Vandrende sjæle - læseprøve

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Vandrende sjæle Er oversat fra amerikansk efter The host Copyright © 2008 by Stephenie Meyer This edition published by arrangement with Little, Brown, and Company, New York, New York, USA through Sane Toregard Agency. All rights reserved.

All rights reserved Dansk copyright © 2009 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Thomas Szøke, eyelab.dk Omslagsfoto, forside © Claire Artman/Zefa/Corbis Omslagsfoto, ryg © Paradis Media/Getty Images Bogen er sat med Minion hos BookPartner Media og trykt hos ScandBook, 2009 ISBN: 9788711434758 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Stephenie Meyer

VANDRENDE SJÆLE

På dansk ved Martin Aitken

LINDHARDT OG RINGHOF

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

SPØRGSMÅL Krop mit hus min hest min hund hvad skal jeg gøre når du er faldet Hvor skal jeg sove Hvordan skal jeg ride Hvad skal jeg jage Hvor kan jeg tage hen uden min ganger så ivrig og rask Hvordan skal jeg vide om der i krattet forude er fare eller skat Når Krop min gode vakse hund er død Hvordan vil det være at ligge på himlen uden tag eller dør og vinden som øje med sky for særk hvordan skal jeg skjule mig?

– May Swenson

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

prolog

Indsat

ealerens navn var Fjordens Dybe Vande.

Fordi han var en sjæl, var han af natur godheden selv – medfølende, tålmodig, ærlig, retskaffen og fuld af kærlighed. Angst var en usædvanlig følelse hos Fjordens Dybe Vande.

Irritation var endnu sjældnere. Men fordi Fjordens Dybe Vande levede inde i en menneskekrop, var irritation somme tider uundgåelig.

Eleverne hviskede, så det summede i det modsatte hjørne af operationsstuen og fik ham til at presse læberne sammen til en tynd streg. Udtrykket føltes malplaceret på en mund, som ellers var mere vant til smil.

Darren, hans sædvanlige assistent, bemærkede hans grimasse og klappede ham på skulderen. »De er jo bare nysgerrige, Fjordens,« sagde han sagte. »En indsættelse er næppe nogen interessant eller udfordrende procedure. En hvilken som helst sjæl på gaden kunne udføre den i nødstilfælde. Der er ikke noget, de kan lære ved at iagttage i dag.« Fjordens studsede over skarpheden i sin sædvanligvis milde stemme. »De har jo aldrig set et voksent menneske før,« sagde Darren.

Fjordens løftede et øjenbryn. »Er de blinde for hinandens ansigter? Har de ikke spejle?« »Du ved godt, hvad jeg mener – et vildt menneske. Endnu sjælløs. En af oprørerne.«

H

7

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Fjordens betragtede pigens bevidstløse krop, som lå udstrakt med ansigtet nedad på operationsbordet. En følelse af medlidenhed vældede op i ham, idet han tænkte på den stakkels, sønderknuste krop, som de Søgende havde indbragt til Healingcentret.

Hvilken smerte havde hun ikke lidt ...

Hun var selvfølgelig fuldkommen nu – helt igennem healet. Det havde Fjordens sørget for. »Hun ligner hvem som helst iblandt os,« sagde Fjordens lavmælt til Darren. »Vi har jo alle menneskeansigter. Og når hun vågner, vil hun også være en af os.« »De synes jo bare, det er spændende.« »Den sjæl, som vi indsætter i dag, fortjener mere respekt, end at hendes værtskrop skal beglos på den måde. Hun får jo nok at skulle overkomme under akklimatiseringen. Det er ikke rimeligt, hun også skal igennem det her.« Ved det her hentydede han ikke til, at hun skulle beglos. Fjordens bemærkede atter skarpheden i sin stemme.

Darren klappede ham på skulderen igen. »Det skal nok gå. Den Søgende har brug for oplysninger, og ...« Ved ordet Søgende, sendte Fjordens Darren et blik, der kun kunne beskrives som vredt. Darren blinkede af forbavselse. »Om forladelse,« undskyldte Fjordens med det samme. »Det var ikke min mening at reagere så negativt. Men jeg frygter for denne sjæl.« Han flyttede blikket til kryoflasken, der stod på sit stativ ved siden af bordet. Lampen lyste rødt og konstant, som en indikation på, at flasken var optaget og i hi-modus. »Denne sjæl var udvalgt specielt til opgaven,« sagde Darren beroligende. »Blandt vores slags er hun exceptionel – modigere end de fleste. De liv, hun har levet, taler for sig selv. Jeg tror, hun ville melde sig frivilligt, hvis det var muligt at spørge hende.« »Hvem af os ville ikke melde sig, hvis vi blev bedt om at gøre 8

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

noget for den højere sag? Men er det virkelig tilfældet her? Tjener det her den højere sag? Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt hun er villig, men om, hvor meget man kan forlange, at en sjæl skal bære.« Eleverne var også optaget af den sjæl, som endnu var i hi. Fjordens kunne tydeligt høre deres hvisken, og stemmerne tog efterhånden til i intensitet, i takt med at spændingen steg. »Hun har levet på seks planeter.« »Syv, så vidt jeg har hørt.« »Jeg har hørt, at hun aldrig har levet to terminer i træk i samme værtsart.« »Er det overhovedet muligt?« »Hun har stort set været det hele. En Blomst, en Bjørn, en Edderkop ...« »En SeTang, en Flagermus ...« »Sågar en Drage!« »Det tror jeg ikke på – ikke syv planeter.« »Mindst syv. Hun begyndte på Oprindelsen. »Er det rigtigt? Oprindelsen?« »Må jeg så bede om ro!« afbrød Fjordens. »Er I ikke i stand til at iagttage professionelt og i stilhed, må jeg se mig nødsaget til at bede jer om at forlade lokalet.« De seks elever var flove. De tav og trådte et skridt væk fra hinanden. »Lad os så se at komme i gang, Darren.« Alt var forberedt. De nødvendige medikamenter var stillet frem ved siden af menneskepigen. Hendes lange, mørke hår var samlet under en operationshue, hvilket blotlagde hendes slanke nakke.

Hun var stærkt bedøvet og trak vejret langsomt. Hendes solbrændte hud viste næsten ingen tegn på hendes ... ulykke. »Begynd venligst optøningsfasen nu, Darren.« Den gråhårede assistent stod allerede og ventede ved kryoflasken med en hånd på programvælgeren. Han vippede sikkerheds9

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

dækslet tilbage og drejede på skiven. Den røde lampe, der sad oven på den lille grå cylinder, begyndte at pulsere og blinkede hurtigere for hvert sekund, der passerede, idet den hele tiden skiftede farve.

Fjordens koncentrerede sig om den bevidstløse krop; han snittede forsigtigt med skalpellen nederst på emnets kranium, små præcise bevægelser, hvorefter han påførte den salve, som skulle begrænse tilstrømningen af blod, inden han begyndte at udvide snittet. Fjordens trængte varsomt ind under nakkemuskulaturen, idet han sørgede for ikke at beskadige den, og blotlagde de blege knogler øverst på rygsøjlen. »Sjælen er klar, Fjordens,« orienterede Darren ham. »Det er jeg også. Kom med hende.« Fjordens mærkede assistenten ved sin side og vidste uden at se op, at han nu stod forberedt og ventende med udstrakt hånd; de havde arbejdet sammen i mange år efterhånden. Fjordens holdt såret åbent. »Nu skal hun hjem,« hviskede han.

