge. Jeg tror endda, de kommer til at være identiske. Der bliver ingen overraskelser med Nashville og Knoxville.” Jeg var ikke så 20
Content_9788727003719.indd 20
18/03/22 4:38 pm
sikker. Vi fik trods alt et blandet par sidste gang, da hun forudså to piger. Hun bed sig i læben, mens hun tegnede omhyggelige cirkler rundt om bynavnene, og jeg bed mig i tungen for ikke at protestere over de forfærdelige navnevalg. Edith Foster var ikke bare en hippie; hun var også et hjemmemenneske, hvis udlængsel aldrig bragte hende længere end til biblioteket. Hun havde en kæmpestor samling af kort og National Geographic-magasiner, men hun havde aldrig forladt staten South Carolina. Og af en eller anden sær grund havde hun valgt at opkalde os alle sammen efter byer, hun fandt interessante. Larm fra etagen nedenunder gav genlyd op gennem gulvbrædderne og mindede mig om, at jeg havde andre ting at tage mig til end at snakke med Mama. Men vores alenetid var praktisk talt ikkeeksisterende, og jeg var grådig. Jeg ville have hvert eneste sekund, jeg kunne få med hende. Det havde tæret på hende at bære to par tvillinger i træk, men I guder, den kvinde elskede at være mor. Hun forgudede os og havde et naturligt instinkt for, hvad vi havde brug for. Boston havde brug for masser af kram og et lyttende øre. Phoenix havde brug for en skrappere tilgang, og hun pylrede ikke om ham på grund af hans handicap, ligesom hun ikke lod ham slippe afsted med at være rapkæftet. Jeg tænker, at hun nok ofte valgte en drillende og pjattende tone over for mig, fordi hun vidste, at jeg var for alvorlig og havde brug for at få lettet stemningen. Charlotte og Raleigh var de snart detroniserede babyer – en eftertragtet rolle, de havde haft for sig selv de sidste syv år, så de var møgforkælede. Jeg spekulerede på, hvordan hun havde tænkt sig at lave om på det, men jeg vidste, at hun nok skulle finde ud af det. For pokker, hun forkælede også far som et lille barn, og han var en voksen mand. 21
Content_9788727003719.indd 21
18/03/22 4:38 pm
Jeg havde helt klart ikke arvet min mors moderinstinkter. Hele idéen interesserede mig cirka lige så meget som at få revet en tand ud eller snakke om min menstruation – og begge dele gav mig kvalme. Jeg ville meget hellere pløje marken eller sidde ved spisebordet sammen med far og studere Bondens almanak. “Jeg ville ønske, du kunne komme med os,” mumlede jeg, idet tunge fodtrin lød på trapperne. Mama grinede over kanten på kortet. “Også mig. Jeg er sikker på, at de tivolifolk kommer fra hele landet eller måske hele verden.” Hendes øjne fik det dér drømmende skær igen. “Sørg for at spørge dem, hvor de kommer fra.” Det var et andet af hendes små særpræg. Hver gang hun mødte et nyt menneske, var hendes første spørgsmål altid, hvor vedkommende kom fra. “Okay …” Jeg børstede håret væk fra mit ansigt og sukkede. “Er du sikker på, jeg skal passe tvillingerne i aften?” “Ja. Din far har brug for lidt Boston-tid. Det muntrer ham altid op. Vil du ikke godt gøre det for min skyld?” Jeg havde lyst til at spørge, hvad i alverden Papa havde at være trist over. Det var Mama, der fortjente at have det sjovt. Men det holdt jeg for mig selv, ligesom de sære navnevalg, og mumlede: “Ja, ma’am.” De tunge skridt blev til en hurtig række bump, som om personen på trappen kurrede ned igen på rumpen. “Ugh. Jeg må hellere gå ned og hjælpe Papa.” Før jeg kunne nå at træde væk, tog Mama mine hænder i sine. “Skat, jeg ved godt, der er visse ting, du ikke kan lide at snakke om, men du er stadig nødt til at være forberedt. Jeg har skabt et lager til dig. Det er øverst i linnedskabet.” Jeg vidste, at hun bare ville hjælpe, så jeg valgte for én gangs skyld at springe brokkeriet over og være medgørlig i stedet. “Tak.” Jeg kyssede hende på kinden og banede mig vej til døren, hvor jeg standsede et øjeblik for at drille hende 22
