Anne-Marie Vedsø Olesen roman lindhardt og ringhof misteltenen
Af samme forfatter: Salernos sol, roman, 2000 Djævelens kvint, roman, 2002 Tredje Ikaros, roman, 2004 Gudernes tusmørke, roman, 2007 Glasborgen, roman, 2012 Orkestergraven, libretto, 2012 Gudestorm, romantrilogi, 2012 Dronningens dame, roman, 2013 Bastarden, roman, 2015 Mordersken, roman, 2016 Lucie, roman, 2018 Månen over Øen, roman, 2020 Vølvens vej, Snehild, roman, 2021
Vølvens Misteltenen Anne-Marie Vedsø Olesen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2022 Omslag: Simon Lilholt /
Imperiet
Forfatteren ønsker at takke: Tak til redaktør Rikke Kühn Riegels og korrekturlæser Louise Ardenfelt Ravnild for uvurderligt samarbejde Tak til Jyllands-Postens Fond for stipendieophold i legatboligen i Berlin Tak til Statens Kunstfond for arbejdslegat
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. bog.dklindhardtogringhof.dk–dit online bogmagasin FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.
vej,
Alle citater fra Vølvens spådom, Balders drømme, Den højes tale, Kvadet om Grimner og Det andet kvad om Helge Hundingsbane er fra Den poetiske Edda, U Press 2018, oversat af Rolf Stavnem.
©
Alle citater fra Gylfis blændværk er fra Snorris Edda, Gyldendal 2012, ved Kim Lembek og Rolf Stavnem.
Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største medie koncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
Forfatterfoto: Katrine Gøth Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-98601-1 1. udgave, 1. oplag 2022
Til Jakob Tak for din kærlighed, dit tålmod og dine vægtige ideer som har været med til at få fortællingen til at stråle.
Balders skæbne så jeg var skjult, den blodige gud, barn af Odin. Den voksed højt over vangen, den smalle og smukke mistelten. Vølvens spådom
Første del: Sleipner 11 Anden del: Nidhug 131 Tredje del: Hel 243
FØRSTE SLEIPNERDEL
Kapitel 1
Snehild smøg sig forsigtigt ud fra skindene der havde ligget tungt og varmt hen over dem. Hun ville ikke vække Aslak.
Det ville kun skabe besvær. Han havde insisteret på at hun skulle blive hos ham natten over.
Hun skuttede sig, men blev alligevel stående et øjeblik, nøgen som hun var, bortset fra ulvesmykket om halsen. Det var af bronze, og hun bar det altid. Vedhænget var et minde om hendes første kærlighed, ulvesønnen Månegarm, og hun ville altid skatte det.
En tidlig vinterkulde havde bidt sig fast – de havde allerede haft det første snevejr selv om efterårsløv stadig flammede på buske og i skovbunden – den vækkede hendes hud og satte hende i forbindelse med den nedgående måne og de endnu vågne natdyr. Sneen var smeltet igen, men kulden fik hende til at føle sig levende. Hun havde brug for alle sine sanser når hun nåede frem til mosesøen Urds brønd.
13
14I det svage lys fra bålskålens gløder greb hun ud efter sit tøj. Det var endnu ikke daggry, kongsgården henlå stille, men hun kunne høre de første trælle pusle ved ildsteder og gryder ude i Hunhallen.trak
havde også foræret hende en ringbrynje og den slanke klinge Snehug – begge af et særligt let og stærkt metal. Sværdet tog hun med sig overalt, men ringbrynjen bar hun kun når det var nødvendigt. Det var det ikke for tiden. Aslak styrede sit kongedømme Sialand med hård hånd. Desuden var de i sikkerhed i kongsbyen Himlinge, omgivet som den var af det usædvanlige dobbelte forsvarsværk, stenmuren yderst og en palisade lige inden for murværket. Da hun havde trukket støvlerne på, listede hun hen til døren, skubbede den forsigtigt op og lukkede den stilfærdigt efter sig igen. Aslak ville muligvis blive fortørnet når han vågnede og opdagede at hun havde forladt sengen, men selv om han var konge og kunne være ganske streng over for ulydige undersåtter, frygtede Snehild ham ikke. Over for hende var han altid respektfuld. Og i favntaget hviskede han ligefrem til hende at hun endelig bare skulle bestemme. Snehild gik gennem kongshallen. En ung trælkvinde lå på knæ ved det store ildsted i færd med at lægge brænde på. Ildstedet for enden af hallen blev holdt tændt døgnet rundt, og trællen havde sikkert siddet og passet det hele natten. Il den fik fat i træet, flammer blussede op og kastede lys over trælkvindens ansigt.
