REAJA

Reaja PĂĽ festrejsen fra Babylon til Jerusalem 1/89

Indhold Kort over rejsen

side 3

Ledergruppe, klaner og forord

side 4

Kapitel 1: Gode nyheder

side 6

Persongalleri

Side 9

Kapitel 2: Opbrud

Side 10

Kapitel 3: Afrejsen

Side 14

Kapitel 4: Rejserutiner

Side 18

Kapitel 5: Videre på festrejsen og en natlig trussel

Side 27

Kapitel 6: Afguderi - en knold på vejen

Side 32

Kapitel 7 Ebla

Side 37

Kapitel 8: Quatna

Side 43

Kapitel 9: Rakel

Side 48

Kapitel 10: Med livet som indsats

Side 53

Kapitel 11: Damaskus

Side 57

Kapitel 12: Endetiden

Side 63

Kapitel 13: Jerusalem

Side 67

Kapitel 14: Ægtepar

Side 79

Kapitel 15: Historiefortællerens historie

Side 86

2/89

3/89

JERUSALEM

Dette område blev erobret af Cambyses 525 f. Kr.. Ægypten gjorde flere gange oprør mod det persiske herredømme ca. 500 f. Kr. og frem

Den syrisk-arabiske ørken

BABYLON

Zerubbabels festtog fra Babylon til Jerusalem

Ankomst i 538 f.Kr. Templet blev genopbygget og klart 520 f.Kr.

Ezra ledte en mindre gruppe jøder tilbage til Jerusalem ca. 433 f.Kr. efter tilladelse af kong Artaxerxes

Et team på 12 mænd under ledelse af Zerubbabel, ledte jøderne i festtoget fra Babylon til Jerusalem ca. 538 f. Kr.

Nehemias får underretning om tilstanden i Jerusalem og rejser med kongelig tilladelse ca. 444 f. Kr.

Øvrige: 1 Krøn 3,10

Lederteam (12) fra Ezra 2 eller Neh 7

Josias ben Amon

Konge

Ypperstepræst

konge

JekonjabenJojakim Guvernør Den hebraiske bibel har modstridende tekster om, hvorvidt Zerubbabel er søn af Shealtiel eller Pedaja . Flere samtidige teksterkalderudtrykkeligt”Zerubbabel Shealtiels Søn” . Overraskende gør 1 Krøn 3:17-19 Zerubbabel til en nevø af Shealtiel:KongJekonjaerfartilShealtiels og Pedaja, og Pedaja far til Zerubbabel.

Ypperstepræst

Azarja ben Hilkia

Jojakim ben Josias konge

Øvrige: 1 Krøn 5,30 Hilkia ben Shallum

Ypperstepræst

Shealtiel ben Jekonja Jeg har spurgt Gud

Guvernør

Ypperstepræst

Zerubbabel

Jeshua

ben Shealtiel

ben Jozadak

Babel efterkommer

Frelse

Jozadak ben Seraja

Seraja ben Azarja Ypperstepræst

Retfærdig

Nehemja

Seraja

Re’elaja

Nahamani

Mordokaj

Trøst

Fyrste

Herren tordner

Trøsterig

Lille mand (Persisk)

Bilshan

Mispar

Bigvaj

Rehum

Ba’ana

Spørgende

Tæller

Lykkelig

Barmhjertig

Smerte De hjem vendte

Forord Når judæerne fik besked på at de var frigivet efter de 70 års ophold i Babylon, var der en masse der skulle ske før de mange mennesker kunne begive sig ud på en farefuld rejse fra Babylon til

Jerusalem.Vi følger en ung man på denne rejse og hører om alle hans oplevelser indtil de når deres mål.

4/89

Reaja På festrejsen fra Babylon til Jerusalem John Mester, 2018 Opsætning Tryk mv.

5/89

Kapitel 1 Gode nyheder Denne dag fortsatte at være mærkelig og der blev snakket rundt om i de forskellige hjem.

Reaja forstod at hans far absolut var indstillet på at tage den lange vej til Jerusalem og så måtte hans mor, ham selv og hans søskende også med og naturligvis hans gamle bedsteforældre, hvor farfar var en ældre, sat herre på 68, mens oldefar på 85 endnu ikke var helt klar til at tage af sted. Den forestående rejse tærede godt på familien, skulle de skilles eller skulle alle med? Både oldefar og bedstforældre var en udfordring for en familie. Men far ville have alle med.

“Du kan sagtens klare det, far” hørte han faren sagde til Reajas bedstefar med sin sædvanlige respektfulde stemme. “Vi hjælper på alle måder og jeg sørger for at du får en god og komfortabel kamel at ride på, for det er for langt at gå for dine ben”. Bedstefaren nikkede og vidste ikke hvilket ansigt han skulle tage på. Hans tanker var hos hans egen far der var en olding. Kunne han klare rejsen? Hvordan skulle han komme med og var der mulighed for at han kunne ligge ned på rejsen. Det var ikke sikkert og derfor var han bekymret ligesom i øvrigt alle i familien var mere eller mindre.

Oldefar selv havde haft vand i øjnene lige siden budbæreren kom til deres hjemegn med budskabet om at alle judæere der selv ville, måtte rejse tilbage. Oldefar havde en sådan hjemve til Jerusalem og havde vel haft det mere eller mindre under alle årene, at det næsten gjorde ondt. Han var bare 15 år når folket blev deporteret til Babylon, cirka den alder Reaja var i nu. Så vist ville han med, trods sine skrøbeligheder.

Reaja selv kunne kun gisne om hvordan det skulle være at komme hjem til Judæa og Jerusalem, især efter alle de historier oldefaderen havde fortalt. Hans unge alder til trods kaldte han faktisk Jerusalem for hjem - hvilket ikke mindst skyldes oldefars mange historier.

Nu var han så spændt , hvad skulle han gøre fremover, skulle han også ride på kamel eller hvordan skulle han komme frem. “Du er ung og frisk” sagde faren til ham. “Du kan sagtens gå den strækning for jeg tror ikke er kommer til at blive stor fart over feltet” - og så grinede han.

Det var ikke mange dage siden de havde fået beskeden og det havde ændret på hele familiens dagligdag.

Reaja tænkte tilbage på hvad der skete for et par dage siden.

6/89

Der var godt nok nogen støj langs med vejen. Reaja havde kigget sig nysgerrigt omkring.

Han gik ud af det hus hans familie havde ladet opføre for mange år siden, efter at de var blevet anbragt i det babyloniske rige. Det var oldefar der byggede først og siden havde bedstefar udvidet huset og for nogle år siden havde far lavet en større renovering, så huset opnåede en standard der passede til deres babyloniske status. Alle generationerne boede i huset og der var efterhånden blevet værelser til alle 12, eller 11 var de jo nu efter oldemor var død for fem år siden.

Alle deltog i familievirksomheden så meget de kunne fysisk. Reaja og hans ældre søskende havde fuldtids arbejde og moren havde ansvaret for salget på markedet hver dag og havde sine slavepiger til hjælpe hende. Andre var i fuld gang med at passe de omkringliggende marker, så der altid var friske grøntsager. Darkan ben Lebana produkter var et brand, der solgte godt.

