Virginia woolfs have læseprøve

I over ti år boede Caroline Zoob sammen med sin mand i Monk’s House, og de har et indgående kendskab til den have, som de selv passede og tilplantede.

I den tid, de boede i huset, var fotografen Caroline Arber en hyppig gæst. I fotos og tekst illustreret med sjældne arkivbilleder og broderede haveplaner tager de læseren med på en rejse gennem de forskellige ”haverum” (f.eks. den italienske have, haven med fiskedammen, møllestensterrassen og murhaven). Hvert enkelt haverum præsenteres i relation til Woolf’ernes liv og giver et fascinerende indblik i deres hverdag i Rodmell.

Virginia Woolf

C aroline Z oob

hjem i landsbyen Rodmell. De købte det i 1919 for at have et fristed på landet, hvor de kunne tage ned for at læse, skrive og arbejde i haven. De forvandlede det tilgroede stykke jord bag huset til et pragtfuldt patchwork af haverum, der var forbundet med murstensgange og afskærmet bag flintestensmure og takshække. Dette er historien om denne fortryllede have, og gennem udvalgte citater fra Virginia Woolf illustrerer forfatteren den rolle, som haven spillede i deres liv, hvor den både var en kilde til glæde og inspiration. Virginia skrev de fleste af sine mest betydningsfulde romaner i Monk´s House, først i et ombygget redskabsskur og senere i en til formålet bygget skrivehybel af træ, som lå gemt væk i et hjørne af frugthaven.

Virginia Woolfs h ave

Monk’s House er Leonard og Virginia Woolfs

»Leonard og jeg har købt en mark … og vi lægger en masse ambitiøse planer om terrasser, udsigtspavilloner, damme, åkander, fontæner, karper, guldfisk, statuer af nøgne damer og galionsfigurer fra krigsskibe, der spejler sig i skyggefulde søer.«

Inspireret af Virginia og Leonard Woolfs breve og dagbøger fortæller Caroline Zoob historien om haven ved Monk’s House . De nye, fantastiske fotos viser den enestående atmosfære i den inspirerende have, der stadigvæk bliver passet lige så kærligt som dengang, Leonard og Virginia levede.

Caroline Zoob fotos af C aroline A rber

Forfatteren Caroline Zoob er først uddannet som operasanger, derefter blev hun advokat, hvorefter hun ved et heldigt sammentræf blev broderi- og indretningsekspert. Hun og hendes mand Jonathan lejede Monk’s House af National Trust i 2000 og boede der i over ti år, hvor de passede haven og åbnede huset to gange om ugen for betalende gæster.

Forord af Cecil Woolf

www.carolinezoob.co.uk

Fotografen

Virginia Woolfs have His to rie n om have n ve d

M o n k ’s H o u s e

Caroline Arber er en erfaren fotograf, der elsker at fotografere boligindretninger, haver og blomster, mad og mennesker, ja, faktisk alt, hvad hun retter kameraet mod.

Hendes fotos kunne for nylig ses i magasinerne The World of Interiors, Country Living, House & Garden og mange succesrige bøger deriblandt Heirloom Embroidery og Love Stitching af Jan Constantine, og The Hand-Stitched Home af Caroline Zoob. www.carolinearber.com

Forord af Cecil Woolf Cecil Woolf er Leonard Woolfs nevø. Han var fjorten, da hans tante Virginia døde, og han har besøgt sin tante og onkel i Monk’s House mange gange. I 1960 fulgte han i deres fodspor og grundlagde et uafhængigt forlag, Cecil Woolf Publishers, hvor han blandt mange andre titler udgiver Bloomsbury Heritage-monografier.

Den smukke bog er en fængslende beretning om tilblivelsen af en have, som både vil appellere til gartnere og andre, der interesserer sig for Virginia og Leonard Woolf.

www.lindhardtogringhof.dk

Virginia Woolfs have_omslag.indd 1

Lindhardt og Ringhof

Design: Henriette Mørk De sign

23/10/13 17.48

Virginia Woolfs have Originaltitel: Virginia Woolf’s Garden © tekst: Caroline Zoob, 2013 © fotos: Caroline Arber, 2013 © design, layout og tegninger: Jacqui Small, 2013 © havebroderier: Caroline Zoob, 2013 Dansk udgave: © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2014 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-35461-2 First published in 2013 by Jacqui Small LLP An imprint of Aurum Press 74–77 White Lion Street London N1 9PF www.jaquismallpub.com Forfatter: Caroline Zoob Oversætter: Jette Røssell Forlagsredaktør: Stig Nielsen Grafisk tilrettelæggelse: Maggie Town Omslag: Jan Birkefeldt Bogen er sat med Pertus og Giltus Fotos: Caroline Arber Tegninger: Lorna Brown Sats: Jan Birkefeldt Printed in China, 2014 Udgivet af: Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 33 69 50 00 www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof.

DK_VWG P001-007 T&P.indd 4

20/09/13 10.14

Caroline Zoob med fotos af Caroline Arber

Virginia Woolfs

have

Historien om haven ved Monk’s House

DK_VWG P001-007 T&P.indd 3

20/09/13 10.14

‘… det er huset, man bor i, som har den største og mest vedvarende indflydelse på én selv og den måde, man lever på. Det er huset, som dag for dag, time for time, minut for minut afgør kvaliteten, farven, atmosfæren og tempoet i ens liv; det udgør strukturen i det man foretager sig, i det man kan gøre, og i ens forhold til andre mennesker.’ Leonard Woolf

Indledning I DEN ALLERNORDLIGSTE ENDE af landsbyen Rodmell i Sussex, »tabt neden for The Downs«, ligger et langt, smalt træhus bag en flintestensmur ud mod gaden. Det er første gang omtalt i jordebøgerne i begyndelsen af det attende århundrede, og her boede en lang række tømrere og møllere indtil 1. juli 1919, hvor det blev solgt på auktion til Leonard Sidney Woolf.

