4
MEDLEMSTILFREDSHED
Af Helle Krogh, kredsbestyrelsesmedlem
Tilfreds Vores medlemmer er tilfredse I forhold til andre kredse scorer Finansforbundet Sydbank Kreds højere end gennemsnittet for andre kredse
K
ender du det, at du og dine kolleger selv synes, at I gør et godt stykke arbejde, som kunder og kolleger er tilfredse med? Og hvis der så kommer en undersøgelse, som bekræfter dette, bliver I bare så glade? Sådan har vi det også i Finansforbundet Sydbank Kreds. Finansforbundet har lavet en tilfredshedsundersøgelse i december 2020/januar 2021, hvor en stor del af medlemmerne er blevet spurgt om deres holdning til vores arbejde. Ud af de adspurgte medlemmer har 98 ansatte i Sydbank besvaret spørgsmålene, hvilket gør undersøgelsen valid. Medlemmer af Finansforbundet Sydbank Kreds er generelt mere tilfredse og mere loyale end medlemmer i andre kredse. Det er vi rigtig stolte over. For eksempel svarer medlemmer, der er ansat i Sydbank, i gennemsnit 8,2 (på en skala fra 1 til 10) på spørgsmålet ’På baggrund af dine samlede erfaringer med Finansforbundet, hvor tilfreds er du så alt i alt?’ I andre kredse svarer gennemsnittet 8,0. Vores medlemmer svarer 7,8 på spørgsmålet ’Forestil dig det perfekte fagforbund. Hvor langt fra eller tæt på dette ideal er Finansforbundet?’ Her svarer andre kredse 7,5. Vil du anbefale Finansforbundet til andre? Vores medlemmer svarer 9,0 og andre kredse svarer 8,5. Generelt er tilfredsheden steget siden sidste undersøgelse for 3 år siden.
Vi er tætte på vores medlemmer Noget, der gør os særligt glade, er, at vi opleves som tætte på vores medlemmer i Sydbank.
På spørgsmålet ’Kendskab til din lokale tillidsrepræsentant?’, bliver der svaret 8,7 hos os mod 7,2 gennemsnitligt i andre kredse. Og på spørgsmålet ’Finansforbundet har dygtige og værdsatte lokale repræsentanter på min arbejdsplads?’ svares der 8,4 hos os – og 7,5 i andre kredse. Vi arbejder meget målbevidst på, at alle områder i banken bliver dækket af en tillidsrepræsentant. Samtidig har vi meget fokus på, at alle tillidsrepræsentanter er dygtige og veluddannede, så de er klædt på til opgaven. Det, at tillidsrepræsentanten er lokalt kendt, gør, at mange problemer bliver løst, inden de bliver store og måske går i hårdknude – til glæde for alle parter. Værdien heraf skal ikke undervurderes.
Når vi kigger indad… Vi er klar over, at vi stadig har noget at arbejde med. Vores største udfordring er, at vores medlemmer ikke har nok kendskab til følgende tilbud i Finansforbundet: • netværk • muligheder for individuel rådgivning og vejledning omkring løn og ansættelsesforhold • tilbud om sparring i forhold til kompetenceudvikling og muligheder i arbejdslivet Måske giver artiklerne på side 6 og 7 dig lyst til at vide mere? En anden problemstilling er, at vores medlemmer ikke oplever, at de har så stort kendskab til måden vi arbejder på i forhold til ledelsen i Sydbank. Vi er meget bevidste om, hvad vi kommunikerer – men vi er nok ikke så gode til at fortælle hvorfor. Det tager vi til os. Til slut vil vi sige tusind tak for alle de positive tilbagemeldinger. Vi er stolte af undersøgelsens resultater. Samtidig er det vigtigt for os at fortælle, at vi ikke glemmer de mere kritiske stemmer, som vi tager med os i vores videre arbejde.