Her havde de levet deres liv og Darkan ben Lebana var blevet en forholdsvis holden mand og hans far igen før ham., fordi de kunne afsætte deres varer i Uruk, denne meget gamle by.

Oldefar Asna ben Jekin var en meget respekteret lærer i synagogen og var medlem af det store råd for det judæiske samfund og tilbragte megen tid med at studere skrifterne og være til møder i rådet samt med alt hvad dette medførte af ekstra opgaver. Han var meget respekteret og vellidt.

Selv om de havde en god tilværelse, så talte familien hebraisk, men efter hånden kun når de var hjemme - ellers blev det for pinligt.

Darkan ben Lebana talte tit om det Jerusalem han aldrig havde været i, men hans bedstefar forsømte ingen anledning til at fortælle om Jerusalem, det smukke tempel og de skønne omgivelser i byen. Han talte om det gennem mange år som om han var på vej hjem og kunne beskrive mange detaljer fra sin elskede by. Nogle gange kunne det blive lidt for meget.

Der skete noget underligt for nogle få uger siden. Pludselig begyndte Darkan ben Lebana far, og de fleste andre i deres samfund, at tale ekstra meget om Jerusalem og ud af hans læber kom der nogle dybe sukke.

Det mærkelige var at det samme skete for rigtig mange familier. De talte om det når de var til samlinger i synagogen på sabbatten. Det var næsten som en kollektiv hjemve der ramte dem. Det var virkelig meget mærkeligt.

7/89

Og forleden var det underligt. Når Reaja kom ud af huset lagde han mærke til al den larm der var og som tiltog. Hans far opførte sig mærkeligt. Han så, at da faren kom hjem, dansede han, noget han ellers aldrig gjorde og der var et næsten saligt smil på hans læber.

“Der er kommet brev fra den nye konge”, råbte han. “Et dekret.” Det vidste Reaja ikke hvad var men fik forklaret at når kongen ville have noget gjort enten godt eller skidt, kunne han skrive et dekret og så havde alle folk bare at rette sig efter det. Denne konge havde kun været konge i landet i kort tid, forstod han.

Nyhederne kom ikke samme dag som de fandt sted. Men kongen som hed Kyros den Store var vistnok bedre end ham de tidligere havde haft og i synagogen sagde man ligefrem at han var ven med Gud. Det var utroligt og man ventede sig meget. De havde heller ikke set soldater i gaderne i meget lang tid.

De havde tidligere haft en konge der hed Nebudkanezar og det var ham der havde ødelagt Jerusalem og brændt templet ned. Han var simpelt hen ikke rigtig klog mente mange og han havde været total sindsyg i syv år og bare spist græs som dyrene. Han blev genindsat som konge og hans magt blev lige så stor som den havde været tidligere. Han begyndte nu at tilbede Himlens Gud akkurat som de, som judæere, gjorde - men de var stadig fanger i landet, der levede under stor frihed.

Nu fortalte far Darkhan hvad dekretet gik ud på. Alle jøder der i sin tid var bragt som fanger til landet, og deres efterkommere, var blevet frigivet og de kunne frit rejse til Judæa og Jerusalem. De blev ovenikøbet lovet guld til at tage med sig, især dem der trængte mest.

Det gjorde Reaja og hans familie ikke.

Bedsteforældrene og oldefar var fuldstændig ellevilde og oldefar græd så det sprøjtede ud ad øjnene på ham. En sådan glæde havde Reaja ikke tidligere oplevet.

8/89

Persongalleri: Navn:

Alder:

Bemærkning:

Far Darkan ben Lebana

40

Grøntsagsdyrker. Leder af virksomheden “Darkan ben Lebana” (Brand for virksomheden)

Mor. Lea bat Zekarja

35

Grøntsagssælger. (Træt)

1. Dreng Rezin ben Darkan18

Gartner. (Stabil)

2. Rebecca bat Darkan

Gartner. (Fastholde)

16

3. dreng Reaja ben Darkan 14

Gartner. (Set af Herren)

4. Gazzam ben Darkan.

Dreng.

10

(Fortærende)

5. Juda ben Darkan

8

Dreng. (Herren være lovet)

6. Judith bat Darkan

6

Pige.

7. Ruth?

0

Født i Jerusalem efter ankosten

Bedstefar Lebana ben Asna68

(Værdsat)

Dygtig grøntsagsdyrker og grundlægger af virksomheden

Bedstemor

65

Oldefar Asna ben Jekin

85

Skriftlærd og medlem af Sanhedrin (Jeg vil blive hadet)

Oldemor

døde for 5 år siden af sygdom

2 slavepiger Rakel bat Elomit

18

Kæreste med Rezin (moderfår)

Elomit ben Josef

42

Far til Rakel

Shelomit

13

Kæreste med Reaja

Alderen er som den var, da de forlod Babylon, dertil skal lægges det antal år som historien viser

9/89

Kapitel 2 Opbrud Intet lignede sig selv. Reaja gik mange dage tidligt hjem fra marken. Hvorfor skulle han i grunden arbejde når de nu skulle forlade det hele? Det samme skete for hans bror og søster. Faren var faktisk slet ikke hjemme, men kom hjem om aftenen fuld af indtryk fra sine ture til op til Susa, hvor den mere officielle del af landets styre var. Eller til den gamle

by Uruk, hvor konen solgte hans dyrkede grøntsager. Han tog også ind til Ur af og til.

Darkan fulgte ofte med andre familieoverhoveder, især til Susa, hvor de kunne modtage de nødvendige informationer, som de så delte med befolkningen rundt omkring sig.

Derfor var Darkan en mand man så op til og som var en typisk leder.

En dag da Darkan kom hjem til sin familie, så han meget glad ud. Han havde mødt den ubestridte leder for folket, selveste Zerubbabel, der skulle være chef for rejsen til Jerusalem sammen med et råd af ledere. Disse 12 ledere var altså dem der suverænt bestemte og skulle sørge for at at de mange tusinde mennesker kom sikkert med tilbage.

Disse ledere var kendt blandt folket og Darkan følte sig tryg og gav sin støtte til lederskabet og talte frimodigt om det til de mennesker han kom i kontakt med.

Selvfølgelig var ikke alle enig med ham og havde synspunkter der kunne hæmme tilbagerejsen Lederne var altså Zerubbabel, der var efterkommer af den gamle kongelige slægt - altså en prins. Fornemt lederskab.

Man kunne intet gøre hvis man ikke havde den religiøse leder med og her var det selveste ypperstepræsten Joshua, der havde en lang række af ypperstepræster som sine forfædre.

Med sig havde Joshua en lang række af præster og tjenere, der skulle bistå med det religiøse arbejde på rejsen og når de kom frem. Han havde også en skole for unge menneske der ville tjene Gud, hvor han samlede unge medborgere, judæere til daglig undervisning i de jødiske skrifter.

Disse to ledere var højt ansete mænd. Reaja gispede næsten når faren fortalte om dette. For disse mænd havde han hørt om blandt kammerater og i synagogeskolen, men havde aldrig troet at han skulle opnå at se dem. Det ville han måske komme til på rejsen.