Bag huset ligger haven, som denne bog handler om. Det er ikke nogen stor have. Den ligger skjult bag flintestensmure og takshække med det grå spir på St. Peter’s Church knejsende over frugthaven, og den er bemærkelsesværdig, fordi Monk’s House husede to af det tyvende århundredes mest betydningsfulde litterære personligheder, Leonard og hans kone Virginia. Monk’s House var ikke Virginias eneste have. Haven ved Talland House i St. Ives, Cornwall, hvor hun tilbragte sine barndomsferier, var kilden til nogle af hendes mest betydningsfulde memoirer. Men Monk’s House var haven i hendes litterære liv.

I toogtyve år arbejdede hun på de fleste af sine romaner i skrivehyblen, der lå gemt i et hjørne af frugthaven. I sygdoms- og depressionsperioderne, der plagede hende livet igennem, fandt hun lindring i havens dybe fred og den rolige rutine i livet på landet. Når hun var rask og skrivende, var haven en kilde til inspiration.

Selv morgenspadsereturen gennem haven for at komme ned til skrivehyblen var en vigtig del af hendes kreative arbejdsproces.

Virginia begik selvmord i 1941, men Leonard blev boende i Monk’s House indtil sin død i 1969. I løbet af det halve århundrede, han boede i huset, skabte han den have, som Cecil Woolf mindes så tydeligt i forordet.

Jeg boede i Monk’s House sammen med min mand, Jonathan, i ti år; vi lejede huset af National Trust, som har ejet og vedligeholdt det siden 1980. Vi plantede i haven og passede den, sådan som andre lejere havde gjort det før os, og åbnede huset for offentligheden to eftermiddage om ugen i syv af årets måneder. Nogenlunde ligesom ægteparret Woolf i 1919 havde vi ingen erfaring i at passe have, men vi var meget entusiastiske. Der er skrevet så meget om hvert eneste aspekt af deres liv, at det nærmest er umuligt at tilføje noget nyt. Noget af materialet i denne bog kan også læses i andre mere lærde værker, men dette

8

MODSAT SIDE: Billedet viser stemningen i haven ved Monk’s House, murstensgangene, der fører gennem tunneler af frodigt løv til det næste haverum. Det gamle pæretræ har for længe siden affundet sig til med at agere vært for en Clematis montana.

Under træet vokser nogle iris, der minder meget om Iris sibirica »Royal Blue«, og Gladiolus communis subsp. byzantinus blandet med lodden løvefod Alchemilla mollis.

VIRGINI A WO O LFS H AVE

DK_VWG p008-015 T&P.indd 8

20/09/13 10.15

DK_VWG p008-015 T&P.indd 9

20/09/13 10.15

DK_VWG p008-015 T&P.indd 10

20/09/13 10.15

MODSAT SIDE: Haven ved Monk’s House er fyldt med kroge, og den her lige ved siden af den stejle trappe ned til køkkenet er en af mine favoritter. Vi plantede denne dværgsyren Syringa pubescens subsp. microphylla »Superba« i 2000.

Det er en utrolig taknemmelig lille busk, der blomstrer to gange og giver fortræffeligt løv til blomsterarrangementer.

HEROVER TIL HØJRE: Vi fyldte altid den rustikke skål på spisebordet med frugt fra haven.

De lækre, gule kvæder er plukket på et træ, vi plantede i 2001.

De broderede stolerygge med ulvehoveder er monteret af Duncan Grants mor, mrs. Bartle Grant. De nærmeste venner kaldte Woolf’erne for »ulvene«.

er den første bog, som både har haven som centrum i teksten og i fotografierne, der er taget af vores ven, Caroline Arber, som var en hyppig gæst hos os i de år, vi boede i huset.

I syv kapitler fortæller bogen historien om havens udvikling siden 1919, hvor ægteparret Woolf fandt huset, indtil i dag. Der forekommer en del biografiske oplysninger om ægteparret Woolf, og sidst i hvert afsnit beskrives de forskellige haverum i detaljer.

Leonard og Virginia var fascineret af tanken om »den skjulte sammenhæng mellem beboere«1, og de mente, at hver enkelt person, som havde boet i huset før dem, var blevet en del af dets historie, at hver enkelt spillede en lille rolle i skabelsen af den »rolige atmosfære« i huset og haven. Dette fornemmes endnu mere, når et hus og en have ikke ændrer sig særlig meget i årenes løb. Var Monk’s House blevet solgt på det fri marked i 1969, var det nu blevet raseret, sandblæst og shinet op til ukendelighed. Den snørklede udvendige rør- og kabelføring var lagt ind i huset, og sporene efter fortidens beboere gemt under ny puds. Men mens vi boede der, gik vi rundt i de samme rum som ægteparret Woolf, trådte på de samme slidte trapper, slog hovederne mod de samme bjælker, og frem for alt trak vi hver dag gardinerne til side og så haven nedenfor, stadigvæk indrettet efter Leonards hoved rundt om de smuldrende rester af svinestier og udhuse, og blikket blev stadigvæk tiltrukket af flisegangene, som han anlagde for næsten et århundrede siden.

Caroline Zoob Forfatter og tidligere lejer i Monk’s House

I ND L E D NI NG

DK_VWG p008-015 T&P.indd 11

11

20/09/13 10.15

DENNE SIDE: Haven ved solopgang, set fra balkonen i »Hedgehog Hall«, det bibliotek, der i 1938 blev indrettet til Leonard oppe på første sal. Ingen af bedene og murstensgangene fandtes, da Leonard og Virginia købte Monk’s House, og arealet mellem forgrunden på billedet og frugthaven bagest var græsplæne.

I stedet for træet med klematissen lå et lille vaskerum og bag det et tørkloset afskærmet af en klynge kirsebærlaurbær. St. Peter’s Church stammer fra det 12. århundrede.

