anne-marie vedsø olesen
Månen over Øen
♥♥♥♥♥ „Der er en sjældent sammenhængende, gennemført, civilisationsdesperat og røntgenøjet mening i galskaben. Alt sammen skrevet frem som korte afgrænsede kapitler, små bidder, der er henholdsvis rablende, vidende, opremsende, abrupte, ømme og knastørre. Og det går lige ind.“ politiken
Snehild
A nne-M a r ie V edsø Olesen
kommer til verden midt under en blodig krig.
Hendes mor flygter gennem skovene og videre til Himlinge, hvor Gudernes tusmørke
★★★★★ „En litterær præstation af internationalt format.“ jyllands-posten
Tredje Ikaros og hele herligheden vikles ind i et fintmasket net af kunsthistorie, græsk og ægyptisk mytologi … Anbefales enhver med hang til gode historier.“ k r i s t e l i g t da g b l a d
Djævelens kvint
får mistanke om, at Snehild har evner, der overgår hendes egne, beslutter hun, at Snehild må skaffes af vejen. Anne-Marie Vedsø Olesens nye serie Vølvens vej er inspireret af nordisk mytologi og udspiller sig i jernalderen i Danmark. En medrivende fortælling om stærke kvinder, blodhævn, skæbne og gudernes gunst fra en tid, hvor lidenskab og ære bestemte slagets gang.
sn ehil d
„Mystikken breder sig, gåderne foldes ud,
Snehild vokser op. Da byens magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid
Anne-Marie Vedsø Olesen har en lang række anmelderroste og prisbelønnede mytologiske og historiske romaner bag sig. Med sin store viden
„Ikke siden Rosens navn har man set en
om Danmarks oldtid og nordisk mytologi er hun på
spændingsroman – også lidt af en kærlighedsroman –
hjemmebane i det eventyrlige univers, hun udfolder
baseret på et så stort filosofisk-religiøst historisk
i Vølvens vej, der blandt andet er inspireret af Vølvens
apparat ... elitær underholdning i særklasse.“ w e e k e n dav i s e n
omslag : simon lilholt
/
imperiet
snehild rom a n
lindh a r dt og r inghof
spådom fra Den poetiske Edda.
forfatterfoto : katrine gøth
Af samme forfatter: Salernos sol, roman, 2000 Djævelens kvint, roman, 2002 Tredje Ikaros, roman, 2004 Gudernes tusmørke, roman, 2007 Glasborgen, roman, 2012 Orkestergraven, libretto, 2012 Gudestorm, romantrilogi, 2012 Dronningens dame, roman, 2013 Bastarden, roman, 2015 Mordersken, roman, 2016 Lucie, roman, 2018 Månen over Øen, roman, 2020
Vølvens vej, Snehild ©2021 Anne-Marie Vedsø Olesen og Lindhardt og Ringhof A/S Omslag: Simon Lilholt / Imperiet Bogen er sat med Garamond og trykt hos Scandbook UAB ISBN 978-87-11-98599-1 1. udgave, 1. oplag, 2021 Alle citater fra Vølvens spådom er fra Den poetiske Edda oversat af Rolf Stavnem, U Press 2018. Forfatteren ønsker at takke: Tak til mine redaktører Rikke Kühn Riegels og Sune de Souza Schmidt-Madsen for stor entusiasme og et berigende samarbejde. De har fra den første nedfældede ide været med til at forme, løfte og slibe værket. Tak til Statens Kunstfond for arbejdslegat Tak til Danske Skønlitterære Forfattere for Skulderklaplegat Tak til Autorkontoen for arbejdslegat
Content_9788711985991.indd 2
30/06/21 4:36 pm
Jeg husker jætter, født i oldtid, de fostred mig i fjerne tider. Ni verdner husker jeg, ni troldkvinder, og skæbnetræet, skjult under muld. Vølvens spådom
Content_9788711985991.indd 3
30/06/21 4:36 pm
Content_9788711985991.indd 4
30/06/21 4:36 pm
Prolog 7 Første del: Verdande 13 Anden del: Skuld 149 Tredje del: Urd 301
Content_9788711985991.indd 5
30/06/21 4:36 pm
Content_9788711985991.indd 6
30/06/21 4:36 pm
Prolog
Asdis mærker igen barnet sparke, så en tyngde, et pres mod jorden, som en sugen fra Yggdrasils rødder. Frøet i hendes mave har været som en ulveunge i mange måneder, ustyrlig og stærk. Nu vil den lille ud. Hun kan mærke det. Det er også på tide. Udenfor falder sneen. Det er begyndt at blæse op, og vindstødene får trædøren til at knirke, men vinden slipper ikke ind, hun har tætnet hytten omhyggeligt hele efteråret. Så hører hun det. Først som en uro i luften, en hvirvlende flok alfer, når hun at tænke, før lyden bliver så virkelig, at hun forstår truslen. Der er ingen tid at spilde, hun har aldrig tøvet, gør det heller ikke nu, og hun griber skindkåben og kniven, styrter ud i aftenmørket og begynder at løbe. Der er råb, gjalden, skrig.
