Vaniljehuset læseprøve

oversætter. I 2016 udkom romanen Haabet om slavetiden i Dansk Vestindien og blev nomineret til Politikens Litteraturpris og DR Romanprisen. Peters kærlighed, en roman om Peter von Scholten, udkom i 2017, og i 2018 fulgte Faith der er sidste bind i Mich Vraas roste og prisnominerede romantrilogi om Dansk Vestindien.

Nogle af tidens største engelske og amerikanske forfattere er kommet på dansk i Vraas oversættelse, blandt andre Ernest Hemingway, John Williams, Anthony Doerr, Jonathan Franzen og Don DeLillo. Mich Vraa modtog i 2014 Dansk Oversætterforbunds Ærespris.

HVIS JEG DØR, vil man skrive om mig i avisen. Så meget har jeg dog nået. Anset nok til en nekrolog. Man vil skrive at alting lykkedes for Dusinius Dick, at han nåede alt det han drømte om. For sådan ser det ud. Spørgsmålet er blot om han måske drømte om det forkerte.

I slutningen af 1800-tallet vokser skomagerens søn Dusinius op i Odense som den tolvte i en søskendeflok. De trange forhold i barndomshjemmet gør ham sulten efter rigdom og anseelse, og som ung mand grundlægger han handelsfirmaet Vaniljehuset der snart bliver et af landets førende.

Under et ophold på Hareskov Kuranstalt i 1929 ser den ældre Dusinius tilbage på sit omtumlede liv, sin barndoms trængsler, sin ungdoms forvirrede kærlighedsforhold og de lyssky forretningsforbindelser han fik under Første Verdenskrig og som endnu

VANILJE

fo t o : s i m o n n ø r l e v n y b e r g

forfølger ham.

MICH VRAA HUSET

MICH VRAA (født 1954) er forfatter og litterær

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

VANILJE

HUSET

♥♥♥♥♥ „En barsk, smuk og medrivende roman.“ politiken

★★★★★ „Der er både skumsprøjt og eventyr, melodramatisk smæk for skillingen.“ berlingske

★★★★★ „Aldeles fremragende.“ dagbladenes bureau

♥♥♥♥♥♥ rom a n

„En roman, som tør, vil og kan – og som er umulig at lægge fra sig.“ femina

♥♥♥♥♥ „Flot fortalt, suverænt komponeret og eminent medrivende.“ politiken

★★★★★ „Medrivende læsning (...) En ny generations vestindisk krønikeskriver.“ jyllands-posten

♥♥♥♥♥♥ „Endelig, endelig! Tredje bind i Mich Vraas helt fantastiske og prisbelønnede trilogi om Dansk Vestindien.“ femina

★★★★★

MICH VRAA lindh a r dt og r inghof

„Skønlitterær præstation … Mich Vraa afrunder stilsikkert sin kolonitrilogi.“ jyllands-posten

♥♥♥♥♥ „Et centralt værk om vores dystre fortid.“ politiken o m s l ag : s i m o n l i l h o lt / i m p e r i e t

Vaniljehuset Copyright © 2020 Mich Vraa All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Imperiet/Simon Lilholt Forsideillustration: Nørregade, Odense, ca. 1900.

Fotograf H. Lønborg Bogen er sat med Garamond hos LYMI DTP-Service og trykt hos Scandbook UAB ISBN 978-87-11-55612-2 1. udgave, 1. oplag 2020 Udgivet efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Støttet af Statens Kunstfond

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk

Vaniljehuset.indd 4

02/03/2020 12.55

MICH VRAA

VANILJEHUSET

Lindhardt og Ringhof

Vaniljehuset.indd 3

02/03/2020 12.55

Vaniljehuset.indd 6

02/03/2020 12.55

Til Else Johanne, min mor

Vaniljehuset.indd 5

02/03/2020 12.55

Vaniljehuset.indd 8

02/03/2020 12.55

For hvad gavner det et menneske at vinde den hele verden ‌ – Markus 8:36

Vaniljehuset.indd 7

02/03/2020 12.55

Vaniljehuset.indd 8

02/03/2020 12.55

Odense 1808 Augustín Mollón førte en hånd op til uniformshuen som hilsen til skildvagten ved Odenses Vesterport. Han så med tilfredshed hvor­ dan de to unge danskere rankede ryggen og gjorde stram honnør.

