Mindehæfte Med Olfert Fischer i Golfen by Mark & Storm Grafisk

Med OLFERT I

GOLFE N

NYBORG

MARINE-

FORENING EST. 1913

MED OLFERT I GOLFEN

Forord ved Landsformand Steen Engstrøm

Fra fodnoter til udsendelse ved Uffe Ellemann-Jensen

11.

TORDENSKIOLDS soldater i OLFERT FISCHER af Thor B. Nielsen

16.

Med Olfert i Golfen af Ejgil Bank Olesen

21.

Uddrag af nyhedsbrevene

28.

Samtale med Charlotte & Poul Jørgensen af Kurt Verner

32.

Søværnet efter Missionen af Kurt Birger Jensen

45.

Afrunding

Bearbejdet af Mark & Storm, Ringe.

Korvetten OLFERT FISCHER er opkaldt efter den danske søhelt og viceadmiral

Denne publikation tilegnes PETER TORDENSKIOLDS besætning, der gjorde tjeneste på OLFERT FISCHER i Golfen 1990-1991

Layout og tryk: Mark & Storm Grafisk

Foto: Forsvarsgalleriet

Olfert Fischer (f. 1749 – d. 1829)

MED F355

Olfert i Golfen

anmarks Marineforenings fremmeste formål er at styrke nationens interesse for Søværnet og søfarten, samt at vedligeholde forbindelsen og kammeratskabsfølelsen mellem personer, der er eller har været tjenstgørende under Orlogsflaget, ansat til søs eller nærer særlig interesse for det maritime miljø. Dette formål har særligt Nyborg Marineforening på eksemplarisk vis stedse forfulgt med sit utrættelige og pro-aktive engagement i såvel lokalområdet som i bredere forstand. Udgivelsen af de mange mindehæfter og fortællinger i øjenhøjde, som bl.a. denne udgivelse, er tydelige bevis på dette. En god trædesten i rejsen mod Fremtidens Marineforening – der er relevant i tiden. Ens tanker går helt automatisk tilbage til den tid om, hvor og hvad var jeg dengang. Jeg var operationsofficer på skoleskibet MØEN med den primære opgave at uddanne Søværnets kadetter og nye premierløjtnanter i praktisk sejlads. Vi sejlede rigtig meget i Lillebælt – et farvand med strøm og mange fyrlinjer/vinkelfyr – hvor vagtchefseleverne kunne blive presset til det yderste. Og det var netop her, at radiogasten Laila purrede mig en meget tidlig morgentime den 17. januar 1991 for at fortælle, at nu var krigen i Golfen startet.

Skoleskibet MØEN’s muligheder for at følge situationen var på dette tidspunkt begrænset til signaltrafik og medierne – og hvem husker ikke Peter Arnett fra CNN rapportere med både lyd og billeder fra sin hotelbalkon, da missiler og bomber regnede ned over Bagdad denne morgen. Naturligvis fyldte korvetten rigtig meget i medierne lige fra det storpolitiske om bl.a. mandat til at skyde missiler til de små trakasserier ombord. Livet ombord, og de ”små” udfordringer det afstedkom, blev gjort til genstand for myriader af satiriske indslag, men kunne måske nok synes noget uretfærdigt og misvisende for de udsendte besætninger og deres hjemmeværende pårørende. Særligt husker jeg sketchene i satireprogrammet på DR, ”Den gode, den onde og den Virk’li sjove” med skuespillerne Peter Schröder, Niels Olsen, Kurt Ravn og Ditte Knudsen i matrostøj. Med disse ord ønskes I alle god fornøjelse med denne så absolut læseværdige beretning om korvetten OLFERT FISCHER’s udsendelse til Den Persiske Golf i 1990-91 og igen tak til Nyborg Marineforening for endnu en meget fin udgivelse.

Steen Engstrøm LANDSFORMAND FOR DANMARKS MARINEFORENING

Afgang fra FLS KBH

Stor interesse for OLFERTS FISHERS afgang ved Langelinje

MED OLFERT FISCHER I GOLFEN

Fra fodnoter til udsendelse AF TIDL. UDENRIGSMINISTER UFFE ELLEMANN-JENSEN

a korvetten ”Olfert Fischer” i efteråret 1990 satte kursen mod Golfen, var der tale om et afgørende og historisk gennembrud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det var starten på det, som siden blev døbt ”den aktivistiske udenrigspolitik”, hvor Danmark tog et aktivt medansvar for at skabe sikkerhed de steder, hvor sikkerheden var truet: På Balkan, i Mellemøsten, i Golfen, i Afghanistan, i Libyen – for nu at nævne nogle af de steder, hvor Danmark var med, og hvor danske udsendte deltog i farefulde operationer, som kostede nogen livet. Vi var ikke længere – med et citat fra Jeppe Aakjær – et ”Puslingland der hygger sig i smug”.Vi var, for at citere en amerikansk præsident, et land der ”slog hårdere end sin vægtklasse”. Udsendelsen af OLFERT FISCHER var således et klart brud på den traditionelle danske berøringsangst overfor omverdenen. Jeg ser her bort fra Flådens stolte traditioner fra indsatsen mod barbareskerne for over 200 år siden…

Det blev bemærket ude i verden. I begyndelsen af 1991 var Dronningen på statsbesøg i USA, og fik en meget fornem modtagelse på Arlington Kirkegården i Washington. Præsident George H. W. Bush holdt en varm velkomsttale, hvor han takkede ”lille Danmark” for at have stillet med fregatten OLFERT FISCHER til den fælles opgave at sikre freden i Golfen.Vi var med i det gode selskab – efter en årrække, hvor vi var gledet mere og mere ud. Når udsendelsen af OLFERT FISHER spillede så stor en rolle, skyldes det i høj grad de foregående års skammelige danske optræden overfor vore allierede i NATO. Det var den såkaldte ”fodnoteperiode”. Her er min korte version af, hvad der ligger i det udtryk. Andre kan have andre opfattelser. Men her er min: Forud for regeringsskiftet den 10. september 1982 havde der hersket relativt ro om dansk forsvarsog sikkerhedspolitik. De store, regeringsbærende partier – socialdemokratiet, venstre og konservative – var enige om de store linjer, selv om der var en vis indre uro i socialdemokratiet.

I NATO var det store spørgsmål i disse år den såkaldte ”dobbeltbeslutning”. Sovjetunionen havde opstillet en ny type mellemdistancemissiler, SS-20, som kunne nå mål i Europa, men ikke i USA. Det gav anledning til bekymring, især i Tyskland, for at der på denne måde kunne gennemføres en ”afkobling” af Europa fra den amerikanske atomparaply, som var garant for vores sikkerhed. På initiativ fra den vesttyske socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt enedes man da om ”dobbeltbeslutningen”: Sovjetunionen blev stillet overfor et valg. Enten fjernede man SS-20 missilerne – eller også ville USA udstationere tilsvarende missiler i Vesteuropa. De skulle bl.a. udstationeres i Vesttyskland, Benelux og Storbritannien – men ikke i f.eks. Danmark. Vi skulle sammen med alle andre deles om udgifterne til at indrette de baser, hvor missilerne skulle opstilles, hvis Sovjetunionen sagde nej til at fjerne sine SS-20 missiler.

Det startede en voldsom propagandakrig, hvor Sovjetunionen spillede på alle strenge for at få atommodstandere, fredsbevægelser, politikere osv. til at gå imod dobbeltbeslutningen. Det knagede i sammenholdet, også i Danmark, hvor den socialdemokratiske regering havde tilsluttet sig Dobbeltbeslutningen, men gjorde flere forsøg på at få udstationeringen af amerikanske missiler udskudt. Da det ikke lykkedes, vedstod regeringen sig den fælles beslutning – og det blev senest bekræftet lige før regeringsskiftet i 1982. I efteråret skiftede Socialdemokratiet kurs. Den nye firkløver-regering, hvor Poul Schlüter var statsminister, og jeg var udenrigsminister, var en mindretalsregering. Det var ikke usædvanligt, det var efterhånden blevet det normale i Danmark med mindretalsregeringer. Men da socialdemokraterne havde sundet sig over regeringsskiftet – som var sket uden valg, fordi de ikke kunne få flertal for en finanslov – begyndte de at kigge sig om efter punkter, hvor den nye regering kunne bringes i mindretal.

NATO’s Hovedkontor i Bruxelles, Belgien

Blikket faldt på sikkerhedspolitikken Socialdemokraterne havde flertal i Folketingen sammen med radikale og SF, hvor de to sidste partier hele tiden havde været modstandere af dobbeltbeslutningen. Og nu startede en besynderlig periode i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Socialdemokratiets leder, tidligere statsminister Anker Jørgensen, havde stærke følelser i spørgsmålet om atomvåben, og med støtte fra den socialdemokratiske ordfører Lasse Budtz fik han sin folketingsgruppe til at vende sig imod de vedtagelser, de tidligere havde stået bag. Nogle af de ældre i gruppen og tidligere ministre som fhv. udenrigsminister K. B. Andersen var imod, men de blev nedstemt, og gled efterhånden ud i mørket. Ved en række debatter i Folketinget blev der vedtaget dagsordener, som lagde afstand til centrale dele af NATO’s strategi. Og det blev udenrigsministerens og skiftende forsvarsministres ubehagelige opgave at meddele dette ved ministermøderne i NATO. Disse møder sluttede gerne med en fælles erklæring, et ”communique”, hvor Danmark i en række tilfælde tog afstand fra den fælles politik ved at sætte en fodnote.

”Fodnoteperioden” var født, og den kom til at vare fra slutningen af 1982 til begyndelsen af 1988. Den mest skadelige af disse fodnoter kom allerede i december 1982, da et flertal i Folketinget tvang regeringen til at udskyde betalingen af Danmarks bidrag til de fælles udgifter til at forberede modtagelsen af de amerikanske missiler. Det var et beløb på 48 millioner kroner, men den symbolske værdi var utroligt skadelig for Danmarks omdømme. Jeg husker et møde, jeg havde i Bruxelles med den amerikanske udenrigsminister George Shultz, hvor han sagde til mig, at han godt vidste, at det var en tidligere regering der havde lovet at betale, men at det vel var sådan, at regeringer overtog forgængernes forpligtelser. Jeg forklarede ham, at det ville vi sandelig også gerne – men at det var dem, der havde garanteret beløbet, som nu af indenrigspolitiske grunde var sprunget fra… Han sagde ikke noget. Men jeg glemmer aldrig det blik, han sendte mig. På talrige områder gled Danmark længere og længere ud i periferien af den fælles forsvarsog sikkerhedspolitik. Det kulminerede i begyndelsen af 1988 med et forslag fra ”det alternative sikkerhedspolitiske flertal” om, at besøgende allierede krigsskibe skulle have besked om, at de ikke måtte medføre atomvåben. Herefter meddelte USA og Storbritannien, at de havde en politik om aldrig at bekræfte eller afkræfte deres skibes bevæbning, og hvis vi kom med sådan en regel, ville de ikke længere besøge danske havne. Det ville indebære et stop for aftaler om forstærkninger i højspændte situationer, og i praksis et farvel til NATO’s fulde beskyttelse. Regeringen udskrev valg, og der opstod en ny balance i Folketinget, som punkterede ”det sikkerhedspolitiske flertal”.

Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen på broen af en enhed af WILLEMOES-klassen.