Darren kom nu til syne. Den vågnende sjæl var et sølvskær i hans hule hånd.

Fjordens så aldrig en blotlagt sjæl uden samtidig at lade sig mærke af dens skønhed.

Sjælen skinnede under de stærke lamper i operationsstuen og overstrålede det reflekterende sølvinstrument, der lå i hans hånd.

Som et levende bånd snoede hun sig med legende bevægelser, strakte sig, lykkelig for at være kommet ud af kryoflasken. Hendes fine, fjerlette slæb af tynde, næsten usynlige tråde, op mod et tusind i alt, bølgede blidt, som var det svagt sølvfarvet hår. Selv om de alle sammen var vidunderlige, forekom netop denne Fjordens Dybe Vande at være særlig yndig.

Det var han ikke ene om at synes. Han hørte, hvordan Darren sukkede blidt, og han hørte elevernes lavmælte, beundrende stemmer.

10

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Forsigtigt anbragte Darren det funklende lille væsen i den åbning, Fjordens havde lavet i menneskets nakke. Sjælen gled ubesværet ned i det tilbudte rum og fandt sig til rette i den fremmede anatomi. Fjordens beundrede den snilde, hvormed hun indtog sit nye hjem. Hendes slæb af tråde snoede sig på plads og lagde sig tæt omkring nervecentrene; nogle udvidede sig og trængte dybere ind, hvor han ikke kunne se dem, under og op i hjernen, synsnerverne, øregangene. Hun var ekstremt hurtig, ekstremt bevidst i sine bevægelser. Snart var det kun et mindre segment af hendes skinnende krop, der var synligt. »Flot,« hviskede han til hende, selv om han var klar over, at hun ikke kunne høre ham. Ørerne tilhørte menneskepigen, og hun sov endnu trygt.

Det var ren rutine at gøre arbejdet færdigt. Han rensede og healede såret, påførte den salve, der lukkede snittet til omkring sjælen, og penslede derefter det blødgørende pulver hen over snitmærket i venstre side af hendes nakke. »Perfekt, som sædvanligt,« sagde assistenten, der af en eller anden grund, som Fjordens ikke forstod, aldrig havde opgivet sin menneskelige værts navn – Darren.

Fjordens sukkede. »Jeg fortryder denne dags arbejde.« »Du gør jo bare din pligt som Healer.« »I dette sjældne tilfælde kommer Healingen til at forvolde skade.« Darren begyndte at gøre operationsbordet rent. Han vidste ikke helt, hvad han skulle svare. Fjordens var ved at opfylde sit Kald.

Det var nok for Darren.

Men det var ikke nok for Fjordens Dybe Vande, som var en ægte Healer af hjerte og sjæl. Han så bekymret på menneskepigens krop, den var fredfyldt i sin søvn, og han vidste, at denne fred ville være ødelagt, så snart hun vågnede. Al den rædsel, som denne unge kvinde havde oplevet i forbindelse med sit endeligt, ville 11

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

skulle bæres af den uskyldige sjæl, han netop havde anbragt inde i hende.

Da han bøjede sig over mennesket og hviskede i hendes øre, var det med et inderligt ønske om, at sjælen inde i hende kunne høre ham. »Held og lykke, lille vandrer, held og lykke. Hvor jeg dog ville ønske, du ikke havde brug for det.«

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

1. kapitel

Erindret

J

eg vidste, at det ville begynde med slutningen, og at slutningen ville ligne døden i disse øjne. Jeg var blevet advaret.

Ikke disse øjne. Mine øjne. Det her var mig nu.

Sproget, som jeg nu brugte, var mærkeligt, men det gav mening.

Springende, firkantet, blindt og lineært. Håbløst forkrøblet i forhold til så mange andre, jeg havde anvendt, men alligevel lykkedes det at finde smidighed og udtryk. Til tider skønhed. Mit sprog nu.

Mit modersmål.

Jeg fulgte min arts sandeste instinkt, kom sikkert ind i kroppens tankecenter, bandt mig uløseligt til hvert eneste åndedrag, hver eneste refleks, indtil den ikke længere udgjorde en særskilt eksistens. Det var mig.

Ikke kroppen, men min krop.

Jeg mærkede, hvordan bedøvelsen langsomt aftog, hvordan den afløstes af klarhed. Jeg forberedte mig på stormløbet fra den første erindring, som i virkeligheden ville være den sidste erindring – de sidste øjeblikke, som denne krop havde oplevet, erindringen om slutningen. Jeg var blevet advaret grundigt om, hvad der nu ville ske. Disse menneskelige følelser ville være stærkere, mere vitale end hos nogen af de andre arter, jeg havde været. Jeg havde forsøgt at være forberedt.

Erindringen kom. Og som jeg også var blevet advaret om, var det ikke noget, man nogensinde kunne være forberedt på.

Det skar i mig med skarpe farver og ringende lyde. Hendes hud 13

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

mærkede kulden, smerten tog fat i hendes lemmer, så det rev i hende. Smagen var voldsomt metallisk i hendes mund. Og så var der den nye sans, den femte sans, som jeg aldrig havde haft, og som tog partiklerne i luften og forvandlede dem til mærkelige beskeder og nydelser og advarsler i hendes hjerne – lugte. Mig gjorde de forvirret, men ikke hendes erindring. Erindringen havde ikke tid til lugtenes nyhedsinteresse. Erindringen var udelukkende frygt.

Frygten låste hende fast i en skruetvinge, drev de stumpe og klodsede lemmer frem og stillede sig i vejen for dem samtidigt. At flygte, at løbe – det var alt, hvad hun kunne.

Alt er fortabt.

Erindringen, som ikke var min, var så uhyggelig stærk og klar, at den skar igennem og ophævede min kontrol, den forkortede afstanden, der bestod i visheden om, at dette blot var en erindring og ikke mig. Jeg blev trukket med ind i det helvede, som var det sidste minut i hendes liv. Jeg var hende, og vi løb.

Her er så mørkt. Jeg kan ingenting se. Jeg kan ikke se gulvet. Jeg kan ikke se mine hænder, der er strakt frem foran mig. Jeg løber i blinde og forsøger at lytte mig til forfølgelsen, som jeg kan mærke lige bag mig, men pulsen lyder så højt i mine ører, at den overdøver alt andet.

Det er koldt. Det burde være ligegyldigt nu, men det gør ondt. Jeg fryser.

Luften i hendes næse var ubehagelig. Dårlig. En dårlig lugt. Et øjeblik trak dette ubehag mig fri af erindringen. Men det var kun et øjeblik, så blev jeg trukket med ind igen, og rædslens tårer vældede frem i mine øjne.

Jeg er fortabt. Vi er fortabte. Det er slut.

14

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

De er lige bag os nu, støjende, tæt på. Der er så mange fodtrin! Jeg er alene. Jeg er fortabt.

De Søgende kalder. Lyden af deres stemmer vrider sig i min mave. Jeg skal kaste op. »Rolig, der sker dig ingenting,« er der én, der lyver i et forsøg på at berolige mig. Stemmen hæmmes af hendes anstrengelser for at få vejret. »Pas på!« er der en anden, der råber advarende. »Gør ikke skade på dig selv,« er der én, der beder indtrængende. En dyb stemme, fuld af omsorg.

Omsorg!