7
Content_9788711985991.indd 7
30/06/21 4:36 pm
Asdis løber forbi hytter, snor sig uden om mænd med våben, hun skal ud af landsbyen, af sted mod skovbrynet. Hun fornemmer ild bag sig, knitren og flammeskær, og hun hører kampråb og klinger, der mødes. En pil suser forbi hendes hoved, men hun hverken skriger eller ser sig tilbage. For at overleve må man handle målrettet uden tvivl eller følelser, det har hun altid vidst. I farestunden er der ingen plads til alfedrømme. Sneen er taget til, den er en tæt, kold susen, som et pust fra Niflheim, men det er kun godt, de hvirvlende sneflokke giver ly mod fjendeblikke. Og hun takker den faldende sne, da hun endelig kan løbe ind blandt granerne. Råbene bag hende er svagere, de har skiftet karakter, der er færre mandebrøl nu og flere kvindeskrig. Hun må dybere ind i skoven. Hun må løbe, indtil hun ikke længere kan høre kampen. En smerte jager gennem hende, den er som is og ild, som afgrunden Ginnungagaps skabelsesvand, der nu løber ned ad hendes ben, og hun krummer sig sammen og falder ned på alle fire. Sneen er dyb, hendes hænder begraves i den og bliver alt for kolde, men hun kan endnu ikke rejse sig. Hun stønner af smerte, kroppen er spændt som fjendens bue, og hun kan stadig høre dem, i det fjerne, og hun ved, at hun må op og fortsætte. Hun kan ikke føde barnet her. Så vil de begge dø. Men hun har veer, og vandet er gået. Hun har ikke lang tid til at finde et passende leje. Da veen er aftaget, rejser Asdis sig møjsommeligt. Hun puster varm ånde på sine hænder og trækker skindkåben tættere om kroppen. Den er syet af mange små ræveskind, og den har tjent hende godt.
8
Content_9788711985991.indd 8
30/06/21 4:36 pm
Sneen tynger fyrretræernes grene, snefaldet virker tyst inde i skoven, vinden suser over trætoppene, men ikke nede ved skovbunden, og hun tager tunge, knirkende skridt i den dybe sne. Kolde fnug lander på hendes øjenvipper og smelter på hendes kinder. Der er et læskur ved åen, det bliver brugt af fiskerne, og i dagslys ville hun ikke have problemer med at finde det. Men mørket er fyldt med flimrende fnug, og nattehimlen viser ingen måne eller stjerner, der kan lede vejen. Hun undrer sig over, hvorfor de gamle kæmper og hårde guder raser sådan denne nat. Hun må prøve at finde det læskur. Det er hendes eneste håb. Barnet presser igen, hun gisper, sneen fyger ned over hende, det er kæmpen Fornjot, han har tilkaldt hele sin æt, Froste, Sne og Vind-Kåre, verden består alene af sneklædte graner og smerten i skødet og kulden i hænder og fødder. Tårer løber ned ad hendes kinder, hun vil så gerne opleve at holde barnet i sin favn. Men hun er ikke jætte, hun kan ikke overvinde Fornjots æt, vinden, frosten og sneen, hun ejer ingen gudestyrke. Og for første gang tænker hun, at det nok alligevel er hendes dødsnat. Man kan ikke kæmpe mod skæbnen. Veen tager til, hun falder igen ned på alle fire som et dyr. Hun kunne være en hund eller en ræv eller en ulv, hun kunne være en lille kat i varmen foran bålet, tænker hun og bliver vred på sig selv over alfedrømmene. De bringer kun død. Hun vil helst være en ulv, smerten fylder hende, hun er atter ild og is, pinen er utålelig, der er kvalme og koldsved, hendes fingre er blå og hendes blik sejler mod døden, mens klinger i tusindvis jager gennem hendes skød. Snetåger indhyller hende, synet flimrer, det fyldes med mørke pletter. Og hun ser døden komme ridende på en enorm ulv.