Content_9788727003719.indd 22
18/03/22 4:38 pm
en sidste gang. “Du er nødt til at love, at de her to babyer er de sidste to!” Hun gned sin mave og fniste. “Jeg lover ikke noget.” Hun rakte tunge. Jeg rakte tunge tilbage, inden jeg smuttede ned ad trapperne for at hjælpe med at holde styr på flokken af vilde dyr. De havde et aldersspænd fra fjorten til syv. Og med én, der havde mentale udfordringer, og én, der havde fysiske udfordringer, havde jeg hænderne fulde. Phoenix sad foran i trucken sammen med Papa og tvillingerne, mens Boss og jeg klatrede op bagpå. Det var en varm efterårsaften, og selvom Boss elskede at plapre om ingenting, var det meget mere fredfyldt end at sidde inde i bilen. Papa kørte ind på tivolipladsen, og musikken fra en karrusel fyldte luften, lige så tyk og sød som aromaen af candyfloss og kandiserede æbler. Vinden bar det hele imod os, sammen med glædesskrig fra rutsjebanen. Hvert dyk udløste nye brøl fra passagererne, bølge efter bølge, som bekræftede mig i, at den tingest havde alt for mange fald til min smag. På trods af hvor meget jeg brokkede mig til Mama tidligere, var det spændende at gøre noget, der ikke var en del af gårdens daglige rutine, som bestod i at fodre den lille flok høns og andre kræ, inden skolebussen kom, en kedelig skoledag og så pligterne efter skole, som at sikre, at de andre lavede deres lektier og passede deres egne pligter, hjælpe med aftensmad og få de små i bad. Nu, hvor mor var sengeliggende, følte jeg mig mere som en husholderske end som en ung pige. Ved billetlugen fordelte Papa poletter til forlystelser og spil sammen med tre dollar per næse. “Det burde være nok til en sodavand og mindst to snacks. Jeg prøver nogle forlystelser sammen med Boss, så hvis I løber tør for penge, kan I komme og finde mig eller Ox. Hvis I opfører jer som fornuftige mennesker, så får I lov at vælge en souvenir, inden vi smutter.” 23
Content_9788727003719.indd 23
18/03/22 4:38 pm
Han rakte mig endnu et bundt dollars. “Din mor sagde, at du gerne ville tage tvillingerne med i forlystelser?” Gerne ville var måske så meget sagt, men jeg nikkede alligevel. “Ja, sir.” Selvom 14-årige Boston tænkte som en fireårig, så var han høj nok og eventyrlysten nok til at prøve en hvilken som helst forlystelse. Jeg ville virkelig ønske, at han var min tivolipartner i aften. “Peg, er du okay? Du er velkommen til at hænge ud med os to.” Papa pegede med tommelfingeren mod Boston. “Ellers tak. Jeg har tænkt mig at vinde en guldfisk. Sådan noget kræver koncentration, og I to vil bare distrahere mig.” Phoenix snurrede om på hælen og haltede over mod spilleområdet, hvor han øjeblikkeligt blev opslugt af menneskemængden. “Mød os lige her om to timer,” råbte Papa, og hans dybe stemme slog smut over folks hoveder for at nå frem til en målrettet dreng på guldfiskemission. “Ja, sir!” På én eller anden måde nåede Phoenix’ stemme frem til os, selvom vi havde tabt ham af syne. Der var mere trods i Phoenix end i noget andet menneske, jeg nogensinde havde mødt. Han skulle have været født med rødt hår, men hans hoved