Mollón var ikke en af deres – han var spaniol og løjtnant i dragon­ regimentet Almansa – men hans rang var højere end danskernes, og de var på samme side i krigen.

“Passér, Señor Lieutenant,” kom det fra den nærmeste vagt da Augustín gik forbi ham. Spaniolen nikkede og smilede ved sig selv.

Soldaten havde fået alle de tre sprog, der denne sommer taltes i byen, med i en sætning på blot tre ord. Dansk, spansk og fransk.

Han havde helt hvide øjenbryn og rødmosset hud, noget som stadig kunne slå Augustín med undren.

Så var han uden for byen, i et område der mest bestod af mindre jordlodder. Noget derfra lå galgebakken hvis skafot tegnede sig som en kantet silhuet øverst på den menneskeskabte forhøjning. Ellers var terrænet fladt, men langt mod vest rejste et bredt højdedrag sig. Den snorlige vej mod vest havde i foråret været travlt befærdet 9

Vaniljehuset.indd 9

02/03/2020 12.55

da Napoleons franske tropper rykkede ind over Fyn og nogle få dage senere fik følgeskab af de spanske regimenter. Mollón huskede kulden dengang, og han mindedes hvordan de allerede mange mil fra byen havde set katedralens spir som et sigtekorn for enden af en meget lang geværpibe. Vejen var trådt af mennesker der gennem århundreder havde vandret mod bispebyen og brugt kirketårnet som pejlemærke.

Napoleonshærens planlagte invasion af Sverige var blevet opgi­ vet i april, men tusindvis af tropper befandt sig endnu i Danmark.

Det var en militær invasion, en besættelse, men danskerne havde modtaget de udenlandske soldater med åbne arme. Især spanioler­ ne var danskernes yndlinge – der var knap nogen grænser for hvad de ville gøre for deres gæster. Faktisk var Augustín Mollón sikker på at der i hele den vide verden ikke fandtes et folkefærd som op­ trådte med større gæstfrihed og mindre mistro over for fremmede end netop danskerne.

Der lå kun nogle spredte huse uden for byporten. Den nærmeste bygning var krudtmagasinet, et uanseligt hus med et enkelt vindue og skråt tag hvis stejle sider var beklædt med rødt tegl. Det var der den spanske løjtnant var på vej hen for at mødes med en mand, der havde hævdet at han var skotsk præst, og som Mollón kun havde set flygtigt uden for sit kvarter for nogle dage siden.

Mollón var med vilje kommet for tidligt. Han ville have at det var ham der stod ved krudthuset og så skotten nærme sig, ikke omvendt. Han ville være klar til et muligt forræderi. Han vidste intet om manden. Var han overhovedet præst? Og hvis han var, hvorfor skulle en skotsk præst så vide noget om forholdene i Spa­ nien? Men én ting havde alligevel overbevist Augustín Mollón om at han burde høre hvad skotten kunne fortælle: I snart tre uger havde ingen af spaniolerne i Odense fået brev hjemmefra. Intet nyt havde nået dem, men i den samme periode havde de franske soldater fået breve. Det var som om den franske overkommando ikke ønskede at spaniolerne skulle høre nyt fra deres hjemland.

10

Vaniljehuset.indd 10

02/03/2020 12.55

Allerede inden Augustín mødte præsten, havde dette vakt hans undren og uro.

Solen brændte; det var virkelig en sommerdag. Augustín svedte efter den lange tur gennem byen. Han rakte en hånd op og åbnede den øverste knap i sin uniformsskjorte, en sølvknap formet som et skjold og med hans regiments emblem, en landskildpadde, præget i metallet. Og i det øjeblik lød en stemme bag ham, og han for sammen og gjorde en så hurtig bevægelse med hånden at knappen blev revet af og svirrede gennem luften som en pistolkugle for at forsvinde i det knæhøje ukrudt. Mollón snurrede rundt med hån­ den på pistolskæftet.

“Señor Teniente,” sagde stemmen på spansk. “De kom.”

