Manden med gipsarmen (roman) by John Mester

JOHN MESTER

GIPSARMEN

John Mester

Gipsarmen ROMAN Om FolkmĂ¸det i Allinge og det, der fulgte efter.

2017 3

Første Pdf udgave

Gipsarmen Forfatter: ©John Mester www.mester.nu Udgave: Første Pdf udgave Udgivet af: Forfatteren Trykkeri og sted: PDF fil Opsætning: John Mester Layout: Sat med Palatino Enhver hel eller delvis kopiering på tryk, elektronisk eller på anden 4

INDHOLD 01 Persongalleri 06 02 Juleaften året før 09 03 NNO 11 04 Skræk planlægning 14 05 Merethe og Svend 17 06 Sekretariatet 20 07 Primo maj 21 08 Torsdag ugen før 23 09 Fredag ugen før 26 10 Lørdag ugen før 29 11 Søndag ugen før 35 12 Mandag 42 13 Tirsdag 51 14 Onsdag 60 15 Folkemøde Torsdag 71 16 Flugt 77 17 Eftermøde 84 18 Borgerindgreb 86 19 Stædighed 90 20 Samvittighedskvaler 98 21 Biljagt i Manchester 106 22 Reorganisation 116 23 Hospitaliseret 125 24 Genoprettelse 131 25 Justitica 136 26 Gipsarmen 142 27 Højt på strå 152 28 Yderligere omrokeringer 156 29 US here we come 162 30 Skurken 168 31 Nye udfordringer 176 32 Kærligheden er… 181 33 26. november 195 34 Juleaften 198 Læsere, der allerede har læst første afdeling, i bogen 12 24 36 & 48 Operation Allinge, udgivet 2016, kan begynde ved kapitel 18 hvis man ikke vil læse hele historien. De første 17 kapitler er dog omskrevet en hel del.

KAPITEL 1

PERSONGALLERI Hovedpersoner: Svend: Herman Svendsen, 70 år, pensioneret VVS installatør. Oprindelig københavner, førder, som man kalder tilflyttere på Bornholm. Merethe Svendsen, bornholmer, 68 år, hans kone, pensioneret lærer fra Klemensker skole. Familien bor i Allinge, i et ældre hus i Nørregade, der hvor vejen slår en bugt. Svend er med i firkløveret. Merethe og Svend har to sønner og en datter Lasse Svendsen, 40 år, deres ældste søn. Gift med Johanne. De har to børn Morten Svendsen, 38 år. Samboende med Sofie. De har to børn Signe Stenson, 35 år, deres datter, gift med Arthur . De har en søn. Hunden Bølle, en godmodig sorthåret labrador. Viger ikke fra Svends side. Johs Edvard Pistates, Havnegade, Allinge, oprindelig fra København, tilflytter, gift med Lilly Pistates, bornholmer. Datteren Jessica, bor i New York og har to børn. Frederik E. Pistates, gift med Petrea. Deres søn. Johs er ansat hos GNCI Media - paraplyorganisation med hovedsæde i Johannesburg, og er bestyrelsesmedlem i den internationale ledelse af en omfattende kæde af tv stationer. Han er en af koordinatorerne, især af europæiske tv stationer. Tovholder i firkløveret. Casper Nielsen, gammel tv kollega fra København, nu ansat ved TV2 Bornholm og bosat i Allinge. Single. En god ven til Johs. Medlem af firkløveret. Didde Andersen, en bekendt til Johs fra hans kirke i Tejn. Medlem af firkløveret, gift med Arne. Lewis Nelson, (300) chef for NNO i Philadelphia. Læs kap. 2 om NNO. 6

Øvrige personer: Nikita Spiegelberg, topchef i GNCI, Johannesburg, Sydafrika. Anthony Angus fra GNCI Great Britain i Manchester, med i ledergruppen i Manchester – gift med Beth. Vincent Peterson CEO for GNCI Great Britain Firkløveret – en selvbestaltet organisation der styrer undersøgelsen af hvem der er bagmænd til attentatet i Allinge. Består af Johs, Svend, Didde og Casper. Niels og Bodil Pedersen, ledere af GNCI Scandinavia – et ægtepar Johs har kendt i mange år. Nico Lombardi, GNCI bestyrelsesmedlem fra Rom. Daniel Lipmann, præst i Elim Church i Oldham, Manchester NNO ansatte: 19 Et kvindeligt medlem af NNO, til daglig engageret i NNO’s kontor på Islands Brygge i København. 317 Udstationeret medarbejder fra USA på speciel mission i Manchester. Barry Clipmann, (00) europæisk chef for NNO. Christopher Miller, chefjurist i NNO. Horst von Binther, (24) Tysk medarbejder under Operation Allinge. Jesper Markussen, (36) Dansker, medarbejder under Operation Allinge. Katie Brown, (333) højt på strå i NNO, skarp, smuk og dygtig. Palle Engström, (12) svensker, cellegruppeleder på Bornholm. Samantha Baker, regnskabschef i NNO. Tom Schmidt, (48) engelsk medlem af NNO. Med i Operation Allinge. Vincent Manners, (01) englænder, dansk leder for NNO. Leif Hedberg. Direktør og kunde hos NNO. Gerhard Winther, politikommisær fra Rønne. En større gruppe betjente ovrefra (som man på Born7

holm kalder alle der kommer fra andre steder end Ă¸en) er tilknyttet Gerhard Winther. Borgmesteren for Bornholms Regionskommune

KAPITEL 2

JULEAFTEN ÅRET FØR Juletur i Allinge, Bornholm

Juleaftensdag gik Svend som sædvanlig en tur med labradoren Bølle. Merethe blev hjemme. Hun havde nok at se til, for hele familien kom hjem for at holde jul på Bornholm. Svend nød det milde vejr og faktisk også solstrålerne, der berigede den julestille by med sit intense lys. Det var helt anderledes end for få år siden, da byen, ja hele Bornholm, blev begravet i sne og man ikke kunne komme uden for en dør. Det blev der talt og skrevet meget om. Men i dag var det mildt og ikke et snefnug i miles omkreds. - Ret behageligt- , tænkte han. Han gik ned til havneområdet. Havnen følte Svend som et fristed, men kunne absolut bedst lide den om sommeren, når alle turisterne var kommet til øen. - Men det kan jo være det bliver bedre endnu, tænkte han, mens Bølle trak i snoren. Svend havde været med til forskellige arrangementer, hvor arkitekter og faktisk også en lille borgergruppe, havde udarbejdet deres forslag til, hvordan man kunne gøre Allinge til en bedre by at bo i, men som også skulle kunne rumme det store Folkemøde, der finder sted i juni måned. Det, der blev forelagt så ret interessant ud, synes han, Merethe var altid 100% med på alle nye tanker. Han gik forbi Netto ned ad Kæmpestranden, der så ret kold ud sådan en juleaftensdag. Det var svært forestille sig, hvordan det kom til at se ud om mindre end et halvt år, når årets Folkemøde skulle finde sted. 9

Svend mindedes det sidste Folkemøde, hvor der havde været et enormt opbud af politi, både dem, man kunne få øje på, og så alle de usynlige, der holdt øje med byen og dens gæster. Det var vel egentlig udenlandske foredragsholdere, der tiltrak dette store politiopbud. Mens han gik videre ud mod Næs, filosoferede han over, hvilke udfordringer næste Folkemødet skulle udsættes for. Fra Næs gik han hjem til Nørregade, der hvor vejen slår en bugt. Der var godt nok ikke mange mennesker, han mødte i dag i denne østlige danske provinsby. Børn, svigerbørn og børnebørn kom hjem og julen blev fejret med manér.

KAPITEL 3

NNO

Philadelphia, USA Lewis Nelson var en rigmand fra Philadelphia i USA, som havde tjent sine mange penge via flere af sine selskaber, hvoraf nogle ikke var helt fine i kanten, målt med almindelige øjne. Dog havde han for eksempel aldrig været indblandet i narkohandel. Han havde flere forretninger med store internationale transaktioner. Han var en kunstelsker der havde sat mange penge i sin kunst. Han støttede sin bys kunstnere og var en af dem, der gjorde en stor indsats for at forskønne hele byen, blandt andet med de berømte - murals- , vægmalerier. Lewis Nelson var en anerkendt indbygger i staten Pennsylvania. Han havde enormt mange kontakter inden for snart sagt alt og efterhånden var han begyndt på at leje nogle af sine ansatte ud til forskellige projekter, som folk bad ham om at hjælpe dem med. Alt dette førte til, at han for syv-otte år siden startede, hvad han kaldte NNO, som han - med et smil - forklarede, betød No Name Organisation. Ideen med NNO var kort forklaret følgende: De mennesker, Nelson havde kontakt med, var freelancere. Han gav dem en opgave og betalte en på forhånd aftalt pris, plus omkostninger, til de kvinder og mænd, der udførte opgaven. Hans freelance-kontakter kendte ikke til hinandens identitet. Når medarbejderne var på opgave sammen, måtte freelancerne ikke røbe deres navne for nogen, men blev kaldt ved et nummer. Det var der mange, der syntes var for dumt, men Lewis Nelson var chefen og ham diskuterede man ikke med, adlød kun ordrer. Denne specielle form for organisation bredte sig efterhånden langt ud over USA’s grænser og Lewis Nelson overvågede selv det meste. 11

For godt tre år siden havde han etableret sig med kontakter i Europa, hvor det mest var Italien, Frankrig, Spanien, Tyskland, lidt i Skandinavien og så, helt naturligt, England. Her placerede han sit europæiske kontor, der “solgte” hans service og overvågede aktiviteterne. Han havde engageret en leder, Barry Clipmann der skulle styre Europa. Nelson kaldte ham for - 00- . Og 00, for sin del, udvalgte så nogle andre til at styre projekter i de enkelte lande, sprogmæssigt for det meste med en lokal person indblandet. Kontakt til NNO skete faktisk altid via nogen, der kendte nogen. Man kunne dårligt google NNO og det var lidt besværligt bare lige at finde virksomheden via offentlig mail eller via de sociale medier, hvis man ikke i forvejen var i gang med en opgave hos dem. Kom der en henvendelse fra virksomheder, der ville have organisationen til at udføre en større eller mindre opgave, valgte Nelson at tildele den på det amerikanske marked selv, og tildele oversøiske opgaver til udlandslederen i for eksempel Europa, Bangkok eller Frankfurt for eksempel.. Opgaverne kunne for eksempel være sager, der ikke så godt tålte dagens lys, Andre kunne have en helt anden karakter, som hjælpearbejde eller lignende. Nelson var selvfølgelig mest interesseret i de penge, der kom ud af det – og det var ikke discount-tilbud man gik ud fra, når en virksomhed skulle have løst en opgave. Hver enkelt freelancer var udvalgt til opgaverne efter deres evner og tidligere successer. Og alle havde været igennem et forløb med undervisning og test i henholdsvis USA og Europa. Nogle af freelancerne var dygtige økonomer, der kunne være særdeles lukrative at have med, ved økonomiske opgaver der krævede en stor økonomisk viden. Andre kunne være specialister på andre områder, som for eksempel elektronik eller computerteknik. Listen var lang og opgaverne rigelige, så Nelson kunne kigge på sin økonomiske bundlinje og være tilfreds – hvis man altså 12

nogensinde blev det! Det, som alle freelancerne frygtede, var, at de kom til at lave fatale fejl eller ligefrem ødelagde en aktion. Det var der ingen overbærenhed med og man røg hurtigt ud af foretagendet. Man havde flere historier om de folk der blev fyret på denne måde. Enkelte så man faktisk aldrig mere, Det var meget belejligt, at man kun havde numrene på sine kolleger og ikke deres navne ved de enkelte operationer og ikke havde kendskab til hinandens privatliv. Lewis Nelson havde ansat enkelte “controllers”, der blev sat til at overvåge de øvrige freelancere – på verdensplan. En anelse frygt kunne man altså spore blandt medarbejderne, men det kunne de leve med, for NNO var en fantastisk god arbejdsplads og det var eftertragtet at være ansat dér.

KAPITEL 4

SKRÆK PLANLÆGNING Aktion mod Folkemødet i Allinge planlægges i London I London mødtes en række mennesker til et hemmeligt møde. De kom dryssende ind i løbet af en times tid. Kvinder og mænd kom gående, alene og alle vegne fra, til dette møde i den centrale del af den store by. Mødet fandt sted i en stor, lejet lejlighed. NNO holdt aldrig møder på hoteller eller lignende pladser, hvor der var personale, der kunne opfange og viderebringe, hvad der blev snakket om Den europæiske chef, Barry Clipmann startede mødet og hilste velkommen på engelsk, som var det obligatoriske sprog i hele organisationen. Det var ikke noget problem for de fremmødte freelancere, som kom fra forskellige dele af Europa og kun havde deltagelse i denne organisation til fælles med hinanden. I dag ville Clipmann samle op på nogle af de opgaver, der havde berørt flere og sammenligne det med rapporter fra kontrollanterne. Han ville blandt andet understrege nødvendigheden af at operere nøje ud fra den manual, der altid blev udarbejdet ved hver sag og aldrig springe over hvor gærdet var lavest. Efter evalueringen af de mange opgaver forlod flere af deltagerne mødet. Kun et par stykker blev tilbage. I rummet, de var startet i, fortsatte de to englændere deres møde, 00, Berry Clipmann, og 01, Vincent Manners, leder af aktioner i Danmark NNO havde fået en henvendelse fra en (også hemmelig) organisation i Skandinavien, der ville have dem til at lave ravage i noget, de kaldte Folkemødet og som ville finde sted på den lille ø Bornholm i juni måned. Forstyrrelse af Folkemødet havde til formål at skabe utryghed. Ravagen måtte endelig ikke blive til et blodbad, 14

men man kunne dog tolererede skader til en vis grad. Folkemødet skulle altså skræmmes og om nødvendigt måtte man lade nogle af øens eller landets spidser være ”ofre” i aktionen, for at give den nødvendige skræk effekt. Man var ikke interesseret i at gøre det til en terrorhandling, Det kunne jo dybest set give bagslag på et tidspunkt. Bare illustrere alvoren bag aktionen. Der skulle udvælges medarbejdere til cellen og begge ledere kiggede kartoteket nøje igennem på deres computere, senest opdateret fra Lewis Nelson dagen i forvejen. Ud fra de faglige kompetencer og deltagelse i forskellige aktioner, blev de enige om - udover 01 selv, at udtage svenskeren Palle Engström 32 år. Han var kommunikationsekspert og blev ofte hentet til andre aktioner rundt om i verden. En typisk leder, meget fokuseret med en mild lederstil. Ham ville de gøre til operationel leder på Bornholm og han fik nummer 12. Tyskeren Horst von Binther var 29 år. Efter kartoteket at dømme havde han gode referencer, men var ret så hidsig, hvilket trak ned i bedømmelsen. Hans force var økonomi, en nødvendig viden i enhver celle. Det var også godt at have en tysktalende med, når man opererede på Bornholm. De tildelte ham nummer 24. De fandt en dansker, Jesper Markussen på 31 år, for det var vigtigt at have nationale folk med i cellen. Hans force var computerteknologi og han kunne løse enhver data opgave. De tildelte ham nummer 36. Det sidste cellegruppe-medlem var englænderen Tom Schmidt, 32 år, godt kendt af 01. Han var i stand til at løse massevis af sære opgaver, også de vanskeligste. Hans svaghed var, at han ofte var meget utålmodig og så reagerede han ikke altid særligt klogt. Bare man vidste det som leder, fik man en loyal og meget dygtig medarbejder. De tildelte ham nummer 48. Numrene havde ingen anden betydning end identifikation. Det var 00, der syntes, at numrene skulle være 15

12-tabellen. Det var hans form for humor. Efter yderligere en halvanden times briefing kunne 01 rejse tilbage til Danmark, hvor han ville samle sin freelance gruppe. FĂ¸rst ville han dog orientere sig pĂĽ Bornholm.

KAPITEL 5

MERETHE OG SVEND Beskrivelse af nogle hovedpersoner bosiddende i Allinge, Bornholm Herman Svendsen blev født i København året efter besættelsen i 1946, samme år som russerne forlod Bornholm, efter den skandaløse bombning af Rønne og Nexø i 1945. Besættelsen varede cirka 1 år efter at tyskerne havde kapituleret i resten af Danmark. Han havde en almindelig skolegang og gik ud af 9. klasse, for derefter at komme i lære som blikkenslager. Mens han var i lære, begyndte kollegerne og andre af hans venner at kalde ham Svend. Et sammenfald af, at han var tæt på at blive svend og at han hed Svendsen til efternavn. Svend blev faktisk nu hans kalde- eller øgenavn. Da han var udlært, skulle han springe soldat, men valgte selv at komme til civilforsvaret, som det hed på den tid og han fik indkaldelse til kasernen i Allinge. Når dagens dont på kasernen var overstået, tog han ind i byen og fandt ud af, hvor de unge samledes. . En aften så han en skøn, høj pige komme ind i lokalet, hvor de unge fra byen og tillige nogle rekrutter fra kasernen opholdt sig og han mærkede nu de typiske symptomer på en øjeblikkelig forelskelse. - Hvordan kommer jeg til at snakke med denne skønne dame? sagde han til sig selv, men inden længe lykkedes det dog for ham, at komme til at sidde ved det bord, hvor den skønne var sammen med nogle veninder. Han præsenterede sig som Svend og Merethe sagde sit navn og præsenterede veninderne. Merethe havde også skævet til den lidt lavstammede, men flotte CF’er i den grimme uniform. De næste aftener kom Svend til samme sted, men uden at møde den søde pige. Efter et par aftener, hvor han 17

stod på vagt og ikke kom væk fra kasernen, så han – en lørdag aften, hvor han havde han fri, til sin glæde, at hun var i lokalet med veninderne; hun havde nemlig også fri fra seminariet, som hun læste på i hovedstaden. De smilte til hinanden og Merethe vinkede ham hen til deres bord, hvor de havde en masse at fortælle hinanden. Merethe kunne fortælle, at hun var færdig som lærer om godt et år, og Svend kunne fortælle om sine kedelige dage i København, og om at være blikkenslagerlærling i hovedstaden. Der var intet seminarium på Bornholm, så Merethe var stort set kun hjemme i weekender og helligdage. De så dog hinanden i Allinge, så ofte de kunne. En aften fortalte Merethe nervøst Svend, at hun var blevet gravid. I øjeblikket vidste de ikke, hvordan de skulle tackle den situation. Det var helt uvirkeligt og for stort. De lo sammen af glæde over at skulle være forældre, men begge havde nogle søvnløse nætter over fremtiden. Merethe fik bevilget orlov fra seminaret og Svend besluttede sig for at flytte til øen og søge job. Det var lettere end han troede, og han blev blikkenslagersvend i et firma, der dækkede det meste af Nordlandet. Her var han faktisk ansat, til han gik på pension og opnåede sit 40-års jubilæum. Det havde ikke været nogen dårlig ansættelse for nogen af parterne. Og det var samtidig årsagen til, at Svend kendte så mange mennesker, som han gjorde i Allinge og omegn. I første omgang flyttede de ind hos Merethes forældre i Storegade. Der blev afholdt et mindre bryllup. Parret blev gift i Allinge kirke og efter nogle måneder blev Lasse født. To år efter kom Morten og efter yderligere tre år kom Signe. Merethe var færdig som lærer og efter at have været på skolen i Allinge et par år, fik hun job på skolen i Klemensker. Det kunne være lidt anstrengende om vinteren at cyklede de knapt 10 km fra Allinge til Klemensker og tilbage igen, men om sommeren var det en skøn tur. 18

Tiden gik og parret havde fuldt op at gøre med tre børn og job at passe. De kedede sig ikke. Svend havde altid været god til at få kontakter og han snakkede med Gud og hver mand. Merethe havde mange veninder i byen, hvor hun havde gået i skole og hun havde to søstre. De havde en stor omgangskreds. Nu var de blevet pensionister. Svend var gået på pension for cirka fire år siden og Merethe sidste år, men stadig havde de en stor omgangskreds og kendte mange mennesker. Merethe havde forskelige hobbies og havde også enkelte rengøringsjobs. Svend derimod kunne lide historie og interesserede sig for meget at det, der dukkede op lokalt. Han var et naturmenneske, tog sig af haven og holdt af at gå ture med labradorenBølle. Ud over deres sociale liv, havde de sagt ja til at hjælpe et firma ovrefra med en del praktiske ting under Folkemødet. Svend havde holdt kontakt til en af lederne af det firma, siden han var på arbejdsmarkedet.

KAPITEL 6

SEKRETARIATET Folkemødets sekretariat i Allinge Hele foråret blev Folkemødet planlagt ned til mindste detalje, ikke mindst af de mange organisationer og deres medarbejdere, der skulle være med. Der blev gennemgået detaljer for de mange debatter og workshops, der skulle finde sted og man havde travlt med at få alt på plads i diverse kalendere. Snart skulle hele programmet afleveres til sekretariatet efter de regler, der var sat op. Hoteller og gæstehuse samt private udlejere over hele øen forberedte sig også. Folkemødet på Bornholm var en kopi af Almedalsveckan på Gotland i Sverige og lederne havde besøgt hinandens årlige festivaler. Store nationale begivenheder. Sekretariatet arbejdede dag og nat - ikke mindst med at besvare de mange spørgsmål fra udstillere, samt løse alle de praktiske ting, der hele tiden dukkede op. De havde haft møder med de lokale foreninger, og de havde afholdt informationsmøder over hele øen, og i Københeavn. Lederen og en af medarbejdere havde personligt besøgt alle sponsorer, der boede på øen og havde sendt personlige breve til sponsorer ovrefra. Alle, der havde ønsket det, havde fået en stadeplads. Man forventede det største Folkemøde nogensinde

KAPITEL 7

PRIMO MAJ I Allinge halvanden måned før Folkemødet 0l tog det lille Bornholmerflyet til Bornholm for at danne sig et overblik over, hvordan han skulle lægge aktionen til rette. Han valgte ikke at tage med taxi, men ville opfange den lokale stemning, så han tog bussen fra lufthavnen til Rønne. Han gik sig en tur i Rønne og fik et nogenlunde indtryk af denne provins’ hovedstad, inden han tog bus nr. 2 fra Det Røde Pakhus til Allinge via Klemensker, Rø og Tejn. Det var en utrolig smuk bustur, som han nød i fulde drag. Han stod af ved Lindeplads og gik hen til Hotel Allinge, hvor han havde booket sig ind via hotels.com. Den høflige betjening tiltalte ham og han gik nu ud i byen for at finde et sted at spise. Der var ikke så mange restauranter åbne, og da han ikke ville spise på hotellet, gik han til Det Gamle Posthus ved bageren, apoteket og Brugsen. Maj måned kan være skøn og det var denne aften også i Allinge. Det havde været overskyet, men nu var det som om skyerne var forduftet - vejret var behageligt. 01’s egen pålagte opgave var at få et godt indtryk af byen og dens infrastruktur. Han gik først op til byens højeste punkt ved Beredskabsstyrelsens kaserne og Circle K tanken, hvor han ved at følge med på sit kort fik et indtryk af vejnettet. Han var tilfreds og vendte om for at gå ind i den gamle del af byen. Han gik vejen med raske skridt til han kom til Havnegade. Den smukke bygning lige over for ham, fandt han ud af, var biblioteket. Han slentrede lidt til højre ind i den smalle del af Havnegade og stoppede op, da han så et hus til salg. Han noterede husnummeret og navnet på ejendomsmægleren i sin telefon, vendte om og gik videre mod Sandvig. 01 kom forbi en gammel bondegård, der hedder Møl21

lenæs. Længere fremme så han den store Nordlandshallen på venstre side. På højre side så han Allinges nyeste byggeri, Domen og gik hen for at læse på informationsskiltet. Også her kom et par notater på telefonen. Han gik videre og kom frem til Kongeskærskolen på højre side, inden han begyndte at interessere sig for de små veje på den anden side. Der var en vej, der hed Madseløkke et sjovt navn, som tiltalte ham, så han gik op ad bakken. Han blev lidt forpustet, men så en større mængde træhuse, hvor der lige nu ikke var ret mange mennesker. Han gik hen til en informationstavle og skrev igen på sin egen telefon et nummer, der var angivet på tavlen. Derefter gik han ned til Strandvejen og besluttede sig for, at han alligevel ikke ville gå til Sandvig i dag, så han gik tilbage og fulgte den smalle, brostensbelagte gade forbi havnen og måtte lige spørge sig for for at finde hotellet. Han tog en kop kaffe og et stykke kage på hotellet, inden han gik ind på sit værelse og tog sin computer frem og skrev en halv times tid og så lagde han sig til at sove. Han havde besluttet sig for at rejse med færgen tilbage til Ystad, så han fik hotellet til at kalde på en taxi næste morgen så tidligt, at han kunne nå at komme med allerede kl. 6,30. Han sad i katamaranen og kom ind til Ystad, hvor han skulle identificere sig, så han tog sit pas frem og gik igennem uden problemer. Han havde ikke tænkt på, hvordan han kom videre til København fra Ystad og kunne ikke bare hoppe om bord i Bornholmerbussen, fik han at vide af nogen der stod og ventede, som foreslog at han gik hen til en billetautomat for at købe en billet til Pågatåget, som han kunne komme med till Malmö og derefter skifte til Øresundstoget til København. Det havde faktisk været et par gode dage, men nu gjaldt det om at komme hjem og planlægge

KAPITEL 8

TORSDAG I UGEN FØR Allinge forvandles Denne torsdag samledes hele staben, der styrede Folkemødet – det var bare overarbejde for alle, nu da der kun var en uge til starten. Hele Folkemødepladsen var blevet udvidet en del mod nord ved Cirkuspladsen og omegn, så flere kunne være med. Og der blev presset ekstra sammen mod syd, ved Kæmpestranden. Man forventede at Folkemødet ville sætte enorme krav til sikkerheden, mindst lige så meget som året før og i det hele taget til infrastrukturen i byen, der pludselig skulle rumme adskillige tusinde flere mennesker, end Merethe og Svend samt de andre borgere i Allinge ellers var vant til. Man forventede lige så mange gæster til byen som sidste år. Aviserne og den lokale tv station var godt i gang med at informere lokalt om Folkemødet. Og journalister ringede hver dag for at få de sidste informationer. Sekretariatet udsendte en hel del informationsbreve til udstillerne og til dem, der havde abonneret på nyhedsbrevet. Planlægningsmøde i København Et andet sted i landet var der også stabsmøde, af en noget anden karakter. Nogle cellegruppe medlemmer, fra en meget hemmelig organisation, mødtes i en lejlighed på Islands Brygge i København. Lederen 01 åbnede mødet og sagde med myndig stemmeføring: ”Som I ved, kan jeg ikke sige en dyt om noget som helst. Det er faktisk nu, at vores uddannelse skal komme til sin ret. I fire, han pegede på 12, 24, 36 og 48, skal til Allinge, en by på Bornholm. Her er en nøgle, der passer til et hus i byen derovre. Her er den nøjagtige adresse. Lær den udenad, se på et kort og smid så sedlen væk. 23

Her er også nogle flybilletter og I skal tage en taxi ud til Lufthavnen om 10 minutter. Taxien er bestilt. I tar ́ alle jeres IPad med jer og denne lille fine printer, der sagtens kan ligge i en taske, måske hos dig 12. Og til slut: Her er soveposer og tasker, hvor soveposen og jeres personlige grej kan være i. Husk at tage pas med, hvis I på en eller anden måde er nødt til at tage færgen til Ystad, for at komme hjem via Sverige. Al kommunikation med mig forgår via mail. Jeg kan træffes på et mobilnummer som du, 12, får af mig. Jeg svarer ikke på spørgsmål i telefonen, men gi’r besked på næste træk. Bare kom af sted nu. Instrukser kommer efterhånden og 12 er jeres leder på øen. Hans ordrer skal følges. Hvis I støder på nogle – øeh store, problemer, må 12 kontakte mig. For resten, her er et detaljeret kort over Allinge. Tag det med, så I ikke farer vild. Og dette møde har sgu’ aldrig fundet sted”, sagde 01 med sin mest chefede stemme. ”En ting til. Allerede fra i dag skal I observere alt, hvad der er at observere i hele byen, tag notater og så vil 12 sende mig rapporter, når han skønner det er nødvendigt. Sørg for at ingen lægger mærke til jer. Glipper det, kender I til procedurerne. Mændene gik ned til den ventende taxi og tog den korte tur til Lufthavnen og kom med Bornholmerflyet til Bornholm. Fra Bornholms Lufthavn steg de ombord i en taxi, som kørte dem til Allinge. Ved CIRCLE-K tanken i Allinge, hoppede de af og gik så resten af vejen, til det hus, de skulle bo i. Ingen lagde tilsyneladende mærke til dem i en by, hvor der nu kom flere og flere folk i forbindelse med Folkemødet. Svend kendte de fleste folk i Allinge. Han havde boet her i mange år og hilste på en del, når han var ude at gå. Nogle mere end andre. Men Svend kunne altid forklare dem 24

der lyttede, hvad der foregik rundt omkring i byen – for eksempel at ham der henne med hatten, han bor i vores gade. Det er ham med campingvognen, der blev hejst ind for et par år siden. Og hende den lidt runde dame henne ved bus stoppestedet, hun er kunstkender og kunne slå de fleste ud med sin viden inden for musik og anden kunst. Og ham, der løber henne på fortovet, det er præsten. Han elsker at løbe og deltager i maraton og andre løb. Eller grønlænderen, der arbejder det meste af året i udlandet. Mange af de personer Svend talte om, kendte han godt, også deres forældre eller søskende. Hertil blev han godt suppleret af Merethe, der var født i Allinge. Hun havde gået i skole i byen og hendes klassekammerater stødte man ofte på, selv om de fleste var flyttet over. Merethe var en høj dame, der bar tydeligt præg af fordums skønhed. Hun var slank, mens Svend var en korpulent herre, lidt kortere end sin kone, uden ret meget hår tilbage på hovedet, men med et gemytligt væsen. Svend gik en tur hver dag – ”en halv time vil være sundt for dit helbred”, havde lægen sagt og Svend, der faktisk ikke havde haft en sygedag i hele sit liv, ville gerne forblive rask – så han prøvede på at gennemføre det. Ofte gik Merethe med ham og altid havde de Bølle med i snor. De daglige ture gik ad forskellige ruter.

KAPITEL 9

FREDAG UGEN FØR Mistænkelige gæster i Allinge Svend så et par yngre mænd i trediverne, han ikke havde set før. Han syntes de så lidt spøjse ud og gik lidt mærkeligt. Nærmest som om de forventede at blive forfulgt af nogen. Turistsæsonen var knapt nok begyndt. - Det er nok tidlige turister, tænkte Svend. Han mente, at han nok kunne kende forskel på turister og medarbejdere fra de forskellige organisationer. - Nåh, men nogle mennesker er jo paranoide, tænkte Svend, - det behøver der ikke at være noget mærkeligt ved. De to mænd havde travlt med at stå og pege fra rækværket ved Havnegade skråt over mod Kæmpestranden. De var så optaget af deres snak, at de ikke lagde mærke til, at Svend kom gående i sit sædvanlige luntetrav bag dem, hvor de stod og han hørte en af dem sige på engelsk - Når det hele kører, kan man ikke komme ud denne vej, vi skal den anden vej på en eller anden måde. Svend var rimelig god til engelsk, men hørte ikke mere. Man kan jo ikke stille sig op og lytte på folk, der snakker med hinanden. Egentlig tænkte han ikke nærmere over det den dag, for det var jo rigtigt – man skal den anden vej, når hele Folkemødet er i gang. Intuitivt havde han dog en mærkelig fornemmelse, da han gik videre. En følelse, han havde lidt svært ved at ryste af sig igen. Senere på dagen skulle han i Netto og ordne nogle små indkøb. Da han var på vej på bagsiden af butikken, så han de to mænd igen - plus en mere. De stod henne bag et lille bådebyggeri og kiggede og pegede over mod havneområdet. - Det var pokkers, tænkte Svend og stillede sig i 26

en position, så de tre mænd ikke direkte kunne se ham. Han ville have givet hvad som helst for at høre, hvad de snakkede om. Desværre havde han ladet mobiltelefonen blive hjemme, så han ikke kunne dokumentere noget med et foto. - Dumt, dumt, dumt, sagde han for sig selv. Nysgerrigheden tog overhånd og så gik han, idiotisk, men tilsyneladende skødesløst med en hånd i lommen, hen imod de tre mænd. - Hej, skønt vejr i dag hva’? sagde han. De tre mænd kiggede uforstående på ham med rynkede bryn; det var faktisk lidt småregn, men den ene nikkede og sagde noget, som Svend ikke kunne opfatte. Der blev tavst. Mændene holdt op med at snakke sammen og kiggede fjendtligt på Svend, der nonchalant joggede videre. - Er det mon helt almindelige turister? tænkte han og gik hjem. Han havde ikke Bølle med sig nu, fordi han bare skulle et hurtigt smut til Netto Da han kom hjem, bebrejdede Merethe ham, at han havde brugt så lang tid på den bytur. - Der er jo ikke så langt til Netto, så du har jo nok mødt nogen og begyndt at snakke, sagde hun. Svend bedyrede sin uskyld, men syntes alligevel han ville dele sin oplevelse med konen. - Ok, jeg mødte tre mænd, jeg ikke har set før og prøvede at komme i kontakt med dem. Det var de bestemt ikke interesseret i og jeg har bare sådan en mærkelig fornemmelse, jeg ikke kan ryste af mig. Merethe svarede - Du og dine fornemmelser. Dækker du bordet din gamle nysgerrige bliktud? og så var den samtale ovre. - Jeg er ikke bliktud mere. Jeg er statsansat – pensionist, replicerede Svend. Et par af Merethe og Svends gode venner, Lilly og Johs fra Havnegade kom til middag og de havde altid en masse at snakke om. I aften gik snakken mest på det kommende Folkemøde. 27

Johs var mindst lige så interesseret, i alt der vedrørte Folkemødet som Svend. Så de diskuterede, som de altid gjorde og delte gode ideer ud til hinanden. Konerne deltog også i snakken. Merethe og Svend havde opgaver i Folkemødet og Johs var også en engageret medarbejder i et stort telt ude på Kæmpestranden, mens Lilly ikke gik så højt op i al hurlumhejet.

KAPITEL 10

LØRDAG UGEN FØR Nu snerper det til i Allingr Allinge tog sig rimeligt godt ud her lige før den store begivenhed skulle finde sted. Sidste år var der blevet afspærret, gravet dybe huller og sprængt med dynamit i de besværlige klipper. Svend glædede sig over, at alt dette var overstået, så man helt kunne koncentrere sig om Folkemødet Folkemødet optog faktisk Svend ret meget, så han nærmest følte det som om det var hans private opfindelse. Han havde siden 2011 fungeret som medarbejder for en organisation fra Silkeborg, der var leverandør til flere kommuner med hjemmepleje produkter, og som ønskede at møde så mange potentielle kunder under Folkemødet som muligt. Svend havde haft kontakt til en af de ansatte i firmaet der hed Ole, siden han selv var aktiv på arbejdsmarkedet og de havde mødt hinanden på en konference i København. Ole ringede i 2011 og synes det var fedt at Svend boede i Allinge og at han forhåbentlig ville hjælpe dem. Der skulle ordnes så meget, at det var en stor fordel at have en lokal Allingebo tilknyttet. Svend havde sagt ja med det samme og glædede sig til samarbejdet igen i år. På torsdag skulle så denne store begivenhed begynde. Alt var meldt udsolgt på øen og medierne svælgede i historier om folk, der lejede alt muligt ud for at få plads til de mange gæster. I år kom børnene ikke hjem før senere på sommeren, så Merethe og Svend havde lejet et af deres gamle børneværelser ud til et par damer fra et firma ovrefra. Ude ved cirkuspladsen var man ved at sætte scenen op og mange af de mindre telte var sat op mod nord. Ved Kæmpestranden var der kun teltskeletter, der så underligt nøgne ud mod den grå himmel. Udstillerne kunne først 29

komme ind i deres telte på onsdag i næste uge. Svend havde nu set de mystiske mænd flere steder i byen og de var ofte en del af gadebilledet. Der var fire af dem og Svend mente, at han nok ville kunne genkende alle fire. Han havde kun hørt dem snakke en gang, så han vidste ikke helt, hvilke landsmænd de var, men de var engelsktalende. Han var faktisk ved at gå til af nysgerrighed over, hvem de var, men slog sig lidt til ro med, at det nok var udstillere ovrefra, som bare ville være i byen i god tid for at sondere terrænet. Merethe og Svend havde været til et arrangement i Allinge-Sandvig Byforening for længe siden. De var flittige gæster til alle foreningens arrangementer. De var kommet til at sidde ved siden af aftenens foredragsholder, politikommissær Gerhard Winther fra Rønne Politi. Han virkede meget sympatisk og da de skulle hjem, sagde de til hinanden, at det kunne da være hyggelig at mødes en anden gang. I dag, da Svend kom hjem fra en af sine ture, spurgte Merethe: - Kan du huske ham politimanden, vi hørte i Byforeningen? - Ja. Det var ham, den flinke, svarede Svend. - Helt ærligt, nu har jeg hørt på dig de sidste dage og ganske ofte har du mødt tre-fire mænd, som du bestemt ikke er tryg ved. Kunne det være en idé at snakke med kommissæren? Merethe kiggede Svend skarpt i øjnene. - Neeej. Det vil da virke mærkeligt, og det meste handler om mine fornemmelser. Men jeg har faktisk set mændene flere gange i dag. Da stod de helt ovre ved havneindsejlingen, der hvor man kun kan komme hen, hvis man går ned henne fra Høiers. Der var fire og jeg stod ovre ved Havnegrillen og kunne stirre dem lige ind i øjnene. De kiggede ret truende på mig, selv om jeg ikke har gjort dem noget. - Nej, men du har da været temmelig nysgerrig. Og 30

hvad lavede du ved grillen, spurgte Merethe og Svend blev en anelse rød i kinderne. - Jaoe, men det er jo ikke det, som det handler om. Det er om mændenes truende adfærd. - Vær nu ikke paranoid, min ven. Så måske skal vi alligevel snakke med politiet? sagde Merethe og gik ud i køkkenet. Brutalt overfald i Allinge Hen på dagen gik Svend fra sit hus og op ad Nørregade til Vestergade. Han vinkede til et par han kendte. Den ene var på vej ind i Hut-li Hut og den anden gik ned til torvet. Svend gik videre op til cykelvejen. Bølle trak ivrigt i snoren – han gik denne tur mange gange og kunne lide det genkendelige. Henne ved Nordlandshallen gik Svend ned ad bakken over Strandvejen og hen til Domen. Han nød at stå henne ved rækværket og kigge ud over havet. Det var næsten altid, som om man stod på et skib, for havet gik helt hen til stensætningen, Domen var bygget på. Forbavsende nok var der ingen turister uden for Domen og dørene var låst ind til den spændende bygning, fordi der skulle klargøres til et arrangement på torsdag. Han plejede at lade Bølle springe på cirkuspladsen, hvor håndværkere nu var ved at indrette Folkemødeplads, men kunne ikke gøre det i dag med al den aktivitet. Svend lod Bølles snor falde henne ved rækværket og kommanderede - Sit- , mens han lænede sig op ad rækværket og slugte udsigten over havet. Hunden satte sig lydigt. Svend stod og nød stilheden og så sig om. Da han drejede hovedet, nåede han lige at se en skikkelse, der pludselig gav ham en ordentlig kajeryster, så han gik ud som et lys. Bølle sprang forskrækket sin vej med snoren dinglende efter sig. Da Svend så småt var ved at komme til sig selv, så han et par håndværkere, der bøjede sig hen over ham. Den ene spurgte - Er du ok? 31

- Av, sagde Svend og tog sig til kæben. - Hvad skete der lige her? Den ene håndværker sagde - Jeg ringer efter en ambulance, er det ok? - Vent lidt. Hjælp mig lige op, svarede Svend. Mændene hjalp ham op at stå og han skulle lige finde balancen og sagde - Jeg bor lige i nærheden, jeg tror jeg vil gå hjem. - Har I set min hund? - Jeg går lige med dig. Men jeg har ikke set nogen hund, svarede den anden håndværker. Svend stod et øjeblik endnu og sundede sig og spekulerede over, hvor Bølle var henne. Imens forklarede de to håndværkere, hvad de havde set. De stod og arbejdede ved den store scene, da de fik øje på at der skete noget ovre ved Domen og at Svend, lå derhenne og han så ikke ud til at tage solbad. De havde ikke set andre, så de løb hen for at se, hvad der var sket. Svend var øm i kæben. Det måtte være en professionel, der ramte ham så præcist. Der manglede bare dødningehovedet, som i de gode gamle Fantomet tegneserier. Så gik det langsomt hjemad. Forbi Kampeløkke havn, hvor Svend måtte støtte sig til håndværkeren. Efter nogle minutter var de hjemme. - Konen må jo tro at jeg har været i slagsmål, men det er faktisk mange år siden, sagde Svend galgenhumoristisk. Uden for huset stod Merethe med Bølle i snor og hun kom nu hen mod sin mand og håndværkeren. - Hvad er der dog sket, råbte hun - Bølle kom løbende hjem er alene og så lidt forstyrret ud. Hvad foregår der dog? Håndværkeren forklarede, hvordan de havde fundet Svend og Svend selv stod bare og ømmede sig. Svend og Merethe gik ind og Merethe sagde: - Nu sætter vi os stille og roligt ned og går ingen steder mere i dag. Men lad mig så høre, hvad der er sket, dit gamle fjols, sagde hun og tørrede nogle ængstelige tårer væk. Da de havde sat sig, fortalte Svend Merethe historien, så langt som han selv vidste. - Han kunne i hvert fald 32

slå på tæven, ham der slog mig, sagde Svend. - Jeg tror altså, at det var en af de mystiske mænd, der har gjort det. Måske jeg alligevel skal tage kontakt til ham, den flinke politimand Winther. - Ja, eller i det hele taget skal vi kontakte politiet, for det her virker meget mærkeligt. Jeg synes, vi skal ringe med det samme. Det gjorde Merethe og spurgte efter Gerhard Winther, men først måtte hun igennem en længere forklaring til vagthavende. Da vedkommende endelig blev klar over, hvad det handlede om, blev hun stillet videre til kommissær Winther. Efter godt og vel en time ringede det på døren. Det var kommissær Winther, der havde valgt at køre til Allinge i en patruljevogn fra Rønne. Han havde også en uniformeret betjent med sig. - Hvad sker der lige her i Allinge, spurgte han, så snart han trådte ind ad døren. Væk var dog den flinke politimand, som de tidligere havde mødt. Nu var det en effektiv og professionel politimand, kort for hovedet, der forlangte at få at vide nøjagtig, hvad der var sket. Svend fortalte historien, så meget som han kunne huske, indtil det sortnede for hans øjne og han bare lå der ved Domen. Det var ikke nødvendigt at tage Svend med for at afhøre håndværkerne, så Winther og betjenten kørte ned til cirkuspladsen og Domen, hvor det lykkedes dem at få fat i de to mænd, der blot kunne forklare, at de havde kommet til at kigge over mod Domen og at der lå en mand helt henne ved hegnet. De havde ikke set andre, hvilket i sig selv var mærkeligt, for turister plejede at strømme til for at beundre dette nye bygningsværk. Manden havde været ret insisterende på, at han ville hjem og så havde den ene af dem fulgt ham hjem til Nørregade.