En stærk varme strømmede igennem mine årer, og jeg var ved at blive kvalt af et voldsomt had.

En sådan følelse var mig ukendt i mine andre liv. Et øjeblik blev jeg atter trukket væk fra erindringen, denne gang af min egen afsky. En skinger klagetone skar i mine ører og dunkede i mit hoved. Lyden rev i mine luftveje. Der var en svag smerte i min hals.

Du skriger, forklarede min krop mig. Du skriger.

Jeg stivnede af forskrækkelse, og lyden ophørte brat.

Dette var ikke nogen erindring.

Min krop – hun tænkte! Hun talte til mig!

Men i det øjeblik var erindringen stærkere end min forbløffelse. »Kom!« råber de. »Der er fare foran!« Faren er bagved! skriger jeg igen inde i mit hoved. Men jeg kan godt se, hvad de mener. En svag lysstråle – jeg aner ikke, hvorfra den kommer – oplyser den ene ende af hallen. Det er ikke den flade væg eller den låste dør, den blindgyde, jeg havde frygtet og forventet. Det er et sort hul.

En elevatorskakt. Forladt, tom og dømt til nedrivning ligesom denne bygning. Engang et skjulested, nu et gravkammer.

Lettelsen vælder op og strømmer igennem mig, idet jeg styrter frem. Der er en udvej. Den fører ikke til overlevelse, men måske til sejr.

15

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Nej, nej, nej! Tanken var helt og holdent min egen, og jeg kæmpede for at trække mig væk fra hende, men vi var sammen. Og vi løb stærkt og direkte mod dødens afgrund. »Kom!« Råbene er mere desperate.

Jeg har lyst til at le, når jeg mærker, at jeg er hurtigst. Jeg forestiller mig deres hænder, der rækker ud efter mig, kun få centimeter bag min ryg. Men jeg er så hurtig, som jeg skal være. Jeg standser ikke engang, hvor gulvet holder op. Jeg møder afgrunden midt i flugten.

Intetheden opsluger mig. Benene spræller. Det er nytteløst. Mine hænder griber ud i luften, griber ud efter hvad som helst, der er solidt. En kulde blæser forbi mig, som var det en tornado.

Jeg hører den dumpe lyd, inden jeg mærker den ... Vinden er væk ...

Og så er der bare smerte ... Smerten er alt.

Få det til at holde op.

Ikke højt nok, hvisker jeg til mig selv igennem smerten.

Hvornår holder smerten op? Hvornår ...?

Det sorte opslugte smerten, og jeg var bare så uendelig taknemlig for, at erindringen nu var nået til denne så endegyldige konklusion.

Det sorte tog det hele, og jeg var fri. Jeg tog en dyb indånding for at samle mig, sådan som denne krop nu havde for vane. Min krop.

Men så strømmede farven tilbage, erindringen rejste sig og opslugte mig på ny.

Nej! Panikken bredte sig. Jeg frygtede kulden og smerten og selve frygten.

Men det var ikke den samme erindring. Det var en erindring inde i en erindring – en sidste erindring, ligesom et sidste åndedrag – og så alligevel på en måde, der var stærkere end den første.

Det sorte tog alt undtagen dette: et ansigt.

Ansigtet var lige så fremmed for mig, som min forrige værtskrops ansigtsløse, slangelignende fangarme ville være det for 16

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

denne nye krop. Jeg havde set den slags ansigter i billeder, som jeg havde fået for at forberede mig på denne verden. Det var svært at kende forskel på dem, at se de bittesmå variationer i farve og form, som var individets eneste kendetegn. Så ens alle sammen. Næsen midt i det runde ansigt, øjnene foroven og munden forneden, ørerne ude i siden. En samling sanser, alle undtagen berøringssansen koncentreret ét sted. Hud på knogler, hår, der voksede på issen og i mærkelig lodne streger oven over øjnene. Nogle var lodne også længere nede på kæben; det var altid hannerne. Farverne, alle i den brune skala, gik fra lys creme til en dyb næsten sort. Bortset fra det, hvordan skulle man så kende den ene fra den anden?

Men dette ansigt havde jeg kunnet genkende blandt millioner.

Dette ansigt var en skarp rektangel, knoglerne var stærke og velformede under huden. Farven var en lys gylden brun. Håret var blot få nuancer mørkere end huden, undtagen hvor hørgule striber gjorde det lysere. Det dækkede kun hovedet og de besynderlige streger oven over øjnene. De runde irisser i de hvide øjenæbler var mørkere end håret, dog ligeledes med lyse stænk. Der var små rynker omkring øjnene, og hendes erindringer fortalte mig, at rynkerne stammede fra smil og fra at misse mod solen.

Jeg vidste intet om, hvad der gik for at være smukt blandt disse fremmede, men jeg vidste, at dette ansigt var smukt. Jeg havde lyst til at blive ved med at betragte det. I samme øjeblik jeg indså dette, forsvandt det.

Mit, sagde den fremmede tanke, som ikke burde have eksisteret.

Atter var jeg stivnet, forbavset. Der skulle ikke have været andre her end mig. Men denne tanke var så stærk og så bevidst!

Umuligt. Hvordan kunne hun være her endnu? Dette var mig nu.

Mit, sagde jeg irettesættende, al den magt og al den autoritet, der tilhørte mig alene strømmede igennem ordet. Det er mit, det hele.

Så hvorfor svarer jeg hende igen? tænkte jeg, idet stemmerne afbrød mine tanker.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

2. kapitel

Hørt

temmerne var blide og lige i nærheden, og – selv om jeg først nu var opmærksom på dem – tilsyneladende midt i en dæmpet samtale. »Jeg er bange for, at det er for meget for hende,« var der en, der sagde. Stemmen var blid, men dyb – en han. »For meget for enhver.

Det er så voldsomt!« Tonen signalerede afsky. »Hun skreg kun én gang,« sagde en lysere, pibende kvindestemme, nærmest frydefuldt, som satte hun trumf på i en diskussion. »Jeg ved det,« indrømmede manden. »Hun er meget stærk.

Andre har oplevet det mere traumatisk, endda med mindre grund.« »Jeg er sikker på, at hun nok skal klare sig, helt som jeg sagde.« »Måske overhørte du dit Kald.« Der var en spydig tone i mandens stemme. Sarkasme, sagde hukommelsen mig. »Måske du i virkeligheden skulle have været Healer ligesom mig.« Kvinden udstødte en morskabslyd. Latter. »Det tvivler jeg på. Vi Søgende foretrækker en anden slags diagnose.« Min krop genkendte dette ord, denne titel: Søgende. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. En overleveret reaktion. Selv havde jeg selvfølgelig ingen grund til at frygte de Søgende. »Jeg spekulerer somme tider på, om I lader jer berøre af det menneskelige i din profession,« funderede manden. Hans stemme var endnu sur af irritation. »Vold er jo en del af jeres livsvalg. Er der

S

18

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

mon noget af jeres kroppes naturlige temperament, der bliver tilbage, for at I kan få fornøjelse af rædslerne?« Jeg var overrasket over hans anklage, over hans tone. Samtalen var næsten som ... et skænderi. Noget, som min vært kendte til, men som jeg selv aldrig havde oplevet.