Vaniljehuset.indd 11

02/03/2020 12.55

Vaniljehuset.indd 12

02/03/2020 12.55

Prolog Hareskov Kuranstalt 1929 8. november Det er aften, og trætheden har overmandet mig. Jeg burde være i min seng, men jeg sidder musestille i lænestolen lige inden for døren til min balkon. Udenfor blæser det, der er uro i luften, og vinden trækker en lyd gennem skoven som et fjernt tog.

Fra en af skorstenspiberne lyder nu og da en dampfløjtetuden når et særlig hårdt vindstød rammer den. Jeg lukker øjnene og kan se toget for mit indre blik. Det føles som om stolen vugger ganske let under mig, følger det fjerne togs slingren mod skinnerne. Er jeg om bord? Drømmer jeg allerede?

Stolen er af spanskrør med lette hynder, blomstermønstret i sommerlige farver, men da jeg atter åbner øjnene, ser jeg efterårets løv blæse forbi ruden som jagende væsener mod nattehimlen; det milde efterår vi har haft, er uigenkaldeligt slut. Jeg har den samme følelse indeni. At noget nærmer sig sin afslutning. Når jeg sidder helt stille, sådan som jeg gør nu, kan jeg næsten indbilde mig at mit hjerte slår normalt, at det sender en regelmæssig strøm af iltet blod ud i min krop. Men der skal 13

Vaniljehuset.indd 13

02/03/2020 12.55

så lidt til – blot en dyb indånding, en smule ophidselse – så kommer det ud af takt, indimellem så meget at min vejrtrækning bliver hurtigere, jeg snapper nærmest efter vejret, og det svimler for mig. Der er en ejendommelig eufori i følelsen; den er som en rus, en længsel.

Når jeg er i ro, kan jeg tænke over så mange ting som jeg ikke tidligere har ofret megen opmærksomhed. Jeg tror at det er første gang i mit liv at jeg har ro nok og tid nok, ofte så meget af begge dele at det gør ondt. Mit liv. Jeg tænker tilbage på det og må ærligt sige at jeg mærker en nagende tvivl som jeg aldrig før har følt.

Tankerne myldrer gennem min hjerne, og bag mine lukkede øjenlåg udfolder scenerier sig. Ansigter. Mine børn, min hustru, en rødmalet mund, mere dragende end nogen; men den er ikke hendes. Travlhed, altid travlhed, kommen og gåen, den evindelige stræben og menneskers respekt som var så vigtig engang, sirlig blækskrift i en bog med marmoreret omslag.

Gurkemejerod, collodiumlak, akkumulatorsyre. En rolig havoverflade der brydes af en dampsøjle, en udånding. En hval?

Galskab. Krig.

Hvis jeg dør, vil man skrive om mig i avisen. Så meget har jeg dog nået. Anset nok til en nekrolog. Man vil skrive at alting lykkedes for Dusinius Dick, at han nåede alt det han drømte om. For sådan ser det ud. Spørgsmålet er blot om han måske drømte om det forkerte.

Vaniljehuset.indd 14

02/03/2020 12.55

1 Krudthuset Odense 1886

Det var efterår, men solen skinnede og rejste en let, røglignende tåge af den fedtede jord. Den hang over terrænet som et slør. Hvor jorden ikke var vendt af arbejdssjak med skovle, voksede småbuske og visnende ukrudt. Krudthusgade var en helt ny gade. Dusinius stod lige dér hvor den korte række af nybyggede huse sluttede. Hertil og ikke længere; det havde hans mor sagt. Længere måtte han ikke gå alene. Og alene var han jo heller ikke; foran ham gik hans storebror Valde med en tung ransel over skulderen. Da Dusinius standsede, tog Valde endnu et par skridt inden han vendte sig. “Kom nu,” sagde han utålmodigt.

Solen stod lavt bag Dusinius; hans skygge strakte sig foran ham på den klæge jord. Han pegede op over de ubebyggede grunde. “Jernbanen ligger deroppe,” sagde han. “Det er der banegårdsbanden holder til. Mor siger …”

Valde fnøs. “Ja ja. Mor siger så meget. Men du er sammen med en voksen, lillebror. Og banegårdsbanden …” Valde ud15

Vaniljehuset.indd 15

02/03/2020 12.55

stødte et kort latterbjæf som gav genlyd mod baghusene ovre i den næste gade. “Det er sgu da en af dem jeg skal møde. Jeg laver forretninger med dem.” Valde gjorde et flot kast med hovedet i retning af jernbanen. “Men du kan også bare gå hjem,” sagde han så.

Men Dusinius ville ikke vende om. Heller ikke selv om Valde skulle mødes med nogen fra banden. Og på en måde var det rigtigt nok at han var voksen. Valde var fyldt tretten for snart et år siden. Og han var i lære som kommis og tjente sine egne penge, hvoraf han dog gav deres far de fleste. Dusinius vidste ikke helt hvorfor, men han syntes ikke altid at hans bror var rigtig voksen. Og det havde ikke noget at gøre med at Valde ikke var så høj. Dusinius var fem år yngre, men næsten lige så høj som sin bror. Men somme tider når Dusinius så på sin bror og hørte ham tale, så kom han til at tænke på en gøgler han engang havde set henne på torvet. En taskenspiller; det havde moderen kaldt ham. Han havde sådan et blik i øjnene, Valde.

Valde havde lovet at vise ham krudthuset. Det var ikke så langt hjemmefra, men alligevel havde Dusinius aldrig været der. Et farligt sted, det havde hans mor altid sagt. Bygningen var ældgammel, sagde hun, og kunne styrte sammen når som helst. Den ville snart blive revet ned, og kun gadens navn ville minde folk om at der havde været et krudthus engang.

Den nye grusvej lyste i solen. Som ørkensand, tænkte Dusinius. Men vejbelægningen hørte op samtidig med husrækken, ørkenen blev til blødt ler, og derefter var der kun den dampende jord og klynger af halvnøgne bærbuske hvor beboerne ovre i den næste gade havde nyttehaver og dyrkede grøntsager og bær. Der stod et par små træer med nogle få røde æbler på de øverste strittende grene. Længere borte – i retning væk fra hjemmet på Vesterbro – knejsede en høj skorsten side om side med en vindmølles standsede vinger. De mindede om armene på et kors. Det var dampmøllen, sagde Valde, men Dusinius 16

Vaniljehuset.indd 16

02/03/2020 12.55

vidste ikke hvad det betød. Han havde aldrig været så langt hjemmefra; bag dampmøllen lå glasværket og jernbanen og endnu længere borte havnen hvor sejlskonnerter og dampere kom ind fra Vestindien med krydderier og stykgods og matroser så sorte i hovedet som kul; de kom med varer som kunne købes og sælges med profit. Dusinius havde hørt og læst om det, men aldrig set havnen. Det ville tage ham lang tid, måske timer, at finde derud, men en dag ville han gøre det. Måske sammen med Valde, måske alene. Ikke sammen med sin far; skomagermesteren havde kun foragt tilovers for søfolk og eventyr og vistnok også for handelsmænd.

Dusinius og Valde fortsatte op over de ubebyggede grunde.

Det var kun et års tid siden at arbejdsmænd og murere og tømrere var begyndt at bygge de første huse i gaden. Valde pegede ud over tågen som begyndte at lette.

“Se,” sagde han. Dusinius så i den retning han pegede. “Er det krudthuset?” spurgte han skuffet.

Valde nikkede. “Ja. Hvad havde du regnet med?”

Dusinius havde forestillet sig en malerisk ruin i flere etager.

En slags tårn, fuldt af tønder med krudt, glemt i ruinens halvmørke. Eller kasser eller sække. Han vidste ikke hvordan man opbevarede krudt i gamle dage. Men krudthuset var et uanseligt hus, noget mindre end hans fars værksted i baggården.

Kvadratisk, med smuldrende bindingsværk og et enkelt vindue under det faldefærdige tegltag.

Da de stod ved huset, kunne Dusinius se stumper af puds og røde mursten rundtom på jorden. Krudthuset var ved at falde fra hinanden; hans mor havde haft ret. Det var en farlig bygning at opholde sig i. Han bukkede sig ned og samlede en mursten op; den var mør og skilte ad i rødbrune flager. Der sad lidt kalkpuds på den ene side. Da han smed den fra sig, fik han øje på en lille grå kugle der lå trykket ned i den bløde jord. Han bukkede sig igen og tog den op i hånden. Nu så han at det ikke 17

Vaniljehuset.indd 17

02/03/2020 12.55

var en kugle, men en anløben sølvknap med et meget tydeligt relief af en skildpadde på forsiden. Han vendte knappen om.

