4 minute read
15 sunde minutter: Drik dine grøntsager
DRIK DINE GRØNTSAGER
Greenies er en lækker, sund og hurtig vej til at få flere grøntsager ind i din hverdag, og de kan varieres i det uendelige, alt efter hvad du er til. Her får du to opskrifter og gode tips til at komme godt i gang med at drikke dig til en masse sunde sager.
Advertisement
Tekst SARAH KIRKEMOE GALÀN
Vi ved det allesammen: Grøntsager er sunde, og vi kan nærmest ikke få for mange af dem. Men nogle gange kan det måske virke lidt uoverskueligt at skulle tygge sig igennem de flere hundrede gram om dagen, som de officielle kostråd anbefaler. Og det er så her, greenien kommer på banen som en grøn superhelt. – En greenie, der også kan betegnes som en grøntsagssmoothie, er en god måde nemt og hurtigt at få en større mængde grønt indenbords på. Og fordelen ved en greenie er, at du får alle de gavnlige kostfibre med, hvilket du ikke gør, hvis du laver juice af dine grøntsager og frugt, fortæller Malin Bisander. Hun er uddannet kostvejleder og blogger om antiinflammatorisk mad på malinsmad.dk
ALLE REGNBUENS FARVER
Frugt og grønt bugner af vitaminer og mineraler, som kroppen har brug for, men der er ikke nogen frugt eller grøntsag, der indeholder dem alle sammen. Derfor er det så vigtigt at få mange forskellige slags, forklarer Malin Bisander. – A-vitamin finder du fx i gulerødder og grønne bladgrøntsager, C-vitamin får du i peberfrugt, broccoli og jordbær, og grønkål er en god kilde til blandt andet mineralet calcium og B9-vitamin, der også kaldes folat. Tænk i regnbuens farver, når du køber ind, og vælg gerne både røde, lilla, grønne og gule grøntsager, så får du en god variation. En greenie behøver ikke kun være grøn, siger hun.
GROFT ER GODT
Det største plus på sundhedskontoen får du ved at sørge for, at der er grove grøntsager som rodfrugter, kål og bælgfrugter i dit køkken – og i din greenie. De er nemlig særligt rige på kostfibre, som har en række gavnlige effekter, siger Malin Bisander: – De sætter skub i din fordøjelse, bidrager til at holde dit blodsukker stabilt, sænker dit kolesteroltal og hjælper dig med at holde vægten, da de fylder godt i maven. Kostfibre fungerer også som næring til tarmbakterierne, og en sund tarmflora har stor indflydelse på vores immunforsvar. Det geniale ved en greenie er, at du kan lave en vaskeægte sundhedsbombe, hvor du får det hele på én gang: De grove grøntsager, de fine og mere vandholdige grøntsager og frugt eller bær, som giver et sødt og lækkert strejf.
NEMT OG GODT
en lækker drik. Og så er det ellers bare om at prøve dig frem og finde frem til dine egne favoritter. Du kan fx starte med opskrifterne her på siden og så lade din egen fantasi tage over. Malin Bisander har et par gode tips til at gøre det nemt: – Lad gerne en greenie være et af dagens mellemmåltider – eller hvorfor ikke starte dagen med at drikke en god portion grøntsager? Det er nok de færreste, der har tid og tålmodighed til at skrælle og skære grøntsager om morgenen, så det kan være en god idé at forberede din greenie aftenen før. Gør grøntsagerne klar, og læg dem i køleskabet natten over, så er de lige til at smide i blenderen, når du står op. En greenie smager også bedst, når den er rigtig kold, siger hun og tilføjer: – Sørg også for at fylde fryseren op med frugt og grønt som spinat, ærter, grønkål, edamamebønner, ananas, mango og frossen avocado. Det skal være nemt, og det skal være godt.
6 OM DAGEN
- I de officielle kostråd er anbefalingen at spise 600 gram frugt og grønt om dagen - Det svarer til ca. 6 styk. 100 gram kunne fx være en stor gulerod eller et æble - Mindst halvdelen af de 600 gram skal være grøntsager, gerne både grove og fine, bælgfrugter og i forskellige farver - Alle grøntsager undtagen kartofler tæller med – også de frosne og dem på dåse. Kilde: altomkost.dk
TO GODE TIL DIN GREENIE
Tip! Tænk miljøvenligt og invester i sugerør lavet af bambus, som du kan bruge igen og igen.
MAISTIC BIO Sugerør Naturlige Bambus, 6 stk., 25 kr. Fås på matas.dk
NYBORGGAARD Hørfrøolie koldpresset økologisk, 250 ml, 80 kr. Fås på matas.dk
Tip! En lille skefuld olie, fx hørfrøolie, i din greenie hjælper kroppen til at optage de fedtopløselige vitaminer fra grøntsagerne. TO SKØNNE OPSKRIFTER
GRØN GREENIE MED SPINAT OG AVOCADO
2 store glas
• ½ økologisk citron med skræl • 1 hel appelsin uden skræl • 2 cm frisk ingefær • 50 g frossen avocado • 50 g frosne, grønne ærter • 75 g frossen spinat • 40 g frossen ananas • Ca. 2 dl plantemælk
Sådan gør du: - Skær appelsinen i tern. Vask citronen (behold skrællen), og del den i fire stykker. - Blend det hele i blenderen. Tilsæt evt. lidt mere væske, hvis greenien bliver for tyk.
RØD GREENIE MED RØDBEDE OG SOMMERBÆR
2 store glas
• 175 g rødbede (svarer til en stor eller to små) • 100 g bladselleri • ½ økologisk lime med skræl • En håndfuld frisk mynte • 200 g jordbær og/eller blåbær • 50 g frossen ananas • Et par cm ingefær • 1 rød peberfrugt • Ca. 2 dl plantemælk
Sådan gør du: - Skræl rødbederne, og vask de ingredienser, der ikke er frosne. - Blend det hele i blenderen. Tilsæt evt. lidt mere væske, hvis greenien bliver for tyk.