9
Content_9788711985991.indd 9
30/06/21 4:36 pm
Hun byder hende velkommen: ”Søde død,” stønner hun til kæmpekvinden, da næste ve rammer. Kæmpekvinden stiger af ulven, ulvetømmen glider på plads af sig selv, den ligner en slange, en glat, skællet hugormetømme, der snor sig om ulvens hals. Asdis mærker den dødelige udmattelse, hun strømmer mod Helheim, det grå land for de døde, og det er godt, for hun kan ikke mere. Hun rækker ud mod kvinden. Stærke arme løfter hende op. Så svæver hun i sneflokke, i nat, i ingenting. ”Rolig,” siger kæmpekvinden. Asdis ligger på en tør bund af grangrene. Læskuret har tre sider, og hun kan se ud i natten. Et lille bål er tændt ved indgangen. Ulven med hugormene er ikke at se, kun snestormen som ser ud til at være vokset i styrke. Vinden suser stadig, men hun ligger i læ. Måske var ulven kun et drømmesyn. ”Du er ikke døden?” siger Asdis og kigger op i et hærget ansigt omgivet af tjavset, gråbrunt hår. ”Nej da,” griner kvinden. ”Jeg er Hyrrokin af jætternes æt. Du skal ikke være bange. Jeg har prøvet det her før. Jeg kan mærke barnets hoved nu. Lige om lidt skal du presse så hårdt, du kan.” Jættekvinden Hyrrokin har spredt hendes ben og har fingrene oppe i hende. Vindens hylen tager til, og da næste ve rammer, synes Asdis, at vinden bliver til ord, hun kan forstå. ”Nornerne,” siger Hyrrokin forundret og kaster et blik ud i mørket. Så kigger hun ned på Asdis og beordrer hende at presse. ”Dér, dér, de er tre!” råber Asdis, mens hun presser fortvivlelsen og smerten ud.
10
Content_9788711985991.indd 10
30/06/21 4:36 pm
De tre utydelige skikkelser luder derude i snehvirvler under asketræet, og hun kender dem og hører dem, hun presser og presser, nornernes stemmer er vinden selv, deres ord er snefnug i stormen, og barnet glider ud. Nornerne skriger mod snekampes himle Urd siger: Enøjet var din far, du drak af den samme brønd. Verdande siger: I Frostes tumlende storme du finde dit væsen og navn, Snehild. Skuld siger: Riger og konger vil skylde dig blodet, vej dine ord, bær jern i dit hjerte. Nornerne råber i trefold fryd: Uset for æt af Ask og Embla, men ej for Snehild: Den dræbende økse, det brudte løfte, det flækkede land, ulvens ånde og guders bedrag. Følg din sti, du datter af synet, favn din hæder, så ej du svinder med tusmørkesolen i ulvens gab.