På bagsiden var der et rundt øje til at sy knappen fast i. Han sendte et hurtigt blik i retning af sin bror og stak knappen i lommen.

Dusinius sparkede til den rådne dørkarm. “Hvorfor havde de egentlig krudt her?” spurgte han.

Valde trak på skuldrene. “Til kanoner, velsagtens,” sagde han. “Når der var krig. Eller …” Han tav brat da en skikkelse trådte ud ad døren: en høj dreng på Valdes alder, måske lidt ældre, som måtte have stået musestille inde i huset. Alene det var uhyggeligt, men drengens udseende var værre. Hans ansigt var hårdt og fuldt af røde skjolder og små betændte sår, og han var iført en sort kedeldragt som en lokomotivfyrbøder og en kasket der så helt forkert ud på ham; den var for stor, så den nærmest hvilede på drengens meget store, røde og skorpede ører. Mest af alt lignede han en vagabond, tænkte Dusinius.

Drengen havde en majspibe i hånden. Nu løftede han den op til munden, stak den ind mellem sine sorte tænder og bakkede på den et øjeblik inden han pustede en blå røgsky fra sig. Valde smed æblet og gik hen til ham og nikkede på en måde som Dusinius fandt underligt ærbødig.

“Goddag, Knud Erik,” sagde Valde.

Drengen nikkede: “Har du varerne med?”

Valde tog sin ransel ned fra skulderen. Han stillede den på jorden og åbnede den. Så stak han hånden ned i den og tog først én og så endnu en flaske op.

“Værsgo,” sagde han og rakte dem til drengen. Han stak piben i munden og tog flaskerne fra Valde. Dusinius blev stående nogle skridt bag sin bror, men drengen så hen over Valdes skulder, og hans rødrandede øjne studerede Dusinius. “Hvem er det?” sagde han. Valde vendte sig halvt om og kastede et blik på sin bror, som om han havde glemt at han var der.

18

Vaniljehuset.indd 18

02/03/2020 12.55

“Nåh, ham, det er bare min lillebror Dusinius,” sagde han så.

Knud Erik tog piben ud af munden og spyttede ud til siden.

“Jeg er sgu ligeglad hvad han hedder. Du skal ikke tage nogen med,” sagde han surt. “Vores forretninger rager ikke andre.”

“Han er otte år,” sagde Valde.

“Det er lige meget. Du skal ikke tage nogen med. Heller ikke din snottede lillebror. Hvis du ikke forstår det, kan du få på gummerne. Er du med?”

Valde nikkede. “Javel så,” sagde han. De to drenge stod over for hinanden et øjeblik. Så så Valde ned i jorden og sagde med en sært forsigtig stemme: “Hvad med betalingen?”

Drengen vendte sig om mod krudthuset og gjorde et kast med hovedet ind mod mørket. “Derinde,” sagde han. “Øverste skuffe i bordet ved den bageste væg.”

Han stak flaskerne ned i kedeldragtens store bukselommer og vendte sig og gik.

Valde og Dusinius så efter ham. Så gik Valde ind ad døren, ind i mørket. Dusinius ventede lidt og fulgte efter ham og mærkede gulvbrædderne i det gamle hus knirke som om de ville minde ham om moderens forbud og advarsel; det var ikke en høj knirken, for brædderne var fugtige og bløde af råddenskab. Men helt mørkt var der ikke. Lyset fra døråbningen faldt ind på gulvet og lå som et lille gyldent gulvtæppe. Valde rodede rundt ved et møbel bagest i det mørke rum.

“Tror du der er noget krudt herinde?” sagde Dusinius.

“Måske. Men jeg skal først have fundet de penge.”

“Hvorfor sælger du kirsebærvin til banegårdsbanden?” spurgte Dusinius.

Et eller andet tungt faldt på gulvet, og Valde bandede. “Hold nu kæft,” sagde han. “Du hørte godt hvad han sagde. Det rager ikke nogen.”

Hvis der var noget krudt her, tænkte Dusinius, så kunne Valde godt finde på at lave den bombe han havde fablet om.

19

Vaniljehuset.indd 19

02/03/2020 12.55

Han var altid ude på ballade. Det var som om det ene altid førte til det andet med ham. Hvis han stjal kirsebærvin, skulle han afsætte den til en bande, og hvis han fandt noget krudt, skulle han lave en bombe, og hvis han lavede en bombe …

Men det var også en fascinerende tanke, det måtte Dusi­ nius indrømme. En bombe! Han så for sig en skinnende blank, rund granat med spruttende lunte. En jernkugle fuld af sortkrudt som kunne sprænge et hus i luften, jævne det med jorden, så kun det firkantede fundament stod tilbage!

Der var noget over det. Noget berusende voldsomt og beslutsomt. Bang! Alting flyver til højre og venstre, alt det gamle og slidte og kassable: Den trange lejlighed i huset på Vesterbro hvor Dusinius og hans søskende trængtes i alt for få værelser.

Baghuset hvor der lugtede af læder og lim, og hvor faderen dagen lang stod bøjet over sit arbejdsbord og baksede med det umedgørlige materiale i lyset fra snavsede vinduesruder. Skomageren med de elleve børn.

“Av for satan!” Det var Valde der råbte og bandede og afbrød Dusinius’ tanker. Storebroderen væltede baglæns mens han kæmpede for at slippe af med et eller andet der hang fra hans hånd. Et dyr? Var han blevet bidt? Dusinius kneb øjnene sammen for at se hvad der foregik. “For satan!” sagde Valde igen. Han vristede en stor ting fri af sin højre hånd. Blodet strømmede fra fingerspidserne. Han kylede tingen fra sig, og den skramlede hen over trægulvet og slog mod væggen. En rottefælde! Samme slags som deres far brugte hjemme i gården.

Drengene skyndte sig ud i lyset. Solen blændede Dusinius.

Da han igen kunne se, stod hans bror og så ned på sine kvæstede fingre, og hans hånd var rød af blod. Dusinius snappede efter vejret da han så en af broderens negle stritte lige op i luften i en helt forkert vinkel. Han kunne næsten mærke hvor ondt det måtte gøre. Og Valde havde da også tårer i øjnene af smerte.

20

Vaniljehuset.indd 20

02/03/2020 12.55

Men han var sej, det var han virkelig; han rev sit lommetørklæde op af bukselommen og viklede det om fingrene.

“Hvad skete der?” spurgte Dusinius. “Hvorfor stak du hånden i en rottefælde?”

“Det var sgu da ikke med vilje.” Valdes stemme lød mærkelig, som om han alligevel var ved at begynde at græde, men godt vidste at det kunne man ikke når man var tretten år. “Den lå nede i skuffen … For helvede! Han har snydt mig!” Ordene flød sammen og blev til uforståelig, forpint mumlen.

Dusinius så fascineret til mens blodet gennemvædede broderens snavsede lommetørklæde og farvede det mørkerødt. Han tænkte på at fælden måske alligevel havde gjort dem en tjeneste, for nu ville Valde i hvert fald ikke finde noget krudt og ville ikke kunne sprænge sig selv i luften.

Vaniljehuset.indd 21

02/03/2020 12.55

Hareskov Kuranstalt 1929 16. oktober Naturligvis mener lægerne at en mand med mine symptomer skal have ro. Ro, ro og atter ro. Men jeg tvivler på at det er gavnligt. Jeg har hele mit liv været bedst tilpas med travlhed og handlekraft, og jeg er næsten sikker på at al den ro jeg oplever her på stedet, forværrer min tilstand. Den medfører nemlig en anden slags uro: som om en streng dirrer i mit indre med en evindelig tone der synger om tabte muligheder. Når jeg nævner det for anstaltens læge, smiler han overbærende og taler om idiosynkrasi og medicinsk evidens. Jeg ved ikke om han forventer at han kan stilne min skepsis ved at bruge ord som lægmænd har svært ved at forstå.

