Bog close up by John Mester

Close Up

10 punkter, der førte mig dybere ind i Guds væsen. Lidt andre historier og kæpheste. Et lille privat skriv, som man er velkommen til at læse med på. Skrevet af John Mester og udgivet som e-bog 2015 John Mester, Allinge. john@mester.nu

ISBN 978-87-998540-2-8

Indhold 04 CV 08 Ægteskab 13 Ældste 17 Intro 18 Guds væsen 19 Dybere 22 Rørht 25 Bøn 29 Kærlighed 32 Close Up 35 Horisont 40 Venskab 43 Blodet 44 Ordet

46 Ydmyghed 50 Samvittighed 53 Lovsang 60 Genopdagelsen 61 Politik 63 Sønner 64 Lyt 66 Lyset 67 Kontrol 70 Senior 74 Sport 78 Tattoo 80 Epilog

CV Hvis jeg skulle lave et sådant i dag, ville mine færdigheder sikkert alligevel ikke kunne bruges. Man mister mange faglige færdigheder når man først er blevet pensionist. Men andre færdigheder kan dukke op. Øvelse gør Mester. Min skolegang startede i august 1946 på Bellahøj skole i København. Jeg er altså københavnerdreng, men lidt fra udkanten af byen. Boede på Utterslev Torv i Nordvest kvarteret, i dag et udpræget område for narkomaner og andet godtfolk. Min skole lå ikke langt væk, men man skulle forbi barakkerne på Utterslevvej, hvor barakungerne boede. Dem var vi altid bange for selv om de egentlig aldrig gjorde os noget. En gang i 7. Klasse, var jeg med skolen på besøg på Gutenberghus i København og her var vi i bladhusets trykkeri, men først i sætteriet. Jeg blev fuldstændigt forgabt i de blåkitlede mænd med deres vinkelhager, og besluttede at jeg også ville jeg være sætter. Jeg gik ud af Bellahøj skole i 1954 med flidspræmie og startede som svajer i København. Her knoklede jeg rundt i de københavnske gader på en Long John et års tid og når jeg ikke var ude, stod jeg inde og målte kjolestoffer op. Endelig fik jeg en læreplads. 9. Juli 1955, 16 år gammel, trådte jeg ind ad døren i Fr. G. Knudtzons Bogtrykkeri i Toldbodgade, nabo til Amalienborg og lærte det grafiske fag helt fra bunden. Satte bøger og blade og andre tryksager op. Min vinkelhage blev flittigt brugt og jeg lærte de fleste aspekter i det fag, der nu er udgået og kun kan ses på museum. For

eksempel på Teknisk Museum her i Allinge. Jeg blev udlært den 8. Januar 1960.

Efter et par år som typograf søgte jeg og fik et job som reklamebureau- typograf hos Bergenholz & Arnesen lige ved Rådhuspladsen. Det var spændende at aflægge den

blå kittel og krybe i jakke og slips når man gik på arbejde. Et stort amerikansk reklamebureau var i 1966 ved at etablere sig i København og jeg fik et job hos Young & Rubicam i Nørre Søgade. Det var et meget tilfredsstillende job, hvor jeg 30 år gammel blev udnævnt til produktions- og traffic chef i et af verdens største reklamebureauer. I 1976 stiftede jeg Reklame-Mester hjemme i soveværelset i Birkerød, men flyttede snart ud til egnede lokaler i gågaden i samme by. Jeg havde fået en vision om at starte et kristent tv og knoklede med forberedelserne til dette sammen med en håndfuld medarbejdere fra Tabor-Menigheden, hvor vi gik i gang med prøveudsendelser og andet. Senere kom Elimforsamlingen også med og vi fik startet et kristent tv KKR/TV der i 1984 brød monopolet og gik i luften. Dette var mit livs vision. Jeg solgte mit reklamebureau til det svenske bureau Problemlösarna og var dets danske direktør i et år, inden jeg blev ansat på KKR som direktør med ansvar for programvirksomheden. Her arbejdede jeg så et antal år til 1990 hvor bestyrelsen besluttede at fyre de to grundlæggere, Birger Lind og mig. Underligt, uforstående og uberettiget – men sådan var det og jeg blev arbejdsløs. En dag blev jeg ringet op af en tidligere ansat på KKR, Claus Jensen, som spurgte om jeg kunne tænke mig at lave tekst-tv i et nystartet firma, Infomedia, han var direktør for. Jeg sagde ja og satte mig ved en computer uden manual og måtte selv finde ud af hvordan alt fungerede. Det gjorde jeg og lavede et oplæg der blev godkendt og pludselig lavede jeg tekst-tv for Kanal 2 og Kanal København, Jeg startede også TV2’s

tekst-TV i 1992. Det blev flere tv stationer efterhånden og jeg var Mr. Tekst-tv. Til sidst, og efter mange firmamæssige om rokeringer, havnede jeg i TV Danmark som tekst-tv redaktør. Totalt var jeg tekst-tv redaktør i 13 år indtil jeg gik på efterløn. Der i 2004, hvor jeg gik på efterløn som 65-årig og vi boede i Malmö, fik jeg en større by pass operation og var tvungen til at tage den med ro i flere måneder. Da jeg blev pensionist i 2006, startede jeg som frivillig administrator i Malmö Pingstförsamling og da vi flyttede til Bornholm, fortsatte jeg dette frivillige arbejde i Pinsekirken Bornholm, her suppleret med en del markedsføring, hvor jeg producerer plakater, brochurer, bannere til hjemmeside og power points. Det er mit gamle fag og jeg elsker at sidde ved computeren og være kreativ. Jeg har altid elsket mit arbejde og hvis jeg var yngre, ville jeg sikkert være i fuldt arbejde – og have nydt det.

Ægteskab At finde den ideelle hustru er enhver mands drøm. Lykkes det, har han fundet en uvurderlig skat. Charmerende er hun, støtter og opmuntrer ham livet igennem. Hendes mand lovpriser hende med følgende ord: “Utallige kvinder er dygtige, men du overgår dem alle!” Ydre skønhed falmer, og charme kan bedrage, men en kvinde, der følger Herren, er al beundring værd. Ære og hæder fortjener hun fuldt ud, og hendes gerninger lovprises overalt i byen. (Ordsp 31 lettere omskrevet) Dette er en skøn beskrivelse af min partner, hustru, kæreste, elskerinde, nærmeste fortrolige og meget mere. *) Ægteskabet er godt. Jeg har været gift tidligere, med min ungdoms forelskelse, 21 år gammel. Vi har tre skønne børn og 9 børnebørn, der ikke er så meget børn mere. Vi var gift i 32 år og så forsvandt hun. Bogstaveligt. På en rejse til Rhodos i august 1992 forsvandt Britt i Sommerfugledalen og trods store anstrengelser blev hun først fundet et halvt år efter. Død af dehydrering o.l. Angsten og smerten går ikke at beskrive. Jeg følte at mit liv tog slut og tænkte faktisk at det burde være mig og ikke hende. Mine sønner kom til Rhodos og en svigerdatter. Vi ledte og ledte og fik ovenikøbet en dansk politimand og hans hund fragtet til den græske ø for at lede sammen med os. Der var intet at gøre – hun var væk. Den danske presse svælgede i det og det græske politi var ved at smide mig i det kaninbur de

kalder fængsel, med mistanke om at jeg havde noget med det at gøre. Efter en uge rejste vi tilbage til Danmark med uforrettet sag. Det værste var at møde min gamle svigermor, der jo var helt knust. Omsorgen fra menighed og venner var overvældende – og ensomheden himmelråbende tom. Men livet måtte jo gå videre og i februar 1993 ringede det danske politi pludselig en aften og fortalte at Britt var fundet – død. Hele historien blev rippet op og jeg måtte kalde på mine sønner for at vi sammen kunne bearbejde vores sorg. Britt blev begravet på Mariebjerg kirkegård og jeg var taknemmelig for at der dog var en grav og at hun ikke var et ukendt sted. Et sørgeligt stykke historie passerede. Der skulle tages fat på et nyt livsafsnit.

August måned 2009,Ulla og jeg fotograferet i anledning af min 70-års dag

*) Jeg besøgte ofte Bornholm, for min broder Kurt var præst i Pinsekirken i Rønne. Og så kom Claus, min yngste, til Klemensker i maj måned 1993, for at være lokal evangelist på dette øde sted. Der skulle være en indsættelseshøjtid, hvor jeg var med. Til denne højtid dukkede et par kvinder op jeg aldrig havde mødt før, selv om jeg ofte var på Bornholm. I kaffepausen gik jeg rundt og hilste på folk, men især den ene af de besøgende kvinder, Ulla, og vi faldt i en god snak. Det var det - og jeg rejste hjem til Lyngby. Jeg stødte på kvinden ved nogle få anledninger ved mine besøg på Bornholm og en dag fik jeg et brev fra hende, om jeg ville medvirke i et radioprogram, der hed ”Livskvalitet”, næste gang jeg kom til øen. Jeg skulle netop til Bornholm i påsken 1994 og så lavede vi et radioprogram, hvor jeg skulle fortælle om situationen med Britt og alt der lå i kølvandet på en sådan oplevelse. Programmet blev ret intenst planlagt og indspillet og efter indspilningen inviterede jeg radioværten ud på en bid brød i Gudhjem. Jeg var begyndt at fatte interesse for denne høje smukke dame, som havde en datter på 12 år. Senere i påsken inviterede Ulla mig på en gåtur til Hammeren og jeg sagde naturligvis ja – og vi havde en hyggelig tur der endte med at jeg, forsigtigt, foreslog noget i retning af at jeg havde fattet interesse og hvad man ellers ikke kan huske fra en sådan anledning. Siden den dag har vi knapt været væk fra hinanden og allerede den 30. juli giftede vi os i Pinsekirken i Tejn, hvor min bror Kurt viede os. Vi bosatte os i Rønne, senere i København og Malmö, men alt dette er en lang historie. Nu nærmer vi os sølvbrylluppet, bor i Allinge og er stadig vildt forelsket i hverandre. Vi har virkelig tjent sammen gennem vores liv og Ulla er en åndsfyldt prædikant og

sjælesørger med rigtig mange kvaliteter i sit liv. Hende er jeg gift med og er verdens lykkeligste mand. Ægteskabet er indstiftet af Gud og jeg ville ønske at mange tog det langt mere alvorligt og også holdt ud gennem kriser eller hvad der nu dukker op når to mennesker skal leve livet sammen. Tjen sammen og tjen med glæde. Det snakkede vi netop om i dag. Jeg tror at Guds rige har brug for ægtepar i tjenesten og derfor medtages det her, som en del af vigtigheden af at komme dybere ind i Guds væsen.

