FLYING FOR LIFE 1, 2019

FLYING FOR LIFE

NR 1 | 2019

MISSION AVIATION FELLOWSHIP DANMARK

Side 8 CMYK COLOURS

Jackson Mataya, forældreløs, flygtning og invalid, lader sig ikke stoppe.

C: 100 M: 57 Y: 0 K: 40 C: 5 M: 100 Y: 71 K: 22 C: 0 M: 1 Y: 0 K: 51

Side 3

Side 10

Tre seje kvinder reflekterer over at arbejde i den traditionelle mandeverden i MAF.

Se hvornår du kan møde Kenneth og Charlotte Pedersen i Danmark.

Leder:

TILLYKKE MED DE 30 ÅR Da jeg blev 30, var jeg lige blevet far for første gang få dage for inden. Jeg havde på forhånd bestemt, at jeg ikke ville fejre det på nogen særlig måde. Nu var jeg blevet far, og det skulle have al min opmærksomhed. Alligevel kom nogle af vores nærmeste venner og overraskede mig på min fødselsdag midt i al kaos – og det var fantastisk. Det blev jeg kun gladere af.

Lørdag d. 23. marts holder vi årsmøde i MAF. Det skal holdes i Tarm i Vestjylland. Det er her, vi gør status for 2018. Bestyrelsen fremlægger sin beretning for året, og i samme åndedrag ser vi fremad.

Men årsmødet er også en fødselsdagsfest. I år fejrer vi, at MAF Danmark fylder 30. Det kunne være så dejligt, hvis du vil komme og fejre dagen sammen med os.

Hvad er der at fejre?

Vi vil gerne fejre dig, som gør det muligt at hjælpe mennesker steder i verden, hvor der normalt aldrig vil komme hjælp frem. Vi vil også gerne fejre dig, som gør det muligt for mennesker – måske for første gang i deres liv – at høre det kristne budskab.

Tak for, at du trofast har stået bag os gennem årene.

Kom og bliv fejret! Jeg glæder mig til at se dig.

Med venlig hilsen Øjvind Thomasen Landssekretær, MAF Danmark

Ps. Se hvordan du tilmelder dig årsmødet på side 10.

2

KVINDER I EN MANDEVERDEN Mange af de traditionelle stillinger i MAF er besat af mænd. Lige fra logistikmedarbejderen, der pakker passagernes bagage, til mekanikeren, som sørger for at vedligeholde flyene. Men i Tchad, Kenya og Papua Ny Guinea har tre usædvanlige kvinde kastet sig ud i de traditionelle mandefag i MAF som pilot, flymekaniker og indsatskoordinator under katastrofer.

Redigeret af Astrid Reuss Rahbek Fotos af Mark og Kelly Hewes og LuAnne Cadd

Becki Dillingham pilot og operationsmanager, Tchad Jeg har villet være pilot, siden jeg var ni år gammel.

Da jeg gik på universitet, hørte jeg om MAF, og siden da var MAF det eneste flyselskab, jeg ønskede at arbejde for. Vi har været i Tchad i et år nu, før det fløj jeg i Madagaskar. Udover at være pilot er jeg også operationsmanager. Det betyder, at jeg tager mig af flybookingerne og laver vores flyveplan ud fra det.

I vores familie er det min mand, Matt, der går hjemme med vores børn Bethan og Luke for at give mig mulighed for at være MAF-pilot.

Når jeg kommer ud i landsbyerne rundt om i Tchad, finder mennesker det meget interessant, at jeg er kvindelig pilot. Engang fløj jeg til landsbyen Bol, hvor vores tolk hver gang, han skulle præsentere mig, sagde: ”Gæt hvad denne dame laver. Hun er pilot!” Det var simpelthen så ufatteligt for ham, at han blev nødt til at dele det. Jeg synes egentlig, at det var en meget positiv oplevelse. Vi besøgte en skole, og det var fantastisk at vise pigerne der, at man som kvinde kan lave andet end at passe hus og børn.

normalt for kvinder her. Jeg tror, at det er, fordi jeg har pilotuniform på. Så accepterer folk, at det er beklædningen i det her job. I Madagaskar var lokalbefolkningen dog mere skeptisk. Her oplevede jeg, at flere spurgte mig, om jeg overhovedet havde lov til at styre et fly, når jeg er kvinde!

Den største udfordring ved at være her, er varmen.