Spændingen steg hos Reaja. Tænk hvis han kom til at møde selveste ypperstepræsten og selveste prins Zerubbabel.

“Er de andre ledere nogen vi kender?” spurgte hans bedstefar hans far.

10/89

“Ja, det tror jeg faktisk du gør”, svarede han. Vi har ihvertfald talt meget om det og et par stykker af dem har vi haft besøg af i synagogen, “Der er Nehemja og Seraja, Re’elaja, Nahamani, Mordekaj, Bitshan, Mispar, Bigvaj, Rehum og BaResinana.

“Kan I huske Nahamani og Rehum som besøgte os i synagogen. De havde virkelig noget at bringe da de fik ordet. Nahamani betyder jo trøsterig og jeg kan ikke glemme hvad han sagde om trøst. Jeg tror ikke der er mange der har glemt den tale.

Et stykke tid efter fik vi besøg af Rehum der virkelig var en blød mand og talte om barmhjertighed. Noget vi alle trængte til at høre”, sluttede Darkan sin tale.

Reaja så virkelig stolt ud og så på sin far med respekt. Han ville gerne være lige så elsket som hans far var.

“Hør nu godt efter allesammen”, fortsatte Darkan. “Vi kan ikke rejse i én stor klump og derfor skal vi gøre det klanvis eller familievis, hvor overhovederne for klanerne styrer hver enkelt klan. Nogle klaner er små og nogle er store, men vi skal holde sammen i klanen og følges ad. Vi må jo se i øjnene at der kan komme nogle problemer på rejsen og at der er udefra kommende folk der vil begå tyveri og måske det, der er værre” sluttede han.

“Alle mænd i klanen må være parat til at forsvare klanen eller slås mod fjender. “, fortsatte han. “I de næste par uger har vi træning, hvor nogle af vores tapreste mænd kommer og hilser på klanerne og lærer os de nødvendige grundbegreb på at slås og forsvare” “Kvinderne skal også organisere sig og lave mad på de medbragte feltkøkkener og ellers sørge for at børnene ikke stikker af, men er i nærheden. Det er ikke en selskabsrejse vi skal på, men alligevel vil jeg kalde det festrejsen til Jerusalem”, sluttede Darkhan.

Festresen til Jerusalem! Det kunne Reaja godt lide og han begyndte så småt at få rejsefeber, selvom der vil gå nogle uger inde de mange mennesker kunne være klar til opbrud.

Darkhan havde ikke nogen let opgave. Han måtte holde firmaet gående og så måtte han planlægge hvordan firmaet kunne komme til at fortsætte i Jerusalem og omegn.

Han gav ordre til sine store børn om at indsamle frø og alligevel holde markerne pæne.

Han ville forsøge at sælge til de nationale babylonere, der jo ikke skulle rejse. Men lige nu var det altså ikke sælgers marked, der var mange der skulle med på festrejsen.

11/89

De havde en flot ejendom og der havde været folk og kigge, som ikke ville betale det de forlangte for huset. Mange regnede med at når judæerne først var væk, så kunne de bare forsyne sig.

Men så kendte de ikke judæerne, der var dygtige forretningsfolk.

Mens de stadig stod foran huset hele familien og en stor del af deres naboer spurgte Reaja “Hvilken klan hører vi til, far?”

“Der er 18 klaner der er med på denne rejse. Vi hører med til klanen der hedder PahatMoab. De fleste af vores familiemedlemmer fra hele landet er med her. Der er nogle der har haft meget travlt med at studere slægtstavlerne”, sagde Darkhan “Ja, mon ikke” afbrød oldefar med et skævt smil”.

Darkan sagde til mange af naboerne der stod foran huset. “Det er vigtigt, skulle jeg hilse og sige, at I hver familie her tager rede på hvilken klan I skal være med. Og det skal gå stærkt - vi skal jo af sted”, sagde han med en myndig stemme.

Da de nåede aftenen efter endnu en dag der satte gang i følelseslivet, spurgte Reaja forsigtigt sin far om han vidste mere om den klan de skulle deltage i og hvem der deltog.

“Det ved jeg ikke rigtigt”, svarede faren. “Klanerne er en administrativ ordning for at alle skal have et sted at være og have en vis tryghed. Jeg ved bare at det er en af de største klaner vi skal være med i med næsten 290049 personer”.

“Orv”, udbrød Reaja.

Der gik nu en uge fyldt med stor travlhed og tiltagende rejsefeber hos alle der skulle af sted.

Nogle dage efter deres sidste informationsmøde foran huset, kom faren hjem til familien med nye informationer fra Susa.

“Nu skal I bare høre de sidste informationer”, sagde Darkan til sin familie, der inkluderede de slavepiger, der også tilhørte husstanden. “Jeg har fået at vide hvor mange der skal med på rejsen og det er er over 40.000 mænd foruden kvinder og børn af den judæiske befolkning. Det er rigtig mange”.

12/89

Reaja kunne nu bedre forstå at de måtte have de 12 ledere og de 18 klaner for at organisere alt dette og det gjorde ham ekstra spændt. Han kunne også forstå at de var en del af noget større og at Herren selv stod bag alt dette, selv om han slet ikke kendte de detaljer der hørte med til historien.

Faren fortsatte “Der er også andre mennesker med end judæere. Vi har også tilbudt at nogle slaver kan være med, hvis de selv vil”, sagde Darkan og nikkede hen mod de to slavepiger, der nikkede og smilede. “Det drejer sig om om over 7.000 personer plus at der et par hundrede sangere i sangkoret, der følger med. Det er altså knapt 100.000 mennesker i alt som skal rejse sammen. Det bliver jo en kæmpe udfordring med mad og drikke. Der er også dyr med som vi skal bruge til at ride på og transportere alt vores gods. Det er heste, muldyr, kameler og æsler. Flere tusinde i alt og de skal også have mad og vand. Det gode ved det er, at vi tager en rejserute hvor vi kommer igennem nogle frodige områder med masser af vand og masser af muligheder for at købe mad af de lokale”.

Nu var Reaja endnu mere spændt. Der er godt nok noget der skulle holdes styr på og han var stolt af sin far der var en af dem der havde en lederposition uden at være i befolkningens topledelse.

Efter endnu et par uger begyndte de forskellige naboer at samle sig i deres klaner.

Darkhan havde solgt sin ejendom til en fair pris og de nye ejere kom og fik instruks i gartneriet. Moren græd en smule, men intet så ud til at påvirke Reaja og hans søskende og heller ike far, bedstefar - og dog - og oldefar i særlig stor grad.

Asna ben Jekin havde overvundet sine tidligere betænkeligheder og glædede sig til at skulle med på festrejsen. Hans barnebarn havde arrangeret at han kunne ride på en kamel der blev udstyret med alskens tekstiler til at støtte og hans søn vil ride ved siden af ham på en hest. Han følte sig tryg nu og glædede sig så meget til at se Jerusalem at det gjorde ond i ham - af ren og skær glæde. Han huskede langt tilbage til den gang hvor hvor han blev ført bort fra Jerusalem og babylonerne holdt et stærkt øje med ham. Det var deres erfaring af de unge mennesker kunne være både farlige og voldelige. Men Asna havde holdt sig på måtten og faktisk tænkt at det kunne være lidt spændende at se hvad der skulle ske. Hans forældre havde grædt, men måtte af sted på den farlige rejse der viste sig at gå til Babylon.