Ældste Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Ældste er en betegnelse som bruges i visse sammenhænge om en person som har et ansvarsfuldt hverv. Betegnelsen ældste henviser som oftest til, at de som har stillingen har nået en vis alder eller modenhed, selv om det ikke nødvendigvis betyder at de rent bogstavligt har nået en bestemt alder. Betegnelsen har vært brugt både i administrationen i en stat, om personer som har lærerstillinger, om personer som har ledende stillinger i stammer, og om hverv i enkelte religioner. Der er som oftest tale om trossamfund som ikke har præster. Titlen blev benyttet af reformatoren Jean Calvin om medlemmerne af menighedsråd. Det hebraiske ord zaqẹn og det græske presbỵteros i Bibelen betyder "ældre mand" eller "ældste", og benyttes ofte som en betegnelse for mænd med særligt privilegerede opgaver. Min livstjeneste er at være ældste. En tjeneste der er meget privilegeret, ansvarsfuld og stærkt berigende. Jeg blev indsat som ældste første gang i 1966, 27 år gammel i Tabor-Menigheden i København. Ret ung for en sådan tjeneste. Jeg følte med det samme hvordan ansvaret blev lagt på mine skuldre. Mange opgaver har jeg påtaget mig i årene som ældste, men jeg har aldrig følt det som en tung opgave – tværtimod.

Jeg var ældste i den menighed i næsten 25 år, da jeg brat måtte forlade tjenesten pga. uoverensstemmelser, der mest handlede om KKR/TV. Det tog enormt hårdt på Britt og slog også mig ud. Det blev aldrig gjort op, men er tilgivet fra min side. Den 26. August 1992 forsvandt Britt, som tidligere nævnt og blev fundet død i 1993. I løbet af under tre år mistede jeg min livs vision (KKR/TV), min livstjeneste (ældste) og min livsledsager (Britt). Livet synes ikke længere værd at leve. Jeg var dybt ulykkelig, men bad intenst til Herren om at han måtte løse situationen. Og det gjorde han efterhånden. Jeg var blevet gift igen og flyttet til Bornholm. I 1995, 29 år efter min første indsættelse, blev jeg indsat som ældste i Pinsekirken i Rønne og fortsatte således min livstjeneste på klippeøen. Vi flyttede til København i 1997, da TVDanmark ønskede at jeg skulle være nærmere hovedkontoret, fordi tekst-tv tjenesten skulle udvides og jeg have yderligere beføjelser. Ulla var færdig som sygeplejerske og vi flyttede til Fiolstræde i København. Drengen fra udkantsområdet af København, flyttede nu helt ind i hjertet af byen, hvor vi kunne høre rådhusklokkerne i nærheden. Vi blev medlemmer af Evangeliekirken på Worsaaesvej og snart kom jeg med i ansvarsgruppen (Man havde ikke et egentligt ældsteråd på den tid). Efter nogle år flyttede vi til Malmö i 2001. Vi pendlede over broen hver dag og blev medlemmer af Malmö Pingstförsamling. I april måned 2005 blev jeg ældste (församlingsledare) i kirken og et par uger efter, tillige valgt som formand (ordförande) for menigheden. Det var en stor kirke, men vi var mange der delte

ansvar. Min livstjeneste fortsatte, men i et andet land.

Ældsteindsættelse i Rønne 1995. Det er Vagn Kofoed ved siden af mig

Men som gift med en bornholmer, har jeg hele tiden vidst hvad min skæbne ville blive. Ulla ville tilbage til Bornholm og vi købte et lille byhus i Allinge, total renoverede det og gjorde det til vores nye hjem fra 2007. Vi elsker det at bo på Nordlandet. Efter nogle år med stadig menigheds tilhørsforhold i Malmö, blev vi i 2009 medlemmer i Pinsekirken Bornholm, og vendte faktisk på den måde hjem igen.

Menigheden viste mig den store tillid at kalde mig og i 2013 blev jeg igen indsat som ældste (eller medlem af lederteamet) i den lokale menighed. Det var fjerde gang jeg blev indsat i min livstjeneste og jeg er glad for denne privilegerede tjeneste. En yderligere glæde i min livslange ledertjeneste var, at man på Frikirkeleders konference i 2013 i Mariager udnævnte mig som æresfader i Pinsevækkelsen.

Hjemme på Bornholm opsagde Ruben sin tjeneste som forstander med fratrædelse ved årsskiftet 2014/15. Vi havde kaldt Michael som ny forstander, men han kunne først tiltræde den 1. August 2015. Igen oplevede jeg at få en ansvarsfuld tjeneste og fik ansvar som vikarierende forstander i 7 måneder. Da Michael blev indsat i august 2015, takkede menigheden mig for udført tjeneste og jeg modtog et par gaver der glædede mig usigelig – bl. a. et krus hvor der står ”Far”, for at symbolisere min tjeneste. Den gestus var fin. Jeg sidder stadig i lederteamet og tjener dér. Jeg er dog bevidst om min alder og at en dag må livstjenesten naturligt afsluttes.

Det var lidt baggrundsstof. Nu til realiteterne.

Jesus gav os et glimt af Guds herlighed og viste os Guds væsen! (Heb 1,3)

Det er dette glimt jeg ønsker at opleve og at se Guds væsen. Derfor er jeg begyndt på dette skriv, som bare udviklede sig fra nogle notater til lidt mere, der ikke var planlagt. John Mester, december 2015

Guds væsen GUD ER I SIT VÆSEN ANDERLEDES END OS OG OVER SIT SKABERVÆRK. HAN ER IKKE GJORT AF KØD OG KNOGLER, MEN SOM JESUS SIGER: ”GUD ER ÅND, OG DE, SOM TILBEDER HAM, SKAL TILBEDE I ÅND OG SANDHED.” (JOH 4,24). GUD ER ET EVIGT, LEVENDE, ÅNDELIGT OG LIVSFYLDT JEG (2 MOS 3,14). I SIN GUDDOMMELIGHED STÅR HAN I MODSÆTNING TIL DET SKABTE, TIL MENNESKET. NÅR VI TALER OM GUD SOM ’PERSON’ – OG AT DER ER TRE PERSONER I SAMME VÆSEN – SÅ HANDLER DET OM, AT VORES KENDSKAB TIL PERSONBEGREBET DÆKKER VORES FORSTÅELSE AF ENS VÆSEN, KARAKTER, EGENSKABER. PÅ DEN MÅDE TALTE MAN TIDLIGT I DEN KRISTNE KIRKE OM DE TRE PERSONER I GUDS VÆSEN, MEN SELVE UDTRYKKET FINDER VI IKKE I BIBELEN. (Bibelselskabet. Har Gud kød og knogler? Af Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission)

Dybere Midt i november 2015 var vi for første gang i Fuengirola. En skøn oplevelse. Med fornøjelse sagde vi farvel til det sure, danske november vejr og mødte det varme og smukke spanske vejr, de mange lyse timer samt flere af vores gode venner, mere eller mindre fast bosiddende.

Man får tid at slappe under sådan en uges ferie og tænke lidt ekstra. En gammel strofe ramte mig når jeg landede i Spanien, som stadig rumler inderst inde. ”Dybere ind i dit væsen, o Gud”, Jeg har memoreret sætningen gang på gang. Dybere ind i dit væsen. Et stort spørgsmålet rejste sig:

Hvordan kommer jeg ind i Guds væsen, når jeg mener at jeg hele tiden havde været der? Eller er noget gledet i baggrunden? Dybere ind i dit væsen, o Gud, ind i dit evige selv, det er min higen som ventende brud her under himmelens hvælv. Det er ej nok jeg på frastand kan se, du har mig løst fra min trængsel og ve. Dybere ind i dit væsen, o Gud, higer din ventende brud.