Kvinden var trængt i defensiven. »Vi vælger ikke volden. Vi går den i møde, når det bliver nødvendigt. Og det er jo en fordel for jer andre, at der er nogen, som er stærke nok til at kunne holde det ubehagelige ud. Jeres fred ville jo ikke holde længe uden vores arbejde.« »Sådan var det engang. Men den slags arbejde bliver snart fortid, ville jeg mene.« »Beviset på det udsagns fejlagtighed ligger dér på sengen.« »En enkelt menneskepige, alene og uskadt! Det er så sandelig en trussel mod vores fred.« Kvinden tog en dyb indånding og lod så vejret passere højlydt ud af munden igen. Et suk. »Men hvor kom hun fra? Hvordan dukkede hun op midt i Chicago, en by, der længe har været civiliseret, flere hundrede miles fra nogen som helst oprørsaktivitet?

Klarede hun det alene?« Hun opremsede spørgsmålene uden tilsyneladende at søge svar, som om de allerede var blevet stillet mange gange før. »Det er så heldigvis dit problem,« sagde manden. »Min opgave er at hjælpe sjælen til at tilpasse sig sin nye vært uden unødig smerte eller trauma. Og du er her for at forstyrre mig i det arbejde.« Endnu forstod jeg kun, at det var mig, der var samtalens emne.

Jeg var kun langsomt på vej op til overfladen og ved at akklimatisere mig i denne nye verden af sanseindtryk. Men det var mig, der var den sjæl, de talte om. Det var en ny association, som ordet dermed fik, et ord, som havde betydet meget andet for min vært. På hver planet fik vi et nyt navn. Sjæl. Det var vel en passende beskrivelse. Den usynlige kraft, der fører kroppen.

19

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

»Svarene på mine spørgsmål er lige så væsentlige som dine forpligtelser over for sjælen.« »Det kan diskuteres.« Der kom en lyd af bevægelse, og hendes stemme var pludselig en hvisken. »Hvornår begynder hun at kunne reagere? Bedøvelsen må snart være ved at fortage sig.« »Når hun er klar. Hun skal have fred. Hun skal have lov til at klare situationen sådan, som det passer hende bedst. Prøv at forestille dig – at være inde i en oprører, der såres næsten dødeligt under et flugtforsøg! Ingen burde udsættes for et sådan trauma i fredstid!« Hans stemme steg i styrke under den følelsesmæssige påvirkning. »Hun er stærk.« Kvindens stemme var trøstende nu. »Tænk på, hvor flot hun klarede det med den første erindring, den værste erindring. Uanset hvad hun havde forventet, så klarede hun det altså.« »Men hvorfor skulle hun i det hele taget?« mumlede manden til sig selv, dog uden tilsyneladende at forvente noget svar.

Kvinden svarede alligevel. »Hvis vi skal have de oplysninger, vi behøver ...« »Behøver er, hvad du kalder det. Selv vil jeg hellere sige ønsker.« »Men nogen skal jo påtage sig det ubehagelige arbejde,« fortsatte hun, som om han ikke havde afbrudt hende. »Og jeg tror – ud fra alt det, som vi ved om hende her – at hun også havde påtaget sig udfordringen, hvis der havde været nogen som helst måde at spørge hende på. Hvad kalder du hende?« Manden var tavs længe. Kvinden ventede. »Vandreren,« svarede han omsider, modvilligt. »Meget passende,« sagde hun. »Jeg har ingen officielle statistikker på det, men hun må være en af de ganske få, hvis ikke den eneste overhovedet, som har vandret så langt. Ja, Vandreren er et udmærket navn, indtil hun selv er i stand til at vælge sit eget.« 20

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Han sagde intet. »Hun kan jo selvfølgelig overtage værtens navn ... Men vi fandt ingen match på fingeraftryk eller øjenscanning. Jeg kan ikke sige dig, hvad hun hed.« »Hun tager ikke menneskenavnet,« sagde manden lavmælt.

Hendes respons var forsonende. »Alle finder trøst på deres egen måde.« »Denne Vandrer får brug for mere trøst end de fleste, takket været din måde at være Søgende på.« Der kom en høj, rungende lyd – fodtrin, staccato mod et hårdt underlag. Da hun talte igen, kom stemmen fra den anden side af lokalet i forhold til manden. »Du ville selv have haft det svært i besættelsens første tid,« sagde hun. »Måske har du det svært med freden.« Kvinden lo, men latteren var hul – hun fandt det ikke for alvor morsomt. Det var, som om jeg var god til at drage de rigtige slutninger ud fra tonefald og moduleringer. »Du har ikke noget retvisende billede af, hvad mit Kald indebærer. Mange timer bøjet hen over mapper og dokumenter. Skrivebordsarbejde langt det meste. Kun sjældent den konflikt eller vold, som du forestiller dig.« »For ti dage siden var du bevæbnet med drabsvåben og i færd med at jage denne krop.« »Jeg kan forsikre dig, at det var en sjælden undtagelse snarere end reglen. Glem ikke, at de våben, du foragter, vendes mod vores egne, hver gang vi Søgende ikke er tilstrækkeligt på vagt. Menneskene dræber os med fornøjelse, når som helst lejligheden byder sig. De, som er blevet berørt af fjendtlighederne, betragter os som helte.« »Du taler, som om det var en krig, der rasede.« »Det er det også – for de mennesker, der endnu er tilbage.« Ordene var voldsomme i mine ører. Min krop reagerede mod 21

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

dem; jeg mærkede, hvordan vejrtrækningen tog til, hørte lyden af mit hjerte, der pumpede højere, end det plejede. En maskine ved siden af den seng, jeg lå i, registrerede ændringerne med en dæmpet bippelyd. Healeren og den Søgende var for optaget af deres uoverensstemmelse til, at de bemærkede det. »Men en krig, som selv de må erkende er tabt for længst. De er jo i undertal med hvad? En million mod én? Jeg forestiller mig, du ved det?« »Vi skønner, at oddsene er noget højere nu i vores favør,« indrømmede hun modvilligt.

Healeren var åbenbart tilfreds med at lade sin sag ligge med den oplysning. Der var stille et øjeblik.

Jeg brugte den tomme tid til at evaluere min situation. Meget var indlysende.

Jeg befandt mig på et Healingcenter, hvor jeg var ved at komme mig oven på en usædvanlig traumatisk indsættelse. Jeg var sikker på, at den krop, der var min vært, var fuldt ud helet, inden den blev mig overdraget. En beskadiget vært var jo blevet kasseret.

Jeg funderede over Healerens og den Søgendes forskellige holdninger. Ifølge de informationer, jeg havde modtaget, inden jeg traf valget om at komme her, lød det til, at det var Healeren, der havde ret. Fjendtlighederne med de få tilbageblevne lommer, hvor mennesker opholdt sig, var stort set forbi. Planeten med navnet Jorden var så rolig og fredfyldt, som den så ud til at være fra himmelrummet, tillokkende med sine grønne og blå farver og sløret af sine harmløse hvide dampe. Som ved sjælens vilje var harmonien nu universel.

Den verbale uoverensstemmelse mellem Healeren og den Søgende var helt usædvanlig. Bemærkelsesværdigt aggressiv for vores art. Det fik mig til at spekulere. Mon de kunne være sande, de hviskede rygter, der var gået som bølger gennem tankerne hos ... hos ...

22

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Jeg følte mig distræt og ledte efter navnet på min sidste værtsart.