i sine ulveskindsbukser og den uldne tunika, spændte sit sværd Snehug om livet og slængede den lange ulveskindskappe over skuldrene. Ikke uden grund blev hun kaldt Snehild Gråulv. Det tilnavn havde jættekvinden Hyrrokin givet hende da hun forærede Snehild ulveskindsklæderne.Hyrrokin
Eldbjørg var ikke knækket, tænkte Snehild. Der rumsterede en vilje dybt inde i hende. Snehild gik hen til karret med drikkevand der stod ved udgangen. Her fyldte hun et træbæger. Lidt vand var godt, men hun ville ikke spise noget, ikke før hun havde været ved Urds brønd og søgt synet. Kroppen skulle være vågen og sul ten når hun bedrev sejd. Aslak havde længe døjet med onde drømme, han ville vide om de havde betydning, og hun havde
15 Snehild så at det var Eldbjørg. Flammeskæret afslørede at Eldbjørg havde gulgrønne mærker på armene og et flækket øjenbryn over et blåt øje. Aslak kaldte ofte Eldbjørg til sin seng, vidste Snehild. Senest for et par dage siden. ”Snart oplukker Delling morgenens porte. Må solopgangen velsigne din dag,” sagde Snehild og forsøgte at lyde venlig. Eldbjørgs skæbne var hård. Hun havde været en rig byg mesters datter, men Aslak havde dræbt begge hendes forældre for øjnene af hende og gjort hende til træl. Det var sket i kølvandet på det katastrofale bryllup mellem Aslaks bror, Roald, og krigerkvinden Berghild. Så meget var gået galt til den bryllupsfest. Berghild havde dræbt Aslaks og Roalds far, den daværende konge, og Aslak havde dræbt Eldbjørgs far, bygmesteren. Berghild havde måttet flygte fra sit eget bryllup og blev efterfølgende erklæret fredløs af Aslak på det ting hvor også Eldbjørg var blevet gjort til træl. Eldbjørg kiggede op. Hun sagde ingenting. Engang havde hun været livlig og indsmigrende på måder som betog de fleste mænd. Hun var stadig køn bag det snavsede, forslåede ansigt, men der var kommet noget indædt over hende. Hun virkede ikke skræmt over Snehilds fremtoning som krigerkvinde i ul veklæder. Hun mødte hendes blik som hun mødte alles, med en hinde af ligegyldighed.
lovet16 ham at søge svar i synet. Hun kunne ikke udskyde det længere. Aslak var så plaget af sine mareridt at han snart ikke kunne tænkte på andet, og det var som om drømmene kun blev værre. Alle viste de at han snart skulle dø.
Den gryende dag ramte hende med et væld af fornem melser. Nattens stjerner blegnede, hun følte tiden bevæge sig, morgenstjernen Gersimi glimtede stærkt, Bjørnestjernen blev svagere, og fremtider blev til skæbner, hun anede dem som hvirvelvinde af snefnug. For hun var Snehild, velsignet af nornerne og født under snestormen.
