1 minute read
Charmeoffensiv til studerende
Matchmaking til jubilæumsfest på KU. Career Day i Agro Food Park, Skejby.
Advertisement
Travlt efterår med charmeoffensiv til de studerende
Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelsen (IbM) har sammen med flere samarbejdspartnere taget revanche for corona-nedlukning med en stribe arrangementer, der har lokket mange studerende til.
Matchmaking til jubilæum
Dairy Career og Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelsens (IbM), som står bag rekrutteringsindsatsen i forhold til gymnasieelever og bachelorstuderende, har haft et travlt efterår, som startede med Matchmaking mellem kandidatstuderende samt nyuddannede mejeriingeniører og IbMs medlemsvirksomheder den 27. august. Det skete i forbindelse med 100 års jubilæet for mejeriingeniøruddannelsen på KU Science.
International Food Contest i Herning
En bus med 30 bachelorstuderende fra Fødevarer og ernæring på Københavns Universitet tog hele vejen til Herning for at opleve mejerikulturen og smage på de mere end 1.000 mejeriprodukter, der var udstillet til International Food Contest i Herning den 6. oktober.
Mejeripraktikinformation hos IFF
Den 22. september lagde IFF lokaler til et møde med ca. 40 studerende på vej i mejeripraktik i foråret 2022. Deltagerne er på 3. år af deres bachelorstudie i Fødevare og ernæringsvidenskab, og hvis de vil tage mejeriingeniørkandidatuddannelsen, så er forudsætningen, at de tager mejeripraktik i det kommende forår. Deltagerne blev informeret om kontrakter, lønforhold, forsikringer osv. af branchedirektør Camilla Fenger Roed fra Mejeribrugets Arbejdsgiverforening (vært for mødet). Lise Møller Thomsen og John Jensen Østermark introducerede forløbet på Kold College og praktikkoordinator Dereck Chatterton (KU) informerede om læringsmål og muligheder for praktikophold i Danmark – dvs. på mejerier og andre virksomheder samt evt. i udlandet. De studerende skal vælge praktikforløb medio oktober 2021.
Karrierebussen på landsturne
Efter Mælkeritidendes deadline har den årlige karrierebus været afviklet med besøg på bl.a. GEA Process Engineering, Arla Foods Taulov og Troldhede samt AFRY og et par bryggerier. Busturen afvikles i samarbejde med Dansk Brygmester Forening med henblik på at afdække, om der kunne være fremtidige samarbejdsflader.
Career Day på jysk i Agro Food Park
Jyske studerende kunne høre mere om mejeriuddannelser på Career Day i Agro Food Park i Aarhus d. 22.9. hvor Dairy Careers ambassadører, Julie Dahl og Mathias Madsen svarede på spørgsmål om mejeriingeniøruddannelsen for 400 studerende med interesse i at gøre karriere i den danske fødevareklynge.
JRO
Mejeripraktikinformation hos IFF.