Det er virkelig drænende nogle gange. Og så er MAF Tchad en lille base med få ressourcer, så jeg kan godt mærke, at en del ting er blevet overset og ikke repare-

”I Madagaskar oplevede jeg, at mennesker spurgte mig, om jeg måtte styre flyet, når jeg er kvinde.”

Der er aldrig nogen, som har nægtet at flyve med mig.

Også selv om jeg ikke har tørklæde på, som ellers er

ret. Men det holder mig i gang hver dag at høre historierne om alt det arbejde, som MAF’s partnere udfører i isolerede landsbyer. Jeg føler mig virkelig som en del af arbejdet, det er ikke ligesom at arbejde for et almindeligt flyselskab og blot sætte passagerer af forskellige steder. Vi er et stort fællesskab, som arbejder sammen på tværs af organisationer.

3

Florence Akini Odero flymekaniker, Kenya Det var egentlig lidt af et tilfælde, at jeg endte her i MAF’s hangar. Jeg gik stadig i skole, og jeg ledte egentlig bare efter et sted, hvor jeg kunne få noget erfaring.

Så jeg gik fra hangar til hangar for at søge job og endte som lærling her hos MAF. Det er 23 år siden nu.

Jeg var en af de første kvindelige flymekanikere, som blev uddannet i Kenya. Det var ikke nemt at komme ind i sådan en mandeverden med stor konkurrencementalitet. Mine mandlige lærere var ekstra efter mig for at bevise, at en kvinde ikke kunne klare det her job.

Når jeg var lige ved at opgive det hele, så sagde jeg til mig selv: ”Florence, det her er din passion. Du må ikke stoppe.”

Jeg voksede op tæt på en lufthavn og stod altid og beundrede flyene, som fløj forbi og drømte om en dag at være tæt på dem. Jeg elsker mit job. Det er fantastisk at opleve, hvordan jeg kan skille ting ad, sætte dem sammen igen og se, at de så rent faktisk virker. Det giver en total lykkefølelse.

For nogle år siden underviste jeg på flymekanikeruddannelsen, og vi tog også ud på pigeskoler for at fortælle om uddannelsen og bare opmuntre dem til at tro på, at de kan uddanne sig til det, de vil. Der har været kvinder før dem, som har banet vejen for, at de kan blive det, de vil. Derfor er vi ved at være en håndfuld kvindelige flymekanikere i Kenya nu.

Det har betydet meget for mig, at MAF er en organisation baseret på kristendommen, og at jeg hver dag, uanset hvad jeg går i gang med, støtter MAF i at hjælpe andre mennesker i mit land. MAF har også hjulpet mig med at vokse i min tro. Jeg bliver mindet om, at jeg ikke skal stole på min egen forstand, men i stedet søge hjælp i troen på Gud. Vi mekanikere har en tendens til at tænke, at vi kan løse alt selv. Men hver morgen minder jeg mig selv om, at jeg ikke har alle løsningerne. Det har Gud.

”Mine mandlige lærere var ekstra efter mig for at bevise, at en kvinde ikke kunne klare det her job.”

4

”Det har større betydning for menneskers respekt, hvordan man behandler dem, end om man er mand eller kvinde.”

Sharlene Coker flyvekoordinator i Mount Hagen, Papua Ny Guinea, og indsatskoordinator i MAF’s katastrofeteam Til hverdag er jeg med til at koordinere MAF’s flyvninger mellem de forskellige baser i Papua Ny Guinea og sørge for, at vi arbejder effektivt. En stor del af mit arbejde er også at oplære andre medarbejdere i at koordinere vores flyindsats.

Jeg har altid en taske pakket, fordi jeg skal være klar til at tage af sted, når en naturkatastrofe rammer, og MAF tilbyder sin assistance. Inden for 24 timer kan jeg sidde på et fly og være væk en måned.

Under en katastrofeindsats spænder mine opgaver vidt. Fra at finde overnatning og købe mad til MAF’s medarbejdere til at holde styr med økonomien bag MAF’s katastrofeflyvninger. Nogle gange har jeg lavet mad og vasket tøj for MAF’s piloter og logistikmedarbejdere.

Alle katastrofer er forskellige. Da et stort jordskælv ramte Papua Ny Guinea i februar 2018, brugte jeg det meste af min tid på at mødes med andre organisationer og regeringsrepræsentanter for at videregive de informationer, som MAF indsamlede ved vores over-

flyvninger. Da jeg var i Filippinerne senere på året hjalp jeg med at pakke ris, reb og presenninger til at dele ud blandt de mennesker, som mistede deres høst og deres hjem. I en katastrofesituation, så tager alle fat i de opgaver, som er vigtige lige nu og her, uanset hvad det er.