Samtidig var Gorbachev kommet til magten i Sovjetunionen, og han og den amerikanske præsident Reagan indgik en række aftaler, som bl.a. førte til, at dobbeltbeslutningen blev unødvendig. Den kolde krig var slut. Men det var ikke Danmarks skyld.Vort bidrag til den fælles vestlige strategi havde været en underminering, og der blev ikke set på os med beundring. Noget måtte gøres. Og så kom muligheden for at deltage aktivt i den situation, der var opstået i Golfen. I august 1990 invaderede Irak den lille nabostat Kuwait. Der var risiko for, at irakerne ville fortsætte ind i Saudiarabien, og dermed komme til at kontrollere 40 procent af verdens kendte oliereserver. FN’s sikkerhedsråd fordømte invasionen og krævede omgående tilbagetrækning fra Kuwait. Og USA og en kreds af lande lovede at sende tropper til Saudiarabien. FN fulgte op med at indføre bindende sanktioner mod Irak. Der var tale om resolutioner i henhold til FN-pagtens kapitel VII, hvorefter der kan indføres tvangsforanstaltninger mod lande, der ikke efterlever sikkerhedsrådets resolutioner.

I NATO begyndte drøftelserne om udsendelse af en fælles flådestyrke til Golfen for at gennemføre en blokade af Irak. Få år tidligere havde skibsfarten i Golfen været truet, og der blev udsendt en flådestyrke under ledelse af den vesteuropæiske union WEU. Danmark er ikke medlem af WEU, men dansk skibsfart havde meget store interesser i Golfen, så regeringen forsøgte at få tilslutning til på en eller anden måde at bidrage til flådeindsatsen. Kold afvisning fra Socialdemokratiet og deres meningsfæller. Et dansk rederi bidrog for egen regning og risiko til at støtte indsatsen i 1990: Skibsreder Mærsk McKinney Møller tilbød at stille plads til rådighed på nogle af rederiets store containerskibe, så der kunne fragtes amerikansk materiel til Golfen – og tilbuddet blev modtaget med taknemmelighed. I Folketingets udenrigspolitiske nævn blev situationen drøftet næsten dagligt, og det kom efterhånden til at stå klart, at hvis der kom et helt klart mandat fra FN, var det ikke utænkeligt med et dansk flådebidrag. Nogen ville hellere stille med et hospitalsskib, men der var brug for noget mere slagkraftigt.

Olfert Fischer ved FLS Korsør efter ombygning for indsats i Golfen

Olfert Fischer forlader det amerikanske forsyningsskib USS CAMDEN efter RAS

I FN’s sikkerhedsråd arbejdedes der på højtryk for at sikre gennemførelsen af en effektiv flådeblokade af Irak – og endelig, lørdag den 25. august kom resolution 665 som opfordrede medlemslandene til aktivt at støtte en flådeindsats i Golfen. Jeg havde været i løbende underhåndskontakt med den senere forsvarschef, admiral Hans Garde, som kunne fortælle mig, at OLFERT FISCHER ville være det rette valg, og at skibet hurtigt kunne gøres klart til opgaven. Jeg gik i medierne med budskabet om den nye FN-resolution, straks den forelå, og sagde, at dette efter min mening burde føre til udsendelsen af et orlogsfartøj. Det skabte en del knurren i Folketinget, også internt i regeringen, hvor nogen følte sig løbet over ende. Det forstår jeg sådan set godt, men der måtte handles hurtigt for at udnytte det momentum, der var skabt. Jeg var i kontakt med mine norske og svenske kolleger, og den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg lovede straks at stille med et støtteskib. Det blev kystvagtskibet ANDENES, et stort og velbevæbnet skib, som jeg kendte fra tidligere besøg i Norge. Min svenske kollega var ikke glad for henvendelsen, og forsøget på at få svenskerne til at stille med et fly til kontakten med den base, hvor det danske og det norske skib skulle stationeres, førte ikke til noget.

I Danmark gjorde det indtryk i Folketinget, at der ville blive tale om en dansk-norsk indsats. Der blev arbejdet hurtigt, og allerede sent på aftenen den 31. august kunne et stort flertal i Folketinget vedtage et forslag om udsendelse af korvetten OLFERT FISCHER til Golfen. I betragtning af, hvor hidsige debatterne kunne blive om sikkerhedspolitiske spørgsmål blot et par år tidligere, var der tale om en saglig og alvorlig debat. Det blev anført i betænkningen til lovforslaget, at hvis der udbrød krig i området, skulle korvetten ikke deltage i krigshandlinger mod Irak eller andre uden at Folketingets samtykke forinden var indhentet. Allerede tidligt næste morgen kunne jeg hjemme fra vores soveværelsesvindue følge OLFERT FISCHER, der stod ud af Københavns Havn for at gå på værft i Svendborg for at blive udstyret til den lange rejse sydpå. Jeg stod også på badebroen hjemme ved vores vej og fulgte OLFERT, da turen endelig efter udrustning m.v. startede på turen den 12. september. Det var lidt bevægende. Jeg tog ikke ind i havnen for at tage afsked, for der havde været nogle avisskriverier om, at der nok ville være nogle ministre, som ville udnytte situationen til at få nogle gode billeder. Så jeg blev hjemme. Med en klump i halsen – både ved tanken om, hvad der måtte vente de folk, vi nu sendte afsted, og med stoltheden over, at Danmark igen var på banen som loyal allieret.

OLFERT FISCHER Skibschefen Thor B. Nielsen

OLFERT FISCHER

TORDENSKIOLDS Soldater A F P E N S . K O M M A N D Ø R K A P TA J N T H O R B . N I E L S E N

ar i 1990, som orlogskaptajn, chef for korvetten PETER TORDENSKIOLD og overtog med sin besætning OLFERT FISCHER i Den Persiske Golf december 1990 – marts 1991. I PETER TORDENSKIOLD fulgte vi på TV, da OLFERT FISCHER 12. september 1990 satte kurs mod Den Persiske Golf. Vi var på havet for at lave målinger, der skulle anvendes til at optimere OLFERT’s nye system til vildledning af missiler. Begejstring over begivenheden var blandet med skuffelse over, at det ikke var os. Vi var sat op til det siden august, hvor Irak invaderede Kuwait, og en flådeblokade kom på tale. Tilfældigvis havde vi haft TV hold ombord, og senere været belejret af medierne under adoptionsbesøg i Kolding, mens den politiske debat tog fart, så valget af, TORDENSKIOLD syntes for os at være en formalitet. Vi havde analyseret opgaven, drøftet tanker og ideer og var begyndt at formulere en slagplan for klargøringen. Valget faldt dog på OLFERT FISCHER, fordi den teknisk var bedst egnet til opgaven. Alligevel føltes det som antiklimaks. Det blev tidligt besluttet, at perioden for enkelte besætninger ville være tre måneder, og at omskiftning skulle foregå i området. Altså skulle vi afløse inden jul, hvis operationen ikke var ophørt forinden. Hvad mange troede på dette tidspunkt.

Forberedelse Med tre måneders forberedelse til en ”måske” opgave, lagde vi et program, der skulle bringe besætningen på fuld styrke og sikre, at individuel funktionsuddannelse var i top. Vi fik talrige tilbud om at udlåne personel, som hver for sig ville være et plus for skibets standard; men valgte at holde på TORDENSKIOLD’s faste hold og begrænse tilgang til udfyldning af ’huller’. Det var en periode med mange valg. Denne var nok den vigtigste, som tjente os vel under den senere krig, hvor gensidig tillid var kernen i besætningens professionelle ro og koncentration om opgaven. I oktober skulle vi sammen med Norge hylde Tordenskjolds jubilæum. Denne begivenhed strakte sig over tre uger, hvor vi trænede med KNM BERGEN. Samvirket gav os lejlighed til at sammentømre den forøgede besætning. Fra november fokuserede vi mod den kommende opgave. Vi var i jævnlig kontakt med OLFERT FISCHER, og vi tappede mest mulig kommunikation til og fra skibet. Samtidig gjorde vi en indsats for positiv betjening af pressen. Med professionel assistance fra FOV blev optaget klip til en juletræs-historie: ’Fra Sjællands skov til Arabiens sand’. Det var måske ikke det mest centrale tema, men vi valgte at følge mediernes ønsker om et afslappet indslag i forventning om en positiv tilgang til dækning af senere mere alvorlige hændelser. Og så sendte udsendelsen det ønskede signal til bekymrede pårørende – ”Tag det roligt. Vi har det godt”.

Orientering af pårørende var en væsentlig del af klargøringen. Pressedækning fra Mellemøsten i denne periode var meget dramatisk, og spændingen i området stigende. Sikkerhedsrådet vedtog Resolution 678, der bemyndigede anvendelse af væbnet magt, såfremt besættelsen af Kuwait ikke var bragt til ophør inden 15. januar. Selvom denne resolution ikke indgik i OLFERT FISCHERs instruks, indebar den en væsentlig forskel for vores operationsmiljø dernede. Udover skriftlig orientering gennemførte vi arrangementer for pårørende i Århus og i København. Dette var en stor succes, og det skabte, om ikke tryghed – så dog tillid i baglandet, når pårørende kom ombord og ved selvsyn kunne opleve besætningens selvtillid, ro og sammenhold. Omskiftning Omskiftning foregik i to omgange, hvor første halvdel 4. december forlod Værløse i et Hercules transportfly. Med overnatning på Kreta og mellemlanding i Cairo, nåede vi 6. december frem til Dubai og afløste første halvdel af den oprindelige besætning, der så fulgte med flyet hjem. Efter et par dage ved kaj og en overleverings-sejlads med den blandede besætning, ankom andet hold den 11. december, hvor det formelle kommandoskift fandt sted.

Gennem Strædet Endelig den 18. december var vi klar til at stå til søs. Efter at FOV havde lavet de sidste klip til juletræshistorien. Filmholdet sejlede med de første dage for at lave lydbilleder og en ønskekoncert til DR’s juleflade. Sejladsen var planlagt som en skolesejlads, hvor vi kunne indøve samarbejde med ANDENES og finpudse vores egen træning med de nye systemer. Det skulle foregå i et øvelsesområde i Oman Bugten uden for Hormuzstrædet. Vi kom nu ikke så langt. Om natten da vi var på vej gennem Strædet, observerede vagten råb om hjælp fra mørket, og sammen med ANDENES iværksatte vi en eftersøgning, som hurtigt fik tilslutning fra USS FIFE og dens helikopter. I den næste halve time fandt og bjergede vi seks skibbrudne iranske fiskere. Deres båd var blevet sejlet ned i mørket af et ’stort skib’. Der havde være syv mand ombord. Eftersøgning blev fortsat op ad formiddagen, hvor vi opgav at finde den sidste. I mellemtiden havde vi kommunikeret med myndighederne i Dubai, som ikke ønskede at modtage iranske ’bådflygtninge’.

Den første uge tilbragte vi ved kaj for at blive dus med skibet og med besætningen i Andenes, der nu var veteranerne. Desværre skulle de udskiftes lige efter Nytår. Vi fik et virkeligt nært forhold til den besætning i den korte tid, vi var sammen.