DK_VWG p008-015 T&P.indd 12

20/09/13 10.15

DK_VWG p008-015 T&P.indd 13

20/09/13 10.15

‘… jeg kunne sagtens forestille mig en yderst behagelig spadseretur under æbletræerne i frugthaven med kirketårnets grå lyseslukker til at markere skellet.’ Virginia Woolf

DK_VWG p016-021 T&P.indd 19

20/09/13 10.15

‘… blommerne sad så tæt, at de tyngede spidsen af grenen til jorden’ Virginia Woolf

‘… der er kirsebær, blommer, pærer, figner plus alle grønsagerne. Og jeg advarer jer: vi vil være bristefærdige af stolthed.’ Virginia Woolf SÅDAN FANDT D E MONK’S H OUS E

DK_VWG p016-021 T&P.indd 21

21

20/09/13 10.15

Indflytningen Den 18. august 1919 lå nøglen til Monk’s House parat til ægteparret Woolf hos Jacob Verralls søster sammen med et brev, hvori hun håbede, at »De og mrs. Woolf vil komme til at holde lige så meget af det lille hus, som vores kære bror gjorde; han elskede det simpelthen og nød frugten og omgivelserne«.

De flyttede ind den 1. september, efter høsten, og den lokale farmer kørte to ture i sin hestevogn, raslede over træbroen ved Southease med Woolf’ernes møbler og stakke af bøger og papirer, som Leonard omhyggeligt havde bundet sammen. Nu begyndte arbejdet med at komme i orden.

HEROVER: Den øverste ende af køkkenet i dag. Komfuret må have stået i nichen til venstre. Det blændede indhak var et vindue, før tilbygningen kom til.

MODSAT SIDE: Et »hus med mange døre«. Egetræsdørtrinnet bag klinkerne er slidt af brug.

DK_VWG p022-033 T&P.indd 22

20/09/13 10.16

DK_VWG p022-033 T&P.indd 23

20/09/13 10.16

DK_VWG p022-033 T&P.indd 24

20/09/13 10.16

TIL HØJRE: Dette foto fra 1970 er det eneste, der viser køkkenet, som det så ud, før National Trust indsatte et nyt køkken til lejerne. I mange henseender, deriblandt det buede loft og den kaotiske rørføring, minder det om det gamle. I dag bruges denne del af køkkenet af husets beboere og er skjult bag en skærm.

MODSAT SIDE: Vinduet blev monteret i 1937 som erstatning for det, der sad i nichen til venstre for dette billede. Virginia malede rummet stærkt grønt. Rester af farven kan ses på anretterbordet fra Heal’s i London.

HERUNDER: Portræt af Louie Mayer (født Everest) malet af Trekkie Ritchie. Louie arbejdede som kok hos ægteparret Woolf i over tredive år indtil Leonards død.

Huset fik førsteprioritet. Der var hverken elektricitet, rindende vand, bade­ værelse eller toilet, kun et tørkloset, der lå gemt i en klynge kirsebær­laurbær i haven, og det var så skummelt, at mægleren havde nægtet at vise dem det. Virgi­ nia valgte frostkolde morgenture til det »romantiske kabinet … nede ad en snoet havegang«. Leonard, der var mere pragmatisk, riggede en kurvestol op over en spand på loftet.

I 1919 var ægteparret Woolf bestemt ikke fattige, men de var heller ikke spe­ cielt velhavende. Virginias sygdom havde tvunget dem til at opgive den sparsom­ melige livsstil, som de havde planlagt skulle præge de første år af deres ægteskab.

For at betale lægeregningerne havde Virginia måttet sælge nogle af sine smykker.

I den sværeste periode af hendes nervøse sammenbrud var det nødvendigt med to sygeplejersker døgnet rundt, hvis der blev brug for fysisk tvang, og Leonard måtte bede om forskud på udbetalingerne fra hendes båndlagte kapital. Planerne om at leve af at skrive blev også påvirket af Virginias sygdom, fordi udgivelsen af hendes første roman, The Voyage Out, blev udsat i over et år. I de første år havde de derfor kun penge til at sætte Monk’s House i nogenlunde acceptabel stand. Køkkenet var en direkte kilde til fortvivlelse. Den første nat strømmede vandet ind fra trappen op til haven og hen ad det skrånende gulv, hvorefter det løb gennem bryg­ gerset, ned i en revne i den fjerne ende og fortsatte over gaden. Der var »enorme rotter« og køkkengulvet »svedte af fugt«. »Flytningen – det rædselsfulde ved hele projektet. Man får møblerne ind, men med hensyn til at bo i det – så blev køkke­ net oversvømmet den første nat; tjenestefolkene fik hysteriske anfald; de pakkede deres ejendele … det var slemt nok at have forladt Asheham. Det kan jeg ikke rig­ tigt komme over, men Leonard foretrækker unægtelig det her, primært på grund af haven, der overøser os med pærer og blommer og æbler og grønsager.«1 Bryggerset og køkkenet blev slået sammen til ét rum, og der blev installeret

I ND F LY TNI NGE N

DK_VWG p022-033 T&P.indd 25

25

20/09/13 10.16

et Kitchener-komfur (forløberen for Aga). Virginia erklærede forsøgsvis det nye køkken for en succes, men blev enig med sig selv om, at det jo ikke var hende, der var kok. Nellie Boxall, som var, havde det svært med det. Komfuret skulle tændes op og fodres med tunge kul til det simpleste madlavningsprojekt. Vandet skulle pumpes op med håndkraft og varmes på komfuret. De følgende fem år i Rodmell tog Virginia og Leonard bad i et zinkbadekar bag et gardin i køkkenet. Virginia mindes, at hun bagte brød og holdt øje med vinduet, »for at mrs. Dedman ikke skulle finde L. i badet«2. Som Nellie formulerede det i et interview med BBC i 1956: »Der var brød i den ene ende og bad i den anden!« Ejendommeligt nok valgte Woolf’erne at vende tilbage til det bidende kolde Rodmell for at komme til hægterne oven på influenzaen i januar 1920, og Virginia beskriver det rørende som »rarere end hele London kombineret til ét.«3 Indtil 1926 var forholdene i Monk’s House mere primitive end folk, der er vant til moderne bekvemmelighe­ der, kan forestille sig. Alligevel opfordrede Woolf’erne deres venner til at opleve udholdenhedsprøven ved et besøg her: »det vrimler med senge« skrev hun til Lytton Strachey, kort efter at de var flyttet ind, og til T.S. Eliot i september 1920: »Du behøver ikke tage ekstratøj med, vi lever utrolig enkelt.«4 T.S. Eliot besøgte Monk’s House adskillige gange, og han var langt den mest elegant klædte af deres gæster. Mr. Eliot blev til Tom, og deres forhold udviklede sig til et varigt venskab.

Leonard påtog sig straks arbejdet med haven. Woolf’erne var så småt begyndt at dyrke have i Asheham, og deres manglende erfaring afslørede sig i Virginias bøn om råd i forbindelse med »anlæggelse af en køkkenhave – i håb om, at vi en dag kan komme til at spise vores egen avl. Tager det lang tid, og kræver den meget pasning? Alle tips er velkomne, for her er ingen gartner. Hvad blomster angår, har vi sået frø i sæbekasser fyldt med jord. Er det rigtigt?«5 De havde en vis succes, for senere fortalte Leonard, »at haven havde givet halvtreds kilo kartofler, nogle hestebønner, haricots verts, høstanemoner, nasturtiaer, floks, dahliaer og en skov af ukrudt. Jeg tilbringer næsten hver eneste eftermiddag herude.«6 Her i Monk’s House var den første opgave at høste og sælge hele høsten af pærer, æbler, kartofler, kål, pastinakker, gulerødder og løg, som blev vurderet til 22 £ 12 sh. den dag, der blev holdt rydningsauktion. Virginia havde spået, at Leonard ville blive »fanatisk haveelsker«, og hun skrev hurtigt, at »Leonard er blevet det, man vist

26

HEROVER TIL VENSTRE: Entreen cirka 1970. Huset blev malet hvidt indvendig, men i Virginias tid var væggene granatæblefarvede og gelænderet blågrønt. Døren under trappen fører ned til kælderen.

MODSAT SIDE: En af de store glæder ved livet i Monk’s House var at spise morgenmad i køkkenet med morgensolen vældende ned over de slidte murstenstrin. I stærk regn fosser regnen stadigvæk ned ad trappen og ind under køkkendøren, ligesom den gjorde den første nat, Woolf’erne boede i huset.

VIRGINI A WO O LFS H AVE

DK_VWG p022-033 T&P.indd 26

20/09/13 10.16

DK_VWG p022-033 T&P.indd 27

20/09/13 10.16

roligt kan kalde stolt af haven. Vi kan ikke lade være med at gå ud og se på pærer­ ne, og så skal kartoflerne vejes … Vi er også meget gavmilde, og folk kommer og spørger os, hvis de har brug for begravelsesdekorationer.«7 Det tyder på, at der udover frugt og grønsager kunne plukkes blomster i haven, da de flyttede ind.

I starten af 1920 forlød det, at Leonard gravede blomsterbedene op og »lavede haven helt om«. Jeg forestiller mig, at han ligesom alle, der får ny have, har brugt det første år til at rydde, luge, beskære og frem for alt lægge planer. Virginia hjalp til i haven og skrev om det med åndeløs begejstring: »Lige hjemvendt fra Monk’s for en time siden efter den førte weekend – den mest perfekte, skulle jeg til at sige, men hvordan kan jeg vide det, når fremtidige weekender måske bliver endnu mere fuldendte? Den første ubetingede glæde over haven, mener jeg … har luget hele dagen for at blive færdig med bedene i en ejendommelig slags entusiasme, der får mig til at sige, at det her er lykke.«8 Selv om den første ekstase aftog, hjalp hun alligevel ofte til i haven, hvor hun »æblede«, lugede, fjernede visne blomster og ikke mindst holdt stigen for Leonard.

I juni 1921 havde Virginia malet husets vægge med limfarve i livlige farver – granatæblerød i spisestuen og stærkt gul i tørklosettet. Et af udhusene med flinte­ stensmure, et gammelt redskabsskur, blev omdannet til en komfortabel skrivehy­ bel, og laurbærhækken, som Jacob Verralls søster, Caroline, havde plantet i 1882,

DK_VWG p022-033 T&P.indd 28

HERUNDER: Denne 8 x 2 meter mur var sikkert en del af et gammelt kornkammer. Umiddelbart til højre for dette foto lå vaskehuset og bag det tørklosettet, der var afskærmet af kirsebærlaurbær. To store kirsebærtræer, som Leonard havde overtaget, dominerede denne del af haven indtil 1970’erne.

20/09/13 10.16

‘… hver eneste blomst, der vokser, er ved at eksplodere. Vi spiser pærer til morgenmad.’ Virginia Woolf blev skåret ned, så der blev udsigt til vandingsengene. Hækken må have strakt sig fra enden af muren i frugthaven op til kirkemuren. Sommeren 1921 var ualminde­ lig varm, men køkken­haven gav ærter, jordbær, bønner og salat. På det tidspunkt var Virginia igen i kløerne på »alle rædslerne i sygdommens mørke skab.«9 Hun og Leonard trak sig tilbage til Rodmell i næsten to måneder, hvor Virginia hvilede og læste, hun førte ikke dagbog, men skrev nogle få breve. Hendes tredje roman, den følsomme og eksperimenterende Jakobs værelse, blev lagt til side og først afsluttet i november 1921. Men selv i sygdommens knugende greb virkede haven forførende: »Det værste er, at omgivelserne bliver yndigere og yndigere. Vi har lagt stenkan­ ter i blomsterbedene. Vi har et haverum. Fortæl Ralph [Partridge], at hver eneste blomst, der vokser, er ved at eksplodere. Vi spiser pærer til morgenmad.«10 I 1922 sløjfede Leonard det gamle vaskehus; det var første stadie af arbejdet på det, der skulle blive til murhaven. »Leonard er ved at anlægge et nyt blomsterbed, han river et udhus ned og bygger tørkloset. Han vil rigtig gerne vide, hvor han kan købe gamle brosten til en havegang. Kan du fortælle os det? Helst et sted her i nærheden, for haven skal også renoveres. Der er ingen ende på hans projekter.«11 I 1923 voksede antallet af Leonards aktiviteter, da han sagde ja til stillingen som litterær redaktør på The Nation, der nyligt var blevet købt af Maynard Keynes, og Virginia fik endelig overbevist ham om, at de skulle vende tilbage til Blooms­ bury efter ni år i forstaden til Richmond. Midt i marts 1924 rykkede ægteparret Woolf og det mere og mere succesrige Hogarth Press ind i Tavistock Square 52.