Næsten hver nat vågner jeg ved at mit hjerte banker alt for heftigt i mit bryst. Det er voldsomt ubehageligt og fylder mig med angst og modløshed. Da det skete igen i nat, stod jeg op og gik ud på balkonen. Her kunne jeg konstatere at vejret var slået om til det bedre. Et hvidligt skydække havde lagt sig over himlen, og det var adskillige grader varmere. Da jeg havde stået 22

Vaniljehuset.indd 22

02/03/2020 12.55

lidt og spejdet efter et hul i skydækket som måske ville lade mig skimte en stjerne, skete der noget uforklarligt. Mens jeg stod dér i min pyjamas i den lune oktobernat og nød den fjerne og velkendte duft fra skoven under mig, var der pludselig vådt på min kind, og da jeg rørte ved den, gik det op for mig at det var tårer. Jeg mente ikke at jeg græd, men mine øjne gjorde; det var som om de så noget meget sørgeligt i den lune nat, noget som endnu ikke var gået op for mig selv.

Op ad dagen lokkede det lune vejr mig ud af huset, og jeg gik en længere tur i skoven næsten uden at mærke hjertegalop.

Jeg fyldte lungerne med den klare luft og havde en følelse af at lugten af efterår, fugtige træer og muld og nedfaldent løv havde en helbredende virkning. Skovbunden er fuld af paddehatte og svampe, både ukendte hvide og brune og de røde fluesvampe som gennem årtier har været mit firmas varemærke. Efter nogen tid mødte jeg to af anstaltens andre beboere, de to unge damer som jeg for mig selv kalder frøkenerne Lupin fordi de altid er klædt i afstemte pastelfarver, den ene lysviolet, den anden gammelrosa eller omvendt. Vi konverserede en tid mens søstrene, sådan som de har for vane, stod side om side med hinanden under armen, og igen måtte jeg grunde over hvad de mon døjer med siden de har taget ophold på en kuranstalt. De er så unge; jeg vil mene at de tilsammen har omtrent samme alder som jeg. Måske har det noget at gøre med deres sind; de er vist begge lidt til en side og er forfaldne til en løjerlig fnisen når jeg siger noget til dem som med lidt god vilje kan opfattes spøgefuldt. Som det skete da jeg præsenterede mig for dem efter min ankomst for snart tre uger siden. Da jeg sagde mit fornavn, spurgte den rosaklædte frøken Lupin om jeg da virkelig var det tolvte barn i min familie. For nemheds skyld svarede jeg blot ja.

Sidst på dagen da teen blev serveret i havesalen, satte jeg mig ved det sædvanlige bord hvor redaktør Erichsen allerede 23

Vaniljehuset.indd 23

02/03/2020 12.55

sad; han er på Hareskov for at restituere sig efter et blødende mavesår. Var det blot mig der havde så enkel og forklarlig en lidelse; Erichsen har vist spist og drukket sig til sin, mens min hjertesyge har mere gådefulde aner. Det er en tilfældighed at Erichsen og jeg opholder os på Hareskov samtidig; vi kendte hinanden lidt for år tilbage da han arbejdede på Fyns Venstreblad, men har ikke haft kontakt i snart mange år. Vi kommer dog godt ud af det med hinanden, og vi er begge med i en kreds af beboere der spiller kort de fleste af aftenerne. Her er mange kvinder, men vi der mødes ved spillebordet, er alle mænd.

Vi drak vores te og talte om løst og fast og ikke mindst om min nylige opstilling til Odenses byråd. Mens vi sad der, begyndte mørket at falde på; for hver dag træder vi lidt nærmere på vinterens dyb. Så rejste jeg mig og trak jeg mig tilbage som jeg altid gør efter teen, for at skrive til Jonna og gøre disse notater i min dagbog. Jeg er mere ærlig her end jeg var i brevet til Jonna; hun er så urolig for mig, og jeg vil gerne skåne hende for mine egne bekymringer.