OLFERT FISCHER sammen med det norske kystvagtsskib ANDENES

Heldigvis fik en af de reddede forklaret os, at en iransk makker havde fisket lige i nærheden af dem. Det lykkedes ham at få kontakt med denne på VHF, men ikke at forklare ham, at han skulle komme ud til os i internationalt farvand. Vi sendte derfor gummibåden ind for at aflevere de seks reddede. Efter at have fyldt olie fra en italiensk tanker udpasserede vi så den følgende nat Hormuzstrædet, hvor vi fandt liget af den syvende fisker. Og endeligt den 20. december kom vi i gang med vores øvelsesprogram, assisteret af IWO JIMA og MIDWAY. Juletid Efter tre dages øvelser skiltes vi fra ANDENES, som skulle forberede besætningsskift i Jebel Ali, mens vi havde valgt at holde jul i Muscat. Vi havde tre pragtfulde dage i Oman’s venlige hovedstad med åbent hus for den danske koloni og julegudstjeneste på agterdækket. Sidegangen var dækket af julekort fra enkeltpersoner, skoler, og foreninger i hele Danmark. Gangene flød med gavesække, som vi havde byttet for et juletræ hos et amerikansk landgangsskib, der også lå i havnen.

De var sendt i overvældende mængder fra velgørende foreninger o.l. i USA. Juledags aften forlod vi Muscat og optog patrulje sammen med en fransk fregat ud for Arabiens østlige punkt, Ras al Hadd. Efter nogen tid, fik vi underretning om at potentiel blokade-bryder, Ibn Khaldoon var blevet opbragt længere sydpå om morgenen, og at man gerne ville have os derned for at deltage i bevogtning af skibet. Olie fra en fransk tanker og så sydover til Masirah Island, hvor vi fandt - ikke kun ’fredsskibet’ - men hele den amerikanske amfibiestyrke, som holdt til i området. Juledagene tilbragte vi ud for Masirah sammen med amerikanske, australske og engelske enheder, mens der blev forhandlet med omliggende stater om at tage imod Ibn Khaldoon. Indimellem toppede vi olie fra amerikanske tankere og gennemførte håndvåbenskydninger, så besætningen var klar til en forøget bevogtning, når vi kom tilbage til Jebel Ali. Vi blev frigivet fra opgaven 30. december og begav os på vej mod Hormuz og Jebel Ali, hvor vi ugen efter skulle modtage besøg af forsvarsminister Enggård. Nytåret blev hilst velkommen i Hormuzstrædet med en kort dispensation fra skibets standard om nul alkohol i søen. Et glas pr. m/k og så klar til oliefyldning fra ZUIDERKRUIS kl. fire om morgenen.

Forberedelse til krig Tilbage i Jebel Ali blev vi briefet om de amerikanske krigsforberedelser. Flådestyrken i Golfen blev benævnt Battle Force ZULU (Kampgruppe ZULU), og indeholdt to hangarskibsgrupper, med eskorte- og forsyningsskibe. Der var dog et utilstrækkeligt antal eskorteskibe til samtidig dækning af disse, samt søtransport til styrkerne i Saudi Arabien. De allierede enheder blev derfor anmodet om at supplere. OLFERT FISCHER var tiltænkt en dækningsrolle for forsynings-styrken. Den 4. januar ankom forsvarsministeren med følge til Dubai for at sejle med OLFERT FISCHER til Bahrain Med svær sø i stævnen blev det en temmelig ublid tur. Undervejs havde vi forevist skibet og orienteret om situation og planer. Næste dag aflagde ministeren officielle besøg hos lokale myndigheder, mens OLFERT FISCHER serverede hjemmebagt wienerbrød til de få danskere, der ikke var blevet evakueret fra Bahrain. Et gribende samvær. Klump i halsen og blanke øjne ved Dronningens Nytårstale, som ministeren havde medbragt på video. Efter en kort patrulje nord for Bahrain var vi to dage senere tilbage i Jebel Ali for at deltage i en flådekonference.

Emnerne var forsvar mod overraskelsesangreb og sabotage samt formering af kampgruppen. Det blev aftalt, at alle enheder ville forlade havn og være på havet inden 15. januar, når FN’s ultimatum udløb. Sikkerhedsforholdene i Jebel Ali blev skærpet betydeligt i denne periode. Havnens lokale bevogtningsenheder havde hidtil kontrolleret adgangen til kajområdet og bemandet maskingeværreder på kajen. Disse lokale ’styrker’ bestod for en stor del af ’gæste-arbejdere’ og blev nu flyttet længere ind i havneterrænet (ørkenen), hvorefter vi selv tog kontrol med adgang og bevogtning i kaj-området sammen med englænderne, som beboede nabokajen. Den 12. januar forlod vi Jebel Ali for patrulje og søtræning med ANDENES nye besætning. SYDNEYS helikopter assisterer ved mineafsøgning af operations-området øst for Qatar. Hvor de internationale operationer nu koordineres fra canadiske ATHABASKAN. Der er kraftig søtrafik med tropper og forsyninger til Saudi Arabien. Deriblandt adskillige danske skibe. Vi fortsætter sammen med allierede orlogsskibe dækning af ledsagelses- og forsyningsskibe i området. Der er fortsat stigende flyaktivitet og et iransk Orionfly bliver afvist – tilligemed nærgående dhower.

PETER TORDENSKIOLDS besætning ombord på OLFERT FISCHER

De 6 skibsbrudne iranske fiskere

Desert Storm Ved midnat 17. januar modtager vi besked fra den amerikanske chef for kampgruppen, at der er indledt allierede luftangreb mod mål i Irak og Kuwait. Vi går i våbenberedskab RØD til situationen er afklaret. Prioritet: Overflade- og luftbillede, samt dækning af ankringsområde for forsyningsskibe. De næste dage bliver vi i området. For 18. januar at sejle til Omanbugten for sammen med franske JEAN DE VIENNE at ledsage en canadisk flådetanker ind gennem Hormuzstrædet. Vi møder den sovjetiske destroyer MARSHAL SHAPOSNIKOV til ankers ud for Fujirah. SHAPOSNIKOV ønsker ’Best luck in the Gulf’. Kanon- og maskingeværberedskab etableret i Hormuz på grund af nærgående iranske hurtigbåde. Fylder olie fra PROTECTEUR på vej mod ankringsområde. 20. januar patrulje ved ankrings-område. Nu 7 hjælpeskibe dækket af fregatter fra Danmark, Frankrig, Norge, USA, UK, Italien, Canada og Argentina. Begyndende tegn på koncentrationssvigt hos besætningen, som har været i forhøjet beredskab i mange dage. Vi gik ind til Jebel Ali 22. januar. Sikkerhedssituation i havnen var stærkt forbedret med udvidet pigtrådsspærring og UK Marines’ adgangskontrol til kaj-området. Besætning udmattet. Flere mindre havarier kræver udbedring. 24. – 31. januar fortsatte vi patrulje og ledsagelse af forsyningsskibe gennem Hormuzstrædet. I strædet blev vi ofte generet af iranske speedbåde.

Som den omanske kystvagt dog affærdigede som ”normal smugglers”. Samme mønster fortsatte indtil 2. marts med patrulje, ledsagelse og et ugentligt besøg i Jebel Ali. Våbenstilstand blev erklæret 28. februar. Dagen efter indpasserede vi Hormuz for sidste gang ledsagende USS FLINT og USS CAPE COD, som klagede over at være kommet for sent til krigen. I 50 døgn, fra den 12. januar til den 2. marts tilbragte OLFERT FISCHER de 39 døgn til søs i et højt operationstempo. Det viste sig, at en turnus med 7-8 dages patrulje adskilt af 2 dage i havn passede til korvettens formåen. Den første periode på 10 dage var naturligvis den mest intense. Den var nær ved at blive for lang. Selvom vi var det mindste orlogsskib, forekom det os upassende, som de første at forlade skuepladsen for at hvile ud. Desuden var der stor betænkelighed ved sikkerhedsforholdene i havn, når der ikke var andre enheder at dele bevogtningen med. Efter 8 døgn var det imidlertid åbenbart, at koncentration og reaktionsevne var i kritisk aftagen. En medvirkende årsag hertil var, at der er meget begrænsede muligheder for at opleve dagslys i en korvet, når alle våben er bemandet og fjernbetjent. Afslutning Fra 4. marts gennemførte vi endnu en patrulje i Strædet, inden vi 9. marts ankom til Jebel Ali for at tilbagelevere OLFERT FISCHER til egen besætning.

EJGIL BANK OLESEN

Med OLFERT i Golfen H O L M E N S P R OV S T O G O R L O G S P R OV S T E M E R I T U S T I L S Ø S

Tilfældigt eller et sammentræf, men i disse dage hvor dette indlæg skrives, er jeg netop efter næsten 36 år som præst i Holmens Kirke, orlogspræst, Holmens provst og orlogsprovst efter eget ønske gået på pension.

Tak også fordi det giver mig mulighed for at takke Danmarks Marineforening og alle de lokale foreninger for deres aldrig svigtende støtte til os i sejlende tjeneste. Jeres opbakning er meget værdifuld, også den der blev os til del ombord i OLFI 90-91 i Golfen.

Jeg har, om jeg så må sige, lagt uniformen. Og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forudset, hvor ondt det ville gøre. Men i øjeblikket drømmer jeg meget om min tid i Søværnet og de mange sejladser, jeg har fået mulighed for at deltage i, jeg diskuterer uniformer, scenarier ombord osv. osv..

ak til Nyborg Marineforening som har bedt mig om et indlæg om ”Orlogspræstens forventninger, overvejelser og oplevelser”, til publikationen om Olfert Fischers mission FARAWAY i Den Persiske Golf 1990-91.

Orlogsprovst emeritus Ejgil Bank Olesen

I nat fik den gamle sorte hue, som vi ikke bruger længere, da der nu er hvidt hueovertræk hele året, en central placering i min drøm. Jeg har fra den allerførste dag i Søværnet altid været stolt og glad for at bære ”vores” uniform, ikke mindst A3, jakkeuniformen, som jeg befinder mig godt i, og som enhver uanset hvad, ser meget velklædt ud i. Som nyudklækket, uerfaren og teologisk kandidat i en alder af 30 år, blev jeg i september 1985 ansat som præst i Holmens Kirke og som orlogspræst i Søværnet med særlig forpligtelse overfor Søværnets Eksercerskole, senere Søværnets Grundskole i Auderød og med forpligtelse til sejlads med Søværnets skibe. Jeg kendte ikke noget til Søværnet, jeg havde i 197374 aftjent min værnepligt ved Hærens Lægekorps, så jeg var ”grøn”, ligesom min vestjyske familie havde været ”grøn” og aftjent værnepligt i Hæren i generationer. Men med flere ugentlige tjenestedage i Auderød og hyppige sejladser med Flådens skibe, kom jeg hurtigt efter det, og jeg undergik en farveændring og blev mørkeblå og lærte også den særlige friske jargon ombord i Søværnets skibe og på Søværnets tjenestesteder at kende.