Vi havde haft et navn, så meget vidste jeg. Men nu, hvor jeg ikke længere var forbundet med netop den vært, kunne jeg ikke komme på navnet. Vi havde benyttet os af et meget simplere sprog end dette, et tavst sprog, der bestod i vores tanker, og som forbandt os alle sammen i én kæmpe bevidsthed. En nødvendig foranstaltning, når man levede med sine rødder fast forankret for altid i den sorte, våde muld.

Jeg kunne beskrive arten med mit nye menneskesprog. Vi levede på bunden af det store hav, som dækkede hele vores verdens overflade – en verden, som også havde et navn, men også det var væk.

Vi havde hver især hundrede arme og på hver arm tusinde øjne, således at intet kunne passere uset igennem vores kæmpemæssige synsfelt, når først vores tanker var forbundne. Vi behøvede ikke lyde, for de kunne ikke høres. Vi smagte på vandene, og sammen med vores syn, fortalte det os alt, hvad vi havde brug for at vide. Vi smagte på solene, så højt over vandet, og vi omdannede smagen til den mad, vi havde behov for.

Jeg kunne beskrive os, men jeg kunne ikke benævne os. Jeg sukkede over den tabte viden, inden jeg igen vendte min opmærksomhed mod, hvad jeg var kommet til at høre.

Som regel talte sjæle aldrig andet end sandt. De Søgende var selvfølgelig underlagt deres Kald og alt, hvad det krævede, men mellem sjæle var der aldrig nogen grund til at lyve. Med min sidste arts tankesprog havde det været umuligt at lyve, selv hvis man havde haft lyst til det. Men forankrede som vi var, fortalte vi alligevel hinanden historier for at dulme kedsomheden. Historiefortælling var den ædleste af alle vores talenter, for det gavnede os alle.

Somme tider blandede man det sandfærdige med det opdigtede i en sådan grad, at det alligevel, selv om ingen løj, kunne være vanskeligt at huske, hvad det egentlig var, der var sandt.

Når vi tænkte på en ny planet – Jorden, som var så tør og varieret 23

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

og beboet med så voldsomme og destruktive væsener, at vi dårligt var i stand til at forestille os dem – blev vores rædsel somme tider overskygget af lutter spænding. Historierne blev lynhurtigt spundet omkring det spændende nye emne. Krigene – at måtte kæmpe i en krig! – blev i første ombæring rapporteret med en omhyggelig sans for sandheden, for siden at blive genstand for videredigtning og fiktionalisering. Når historierne stod i konflikt med de officielle oplysninger, jeg opsøgte, troede jeg naturligvis på de første beretninger.

Men der gik hviskede rygter om dette: om menneskeværter så stærke, at sjælene var nødsaget til at forlade dem. Værter, hvis tanker ikke helt kunne holdes nede. Sjæle, som antog kroppens personlighed, i stedet for det omvendte. Historier. Vilde rygter. Galskab.

Men det var nærmest det, der var Healerens anklage ...

Jeg slog tanken hen. Den mere sandsynlige fortolkning af hans kritik var det ubehag, de fleste af os oplevede ved den Søgendes Kald. Hvem kunne vælge et liv med konflikt og forfølgelse? Hvem kunne tiltrækkes af opgaven om at jage uvillige værter og tage dem til fange? Hvem kunne klare at gå op imod volden, som kendetegnede denne art, de fjendtlige mennesker, der uden videre og så hensynsløst slog ihjel? Her på denne planet, var de Søgende i realiteten blevet til en slags ... milits – min nye bevidsthed leverede termen for det ukendte begreb. De fleste troede, at kun de mindst civiliserede sjæle, de mindst udviklede, de mindre betydelige iblandt os, ville kunne lade sig lokke til at gå de Søgendes vej.

Men på Jorden nød de Søgende ny status. Aldrig før var en besættelse gået så galt. Aldrig før havde det udviklet sig til så rasende og blodige kampe. Aldrig før var så mange sjæle blevet ofret. De Søgende stod som et kæmpeskjold, og sjælene i denne verden stod i gæld til dem for hele tre forhold: for den sikkerhed, de havde skabt i kaosset; for den risiko for endegyldigt at dø, som de frivilligt løb hver dag; og for de nye kroppe, som de blev ved med at levere.

24

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Nu, hvor faren stort set var drevet over, viste det sig tilsyneladende, at det var så som så med taknemligheden. Og for denne Søgende i det mindste, var forandringen langtfra behagelig.

Det var ikke vanskeligt at forestille sig, hvilke spørgsmål hun ville stille mig. Selv om Healeren prøvede at vinde tid, således at jeg kunne finde mig til rette i min nye krop, vidste jeg, at jeg ville gøre mit bedste for at hjælpe den Søgende. At være en god borger var alfa og omega for enhver sjæl.

Altså tog jeg en dyb indånding for at forberede mig. Monitoren registrerede bevægelsen. Jeg var klar over, at jeg trak tiden ud. Jeg kunne ikke lide at indrømme det, men jeg var bange. For at sikre mig de oplysninger, den Søgende havde brug for, var jeg nødt til at gå på opdagelse i de voldsomme erindringer, som havde fået mig til at skrige af rædsel. Men derudover var jeg bange for den stemme, som havde lydt så højt i mit hoved. Dog var hun tavs nu, sådan som det skulle være. Hun var jo også bare en erindring.

Jeg behøvede ikke at være bange. Jeg hed Vandreren nu. Og jeg havde gjort mig fortjent til navnet.

Idet jeg atter tog en dyb indånding, dykkede jeg ned i de erindringer, der gjorde mig bange, gik dem i møde med sammenbidte tænder.

Jeg kunne springe slutningen over – den kunne ikke gøre mig noget nu. Jeg spolede hurtigt frem, løb atter igennem mørket, krympede mig af smerte, idet jeg prøvede at bide den i mig. Det var snart overstået.

Da jeg var kommet igennem barrieren, var det ikke vanskeligt at lade mig drive igennem mindre alarmerende ting og steder, idet jeg hele tiden skimmede efter de oplysninger, jeg søgte. Jeg så, hvordan hun var kommet til denne kolde by, hvordan hun kørte igennem natten i en stjålen bil valgt på grund af dens anonyme udseende. Hun havde vandret rundt i Chicagos gader og frosset inde under sin frakke.

25

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Hun var selv i færd med at søge. Der var andre her ligesom hende, det håbede hun i hvert fald. En i særdeleshed. En ven ... nej, familie. Ikke en søster ... en kusine.

Ordene kom langsommere nu, og til at begynde med forstod jeg ikke hvorfor. Var det blevet glemt? Var det gået tabt i det trauma, der var forbundet med næsten at være slået ihjel? Var det mig, der endnu var sløv af bedøvelsen? Jeg kæmpede for at holde tankerne klare. Følelsen var mig ukendt. Var min krop stadigvæk medicineret? Jeg følte mig frisk nok, men tankerne sled forgæves for at finde de svar, jeg efterlyste.

Jeg forsøgte at stille spørgsmålene på en anden måde og håbede på et bedre svar. Hvad ville hun? Hun ville finde ... Sharon – pludselig var der et navn – og de ville ...

Jeg ramte en mur.

Blank. Ingenting. Jeg forsøgte at kredse omkring det, men jeg kunne ikke finde kanterne i dette tomrum. Det var, som om de oplysninger, jeg søgte, var blevet slettet.

Som om denne bevidsthed var beskadiget.