Det er værd at beskrive den måde, Virginia og Leonard administrerede deres økonomi. De lagde deres indtægter sammen i en pulje, betalte husholdningsudgif­

I ND F LY TNI NGE N

DK_VWG p022-033 T&P.indd 29

29

20/09/13 10.16

terne og splittede eventuelt overskud op i særskilte »depoter«. Alt efter, hvad de nu havde lyst til, kunne det lyde, som om en del forbedringer blev betalt via disse puljer; en opfattelse, der støttes af Virginia, som skrev: »Jeg sidder temmelig hårdt i det, fordi jeg købte Porter-billedet, men alligevel er det fristende at foretage nogle forbedringer her …«12 Virginia plejede at købe møbler, tæpper og malerier (hun var specielt begejstret for værker af Frederick Porter, og i dag hænger to af hans malerier stadig i Monk’s House), og Leonard betalte for haven og bilerne.

I april 1925 skriver Virginia i dagbogen, at hun har besluttet at bruge 300 £ af sine forfatterhonorarer til at finansiere et badeværelse og et varmtvandsanlæg til Monk’s House. I september hørte hun fra sin forlægger, at Mrs. Dalloway og The Common Reader »sælger 148 & 73 eksemplarer om ugen … varsler det ikke bade­ værelse og wc …?«13 I slutningen af 1926 tjente Virginia for første gang mere end Leonard, og den længe savnede vandvarmer blev installeret, og den præsterede »den store luksus af vand i rivende strømme, skoldhedt, til ethvert tænkeligt for­ mål.«14 Vita Sackville-West mindedes et besøg i Monk’s House, hvor hun morede sig over Woolf’ernes nærmest barnlige glæde over det nye træk og slip. Virginia og Vita havde mødt hinanden til et middagsselskab i 1922, men det var først i slut­ ningen af 1925, at deres venskab udviklede sig til en kærlighedsaffære. I juni 1926 »er nætterne lange og varme; roserne blomstrer, og haven er fyldt med lyst og bier, der underholder sig i aspargesbedene«.15 Vita boede tit i Monk’s House den sommer, i det »lille kosteskabsværelse,« og Virginia gjorde sig mere umage end normalt, når der kom gæster, for at værelset skulle være pænt og vinen drikkelig.

I slutningen af 1927 havde Virginias femte roman, Til fyret, solgt godt, og ægteparret Woolf levede et travlt, interessant liv; de delte deres tid mellem Rodmell og Tavistock Square, de skrev, redigerede, publicerede og dyrkede have.

De købte deres første bil. Virginia var en håbløs chauffør, men deres begejstring for at køre bil var fuldt på højde med Tudses i Vinden i Piletræerne. Den eneste kilde til misfornøjelse var truslen om, at marken, der grænsede op til deres nordlige skel, skulle udstykkes. Sagen havde rumlet siden 1921, og på et tidspunkt pinte det dem så meget, at de overvejede at flytte. Men de var fyldt med ambitiøse planer for haven, og med udsigt til højere indkomst blev det muligt for dem at købe marken. Leonard skrev til ejeren med det drabelige navn kommandørkaptajn Stamper-Byng i 1926: »Jeg er specielt ivrig efter at købe det højtliggende stykke af marken, der ligger langs min nordmur og kirkegårdsmuren, for at indlemme det i min have. Jeg har knap en tønde land, og en stor del af den er frugthave, og jeg kunne godt tænke mig at udvide mine haveprojekter. Jeg er villig til at købe

resten af marken for at erhverve den smalle stribe højtliggende jord, selv om jeg egentlig ikke har brug for den.«16 Forhandlingerne trak i langdrag, ikke på grund af ond vilje, men fordi nogle tidligere lejeaftaler skulle ophæves, og i 1928 overtog Woolf’erne Pound Croft-marken. De var henrykte. »Det, at vi ejer marken, har givet mine følelser for Rodmell helt ny mening. Jeg begynder at involvere mig & tage fat. Og hvis jeg får råd til det, bygger jeg en ny etage på huset.«17

30

VIRGINI A WO O LFS H AVE

DK_VWG p022-033 T&P.indd 30

20/09/13 10.16

MODSAT SIDE, ØVERST: Vita Sackville-West og Virginia øverst på græsplænen i Monk’s House. I juli 1926 forærede Vita Virginia en hundehvalp, Pinka, den gyldne cockerspaniel, der var modellen til Flush.

MODSAT SIDE, NEDERST: Badeværelset i 1970. Det store badekar hælder en anelse, så vandet står højest i højre side. T.S. Eliot lagde mærke til det, og det gjorde vi også. Det var temmelig foruroligende at tænke på de folk, som havde ligget i badekarret, ikke mindst Virginia, som havde for vane at fremsige sine tekster højt, når hun gik i bad om morgenen uden at tænke på, at kokken Louie kunne høre hende »tale tale tale« i køkkenet nedenunder.

HEROVER: Engang var den lille spisekrog i gangen en separat stue, men Woolf’erne fjernede skillevæggene.

Billedet over kaminhylden er et af de tre malerier, som blev købt på rydningsauktionen. Man mener, de er malet af og forestiller familien Glazebrook, og de var nogle af Woolf’ernes mest skattede ejendele. Portrættet af Leonard til venstre for vinduet er malet af Trekkie Ritchie, som donerede det til huset i 1980.