Content_9788711985991.indd 11
30/06/21 4:36 pm
Content_9788711985991.indd 12
30/06/21 4:36 pm
FØRSTE DEL
VERDANDE
Content_9788711985991.indd 13
30/06/21 4:36 pm
Content_9788711985991.indd 14
30/06/21 4:36 pm
Kapitel 1
Der gik en lige streg op, og på stregen sad noget, som lignede en spids næse. Snehilds fingre gled hen over tegnene. Det næste tegn lignede et hus, hvor taget var ved at falde sammen. Mor Asdis havde lånt staven af Brynjulf. Den var af bøgetræ og fyldt med udskårne tegn. Brynjulf Ravneblik var særlig, han kunne råde runer, og han var kongens vigtigste rådgiver. Alle var lidt bange for ham. Undtagen Asdis, som talte tit og længe med ham og altid var glad bagefter. Snehild forstod, hvad det betød. Da hun var lille, havde hun ofte forestillet sig, hvordan det ville være at have en far. Nu var hun begyndt at tænke på, om Brynjulf ville være en god far. Han var begavet og magtfuld, men han virkede ligeglad med den halvvoksne Snehild. Han hverken så på hende eller talte til hende, når han besøgte hendes mor.
15
Content_9788711985991.indd 15
30/06/21 4:36 pm
Asdis sagde, at runer rummede gudernes styrke. Og hun sagde, at Snehild en dag skulle kunne råde runer. Nu ville hendes mor selv lære det først. ”Snehild, nu!” Asdis’ stemme var ikke til at tage fejl af. Snehild rejste sig modstræbende og gik hen til døren. De skulle ud at samle urter. Sensommeren blændede hende, da hun trådte fra den mørke hytte udenfor, sollyset var skarpt, himlen hvid, og trods det første gullige efterårsskær hist og her i skovbrynet stod de fleste træer stadig med mørkegrønne kroner, engene blomstrede som et hav af mangefarvede planter, buske svulmede af bær, og i horisonten sås storbøndernes gyldne marker. De boede i udkanten af byen. Himlinge var en rig by, der lå i den østlige ende af kongedømmet Sialand, og kong Tormod og dronning Grids kongsgård i Himlinge var kendt viden om. Handlende var på vej med kærrer til torvet, der var bønder med rodfrugter og jægere med skind, og en mjødsælger havde slået sig ned foran garveren og råbte opstemt. De fulgte den jævne jordvej ud af Himlinge. Asdis begyndte at overhøre Snehild i, hvilke helende urter de kunne finde for årstiden. ”Døvnælde,” svarede Snehild efter nogen tøven. ”Hyrdetaske, glat burre.” ”Asdis, vent!” Råbet kom bag dem, Snehild vendte sig om og så den rødhårede ypperstepræstinde Ragnfrid nærme sig med hastige skridt. De standsede og ventede. ”Hvad kan jeg gøre for dig,” sagde Asdis køligt, da Ragnfrid var fremme. Snehild trak sig lidt væk. Hun følte sig svimmel og fik pletter for øjnene. Det var, som om luften mellem de to kvinder var farvet af kampblod.
16
Content_9788711985991.indd 16
30/06/21 4:36 pm
”Frejas fred,” hilste Ragnfrid. ”Er det rigtigt, at du er ved at lære runer? Asgar så Brynjulf give dig en stav.” ”Hvad der er mellem Brynjulf og mig, vedkommer kun guderne,” sagde Asdis. ”Er du skinsyg? Jeg har set, hvordan du glor efter ham med honningøjne.” ”Jeg er gudernes tunge i Midgård,” sagde Ragnfrid og så ud, som om hun kæmpede for at tilbageholde et raseriudbrud. ”Du ved udmærket, at runemagi kun hører særligt udvalgte til. Som os præster. Eller Brynjulf, der er kongens rådgiver og sendebud. Du er ingen af delene, Asdis.” Asdis undlod at svare, hendes ansigt var ubevægeligt, da hun i stedet vendte sig og kaldte på Snehild. ”Snehild, kom, jeg har lovet dronning Grid mere pilebark.” De gik og efterlod den vrede Ragnfrid bag sig. Snehild forstod, at hendes mor med vilje havde nævnt dronning Grid, fordi Ragnfrid havde forsøgt at nedgøre hende. Det gav magt at kende dronningen. Da de var ude af byen, spurgte Snehild, hvorfor hendes mor og Ragnfrid ikke kunne lide hinanden. ”Sådan er det nogle gange med voksne.” ”Mor, jeg er tolv. Jeg forstår det med Brynjulf.” Asdis så på hende. En solsort sang, tusindfryd blomstrede. Det forekom Snehild, at noget ubehageligt gemte sig bag den solskinnende sommerdag, noget som var blevet sat i gang af sammenstødet mellem hendes mor og Ragnfrid. ”Rød hestehov,” sagde Asdis, bøjede sig ned og trak en rødblomstrende stængel op med roden. ”Du kan genkende den på lugten, prøv at brække stænglen over. Roden heler sår.” Snehild mærkede hidsigheden blusse. Hendes mor svarede alt for ofte udenom, og Snehild følte sig magtesløs, når det skete.