Men nu skulle det gå den anden vej. Tilbage til Jerusalem! - EN FESTREJSE!

13/89

Kapitel 3: Afrejsen Og så startede festrejsen til Jerusalem i Kislev måned år 322 efter den jødiske tidsregning.

De sidste par dage var Darkhan kommet hjem med flere kameler, to heste og 5 æsler, som de nu læssede deres ejendele op på og surrede godt fast. Da han var velhavende havde han også to vogne med i sit optog. Oldefar blev sat på en fredelig kamel og det gik udmærket da kamelen rejste sig med oldefar ved puklerne. Den gamle smilede og lo over hele ansigtet og hans barnebarn var lige så glad. Hans søn havde en betænkelig mine på lige da hans far satte sig på kamelen men alle oldebørnene jublede.

Og så sagde de farvel til huset og til de naboer der ikke skulle med på rejsen. Der var naturligvis nogle tårer for de vidste at de aldrig kom til at se hinanden her i livet.

Darkhan råbte “Så rider vi!” “Mod Jerusalem”og langsomt gik det afsted, med de unge mennesker gående ved siden af. Mod byen Babylon hvorfra festrejsen skulle starte.

De kom først til Babylon næste dag. De havde allesammen ligget på den bare mark og sovet på deres medbragte liggeunderlag. Det gik fint og Reaja havde den spændende følelse i sig og glædede sig afsindigt fordi de nu var på vej.

En sådan leben havde Reaja ikke tidligere oplevet. Der var altså op mod 100.000 mennesker der skulle rejse af både mænd og kvinder fra det judæiske folk som udgjorde langt den største del af dem som skulle af sted. Der var alle slaverne der nu havde travlt med at sørge for sine herrer og hvilken flok dyr der var med. De var allerede fordelt på de enkelte familier.

Reaja havde mødt flere af sine kammerater fra synagogeskolen og de snakkede i munden på hinanden om alt det de skulle opleve. De voksne var, for de flestes vedkommende, mere lavmælte og familiefædrene kiggede på skyerne for at se om der evt. ville komme regn og nogle af de unge der var over 20 år, stod med deres våben og så bistre og stolte ud.

Støjniveauet var så højt at de knap kunne høre ordene der blev råbt fra Seraja, et medlem af lederteamet som virkelig havde et meget myndigt væsen som skabte respekt hvor han var. “Vi er mange mennesker her”, råbte han “og vi vil gerne have at alle hører godt efter.

Det betyder at jeg må bede jeg være fuldstændig stille og jeg vil bede klanlederne om at huske hvad der bliver sagt og så eventuelt bagefter sikre sig at alle har forstået.

14/89

Han pegede hen mod en klump mennesker der stod en anelse på afstand. “Dette er vores ledere hvor jeg også selv hører med”, råbte han. “Jeg vil gerne præsentere prins Zerubbabel”. Der gik en susen gennem forsamlingen og en stor spontan klapsalve. De fleste havde aldrig set ham men hørt rigtig meget om han. Han var en venlig mand med et stort smil, og han vinkede nu til forsamlingen. “Og så har ved siden af, hans velærværdighed ypperstepræsten Joshua.Og nu var der en bevægelse i forsamlingen, hvor de fleste bøjede sig mod jorden. Ypperstepræsten havde de fleste hørt om, men aldrig set.

Ingen klappede, for man klappede vel ikke af ypperstepræsten, som var en mand udstyret med præstedragten og et meget værdigt udseende, som man måske kunne frygte lidt.

Hele hans udstråling var respekt. Ypperstepræsten havde en flok præster med sig som stod i deres præstedragter, ikke så overdådige som Jeshuas.

Og så præsenterede Seraja den øvrige ledergruppe, de tolv der samme med Zerubbabel og Joshua ledede festrejsen.

Seraja tyssede på de forsamlede. “Jeg vil nu give ordet til prins Zerubbabel”, råbte han.

Zerubbabel takkede og råbte så med høj røst “Vi priser vores Gud fordi han har gjort det muligt for os at rejse til Jerusalem”. Hele forsamlingen jublede og han fortsatte. “Jeg har en hilsen fra vores nuværende konge Kyros, at han ønsker os Guds velsignelse over rejsen og hjemkomsten. Det var Guds ønske at vi skulle få lov til at vende hjem til Jerusalem og Kyros var hans ydmyge tjener.

“Hans majestæt Kong Kyros den Store”, fortsatte han “har fortalt mig at han har beordret sin skatmester Mitredat til at give os nogle flotte gaver, i alt 5400 genstande. Skatmesteren har givet det til Shetsbasar, der står herovre”. Han pegede hen imod en statelig mand omgivet af sine tre livvagter og gode venner, Shadrak, Meshak og Abed-Nego. Han skal passe på skatten til vi kommer til.Jerusalem. Ham og skatten har vi alle et ansvar for at passe på og den vil være i hans vogne, som bliver placeret i midten af vores kortege. ”.

Folket klippede igen af begejstring.

“Jeg foreslår at vi giver et nifoldigt leve for hans Majestæt kong Kyros den Store”, afsluttede prins Zerubbabel sin tale.

Folket brølede af begestring over denne tale og klappede helt vildt af denne opfordring, der mildest talt ikke var traditionel jødisk. Zerubbabel råbte “Kong Kyroa længe leve og folket brølede deres leve, som de var opfordret til. På mere jødisk vis.

Reaja var mildest talt begejstret. Han følte at han stod midt i historiens vingesus og at han var med til noget meget stort. Han var sikker på at han aldrig, aldrig ville glemme denne dag.

15/89

Nu blev der tumultagtige tilstande da hele folket både mænd, kvinder og slaver gik eller løb til deres kvarter.

Ledergruppens 12 medlemmer var her og der og alle vegne, for at få det hele til at fungere som det skulle.

Der var vogne og der var ryttere, kameler med meget mere. Over flere kilometer strakte optoget sig og allerforrest i optoget var Parosh og hans klan. Fordi sangerne skulle gå forrest i optoget i henhold til deres tradition.

Koret på et par hundrede mennesker fulgte med i den klan, som stod for lovsangen og opmuntringen på rejsen. Koret havde allerede taget opstilling og folk klappede ad dem efterhånden som de gik forbi.

Og så kom de andre klaner i denne rækkefølge: Shefatja, Arach, Pahat-Moab, Elam, Zattu, Zakkaj, Banu, Bebaj, Azgad, Adonikam, Bigvaj, Adin, Ater, Betzaj, Jera, Hashum og Gibbar. Det var også den rækkefølger de skulle af sted med hver deres klanmedlemmer og dyr, vogne m.m. Et kæmpestort logistic arbejde. Reaja vinkede til dem, de gik forbi og han ,foretrak faktisk at give klanerne numre, da han ikke kunne huske alle de mærkelige navne. Selv tilhørte han, som bekendt, klan nr. 3.

Reaja mærkede straks at der en bestemt atmosfære over Pahat-Moab klanen, noget uforklarligt men også helligt, hvilket faktisk gjorde ham og hans familie spændt på denne rejse. Oldefar var i ekstra godt humør da han blev installeret på sin kamel og Darkhan red frem og tilbage ved siden af de et par tusinde mennesker der opholdt sig lige her, nærmest som en anden ørkensheik.

Farfar, farmor og mor holdt sig tæt til hverandre og deres vogne og hilste på deres naboer, hvilket, for de flestes vedkommende var familie lang ude. Nogle af dem havde moren aldrig set før og nogle havde hun hørt om uden at kunne sætte ansigter på som hun kunne nu. Der var stor gensynsglæde her midt i opbrudsstemningen.

Lebna (bedstefar) var nok den der kendte flest, bortset fra oldefar, der mest blev hvor han var blevet sat. Bedstefar forklarede sin nærmeste familie hvem det var der kom og hilste og fortalte små anekdoter om flere af dem. Reaja holdt sig i nærheden for han synes dette var virkelig spændende, men Gazzam drønede rund alle vegne, Det gjorde Rezin ikke mere, for på det sidste var han begyndt at gå sine egne veje. Han var jo en ung mand nu og havde kastet sin kærlighed på en pige fra samme stamme som han selv. Hun var en jævnaldrende ung dame der hed Rakel som nu gjorde at Resin ikke var så meget hjemme som før.. Den unge gartner havde forandret sig og havde en mere voksen indstilling og kunne, trods alt, accpetere de godmodige drillerier fra sine søskende 16/89

Rakel var med i Zattu-klanen.

Reajas storesøster Rebecca løb heller ikke så meget rundt mere, hun var ved at udvikle sig til en ung kvinde, som Reaja sommetider kunne irritere sig over, fordi hun nærmest spillede mor over ham og gerne ville bestemme med sit typiske storesøster syndrom.

Gazzam derimod var en typisk dreng, en lillebror som blot var fire år yngre end Reaja og det samme med Juda og Judith - de sprang også omkring og undersøgte alt der var at undersøge..

17/89

Kapitel 4: Rejserutiner Nu begyndte rejsen og Reaja synes det gik langsomt. Heldigvis kendte han mange fra de forskellige klaner og tilbragte nogen tid med andre store drenge der legede at de var Zerubbabel og stod med store smil og talte med dyb stemme. “Det er mig en glæde at præsentere ypperstepræsten….” sagde og tog sig til maven af grin. Men nu kom en af fædrene hen og greb fat i sin søn. “Jeg vil ikke have at I laver grin med vores ledere”, sagde han vredt og tog sin søn med sig. Reaja, Gazzam og de andre så betuttede ud og Reaja var glad for at det ikke var deres far der kom løbende.

Han slentrede hjem til sin klan som bevægede sig langsomt. Hans mor klappede ham på hovedet og spurgte om alt var vel. “Ja, ja” sagde Reaja med en sur teenage mine, men han var irriteret over morens kærtegn, men hun smilede bare. “Vi må bare finde ud af hvad vi gør og forsøge at være venlige over for hinanden på rejsen”, sagde hun. “Ja, ja” vrissede Reaja igen.

Næste formiddag var folket forsamlet inden de skulle af sted på dagens distance.

Ypperstepræsten holdt en gudstjeneste for folket og gav opmuntrende ord til dem allesammen inden de tog af sted. “Nogle af vort folks profeter, som flere af jer sikkert har hørt eller måske mødt”, indledte han. “Jeg havde besøg her under rejsen af profeten Haggaj , der gav mig en hilsen fra Herren. Hilsenerne er specielt til vores leder, Zerubbabel. Hilsenen gik ud på at det er ved Herrens ånd vi går frem, ikke ved vores egen magt og styrke. “Det er vigtigt at forstå, at vi, selv om vi er mange, ikke kan gøre så meget, men at vi er afhængig af vores Gud. Det er ham der inspirerer vores leder til de dispositioner han skal tage og vi kan være trygge”, afsluttede Joshua sin tale.

Nu havde de prøvet det med at rejse og de fik nye erfaringer hver dag. Også denne dag gik det godt med at komme op og i gang. Igang var hele folket, selv de skrøbeligste af dem som fx Asna ben Jenkin.

De fik god mad. Moderen var dygtig til at lave mad sammen med hendes slavepiger og var vant til at lave mad i en stor husholdning. Mor og hendes slavepiger var blevet populære her på festrejsen hvor mange forskellige langt ude familiemedlemmer spiste sammen med dem.

Rutinerne på rejsen blev efterhånden mere trivielle. Reaja synes det hele gik for langsom, men han forstod at det varede mange mange dage før de nåede deres bestemmelsessted.

Noget af det de gjorde hver eneste dag, var at lytte til ypperstepræsten Joshua, når han holdt en kort andagt for hele folket.

18/89

Ikke alle kom med til de daglige samlinger, fordi de enten synes det gik over en eller anden tærskel eller var for langt, for kedeligt osv. Der var ingen tvang om de skulle være med, men klanlederne opfordrede sine medlemmer, at deltage så meget de kunne.

Pahat-Moab var en yderst flink klanleder, synes Reaja, og han ønskede at følge anvisningerne fra sin åndelige leder. Derfor var det let for unge Reaja at tage med, hvilket mange af de andre i klanen godt kunne lide. Pahat-Moab klanen var altid rigt repræsenteret, hvilket måske skyldtes deres miljø, som havde en stærk afsmittende effekt.

I selve klanen havde de deres daglige andagter samtidig med at de fik instruktioner i dagens program, tydeligt fremsagt af klanlederen.

I dag sagde Joshua at Gud Herren er en klippe der altid fulgte med dem for at beskytte dem. Reaja synes det var lidt spøjst med billedet på en klippe der kom vandrende ved siden af dem og kunne ikke seriøst få den billedtale til at hænge sammen. I stedet fortolkede han det selv til, at den levende Gud holdt et øje med sit folk og fulgte sit folk som den stærke klippe han var. Det var svært at forestille sig noget hårdere end de klipper de havde mødt udervejs på deres vandring mod Jerusalem. Koret sang nu melodiøst: Vi er på vej, den højeste følger os …han er vort værn og vort skjold, vi skal ikke vakle. De smukke stemmer dannede en skøn harmoni, hvor det hele gik op i en højere enhed. Den valfartssang som hans far bedst kunne lide var skrevet af den vise kong Salomon og lød således: Hvis ikke Herren bygger huset arbejder bygmestrene forgæves hvis ikke Herren våger over byen våger vægteren forgæves.

Det er forgæves at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød for den, Herren elsker, får det mens hans sover Sønner er en gave fra Herren moderlivets frugt er lønnen.

Som pile i krigerens hånd er sønner man får i sin ungdom.

Lykkelig den mand der fylder sit kogger med dem: de bliver ikke til skamme, når de taler til deres fjender i porten.

19/89

Darkhan var stolt af sine sønner og han glædede sig til at skulle være en af dem der sad i Jerusalems porte og havde dialog med fjenderne. Han vidste at Herren altid var med dem og derfor elskede han sangen. Reaja synes mest om melodien der var moderne og lige noget for hans aldersklasse. Så både ord og melodi betød noget både for dem der fremførte det i koret og for tilhørerne.

På denne rejse kunne det ikke nytte man var en enspænder. Der var mange der var af sted og de hade alle et fælles mål, hvis ikke havde det været umuligt. De praktiske ting med at fremskaffe føde gik godt og alle havde hver sin opgave i at få puslespillet samlet hver dag.

Der var ikke mange konflikter og en af de mest elskede sange der var skrevet af kong David for knapt 500 år siden understregede dette.

Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen.

Det er som den gode olie på hovedet, der flyder ned over skægget over Arons skæg ned over kjortelens halsåbning.

Det er som Hermons dug, der falder på Zions konge.

For der giver Herren velsignelsen, livet i al evighed.

Reaja vidste ikke helt hvad han skulle synes om denne gamle sang. Han synes det virkede lidt ulækkert med olien der glider ned over skægget og ind ad halsåbningen, men forstod godt symbolet på velsignelsen, som han jo selv synes de oplevede så meget af på denne her festrejse.

Som for eksempel når han her om dagen mødte en af de mange lokale handlende der ville sælge deres varer til det store rejseselskab der kom forbi. Han stod og diskuterede med den handlende om nogle grønsager son han synes ikke så friske ud. Da Reaja var gartner vidste han hvad han talte om og det endte med at den lokale handlende gav ham et større bundt grønsager uden at tage betaling og det opfattede Reaja som en velsignelse som de sang om den sidste sang her “for der giver Herren velsignelsen, livet i al evighed….”

Sådan var der daglig mange små episoder der understregede dagens sange for Reaja.

Darkhan tog en alvorlig snak med sine sønner. “Jeg kunne godt tænke mig at vide hvilke tanker du Rezin har for fremtiden og det samme gælder dig Reaja og Gazzam.

20/89

“Jeg vil gerne blive tjener i templet, når vi kommer til Jerusalem”, svarede Reaja prompte.

De andre to udtrykte samme tanker som Reaja og det glædede Darkhan.

“I kan altid få job i det gartneri jeg starter i Jerusalem”, sagde Darkhan “Men jeg spørger jer hvad I vil. Det er ikke mig der skal bestemme over jeres fremtid”, sagde han med eftertryk.

“Reaja, jeg foreslår at du får en audiens hos han hellighed, ypperstepræsten Joshua og fortæller ham om dine planer og så vil han nok fortælle dig hvad der skal til, hvis der altså er plads til flere tjenere”, fortsatte Darkhan. Og disse informationer kan vi bruge både til Rezin og Gazzam.

Hjertet begyndte at hamre i Reaja. Skulle han virkelig selv snakke med ypperstepræsten.

Han kunne næsten ikke tro det.

De næste par dage gik og Reaja var med hver gang det var selveste ypperstepræsten som holdt morgenandagten. Reaja synes ikke bar at han kunne gå frem til Joshua og begynde at snakke. En dag da han gik nærmere ypperstepræstens lille delegation, kaldte Ypperstepræsten lige pludselig. “Du der”, råbte han, “Kan jeg lige få en snak med dig. Jeg har set dig flere morgener ved andagten og set hvordan du har kigget hen på os, der står her”. Han pegede på de omkringstående.

“Deres velærværdighed”, fremstammede Reaja. “Kom nu til sagen”, svarede ypperstepræsten og Reaja svedte af nervøsitet. “Mit navn er Reaja ben Darkhan”, startede Reaja sin tale og fortsatte så. “jeg og mine brødre har et stort ønske, at når vi kommer til Jerusalem, da at blive uddannede til tempeltjenere og få lov til at have vores daglige gang i templet. “det skulle ikke være helt umuligt”, svarede ypperstepræsten med et smil til Reaja. Hver dag, lige efter andagten samler jeg en flok unge mænd som jeg underviser, Sagde ypperstepræsten med et imødekommende smil. “Vi sidder en times tid og studerer toraen i fællesskab. Vil du med? Dette spørgsmål rettede han mens han så Reaja dybt i øjnene.

Reaja kunne ikke gøre andet end at nikke ja til spørgsmålet. “Men husk at tage dine brødre med - er de ældre eller yngre end dig? “ Rezin er den ældste - han er 18 år, jeg selv er 14 og Gazzam er kun 10,” svarede Reaja ypperstepræsten, der smilende tog imod hvad Reaja fortalte ham. Min far hedder Darkhan ben Lebana”. “Årh”, udbrød ypperstepræsten. Ham kender jeg, han burde faktisk være med i vores ledergruppe, men det er vist noget gammelt historiskt med slægten sagde han og Reaja forstod ikke hvad han mente.

“Perfekt alder - tag dem med i morgen, hvor vi starter med at præsentere os for hinanden og så har jeg et oplæg om tempeltjenere”, sagde Joshua.

“Hvilken stamme tilhører jeres familie”, spurgte ypperstepræsten.

21/89

“Vi er fra Juda stamme”, svarede Reaja. “Fint så har jeg alt på det rene”, svarede ypperstepræsten med ganske almindelig, ikke højtidelig stemme. Det viste sig at han også bare var en mand af folket.

“Og tak fordi du kom, Reaja, vi skal nok få det godt i vores lille studiegruppe”, sagde han og afsluttede dermed samtalen.

Raja spænede hjem til Pahat-Moab klanen og mødte sin far ude blandt flokken af klanmedlemmer. “Far, far”, råbte han. “Ja, Reaja hvad er der. Jeg er lige her”, svarede Darkhan. “Jeg har talt med ypperstepræsten om at være med og få en uddannelse til tempeltjener. “Spændende”, svarede Darkhan. “Hvad betyder det så?” Og så fortalte Reaja om mødet med ypperstepræsten og om den lille studiegruppe han skulle være med med et par af sine brødre. Darkhan var ikke så lidt stolt af sin driftige søn og sagde bare at han fandt forslaget godt og de nu skulle arbejde på at få det allerbedste ud af den studiegruppe de skulle være med i. Det var Reaja jo selv stærkt interreseret i.

Rejsen var vild, forstået på den måde at de for hver dag kom et nyk nærmere Jerusalem.

Det gav lidt kriller i maven og en bevidsthed om at de var med i noget større.

Ud fra samtaler forstod Reaja at ikke alle var lige så begejstret for at være med på festrejsen som han var og det undrede ham, for ham var det selve meningen med hans liv.

Det var det ikke i lige så høj grad hos hans rejsefæller - og hvorfor var det sådan?

En vigtig livsrejse, som festrejsen fra Babylon til Jerusalem kræver opmærksomhed hele tiden for ikke at oplevelser på selve rejsen skal tage fokus fra det væsentlige. Derfor er det vigtigt at tale om og sammen fantasere om og også synge om.