Jeg fyldtes med en øjeblikkelig vrede, en brændende, vild fornemmelse. Jeg gispede af forbavselse over denne uventede reaktion. Jeg havde hørt om, hvor følelsesmæssigt ustabile disse menneskekroppe kunne være, men dette var helt uventet for mig. I otte fulde liv havde jeg aldrig oplevet en følelse, der optog mig med så voldsom en styrke.

Jeg mærkede, hvordan blodet pulserede i halsen på mig, hvordan det bankede bag ørerne. Mine næver knyttedes.

Maskinerne ved siden af mig sladrede om hjertets hurtigere rytme. Der var en reaktion i lokalet. Den klaprende lyd af den Søgendes sko nærmede sig mig, iblandet en mere dæmpet, slæbende lyd, som måtte stamme fra Healeren. »Velkommen til Jorden, Vandrer,« sagde kvindestemmen.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

3. kapitel

Spærret

»

un vil ikke kunne genkende det nye navn,« sagde Healeren lavmælt.

Jeg sansede noget nyt, som stjal min opmærksomhed. Noget rart, en forandring i luften, mens den Søgende stod ved min side. Det gik op for mig, at det var en duft. Noget andet end det sterile, lugtfrie lokale. Parfume, sagde min nye bevidsthed mig. Blomster, frodige ... »Kan du høre mig?« spurgte den Søgende og afbrød mig i min analyse. »Er du ved bevidsthed?« »Giv dig god tid,« lød det manende fra Healeren med en stemme, der var blidere end den, han før havde anvendt.

Jeg åbnede ikke øjnene. Jeg ville ikke forstyrres. Min bevidsthed gav mig de ord, jeg havde brug for, og det tonefald, som ville kommunikere, hvad jeg ikke kunne sige uden at anvende alt for mange ord. »Er jeg blevet indsat i en beskadiget vært for at hente de oplysninger, du har brug for, Søgende?« Der lød et gisp – en blanding af overraskelse og forargelse – og jeg mærkede noget varmt på min hud, noget der dækkede min hånd. »Selvfølgelig er du ikke det, Vandrer,« sagde manden beroligende. »Selv en Søgende har sine grænser.« Den Søgende gispede igen. Hvæsede, korrigerede min hukommelse. »Hvorfor fungerer denne bevidsthed så ikke, som den skal?«

H

27

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Der fulgte en pause. »Scanningerne var fuldt ud tilfredsstillende,« svarede den Søgende. Hendes ord var beroligende, men insisterende. Ville hun diskutere med mig? »Kroppen var fuldstændig helet.« »Efter et selvmordsforsøg, som var farligt tæt på at lykkes.« Mit tonefald var uforsonligt, jeg var stadigvæk vred. Jeg var ikke vant til vrede. Det var vanskeligt for mig at holde den tilbage. »Alting var i den skønneste orden ...« Healeren afbrød. »Hvad er det, der mangler?« spurgte han. »Nu har du jo fået adgang til tale.« »Hukommelse. Jeg prøvede at finde det, som den Søgende efterlyser.« Selv om ingen sagde noget, var der en forandring. Stemningen, som var blevet anspændt med min anklage, lettede. Jeg spekulerede på, hvordan jeg vidste det. Jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at jeg på en eller anden måde modtog mere, end mine fem sanser leverede til mig – en fornemmelse af, at der næsten var yderligere en sans, ude i periferien et sted, og ikke helt tilgængelig.

Intuitionen? Det måtte være det rigtige ord. Som om et væsen havde brug for flere end fem sanser.

Den Søgende rømmede sig, men det var Healeren, der svarede. »Du behøver slet ikke at bekymre dig om ... hukommelsesvanskeligheder. Den slags er jo ... om ikke forventelig, så næppe overraskende alting taget i betragtning.« »Jeg forstår ikke, hvad du mener.« »Denne vært tilhørte menneskenes modstandsbevægelse.« Den Søgendes stemme var en anelse opstemt nu. »De mennesker, som var bevidste om vores eksistens forud for indsættelse, er vanskeligere at pacificere. Individet her stritter endnu imod.« Der blev pludselig helt stille, mens de afventede mit svar.

Stritter imod? Det vil sige, at værten formente mig adgang?

Endnu en gang blev jeg overrasket over min vrede.

28

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

»Er jeg forbundet korrekt?« spurgte jeg. Min stemme var forvrænget, da jeg måtte tale igennem tænderne. »Ja,« svarede Healeren. »Samtlige 827 punkter er sikkert fastgjort i de optimale positioner.« Denne bevidsthed anvendte flere af mine resurser end nogen anden tidligere vært, hvilket gav mig kun 181 tråde i reserve.

Måske var det de mange bindinger, som var årsag til, at følelserne var så stærke.

Jeg besluttede mig for at lukke øjnene op. Jeg mærkede behovet for at kontrollere Healerens forsikringer og sikre mig, at resten af mig fungerede, som det skulle.

Lys. Skarpt og smertefuldt. Jeg lukkede øjnene igen. Det sidste lys, jeg havde set, var blevet filtreret igennem et hundrede favne i havet.

Men øjnene her havde set det, der var stærkere, og kunne godt klare det. Jeg lukkede dem forsigtigt op, så de dannede en sprække, og sørgede for, at øjenvipperne hele tiden flagrede omkring åbningen. »Skal jeg dæmpe lysene?« »Nej, Healer. Mine øjne skal nok tilpasse sig.« »Flot,« sagde han, og jeg forstod, at hans bifald skyldtes min henkastede anvendelse af den possessive form.

De ventede, mens mine øjne langsomt åbnede sig.

Min bevidsthed genkendte stedet som et lokale, der stort set var som alle andre hospitalslokaler. Pladerne i loftet var hvide, nistrede med mørkere stænk. Lamperne var rektangulære og samme størrelse som pladerne, som de afløste med regelmæssige mellemrum.

Væggene var lysegrønne – en beroligende farve, men også sygdommens farve. Et slet valg efter min hastigt dannede mening.

Menneskene, der stod over for mig, var mere interessante end lokalet. Ordet læge trådte frem i min bevidsthed, så snart mine øjne fæstnede sig på Healeren. Han var iklædt løstsiddende blågrønt tøj uden ærmer. Hygiejne. Han havde hår i ansigtet, en underlig farve, som min hukommelse kaldte rød.

29

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Rød! Det var tre verdener siden, at jeg sidst havde set denne eller nogen anden farve. Selv denne rødblonde nuance fyldte mig med nostalgi.

Hans ansigt var et menneskes, men den lagrede viden i min hukommelse anvendte ordet rart.

En utålmodig indånding flyttede min opmærksomhed over på den Søgende.

Hun var meget lille. Havde hun holdt sig helt i ro, havde jeg haft vanskeligere ved at bemærke hende ved siden af Healeren. Hun tiltrak sig ikke opmærksomhed, hun var mørke i et rum fyldt med lys. Hun var klædt helt i sort fra hagen og ned til håndleddene – en konservativ dragt med en rullekravetrøje i silke indenunder. Hendes hår var ligeledes sort. Det nåede hende til hagen og var trukket om bag ørerne. Hendes hud var mørkere end Healerens. Olivenfarvet.

De bittesmå forandringer i menneskenes ansigtsudtryk var så minimale, at de var meget vanskelige at tolke. Dog var min hukommelse i stand til at benævne kvindens udtryk. De sorte bryn, der gik skråt ned over de lettere udstående øjne, tegnede et velkendt billede. Ikke vrede som sådan. Intensitet. Irritation. »Hvor ofte sker det her?« spurgte jeg, idet jeg atter vendte blikket mod Healeren. »Ikke så tit,« indrømmede Healeren. »Vi har så få fuldvoksne værter tilbage. De unge er helt bøjelige. Men du havde jo indikeret, at du foretrak at begynde som voksen ...« »Netop.« »De fleste vil have det omvendt. Menneskets livstid er væsentlig kortere, end du er vant til.« »Jeg er bekendt med kendsgerningerne, Healer. Har du før oplevet denne ... modstand?« »Kun én gang.« »Fortæl mig om det.« Jeg tav, men mærkede en mangel på høf30

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 31 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

lighed i min anmodning, hvorfor jeg tilføjede: »Hvis du vil være så venlig?« Healeren sukkede.

Den Søgende begyndte at tromme med fingrene mod sin arm.

Et tegn på utålmodighed. Hun brød sig ikke om at vente på det, hun efterlyste. »Det skete for fire år siden,« indledte Healeren. »Den pågældende sjæl havde anmodet om en voksen han. Den første tilgængelige var et menneske, som havde levet i en modstandslomme lige siden besættelsens første år. Mennesket ... vidste, hvad der ville ske, da han blev fanget.« »Ligesom min egen vært vidste det.« »Øh, ja.« Han rømmede sig. »Der var blot tale om sjælens andet liv. Han kom fra De Blindes Verden.« »De Blindes Verden?« spurgte jeg, idet jeg instinktivt lagde hovedet på skrå. »Nå, nej, jeg beklager. Du kender jo ikke til vores øgenavne. Men det var jo en af dine, var det ikke?« Han tog et instrument op af lommen, en computer, og foretog en hurtig scanning. »Jo, din syvende planet. I den 81. sektor.« »De Blindes verden?« gentog jeg, nu i en misbilligende tone. »Der er da også nogle af dem, der har levet der, som foretrækker at kalde det for Den Syngende Verden.« Jeg nikkede langsomt. Det kunne jeg bedre lide. »Og nogle, som har været der, kalder det for Flagermusenes Planet,« sagde den Søgende lavmælt.

Mit blik hvilede på hende, og jeg mærkede, hvordan mine øjne lukkede en anelse i, mens min bevidsthed trak det rigtige billede frem af den grimme, flyvende gnaver, som hun refererede til. »Jeg antager, du er en, som aldrig har levet der, Søgende,« sagde Healeren forsigtigt. »Denne sjæl kaldte vi til at begynde med for Ilsom Sang – en fri oversættelse af hans navn i ... Den Syngende 31

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 32 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Verden. Men han valgte hurtigt at påtage sig navnet på sin vært, Kevin. Han var i kraft af sin baggrund selvskreven til et Kald inden for Musik, men han sagde, at han havde det bedre med at videreføre værtens tidligere arbejde, som var af mekanisk art. »Det var bekymrende tegn for hans Trøster, men alt sammen klart inden for det tilladelige.« »Så begyndte Kevin at klage over, at han gik i sort i perioder. De kom til mig med ham igen, og vi lavede omfattende prøver for at sikre os, at der ikke var nogen skjult fejl i værtens hjerne. Under prøverne bemærkede flere Healere markante forskelle i hans adfærd og personlighed. Da vi spurgte ham ud, påstod han, at han ingen erindring havde om visse udsagn og handlinger. Vi fortsatte med at holde ham under observation sammen med hans Trøster, og til sidst opdagede vi, at værten fra tid til anden overtog kontrol med Kevins krop.« »Overtog kontrol?« Jeg spærrede øjnene op. »Uden at sjælen var klar over det? Værten tog altså kroppen tilbage?« »Ja, desværre. Kevin var ikke stærk nok til at undertrykke sin vært.« Ikke stærk nok.

Ville de også synes, jeg selv var svag? Var jeg det, eftersom jeg ikke var i stand til at tvinge denne bevidsthed til at svare på mine spørgsmål? Og svagere endnu, eftersom hendes levende tanker havde været til stede i mit hoved, hvor der ellers ikke skulle være andet end hukommelse? Jeg havde altid betragtet mig selv som stærk. Tanken om, at jeg i virkeligheden var svag, fik mig til at tøve.

Jeg følte skam.

Healeren fortsatte. »Der indtraf visse hændelser, og man besluttede sig for ...« »Hvilke hændelser?« Healeren slog blikket ned uden at svare. »Hvilke hændelser?« gentog jeg. »Jeg har vel ret til at vide det?« 32

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 33 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Healeren udstødte et suk. »Det har du. Kevin ... overfaldt en Healer, mens han ikke var ... sig selv.« Det gøs i ham. »Han slog Healeren bevidstløs med et knytnæveslag, hvorefter han fandt en skalpel, hun havde på sig. Da vi fandt ham, var han bevidstløs.

Værten havde forsøgt at skære sjælen ud af sin krop.« Det tog et øjeblik, inden jeg igen var i stand til at tale. Og da det endelig skete, var min stemme bare et åndepust. »Hvad skete der med dem?« »Heldigvis kunne værten ikke holde sig ved bevidsthed længe nok til at forvolde alvorlig skade. Kevin blev omplaceret, indsat i en ung vært denne gang. Den besværlige vært var i en slem forfatning, og man besluttede, at det ikke gav mening at redde ham. »Kevin er nu syv år gammel og helt normal ... bortset fra, at han har beholdt navnet Kevin, altså. Hans værger er meget opmærksomme på, at han hele tiden udsættes for musik, og det går alt sammen fint ...« Det sidste blev tilføjet, som om det var godt nyt – noget, som på en eller anden måde ophævede alt det andet. »Hvorfor?« Jeg rømmede mig, således at min stemme igen kunne få volumen. »Hvorfor har man ikke informeret om disse risici?« »Faktisk,« afbrød den Søgende, »står det meget klart i hvervepropagandaen, at det er væsentligt mere krævende at assimilere de tilbageværende voksne værter end et barn. Derfor anbefales en ung vært.« »Ordet krævende er ikke helt rammende i Kevins tilfælde,« hviskede jeg. »Du foretrak at se bort fra anbefalingen.« Hun holdt hænderne op for at signalere fred. Jeg spændte kroppen og fik det stive stof på den smalle seng til at knitre sagte. »Ikke, fordi jeg ikke forstår dig.

Barndommen er jo ekstremt kedsommelig. Og du er jo ikke ligefrem en gennemsnitssjæl. Jeg er meget fortrøstningsfuld og er sikker på, at du evner at håndtere det. Det er jo bare en vært ligesom 33

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 34 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

alle andre. Jeg er sikker på, at du har fuld adgang og kontrol inden længe.« Efterhånden som jeg havde observeret den Søgende, var jeg blevet overrasket over, at hun havde været tålmodig nok til at håndtere en forsinkelse, selv min personlige akklimatisering. Jeg fornemmede hendes skuffelse over, at jeg ikke havde skaffet oplysningerne, og det fik det til igen at vælde op i mig med nogle af de for mig ukendte vredesfølelser. »Har du aldrig tænkt på, at du kunne få dine oplysninger ved selv at lade dig indsætte i denne krop?« spurgte jeg.