Jeg erfarede meget tidligt, at tonen i Søværnet bærer meget præg af, at der i Søværnets skibe ikke er stor afstand mellem chefen og yngste mand, mellem skibets ledelse og det menige personel, fordi alle på hver deres post er helt nødvendige for skibets funktion og rolle, ikke mindst i en skarp situation. Og det at man lever så tæt sammen ombord, som vi eksempelvis gjorde i korvetterne af NIJU-klassen betød, at man mødte hinanden adskillige gange i døgnets 24 timer, man arbejdede sammen, spiste sammen, delte lukaf med hinanden og var sammen i fritiden også, når vi var havn. Jeg mener ovenikøbet, men det er måske erindringsforskydning, at vi i perioder i Golfen tørnede om køjerne, da der var mere mandskab ombord, end der var køjer!? Den hierakiske pyramide er meget flad i Søværnets skibe, og det sætter sit præg på omgangsform og tone, og det har jeg altid befundet mig godt med. Det er også tilfældigt at mit indlæg skrives i 50 året for etablering af værnspræstetjenesten 1.marts 1971-1.marts 2021, en gejstlig ordning, som er reguleret af bestemmelser mellem Forsvarsministeriet og Kirkeministeriet og som lever op til og er reguleret i overensstemmelse med Danmarks medlemskab af NATO. Bestemmelserne er i min tid som orlogsprovst sammen med mine værnsprovstekollegaer, blevet nyforhandlet og væsentligt opdateret, så de på alle måder lever op til nutidige udsendelsesforhold også hvad angår aflønning og vikardækning, en regulering som både er til gavn for forsvaret og folkekirken og ikke mindst for værnspræsterne. Jeg er meget stolt af mit fingeraftryk i de mange forhandlinger. De har alle været præget af mit mangeårige og nære kendskab til Søværnet og mine mange udsendelser ikke mindst til Golfen i 90-91 og Adriaterhavet i SHARP GUARD i 92-95. Men hvad der ikke er tilfældigt, er at disse linjer skrives i 30 året for operation FARAWAY, fordi Nyborg Marineforening har besluttet at udgive en publikation om OLFI i Golfen, ikke mindst fordi Charlotte og Poul, mine gode gamle skibskammerater fra Golfen, er medlem i Nyborg Marineforening.

Der spørges om mine forventninger, overvejelser og oplevelser, og jeg kunne tilføje opgaver. Det er jo rigtig gode spørgsmål, og så er det at man begynder at blive flakkende i blikket, samtidig med at man forsøger at hage sig fast i et eller andet, der vil kunne ligne et svar. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg havde af forventninger for 30 år siden. Jeg var familiefar med udearbejdende hustru, to små drenge, hund og et dejligt hus i Nyboder. Og da begge familiens voksne var præster, bar dagens og ugens rytme meget præg af det forhold, at der stort set i alle ugens dage ikke var nogen fast arbejdstid, men at der var masser af opgaver og aftaler og når jeg som den ene af familiens voksne ofte var på sejlads i længere tid ad gangen, så var der ikke tid til klynk og navlepilleri. Og jeg tror i øvrigt ikke vores liv i Sct. Paulsgade adskilte sig fra livet hos andre unge familier i Nyboder og Søværnet dengang. Da Golfkrigen begyndte og Danmark under eget flag deltog i operationen FARAWAY, var min hustru og jeg enige om, at jeg skulle tage min tørn, selvom Solveig stadig var syg efter vores sidste søns fødsel. Så det var en hård tid ikke mindst for hende.

Juleaften 1990 - Orlogspræst Ejgil B. Olesen

Men vi var enige om, at det at være præst i Holmens Kirke og Søværnet forpligtede, også selvom det ikke var belejligt. Jeg tror nok, vi i dag glemmer, at det dengang i 90érne var en ny tid. Den kolde krig var forbi og Berlinmuren var faldet og de kendte strukturer og alliancer var under forandring. Vi havde i mands minde ikke oplevet noget lignende. Og hvis man kan tale om, at jeg havde nogle forventninger, da jeg skulle med PETOs-besætning i OLFI til Golfen, så skulle det da være at være skibets præst i allerbredeste forstand. Afdøde admiral H.Garde blev engang spurgt af os orlogspræster om, hvilke forventninger han havde til værnspræsterne. Hertil svarede han: ”At de er tilstede, fordi intet menneskeligt er dem fremmed.” Jeg synes, det er flotte ord, som til fulde dækker mine forventninger til tjenesten dengang i Golfen og også i dag og til alle tider. Vi orlogspræster kommer ikke ombord med en særlig maritimuddannelse, der er rettet mod sejlads med Søværnets skibe, bortset fra at vi selvfølgelig, inden vi når så langt, har lært at tage vare på egen sikkerhed og i øvrigt at begå os korrekt.

Julegudstjeneste på agterdækket i Oman

Men som præster kommer vi med en stor ballast som sjælesørger, med menneske- og psykologiske kundskaber som er af værdi ikke mindst i grænseoverskridende situationer. Admiralens ord om at vi er tilstede, er imidlertid også et flot udtryk for den store frihed og tillid vi præster til alle tider nyder i Søværnets tjeneste, det er virkelig ”Frihed under ansvar”. For i de forskellige bestemmelser og kundgørelser er der nemlig ikke megen hjælp at hente, når spørgsmålet om orlogspræstens opgaver stilles. Det der kommer tættest på er ”Skibschefens midlertidige instruks”, hvor der står, at chefen i samråd med orlogspræsten med hensyn til den kirkelige betjening fastsætter dennes tjeneste. Chefen fastsætter endvidere orlogspræstens tjeneste i forbindelse med besætningens velfærd og beskæftigelse i fritiden, eventuelt i samråd med Søværnets socialgivere og velfærdsofficeren. Under iagttagelse af den tavshedspligt der gælder for folkekirkens præster, påhviler det orlogspræsten at orientere skibsledelsen om vanskelige forhold, som måtte gøre sig gældende blandt besætningen. Denne vejledning er altså ikke dækkende, men vejledende og som sådan en god ledetråd at følge.

Og for os præster gælder det så i øvrigt, at det er troen på den opstandne Herre og Frelser, vores egen samvittighed og det af os afgivne løfte ved vores præsteordination, der sætter dagsordenen. Så efter mange års tjeneste er jeg helt enige i admiralens ord om ”at det vi er tilstede”, fortsat er den mest dækkende beskrivelse af vores opgave, og det gælder i øvrigt hvad enten vi er ”Ordets forkyndere” i Søværnet eller i et af de øvrige værn, eller vi er præst i ”Nøddebo Præstegård”. Hvis man vil have korte svar, skal man aldrig spørge en præst. Vi præster bruger mange ord, sådan som jeg allerede har udsat Jer, I mine læsere, for det. Men når vi taler opgaver, så er præstens, også orlogspræstens, egentlige arbejdsgivere de mennesker, der har brug for en præst. Og det vil sige, at vi om præstens arbejdsfelt kan bruge et moderne udtryk: det uendelige arbejde og så er det altså vanskeligt med få ord at beskrive, hvad orlogspræstens opgave er. Også i OLFI i Golfen. Men opgaven er først og fremmest ”at være tilstede”, dvs. at tage hånd om dem der har brug for en præst, at hjælpe Søværnets personel og deres familier menneskeligt og kristeligt. Og at være tilstede og hvad den enkelte præst lægger i opgaven er selvfølgelig forskellig fra præst til præst, det har også noget med teologisk observans at gøre.

Men Søværnets præster har nu aldrig været de ringeste præster i Folkekirken, og jeg kan med glæde forlade orlogsprovstetjenesten i Søværnet med vished om, at orlogspræsterne de næste 10-15 år til fulde vil leve op til den standard, jeg har sat for niveau og uddannelse. Men når gudstjenesterne er forberedt og afviklet, og der er afholdt samtaler, så er der også på de lange togter tid til oplysningsvirksomhed, nyhedsbreve (som jeg satte i system i OLFI i Golfen, og som er et sjovt historisk materiale fra vores dagligdag dengang i øvrigt), velfærd, underholdning, arrangere ture, udlåne bøger og film, lave bingo-banko osv… Som bekendt er der mange indgange ind til Guds rige! Jeg vil hævde, at sejladsen med OLFI i 90-91 har været én af mine menneskelige og arbejdsmæssige største oplevelser i mine små 36 års ansættelse. At være sammen med så mange dygtige, veluddannede, dedikerede mennesker i alderen fra 18 til 45 så længe og så tæt var fantastisk.

Det har imponeret mig, så meget besætningens medlemmer har udrettet sidenhen i mange forskellige erhverv og karrierer. En del blev i Søværnet, men nogle fandt også andre veje.Vi taler altid om worstcase-besætning og bestcase-besætning. Det var morsomt at lave sådanne en besætning ikke mindst worstcasebesætning. Men PETO-besætning i OLFI december 1990 til april 1991 var udpræget en bestcasebesætning, jeg vil gerne, om nødvendigt, i krig med den igen. Hvad jeg derimod ikke vil mere, det er at spille brætspillet der hedder KRIG. Vi spillede det meget ofte ombord i OLFI i Golfen. Og jeg måtte altid love skibets besætning, at når jeg spillede med vores gode chef kommandørkaptajn Thor B.Nielsen, så måtte jeg tabe, for ellers var Thor ikke mild og god. Det gik, og jeg var god til at tabe, jeg er ikke strateg jeg er teolog.

I D ET 6.N Y H EDSBREV FRA OLFI I GO L F EN D E N 9. FEB. 1991 SKREV VI : Til stadighed får vi underretninger om, hvor bekymrede I er derhjemme. Der er heldigvis forsat ikke nogen grund til at nære bekymringer for os ombord i OLFI. Der er dem, der har ment at vore nyhedsbreve er ”olierede”, forstået således, at de skulle give et forskønnet billede af vores situation. Det er ikke rigtigt. I må have tillid til vore meldinger. Vi forsøger ikke at stikke noget under stolen. Vore nyhedsbreve er fyldestgørende, for hvad vi føler og tænker. Vel er Golfkrigen uforudsigelig, men hverdagslivet må gå videre for jer såvel som for os i OLFI. Det er ikke fordi vi er overfladiske, at vi har valgt at tage den internationale ”galskabssituation” på denne måde. Men vi skal alle overleve denne nye og ganske uventede udfordring, som Golfkrigen er. Og vi skulle gerne slippe igennem; mange erfaringer rigere, som Søværnet forhåbentlig kan drage nytte af mange år frem i tiden.

UDDRAG AF

Nyhedsbrevene A

Der er igen tvivl om, at disse nyhedsbreve har haft stor betydning, både for dem hjemme i Danmark og efterfølgende været med til at fastholde oplevelsen for besætningen.

Det var Ejgil Bank Olesen der ”opfandt” nyhedsbrevene og var redaktør på dem. Disse breve gjorde det muligt for familier, venner og mange andre hjemme i Danmark at følge med i dagligdagen ombord.

Der blev udgivet 9 nyhedsbreve i perioden 18. december 1990 til 7. marts 1991. Gennem en række nedslag forsøger vi at give et billede af besætningens forventninger, oplevelser og følelser. De valgte uddrag er citater med små tilpasninger fra de originale breve.

t vi, her 30 år efter at OLFERT FISCHER blev sendt til Den Persiske Golf, kan læse om dagligdagen ombord, det kan vi takke daværende orlogspræst Ejgil Bank Olesen for. Han var udsendt sammen med besætning 2.

På de næste par sider bringes et uddrag heraf.

OLFERT FISCHER og USS WISCONSIN

Nyhedsbrev nr. 1. Golfen tirsdag den 18. december 1990.

Det er i dag fjorten dage siden første halvdel af korvetten PETER TORDENSKIOLDs besætning rejste ned for at møde korvetten OLFERT FISCHER og sidste halvdel af dens besætning. Efter et par dages sejlads med de to besætninger og alle tænkelige former for overlevering både om livet ombord og livet hernede i Golfområdet i det hele taget, vendte korvetten tilbage til basehavnen i Jebel Ale (ca. 40 km fra Dubai) – for at møde sidste halvdel af PETER TORDENSKIOLDs besætning. Juleforberedelserne er allerede godt i gang, ikke mindst fordi vi her de senere dage har modtaget kasser og pakker med alt, hvad der hører julen til, og fordi vi siden torsdag den 12. december har haft besøg af tre fjernsynsfolk fra forsvarets ITV-video og af direktøren for Forsvarets Velfærdstjeneste, tidligere journalist ved Danmarks Radio Preben Dich, som skal lave en radioudsendelse til P3 den 24. december kl. 14-15 samt et længere indslag til TV-avisen den 23. december samt til TV2 mellem jul og nytår. Bl.a. er der optaget en række scener, hvor man ser et juletræ i forskellige situationer, fra det bliver fældet på Søværnets Eksercerskole i Auderød, sendt ned til Golfen sammen med den sidste del af besætningen fra Flyvestation Værløse, gennem basaren i Dubai, på kamelryg i ørkenen, for så endelig at ankomme i gummibåd til OLFI, hvor det blev bortført af en fra ”nissebanden”. Vi håber, det bliver nogle gode indslag, som I kan glæde Jer over derhjemme i juledagene. Nyhedsbrev nr. 2. Det Indiske Ocean, ud for Muscat, Oman. OLFI – nytårsaftensdag 31. december 1990.

I perioden indtil 23. december var vi på patruljetjeneste i Hormuzstrædet og Omanbugten, og det var på alle måder en begivenhedsrig tid.

Ud over at gennemføre forskellige øvelser og bygge rutinen op omkring klart skib, gennemførte vores boardingteam en boarding på K V ANDENES den 21. december. Samme dag indgik vi også i en luftforsvarsøvelse med amerikanske fly. I øvrigt foregår der hele tiden uddannelse og vedligeholdelsesskydning. Den 20. december havde vi vores første RAS i søen under dette togt. Om morgenen før der blev purret, blev vi prajet på poist efter forsyningsrulle. Det var det italienske tankskib STROMBOLI, der forsynede os. Den 23. december og den 25. december benyttede mange sig af muligheden for at deltage i en planlagt bustur i Muscat og omegn. Oman er et spændende, varieret og bjergrigt land med ansigtet vendt ud mod Det indiske Ocean. De sidste 20 år under sultan Qaboos har landet gennemlevet en formidabel udvikling fra en middelalderlig stat med uoplyst enevælde til et moderne arabisk samfund på vej ind i det 20. århundrede med oplyst enevælde. Muscat var bestemt en oplevelse og i øvrigt en meget mere arabisk by end Dubai. På gaderne sås væsentligt flere af den lokale befolkning end i Dubai, hvor den største procentdel er gæstearbejdere. Juleaftensdag blev vi purret til tonerne af ”Det kimer nu til julefest”. Næstkommanderende og ”370” leverede musikken på trompet. Da vi stod ud af køjen, havde nissebanden slået til og været rundt på skibet og lagt et stykke legetøj i de grå langskaftede strømper, der var hængt op til formålet, og da der ikke findes uartige børn ombord, fik alle. Juleaftensdag kl. 16.00 havde vi julegudstjeneste på agterdækket. Alle var omklædte i den hvide sommeruniform, og juletræet stod smukt pyntet med lys og flag og fortalte, at det var jul. Skibets orkester ledsagede afsyngningen af de kendte julesalmer og gudstjenesten afsluttedes med, at chefen og besætningen efter Søværnets skik sagde: ”Gud bevare Dronningen”.

Nytårsaften i Hormutz Strædet overkaliffen er blevet udnævnt til kommandørkaptajn.

Nyhedsbrev nr. 3. Bahrain, OLFI, den 7. januar 1991. Nytårsaften fejrede vi i søen ud for Hormuzstrædet under forlægningen fra Omanbugten til Jebel Ali Port. På trods af, at nytårsaften 1990 var meget anderledes end en almindelig nytårsaften med sjov i gaden og på trods af ”at en hver form for morskab uden alkohol er kunstig”, så blev det en uforglemmelig aften. Med årsskiftet skete der en skelsættende begivenhed om bord, idet vores chef Thor B. Nielsen blev udnævnt til kommandørkaptajn. Da chefen i al ubemærkethed forsøgte at slippe væk for at skifte distinktioner, blev han holdt tilbage. Til lejligheden var der nemlig indkøbt et rigtigt araberdress med hovedbeklædning – den sorte kappe med guldkanter var blevet udstyret med hjemmegjorte kommandør-distinktioner. Efter denne udnævnelse lignede chefen en rigtig Sheik Ben Thor ibb al B. Nielsen Abu OLFI. 6. januar blev vi purret allerede kl. 0600 for at være omklædt i den hvide uniform og opstillet til parade på kajen for at modtage forsvarsminister Knud Enggaard kl. 0700. På grund af diverse sikkerhedsforanstaltninger blev forsvarsministeren forsinket, og vi nåede at blive godt våde af en morgenbyge.

Vi følte os på det nærmeste hensat til en regnvejrs sur morgen på Holmen. Men endelig dukker forsvarsministeren op sammen med chef SOK. Efter en kort parade holdt forsvarsministeren en tale til os, hvori han udtrykte sin glæde over at kunne aflægge korvetten et besøg og ved selvsyn danne sig et indtryk af korvettens indsats og operationsvilkår. Forsvarsministeren fremhævede, at der har været og stadig bliver spekuleret over, hvorledes situationen kan udvikle sig. ”Uanset hvad der er sagt og skrevet i den henseende, er der grund til at præcisere, at OLFERT FISCHER’s opgave fortsat er medvirken til international håndhævelse af FN’s sanktioner, som besluttet af regeringen og tiltrådt af Folketinget i august sidste år. Hverken mere eller mindre. ”Skulle der udbryde krig i området, vil regeringen naturligvis gøre sit yderste for, at OLFERT FISCHER ikke udsættes for unødige risici”. I øvrigt konstaterede forsvarsministeren, at den tidligere og nuværende besætning kunne se tilbage på indsatsen i bevidsthed om, at blokaden nytter, ikke mindst set i lyset af frigivelsen af gidslerne.

Nyhedsbrev nr. 4.

Nyhedsbrev nr. 5.

Golfen, OLFI, den 17. januar 1991.

Golfen, OLFI, den 30. januar 1991.

I disse timer, hvor dette nyhedsbrev skrives til Jer, skrives der historie. Golfkrigen er gået ind i sin endelige og afgørende fase. Kl. 0314 lokal tid fløj amerikanske fly ind og bombede strategiske mål i Irak og Kuwait, men alt dette er I hjemme lige så godt informeret om, som vi. 12. januar atter i søen. Lige så dejligt det er at komme i havn og få strakt benene på landjorden, lige så dejligt er det igen at komme på havet til den vante rutine. Denne gang var vi selvsagt meget spændte på, hvad fremtiden ville bringe os.

Siden sidste nyhedsbrev har vi kun været i havn to døgn. Derfor er der ikke så meget at berette om med hensyn til landloven. Det de fleste af os først og fremmest så frem til ved dette havneanløb var post. Heldigvis var der post. Og som sædvanligt var det utrolig dejligt at høre nyt hjemmefra. I aner ikke, hvor meget det betyder for os at få brev, humøret – der ellers er upåklageligt – stiger flere hundrede procent. Det er virkeligt fremmende for moralen, så derfor må I endelig benytte enhver mulighed for at sende os en hilsen.

Men dagligdagen leves, tørnen passes, de forskellige ruller og opgaver gennemprøves, og materiellet efterses, alt er i den fineste orden. Den gode stemning understreges af efterfølgende citat fra en artikel, som kommandørkaptajn Thor Nielsen skrev i sidste nummer af vores skibsavis ”New’s Flash”. ”Vi nærmer os nu halvvejen af ”Golftur”. Det har været en stor oplevelse indtil nu. Og en flot indsats. Det er en tryg fornemmelse som chef at vide, at jeg er omgivet af en besætning, der arbejder harmonisk sammen, og som lyser af berettiget selvtillid. De, der har sejlet inspektionsskib, ved, at man der taler om et midtvejssyndrom.

I gør Jer sikkert mange forestillinger om vores dagligdag, og på afstand synes den måske ensformig. Der har været røster fremme om, at kedsomheden skulle brede sig om bord. Det er nu ingenlunde tilfældet. Og som bekendt keder intelligente mennesker sig aldrig. De fleste af Jer ved allerede, at for de fleste besætningsmedlemmer indeholder et arbejdsdøgn 12 timers arbejde. Så når man også skal sove, spise m.m. Ja, så går tiden forbavsende hurtigt. Hvad angår fritiden ombord må vi ikke glemme at skrive, at solen ofte skinner. Selv om der i den mellemliggende periode siden sidste brev har været dage med gråvejr og høj bølgegang. Når solen skinner, ligner agterdækket Bellevue på en god sommerdag.

En periode præget af gnidninger og trakasserier. Hvis vi skal møde dette problem, er det tiden nu. Vores situation er nok anderledes end i Inspektionsskibseskadren. Vi har større muligheder for enestående oplevelser, og vi har vel nok alle sammen en vis intens spænding om, hvad der vil ske i området, og hvad vores rolle bliver i det, der sker. Hvad de næste uger end bringer os, er jeg sikker på, at vi kan klare det, og også at vi i fællesskab fortsætter det sammenhold, der har været kendetegnet for TORDENSKIOLDS besætning.”

Baderulle på agterdækket.

Foto: Privat

Charlotte og Poul på vej til Golfen

Nyhedsbrev nr. 7. Golfen, OLFI, den 15. februar 1991.

Nyhedsbrev nr. 6 Golfen, OLFI, den 9. februar 1991.

Til stadighed får vi underretning om, hvor bekymrede I er derhjemme. Der er heldigvis fortsat ikke nogen grund til at nære bekymring for os om bord i OLFI. Der er dem, der har ment, at vore nyhedsbreve er ”olierede”, forstået således, at de skulle give et forskønnet billede af vores situation. Det er ikke rigtigt. I må have tillid til vore meldinger. Vi forsøger ikke at stikke noget under stolen. Vore nyhedsbreve er fyldestgørende, for hvad vi føler og tænker. Vel er Golfkrigen uforudsigelig, men hverdagslivet må gå videre for Jer såvel som for os i OLFI. Det er ikke fordi, vi er overfladiske, at vi har valgt at tage den internationale ”galskabssituation” på denne måde, men vi skal alle overleve denne nye og ganske uventede udfordring, som Golfkrigen er. Vi skulle gerne slippe igennem mange erfaringer rigere, som Søværnet forhåbentlig kan drage nytte af i mange år frem i tiden.

Rundt omkring i skibet kan man se forskellige tegn på, at nedtællingen til besætningsskiftet er begyndt. F.eks. har de på skibskontoret lavet en målekalender, som krydses af hver dag. Og om alt forløber efter planen, er det den tredje sidste sejlads vi er på i øjeblikket. Der er også andre tegn på, at vi nærmer os afslutningen. Hver eneste gang vi har været i havn, har indkøbsiveren været stor, men det er som om den får en ekstra tand. Der er ikke grænser for, hvad der kan købes. Elektronik, guld, legetøj, ure, musik tøj osv. Dubai er et rent Mekka.