Hun så Roald stå foran dem. Aslak havde gjort sin tvillin gebror til Torsulvenes høvedskriger. Aslak og Roald lignede på ingen måder hinanden, og det var umuligt at gætte at de var tvillinger. Snehild vidste ikke om hadet stadig lurede i Roald trods udnævnelsen. Aslak havde stukket Roalds ene øje ud i et slagsmål, vundet kongemagten da begge tvillingerne kæmpede om den, og gjort Roalds tidligere hustru, Berghild, fredløs. Men Roald virkede tilfreds og fattet. Roald løftede sværdet til hilsen da hun gik forbi. Hun besvarede den med en håndbevægelse.
Hun skråede over pladsen foran kongsgården. Også her var der ved at komme liv. De kostbare rideheste i øststalden skulle fodres og plejes, frisk vand blev hevet op fra egetræsbrønden, og kærrer med forsyninger blev fragtet fra lagerhuse til kongs gården og alle dens tilstødende huse.
Da hun havde drukket, stillede hun bægret på plads på hylden over karret og gik udenfor.
Fra vagthuset blev nye vagter sendt af sted til Himlinges fire porte for at afløse natholdet, og kong Aslaks særlige krigergruppe, Torsulvene, var allerede mødt til morgenmønstring.
Hun kunne lide Roald. Hvor Aslak var en ordenes mand der lagde langsigtede planer og gennemskuede andres lag
17 og løgne, var Roald ligefrem, trofast og stærk som en bjørn.
Begge havde været betaget af hende. Men det var Aslak der endte med at vække hendes begær med sine skarpe tanker og sin faste håndtering af magten. Nu forsøgte hun sammen med rådgiveren Brynjulf at skabe balance i Aslaks fremsynede, men til tider hårdhændede, regering af Sialand. Aslak havde regeret i snart et halvt år, men Snehild mistænk te at det var begyndt at skride for ham. Hun var bekymret. Det var som om magten plagede Aslak og gjorde ham svagere frem for sikrere. Han hjemsøgtes af drømme om tronranere og mordere og skulede mistænksomt til alle. Snehild fortsatte sin vandring gennem byen til nordporten. Et gråt dagslys anedes i horisonten mod øst, og folk begyndte at komme ud af deres huse, hælde affald på møddinger, tænde ildsteder og hente frisk vand. De første handelsfolk var i gang med at læsse deres kærrer, snart ville boderne på Himlinges store torv blive fyldt.
Hun så porten lukke i bag sig. Så vendte hun blikket mod nord, hvor mosesøen man kaldte Urds brønd, befandt sig. Den lå ikke forfærdelig langt fra byen. Hun havde besøgt den under det første snefald efter at Aslak var blevet konge, og dér lært nornen Urd at kende. Fortidens grusomme syner havde vist sig for hende, og hun havde forstået at stedet besad en særlig magi.
Nordportens vagter åbnede uden spørgsmål porten for hen de. Snehild var kendt i hele Himlinge for sin sære fremtoning og tætte tilknytning til kongen, og de fleste var lidt bange for hende. Mange mente at hun var en af de magiske, og rygterne om hendes synske evner havde spredt sig. Særligt det helt hvide hår der brusede om hendes hoved som frøuld, fik folk til at hviske om at hun nok var alfefødt.
Hun kiggede op på Gersimi. Hvor de andre stjerner næsten var forsvundet, glimtede den stadig på den lysnende himmel.
