Voksne mennesker er oversat fra norsk efter Voksne mennesker Copyright © Marie Aubert All rights reserved First published by Forlaget Oktober AS, 2019 Published in agreement with Oslo Literary Agency Dansk copyright © 2020 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Garamond Premier Pro og trykt hos ScandBook UAB ISBN 978-87-11-91893-7 1. udgave, 1. oplag, 2020
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Denne oversættelse er udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 4
06/11/19 5:44 PM
Marie Aubert
VOKSNE MENNESKER Roman PÃ¥ dansk ved Thomas Korsgaard
Lindhardt og Ringhof
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 3
06/11/19 5:44 PM
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 5
06/11/19 5:44 PM
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 6
06/11/19 5:44 PM
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 6
06/11/19 5:44 PM
Andres børn, altid, overalt. Det er værst i bussen, når jeg ikke kan slippe væk. Jeg er svedig på ryggen og sur. Solen står direkte ind ad de beskidte vinduer, bussen har været fyldt siden Drammen, og der stiger endnu flere på i Kopstad og ved Tønsberg og Fokserød, de må stå i midtergangen og svaje, mens de holder fast i noget, selvom der ligesom skulle være pladsgaranti. På sædet bag mig sidder en far og et barn, en dreng, som måske er tre, og barnet ser Hakkebakkeskoven på iPad med lyden slået til. Det lyder skrattende og gennemtrængende, indimellem prøver faren at skrue ned for lyden, og så hyler barnet hidsigt og skruer op igen. Jeg har fået kvalme af at læse i min bog og har næsten ikke mere batteri på telefonen, så jeg kan heller ikke høre podcast, det eneste, jeg hører, er pling og ding og metalliske Klatremus– sange, vaske vesle Brumlemann med klut og kost og såpevann. 7
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 7
06/11/19 5:44 PM
Da vi nærmer os Telemarksporten kan jeg ikke holde kæft længere og vender mig om mod faren, det er en ung hipsterfar med skæg og en dum, lille manbun, og jeg slår et stort smil op og spørger, om de vil være søde at skrue lidt ned for lyden. Jeg kan godt selv høre, at min stemme er skarp i kanterne, han tror sikkert, at jeg nyder det, men de kan ikke sidde der med lyden skruet op, på en fyldt hurtigbus i juli, det kan de ikke. – Tja, siger hipsterfaren og gnider sig i nakken. – Er det da generende? Han har Stavangerdialekt. – Det er jo lidt højt, siger jeg, jeg smiler stadig. Faren bliver mopset og tager iPad’en ud af hænderne på ungen, som begynder at tudbrøle, overrasket og rasende, og det gamle ægtepar på sædet foran mig vender sig om og kigger opgivende på mig, ikke på barnet og faren, men på mig. – Sådan går det, når du ikke vil skrue ned, siger faren. – Det forstyrrer hende damen, nu får du ikke lov til at se mere. Bussen svinger ind på en tankstation, der er tisse- og kaffepause, mens ungen ligger på tværs af sædet og skriger, jeg tager min taske og haster gennem midtergangen med vræleriet bag mig. Kristoffer og Olea står og venter på mig på Vinterkjær. Marthe er ikke med. Kristoffer er så høj, Olea så lille. Efter sommerferien skal hun begynde i skole, jeg synes, hun ser alt for lille ud til det, tynd og skrøbelig. 8
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 8
06/11/19 5:44 PM
– Godt at se dig, siger Kristoffer. Han giver mig et langt kram, breder ligesom armene rundt om mig og trykker til. – I lige måde, siger jeg. – Og sikke langt hår du har fået, Olea, siger jeg og hiver hende i hestehalen. – Olea lærte at svømme i går, siger Kristoffer. Olea stråler, hun mangler fire tænder i overmunden. – Jeg svømmede, uden at far holdt mig, siger hun. – Orv, siger jeg. – Er det rigtigt? Hvor er du dygtig. – Marthe tog et billede af det, siger Olea. – Du kan se det, når vi kommer tilbage. – Hende Marthe, hun lå sikkert på land og dovnede den, siger jeg og lægger min taske i bagagerummet. – Ja, siger Olea glad fra bagsædet. – Hun er virkelig doven. – Sådan noget siger vi ikke, Olea, siger Kristoffer og starter bilen. – Det ved du godt. Jeg vender mig om mod Olea og blinker og hvisker højt til hende: – Marthe er lidt doven. Kristoffer rømmer sig. – Jeg må vel godt sige det, siger jeg. – Jeg må gerne lave sjov med sådan noget. Det er så fristende, Marthe har kun godt af et spark i røven af og til, og det er dejligt at blinke til Olea, få hende til at fnise og gøre store, frydefulde øjne over, at jeg er sjov. 9
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 9
06/11/19 5:44 PM
Vi kører ad kystvejen, og jeg fortæller Kristoffer om hipsterfaren og barnet, som så Hakkebakkeskoven med lyd på. – Og så blev folk sure på mig, siger jeg. – Det var jo ikke mig, som larmede. Og ham faren blev sådan virkelig irriteret. Kristoffer lugter af noget, jeg genkender, det er hytten, maling, søvand, krop. – Det er jo ikke altid så let at få ro på, det ved du, siger han. – Men du ville vel ikke lade Olea sidde på en tætpakkede bus med iPad’en skruet helt op, da hun var tre, siger jeg. – Nej da, siger Kristoffer. – Men folk bliver så irriterede på børn, de ved ikke, hvordan det er. Børn skal også have lov at være børn. Sådan noget siger Kristoffer, børn skal have lov at være børn, eller at det er vigtigt at lytte til kroppen. – Men der er forskel på at græde og på at have lyden skruet op, siger jeg. Jeg mærker, at jeg prøver for hårdt, jeg afslører mig selv nu, at jeg ikke aner, hvad jeg taler om, og Kristoffer trækker på skuldrene og smiler kort. – At have lyden skruet helt op i en fyldt bus, siger jeg igen. – Du må trække vejret helt ned i maven, Ida, siger han og klapper mig på låret.
10
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 10
06/11/19 5:44 PM
Jeg åbner munden for at sige noget mere, men tager mig selv i det, han kommer alligevel ikke til at forstå det. Jeg kan sige det til Marthe, hun plejer at være enig med mig i sådan noget, hun bliver irriteret, når Olea larmer. Der er også noget andet, jeg har tænkt mig at fortælle hende, ikke som det første, når vi kommer frem, men i aften, når vi har fået et par glas vin hver, og Kristoffer er forsvundet for at lægge Olea, så fortæller jeg det.
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 11
06/11/19 5:44 PM
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 12
06/11/19 5:44 PM
For to uger siden var jeg i Göteborg, jeg tog toget dertil alene og sov på hotel, og om morgenen gik jeg hen til en fertilitetsklinik nogle gader derfra. Det lignede alle andre lægekonsultationer, bare finere og lysere, med yucca–palmer i store krukker, billeder i douce farver på væggene af babyer og mødre eller af æg og fugle. Lægen hed Ljungstedt og havde kontor med udsigt til et træningscenter på den anden side af gaden, jeg kunne se direkte over på folk, som løb på løbebånd og løftede vægte. Han udtalte mit navn på en svensk måde, ikke som Ida, mere som Eida, Yjda, med i–lyden langt nede i halsen, mens han skrev på computeren uden at se på mig. Han gik hurtigt gennem processen, hvornår i cyklussen jeg skulle begynde på hormonkur, hvordan de tog æggene ud, i dag skulle han bare tage nogle blodprøver og lave en gynækologisk undersøgelse. 13
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 13
06/11/19 5:44 PM
– Ja, det er blevet jättejättepopulärt at fryse æg ned, sagde han, som om han skulle sælge mig et eller andet, men jeg var der jo allerede. – Det har jeg fundet ud af, sagde jeg og lo. Alt føltes åbent, det var snart sommerferie, der var varmt og pænt i Göteborg, og jeg havde bestilt bord et sted, hvor jeg havde planlagt at spise frokost og drikke noget dyr hvidvin, skåle for, at jeg skulle bruge min opsparing på at få taget æg ud og sætte i banken, en konto med æg. – Det er en jättejättefin möjlighet, sagde han. – Hvis man endnu ikke har en partner eller ikke rigtig ønsker sig et barn endnu. – Netop, sagde jeg. – Jeg har tænkt mig at gøre det efter ferien. – Så kommer du her måske med din næste kæreste om et par år, så kan I bruge dem, når du er toogfyrre eller treogfyrre, sagde han og skrev løs på sit tastatur. – Ja, men det bliver jo jättejättetrevligt. Jeg prøvede at forestille mig en kæreste sammen med mig på kontoret om nogle år, jeg tænkte på en høj mand med skæg, ansigtstrækkene kunne jeg ikke se ordentligt, men jeg forestillede mig, at han lagde armene om mig i elevatoren på vej ud og sagde nu skal vi være forældre, Ida. Én gang, tænkte jeg, mens jeg lå på gynækologlejet, én gang må det fungere, én gang efter alle de gifte og samboende og uinteresserede 14
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 14
06/11/19 5:44 PM
og uinteressante mænd må det fungere, bare det at ligge der fik mig til at tro på, at det ville ske, både manden og barnet, bare det, at jeg var der og ville gennemføre det, var et løfte om, at der ville komme noget mere, engang. Lægen og jeg så på min livmoder på ultralydsbilledet, han spurgte, hvad jeg arbejdede med, og jeg sagde, at jeg var arkitekt. – Så tegner du sikkert nogle fine huse, sagde han. – Ja, jo, sagde jeg. – Det er et ret stort firma, mest offentligt byggeri og sådan, byplanlægning, jeg stoppede mig selv, var på vej ind i en lang forklaring om, hvem der tegner hvad, men der var ikke nogen pointe i at gå ind i det, når jeg lå der med benene ud til siden og instrumenterne oppe i skeden. Da jeg var på vej ud ad døren for at få taget blodprøver, stadig slimet og kold i underlivet, sagde han, at vi skulle snakkes ved om to ugers tid, når resultaterne kom, og så skulle vi lave en plan for, hvornår vi skulle begynde, hvornår alt skulle begynde.
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 15
06/11/19 5:44 PM
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 16
06/11/19 5:44 PM
Jeg kigger på telefonen, der er ingen ubesvarede opkald fra et +46–nummer. Kristoffer kører hurtigt i svingene, jeg er småkvalm og prøver ikke at se på en halvfuld flaske Fanta og en tom pose chips på gulvet ved mine fødder. Han er blevet tykkere, rundere i kinderne, jeg spekulerer på, om han og Olea smugspiser og drikker sodavand i bilen, når Marthe ikke er med, og hans arme er brune. Marthe skrev til mig, at det havde været godt vejr til at begynde med, de tog ud på de små omkringliggende øer og badede flere gange, men at nu er det vekslende, så jeg har pakket både badetøj og uldtrøje. – Hvornår kommer mor og Stein? spørger jeg. – I morgen, siger han. – Det passer fint, at vi har i aften for os selv. Marthe er ikke helt på toppen. – Kanon, siger jeg. 17
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 17
06/11/19 5:44 PM
– Du ved, hvordan det er, siger Kristoffer og klør sig i skægget. – Hormoner. Han siger det som noget indforstået til mig, du ved, hvordan det er, han ved jo godt, at jeg ikke ved, hvordan det er, alligevel siger jeg uh ja. – Stakkels Marthe, siger jeg, lægger armene over kors, så hænderne glider ind i de svedige armhuler, prøver at finde ud af, om jeg lugter dårligt. De har prøvet og prøvet i tre år, lige siden de blev kærester. Marthe har aborteret spontant to gange. Hun har ikke kunne tie stille om det, jeg har været lige så godt inde i det som hende, vidst, hvornår hun har menstruation, vidst, hvornår hun har ægløsning. Hver gang vi mødes, er det det, vi taler om, hver gang vi mødes med mor, snakker og græder Marthe, siger at hun ikke kan holde det ud, at hun ikke bare vil være stedmor, der er ingen, som siger stedmor længere, Marthe, siger mor og aer hende på ryggen, det hedder bonusmor, bonus, siger Marthe, det er fandeme ikke nogen bonus, at han har et barn og jeg ikke har et, men det skal nok gå i sidste ende, siger jeg og aer hende på ryggen, også jeg, både mor og jeg siger, at det kommer til at gå godt i sidste ende, hver gang, men hvornår er det, råber Marthe. Indimellem fortæller jeg i frokostpausen mine kollegaer om min lillesøster, som stresser sådan med at få børn, jeg siger, at jeg ikke forstår, at hun orker, der må 18