Hun stivnede. »Jeg er ikke afhopper.« Jeg hævede automatisk øjenbrynene. »Endnu et øgenavn,« forklarede Healeren. »For dem, der ikke fuldender en livstid i deres vært.« Jeg nikkede for at vise, at jeg forstod. Vi havde også haft navne for det i mine andre verdener. Der var ingen steder, man så mildt på det. Derfor holdt jeg op med at udspørge den Søgende og fortalte hende, hvad jeg vidste. »Hendes navn var Melanie Stryder. Hun blev født i Albuquerque, New Mexico. Hun befandt sig i Los Angeles, da hun blev bekendt med besættelsen, og hun gemte sig i ødemarken i nogle år, inden hun fandt ... Jeg beklager, det må jeg vende tilbage til senere.

Kroppen har set tyve år. Hun kørte til Chicago fra ...« Jeg rystede på hovedet. »Det var i flere etaper, og det var ikke altid, hun var alene. Køretøjet var stjålet. Hun ledte efter en kusine ved navn Sharon, som hun havde en formodning om endnu var menneske. Hun hverken fandt eller kontaktede nogen, inden hun blev opdaget.

Men ...« Jeg var løbet ind i endnu en mur. »Jeg mener ... jeg er ikke helt sikker ... jeg mener, hun efterlod en besked ... et sted.« »Hun forventede altså, at der var nogen, der ville lede efter hende?« spurgte den Søgende ivrigt. »Ja. Hun vil ... blive savnet. Hvis ikke hun mødes med ...« Jeg 34

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 35 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

bed tænderne sammen og anstrengte mig nu alt, hvad jeg kunne.

Muren var sort, og jeg kunne ikke fornemme, hvor tyk den var. Jeg hamrede imod den, mens sveden perlede på min pande. Den Søgende og Healeren var tavse, således at jeg kunne koncentrere mig.

Jeg prøvede at tænke på noget andet – de høje, ukendte lyde, som bilmotoren havde frembragt, adrenalinens svimlende rus, hver gang lygterne fra et andet køretøj nærmede sig på vejen. Så meget havde jeg allerede, og her var der intet, der kæmpede imod.

Jeg lod mig trække med af erindringen, tillod, at den sprang over den kolde vandretur gennem byen under dække af den mørke nat, lod den sno sig hen til bygningen, hvor de havde fundet mig.

Ikke mig, hende. Jeg gøs. »Lad være med at gabe over for meget ...« begyndte Healeren.

Den Søgende tyssede på ham.

Jeg lod min bevidsthed dvæle ved opdagelsens rædsel, det flammende had hos de Søgende, som overmandede stort set alt andet.

Hadet var ondt; det var smerte. Jeg kunne næsten ikke bære at mærke det. Men jeg lod det gå sin gang og håbede, at det ville fjerne opmærksomheden fra modstanden, svække forsvaret.

Jeg så forsigtigt på, mens hun forsøgte at skjule sig, og indså derefter, at det kunne hun ikke. En besked, kradset ned på et stykke papiraffald med en knækket blyant. Skubbet hastigt ind under døren. Ikke en hvilken som helst dør. »Mønstret viser den femte dør på den femte gang på femte etage. Hendes kommunikation ligger der.« Den Søgende havde en lille telefon i hånden. Hun talte lavmælt og hurtigt ind i den. »Bygningen skulle have været sikker,« fortsatte jeg. »De vidste, den skulle rives ned. Hun ved ikke, hvordan hun blev afsløret.

Fandt de Sharon?« Det gøs i mig af rædsel, og jeg fik gåsehud.

35

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 36 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

Spørgsmålet var ikke mit.

Spørgsmålet var ikke mit, men det flød naturligt fra mine læber, som om det var. Den Søgende bemærkede intet usædvanligt. »Kusinen? Nej, man fandt ingen andre mennesker,« svarede hun, og min krop slappede af. »Denne vært var identificeret på vej ind i bygningen. Da det var kendt, at huset skulle nedrives, var den borger, der observerede hende, bekymret på hendes vegne. Han kontaktede os, og vi fik holdt huset under overvågning for at se, om ikke vi kunne fange nogle flere. Derefter gik vi ind, da det viste sig at være usandsynligt. Kan du finde mødestedet?« Jeg prøvede.

Så mange erindringer, alle er de så farverige og skarpe. Jeg så i hundredvis af steder, jeg aldrig har været, hørte deres navne for første gang. Et hus i Los Angeles, kantet med høje træer med bregneløv. En eng i en skov, med et telt og et bål, uden for Winslow, Arizona. En forladt stenstrand i Mexico. En grotte med indgangen beskyttet af silende regn, et sted i Oregon. Telte, hytter, primitive lejre. Som tiden gik, blev navnene mindre specifikke. Hun vidste ikke, hvor hun befandt sig, og hun var ligeglad.

Mit navn var nu Vandrer, men hendes erindringer passede lige så godt til det som mine egne. Bortset fra, at min vandring var ved eget valg. Disse erindringsglimt var altid farvet af den jagedes frygt. Det var ikke vandring. Det var flugt.

Jeg anstrengte mig for ikke at føle medlidenhed. I stedet prøvede jeg at fokusere på erindringerne. Jeg behøvede ikke at se, hvor hun havde været, kun hvor hun var på vej hen. Jeg sorterede billederne, som knyttede sig til ordet Chicago, men der var ingen, der så ud til at være andet end tilfældige. Jeg bredte mit net ud. Hvad var der uden for Chicago? Koldt, tænkte jeg. Der var koldt, og det var jeg betænkelig ved.

Hvor? Jeg skubbede til, og muren gav sig.

Jeg åndede ud i et enkelt stød. »Uden for byen – i ødemarken ...

36

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 37 SESS: 39 OUTPUT: Thu Aug 27 11:54:38 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/583_Vandrede_sjale_151_226/Materie

en nationalpark, langt væk fra beboelse. Det er ikke et sted, hun har været før, men hun vidste, hvordan hun skulle komme dertil.« »Hvornår?« spurgte den Søgende. »Snart.« Svaret faldt automatisk. »Hvor længe har jeg været her?« »Vi lod værten hele i ni dage, bare for at være helt sikre på, at hun kom sig,« berettede Healeren. »Indsættelsen fandt sted i dag, den tiende dag.« Ti dage. En kolossal lettelse bølgede igennem kroppen på mig. »For sent,« sagde jeg. »For sent til at nå mødet – eller til at få fat i beskeden for den sags skyld.« Jeg kunne mærke værtens reaktion på dette – kunne mærke det alt for tydeligt. Værten var næsten ... skadefro. Jeg tillod, at de ord, hun tænkte, blev udtalt, således at jeg selv kunne lære af dem. »Han er der ikke.« »Han?« Den Søgende slog i det samme ned på pronomenet. »Hvem?« Den sorte mur faldt nu igen på plads, denne gang med mere kraft, end hun nogensinde havde anvendt før. Kun et splitsekund for sent.

Endnu en gang så jeg ansigtet for mig. Det smukke ansigt med hudens olivenglød og de lyse, nistrede øjne. Det ansigt, som vakte en mærkelig, dyb glæde inde i mig, alt imens jeg så det for mig så tydeligt i min bevidsthed.

Selv om muren faldt på plads med en ledsagende følelse af voldsom vrede, faldt den ikke hurtigt nok. »Jared,« svarede jeg. Lige så hurtigt, som var det kommet fra mig selv, fulgte den tanke, som ikke var min, navnet ud gennem mine læber. »Jared er i sikkerhed.«

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie