1 minute read

God etik og solidt håndværk er vejen til vækst i krisetider

Mindre virksomheder i håndværksbranchen bør kigge deres forretning efter i sømmene, opfordrer ejeren Danbyg Totalentreprise Peter Andreasen, der satser hårdt på kvalitet og bæredygtighed i sin virksomhed.

Når krisen begynder at kradse, kan det for nogle virksomheder være fristende at slække på det helt grundlæggende –for eksempel kvaliteten i arbejdet og medarbejdernes vilkår.

Men den vej er forkert at gå, mener Peter Andreasen. Han ejer Danbyg Totalentreprise, der i sin virksomhed satser på en etisk og bæredygtig tilgang.

– Vi er en mellemstor virksomhed blandt de mindste aktører, men vi forsøger at spejle os opad. De store entreprenører har ofte et højt etisk kodeks og arbejder med både miljømæssig og social bæredygtighed. For os er det vigtigt at vise, at man sagtens kan opføre sig ordentligt, selv om man ikke har en milliardomsætning.

Han ser en tilgang, hvor man har både medarbejdernes forhold, klima- og miljøforhold og respekt for det gode håndværk som den rette vej. Ikke bare moralsk, men også forretningsmæssigt.

– Der er skrækhistorier fra andre steder i branchen. Nogle virksomheder forsøger at begå konkurssvig, og andre underbetaler. Der er eksempler på virksomheder, der har betalt udenlandsk arbejdskraft ned til 80 kroner i timen, siger han.

EN ANDEN VEJ

Danbyg Totalentreprise har valgt at gå en anden vej. Virksomheden har blandt andet overtaget medarbejderne fra et konkursramt tømrerfirma, der var med til et større projekt, som også Danbyg Totalentreprise var en del af.

– Vi overtog medarbejderne for at hjælpe dem, men det var selvfølgelig også til fordel for os, at vi kunne få en gruppe kvalificerede medarbejdere på den vej, siger han og peger på, at branchen kan deles op i to.

– Der er dem, der forsøger at overleve ved konkursfinter, kædesvig og dårlig betaling, og så er der dem, der forsøger at opføre sig ordentligt og levere et godt stykke håndværk. Jeg er ikke i tvivl om, hvem der kommer til at stå stærkest i en krise. Byggeriet går jo ikke helt i stå, så hvis man tilbyder det gode håndværk og udviser socialt ansvar, har man ganske enkelt en større chance for at klare sig godt igennem, siger Peter Andreasen.

This article is from: