3 minute read
IFC Water Congress
Auditoriet i MCH Herning dannede ramme for kongressen
Kongres holdt vand
Advertisement
I 2018 lancerede MCH Herning i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Mælkeritidende første udgave af kongressen IFC Water Congress. Med corona som forhindring blev sidste års gentagelse udskudt, og derfor blev dette års udgave koblet sammen med hi-messen og ikke FoodTech, som det oprindeligt var planlagt.
På trods af visse bump, var det tilfredse arrangører, som kunne gøre status over to dage i Herning, hvor bæredygtig vandhåndtering i fødevarebranchen var den overordnede ramme. Programmet havde i alt samlet 89 deltagere, som fik gode indspark til, hvordan de kan spare på vandet i fødevareproduktionen, og hvordan de kan oprense og genanvende vandet. Og i forlængelse af dette også nogle interessante diskussioner om, hvad konceptet ’water fit for purpose’ dækker over, og hvordan lovhjemlen er i forhold til samme. Podiet rummede en god repræsentation af casestudies fra industrien – både mejeri og bryggeri samt leverandørerne, samt en afdækning af den nyeste forskning indenfor feltet. Hele programmet blev krydret med et interessant besøg på Danmark Protein, som i disse dage indvier deres nye vandbesparende anlæg i Videbæk.
Deltagerne på seminaret var primært fra Danmark, men på trods af corona-tider var der også deltagere fra Frankrig, Belgien og Holland. Sektorsammensætningen var en god blanding af folk fra mejeri- og bryggeri, teknologi-leverandører, ingredienser og forsyningsselskaber.
TEKST OG BILLEDER: LARS WINTHER OG ISABEL SANDE FRANDSEN
Danmark Protein fremviste gæstfrit sit nye vandanlæg, som er leveret af MMS Nordic.
Tre tilfredse deltagere:
Adam Pawelas, Global Utility Manager, Danone Waters
Vi er alle i samme båd
Adam Pawelas har en fortid i Carlsberg, hvor han oplevede arbejdet med at skabe bæredygtige vandløsninger i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer og de danske myndigheder i programmet DRIP. Netop den danske multistakeholder-model har ifølge Adam Pawelas været med til at føre Danmark frem i det absolutte førerfelt, når det gælder vandhåndtering. - Samarbejdet i Danmark mellem virksomheder, organisationer og myndigheder virker meget konstruktivt med en serviceorienteret tilgang mellem parterne. Det har flere indlæg bekræftet under denne konference, hvilket har været vældig interessant, lyder det fra Adam Pawelas, som er meget tilfreds med sit udbytte fra de to dages konference. - Jeg må rose programmets sammensætning, herunder de mange virksomhedsbidrag fra forskellige internationale virksomheder, hvor selskaber som Nestlé og Veolia illustrerede nogle særdeles helhedsorienterede programmer og tilgange til vandhåndtering, siger Adam Pawelas, som også roste Danmark Protein for et spændende virksomhedsbesøg, hvor man beredvilligt delte ud af løsninger og erfaringer. - Jeg oplever stor vilje til at dele erfaringer, da vi alle er i samme båd. Og jo højere standarder vi samlet kan sætte, jo bedre er det for os alle, lyder det fra den internationale vandekspert.
Jan Dalsgård Johannesen, Senior Adviser Sustainability, Arla Foods
Arla: Genbrug af vand skal have endnu mere opmærksomhed
Kongressen blev over de to dage ledet af Jan Dalsgård Johannesen fra Arla Foods, som i en årrække har været involveret i Arlas arbejde omkring klima, biodiversitet, luft og vand. Udover at holde styr på talerrækken, så var Arla-rådgiveren også aktivt lyttende med henblik på at tilegne sig ideer til nye tiltag i den store koncern. - Det er tydeligt, at de store selskaber har fokus på en strategisk tilgang, hvor man er optaget af hele universet omkring vand, herunder også, hvordan man kommer af med vandet efter brug, fortæller Jan Dalsgård Johannesen, som oplevede stor kvalitet i mange indlæg. - Jeg bed blandt andet mærke i en positiv respons fra Fødevarestyrelsen i forhold til lovgivningen omkring genbrugsvand, hvor vi har brug for mere pragmatiske regler, hvis vi skal optimere brugen af brugt vand, siger Jan D. Johannesen.
Niels Osterland, Managing Director, MMS Nordic
Anlæg til vandhåndtering i stigende kvalitetsniveau
Niels Osterland var både oplægsholder – og deltager i hele konferencen. Og han var godt tilfreds med udbyttet efter to dage i vandets tegn. - Jeg synes, at samtlige indlæg leverede varen indenfor de annoncerede overskrifter, hvilket ikke er nogen selvfølge. For mig var det særlig interessant at høre om de forskellige praktiske og teknologiske udfordringer, man oplever omkring vandhåndtering, siger Niels Osterland. - Og jeg fornemmer, at mejerierne i stigende grad er klar til at investere i høj kvalitet, når det gælder udstyr og anlæg til håndtering af alle typer vand. Det er interessant for MMS Nordic, lyder det.