Solen18 ville rejse sig i horisonten når hun var fremme. Det var det helt rigtige tidspunkt at søge synet. Natten og daggryet der avlede dagen. Hun begyndte at vandre ad den jordstampede hovedvej, og da den delte sig i øst- og vestvejen, forlod hun den og fortsatte over engen mod nord. Jorden var blød at gå på, ikke fordi det havde regnet, men området var fugtigt af mange vandløb, og omkring mosen var der sumpet. Bag mosen lå den store nordskov, som man sagde det tog en halv måne at passere. Ingen havde dog gjort det de seneste par år. På den anden side hærgede røverhøvdingen Gisle. Gisles røverbande var vokset med årene, de plyndrede jævn ligt i Sialand og havde sågar vovet en del år tilbage at angribe selve kongsbyen Himlinge. Angrebet var mislykkedes, men det sagdes at Gisle havde slået sig ned i Vallev og efterhånden havde opbygget en hel hær. Snehild mærkede jorden blive blødere og spekulerede på om det alligevel var en dårlig ide at hun ikke havde taget en hest. Hjalmars søn, Vidar, havde lært hende hvordan man red. Man sagde om Vidar at han trods sin unge alder havde et lige så godt tag på heste som på kvinder, og det troede Snehild gerne. Hver gang hun så på Vidar, kom hun til at tænke på Månegarm, der havde fået hendes krop til at sitre af lyst. Vidar var i færd med at blive trænet som kriger. Han havde meget at leve op til, hans far, Hjalmar, havde været en af de dygtigste høvedskrigere, og Snehild huskede med taknemmelighed den træning hun som pige havde modtaget af Hjalmar.Snehildkunne se detaljerne på jorden nu, falmet hjertegræs, svingel og gulaks, afblomstret agermåne, slangeurt og kællin getand, og forude mosens buske, tørst og krybende pil, alle på vej ind i vinterens dødsklæder. Hun mindedes sin mor, Asdis,
19 der havde været urtekyndig og oplært Snehild i lægeurterne inden hun blev dræbt.
Men ypperstepræstinden Ragnfrid færdedes i kongsgården og rådgav kongen, som Snehild selv gjorde det, og hun var tvunget til at lade som ingenting når hun mødte Ragnfrid.
Snehild gik forbi mosepors og enebær. Jorden var våd nu. Hun var ganske tæt på Urds brønd. På den anden side af søen, hvor nordskoven begyndte, voksede skovfyr, og langs søen stod piletræer. Snehild standsede op ved et piletræ. En mistelten klyngede sig til pilens lyse stamme. Hun betragtede snylterens lædertykke blade og de endnu grønlige bær. Hun følte på et af bærrene. Det var begyndt at blive blødt. Hen over vinteren ville bærret blive hvidt og gennemsigtigt så man kunne se frøene indeni. Mor Asdis havde lært hende om misteltenen. Den var særlig. Ja, nærmest hellig. Saften af alle misteltenens dele var giftig hvis den gik direkte i blodet, og jægerne smurte ofte dens saft på deres pile. Hvis pilen i sig selv ikke dræbte dyret, gjorde giftenMendet.den var også et lægemiddel. Rigtigt tilberedt og indtaget som væske og ikke direkte i blodårerne kunne den modvirke kramper og faldesyge.
Det lysnede, himlen blev bleggrå, og stjernen Gersimi døde ud. En stribe gyldenrødt lys anedes lavt i horisonten.
Det var stadig en pine for Snehild ikke at kunne undgå Asdis’ banekvinde, Ragnfrid, og næsten dagligt støde ind i hende.
Asdis, jeg skylder dig en hævn!
En fugl begyndte at kvidre, morgenrøden blev tydeligere, men det forblev ved den ene sangfugl. Årstiden var imod den. Snehild tænkte på misteldroslen og guldhalen, som levede af misteltenens bær. De kunne tåle bærrene, men de fik dem heller ikke direkte i blodet, kun i maven.
20”Og hvad misteltenens hellighed angår,” havde Asdis til sidst forklaret et forår foran en gulblomstrende mistelten der klyngede sig til et lærketræ, ”så er det en hemmelighed som præster og goder bevarer. Jeg har kun hørt rygter. Det har med livstræet Yggdrasils ni verdner at gøre. Det mest indlysende gæt er at man kan foretage sejdrejser på den, ligesom med svampe. Men jeg tror ikke det er dét. Det er noget mørkere og dybere. Det antydede en halvblind gode engang over for mig da jeg behandlede hans øjenbetændelse.” En indskydelse fik Snehild til at plukke bærret. Hun kastede et blik ud over mosesøen. Så forstod hun at plukningen af bærret var mere end en indskydelse, et syn var på vej, og det havde med misteltenen at gøre. Morgensolen glimtede i mo sevandet, lyset trak døden med sig, Hel gjorde klar til gilde i dødsriget Helheim, for den fagre var på vej. De levende græd, de døde glædedes, men ynglingen var ikke død endnu. Snehild modstod at lukke øjnene og lod blikket fortabe sig i vandoverfladens morgenlys.
Heftigt væver nornernes tråde sig ind i hinanden, det ene øjeblik følger jeg Skulds fremtider, det næste tvinger Verdandes nutid mit syn. Jeg flyver som hvid falk over den enøjede rytter, han rider på sin ottebenede hest og lader som om han ikke ser mig, Hærfader, Valfader, Vandringsmand, men han standser mit blik da Urds fortid forsøger at vise hvorfor han kender mig. Den ottebenede hest må være Sleipner, føllet jeg engang så i et syn. Lokes afkom med hesten Svadilfare.
Valfader ved jeg er her, i luften fra den anden verden. Jeg flyver med ham ind i rimtåger, her er klamt og koldt, mine falkevinger flakser nervøst, kan synet overhovedet følge mig her?
Kun svagt aner jeg ham i disen under mig. En hund glammer, vi følger lyden gennem rimtågen, lægger så atter køterens gøen bag os.
Tågerne viger, en gylden bro åbenbarer sig. På broen står en ung kvinde, under hende løber en flod. Verden er grå, uden sol, uden stjerner, skovens grønne løv er forsvundet i glemslen, flodvandet stirrer tomt tilbage uden spejling, ingen fisk slår med halen. Rytteren løfter sit spyd og hilser kvinden på broen.
”Jeg er Modgunn,” siger den unge kvinde. ”Nok kan du krydse Gjallerbroen den ene vej, men aldrig den anden. Jeg standser alle som forsøger. Helheim er for evigt.”
21
”Jeg ofrede mig på træet og lever dog,” siger rytteren. ”Over mig har du ingen magt, Modgunn. Jeg er rejst gennem Niflheims rimtåger på hingsten Svadilfare, som selv ikke Hel kan standse.”
Så rider han over Gjallerbroen, jeg flyver med, ind i den grå verden. Farveløsheden angriber mine vinger, jeg må kæmpe for at holde dem hvide. Ud af intetheden siver herskerinden Hels sorte bygninger, irgangenes udstrækning er uendelig. Frygtløs rider han frem til porten og dens grave foran, han rider rundt blandt gravene, utålmodigt, Sleipner tripper i de stramme tøjler. Til sidst finder han sit mål og stiger af. Det føles som om al styrke drænes fra min fuglekrop, modløs lander jeg på portens tårn. Så siger han ord. Han kvæder dødsgalder, og ordenes kraft rammer mig med fryd, men deres betydning undviger mig i udtalelsens øjeblik, jeg vil ikke kunne gengive det sagte. Det skal jeg huske. Trylleformularerne, runemagien. Jeg mangler endnu selv at nå dybden i den lærdom.
Trægt rejser vølven sig fra graven tvunget af hans kraftfulde dødsgalder. Hun er rådnet i hud og tarme – endnu frygteligere at skue i døden end i livet, hvisker nornen Urd til mig gennem Helheims dyndtunge luft, og det siger ikke så lidt: Hun var tre uhyrers mor.
”Du er ikke vølve, eller viis kvinde, snarere tre tursers moder!”