17
Content_9788711985991.indd 17
30/06/21 4:36 pm
”Den dér,” fortsatte Asdis og pegede på en blåviolet blomsterklynge, der nåede Snehild til skinnebenet. ”Fortæl mig, hvad det er.” ”Det er lægeoksetungen,” svarede Snehild kort for hovedet. ”Den anvendes mod hoste og sorg.” Asdis opfangede Snehilds underliggende vrede. ”Du er blevet dygtig,” sagde hun blødt og så indgående på Snehild. ”En dag vil man spørge dig til råds også. Der er ikke længe til høstblótet. Du har gjort dig fortjent til at komme med mig til festen bagefter. Du burde alligevel snart være voksen nok.”
Content_9788711985991.indd 18
30/06/21 4:36 pm
Kapitel 2
Ragnfrid var på vej ind i byen. Hun skulle bruge en ny dolk, og der skulle ristes runer i skaftet. Den skulle besidde en særlig kraft, når hun blótede, og hun ville sikre sig, at den blev færdig til det forestående høstblót. Ragnfrids hus lå ved skovbrynet uden for Himlinge. Hun havde fået tildelt den tidligere ypperstepræstinde Frejdis’ hus, det lå praktisk i forhold til skovens hellige lund, og hver morgen ved solopgang hilste Ragnfrid på guderne, inden hun gik ind til kongsgården for at lytte og rådgive. Hun bevægede sig som vanligt i raskt tempo, hun kunne ikke udstå formålsløs trasken, og hun satte pris på synet af bønderne, der på markerne mod vest havde travlt med at høste. Alle ledige hænder hjalp til. Det trak op til uvejr. Foran hende var kærrer på vej ind byen, og hun så en lille flok af kong Tormods lansebærende krigere holde vagtskifte ved palisadebyggeriet.
19
Content_9788711985991.indd 19
30/06/21 4:36 pm
Ragnfrids tanker strejfede gårsdagens møde med Asdis. Hun måtte gribe ind over for, at Asdis ville lære runer. Runebeherskelse var ikke for alle. Ragnfrid kunne ikke tillade, at præsternes magt blev udvandet. Lige siden Ragnfrid havde været en lille pige med fregner og lange, røde fletninger, havde hun drømt om at blive præstinde. At være den eneste ene, som forstod gudernes vilje og kunne bede dem om hjælp. Som barn havde hun opmærksomt fulgt årstidernes blóter, diseblót og sejrsblót og alfeblót, hun havde lyttet til skovens og flodens stemmer og følt gudernes nærvær ved berøring af særlige sten og træstammer. Hun havde øvet sig i at gå i trance, hun havde fanget smådyr som snoge og mus og ofret dem med sten, hun selv havde slebet skarpe. Hun havde hængt i skørterne på rigtige præstinder og plaget dem, indtil de havde vist hende deres hellige skålgruber og det balsamerede hestelem. Hendes ihærdighed blev bemærket. Til sidst tog de hende i lære. Ragnfrid passerede trællene, som var i færd med at opsætte palisadeværket omkring Himlinge under bygmester Eiks opsyn. Inden længe ville hun være fremme ved smeden og tæt på kongsgården, hvor Brynjulf rådgav kongen. Hun blev varm i kroppen ved tanken. Hun måtte finde på et ærinde i kongsgården efter smeden. Runerne var ikke den eneste grund til, at hun ikke kunne udstå Asdis. Hun hadede, at Asdis havde stjålet Brynjulfs opmærksomhed. Brynjulf havde skabt uro i hendes liv. De var mødtes i favntaget tre gange, og alle tre gange havde det føltes som en rejse hinsides Midgård. Hun havde oplevet en ekstase, hun altid havde drømt om, men som hun havde troet, hun kun skulle finde i mødet med guderne, og ikke i et almindeligt samleje med en dødelig mand.
20
Content_9788711985991.indd 20
30/06/21 4:36 pm
Hun tænkte en del over den ekstase. Hendes krop kildrede, når hun tænkte på Brynjulf, men samtidig gjorde det hende i tvivl om hendes evner som præstinde. Var hendes riter indbildning? Rejste hun vitterlig i sejdtrancen ad regnbuen Bifrost til gudernes hjem Asgård? Hun var ikke længere sikker. Ragnfrid fortsatte gennem byen hen til smeden. Han kunne være doven, og hun havde forberedt nogle hårde ord, der skulle sparke ham i gang og få arbejdet med dolken gjort færdig. Høstblótet var vigtigt, og hun var den vigtigste person i det ritual. Alles øjne ville hvile på ypperstepræstinden. Både kongens og dronningens og Brynjulfs. Billedet af en lys pige trængte sig på. Asdis’ datter. Snehild havde stirret så underligt på hende, næsten som om hun kunne se igennem hende. Hun lignede et alfebarn. Ragnfrid blev grebet af uro. Der var noget særligt ved pigen, og hun brød sig ikke om fornemmelsen. Hun ville ønske, hun kunne fordrive både mor og datter fra Himlinge.
Content_9788711985991.indd 21
30/06/21 4:36 pm
anne-marie vedsø olesen
Månen over Øen
♥♥♥♥♥ „Der er en sjældent sammenhængende, gennemført, civilisationsdesperat og røntgenøjet mening i galskaben. Alt sammen skrevet frem som korte afgrænsede kapitler, små bidder, der er henholdsvis rablende, vidende, opremsende, abrupte, ømme og knastørre. Og det går lige ind.“ politiken
Snehild
A nne-M a r ie V edsø Olesen
kommer til verden midt under en blodig krig.
Hendes mor flygter gennem skovene og videre til Himlinge, hvor Gudernes tusmørke
★★★★★ „En litterær præstation af internationalt format.“ jyllands-posten
Tredje Ikaros og hele herligheden vikles ind i et fintmasket net af kunsthistorie, græsk og ægyptisk mytologi … Anbefales enhver med hang til gode historier.“ k r i s t e l i g t da g b l a d
Djævelens kvint
får mistanke om, at Snehild har evner, der overgår hendes egne, beslutter hun, at Snehild må skaffes af vejen. Anne-Marie Vedsø Olesens nye serie Vølvens vej er inspireret af nordisk mytologi og udspiller sig i jernalderen i Danmark. En medrivende fortælling om stærke kvinder, blodhævn, skæbne og gudernes gunst fra en tid, hvor lidenskab og ære bestemte slagets gang.
sn ehil d
„Mystikken breder sig, gåderne foldes ud,
Snehild vokser op. Da byens magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid
Anne-Marie Vedsø Olesen har en lang række anmelderroste og prisbelønnede mytologiske og historiske romaner bag sig. Med sin store viden
„Ikke siden Rosens navn har man set en
om Danmarks oldtid og nordisk mytologi er hun på
spændingsroman – også lidt af en kærlighedsroman –
hjemmebane i det eventyrlige univers, hun udfolder
baseret på et så stort filosofisk-religiøst historisk
i Vølvens vej, der blandt andet er inspireret af Vølvens
apparat ... elitær underholdning i særklasse.“ w e e k e n dav i s e n
omslag : simon lilholt
/
imperiet
snehild rom a n
lindh a r dt og r inghof
spådom fra Den poetiske Edda.
forfatterfoto : katrine gøth