var lige så mørkt som resten af mine søskendes. De lignede alle sammen Papa med varierende nuancer af brunt hår og blå øjne. En ulykke, da han var tre, hvor han var faldet, mens han løb efter traktoren, havde efterladt Phoenix med et ben mindre. Hans højre ben var blevet fanget i skærene, inden det gik op for Papa, at han var faldet. Efter adskillige måneder med operationer og genoptræning vendte Phoenix hjem med et ben, der stoppede ved knæet og en kynisk attitude, der ikke passede til hans alder. Nu, som 11-årig, holdt han som oftest sit smil for sig selv og blev mere og mere kværulantisk over selv de mindste ting. 24
Content_9788727003719.indd 24
18/03/22 4:38 pm
Boston besluttede sig hurtigt for, at Phoenix lignede en pirat, og omdøbte ham til Peg. Ingen, ikke engang vores ny- olme bror, sagde Boss imod. Det er far, der har givet ham det kaldenavn, efter Bostons yndlingssanger, Bruce Springsteen. Så navnet Peg sad bedre fast end den første protese, han var nødt til at gå med. Den del fik lægerne heldigvis endelig styr på med hjælp fra Shriners-hospitalet. “Vi vil prøve karrusellen,” sagde Charlotte på vegne af både sig selv og Raleigh, ligesom hun altid gjorde. Jeg så over på min lillebror. Han nikkede samtykkende. “Så snupper vi karrusellen.” Jeg holdt dem i hånden, mens jeg bevægede mig gennem menneskemængden og begyndte min aften på tivolipladsen sammen med alle de andre småbørn og deres mamaer. Efter at have kørt på karrusellen to gange tog vi os tid til at kigge på radiobilerne. Hver gang en bil stødte ind i en anden, fik lyden tvillingerne til at gispe og grine. Og i begivenhedernes centrum var borgmesterens søn, Vance Cumberland, som havde travlt med at styre sin bil ind i de andres, mens Malorie Fitzgerald sad ved siden af og klyngede sig til hans arm. Hendes far ejede det ene af de to advokatfirmaer i Magnolia og var også i familie med skaberne af Duke’s Mayonnaise, så selvfølgelig anså byen Vance og Malorie for at være trolovede, inden de havde lært at kravle. Jeg forstod det ikke. En politisk familie, der slog sig sammen med et dyppelsesimperium? Nej. Hvad med Duke’s Mayo og dem, der stod for Merita-brødene? Tilføj en tomatbonde. Se, det ville være en gudsbenådet forening. Selvom Vance gik en klasse over mig, vidste jeg mere om ham end om nogen dreng i min egen klasse, og det var Malories skyld. Hun og jeg gik i samme klasse. Og eftersom vores efternavne startede med samme bogstav, var det vores skæbne altid at have opbevaringsskabe ved siden 25
Content_9788727003719.indd 25
18/03/22 4:38 pm
af hinanden. Eller måske skulle jeg hellere kalde det vores forbandelse, for jeg havde allerede hørt rigeligt om alt, der havde med Vance Cumberland at gøre. Det var altid Vance dit og Vance dat. Vance er lige blevet udnævnt til spejder af højeste rang. Vance er den bedste første base-mand, landet nogensinde har set. Vance arbejdede frivilligt hos YMCA. Vance, Vance, Vance … Adr, adr, adr … Malorie hvinede og daskede drillende til Vances arm, da han stødte frontalt sammen med to andre biler. Jeg himlede med øjnene og begyndte at genne tvillingerne væk fra det utåleligt perfekte par og hen mod snackboderne. Tiden gik hurtigt. Jeg hjalp tvillingerne op og ned fra børneforlystelserne, købte mere slik og så popcorn for at udligne sukkeret. De delte en slushice med vindruesmag, mens jeg i smug kiggede efter mine klassekammerater, som frit løb rundt fra den ene vilde forlystelse til den næste. Ringspillet