22
Vølven siger: ”Hød sender dertil det høje hæderstræ.” Hvis ikke jeg bevæger mig nu, dør jeg. Jeg kan mærke det. Den grå død puster affældighed på mine fjer, trøstesløshed siler gennem mine plirrende øjne. Jeg bliver nødt til at flyve. Jeg kan ikke som Vegtam tåle at blive længe i Helheim, selv ikke gennem et syn blot. Min krop, der er i Midgård, der står i solopgangen ved mosesøen nord for Himlinge, vil gå til grunde, det føler jeg mig sikker på.
”Brygget står her mjøden for Balder,” siger vølven. Hun tøver. Hun siger at hun ved at aserne har bange anelser. Hun vil ikke sigeEnmere.kulde sniger sig op gennem mine falkekløer til blodet i min krop, matheden lægger sig om mit lille, bankende fuglehjerte. Jeg kan ikke tåle at blive på dette dødested ret meget længere. Vegtam presser vølven. Balder har ganske rigtigt onde drømme, det er derfor han er kommet. Han vil vide hvem der bliver Balders banemand. Man kan ikke ustraffet dræbe Odins søn, og han vil også vide hvem der skal hævne.
Vølven siger: ”Hvem blandt mænd, ukendt for mig, gør min vanskelige vej endnu værre? Svøbt var jeg i sne, sjaskvåd af regn, drivvåd af dug, død var jeg længe.” ”Vegtam hedder jeg,” svarer han. Så spørger Vegtam hvem det er man pynter så smukt op for i Helheims sale.
”Du er ikke Vegtam, som jeg troede,” råber vølven, ”snarere Odin, ældgamle gøte!” Hun spytter to tænder ud, og en rådden hudflage falder af hendes kind.
Jeg flyver min vej. Med den yderste anstrengelse når jeg frem til broen og suser hen over Modgunn. Modgunn kigger op, men
Jeg letter med besvær. Jeg kan høre Vegtam og vølven begynde at skændes under mig. Vegtam får presset en smule mere ud af hende. Men ingen er hvem de siger de er, og de ved det begge. De afslører hinandens bedrag.
kan intet gøre, jeg er ikke en død, som hun kan tilbageholde, jeg er ikke en levende, som skal holdes ude. Jeg er der slet ikke, kun i synet, og sådan hvirvler jeg gennem de kolde tåger og fastlåser mit indre blik på Urds brønd og de brungyldne vinterfarver i Himlinge, på piletræet med misteltenen.
”Hød sender dertil det høje hæderstræ,” sagde den døde vølve. Jeg kigger på bærret jeg plukkede, og som satte synet i gang. Var det misteltenen hun talte om? Med ét rammer tyngden af oplevelsen mig: Jeg har fløjet med Den Enøjede, med Vandringsmanden, med Valfader, og han, Odin, kendte og mærkede mig!
Den enlige, ivrige sangfugls kvidren når mig. Jeg er hjemme.
Det føles som om solopgangen sluger mig. Jeg river mig ud af overvældelsen. Lige nu er det vigtigere at jeg ingen syner fik om Aslak og hans onde drømme. Jeg har ingen svar at give kongen. Han vil blive vred, han vil blive endnu mere bange. Jeg frygter at Aslaks sind er på vej til at formørkes.
Hvordan kommer man levende tilbage fra dødsriget? Uroen breder sig i Himlinge, hvor den nye konge er ved at tabe besindelsen. Snehild, som står kongen nær, forsøger at afværge situa tionen, men da hendes ærkerival udsætter hende for runemagi, mister hun al sin livskraft. Dødssyg beslutter Snehild sig for at opsøge Hel, dødsrigets hersker, der som den eneste kan indvie hende i den gådefulde runekunst. Misteltenen er anden bog i Anne-Marie Vedsø Olesens anmelderroste serie, Vølvens vej, som er inspireret af nordisk mytologi og udspil ler sig i Danmarks jernalder. Første bog, Snehild, vandt DR Roman prisen 2022 og er solgt til filmatisering. En stor fortælling om stærke skæbner, ære og handlekraft.