Reaja kunne lide den gamle sang der er var skrevet af Koras sønner og som blev sunget på en melodi han synes godt om, lige fra første gang han hørte den: Han grundlagde sin by på de hellige høje.

Ja, Herren elsker Zions stad langt mere end andre byer i Israel.

Jerusalem, du er Guds egen by, der siges mange herlige ting om dig.

I Egypten og Babylonien, i filistrenes land, i Tyrus og Kush er der folk, der kender Gud og føler, at Jerusalem er deres hjem.

I Jerusalem siger man til hinanden: 22/89

„Vi hører alle til på dette sted, og den Almægtige tager hånd om sin by.”

Herren fører regnskab over alle mennesker, og noterer dem, der hører Jerusalem til.

De danser af glæde, mens de lovpriser byen.

Du er alt, hvad vi har brug for Det var især den sidste strofe der begejstrede Reaja og ofte kunne man høre ham råbe: “Du er alt, hvad vi har brug for!”.

Folkene i Pahat-Moab klanen glædede sig over den unge mand der var så ivrig på og for rejsen og på hans smittende humør.

Reaja talte ofte med sin oldefar. Denne kloge gamle mand som Reaja lærte en masse af.

Han fortalte fx Reaja at det var vigtigt med at studere skrifterne og opmuntrede ham til at fortsætte i synagogeskolen når de nu kom til Jerusalem. “Fortæl noget mere om Jerusalem oldefar”, tryglede Reaja.

“Har jeg nogensinde sagt til dig, at det er den smukkeste by på jordan”, sagde oldefar og Reaja smilede for det havde han hørt utallige gange før.

“Hvor mange byer har du været i oldefar siden du kan vide at det er den smukkeste by”, sagde Reaja lidt respektløst.

“Ikke mange”, indrømmede oldefar. Men alligevel og jeg har haft mange venner, der desværre ikke lever mere, som har været rundt omkring og alle udtalte de at Jerusalem er den smukkeste by i verden og derfor synes jeg det også. Jeg glemmer ikke byen som jeg boede i da jeg var på din alder Reaja. Aldrig og jeg håber jeg overlever rejsen og skal se den igen”. Og nu blev oldefar endnu mere filosofisk og hans øjne blev blanke. “Jeg har været i den store by Babylon ikke så langt fra hvor vi er nu. Og den er flot, men vil aldrig kunne slå Jerusalem, efter min mening”, sagde oldefar med overbevisning.

Reajas oldefar på 85, Asna ben Jekin, sad stadig med i det høje råd, men var en fornuftig mand der kunne indse at man ikke skal blive siddende i folkets råd, når han nu var blevet så gammel og han sagde til sit oldebarn Reaja. “Det er vigtigt at indse at der kommer en afslutning på al ting. Nu har jeg gjort mit og siddet i rådet i over 50 år. Det er på tide at yngre kræfter tager over. Så jeg har faktisk tænkt mig at slutte nu”, sagde oldefar mens en lille tåre trillede ned over hans kinder.

23/89

Reaja kunne ikke undgåat blive berørt over at hans oldefar talte så frit til ham om det han bar på inderst inde og at det berørte den gamle mand så meget at han græd. Han forstod det ikke. Reaja havde selv på fornemmelsen af at han forstod oldefaderen, hvilket han dog ikke gjorde. For de tanker der lå i den gamle mand efter mere end 50 års ledertjeneste, var dybe og han tænkte tilbage på alle de gange han havde undervist folket, de mange rådsmøder han havde været med til - ja, alle glæderne i tjenesten, men også skuffelserne og bedrøvelsen når det ikke gik som det skulle. Og også det at han ikke længere skulle være med i beslutningerne og planlægninger for fremtiden, der havde været det meste af hans liv, fik ham til at føle en dyb bedrøvelse over sin beslutning, så følelserne løb af med ham. Efter Reajas mening, burde der ikke side gamle gubber med stort skæg og bestemme hvad alle de andre skulle gøre, men han fik en endnu dybere respekt for sin oldefar, som han nu forlod, mens den gamle så på ham med tårevædede øjne.

At oldefar var respekteret hos folket, forstod Reaja og synes måske det var dumt af oldefaderen at slutte nu, og selv synes han at det at have sin oldefar med i det høje råd, kunne give en vis prestige, som nu ville bortfalde.

Han gik hjem og mødte sin ældre bror, Rezin, hvem han betroede det som oldefar lige havde fortalt ham og han gik også til sin far og fortalte det samme.

“Han må da kunne forstå at man ikke kan sidde som leder for evigt”, udbrød Darkhan lidt irriteret, når Reaja refererede samtalen med oldefaren for ham. “I vores kultur har vi respekt for de gamle og de kan sidde inde med en visdom som vi andre endnu ikke har opnået, men man skal jo ikke blive siddende til man falder ned af stolen” sagde Darkhan med rynket pande og følte sig nok ekstra hård, for det var hans egen bedstefar han omtalte.

Han kunne ikke lade være, men måtte snakke med sin egen far Lebana, når han så ham næste gang. “Den gamle er helt flippet ud”, sagde han og refererede Reajas beretning. “Årh nej”, sagde Lebana. “Det har jeg været ude for før, når nogle af de gamle ledere træder ud af lederteamet. De tror altid de skal sidde for evigt, men er nødt til at indse at der skal nye kræfter til. Og friske hjerne”, sagde han med en bestemthed der bestemt ikke klædte ham.

Da Reaja senere i Pahat-Moab gruppen møde sin far og sin bedstefar, så de mærkelige ud, som om Reaja havde gjort noget galt. “Græd han virkelig, min far”, spurgte Lebana Reaja.

“Jeg så tårer trille ned af hans kinder”, svarede Reaja “Han var faktisk ked af det”, sagde han og så selv bedrøvet ud.

24/89

“Jeg snakker med ham”, sagde Lebana.

“Men bedstefar, du må ikke sige at jeg har sagt noget til dig”, sagde han med en smule ængstelse i stemmen.

“Nej, for du har intet sagt. Det er din far der har sagt det”, sagde Lebana med et smil og gik så for at møde sin far, altså Reajas oldefar.

Oldefar sad på sit sengested I Pahat-Moab klanen og så mere bedrøvet ud end han plejede.

“Far, hvad er der galt?”, spurgte Lebana.

“Ingenting - skulle der være det?”, svarede Asna.

“Jeg synes bare du ser lidt mellemfornøjet ud”, sagde Lebana.

“Jeg tror faktisk at du har snakket med Reaja”, svarede Asna tørt “Ja, far”, svarede Lebana “Reaja sagde at oldefar var ked af det og derfor kom jeg”, sagde Lebana.

“Hvor er det sødt af jer med al den omsorg”, svarede Asna. “Jeg er faktisk en lille smule trist fordi jeg har frasagt mig alle mine tillidsposter og træder ud af det store råd. Det har jo været min livsopgave og nu føler jeg et enormt tomrum i mit indre”, sagde Asna men nogle tårer trillede ned over hans kinder.