Jeg synes ikke, at det er anderledes at være leder som kvinde her i Papua Ny Guinea end andre steder i verden, hvor jeg har arbejdet. Dog er der nogle ting, som har ændret sig, siden 2007 hvor jeg kom til Papua Ny Guinea. Dengang skulle alle kvinder gå i nederdel, hvor jeg nu må have det tøj på, jeg vil. På det tidspunkt var der heller ingen kvinder i lederroller eller kvindelige piloter.

Det har altid været vigtigt for mig at bygge relationer med mit team og lære dem at kende. Huske at rose og opmuntre dem. Jeg tror, at den måde, man behandler andre på, har større betydning for, om teamet respekterer én, end om man er mand eller kvinde.

5

VENTETIDEN PÅ EN ØJENLÆGE KAN VÆRE MANGE MÅNEDER I Madagaskar flyver MAF et hold italienske øjenlæger til et hospital 150 kilometer fra hovedstaden. Her er udviklingen nærmest gået i stå. Tag med Charlotte Pedersen på hendes første MAF-flyvning.

Skrevet af Charlotte Pedersen Redigeret af Astrid Reuss Rahbek Fotos af Charlotte Pedersen

– Det her er togstationen. Men der kommer ikke længere tog, fortæller Luciana Campoleoni, mens vi kører fra landingsbanen til det katolske hospital, hvor hun arbejder.

Luciana Campoleoni er oprindeligt italiener, men har boet i Ambatondrazaka siden 1972. Udviklingen i Madagaskar har kun gået én vej siden, hun kom, fortæller hun. Det er tilbage.

– Jeg tror, at det vil tage en hel generation før, vi kommer til at se reel udvikling i landet, siger Luciana.

Flyveturen fra MAF-basen i hovedstaden Antananarivo til Ambatondrazaka tager kun 45 minutter. Her skal vi hente et hold italienske øjenlæger, som i to uger har behandlet patienter med øjenskader på det katolske hospital. Det er muligt at tage en bus til Ambatondrazaka. Det tager dog 12 timer, så øjenlægerne fra Italien vælger altid at flyve med MAF.

læge tilstede på hospitalet. Der kan gå lang tid - minimum seks måneder.

Derfor arbejder de italienske læger også på at træne lokale læger til at tage sig af de mange øjenpatienter, når de ikke er der.

Vi møder en af lægerne, som er i gang med oplæring på hospitalet. Han er med i operationsrummet sammen med de italienske læger og kan observere og stille spørgsmål. Senere i oplæringen vil han begynde at operere under øjenlægernes opsyn.

”Jeg tror, at det vil tage en hel generation før, vi kommer til at se reel udvikling i landet.”

Oplæring af lokale læger Øjenlægerne kommer kun to gange om året, ellers er Luciana og de andre nonner alene med arbejdet med at tilse øjenpatienter. Luciana bruger beskedtjenesten “WhatsApp” til at sende billeder af patienterne til læger i Italien og få vejledning online. Hvis hun ikke kan hjælpe, må patienterne vente, til der igen er en øjen6

– Snart er det dig, der skal udføre operationerne alene, siger Carlo Passeggi som står bag organisationen “Medici Volontari”, der sender de italienske læger afsted til hospitalet i Ambatondrazaka.

Der er faktisk et andet hospital i byen, men Luciana fortæller, at hun ikke vil anbefale nogen at søge hjælp der. Lægerne er dårligt uddannede, udstyret og hygiejnen er ikke, som det burde være.

– Du kan ikke engang stole på den medicin, de har der, siger Luciana.

Hårdt arbejde giver øjenskader I de to uger, øjenlægerne har været på hospitalet, har de behandlet 350 patienter og udført 95 operationer.

Det kan lyde som om, at madagaskere generelt har flere øjenproblemer end de fleste. Men forklaringen på alle øjenproblemerne kan findes i det faktum, at madagaskere er meget hårdtarbejdende, forklarer Carlo Passeggi: – Sikkerheden, når man arbejder i et stenbrud eller i landbruget, er meget ringe, så antallet af øjenskader i forbindelse med arbejde er meget højere end fx i Italien.