I ND F LY TNI NGE N

DK_VWG p022-033 T&P.indd 31

31

20/09/13 10.16

‘Ja, Rodmell er den perfekte triumf, synes jeg – men L. råder mig til at lade være med at sige det.

Specielt vores store kombinerede spise- og dagligstue med de fem vinduer, loftsbjælkerne i midten & blomster & blade, der nikker velvilligt overalt omkring os.’ Virginia Woolf TIL HØJRE: Der blev fjernet adskillige vægge i stueetagen for at skabe den store dagligstue med vinduer på tre vægge, de oprindelige rum kunne ses på de forskellige klinker på gulvet.

Virginia malede opholdsstuen i en stærk grøn, nærmest kromgrøn, som søsteren, maleren Vanessa Bell, og Duncan Grant drillede hende med. Drillerierne ramte et strejf af usikkerhed i Virginia, som misundte Vanessa den lethed og selvsikkerhed, hvormed hun med sit kunstnerblik skabte varme, hjemlige omgivelser – og frem for alt misundte hun hende børnene. I sin dagbog beskriver Virginia sin usikkerhed, følelsen af fiasko »som en bølge af smerte, der bruser omkring hjertet … Åh, de lo ad min smag i grøn maling.«18 Grøn var Virginias yndlingsfarve og det føles, som om den er sivet ind i Monk’s House, man kan ikke forestille sig huset i nogen anden farve.

På solskinseftermiddage kastede planterne, der snoede sig rundt om vinduerne, »grønmelerede, sitrende« skygger i sollyset, der blev reflekteret på væggene. Det er som at sidde i en hule under vandet. Før udvidelsen af huset mod nord blev bygget, var det her i rummet, de læste og røg – Leonard pibe, Virginia franske cigarer (hendes yndlingsmærke var Petit Voltigeurs) eller håndrullede cigaretter – spiste, spillede grammofon og sad og tørrede sokker foran kaminen efter lange vandreture over The Downs.

32

VIRGINI A WO O LFS H AVE

DK_VWG p022-033 T&P.indd 32

20/09/13 10.16

I ND F LY TNI NGE N

DK_VWG p022-033 T&P.indd 33

33

20/09/13 10.16

Plateauet Statuen af Miranda

Kirkegård

Skrivehyblen

Fiskedammen

Murhaven

Blomsterstien

Redskabsskuret

Låge til kirkestien

Grusområde til planter, der skal hvile

Leonards drivhuse

Frugthaven For Leonard og Virginia var frugthaven en kæmpe del af charmen ved Monk’s House, og den blev ved med at være et af deres yndlingssteder i haven, »det perfekte sted at sidde og tale i timevis«.1 Det var i hvert fald den, som Virginia godt kunne lide at prale med eller bruge som lokkemad over for eventuelle gæster som for eksempel Vita: »og så er der selvfølgelig haven, der står i fuldt flor; og en frugthave, hvor man kan sidde – hvilket du ikke har – i hvert fald ikke med pærer og æbler overalt …«2 TIL HØJRE: Frugthaven set mod syd fra plateauet.

34

VIRGINI A WO O LFS H AVE

DK_VWG p034-043 T&P.indd 34

20/09/13 10.16

‘Og så kom postbuddet her på denne meget engelske sommerdag, lige netop den rette blide, delikate varme og sangdroslerne og solsortene, der dovent æder mine æbler på havegangen – for i går samlede jeg tre skæpper July Pippins fra et gammelt æbletræ.’ Leonard Woolf

F RUGTH AVE N

DK_VWG p034-043 T&P.indd 35

35

20/09/13 10.16

Frugthaven er den mest stemningsfyldte del af haven ved Monk’s House, betagende smuk i det korte tidsrum, før »stride vinde« flår blomsterne af træerne, vidunderligt overdådig sidst på sommeren, hvor grenene endnu tynges til jorden af mørkerøde æbler. I august 1924 skrev Leonard til Edmund Blunden: »Og så kom postbuddet her på denne meget engelske sommerdag, lige netop den rette blide, delikate varme og sangdroslerne og solsortene, der dovent æder mine æbler på havegangen – for i går samlede jeg tre skæpper July Pippins fra et gammelt æbletræ.«3 »Æbleriet« var et fælles projekt: »Leonard vil have mig til at hjælpe med at plukke æbler; så jeg må holde op med at skrive og indtage min plads midt i træet med de lysegrønne kloder overalt omkring mig.«4 Det er umuligt at holde tal på de gange, hvor Virginia fortæller, at Leonard sprøjter, beskærer eller høster frugttræer, ofte i resignerede vendinger som den 5. januar 1927, hvor hun siger ja til at spise frokost hos Vanessa i Charleston alene: »Jeg regner ikke med, at Leonard vil forlade sit beskæringsprojekt, men han beder mig hilse.«5 Der var (og er stadigvæk) forbandet koldt i Monk’s House om vinteren, men Leonard insisterede på at tage derned hver januar for at beskære frugttræer, »en dejlig syssel.«6 Den første vinter i 1919-20, hvor han var nybegynder, beskar han både træer og en finger med beskærekniven, som han havde fået af Violet Dickinson – en af Virginias ældre nære venner, som hun ofte henvendte sig til, når hun havde brug for praktiske råd. Selv dengang Ouse gik over sine bredder, og Rodmell blev oversvømmet, beskar Leonard heroisk træer iført gummistøvler og mange lag tøj. De første par år i Monk’s House førte han en rimeligt detaljeret havedagbog, og det fremgår tydeligt, at frugttræerne optog ham mest. Vi ved, at han trods høsten på tretten skæpper pærer i 1919 plantede adskillige pæretræer til espaliering ved muren til frugthaven i 1921. Juledag samme år plantede han og Virginia et »Clapp’s Favourite«-pæretræ tæt ved lågen til frugthaven. Desværre slog dagbogen hurtigt over i en detaljeret opremsning af indkøb og udbytte. Overskuddet af frugt og grønsager blev solgt på Women’s Institutes marked i Lewes, og Vita Sackville-West husker, at hun under sine besøg på Rodmell så Leonard gøre sig klar til at cykle til Lewes med kurvene fulde af æbler og pærer. Woolf’erne hyggede sig med at sende vennerne gaver bestående af frugt, blomster eller grønsager: æsker med blomster til Vanessa, når hun var i London og savnede sin have i Charleston, og madæbler til Ham Spray House, så Lytton Strachey kunne nyde dem sammen med sin tapioka.