blev aftenens højdepunkt, og jeg brugte resten af vores penge på at vinde tre af de dér sygt høje sodavandsflasker med kurvet hals. Da de to timer var gået, var tvillingerne trætte og klynkende, min ryg værkede af at slæbe rundt på tre mærkeligt formede sodavandsflasker, og Phoenix var blevet væk. Da han ikke dukkede op ved billetstanden som lovet, tog Papa os med på jagt forbi alle Phoenix’ yndlingssteder. Da ingen af dem gav noget udbytte, fulgte vi efter Papa til udkanten af tivolipladsen, hvor spøgelseshuset, hurlumhejhuset og andre kuriositeter var sat op. Det var også mørkere i det område, bortset fra én forlystelse. Et glitrende, lilla telt pyntet med en million lyskæder tiltrak os som natsværmere om en lygte. To teltflapper var trukket tilbage og afslørede et rundt bord dækket af sort velour med en krystalkugle i midten. Først blev mit blik tiltrukket af 26
Content_9788727003719.indd 26
18/03/22 4:38 pm
kuglens glød, men så fik jeg øje på de to personer, der sad ved bordet. Uimponerende, almindelige Peg sad i en stol over for en pragtfuld spåkone. “Se, Papa.” Jeg pegede. “Peg er i spåkonens telt.” “Den dreng,” mumlede Papa og gennede gruppen over til det bord, hvor Peg lod til at være fordybet i samtale med kvinden. “Peg, hvad i alverden laver du?” Papa nikkede til spåkonen, som var draperet i glitrende rober og iført en fantastisk, perlebesat turban, som jeg glædede mig til at fortælle mor om. “Jeg beklager, hvis min søn har gjort dig nogen ulejlighed, ma’am. Hvor meget skylder jeg dig?” Han begyndte at fiske sin pung frem. “Meget,” sagde Peg. “Jeg vil have, at Foxy er min souvenir. Jeg bli’r aldrig mere vred over ik’ at vinde en fisk, hvis bare jeg kan få hende.” Alles øjne rettedes mod den smukke kvinde. Hendes mørke ansigt glødede på grund af lyskæderne og hendes iriserende makeup, men hendes ansigtsudtryk var neutralt. Vinden slog om og førte lugten af popcorn og jord bort, så vi i stedet blev mødt af en besnærende krydret duft, der hvirvlede omkring os. Den var eksotisk og ny sammenlignet med det enkle landliv, vi var vant til, så jeg vidste, at den var lige så meget en del af den her kvinde som det silkemateriale, der var viklet om hendes hoved. Pa undskyldte igen, inden han sendte Peg et strengt blik. “Sønnike, en souvenir er ligesom de flasker, Ox har, eller en bamse eller sådan noget. Ikke et menneske. Og det er ubehøvlet overhovedet at foreslå. Du skylder –” Pa læste skiltet, der stod lænet mod bordet – “mrs. Deveraux en undskyldning.” Spåkonen vinkede afvisende med hånden. “Phoenix har intet at undskylde for. Og kald mig endelig Foxy.” Hendes stemme var hypnotisk med en anden klang end vores Carolina-dialekt. Den var dyb og fyldt med selv27
Content_9788727003719.indd 27
18/03/22 4:38 pm
sikker autoritet, men stadig feminin nok til at være besnærende, og det fik mig til at spekulere på, om den var en del af hendes rolle. Tvillingerne lod til at være lige så tryllebundne som resten af os og tog adskillige skridt for at komme tættere på hende. “Dave Foster.” Papa rakte hånden frem, og hun tog den. “Du’ virkelig en pæn sort kvinde,” kommenterede Boss, og et grin bredte sig på hans læber. “Tak, unge mand.” Foxys læber krusedes i et lille smil. “Boss!” Papa skubbede til hans skulder. “Mrs. Foxy, han mente ikke noget med det. For himlens skyld. Du tror sikkert, jeg opdrager en flok hedninge uden manerer.” “Nej, jeg tror, du opdrager sandsigersker. Jeg er sort. En kvinde. Og min Jinx siger også, at jeg er smuk.” Foxy lagde diskret en stak kort ned i en trææske, da Boston rakte ud efter dem. Hun gav ham en halskæde med perler, og han glemte straks alt om kortene. Resten af os fik også halskæder. “Phoe nix prøvede at overtale mig til at komme med ham hjem. Sagde, at hans mor ikke engang kan stå ud af sengen, og at Ox ikke laver lige så god mad.” Hendes tonefald havde en drilsk underklang, men hendes ansigt forholdt sig neutralt, da hendes ibenholtsorte øjne fandt mine. Hun blinkede. “Jeg fortalte ham, at jeg heller ikke er en god kok.” Jeg forventede, at Papa ville skælde Phoenix ud, samle flokken og tage hjem. I stedet greb han en stol og satte sig til at snakke med spåkonen. “Min kone skal snart have tvillinger. Vi driver en gård, og Edie arbejder nok for to fuldvoksne mænd, men hun får hænderne fulde, når babyerne kommer. I kunne ikke tilfældigvis ønske jer lidt luftforandring fra det her, vel?” Papa slog ud med hånden mod teltet. “Forandring er en del af livet. Det leder jeg altid efter.” Hun trommede en lang, lilla negl mod sine mørkerøde læber. “Men min Jinx er ikke så vild med forandring.” 28
Content_9788727003719.indd 28
18/03/22 4:38 pm
Da Foxy fortalte Papa, at hendes mand arbejdede i børnezooen og kvægudstillingen, efterlod han ungerne hos mig og satte af som skudt ud af en kanon. Jeg forstod ikke, hvorfor han pludselig var så besat af at finde hjælp til gården. Men han var kendt for sine besættelser, og det var ikke unormalt for ham at tilbyde gårdens gæstehus til alle mulige mennesker. Senere vendte Papa tilbage med en mand med rynket pande. Jinx Deveraux var af middelhøjde, men tynd som et fugleskræmsel, og stod i skarp kontrast til sin elegante kone. Han glattede det tykke overskæg over sine læber, mens Papa forsøgte at sælge ham idéen om gårdlivet. “Min farfar og min far arbejdede for chefen hele deres liv. Min skønne dronning skal ik’ leve i undertrykkelse.” Jinx bøjede sig ned og plantede et kys på Foxys kind og fortsatte så med at afvise Papas tilbud om kost og logi i bytte for hjælp på gården. “Men der kan ikke være meget frihed her.” Papa bredte armene ud, og vi så alle rundt på tivoliets kaos og blinkende lys. “Har du ikke lyst til at slå rødder med din dronning? I ville endda have jeres eget hus og et stykke land, hvor I kunne gøre det. Vores møde er Guds vilje, min ven. Ka’ du ikke se det?” De fortsatte rundt og rundt i cirkler, indtil tivoliet begyndte at lukke ned for natten. Efter at Deveraux-parret sagde, at de ville tænke over det, og Papa fortalte dem, hvordan de fandt gården, så bøjede han sit hoved og bad til, at Gud ville føre Foxy og Jinx til os. Da jeg løftede blikket, fangede jeg et glimt af et smil i Foxys mundvig. Det så ud, som om hun var enig, men hun satte ikke ord på det. Vi måtte vente og se. Vi tog afsked og begyndte at gå, men jeg snurrede om og spurgte: “Hvor er du fra, mrs. Foxy?” “New Orleans,” svarede Foxy, og jeg vidste, at Mama ville elske det svar. 29
Content_9788727003719.indd 29
18/03/22 4:38 pm
Jeg vinkede og var lige ved at tabe en af de forbandede flasker, og så vendte jeg mig om for at indhente min familie. Det var lidt koldt på turen hjem, men jeg var alt for spændt til at være generet af det. Livet var så rutinepræget, at noget så ordinært som at møde en ny person føltes ekstraordinært, ikke bare for mig, men for hele Foster-klanen. Vi snakkede alle sammen i munden på hinanden, og Boss og jeg stak hovederne ind gennem truckens åbne bagvindue for at diskutere det med de andre, hele vejen hjem til gården. Så snart Papa holdt ind ved huset, krammede jeg de akavede flasker ind til brystet og løb op for at fortælle Mama om Foxy og hendes fantastiske kostume. Hvert hurtige skridt fik flaskerne til at slå mod hinanden i et klingende varsel om min ankomst. Jeg opsummerede alle de detaljer, jeg gerne ville dele med hende, og håbede, at jeg ikke glemte noget. Jeg vidste, hvor let det var for et øjeblik at blive rodet sammen. Dele af det forrykkede sig, mens andre dele falmede som sneakers, der havde stået for længe i solen, indtil mindet kun var en mudret spejling af sandheden. Jeg braste ind gennem døren for at dele et minde, kun for at indfange et andet, som jeg ville bruge år på at fordreje, omforme og ønske at glemme. Mine arme blev slappe, glas knustes, væske gennemblødte mine fødder, og min hals brændte af det skrig, der rev sig fri. En blå baby på sengen, ved at kvæles i et skrig. Den anden baby græd svagt fra sin plads i min mors livløse arme. Margueritten visnet og uglet ind i hendes svedige hår. En blodrød strøm, der flød fra min mors ubevægelige krop. Tennessee-kortet på gulvet, plettet af blod. Alle detaljerne blev øjeblikkeligt lagret i min hukommelse, og jeg blev mindet om de ting, vi skulle have tænkt på, inden vi tog afsted til tivoliet. 30
Content_9788727003719.indd 30
18/03/22 4:38 pm
Vi skulle aldrig have efterladt hende helt alene. Ovenpå, når den eneste telefon i huset var helt nede i køkkenet. Jeg skulle have gjort mere end bare at drille hende og række tunge ad hende i vores sidste minde sammen … “Peg! Peg, hent hjælp!” skreg jeg og prøvede at få mine fødder til at bevæge sig, så jeg kunne nå hen til den blå baby. ––––––––––––––––
31
Content_9788727003719.indd 31
18/03/22 4:38 pm
CMYK
CMYK
T. I . L o w e
Sydstatsmagnoliaen stod 24 meter høj og 12 meter bred, og den var kendt for sin uregerlige natur i vores del af lige midt i den hjerteformede stat. Den yndige frue kunne finde på at sprede skørterne og slå sig ned i baghaven, hvis man vendte ryggen til et
SOUTH CAROLINA, 1980 Den unge Ox vokser op i en stor familie på Nolia Farms. Da hendes mor dør under fødslen af tvillingerne Knox og Nash, forværres hendes fars mentale helbred, hvilket tvinger Ox til at blive voksen og passe på ikke
øjeblik. Ejere af sådan et træ måtte
bare tvillingerne, men også sine fire andre søskende.
være påpasselige med beskæringsruti-
Hun gør sit bedste for give dem en god barndom, men
nen, hvis de ikke ville risikere, at hele
kæmper samtidig for at skjule familiens situation
baghaven blev overrendt af disse syd-
udadtil.
statsskønheder. Hvert enkelt træ var imidlertid en nydelig gæst. Kasserede grene og blade blev skjult under hendes frodige søm, indtil stumperne gradvist blev
Mens Ox oplever enkelte glimt af ungdommelig lykke sammen med borgmesterens søn, tager hendes fars maniske episoder til, og hun må sande, at ikke alle hemmeligheder kan holdes skjult for evigt.
omdannet til den jord, der gav det liv.”
UNDER MAGNOLIATR ÆERNE
South Carolina, som lå og puttede sig
T.I. Lowe
U N D E R M A G N O L I A T R Æ E R N E
T . I . L o w e (f. 1976) er
en bestsellerforfatter fra sydstaterne. Hun er en ægte countrygirl, som bor sammen med sin mand og børn på South Carolinas kyst.
Roman
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
Lindhardt og Ringhof
O M S L AG : I M P E R I E T
© J O R DY N S T R I C K L A N D