Til stadighed fornemmer vi, at vi har det danske forsvar og den danske offentlighed i ryggen. Vi får breve og telegrammer fra Marineforeninger, vælgerforeninger, privatpersoner og tegninger fra skolebørn. Forleden modtog vi et fra Thomas på ni år. En tegning af korvetten i et drabeligt slag med ordene: ”Ta’ det roligt, Gud hjælper jer”. Her i de sidste dage har vi fået de første reelle underretninger om udskiftningen i marts. Det er nu ved at være på plads, hvem der skal hjem med 1. og 2. hold. Hold 1 ankommer 16. marts, hold 2 ankommer 22. marts, og flyene lander både i Karup og Værløse. Transporten er også denne gang med Herkules med overnatning et eller andet sted i Mellemeuropa.

Shopping i guldgaden ”har jeg mon råd”

Nyhedsbrev nr. 8. Golfen, OLFI, den 26. februar 1991.

Det er næsten ikke til at tro, at vi efterhånden synger på sidste vers. Om få dage har halvdelen af OLFI’s besætning været hjemmefra i tre måneder. Det kan godt slå en, at det er meget lang tid, men på den anden side, er tiden gået utrolig hurtigt. Det hænger sikkert sammen med, at der er sket så meget i den tid, vi har været i Golfen. Temperaturen har svinget en del i den sidste uges tid. Det har regnet og blæst. Der har nærmest været sandstorm. Det er formodentlig vejret, der er skyld i, at vi er en del, der har haft snue og forkølelse. Der er også dem, der vil hævde, at sygdomsprocenten altid stiger på slutningen af sådan et togt.

Besætning på udflugt i ørkenen

20. februar var 3. skifte til midtvejsfest på Jebel Ali Hotel. Det blev en meget fornøjelig aften, fordi nogle af deltagerne fra sidste midtvejsfest havde ønsket at være med igen. Nogle fra KV ANDENES besætning ville også gerne joine os. Så vi blev omkring 70 denne gang. Som sidst havde vi barbecue på stranden. Vi skal ikke undlade at fortælle, at det har glædet os utrolig meget, at præsident Bush under H.M. Dronningens og H.K.H. Prinsens besøg i USA roste den danske indsats i Golfen og specifikt nævnte OLFERT FISCHER ved navn.Til vores store glæde modtog OLFERT FISCHER’s besætning i går den 26. februar en hilsen fra H.M. Dronningen gennem CH SOK.

Foto: Privat

Nyhedsbrev nr. 9. Golfen, OLFI, den 7. marts 1991. Nyhedsbrev nr. 9 og efter alle solemærker at dømme det sidste fra PETO’s besætning i OLFI i Golfen. Det er vort håb, at vi med disse nyhedsbreve kunne formidle vores oplevelser til Jer, og af de mange positive tilkendegivelser mener vi, det er lykkedes.

Forsvarsminister Knud Enggaard ankommer med eskorte i Bahrain

S A M TA L E M E D

Charlotte & Poul Jørgensen A F K U RT V E R N E R F O R M A N D I N Y B O R G M A R I N E F O R E N I N G

Hvad var baggrunden for at I valgte Søværnet og jeres specialer?

Jeg påbegyndte min tjeneste i oktober 1988 i Auderød med grundlæggende uddannelse. Herefter skulle der vælges speciale. Jeg valgte kampinformation (KI). Her indsamler og evaluerer man informationer via bl.a. kommunikation, egne radarsystemer, elektronisk og krigsførelsesudstyr, der anvendes i O-rum, og som er med til at skabe situationsoverblik i de tre domæner: luft, overflade og under vandet.

Charlotte: Jeg gik i gymnasiet, men var blevet skoletræt. Efter samtale med familie og studievejleder fremkom ønsket om militær tjeneste. Dengang var der ingen anden mulighed for piger end at melde sig til optagelsesprøve som konstabel (kontrakt 2 år 9 mdr.). Jeg havde et ønske om at sejle, derfor faldt valget på Søværnet. Jeg var til en optagelsesprøve i maj 1988, som jeg bestod.

Denne uddannelse blev gennemført på Søværnets kampinformationsskole i Frederikshavn. Jeg fik opfyldt mit ønske om at gøre tjeneste i en korvet og kom ombord på PETER TORDENSKIOLD marts 1989. Uddannelsen fortsatte i Frederikshavn, nu med fokus på det avancerede O-rum i en korvet. Senere også Artilleriskolen på Sjællands Odde for uddannelse på 20 mm. kanon.

en samtale med formanden for Nyborg Marineforening har Charlotte og Poul Jørgensen fortalt om deres overvejelser og oplevelser. Hvorfor Søværnet, samt før, under og efter udsendelsen til Den Persiske Golf 1990.

Hvordan oplevede I PETER TORDENSKIOLD? PETER TORDENSKJOLD var et rigtigt godt tjenestested. Der var et godt sammenhold i en homogen besætning. Hvilket nok også skyldes et godt officershold, der tog godt hånd om besætningen i en god tone, men der var aldrig tvivl om respekt og distance.Vi boede ombord og kom således tæt på hinanden. Fra 18 september 1990 har vi dannet par. Det gav aldrig problemer ombord.

Ikke så mange, vi var jo unge og politik var ikke det første vi tænkte på. Tjenesten og uddannelsen ombord var god og spændende.Vi var på togter i Østersøen, de norske skærgårde og deltog i NATO øvelser bl.a. i Middelhavet med gode havnebesøg til følge. Dagene var rige på oplevelser for unge mennesker. Hvilke tanker gjorde I jer da I fik at vide, at OLFERT FISCHER skulle udsendes og at I skulle afløse i Golfen? Da meddelelsen om udsendelsen af OLFERT FISCHER, til Den Persiske Golf kom, var vi på øvelse.Vores chef meddelte samtidig, at vores besætning var udset til at skulle afløse. Det betød en total ændring af livet ombord med skarp træning og uddannelse samt ny udrustning. Foto: Privat

Jeg bliver optaget, og efter grunduddannelse søger jeg tjeneste på en korvet. Jeg bliver til kommanderet PETER TORDENSKJOLD som maskingast, og fortsætter min maritime uddannelse om bord.

I startede jeres tjeneste ved afslutningen på den Kolde Krig. Hvilke tanker gjorde i jer om det?

Charlotte og Poul – Juleaften

Poul: Jeg var i lære som maskinarbejder, da jeg på session trak frinummer. Det var ikke lige det, jeg havde ønsket mig. I 1989 var jeg udlært og søger om ansættelse i Søværnet som konstabel.

Tid til eftertænksomhed

Meddelelse skabte også forventninger til spændende oplevelse under fjerne himmelstrøg. Der blev gennemført en god og alsidig information om opgavens forskellige aspekter. Så godt som de nu var kendt. Der blev også gennemført en god information af vore familier bl.a. med besøg i Søværnets Operative Kommando (SOK). Søværnet tog virkelig hånd om os og vore familier. Det er fundamentet for en god indsats!

Fotos: Privat

Det var nervecentret og første parket. Arbejdet i maskinrummet, skibets driftsmæssige knudepunkt, gav mange udfordringer, men var også spændende udtaler Poul. Men min deltagelse i boarding operationer (entring af andre skibe), gav et spændende afbræk i rutinen.Vi var begge artilleri uddannet, og var derfor også en del af tørnen på 20mm kanonen.

Hvordan var mødet med Golfen og OLFERT FISCHER, missionen, tjenesten ombord, i havn og under orlov?

Der var mange gode og spænde oplevelser. Den største var nok udnævnelsen til kommandørkaptajn, af en populær og respekteret chef nytårsaften 1990, samt at holde jul i 43 graders varme.

Primo december 1990 var der afgang med et Hercules fly (forsvarets svar på turistklasse).Vi skulle nu ud på et spændende job, have en fed oplevelse, og vi skulle af sted sammen. Det var fantastisk. Mødet med Golfen i Abu Dhabi var en kulturoplevelse, mentalt, kulturelt, de fremmede folkeslag og så temperaturen. Ombord indledtes skarp træning målrettet de præcise opgaver der lå forude.Tjenesten blev hurtig rutine og udført i en god stemning. Arbejdet i O-rummet var vildt spændende, krævende og interessant siger Charlotte.

Et af de faste holdepunkter ombord var orlogspræsten. Han var det sociale samlingspunkt, og det alvorlige når det var nødvendigt. I julen 1990 dannede han således et hold til at klippe/ klistre hold og indøvelsen af Søren Banjomus, der blev sendt i DR TV med Charlotte som deltager. Bindeleddet og informationen til familie, venner og samfundet derhjemme var utrolig vigtigt. Det tog orlogspræsten sig rigtig godt af, med for eksempel de 9 nyhedsbreve, som han tog initiativ til.

Charlotte og Poul ved 20 mm. kanonen

Aktive i Nyborg Marineforening Charlotte og Poul har holdt sammen siden. De blev optaget i Nyborg Marineforening i 2011 og er i dag aktive i foreningens arbejde. Et arbejde, som deres voksne børn også lejlighedsvis deltager i. De dekorationer og Golf Diplomer, som de modtog for deltagelse i missionen, har de venligst udlånt til Nyborg Marineforening. De pryder i dag stuen sammen med andre maritime rariteter, og er med til at gøre et besøg i stuen til noget særligt. Mange tak til jer begge. Foto: Privat

Hjemme igen, hvad skal der nu ske? I marts 1991 var det slut. Vi var hjemme igen, gensynet med familien var skønt, en stor oplevelse skulle fordøjes, og vores fremtidige liv skulle planlægges. Det betød, at Charlotte tog orlov og hjemsendtes i 1992 efter en dejlig tid i Søværnet. de bosætter sig i Nyborg, der er Pouls fødeby. Poul fortsætter sin tjeneste i Søværnet. Han har endnu en udsendelse til Golfen. I 1997 er han på øvelse i Storebælt. Han kigger ind på Nyborg og Dyrehavemøllen.Tankerne drejer sig om Charlotte og deres 2 dejlige børn. Han beslutter, at det er i Nyborg sammen med familien, at livet skal fortsætte. Han siger op og hjemsendes samme år.

Foto: Privat

PA R A D I G M E S K I F T

Søværnet efter Missionen A F P E N S . KO N T R E A D M I R A L K U R T B I R G E R J E N S E N

om det allerede er udmærket beskrevet af tidligere Udenrigsminister Uffe EllemannJensen i kapitel 2 er korvetten OLFERT FISCHERs togt til Den persiske Golf selve symbolet på den markante ændring af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der fandt sted i kølvandet på murens fald i 1989. Denne ændring betød nemlig et afgørende skifte fra det territoriale forsvar til mere fokus på internationale operationer. Overgangsflåden Efter murens fald i 1989 og paradigmeskiftet indenfor dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik kom det afgørende skifte for dansk forsvar. Opløsningen af Warszawapagten og opbruddet i Østeuropa kom til at betyde et begyndende opgør med et forsvar, der var målrettet opgaverne under den kolde krig til at blive et instrument for en mere aktivistisk udenrigspolitik.

F341 Absalon

Forsvarsstabschefen, statsmisteren og udrigsministeren ved hjemkomst 15. september 1991.

Det betød for Søværnets vedkommende mere fokus på mulighederne for at deltage i internationale operationer udenfor nærområdet og mindre fokus på egentlige kampenheder som f.eks. torpedomissilbådene af WILLEMOES-klassen. Med andre ord Søværnet kom i den kommende periode til at befinde sig i en overgangsperiode, hvor man efter bedste evne måtte løse nye opgaver med de eksisterende kapaciteter og enheder. Efter fregatternes udfasning i 1988 var Søværnet imidlertid ikke umiddelbart gearet til at deployere på længere togter. De tre korvetter af NIELS JUELklassen var med deres 1300 tons kun ”halve fregatter” og af de operative krav fremgik, at de var tiltænkt Østersøen og danske farvande som operationsområde, og at de kun kunne operere i 7 dage uden behov for nye forsyninger af olie og vand. Det var imidlertid nærliggende i den nye sikkerhedspolitiske situation at kigge på mulighederne i stedet for begrænsningerne, og allerede i maj-juni 1989 deltog korvetterne PETER TORDENSKIOLD og NIELS JUEL i Øvelse Open Gate, der fandt sted i Middelhavet omkring Gibraltarstrædet. Der var her tale om første gang korvetterne deltog i øvelsessammenhæng udenfor Nordsøen og Østersøen.

Efter OLFERT FISHERs deltagelse i operationen i Den persiske Golf havde man i Søværnet for første gang erfaringer med længerevarende deployeringer med korvetterne. Det betød at kunne fokusere på mulighederne i stedet for begrænsningerne, og man besluttede således kort tid efter at lade korvetterne deltage i STANAVFORLANT på lige fod med andre NATO landes destroyere og fregatter. I perioden herefter deltog korvetterne således rutinemæssigt i styrkens operationer og operationsområdet blev på denne måde gradvist udvidet til at omfatte Middelhavet og Atlanterhavet. I Middelhavet så vi rutinemæssig deltagelse i operation SHARP GUARD i Adriaterhavet og efter 2001 operation ACTIVE ENDEAVOUR. Operationerne i Atlanterhavet omfattede tillige USA’s østkyst med afstikker til Caribien og OLFERT FISCHER deltog endog i styrkens togt rundt om Afrika i 2007. Korvetten OLFERT FISCHER blev i øvrigt sendt i krig igen i 2003 i forbindelse med operation IRAQI FREEDOM. Der er således ingen tvivl om, at de tre korvetter banede vejen for Søværnets internationale profil efter Murens fald i 1989.

Der er heller ingen tvivl om, at korvetterne var hæmmet af skibenes begrænsede størrelse og udholdenhed, og efterhånden var de præget af tiltagende materielproblemer. Korvetterne strøg endeligt kommando ved en parade på Flådestation Korsør den 18. august 2009.

I 1999 indgik Minelæggeren LINDORMEN og Minerydningsfartøjet MAKRELEN i NATOs Minerydningsstyrke (MCMFORNORTH), der ryddede ammunition i Adriaterhavet, hvor fly af sikkerhedsmæssige årsager havde droppet bombelast under NATO luftkampagnen mod Serbien.

Det hører med til historien, at også andre dele af overgangsflåden var med til at markere Søværnets internationale profil. Det drejer sig bl. a. om STANDARD FLEX enhederne af FLYVEFISKEN-klassen, hvor i alt 14 enheder indgik i flådens tal fra 1989. Skibene var baseret på det såkaldte Standard Flex koncept, hvor en grundenhed ved hjælp af et modulariseret containersystem kan udrustes til at løse forskellige opgaver. FLYVEFISKEN-klassen blev en vital del af Overgangsflåden og var efter fuld implementering normalt udrustet med 7 Patruljefartøjer, 4 Missilfartøjer og 3 Minerydningsfartøjer.

I en periode over 6 måneder i 2003 indtrådte Patruljefartøjerne VIBEN og RAVNEN i Operation ACTIVE ENDEAVOUR og løste eskorteopgaver i Gibraltarstrædet. Sidst men ikke mindst afsejlede ubåden SÆLEN 10 juni 2002 til Middelhavet for at indgå i operation ACTIVE ENDEAVOUR. Ubåden blev efterfølgende i marts 2003 beordret indsat i IRAQI FREEDOM i den Persiske Golf og var således den første danske ubåd, der passerede Suez kanalen. SÆLEN returnerede til Flådestation Frederikshavn den 12. juni 2003.

Kommandostrygning på de sidste minestrygere 22. oktober 2004. Fra højre, CH SOK KA Kurt Birger Jensen, CH SMK KA Kresten H Winther, CH 3. ESK KD Carsten Munk.

Den nye flåde Erfaringerne fra disse operationer var ikke overraskende, at der var en lang række begrænsninger på grund af enhedernes størrelse og udholdenhed og for korvetternes vedkommende ikke mindst manglende helikopter. Overvejelserne gik derfor naturligt i retning af anskaffelse af større enheder med lang udholdenhed på bekostning af de mindre kampenheder, som i den foreliggende situation skønnedes af mindre betydning. Mest markant kom dette til udtryk i Forligsaftalen for perioden 2000 – 2004, hvoraf det bl. a. fremgik: ”Der udfases et antal skibe til fordel for 2 større og mere fleksible enheder. Baseret på anvendelse af det til Standard Flex konceptet hørende containeriserings- og modulariseringsprincip bygges to fleksible støtteskibe, der kan anvendes til støtte for landoperationer, som hospitalsskibe, til løsning af transport og evakueringsopgaver, embargoopgaver samt deltage i NATO’s stående minerydningsstyrke og andre opgaver efter konkret beslutning. Projektering af patruljeskib gennemføres i forligsperiode”.

Helt konkret betød det anskaffelse af de to fleksible støtteskibe af ABSALON klassen samt projektering af oprindeligt nævnt patruljeskibe (senere fregatter), men samtidig betød det udfasning af en række enheder fra overgangsflåden. Endvidere blev det besluttet at oprette Søværnets Taktiske Stab, som var blevet afprøvet i form at pilotprojekt ombord i et inspektionsskib. Der blev samtidig afsat midler til fortsat deltagelse i det fælles nordiske ubådsprojekt til afløsning for de aldrende ubåde (VIKING projektet). Beslutningen om anskaffelse af støtteskibene af ABSALON-klassen var banebrydende på mange måder. Dels var der tale om en markant ny større enhed til Søværnet (6.500 tons), der som en ny fleksibel platform kombinerede en standard fregat våbenplatform med en RO-RO transportkapacitet, som havde uendelig mange anvendelsesmuligheder. Det var ligeledes bemærkelsesværdigt, at Mærsk koncernen traf en strategisk beslutning om for første gang nogensinde at gå i gang med bygning af flådeskibe, således at ABSALON-klassen kunne kontraheres med Odense Stålskibsværft A/S.

Inspektionsskibet INGOLF og LYNX helikopter der efterfølgende blev udfaset.

ABSALON-klassen der blev overdraget til Søværnet i 2012-2013, samt en af de ni SEAHAWK helikoptere der er under indfasning.

De to støtteskibe ABSALON og ESBERN SNARE hejste kommando i henholdsvis oktober 2004 og april 2005. I den fortsatte udvikling af et det fælles nordiske VIKING projekt erklærede Odense Stålskibsværft sig endog rede til eventuelt at indgå som byggeværft. At udviklingen kom til at gå i en anden retning fremgik af forsvarsforligsaftalen 2005 – 2009, der blev offentliggjort den 10. juni 2004 og hvoraf det bl. a. fremgik: ”Generelt fastholdes søværnets specialiserede kapaciteter til at gennemføre kystnære operationer, og den igangsatte udvikling vedrørende fleksible støtteskibe og patruljeskibe fortsættes. Evnen til deltagelse i NATO’s stående flådestyrker, herunder deltagelse i NATO’s Response Force, prioriteres, idet der skabes mulighed for at kunne bidrage med relevante enheder og taktisk stab samt den nødvendige kommandoplatform. Der anskaffes derfor tre patruljeskibe i perioden. Ubådsvåbnet nedlægges”. Beslutningen om anskaffelse af i alt 3 patruljeskibe blev desværre kædet sammen med mulighederne for at videreføre VIKING projektet og fik den konsekvens at den politiske beslutning blev at Ubådsvåbnet blev nedlagt. I projekteringsfasen omkring de tre patruljeskibe (senere fregatter) blev det besluttet at basere skibsdesignet på de to fleksible støtteskibe, og der blev indgået kontrakt med Odense Stålskibsværft A/S, og skibene blev leveret til Søværnet i perioden 2012 til 2013. Med indførelsen af støtteskibene af ABSALON-klassen og patruljeskibene (senere fregatter) af IVER HUITFELDT-klassen rådede Søværnet over fremragende helikopterbærende enheder og det blev derfor naturligt at deployere LYNX helikopterne ombord i den udstrækning de kunne frigøres fra deres primære funktion ombord på inspektionsskibene ved Grønland og Færøerne. I de efterfølgende overvejelser omkring afløsning af LYNX blev det derfor naturligt at kigge på større maritime helikoptere, der var i stand til at løse flere opgaver. Dette behov blev tilgodeset i forbindelse

med Forsvarsforliget 2010 – 2014, hvor der blev afsat midler til anskaffelse af nye maritime helikoptere. I alt 9 nye maritime helikoptere af SEAHAWK typen er således i øjeblikket under indfasning i Søværnet til afløsning af LYNX helikopteren. Overgangsflådens endeligt Som tidligere omtalt tog man hul på udfasningen af de tidligere elementer af overgangsflåden med Forsvarsaftalen dækkende 2000 – 2004. Det drejede sig bl.a. om 2 minelæggere samt torpedomissilbådene af WILLEMOES-klassen. Udfasningen af WILLEMOESklassen skete på et tidspunkt, hvor man havde introduceret de moderne kampenheder af FLYVEFISKEN-klassen, men alligevel var det med blødende hjerte at forfatteren i egenskab af Chef for 2. Eskadre den 16. september 2000 under en parade på Flådestation Korsør måtte tage afsked med SEHESTED som den sidste enhed af WILLEMOES-klassen. Forfatteren var den første chef på SEHESTED, der hejste kommando 19. maj 1978 og kan efterfølgende kun trøste sig med, at SEHESTED som eneste enhed af WILLEMOES-klassen er bevaret og sammen med fregatten PEDER SKRAM og ubåden SÆLEN er tilgængelige som museumsskibe på Holmen. De sidste minelæggere strøg kommando ved en parade på Flådestation Frederikshavn den 22. oktober 2004 og markerede dermed afslutningen på en epoke med dedikerede minelæggere i flåden. I min tale som Chef for Søværnets Operative Kommando udtalte jeg ved den lejlighed bl. a.: ”Minevåbnet har gennem en meget lang periode udgjort kernen i forsvaret af Danmark. Under Første Verdenskrig oplevede man for første gang betydningen af at kunne kontrollere adgangen gennem danske farvande vedhjælp af miner… Under den Kolde krig var forudsætningen for invasionsforsvaret og kontrollen med adgangen gennem de danske farvande – og dermed adgangen til og fra Østersøen – gennemførelse af en effektiv minekampagne.”

Ubådenes endeligt blev beseglet i forbindelse med Forsvarsaftalen for 2004 - 2009, og der var her tale om en ren politisk beslutning, idet ubådene ganske vist var en del af koldkrigsflåden, men de havde bevist deres værd som værdifuld platform for efterretningsindhentning under internationale operationer. Dette var for Søværnet en skelsættende beslutning, som ikke bare bragte det fælles nordiske ubådsprojekt VIKING til en brat afslutning.

Sammenfatning Korvetten OLFERT FISCHERs banebrydende togt til Den Persiske Golf i 1991 - 1992 var starten, og alle tre korvetters utallige efterfølgende togter med STANAVFORLANT var det, der banede vejen for Søværnets internationale profil efter murens fald. Men også andre dele af overgangsflåden bidrog til at synliggøre Danmarks maritime indsats udenfor nærområdet.

Beslutningen kom også i umiddelbar forlængelse af ubåden SÆLENs historiske et år lange togt i Middel havet og Den Persiske Golf, hvor den havde demonstreret kystubådens fremragende egenskaber til efterretningsindhentning i forbindelse med skarpe operationer.

Efter udfasningen af overgangsflåden er Søværnets sammensætning i dag kraftigt reduceret og med afgørende fokus på et mindre antal større enheder. Den nye flåde består således af 3 IVER HUITFELDTklasse fregatter, samt 2 fleksible støtteskibe (nu omdøbt til fregatter) af ABSALON-klassen.Til varetagelse af de rene suverænitetsopgaver omkring Grønland og Færøerne råder man stadig over 5 inspektionsskibe af THETIS-klassen, og de tilsvarende opgaver i danske farvande varetages af 5 DIANAklasse patruljefartøjer. Den nye flåde har gennem de senere år demonstreret alsidige egenskaber under et varierende antal internationale operationer spændende fra anti-pirateri til deployering med amerikansk hangarskibsgruppe.

Det faldt desværre i min lod som Chef for Søværnets Operative Kommando formelt at nedlægge ubådsvåbnet, hvilket skete ved en parade på Flådestation Frederikshavn den 25. november 2004. I min tale ved den lejlighed udtalte jeg bl. a.: ”Det er med blandede følelser jeg står her i Frederikshavn i dag – på dagen for kommandostrygning i de sidste danske ubåde. Dagen i dag vil hermed markere, at Søværnet fremover ikke vil besidde den ubådskapacitet, der har været en uundværlig del af flåden i næsten 100 år… Den nedlæggelse, vi gennemfører i dag, er således ikke begrundet i en manglende militær og politisk anerkendelse af ubådsvåbnets styrker og den ydede indsats, men derimod begrundet i en overordnet afvejning af, hvor dansk forsvar skal lægge vægten i de kommende år.” I perioden frem til 2012 skete der desuden en gradvis udfasning af STANDARD FLEX enhederne, uden at der blev indført nye tilsvarende enheder og med den konsekvens, at Søværnet ikke længere rådede over mindre kampenheder og dedikerede minerydningsfartøjer.

Med de fem store enheder råder Danmark over kapaciteter i værktøjskassen, som vil kunne bringes i anvendelse i et bredt spektrum af internationale opgaver fra fredstid over spændingsperioder til egentlige krigsindsats.

Ubåden SÆLEN, udfaset i 2004, ligger i dag på Holmen som museumsskib

Der er imidlertid tale om meget sparsomme ressourcer, når de fem store enheder skal kunne indsættes i et bredt spektrum af internationale opgaver. Eksempelvis kan indsættelse i en længere periode i f. eks Guineabugten betyde, at vi ikke er i stand til at være til stede i Hormuzstrædet eller arbejde sammen med amerikanske og franske hangarskibsgrupper. Hertil kommer yderligere, at den forøgede fokus på Arktis også indebærer et ønske om periodevis tilstedeværelse af en dansk fregat.

Det kan således ikke komme bag på nogen – ej heller politikerne – at der fremover skal prioriteres mellem de mange udsendelser. Der er ganske enkelt hverken mandskab eller skibe til at have flere store enheder udsendt i længere perioder på en gang. I tiden efter murens fald må vi er erkende, at vi var hurtige til at høste fredsdividenden og hurtige til at stryge kommando i en række mindre enheder.

Minerydningsfartøjet MSF1 i aktion ved oprydningen af Jugoslavien i 1999.

Afrunding

yborg Marineforening vil gerne hermed rette en varm tak til alle, der vederlagsfrit har deltaget i arbejdet med tilblivelsen af denne fortælling om Korvetten OLFERT FISCHER´s udsendelse til Den Persiske Golf i 1990 -1991. Et togt der medvirkede til en ændring af Danmarks udenrigs-og sikkerheds politik, samt lagde grundlaget for en transformation af Søværnet til det Søværn, vi kender i dag. Vi har forsøgt at rette fokus mod besætningens oplevelser, som en kontrast til politik og de deraf afledte følger. Landsformand for Danmarks Marineforening Kommandørkaptajn (p) Steen Engstrøm, indrammer, gennem sit præcise forord vigtigheden af det historiske arbejde for fremtiden i Danmarks Marineforening. Rigtig mange tak Steen og for gode råd og hjælp i processen. Vi ser frem til mange år med dig som vores formand. Tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der med sin skarpe pen og et anstrøg af humor har givet et indblik i ”magtens korridorer”, de politiske tildragelser, forhandlinger og aftaler, der førte til udsendelsen. Det indblik, du her har givet læserne, gør denne fortælling til noget særligt. Et bedre afsæt for beretningen kunne vi ikke ønske os. Kære Uffe Ellemann- Jensen mange tak for din medvirken. Kommandørkaptajn (p) Thor B. Nielsen der var chef i den periode fortællingen handler om, har med stor ærlighed og indlevelse fortalt, om de handlinger og forberedelser ordren om udsendelse medførte. Den operative indsats og forberedelse til krig, samt dette at operere under fremmede himmelstrøg.

Mellem linjerne fornemmes tydeligt din omsorg for besætningen, hvad deres senere beretning klart understreger. Kære skibschef, tak for din indsats den gang, og fordi du med dit bidrag er med til at hente missionen ind i nutiden. Orlogsprovst emeritus Ejgil Bank Olesen, der som ung orlogspræst ved Holmens Kirke måtte forlade sin familie for at gøre tjeneste i Golfen, har på en varm måde fortalt, hvad en sådan afsked betyder. Din beretning om livet ombord, omgangsformer, aktiviteter og dette at være aktiv i det sociale liv, placerer orlogspræsten sammen med chefen som en væsentlig del af det fundament, der skaber en god besætning. Sammen med besætningen skabte du gennem nyhedsbrevene en varm og hjertelig kontakt til familie, venner og offentligheden hjemme i Danmark. Du giver et klart indtryk af, at denne besætning gjorde Søværnet ære, og dette at tjene under orlogsflaget er noget særligt! Kære Ejgil mange tak for din hjertevarme beretning. Kære Charlotte og Poul.Tak for ideen til denne publikation og fordi I har stillet jeres materiale til rådighed. Det gælder nyhedsbrevene, som vi her bringer nedslag i, og de tilhørende billeder. Disse nyhedsbreve giver et dejligt indblik i livet ombord og illustrerer bindeleddet mellem besætning og ”dem” derhjemme. En beskrivelse, der hermed er hentet ind i nutiden. Tak for jeres varme og ærlige fortælling om 2 unge menneskers tilgang til Søværnet. Den efterfølgende uddannelse, livet ombord, udsendelsen, dette at danne par og de mange fælles oplevelser. Det billede I tegner, af dette at være ung, glad og forventningsfuld er måske en del af fundamentet for den gode besætning, som er beskrevet i denne beretning.

Saudi-Arabien - Kuwait Liberation Medal Den saudiarabiske version af Kuwait Liberation Medal blev tildelt medlemmer af koalitionsstyrkerne, der deltog i Operation Desert Storm og befrielsen af Kuwait mellem datoerne 17. januar 1991 og 28. februar 1991. På rullen er ordene, LIBERATION OF KUWAIT på engelsk, og den samme indskrift over den på arabisk.

I viser også ønsket om dette at ville være en familie, hvilket førte til afskeden med Søværnet. Kære venner, tak for indsatsen her og i Nyborg Marineforening. Tidligere chef for Søværnets Operative Kommando Kontreadmiral (p) Kurt Birger Jensen giver med sin præcise fortælling om søværnets transformation et billede af, hvad Korvetten OLFERT FISCHERS mission kom til at betyde. Et nyt politisk verdensbillede var en realitet. Forsvaret skulle ændres i overensstemmelse hermed og i takt med de strategier og beslutninger regeringer og folketing satte i værk. En helt ny verden for forsvaret var begyndt. Søværnet var klar, og du har med dit indlæg givet et skarpt billede af denne proces, der også indeholder et vemodigt farvel til elskede skibstyper og velkommen, til nye fantastiske skibe.

Vi har fået et Søværn af tiden. Kære Kurt Birger Jensen, tak fordi du ville medvirke. Det historiske arbejde i Nyborg Marineforening er forankret i et udvalg. Heraf har 2 medlemmer ved tilblivelsen af denne publikation ydet en helt ekstraordinær indsats: Ann Branderup, der er næstformand i udvalget, har haft ansvaret for proces, redigering og produktion. Else Kjeldsen har været flittig korrekturlæser. De er et eksempel på ildsjælenes arbejde i en Marineforening. Redaktøren af Under Dannebrog Leif Mortensen og Søværnets Historiske Selskab har på forskellig vis ydet rådgivning og faglig bistand. Mange tak for det. Sidst men ikke mindst, skal der lyde en stor tak til vore sponsorer. Uden jeres økonomiske bistand ingen publikation. Mange tak.!

Kurt Verner K O M M A N D Ø R K A P TA J N ( P ) FORMAND NYBORG MARINEFORENING.

K I L D E H E NVI S NI NG ER

SIDE 32: Søværnet efter missionen ”Fra kold krig til internationalt engagement – Søværnets korvetter af NIELS JUEL-klassen 1979 – 2009”. Forfattere: Søren Nørby, Henrik Muusfeldt, Jens A. M. Ludvigsen og Bent Hansen. Steel & Stone Publishing. ”Søværnets Mærkedage”, SOK PUB 051.501. Udgivet af Søværnets Operative Kommando juli 2005. Personlige optegnelser og dagbogsnotater.

Fotos er venligst lånt af Forsvarsgalleriet, hvis intet andet er anvist.

TA K ! 43

SPONSORER: Your Partner ApS. Falstervej 16, 5800 Nyborg Tlf.: +45 63 310 390 Mobil: +45 40 827 262 info@yourpartner.dk

www.yourpartner.dk

HALVEJ 2

5800 NYBORG

TLF. 65 31 77 35

Bøjdenvej 3-5 · 5800 Nyborg · Tlf.: 63 31 66 00

TA K T I L P E R K R E U T Z F E L D T

Mindehæfte Med Olfert Fischer i Golfen

Articles inside

Med Olfert i Golfen af Ejgil Bank Olesen

Forord ved Landsformand Steen Engstrøm

Samtale med Charlotte & Poul Jørgensen af Kurt Verner

Uddrag af nyhedsbrevene

Søværnet efter Missionen af Kurt Birger Jensen

Fra fodnoter til udsendelse ved Uffe Ellemann-Jensen

TORDENSKIOLDS soldater i OLFERT FISCHER af Thor B. Nielsen