I sommeren 1927 slog to bisværme sig ned i frugthaven. Leonard og Percy Bartholomew, som var deres gartner i næsten tyve år, indfangede den ene og satte bistader op langs kirkemuren. I 1932 var der ifølge Percy Bartholomews søn Jims haveplan (se side 119) fire bistader. Virginia glædede sig specielt over tanken om at anvende udbyttet fra haven: hun henkogte frugt, syltede bønner og nu »helt bjørneagtig, når det gælder honning« glædede hun sig til »min egen honning på nybagt brød«.8 Ifølge Vitas yngste søn, Nigel Nicolson, bagte Virginia fremragende brød: »… jeg ælter, jeg strækker dejen, jeg trækker og borer hænderne midt ned i den varme dej, jeg lader det kolde vand strømme gennem

MODSAT SIDE: Frugthaven om foråret.

HEROVER: Mit yndlingsbillede af Leonard og Virginia, det udtrykker perfekt den blide nærhed i deres forhold.

F RUGTH AVE N

DK_VWG p034-043 T&P.indd 37

37

20/09/13 10.16

TIL VENSTRE: I 2004 spurgte jeg National Trust, om vi kunne få penge til at købe et par bistader til frugthaven. Seaford NT Association bevilgede pengene, og i en haveantikshop i Oxfordshire fandt jeg et par bistader fra 1920.

fingrene som en vifte.«9 I 1931 skrev hun til Hugh Walpole for at fortælle ham, at »en sværm italienske bier, som stikker alle i miles omkreds, har produceret 30 pund vild italiensk honning – og noget af det ender på tebordet, så kom snart og spis det.«10 Leonard blev ekspert i biavl, og på sine gamle dage meldte han sig ind i Biavlerforeningen. Virginia kunne godt lide at hjælpe til med at komme honningen på glas. To beskrivelser af bier, den ene skrevet af Leonard og den anden af Virginia, er fascinerende i kraft af det, de fortæller om forskellene i deres karakter. I sin selvbiografi sammenlignede Leonard energien i Tel Avivs gader med »den travle summen af produktive ekstase ved bikubens flyvebræt på en perfekt sommerdag, hvor hundredvis af glade bier strømmer ind og ud af kuben med den fælles opgave at finde nektar og lagre honning.«11 Det er fine iagttagelser fra et menneske med praktisk erfaring i at håndtere bier; det er også skrevet af et menneske, der ser »tingene så klart, at han ikke kan svømme, flyde eller filosofere.«12 Hvorimod det at svømme, flyde og frem for alt filosofere er en del af Virginias verbale udtryk – hendes »fantaseren«: »Bier svirrer som lystne pile: glubske, seksuelle, væver snorelege i luften: hver enkelt svirrer med sin snor; luften er fyldt med skælven.«13 Percys datter, Marie Bartholomew, husker, at Leonard bragte kurve med æbler til landsbyskolen, der lå på den anden side af muren, muligvis i håb om at sætte en stopper for børnenes æbleskud. »Nu giver vi dem [skolebørnene] æbler,

38

MODSAT SIDE: Leonard var specielt glad for tidligt blomstrende forårsløg, for eksempel krokus (hvoraf nogle står der endnu) og Iris reticulata »de yndige lilla blomster«, som han husker, han plantede under æbletræerne sidst på sommeren 1939. En interessant samling vintergækker blomstrer stadigvæk ved Monk’s House, men da haven først åbner 1. april hvert år, begyndte vi at plante senere blomstrende narcisser, f.eks. Thalia, som Leonard også var glad for.

De er meget spinkle, så det er en god idé at plante dem med korte hasselkviste som støtte.

VIRGINI A WO O LFS H AVE

DK_VWG p034-043 T&P.indd 38

20/09/13 10.16

‘Der var fireogtyve æbletræer i frugthaven, nogle hældede let, andre voksede med en lige stamme, der bredte sig vidt ud til grene og dannede runde røde eller gule dråber. Hvert enkelt æbletræ havde rigelig plads.’ Fra In the Orchard af Virginia Woolf

TIL HØJRE: Mærkværdigt nok skriver Virginia sjældent om frugthaven i blomst, måske fordi maj var den periode, hvor de tit tog på ferie i udlandet. Åbningen i flintestensmuren er indgangen til blomsterstien, og i de senere år anlagde Leonard blomsterbede på hver side af denne åbning. De blev belagt med græstørv i starten af 1980’erne.

40

VIRGINI A WO O LFS H AVE

DK_VWG p034-043 T&P.indd 40

20/09/13 10.16

DK_VWG p034-043 T&P.indd 41

20/09/13 10.16

siger nej til deres penge & forlanger til gengæld, at de skal respektere frugthaven.

De havde allerede plyndret adskillige træer.«14 Derfor var det en glimrende idé at lade skolens elever plante fire træer med gamle Sussex-æblesorter i frugthaven som en del af Sussex Apple Orchard-projektet i 2009. I 1966 lavede Max Hastings et interview med Leonard til London-avisen Evening Standard, hvor han omtalte et »specielt sjældent, delikat æble« i frugthaven. Træet stod der, da Woolf’erne købte Monk’s House, og de døbte æblerne hesperiderne på grund af deres gyldne farve og svagt rosa rødmen. I den græske mytologi voksede der gyldne æbler, som skænkede udødelighed til alle, der spiste dem, i Heras have på Hesperiderne. Leonard var specielt glad for dette æble og skrev en masse breve til eksperter og spurgte dem til råds om podekviste. Victoriablommetræet i frugthaven har stået der siden Leonards tid; de første par år vi boede der, dukkede en grævling frem fra underskoven bag skrivehyblen for at rode efter nedfaldsfrugt i skumringen, og den lod sig ikke forstyrre af vores selskab. Den umiddelbare nærhed af landsbyskolen og St. Peter’s Church fra det tolvte århundrede bag muren omkring frugthaven bidrog ikke til fred og ro. Virginias dagbøger og breve er fyldt med irriterede udbrud, når kirkeklokkerne ringede, og der blev terpet gangetabeller. Hvert år til påske arrangerede vi æggejagt for skolebørnene i frugthaven, og jeg tænkte altid på, hvad Virginia mon ville have sagt til, at børnene styrtede råbende rundt mellem påskeliljerne.