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 18
06/11/19 5:44 PM
findes andre ting at bruge livet på end at blive ved med at prøve hele tiden. Da vi svinger op foran hytten, sætter jeg mig lidt op i sædet. – Har I malet? spørger jeg. – Jeps, siger Kristoffer. – Eller, det var vel mest mig, for at være ærlig. Er det ikke blevet flot? – Jo, siger jeg. – Meget flot. De har malet hytten hvid. Den har altid været gul, den gule hytte, det er det, jeg altid har sagt til folk, det er os, der har den gule hytte. Nu ligner den alle andre hytter heromkring, almindelig. Kristoffer tager min taske. Jeg siger, at jeg godt kan bære den selv, jeg er ikke ligesom Marthe, som vil have, at Kristoffer skal hjælpe hende med alt, men Kristoffer siger det går nok og fortsætter. Olea løber foran os, over gruset og op ad havegangen med stenfliserne langs hækken. Hun løber overalt, som om der venter hende noget sjovt et eller andet sted. Da jeg var lille, var hækken en tæt, tung thuja, men mor skiftede den ud med en jasmin for nogle år siden, hun sagde, at hun ville have noget, der var mere let. Marthe kommer ud på trappen, hun ser træt ud og gnider sig i ansigtet. Jeg bliver glad. – Har I været nede og hente tante Ida? siger hun og roder Olea i håret. Olea undviger, ryster hendes hånd af sig og 19
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 19
06/11/19 5:44 PM
løber videre. Marthe ved, at jeg ikke kan lide at blive kaldt tante Ida, men hun siger det alligevel. Jeg ser de gamle Elsa Beskow–tegninger for mig, tante Grøn, tante Brun og tante Lilla, indtørrede og knirkende. Vi krammer hinanden. – Hej, siger Marthe. – Hej, ven, siger jeg. – Godt at se dig. Marthe dufter godt, velkendt, det er næsten, som om det kunne være min egen lugt. Hun har fået lysere hår, det ser ikke helt naturligt ud, og det er klippet på en måde, som, jeg husker, var moderne for nogle år siden. – Så pænt, siger jeg og løfter op i det. – Synes du? siger Marthe. – Jeg synes, det er blevet lidt for lyst. – Nej, det klæder dig, siger jeg. Folk synes, jeg er pænere end Marthe, sådan har det altid været, og Marthe har komplekser over sin næse og sine bryster, så hun bliver glad, når jeg siger, at hun er pæn. Det er let at gøre Marthe glad, man skal bare sige sådan nogle ting til hende. Kristoffer går efter Olea rundt om hytten, Marthe og jeg går ind. Døren knirker lidt, indenfor lugter der af hytte, gamle somre, gammelt træværk. – Er du klar til den store dag? spørger hun, mens jeg bugserer min taske ind på det lille soveværelse, hvor jeg altid sover. 20
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 20
06/11/19 5:44 PM
– Sådan nogenlunde, siger jeg. – Jeg er i hvert fald rigtig klar til at drikke vin. – Skal vi sige noget? siger Marthe og sætter sig på min seng. –Skal vi holde tale og sådan? – Det behøver vi sikkert ikke, siger jeg. – Men jeg har forberedt noget for en sikkerheds skyld. – Superdatter, siger Marthe og smiler med mundvigene lidt nedad. – Jeg har ikke orket det. Jeg tager skoene af, er svedig på fødderne. Det stikker lidt, når hun kalder mig superdatter, det burde det ikke, hun er bare misundelig. – Men jeg ved ikke, om jeg burde sige noget til både hende og Stein, siger jeg. – Hun regner ikke med det, vel? Skal jeg tale på vegne af dig også? – Kære mor og Nossestein, siger Marthe og løfter hånden, som om hun skåler. – Stein er da rar, Marthe, siger jeg og griner. – Kære mor og Steinaldermanden, siger Marthe. – Kære mor og Stein Saks Papir, siger jeg. Vi skal fejre mors femogtresårs fødselsdag i morgen aften, Marthe og Kristoffer og Olea og jeg og mor og Stein, vi skal spise rejer og drikke vin. Mor sagde, at det også kunne være en fejring af min fyrreårsdag, jeg sagde, at vi ikke behøvede, det er alligevel tre måneder for sent. Jeg fejrede ikke dagen sådan særligt, nogle veninder tog med på restaurant, vi spiste 21
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 21
06/11/19 5:44 PM
tre retter og drak et par glas vin, og det var det, de fleste måtte tage tidligt hjem til børnene. Da mor fyldte fyrre i halvfemserne engang, fik hun et kort, hvor der stod ”Life begins at forty!” Jeg husker stadig kortet, det var fuldt af raketter og stjerneskud. Mor syntes, det var sjovt og friskt og tog udtrykket til sig, Life begins at forty! sagde hun hele året, og hendes veninder skålede. Jeg husker dem som velvoksne damer, de havde indtørret læbestift og børn, som gik i skole, og når de var sammen, kaldte de det for dameaften. Da jeg fyldte fyrre, var jeg fuldstændig ligesom før, jeg havde absolut ikke tænkt mig, at det var nu, livet skulle begynde. En veninde sagde til min fødselsdagsmiddag, som en slags trøst, at jeg så godt ud, lige efter sagde hun, at det var godt at være alene, fordi man lærte sig selv bedre at kende på den måde, og jeg tænkte, at det ville være o.k. også at lære nogle andre at kende. Stein og mor har været sammen i seks år. Hver gang han skal med et sted hen, ville jeg ønske, at han ville blive hjemme, at det stadig bare kunne være os. Han har ingen børn, jeg ser heller ikke for mig, at han gerne ville have haft det på noget tidspunkt, og det er, som om han ikke helt ved, hvor gamle Marthe og jeg er, han snakker til os, som om vi er tiårige piger. Mor siger, at hun og Stein er late bloomers. Marthe og jeg krymper os, når hun bruger det udtryk. Det er heller ikke sandt, hun var tyve, 22
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 22
06/11/19 5:44 PM
da hun giftede sig med far, og se, hvordan det gik. Jeg har ofte lyst til at spørge, om hun hellere ville ende som mig, ende, tænker jeg, jeg må ikke tænke ende, som om alt er endegyldigt, der er ingenting, som er endegyldigt, man er nødt til at sige til sig selv, at alt det bedste endnu venter, men indimellem tror jeg, at det er det, hende og Stein og Marthe og Kristoffer tænker om mig. De ved ingenting, tænker jeg, jeg har en plan, jeg har en hemmelighed. Jeg bestemmer mig for at sige det til Marthe nu, ikke vente til i aften, jeg kan sige det nu, at jeg fryser mine æg ned i Sverige, hun kommer til at spærre øjnene op og sige wauw. – Men du, siger Marthe. – Vil du høre nogle big news? Der er noget nyt i hendes ansigt, noget alvorligt under smilet, noget, som sitrer lidt. Jeg ser på hende et par sekunder, forstår først ikke, og så forstår jeg. – Er det rigtigt? siger jeg. – Ja, siger Marthe, hun smiler, øjnene bliver store og er våde. Jeg prøver at huske alt, jeg har sagt, mens hun har siddet der og ventet på at sige det, alt muligt dumt har jeg sagt, snakket om at drikke og Stein og mor. Jeg skynder mig at kramme hende, hun hikster lidt, det ligesom piber langt inde i hende. – Femten uger, siger hun, uden jeg har spurgt, hun retter sig op og tørrer øjnene. – Jeg turde ikke sige noget, før vi var helt sikre. 23
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 23
06/11/19 5:44 PM
– Shit, siger jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Jeg er vant til at trøste hende, give et kram og ae hende på ryggen og sige, at det nok skal gå, tage hende med på bar en gang i mellem og købe en flaske vin, så hun kan tænke på noget andet, vi må jo udnytte, at du kan drikke vin, Marthe, og både Kristoffer og mor siger, at jeg er så god til at få Marthe i godt humør igen, til at tage mig af hende. Men det her. – Det kan jo stadig gå galt, siger jeg. Marthe ser på mig og fnyser forbavset. – Femten uger er heller ikke meget, siger jeg. – Hvis man ligesom tænker sådan på det. – Ja, men nu kan vi i hvert fald slappe lidt mere af, siger hun, stemmen er skarp. – Jeg siger det bare, siger jeg. – Så du ikke bliver skuffet. – Jeg ved det jo godt, siger Marthe. – Men hvor er det fedt, megafedt, siger jeg til sidst og disker op med et stort smil, jeg giver hende for en sikkerheds skyld endnu et kram. – Tænk at det endelig skete. – Ja, tænk at det gjorde, siger Marthe og griner, hun har lyst til at være glad, ikke skændes. – Vi skulle til at gå i gang med reagensglas igen og så pludselig bare puf. – Puf, siger jeg. – Altså den gammeldags metode? – Ja, siger Marthe. – You go gammeldags metode, siger hun og knytter næven til et sejrstegn. 24
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 24
06/11/19 5:44 PM
Jeg griner. – Hvor er det fedt, siger jeg igen. – Synes du ikke, det er flot, at vi har malet hytten hvid, siger Marthe på vej ud af værelset. – Jeg synes, det passer meget bedre end gult. Mere sørlandsk. Jeg lader, som om jeg ikke har hørt hende og lukker døren til gangen.
VOKSNE MENNESKER_indhold_trykklar.indd 25
06/11/19 5:44 PM
CMYK UNCOATED
100 mm
8
133 mm
18 mm
133 mm
8
100 mm
»En stor lille roman ... Mesterligt!« – t h o m a s k o r s g a a r d
»En stor lille roman. Sjældent har jeg læst noget så godt om søskendejalousi, kærlighed og drømmen om en familie. Det er mesterligt!«
FOTO: AGNETE BRUN
204 mm
– thomas korsgaard, forfatter
marie aubert
(f. 1979) bor i Oslo og er ansat på et forlag. Hun debuterede i 2016 med novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem, og i 2019 udkom hendes roman Voksne mennesker, der allerede er solgt til udgivelse i flere lande og nomineret til Bokhandlerprisen 2019.
OMSLAG: ALETTE BERTELSEN, ALETTEB.DK EFTER ORIGINAL AF EGIL HARALDSEN & ELLEN LINDEBERG
LR_Marie Aubert_voksne mennesker_omslag_FINAL NY.indd 1
Ida skal op til familiens hytte for at fejre sin mors fødselsdag sammen med sin lillesøster og hendes kæreste og bonusdatter. Ida er selv single, barnløs og føler, at det biologiske ur tikker højere og højere. Derfor har hun undersøgt muligheden for at få frosset sine æg ned til senere brug, hvis den rigtige mand skulle dukke op. Der venter dem nogle hyggelige feriedage – hvis altså ikke lige det var for Marthes gode nyheder.
voksne mennesker »Bogen giver et skarpt og ubehageligt billede af, hvorfor nære familierelationer og dårlige handlemønstre er en så eksplosiv kombination.« – aftenposten
»Voksne mennesker er et svidende tidstypisk psykologisk portræt.« – m o r g e n b l a d e t »Aubert skriver legende let og selvfølgeligt om de mest tabubelagte emner. Dialogen er elegant, det samme er skildringen af det psykologiske samspil mellem de forskellige personer.« – d a g b l a d e t
voksne mennesker
må jeg komme med dig hjem »Marie Aubert har et skarpt, psykologisk blik ... Hun får svære og komplicerede følelser frem i overraskende og rammende situationsbilleder. Hun skriver præcist og let med fin afslørende dialog.« – d a g s a v i s e n
»Med indsigt, klogskab og sans for timing behandler forfatteren spændingsfeltet mellem triviel feriehygge og eksistentiel krise.« – d a g s a v i s e n
»Velskrevet novellesamling fuld af charme og tristesse … Dialogen glider let, og personerne føles ægte.« – v g
er en roman om tyndslidte familiebånd, jalousi og skammen over at være alene.
»Afsindigt vedkommende noveller. De er som en projektør, der lyser ind på vores liv og tid og fanger sprækkerne, hvor ubehaget vælter ud som kryb og kravl.« – thomas korsgaard, forfatter
19/11/2019 16.05