Winther fortalte mændene, at deres handling var 33

uforsvarlig. Håndværkerne var vildt uenige og sagde, de fortrød, at de i det hele taget havde hjulpet til. Begge parter rystede på hovedet af hinanden. Håndværkernes historie passede med Svends historie. Efter afhøringen på stedet af potentielle vidner, vendte politifolkene tilbage til Nørregade og gik atter ind for at snakke med Svend og Merethe. Her forklarede Svend om sin interesse for de fire mænd, han af og til havde mødt i bybilledet, og nævnte sine fornemmelser og frustrationer for Winther. - Vi må lige lave en rapport. Giv mig dine data først, sagde han henvendt til Svend. Det fik han. - Godt. Vi har, hvad vi har brug for nu. Jeg kontakter jer igen, afbrød Winther - kort for hovedet. - Vi er glade for alle borgerlige henvendelser om noget usædvanligt, afsluttede Winther forhøret. Det troede Svend ikke på. Den aften havde Merethe og Svend en længere snak om Svends nysgerrighed. Merethe, var bekymret. - Gad vide hvad min nysgerrige Svend har rodet os ud i, tænkte hun. - Jeg må have ham til at vise mig en af de mystiske mænd, så jeg er opdateret.

KAPITEL 11

SØNDAG UGEN FØR - med eftervirkninger Søndag morgen vågnede Svend med lidt hovedpine, men var ellers ret ok. - Kan vi ikke gå en lille tur sammen. Jeg er ikke helt opsat på at møde nogen igen alene, spurgte Svend. – Så gør vi det, svarede Merethe med en anelse irritation i stemmen. De tog Bølle med sig og smuttede nu ned til havnen og så de mange skibe, der fyldte hele havnebassinet i forbindelse med Folkemødet og kiggede over på den anden side, hvor man var ved at rejse en masse små telte. I dag var der dog ikke så megen aktivitet. Det ville der være fra i morgen. - Det er utroligt, at byen kan have så mange mennesker, men det er nu skægt, sagde Svend. Lige pludselig greb han Merethe i armen. - Kan du se de to fyre, der går på fortovet henne ved Havnegrillen, spurgte han med hviskende stemme. Merethe drejede hovedet og kiggede lige hen på de to mænd, der dog var for langt væk til, at hun kunne se detaljer. Mændene så heldigvis ikke i deres retning. - Kan vi ikke lade være at stirre direkte på dem, sagde hun. - Lad os gå over på den anden side. De gik, som om farten var dem ligegyldig, over til hjørnet ved restauranten No. 1 og inden for i forrummet. Der stod de nu og kiggede ud af vinduet på de to mænd, der var nået frem på den anden side. Mændene kunne ikke se dem på grund af spejlingen i ruden, men Merethe fik et indtryk af de personer, der havde vakt hendes mands nysgerrighed. Døren ind til restauranten gik op og en tjener kom ud. - Hvad kan jeg hjælpe med? Vi har ikke åbent endnu - beklager, og hunde har ingen adgang og skal tøjres udenfor, sagde han venligt. - Vi skulle bare lige se, svarede Merethe. - Vi smutter igen. - Ok, svarede tjeneren og de 35

gik ud af døren og op ad Lavendelstræde for ikke lige at rende ind i mændene, og hjem med Bølle. Derefter gik de til kirken og deltog i højmessen. Hjemme igen bankede det på døren, og ind kom Gerhard Winther. Han var ret ofte i Allinge disse dage. - Vi har overhovedet ingen idé om, hvem der gokkede dig i går, indledte Winther. - Er der nogen som helst chancer for, at du selv ved noget om det? Har du nogen fjender eller nogen, du er blevet uvenner med? Eller var du i slagsmål og bare ikke vil sige det? - Jeg ved kun, hvad jeg fortalte jer i går. Jeg så i øjenkrogen en skikkelse og derefter var det ’Godnat Ole’, svarede Svend. Han gentog det, som han havde oplevet de sidste dage og om de mystiske mænd, han havde set, og at han af og til fulgte “lidt”- efter dem. Han mente, at de ikke havde rent mel i posen. - Har du nogen som helst beviser for det, spurgte Winther. - Nej, jeg har kun min fornemmelse svarede Svend. - Det var jo ikke meget, sagde Winther. - Har du nogen idé om, hvor dine mystiske mænd holder til? - Ingen anelse, svarede Svend. Winther rystede på hovedet. Han hadede, når folk var så emsige som Svend, og så gik han, men sagde, at han ville tale med Svend på et andet tidspunkt og at Svend omgående skulle tage kontakt, hvis han så noget mere mystisk. Han burde ikke forlade øen, før han eventuelt havde snakket med Winther. Svend var også lettere irriteret på Winther. Det virkede som om kommissæren var mistænksom mod Svend, der faktisk var offeret. I et hus, der stod til salg i Havnegade, boede de fire mænd temmelig spartansk. Der var kun et bord og fire stole i køkkenet og intet fjernsyn. Det var en stor lejlighed, hvor de opholdt sig legalt, for den blev betalt af organisationen. Alt den slags sørgede 01 for. ham de havde møde med i København forleden. 36

De havde fået besked på, at de skulle være så anonyme som muligt og ikke gøre sig bemærket på nogen måde. De vidste endnu ikke, hvad opgaven gik ud på. Det var gået meget godt, for de var top uddannede i deres netværk og betragtede sig selv som professionelle, der skulle udføre et perfekt job. Men lige nu var der krise hos 12, 24, 36 og 48. 36 stod og råbte ad 24. Han havde netop hørt om overfaldet i går fra 12. - Din forbandede idiot, 24. Hvorfor gjorde du det nu? Hvorfor spolere den opgave, vi har, ved at bryde anonymiteten? Du må da kunne regne ud, at politiet bliver indblandet, når du slog ham, den emsige, idiot! Du sender jo faresignaler og gør det også farligt for os andre. 24, der havde et hidsigt temperament, var rigtigt ude at skide og vidste nu, at han kunne blive taget fra operationen af 01 eller 12 og eventuelt hjemsendt. - Jeg synes bare, at vi har stødt på stodderen flere gange. Det er, som om han udspionerer os, og det irriterede mig. Jeg har ikke brudt nogen anonymitet, for ingen ved, hvem jeg er, eller har set mig, forsvarede 24 sig. - Lad os nu tage det helt roligt, sagde 12 og forsøgte at lægge en dæmper på 24 og 36. - Jeg sendte rapport til 01 i går, så nu kører systemet, afsluttede han. - Bare vent, sagde 36 med hånlig stemme. - Det varer nok ikke så længe, så har vi 01 på mail eller telefon. - Jeg tager den selv med 01, svarede 24 og gik så ind i et rum, der var soveværelse. Der var ingen møbler, man sov i sine soveposer direkte på gulvet. Der var tre værelser, så de havde hver sit, men 36 sov i selve stuen, hvor der var en slidt sofa og to lænestole. Stuen, der vendte ud mod gaden, lå hele tiden i mørke, med gardiner trukket for, ligeledes køkkenet, hvor der var et spisebord, og hvor de kunne indtage nogle af deres måltider. Cellegruppens medlemmer gik ud på byens eller Sandvigs restauranter om aftenen, men spiste ellers morgenmad og frokost hjemme i eget logi, men aldrig allesammen på én gang. 37

Ingen måtte kigge ind eller opdage, hvor denne cellegruppe holdt til, eller hvad de beskæftigede sig med. - Der kom mail, råbte 12 højt ude fra køkkenet efter en times tid. De kom alle sammen ud i køkkenet og så på 12’s iPad: ”Hi! Jeg kan forstå at 24 har været indblandet i et overfald? Jeg har læst 12’s rapport fra i går. 01” 24 svarede tilbage: ”Ja, jeg har, men alt er foregået totalt anonymt. 24” Efter cirka 10 minutter kom en ny besked: ”24. Tag flyveren 16,30 til København og meld dig på kontoret. Billetten kommer om et lille øjeblik og det er bare at printe den ud. 01” 24 så meget bleg ud. Han gik med ludende skuldre ind til sin sovepose, hvor han også havde tasken med sine personlige ejendele, pakkede og gik bagefter ud til iPad’en i køkkenet. Kort tid efter kom der en mail: ”Her er billet. Tag taxi til lufthavnen nu, når du har printet. Bestil taxien til at hente dig ved biblioteket og vær så neutral som muligt. CU. 01” 24 printede billetten på den lille fælles printer, de havde med sig og sagde farvel til sine kolleger. Han var faktisk rigtig ked af det og lidt brødebetynget. Han ringede derefter fra sin mobiltelefon til en Dantaxi og gik de få skridt over gaden til biblioteket. Taxien kom til aftalt tid, tog 24 om bord og kørte mod lufthavnen, hvor han var et par minutter over 16. Nu var de så bare 12, 36 og 48 tilbage, som ventede på instruktion. 12 blev i huset og sad og læste i en bog. Han var jo næstkommanderende og fik alle sine instruktioner fra 01. Standard instruktionen lød på, at de skulle afvente ordre og at 01 ville have, at der altid var en at få fat på omgående. Alle havde naturligvis mobiltelefoner og 01 havde alle numre. 36 og 48 gik ned for at se på skibe i havnen, mens de tænkte over, hvilken type opgave, de skulle udføre her i dette oplagte terrormål. 38

Problemet var mere, hvordan man slap væk, når først politiet og alle udstillerne var på plads. Det hele kom an på karakteren af opgaven. Katie Brown lagde telefonen og strøg sig over panden. Hjertet hamrede i brystet på hende. Det var hendes chef, Lewis Nelson, der ringede og bad hende om at komme ind til kontoret, hurtigst muligt og helst i dag. - Hvad kunne dette handle om? Skulle hun have skideballe eller fyres?, tænkte hun. Hun vidste det ikke, men skyndte sig, det bedste hun havde lært. Startede bilen og kørte de otte km ind til centrum af Philadelphia, parkerede og skyndte sig op på kontoret. Også et vigtigt møde i Philadelphia, USA 28 år, en smuk, ung kvinde, der havde taget eksamener med højeste karakterer og var blevet ansat i NNO som controller og havde mange succesfulde opgaver bag sig. Katie gik ikke af vejen for noget, og hendes job havde ført hende til mange dele af verden for at kontrollere opgaverne, de forskellige freelancere var i gang med. Hun kontrollerede økonomien og tjekkede i al hemmelighed operationens forløb. Katie Brown refererede direkte til chefen. Hun hilste ærbødigt på Lewis Nelson, som startede direkte uden omsvøb: - Katie, hvordan går det? Har du travlt for tiden eller kan du påtage dig et specialjob langt væk hjemmefra? - Jeg er overbevist om, at du ved nøjagtig, hvad jeg har gang i af opgaver lige nu svarede Katie og smilte sit sødeste smil. Lewis Nelson smilte tilbage og sagde: - Ok 1-0. Jeg ved, du har meget at gøre, men jeg tror, du kan få tid til cirka en uge i Danmark. - Danmark, replicerede Katie. - Det er langt væk, men ok - jeg er frisk på det. Får jeg briefing nu eller senere? - Det er ikke nogen lang briefing og omfanget af opgaven vil du kende, når du kommer i gang. Vi har en celle 39

udstationeret på en lille ø, der hedder Bornholm. Jeg er faktisk utryg ved, om cellen kan løse den opgave, de er sat til, og jeg vil simpelt hen bede dig holde øje med, hvordan de håndterer den. Du får et stykke papir her med adresse og kontaktnumre og opgavens omfang. Lær det udenad og smid så sedlen væk, som vi plejer. Du får lige anledning til at hente nogle småsager og dit pas og så er det af sted ! Husk at tage din iPad og det nødvendige kommunikationsudstyr med – for jeg skal løbende opdateres. Og glemte jeg at fortælle, at du kommer til Bornholm som journalist for et amerikansk blad - Small City Survey- ? Du tilmelder dig pressecentret på stedet, og så blander du dig med andre journalister. Der er temmelig mange, for det er en stor begivenhed i det lille land. Det er jo også godt, at du har en baggrund som journalist, så ved du, hvordan man gebærder sig i pressemøder og lignende. Vi er tilbage i Allinge, Bornholm De hyggede sig i hjemmet i Nørregade. Søn, svigerdatter og to søde børnebørn var kommet hjem til øen. Morten, der arbejdede i en grafisk virksomhed i København, skulle delvist arbejde og delvist holde ferie. De snakkede meget om, hvem der mon kunne have slået hans far ned, men kom ikke frem til noget resultat. Men det harmede Morten, at nogen på den måde ville skade ”Den gamle”. Morten elskede at være på Bornholm. Her var han født og opvokset og kendte hele byen som sin egen bukselomme. Ham og Sofie havde lejet et ferielejlighed ved Boesvang, for de syntes, det var hyggeligere og meget mere smidigt at være sig selv, end at bo hos forældrene. Morten havde løst nogle grafiske opgaver for to virksomheder, der skulle deltage i Folkemødet og de blev enige om, at de lige så godt kunne køre dialogen videre på øen, som at lave ekstra møder i København.

De tog afsked med mor og far og gik hjem til deres 40

ferie lejlighed. Fra Philadelphia, USA til Allinge, Bornholm, Danmark Samme aften rejste Katie med Lufthansa til Frankfurt, hvor hun skiftede fly til København. Hun brugte noget af tiden til at læse om Bornholm. Fra København rejste hun med et lille fly til klippeøen.

KAPITEL 12

MANDAG Folkemøde ugen starter på Bornholm Det var en skøn dag. For Allingeborgerne var der nok at se på med alle de telte, der rejstes i hele byen og flere af borgerne var ude at promenere, her få dage før start. Små gummigeder og små lastbiler kørte med teltduge og barduner eller med bestilt inventar. Der var dømt overarbejde til langt ud på aftenen. Lige nu var der mest fokus på græsplænen foran biblioteket, der havde den mest centrale placering i byen og dermed Folkemødet. Men der blev også knoklet ihærdigt ved Folkemødets sydlige indgang, næsten henne ved Nordbornholms Røgeri. Merethe var ude at gå med Bølle. Svend foretrak stadig at blive hjemme efter overfaldet. Hun gik ned til havnen for at se, hvilken status opbygningen havde, og så havde hun tænkt sig, at tage en frisk tur ad Sandvig til. Pludselig genkendte hun den ene af de mystiske mænd, som hun havde set gennem vinduerne fra No. 1. Hun stod med hunden og snakkede med en dame fra den østlige del af byen, mens hun skævede for at se, hvor mændene gik hen. Hun forsøgte at ikke få øjenkontakt og sagde: - Det er godt nok noget af et apparat at få dette Folkemøde op at stå. - Ja, bare de når det, sagde damen. - De når det altid, svarede Merethe stresset. Og så gik hun hen til Netto og tøjrede Bølle udenfor. Og der løb hun på mændene inde i butikken. Mændene snakkede ikke med hinanden, men tog lidt pålæg og noget mælk med sig hen til kassen. Merethe lod sine indkøb være og luskede hen i køen bag efter mændene. Der var mange kunder i butikken lige nu, men endelig betalte de og Merethe smuttede ud efter dem. Hun havde jo ingen varer, hun skulle betale for. 42

Hunden kiggede spørgende på hende, når hun trak ham en anden vej, end de plejede. Mændene havde deres varer i en Nettopose og gik ned ad Kæmpestranden og så på opbygningen. De fleste teltstænger var stillet op nu. Det var umuligt at se, hvilke organisationer, der skulle være hvor. Merethe vidste, at det først var i overmorgen, de måtte dekorere teltene. Hun fulgte mændene. Hun havde set på film, hvordan man skygger folk, men vidste det i princippet ikke. Ind imellem mødte hun folk fra byen og fik sig en kort snak, men hun skævede ud af øjenkrogene efter mændene. Pludselig var der en der råbte: - Merethe. Hun vendte sig om og fik øje på Kirsten, en af hendes gamle klassekammerater, her fra byen. - Kirsten. Hva’ er du kommet hjem for? Ferie eller Folkemøde, spurgte Merethe. - Folkemøde! Jeg kan da ikke overlade Allinge til sig selv. Jeg bor hjemme hos min gamle mor, så det bliver jo en slags ferie, sagde hun. De gamle skolekammerater fik sig en længere sludder og Merethe tabte mændene af syne. - Hvad er det, du kigger efter hele tiden, spurgte Kirsten. Så fortalte Merethe Kirsten, hvad der var sket de sidste par dage. - Gud, det er da skrækkeligt. Men du skal da nok ikke spionere på dem sagde hun. - Nej, men det vil da være spændende, hvis jeg kunne finde ud af, hvor den spejdertrop holder til. - Nej Merethe, lad være. Jeg får helt hjertebanken, sagde Kirsten. Efterhånden afsluttede de samtalen. Merethe og Bølle gik hjem. Nu sad hun inde i haven, der med lidt små klipper var placeret bag huset, så man ikke kunne kigge ind fra vejen. Hun fortalte Svend, hvad hun havde oplevet. - Helt ærligt Merethe sagde Svend, - Så synes jeg 43

da, det er for dumt, at du lusker efter mændene. Vil du også ha’ en kajeryster? - Vi behøver jo ikke alle at være lige så klodsede som dig, og desuden ved vi jo overhovedet ikke, hvem der slog dig ned. - Det dér overhørte jeg, svarede Svend. Svend blev i haven med Bølle ved sin side og Merethe gik ind i køkkenet, der havde vinduer ud mod Nørregade. Hun begyndte at gøre klar til middagsmaden, da hun pludselig så de to mænd fra tidligere slentre ned ad gaden med deres pose i hånden. Hun fik smidt forklædet, og uden at fortælle Svend noget gik hun ud på gaden og fulgte efter de to mystiske mænd. Mændene slentrede ned til Havnegade med Merethe i behørig afstand efter dem. Hun var så langt væk, at hun ikke kunne høre, hvad de talte om. Mændene gjorde et kort ophold og så lidt på opstillingen ved sekretariatet, inden de drejede til højre og gik de få skridt hen til deres hus. Merethe så, hvor de smuttede ind og slentrede så selv videre ad Havnegade. Inde i lejligheden sagde 36 til 12: - Man bliver vist paranoid i dette job. Jeg troede lige, at kællingen derude fulgte efter os. - Læg mærke til hvordan hun ser ud,- svarede 12 og trak gardinet væk fra vinduet, hvor de bare så ryggen af Merethe, der slentrede hen ad Havnegade. - Det er jo ikke let at genkende hende. Jeg så hende kun fra nakken, sagde 36. Merethe ringede til Winther, så snart hun kom hjem og fortalte, hvad hun havde observeret i løbet af dagen, og at hun nu vidste, hvor de mystiske mænd boede. - Vi bryder os ikke om mere civil indblanding. Borgere skal lade politiet om at udføre politiarbejde,svarede Winther spidst i telefonen. - Husk på, at de mystiske mænd, som du kalder dem, ikke står på listen over mistænkte. Jeg foreslår, at 44

du og Svend glemmer sagen helt. Vi hos politiet skal nok passe på byen. Han lagde røret og Merethe sagde:. - Der blev han nok sur. Men måske er vi gået lidt for langt. Skal vi så ikke bare glemme alt om dette? - Det kan du sagtens sige- svarede Svend og tog hånden op til kæben. Merethe og Svend mødtes med et par af de folk, de skulle arbejde sammen med i teltet. De var netop ankommet fra Jylland. Hjemmeplejefirmaet var glade for at have ægteparret med i teamet og de udgjorde noget af kernen, fordi de boede så tæt på. En ældre reklamekonsulent, der også boede i Allinge, ordnede reklamerne for dem og stod for teltdekorationen. Han fortalte nu, hvad der var produceret, og hvilke planer, der var med at dekorere teltet. De, der kom fra Jylland, stod for det overordnede, alle debatter og teltets indretning med mere. De sagde: - Vi er nødt til at mødes på onsdag kl. 13 i teltet. Vi skal tømme traileren, vi havde med og så skal vi sætte bannere op, både udvendigt og indvendigt på teltet. Det tager nok to-tre timer, informerede de. De snakkede lidt videre om alle detaljer og så gik Svend hjem. Han ville gå en forsigtig tur med hunden. Merethe skulle handle ind. Svend var lidt nervøs for at gå alene og han spejdede til alle sider, da han senere på dagen gik forbi kirken og Kirkepladsen. Der var mange telte på Kirkepladsen og indgangen til kirken var næsten blokeret. Svend sagde hej til Allinge præsten, som han kendte rigtigt godt, fordi han engang havde siddet i menighedsrådet. De fik sig en lille sludder. Lige pludselig så Svend en af de tre herrer, han nu nemt genkendte. Han stod ved Kærnehuset, den gamle byskole og stirrede direkte over mod kirken, hvor han selv stod. Præsten var på vej hjem til sig selv og Svend spurgte, om han ikke nok ville følges med ham. Så kunne 45

præsten gå til venstre og han til højre. Det gjorde de så. Manden blev stående og skulede efter dem, da de forlod Kirkepladsen. Det var 36, der nu fik et klart billede af hvem den nysgerrige mand var, som 24 havde overfaldet for nogle dage siden. Da de to mænd var gået forbi ham, trak 36 på skulderen og forlod Kirkepladsen ad en anden vej for at give sin rapport til 12. Amerikanerbesøg i Allinge Katie stod nu i Allinge og efter at have spurgt sig for, fandt hun pressecentret. Hun havde en del jetlag, selvom hun havde sovet godt på flyene, men hele opgaven kørte rundt i hovedet på hende. Hun var top professionel og var allerede helt klar over, hvordan hun skulle gribe sagen an. Hun blev indskrevet, selv om sekretariatet nævnte, at hun var meget sent ude – Folkemødet skulle jo starte torsdag. Hun charmerede sig ud af problemet og fik anvist et sted, hvor hun kunne sidde med sit udstyr. Der var ikke kommet mange pressefolk endnu; de fleste ville nok komme torsdag. I mellemtiden kunne hun lære byen at kende. Hun forsøgte med byens hoteller for at fået værelse. Hun var ligeglad med, hvad det kostede, men der blev meddelt, at alt var udsolgt resten af Folkemødet. Det var det faktisk også på andre hoteller og gæstehuse på øen. De fleste gæster havde reserveret plads for et år siden. Hun accepterede og tænkte, at det måtte løse sig. Katie gik rundt i Allinge, og ved et par anledninger så hun medlemmer af cellegruppen, der gik rundt og så på opbygningen af Folkemødet. Hun kom tæt på mændene ind imellem og hørte af og til, hvad de sagde. Hun gjorde sine observationer og noterede flittigt på iPad’en, når hun så sit snit til det. Morten tog hele turen rundt i byen og fulgte opbygningen af Folkemødet. Han mødte flere gamle skolekammerater og hver gang var det dunk i ryggen og megen 46

grinen over gamle minder fra byen. Han kom ned til Kampeløkke havnen, et sted han virkelig elskede at komme. Som dreng havde han og hans bror haft en båd liggende her og tilbragt utroligt mange timer. Han stod med alle minderne og kiggede ud over havet og hen til Domen til venstre. Det var dog flot, som det var blevet og han håbede, at Allinge virkelig ville tage den til sig og bruge den til alt muligt. Han mødte sin gamle kammerat, Robert, som også havde haft båd hernede som dreng. Det havde han stadigvæk, men nu var den temmelig større og flot udstyret. Jeg tror vi skal vente til næste gang, du er her med at sejle ud. Det bli’r temmelig besværligt under Folkemødet, hvor de laver afspærringer overalt, sagde Robert. Da de var færdige, ville Morten gå tilbage til Boesvang for at være lidt sammen med familien. På vej tilbage mødet han Katie, uden at vide hvem hun var. Han nikkede og hun smilte. ”Wauw”, tænke han bare og gik videre. Der var kommet flere politifolk til øen, og Politigården summede af aktivitet. Winther kaldte et par af de bedste folk ind på sit kontor. - Vi har kun nogle gisninger. Vi har et ægtepar, der har leget amatørdetektiver og har mistanke til nogle mænd, de mener er mystiske. Den ene har sågar fulgt efter en mand. Hvor himmelråbende dum kan man være? Men jeg har faktisk en adresse, og jeg kunne tænke mig en diskret overvågning af huset i Havnegade. To af betjentene meldte sig og smuttede til Allinge som civile. Den ene stillede sig op ved sekretariatet og holdt et vågent øje ned ad Havnegade, og den anden gik bagom fra Nørregade mellem nogle huse og kom ud ved Møllestræde, hvor han havde fortrinlig udsigt til huset, 47

hvor de mystiske mænd vistnok boede. Der skete ikke rigtigt noget. Hvad betjentene ikke vidste var, at de tre mænd allerede havde spottet dem. 12, 36 og 48 havde fået en god træning og nu stod de bag gardinet. 36 sagde: - Jeg vil æde min gamle hat på, at det er en strisser, der står ved det høje hus bag os. 48 var helt enig med ham og 12 sagde: - Nu tager vi det bare helt roligt. Ikke lave noget, der på nogen måde kan få dem til at komme ind her! Og så lurede de to parter på hinanden. Ingen gik ud fra huset og de to betjente syntes, at det var en lang vagttjans. Betjenten bag huset ringede til Winther og satte ham ind i situationen. -Jeg vil gerne have, at I bliver- , sagde Winthermen sørg for, at de ikke ser jer fra huset-. Det var lige som for sent. Fuglen fløjet Senere på dagen kaldte Winther sine folk hjem, og de kørte til Rønne. Inde i “til salg”-huset sagde 12: - Nu tror jeg, de er smuttet, men lad os holde lav profil. Så kan vi gå lidt senere.- Har du hørt fra 01? Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad denne operation går ud? Det her er for kedeligt - sagde 48. Han blev mere og mere utålmodig. - Du, styr dig! Du ved jo, at vi ikke rykker for svar, og at vi kan risikere, at hvad det nu end er, slet ikke bliver til noget. Det er 01 og 00, der suverænt bestemmer,- svarede 12. - Jeg ved det godt,- svarede 48 og rystede på hovedet. Nogle timer senere kørte et par politibiler uden udrykning ud til Havnegade. Flere betjente sprang ud og bankede på i nr. 31. 48

Ingen svarede og da politiet omsider kom ind, fandt de et helt tomt hus. Der var ingenting, hverken soveposer, Ipads eller printer og skraldet var fjernet. Fuglen var fløjet. - Lort- udbrød Winther. - Jeg vil lige have to mænd posteret her. Vi kører tilbage.Hen omkring kl. to om natten kom en mørk bil kørende ned ad Nørregade i langsomt tempo. Da den kom til Havnegade, fortsatte den lige over og kørte ned på parkeringspladsen forbi afspærringerne og bag biblioteket med slukkede lygter, helt hen til Allinge Røgeri og slukkede motoren. Der var ikke alverdens plads på grund af de telte, der allerede var sat op. Bilen parkerede mellem to store telte bagerst på pladsen. Al gadebelysning var slukket, som det plejede fra midnat. Et kvarter senere kom en mørkklædt, slank mandsperson gående ned ad stien ved siden af biblioteket, gik over den krydsende sti og tog bagvejen ind til Allinge Røgeri. Han blev stående lidt i skyggen bag et af teltene, for at se om alt var i orden. Det var det eneste tidspunkt på natten, det næsten var helt mørkt, her i de lyse nætter. Efter et øjeblik sprang skikkelsen lynhurtigt hen til den parkerede sorte bil og hoppede ind på bagsædet. De holdt sig i fuldstændigt ro, medens de spejdede ud i den mørke nat. Endelig hviskede de til hinanden og kvinden ved rattet sagde: - Hej 36. Er 12 og 48 inde i huset? - Hej 19. det er de nemlig ikke. Der var vist et par strissere ved huset flere timer i dag og vi fik ordre om at flytte, da de var smuttet. Lige nu er vi i skjul,- sagde han og pegede mod vest. - Godt så. Men nu får du denne pakke, som vi ikke kunne sende med posten og i morgen kommer der en kodet vejledning og manual for operationen, som I skal følge nøje. Jeg kører ind i Almindingen og sover i bilen og så tager jeg færgen kl. 6,30 i morgen tidlig til Ystad. Jeg har mit pas med mig, - sagde chaufføren. - Gå nu forsigtig ud og hen til de andre, forsigtigt.49

- Ok, - svarede 36 og smuttede lynhurtigt ud af bilen og gik den sikreste vej med pakken i hånden op til billardhuset i Nørregade, hvor de tre nu havde søgt tilflugt. Nede på parkeringspladsen startede kvinden den mørke bil og forsvandt derefter lydløst med slukkede lygter, indtil hun kom op ad Nørregade, hvor hun tændte lyset og lignede en almindelig, natlig kørende. Ovre ved et af teltene, der stod op ad lodsbygningen, kom en betjent listende ud, strakte sig, så sig lidt omkring og tog mobiltelefonen frem. Katie havde ikke fået noget sted at sove, men tog det ikke så nøje. Hun fandt et telt, der var sat op uden at nogen var flyttet ind endnu. Hun lagde sig med tasken under hovedet og faldt i søvn. Sådan noget havde hun prøvet før.

KAPITEL 13

TIRSDAG Afhøring i Rønne af mistænkt kvinde Bilerne kørte i en lind strøm ind ved billetautomaterne ved Færgen i Rønne til afgangen mod Ystad kl. 6,30. Længere inde, hvor bilerne kørte frem, holdt der to politibiler. Blandt de mange biler, der skulle væk fra øen, kom en sort personvogn med en enlig kvinde ved rattet og kørte op i række 4. Et par betjente kom frem ved hver dør til bilen og den ene bankede på ruden ved førersiden og gjorde tegn til, at vinduet skulle rulles ned. -Vil De venligst følge med mig, sagde betjenten til damen. Damen rullede vinduet ned og spurgte: - Hvad handler dette om? Jeg kan ikke gå med, jeg skal med færgen hjem. -Det bliver ikke med denne færge, lille dame, for vi skal først have en snak. Lad nøglen blive. 19 trådte ud af bilen, men så egentlig fattet ud. Det hørte med i grunduddannelsen, hvordan man skulle reagere, hvis man kom ud for en sådan situation. Betjenten tog hende fast i armen, mens den anden betjent satte sig ind i bilen, kørte den væk fra rækken og parkerede den bag politibilen. Betjenten med kvinden kom gående derhen med store skridt, satte sig ind i den forreste politibil og kørte derefter til Politigården. Kvindens bil blev senere undersøgt af teknikerne. Inde på Politigården var 19 i fuld gang med at blive afhørt. Hun svarede venligt på spørgsmålene og var spørgende over, hvorfor hun ikke måtte køre på Bornholm som ganske almindelig turist. - Vi tager det en gang til, sagde politikommissær Winther. - Du kan selvfølgelig køre rundt lige så tosset du vil, men hvor har du boet, og hvad lavede du nede ved Allinge Røgeri i går aftes? 51

- Jeg mødtes med en gammel bekendt, og vi sad i bilen og sludrede. Det er vel ikke forbudt, svarede hun med et suk. - Giv os lige navnet på din bekendte, indskød Winther. - Nej, det vil jeg ikke. Han kan få en frygtelig ballade med sin kone, løj 19. - Mærkeligt, at han så sad på bagsædet, mens du sad på førersædet. Nå, men så må vi tvinge dig ved rettens hjælp, sagde Winther. - Men hvor boede du i nat? - Det har jeg svaret på. Jeg kom til Bornholm i går bare for at være turist. Det kan du jo se på min billet. Og så har jeg sovet i min bil på en parkeringsplads i Almindingen, sagde 19. - Jamen, du er nødt til at fortælle mig nøjagtig, hvor den parkeringsplads er, sagde Winther med træt stemme. - Jeg gentager igen, igen. Jeg er turist og kan overhovedet ikke finde den plads igen, jeg har jo aldrig været her før, sagde 19 med lige så træt stemme. - Hvordan kan du så vide, at du var i Almindingen, spurgte Winther tilbage. Nu sagde 19 ikke mere. Hun var klar over, at hun måske ville plumpe i, hvis de blev ved med deres åndsvage spørgsmål. Efter endnu en række forsøg, afbrød Winther afhøringen. 19 var stadig fuldstændig tavs. Senere på dagen sagde Winther til sine kolleger: - Jeg tror, vi må slippe damen nu. Vi får ikke mere ud af hende og at spærre hende ind i fængslet, skaber kun en masse ballade for os. Vi har jo hendes data, hvis de vel at mærke er korrekte, og vi skal gå videre med sagen. Så fik 19 sin bil, der stod på Politigården, og kørte til færgen. Personalet på politistationen havde ordnet, så hun fik en korrekt billet med sig. Der kom flere biler til øen, end der rejste derfra. Invasionen til Folkemødet var nu for alvor i gang.

Byens borgere begyndte at komme ud af deres 52

huse. Flere af byens logerende gæster, både fra hoteller, gæstehus og private hjem, havde allerede blandet sig med håndværkere på hele Folkemøde området. Henne ved indsejlingen til havnen var TV2 ved at bygge en kæmpe pavillon, der skulle bruges til alle de tv-indslag, der skulle udsendes i løbet af ugen. Der blev trukket mængder af kabler. Nogle små fikse biler, eller hvad man skulle kalde dem, fra den lokale TV2 station holdt parkeret sammen med håndværkerbilerne. Man var ved at gøre klar til den lokale briefing. 12, 36 og 48 var blevet beordret væk af 01 i går aftes, og da de tidligere havde observeret dette hus i Nørregade, hvor der var en billard klub, brød de nu ind, inden det blev lyst. Vinduerne sad højt, så man havde svært ved at kigge ind fra gaden, men måske kunne genboerne se ind. Derfor blev der ikke tændt lys. De gjorde indbruddet professionelt og stille og sad nu her i et billard lokale midt i Allinge. Mændene skiftedes til at sove på det hårde gulv i deres soveposer. Lige nu sad de faktisk på gulvet, for ikke at skulle kunne observeres udefra og regnede ikke med, at der kom folk ind og skulle spille billard en formiddag. iPad’erne var klar. Pakken, de havde hentet i nat, stod på bordet og de ventede på den lovede instruktion. Det var stadig tidlig tirsdag morgen og nok et overfald Merethe Svendsen nød det behagelige vejr her i juni måned. Hun havde forskellige småjobs, blandt andet rengøring. - Jeg tror faktisk, at jeg går hen og gør rent i billardhuset, så der er fint, hvis der kommer gæster, - sagde hun til Svend. - Ok og god fornøjelse. Jeg ta’r lige et rundstykke mere,- svarede han med et drilsk smil. Merethe gik et par huse hen - uden hunden og lukkede sig ind i billardhuset. Hun syntes, døren virkede lidt underlig, men fik dog låst op og gik gennem entreen. Hun havde ikke mere end lukket døren efter sig, da hun mærkede, at der var 53

nogen i rummet og stak i et skrig. En hånd holdt hende for munden, og en mand, der nu stod foran hende, sagde på engelsk: - Shut up and be quiet. What are you doing here?”Hold kæft og vær stille. Hvad laver du her?” Med hjertet helt oppe i halsen og tårer i øjnene, svarede Merethe: - I’m going to clean up. And you, what are you doing here?- ”Jeg skal gøre rent. Men hvad laver I her?” - Hold dig bare i ro så sker der ikke noget- , sagde manden og tog hånden væk fra hendes mund - I vil måske slå mig ned, som I gjorde med min mand? Stilheden var til at føle på. - Din mand? Hvad taler du om? Den tredje mand, 48, sagde til de andre: - Vi kan ikke slippe hende løs. Jeg tror, du skal tale med 01, 12. - Hold nu helt kæft, - svarede 12. - Sæt hende ind i køkkenet. De fandt Gaffa tape i lokalet og trak en stol ind, som Merethe blev sat på og bundet fast, så hun dårligt kunne røre sig. - Du siger ikke et ord herinde fra,- sagde 12. - Det bliver værst for dig selv. Merethe sad i køkkenet med tårer i øjnene, som hun ikke en gang kunne tørre væk. Hun tænkte på, om nogle af klub medlemmerne kom forbi og kunne løsne hendes bånd. Mændene pakkede deres sager og så deres snit til at smutte ud af huset, uden at nogen lagde mærke til dem. 12 og 48 fulgtes ad den ene vej og 36 tog en helt anden vej. Det var stadig tidlig formiddag. De havde aftalt, hvor de skulle mødes og lod stakkels Merethe sidde bagbundet inde i huset. Efter en times tid syntes Svend, at det virkede lidt mærkeligt, at Merethe var væk så længe, og han følte en vis uro. Han ringede til hendes mobiltelefon, som han pludselig hørte ringe ude i køkkenet. - Typisk ikke at tage 54

telefonen med, hver gang man går ud af døren,- tænkte Svend, og kom i tanke om, at han havde gjort nøjagtig det samme forleden. Han besluttede at gå hen i billardhuset, for at se, om hun stadig var der. Som tænkt så gjort. I billardhuset fandt han døren åben, gik ind og hørte en skrabende lyd, der tilsyneladende kom fra køkkenet. Han gik derud. - Hvad er der sket, lille skat,- råbte han og fjernede tapen fra Merethe med en kniv, han fandt i skuffen. Merethe græd højt, så tårerne sprøjtede. - Jeg var så bange,- hulkede hun. - Jeg troede, de ville slå mig ihjel. - De to mænd, jeg så sammen med dig forleden ved No. 1, var med. Du har haft fuldstændig ret i dine mistanker, - hulkede hun videre. Svend tog mobiltelefonen frem, ringede til Winther og satte ham ind i situationen. - Gå ingen steder nogen af jer, - kommanderede Winther. - Jeg kommer hurtigst muligt! De ventede i billardhuset. 30 minutter senere kom politikommissær Winther ind i lokalet. Han så ganske alvorlig ud. - Merethe, lad mig lige få din historie stille og roligt. - Merethe fortalte og Svend supplerede med det, han vidste. Winther fulgte Merethe og Svend hen til deres hus – og overtog selvfølgelig hele sagen med at informere Billardklubben samt lave forskellige undersøgelser i huset. Hjemme i Rønne nævnte han det for sine nærmeste kolleger. - Der er noget, der ikke stemmer her. Jeg tror ikke på to hændelser, der falder sammen. Det her er for tykt. Først manden og så nu konen. Det kan være fri fantasi, selv om jeg selv har mødt damen lige før. Dette overfald holder vi ind til kroppen og orienterer ikke pressen, i hvert fald ikke nu. Vi overvåger ægteparret Svendsen, uden de mærker det og så undersøger vi lokalet grundigt for spor. 55

Fra 01 via 00 havde Katie fået nys om, at mændene var flygtet fra deres bopæl og nu havde gemt sig midlertidigt et andet sted. Kommunikationen gik hurtigt mellem de professionelle celler. Hun fandt frem til billardhuset og skjulte sig bag klipperne på den anden side af gaden og holdt øje med, hvad der skete. Hun så at Merethe gik ind og kunne fornemme tumulten inde i huset. Det varede ikke længe, før hun så de tre mænd forsvinde. De lagde overhovedet ikke mærke til hende. Katie mente ikke, hun burde gå ind og se, hvad der var sket, da det var for farligt – men hun vidste, at damen, som hun endnu ikke kendte, måtte være derinde, og måske ville hun selv søge derind senere på dagen hvis muligt. Lige da hun var ved at skulle gå videre, så hun Svend, der kom fra sit hus og gik ind i billardhuset. Hun ventede nu ret så længe, og en politibil rullede frem. Katie blev hurtigt klar over, hvem der bestemte her over politifolkene: Cellegruppens faktiske modstander, hvis navn hun endnu ikke kendte. Som professionel lagde hun mærke til den civile betjent, der stod oppe i Rosengade og stirrede ned mod huset. Katie spekulerede på, om han så lige så meget af hende som hun af ham. Mens hun holdt huset under observation og lige da hun ville forlade stedet, så hun en mand komme kørende i sin bil på den anden side og stoppe uden for huset. Ud kom Morten og løb med hurtige skridt op ad trappen og gik lige ind. - OK - tænkte hun. - Det var ham, jeg så på gaden i går. Han er måske i familie med dem der bor her? Katie var nødt til at finde sig et logi, så hun tog hen til pressecentret, hvor der var kommet en hel del flere journalister og snakkede med en lille gruppe, der var kommet i dag, og satte dem ind i sin situation. Den ene af de mandlige journalister, var meget interesseret i at hjælpe hende og han fik nogle af sine kolleger til at sige ja til, at 56

Katie kunne bo i deres sommerhus på Madseløkke. Der var et lille værelse ledigt. Katie takkede og sagde, at hun vil komme allerede i dag. - Det her er bare perfekt- , tænkte hun. Hun havde fået information fra 01, at mændene var flyttet til et sommerhus på Madseløkke, og senere viste det sig, at det var nabohuset til der, hvor hun skulle bo. På et gadehjørne ved havnen fik 12 først en skideballe i telefonen, som de andre ikke skulle høre. - Jeg vil tale med dig om din måde at lede en gruppe på,- sagde 01. Så gav han besked om det lejede sommerhus ved Madseløkke. - Der ta’r I hen, men må gå hver for sig, så I ikke vækker opsigt. I går ikke mere i byen men afventer instrukser,- sagde 01. Gruppen havde jo observeret en hel del de dage, de havde været på Bornholm og også sendt mange rapporter. De kendte godt de forskellige veje til Madseløkke. Der var også skideballer i luften, da de kom til deres nye domicil. En mail kom i indboksen: - 12, vi er nødt til at gennemføre aktionen med nogle justeringer og jeg sender en instruktion senere. Hold jer fuldstændig klar.01. Slet mailen omg. Kedsommelig ventetid Oppe i sommerhuset, der netop var blevet deres nye hjem, sad 12, 36 og 48. Den, der kedede sig mest var 48. 12 var mest optaget af, hvilken straf han ville få og ønskede bare at gøre aktionen, hvad den så end var, så professionel som muligt, så han kunne høste lidt anerkendelse. - Nej, du er velkommen – jeg trænger til nogen at snakke med- svarede hun og smilte tilbage, hvilket fik 48 til at blive blød i knæene. - Du er ikke dansk vel. Er du journalist, spurgte hun. - Nej, jeg har nogle opgaver i forbindelse med dette Folkemøde. Hvad med dig, svarede 48. 57

48 synes det hele var lidt uretfærdigt. Hvorfor skulle de sidde i dette åndsvage sommerhus når der var så meget at kigge på overalt i Allinge. Uden at sige noget til de andre, smuttede han så ud, lukkede døren meget lydløst og løb væk fra sommerhuset, indtil ingen kunne se ham mere. Han gik hurtigt hen ad cykelvejen og med raske skridt ind mod Sandvig. Da han kom til Hotel Sandvig gik han ned ad bakken på hotellets grund og ned til Strandvejen. Her slentrede han langsomt ind mod Allinge, standsede op og så på forskellige ting, som en anden turist. Han spekulerede over omfanget af den aktion, de ville blive instrueret om senere i dag. Der var mange mennesker hos Gæstgiveren også kaldet - Gæsten-, hvor de fleste var medarbejdere ved de mange telte og mødelokaler. Der var høj musik og det så hyggeligt ud. Han tøvede lidt, men gik så ind. Tidsforskellen på seks timer mellem Philadelphia og Bornholm gjorde, at Katie først lidt sent på dagen fik en besked fra Lewis Nelson med information om, at der var noget lusket på færde, og at der var en undersøgelse i gang mod NNO. Katie tog en tur rundt i byen og fandt ud af, at der var kommet temmelig mange mennesker til Allinge nu, og hun stødte på mange udstillere. Mærkeligt nok stødte hun igen på den mand, hun havde mødt i går og i dag observeret ved huset i Nørregade. Hun besluttede at ville sætte sig ind et sted og snakke med nogen, så hun gik hen til “Gæsten” Her købte hun en gin & tonic og satte sig ved et bord og så sig omkring. Her var mange mennesker og mange af gæsterne skævede hen til, hvor hun sad. Enkelte skålede med hen Morten var også her. Han lagde mærke til at Katie sad alene ved et bord, men han havde sat flere af sine gamle kammerater stævne og snakken gik højlydt ved deres bord. Det var ikke alt for ofte de så hinanden. Flere 58

de. Der var altid interesse omkring hende - og hun nød faktisk opmærksomheden. bemærkninger fald ved bordet om Katie, der sad alene indtil de observerede at der kom en mand tøvende ind i lokalet. Pludselig så Katie, at 48 kom ind på “Gæsten” . Hun havde aldrig talt med ham, men set ham flere gange og havde regnet ud, hvem han var. - Hvad laver du her, hvor du ikke burde være, tænkte hun. 48 så sig søgende omkring, kom forsigtigt hen til hendes bord og smilte venligt. - Er der optaget her, spurgte han. Han havde heller ikke hørt mere om, hvad der skete med 24 og frygtede faktisk det værste. Der blev nu meget stille i sommerhuset.

KAPITEL 14

ONSDAG Dagen før dagen. i Allinge Her til morgen var der endnu ret fredeligt, men fra kl. 13 måtte alle udstillere rykke ind i deres telte. Der kørte mange varevogne rundt og mindre biler med trailere på slæb. Svend skulle hen i sit telt og møde nogle af de andre medarbejdere. Nu var han knapt så nervøs, da han regnede det for sikkert at kunne skjule sig blandt de mange mennesker. Vejret var meget gråt, men ingen regn. Vejrudsigten meddelte solskin resten af ugen, og det glædede alle udstillere sig over, for der er ikke noget så kedeligt, som hvis dette show skulle drukne i regn. I Johs’ telt var der også stort stabsmøde kl. 13,00 og der kom flere trailere med stole og andet inventar fra Rønne. Morten mødtes med sine kunder, der var placeret to forskellige steder på Folkemødet. Den ene kunde holdt til i et af de små telte ved inderhavnen. Der var ikke meget plads i teltet, men det var meget hyggeligt og kundevenligt. De fik en god, kreativ snak og Morten skulle hjem til København og ændre en del på farvesammensætningen af firmaets nye brochure. Den anden kunde var et politisk parti, som holdt til ved Cirkuspladsen. De blev hurtigt enige om at Morten bare skulle have en ny flyer klar, hvis der pludselig blev udskrevet valg. Her var også travlhed, men stort set var de klar, der manglede enkelte detaljer, som de først kunne blive færdige med senere på dagen, fordi de skulle havde dimser med færgen over fra. ”Kan vi ses i aften” spurgte Morten. ”Gider I at komme hen og tage en kop kaffe på Boesvang?. 60

Så daskede Morten sydpå forbi havnen og gik hen for at hilse på sine forældre i det telt, hvor de var. Når han gik videre så han et par nydeligt klædte herrer, der kunne ligne søndagsskoledrenge, som hans far havde sagt. Det fik Morten til at blive næsten lige så nysgerrig som sin far, og han slentrede langsomt efter dem. Morten var harm over deres behandling af hans far, så han ville gerne konfrontere dem. Problemet var, at han ikke havde nogen beviser og at mændene måske ikke havde noget med sagen at gøre. Men hans mor havde jo faktisk set de folk, der kneblede og bandt hende i Billardhuset. Han løb tilbage til sin mor i teltet hvor hun var, for at få hende med sig. Merethe fulgte med, men mændene var over alle bjerge. ”Nu holder jeg øje med dem fremover”, sagde Morten. ”Vi skal have dem overgivet til politiet”. Han slentrede videre over Folkemøde arealet og kunne se, at mange faktisk allerede var klar til åbningen i morgen. På Politigården var der hektisk aktivitet. Man var her enige om, at en aktion var nødvendig, men den skulle organiseres, så ikke publikum på nogen måde lagde mærke til det. De havde kontakt til deres internationale forbindelser og terroreksperter, for at se, om man kunne finde ud af, hvor en terrorgruppe ville slå til. Problemet var, at man ikke vidste, om det var en lille eller stor gruppe, eller om det var en celle, og man ville gerne vide, hvilke organisationer på Folkemødet, man burde politibeskytte. Der var jo nok af organisationer at vælge imellem blandt den mængde af udstillere, der allerede var i Allinge eller på vej hertil. Man var selvfølgelig også interesseret i, om de såkaldte mystiske mænd stadig var på øen. 61

En mail kom ind til Politiet fra kollegerne i Torino, Italien. Dér sad en kvinde, som var arresteret som mistænkt ved et banalt indbrud og sandsynligvis også en sag med narko. Det, de fik ud af hende ved en afhøring, var, at der fandtes et større, internationalt netværk, kaldet NNO, med forgreninger over hele Europa og sandsynligvis også i Danmark. Politiet var dog ikke klar over hvad den organisation stod for og havde, for en sikkerheds skyld, taget kontakt til politiet i Philadelphia. Derfor ville det italienske politi rutinemæssigt informere sine kolleger i Danmark. Fra København blev beskeden videresendt til Rønne. Dette gjorde, at Winther blev endnu mere opsat på at få en afklaring inden i morgen. Winther briefede sine folk om den nye situation og gav dem besked på, hvordan de mistænkte mænd så ud, efter Merethe og Svends beskrivelse. Der blev sendt ekstra uniformeret og civilklædt politi til lille, fredelige Allinge, der snart skulle huse omkring 100.000 mennesker – en by, der normalt har omkring 1700 indbyggere. I byen blev det mere besværligt for beboerne, for der måtte ikke parkeres og alle blev jaget ud af byen med deres biler. Det skabte en del sure miner, men de fleste var forstående. I Nørregade var ægteparret Svendsen hjemme. Bølle stod og tiggede ude i køkkenet, da han pludselig gav sig til at knurre og komme med nogle sprøde bjæf. Merethe kiggede let ud af vinduet og så pludselig en af de mystiske mænd passere huset. Hun skulle ikke have noget af at gå efter ham, men fulgte ordren om at ringe, så snart der skete noget nyt. Winther var ikke til at få fat på, men hun fik endelig fat i den betjent, der tidligere havde været her sammen med Winther. - Bliv hjemme og gør ikke noget- , sagde betjenten. - Vi kontakter jer.62

Efter kort tid forlod et par politibiler Rønne mod Allinge. Begge politibiler kørte ned ad Nørregade, når de kom til byen, faktisk den eneste gade man kunne få lov at passere inden Folkemødet startede. Den ene drejede til venstre ved Havnegade og den anden forsøgte at smutte nedom, for at komme op til selve den store havn, men måtte opgive på grund af telte og arbejdsvogne, der spærrede for gennemkørsel. Føreren gav besked i radioen og smuttede derefter i fuld fart og med udrykning op ad Nørregade til Circle K tanken, hvor de drejede til venstre og snart kom ned ad Balran til Løsebæk strand og så til venstre ind til Folkemødepladsen ved siden af Nordbornholms Røgeri. Her var pakket med telte, toiletvogne og store biler. De standsede og sprang ud forbi de mange, nysgerrige mennesker. Hverken de eller deres kolleger så noget, og aktionen blev afblæst, men Winther kørte dog i sin vogn hen til Svendsens i Nørregade og fik en yderligere briefing om, hvad Merethe havde set. Der kom en mail fra 01 med manual til, hvad de tre mænd skulle gøre. Spændingen steg og adrenalinet kørte rundt i kroppen på 12, 36 og 48. Det var nærmest som om hele sommerhuset dirrede, mens de tre mænd kiggede på det modtagne dokument og gennemtænkte, hvordan de fik løst opgaven. Den lille pakke, de havde modtaget, var ret speciel. Et fantastisk stykke elektronik. Det var et webkamera af den allerbedste slags, købt i Tyskland af en af freelancerne, der var specialist i den slags ting. Foruden kameraet havde den tyske freelancer påsat en lille dims af egen opfindelse, der kunne skyde - ikke med almindelige patroner, med en slags messingbøjler, næsten som fra en sømpistol. Det kunne være temmelig farligt, hvis man ramte præcist. 63

Skudaggregatet havde kun fem messingbøjler, og skulle man bruge flere, var man nødt til at åbne kameraet manuelt. Det ville ikke være muligt under denne operation. Hele systemet var fjernbetjent. 01 havde besluttet, at han ville styre aktionen fra København. Det skuffede de tre mænd i Allinge, for de havde troet, at det var dem, der skulle være i frontlinjen under aktionen. Lettere irriteret over beskeden fra 01, læste de videre i manualen, hvordan de i nat skulle få monteret kameraet uden at blive set, og at det skulle monteres helt oppe i spidsen af det telt, der dækkede den store scene, pegende ned mod talerstolen, hvor borgmesteren og de andre skulle stå. Det var en farlig operation med store chancer for, at de kunne blive afsløret. Kunsten var at fastgøre det avancerede kamera med skudaggregatet, så det sad fast, vel at mærke uden at det skabte opmærksomhed. Med så mange mennesker i byen var den store udfordring at komme hen til til stedet ved den store scene. Operationen krævede virkelig specialister, koordination samt en stor portion held, men det var jo netop derfor, at 00 og 01 havde valgt denne gruppe, bedyrede han i mailen. Synd, at de måtte mangle en af deres kolleger. 0l sluttede sin meddelelse af med at hilse fra 00. Og så begyndte de - med sved på panden - at spekulere på hvordan de bedst kunne slippe væk fra øen, hvis det blev nødvendigt, eller om de skulle gå i hi her, til Folkemødet var overstået. - Vi må stjæle en lift og håbe, at der er en ude i nærheden af cirkuspladsen, sagde 01. - Det er dig, 36, der skal klare denne opgave. 48, du skal montere kameraet, og du finder selvfølgelig selv ud af hvordan. Selv holder jeg vagt og tjekker, at vi har hul igennem. Batteriet kan kun holde i 16 timer, så vi skal tilpasse tiden. - Ja, men hvem er det, han vil skyde på, spurgte 36. - Ingen anelse, svarede 12. 64

- 01 er vist virkelig ude i et svært dilemma og vil ikke røbe mere for os. Vi forsøger at klare det, og så melder vi os hos ham, når vi er helt klar i løbet af natten. - Jeg vil gerne, at vi tjekker al udstyret, så vi sætter det op her ved sommerhuset, og beder 01 køre testen via fjernbetjening, fortsatte 12. De satte udstyret op og skjulte sig, så ingen kunne se dem fra de andre sommerhuse. Kameraet blev klargjort, og 01 tjekkede forbindelsen. Han talte med 12 via mobiltelefon, som også skulle fungere, når selve operationen var i gang. Men 01 tænkte sig virkelig ikke om. I kameraet så han nemlig en hare, der kom hoppende, og han drejede kameralinsen mod dyret og skød. Haren hoppede op i luften og faldt så sprællende ned på jorden. - What, råbte 12 i telefonen til 01. - Det var ikke smart. - Der ligger et dyr i dødskramper og her omkring er altså mange gæster. Men det hele fungerede. Han afbrød telefonen og sendte 36 ud, for lynhurtigt at samle haren op. Det gjorde 36, men dem, der sad nede ved sommerhuset på den næste sti, kiggede temmelig nysgerrigt op mod dem. De havde ikke kunne høre skuddet, der var helt lydløst, men de kunne se haren, der pludselig opførte sig mærkeligt. De rystede på hovedet af 36 og troede, at han havde kastet noget efter dyret. En af gæsterne, gik hurtigt ind på sit værelse. 36 kom ind med den døde hare og sagde: - Jeg forstod, at der ikke måtte være blodsudgydelse, men det kan der egentligt let blive med denne skyder eller avancerede sømpistol. - Det kommer an på, hvor 01 rammer. Vi skal bare væk, så snart det er gennemført, og der bliver panik blandt alle tilskuerne, sagde 12. - Kameraet kan vi ikke på nogen måde få med os, så der skal ikke være en eneste id-mærkning på det. - Det er jo formålet med hele aktionen, fortsatte 12. At skabe panik, så man ikke fremover har lyst til at 65

komme til Folkemøde på Bornholm. Men det er ikke mig, der har arrangeret dette. Jeg synes egentlig, det er at skyde over målet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvem der har bestilt sådan en opgave. Er det mon ren misundelse, fordi det er gået så godt med Folkemødet hidtil? Jeg synes, at vi skulle have sagt nej . - Skyde over målet, den var go’, sagde 48. - Nu smutter vi hen til røgeriet for at spise – altså det store og så sonderer vi terrænet undervejs, hører og ser, om vi fanger noget brugbart. Lad os være fuldstændig almindelige Folkemødegæster og blande os med alle udstillerne i byen i aften. På vej ned til røgeriet, gik mændene hen ad Kæmpestranden og kom lige forbi det telt, hvor Merethe og Svend havde travlt med at klargøre til morgendagen inden de skulle hen og møde deres søn og svigerdatter med børn. Merethe gennemgik nogle brochurer med et par andre og Svend gemte sig bag teltdugen. Han havde netop set de tre mænd, som han efterhånden kendte godt, ude på arealet, og skulle ikke nyde noget af at blive konfronteret med dem. Hjertet hamrede i brystet på ham, men heldigvis lagde mændene ikke mærke til dem. Merethe havde slet ikke set noget. Da mændene var gået, kom Johs, der var medarbejder i det store telt næsten lige ved siden af. De snakkede og Svend betroede Johs med hviskende stemme hvad han havde været ude for den sidste uges tid og at han netop havde set de mystiske mænd gå forbi på vej hen mod røgeriet. Johs kiggede måbende på Svend. - Vil det sige at politiet var ligeglade med hvad du fortalte og at de nærmest ignorerede dig og din kone? - Ja, sådan har jeg det, men jeg håber ikke at der sker noget i morgen. - Nej tak, det må du nok sige. Jeg bliver oprørt når jeg hører det, svarede Johs. Katie Brown var helt træt i fødderne af at gå rundt på 66

Folkemødet. Hun havde dannet sig et overblik over alt, hvad der foregik og vidste, at i nat var afgørende for - Operation Allinge. Hun sad uden for Nordbornholms Røgeri sammen med nogle journalistkolleger, og gik ind for at hente mere mad. Indenfor fik hun pludselig øje på den bornholmske cellegruppe, der også sad der. Hun var ikke helt klar over, hvem af dem, der var 12 og 36, men 48 var hun i byen med i går. Hun var nødt til at komme hurtigt ud, inden hun blev opdaget. Hun var jo sådan en, man kiggede efter. Da hun var gået ud, sagde 48: - Jeg har altså noget, I bør vide. Så I hende den smukke, der var henne og hente mad lige før? - Ja, jeg så hende, sagde 12. - Hun så godt ud. 36 havde ikke set noget. 48 fortalte nu om gårsdagens oplevelser, og hvordan han var lige ved at få godt fat i kvinden, da hun lige pludselig sagde, at hun hed 333. De to andre blegnede nu også, ligesom 48 havde gjort i går. Appetitten forsvandt og 12 sagde: - Vi kan være sikre på, at vi er under observation i nat, når vi skal arbejde. - Jäklar, udbrød han på svensk.. De gik frustrerede tilbage til sommerhuset, spejdende til alle sider, som de altid gjorde. Det var nu blevet sen aften, og nervøsiteten var påtagelig hos de tre mænd. Men de var, trods alt, professionelle, og 48 havde gennemtænkt, hvordan han skulle fastgøre kameraet i spidsen af teltet, der dækkede over talerstolen. 36 skulle fixe en lift, som han også havde spottet i løbet af dagen, og 12 skulle holde øje med eventuelle alt for nysgerrige folkemødedeltagere på pladsen. Da klokken var 23, var der stadig folk, der gik i spredte grupper på cirkuspladsen. Ved midnat var det aftaget med kun en enkelt eller to beduggede kvinder og mænd, der var kommet ud fra en af byens værtshuse, som havde godt besøg. Nu var det så småt ved at være lukketid, 12 var hele tiden i kontakt med de to andre, og da klokken 67

var omkring 01.30, var der helt frit for folk. Fem minutter tidligere var en politibil kørt ind omkring teltene, men var hurtigt forsvundet igen. Mændene havde egentlig forventet, at Folkemødet havde egne vagter til at passe på tingene, men blev klar over, at vagtmandskabet først blev sat ind dagen efter. Heldigt for dem! 12 hoppede op på scenen for at få et bedre overblik. I mørket var han svær at få øje på. 36 var sendt af sted for at hente liften, og 48 stirrede ud i mørket for at se, om kunne være så heldig at få øje på den skønne sild, Katie som han var ude sammen med i tirsdag aften. Hun var ikke deres chef, men sandsynligvis en af spidserne i organisationen, hvad de af gode grunde ikke vidste noget om. Pludselig harkede det fra et eller andet maskineri og ud af mørket kom en lift kørende, så stille som den kunne – og det betød enormt megen støj. 12 så sig forskrækket rundt på hele pladsen, men der var ikke nogen, der reagerede. Han gik hen til kanten af platformen og dirigerede liften hen i mod sig. 36 slukkede motoren og der blev dødstille. 12 havde det, som om alle i hele Allinge havde hørt det og ville komme hen til dem snarest. Han konfererede i telefonen med 01, der havde fulgt med i aktionen via sin mobil. - Tjek lige nøje hele pladsen også ude i kanterne, men se ud som ganske almindelige turister, der har fået for meget at drikke- , sagde 01 til 12. - Det er nu det gælder – Good Luck! De gik stille rundt på hele pladsen og spejdede efter den mindste bevægelse. I spændingen glemte de at kontrollere udstiller teltene. Hvis de havde gjort det, havde de opdaget Katie. 12 gik en tur over ved Domen, men heller ikke her var der noget at se. De skyndte sig tilbage til liften. 12 stillede sig i vagtstilling på scenen med mobilen åben til 01. 68

Nu svingede 36 liften så han kunne løfte 48 op, og låste den. Pludselig så 12 en politibil trille langsomt ovre fra p-pladsen ved Domen og ind på selve pladsen. De tre mænd skjulte sig og politibilen kørt ganske tæt på scenen, men mærkeligt nok var det, som om de slet ikke så liften, eller også troede de, at den skulle stå der for natten. De tre mænd havde hjertebanken og trak vejret dybt. Efter den episode, bad 01 dem om at tjekke det hele én gang til – og det gjorde de. Så hoppede 48 op i stolen. Han havde kameraet med skudaggregatet med sig. Han blev løftet op og dirigerede med hænderne 36 til at skubbe liften der, hvor han ville have den hen. En mørk skikkelse kom nu ind på pladsen ovre fra Danchells anlæg. Han var ikke helt ædru og svingede lidt frem og tilbage, mens han snakkede med sig selv. Der var stille ved liften. 12 holdt så skarpt øje med manden, som han kunne, og så ham langsomt forlade pladsen., hvorefter han gav ordre til at fortsætte. 48 tapede og bandt kameraet fast helt oppe i spidsen. Det var temmelig anstrengende og akavet at stå der med en stavlygte i munden. Det sværeste var at stå med den store krumnål og kraftig tråd så han kunne sy aggregatet fast og han måtte flere gang ryste armene for at få blodtilførslen på plads. Teltdug er hårdt at arbejde i. Et par gange måtte de stoppe helt op, men til sidst var 48 tilfreds, kameraet sad præcis, som det skulle, og 36 løftede ham ned. Så larmede liften igen, og 36 kørte den bort og stillede den, så ingen kunne vide, at nogen havde lånt den. De gik nu ind i et af teltene længere væk fra scenen, mens det så småt begyndte at blive lyst. De spejdede hele tiden ud på pladsen og endnu en gang kørte en politibil langsomt rundt oppe ved scenen. Inde i politibilen sagde den ene betjent: - Jeg er vist ved at være træt nu, men stod der ikke en lift her for et par timer siden?- - Nej,- svarede den anden. - Det mener jeg 69

ikke. Det kan være, du har drømt. Lad os køre. Så kørte politibilen, og mændene lyttede til 01, mens han tjekkede, om det hele fungerede. - Klart billede, der sidder lige i øjet. - Jeg tester en gang til,- sagde 01. Og så lød et skarpt smæld ovre ved scenen. De afsluttede nu deres samtale med 01, som sagde - OK, det hele fungerede. Tak gutter. Kl. 14,00 i dag skyder vi på borgmesteren, det vil sige, at jeg skyder. Sov godt! - Og så er denne operation ovre. Kryds fingrene for det. Godnat. 12 gik hen til scenen og fandt messingclipsen, der havde hakket sig direkte ned i talerstolen og håbede på, at ingen ville opdage det. Han forsøgte at glatte ud, hvor clipsen havde ramt, så man ikke så det så meget. Så gik de, en ad gangen, ad forskellige veje tilbage til sommerhuset. De mødte kun et par enkelte natteravne på vejen.

KAPITEL 15

FOLKEMØDE TORSDAG Så kom dagen for Folkemødets start På Rådhuset i Rønne gik borgmesteren og pudsede sin tale af. Hun skulle snart være færdig, så manuskriptet kunne sendes til pressen. Sekretariatet summede af ualmindelig megen aktivitet. Flere organisationer kom for at hente parkeringskort. På turistkontoret på havnen havde man også travlt med at uddele parkeringskort til de faste beboere. Ingen måtte køre ind i byen uden speciel tilladelse fra politi eller hjemmeværnet, og alle beboere var jaget ud af byen – eller deres biler var med en speciel tilladelse til at parkere på udvalgte steder.. Ægteparret Svendsen måtte flytte deres bil til en mark ikke så langt væk og det samme måtte Lilly og Johs. I alle telte var der enten briefing, eller man satte sine ting op og gjorde klar til at uddele brochurer eller merchandise. Selve åbningen af de forskellige telte måtte helst ikke ske før borgmesterens åbningstale kl. 14. Trods dette havde mange af teltene allerede åbnet, og der var da også mange mennesker, selv om de fleste nok først ville være til stede efter åbningsmødet. Morten havde fået vakt sin nysgerrighed omkring Folkemødet, af sine forældre. Han ville være med til åbningen. Sofie og børnene skulle komme kl. 14,00. Han gik rundt for at se om han kunne finde mændene. Politiet havde også et telt. Man havde kaldt folk ind fra forskellige politikredse. Flere end normalt af uniformerede betjente ankom og gik fra teltet på Folkemødet. Der var temmelig travlt hos dem og skulle man afsløre et komplot, var det nu. Winther holdt møde med nogle af sine nærmeste medarbejdere. Han havde fået flere informationer fra pol 71

itiet i Torino og havde nu sammenstykket et ark, som han delvist læste op fra: “NNO er en international organisation med hjemsted i USA. Dets leder er kendt som Lewis Nelson, en ret så anerkendt person i Pennsylvania. Vi ved, at NNO har en filial i Italien og formentligt også i andre lande i Europa. Der er en organisation i England, og der er sandsynligvis et regionskontor, som vi ikke ved meget om. Det står klart, at der er en organisation i Danmark, men vi ved hverken, hvor stor den organisation er, eller har navne på medlemmerne. I sidste uge forhørte vi en dame ovre fra, og det lød som om - mellem linjerne - at der var en organisation her i landet. Damen har vi stadig under observation. Her på Bornholm er vi ved flere anledninger stødt på en gruppe af tre-fire mænd, og vi mistænker dem faktisk for at være en del af dette NNO. Vi ved ikke, om der er flere. Vi mener ikke, at disse mænd ved, at vi har mistanke til dem, men vi skal have dem elimineret inden kl. 14 i dag. Vi kender ikke deres planer, men tror, de har planer om et eller andet. Så gå ud - både jer, der er civile og jer, der er uniformeret – og underet omgående om alt mistænkeligt her til teltet via mobiltelefon eller radio. Vær opmærksom, når jeg eventuelt kalder til samling et eller andet sted på Folkemødet.“ Nu myldrede pladsen af politifolk, der spejdende så alle gæster an. Der var nu så mange mennesker, at man dårligt kunne mase sig frem på Havnegade, der forbinder nord- og syd delen af Folkemødet. 12, 36 og 48 holdt sig i ro i sommerhuset, men både 36 og 48 havde flere gange set deres snit til at gå ned til cirkuspladsen og kontrollere, om deres specielle kamera hang der endnu. De havde bevæget sig rundt, som andre organisationers medarbejdere og havde ved flere anledninger stødt på politiet, der bare så flinke ud. 72

36 fik øje på en mand, der så ud som om han ville have fat i ham. Manden gik hele tiden med raske skridt hen imod ham. 36 havde også fart på og til sidst lykkedes det ham at gemme sig i menneskemængden. Han kaldte 12 via telefonen og sagde, han blev på Folkemødepladsen og at nogen fulgte efter ham. Han turde ikke begive sig til sommerhuset og fik besked på at være anonym Turistbusser og busser fra BAT kørte ind på de anviste parkeringspladser og stoppesteder og slap hundredevis af folk ud. Stemningen var et Folkemøde værdigt – en enorm festivalstemning. Der blev solgt sandwichs, kaffe, pølser og fadøl fra de mange boder, der oplevede en genuin omsætning. Der var nu klart til de forskellige åbningsmøder i udstillingsteltene. Svend og Merethe havde travlt med at snakke med folk, sammen med et par folk fra de to organisationer, der delte teltet. Hverken Merethe eller Svend havde lyst til at gå til åbningsmødet, men forblev i teltet sammen med de andre medarbejdere. Ovre i det telt, hvor Johs var, blev halvdelen af medarbejderne i teltet. Resten gik til åbningsmødet. Nu kom en strøm af mennesker fra alle sider vandrede mod Folkemødepladsen, hvor borgmesteren skulle byde velkommen, og der skulle være musikalske indslag. Det hele ville vare cirka 30 minutter, og så skulle alle tilbage og passe deres opgaver eller vandre rundt på Folkemødet. Det var festligt at være i Allinge sådan en dag. Der var en hel del ministre og folketingsmedlemmer til stede, og de forskellige tv-stationer stod opstillet for at tage billeder af hele åbningsceremonien og interviewe ministre, borgmesteren og andre kendte folk. Der var også mange radiofolk, der gik rundt med deres smarte optagere, for at kunne viderebringe stemningen fra Bornholm. Folkemødet var en landsdækkende begivenhed, og man kunne se åbningen live på de landsdækkende kanaler. 73

Morten havde fået øje på den ene af de mænd, han så i går. Han gik langsomt efter ham. ”Nu skal du få betalt”, tænkte han. Han kunne se at manden havde fået øje på ham og begyndte at gå hurtigt. Morten satte også farten op, fast beslutte på at gribe manden, koste hvad det koste ville. Der var et mylder af mennesker omkring dem og pludselig var manden væk. Morten spejdede til alle sider, men manden var – pist væk! Morten var ved at gå ud af sit gode skind og stod og skummede, her lige før premieren på Folkemødet. De vigtigste personer var også de mest udsatte for eventuel terror, og der var masser af personlige livvagter overalt, der ikke tillod nogen at komme nærmere dem de skulle passe på, uden at det var aftalt i forvejen. Winther fik rapporter fra sine folk og satte sig for at se åbningen på TV2/Bornholm. Der var kun et par minutter til borgmesteren skulle på, og kameraerne fangede hende, hvor hun sad på sin plads blandt de øvrige publikummer. Et orkester spillede. En telefonsamtale fik Winther til blegne, og derefter sprang han op løb det bedste, han havde lært, fra polititeltet hen til Folkemøde pladsen. Dem, der fulgte med på tv, så et par uniformerede betjente, der kom løbende ved platformen. Den ene løb op på platformen og kiggede op i spidsen af teltet og nikkede til en anden betjent nede bagved. Den anden gav nogle hurtige informationer til borgmesteren. Mens Winther løb af sted, fik han en telefonbesked fra sine kolleger i København, der glædede ham, og han slog over i hurtig gang og åndede lettet op. Kollegerne i København havde stormet en lejlighed på Islands Brygge og arresteret en mand, der sad anspændt ved sin computer og først hørte politiet, da de stod inde i hans stue. Han blev revet væk fra sin plads, og en af betjentene satte sig ved computeren og tænkte, at det bedste, han kunne gøre, var at slukke for computeren, som 01 overvågede. 74

Han slukkede og nåede lige at se, at viseren på uret gik fra 13.58 til 13.59. I Allinge var Winther netop nået frem til scenen og gik lynhurtigt hen til borgmesteren. Folk virkede en anelse urolige og spurgte hinanden, hvad der dog skete. Winther forklarede borgmesteren i korte vendinger, at det var tanken, at der skulle laves ravage mod Folkemødet, men at det nu var afværget. Borgmesteren blegnede og så sig omkring til alle sider. Han sagde til hende: - Vi er nødt til at udsætte åbningen fem minutter, så vores folk kan hive dimsen deroppe ned.Den ansvarlige for åbningsmødet, som havde hørt det hele, sagde nu: - Jeg går frem og siger, vi har en forsinkelse og beder vores orkester om at give os et par numre.- Borgmesteren nikkede og ind på pladsen kørte en lift. Sikkert den samme som var blevet brugt om natten. To af politiets folk blev løftet op, og snart havde de pillet kameraet ned, som omgående blev kørt ind til teknikerne i Rønne. Så gik borgmesteren, med fem minutters forsinkelse, op på talerstolen. Folk klappede og hun rømmede sig og sagde: - Velkommen til dette Folkemøde i Allinge. Vi beklager forsinkelsen, men desværre har nogen ville sabotere dette åbningsmøde, uden at det altså lykkedes. Kort før kl. 14 forhindrede politiet et fjernbetjent attentat – faktisk rettet mod mig. Jeg vil starte med at takke vores politi for en kæmpeindsats og for at passe godt på alle os, der er i Allinge i dag og de kommende dage. Tak! Klapsalverne ville ingen ende tage. Og så fortsatte borgmesteren sin planlagte tale… Mens hun snakkede, var der gæster, der rejste sig og gik. En lille gruppe på to mænd og en dame rejste sig hastigt og så frustrerede ud, mens de forlod cirkuspladsen. 75

Svend havde ikke set de mystiske mænd siden onsdag aften ved teltet. Han havde travlt med sine opgaver sammen med Merethe og nogle andre. Stor var hans bestyrtelse, da nogle af teltets medarbejdere kom tilbage fra åbningsmødet og kunne fortælle, om den absolut sidste øjebliks feberredning af politiet. Johs havde været til åbningsmødet og han var tydeligt rystet da han kom ind til Svend i hans telt. – Det er simpelt hen for galt det her. Jeg vil meget gerne vide hvem der står bag, og så skal de få…, sagde han med et skævt smil Svend var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var hans mystiske mænd, der stod bag, selv om offentligheden ikke havde fået noget at vide endnu. Senere på dagen kom Winther ind i teltet og trykkede varmt hånden på ægteparret Svendsen. - Tak for jeres indsats og jeres signalement af mændene. Uden det havde det været svært at fange dem. Vi beklager, at I begge har været ude for overfald. Jeg ved ikke, om vi kunne have undgået det. Men tak i hvert fald!

KAPITEL 16

FLUGT

Halen mellem benene 48 havde listet sig væk fra Folkemødepladsen. Det myldrede nu af politi, og han blandede sig hurtigt med en masse Folkemøde-gæster samtidig med, at det gik op for ham, at operationen var mislykket. Han gik i hurtig fart op til sommerhuset, tog sine ting, sprang lynhurtigt af sted op på cykelvejen, og gik med raske skridt til venstre ind mod Circle K tanken. Der var ikke mange mennesker på denne cykelvej, der også var blevt en nødvej under Folkemødet. Da han nærmede sig afslutningen på stien lige ved et sving, så han et par betjente gående i retning mod ham. Lynhurtigt var han væk bag en hæk, ganske som han professionelt havde lært det, og sad inde i en have og holdt øje med betjentene. Der var heldigvis ingen folk eller hund i huset og snart havde betjentene passeret. 48 gik forsigtig ud på cykelvejen igen og gik hen mod den store benzintank. Lidt til højre af Nordre Borrelyngvej steg han på en bus der kom nede fra Kirkepladsen på sin vej mod Rønne. 12 kom et par minutter efter til sommerhuset og opdagede, at 48 var stukket af igen, men kunne ligesom ikke gøre noget ved det. Han kaldte på 36 og sagde: - Dette var noget rigtigt lort. 01’s computer blev slukket kl. 14 - lige dér, hvor den skulle være aktiv. Jeg er bange for, at politiet har sporet os. Lad os smutte. 48 er vist over alle bjerge. Et øjeblik efter hørte de udrykningssignaler fra to politibiler, der kørte op ad Madseløkke i fuld fart. De lod alt ligge, sprang op og ud bag huset, videre over cykelvejen, op til helleristningerne og tog derefter den trampede sti ud mod Langebjerg. Betjentene i den ene bil fik øje på dem oppe ved cykelvejen og satte efter dem i løb. Da de kom op til klipperne med helleristningerne, så de 12 og 36 i fuldt fir77

spring mod Langebjerg. 48 var ikke til at få øje på. Den ene betjent fortsatte i løb ud ad stien, mens den anden briefede de andre via telefonen. Den politibil, der var blevet tilbage, fræsede nu ned ad Madseløkke og ud på Strandvejen mod Hammershus med fuld udrykning, for at afskære vejen for de flygtende. Lige efter Langebjerg i Sandvig, stoppede politibilen brat og betjentene sprang ud og sprang ind i gennem et buskads i nærheden og kom nu tilbage mod politibilen med 12 og 36 i et fast greb. De to mænd så ikke glade ud; det gjorde betjentene til gengæld. Fangerne blev sat ind politibilen og så vendte den og kørte tilbage mod Allinge til polititeltet ved Folkemødet. Katie havde taget sin store taske med udstyr med sig hen til åbningsmødet og sad sammen med en del andre journalister og fulgte åbningsmødet. Hun var meget spændt og håbede, at hele operationen ville blive en succes. Da hun, ved hjælp af en dansk journalist, som tolkede for hende, opfangede hvad der blev sagt i højtaleren, og at der ville gå fem minutter, sagde hun pænt farvel til sine kolleger og sagde, at hun ville fange en anden vinkel til sine fotos. Hun tog nu tasken og gik ligesom tilfældigt af sted til forsiden af Shell-tanken og over på den anden side af Strandvejen og gik med rolige skridt ind mod byen og hen til Kirkepladsen hvorfra busserne kørte til forskellige destinationer. Hun tog den første bus mod Rønne og satte sig godt tilrette, mens hun lod et lydløst suk komme over sine læber. - Jeg forlader denne ø hurtigst muligt, tænkte hun. Morten, der havde indtaget en god position ved åbningsmødet, så pludslig Katie komme gående med sin taske. - Der er hende den smukke jeg så forleden, tænkte han, hvor mon hun skal hen? 78

Han fulgte langsomt efter hende forbi Shell tanken, men hun gik nærmest skødesløst ind mod byen, så han lod hende være. Han havde jo heller ingen mistanke til hende for han anede ikke hvem hun var. Derfor fortsatte han med at prøve at få øje på manden han havde fulgt efter tidligere. 48 hoppede på bussen, betalte og var lige ved at tabe kæben. Inde i bussen sad Katie og vinkede ham hen til sig. Ud af vinduet så de hektisk politiaktivitet, men mærkeligt nok var der ingen, der standsede bussen selv om et par betjente kiggede nøje på passagererne udefra. Katie og 48 skyndte sig at spille kærestepar, helt efter bogen og hvad de havde lært og ingen kunne tænke at de sympatiske mennesker havde noget med den terrorhandling at gøre, som havde fundet sted. De hviskede sammen på engelsk, naturligvis, og fortalte hinanden om, hvordan de var kommet væk. - Hvis jeg må følges med dig ved færgen, vil det være rigtigt godt,- hviskede 48. - Jeg tror, det er nemmere at slippe forbi kontrollen, hvis vi er et par,- fortsatte han. De besluttede at køre med helt til endestationen ved færgen i Rønne. Der var adskillige færgeafgange fra Rønne i disse dage og parret gik ind for at købe en billet til København med Bornholmerbussen, mens de holdt øje med alt, der foregik her i færgens ventesal. De ventede videre inde i hallen og gik så hen og stillede sig i køen af færgerejsende. Henne i et hjørne stod et par betjente og holdt øje med alle dem, der skulle om bord. Ovre ved bilerne var der også betjente, der spankulerede rundt og kiggede ind ad vinduerne til bilisterne. Det var blevet deres tur til at gå igennem, og heldigvis havde de deres pas med sig og fik lov at gå lige igennem, uden af betjentene lagde mærke til dem. 79

Færgen sejlede til Ystad og de kom med Bornholmerbussen. 48 begyndte nu at slappe af. Turen gik fint, og de kom også fint igennem ved betalingsanlægget ved broen og bussen kørte frem til lufthavnen. Katie og 48 konfererede med hinanden, om de skulle stå af her og blande sig i mængden og tage metroen til København eller om det ville det være klogest at køre med bussen helt til Hovedbanegården? De besluttede sig for den første løsning og tog metroen ind mod byen efter at have købt en billet i automaten. Det var mere held end forstand. For ved Bornholmerbussens stoppested ved Hovedbanen stod et par betjente, der gerne ville tjekke alle passagerer – men det vidste 48 og Katie ikke noget om. De stod af metroen sammen med en masse andre på Nørreport og forsvandt ud i København. Katie og 48 turde ikke tage til lejligheden på Islands Brygge, så de tog ind på et hotel i nærheden. Herfra ringede Katie på et hemmeligt nummer til 00 i London og satte ham ind i situationen. 00 takkede og tog derefter omgående kontakt til Lewis Nelson, hvilket Katie dog allerede havde gjort via krypteret mail. 00 efterlod ingenting af sit eget i sit London-kontor og gik under jorden. Kun hans personale sad på deres pladser og vidste absolut intet om, hvornår deres chef kom tilbage. Lewis Nelson blev meget sur, når nyheden nåede ham og kontaktede nogle af sine politikervenner og satte ellers sine controllers til at finde ud af hvad der gik galt i det danske netværk. Han begyndte så småt at overveje, om han skulle lade 48 være leder for den danske celle. Han ville dog lige afvente de forskellige rapporter og tale personligt med Katie. når hun kom hjem. Medierne havde haft pressemøde med Gerhard Winther på Bornholm. Alle medierne var jo på øen. De fik også at 80

vide, at Merethe Svendsen var blevet bagbundet i billardhuset og historien om optrevlingen af banden og borgmesterens tale. Borgmesteren havde også udsendt en pressemeddelelse og nævnt, at det var en stor tryghed for Bornholm at have et så effektivt politi, og at Folkemødet var en begivenhed, man med største tryghed kunne deltage i, og at Bornholm var stolte over at være værter for denne begivenhed. Alle medier havde historien dagen efter, og de kunne tilføje, hvad de var blevet informeret om af politiet. Der blev ikke sparet på superlativer. Man havde en historie om, at politiet havde arresteret en svensker og en dansker, som nu sad i arresten i Rønne. En person var forsvundet, som man ikke kendte navnet på og de to arresterede kunne højst sige et nummer på deres medsammensvorne, hvilket var meget mærkværdigt. Ingen vidste noget om Katie, som havde været på Bornholm. Ukendt journalist fra USA. Katie og 48 havde det hyggeligt på hotellet og blev mere fortrolige, men var professionelt forsigtige med, hvad de foretog sig. De spiste på en restaurant i København og næste dag sagde 48, at han meget godt kunne tænke sig at finde ud, af hvad der var sket med 24. Efter et mægtigt pres på Katie, fik 48 hende til at gå ind i den centrale computer hos NNO og fik lokket ud af hende, hvad 24’s rigtige navn var. De fandt hans adresse, og det viste sig, at han boede hjemme hos sin mor. - Sig aldrig nogensinde dette til Nelson, så er vi begge totalt ude og ved ikke, hvad der sker med os,- sagde Katie. Det var de fuldstændigt enige om. 24 var tysker og boede i Köln. Katie fandt hans telefonnummer, og 48 ringede op. Det var 24’s mor, der tog telefonen, og da han spurgte efter Horst, brød hun grædende sammen i telefonen. 81

Da hun var faldet lidt til ro, fik han at vide, at Horst havde begået selvmord, og at han skulle begraves dagen efter. 48 fik adressen på kirken og lagde røret på. - Jeg føler, jeg er nødt til at flyve til Köln, sagde han og sukkede. - Det synes jeg er fint, min ven, svarede Katie. Men i morgen flyver jeg tilbage til Philadelphia, da min mission er ovre. - Kan det ikke vente bare et par dage,- spurgte 48. - Nej, jeg er allerede blevet kontaktet af Nelson, der vil have mig hjem til en mundtlig rapport, svarede Katie. De tog en varm afsked med hinanden og sagde, at de begge håbede på, at de kunne ses igen en anden gang. 48 tog til lufthavnen for at fange Lufthansa. Katie rejste næste dag via Amsterdam og hjem til Philadelphia. Ingen vidste hvor hun siden blev af. 48 kom til Köln og fandt kirken, hvor begravelsen skulle finde sted. Det var helt uhørt, det han gjorde. Det var netop derfor, man ikke brugte navne i organisationen. Der var nogle få familiemedlemmer og venner til begravelsen. Højst 30 mennesker i den smukke kirke for at tage afsked med Horst von Binther. Bagefter hilste 48 på de fleste og kaldte sig selv en kollega. Nogle spurgte, hvad Horst havde beskæftiget sig med, og 48 svarede undvigende. Horsts mor kom med tårer i øjnene for at takke ham for, at han kom. Hun troede, at han kom helt fra Amerika, og 48 lod hende blive i troen. 48 ventede nu på at blive kontaktet af 00. Han kunne ikke selv få fat i ham, og hans spørgsmål gik på, om han skulle blive i Danmark, eller om han kunne rejse hjem til England Gerhard Winther fra Rønne Politi udtrykker sin glæde over borger-opbakningen og siger, at det i realiteten var ægteparret fra Allinge, der forhindrede, at borgmesteren blev ramt, og at hele terror operationen mislykkedes.82

I sin pressemeddelelse skrev borgmesteren: “Årets Folkemøde er overstået med stor succes. Jeg vil takke alle, der har arbejdet for, at vi fik et så godt Folkemøde, som vi fik. Trods forsøg på at spolere det hele - sandsynligvis fra organisationer, der er misundelige på den bornholmske succes - forløb Folkemødet fredeligt og vi glæder os allerede nu til mødet næste år. Jeg vil rette en stor tak til politiet for en stor og effektiv indsats, der har skabt enorm respekt, også uden for landets grænser. Politiet gør, at Folkemødet er et virkeligt trygt sted at være. Jeg vil slutte med at takke alle borgere i Allinge, der, udover at skulle være værter for et Folkemøde, også er så personligt engagerede som familien Svendsen fra Allinge, der medvirkede til årets vellykkede Folkemøde.

KAPITEL 17

EFTERMØDE Afrunding i Allinge Et par dage efter afsluttedes Folkemødet i strålende solskin, og man kunne konstatere, at årets begivenhed var næsten lige så stor som sidste år. At der stort set ingen ballade havde været ud over noget, politiet betragtede som småting, såsom graffiti på et par huse, lidt stjålne cykler og små rapserier. Den omsætning, man havde forventet, holdt sig til budgettet. - På gensyn til Folkemødet i Allinge til næste år,- sluttede borgmesteren sin tale ved afslutningsmødet og blev fulgt til dørs af bragende klapsalver. Bornholms Tidende havde masser af stof om Folkemødet. Redaktøren udbasunerede sin stolthed i sin leder. På nyhedssiden stod: Borgere i Allinge reddede hele Folkemødet Der var billeder af Merethe, Svend Bølle og Morten, med en smuk omtale af hele familien. Pensioneret skolelærer Merethe Svendsen og hendes mand Herman Svendsen er nogle af hverdagens helte i Allinge. De blev ofre for en terrorgruppe. Den ene blev bagbundet i et foreningshus i Nørregde og den anden blev groft overfaldet ved Domen. De havde mødt nogle mennesker som de synes virkede mistænkelige, men politiet var bestemt ikke af samme opfattelse. Ægteparret fra Allinge kunne give så god beskrivelse af gruppen, at det var årsagen til, at man kunne optrevle det hele. Terrorgruppen var oprindeligt på fire personer, men en rejste allerede inden starten på Folkemødet. To af gruppen sidder i arresten i Rønne og en person er forsvundet. 84

Gerhard Winther fra Bornholms Politi udtrykker sin glæde over borger-opbakningen og siger, at det i realiteten var ægteparret fra Allinge, der forhindrede, at borgmesteren blev ramt, og at hele terror operationen mislykkedes.I sin pressemeddelelse skrev borgmesteren: “Årets Folkemøde er overstået med stor succes. Jeg vil takke alle, der har arbejdet for, at vi fik et så godt Folkemøde, som vi fik. Trods forsøg på at spolere det hele - sandsynligvis fra organisationer, der er misundelige på den bornholmske succes - forløb Folkemødet fredeligt og vi glæder os allerede nu til mødet næste år. Jeg vil rette en stor tak til politiet for en stor og effektiv indsats, der har skabt enorm respekt, også uden for landets grænser. Politiet gør, at Folkemødet er et virkeligt trygt sted at være. Jeg vil slutte med at takke alle borgere i Allinge, der, udover at skulle være værter for et Folkemøde, også er så personligt engagerede som familien Svendsen fra Allinge, der medvirkede til årets vellykkede Folkemøde.

KAPITEL 18

BORGERINDGREB En ny Allinge aktør på banen på vej til København I højttaleren meddelte de, at man var påbegyndt indflyvningen til København. Johs lagde sin bog ned i tasken og gjorde sig i tankerne klar til en dag i hovedstaden. Det havde været en fredelig morgen i Allinge. Lilly og han havde nået at spise morgenmad sammen. Hun skulle ikke bruge bilen, så han kunne tage den til lufthavnen, hvor den kunne stå hele dagen. Det var gået hurtigt i de sidste par dage, efter de dramatiske begivenheder under Folkemødet Hans gode ven Svend, som han talte med i går og som faktisk var den person, som sammen med sin kone var med til at afsløre komplottet, var lige så rasende som Johs, og de havde en lang snak om, hvad man burde, skulle eller kunne gøre for at få ram på de nederdrægtige bagmænd. - Det ordner Winther og Co. sikkert, sagde Svend, da Johs sagde hej. Johs var selv temmelig forbavset over, hvor meget begivenheden havde bidt sig fast i ham, selv om det egentlig slet ikke kom ham ved. Og dog synes han, det kom alle ved. Som Allingebo gjorde det ham oven i købet rasende, hvilket var noget han meget sjældent var. At sådan noget kunne ske lige her i hans by.… Nu meddeltes det i højttaleren, at man var velkommen til København, og at man skulle blive på sin plads med sikkerhedsbælterne spændt fast og ellers den sædvanlige procedure for landing. Johs kiggede ud af vinduet og så, at vejret var lige så fint som hjemme på øen. Det skulle nok blive en god dag. Og så gik turen den lange vej ude fra gaten og ind i afgangshallen videre ned til bagageudleveringen, hvilket i dag var nok så let, da han kun havde sin mappe med sig som håndbagage. 86

Han gik ud i den friske luft. Frisk og frisk, der lugtede stærkt af flybenzin og udstødningsgas fra taxier og busser. Johs gik målbevidst hen til linje 5A og steg på den gule bus. Han tog sit rejsekort frem og trykkede det ind mod automaten, der kvitterede med et svagt bip. Nu kunne han sætte sig et øjeblik. Han skulle kun et stykke ind ad Amagerbrogade og ned ad Liflandsgade for at møde nogle kolleger fra GNCI. Han kiggede på klokken på sin mobiltelefon. For kun et par timer siden var han hjemme i bopælen i Allinge. Ægteparret, der drev medievirksomheden, og som han havde kendt det meste af sit liv, tog varmt og godt imod ham, da han trådte ind i de trange, men pæne lokaler i den lille danske del af et verdensomspændende radio- og tv arbejde. Der blev serveret kaffe og nybagte rundstykker, og så var der den almindelige small talk, inden deres gæst ville ankomme fra Manchester. - Hvad siger man ovre på Bornholm til attentatet mod jeres borgmester- , spurgte Niels Pedersen, der var den daglige leder GNCI Radio og TV. - Det var godt nok noget af det frækkeste, og det irriterer mig voldsomt- , svarede Johs og fortsatte: - Der sidder et par fyre i spjældet, og politiet har også snuppet en kvinde et eller andet sted. Mindst én stak af fra øen, før man kunne nå at fange vedkommende. Jeg har læst i den lokale presse, at det er umuligt for politiet at få noget konkret ud af de arresterede, fordi deres organisation er meget hemmelig, så ingen ved, hvad den anden gør. Men det må da kunne lade sig gøre, tror I ikke det? - Det er sikkert nogle stakkels unge mennesker, der er lokket ind i et så’nt netværk. Vi skal vel ikke dømme dem for hårdt, og ingen kom jo til skade, sagde Bodil. Jeg kunne da godt tænke mig at lave et kort interview med dem, når de engang slippes fri. - Ja, ja- , sagde Niels og sukkede. - Nu må vi jo se, hvad domstolen finder frem til. Hvornår skal der være retsmøde? Han gjorde en grimasse og smilede skævt. 87

- Jeg synes, det ville være på sin plads, om man kunne få ram på dem , svarede Johs igen. - Jeg mener sådan for alvor. Retsmødet kommer sandsynligvis om 14 dage. Sådanne typer er en trussel mod retssikkerheden. Hvis jeg var yngre, så ville jeg… - Jamen du bliver jo ikke yngre, Johs, sagde Niels. - Nu tror jeg vores gæst er kommet. Ind ad døren kom Anthony Angus, en af lederne i den engelske afdeling af GNCI. Alle hilste varmt på hinanden. De havde deltaget i flere konferencer sammen og havde altid en masse at snakke om. Anthony havde mange hilsener med fra kollegerne i England. Efter denne indledning spurgte Anthony, naturligvis på engelsk: - Jeg læste i aviserne hjemme, at jeres berømte Folkemøde nær måtte stoppes på grund af nogle terrorister. Det er da oven i købet i din by, Johs. - Ja, det er det. Jeg har lige sagt til de andre her, at jeg er temmelig forbandet over at de kunne nå så langt, som de gjorde. Heldigvis blev det stoppet, men hvor kunne jeg ønske, vi fik fat i dem. Og så blev der ikke snakket mere om det. De overgik til dagens dagsorden og gik derefter ud for at spise frokost på en nærliggende restaurant, som Bodil og Niels anbefalede. I ugen efter skulle Johs til Manchester, hvor der skulle være den store regionale konference. Han skulle deltage, fordi han var bestyrelsesmedlem i den internationale organisation. Da Anthony igen var ude af døren og på vej til lufthavnen, fortsatte de andre med lidt løst og fast indtil Johs skulle tilbage med flyveren - Jeg kører dig til lufthavnen, sagde Niels, da de skulle til at afslutte dagens arbejde. -Tak, sagde Johs. - Men du behøver ikke at bruge tid på mig. Jeg ta’r blot bussen tilbage. Trods Johs’ protester, kørte Niels ham alligevel ud til Kastrup, hvor Johs gik ind i terminal 3 og derefter, sammen med alle de internationale rejsende, ventede i en kæmpe kø ved Security. Det var da godt nok blevet besværligt efter at indenrigsterminalen var lukket. 88

Han nåede Bornholmerflyet i fornuftig tid, og snart stod han i Bornholms Lufthavn og nikkede til flere bekendte på vej ud. Bilen stod nok så fint og ventede på ham på parkeringspladsen. Så var det bare en halv time og så var han hjemme i Allinge igen, som nu bar præg af turisterne, der begyndte at komme til øen efter Folkemødet.

KAPITEL 19

STÆDIGHED Firkløveret samles De Johs kom hjem, var Lilly der ikke. I aften var hun til stabsmøde i telefonstjernen, en lokal funktion der havde til opgave at hver dag ringe til ensomme og ældre for at høre om alt var godt inden man fortsatte med dagens sysler. Lilly var en af dem der var meget engageret lokalt, og i aften var hun af sted sammen med Merethe. Johs gik ud på badeværelset og så sig i spejlet. Hans brune øjne stirrede tilbage på ham. Hans hår sad pænt og han var ikke blevet skaldet som flere af hans jævnaldrende. Hans græske aner, med en smule tendens til fedme, skinnede faktisk tydeligt igennem på hans udseende på trods af, at han var en fjerde generation Pistates, et navn der altid havde voldt ham kvaler, at få andre til at forstå og udtale. Men det kunne Johs trods alt ikke gøre noget ved. Han havde også et problem med sit fornavn, for alle ville kalde ham Johannes, men han hed altså Johs Edvard Pistates. Hans tipoldefar var den Pistates, der indvandrede fra Grækenland, dennes datter, altså oldemor, giftede sig Larsen. Johs’ farfar ville ikke hedde Larsen og tog så navnet Pistates igen, Hans far beholdt også navnet, og nu havde Johs det selv og havde ikke planer om at ændre det. - Kan vi mødes, spurgte hans gode ven Casper ham, da han fangede Johs på mobilen næste dag. Casper var single og tv-journalist hos det lokale TV2/ Bornholm. Johs havde mødt ham ved flere anledninger her på øen, efter Casper flyttede til Bornholm. - Det er en aftale, svarede Johs. Hvad med om vi mødes henne på Høiers Café kl. 13. Så kan vi lige nappe en bid brød, mens vi snakker. Jeg ta’r Svend med, for han vil også være med i snakken, men også en hemmelig gæst. - Svend, udbrød Casper. Har han været i flere slagsmål for nyligt, spurgte han med en drillende latter. 90

- Han er i hvert fald blevet lidt mere forsigtig, svarede Johs. Men du kan jo selv se og høre ham, når vi mødes. Hej så længe. Johs afbrød mobilen og puttede den i lommen. - Jeg smutter lige ud for en kort bemærkning, sagde han til Lilly. Jeg trænger til lidt bornholmerluft efter hovedstadsbesøget i går. Så gik han hen til Domen og stod og kiggede ud over havet og nød udsigten. Han satte sig på en af bænkene og brugte telefonens Evernote app til at skrive nogle stikord til brug for det kommende møde med de andre, som han havde lumske planer om at lave en arbejdsgruppe med: ”Invu”, ”Status”, ”Ordreafgiver” . Han var nødt til at slutte med at skrive. Det var for svært at anvende mobiltelefonen ude i solskinnet. En journalist kan sandsynligvis komme tættere på hele systemet end en irriteret borger fra Allinge, konstaterede han for sig selv. Sandheden var jo, at Johs overhovedet ikke havde noget mandat til det, han lige nu havde lyst til, men han var som en tæge, der bed sig fast og hans nysgerrighed var enorm. Han ville finde ud af, hvem de var, der ville ødelægge hans elskede Folkemøde. Han kunne næsten føle sig som Miss Marple i Agatha Christies bøger. Men dette her var trods alt noget helt andet, og Johs syntes, at retfærdigheden burde ske fyldest - i hvert fald i denne sag. Han slog lige et sving hjem til Lilly, inden han gik hen til Høiers. - Hej Casper, udbrød Johs, da journalisten trådte ind ad døren. De havde arbejdet sammen på en tv-station i København for en del år siden, og de havde været med på en fælles rejse til Israel engang, hvilket de stadig kunne få meget tid til at snakke om. - Kan du huske, da vi ville luske ud af hotellet ved solopgang i Jerusalem for at gå ud og tage nogle billeder alene, 91

mens solens skinnede på den gyldne kuppel. Når vi kom listende ud fra hotellet stod chauffør og guide med et skævt smil. Guiden lod os ikke ude af syne et øjeblik. Johs grinede ved minderne. - Og her har vi så Svend, sagde Johs, da Svend trådte ind ad døren. - Det må så være den lokale helt i Allinge, ynte, sagde Casper med et smil i stemmen. De lo lidt ad dette alle sammen og afgav deres bestilling på pariserbøf og en fadøl. Mens de spiste, snakkede de om løst og fast. - Der kommer lige en gæst mere om et øjeblik, sagde Johs. Jeg har tilladt mig at invitere Didde, som er en af mine gode venner her fra byen og er med i samme kirke som jeg er. Hun er faktisk sekretær på et forlag ovre, men arbejde for det meste hjemmefra. Hun er en af de skarpe knive i skuffen, fortsatte han med et lille smil. Hendes mand er bygningshåndværker og ansat hos PL. Flink fyr. De to andre kiggede lidt forlegent på hinanden når Johs sagde dette med kirke, men de vidste at han tog sin gudstro alvorligt og de havde stor tillid til ham. - Når man taler om solen…, grinede Johs og sagde hej til Didde, der friskt kom ind ad døren. Velkommen til denne lille skare. Hvad må jeg byde på? Ikke noget at spise i hvert fald. Har lige haft frokost hjemme, men en vand med brus vil ikke være dårlig., sagde Didde. Så fortalte Johs i korte træk hvorfor han ville mødes med denne gruppe i dag. – Udover at det er enormt hyggeligt at sludre med jer hver især, som jeg jo kender, så kunne jeg tænke mig at vi dannede en slags uofficielt netværk, bare med det formål at opklare hvem der ville spolere Folkemødet. Det kan være at jeg er dum, naiv og tosset, men det brænder ligesom i mig for at gøre et eller andet, sagde Johs lidt skælmsk men med en stor grad af alvor indblandet. Så begyndte de at tale i munden på hinanden og ud92

brede deres synspunkter. Didde synes at der var en hel del rigtigt i det Johs sagde, men var absolut tøvende om hvordan dette firkløver skulle gribe det an. Casper var på en måde fyr og flamme og anede nok konturerne af et tv program bag det hele. Svend var faktisk mest skeptisk og havde svært ved at tro på ideen, men var ikke helt afvisende og Johs mente at de bare skulle gå i gang og så se hen ad vejen hvad der skete – eller lægge projektet ned hvis det ikke kunne bære. - Kunne vi lave en kort præsentationsrunde af os fire, afbrød Johs. - Kan du ikke fortælle mig, hvad du ellers går og laver, Casper, udover at jeg jo kender dig fra tidligere og fra tv-skærmen her på øen, spurgte Johs, da de var næsten færdige med pariserbøffen. Den var virkelig lækker i dag. - Det kan jeg da godt. Jeg er jo tv mand, ynte, med alt hvad sådan noget indebærer , sagde Casper.- Jeg har lavet meget fjernsyn i mit liv. Jeg har været med, både foran og bag kameraerne. I flere år var jeg redigeringstekniker. Jeg søgte herover til Bornholm, fordi jeg godt kan lide øen og svarede på en ansøgning i vores fagblad, Journalisten. Nu er jeg på nyhederne, men laver også enkelte selvstændige programmer, forklarede han. - Jeg har en udmærket arbejdsplads, hvor jeg ikke bliver så overstresset, som tidligere. Jeg bor alene. Har været gift en gang, men ægteskab og karriere på tv kunne ikke forenes. Det er, hvad jeg kan fortælle om mig selv, ynte. - Så er det dig, Svend- fortsatte Casper. – Kan du for eksempel forklare os om hvordan det gik til, da I havde givet beskrivelsen til politiet af dem, som viste sig at være forbryderne? Det er kun noget jeg har læst om mens det hele kørte. - Nåh ja, det irriterede mig bare, at politiet nærmest så Merethe og mig som et par dummernikker, der bare ville spilde deres tid, sagde Svend. - Det kan ærgre mig, at man ikke kan gå til politiet med sine fornemmelser, men bør komme med klokkeklare beviser. Et eller andet sted kan jeg selvfølgelig godt forstå dem, for så kunne de få nok 93

at lave, mere end de har i forvejen. Men jeg fortalte dem blot mine fornemmelser, og de troede simpelt hen ikke på mig. Men vi havde jo ret, sluttede han med et triumferende smil i mundvigene. Det hjalp faktisk først til slut, da Merethe blev bagbundet og politiet kunne se, at der foregik noget grueligt galt. - Ja, og det reddede os fra kaos under Folkemødet, fortsatte Johs, men fortæl lidt mere, hvem er Svend? Ikke fordi jeg ikke ved det, men så alle ved noget om alle og det kan være nyttigt til det jeg vil sige senere. - Jamen jeg har boet her i byen det meste af mit liv og er gift med Merethe. Jeg er gammel VVS’er og har haft hele nordlandet som kunder. Det var et godt job, og nu er jeg pensionist, men kender ret mange af byens borgere. Ellers går jeg rundt og laver småting for folk og får åbenbart fornemmelser, grinede Svend. Johs, der stadig fungerede som ordstyrer, sagde: Velkommen til Didde, som jo egentlig kender Lilly bedre end mig. Vi har stødt på hinanden ved flere tilfælde og jeg synes faktisk du er en meget spændende personlighed, fortsatte han. – Kan du fortælle os andre hvem Didde er. Jeg hedder Didde Andersen og er i begyndelsen af fyrrerne. Jeg har et interessant job som forlagssekretær, der kan føre mange sideopgaver med sig. Jeg sørger for at bøgerne bliver sat op, trykt og distribueret samt al markedsføringen omkring dette. Jeg beklager at måtte meddele at jeg ikke bor her i Allinge, men i Tejn sådan oppe bag ved i Smedeløkken. Jeg er gift med Arne, der arbejder som bygningshåndværker i et firma her på øen. Johs havde i forvejen briefet mig ganske lidt på hvad dette møde skulle handle om, men efter at have siddet med omkring bordet i dag, tror jeg godt jeg kunne tænke mig at være i firkløveret her. - Fint Didde, sagde Johs og fint navn til os du har fundet på. Vi tjekker lidt mere af ved slutningen af vores frokostmøde her i dag. Mig kender I vel alle parter, der er min fornemmelse, ironiserede Johs ved at følge op på Svends slutbemærkning. Jeg har ikke altid boet her, og i mit voksne liv har jeg arbejdet med kommunikation og det 94

er stadig, hvad jeg beskæftiger mig med. En årrække arbejdede jeg på en tv-station på Cypern. Det var, da jeg var gift første gang. Det er en kendt international tv-station, og den er vel også årsagen til det job, jeg har i dag, fordi jeg mødte flere kolleger, der kom til Cypern for kortere eller længere tid. Nu er jeg er så heldig at kunne få lov at sidde herhjemme i Allinge hos Lilly og udføre mit arbejde. Et arbejde der bestemt ikke er kedeligt, sluttede Johs. - Det lyder da også enormt spændende, sagde Casper og Didde i munden på hinanden. - Ja, og det er det også, men det var noget andet, jeg vil sige i denne forbindelse. For at gå tilbage til Diddes firkløver, så har jeg en tanke der går ud på, at vi fire for eksempel kan stå sammen om at gøre hvad vi kan og hjælpe hinanden med at få informationer frem og derefter selvfølgelig informere politiet om hvad vi har fundet ud af? Jeg sætter spørgsmålstegn ved om politiet virkelig er fokuseret på sagen eller om de bare gået videre med andre sager? - Men det må du jo vide, Casper, der deltager i pressemøder og hvad de ellers finder på, fortsatte Johs - Det kan jeg jo ikke sige så meget om, Johs, indvendte Casper. Vi presser jo på hos både politi, og hvem vi ellers kan presse, svarede han med et smil. - Mit Folkemøde må altså ikke ødelægges, gryntede Johs med et skævt smil. De fire endte med at blive enige om at de ville mødes regelmæssigt og informere hinanden og de var også enige om at det var Johs der skulle være tovholder for deres lille selvbestaltede gruppe, som de besluttede at kalde Firkløveret. - Kan du skaffe mig adgang til at snakke med en af arrestanterne, Casper, spurgte Johs meget frimodigt. - Sagen er jo meget suspekt, og det er lige nu ikke muligt at snakke med de fyre der sidder i isolation. Jeg vil gerne forsøge, men kan ikke give dig noget håb, svarede Casper. - Jamen, hvordan tror du, det hele er gået til, spurgte Svend. 95

- Min helt private teori, svarede Casper, - er, at nogen har købt nogen til at spolere Folkemødet. Jeg tror, de virkelige bagmænd gemmer sig godt. De må have haft andre til at udføre selve attentatet, ynte. Der er ingen tvivl om, at dem, politiet har i isolation, er med i en organisation, som har været praktiske grise for andre. Jeg tror, at det er noget internationalt, som jeg desværre ikke ved noget om, og jeg har heller ikke noget at ha’ det i, fortsatte han. - De snakkede i hvert fald engelsk, sagde Svend og tog hånden op til hagen. Jeg har mødt dem over flere dage, og jeg tror, at det var folk fra den organisation, der gav mig en på sinkadusen, da jeg stod ovre ved Domen. Men jeg må indrømme, at de slet ikke lignede forbrydere. De så meget venlige og fredelige ud, men optrådte meget mystisk. - Men der er jo heller ingen tvivl om, at de er top professionelle. Bare se den tekniske løsning, politiet konfiskerede, og måden, de havde sat det op i teltet for at få ram på borgmesteren, supplerede Casper. - Jeg må have en snak med en af de isolerede, sagde Johs igen. - Nåh, men jeg har her skrevet nogle stikord vi skulle snakke om, fortsatte han og tog sin smartphone frem. Det første har jeg allerede fået svar på. Det var om et interview med de arresterede. Det næste var status, og det tror jeg, du også har givet mig svar på, men det tredje stikord er - ordreafgiver- – og det er selvfølgelig det vigtigste. Vi er vel enige i dette punkt Hvem kan det være. Er det en dansk organisation. Er det en kommune, der gerne vil have Folkemødet til deres sted, i stedet for Bornholm. Eller er det en helt tredje konstellation, fortsatte Johs. - Rolig nu, ynte, svarede Casper: - Jeg har ikke fantasi til at tro, at det har noget med det at gøre, som du nævner, og slet ikke en dansk organisation eller kommune. Så hælder jeg mere til noget udenlandsk eller en ukendt konstellation. - Men, helt ærligt Johs, er det ikke bare noget, vi skal lade helt ligge og så lade Winther fra politiet tage sig af det, sagde Svend. 96

- Jeg har hørt, at Winther er ret så flink og dygtig, men jeg føler ikke, at han og hans kolleger har fokus på, at de skal have fat i bagmændene, som jeg er enig med dig i må være udlændinge, svarede Johs. - Vi kan da, for pokker, ikke have sådanne stratenrøvere til at komme her til Danmark for at hærge, knurrede han videre og fortsatte: - Hvis du hører og ser noget med denne sag Casper, gider du så give mig et praj, for gammelt venskabs skyld, smilede han. - Det er da bare ok, men Johs, gamle ven, slap nu lidt af og nyd sommeren her og glæd dig over at der ikke skete mere ballade på Folkemødet, som jo i øvrigt for længst er overstået, afrundede Casper. - For længst, det er da med forbehold. For mig var det i går, replicerede Johs. Og så skiltes den nydannede gruppe, og Johs gik hen for at betale, men var stadig lige så frustreret, som da han kom.

SAMVITTIGHEDSKVALER På vej mod Manchester fra København Johs sad i KLM flyet fra København til Manchester via Amsterdam. Det var en Boeing 737-700 og forholdsvis rummelig. Klokken var 09,45 og om 10 minutter skulle flyet lette. Johs glædede sig til nogle dage sammen med nye og gamle kolleger fra regionen her i slutningen af juni. Selv havde han et indlæg i konferencen, som han havde forberedt sig godt og længe på. Han skulle tale om tilrettelægning af en gedigen sendeflade, der tilgodeser målgruppen, og om de sidste nye landvindinger på dette område. Først skulle de gennemgå definitionen af en målgruppe specielt for deres type af medievirksomhed, og så havde han nogle cases og derefter skulle der laves en enkelt praktisk øvelse med et nyt software, inden man gik til den næste taler i rækken. Johs sad med fartplanen i hånden og tjekkede tiderne for Gud ved hvilken gang. Sådan var han. Der skulle være styr på alle ting. Da klokken var et par minutter over normal afgangstid, lød kaptajnens stemme i højttaleren: - Vi beklager at måtte meddele, at vi har et lille problem med den ene motor, og vi får ikke tilladelse til at lette, før en flymekaniker har været og se på det. Jeg vil bare berolige og sige, at det sandsynligvis ikke er noget alvorligt. Jeg vender tilbage, når vi ved noget mere. Og så sad passagererne og kiggede på hinanden for at se, om der var nogle, der blev meget nervøse. Stewardesserne gik en ekstra runde og så til alle de fastspændte folk. Johs kiggede ud af fra sin vinduesplads og så en mekaniker, der åbnede nogle luger og stak hovedet inden for et eller andet. Han smilede nu og vendte tommelfingeren opad op mod cockpittet. Puh ha, bare der nu ikke skete noget eller at de blev 98

stærkt forsinkede, for han havde en forholdsvis lang køretur fra lufthavnen i Manchester til tv-stationens bygning i Bolton og ville helst ikke komme i sidste minut. Så kom kaptajnen tilbage og sagde venligt på vegne af KLM: - Beklager ventetiden. Vi har nu fået grønt lys til at lette og alt er i den skønneste orden. Vi ønsker alle en behagelig flyrejse. Vi satser på at lande til den fastsatte tid. Og så rullede maskinen ud på startbanen og snart var de i luften og følte sig alle lidt mere afslappede. Flyet landede til den planlagte tid i Amsterdam og der var heller ikke problemer med den næste afgang, så da klokken var 12.55, tog hjulene fat i landingsbanen i Manchester. Johs var altid spændt, når han skulle lande, men han havde aldrig været ude for problemer de mange gange, han havde rejst rundt. Jo, en gang i en lille svensk lufthavn, hvor det havde sneet, og da piloten skulle bremse flyet, skred det simpelt hen ud og landede i græsset ved siden af startbanen. Der skete ingenting, men Johs huskede, hvordan det pludselig væltede frem med udrykningskøretøjer, og flyet blev transporteret hen til indgangen af lufthavnen. Lidt ubehageligt havde det været, men ellers var alt altid gået godt. Nogle minutter efter var han på vej til bagageudleveringen, fik kufferten og kom ud forbi tolden. Dér stod en smilende Anthony og tog imod ham. De havde nu en længere køretur foran sig, inden de nåede deres bestemmelsessted. Manchester er den syvende største by i England med en befolkning på 510.700. Siden 2001 er indbyggertallet steget med godt 20 %, hvilket gør den til den hurtigst voksende by i England. Den er måske mest kendt for sit berømte fodboldhold Manchester United. Da de var godt placeret i Anthonys bil og havde overstået alle høflighedsfraserne, sagde Anthony: - Jeg har en stærk fornemmelse af, at jeg har fundet ud 99

af noget med den hemmelige organisation, du talte om, da vi mødtes i København sidst. - What, udbrød Johs forbavset. Fortæl, fortæl! Og så kom Anthony med en, måske for detaljeret, udredning om, hvad han havde oplevet for et par dage siden. Johs lyttede spændt, og hjertet hamrede i brystet på ham. - En af mine meget gode venner, begyndte Anthony, er præst i en stor kirke i Oldham, modsat den ende af Bolton, hvor tv-stationen er. Han hedder Daniel Lipmann og taler med mange mennesker, men har tavshedspligt. Daniel havde læst om begivenheden på Bornholm og der havde der stået noget om en organisation, som ingen kunne finde ud af. Samtidig med dette havde han besøg af en ulykkelig mand, der ville tale med ham - og mere kunne han ikke sige, men den mand var nok værd at tale med. Han vidste vist en del mere, end der kom ud i en sjælesorgssamtale, fortsatte Anthony. - Har du hans nummer, næsten skreg Johs. - Nej, men når vi kommer ind på stationen skal jeg fortælle dig hvordan vi eventuelt kan få kontakt med den ønskede person, sagde Antony Johs kunne næsten ikke vente, til de kom frem til GNCI Manchester i Bolton, og han følte sig samtidig ufattelig heldig. Bolton er en by i det nordvestlige England, med et indbyggertal på 139.000 og placeret i grevskabet Greater Manchester i regionen North West England. Han blev indlogeret på et hotel i nærheden, med en instruks om, hvor han skulle møde de andre bestyrelsesmedlemmer i aften, dog først efter at Antony havde givet ham lidt mere information og et løfte om at tage med ham hen til sin kontaktmand. Johs mødte nogle af de andre bestyrelsesmedlemmer på hotellet, hvor flere sad i baren med en drink. Om aftenen mødte Johs op på tv stationen. Dette var hans arbejde efter mange år i tv-produktion og planlægning. De senere år havde han haft flere rådgivende jobs og 100

var nu fast tilknyttet til GNCI som internationalt bestyrelsesmedlem. Skønt at hilse på gamle bekendte og lære nogle nye at kende. Mødet begyndte med en status over situationen i region Europa. Den øverste chef for GNCI Manchester, direktør Vincent Peterson, fremlagde kendsgerninger og direktionens oplæg til visse forbedringer. Dette krævede en times snak i et par mindre grupper, inden man samlet beordrede direktionen at arbejde med deres eget oplæg. De økonomiske resultater blev gennemgået med status lige nu, og det var egentligt stort set tilfredsstillende. Man havde undladt et par ansættelser for at kompensere for nogle faldende indtægter i to af de perifere produktionsenheder. Denne tirsdag aften sluttede i god stemning, og i morgen skulle Johs holde sit foredrag. Han vekslede nogle ord med Anthony, der havde snakket med Daniel. De var blevet enige om, at efter morgendagens sessioner skulle Johs og Anthony køre til Oldham og møde Daniel face to face. Johs var så spændt, at han dårligt kunne sove, da han kom tilbage til hotellet. Han lå og vendte og drejede sig i sengen, men hans hjerneceller arbejdede på højtryk. Han kiggede på klokken på telefonen mange gange, 00.50 – 02.01 - 02.59 - 04.30 og så faldt han i drømmerig søvn, så han næsten ikke hørte at telefonen ringede og klokken var 07.50. Han var ør i hovedet og uoplagt efter dårlig søvn. Han stod op, spiste morgenmad og gik så op på værelset og gav sit foredrag en overhaling, hvorefter han tog en taxi hen til GNCI. Så startede en lang dags bestyrelsesarbejde. De fleste af bestyrelsesmedlemmerne ville vende tilbage til deres lokale tv-stationer og orientere deres kolleger om alle de nye tanker, der kom frem i dag. Johs sad med sin iPad og tog flittigt notater. Og så blev det hans tur. Han følte sig veloplagt nu og startede sit foredrag med en vittighed: 101

- Lille Lise kommer hjem fra første dag i skole og hendes mor spørger: - Nåh, hvad lærte du så i dag? - Åbenbart ikke nok. De vil have at jeg skal komme igen i morgen. En tam latter lagde sig over de forsamlede, men stemningen var nu knap så stiv. Og så begyndte Johs, og han lod sine power points rulle hen over skærmen. - Vi har ikke noget Lise syndrom, sagde han med henvisning til sin vittighed i starten. For vi ved, at vi skal være på vores plads hver eneste dag for at opnå resultater. Vi må anstrenge os for at være vågne og satse på at nå vores målgruppe. Og hvem er så vores målgruppe. Således fortsatte han de næste 20 minutter med at tale om det. Fin applaus efter foredraget. Der kom folk og klappede ham på skulderen og sagde tak. Bestyrelsesmedlemmet fra Italien, Nico, ville have ham til Rom for at tale om emnet for de redaktionelle medarbejdere. Johs lovede, at det skulle han nok. Ved frokosten sad de ved mindre borde med fire personer ved hvert bord. Det var buffet, og de forskellige gik og hentede, hvad de ønskede at spise. Lige her i Manchester havde de en italiensk specialitet på menuen, og Johs besluttede sig for at prøve den, når han nu havde snakket med Nico. Han var træt og kunne godt have brugt en morfar- efter frokosten. Ved bordet blev han spurgt om Folkemødet, som alle havde læst om i aviserne og rygtevis forstod de, at Johs på en eller anden måde var engageret eller stærkt interesseret. - Du er jo fra den by, hvor det blev afholdt, sagde nogle. Johs fortalte om det store Folkemøde og om det kriminelle forsøg på at bremse mødet i Allinge. Og her kom hans indignation over dette tydeligt frem. Han nævnte intet om Daniel, som han skulle møde senere. Dagens møder var overstået og i morgen formiddag skulle Johs flyve tilbage til Allinge. Anthony kom gående med bilnøglerne i hånden og et 102

stort smil på læben: - Så smutter vi, gamle ven. Daniel venter os i sin kirke. Efter en god halv time holdt de ud for en ret stor, ikke prangende bygning, der husede kirken. - Elim Churchstod der på et stort skilt. De gik hen til indgangen. Indenfor var en stor hall, der virkede voldsomt stor, fordi der ikke var nogen mennesker derinde. En receptionist var der dog, og hun havde travlt med at svare i telefoner, alt imens hun bød folk velkommen, tog imod post og meget andet. Alt med et smil på læben. Anthony gik frem til hende og sagde: - Hej Belinda. Hvordan har du det i dag? - Fint, svarede Belinda, - Og hvad kan jeg hjælpe dig med, Anthony? - Vi har en aftale med Daniel, svarede Anthony. - Han venter os lige omkring dette tidspunkt. - Jeg tjekker lige, svarede Belinda. - Men han fik et pludseligt besøg. Der er faktisk folk, der bare kommer, fordi de vil tale med præsten - uden at have lavet aftaler i forvejen. Han kan jo ikke så godt sige til folk, at han ikke har tid, og at man bør lave aftale i forvejen. Derfor kan det kikse nogen gange, men vi er jo en kirke, og vi finder ud af det hver gang, sagde Belinda smilende. - Ja, Daniel. Det er Belinda. Jeg har Anthony og en anden gæst til dig, stående her hos mig, sagde hun, da præsten svarede på hendes opkald. - Han kommer og henter jer om nogle få minutter, sagde Belinda og smilede. De ventede lidt i hallen. Anthony viste Johs rundt og pegede på forskellige posters, der hang på væggene. - Som du kan se, har kirken mange aktiviteter med forskellige tilbud for børn, unge og gamle, og her kommer mange mennesker. Der er gudstjenester, hvor der kommer op til 2000 besøgende, og mange er fremmede, som slet ikke er medlemmer i denne kirke. - Hvad med dig selv, Anthony? Er du medlem af denne kirke eller nogen anden? - Nej det er jeg ikke, men jeg kan godt have en vis sympati for folk, der tager deres kristendom alvorligt, og så 103

har jeg stor respekt for præsten her. Han er en rigtig guttermand. - Hej Anthony, min ven, rungede det pludseligt tværs over hallen. Det var præsten Daniel, en høj lettere gråsprængt herre med intense blå øjne og et charmerende smil. De hilste varmt på hinanden, og Johs blev budt ekstra varmt velkommen. - Har han nu fortalt lidt om, hvad vi laver her, Djås, spurgte Daniel. - Ja, jeg fik lige en briefing på fem minutter, svarede Johs. - Det var jo ikke meget, sagde Daniel. - Men det kan være vi skal tage det en anden dag. Så gik de hen til en elevator og kørte op på en anden etage, hvor kirken havde sit kontorområde. Heroppe herskede livlig aktivitet. Flere kirkelige medarbejdere sad med deres computere. Nogle stod og pakkede blade til forsendelse, og andre kopierede program for den næste gudstjeneste. En gruppe på tre unge sad og hyggede sig med planlægningen af den næste ungdomsgudstjeneste. Inde på Daniels kontor, der ikke var for stort, var der smagfuldt møbleret, og man kunne se, at møblerne var arrangeret til samtaler i de behagelige lænestole. - Sid ned, sagde Daniel og pegede hen mod et par af lænestolene. - Anthony har jo briefet mig lidt omkring, hvorfor du er kommet, Djås, startede Daniel. - Men du ved, at det er ikke meget, jeg kan sige, da jeg har tavshedspligt i min tjeneste som præst. Men jeg kan sige så meget, at jeg havde en ulykkelig mand her, der åbnede sit hjerte for mig, og vi bad sammen. Han fortalte mig en drabelig historie, som bl.a. foregik på en dansk ø, og hvor han havde været stærkt involveret. Nu havde han fået kvaler over dette og en hel del andet, som jeg har lovet at hjælpe ham med at udrede. Jeg går ikke til nogen myndigheder. Det er den fortvivlede mand, jeg skal hjælpe. Men han havde været med i en større organisation, der blev styret fra USA. Det var en ekstremt hemmelig organisation, som også styrede 104

sine medarbejdere hårdt, og min mand her var faldet i unåde og frygtede simpelt hen for sit liv. Nu dukker han op i kirken her næsten hver søndag, og mere tror jeg ikke, jeg vil sige. Men han slyngede et navn ud, som jeg tænker, jeg godt kan fortælle dig uden at bryde nogen form for fortrolighed, sagde Daniel og kiggede Johs dybt ind i øjnene. - NNO, sagde han bare og så sluttede samtalen, og Johs og Anthony takkede for, at de måtte bruge præstens tid. - NNO, Hvad mente han i grunden med det, sagde Anthony, da de igen sad i bilen. - Jeg tror, det er navnet på organisationen, og måske hænger denne mand og organisationen sammen, og de har måske været i Danmark, svarede Johs. - Jeg tror, jeg ringer hjem og siger, jeg bliver og tager til gudstjeneste på søndag. Er det ok med dig, Anthony? - Du ved, at du er altid velkommen, Johs, og jeg kan nok finde et kontor, du kan låne, så længe du er her. - Tak, Anthony, svarede Johs. De kørte tilbage til deres udgangspunkt og sagde godnat. Johs gik til sit hotelværelse, og Anthony kørte hjem. Johs ringede til Lilly, som syntes, det var helt ok, at han blev. Næste dag ville han ringe til de tre andre og sætte dem ind i situationen. Det havde været en af de gode dage, og nu var Johs godt træt, så han gik tidligt i seng.

105

KAPITEL 21

BILJAGT I MANCHESTER I fuld speed - Hej Svend, det er Johs, der ringer fra England, sagde Johs, da Svend kom i telefonen den næste dags formiddag. Herovre er det gået godt. Jeg havde en samtale med en mand, der kunne nævne navnet på en den organisation, der hedder NNO, som jeg lige nu tror er organisationen bag attentatet på Folkemødet. - Godt gået, Johs, svarede Svend glad i den anden ende. - Hvad kan du bruge det til? - Jeg vil gøre, som jeg sagde ved vores seneste samtale, Svend, sagde Johs lidt pikeret. - Jeg vil finde ud af, hvem der står bag attentatet på Folkemødet, og så vil jeg gå til den bitre ende, og til slut vil jeg overdrage alle informationer til politiet. Det er jo, trods alt, deres opgave, og det er dem, der burde være her, hvor jeg er nu - Jeg er nødt til at blive her og gå med i en kirke på søndag, for der er en chance for, at den person, der har været involveret, kommer dér, og det vil jeg ikke gå glip af. svarede Johs. - Hvad med Lilly, spurgte Svend. - For hende er det helt i orden, svarede Johs. Han lagde på og ringede derefter til Didde og Casper, som han fortalte den samme historie. - Nu må du se at komme hjem med noget med kød på, sagde Casper. - Vi skal vel have en ordentlig drama reportage her på øen. Du lader være at sige noget om det til Tidende nu. Jeg vil gerne have første prioritet på den historie i medierne, sluttede han med en lille latter. - Lad nu vær’ med at lave en af dine spidsfindige historier på forhånd. Vi skal have noget med nogle ordentlige facts, inden vi kaster det hele ud til offentligheden, sagde Johs. - Og husk, jeg vil være med i planlægningen. - Det bestemmer min flinke redaktionschef, sluttede Casper syrligt. Didde, som var den nyeste i gruppen, var faktisk fyr og flamme med et samme. 106

– Vi burde skrive en bog om alt dette, sagde hun så alle ved, hvordan det lykkedes at få fat i bagmændene. Det kunne blive en bestseller. Johs satte sig ind på et ledigt kontor på tv-stationen og tjekkede sine mails og andet relevant. Der var faktisk en mail fra Bodil og Niels. - Har du fanget nogen forbrydere fornylig? ;-) kh BodilDet undlod han at svare på men ville hellere rapportere, når de sås næste gang. Det var lidt af det sædvanlige drilleri mellem gode venner. Søndag morgen stod Johs tidligt op og gjorde sig klar. Anthony havde været så flink at love, at han ville hente ham, så de sammen kunne køre ud til den store kirke. De var nødt til at køre i god tid for at nå gudstjenesten, der begyndte kl. 10.30. Der var trængsel, da de kom frem til kirken i Oldham. Masser af biler der kørte rundt for at finde et sted at parkere. Kirken ejede en stor mark i et område tæt på, som om søndagen var parkeringsplads. Nogle flinke unge mennesker, iført gule vindjakker, dirigerede trafikken, og endelig lykkedes det Anthony at finde et sted at stille bilen, og de gik med hurtige skridt hen mod indgangen. Og her inde i hallen, som Johs fandt stor, sidst han var her, var der mange mennesker, og den føltes næsten for lille, når de mange personer trængtes der. Der var et cafeteria-område, hvor alt var optaget nu inden kirketid. Flere sympatiske unge mennesker gik også her rundt og snakkede med folk og pegede mod forskellige indgange til den store mødesal. Disse var ikke iførte vindjakker, men gule t-shirts, hvor der stod - Elim Churchhen over brystet. Anthony og Johs måtte gå langt frem i salen for at finde to pladser, så de kunne sidde sammen. De fleste mennesker fyldte først op på de bagerste pladser. - Det er næsten som hjemme, tænkte Johs. Men man kunne på ingen måde sammenligne. Her var mindst et par tusinde mennesker og hjemme vel omkring 30 personer, når de var mange til deres gudstjenester i kirken. 107

Der var ikke ligefrem stilhed før stormen her. Folk hilste på hinanden, nogle snakkede og andre vandrede tværs over kirkerummet for at sige hej til nogen, de lige havde fået øje på. Nu rejste et stort kirkekor sig fra deres pladser på platformen og begyndte at synge, og folk i kirkesalen sang med og klappede til flere af numrene. Nogle enkelte af sangene kendte Johs hjemmefra, selv om det naturligvis var på engelsk her. Så kom præsten, Daniel Lipmann frem, klædt i et nydeligt nålestribet jakkesæt uden slips, og begyndte at tale. - Hvem har vi her i dag, som er i denne kirke for første gang, spurgte han. Omkring 30-40 mennesker rakte hånden i vejret, heriblandt Johs. - Varmt velkommen til Elim Church, fortsatte han. - Vi har en speciel gæst fra Danmark her. Kan du ikke lige rejse dig op, Djås, så alle kan se, hvem du er og få en chance for at hilse på dig bagefter. Jeg mødte først Djås for et par dage siden, og vi havde en god samtale. Faktisk kommer Djås fra en lille klippeholdig ø midt ude i Østersøen, som hedder Bornholm og ofte kaldet Solskinsøen, fordi der er flest solskinstimer på den ø i Danmark, sagde Daniel og fortsatte. - Dette var ikke en reklameinformation for Bornholm, men for at byde min gode ven velkommen! Det sluttede med en varm applaus. Johs satte sig, lidt mere rød i kinderne. - Dette indslag tror jeg, at Daniel gjorde med fuldt overlæg, fordi han ville prøve at lokke nogen til at opsøge dig efter gudstjenesten, hviskede Anthony til Johs. Og så blev der sunget en hel del mere, og til slut kom Daniel frem igen og, som den oratoriske begavelse han var, talte han over en aktuel bibeltekst, der fik en hel del mennesker til at reagere og søge samtale efter gudstjenesten. Johs og Anthony begyndte langsomt at gå mod udgangen og Johs spejdede til alle sider. Pludselig mærkede han en, der prikkede ham i ryggen. - Undskyld, sir. Jeg så og hørte, at De var fra Bornholm 108

i Danmark. Har De tid til en lille snak under fire øjne, spurgte han. Naturligvis, svarede Johs. Anthony, kan vi mødes ude ved cafeteriet bagefter, sagde han så henvendt til Anthony, der blinkede til ham og sagde: - Selvfølgelig, vi har masser af tid. Og så forsvandt han, og Johs satte sig på en af kirkebænkene sammen med den fremmede mand. Manden rømmede sig og så sig en smule forsigtigt om til alle sider. - Mit navn er Tom Schmidt og jeg er først fornylig begyndt at komme i denne kirke. Jeg har faktisk været på Bornholm, og det er kun nogle få uger siden. Et eller andet skete, og jeg trænger til at få det ud af mit system, fortsatte Tom. Jeg går ud fra, at du enten har tavshedspligt eller kan holde på en hemmelighed? - Naturligvis, svarede Johs. - Du kan være helt tryg. Og samtidig mærkede han, hvordan adrenalinen føjtede rundt i hans krop. Tak, sagde Tom og spejdede igen til alle sider ud i salen, der nu næsten var tømt for folk bortset fra nogle, der gik og ryddede op nede bagved. Der stod også en mand i mørkt tøj, og længere fremme til venstre stod nogle få, og ventede på at komme til at tale med præsten. Tom fortsatte: - Alt dette er nyt for mig, og kun for få dage siden mødte jeg Daniel, tilsyneladende tilfældigt. Han kunne nok se, at jeg ikke var helt oppe på mærkerne, og han begyndte at snakke med mig. Han er en meget venlig herre, og han lovede at bede en bøn for mig. Det gjorde han, og jeg kunne mærke, at der skete et eller andet mærkeligt inde i mig, og jeg blev så beroliget, at jeg næsten ikke kunne tro, at det var sandt. - Hvad er din historie? Er det noget, du vil fortælle mig, spurgte Johs. - Det vil jeg gerne, men jeg må bede dig om at holde det hemmeligt, for ellers risikerer jeg at miste livet. - Det lyder meget dramatisk, sagde Johs. - Det er det også, svarede Tom bedrøvet. - Men nu vil 109

jeg fortælle dig så meget, som jeg kan. Han så sig igen omkring i kirken og dvælede ved manden nede bag ved, der stadig stod og snakkede med nogle vagter. - Jeg har været eller er med i en international bande, som havde til opgave at sabotere det, der hedder Folkemødet. Vi var flere personer involveret med hver sin opgave, og jeg havde altså også min opgave i det hele. Var du med til Folkemødet, spurgte han. - Ja, svarede Johs. - Alle dage og alle timer som medarbejder i et telt. - Ok, svarede Tom og smilte. - Jeg var dér, men måske mest bag kulisserne, og jeg føler mig ikke som et af Guds bedste børn. Undskyld udtrykket. Da hele vores attentat blev forpurret på en eller anden måde, stak jeg af og landede i København sammen med en anden medarbejder. Vi gjorde alt for at undgå politiet, og det gik da meget godt, selv om vi blev eftersøgt. Et held for os var, at ingen vidste, hvem vi var. Jeg stak til Tyskland til en kollegas begravelse, og da jeg kom tilbage igen til København, forsøgte min chef at få fat i mig. At chefen selv tager affære er ikke så godt, så jeg tror, at jeg vil komme ind under en berygtet foreteelse i organisationen, og det betyder, at der er en belønning for at få mig af vejen. Så jeg rejste hjem hertil, så hurtigt jeg kunne. Tom skævede atter rundt i kirkelokalet og så nervøst på den slanke mand i mørkt tøj, der nu sad nede på den bagerste plads i kirken. - Nu tror jeg, at jeg skal gå, og det kan vist ikke være for hurtigt, sagde Tom og begge herrerne smuttede ud af den nærmeste sidedør. Da de kom ud i hallen, så Tom, at manden med det mørke tøj også kom ud i hallen og kiggede hen mod dem. Johs lagde ikke mærke til noget. Heldigvis kom Daniel med raske skridt over mod dem i hallen og sagde højt til Tom: - Hej min ven, godt at se dig her i dag. - Tak i lige måde, svarede Tom. - Men jeg tror, jeg har et problem og - ja, kan du hjælpe mig ud i al anonymitet. 110

Han kiggede med et betænkeligt udtryk på Daniel. - Ja, naturligvis, sagde han dæmpet og højt råbte han: - Min ven, kom med ind på mit kontor. De gik ned med hurtige skridt af de bagvedliggende gange til præstekontoret. - Jeg tror, jeg ved, hvad det handler om, sagde Daniel alvorligt. - Jeg lagde godt mærke til manden på bagerst i kirken. Jeg har aldrig set ham her før. Det var derfor, jeg undlod at nævne nogle af jeres navne, når jeg hilste på jer. Nu skal vi bare se at få dig, Tom, ud i al hemmelighed. Er I to færdige med jeres snak? - Vent et øjeblik, sagde Johs hurtigt. Tom, kan vi mødes og snakke i morgen for eksempel? - Ja, svarede Tom. - Kan jeg låne en kuglepen og et stykke papir. - Her er det, svarede Daniel. Tom kradsede sit mobilnummer ned på papiret og sagde: - Du kan sende mig en SMS, men lad være at ringe til mig. Så prøver vi at skabe yderligere kontakt på den måde. Johs trak sit visitkort frem og gav det til Tom.

Begge mændene tog varmt afsked, og Daniel og Tom smuttede ud af en bagvej, som Daniel ellers kun brugte, når han var i kirken på andre tidspunkter, end når der var gudstjenester. Den eneste, de mødte, var en af kirketjenerne, der gik rundt og slukkede lys og så efter, om alt var i orden. 111

Johs gik ud ad døren, de var kommet ind ad og gik lige så roligt ned til hallen. Han så ikke nogen, men var nået at blive foruroliget over det, Daniel havde sagt oppe på kontoret og af Toms nervøsitet. Hallen var nu næsten lige så tom som forleden, enkelte cafeteria gæster var ved at gøre sig klar til at gå Han kom ud af kirken og ovre fra højre side kom Anthony kørende i sin bil. Johs smuttede ind og satte sig i venstre side, og de begyndte at køre. Når de var kommet et stykke ud af vejen direkte mod Manchester, sagde Anthony. - Det er jo bare ved middagstid, og solen skinner og alt er idyl, men jeg tror, der er nogen, der kører efter os for at ødelægge denne idyl, og jeg tror ikke, jeg har paranoia. Johs vendte sig og så langt bagude en rød MG, der holdt den samme fart, som de selv holdt. Det var der vel i og for sig intet mærkværdigt ved, men Anthony så faktisk betænkelig ud, så Johs sagde: - Kan vi så ikke bare køre fra ham, for at se, om han følger efter. - Ok, svarede Anthony. - Og man skulle ikke tro, at dette var en seriøs chef på en større tv-station. Han trådte på speederen, og vognen nærmest fløj hen ad vejen. Johs holdt sig fast i håndtaget oppe på siden og kiggede sig omkring for at se, om politiet ville komme farende. Lidt fremme var der et vejkryds og pludselig svingede Anthony til højre uden at blinke. Hjulene hvinede og bilen fór videre i fuld fart. Nu begyndte også Johs, at synes det var lidt spændende. Han vendte sig om, og så nu den røde MG komme fræsende om hjørnet i samme fart, som de selv holdt. - Han indhenter os, råbte Johs. - Nåeh, så kender han ikke Anthony Angus, lo Anthony og svingede igen til højre og straks derefter til venstre og fuld fart frem. Så til venstre og derefter til højre og så trillede han ind på en lille sidevej og skjulte sig bag en 112

stor varevogn, der holdt ved kantstenen. De sad spændt og ventede, og et øjeblik efter fræsede den røde bil videre ud af den vej, de netop var kommet fra. - Nu venter vi bare her stille og roligt, og så kan vi senere tage en anden vej til Bolton, sagde Anthony. Mens de ventede, talte de om, hvad alt dette skulle betyde, og Johs var overbevist om, at det havde noget med hans samtale med Tom at gøre, og var klar over, at Tom Schmidt slet ikke havde overdrevet sin frygt. - Nu er du da involveret i et eller andet stort, Johs, sagde Anthony. - Lad os prøve at undgå ballade. Jeg vil ikke have tv-stationen indblandet på nogen måde. Det var de enige om, og Anthony startede bilen, og de kørte stille og roligt ud af nogle småveje, så det tog lidt tid at komme tilbage til udgangspunktet. Han kørte Johs direkte til hotellet, og ville undgå tv-stationen. Han havde de samme tanker om sit hjem, og så sig faktisk godt for, før han gik ind i sit hus; det samme gjorde Johs, inden han gik ind på hotellet. Johs tænkte på, om alt dette nu var det hele værd og var endvidere overbevist om, at forbryderne bare ville skræmme dem, selv om dødstruslen over Tom sikkert var reel nok.

113

KAPITEL 22

REORGANISATION NNO’s hovedkvarter i Philadelphia Lewis Nelson travede utålmodigt frem og tilbage i sit kontor i Philadelphia. Der var gået noget grueligt galt i hans organisation, og han måtte se at få både respekten og overblikket tilbage. Fiaskoen i Danmark både ærgrede og irriterede ham, og han ærgrede sig også over, at han havde taget så meget fejl af Katie Brown, der havde brudt ind i den centrale computer for at få informationer. Dette var utilgiveligt, men trods alt ikke værre. Han havde forsøgt at uddanne Katie på en speciel måde til et fremtidigt job - og så kom dette. De fleste af hans mange medarbejdere troede, at hun var død, for de havde ikke set hende, siden hun vendte hjem fra Europa. Nelson havde besluttet, at han ville have hele organisationen reorganiseret, og til dette skulle han bruge Katie. Han havde ingen anden, der på samme måde kunne gå ind i en høj position i organisationen. Så skulle han ud på markedet og bruge en masse tid på at finde én, der kunne arbejde i et sådant job. I morgen ville han have en alvorlig snak med Katie på den farm, hun var blevet anbragt på - under bevogtning. 317 havde lige ringet fra Manchester og fortalt, at han havde fundet frem til 48 i en kirke i en forstad til Manchester. 48 forsvandt sporløst fra kirken, men havde efter gudstjenesten siddet og snakket med en mand inde i kirken, og 317 havde så fulgt efter den mand og hans ven i sin bil. Mændene havde tydeligvis fundet ud af, at de var forfulgt og rystet ham af. Det gjorde ikke alverden, for det var 48, han ville have fat i. 317 ville fortsætte med at lede efter 48, men ville også gerne vide, hvad det var for mænd, 48 havde talt med. Han havde ingen spor at gå efter, men ville forsøge at finde ud af det, med det han havde været med til og de fotos han havde taget. 114

Nelson sagde blot kort og godt: - Du har bolden. Sørg for at spille den ordentligt! Johs havde svært ved at ryste den ubehagelige følelse af sig, og gang på gang gik han hen til vinduerne i hotellet og kiggede ud. Han kunne selvfølgelig ikke se noget, men alligevel kunne han ikke lade være. Hvem var manden i den røde MG? Det kunne han godt lide at vide. Og hvorfor bekymre sig. Han havde ikke set den røde bil på disse kanter, og manden kunne vel næppe vide, at han var der. Det slog han sig til tåls med, og så gik han en tur ned i baren og bestilte en gin og tonic. Med drinken foran sig, satte han sig ved et af bordene i baren og filosoferede. Hvad havde han nu af kendsgerninger? Han var mirakuløst løbet på Tom, ved Anthonys og Daniels medvirken. Helt uden at han havde turde håbe på det, var Tom kommet hen til ham og ikke omvendt. De havde snakket, uden at han havde fået særligt meget at vide. Han forstod bedre nu, efter eftermiddagens hændelse, Toms nervøsitet. Hvad kunne han nu bruge sin viden til, og hvordan kom han selv videre. Der var det med organisationen, NNO, blev der nævnt. Den måtte han tjekke op på, for at få puslespillet til at gå op. Han savnede Lilly og ringede hjem. Hun var hjemme her søndag eftermiddag, og de fortalte hinanden, hvad de havde oplevet. Da Johs fortalte om biljagten, kunne han høre et lille gisp i røret. - Nu må du altså passe på, Johs. Jeg vil gerne have dig hjem i ét stykke. Behøver du virkelig at blande dig i alt dette? - Har man sagt A, må man også sige B, svarede Johs. - Jeg er fuldstændig uenig, svarede Lilly i telefonen hjemme fra Allinge. - Nej, søde. Nu må du ikke blive sur. Jeg rejser hjem i overmorgen, og så snakker vi stille og roligt om det, sagde Johs. - Jamen så siger vi det, svarede Lilly, men Johs kunne høre, at hun ikke var helt tilfreds. De sluttede samtalen - måske lidt for hurtigt. 115

Dagen gik. Johs havde ikke haft lyst til at forlade hotellet, og Anthony var hjemme hos familien. Han sendte en mail til sin gruppe hjemme i Allinge med fakta om hvordan situationen var lige nu. Med ét følte Johs sig som det ensommeste menneske i verden, og han havde ikke overskud til at læse. Computeren eller iPad’en, som altid var med ham, sagde ham heller ingenting, så han gik tidligt i seng, bare for at ligge og glo ud i det mørke rum. Klokken tre om natten havde han endnu ikke sovet, men rodede rundt på madrassen, gik ud og tissede, drak vand og lagde sig igen. Dette havde han ikke prøvet før, og faktisk havde han lidt angstfornemmelser og han følte hvordan hjertet hamrede. Det var enormt ubehageligt. Han egnede sig vist ikke til denne slags job. Nu var det to nætter, han havde sovet dårligt. - Det her rager jo egentlig ikke mig, tænkte han i mørket. Hvorfor skal jeg have det dårligt, når jeg egentlig er helt uden for begivenhederne, selv om jeg selv har opsøgt det. Han lå i sin seng og blev fuldstændig klar og ærlig overfor sig selv. Hen ad fire-tiden faldt han endelig i søvn og sov til kl. 7.30, hvor han igen var lysvågen, men nu med en ny energi til at fortsætte det, han var begyndt på. Efter den mærkelige nat var han lidt mat i sokkerne, men han håbede, han kunne komme i kontakt med Tom i løbet af dagen. Efter morgenmaden ringede han til Anthony for at spørge, hvordan han havde det. Det mærkelige var, at det var Anthonys kone, der tog hans mobiltelefon. - Han har ladet telefonen blive herinde men render rundt ude i haven, sagde hun. Han har her til morgen set en rød MG køre rundt i kvarteret, og det gjorde ham vist nervøs eller vred. Jeg be’r ham om at ringe, når jeg ser ham, afsluttede hun. - Ups, tænkte Johs. Den røde bil kører rundt, ude hvor Anthony bor. Det må være, fordi han har genkendt bilen, han fulgte efter i går. Møg, udbrød han indvendigt. Johs kunne ikke rigtig gøre noget. Han havde ald116

rig været hjemme hos Anthony, og det var Anthony, der altid kørte for ham. Men han kunne sikkert finde ud af adressen, det ville bare betyde et par telefonopringninger. Men han blev enig med sig selv om, at det ville være for dumt. I stedet sendte han en SMS til Tom: - I’m ready to talk. What about you? Johs. (Jeg er klar til at snakke. Hvad med dig? Johs) Fem minutter efter ringede telefonen. Det var Tom, der havde modtaget Johs’ SMS og sagde kortfattet, mens hans nervøsitet tydeligt skinnede igennem. - Jeg vil ikke, at vi mødes på hverken hotel, restaurant eller offentlig sted. Jeg har en bekendt, der har et lokale downtown, og der er adgang direkte, uden at man skal igennem en reception eller lignende. Tag en taxi, og så mødes vi om en time. Han gav Johs adressen og Johs bestilte en taxi gennem receptionen og begav sig på vej, faktisk med hjertet helt oppe i halsen, så han dårligt kunne nyde turen gennem den charmerende by. Johs kom frem til destinationen. Der var ikke mange mennesker på gaden her mandag formiddag og heller ingen røde biler. Han gik hen og tog fat i døren. Den var åben, og han gik ind og kom ind i et lidt lurvet kontorlokale. Der var ingen mennesker inden for. Johs stod lidt og ventede i stilhed og så rømmede han sig i håb om, at nogen ville høre ham. En dør blev stille lukket op bag ham, og da han vendte sig om, så han Tom stå i døren og vinke ham hen til sig. - Godt at se dig, og tak fordi du vil tale med mig, sagde Tom med lav stemmeføring. Johs kunne både se og mærke, at Tom var på en faglig hjemmebane. Han var åbenbart vant til hemmelige møder som den top-uddannede terrorist/konsulent, eller hvad man nu skulle kalde ham, han var. Efter at Tom havde foretaget et par ekstra check i de nærliggende lokaler, kom han tilbage og låste døren og smilede undskyldende til Johs. - Jeg ved godt at jeg er lidt paranoid, indledte han. - - Men jeg har i flere år været ansat i en organisation under benhård ledelse, men med spændende opgaver. Noget af det, vi har lavet, har været kriminelt, som det vi 117

gjorde hjemme i din by, men de fleste opgaver var af en helt anden karakter og var ganske relevante og også til stor nytte for vores klienter. - Må jeg lige spørge, hvad organisationen hedder, spurgte Johs. - Jeg kan godt sige det, men det vil hverken hjælpe dig eller andre, fordi det er en meget hemmelig organisation. På et eller andet tidspunkt finder de mig og jeg risikerer at blive bortført til en af organisationens adresser, og så vil jeg meget gerne kunne sige, at jeg intet har røbet, for det vil jeg ikke, Johs. Men, well, organisationen hedder NNO, og du kan ikke finde den nogen steder, sagde Tom overbevisende. - Tak fordi du sagde det, svarede Johs. - Har du nogen idé om, hvem der var opgavestiller til jeres organisation? - Her kommer hemmeligheden helt til sin ret. Ingen i organisationen har noget kendskab til, hvem der er en opgavestiller. De ved ikke en gang, hvad deres kolleger hedder. Alle får et nummer, og det er ikke tilladt at bruge sit navn. Derfor vil du også opleve, at myndighederne i Danmark må opgive at forfølge mine kolleger, som sidder i fængslet. For de ved simpelt hen ingenting. Ligesom jeg heller ikke kan bidrage med nogen ting. Det er faktisk, alt jeg kan sige om mit arbejde. Det vigtigste for mig nu er, hvad jeg har oplevet, efter jeg har mødt Daniel. Jeg har betroet ham noget privat, fordi han er en meget sympatisk præst, og fordi han har hjulpet mig til at få kontakt til den åndelige virkelighed, jeg ikke har mødt, siden jeg gik i søndagsskole. Jeg er faktisk også villig til at overgive mig frivilligt til myndighederne for at tage min straf, men jeg kan ikke fortælle noget, der kan hjælpe myndighederne. Her tror jeg, at min organisation har lavet nogle virkelig professionelle regler. Så, Johs, selv om jeg gerne vil, kan jeg ikke fortælle dig noget. Det, jeg er mest bange for lige nu, er at blive fanget af NNO, sagde Tom Schmidt med en frustreret undertone. Samtalen gav overhovedet ingen løsning for Johs, der i virkeligheden havde håbet på, at han kunne få nogle 118

navne fra Tom, men nu måtte erkende, at det var umuligt. Johs sagde farvel og ville gå ud og praje en taxi på gaden. Tom ville gå en anden vej ud. De gik ud til den låste hoveddør, hvor Tom tog afsked med Johs og låste døren efter ham. Da han var kommet ud på gaden fik han øje på manden i det mørke tøj fra i søndags. Han stod og forsøgte at gemme sig ved en indgangsdør på den anden side. Johs lod, som om han ikke havde opdaget den anden, og så sig om efter en taxi. Snart kom der en, og han satte sig ind og fortalte adressen til sit hotel. Inde i bilen tog han telefonen frem og sendte en SMS til Tom. - Be carefull when you walk away. Someone is waiting for you.- (Vær forsigtig når du går. Der er nogen der venter på dig) En kort SMS kom øjeblikkelig tilbage. - thx. T.(Tak. T.) Tom, som mindst var lige så professionel som ham ude på gaden, der ville have fat i ham, vidste udmærket, hvordan han slap ud af den situation, han nu var bragt i. Enhver ræv har flere udgange, og Tom sørgede altid for, at han havde flere muligheder for at komme væk, hvis det skulle knibe. Det benyttede han sig af nu, og han forsvandt fra stedet uden, at den anden opdagede, at Tom nu var væk. Et stykke tid efter trak 317 sig lige så stille hen til sin røde bil og kørte væk, stadig overbevist om, at det nok skulle lykkes for ham at få fat i 48 på et eller andet tidspunkt. Han havde efterhånden mange notater om 48, men var lidt ærgerlig over, at han ikke kendte de mænd, som Tom havde snakket med. Jo altså, han havde selvfølgelig observeret, hvor ham tv-chefen boede. Det kunne han via nummerpladen på bilen, og det var med vilje, at han lod sig opdage, fordi det altid kunne skabe en vis utryghed. En af de gode regler, når man var operationel i NNO. Samtidig troede han ikke, at tv-chefen var et problem, men måske kunne den anden være en, organisationen 119

burde interessere sig for. Det var det rene barnemad at finde ud af data om Johs, og det førte også til, at 317 vidste, hvilket hotel Johs E. Pistates boede på. Dette havde 317 allerede rapporteret hjem til hoved kvarteret. Tom Schmidt havde fået nye venner, og nu følte han sig ikke så ensom mere, men han gik stadig rundt med en dødstrussel over sit hoved. Lige siden han mødte og fik snakket med Daniel, var det som om hans liv blev meget anderledes. Han var godt klar over, at det ikke var Daniels skyld men snarere den bøn, Daniel havde bedt til Gud og den efterfølgende følelse hos Tom selv. Tom havde nu lært Daniel at kende som et ualmindeligt varmt og medfølende menneske, og han mødte ham ret ofte i disse dage. Daniel kunne faktisk også finde på at ringe til ham på forskellige tidspunkter, og det gjorde Tom tryg. Og så havde han også mødt den rare mand fra Bornholm, som han selv havde opsøgt - ham med det mærkelige navn. Han følte sig på en underlig måde tilknyttet den mand, der boede i Allinge, stedet for hans seneste job. Han tog Johs’ visitkort frem og sad og kiggede på det længe. Telefonen ringede hos Johs på hotellet. Det var Casper, der ville følge op på sagen. - Det har været spændende, sagde Johs. - Der er gået hul på bylden, og jeg har haft en god snak med en af terroristerne fra Allinge - en morderlig flink fyr. - Hvad, mener du det, spurgte Casper. - Jeg synes der lød andre toner, inden du rejste hjemmefra. -Enig, svarede Johs. - Men vi skal have fat i en organisation, der hedder NNO. Jeg har søgt overalt på nettet, men kan ikke finde noget som helst om dem. Jeg kunne godt tænke mig at få en stilfærdig snak med en eller anden chef. Jeg skal bare finde ud af, hvem de er, og hvor de bor, og hvad de ellers beskæftiger sig med. Kan du, med dine kontakter, finde NNO? - Giv mig lige et par dage, ynte, svarede Casper. Så afsluttede de samtalen. 120

Johs ringede til Lilly og sagde, at han ville komme hjem hurtigst muligt. Det var en træt Johs, der landede i Bornholms Lufthavn mandag aften med det sidste fly fra København, og Lilly holdt der for at samle ham op. De snakkede i bilen fra lufthavnen til Allinge. Johs forsøgte at undgå at komme ind på deres konfliktemne fra forleden og fortalte om, hvordan der havde været i Manchester og om samtalen med Tom Schmidt og alle de andre ting, han havde været ude for. - Er du så holdt op med at lege røvere og soldater, spurgte Lilly spidst. - Hold nu op Lilly. Det skete jo bare - og jeg er ikke kommet ud for noget ubehageligt i øvrigt. - Nej, og det er jeg selvfølgelig glad for, svarede Lilly. - Men mon du aner, hvordan det er at være den, der er alene hjemme, mens du er i begivenhedernes centrum. Når du talte om en biljagt, blev jeg faktisk bange, sagde Lilly og fik tårer i øjnene. - Men nu er jeg her, skat. Jeg håber heller ikke, jeg skal komme ud for det igen, svarede Johs. - Og jeg var faktisk ved at opgive hele projektet og rejse hjem. Men efter at have sovet på det, var jeg klar over, at jeg måtte fuldføre opgaven. Derfor bliver jeg nødt til at tage et par rejser mere til et eller andet sted. - Ved du nu ikke engang hvor du skal hen, sukkede Lilly. - Men lad os nu komme hjem og sove. Det var meget sjældent, at Lilly og Johs var uenige. De lagde sig med ryggen til hinanden og det så ud til, at en lille kurre var dannet på tråden. Det var de opmærksomme på begge to.. Næste dag, tirsdag, gik Johs ned til havnen og mødtes med Svend og opdaterede ham om begivenhedernes forløb. De andre to ville han snakke med senere. - Helt konkret, hvad vil du gøre nu, spurgte Svend - Jeg vil gerne i kontakt med den organisation, der hedder NNO, og så bare tage den derfra, svarede Johs. 121

- Men lige nu er jeg i vildrede om jeg burde tage ind til Winther og fortælle hvad jeg har opdaget eller også køre lidt videre i projektet. Men jeg har svært ved at planlægge næste træk. - En anden ting, sagde Svend. Hvem finansierer dine rejser og alt det, der følger med, for det er vel ikke dig selv? - Denne gang var det ikke noget problem, da jeg alligevel skulle til møde i GNCI, og det var i Manchester. Firmaet betaler mine rejser. Alt lagde sig strålende tilrette, meget bedre end jeg turde håbe på. De ekstra dage har jeg betalt af egen lomme. Men hvis jeg skal rejse igen i eller uden for Europa, er jeg nødt til at få noget finansieret, svarede Johs. - Jeg ved ikke lige af hvem, for det, jeg gør nu, er jo uofficielt. Når så det hele er klart, og jeg afleverer min rapport til politiet og Folkemødet, kan det være, der kan komme en støtte et eller andet sted fra. - Nu lyder du naiv, sagde Svend. - Du kan ikke regne med forventet efterbevilling, men må have det helt klart med andre, inden du går videre. Hvor meget skal du bruge? - Det ved jeg ikke, svarede Johs. - Det kommer an på, hvor jeg skal hen, og hvad der sker. Et slag på tasken kan være omkring 25.000-50.000 kr. Jeg prøver om jeg kan samle firkløveret, fortsatte Johs. Kan du komme hjem til mig senere? Så slentrede de hver til sit. Johs nød at være hjemme i Allinge igen og nød roen. Jazz-festivalen var i gang og der var små koncerter flere steder i byen, nogle gange samtidigt - og en god stemning. Der lå masser af lystbåde i havnen, så mange, at man kunne gå fra den ene side til den anden side af havnen ved at gå over på bådene. Nogle turister kom til Allinge år efter år for at være med til denne musik-begivenhed. Roderiet, de havde haft i byen med fjernvarme projektet op til Folkemødet, havde været lidt stressende, men de nåede da at få lagt rørene ned de mest centrale dele af byen og lukket huller og fyldt asfalt på lige før Folkemø122

det. Lige efter ferien vil de begynde at grave på lidt mere perifere steder i byen og snart ville alle, der ønskede det, få fjernvarme fra Hasle. Turisterne myldrede rundt i Allinge. Mange kravlede på klipperne, og der blev taget mange fotos med de medbragte smartphones. Borgerne nød deres haver i den behagelige danske sommer og Domen var godt besøgt, især her under musikugen. Didde var på arbejde ovre, så han briefede hende i telefonen Casper og Svend kom hjem til Lilly og Johs og spiste frokost sammen med dem. Johs fortalte i detaljer, hvordan hans dage havde været i Manchester, og Casper drejede uroligt på stolen. - Det her giver stof til en rigtig dokumentar her på Bornholm, og den kan nok forventes at ville komme over hele landet, ynte, sagde Casper med forventning i stemmen. - Ja, ja, sagde Johs og smilte af den andens forventning. - Vi skal lige have noget mere kød på benene i denne sag. - Jeg har gravet lidt i dette med NNO, sagde Casper, inden de skiltes - Det er godt nok hemmeligt. Jeg har stødt på flere organisationer, der hedder NNO, både amerikanske og hollandske og jeg har kigget på ord, der slutter med nno, men uden det resultat jeg ønsker, fortsatte Casper. Der var også noget der hed National Night Out Organiser, men det kan det bestemt ikke være. Han kiggede videre på sin telefon, hvor han havde alle sine notater. Eller hvad med NNO Nightcreme, grinede han. - Tom sagde faktisk, at man ikke ville kunne finde organisationen på nettet, så de må kalde sig noget andet. De er jo nødt til at kunne kontakte hinanden via nettet, sagde Johs med en vis ærgrelse i stemmen. - Hvem kender vi, der er eksperter på dette område? 123

- Ja, det er klart, at de kan hedde alt muligt andet, men det rigtige navn eller deres kaldenavn er nok NNO, ikkâ&#x20AC;&#x2122;, sagde Casper. - Jeg arbejder videre pĂĽ det Johs, det skal nok lĂ¸se sig, lovede han. - Tak for mad sagde Casper og Svend i kor.

124

KAPITEL 23

HOSPITALISERET Planlagt færdselsuheld Johs tog bilen og kørte en tur op mod Hammershus alene. Der var næsten ingen plads på parkeringspladsen, så han satte bilen lidt på skrå et sted og gik med raske skridt op på selve den gamle borg fra 1100-tallet. Johs kunne godt lide historie, og det havde altid fascineret ham at høre om Hammershus og især om begivenhederne den 8. december1658. Da boede svenske Johan Printzensköld på Hammershus som guvernør over Bornholm, under den svenske besættelse. Denne guvernør red til Rønne, blev lokket i baghold og skudt midt på Storegade, hvorefter en der hed Jens Koefod arrangerede, at man næste dag satte en bornholmer iført Printzenskölds tøj på hans hest og fik lokket svenskerne ud af Hammershus. Og så alle de dramatiske begivenheder bagefter, hvor øen blev overgivet til den danske konge. Bornholm kom ikke mere i spil i udveksling af landområder mellem Sverige og Danmark. Når han nu stod heroppe på den gamle borg, kunne han med sin gode fantasi nemt se for sig, hvordan det hele var gået til. Forfrisket gik han fløjtende ned til bilen for at ville køre hjem til Allinge via Sandvig. Han havde kun kørt et øjeblik og var nået til Sandvig, da han pludselig i øjenkrogen så en bil, der kom fræsende ud fra en sidevej direkte mod ham og ramte hans bil med et voldsomt brag. Alt blev sort! Onsdag. - Dramatisk biluheld i Sandvig i går - , stod der i Tidende. Og så skrev avisen om, at en Allingebo var involveret i et færdselsuheld i Sandvig og blev påkørt i fuld fart af en udenlandsk bil. Føreren stak af og man har ikke kunnet finde ham. Føreren af den danske bil blev 125

bevidstløs med ambulance bragt til sygehuset i Rønne, hvor man nu mener, at han var uden for livsfare. Er der nogen, der har set noget eller var til stede ved ulykken, kontakt venligst politiet på 114. Johs slog øjnene op og anede ikke, hvor han var. Det værkede i hele hans krop, og han havde gips på den ene arm, hvorfra det også værkede. Han kunne efterhånden regne ud, at han var på et hospital. Der var et par andre senge på stuen, men ikke patienter i nogen af dem. En sygeplejerske kom ind til ham med hurtige skridt.. - Nå, så er du vågnet, Johs. Hvordan har du det? - Hvad er der sket, spurgte Johs. - Du har været ude for en bilulykke i går, tirsdag, og der må have været en skytsengel med dig. Du har brækket den venstre arm, og så er du nærmest som om, du er gennembanket, sagde hun og rettede lidt på hans pude. - Og, ud over armen, ligger du til observation for hjernerystelse, så du er nødt til at tage den med ro. Hun gik ud og ringede til Lilly for at fortælle, at Johs var vågnet op. Johs var forvirret. Han kunne overhovedet ikke huske noget, og han vred sin hjerne for at komme tilbage til normale tilstande. Men hans hjerne brød sig ikke om tankevirksomheden, så han blev liggende og småblundede. Intet hjalp. Han fik bare hovedpine. Døren gik op, og ind listede Lilly med deres ældste søn Frederik. Frederik styrtede hen til sengen og slog armene om sin far. - Hvad har du gjort, far. Vi er alle vildt forskrækket. - Ja, hvad skete der, græd Lilly og slog ligeledes armene om sin mand. De dannede en hel familieklump, og nu kom sygeplejersken tilbage og bad dem om at være forsigtige. 126

- Han har brækket armen og har også en hjernerystelse, sagde hun. - Han er temmelig forslået, så vær forsigtige. Johs var stadig forvirret. Lilly græd, for hun havde frygtet det allerværste, og Frederik havde været tidligt oppe for at komme hurtigst muligt hjem fra Østjylland, men var nu egentlig lettet, da han endelig havde set sin far. - Jeg ved ingenting, sagde Johs. Bare at jeg var oppe på en dejlig tur på Hammershus, og jeg kan huske jeg gik hen til bilen og - så kan jeg faktisk ikke huske mere og det er smadder-irriterende. - Jamen Johsemand, slap af og lad vær’ med at tænke, sagde Lilly. - Jeg ved faktisk kun, hvad de har skrevet i Tidende og så et kort indslag i nyhederne i aftes på vores egen kanal. En flugtbilist kørte direkte ind i dig oppe i Sandvig. Han kørte i en bil med engelske nummerplader, så det må være let at finde, sagde Lilly. Johs blev endnu mere bleg, end han var i forvejen. - En engelsk bil, udbrød han og sagde så ikke mere højt, men nøjedes med at tænke. Er dette mon en advarsel fra NNO, tænkte han, så burde jeg jo være død. Dette kan minde om det, Svend var ude for under Folkemødet, som trods alt var mindre voldsomt. Han så forvirret på sine pårørende og en tåre piblede nu frem i øjenkrogen, og han følte en uendelig afmagt. - Det skal nok gå, far, afbød Frederik hans tanker. Jeg tror, vi kører hjem til mor, og så kommer vi igen i aften. Jeg tror, du trænger til hvile, far. Jeg skal forresten hilse fra Petrea, som ønsker dig alt godt. Og knægtene hilser også, fortsatte han. Og så listede de ud af døren. Sygeplejersken kom og rettede lidt på hans pude. - Er du sulten, spurgte hun. - Nej, jeg trænger ikke til noget, men måske et glas vand. - Det står her allerede, sagde sygeplejersken og så gik hun. 127

Johs faldt i en god søvn. Et stykke tid efter bankede det let på døren. - Kom ind, råbte han og en høj, myndig mand trådte ind ad døren samtidig med Svend. - Undskyld jeg trænger mig på, sagde manden. Mit navn er Winther, og jeg er kommissær hos politiet her på Bornholm. - God dag, svarede Johs, og vendte sig så mod Svend. - Hej Johs, sagde Svend, og god dag Winther. Så mødes vi igen. De to mænd hilste på hinanden og Johs sagde at han godt vidste hvem Winther var, Svend havde fortalt om sit møde med politiet. Winther sagde: - Kan jeg få en lille snak med Dem, Pistates? - Og Svend kan du vente et øjeblik? Sygeplejersken kom ind og sagde: - Vil De være så venlig, at ikke gøre dette besøg for langt. Hr. Pistates har en hjernerystelse. - Så sætter jeg mig udenfor i opholdsstuen og kommer ind senere. Svend blinkede til Johs, og så gik han. - Er De helt med på, hvad der skete i går, indledte Winther sine spørgsmål - Min familie har næsten lige været her, og de har fortalt det. Selv husker jeg overhovedet intet, men det må have været voldsomt, sagde Johs. - Det var det, svarede Winther, men det ser ud som om en højere magt har beskyttet Dem, for det kunne have været meget værre. Vores teori er, at modparten har ventet på Dem og havde god udsigt til trafikken fra Hammeshus. Når De så kom, speedede han op og kørte direkte ind i Dem. Og det har virkelig været med fare også for hans eget liv. - Ham, spurgte Johs. Var det en mand? - Vi har faktisk flere øjenvidner, som ringede til os og var meget frustrerede. Bilisten forsvandt i al forvirringen. Det eneste, vi ved, er, at det var en mand, og vi har intet signalement. En underlig ting er, at det var en bil 128

registreret i England og vi har fundet frem til, at bilen var en udlejningsbil fra en Hertz udlejning i Manchester. - What?, udbrød Johs. - Nu er mit spørgsmål til Dem, Pistates. Kender De nogen i Manchester, der kunne tænkes at ville have ram på Dem? - Ja, sagde Johs spagt. - Men det er en længere historie. Kan vi snakke om det, når jeg er udskrevet? - Vi er nødt til at snakke lidt nu, for vi efterforsker jo sagen. Jeg går lige ud til Svend og siger, at han kan komme igen senere på dagen, sagde Winther. Og så fortalte Johs til Winther om sin rejse til Manchester, sit møde med Tom Schmidt, biljagten, men gik ikke alt for meget i detaljer om alle de mærkelige begivenheder, han havde oplevet, inden han forleden rejste hjem til Allinge. Nu murrede en hovedpine bag panden på ham. Kommissær Winther var målløs. Endnu en borger der blandede sig i politiets arbejde. Han vidste ikke, hvad han skulle sige og ville ikke rette for store bebrejdelser mod den sårede mand i sengen. Det var jo faktisk også temmelig interessant, hvad der kom frem nu - bl. a. med den Pistates’ snak med den forsvundne terrorist. Efter afhøringen ville Winther lade det indgå i sagen, som han faktisk håbede, snart kunne lukkes. Han ville tage kontakt til politiet i Manchester om at få den engelske mand udleveret. Winther kunne forstå, at Pistates var gode venner med Svend, der også blandede sig i politiets arbejde. - Der må være en klub af folk, der leger privatdetektiver, tænkte han med irritation. Han kendte ikke firkløveret. Sygeplejersken kom ind. - Jeg beklager, men nu er besøgstiden forbi. Min patient kan ikke klare mere, sagde hun. - Når De bliver udskrevet, Pistates, skal vi have en alvorlig snak inde på Politigården. Er De med på det, afsluttede Winther og gik. 129

- Ja, svarede Johs og lagde sig ned. Dødtræt var han og tænkte på hvor forkert det var af ham at kaste sig ud i et detektivarbejde på den måde. Sagen havde taget en anden udvikling end han havde forestillet sig, lige fra at han helt uventet havde mødt Tom og til i dag hvor han lå som et offer på Bornholms hospital. Han følte alligevel en vis lettelse ved at have orienteret Winther. Det bankede igen på døren og ind kom Didde med en stor buket blomster. Hun havde talt med Lilly i telefonen. – Du har gjort os alle sammen forskrækket, Johs, sagde hun og kiggede på ham med store spørgende øjne. Og så fortalte Johs igen det han vidste. Mens Didde endnu var der, kom Casper, der havde hørt nyhederne ude i Aakirkeby. Han havde interviewet politiet om, hvad der var sket, og en af betjentene havde sagt, at han troede, at føreren af den udenlandske bil har været meget professionel og vidste nøjagtig, hvad han gjorde. Hvis han ville slå Johs ihjel, var det sket, men det her var planlagt, nærmest som om. han ville give en advarsel. - Hmmm, sagde Johs til Caper. - Hvordan kan man se det? - Det kan man, hvis man beskæftiger sig med den slags ting hver dag, ynte, svarede Casper. - Men lad os bare holde fast i teorien om, at nogen ville give dig en advarsel, ynte. Holder det? - Det gør det jo rent faktisk. Anthony og jeg blev forfulgt af en desperat mand i en rød MG, men vi rystede ham af os. Jeg kunne bestemt ikke lide det. Og, Casper, lov mig, at du ikke siger noget til Lilly om denne del. Hun er opskræmt nok i forvejen. - Du er godt klar over, at du nu er ude på tynd is, ik,’ sagde Casper - Jeg skal nok forbedre mig, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre fra politiet eller selv finde ud af, hvorfor NNO er indblandet i vores Folkemøde, og hvad den dybere bevæggrund er, så vi kan forhindre, at de gør 130

KAPITEL 24

GENOPRETTELSE Taget til nåde i Philadelphia Lewis Nelson sad på sit store kontor i Philadelphia denne mandag. Om en times tid, ville han køre ud til farmen og snakke med Katie. Han prøvede at line situationen op for sig selv. Han havde netop gennemgået rapporten fra 317, der var tilbage i Manchester. Han havde jo gjort det rimeligt godt, og den strategi, de havde lavet i NNO, virkede. Dramatisk behandling af folk, der gik på tværs af deres organisation, De fik en alvorlig advarsel, ligesom de havde gjort i Allinge under Folkemødet, hvor en emsig borger blevet slået ned med et professionelt slag. Den mand blev jo mere tam bagefter, og det var hensigten. Og nu dette med bilen og Mr. Pistates, der ganske vist røg på hospitalet, men sandsynligvis overlevede. Måske var det nok til, at disse nysgerrige folk blev bremset i deres videre forehavende. Nelson ville stramme alle sine procedurer op i organisationen, så de blev, om muligt, endnu mere effektive. Til dette havde han brug for Katie, for hun var en af hans dygtigste medarbejdere. Han måtte bare sørge for at hun forstod vigtigheden af 100% loyalitet Han satte sig og gennemgik rapporter fra mange andre operationer over hele verden, sendte en mail til sin områdeleder i Bangkok og ringede til regnskabschefen Samantha og fik de sidste tal, hvilket bestemt ikke var utilfredsstillende. Hans bil blev hentet af sin chauffør der kørte frem for hovedindgangen. Da han kom ned til bilen sagde han, at han selv ville køre i dag og helst være helt alene, så chaufføren fik en fridag, hvilket han ikke var ked af. Kun meget få nære medarbejdere vidste, hvor Katie var, og flere skulle ikke vide det. De fleste troede, hun var likvideret, og det var endnu en advarsel til alle medarbejdere i NNO om at passe sit arbejde med 100% omhu. Han kørte ud af byen og kom til Roslyn efter 45 minut131

ters kørsel, hvor der bag de nye, smukke villaer var en tidligere, nu ombygget farm, som passede godt ind i det omkringliggende miljø. Der var sat hegn op omkring hele farmen og en elektronisk port, hvor man skulle melde sig, før den blev åbnet. Nelson trykkede på knappen og så kameraerne oppe over porten snurre, hvorefter en stemme sagde - Good afternoon Mr. Nelson, please come in. - (God eftermiddag hr. Nelson, værs’go at komme ind). Porten gik op og han kørte ind. Katie Brown hilste på ham med en kølig attitude. Selv startede han med at tage sin chefmaske på. - Hej 333, bliver du behandlet godt her, spurgte Nelson. - Jeg har ikke noget at klage over, hvad angår forplejning, godt værelse og lækker mad, men det kan ikke undgå at påvirke mig, at jeg er en, måske pænt behandlet, fange, der intet ved om min fremtidige skæbne. Ej heller hvorfor jeg er lige netop her, sagde Katie med den værdighed, som Nelson syntes, var et godt træk hos hende. - Det tror jeg, du ved, og jeg er kørt den lange vej herud, for at vi kan få opklaret, hvad der skete under ”Operation Allinge”. Du må komme med en saglig forklaring. Jeg opdagede, at du havde været inde i den centrale computer og lede, hvilket du ikke havde ret til uden forudgående tilladelse fra mig og ingen anden i organisationen. Hvorfor, spurgte han. - For det første vil jeg komme med uforbeholden undskyldning, svarede Katie og rystede lidt i bukserne. Jeg kender alle regler til hud- og bevidstløshed og burde ikke have gjort det. Jeg var stukket af fra Bornholm sammen med 48 og når vi, i al hemmelighed, indlogerede os på et hotel i København, ville 48 meget gerne vide hvad der var blevet af 24, om han var blevet likvideret af organisationen eller hvad. Det gik ham faktisk så meget på, at han fik lokket mig til at finde adressen til 24. - Hvorfor skulle han være likvideret? Sikken tankegang du har. Var det, hvad du brugte computeren til, spurgte Nelson. - Ja, udelukkende det og derefter lukkede jeg ned. - Men vidste du ikke, at jeg kunne opdage det. 132

- Jo, helt klart, men jeg håbede, at du ikke lige lagde mærke til det. Du har altid 117 andre ting svirrende omkring dig, svarede hun med et smil. - Helt ærligt, 333. Det var et virkeligt dumt træk, som jeg ikke forstår, at netop du gjorde, sagde Nelson. Var det virkelig kun 24’s adresse, du ledte efter? Han kiggede hende dybt i øjnene. - Ja bestemt, endnu en gang, svarede Katie. - Jeg så 48 på hotellet samme dag, som jeg rejste. 48 havde fået at vide i telefonen, at 24 havde begået selvmord og derfor tog han næste dag til hans begravelse i Köln. Jeg rejste hjem og landede pludselig her, sagde Katie. - Selvmord, gentog Nelson. Det har jeg intet hørt om. Efter aftale med 01 blev han suspenderet og fik at vide, at han ikke var ønsket i organisationen mere, efter at han - på eget initiativ -, langede ud efter ham den nysgerrige mand i Allinge, lige før folkemødet begyndte - Noget helt andet, 333. Så må jeg spørge dig direkte. Var der noget, eller er der noget, hmmm, kissemisseri mellem dig og 48, spurgte Nelson. - Helt ærligt, Nelson, det hører til privatlivet, svarede Katie. - Nå, så er der jo nok noget om snakken, mumlede Nelson Han sad længe i tavshed. Så rejste han sig og gik omkring i rummet, vendte om og gik hen og satte hovedet tæt mod Katie. - Det var dumt, 333, men jeg tager imod din undskyldning og slipper dig ud af disse lokaler. Du er fri til at tage hjem, besøge din familie eller hvad du nu vil gøre, og så vil jeg, at du i overmorgen stiller på mit kontor. Katie havde under sit fangenskab faktisk blevet enig med selv om, at hvis hun mirakuløst blev fri, ville hun ikke tøve et øjeblik med at gå til politiet og anklage Nelson og hele NNO organisationen. Det ville betyde at Nelson kom i fængsel, og bagefter skulle af med mange penge i henhold til det amerikanske retssystem. På den anden side set måtte hun indrømme, at Nelson 133

havde så mange kontakter og så dygtige advokater, at det stort set ville være umuligt at stille noget op, medmindre man havde røven fuld af penge. Selv om hun var velsitueret, kunne hun ikke hamle op med Nelson. En anden ting, der ændrede hendes beslutning, var, at lige nu så det ud til at hun kunne komme tilbage til jobbet, som hun faktisk elskede. Og så var der det med Tom. Hun måtte indrømme overfor sig selv at hun var forelsket i ham og hun ville ikke lave ballade, så det blev endnu værre for ham, end det var i forvejen. Hun sad og forsvandt helt ind i sine egne tanker. - Hej Katie, jeg taler til dig, sagde Nelson med et smil. Jeg har nye opgaver til dig, som jeg vil tale ned dig om. - Jeg siger tak, svarede Katie, Vil du tale med mig nu eller på et andet tidspunkt, spurgte hun. - Vi tager det i overmorgen, som vi blev enige om. - Som du blev enig om, tænkte Katie. - Jeg vil orientere dig om forløbet med 48, som jeg kender det, sagde Nelson. - Han har været forsvundet, men en af vores folk i England har fundet frem til ham, ad omveje selvfølgelig. Han er der et sted, og jeg vil gerne have, at han kommer hertil for at snakke med mig, sagde Nelson. Katie blev endnu mere foruroliget. Hertil! Hvad kunne det betyde? Likvidation eller hvad? Derfor stilede hun spørgsmålet direkte: - Vil du slå ham ihjel? - Selvfølgelig vil jeg ikke det, men jeg er nødt til at forstå ham, hvis han skal fortsætte i denne organisation, svarede Nelson. - Samtidig var han nok den dygtigste og måske mest smarte af de folk, vi havde i Allinge for nogle få uger siden, og jeg er nødt til at finde ud af, hvad der skete af hensyn til fremtidige operationer. Efter min nuværende mening var 12 ikke så meget bevendt som operationsleder, som jeg havde forventet- At han startede et slagsmål midt i et sommerhusområde, ganske vist provokeret af 48, var virkeligt dumt. Du rapporterede det jo selv til mig. 36 er en udmærket mand og teknisk meget 134

dygtig. 01 som sad i København, er jeg nødt til at snakke personligt med, når de nu kommer ud af fængslet om ikke så længe. - Vores engelske chef 00 gjorde et godt arbejde, og han er også dygtig. Han fik lukket regionskontoret ned og gik under jorden, hvilket var klogt, og nu vil jeg snarest kalde ham tilbage til opgaverne. Jeg skulle have brugt ham til at finde 48, men satte så en af mine egne folk herfra, 317, til den opgave. Nu beder jeg 01 tage 48 med herover, så snart han er fri, og 317 kaldes hjem. Det er de nuværende europæiske planer. Katie var i syv sind. Ville dette ende godt. Ville Tom overleve og fortsætte i organisationen herovre eller hvad? Hun turde ikke spørge mere, men rejste sig for at pakke sine sager. Da Nelson kom tilbage til kontoret efter besøget hos Katie, fik han fat i sin regionsleder 00 på det hemmelige nummer, som kun han havde adgang til, og aftalte, at 00 igen skulle være på plads om to dage, og at han havde planer om et planlægningsmøde indenfor den næste uge. Organisationen i Europa fungerede med dygtige medarbejdere, men nu havde han brug for, at chefen kom tilbage på plads. - Prøv at få kontakt med 48, 00. Du kan få et clou af 317, som nu fritages fra dette job og skal komme hjem. Jeg vil gerne, at 48 kommer med dig herover. Der kommer en indkaldelse til møde. - Glæder mig til det, svarede 00.

135

KAPITEL 25

JUSTITICA På Bornholm og i København Johs var indkaldt til et forhør hos Winther på Politigården i Rønne. Han syntes, det var ubehageligt, for han var et uskyldigt offer for en psykopat, der med vilje ville køre ham ned. Men det var ikke så meget det, Winther borede i. Han ville vide, hvad Johs havde lavet i Manchester. Johs fortalte det uden at skjule noget. Derovre havde de også været ude for, at en bil forfulgte dem, og de måtte ryste vedkommende af. - Kan De ikke se, Pistates, at jeg bliver mistænksom, når De fortæller den historie. Jeg kan faktisk ikke forstå, at De og deres venner ikke kontaktede politiet. - I situationen kunne vi ikke se, at vi burde gøre det, svarede Johs. - Og her må jeg også beklage. Vi var ikke i Manchester for at lege røvere og soldater. Desuden har jeg et arbejde, jeg forsøger at passe, uden at skulle rapportere til politiet, hvad jeg laver, som jeg netop har gjort. Winther havde kun et skuldertræk til overs for disse udtalelser, men måtte nøjes med de informationer, han fik. Han gik ind på sit eget kontor for at gøre sin rapport klar til retsmødet, og Johs kørte tilbage til Allinge. Retssagen blev sat ved retten i Rønne. Forsvareren havde bedt om navneforbud, og retten voterede om dette. De anklagede var Palle Engström, svensk statsborger, der blev kaldt for nummer 12. Han var lederen af cellen på Bornholm. Danskeren Jesper Markussen kaldt for nummer 36. Disse to blev arresteret på Bornholm den 16. juni. Der var en dansk leder, som blev arresteret i København samme dato, men han skulle for byretten i København. En af forbryderne var kommet væk fra øen, og politiet havde endnu ikke fået nogen tilbagemelding fra politiet i Manchester. Retsmødet begyndte med, at retten ikke ville imøde136

komme forsvarerens ønske om navneforbud. Hvad skulle det gavne med et forbud, blev der argumenteret med. Og så kom anklageren med sigtelserne, der gik ud på, at de to mænd, med fuldt overlæg, havde tænkt sig at sabotere Folkemødet. De to anklagede blev afhørt og kunne sige, at de havde haft til hensigt at forstyrre den offentlige ro og orden, men absolut ikke noget med at slå noget menneske ihjel. De blev spurgt om deres bagland, men begge kunne bedyre, at de nok var ansat i en organisation, der hedder NNO, men ikke kendte til noget yderligere og slet ikke navne, og at de to mænd slet ikke kendte den andens navn før retsmødet her åbnede, og navnene blev nævnt. De var ikke til at hugge eller stikke yderligere i. Forsvareren krævede pure frifindelse netop med tanken på, at der intet var sket og, at det næsten kunne betragtes som drengestreger. Anklageren bedyrede, at mændene havde haft fuldt overblik over situationen, at de var kommet til Allinge med det eneste formål at spolere Folkemødet, og at man ønskede frihedsstraf i en periode for dette. Så sluttede retsmødet. Offentligheden fik ikke ret meget at vide, og der ville gå omkring en uge, før dommen ville falde. Det gik omtrent på samme måde i Byretten i København hvor den engelske statsborger, der hed Vincent Manners med sit hemmelige kodenummer 01, stod anklaget. Her kunne politiet fortælle, hvordan de var kommet ind i en lejlighed på Islands Brygge, mens den anklagede sad ved sin computer og talte ned til, at han skulle trykke på den knap, der ville starte det elektroniske apparatur i toppen af baldakinen på teltet med talerstolen på Folkemødet, og hvor øens borgmester et minut senere skulle holde åbningstalen. Politiet havde fået stoppet hele aktionen, da en betjent resolut havde slukket for computeren. De snakkede lidt frem og tilbage og stillede spørgsmål, der ikke kunne besvares af den anklagede. Politiets repræsentant rapporterede i detaljer om hvad 137

der skete, da de brød sig ind i lejligheden på Islands Brygge og fik slukket for den famøse computer. Forsvareren påstod fuld frifindelse, og anklageren stillede samme krav som man gjorde i retten på Bornholm. Her var der ikke påstand om navneforbud. De lokale medier svælgede i retssagen. TV2/Bornholm, DR P4 Bornholm samt Bornholms Tidende og naturligvis bornholm.nu. Der blev lavet interviews, og der blev kommenteret. Merethe, der havde været udsat for overfald og bagbundet, måtte beskrive de minutter, hun sad i Billardhuset over for seere, lyttere og læsere. Efter en uge faldt domsafsigelsen. Københavns Byret frikendte englænderen Vincent Manners, da de ikke fandt det bevisligt, at den anklagede virkelig havde haft til hensigt at udløse apparaturet på Bornholm. 01 forlod byretten og tog øjeblikkelig et fly hjem til England. På Bornholm fik de to anklagede hver tre ugers fængselsstraf og den svenske statsborger Palle Engström fik forbud mod at rejse til Danmark i et halvt år. Dommen blev ikke anket. Hele retssagen blev nu vendt igen og igen af medierne, med de mange detaljer og kommentarer om dommenes udfald. Fredag blev dommen også genstand for drøftelse hos byens borgere. Svend, Didde og Casper sad hjemme hos Johs med gipsarmen og Lilly og vendte og drejede dommen. De var overbevist om, at straffen burde være hårdere, men på den anden side var der ikke sket noget, måtte de trods alt indrømme. - Det er egentligt også din skyld Svend, at det gik så fint, som det gjorde under Folkemødet, så mon ikke det er på tide, at vi kommer videre, sagde Casper. Svend tøvede lidt, men kunne se det fornuftige i, at de stoppede her. Der kom vel næppe til at ske noget lignende på næste Folkemøder. 138

Lilly var enige med de to andre i at gå tilbage til en normal tilværelse. Didde og Johs var lodret uenig og så egentlig helst, at et par medlemmer af firkløveret tog en tur til USA, hvor organisationen holdt til ifølge Tom. At de mødte op hos NNO og konfronterede dem med, hvad de havde gjort. Johs havde det stadig sådan at han næsten fik tårer i øjnene af indignation over dommen og syntes, at den var så forkert og uretfærdig. På den anden side kom spørgsmålet om, hvad han ville få ud af det - andet end en personlig tilfredsstillelse. Men det var måske heller ikke så ringe endda. Helt dybt inde følte Johs, at politiet slap tøjlerne alt for hurtigt, og at de burde være meget grundigere, og at straffene burde være højere og så videre. Højt sagde han, mens han svingede rundt med gipsarmen: - Vi må bare konstatere at jeg ikke enig med jer andre. Måske er det kun Didde der er på min side - Jeg kunne tænke mig at tage til Manchester igen og møde Tom, og så se hvordan tingene udvikler sig. Indvendig var hans plan at få Tom til at give ham adressen til NNO, så han bagefter kunne tage kontakt til organisationen. Det havde endnu ikke lykkedes for dem at finde adresse på NNO og de vidste ikke engang hvilken stat de holdt til i. - Jamen, det er da ikke vanvittigt smart - med den gipsarm, du har lige nu, indvendte Lilly og de andre nikkede, hvilket gjorde Johs irriteret. - Jeg fik forresten en henvendelse i forgårs fra Winther, der spurgte, om jeg kunne formidle, at Tom tog direkte kontakt til det danske politi, indskød Johs midt i samtalen. - Men det vil jeg slet ikke blande mig i. Det må være politiets egen opgave. Winther, der er så sur, når vi andre tager initiativer, vil nu gerne, at vi skal hjælpe. - Jeg har en idé, udbrød Casper. - Det er faktisk gået i orden med et par firmaer, jeg har kontaktet. De vil gerne sponsorere et videre forløb i denne sag. 139

- Også når der nu næsten er en frifindelsesdom, spurgte Johs og hævede øjenbrynene. Hvem er virksomhederne? - Det fortæller jeg ikke. Sponsoratet er heller ikke knyttet op på frifindelse, svarede Casper. - Lad mig foreslå her i denne ærede forsamling, at Johs rejser til Manchester, men tager Lilly med sig. Så kan han ikke lave for mange ulykker og måske får vi et finere forløb ud af det. Inden Johs kunne protestere, havde de andre givet deres samtykke og råbte nu provokerende: - God rejse- . - Hvor er I dog søde, sagde Lilly. - Men er der virkelig råd til, at jeg tager med? - Yep, svarede Caper og så forsvandt han ud ad døren sammen med Didde, Svend og Bølle, mens han vinkede provokerende til Johs. Tilbage sad ægteparret og kiggede hinanden ind i øjnene. - Jeg er ikke meget for det her, Lilly. Du plejer altid hellere at ville blive hjemme, sagde Johs. Inden i kunne han have bandet af ærgrelse. - Johsemand, sagde Lilly udglattende. - Jeg synes, du skal være glad for dine gode venner, og det viser, at de har omsorg. Og så har du også den dumme gipsarm i øjeblikket. Jeg skal jo hele tiden hjælpe dig med at få tøj på og andet, hvilket er helt i orden med mig, fortsatte hun. - Jeg ofrer mig gerne for en tur til Manchester. Men vi kan da også vente seks-otte uger til armen er lægt. Det var det værste, hun kunne sige, og hun vidste det. - Altså, nu må du holde op. Du ved ligeså godt som jeg, at dette ikke kan vente. Det skal afklares, og det skal være nu, sagde Johs, og viftede med gipsarmen i luften. Næste dag fik Johs ordnet billetter. Midt i hele ulykken var det godt, at det var venstre arm og ikke højre, der brækkede. Det betød nemlig, at han kunne bruge computeren, selv om livet var mere besværlig nu. Han ringede 140

også til sine venner og undskyldte først sine sure miner fra i går og fortalte, at han og Lilly rejste af sted næste mandag. Derefter ringede han til Anthony, der syntes, det var fedt, at Johs kom til Manchester og tog Mrs. Pistates med. - Jeg tror, Beth bliver glad for at høre det, og måske de to kvinder kan finde ud af et eller andet. - God idé, sagde Johs og håbede, det ville give ham anledning til at foretage sig noget på egen hånd. Tom blev glad, da han ad omveje hørte, at hans chef måske var på vej tilbage til jobbet igen. og håbede at 00 ville kontakte ham. Han havde ved flere anledningen stødt på 317 forskellige steder, hvor han kom frem, men han forsøgte altid at være et skridt foran den anden i sine tanker. Det var en evig legen katten efter musen. Der, hvor han havde set ham flest gange, var i kirken, og hver gang var Daniel på pletten for at møde Tom, så der ikke skulle blive en konfrontation i kirken. Her sidste gang kunne Daniel fortælle Tom, at Johs fra Allinge kom tilbage. Det havde han hørt fra Anthony. Det glædede Tom sig til. Han havde ikke set sin forfølger i nogle dage.

141

KAPITEL 26

GIPSARMEN Ægteparret Pistates rejser til Manchester Johs følte sig virkelig dårlig tilpas og handicappet, når de mandag startede rejsen ved at tage Færgen til Ystad og med Bornholmerbussen videre til Kastrup. Det var også et kompromis. Lilly ville hellere sejle end flyve og mente, det var lettere at tage den vej med en gipsarm og - der er jo ingen grund til at ødelægge penge- , sagde hun Johs bed tænderne sammen, for det var jo hyggeligt at have fruen med, og hun var næsten som en sygeplejerske for ham. Under flyrejsen svarede hun ham drillende på spørgsmål, og hentydede hele tiden til den famøse gipsarm. – Jeg håber ikke du lader nogen skrive på dit gips, sagde hun, for det ser ikke pænt ud. Jeg tror jeg vil kalde dig for gipsarmen fra nu af, grinede hun. Johs kiggede på sin arm, der var prydet af to signaturer, ”Svend” og ”Casper” med, hvad de troede, var smukke ornamenter. Didde ville ikke skrive. Han ville ikke have flere signaturer hvis han kunne undgå det. - Jeg tror jeg forstår, sagde Johs, og tak for øgenavnet, sagde han da han masede sig ind på sin plads i flyet med sin gipsarm stikkende alle vegne hen. Pustende fik han sat sig og fik sikkerhedsbæltet på. Nu så han frem til, at de landede i Manchester. Johs var en anelse sur. Denne rejse var ikke så hyggelig, som sidst han skulle herover. For det første generede gipsarmen ham, og for det andet begyndte han at få kolde fødder. Stik imod sin natur begyndte han at tvivle på sig selv og ransage sine motiver. Var det et simpelt ønske om hævn? Var det en almindelig borgers surhed over politiets manglende effektivitet? Hvad var det, tænkte han og drog et dybt suk. Da flyet var tæt på at skulle lande, havde han lyst til at fortælle Lilly om sine tanker, men han vidste 142

også, at hun var særdeles villig til at tage med det same fly tilbage, og det ville han dog ikke risikere. I stedet rettede han tankerne mod det, han havde planlagt til denne tur. De ville først tage ud til hotellet med taxi. Så ville han forsøge at få kontakt til Anthony. Så ville han ringe til Tom, og til slut ville han snakke med Daniel. Han måtte så tage det hele efterhånden, som det lagde sig tilrette De kom frem til hotellet uden problemer, og selv Lilly fandt, at det var et udmærket hotel. Så ringede han til Anthony, der meget venligt bød ham velkommen til Manchester - Har I nogen planer for i aften, spurgte Anthony - - Ikke noget fasttømret, svarede Johs. - - Kommer I over til lidt rødvin og snacks? Jeg henter og bringer, sagde Anthony - Johs lavede en hurtig, tegnsprogs konference med Lilly, der straks sagde ja - Vi kommer meget gerne, svarede Johs. Anthony kom og gav dem en hjertelig modtagelse, og de kørte til hans hjem. Her kom Beth og gav dem en lige så varm modtagelse. Så sad ægteparrene og hyggede sig og genopfriskede gamle minder, mest mændene, mens de nippede til rødvinen. Det var rigtigt hyggeligt. - Hvad så, Johs. Hvad er så dine planer for dette besøg, for jeg går ud fra, at du ikke kommer ud til tv-stationen i denne omgang, spurgte Anthony, da de var ved at bryde op. - Nej, ikke i denne omgang, svarede Johs. - Dette har ikke noget med firmaet at gøre, og vi er her helt privat. Jeg vil i morgen forsøge, om jeg kan få fat i Tom. - God idé, svarede Anthony. - Jeg er ked af det, men af hensyn til tv-stationen vil jeg helst ikke have noget med denne sag at gøre. Hvor vil du møde ham? - Jeg kommer ikke over til tv-stationen, før du inviterer mig, svarede Johs med et smil. Jeg ved ikke, hvor jeg skal møde ham. Sidste gang udpegede Tom lokaliteten, og det vil han måske også gøre denne gang? 143

Tirsdag formiddag forsøgte Johs at ringe til Toms telefonnummer. Han havde ingen telefonsvarer tilkoblet, så Johs måtte bare lægge røret på og vente, men men sendte i stedet en SMS - Please call me. Johs. (Ring til mig. Johs). Så ringede han Daniel op. Receptionen meddelte, at pastor Lipmann desværre sad i nogle møder, der varede det meste af dagen, men hun ville bede ham ringe, hvis han skulle få tid. - Tak, sagde Johs. Vi venter, men sig gerne til pastor Lipmann, at det er vigtigt, afsluttede han. De kunne jo ikke sidde og kukkelure på hotellet hele dagen, så Lilly foreslog, at Johs tog hende med ud på en tur i Manchester. Der var bare det, at Johs faktisk ikke kendte byen. Sidst han var her, havde han gået rundt med skyklapper på og dybt fokuseret på sin opgave. Han gik med sin højre hånd ind på sin computer og klikkede på Manchester. - Visit Manchester- hed en side, og han klikkede ind og fandt dette notat: - Reguler weekly tours include Discover Manchester which takes place daily at 11am- (Regelmæssige ugentlige ture der inkluderer Opdag Manchester, finder sted hver dag kl. 11,00). Han læste videre og fandt ud af adressen og klokken var nu cirka 10.30, så de fik hurtigt fat i en taxi og kørte til stedet. Her fik de nogle både hyggelige og spændende timer sammen med flere andre turister, og deres begejstring voksede. Vel tilbage igen, forsøgte Johs igen at kontakte Tom, men med samme resultat som tidligere. Og Daniel Lipmann var heller ikke færdig med sine møder. Så det blev nu en sen frokost på hotellet, hvilket var ganske udmærket. Lilly så ud som om hun nærmest havde mistet gejsten og satte sig i en stol med sit medbragte strikketøj, mens Johs dels surfede på nettet og dels forsøgte at læse i en bog. Men han var alt for utålmodig til nogen af delene. Så ringede han hjem både til de tre andre i firkløveret og gav dem en status på sagen. - Det skal nok gå, ynte Johs, sagde Casper. - Du skal bare ikke være så utålmodig. Samtalen afsluttedes. Han ringede igen til Tom. Det varede længe, men pludselig blev der sagt - Hello- . 144

- Hej Tom, det er Johs, startede han samtalen. Hvordan går det? - Det går, det går, sagde Tom med nedtrykthed i stemmen. - Jeg tror, jeg er blevet deprimeret over denne sag. - Undskyld, passer det dig, at jeg snakker nu, spurgte Johs. - Helt ok. Jeg har i øjeblikket nerverne uden på tøjet, sagde Tom. - Jeg har været forfulgt, siden du var her sidst, men nu har jeg ikke observeret manden med det mørke tøj i nogle dage. Det gør mig forbandet nervøs, og jeg ved ikke, om jeg er købt eller solgt. Kan vi evt. mødes i morgen i samme firma som sidst. Tjek at alt er ok, inden du går ind, ligesom du gjorde sidst. Så skal jeg fortælle dig det sidste nye, set fra min vinkel. Det fik Johs’ hjerte til at banke ekstra, og han fortalte Lilly, hvad der blev sagt. - Stakkels mand, sagde Lilly. Han må have det slemt med hans kriminalitet i baghovedet, og at han nu kan risikere en nedslagtning, fordi han har svigtet sin organisation. Jeg synes, han burde melde sig selv til relevante myndigheder. - Enig, sagde Johs. - Og jeg tror han meget gerne vil rydde op og komme videre med sit liv. Lidt efter ringede telefonen. Det var Daniel Lipmann. - Hej Djås og velkommen til Manchester. Hvordan går det? - Jeg har lige snakket med Tom Schmidt, sagde Johs, - og han virkede mildest talt ikke særlig rolig ved den situation, han er i. - Jeg ved, svarede Daniel. - Jeg har haft flere samtaler med Tom på det sidste, og vi har bedt sammen, og jeg har forsøgt at hjælpe ham. Det ser dog ud til at hans forfølger er ude af billedet, hvilket bare gør ham mere nervøs. - Nu vil jeg snakke med Tom i morgen, sagde Johs, og afhængig af udfaldet vil jeg forsøge at kontakte dig senere. Vi er nødt til at hjælpe den stakkels mand. - Netop, svarede Daniel. 145

Overblik i det europæiske kontor 00 var ved at danne sig et overblik over opgaverne igen. Han havde været i telefonisk kontakt med de fleste nationale ledere i Europa, givet gode råd og havde afvist visse forslag. Han følte sig godt tilpas og nu skulle han til at tænke på at komme over til Philadelphia, hvor han helst skulle have 48 med. Men så måtte han jo finde ham først. Han ringede til hovedkvarteret og fik en henvisning til 317. Da han endelig fik fat i ham, spurgte han, hvor i Manchester han kunne forvente at finde 48. - Han er lidt rundt omkring, men det mest sikre i øjeblikket er at fange ham i hans kirke, hvor han faktisk kommer hver søndag. Der er dog så mange mennesker til gudstjenester i denne kirke, at man let kan drukne i mængden. Inden de afsluttede samtalen, fik 00 adressen til Elim Church. Gudstjeneste i Manchester - Skal vi gå i kirke i morgen, spurgte Johs Lilly, da de sad ved morgenkaffen på hotellet den næste dag - Det kan vi vel, svarede Lilly. - Men kan vi ikke tage en bus derhen? Jeg bryder mig ikke om at ødelægge penge, hver gang vi skal ud af døren. Jeg synes, det er for dyrt med alle de taxier. - Jeg er bange for at ikke at kunne finde vej, svarede Johs. - Jeg er blevet kørt dertil, sidst jeg var her. - Ja, men du er vel ikke bange for at undersøge sagen. Du har jo tid nok og computeren har du med, sagde Lilly. Johs gik ind og søgte. - Her er den, sagde han efter et øjeblik. Den ligger i Oldham. Og så tjekker jeg hvilken bus, sagde han nok så fornøjet. Johs kunne lide, når der skete noget. Så gik dagen hen til om eftermiddagen, da Tom ringede. - Vi skulle jo snakke. Men Johs, er det muligt, at du kan tage hen til min kirke i morgen. Jeg føler mig faktisk mest tryg, når jeg er der. - Kommer, sagde Johs og jeg har fruen med. 146

- Ok, svarede Tom med lidt tøven i stemmen. - Hun er helt neutral, Tom, svarede Johs. - Vi ses! Næste dag gik de fra hotellet og fandt bussen, købte billetter og kørte så ind i bydelen Oldham hvor kirken var. Det var let at finde vejen hen til kirken, for de fleste, der var med bussen, skulle faktisk derhen. Folk kom fra mange busser og med private biler, så der var trængsel ved kirken. Når de stod i forhallen med de mange mennesker, og de unge med deres gule t-shirt, kunne Lilly ikke lade være med at udbryde: - Det var dog kolossalt med så mange mennesker til gudstjeneste. Hvor mange tror du der er her? Hun fik intet svar, for Johs stivnede, da han pludselig havde fået øje på Tom i hallen og bemærkede, at Tom så meget mærkelig ud og kiggede med stor overraskelse på en mand, der raskt gik ham i møde. Først så det ud, som om Tom ville flygte, og Johs var lige ved at springe derhen. Pludselig faldt mændene hinanden om halsen. Kiggede derefter hinanden dybt i øjnene med glade smil. - 00, er du her, spurgte 48. - Det er længe siden. - Ja, alt for længe, mener jeg. Og hvad laver du her 48? - Finder lige dig, der er dukket op fra nowhere, svarede 48. Johs og Lilly trådte nærmere de to mænd. Tom smilede og hilste, men 00 så temmelig uforstående ud. - Dette er en mand jeg kender. Han er fra Allinge i Danmark. 00’s ansigt fik flere overraskende folder. - Lad os sætte os, sagde 48 og trak dem hen mod cafeteriaområdet, som folk var ved at forlade, da gudstjenesten skulle til at begynde. - Jeg går ud fra, at vi alle vil til gudstjeneste, begyndte 48. - Men jeg må hellere forklare dette her. - Yes please, svarede 00 med syrlig stemme. - Vi blev faktisk afsløret under vores aktion i Allinge, sagde 48, men det må du jo vide. Jeg kan forstå, at der var 147

derfor, du gik under jorden. Det lykkedes mig at slippe væk fra Bornholm. Som du ved, har jeg været under jorden ligesom dig. Jeg er blevet forfulgt af folk fra NNO, men det må du da også vide, sagde han og kiggede spørgende på 00. - Jeg var jo under jorden og fik ingen briefing på noget som helst , svarede 00 kontant. - Det var også meget mærkeligt. Alle skodder var lukkede, men det er jo strengt taget proceduren. - Hvad er det så, der sker. Er jeg ved at blive likvideret og frataget alt, eller har jeg en chance for at slippe ud af dette her uden at miste livet, spurgte 48, og fortvivlelsen stod malet i alle hans træk. Han var rigtig ked af det. - Jeg ved det, som sagt, ikke. Men jeg er blevet bedt om at tage dig med, når jeg rejser til Philadelphia om nogle få dage. - Ups, sagde 48, og han så virkelig ikke glad ud nu. Koret var begyndt at synge lovsange inde i kirken, og 48 foreslog med spag stemme: - Skal vi gå ind og så snakke videre bagefter? - Jo, svarede 00. De gik og Lilly og Johs fulgte tavse med og lavede nogle øjekast til hinanden. Der var varm og glad stemning inde i kirkesalen. Sangene blev vist på de hvide vægge både ved talerstolen og på sidevæggen i begge sider. Alle kunne se og alle sang med. Lilly og Johs forsøgte også at synge med, men de fleste af sangene kendte de ikke, men glædede sig over teksterne, og ønskede, at de havde noget lignende i den kirke, de kom i hjemme. Efter en lang tid hvor man stod op og sang, blev folk bedt om at sætte sig ned, og så kom Daniel Lipman ind og hilste med glad stemme de forsamlede. Når han spurgte, om der var nogle, der var her for første gang, rakte Lilly hånden i vejret sammen med en hel del andre. I dag gik Daniel direkte over til at prædike efter sin introduktion. 148

Johs så, hvordan tårerne piblede ud af øjnene på Tom Schmidt efter Lipmanns prædiken, og at ham, de kaldte 00, heller ikke var helt uberørt. Mange mennesker havde lyst til at tale med Lipmann og andre præster og ledere i kirken den dag. Den lille gruppe blev siddende i egne tanker en stund og mellem nogle samtaler kom Daniel Lipmann hen til dem og sagde: - Kan I eventuelt vente, til vi er færdige med at betjene disse mennesker. Jeg vil meget gerne tale med dig, Tom, og hilse på dine venner. Så var han væk igen. De blev siddende bag hinanden på nogle bænke i kirkesalen. Tom kastede et blik ud over de mennesker, der stadig var her, men der var intet, der foruroligede ham i dag, og så sagde han: - Johs her er blevet min ven ved hans besøg her for godt en uge siden. Vi har talt meget, og Johs er leder af en borgergruppe, som vil undersøge, hvad der skete med Folkemødet. 00 rykkede sig på stolen og så ransagende på 48 og sagde direkte henvendt til ham i lavt tonefald; - Jeg kan ikke gå ind i dette 48. På en måde er det jo, som om fjenden står i vores lejr - Det her er alvorligt, og vi skal have styr på det. Kan vi have en snak under fire øjne, spurgte han højt. - Ja, naturligvis, sagde de andre, og så gik de ud i hallen, mens 00 og 48 sad tilbage. Hele situationen var ny for 00. Han havde kun mødt danskerne i dag. Han udtrykte sin betænkelighed og at introducere dem til en hemmelig organisation ville betyde, at den hemmelighed snart var forsvundet. - Den eneste, der kan tage stilling til dette, er Mr. Nelson, sagde 00. Og det virker faktisk suspekt, at du har røbet, at vores organisation eksisterer. 48 fortalte, at han havde store samvittighedskvaler over, hvad han havde gjort og gerne ville slippe ud af dette job. Han ønskede at tage sin afsked og var villig til at tage sin straf og lægge det hele bag sig. Kirken og specielt præsten, Lipmann, havde været til en stor hjælp for ham, 149

og det havde ført til, at han nu var en kristen. - Det komplicerer unægtelig situationen, men er ikke uforeneligt, sagde 00. Officielt er du stadig ansat i min organisation her i England og har kun været udlånt til seneste job i Danmark. Vi må have fuld orden på alt, og derfor beordrer jeg dig til at møde på kontoret i morgen tidlig. Vi må tage sagen derfra. Jeg ønsker ikke at snakke med dine gæster i dag, og om jeg skal møde dem fremover, er op til Nelson. Så gik den europæiske chef for NNO, Mr. Barry Clipmann med kodenavet 00, lige så stille uden at tage afsked med Lilly og Johs. Tom gik ud i hallen for at møde sine danske gæster, og han fortalte dem, hvad resultatet af hans samtale havde været. Han sagde, at han ville smutte ubemærket hjem. Det ærgrede Johs, at den engelske chef på en så raffineret måde slap ud af hans hænder. Tom smuttede. Da de endelig var på vej ud, kom Daniel farende. - Undskyld at det tog så lang tid, sagde han. - Hvor er de andre? Johs fortalte, hvad der var hændt, og at han nu måtte i tænkeboks for at finde ud af, hvad hans næste træk skulle være. - Jeg er altid til rådighed, sagde Daniel. - Men farvel, vi ses! Lilly og Johs tog tilbage til hotellet, hvor Johs satte sig hen og filosoferede over hvad der var sket, og hvordan han bedst kunne komme til at møde NNO-chefen. - Jeg kunne se, hvor meget prædikenen påvirkede Tom, sagde Johs til Lilly, og jeg er derfor ked af at slippe ham nu. Bliver han involveret i organisationen, kan det være han falder tilbage til sine gamle, kriminelle vaner. - Jeg er enig, svarede Lilly. - Hvorfor ringer du ikke til ham og beder ham komme til hotellet og spise sammen med os? Johs ringede og var heldig, at Tom tog telefonen. Han gav sin invitation og senere blev der ringet fra recep150

tionen, at der stod en gĂŚst til dem Kommer med det samme, sagde Johs til receptionisten. Og sĂĽ ilede han af sted.

151

KAPITEL 27

HØJT PÅ STRÅ Katie Brown får nyt job i Philadelphia Katie Brown var spændt. Hun skulle ind til HQ mandag formiddag og møde sin chef, Lewis Nelson. Han vil snakke med hende om hendes genvundne job i organisationen NNO. For det første skulle de gennemgå hendes synderegister på det sidste, og derefter skulle hun sættes ind i jobbet. Hun gjorde sig klar med en lys, let sommerkjole, der understregede formerne, og tog lidt af sin dyreste parfume på. Forførelse var en del af hendes kunstart. Ved hovedkvarteret ved Rittenhouse Square Park vajede det amerikanske flag fra alle bygningens flagstænger. Da hun trådte ind ad døren kom både portneren og receptionisten farende og sagde - Nice to see you, miss Brown. (Skønt at se Dem frøken Brown)- og portneren sagde: - If you follow me, I’ll guide you to your new room. (Hvis De følger mig, vil jeg ledsage Dem til Deres nye kontor) - Hvad, skal jeg have nyt kontor, spurgte Katie forbavset. - Efter ordre fra chefen selv, sagde portneren. - Please, this way. (Denne vej). Og så tog de elevatoren op til fjerde etage, hvor de kom ud i et område med tykke tæpper på gulvene og smagfuld kunst på væggene. Katie blev ledt ind på et kontor med udsigt over den populære park. Der var pæne møbler, men måske ikke lige i Katies smag. På skrivebordet stod en splinterny MacBook Air, og der lå også en splinterny Iphone af sidste model ved siden af. - Welcome to your office, (Velkommen til Deres kontor) sagde portneren og forsvandt. Katie kiggede ud af vinduet. Der var så smukt ovre i parken. Hun kunne regne ud, at hendes nye kontor var tæt på chefens. Det bankede på døren og Lewis Nelson trådte ind. - Velkommen Katie. Tillykke med dit nye kontor. Så 152

smuk du er, hvilken velduft. Jeg skal bare sige til dig, at du selv vælger dine møbler. Det, der er her, var bare noget, vi havde. Jeg håber, du vil finde dig tilrette. Men lad os komme i gang. Kom, vi går ind til mig. De gik ind på Nelsons kontor, der også havde udsigt til parken fra en af de mest mondæne adresser i Philly. På Nelsons skrivebord lå et stort ark papir med kasser og stjerner og forskellige farver. - Jeg har de sidste par dage arbejdet med organisationen. Vi skal gøre det bedre, mere lønsomt og effektivt og sikre vores medarbejdere de bedste betingelser. Jeg har revideret mine tanker og lagt nogle nye planer. Nu skal jeg fortælle, hvordan jeg ser det for mig i fremtiden, og så må vi se, om vi kan finde fælles fodslag. Og så fortalte Lewis Nelson om sine planer. - Organisationen skal stadig være hemmelig, og medarbejderne må ikke vide, hvem hinanden er. Det er kun topledelsen, der kan finde de rigtige navne. Det har vist sig at være effektivt. Bare her ved den sidste retssag i Danmark kunne vores medarbejdere med fuld sindsro sige, at de hverken kendte noget til organisationen eller til hinanden. Lewis Nelson forklarede Katie, hvad alle hans streger på papiret betød. - Jeg vil ikke ind over alle ting. Det er for meget allerede nu. Jeg har tænkt mig at udnævne dig til min souschef og stedfortræder, Katie. Lønnen følger naturligvis med op på dette niveau. Jeg håber, du siger ja til det. Det svimlede nu for Katie, og hun blev helt rød i hovedet. Souschef! Det havde aldrig været i hendes drømme. Derfor det smukke kontor, wauw. Hun sundede sig lidt, mens Nelson sad med et lille smil om munden. - Nåh? sagde han. - Dette er fristende, svarede Katie. - Naturligvis siger jeg ja, men jeg kan ikke love, at jeg kan styre en sådan virksomhed fra den ene dag til den anden. - Det er der ingen, der vil forlange, sagde Nelson. - Jeg har her nogle brochurer om et par kurser, jeg kunne forestille mig, at du var med på. 153

De to chefer gik nu ind i detaljerne på de enkelte punkter. I morgen ville de se nøje på alle markeder og opgaver dér og eventuelt holde telefonkonferencer med lederne i de enkelte afdelinger. Det var blevet sen eftermiddag. Katie var næsten rundtosset af alle de nye opgaver og begyndte at mærke, at det ville være rart med en pause nu. Også Nelson kunne godt bruge en pause. De gik hen til Nelsons yndlingsrestaurant og bestilte mad og lidt at drikke. - Hvad gør vi med kunder, kundetyper og genrer, spurgte Katie. - Jeg tænker på kundebudgetter. Hvor lavt skal budgettet være, før vi siger nej tak? Hvad skal vi gøre med den kriminelle genre? Jeg ved godt, det er mange spørgsmål. - Ja, og det skal du hjælpe mig med at løse. Med henblik på budgetter er det totalt afhængig af opgavens omfang. Nogle mindre opgaver kan faktisk være lønsomme, mens nogle større opgaver knapt kan dække bundlinjer, sagde Nelson. - I morgen tager vi igangværende opgaver. I overmorgen tager vi fat på typen af opgaver. Du må regne med, at det bliver lange dage, så du ikke bare kan sidde og fise den af på dit nye kontor, sagde Nelson med latter i stemmen. - Inden vi går, vil jeg lige drøfte Europa med dig. Om et par dage kommer 00, chefen for Europa. - Ja, jeg ved det, svarede Katie. Jeg har mødt ham en enkelt gang tidligere. - Ok, hans navn må du gerne vide nu, og du kender selve hemmelighedskarakteren af noget sådant. Han hedder Barry Clipmann og er en meget kompetent herre. Og hør nu, med sig har han sandsynligvis 48, der hedder Tom Schmidt, sagde Nelson, mens han kiggede opmærksomt på Katie for at se hendes reaktion. Katie så godt det lille drillende smil hos Nelson, men lod fuldstændig som ingenting, men indeni følte hun, at det næsten kogte. - Chefen for Danmark kommer højst sandsynligvis 154

med, det er 01, Vincent Manners, som blev fri fra fængslet for et par dage siden. Han plejer at være god, men jeg tror, han havde nogle dårlige dage i Danmark i juni. - Og så har vi et mindre problem, idet en borger fra Allinge på Bornholm har opsøgt 00, men også 48, og han nærmest insisterer på at møde os her, sluttede Nelson sin lange information. - Hvordan kan den borger vide, hvem 00 og 48 er, spurgte Katie. - På den måde vores organisation er bygget op på, burde det være umuligt. - Ja, og det er helt klart en fejl. Det vil jeg gerne, at du går ind i, sagde Nelson. Du er naturligvis med på mødet med europæerne. Med henblik på den danske, stærkt interesseret borger fra Danmark, har jeg egentlig selv lyst til at møde ham. Han pirrer min nysgerrighed, og han vil snart finde ud af, at der er ikke noget at hente her, sagde Nelson. - Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gerne hjem nu, sagde Katie. - Tak for mad og tak for en skøn og givende dag. - Selv tak, Katie. Vi ses i morgen, sagde Nelson og så gik de hver til sit. Han havde også haft en god dag med noget smukt at kigge på. Men ikke alene var hans nye kollega smuk, hun var også skarp. To gode egenskaber, mente Nelson. Katie havde flere ideer til, hvordan man kunne forbedre virksomheden. Det var en virksomhed med god indtjening, men hvis ressourcer burde udnyttes bedre. Hun var ikke enig i Nelsons næsten fanatiske hemmelighedskræmmeri, hvad angår virksomheden. I hendes optik burde de løfte NNO op som et brand for en virksomhed, der hele tiden markerede sig som de bedste. De havde i forvejen de fleste kunder inde bare ved, at nogen kendte nogen, der havde hørt om Lewis Nelson eller NNO, og det havde kreeret en sund og god omsætning. Så kunne man fjerne hemmelighedskræmmeriet og lade NNO fremtræde som en rådgivningsvirksomhed med konsulenter, opkøbe et PR bureau og eventuelt et 155

KAPITEL 28

YDERLIGERE OMROKERINGER Tilbage til familien Pistates i Manchester og hjemme igen. Rejse til stormøde i Philadelphia for enkelte udvalgte. Ovre i Manchester var Lilly Pistates en smule knotten. - Kan vi ikke bare rejse hjem nu, sagde hun. - Du går rundt som en løve i et bur, fordi du ikke rigtig kan få noget svar. Du kunne jo lige så godt vente i Allinge? Johs havde i flere dage taget ind til sit - alligevel - lånte kontor på tv-stationen efter en aftale med Anthony, hvor han selv havde opgaver i forbindelse med sin profession. Så havde han haft flere og flere samtaler med Tom, som han nu var på rigtig god talefod med. I telefonen i dag havde Tom meddelt: - Jeg er hunde nervøs. I morgen skal vi rejse til Philadelphia, 00, 01 og mig, sagde Tom. - Begge mændene, som jeg har været sammen med de sidste par dage, har sagt, at de ikke tror, der kommer til at ske noget overhovedet, men at det mere er Nelsons lidt gammeldags facon, der skinner igennem. - Hvornår kan jeg så møde dig igen, Tom? spurgte Johs. - Jeg ved det ikke, men jeg lover at kontakte dig, så snart jeg har mulighed for det, og så må vi tage den derfra, sagde Tom. Johs sukkede. Så kan vi godt rejse hjem, Lilly. Det er ærgerligt. Min mission mislykkedes, og jeg i fuldstændig vildrede igen. Derefter ringede han til Anthony og sagde tak for lån af kontoret og fortalte, at nu rejste han hjem. Anthony ønskede ham held og lykke med det videre forløb, og det samme gjorde Daniel, da han ringede til ham. De havde været sammen flere gange i de forløbne dage. - Hold dig i kontakt, Djås. Jeg beder for jer, afsluttede han samtalen. Lilly og Johs rejste nu torsdag fra Manchester til København og derefter videre med Bornholmerflyet til Rønne og 156

snart efter var de hjemme igen i smukke Allinge. - Ude godt, hjemme bedst, sagde Lilly. Johs gik frustreret rundt og ringede derefter til Casper, Didde og Svend, som snart kom hen til ham. Heldigt at Didde var på øen i dag. De fire venner hilste varmt på hinanden, og så fortalte Johs om hvad de havde oplevet, siden de rejste fra øen. - Du fik da lidt mere ud af det end jeg troede, sagde Svend, selv om forbrydelsen efter min mening ikke er opklaret. Men det mener politiet vel. Ingen taler om det mere. - Og jeg er måske dem eneste person i hele verden, der vil have en fuld opklaring i denne sag, sagde Johs med en lille bitterhed i stemmen. - Nej, det er ikke rigtigt, brød Casper ind. - Vi er faktisk stadig med dig, ynte. Europæiske medarbejdere på vej til USA I British Airways flyet fra Manchester direkte til Philadelphia torsdag kl. 11.00 sad Barry (00), Vincent (01), Palle (12) og Tom (48). Den sidste meget beklemt. Det var i sidste øjeblik besluttet, at Palle skulle med på rejsen og de skulle følges ad. Derfor mødte de alle op i Manchester og gjorde sig klar til rejsen. De kom til kontoret i Philadelphia i god tid før mødet og det gav dem tid til at sige hej til nogle af de få de kendte. Så de stod receptionen og hyggesnakkede. Tom slentrede lidt væk fra de andre og var pludselig ved at dåne af overraskelse. Oppe på trappen lige ved sving, uset fra de andre, stod Katie og smilede til ham. Hun vinkede med en finger på munden og indikerede, at han skulle komme op til hende. De andre var så optaget af deres snak, at de slet ikke bemærkede, at Tom lynhurtigt smuttede lydløst op ad trappen. Katie tog ham i hånden og trak ham ind i et tomt kontor i etagen ovenover og så kastede de sig i hinandens arme. 157

- Hvor har jeg savnet dig, sagde Tom. - Jeg troede, du var sat på et sidespor i organisationen. Jeg er så glad, sagde han begejstret. - Ditto her, svarede Katie. - Jeg forstod jo, at du var gået under jorden og tænkte, om jeg mon nogensinde så dig igen. Jeg er så glad for at se dig, og jeg har en masse godt at fortælle dig, sagde hun. Så kyssede de hinanden igen, og Tom listede næsten uset ned ad trappen igen. - Hvor var du henne, sagde Vincent. - Jeg var bare oppe på et toilet på næste etage, svarede Tom. Vincent kiggede vantro på ham. Lige her henne stod der Toilet på en dør. Det gav Vincent en lille panderynke, men han sagde ikke mere. Klokken blev 15 og en sekretær kom ud i receptionen. - Mine herrer, det er denne vej, sagde hun. Direktionen venter jer. De travede alle fire lige efter sekretæren og kom frem til et smukt konferencelokale, hvor sekretæren sagde: - Sid ned. Tag venligst lidt frugt og noget at drikke. Det er høflig selvbetjening. Det varer bare et øjeblik. De satte sig, og nu gik døren op og ind kom Lewis Nelson fulgt at Katie Brown. Tom var ved at falde ned af stolen. Han havde mange spørgsmål i sit blik. Men alle hilste pænt og neutralt på hinanden. - Mine Herrer. Vi har indkaldt til et arbejdsmøde her i dag, indledte Nelson. Jeg vil allerførst præsentere organisationens nye direktør og souschef, Katie Brown, som er med på mødet i dag, fordi hun overtager nogle arbejdsopgaver for mig. Katie har fuld prokura. Tom var nu fuldstændig forvirret. Katie nikkede kækt til mændene, der dårligt kunne få øjnene fra hende. Tom slet ikke. - Hej, sagde hun. - Jeg bruger lige vores numre i den videre snak, sagde Nelson næsten undskyldende - og nu bliver det meget konkret.. 158

00 her er vores regionschef for Europa. Vi havde en organisatorisk og teknisk bøf ved vores seneste operation i Danmark for nogle uger siden, og 00 valgte at gå under jorden, fordi Interpol let kunne spore ham. Et klogt træk, og Interpol var da også ved kontoret, sagde Nelson. Nu ser det ud som om de har lagt sagen ned, så der er ro på i England. - 01 her er lederen af kontoret for Danmark. Vi har ikke haft voldsomt mange opgaver i Danmark, men den sidste aktion gik helt galt, og vi skal forsøge at udrede dette i dag. - 12 her var lederen af operationen på Bornholm. Det havde du ikke godt styr på, sagde Nelson. — Du startede også et slagsmål i et sommerhusområde, og det var med 48, der sidder her. Det var fantastisk dårligt planlagt. Jeg må sige dig rent ud, 12, at jeg ikke vil gøre mere ved sagen og ikke lave nogen yderligere strafekspedition. Jeg vil bede dig forlade mødet og organisationen her og nu. Du er fyret, og de praktiske dele i den forbindelse kan du tage med sekretæren udenfor. Svenskeren så fuldstændigt forvirret ud, blegnede og kiggede på de andre. Han var helt mundlam og gik så ud af døren og forlod dermed NNO. Han kunne slet ikke samle sine tanker og tænkte, at om et øjeblik blev 48 vel også smidt ud af det gode selskab. Han havde aldrig hørt om nogen, der blev fyret så hurtigt og kontant. - og fuldstændig uberettiget, efter hans mening. Men 48 kom ikke. Palle Engström var nu arbejdsløs, selv om det dog ikke voldte ham de helt store store kvaler. I en konvolut, han fik fra sekretæren, var der løn for de næste fire måneder og penge til flybilletten hjem til Sverige. Danmark kunne han jo ikke tage til. Han gik et svip indenom den nærmeste bar, han mødte på vejen da han forlod kontorbygningen. Oppe i konferencerummet fortsatte mødet med Nelsons enetale. - 48, så er turen kommet til dig. Jeg betragter dig egentlig som den dygtigste medarbejder i Danmark teamet; det skal du vide. Det, du lavede med 333, var ikke så smart og 159

slet ikke at presse hende så meget, at hun fik data ud fra vores centrale enhed. Du må selv være klar over det, da du ikke henvendte dig hertil på de numre, du jo har, men nærmest gik under jorden. Men det klarede du også flot. - 317 er ellers ret så dygtig på sit felt, men dig havde han svært ved at hamle op med, da jeg sendte ham til Manchester. Lad os nu glemme det og så komme videre. Hvad vil du sige til, at vi udnævner dig til cellegruppe chef i stedet for 12? Så vil dansk afdeling bestå af 01, 48 og så selvfølgelig 36, som har været der loyalt hele tiden. Og jeg ved godt, at vi ikke har noget konkret i Danmark for tiden, men tro mig, det kommer. - Må jeg have lov at sige noget, spurgte 48 lidt nervøst.. - Ja, selvfølgelig, svarede Nelson. - Jeg er naturligvis meget glad og taknemmelig for det tilbud, jeg har fået i dag. Jeg vil undskylde miseren med, at det var mig meget magtpåliggende at få noget at vide om 24. Jeg var glad, da den oplysning, jeg fik fra computeren, førte til, at jeg kunne komme til 24’s begravelse i Tyskland. Modtag min uforbeholdne undskyldning! Men, og det skal jeg måske tage direkte med min nærmeste chef, 00. Jeg har over de sidste uger lagt mit liv om og er blevet en personlig kristen. Det betyder, at der er ting, jeg ikke vil medvirke til. - Det var flot sagt, sagde Nelson. - Vi har allerede slået en streg over begivenhederne, og det andet må du ganske rigtigt tage med 00, når og hvis det bliver aktuelt. Imens hjemme i Allinge Johs sad henne hos Høiers med en fadøl og kiggede ud over havnen. Det var nu hyggeligt her i turistsæsonen. Han stirrede fra sin ophøjede position udover havet og hans tanker gled med strømmen ud i det store hav og landede i England, hvor han tænkte på de sidste begivenheder, han havde været med til, og på Tom, som han havde snakket så godt med. Han var så optaget af sine tanker, at han ikke hørte Casper, der stod lige foran ham. - Sidder du bare her ta’r dig en slapper med gipsarmen, sagde Casper. 160

- Ohhh, undskyld, svarede Johs. Jeg var vist langt væk i mine egne tanker, sagde han. - Men kom og sæt dig. Må jeg byde på en fadøl? - Tak som byder, sagde Casper. Og så sad de to venner og snakkede om det der optog dem i øjeblikket. - Jeg havde faktisk tænkt mig at stikke af hurtigst muligt til Philadelphia, sagde Johs. -Men jeg skal lige have clearet det med med Lilly først. - Philadelphia, svarede Casper. Er det dér NNO holder til? - Ja, i en af mine sidste samtaler med Tom, inden han fløj over there, røbede han adressen på organisationen, hvilket gør det hele meget lettere. - Jamen lad mig lige høre planerne, ynte, Johs. For jeg kunne tænke mig at rejse med dig. - Det må jeg nok sige, svarede Johs. - Det har du ikke sagt noget om før, men det ville da være enormt hyggeligt. - Ja, ikke, svarede Casper. Min direktør har givet tilsagn selv om jeg ikke vidste hvor i USA vi skulle hen. Jeg kan få kamera og lyd med, men må ellers klare optagelserne på egen hånd, sagde han. - Jeg vil gerne indvie dig i mine planer, sagde Johs. - Jeg havde tænkt mig at tage en rute hurtigst muligt til Philadelphia, men det ser ud til, at det er smartest at skifte fly i Frankfurt eller Amsterdam, men det er ligemeget. Jeg vil gerne spare på sponsorpengene og vil derfor leje mig ind på en bopæl via Airbnb og derefter lave et eller andet møde hos NNO. Hvad det møde skal gå ud på, bliver jeg nødt til at finde ud af, når jeg står der. - Det er fedt, ynte, svarede Casper med begejstring i stemmen. - Kan du så ikke bestille billetterne og bosted til mig også, sagde Casper. Økonomien kommer sikkert ud af samme kasse.

161

KAPITEL 29

US HERE WE COME Et møde der slutter med dramatisk afslutning Mødet på HQ var færdigt for i dag, og alle deltagerne var ude og spise på en restaurant, der lå et stykke vej fra Rittenhouse Square Park. Det var ved at være mørkt og de havde haft god dag. Katie tog Tom med sig hjem i taxien. De havde meget at snakke om, og især ville Katie vide, hvad Tom mente med, at han var blevet en kristen. Hun forstod det ikke helt, men var ikke imod. Han var faktisk så sød, da han sagde det i mødet inde på kontoret, og hun kunne mærke respekten hos Lewis. Faktisk måtte alt dette komme an på en prøve. Det blev en hyggelig nat. Johs fortalte Lilly, hvad han og Casper havde aftalt. Faktisk synes Lilly, at det var en rigtig god idé, for så slap gipsarmen for at rejse alene. Johs gik ind på sit kontor og startede med at finde et Airbnb logi. Det var forholdsvis let, for der var mange at vælge imellem. De var bestemt ikke billige alle sammen, og han ville finde et, der ikke nødvendigvis var billigt, men rimeligt og skulle være billigere end hotel. Han studerede de forskelige emner nøje, og fandt et lempeligt i den nordlige del af Philadelphia. Mens han var ved at overføre penge, kom Lilly pludselig styrtende ned på kontoret. - Jeg har en idé, udbrød hun. Hvad med om jeg tager med - bare rolig - til New York og besøger Jessica og børnebørnene, og du tager videre sammen med Casper. Så kan han passe på dig og din gipsarm, sagde hun. Det var ikke lige, hvad Johs havde planlagt, men han kunne godt se en vis idé i det, og måske kunne han besøge sin bonusdatter og børnebørn på vejen hjem. Han bestilte nu billetter, der betød, at de først fløj til Newark og derefter tog toget til Philadelphia. Det tog lidt længere tid end et 162

direkte fly, som de alligevel ikke kunne fra Danmark. - Du må skynde dig at pakke, sagde han til Lilly. - Vi tager morgenflyet til København mandag morgen. - Nu kan du få fart på, hvad, sagde Lilly. - Ringer du til Casper og giver ham besked?. Når de kom til Newark, ville Jessica hente sin mor, mens Johs og Casper tog den lokale togbane i lufthavnen for at komme til Amtrak togets holdeplads i Newark og køre videre til Philadelphia. De var fremme ved 16-17 tiden og tog en taxi fra Philadelphia station nordpå til deres Airbnb logi. Det var smidigt, men ikke den vilde luksus. Casper tjekkede sit udstyr og arbejdede på sin program planlægning, for at strikke et seværdigt program sammen. - Vi ved jo ikke noget om, hvad der kommer til at ske her, sagde Johs, så jeg kan ikke være til megen hjælp, før det hele er overstået. Krisemøde i Philadelphia og skyderitrusel Tirsdag sad Nelson, Katie, Barry (00) og Tom (48) og gennemgik de forskellige opgaver der var i gang i Europa. Katie smugkiggede ofte over mod Tom, og hun var mere og mere ukoncentreret. Nelson havde allerede spottet, at amorinerne i luften og kom med svage antydninger om dette undervejs i dagens arbejde. Det bankede på døren, og en af sekretærerne kom ind og sagde stille til Nelson og Katie: Der står et par meget insisterende mænd i receptionen, og de vil gerne tale med chefen hurtigst muligt. Jeg skønnede, at jeg skulle spørge, selv om der er et vigtigt møde. Hun rakte Nelson et visitkort, hun havde fået af den af gæsterne. - Johs E. Pistates, sagde Nelson. - Det forekommer mig, at jeg har hørt om ham før. Det havde han jo - og huskede sin irritation. - Undskyld, at jeg blander mig, sagde Tom med en vis glæde i stemmen. Lewis kiggede overrasket over på Tom. 163

- Men den mand kender jeg særdeles godt. Han er meget venlig og har været til stor hjælp for mig i de seneste uger ovre i Manchester. - Det lyder da som om, han burde se jer, sagde Barry og nikkede over mod Katie og Nelson. Nelson gav besked til sekretæren, at hun kunne føre de to mænd hen til hans kontor. Katie gik med ham, mens de andre måtte holde en pause, som de udnyttede til at tale videre om det europæiske marked. Et øjeblik efter bankede det på døren til Nelsons kontor, og ind kom Johs og Casper. Johs. E. Pistates, præsenterede Johs sig og Casper Nielsen præsenterede Casper sig. De er tv-bestyrelsesmedlem, kan jeg se på deres kort, sagde Nelson og De er hvad? Han nikkede over mod Casper. - Jeg er tv journalist i en lokal tv station på Bornholm, sagde han. - Og De har fået en gipsarm, ser jeg, sagde Nelson og tappede med fingrene på gipsen hos Johs. - Ja, der var en engelskmand, der ikke kunne li’ mig og kørte direkte ind i min bil og det resulterede i dette, svarede Johs. - Sorry, hyklede Nelson. - Og her er så Katie Brown, min nye direktørpartner. Jeg selv hedder Lewis Nelson, sagde han. - Vi sidder lige i et møde, så hvis De kan fatte dem i korthed vil det være en fordel. - Jeg skal gå lige til sagen, svarede Johs. - Vi to bor i Allinge i Danmark, et sted hvor Deres organisation har haft en mindre heldig optræden under noget, vi kalder Folkemødet. Vi ved, at Deres folk har været fængslet og frigivet, men som borgere vil vi gerne vide, hvorfor De kom til Bornholm og forsøgte at spolere mødet. Og hvis vi kan få at vide, hvem der har givet Dem opgaven, vil det være meget fint for os, sagde Johs, en smule hæsblæsende. - Derefter regner jeg med, at vi kan lukke sagen. Johs var forbavset over sin egen lige-på-og-hårdt facon 164

og tænkte straks, at nu blev de snart bedt om at gå. - Lukke sagen, lukke sagen, vrængede Katie. Med hvilken ret kommer du og forlanger dette af os. Jeg synes, det er uhørt, øh frækt. Vi er en organisation med vores egen agenda, og vi har haft diskussioner med nogle af vores egne folk, som dog ikke rager jer, sagde hun. - Vi kan ikke give jer nogen informationer, det er vores firma policy, sagde hun bestemt. Nelson klappede lydløst i sine hænder under bordet. - Jeg går gerne nu, sagde Johs. Men vil gerne aftale et møde, hvor vi kan snakke om dette rimelige ønske fra vores side, sagde han. - Hvornår kan vi have det? I morgen, spurgte han. - I morgen kl. 15.00 kan jeg, sagde Nelson, hvad siger du Katie. - Passer mig fint, sagde Katie. Og så forlod de to mænd rummet. - Lagde du mærke til hende damen. Hun var sgu smuk. -La’ vær’, Casper. Du er for gammel for hende, sagde Johs. - Kontant fyr, sagde Nelson til Katie oppe på kontoret. Jeg tror, han er en dygtig forhandler, så vi skal vide, hvad vi gør. - Jeg synes ikke, det er så kompliceret, sagde Katie. Han vil ha’ oplysninger, som vi hverken kan eller vil give. Punktum finale. - Enig, men det er ikke ukendt for nogen, at jeg er temmelig meget ældre end dig, Katie, sagde Nelson. - Livet har lært mig, at der er nuancer i alle ting, og at man ikke skal tage alting for givet. Jeg vil gerne give folk en chance, som du så i går med 48. Og denne mand har noget i sig, som jeg er interesseret i at vide mere om. Men klart, vi kan ikke give ham, hvad han ønsker. Lad os tænke nøje over det til i morgen kl. 15, sluttede han. - Og så burde vi måske tage 00 og 48 med til mødet, sagde Nelson, og de gik tilbage til de andre. Det var varmt, og man havde aircondition på i alle rum, der lavede en svag brummelyd. Alligevel kunne de høre 165

høje råb og ane tumult nede fra gaden. Katie hoppede hen til vinduet og så deres portner, der normalt holdt til i receptionen, stå og pege med en pistol mod Pistates og Nielsen, som de netop havde haft møde med. Situationen så ret spændt ud. Nu kom også Nelson hen til vinduet og opfangede på et sekund, hvad der skete, hvorefter han styrtede ud af rummet. Aldrig havde medarbejderne set deres høje chef løbe så hurtigt. Nelson kom hæsblæsende ud af bygningen og skreg til portneren - Stop - What are you doing?- (Stop. Hvad har du gang i?) Portneren rykkede til, da han hørte chefens stemme, men sigtede stadig på de to gæster. Situationen så faretruende ud, og nu hørtes ovenikøbet politisirener i nærheden. - Hørte du ikke, hvad jeg sagde, snerrede Nelson til portneren, som nu tog pistolen ned og vendte sig opgivende mod sin chef. - Ham der, sagde han og pegede hen mod Casper. Han stod med sit kamera og fotograferede bygningen, og vi har en regel om, at al fotografering af vores bygning er forbudt, og han blev bare ved, da jeg råbte ham an, sagde portneren nu med vis skræk i stemmen. En politibil kom fræsende hen til dem og bremsede med høje hvin. Et par betjente kom farende ud og spurgte, hvad der var sket. - Er det ok, at jeg svarer, spurgte Nelson. - Man kunne virkelig komme i uføre, hvis en betjent fandt, at man var irriterende eller forstyrrede dem i deres arbejde. - Det er i orden, sagde den ene betjent, mens den anden havde et øje på hver finger. - Jeg er chef i denne bygning, svarede Nelson, og det ser ud som om, der er opstået en kommunikationsfejl. Min portner her handlede efter bogen, da han råbte disse gæster an, og bad dem slutte med at filme. Gæsterne, som faktisk er mine gæster, kommer fra udlandet og ved ikke, at man helst ikke fotograferer offentlige bygninger. Deraf miseren. - Dette er da ikke nogen offentlig bygning, svarede den ene betjent tørt. 166

Efter en lang parlamenteren og notater til rapporten, kørte politiet igen, og Nelson sagde til Johs, at de hellere måtte indhente nødvendige tilladelser, inden de en anden gang lavede denne slags fejl. Casper værdigede han ikke et blik. Og så gik Johs og Casper videre ind i gaderne i midten af byen. 48’s videre skæbne - Efter mødet i dag vil jeg lige vende en ting med dig omkring 48, sagde Nelson, inden han og Katie nåede konferencerummet. Det afbrudte møde fortsatte, og de fik justeret en hel del omkring opgaverne i Europa. - Vi har vel i virkeligheden kun ét hængeparti, sagde 00. - Det er den mislykkede opgave på Bornholm. Hvad siger Hedbergs i Göteborg og hvad gør vi? Lukker og slukker for dette, spurgte han. - Relevant kommentar, sagde Nelson. - Men det var dig, der fik etableret kontakten, og jeg mener, du må følge op på det. Vi må også lave en økonomisk opgørelse. Vi kommer jo nok til at æde et tab, sagde han. - Men snak nu med din regnskabskyndige hjemme i England, sluttede han og så Hedbergs. Jeg foreslår, at du tager ind på dit hotel i aften, Tom, sagde Katie, da de løb på hinanden i firmaet. Hvis du synes, kommer jeg over, og vi kan tage en snak i baren. - Ja, men det er ellers et udmærket værelse, jeg har, svarede han drillende. 00 og 48 forlod bygningen ved Rittenhaus Square Park og gik over i parken, mens de nød en is. De havde mange ting at tale om, og Barry var nu interesseret i at få fat i sin kunde Hedbergs og så få sagen helt og aldeles afsluttet.

167

KAPITEL 30

SKURKEN

Opklaringsarbejde i Göteborg, Sverige Katie ville gerne vide, hvad Nelson ville tale med hende om, og så snart hun kunne se sit snit til det, bankede hun på hans kontordør. - Du ville se mig, indledte hun. - Ja, det er om 48, sagde Nelson. - Kan du ikke bare kalde ham ved hans navn, sagde Katie lettere irriteret over hendes chefs holdning til det med hemmelige navne. - Ja, jeg vil snakke med dig om Tom, svarede Nelson og ignorerede i øvrigt bemærkningen. - Vi har et problem, som rammer lidt i firmaets normale politik, at ikke at lade nære venner eller samboende arbejde sammen. - Hvad er jeres egentlige relation, spurgte Nelson - Tom er min kæreste. Det er der ingen tvivl om, og vi er så småt begyndt at tale om en eventuel fremtid sammen. Jeg kender godt den omtalte politik, fortsatte Katie. - Men rent praktisk fungerer tingene anderledes. Tom er underlagt Barry og han bor i England, og vil have alle sine opgaver i Europa. En gang imellem vil vi besøge hinanden, så det bliver en anden livsstil end hidtil. Vi arbejder derfor ikke sammen sådan direkte, sagde hun. - Men vi burde måske revidere vores interne politik, når vi nu vokser og bliver ”The NNO Group” . - Husk, at alt dette skal jeg indover, før vi bliver en gruppe, sagde Nelson. - Men jeg er med dig indtil videre. - Naturligvis, svarede Katie, og var godt klar over, at hun skulle passe på med at ikke gå for hurtigt frem. Samtidig i Göteborg, Sverige Leif Hedberg havde arbejdet med mange forskellige ting hele sit liv og hans firma - Hedbergs- i Göteborg i Sverige havde vokset sig til en rimelig størrelse. Firmaet planlagde store events og fandt, at der kunne være noget af en guldgrube i det. 168

Leif og hans medarbejdere havde en strategi om at være yderst effektive - ja, de bedste på markedet inden for deres genre og deres hidtidige indsats havde givet pote, så der nu var en pæn anerkendelse i de forretningskredse, Hedbergs bevægede sig i. Deres seneste og meget interne, ambitiøse projekt var at samle projekter som folkemøderne i Sverige, Danmark og Norge. Almedalsveckan går tilbage til 1968, hvor daværende uddannelsesminister, den senere svenske statsminister Olof Palme holdt en impulsiv tale fra ladet af en lastbil. Allerede året efter rejste flere politikere til Gotland, og en tradition var skabt. Der kommer mange mennesker, men ugen har mistet noget af det folkelige og de berømte politikeres drukture rundt omkring, når mørket falder på, har også sat sit præg. Almedalsveckan finder sted i slutningen af maj og varer en uge. Folkemødet i Allinge er så nyt som fra 2011 og er stadig en stor folkelig begivenhed, hvor almindelige mennesker kan møde politikerne face to face, men mangler stadig en del i at blive en lige så stor succes som Almedalsveckan. Folkemødet finder sted midt i juni og varer 3-4 dage. Det norske folkemøde hedder Arendalsuka og varer 5-6 dage midt i august.. Her havde Leif siden sidste år haft planer på at overtage disse tre folkemøder og samle det under sit bureau, men det var ikke så let at gå ind i noget, der var nationalt eller lokalt og blev drevet af entusiastiske mennesker. Hans hidtige anstrengelser havde overhovedet ikke ført til noget. I begyndelse af året havde han mødt Mr. Barry Clipmann ved en udstilling i London. De havde spist en forretningsfrokost sammen og her kom det frem, at Mr. Clipmann var CEO for et foretagende, der på mange måder lignede hans eget. Efterhånden som de fik mere at drikke, udviklede samtalen sig, og Leif spurgte Clipmann, om han kunne hjælpe ham i et vildt projekt. Han ville starte med Danmark, hvor projektet gik ud på at lave en forstyrrelse i det danske folkemøde, som jo var i fuld fart frem med en vis popularitet. Derfor måtte successen bremses, så 169

det kunne bane vej for en fyr som Leif Hedberg. Hvordan dette skulle gøres kunne Leif ikke huske af samtalen, kun at Clipmann sagde, at det ordnede NNO. Planerne blev allerede besværliggjort yderligere, da Folkemødet i løbet af foråret valgte en ny administrationsform ved at løsrive sig fra kommunen og være en selvstændig virksomhed med en egen bestyrelse. Leif kunne se, hvor besværligt det kunne blive og ønskede, at man allerede handlede ved det Folkemøde, der netop var overstået. Det var derfor med stor irritation, at Leif kunne konstatere fiaskoen for hans projekt under årets arrangement i Allinge. Han og et par medarbejdere havde selv siddet på bænkene under åbningsmødet og oplevet dette kaos. Det havde allerede kostet ham en ret stor sum af penge at nå dertil, hvor de var i dag. Leif Hedberg var meget interesseret i at få et møde med Barry Clipmann, men han havde været helt umulig at træffe de sidste par uger. Telefonen ringede i hans lomme og han tog den. - Hva’ Clipmann? Når man tænker på solen, så skinner den, sagde han. - Du skal vide, at jeg har jagtet dig i mange dage. - Jeg beklager, men har været nødt til at holde en mindre orlov, sagde Barry. - Og nu vil jeg snakke med dig om vores fælles projekt på Bornholm. Der var vist noget, der smuttede, sagde Barry - Det kan man vist roligt kalde det, svarede Leif. Det var da en dundrende fiasko og totalt uprofessionelt, brølede han i telefonen. - Der er selvfølgelig forklaringer og ting, vi ikke er herrer over, svarede Barry stille. - Jeg vil gerne snakke med dig ansigt til ansigt. - Ja, det her skal redes ud, svarede Leif sarkastisk. Hvornår kan du være i Göteborg? - Ja, eller du kan komme herover til London, sagde Barry. - Ha, ha, ha, den var go’. Synes du ikke jeg har haft nok 170

af omkostninger, svarede Leif. Nej, kom du her og jo før jo bedre. - Jeg står der i morgen, hvis det passer dig, svarede Barry. - Ok, bare kom, any time, sluttede Leif samtalen. Barry sad en stund og kiggede ud af vinduet på sit kontor. Han var mest vant til tilfredse kunder og følte sig ikke helt klædt på til at skulle snakke med en sur kunde. Nå, men det var vilkårene, når man var boss. Barry havde foretaget telefonsamtalen fra Philadelphia og sad nu på hotellet sammen med Tom. - Jeg bliver nødt til at rejse allerede nu i aften til Sverige, sagde han. - Jeg skal møde den sure kunde, der var vores opgavegiver i Danmark, sagde han. - Vi mødes på kontoret hjemme om tre dage, og så er det på med arbejdstøjet, fortsatte han. - Derefter ringede han til regnskabschefen hjemme i England og bad om at få diverse tal sendt over med mail. Samtidig i Philadelphia, USA Johs og Casper sad i deres Airbnb-logi i den nordlige del af Philadelphia og gennemgik dagens korte møde hos NNO. - Der tog du ham næsten med bukserne nede, sagde Casper. - Han blev helt mundlam, da du foreslog mødet i morgen. Nu er spørgsmålet bare, hvordan de vil udlevere navnet på deres kunde eller om de vil. Og så tror jeg for resten, at jeg bliver her i morgen eller går rundt i byen. En tv-mand var åbenbart ikke den mest populære på de kanter, sagde han og smilede til Johs. - Nej, det var pokkers uheldigt med den emsige portner. Han kunne da bare have sagt noget til os, og så var der jo ikke sket noget, sagde Johs. - Nej - og hans uhyrlige påstand om, at han havde råbt os an, var da en lodret løgn, ynte, svarede Casper. - Han havde bare lyst til at lufte sin skyder. - Godt at Mr. Nelson kom og opløste situationen, sagde Johs. Men det kan godt være, at du har ret i, at jeg må tage 171

det slagsmål alene med ham eller hans smukke partner. - Jeg ville da foretrække partneren, grinede Casper. Næste dag stillede Johs til den aftalte tid hos NNO. og blev denne gang vist til Miss Katie Browns kontor. Kontoret duftede nyt, og der hang en parfume i luften. Møblerne var nye og stilfulde. Et værdigt kvindeligt chefkontor. Katie rejste sig og bad ham tage plads. - Det kan være, at Mr. Nelson dukker op på et tidspunkt, men ellers er det os to, der skal klare paragrafferne. - Det er mig en ære, smilede Johs og kiggede frimodigt over på sin værtinde. - Kan vi starte med et resumé over sagen, indledte Katie. - Du har kontaktet os, fordi du er utilfreds med forløbet på et af vores projekter. Et projekt, som i øvrigt blev annulleret, og så var den potte ude, fortsatte hun. - Eksisterer ikke mere, sagde hun med sin (kan-du-såforstå-det -idiot) attitude. - Jamen, sagen er ikke så enkel, sagde Johs. - Ikke? svarede Katie. - Som borgere i Allinge, fortsatte Johs, har vi været udsat for intet mindre end et attentat og… - Borgere i Allinge, fnøs Katie og afbrød Johs. - Hvem repræsenterer du i grunden? Hvilke borgere eller organisationer? Er det byrådet eller hvad I nu kalder et hos jer? Nej du, jeg tror, du er en selvudnævnt emsig person fuld af nysgerrighed - og som jeg slet ikke har lyst til at snakke med. Johs sad og blev rasende over denne svada. På en eller anden måde havde kvindemennesket jo ret. Men så tog han sig i irritationen og sagde: - Vi er en lille gruppe på fire personer, der blev så forbandede over, at en eller anden udenlandsk organisation - jer, sagde han med en vis bæven i stemmen, kom til vores by for at sabotere et meget populært folkemøde, der betyder utroligt meget ikke alene for byen Allinge, men også hele Bornholm. At nogen vil ødelægge denne pop172

ulære begivenhed har gjort os og alle i Danmark vrede, og derfor møder jeg op hos dig, for at vi kan bløde det hele op, og at det ikke skal blive et statsplans event, hvor en af vores ministre kommer herover i egen høje person med alt hvad det medfører af PR og afsløring af jeres hemmelige virksomhed. Og - afbryd mig ikke, sagde han, da han så, at Katie var på vej til at bryde ind. - Min selvbestaltede gruppe, som du kalder det, vil bare løse denne sag i mindelighed og i al fortrolighed, så I kan bevare jeres facade og ikke få ødelagt jeres produkt, sagde han og trak vejret dybt. Katie, der faktisk godt kunne se, at manden havde en pointe, svarede: - Men du har jo ikke noget mandat til noget som helst, og alligevel vil du lave forhandlinger med os, NNO. Det er proportionsforvridning der vil noget. - Det kan godt være, du kalder det det, svarede Johs, som nu var ved at blive vred. - Men realiteten er, som jeg sagde før. Min medarbejder og jeg skal bare trykke på nogle knapper hjemme, så kører hele herligheden, og PR folkene får kronede dage, sagde han. Nu kunne Katie mærke en bekymring stige inden i sig og var glad, da telefonen ringede. Det var Nelson, der spurgte, hvordan det gik. - Jeg sidder midt i mødet med hr. Pistates, sagde hun. Men det kan være du skal med ind over? - Bed ham et vente et øjeblik og kom så hen og giv mig en briefing, sagde Nelson og lagde røret. - Har du noget imod at vente nogle minutter, spurgte hun. - Nej, sagde Johs, der kun kunne høre, hvad Katie sagde. Katie smuttede ind til Nelson og hun sagde til ham: - Ham Pistates er ikke nem at bide skeer med. Nu truer han med hele PR svineriet på internationalt plan, hvilket vil skade virksomheden her. - Han bluffer, sagde Nelson. - Jeg går ind og fortsætter samtalen på dit kontor. Vent med at komme ind, til jeg kalder. 173

Nelson gik ind og hilste på Johs, der nu begyndte at svede lidt. Johs fortalte det hidtidige forløb og sluttede med samme status som før. - Hmmm, sagde Nelson med lav stemmeføring. - Du har ret i meget af det, du siger, og vi har ikke løst denne opgave tilfredsstillende. Hvad er dit krav nu? - Jeg vil bare have en skriftlig undskyldning for, at I ville sabotere Folkemødet, svare Johs. - En forklaring jeg vil give til den nyudnævnte bestyrelse for Folkemødet og til den, der er daglig leder af denne, for os, store begivenhed. - Det vil jeg overveje, sagde Nelson. Var det det hele? Han var lidt lettet, og man kan jo altid skrive et brev, og det med formuleringen skulle han nok finde ud af. - Den anden del jeg vil bede om, sagde Johs med lidt større frimodighed. -Er at jeg får udleveret navnet på den eller de, der er opgavestillere. - Her er vi inde på noget, der er beskyttet som forretningshemmelighed. Jeg hverken kan eller må udlevere den information, afsluttede Nelson. - Han gik ud og hentede Katie og konkluderede. - NNO skriver et officielt brev til ledelsen af Folkemødet, og så er vi kvit. - Vi bliver aldrig kvit, hvis ikke jeg få at vide, hvem der står bag, sagde Johs. Dagens møde sluttede i en dårlig stemning, og Johs tog tilbage til sit logi. Casper havde benyttet anledningen til at tage en masse dækbilleder fra Philadelphia. Han var klar over, at det ville være umuligt at få nogen fra NNO til at medvirke i et tv-indslag, så han ændrede drastisk i sin programplanlægning, så det mere blev en snak med Johs E. Pistates i studiet, krydret med billeder. Han kunne tænke sig at lokke Johs til en sviptur til Manchester og så tage dækbilleder dér. Fra selve Folkemødet og fra Bornholm, lå tv-stationen inde med en masse materiale. Da han ville have Johs med i billedet fra byen her og nu, dirigerede han ham til at indtage forskellige positurer i 174

byen. Det samme ville han gøre i Manchester. Men han var da ærgerlig over, at de ikke nåede længere, hvilket til dels var hans egen skyld. Planlægning skal gennemføres ordentligt, inden man påbegynder en opgave, huskede han, at en af hans læremestre havde sagt.

175

KAPITEL 31

NYE UDFORDRINGER Jobtilbud

Telefonen ringede i Airbnb logiet, hvor Johs nu sad. Casper var ude med kameraet. Det var Nelson, der var i telefonen og han sagde:: - Vi kom lidt skævt ind på hinanden i dag. Har du lyst til at spise middag med mig i aften? - Ja tak, svarede Johs. De aftalte tid og sted, og på den aftalte tid gik Johs ind ad døren til et mindre, men meget hyggeligt sted downtown, hvor Nelson ofte kom, når han helst skulle være helt afslappet. - Hello, Lewis, (Hej Lewis) sagde tjeneren, da når de kom ind ad døren. - I have two seats for you over here. -(Jeg har to pladser herovre). De to mænd satte sig, kiggede på spisekortet og valgte, hvad de ville have at spise og drikke. Godt inde i middagen, sagde Nelson: - Du havde jo en snak med Katie tidligere i dag, og vi to talte også sammen. Jeg vil bare, for at være ærlig, sige, at jeg forstår dig og jeg kunne måske også have fundet på at gøre det samme som dig, hvis jeg kom i en sådan situation. - Det er jeg da glad for at høre, sagde Johs. - Men vi er enige om, at I skriver et beklagende officielt brev til Folkemødet på Bornholm, ikke? - Det står fast, svarede Nelson. - Og det andet? Johs kiggede spørgende ind i øjnene på Nelson. - Situationen har ikke ændret sig, brummede han. - Surt! sagde Johs. Nelson spurgte til, hvad Johs lavede til daglig, og Johs fortalte beredvilligt om GNCI, de mange filialer og de spændende opgaver, men også om hans egen rolle i organisationen. - Det lyder da enormt spændende. Jeg kender faktisk godt GNCI fra forskellige steder, jeg har været, og det er meget seriøst tv, synes jeg, sagde Nelson. 176

- Tak, svarede Johs. - Jeg indrømmer, at jeg har et fantastisk spændende job, hvor jeg, med al den teknik, der findes, kan sidde hjemme i Allinge og styre alt det, der skal styres, og det er faktisk ikke så lidt, smilede han. - Er det så spændende, at du aldrig kunne tænke dig at skifte til noget andet, spurgte Nelson. Spørgsmålet kom bag på Johs, der svarede: - Jeg har været i tv det meste af mit liv, sagde Johs. Og jeg har ikke tænkt på at lave noget andet. - Du ser ud til at være en mand af den karakter og med den viden, som jeg har brug for, sagde Nelson. - Nu spørger jeg dig direkte, kunne du tænke dig at flytte til NNO og få et job her. Jeg tænker ikke på Philadelphia, men Skandinavien, og hvor du også vil have mulighed at arbejde hjemmefra. Vi vil stille al den nyeste teknik, computere med videre til rådighed for dig. Lønmæssigt tror jeg faktisk, vi kan matche. De var ved at afslutte måltidet og Johs gik ud på “Gents”. Da han stod ved et pissoir, kom Nelson ud og stillede sig ved siden af ham. Det havde altid generet Johs med de offentlige toiletter. De snakkede ikke sammen, men pludselig hørte Johs nogle ord, der kom fra sammenpressede læber. - Hedbergs, Göteborg- , blev der sagt og ikke mere. Johs ilede ud til sin plads og tog sin smartphone frem og skrev de ord han havde hørt. De snakkede ikke mere sammen, og Johs fornemmede, at han ikke skulle spørge. - Jeg tænker over dit tilbud og vender snarest tilbage, sagde Johs, og takkede for et lækkert måltid. Han tog en taxi tilbage til sit værelse. Han kastede sig straks over computeren og søgte på Hedbergs. Der var ikke meget at vælge imellem. En bilforhandler tog den største plads, men ellers kunne Johs ikke se, hvordan han skulle komme videre ad den vej. Casper kom tilbage og var nok så fornøjet med dagens høst af baggrundsfotos. Johs sagde intet til Casper om hans samtale, blot at det var gået godt. 177

Casper fornemmede dog hurtigt, at der var noget, Johs ikke fortalte, men ville ikke bore i det nu. To dage efter, da de var kommet helt hjem til Allinge, ringede Johs til kommissær Winther. - Har De tid til en lille snak, spurgte han. - Sig bare - du- . Ja, jeg har tid til en snak, svarede Winther. Johs kørte ind til Politigården og briefede Winther om den nyeste udvikling. Især det med undskyldningsbrevet, synes Winther var godt. De kunne alligevel ikke gøre mere ved det, eller rettere, Winther havde ikke tænkt sig at gøre mere ved det. Der var nok af andre opgaver på øen og lige nu var det turistsæson. Den sidste information fra Johs fik Winther op af stolen. - Hvad siger du Pistates. Sagde han bare - Hedbergs, Göteborg- , sådan uden videre. - Sådan uden videre, svarede Johs. - Men kan du prøve, om du kan finde ud af, hvem det er, så vil det jo være godt for hele sagen, og så kan vi betragte den som opklaret. Jeg har bare kigget på nettet og fandt ikke noget af værdi dér. - Jeg tager fat i mine svenske kolleger lige med det samme. Tak for informationen, sagde han, betydeligt venligere end ved tidligere tilfælde. Inden Johs var nået ud, sad Winther med telefonen for øret. Efter besøget hos Winther, kontaktede Johs sine venner, som kom hjem til ham senere på aftenen. Johs fortalte nu alt, hvad han havde oplevet, og hvad status var i dag. Han undlod dog at tale om et nyt job. Dette havde han allerede nået at drøfte med Lilly, der var med på et jobskifte, hvis det bare ikke vendte alt for meget op og ned på deres tilværelse. - Fik du nu det hele med, spurgte Casper. - Siden du spørger så direkte, er der en sag mere. Jeg er blevet tilbudt et job som konsulent og controller i NNO og skal være mere direkte aktiv, sagde Johs. Casper smilede. Hans fornemmelse havde været rigtig. 178

- Jeg får ganske vist ikke et job som bestyrelsesmedlem, sagde Johs. - Men jeg bliver mere operationel til en højere løn. Jeg bliver engageret i Skandinavien og beholder mit lille, lækre kontor her nede i kælderen, afsluttede han. Jeg siger dog ikke ja til Lewis Nelson, før jeg har et brev fra ham. - Det har du klaret virkelig godt, Johs, sagde Svend. Kan vi så få vores dagligdag tilbage uden at skulle lege detektiver? - Det burde vi kunne, svarede Johs med en tilfreds mine. I Göteborg til forhandling Barry Clipmann var ankommet med fly næsten direkte fra Philadelphia og sad nu hos Leif Hedberg i Göteborg. De to mænd hilste på hinanden og kom hurtigt ind på fejltagelsen på Bornholm. - Vi har vores andel af fejlen, sagde Barry. - Men ikke det hele. - Hold nu op, Barry, sagde Leif. - Fejlen kan kun være på jeres side. I påtog jer opgaven, og jeg godkendte. I gik i gang, og I lavede en fadæse. Jeg synes, vi skal have vores penge tilbage. Og så må vi sluge denne kamel, sagde han. - Der er er altid en risiko med alle slags job i det, vi udfører, og det har vi taget højde for i kontrakten, svarede Barry. - Ja, og så sidder vi bundet fast her, svarede Leif. - Normalt ville jeg gå rettens vej, men det kan jeg jo ikke, da alt dette er hemmeligt og ulovligt. Derfor synes jeg, vi må lave en gentleman agreement og få det bedste ud af det. Barry tænkte så det knagede. - Kunne man forestille sig, at vi kompenserede på en fræk måde, sagde han - Hvad med Norge for eksempel? Om mindre end en måned har de deres event, men jeg tror ikke, vi kan nå at lave noget halløj dér, men være til stede og så planlægge en operation næste år. Hvad siger du til det? - Det kunne være en mulighed, svarede Leif. Men vi må have en helt anderledes planlægning, og det må være 179

mere professionelt, fortsatte han. - Vi arbejder kun professionelt, protesterede Barry. Dette er mit foreløbige oplæg. Men jeg må selvfølgelig tilbage og have det clearet hos vores nye chef, Katie Brown. - Har I fået ny chef, spurgte Leif. - Ja, og en bedre en af slagsen, i hvert fald hvad angår udseendet, sagde han med et smil. De aftalte, at Barry skulle vende tilbage.

180

KAPITEL 32

KÆRLIGHEDEN ER… Lufthavns frieri Tom skulle til at rejse hjem til England. Han skulle være på kontoret, når Barry kom hjem fra sin rejse. Katie og Tom havde haft nogle virkelige skønne dage, hvor de fandt ud af, hvor meget de havde til fælles, og hvor vildt forelskede de var i hinanden. Men nu var disse elskovsdage ved at være slut, billetten var købt til hjemrejsen og Katie sad hjemme i sin lejlighed med tårer i øjenkrogene over, at hendes elskede nu skulle forlade hende. - Vi må bare snart ses igen, sagde Tom. - Nu tager jeg hjem og opsøger min familie, som jeg ikke har set i lang tid og fortæller, at jeg har mødt mit livs kærlighed og fået en ny position i firmaet. De forstår stadig ikke, hvad jeg laver, sagde han. - Ellers har vi jo Facetime, mail eller messenger og den gode gamle telefon til at kommunikere med. - Ja, sagde Katie og snøftede. De gik i seng og fandt trøst i hinandens arme. Katie kørte Tom ud til Philadelphia Airport. Da de havde afleveret hans bagage, og han skulle til at gå igennem til security, stod de længe og kiggede hinanden dybt i øjnene. Der i afgangshallen og ganske uromantisk, sagde Tom pludselig stille, så ingen andre kunne høre det: - Katie Brown, vil du gøre mig den glæde at blive min hustru? Og så gav han hende en smuk ring i flot indpakning. Årh, dette skulle vel have været et helt andet sted, sagde hun – men jeg siger ”JA” og Tom, hvor er den smuk, sagde hun og viftede med fingeren hvor hun havde sat ringen. De blev enige om at næste gang de så hinanden skulle de – og kun de to – have en romantisk middag i byen, hvor de nu var. Tom måtte nu gå ind ad døren til security og Katie gik ensom og alene tilbage til bilen. 181

Overrumpling i Göteborg En politibil trillede forsigtigt frem ved Hedbergs i Göteborg. Ind kom to politibetjente og spurgte efter Leif Hedberg. - Hejsan. Vi har fået en henvendelse fra det danske politi angående en medvirken til at spolere det danske folkemøde her midt i juni. Har du medvirket til noget sådant, spurgte politifolkene. - Øh, sagde Leif Hedberg, der blev taget med bukserne nede. Han kunne ikke nå at finde på en løgn. - Vi skal bede hr. Hedberg følge med, sagde de og kørte til den nærmeste politistation. Bryllupsplaner De næste par dage gik med at få styr på alt det, Johs havde forsømt på sine rejser. Han blev pludselig ringet op af Tom. - Hvordan går det Johs? Jeg kan forstå, at sagen nu er lukket, men at Nelson er i gang med at skrive et undskyldningsbrev. - Jeg sidder nu på min pind i Manchester, og jeg vælter rundt i opgaver, sagde en glad Tom. - Du lyder da glad, sagde Johs. - Har alt lagt sig tilrette for dig og du bliver ikke forfulgt mere, hva’? - Nej, jeg bliver ikke forfulgt og jeg er så glad, Johs, og ved du hvorfor, spurgte Tom. - Jeg skal giftes med Katie og det bliver om ikke alt for længe. Vi kan ikke undvære hinanden, fortsatte han. Og I fra Allinge bliver inviteret. - Nej, hvor er jeg glad på dine og Katies vegne, sagde Johs, og det mente han virkelig. Han lagde røret og skyndte sig op fra sit kontor til Lilly og fortalte den gode nyhed. Lilly blev vildt begejstret og fik straks en masse ideer og ringede prompte til Merethe, der blev lige så glad for den gode nyhed. Svend havde inviteret hele slænget over til en gang aftensmad i Nørregade. Alle var mødt op og Casper sagde: - Det er da nyheder, der kan begejstre, ynte? Alle nikkede, og så gik de til bords. 182

Merethe var en god værtinde, og de nød alle det lækre måltid. - Jeg snakkede med Lilly tidligere i dag, og vi har fået en fabelagtig idé, sagde Merethe. - Jeg vil fortælle, og så må I sige, hvad I virkelig tænker om det, sagde hun med lidt hektiske røde pletter på kinden, der ikke kun skyldtes den gode rødvin. - Med alt det, der har været, kunne vi tænke os at foreslå Katie og Tom, at de holder brylluppet her i Allinge. Der gik et sus igennem de forsamlede. - Her, sagde Casper. - Tror du, de vil det. Det må da være mere spændende for dem med Philadelphia, ynte, sagde han - Jeg synes, det er den fedeste idé, jeg længe har hørt, sagde Johs. - Og det skal selvfølgelig være her. Didde og Arne stemte i. Hele selskabet var med på den og kiggede mere forventningsfulde hen til Merethe. - Nu brainstormer vi, brød Lilly ind. - Jeg kunne for eksempel forestille mig, at de blev viet i Allinge kirke, og at vi lejede Domen til en bryllupsfest. At de skal bo på “Nordlandet”, og det bare skal være så romantisk. Hun smilede bare ved tanken. - Det var dog en skøn idé, sagde i munden på hnanden. De blev nu enige om, at de skulle foreslå det med brylluppet og forelægge det hele for Katie og Tom og så høre hvad de sagde til det og hvilken dato det eventuelt passede dem at blive gift.. - Vi sender altså ikke bare en mail, vel, sagde Merethe. Vi må tale med dem, og det må du altså gøre Johs. Som sagt så gjort. Johs ringede til Tom, der syntes, det var en virkelig god idé, og han var glad for, at hans nye danske venner havde taget dette initiativ. - Men bliver jeg hugget ned af Allingeboerne, når jeg nu kommer tilbage, spurgte han lidt ironisk. - Jeg tror ærligt talt ikke, at der bliver nogen form for ballade. Vi kan nok ikke undgå omtale, men du må charmere dig ud af det hele, hvilket jeg tror, du er god til, sagde Johs. 183

Tom var selvfølgelig nødt til at forelægge det for Katie, og så ville han ringe tilbage. Alle havde lyttet spændt på samtalen, og nu sagde Merethe: Så må vi høre, når de nu vender tilbage, hvor omfattende de kunne tænke sig brylluppet og så kan vi hjælpe til – synes I ikke. Undskyldningsbrevet og møde Folkemødets ledelse Der kom et rigtigt brev til Johs fra Lewis Nelson og NNO. Smukt brevpapir – oversat lød det sådan: til Folkemødet på Bornholm Att.: Bestyrelsen Med denne skrivelse vil vi bringe vores uforbeholdne undskyldning for den uro og smerte, vi har forvoldt ved det seneste Folkemøde. Vi handlede på vegne af en klient, der ønskede at skabe utryghed ved Folkemødet med henblik på fremtidige arrangementer. Vores klient ville så tilbyde Folkemødet at overtage alt det praktiske. Alt dette kom ikke til at ske, da politiet fik stoppet os, inden vi kom i gang, så Folkemødet fortsatte således, som det var planlagt. Hvis vi har forårsaget noget, der har givet forøgede omkostninger, er vi indstillet på at godtgøre det. Vi har opsagt samarbejdet med vores klient. Med venlig hilsen NNO, Rittenhaus Square Park 17, Philadelphia, Pennsylvania, USA Lewis Nelson Johs tog brevet med sig og fik en aftale med lederen af Folkemødet. 184

Han afleverede brevet og bad om at det blev givet videre til den nye bestyrelse, som det jo var stilet til. Flere medarbejdere var til stede på kontoret og de bad ham tage plads og så fortalte Johs i korte træk, hvordan det var lykkedes at finde ud af, hvem der ville ødelægge Folkemødet og ovenikøbet få dem til at give en undskyldning. Lederen rystede lidt undskyldende på skuldrene og sagde at de havde haft så ualmindeligt travlt på sekretariatet også efter Folkemødet, at de ikke havde beskæftiget sig med opklaring af attentatet. Man havde troet, at politiet havde fuld kontrol over hele situationen og derfor havde de slet ikke spurgt ind til detaljerne. - Jeg er dybt imponeret, sagde lederen. - Tænk at en gruppe borgere tog sagen i egen hånd. Det var jo egentligt noget vi herfra skulle have igangsat. På Folkemødets vegne vil jeg rette en hjertevarm tak til jer alle fire. Brevet blev overrakt til borgmesteren, der var meget taknemmelig over den fine afslutning på det, der havde bekymret dem rigtig meget ved årets Folkemøde. Hun tog omgående telefonen og ringede til Johs. - Jeg vil takke dig og dine venner for den fantastiske opgave, I påtog jer, og det smukke resultat vi har set her i dag. I er da borgere, der vil det vel for jeres by og dermed hele Bornholm. Bring mine bedste hilsener til dine venner også - og, sagde hun; - Det kan godt være jeg vil hilse på jer sådan mere officielt på rådhuset senere på året. Johs blev helt rød i kinderne, mens han talte med den populære borgmester og lagde røret med en sær følelse af glæde, stolthed og…ja, hvad skal man sige - veludført opgave. Samme aften bragte TV2 et indslag om at sagen nu var opklaret. Casper kørte selv speaken på udsendelsen og fortalte meget klart om forløbet. Dagen efter skrev Tidende: Mission completed! Attentatet på Folkemødet fuldt opklaret 185

og så fulgte et interview med Johs og Svend, om de detaljer, der havde ført til opklaringen af sagen. Der blev vist billede af de to venner stående med armene om hinandens skuldre. Tv-journalisten Casper og Didde blev nævnt, men kun i teksten. Tom ringede til Johs og sagde med bevægelse i stemmen: - Tusind tak til alle jer venner i Danmark for at ville holde vores bryllup. Det har glædet os virkelig meget, og vi siger stor tak for det. Men jeg tror, meget af dette er en kvindeting, så Katie ringer til din kone for at aftale det nærmere forløb. Bryllupsdatoen blev fastsat til 26. november og det gav god tid til planlægningen. Katie og Lilly havde en lang snak, og så kaldte Lilly Merethe over til sig og sammen ringede de til Beth. De kommunikerede også over de sociale medier, indtil midt i november, hvor Katie fløj til Bornholm. Marathonpræsten var helt med på det med brylluppet i Allinge kirke og accepterede ovenikøbet, at Daniel Lipmann måtte stå sammen med ham og også tale i kirken efter at have fået godkendelse af provsten. Kommunen havde givet tilsagn om, at de kunne leje Domen. Damerne diskuterede hvordan blomsterdekorationen skulle være i Domen, og i kirken. De drøftede maden og Merethe havde kontakt til en dygtig kogekone, faktisk en af hendes egne skolekammerater fra Allinge. De snakkede også bryllupsgaver og blev enige om, at de unge mennesker skulle have en stor og nyttig gave, og så splejsede hele gruppen. Johs skulle være brylluppets sprechstallmeister, alt naturligvis med brudeparrets velsignelse.. Telefonen ringede i lommen hos Johs. Han var lige gået ud fra sin dør og nød den skønne danske eftersommer i haven. - Johs E. Pistates, sagde han. - Spiegelberg her, lød det i den anden ende. 186

Det var den øverste chef for GNCI med hovedsæde i Johannesburg. - Efter alle høflighedsfraserne var ovre, og de hver især havde fortalt, hvordan vejret var, fortsatte Nikita Spiegelberg: - Jeg kan se på tallene, at det går rigtigt godt for os i Europa, og vi skal bare køre ud af den vej og forbedre os mere og mere. Derimod synes jeg, det er en smule tyndbenet i den skandinaviske afdeling i København. På en måde synes jeg, vi skal leve op til vores navn og være skandinaviske, og jeg mener, vi mangler meget fra Sverige og Norge. Vi har brug for at kontakte nogle igangværende tv-stationer i begge de lande. Er du enig med mig i dette? - Jo, det har jeg også sagt tidligere, svarede Johs. - Jeg har bedt Niels i København om at komme med et oplæg og tage de nødvendige kontakter. Jeg rejser om et par dage over og hilser på vores folk i Manchester og derefter tager jeg til Rom. Nico har bedt mig om at komme forbi og give en undervisning, hvilket jeg gerne gør. Fra Rom må jeg jo nødvendigvis forbi København for at komme hjem. Så kan jeg tage inden om kontoret og sætte pres på den opgave. - Jeg synes du skal komme ind på hovedkontoret her og lad os få en god snak om dette her. Kan du passe det ind i dine rejseplaner, Djås?Det synes jeg lyder som en fornuftig løsning, sagde Spiegelberg. - God rejse, Djås, og så lagde han røret. Uge 33 havde Johs planlagt til nogle rejser. Han var jo vant til dette, så det var ikke noget, der generede ham voldsomt. Første stop på rejsen var Manchester, hvor han, sammen med Casper, skulle lave dækbilleder til det tv-program, Casper var ved at producere. Han havde naturligvis også et møde med Anthony Angus. - Rart at møde dig igen, Djås. - I lige måde, svarede Johs. - Hvordan går detpå din ø?, spurgte Anthony. - Det ser faktisk ud til, at vi har løst opgaven, svarede Johs. - Vi mangler bare en bekræftelse fra det svenske poli187

ti, som mangler at få styr på enkelte detaljer. - Svensk politi, undrede Anthony sig. - Hvad har Sverige med sagen at gøre? - Ja, det vil vise sig. Men jeg tror, jeg snart er færdig med det projekt og kan koncentrere mig om mit tv-arbejde. - Ok, Djås, Lad os se på det. Jeg har her nogle dokumenter om Frankfurt og Barcelona, som vi må drøfte og snakke med de lokale direktioner om. De kiggede nu først på Frankfurt, der havde problemer med et par kunder om nogle reklamer, der var gået galt på tv-stationen. Man var ved at placere skyld, men det var altid dårlig PR, når der var ballade med kunder, og det måtte tages seriøst. Derfor ville man gerne have, at bestyrelsen så på det. Barcelonas lokale direktion havde haft nogle drøftelser og mente faktisk, at det ville være mere lønsomt for dem at flytte kontoret til Malaga. I et dokument de havde fremsendt, argumenterede de for deres projekt. Blandt andet at i området landede flere ledende forretningsfolk, og at lufthavnen dér var populær. Det ville være smartere, at kunderne fløj ind og mødte en tv station, der kunne deres kram. Studiet skulle være professionelt og placeres geografisk i nærheden, fordi priserne var bedre og mange af kunderne ville befinde sig her, hvor mange af dem havde en sommerbolig. Nu ville man have en opbakning fra bestyrelsen til at gå videre. Angus og Johs lavede deres indstilling til forslagene, som skulle forelægges for den samlede bestyrelse. Allerede tidligt dagen efter mødtes de igen og fortsatte deres arbejde til brug for det næste bestyrelsesmøde,der skulle finde sted om et par uger. Da de var færdige, ville Johs tilbage til hotellet - det hotel, han plejede at bo på, og som lå i god afstand fra GNCI i Bolton. Han ville tage pæn afsked med Casper, der havde fået tilfredsstillende billeder og ville rejse tilbage til sit job hos TV2/Bornholm. - Jeg tænker ofte på Tom, sagde Anthony da de var ved 188

at tage afsked. – og glæder mig til deres bryllup. Jeg lærte ham at kende ved de besøg, vi havde i kirken, og jeg fattede faktisk sympati for ham. En forbryder, men en flink en af slagsen. - Jeg har løbende kontakt med Tom, svarede Johs. - Jeg havde tænkt mig at sige hej inden jeg tager til lufthavnen. Tak for denne gang. Vi ses snart igen. Johs tog en taxi til lufthavnen og var glad for, at det var en forretningsrejse. Hvis det havde været privat og han selv skulle betale, havde han måttet bøvle med busser og tog, ligesom da Lilly var med, sidst han var her. Han nåede fint flyet og landede i Rom tidligt på aftenen. Det var et udmærket hotel, der ikke lå langt fra GNCI i Rom, så Johs besluttede sig for at ville gå turen. Han nød turen på gaden, da han pludselig blev skubbet til. Fyren, der skubbede ham, løb ned ad en sidegade, og Johs fik en mistanke. Ganske rigtigt - hans tegnebog var væk. Johs havde rimeligt mange penge med sig, men hans billetter og pas lå et andet sted. Mastercard’et lå i den forsvundne tegnebog. Hans VISA kort havde han været så fornuftig at lægge i en anden lomme. Nej, hvor det var surt. Johs skyndte sig hen til tv-stationen og inden han nåede at hilse på alle kollegerne, fik han lov at sætte sig på Nico’s kontor. Her spærrede han sit Mastercard, og Nico hjalp ham med kontakten til politiet. Han kunne heldigvis hæve kontanter på sit VISA kort. Johs ærgrede sig. Sådan noget havde han aldrig været ude for før. Nico og Johs gik en runde på tv-stationen, og Johs hilste til alle sider. Flere af medarbejderne her i Rom kendte han fra tidligere. Om et par timer var de kreative medarbejdere og planlæggere kaldt til møde, hvor Johs faktisk skulle holde det samme foredrag han holdt i Manchester til sidste regionsmøde. Foredraget sluttede med applaus til foredragshol189

deren. Efter en god frokost sammen med Nico Lombardi på dennes yndlingsrestaurant i Rom, blev han kørt til lufthavnen, hvorfra han skulle videre til Johannesburg. Her landede han tidligt, men fik tilladelse til at komme ind på hotellet, selv om det var tidligt på dagen og fik sig et par timer søvn, inden han kl. 13.00 skulle møde sin chef, GNCI’s øverste leder Nikita Spiegelberg. Johs havde naturligvis været i Johannesburg ved flere anledninger som medlem af bestyrelsen. Han var hver gang imponeret over denne største by i Sydafrika med 6,3 millioner indbyggere. Nikita var en meget entusiastisk tv-pioner, der for mange år siden begyndte under beskedne kår. Efterhånden voksede virksomheden, som egentlig hed Good News Channel fra begyndelsen. Da Nikita fandt det nødvendig at samarbejde internationalt, benyttede han sig af sine kontakter og tog initiativet til en international tvkæde. Han føjede navnet International til firmanavnet og det blev efterhånden til GNCI. Han havde nu mange medarbejdere, og Johs var gledet fra at være en medarbejder til at sidde i den internationale bestyrelse, hvilket skulle betragtes som et cadeau til ham. Johs tog den traditionelle tur rundt på tv-stationen og hilste på medarbejderne. Nogle tog han en længere snak med; det var de medarbejdere, han havde arbejdet sammen med andre steder i verden Johs tænkte på sin sidste samtale med Lewis Nelson og hans tilbud om job i NNO organisationen. Det tumlede rundt i ham, og han vaklede mellem at ville blive hos GNCI eller skifte til noget helt nyt. Måske kunne han forene det på en eller anden måde?, tænkte Johs. Nåh, men det var ikke det, han var her for i dag. Spiegelberg og hans bestyrelsesmedlem Pistates satte sig i det utroligt lækre konferencerum med god udsigt og begyndte dagens forhandlinger. 190

- Som jeg sagde til dig i telefonen, kører vores virksomhed faktisk tilfredsstillende på verdensplan - og det skal den blive ved med, indledte Nikita. Derfor ærgrer det mig, når en sektion ikke går, som den skal, og det synes jeg ikke den gør i Skandinavien. Jeg ved godt, at vi kun har et mindre kontor i København, og at udviklingsmulighederne er få. Jeg er indstillet på at tilføre penge til Skandinavien, og så tror jeg, det ville gavne, hvis vi samtidig åbner kontor i Stockholm eller Göteborg og et i Oslo. De snakkede om de forskellige muligheder og sådan som ledelsen ville se på det, også om at flytte københavnerkontoret fra Liflandsgade til noget mere business agtigt centralt i hovedstaden. Man kunne beholde et studie i Liflandsgade, men måske kunne de finde et domicil, hvor begge dele kunne forenes. Jeg flyver direkte til København herfra, sagde Johs. - Jeg snakker med Niels og Bodil og så vender jeg tilbage til dig med de lokale forslag, som vi kan strikke sammen der. Han gik ud og ringede til Niels og de aftalte et lørdagsmøde hjemme hos Niels og Bodil privat. Mødet var ovre. Johs tog nu en tur alene rundt i byen og hoppede på en sightseeing bus og fik fin guidning rundt i den store by. Han var mættet af indtryk, da han træt gik til ro i denne kæmpe metropol. Fredag middag tog han fly til København. Dette var lidt mere besværligt, da han denne gang skulle til en destination langt væk. Det blev endnu en nat med at sove i et flysæde, men egentligt gik det rimeligt godt, selvom han ikke følte sig udhvilet. Han landede i Amsterdam kl. 05.00 lørdag morgen og tog sig lidt morgenmad i lufthavnen og gik så hen og tog KLM flyet til København kl. 07.55. Johs forberedte sig igennem alle punkterne, medens han var i luften. Hans iPad kom ham til stor hjælp, og han havde næsten et oplæg klar, mest med hans egne tanker, men også med de input, han havde fået fra Spiegelberg. Senere på formiddagen satte maskinen landingshjulene på hjemlig grund. Han var i København. Han tog en taxi ud til Bodil og 191

Niels’ adresse ikke langt fra lufthavnen. Han havde nu rejst cirka et døgn. Hovedkontoret var langt væk. Som sædvanligt tog Bodil og Niels godt imod ham. Han fik lækker brunch, og de havde meget at snakke om. - Hvordan gik det egentlig med al det halløj omkring Folkemødet, spurgte Bodil - Mysteriet er løst, svarede Johs. - Det var en lang kamp, men vi vandt. Så nu kan vi komme videre med fred i sindet. Johs gik over til dagens forhandlinger og redegjorde for ledelsens synspunkter, blandet med hans egne tanker. Da han havde talt i næsten 30 minutter, spurgte han: - Hvad siger I? Dette kommer til at berøre jer i allerhøjeste grad for arbejdet må startes op af jer og ledes fra København, i hvert fald til en ny organisation er på benene i Göteborg og Oslo eller måske Stockholm i stedet for Göteborg. - Jeg synes, det lyder som en stor mundfuld, ikke Niels. Vi som havde tænkt på så småt at skulle trække os tilbage, var Bodils umiddelbare kommentar. - Hold op, Bodil, du skal vel ikke trække dig tilbage nu - og her kommer en enestående chance, hvor der følger en kasse penge med, svarede Johs. Niels svarede mere nøgternt: - Det er en ordentlig mundfuld, du har lagt hen til os i dag, og vi må selvfølgelig gennemtænke det, inden vi svarer. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, det lyder enormt spændende og vil give os en økonomisk frihed. Jeg kontakter dig, Johs. De snakkede videre og nu kunne Johs godt mærke at han var lidt groggy ovenpå de sidste par dages intensive forhandlinger og rejser. - Jeg ta’r flyet kl. 16.15, sagde han. - Og så er jeg på øen ved 17-tiden. Lilly kan hente mig i lufthavnen, og jeg kan stadig nå at få lidt aften sammen med familien, sagde han. Han slog nogle slag på sin mobiltelefon og sagde: - Så er den klaret! 192

Niels kørte ham til lufthavnen, og inden de skiltes, sagde Johs: - Tag dette som en opmuntring til jer og jeres virksomhed. GNCI synes, at I gør en god indsats. Men business er business, og vi skal vokse her i Skandinavien. Det kan I stå for, så jeg glæder mig til at høre fra jer. I flyet var Johs lige ved at falde i søvn, men det kan jo dårligt betale sig på Bornholmerflyet. Johs havde brugt hele sommeren på at udrede Folkemødet og de havde slet ikke haft ferie endnu. De næste to uger ville Lilly og han tage en ferie. Hvorhen skulle de snakke om her i weekenden. Når ferien var overstået, fyldte Svend 70 i september. Derefter skulle der være bryllup, så der var nok at glæde sig til. I begyndelsen af måneden skulle han så gå videre med alle de projekter der blev sat i gang på denne rejse. Det glædede han sig også til. Fødselsdagsfest på Bornholm I begyndelsen af september, fyldte Svend så 70. Alle børn, svigerbørn og børnebørn var kommet hjem, samt øvrig familie og mange mennesker, som kom forbi. Der var flag overalt. De havde haft den traditionelle annonce i avisen: - Der er kaffe på kanden i Nørregade. Svend fylder 70 og familie og venner, kolleger etc. er velkommen til at kigge forbi mellem kl. 9 og 12. Kærlig hilsen Merethe- . Mange var dukket op for at lykønske den gamle bliktud og det blev en dag, som Svend kunne leve længe på. Ikke mindst syntes han, det var sjovt, når Johs og Casper kom på besøg. Nu havde Johs ikke gipsarmen på mere, men øgenavnet, Gipsarmen, hang ved. Sådan er det bare på Bornholm. Johs og Casper stod og sang en duet med tekst, de selv havde skrevet. Det gik temmelig godt, ikke helt klokkerent, men der var stor applaus Lilly og Johs, Merethe og Svend sad ved tv’et hjemme hos Lilly og Johs en tirsdag i september efter Svends fødselsdag. De havde også inviteret Didde og Arne, som dog ikke 193

kunne komme. TV2/Bornholm sendte et 30 minutters program, der hed “Gipsarmen” og dér sad Johs i tv-studiet og vinkede med sin gipsarm. Billedet var taget mens han endnu havde gipsen på. Casper lavede interview med ham omkring sommerens begivenheder. Programmet startede med glimt fra Folkemødet og især det øjeblik, da borgmesteren gik på talerstolen. Så kom nogle glimt fra flere nyhedsudsendelser om attentatet. Der kom glimt fra Philadelphia, og der blev fortalt om Manchester. Hele forløbet og Johs’ rejser til disse byer blev beskrevet. Hedbergs blev også nævnt, men her havde Casper ikke kunne få gode billeder, da det svenske politi ikke tillod at slippe fotos under en pågående udredning. Dette var den definitive afslutning på årets Folkemøde. Men man er allerede i gang med at planlægge det næste, sagde studieværten Casper Nielsen og så kom rulleteksterne på. Casper have i forvejen sendt en fil både til Katie, Nelson og Anthony, så de kunne følge med i dette afslutningsprogram. Programmet var så populært, at det blev udvalgt til ”Så’Danmarkt” i en forkortet udgave, så det ikke kun var bornholmerne, der var orienteret.

194

KAPITEL 33

26. NOVEMBER Bryllupsdag i Allinge Efteråret gik og nu var det slutningen af November. Det havde rygtedes ude i byen og både bornholm. nu, Tidende og Rytterknægten havde indlæg med, at det faktisk var en af Folkemødets terrorister, der skulle giftes med en anden terrorist, der også havde været på Bornholm i samme anledning, så kirken var godt fyldt med nysgerrige borgere, der kom til globryllup. Efter dansk tradition stod Tom oppe foran i kirken. Ved siden af ham stod hans lillebror, og de ventede på bruden. Så lød tonerne til: Here comes the bride… og ind kom Katie sammen med sin far. Hun var enormt smuk i sin nedringede brudekjole, så alle i kirken var dybt berørt og nogle spidsede munden til et lydløst fløjt. Tom stod med tårer i øjnene. Marathonpræsten holdt en glimrende, kort tale på hurtigt jysk. Daniel talte meget personligt, mest rettet mod Tom og ønskede Guds velsignelse over deres ægteskab. Der blev kastet ris, og der var mange klapsalver, da brudeparret trådte ud på Kirkepladsen, som for et par måneder siden var fyldt med telte og busser til Folkemødet. Casper holdt i en lækker limousine udenfor og kørte brudeparret til en fotograf i Rønne, inden han i høj hastighed kørte tilbage til Allinge og til Domen. Denne særprægede bygning egnede sig fantastisk godt til netop dette internationale bryllup. Der blev holdt taler af deres familiemedlemmer, af Lewis Nelson og af mange af de nye venner, de havde fået i Danmark. Johs var også på banen, og han gav en kort historisk redegørelse, krydret med egne oplevelser. Der blev klappet og sunget og slået på glassene som til ethvert dansk bryllup. Bagefter var der dans i Domen. 195

Johs gik udenfor, mens folk dansede, og stod ved rækværket og kiggede over havet i denne kolde novemberaften. Lewis Nelson kom ud til ham: - Tak Johs. Dette har I gjort rigtig godt og hvilken skøn aften, det har været. Jeg vidste ikke, at der var så smukt på Bornholm, og jeg forstår, at det er lige her ved siden af, at alle begivenhederne fandt sted. Han pegede hen mod cirkuspladsen. - Ja, det var det og det er en forvandlet by, som du slet ikke kan genkende, når alle telte og alt udstyr står her til et Folkemøde. Det er simpelt hen sjovt at være borger i Allinge i de dage. - I øvrigt Lewis, Tak for dit tilbud, sagde Johs, mens de stod ude ved rækværket, og brændingen kunne høres her i november. - Jeg siger ja tak. - Fantastisk, svarede Lewis. - Du er mere end velkommen i organisationen. Hvornår kan du begynde. - 1. april, svarede Johs. - Jeg skal lige afvikle mit nuværende job. Jeg vil gerne, om du kan organisere, at jeg har en kontrakt fra dig på mandag. - Intet problem, svarede Lewis. - Og så skal vi have en god snak om dine arbejdsopgaver. Kan vi snakke sammen mandag formiddag, inden jeg rejser hjem? Johs havde klaret det hele elegant, som styrer af hele bryllupsfesten og var glad for, at det var gået godt altsammen. Brudeparret kørte nu i limousinen, ført af Casper, til det nærliggende Hotel Nordlandet, som havde åbent hele året. Først blev der igen kastet ris. Katie og Tom kastede et blik ud over havet der i nattemørket, hvor de kun kunne høre bølgernes brus, inden de endelig gik ind på hotellet. En skøn dag var slut. Katie og Tom Schmidt var nu mand og hustru. Mandag middag mødtes Nelson og Johs til en frokost i Det Gamle Posthus. Her gav Nelson et udkast til kontrakt til Johs. De gennemgik indholdet og Johs sagde, at han nu 196

ville nærlæse hvert ord og, for god ordens skyld, lade sin advokat i Rønne kigge på den. Katie og Tom blev på øen et stykke ind i ugen efter, hvor det hele nu bar præg af den kommende jul og om aftenen var de mest sammen med Lilly og Johs, der næsten betragtede dem som et par ekstra børn. Alt godt har jo en ende. Fredag formiddag rejste Katie og Tom med fly over til København. De skulle først et svip over til Manchester, inden Katie måtte tage til Philadelphia. Lilly og Johs kørte dem til lufthavnen. Da de gik ind igennem security, råbte Katie: - Vi ses snart, kollega! Der blev meget tomt i huset, da deres nye børn var rejst. Lilly kneb en tåre i ny og næ, og Johs gjorde sig klar til sin næste rejse.

197

KAPITEL 34

JULEAFTEN Juleaftensdag gik Svend, som sædvanlig, en tur med labradoren Bølle. Lidt tidligere end han plejede. Merethe blev hjemme, for næsten hele familien kom hjem for at holde jul sammen med dem. Det var kun datteren Sis og hendes familie, der ikke kom hjem i år. Svend nød sin gåtur, mens han tænkte på Folkemødet for et halvt års tid siden og de dramatiske begivenheder, da både han og Merethe havde været udsat for overfald. Han tænkte ofte på det, men havde besluttet, at dette ikke måtte røre ved hans engagement i denne store begivenhed. Han tænkte også meget på det, der kom efter Folkemødet. Hvordan hans gode ven Johs havde været så stædig, at det til sidst lykkedes at opklare, hvem der stod bag sabotagen på Folkemødet. Det havde været en stor opgave, men Johs var dygtig og høstede endda anerkendelse hos politiet og fra bestyrelsen på Folkemødet. Han kom ud ved havneområdet. Havnen følte Svend som et fristed, men kunne absolut bedst lide det om sommeren, når alle turisterne var kommet til øen. Forbi Høiers og Netto og ned ad Kæmpestranden, der så ret kold ud sådan en juleaftensdag. Det var svært forestille sig, hvordan det kom til at se ud om mindre end et halvt år, når næste års Folkemøde skulle finde sted igen. Han gennemtænkte videre de begivenheder, der var sket også ved hans medvirken med Folkemøde sagen. Nu mente han at firkløveret havde afsluttet sit arbejde - for de havde ikke været samlet som gruppe i nogle uger nu. Sidste gang var til Katie og Toms bryllup og det var ligesom noget helt andet. Men hvad mon næste Folkemøde vil bringe af overraskelser? Fra Næs gik han hjem til Nørregade, der hvor vejen slår en bugt. Det var ikke mange mennesker, han mødte i dag i Allinge. 198

Sønnerne og deres familier kom hjem og julen blev fejret med manér. I år med ekstra manér. Anden juledag hvor hele familien stadig var på Bornholm, kom Lilly og Johs, Didde og Arne og Casper på besøg, drak gløgg, spiste en masse slik og skrålede med på julesange. Casper havde taget sin ukendte kæreste Pernille med, og det skortede ikke på drillerier på grund af hans hemmelighedskræmmeri, for han havde ikke på noget tidspunkt omtalt hende for de andre i firkløveret. Casper var i øvrigt blevet en berømthed på øen efter hans tv program “Gipsarmen” der handlede om opklaringen af attentatet og som blev genudsendt flere gange. Han nød når han fik kommentarer af folk han mødte over hele øen, som roste ham for programmet. Også tv stationens ledelse var tilfredse. Da de havde siddet i Nørregade og hygget sig i et par timer, ringede det på døren. Et højt glædesudbrud fra Merethe, gjorde det klart, at der nu kom nogen specielle mennesker. Døren til stuen gik op, og ind kom det nygifte par Katie og Tom, som havde besluttet at tage et smut omkring Allinge i julen. De havde været sammen med Toms familie i England og smuttede nu til Bornholm via København, fordi de havde fundet et godt tilbud på billetter til USA, som gjorde, at de kunne tillade sig dette her i julen. Med den løn de begge tjente, var økonomien dog ikke det helt store problem for dem. Nu kom der yderligere gang i snakken ved sofaen og lænestolene. Dansk hygge når det var bedst! Mens de sad og hyggede sig denne anden juledag, slog Johs på sit glas og rejste sig. Han var i godt humør og det samme var hele selskabet og stemmerne steg i det lille hus. Undskyld at jeg lige afbryder dette mindre pæne selskab, sagde Johs og alle lo. Vi sidder her og alle vi som er her har haft noget med Folkemødet at gøres. - Vi gider ikke høre mere om Folkemødet, råbte Casper 199

mens han slog en høj latter op og flere af de andre klappede taktfast i bordet. - Godt ord igen, sagde Johs, men hør nu her og jeg skal nok undlade at blive teatralsk - det har der jo været nok af. Får jag be om störst möjliga tystnad, sagde han og efterlignede en svensk tv program vært, for at få selskabet til at dæmpe sig. - Denne juledag synes jeg vi officielt skal aflive firkløveret - altså ikke sådan bogstaveligt, men I ved hvad jeg mener. - Nej, råbte alle - vi ved slet ikke hvad du mener. Stemningen var høj. - Lad mig lige få et ord indført, fortsatte Johs. Det har været en ret stor sag for mig, at alle I er mine venner og at I har deltaget i vores små opklaringsmøder efter Folkemødet. Uden opbakning fra denne gruppe, tror jeg ikke vi i det hele taget havde fået opklaret sagen. Så tak! - Hold op Johs, råbte Casper, det er da dig og din stædighed vi skal takke. Den eneste der ikke råbte op og sagde noget var Caspers kæreste Pernille. Katie og Tom forstod ikke så meget af den danske humor, men hyggede sig alligevel og Merethe forsøgte at tolke for dem hvad der blev talt om. De andre var både kede af forslaget om opløsning af firkløveret samtidig med at de håbede på, at der ikke fremover kom lignende sager. Så løftede de deres glas og skålede og Johs sagde “Herved erklærer jeg at det selvbestaltede Folkemøde firkløver her i Allinge nu er aflivet”. Og så fortsatte festen. Johs var egentlig rigtig glad, men også lettet over at de havde kunnet gennemføre opklaringen af attentatet mod Folkmødet - og at der nu var sat et endeligt punktum. Snart skulle han begynde på en ny tilværelse med splin200

ternyt internationalt job hos NNO. Lilly var meget lettet over at få sin hverdag igen helt og fuldt, selv om hun var en anelse bekymret over hvor meget Johs’ nye job ville involvere ham i rejser og ting der for store for ham. Men hun vidste at det kunne hun lige så godt lade være at bekymre sig om, Johs gjorde hvad han selv ville. Svend tænkte på sin tur tidligere på dagen og Merethe havde samme opfattelse, som Svend, selv om hun kom til at savne firkløveret som gentagne gæster i sit hus. Men det var der mulighed for at finde en løsning på. Casper kunne godt have tænkt sig at de fortsatte, men på den anden side, hvad skulle de fortsætte med og Didde var også en anelse ærgerlig over ikke at være indblandet i noget stort, men hun var besluttet på at hun ville arbejde på at få en udgivet en bog om hele forløbet. Arne synes det var hyggeligt at han havde mødt alle disse rare mennesker. Ud på natten ebbede festen ud og de drog hver til sit. Dagen efter rejste Katie og Tom til Philadelphia.

201

GIPSARMEN roman - 204 sider Folkemødet i Allinge på Bornholm, er blevet en stor landsdækkende folkefest, hvor omkring hundredetusinde mennesker mødes hvert år i juni måned. Når så mange mennesker, inklusive alle Folketingets medlemmer, regeringsmedlemmer og adskillige organisationer er til stede på Bornholm, bliver Allinge sat på landkortet. Det kan skabe misundelse hos nogle, så meget at man i desperation henvender sig til andre for at få hjælp til at stoppe Folkemødet. Et par friske, ikke helt unge borgere fra Allinge, træder i karakter i denne bog: En pensioneret VVS’er og hans kone, bliver begge brutalt overfaldet, og det sætter gang i opklaringen af, hvem de mystiske mænd er, der går rundt i Allinges gader og som ikke ser ud til at have rent mel i posen. Nogle forsøger at få ram på en kendt tv-mand der bor i Allinge, med et alvorligt arrangeret biluheld, så at selv samme mand må gå med armen i gips i mange uger.Der er så stor en harme over forsøget på at spolere Folkemødet, at denne Allingebo rejser lande og riger rundt for at finde bagmændene til det hele. Og han kommer virkelig langt omkring, på trods af gipsarmen. Hvem arrangerer disse overfald på lokale borgere og er det de samme som ville spolere Folkemødet? Allinges selvbestaltede, nyeste opklaringsenhed består af fire lokale personer, der gør deres til at løse mysteriet om attentatet mod Folkemødet og overfaldene på Allinge borgere.. Det skorter ikke på dramatiske handlinger og en god portion romantik i bogen, hvor det viser sig, at stædighed og de rigtige forbindelser får sat skub i tingene. 202

Manden med gipsarmen (roman)

Articles inside

Manden med gipsarmen