I 2001 besøgte Virginia Woolf Selskabet huset sammen med Nigel Nicolson.

Vi sad i skyggen fra det ældste æbletræ i frugthaven og lyttede til en oplæsning af Virginias novelle »In the Orchard« akkompagneret af kirkeklokker, fuglekvidder, biernes summen og børn, der myldrede ud fra skolen bag muren – et smukt eksempel på »livets kontinuitet«.

42

HEROVER TIL VENSTRE: Leonard i frugthaven sammen med hundene Coco og Bess i 1960’erne. Leonard lagde de fleste af blomsterløgene i frugthaven i de store runde bede, han anlagde under alle træerne. Han sørgede for, at græsset var tætklippet, fordi han godt kunne lide krokus.

HEROVER TIL HØJRE: Et fælles minde hos folk, som senere hen besøgte Leonard i hans have, var det tætte tæppe af gule krokus i frugthaven. Der er stadigvæk et par gule krokus tilbage, men fuglene er mere begejstret for dem end for de lilla, og derfor forsvinder de, medmindre man fylder op.

MODSAT SIDE: Min mand, Jonathan, elskede at skabe belægningerne og de tætklippede græsstier i frugthaven.

VIRGINI A WO O LFS H AVE

DK_VWG p034-043 T&P.indd 42

20/09/13 10.16

I over ti år boede Caroline Zoob sammen med sin mand i Monk’s House, og de har et indgående kendskab til den have, som de selv passede og tilplantede.

I den tid, de boede i huset, var fotografen Caroline Arber en hyppig gæst. I fotos og tekst illustreret med sjældne arkivbilleder og broderede haveplaner tager de læseren med på en rejse gennem de forskellige ”haverum” (f.eks. den italienske have, haven med fiskedammen, møllestensterrassen og murhaven). Hvert enkelt haverum præsenteres i relation til Woolf’ernes liv og giver et fascinerende indblik i deres hverdag i Rodmell.

Virginia Woolf

C aroline Z oob

hjem i landsbyen Rodmell. De købte det i 1919 for at have et fristed på landet, hvor de kunne tage ned for at læse, skrive og arbejde i haven. De forvandlede det tilgroede stykke jord bag huset til et pragtfuldt patchwork af haverum, der var forbundet med murstensgange og afskærmet bag flintestensmure og takshække. Dette er historien om denne fortryllede have, og gennem udvalgte citater fra Virginia Woolf illustrerer forfatteren den rolle, som haven spillede i deres liv, hvor den både var en kilde til glæde og inspiration. Virginia skrev de fleste af sine mest betydningsfulde romaner i Monk´s House, først i et ombygget redskabsskur og senere i en til formålet bygget skrivehybel af træ, som lå gemt væk i et hjørne af frugthaven.

Virginia Woolfs h ave

Monk’s House er Leonard og Virginia Woolfs

»Leonard og jeg har købt en mark … og vi lægger en masse ambitiøse planer om terrasser, udsigtspavilloner, damme, åkander, fontæner, karper, guldfisk, statuer af nøgne damer og galionsfigurer fra krigsskibe, der spejler sig i skyggefulde søer.«

Inspireret af Virginia og Leonard Woolfs breve og dagbøger fortæller Caroline Zoob historien om haven ved Monk’s House . De nye, fantastiske fotos viser den enestående atmosfære i den inspirerende have, der stadigvæk bliver passet lige så kærligt som dengang, Leonard og Virginia levede.

Caroline Zoob fotos af C aroline A rber

Forfatteren Caroline Zoob er først uddannet som operasanger, derefter blev hun advokat, hvorefter hun ved et heldigt sammentræf blev broderi- og indretningsekspert. Hun og hendes mand Jonathan lejede Monk’s House af National Trust i 2000 og boede der i over ti år, hvor de passede haven og åbnede huset to gange om ugen for betalende gæster.

Forord af Cecil Woolf

www.carolinezoob.co.uk

Fotografen

Virginia Woolfs have His to rie n om have n ve d

M o n k ’s H o u s e

Caroline Arber er en erfaren fotograf, der elsker at fotografere boligindretninger, haver og blomster, mad og mennesker, ja, faktisk alt, hvad hun retter kameraet mod.

Hendes fotos kunne for nylig ses i magasinerne The World of Interiors, Country Living, House & Garden og mange succesrige bøger deriblandt Heirloom Embroidery og Love Stitching af Jan Constantine, og The Hand-Stitched Home af Caroline Zoob. www.carolinearber.com

Forord af Cecil Woolf Cecil Woolf er Leonard Woolfs nevø. Han var fjorten, da hans tante Virginia døde, og han har besøgt sin tante og onkel i Monk’s House mange gange. I 1960 fulgte han i deres fodspor og grundlagde et uafhængigt forlag, Cecil Woolf Publishers, hvor han blandt mange andre titler udgiver Bloomsbury Heritage-monografier.

Den smukke bog er en fængslende beretning om tilblivelsen af en have, som både vil appellere til gartnere og andre, der interesserer sig for Virginia og Leonard Woolf.

www.lindhardtogringhof.dk

Virginia Woolfs have_omslag.indd 1

Lindhardt og Ringhof

Design: Henriette Mørk De sign

23/10/13 17.48