På vej tilbage til MAF-basen i Antananarivo er flyet fuldstændig pakket. Ikke med medicin og lægeudstyr, men med gaver fra patienterne på hospitalet. Det er en stærk madagasisk tradition at give en takkegave – en såkaldt “voandalana”. Ja, lægerne har ligefrem fået et lille træbord med hjem som tak for, at en af patienterne fik sit syn igen. At kunne se igen gør virkelig en stor forskel for den enkelte madagasker!

øverst: Når de italienske læger er i Ambatondrazaka, oplærer de lokale medarbejdere. Disse to medarbejdere har lært at fremstille briller, så flere kan få hjælp, når lægerne ikke er i Madagaskar.

nederst: Charlotte Pedersen i selskab med de nonner, som driver hospitalet.

Til venstre for Charlotte er Luciana Campoleoni, der har arbejdet på hospitalet siden 1972.

7

JACKSON RULLER DERUDAF Jackson Mataya, forældreløs, invalid på grund af polio og flygtning, er imod alle odds ved at uddanne sig til læge i Aura i Uganda.

Skrevet af Astrid Reuss Rahbek Foto af Rebecca Walker

I 2017 gav MAF Jackson Mataya mulighed for at flyve til Kampala for at besøge Jill Vine og hendes familie. – Alt så småt ud fra luften, det var en helt fantastisk oplevelse, fortæller Jackson.

8

Det tager et par gode skub med håndpedalerne for at få den blå trehjulede kørestol i gang. For at komme op ad den lille sti fra Kajo Keji Lægeskole kræver lidt ekstra tålmodighed. Oppe på asfaltvejen tager motorcyklen, som Jackson Mataya selv kalder den, fart og ruller afsted i et adstadigt tempo, mens Aruas tunge trafik drøner forbi.

Motorcyklen har været et af Jackson Matayas kæreste ejendomme, siden MAF fløj den fra Kampala i Uganda til hans hjemby Kajo Keji i Sydsudan i 2013.

På en reportagetur til byen besøgte MAF Ugandas kommunikationsmedarbejder, Jill Vine, Bartholomew’s Orphanage, hvor Jackson er vokset op. Under et halvtag udenfor børnehjemmet stod stellet fra en rusten kørestol, mens Jackson selv måtte kravle på alle fire otte kilometer hver dag for at kunne gå i skole.

– Med den her cykel kan jeg tage hen, lige hvor jeg vil, siger Jackson Mataya begejstret og smiler sit store smittende smil.

Angreb på skolen Men kørestolen har faktisk givet Jackson Mataya andet end bevægelsesfriheden tilbage. Stolen har været med til at redde hans liv, mener Jackson.

Oprindeligt begyndte 26-årige Jackson sin uddannelse til læge i Kajo Keji i Sydsudan. Men under en skriftlig eksamen på 2. semester, blev skolen angrebet af 12 bevæbnede militærmænd.

– Først var der ingen steder at flygte hen, så vi lå bare under bordene i eksamenslokalet, fortæller Jackson.

Skyderiet varede i 15 minutter og flere af Jacksons studiekammerater blev dræbt. Til sidst formåede Jackson kravle hen imod sin kørestol og skynde sig hjem.

”Med den her cykel kan jeg tage hen, lige hvor jeg vil.”

Efter angrebet lukkede skolen ned i flere måneder. Jackson var bekymret for, at skolen ville forblive lukket, og at han så ikke ville kunne fortsætte sine lægestudier.

Jackson Mataya er kristen og begyndte derfor at bede Gud om, at hele skolen måtte blive flyttet til et sikkert sted.

Kørestol giver frihed På grund af lammelser efter at have været ramt af polio kan Jackson ikke stå oprejst, men har udviklet en meget sindrig metode til at komme fremad, hvor han løfter sin fod med den ene hånd, mens han skubber sig fremad med en sandal på den anden hånd.

Knap to år efter sidder vi foran Kajo Keji Lægeskole, som nu ligger i Arua i Norduganda. Rektoren besluttede at flytte hele skolen ud af landet. Jackson rejste over grænsen på en motorcykel med sin kørestol spændt fast bag på.

Men det er en hård metode, som giver smerter i ryggen og armene, når han bevæger sig.

Verden under mikroskopet

Jill Vine fik i 2013 arrangeret, at kørestolen blev fløjet med til Kampala, den blev repareret og fløjet tilbage til Kajo Keji.

Siden da har kørestolen betydet, at Jackson har kunnet bevæge sig frit og uafhængigt af andre. Uden smerter og uden at blive træt.

Om to år er Jackson Mataya færdig med lægestudiet, han begynder snart i praktik i laboratoriet på hospitalet i Arua. Han ønsker at være med til stille korrekte diagnoser på sygdomme, så mennesker forhåbentlig kan få den rette behandling.

– Det er en helt fantastisk verden, som åbner sig, når man zoomer ind med et mikroskop. Den måde hvorpå, Gud har skabt os som mennesker, er helt unik, siger Jackson.

9

FAMILIEN PEDERSEN PÅ BESØG I DANMARK Kenneth og Charlotte Pedersen og deres tre børn er i april og maj i Danmark for at møde alle jer, som følger og støtter deres arbejde i Madagaskar. Kenneth vil fortælle om sine mange opgaver som pilot for MAF i Madagaskar, og Charlotte om sit nye job som kommunikationsmedarbejder for MAF. Desuden vil familien fortælle om, hvordan det er at bo som dansk familie i et af verdens fattigste lande.

Du har mulighed for at møde dem til følgende arrangementer: • • • • • • • • •

Tirsdag 23. april kl. 14.30: Onsdag 24. april kl. 14.30: Torsdag 25. april kl. 9.30: Mandag 6. maj kl. 14.30: Tirsdag 7. maj kl. 14.00: Tirsdag 7. maj kl. 19.00: Onsdag 8. maj kl. 10.00: Onsdag 8. maj kl. 19.00: Torsdag 9. maj kl. 19.30:

Bethaniakirken, Dag Hammarskjølds Gade 2, 9000 Aalborg Vesterkirken i Stenum, Nattergalevej 7, 9700 Brønderslev Aars Kirke, Kirkeplads 6, 9600 Aars Videbæk Indre Mission, Nygade 10, 6920 Videbæk Citykirken Aarhus, Viborgvej 173, 8210 Aarhus V Brønderslev Indre Mission, Bredgade 117, 9700 Brønderslev Bjerringbro Kirke, Nørregade 33, 8850 Bjerringbro Sørup Forsamlingshus, Nibevej 67, 9530 Støvring Sønderborg Luthersk Mission, Georg Hansens Vej 4a, 6400 Sønderborg.

VELKOMMEN TIL MAF DANMARKS ÅRSMØDE 2019 Lørdag den 23. marts i Kirkehuset, Kirkegade 11, 6880 Tarm • Kl. 10.30 Velkomst og kaffe • Kl. 11.00 MAF Danmarks generalforsamling – dagsorden kan findes på maf.dk • Kl. 12.00 Frokost • Kl. 13.00 Foredrag ved Dianna Gibney, MAF USA. Foredraget bliver tolket til dansk.

• Kl. 14.30 Kaffe Dianna Gibney er international kommunikationsrådgiver i MAF USA og har fingeren på pulsen med MAF’s projekter i DR Congo, Mozambique, Lesotho, Indonesien og Latinamerika.

Dianna vil til årsmødet særligt fortælle om MAF’s indsats efter jordskælv og tsunami i Indonesien i oktober og kampen mod at sygdommen ebola spreder sig i DR Congo.

Alle er hjerteligt velkomne til årsmødet!

Deltagelse er gratis, men tilmelding ønskes på maf.dk/maf19, på e-mail maf@maf.dk eller på telefon 3042 9658.

10

Blot på besøg – Du aner ikke, hvor meget det betyder for landsbyen, at I kommer, gentager Sam Tsa pwe.

Vi er på vej til Lwanabatya – et lille fiskerleje på øen

Bukasa, som er en del af øgruppen Ssese-øerne i Victor iasøen i Uganda. Først med fly fra MAF’s base i Kajjansi og nu med båd det sidste sty kke vej.

Jeg forstår ikke helt hans ord. Hvordan kan et besøg i et par timer af nogle vildfr mede mennesker have nogen emform for betydning for ind byggerne i en landsby? Vi er ikke kommet for at hjælpe ell er gøre noget for dem. Vi er blot på besøg.

Sam Tsapwe, ophavsmanden bag ordene, arbejder for det såk aldte ”Jesus Film Ministry” I praksis betyder det, at han . tager rundt til landsbyer rundt i hele Uganda, prædiker og arrangerer konferenc er for kirker. Han besøger jævnligt forskellige kirker Ssese-øerne. på Isoleret af vand Ved ankomsten til Lwanabaty a bliver vi taget hjertelig t imod af både faste håndtr og generte nysgerrige blikke yk . Eftermiddagen hvirvler for bi med optrin i landsbyens lokale kirke og frokost hos præsten. Da vi sejler væk ige n for at komme hen til græ landingsbanen, står en kød srand af mennesker og vinker farvel til os.

– Det her er verdens ende, et glemt folk, bliver Sam Tsa pwe ved.

Hans ord kører rundt mit hov ed resten af ugen i Uganda . Spredte informationer og kommentarer om Ssese-øerne stykker et billede sammen af et reelt isoleret samfun På trods af at Bukasa-øen d. kun ligger 70 kilometer fra millionbyen Kampala, befind øsamfundet sig milevidt fra er omverdenen. Færgefarten til fastlandet, og sågar til nab øerne, er dyr og besværlig. oSundhedstilbuddene på øerne spares væk af administrati nen i Kampala. Der er ikke omange fra fastlandet, som lige kommer forbi for at se, hvordan befolkningen på øerne klarer sig .

Vandet rundt om Ssese-øerne isolerer indbyggerne på samme måde som dår lige veje og lange afstande.

I det lys får et simpelt bes øg på en eftermiddag større betydning. En efterm iddag hvor Lwanabatya rent faktisk kan vis e, at de findes på landkortet. Selv om det blo t er til nogle fremmede mennesker, som i sig sel v ikke kan gøre meget for dem. Måske er det okay bare at blive oprigtig glad, når mennesker kom mer besøg.

Med venlig hilsen Astrid Reuss Rahbek

Menneskerne i Lwanab atya var meget glade for vores besøg – en gæstf rihed og interesse, som jeg i første omgang ikk e forstod.

Astrid Reuss Rahbek er kommun ikationsmedarbejder i MAF Dan mark og besøgte Ssese-øerne rejse rundt i Uganda for at i forbindelse med en opleve MAF’s flyvetjeneste dér.

11

IKKE MANGE MENNESKER KOMMER FORBI BUKASA-ØEN I UGANDA Vil du støtte MAF, så isolerede steder får besøg af evangelister, læger og nødhjælpsarbejdere?

Netbank

CMYK COLOURS

MAF 1272

Betalingskort:

Kontonummer:

MP-nummer:

maf.dk/giv

1551 – 9581162

84744

C: 100 M: 57 Y: 0 K: 40

Giv 150 kr.

SMS: “MAF” til

*

1272

C: 5 M: 100 Y: 71 K: 22 C: 0 M: 1 Y: 0 K: 51

* Skriv dit fulde navn og cpr-nummer i beskedfeltet, hvis du vil have fradrag for din gave.

Flying for Life ISSN: 2596-6634 Udkommer 4 gange om året.

Oplag: 5.000 stk.

Mission Aviation Fellowship er en international, fælleskirkelig missionsorganisation, som hjælper lokale kirker, missionsselskaber og nødhjælpsorganisationer i 27 ulande med flytransport.

C O M PA S S C R E AT I V E S T U D I O I N C 201-3228 south service rd

title: client:

b u r l i n gt o n , o n L 7 N 3 H 8

date:

www. c o m p a s s c r e a t i v e . c a

d e s i g n e r (s):

MAF LOGO 2012 - CMYK M is s io n Av ia t io n F e l l o w s hip June 2012 Ja s o n B o uw m a n

MAF Danmarks landskontor Søparken 2 DK-9440 Aabybro Tlf. 3042 9658 maf@maf.dk CVR Nr. 30026144

Landssekretær: Øjvind Thomasen

Layout: Jakob Roer Askholm

Kontingent pr. år: Medlem, enkelt: 200 kr.

Medlem, par: 300 kr.

Forsidebillede: Jackson Mataya, sydsudanesisk flygtning og lægestuderende i Uganda, på sin første flyvetur med MAF. Foto af Kelly Hewes

Redaktion: Astrid Reuss Rahbek Niels Kr. Sørensen Arne Puggaard Dorthe Braüner Lind

Tryk: Trykkeriet Friheden Tlf. 9798 1641

MAF modtager støtte fra Kulturministeriets puljer.

Sponsor:

Mogens Nørgård Tømrermester

B i r k e l s e

·

4 0 3 7 9 5 4 9