Inden jeg gik til ro, vaskede jeg mig og stod lidt foran spejlet og betragtede mit ansigt. Der er i dag beklageligvis ét ord som beskriver mig bedre end alle andre: grå. Mit hår og mit overskæg er gråt eller grånende, min jakke og min vest er koksgrå, mit slips er mørkere gråt mod den hvide skjorte; ja, selv min hud er for tiden lidt grålig efter al min hjertekvababbelse. Når jeg ser i spejlet, er det en gammel mand jeg ser. Hvad er der mon endnu tilbage for ham? Er der mere at opnå? Hele mit liv har jeg stræbt. Når jeg tænker tilbage, ser jeg klart hvor tidligt ambitionen fødtes i mig. Hvordan jeg allerede som en lille dreng søgte at skille mig ud og gøre forretninger med de få midler jeg havde. Sådan en viljestyrke fødes af beskedne kår i barndommen. Rige menneskers børn vokser op i tryghed og behøver ikke kæmpe for noget; men det er de færreste formuer der kan nydes fuldt ud af to på hinanden følgende generatio24

Vaniljehuset.indd 24

02/03/2020 12.55

ner. Min far var skomagermester; han var ikke fattig, men hele sit liv sled han for sit udkomme, og han så ned på mennesker der drømte. Af ham lærte jeg tidligt værdien af arbejde og sparsommelighed, men det var andre end ham der viste mig at et menneske gerne må kæmpe for at løfte sig over sin stand.

Vaniljehuset.indd 25

02/03/2020 12.55

oversætter. I 2016 udkom romanen Haabet om slavetiden i Dansk Vestindien og blev nomineret til Politikens Litteraturpris og DR Romanprisen. Peters kærlighed, en roman om Peter von Scholten, udkom i 2017, og i 2018 fulgte Faith der er sidste bind i Mich Vraas roste og prisnominerede romantrilogi om Dansk Vestindien.

Nogle af tidens største engelske og amerikanske forfattere er kommet på dansk i Vraas oversættelse, blandt andre Ernest Hemingway, John Williams, Anthony Doerr, Jonathan Franzen og Don DeLillo. Mich Vraa modtog i 2014 Dansk Oversætterforbunds Ærespris.

HVIS JEG DØR, vil man skrive om mig i avisen. Så meget har jeg dog nået. Anset nok til en nekrolog. Man vil skrive at alting lykkedes for Dusinius Dick, at han nåede alt det han drømte om. For sådan ser det ud. Spørgsmålet er blot om han måske drømte om det forkerte.

I slutningen af 1800-tallet vokser skomagerens søn Dusinius op i Odense som den tolvte i en søskendeflok. De trange forhold i barndomshjemmet gør ham sulten efter rigdom og anseelse, og som ung mand grundlægger han handelsfirmaet Vaniljehuset der snart bliver et af landets førende.

Under et ophold på Hareskov Kuranstalt i 1929 ser den ældre Dusinius tilbage på sit omtumlede liv, sin barndoms trængsler, sin ungdoms forvirrede kærlighedsforhold og de lyssky forretningsforbindelser han fik under Første Verdenskrig og som endnu

VANILJE

fo t o : s i m o n n ø r l e v n y b e r g

forfølger ham.

MICH VRAA HUSET

MICH VRAA (født 1954) er forfatter og litterær

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

VANILJE

HUSET

♥♥♥♥♥ „En barsk, smuk og medrivende roman.“ politiken

★★★★★ „Der er både skumsprøjt og eventyr, melodramatisk smæk for skillingen.“ berlingske

★★★★★ „Aldeles fremragende.“ dagbladenes bureau

♥♥♥♥♥♥ rom a n

„En roman, som tør, vil og kan – og som er umulig at lægge fra sig.“ femina

♥♥♥♥♥ „Flot fortalt, suverænt komponeret og eminent medrivende.“ politiken

★★★★★ „Medrivende læsning (...) En ny generations vestindisk krønikeskriver.“ jyllands-posten

♥♥♥♥♥♥ „Endelig, endelig! Tredje bind i Mich Vraas helt fantastiske og prisbelønnede trilogi om Dansk Vestindien.“ femina

★★★★★

MICH VRAA lindh a r dt og r inghof

„Skønlitterær præstation … Mich Vraa afrunder stilsikkert sin kolonitrilogi.“ jyllands-posten

♥♥♥♥♥ „Et centralt værk om vores dystre fortid.“ politiken o m s l ag : s i m o n l i l h o lt / i m p e r i e t