Skyggernes tempel kan hyldes i glans, men det er dog ikke dig, brusende toner kan fængsle min sans, fylde mig helt kan de ej. Synet på bjerget er lifligt og godt, dog kun et trin mod det himmelske slot. Dybere ind… Tak, du har åbnet din kærligheds favn, lad mig forblive i den, og lad mig hviske dit evige navn atter og atter igen. Løs mig, o Gud, fra det jordiske her, blive i dig er mit store begær. Dybere ind…

Rørht

Jeg læser en meget mærkelig bog, skrevet af Charlotte Rørht ”Jeg mødte Jesus”. Hun har siddet i et lille katolsk kapel i Spanien og pludselig mødt Jesus, hvilket vendte op og ned på hendes liv. Hun var egentlig ikke en gang troende og så møder Jesus hende fuldstændigt i noget der næsten kan betegnes som et syn, og når han taler forstår hun det, selv om han tilsyneladende taler aramæisk. Charlotte Rørht er en dygtig skribent og journalist og kan formulere sig rigtigt flot. Jeg falder ind i bogen, som Ulla synes jeg skulle læse. Forfatterens oplevelser, i sit professionelle liv og hjemme helt privat, bliver beskrevet og hendes søgen efter hvad det igrunden er hun har oplevet, med samtaler med dygtige mennesker, som har sat aftryk der, hvor de har været i deres liv. Hun skriver om sine flere andre rejser til Spanien og så oplever hun minsandten

at møde Jesus igen. Det giver mig mange tanker og lidt kuldegysninger – fordi hun er så klar i mælet. Og så sidder jeg som en gammel mand med et helt livs oplevelse af, at som pinsemand havde man det hele, vidste det hele og skulle lære alle andre om hvordan tingene rigtigt hængte sammen. (!) Jeg er på Guds drejebænk som bliver beskrevet så flot af profeten Jeremias. ”Af og til blev en krukke ikke som han havde tænkt sig. Så begyndte han forfra for at lave en ny og bedre krukke”. I øjeblikket sidder jeg her og tænker om alt var forgæves. De mange års tjenester i menighedslivet. Mit eget svar er ”Nej”. Det har haft sin funktion, men denne krukke, John, kunne trænge til at få et andet design, så vi laver ham om. Det kan blive en god proces, men måske også smertelig. Vi får se. Mødet med Charlotte Rørth i hendes bog, får mig til at tænke på lignelsen om den fortabte søn. Den ene broder får et arveforskud og begiver sig ud på steder hvor han ikke skulle have været og beslutter sig endelig, når alt er er gået skævt for ham, at tage hjem til sin far for at blive en hans daglejere. Faderen møder ham med stor glæde – hans søn er kommet hjem. Men så er der den hjemmeværende broder, som altid var hjemme hos far og tog del af faderens herligheder hver eneste dag. Han blev jaloux på sin broder og ville ikke deltage i hjemkomstfesten – og måtte virkelig nødes. Jeg følte mig lidt som denne broder, når jeg læste journalistens betagende bog. Her kommer hun – uden at have været med i en kirke hele sig liv og så oplever hun at møde Jesus to gange. Hvad med mig?

Den tanke griber jeg fat i. Jeg vil opleve mere af Jesus. Jeg kender til ham, han kalder mig sin ven. Siger til mig at vi jo kender hinanden og ”Alt mit er dit”. Men jeg vil så gerne dybere endnu ind i hans væsen og genopdage ham. Genopdagelse Kan man genopdage Jesus når man i virkeligheden tror man kender ham? Charlotte Rørth viser tilbage til de mange specialister hun har konsulteret. Og kirkefædre og den katolske kirke. Det prikker til mig. Der ER virkelig andre end karismatikere som har mødt og møder Jesus – det er stærkt! Jeg har også mødt ham mange gange og vil møde ham igen. Også stærkt! Og så blev det til 10, ikke planlagte, punkter som jeg undervejs fandt vigtige for mig at gå ind i. Tanker under hvert enkelt punkt dukkede op efterhånden og jeg tror på Helligåndens ledelse i processen. De 10 punkter er uddybet i det efterfølgende.

Bøn

Det første må være at genetablere forbindelsen til Jesus i bøn – også selv om jeg er i bøn til ham hver dag, fx i min morgenandagt sammen med Ulla. Men dette her er noget dybere – og personligt. Jeg må være i bøn til ham hele tiden, så mit inderste jeg bliver grebet af hans omsorg og ønsker lige nu. Hjertets bøn! Det lyder lidt som en umulighed men min hukommelse siger, at der er et skriftsted et eller andet sted der understreger dette.

Her er det: Vær altid i bøn til Gud under Åndens inspiration, hvad enten det er forbøn eller bøn om hjælp. Vær udholdende og årvågne, når I beder for alle dem, der hører Kristus til. (Ef 6,18). Vær altid I bøn til Gud. Det er altså noget der kan lade sig gøre, men det må være med Helligåndens hjælp. Hebreerbrevets forfatter skriver: Fordi han lever evigt og altid beder inderligt for os,

er han i stand til at føre alle mennesker som ønsker at komme til Gud gennem ham, til den fuldkomne frelse. Han beder altid inderligt for os. Her har vi fat i noget stort som jeg faktisk ikke helt kan forstå. Jeg: Altid i bøn til Gud & Jesus: beder altid inderligt for mig! Det er noget gensidigt. Jeg skal være i bøn hele tiden under Åndens inspiration og Jesus er altid i bøn for mig. Det er ikke altid at jeg er bevidst om det, men han beder – og jeg beder i min ånd. I grunden en enestående kommunikation Dette er altså det første jeg genopdager. Kommunikationen! En gensidig bøn! Det må da, alt andet lige, give en effekt og påvirke mig. ”Herre, lad min forvisning om at du altid beder og at vores åndelige kommunikation er renset, blive til nyt liv i mig. En bestandig kommunikation! Jeg har altid haft viden om dette, men det er som om virkeligheden er blevet diffus. Det er dette der skal ændres, men jeg må have hjælp fra Helligånden. Paulus: Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord. Helligånden, Talsmanden, Advokaten, Hjælperen o.m.a. træder til og beder med dybe sukke, Hvilken ufattelig tryghed! At vandre med Jesus i en bevidst bønneduo, hvor begge parter hele tiden beder, er en spændende rejse. Jeg kan selvfølgelig ikke være i bøn uafbrudt, der er også andre ting man skal gøre; men Ånden beder.

Bevidstheden om at jeg, uden ord, er i et dybt fællesskab med Jesus, er at genopdage ham. Til bønnen hører, som en selvfølge, også bøn for andre end mig selv. Kaldet forbøn. Se Ef 6,18 herover. Når jeg er i kontakt med Jesus hele tiden og taler med ham, betyder det også at jeg nævner andre mennesker for ham. Jeg er måske bekendt med sygdom eller problemer og så kan jeg, evt. efter aftale med vedkommende, bede til Jesus om helbredelse eller hjælp. Det hjælper og hører med i dette afsnit med bøn. Jeg har fornylig gravet mig ned i Mosebøgerne og finder her en del af Moses’ tjeneste, nemlig når han taler direkte med Herren og går i forbøn for folket. Han er faktisk ret frimodig og Gud ændrer situationen på begæring af Moses gang på gang. Det er forbøn! Når jeg beder for andre mærker jeg Guds velsignelse. Vi har hjemme en seddel med forskellige navne eller emner, som vi beder for i vores daglige andagt. De ugentlige bønnemøde i kirken er, for en stor del, forbøn, hvor vi også oplever at Gud hører bøn! Onsdagsbøn I flere år har vi haft bøn onsdag morgen i kirken. Der har været svingende besøg, men nu er vi omkring et dusin der mødes. En halv times intensiv bøn gør noget ved os alle, selvom nogle af os skal køre lige så lang tid som bønnen varer, for at kunne være med. Et bedemøde kan let blive konformt og rutine og det skal vi være opmærksomme på at det ikke bliver. Mange gange har det været som et friskt brusebad og vi kan gå videre ud i dagen, bevidste om at vi har en Gud der hører bøn. Andre gang har det været lidt tungt og man sidder og tænker om det snart er slut,

skævende til klokken. En onsdag indledte præsten Michael fra Ef 3,17-19: Jeg beder om…at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Hvordan måler vi Guds kærlighed. Det kan vi ikke, men jeg beder om styrke til at fatte Hans kærlighed sammen med alle de hellige; det er en del af genopdagelsen af Jesus, medens jeg tjekker bredde, højde og dybde. Det med Guds rige og måle kærligheden bør i hvertfald aldrig blive konformt.

Kærlighed

Det er et af de store emner i Kristendommen. Gud er selve kærligheden. Ja, overskriften over hele dette skriv. Kærligheden er barmhjertig og venlig. Det er som en frakke jeg bærer og som kendetegner mig som person. Kærligheden varer evigt, hele livet og jeg skal møde kærligheden når jeg står i himlen en gang. Kærlighed oversættes med fire ord på græsk.

Agape. Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. Gud sendte ikke sin Søn til

verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse. En fantastisk, virkelig, nærværende kærlighed, som ikke kan beskrives med ord, selvom mange har forsøgt. Agape kan også anvendes som beskrivelse af kærlighed i en pardannelse. Som jeg selv har oplevet det. En dyb kærlighed mellem to mennesker, der over ruler alt andet. Kærligheden er ikke forelskelse, det er noget dybere som foregår mellem 2 mennesker der elsker hinanden. Kærligheden bliver bedre med årene. Vi har erfaring på dette område! Philia oversættes med "broderkærlighed”. Den kærlighed vi oplever i det kristne fællesskab. Storge også kaldet familiær kærlighed, er det græske ord for naturlig hengivenhed, som fx den kærlighed en forælder har over for sine børn, og omvendt. Eros den begærlige kærlighed. Måske er kærlighed et forkert ord. Fra dette ord kommer erotik og vi lander i en kærlighed der ikke er guddommelig. Det bliver så teknisk med denne opstilling. Kærlighed er et ord som jeg kan have en vis frygt for. Er jeg kærlig nok og er mine motiver gennemsyret af kærlighed? Kærlighed er en målestok, som vi kan læse i kærlighedskapitler 1 kor 13. Jeg har faktisk mødt kærligheden men har været bange for selve ordet, fordi jeg ikke føler mig som noget kærligt menneske. Næsten som man skulle gå omkring med hjertet uden på tøjet og besvime hver gang man er ude for noget ulykkeligt. Sådan er det ikke, men sådan som det står her:

1Om jeg så var i stand til at tale alle de jordiske og himmelske sprog, men ikke havde kærlighed, da var jeg som en rungende gonggong eller et støjende bækken. 2Om jeg havde profetiens gave, havde åbenbaring om alle mysterier og havde al kundskab, om jeg havde den tro, der flytter bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. 3Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære, men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig. 4Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. 5Den gør ikke andre mennesker skamfulde og er ikke selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. 6Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. 7Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed. 8Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op. 9Kundskab er jo ufuldkommen, og profetier er mangelfulde, 10men når det fuldkomne først er der, vil det ufuldkomne forsvinde. 11Da jeg var barn, talte, tænkte og argumenterede jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnagtige. 12Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed. 13Der er tre blivende fundamenter: tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden. Det jeg er opmærksom på her er, at en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed – fordi min Gud kender mig til fuldkommenhed og ved netop hvad mit behov er.

Close Up

Jeg er midt i halvfjerdserne. Jeg har kendt Gud siden jeg var barn og gik i søndagsskole. Jeg er opvokset i Pinsevækkelsen og er, hvad man vil kalde en ”typisk pinsemand”. Mødet med Jesus i gudstjenester og møder, var naturlige for mig og jeg satte ikke store spørgsmål op omkring troen. Den var der bare. Det var naturligt at udtale navnet Jesus. Det var naturligt at bede til ham. Han var der altid og jeg kan slet ikke opregne alle de gange han har hjulpet mig. Troen på det overnaturlige var naturligt.

Close Up er et fotoudtryk for nærbillede. Fotografen går tæt på, fx i et portræt.

Jeg anstrengte mig meget, 18 år gammel, for at blive døbt med Ånden. Det blev mine kammerater og det ville jeg også. Jeg lå time efter time i eftermøder på den tid hvor man råbte og trykkede hele kroppen ned i den stol man lå på knæ ved. Jo mere de trykkede og råbte, jo længere kom jeg fra den oplevelse jeg søgte efter. Jeg var altså meget optaget af at kommer dybere i Guds herlighed på den tid, lige som jeg er nu. Dybest inde var en længsel efter at opleve mere af Gud. Og en dag da jeg bad, ville min tunge ikke tale dansk og jeg begyndte på et fremmed sprog. Det var meget mærkeligt, men også meget dejligt. Når jeg var på gudstjenester, stod jeg faktisk og bed i min bibel, for jeg turde slet ikke slippe det løs, der var sket med mig. Det kom efterhånden. Senere i livet fik jeg gaven at tale profetisk i tunger. Det havde en stor betydning for mig og jeg begyndte at praktisere det og mærkede hvordan Gud brugte mig. Det var enormt skønt og jeg følte mig virkeligt ét med Gud, selvom jeg aldrig har følt mig som en ekspert på området, selvom jeg gerne ville være det. Så jeg havde de åndelige oplevelser og ville meget gerne se dem udvikle sig mere endnu. I stedet oplevede jeg, hvordan det blegnede mere og mere, og sidder nu tilbage med tanken – hvorfor? Det skete bare. Jeg har virkelig haft lyst til at genoptage tjenesten, men det var som om min frimodighed forsvandt. Og det ikke alene hos mig, men hos mange af dem der deler min tro. For bare nogle få år siden, fremsagde jeg dog en tungetale i et undervisningsmøde og kom også selv med en tydning. Det var velsignet nok – for mig. Men en kvinde, der

var til stede, blev så forskrækket at hun aldrig siden dukkede op. Et tryk på bremsepedalen. Når jeg så sidder med min erfaring og tænker på, at jeg igen vil dybere ind i Guds væsen og virkelig føle hjerteslaget hos min frelser, bliver det et nødskrig fra mig til den himmelske verden. Jeg tror på dette i denne genopdagelsesrejse! Jeg har den følelse, når jeg beder, at Jesus siger til mig med sin milde stemme. ”John, vi to kender jo hinanden”. Med dyb taknemmelighed kan jeg samstemme, for det gør vi, han kender mig 100% og selv har jeg måske bare opdaget en lille flig af hvad Jesu guddommelighed står for. Close Up betyder også nærvær eller fortrolighed. Nærvær betyder: det at være tilstede. Fortrolighed betyder: tillidsfuldt forhold mellem personer der betror sig til hinanden. I genopdagelsesprocessen oplever jeg en fornyet fortrolighed med Jesus.

Alt det jeg har af åndelig erfaring, er godt og har tilfredsstillet mig langt hen ad vejen i alle årene. Men nu jeg vil tættere ind, Close Up, der hvor jeg kan mærke hjerteslaget hos Jesus og hans fortrolighed!

Horisont

I min tradition har man aldrig talt om kirkefædre og jeg har først hørt lidt om det de senere år, hvor pinsemanden Peter Haldorf skriver og taler om dette. Hmmm. I min søgen ind i det inderste af Jesu væsen, peger han på dem der meget tidligt i kirkehistorien ofrede deres liv, gik mange mil ud over stepperne eller sad i en stille krog og filosoferede over Jesu væsen. Nogle skrev deres tanker ned. Nogle var

indelukket i klostre hele deres liv, og skrev afhandling på afhandling. Jeg har aldrig læst noget af dette. Jeg har ikke haft lyst til for megen filosofi, faktisk fordi jeg altid har synes at hele det med Jesus og Gud og kirke, har været meget enkelt. Jesus er jo menighedens herre og vi følger bare hans anvisning. Jeg er dog klar over – det burde jeg i hvert fald være, at der er er utroligt mange andre aspekter i kristenlivet. Pludselig føler jeg, at det er en temmelig smal tankegang jeg har haft. Gud har brugt kvinder og mænd i umindelige tider, uanset om de var katolikker eller protestanter eller noget helt andet.

Det dybe ”væsen” disse mennesker satte sig ind i, var ikke nødvendigvis et kirkesystem, men en fortolkning af Guds enbårne søn Jesus Kristus. Jeg har nok mest set på et system der var fjernt fra Bibelens lærdom. Men hvad med min egen baggrund? Indrømmet, jeg ser faktisk også at der er noget her vi bør justere, som fx at acceptere alle troende fuldt ud, række ud og virkelig være den kirke som Herren ønsker vi skal være. Her har vi brug for det, som hele kirkelivet har brug for, at søge dybere ind i Guds væsen. Og, her i processen, kommer en katolsk bøn, skrevet langt fra mit sammenhæng - kan det siges smukkere? Færdigskrevne bønner har aldrig været en del af min tradition, men når jeg læser denne bøn – og også gør den til min egen, giver den dyb mening – selv om den er katolsk (!) Det har taget tid at lære, at sådan kan det også være. Skt. Patricks brystpanser Jeg står op i dag ved Guds kraft til at lede mig: Guds magt til at bære mig, Guds visdom til at føre mig, Guds øje til at se for mig, Guds øre til at høre mig, Guds ord til at tale til mig, Guds hånd til at vogte over mig, Guds vej til at ligge for mine fødder, Guds skjold til at beskytte mig,

Guds hærskare til at værne mig mod djævlenes snarer, mod lasternes fristelser mod naturens tilbøjeligheder mod alle, som vil mig ondt, fjern og nær, alene og i mængden. Kristus med mig, Kristus foran mig, Kristus bag mig, Kristus i mig, Kristus under mig, Kristus over mig, Kristus ved min højre, Kristus ved min venstre, Kristus hvor jeg ligger, Kristus hvor jeg sidder, Kristus hvor jeg står, Kristus i hjertet på enhver, der tænker på mig, Kristus i munden på enhver, der taler om mig, Kristus i hvert øje, der ser mig, Kristus i hvert øre, der hører mig. Jeg står op i dag ved en mægtig kraft, ved påkaldelse af Treenigheden, i tro på trefoldigheden og bekendelse af enheden over for Skaberen.

Revideret uddrag af Lorica (brystpanser) tilskrevet Skt. Patrick, original på gælisk ca. 9. årh., (Ancient Christian Writers, bd. 17, s. 68 ff.)

Jeg vil faktisk derhen at jeg, for min egen del, accepterer tidligere tiders kirkeledere og anerkende deres tro på Gud, deres inderlighed ved at lukke sig inde i en periode for at søge Gud og komme ind i hans nærhed. Det gamle kloster som Charlotte Rørht skriver om og hvor hun mødte min frelser, som nu også er hendes – gjorde større indtryk på mig end jeg egentlig havde troet. Nu handler det om Jesus. Handler også om at være taknemmelig for alt det han har gjort for alle troende gennem alle tider – uanset hvilken kirkelig struktur det har været i. Q. Hvad er det så jeg skal gøre nu, når jeg ønsker at genopdage Jesus? A. Lade være med at fokuserer på alle andre.

Venskab

Betyder det noget for dig at blive mindet om, hvad Kristus har gjort for dig, at blive trøstet og opmuntret, at opleve Åndens fællesskab og at mærke den indbyrdes kærlighed og omsorg? Hvis de ting betyder noget for dig, så gør min glæde fuldkommen ved at praktisere dem. Stå sammen (med andre) i kærlighed og vær ét i sjæl og sind. Gør intet ud fra selviske motiver eller personlige ambitioner. Vær ydmyge og se op til hinanden, så I giver andre mere ære end jer selv. Sørg ikke bare for jeres egne behov, men tænk også på de andres. Lad Jesus Kristus være jeres forbillede og efterlign hans indstilling. Det skriver Paulus, med lidt ændringer fra min side.. For at ligne Jesus, er man nødt til at kende ham – og for at kende ham, må man søge ind i hans væsen. Det er dette hele denne undersøgelse handler om.

Hvem er så min Jesus, sagt med mine egne ord: Gud, menneske, ven, frelser, forsoner, livgiver, fører, herre, mirakelmager og meget andet. Jeg synes, for eksempel, at verdens frelser er fantastisk når han vil kalde mig sin ven. En god ven betyder meget – det er jo én man deler alting med. Jeg har egentlig ikke rigtig en ven. De venner jeg har, hygger jeg mig med, deler jeg liv med, har jeg det godt med, men jeg mangler dette dybe åndsfællesskab - at komme rigtigt tæt på i en dyb relation. Det er den relation jeg søger hos Jesus. Jesus siger: I er mine venner - hvis I altså gør det, jeg har befalet jer at gøre. Jeg betragter jer ikke længere som tjenere, for en tjener bliver ikke indviet i sin herres planer. Jeg regner jer for mine venner, for jeg har betroet jer alt det, jeg selv har fået at vide af min Far. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Nu skal vi faktisk lægge tjenerdragten væk; os som er venner med Jesus. Interessant, for Jesus tog tjenerskikkelse på sig. Vi lægger den væk og Jesus tager den på. Vi står mere lige. Jeg bliver indviet i hans planer. Det kan næsten give mig positive kuldegysninger – ét med den levende Gud og være hans ven.

Blodet

Hvis vi lever i Guds lys, ligesom Jesus altid levede i lyset, så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd. Bevidsthed om at vi er renset fra al synd ved Jesus Kristi blod, er også et element vi skal have med i denne proces. Det gør at vi kan leve i lyset, tåle at være gennemsigtige. Under dit blod, dit dyre blod, under den rensende, lægende flod. Hjælp mig Frelser fra stund til stund, under dit dyre blod…. synger vi en gammel salme i mit åndelige sammenhæng. Jeg véd blodet har en betydning, i det gamle testamentes mange ofre, ved Israeliternes udvandring fra Ægypten og i dag ser vi det, symbolsk, som noget rensende og uundværligt i vor omgang med Jesus. Som beskyttelse nævner vi ofte Jesu blod. I genopdagelsen af Jesus bliver det stærkere end før, at Jesu Kristi blod renser fra al synd, nu og fremover. Amen!

Ordet

Sæt derfor alt ind på, at jeres tro bliver en tro, der vil noget. Men en stærk tro skal kombineres med åndelig indsigt. Det er præcis her jeg ønsker at være – en tro der vil noget. En tro på at troen holder i min tjeneste og i hele mit liv. Og selvfølgelig fylde mig med åndelig indsigt, som fås ved at læse i Bibelen og studere Guds ord. Dette med at skaffe sig indsigt i ordet har fyldt meget i mit liv på det sidste. Ikke en slavetilværelse med bestemte tider etc., men at læse i ordet og måske også studere ordet. Bibellæsning er jo op til den enkeltes lyst og struktur eller selvdisciplin.

Jeg bryder mig ikke så meget om græshoppe læsning, hvor man hopper fra det ene skriftsted til det andet og suger lidt her og der. Lidt mere struktureret må det gerne være for mit vedkommende. Min kirkes lokale netværksgrupper har været en stor inspiration når det drejer sig om struktur. Vi er enige om at læse et fælles stykke og så drøfte dette i vores samlinger. Vi har læst de fleste af Paulus’ breve og et enkelt evangelium (når dette skrives). Hver gang har vi skulle grave og nogle gange har vi

gravet rigtigt dybt i Ordet. Finde grundsubstansen og finde ud af hvad det er Herren taler til os om. Jeg har lagt mærke til at det måske er den måde jeg bedst kan lide at læse Bibelen på, at grave lidt mere. Når jeg sluttede flere af mine ansvarsfulde lederopgaver og gik ind i den pensionisttilværelse jeg egentlig havde været en del af i mange år, begyndte jeg fx at grave mig ned i noget, der altid har ligget i mig som en behagelig interesse. Slægtsregistrene i Bibelen! Jamen, det er da bare nogle kedelige remser som man springer over, siger mange. Det er nok rigtigt for måske de fleste, men ikke for mig. Jeg begyndte at grave, med det resultat at jeg næsten lukkede mig ude fra mine omgivelser i rigtig mange uger og så skrev jeg. Det blev lige pludselig til to e-bøger om hjemrejsen fra Babylon og om Jakobs 12 sønner – som ganske vist været et par år undervejs. Men alligevel!. Der ligger de nu på nettet til brug for mig selv og dem der surfer forbi. Det er ikke teologiske bøger, for jeg er ikke teolog – men det er lægmandsinspireret dokumenter. Den glæde jeg oplevede i denne proces er ubeskrivelig. Ordet blev stærkere for mig. I en genopdagelses proces hører læsning af Bibelen i høj grad med.

Ydmyghed

Jeg spurgte faktisk Jesus om hvad det næste trin skulle være, under en af mine (daglige) ture. Svaret kom prompte. Ydmyghed! Hvordan passer det ind i i min genopdagelsesproces? Ydmyghed er det modsatte af hovmod. Hovmod fører til fald, ydmyghed bringer ære. Han viser de ydmyge, hvad der er rigtigt, lærer dem den rette vej. Intet hovmod er i denne proces. Ingen pralerier. Ingen hvide løgne. Vi taler sandt om det vi oplever

med sand ydmyghed. Genopdagelsen af Jesus betyder ydmyghed og ærlighed. Tjek nu hvad der skal justeres. 4 mos 12,3 beskriver Moses som det mest ydmyge menneske på jorden. Ikke fordi Moses var fejlfri, tværtimod, han fik jo ikke lov at komme med ind i løftets land (Kanaan) fordi han netop havde været hovmodig, det modsatte af ydmyghed. Og alligevel blev han betegnet som det mest ydmyge menneske på jorden. Jeg synes ikke jeg er så ydmyg som jeg burde være. Der kan godt være en tendens til praleri, stolthed og en maskering i min fremfærd, men der er selvfølgelig også situationer, hvor jeg i den grad, har måtte tage ydmyghedens kappe på. Min første svigermor, Rode Ipsen, 1910-1996, var gift med svenskeren Paul Jansson, 1898-1935, og var et menneske jeg virkelig synes var ydmyg. Jeg satte stor pris på den kvinde. Hun havde født 3 børn, Asta Helene, 1932-1990, David Lennart, 1933-2007, og BrittaMarie, 1935-1992, og også taget til sig Pauls søn af første ægteskab, Lars-Erik, 19271997. Paul var svensker, men tjente flere år som prædikant i Danmark, bl.a. i Rønne og i Tejn. (Han stiftede Pinsekirken i Tejn i 1932). Så døde Paul pludselig og uventet, 37 år gammel, på en afskedsturné i Sverige inden de skulle ud som missionærer til Belgisk Kongo. De havde solgt det meste af hvad de ejede og havde og var næsten klar til at rejse.

Her sad så Rode, en ung kvinde på 25 år, med 4 små børn. Paul havde en stor familie, som hjalp så godt de kunne. Lars-Erik blev hos familien i Sverige og det samme gjorde David Lennart. Rode rejste med sine piger tilbage til Bornholm hvor hun måtte til at bygge en tilværelse op. Hun havde sin far, skræddermester, enkemand Peter Christian Ipsen, 1876-1953, i Allinge. En gang efter krigen, kom David Lenart hjem fra Sverige og skulle tilsluttes familien. Pigerne fik både en lillebror og en storebror. Med stor flid og forskellige jobs lykkedes det for hende. Samtidig var hun pianist i Pinsekirken i Rønne og altid med ved alle gudstjenester. Asta og Lennart blev studenter fra gymnasiet i Rønne og Britt blev uddannet kolonialkommis hos H. P. Bang Rønne i Rønne. I 1954 flyttede Rode og Britt til København og købte et hus på Buddinge Hovedgade. David Lennart boede også hos hende ind imellem, men efterhånden blev børnene så gift. Asta med Kurt Jensen, Lennart fik flere ægteskaber oven i hinanden og Britt blev gift med mig i 1960. Rode mistede to døtre med bare et par års mellemrum. Det var en stor sorg, men alligevel havde hun øje for andre mennesker og havde faktisk mange kontakter. Når vi er inde på ydmyghed, fik jeg engang et brev fra hende før hun døde, jeg gætter på julen 1994 eller 1995, der gjorde mig både bevæget og glad.

Ikke dårligt at få prædikatet ”Sagtmodigste mand næst efter Moses” fra sin svigermor. Jeg føler mig ikke værdig til den titel. Den Danske Ordbog siger om ydmyghed: det at udvise ærbødighed, respekt, underkastelse, beskedenhed el.lign. Samme ordbog siger om sagtmodighed: det at være mild og stilfærdig uden at protestere eller beklage sig. Jeg synes om begge ordene og medtager dem her og vil prøve at leve op til det.

Resumé:

Kommunikation, venskab, blodet, tro og indsigt, ydmyghed. Der er nok at tage fat på. Mange vinkler der skal justeres. Men Jesus har givet mig kongelig ære og værdighed, sagde Hanne Riis Sørensen i en prædiken og gav os alle en ring til at tage på fingrene og løfte op i den følgende uge, for at understrege det der blev prædiket om. I processen løfter jeg også ringen og erklærer at jeg er med på den linje. Kongelig ære og værdighed og vandrer der i fuld ydmyghed!

Samvittighed

Derfor gør jeg også mit bedste for altid at bevare en ren samvittighed for både Gud og mennesker. En god samvittighed betyder faktisk ærlighed og ydmyghed Der står skrevet: Den, som har dårlig samvittighed, flygter, selv når ingen er efter ham, men den, hvis samvittighed er god, holder stand som en løve.

Paulus skriver: Jeg beder om, at I på dommens dag må kunne stå med en ren og uplettet samvittighed. Et af trinene er altså at få justeret sin samvittighed. Jeg vil kunne se alle mennesker i øjnene med en god samvittighed, som en del af processen. Ulla var inde på den tanke i en prædiken. ”Se på mit hjerte Gud, Gransk mine motiver og afslør mine tanker. Hvis du ser, at jeg er kommet på afveje, så led mig tilbage til det evige livs vej! ” Jeg vælger at indstille GPS’ en til at finde ”Det evige livs vej”. Her kan jeg så bevæge mig med en god samvittighed. En genopdagelsesproces må foretages med en god samvittighed.

Helligåndens ledelse Tredje Mosebog har mængder af stof om de gamle israelske ofre. Der var fantastisk meget der skulle foregå i det daglige liv blandt israelerne, når de var på vandring og havde tabernaklet i nærheden. Mange overtrædelser blev simpelt hen straffet med døden. Det overrasker mig med alle detaljerne og dødstrusler over hovedet og jeg forstår ikke helt hvad meningen var. Det er tungt stof, som jeg netop har læst om i Bibelen. Og giver mig flere spørgsmål end studiet kan svare på. Det kræver vist en tilbundsgående research – men det bliver ikke nu.

Jeg ved at Kristus var lovens ophør. Hebreerbrevet: Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve. Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt Formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker, Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet. For det er med pagten som med et testamente: Det kan først træde i kraft, når den, som har oprettet det, er død. Jeg forstår mere nu, mens jeg læser om alle ofringerne. Kristus ordnede det hele én gang for alle – og det betyder frihed for os. Jeg gentager at vi lever i Helligåndens tidsalder og Han vil vejlede os til hele Sandheden. Derefter besluttede Paulus under ledelse af Helligånden at…. ApG19,21. Vi behøver Helligånden til at hjælpe os. Give os klarsyn så troen vokser. Vi læser at Barnabas var et godt menneske, fuld af Helligånd og tro. Ved hans indsats kom mange mennesker til tro på Jesus. ApG 11,24. Fuld af Helligånd og tro. Jeg kunne tænke mig at have den samme overskrift som Barnabas her – og gør det til en del af genopdagelsen af Jesus.

Lovsang

”Komplet umusikalsk. Sæt dig” råbte Sang Christian i hele klassen påhør. Aldrig havde jeg følt mig sådan trådt på. Lige pludselig skulle jeg synge en strofe af ”I østen stiger solen op” foran hele drengeklassens 8-9 årige lømler. Som den generte dreng jeg var, var det godt nok svært og min nervøsitet gav sig udslag i en stærk forkert toneart dér i sanglokalet på Bellahøj skole. Jeg kom aldrig senere til at synge, blev frasorteret øjeblikkeligt og det med sang var tungt for mig. Og sådan blev det faktisk i de næste 60-70 år. Det er ikke alle lærere der er fabelagtige pædagoger. Ingen havde sunget med mig eller bare forsøgt at give mig lidt musisk indsigt. Vi var ikke nogen kreativ familie, selv om min far spillede violin. Men i mit kirkelige miljø, som jeg kom i siden barndommen, var og er der stor musikalsk kreativitet – så jeg var tilhører ved mange sanggudstjenester, koncerter mv. Der er sang og musik involveret i næsten alle vores sammenkomster. Jeg lærte salmerne udenad og kendte de fleste i vores Evangelietoner, men jeg sang aldrig med, men var rimelig god til at mime. Sad nærmest og kedede mig under salmesangen og ligeledes senere når det blev moderne med diverse lovsangskor. Jeg har egentlig aldrig haft den store lyst til at gå til koncerter, måske fordi jeg i virkeligheden ikke forstår at nyde det rigtigt med den baggrund jeg har.

Jeg var dog medlem af Tabors hornorkester i nogle år. Her trommeslager i 1957

I masser af år ledte jeg gudstjenesterne i Tabor-Menigheden i København, men kunne aldrig stille mig frem og lede menigheden i at synge. Det har været en kæmpe frustration for mig i årevis og har stillet mig flere spørgsmål end jeg har kunnet besvare.

Jeg hører næsten aldrig musik, men man kan ikke altid undgå at høre når radioen kører. Jeg er faktisk mest til klassisk musik, men andre genrer kan på en måde tiltale mig og andre gange føles det blot som baggrundsstøj. Jeg har meget stor respekt for de, der er engageret i lovsangen. For deres iver og de mange øvelser inden de stiller sig frem foran forsamlingen. I Malmö var lovsangen unik, fordi en stor del af lovsangerne gik på Musikakademin og var dygtige solister hver især. Og så er lovsang en fantastisk anledning til at invitere andre med. Musikkens sprog er grænseoverskridende. Et sprog jeg desværre ikke forstår. Lovsangen er vigtig for alle, også for mig, på trods af min baggrund. Jeg kan jo ikke læse Bibelen uden at se hvor vigtig lovsangen er og at sangerne altid gik forrest, når man enten skulle i krig eller have festlige sammenkomster. I min bog ”De Hjemvendte”, har jeg et afsnit om lovsangen der henviser til vandringen fra Babylon til Jerusalem i året -537. Den første klan var lovsangerne. Her er teksten: ”Parosh” betyder Loppe Klanen Parosh var overhoved eller høvding for en klan på 2172 personer, da de ankom til Jerusalem fra Babylon.

Den første klan af 18, som vendte tilbage til Jerusalem. Baggrund De fleste klanmedlemmer, var sandsynligvis født og opvokset under fangenskabet i Babylon. Da folket havde været fanger i næsten 70 år, kom der et kongeligt dekret, som tilbød dem at vende tilbage til landet de kom fra. De var frie! Adskillige valgte at vende tilbage, som probanden her og hans familie, medens mange forblev i Babylon. De, der valgte at vende tilbage, var med i et stort festtog under ledelse af Zerubbabel, som, sammen med et lederteam og klanlederne, havde ansvaret for de frigivne på den 1400-1500 km lange rejse fra Babylon til Jerusalem. Parosh Navnet er måske lidt mærkeligt. Tænk at hedde Loppe, som kan give indtryk af ubetydelighed. David brugte dette udtryk, da han havde skåret fligen af kong Sauls kappe og stillede sig på afstand og talte til kongen: 1 Sam 24,15: I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe? Det er det eneste sted vi finder ordet Loppe i Bibelen på hverdagsdansk. Og som et apropos til nedenstående, så var David en fantastisk lovsanger. Navnet kan også betyde hoppe eller springe – og det er noget en loppe jo faktisk gør. Herrens stemme splintrer de største træer, knækker Libanons stolte cedre. Den får

Libanon og Hermon til at hoppe, som var de kalve eller unge tyre. Når Herren taler, springer lynene frem… (Salme 29). Hvad kendetegner en loppe? Jo, udover at den kan bide, kan den hoppe. Men mere end dette: 1) Selv om vi kan føle os ubetydelige, så er vores forventning stor til Herren. Han kan få os til at hoppe af fryd når vi hører hans stemme. Når vi lytter til forkyndelsen af hans ord (Herrens stemme), skaber ordet en forventning inden i os. Eller en profetisk tiltale i en bestemt situation. Herrens stemme kender vi blandt de mange stemmer, der kan være overalt. Hans stemme har autoritet samtidig med at den udtrykker stor kærlighed, dyb medfølelse og tryghed i vores liv. 2) Klanen Parosh var den første familie der er nævnt af de 18 familier som vendte tilbage til Jerusalem (rækkefølgen har en vis betydning fx i The Bible code). Parosh klanen gik forrest, og når vi kender baggrunden for navnet, hvad er så mere naturligt end at se hvem der normalt går forrest i festtoget. Salme 68: Et festtog går frem i helligt skrud, de hylder vor konge og vor Gud. Sangerne går forrest, musikerne bagest, piger med tamburiner danser i midten. Lovsyng Gud i den store forsamling, lad alle være med til at prise Herren. Benjamins lille stamme går forrest… Parosh kom sandsynligvis fra Benjamins stamme. 3) I øvrigt er der en fin detalje i Salme 98, der først lovsynger til Herren og derefter understreger han retfærdighed i det sidste vers. Det er ligesom rækkefølgen i festtoget, hvor lovsangen kommer først og derefter præciseres Herrens fairness.

Lovsang og tilbedelse har en stor betydning i blandt os. Lovsangen løfter os og sætter os i ret perspektiv ind for den Hellige – den eneste ene. Hvis du er én af dem der tjener i lovsangen, har du en rigtig Parosh-tjeneste, som kan få de øvrige til at glæde sig og hoppe af fryd. Indtag din plads forrest i festtoget! Så langt ”De hjemvendte”, som kan findes som e-bog på mester.nu under fanen skriblerier. Jeg indser den store betydning af lovsangen og i genopdagelsen af Jesus, er det vigtigt at få fat i tilbedelsen og lovprisningen. Man kan tilbede på forskellige måder, naturligvis i bøn. Men der hvor vi alene synger til Herrens pris, kan det have en enorm betydning. Jeg har tit sunget alene – ingen andre end Jesus og jeg selv hører det – og så er det en velsignelse – i hvert fald for mig. Men den unisone sang i andre sammenhænge er også betydningsfuld og jeg glæder mig over det. Jeg er ikke til lovsange, hvor man hele tiden skal stå op og så gentage de samme ord om og om igen. Det bliver trivielt, synes jeg og salvelsen forsvinder. Men når man virkelig har en inspireret lovsangsgruppe, der leder lovsangen under Helligåndens ledelse, er lovsangen en fryd. Også for mig, og jeg får lyst til mere tilbedelse, gerne i det åndelige sprog – tungetalen. En lovsang der således har betydet meget for mig, er denne version af 10.000 reasons. Lyt på dette link: https://www.youtube.com/watch?v=DXDGE_lRI0E

Jeg vil tilbede Jesu navn af hele mit hjerte. Jeg ønsker i processen at slippe fri af fortidens sangmæssige frustrationer og bare give mig hen i lovprisning til Herren, som et aktivt led for mig selv i genopdagelsen af Jesus. Jeg har lige været til gospelkoncert. Lige når jeg skrev ovenstående. Det var en god oplevelse. Måske er det fordi jeg kommer til koncerten med en forandret indstilling, hvor jeg positivt er tilhører selv om jeg ikke er sanger. Jeg ønsker nemlig virkelig at lovprise min ven, Jesus.

Genopdagelsens 10 punkter! Opstillingen er ikke prioriteret. Alle punkter er vigtige. 1. Bøn 2. Kærlighed 3. Close Up 4. Udvidet horisont 5. Venskab 6. Blodet 7. Ordet 8. Ydmyg/Sagtmodig 9. Samvittighed 10. Lovsang

- Altid √ - Barmhjertig og venlig √ - Nærvær, fortrolighed √ - Respekt for andre kristne √ - Jesus siger: I er mine venner √ - Rensende kraft √ - Dybere ind i Skriften √ - Modsats til hovmod √ - Se alle frimodigt i øjnene √ - Bliv engageret i lovprisning √

Det var en spændende rejse. Nu skal jeg så bare tage punkterne ét ad gangen – og bede Gud om at det må skabe den nødvendige forvandling i mit liv. Det er hele formålet og jeg er allerede begyndt √!

Andet personligt skriv Politik Jeg har en holdning til politik, men er ikke noget politisk menneske. Med politisk menneske mener jeg dem der er medlem af et politisk parti og som kommer til de fleste valgmøder og hænger plakater op når der skal være valg. Jeg har dog været medlem af et politisk parti, Kristeligt Folkeparti, og har endog være kandidat til Folketinget. Jeg blev nærmest presset til dette i 1974, men fandt hurtigt ud af at jeg netop ikke er et politisk menneske. Det interesserede mig ikke en pind. Men politik er nødvendigt og det er vigtigt hvem vi vælger til at lede landet. Jeg har bevæget mig siden jeg fik stemmeret som 23-årig. Første gang stemte jeg på Socialdemokratiet, men aldrig senere, når jeg observerede deres pamperi og ateisme. Jeg var med min far i flokken der tog opstilling på begravelsesruten mod Bispebjerg kirkegård, når Hedtoft og H. C. Hansen blev begravet. Ingen kirkelige handlinger. Dér tog jeg min beslutning. Senere stemte jeg konservativt og når Kristeligt Folkeparti blev stiftet, gik jeg med dem. Jeg var sågar reklamebureau for partiet og havde ordre om at møde på Christiansborg, uanset hvor jeg var, senest 24 timer efter valgudskrivelse. Men når de store profiler Jens Møller og Christian Christensen var ude af billedet, var jeg det nærmest også. Partiet blev meget vattet og var uklar i mange henseender – men alligevel fik de min stemme når det kom til selve valgdagen. Egentlig har de fået det de fleste gange lige siden, selv om jeg nogle gange har stemt Venstre i ren protest.

EU har været mit store problem. Jeg havde det krystalklart for mig tilbage i 1972, at aldrig ville jeg stemme på EF og til alle valg lige siden har jeg stemt nej eller blankt, til alt der havde med europæiske fællesskab at gøre. Maastricht i 1992 fik mit nej og også næste gang, når man alligevel, med løgne, pressede et ja igennem. Jeg ønsker vi kommer ud af dette fællesskab og håber vi aldrig overgår til euroen. Har dette noget med at komme ind i Guds væsen at gøre? Nej, ikke helt, men det har jo noget med ansvarlighed at gøre. Stemme på det som er vi fornemmer er ret og gøre vores borgerpligt, at stemme i et dansk valg. Ansvarlighed er vigtigt i genopdagelsen af Jesus. Også politisk ansvarlighed.

Sønner

Fra 2009, Claus, mig, Jørn og Finn

Lyt

På hjemmesiden www.jesuskonsulenterne.dk kan man læse: ”En dag i år 2000 fik vi besøg af en dame i vores hjem, som ønskede at høre om vores kristne tro. Vi fortalte om vores liv og hvad Jesus betød for vor dagligdag. Pludselig udbryder hun: "Er I sådan en slags Jesuskonsulenter?" Efter at en befriende latter havde lagt sig, svarede vi bekræftende. Det var starten på Jesuskonsulenterne, som i 2003 åbnede dette websted for at kunne dele Jesus med dig.”

Jesuskonsulenterne startede med store ambitioner. Vi tog kontakt til kirker i Danmark og sydlige Sverige, fordi vi boede i Malmö på dette tidspunkt i 2003. Vi købte projektor og lavede power points. Vores kirke i både København og Malmö stillede sig 100% bag visionen og vi startede med at man kunne sende SMS til Jesus. I flere år fik vi sms’er hver eneste dag, men ikke fra mange mennesker. Tjenesten kostede lidt at have løbende, så vi ophørte med den og kørte i stedet med den beskedne hjemmeside vi har nu. Vi fik ikke nogen større opbakning fra kirker vi kontaktede og i dag kan vi se at der enormt mange tilbud på nettet. Vi har i mange år haft kontakter til mennesker som kontakter os gang på gang og vores opgave er at snakke via mail og så bede. Der er stadig mennesker vi har kontakt med og lader så tjenesten køre – ikke mindst fordi det var en kraftig vision da vi startede i 2003. En vision der blev meget anderledes end jeg havde tænkt. Måske vil tjenesten komme til at udvide sig til andre ting – det er vi afventende overfor. Det er afhængig af Jesus og i processen er noget meget vigtigt ”at lytte”. Jesuskonsulenterne havde også domænenavne i begge land – ”lyttende medmenneske” ”lyssnande medmänniska”. Det har vi også haft glæde af og vi vil gerne være nogle der lytter, ligesom vi vil lytte til Guds stemme. Måske burde overskriften være ”Lyt”.

Lyset

Det er godt nok mørkt uden for her i julemåneden, når vi er i vores netværksgruppe. Det er som om at det mørke der er udenfor, forsøger at snige sig ind i os, medens vi samtaler. Midt i det lidt grå – efter et langt indslag, dukker et vers op, der opmuntrer mit hjerte fra Johs 8,12: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.” Det bør også kendetegne os – at når vi følger ham der er LYSET, det enorme løfte – ”kommer ikke til at vandre i mørket”! Det bli’r pludselig de lyse nætter i december.

Kontrol Jeg har altid haft et behov for at vide hvor alting er og hvad det næste er der skal ske. Min familie med kone og børn. Mit job og min tjeneste i kirken. Jeg blev ansat i 60’erne, som den første traffic chef i et dansk reklamebureau, hvor jobbet netop var at kontrollere hvor hver enkelt lille del var i processen. Daglig gik jeg rundt i Young & Rubicams mange afdelinger og kontrollerede og havde mine møder med næsten alle ansatte, art directors, tekstforfattere, produktionsfolk m.v. Min store planlægningstavle var legendarisk. Y&R var et af landetst dygtigste, kreativt team, som det var en fornøjelse at være en del af. Alle nye reklamekonsulenter, blev placeret i min afdeling, for at få et samlet indblik i reklamelivets processer. Det var en fantastisk sjov tid. Jeg sluttede kun for at starte mit eget reklamebureau midt i halvfjerdserne. Vi havde et godt fællesskab hos Y&R og jeg har faktisk mødt en stor del af mine gamle kolleger og trainees efter mere end 40 år.

Stadig kunne vi nu, temmelig ældre mennesker, mindes jobbet fra vores ungdom. Jeg var 30 når jeg blev produktionschef med ovennævnte ansvar. Og nu mødtes vi i 2010, hvor jeg var 71. Senere kom jeg til tv branchen og her var det samme mønster. Man var nødt til at have en produktionsplan for at et tv program kunne blive vist rettidigt. Når jeg blev pensionist i 2004, ville jeg ikke gå på pension. For så havde jeg jo intet overblik over noget som helst. Jeg blev administrator i Malmö Pingsförsamling og senere formand for kirken, og planlagde kirkens arrangementer med et stort overblik

over alt der skete. Historien gentog sig når vi flyttede til Bornholm og vi efterhånden blev medlemmer i Pinsekirken Bornholm i 2009. Her blev jeg også en slags administrator og lavede kirkens markedsføring samt kalender, der gav fuldt overblik over alt der skete. Det arbejde udfører jeg stadig, selv om jeg nu er mere pensionist end administrator. Desværre. Men på et eller andet tidspunkt skal man jo slutte, siger nogle. Jeg har altså kontrolleret hele livet og jeg tror det vil være svært at aflægge den faglighed. Jeg er klar over at jeg ikke i mit liv hjemme skal være en kontrolfreak, for det er ret irriterende med sådan en. Irriterende vil jeg ikke være. Det er faktisk en svær omstillingsprocesproces. Derfor er jeg glad for at min ven, Jesus Kristus, har alt i sin hånd og alt under kontrol. Jeg kan jo bare spørge ham, hvis der er noget jeg vil vide. Han har kontrol over al ting og jeg vil tage min del fra ham. Skriften siger: Hvem står bagved og trækker i trådene? Det gør jeg, Herren, jeg, som kalder på mit folk fra generation til generation. (Es 41,4)

Senior Jeg har faktisk været senior siden 2004. I Malmö kaldte vi vores seniorarbejde for 55+. Det hed ellers Dagledige Träff før. Jeg synes det navn var for diskriminerende og foreslog ledelsen at vi lavede det om til 55+. Også fordi det omkringliggende samfund kørte meget på seniorerne som 55+. Der var nogle protester fra dem, der tidligere ledte seniorarbejdet, men ellers gled det ind som det nye navn. Det er heller ikke let at få en ny leder – og så ovenikøbet dansk(!) Nogle få år efter vi havde forladt menigheden i Malmö og flyttet til Bornholm, kaldte men det Dagledige Träff igen. (??) Mange modne eller ældre bryder sig ikke om forandringer – alt skal helst være som det altid har været. Jeg kender selvfølgelig godt til fænomenet. Jeg kan heller ikke altid lide forandring, hvis det altså kun er for forandringens skyld. Jeg kan fx ikke lide at man kalder en ældste for et lederteam medlem. Min indstilling er at man skal være omstillingsparat og være med på det nye, selv om man er gammel. Jeg elsker faktisk alt nyt og min smart phone og min computer bærer fx præg af dette. Jesus selv siger at han gør alting nyt og i vores kirke har vi det meste af 2015 haft dette som tema. Et tema der er vigtigt at minde seniorer om, men også alle andre.

Jeg gør alting

nyt!

Åb 21,5 Tema plakat fra 2015

Fra min bog ”De hjemvendte” medtager jeg et afsnit om senior:

Senior Jora/Harif Navnet betyder efterårsregn. (Jora=Efterårsfødt og Harif=Efterårsregn) Fødselsår og forældre er ukendte. Vi finder dem omtalt i Ezras bog som Jora og i Nehemias’ bog som Harif). Klanen Jora/Harif var overhoved eller høvding for en klan på 112 personer, da de ankom til Jerusalem fra Babylon. Den sekstende klan af 18, som vendte tilbage til Jerusalem. Baggrund De fleste klanmedlemmer, var sandsynligvis født og opvokset under fangenskabet i Babylon. Da folket havde været fanger i næsten 70 år, kom der et kongeligt dekret, som tilbød dem at vende tilbage til landet de kom fra. De var frie! Adskillige valgte at vende tilbage, som probanden her og hans familie, medens mange forblev i Babylon. De, der valgte at vende tilbage, var med i et stort festtog under ledelse af Zerubbabel, som, sammen med et lederteam og klanlederne, havde ansvaret for de frigivne på den 1400-1500 km lange rejse fra Babylon til Jerusalem. Jora/Harif Uanset om efteråret ser ud til at bringe en vis goldhed og forfald i nogle af yderpunkterne i livet, er det dog høsttid, hvor der er overflod overalt. Regnen, som kommer om efteråret,

især efter en forholdsvis tør sommer, betyder meget for at sikre at der kommer vegetabilsk liv i vintermånederne, og hjælper med til at skabe gode afgrøder det følgende år. Som senior befinder man sig faktisk i sin alders efterår. Det er ikke nogen dårlig tilstand at befinde sig i og efterårsregnen har stor betydning. Når vi har levet et frugtbærende liv, kommer høsten om efteråret. Jeg kan lide udtrykket ”Passioneret pensionister!”, for det taler om at selv om man er i livets efterår, kan man stadig have en passion – og man har et helt livs erfaring at dele ud af. Det er som en efterårsregn, der kreerer liv i vintermånederne. Hvilken skøn, kærlig opgave for en senior. Man sætter sig ikke hen i lænestolen og er færdig med livet, tværtimod, fulde af liv i efterårstiden! Salme 37,25: Jeg har været ung og er nu gammel, men jeg har aldrig set en retfærdig forladt eller hans børn tigge om brød. Styrken henter senioren hos Herren. Es 40,31: Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke, som ørnen får nye svingfjer. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at blive udmattede. Dette er da noget af et løfte J

Kæpheste Sport Suk! Jeg har aldrig kunnet forstå denne del af tilværelsen. Sport er noget jeg elsker at hade. Da jeg gik i skole og havde gymnastik, kunne jeg aldrig komme over plinten eller bukken eller helt op i tovene. Jeg var simpelt hen bange for at falde eller slå mig. En kylling.. Jeg var det man pædagogisk kalder en tumler/fumler. Når der skulle spilles fodbold, blev jeg aldrig udtaget til holdet ej heller min kammerat Stampe. Så vi sad på sidelinjen og fyldte hinanden med historier om hvor åndsvagt fodbold var og hvad det gjorde ved folk der dyrkede det. Det var ikke flatterende. Det var heller ikke bedre når jeg voksede til, selv om jeg læste flere sportsbøger, hvor især stof om olympiade var spændende læsning. Der er i øvrigt så meget andet sport end fodbold, men ingen sportsgren har nogensinde haft min interesse.

Det har irriteret mig voldsomt, at man sender sport i den bedste sendetid og ikke flytter det ud på natten. Ovenikøbet flytter man på de vigtige nyhedsudsendelser for at kunne vise sport. Man kører i dagevis med Tour de France eller anden cykelsport fyldt med usportslig doping – jeg fatter det ikke. og nogle gange kan jeg næsten brække mig, når der kommer en sport på skærmen – overdrevet selvfølgelig. Godt man har en fjernbetjening så man hurtigt kan zappe videre. Vi har fjernet alle sportskanaler i vores tv pakke. Jeg er ikke konkurrencemenneske og har haft svært ved at forstå konkurrencemomentet, selv om jeg selvfølgelig godt ved at at det er en nødvendig del når man skal finde ud af hvem der er bedst. De modsatte hold bliver uvenner og enten håner eller hader hinanden. Jeg synes det kan være lige meget hvem der var bedst, bare det var sjovt. Og så her mange år senere kommer der noget der hedder

matchfixing eller doping som vand på min mølle. Wikipedia skriver: Matchfixing er et begreb inden for sport, hvor udfaldet af en sportsbegivenhed er aftalt på forhånd, eller er påvirket af andre interesser end rent sportslige. Formålet med matchfixing er typisk at opnå sportslig- eller økonomisk vinding. For nogle dage siden har der lige været en alvorlig sag om dette, og lægger yderligere ved på bålet omkring min holdning til sport. Jeg har aldrig set en hel fodbolds- eller håndboldskamp. Eller kampe med andre idrætsgrene. Det er for meget, måske også for dumt. Det ved jeg inderst inde godt. Som det fremgår, kan jeg ikke lide sport og heldigvis kan Ulla heller ikke. Dette handler om at se på. Se på sport og ikke selv være med. Det er der min forståelse knækker. Én ting er min holdning til sport som underholdning, en anden ting er den ægte sportsverden, hvor folk træner deres kroppe for at få den nødvendige energi og blive dygtige til deres sportsgren. Paulus skriver: idrætsfolk må følge spillets regler, hvis de skal vinde sejrskransen. 2 tim 2,5 og videre: Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde! Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren. De gør det for at få en sejrskrans, som hurtigt visner, men vi gør det for at få en sejrskrans, som aldrig visner. Altså løber jeg direkte mod målet, fast besluttet på at vinde. Jeg bokser ikke ud i luften. Jeg holder min krop i ave og tøjler den, for at ikke jeg, der har forkyndt for andre, skal risikere at blive diskvalificeret og ikke nå frem til målet. 1 kor 9,24-27, Bibelen taler ikke imod sport. Det er kun mig der gør det og her må jeg eventuelt

bløde lidt op. Det er måske ingen skade til at finde en sportsgren jeg kunne synes om, og så tage nogle afslapnings hyggetimer for at følge med i den sport. Gad vide hvad det skulle være. Jeg må se… Her, når jeg kryber nærmere for at komme ind i Guds væsen, bør jeg komme af med alle kæpheste- måske også den med sport.

Tattoo Da jeg voksede op var det kun søfolk og andre, lidt mystiske mennesker, der var tatoverede og man så ofte skævt til dem. Min farfar var tatoveret og det var lidt spændende at se hans tatoveringer. Nu er det blevet helt anderledes, man tatoverer sig rask væk – selv kvinder (!). Jeg kan godt synes at nogle tatoveringer er flotte og fantastisk kunstnerisk udført. Men jeg kan ikke forstå at man lader store legemsdele blive fuldstændigt tatoveret eller tatoveres i hovedet helt op hvor håret skulle sidde. Det synes jeg ikke er flot. Nærmest afskyeligt.

Jeg har intet med det at gøre og folk må jo gøre hvad de vil. Jeg tænker også på hvad Gud tænker. Her har han lavet et perfekt skaberværk og så vil skaberværket pynte på skaberens design. Ikke klogt. Gud siger i 3 mos 19,28: ”I må ikke lade jer tatovere”. Så det har jeg så ladet være med og jeg vil advare alle imod det. Man kan ikke andet end

fortryde det. Hvorfor skriver jeg nu dette. Fordi jeg vil af med kæpheste jeg bruger for megen tid på at irritere mig på. Nu er mit fokus at komme tættere på Herren og han har en en overskrift – ikke tatoveret på mig – ”Jeg er din og du er min”. Så de tatoverede kan ikke længere provokere mig. Mit fokus er et andet sted!

Epilog Når noget ikke var som det skulle være, tog han leret på drejeskiver og begyndte forfra.

Tanker om at komme dybere ind i Guds væsen, har optaget forfatteren gennem et stykke tid. Han tumler med tankerne om hvordan man kommer dertil, men det som bare var tænkt som enkelte noter, blev pludselig til en lille bog. Disse højst personlige notater fra forfatteren, kan måske være til hjælp for andre.