“Far, du har gjort det smaddergodt”, sagde Lebana mens han lagde en hånd på sin fars skuldre. “Ingen kunne gøre det du har gjort og på den måde du har gjort det på” fortsatte Lebana mens han trykke hånden i skulderen på sin far. “Og far, husk på at ingen får mindre respekt for dig fordi du går på en velfortjent pension. Du er stadig den samme gamle Asna for alle her i lejren, som du altid har været. Men nu kan det jo være det mere bliver en privat rådgivningstjeneste, hvor du kan bruge din livslange erfaring.

Jeg forstår godt at du bliver lidt trist og jeg føler med dig, men giv ikke op nu hvor du netop skal til at hygge dig og glem ikke hvorfor vi lige netop er på denne lejr i dag. Vi er jo på vej til Jerusalem, far. Vort hjem og det skal du bare have for dig hele vejen og så skal det nok gå, sagde Lebana mens et bredt smil fyldte hele han ansigt. Nu smilte Asna også og sagde tak til sin søn. “Godt min dreng, tak for de ord sagde han stadig med tårer på kinden, som han nu tørrede af med bagsiden af hånden.

Dagene gik og for hver dag kom de et skridt nærmere Jerusalem og der var en frisk stemning hos alle klanerne.

I Parosh klan sang de med stor entusiasme skønne sange, der smittede af på ale de andre og der var fakltisk mange sange i hele lejren som ofte gik over i vekselsang. Reaja elskede det når lejren summede af sang og selv sang han med med stor indlevelse.

25/89

Der var i det hele taget en god og fredelig stamning i lejren og endnu havde de ikke har ubehagelige oplevelser.

Reaja skævede ind til Shefatja klanen, som var nogle alvorlige mennesker for det meste.

Den klan havde fuldstændig styr på lov og ret. I han egen klan var der en let stemning af frihed som næste kunne gå hen og føles overfladisk for andre. Men der var bare godt at være i Pahat-Moab klanen.

Hvis man havde brug for juridisk bistand, var det Shefatja klanen man gik til, men det havde, som sagt, ikke været nødvendigt indtil nu. Klanmedlemmerne opførte sig fair over for alle der kom forbi og hilste på og stillede spørgsmål. Det var ingen stor klan kun knapt 400 deltagere.

Efter dette rolleskift i livet, trak Asna vejret dybt og sagde stille: “Herre, tak for de mange års tjeneste jeg har fået lov at være med til. Jeg beder om din fortsatte velsignelse over mig og min familie og giv mig styrke til denne nye rolle i mit liv. Tak Herre” og så sluttede Asna denne bøn og gik sig en tur i lejren, som han som han havde svært ved at se gennem tårer. Den gamle mand så pludselig temmelig ensom ud. Han ville frygteligt gerne kunne snakke med sin elskede om denne begivenhed, men hun var død af sygdom for ca. 5 år siden. Han måtte klare dette alene.

26/89

Kapitel 5 Videre på festrejsen og en natlig trussel Nu var der opbrudsstemning igen. Karavanen havde fulgt Tigris floden nordpå og det gav dem frugt og vand nok og nu, efter et par dages pause i Nineveh, skulle de så ud på rejse igen. Nineveh var en betydningsfuld by og udenom var som en oase med rigeligt vand, Så havde Zerubbabel besluttet at nu skule de bevæge sig. Det var ingen let opgave at få sat hele dette optog i marchorden, men det lykkedes og efter nogle timer begyndte karavanen at bevæge sig vestpå og i løbet af nogle dage burde de være i Halab hvor karavanen skulle ændre retning og gå sydpå i Syrien. Og så ville de nærme sig Jerusalem, men modet blev holdt oppe hos alle deltagere i festrejsen fordi de nu kunne begynde at tænke på deres mål for rejsen og hvordan det ville være når de nåede frem. Hos Reaja og de fleste af hans rejsefæller fejlede fantasien ingenting og der blev bygget luftkasteller mens de bevægede sig og når de holdt pauser.

Måske var Zerubbabel for optimistisk. Turen fra Nineveh tog længere tid end han og hans medhjælpere havde beregnet, og lige nu føltes det som om de sad fast på den nordligste del af deres rejse.

Den store karavane bevægede sig langsomt mod den ældgamle by Halab der senere i historien kom til at hedde Aleppo. Folket var nu blevet mere vant til rejselivet og der var en god stemning i lejren. Men når Joshua samledes med sine disciple, holdt karavanen stille også når andre småkonferencer fandt sted og derfor havde man indført at når man var igang med bevæge sig, så undgik man for meget af den slags - ellers ville de aldrig været kommet videre..

Det var bælgmørk nat og på denne egn kunne nætterne være virkelig være mørke.

Reaja var på vej hjem til sin klan, men og var lige nu på højde med Shefatja klanen, da han i øjekrogene fornemmede at der var person der gik med hovedet nedad og rodede lidt i bagagen der tilhørte klanen. Reajas hjerte begyndte at slå. De havde helt fra starten af rejsen fået at vide at de skulle være opmærksomme og gribe in hvis de så sådan noget. Reaja havde sin vandringsstav med sig for i aften havde Joshua talt til de unge mænd om at være beredt og vandringsstavens betydning i deres kultur. Alle havde taget sine stave med og lige nu ønskede Reaja at han havde fulgtes med en af sine brødre eller nogen af de andre, men han havde gået hurtigt fra undervisningen og ilet mod sin Pahat-Moab klan.

Kan knugede hårdt om staven og listede frem mod skikkelsen og råbte pludselig så højt han kunne “Hvem er du og hvad laver du her?”. Skikkelsen forsvandt ind i mørket i en vis fart og Reaja fulgte efter med hjertet op i halsen og knugede staven ind til sig parat 27/89

til at slå hvis det blev nødvendigt. Skikkelsen var forsvundet og Reaja listede videre for ikke at vække klanmedlemmer som måske sov ude på jorden på deres ligge underlag.

Her var en vogn, temmelig primitiv så den ud i mørket og var ikke så velholdt som de vogne de havde i hans egen klan. Da han passerede vognen fik han pludselig i voldsomt slag i hovedet der fik ham til at vakle og vælte om på jorden mens han jamrede i smerter.

Nu kom der folk løbende til, der havde hørt støjen og greb fat i Reaja og opdagede at han ikke var medlem af Shefatja klanen. “Hvad laver du her? spurgte anføreren.

Og så måtte Reaja fortælle hvad der virkelig var sket og heldigvis var der nogle af de andre som genkendte ham og sagde til deres anfører at han var god nok og nu vendte alle sig mod den opgave det var at finde hvem den fremmede var og de startede omgående en undersøgelse i hele klanens lejrplads og Reaja fik lov at gå efter de først havde forbundet ham.

Nu lød der råb i lejren. Shefatja klanens mænd havde fundet den fremmede der rodede i deres sager og de tog ham nu i forhør. Nogle mente at manden skulle slås ihjel men folkene fra den retfærdige klan mente at manden skulle have en fair behandling. De spurgte om han navn. “Hattil er mit navn og jeg tilhører Azgads klan” sagde den mystiske skikkelse.

“Kom aldrig igen”, sagde lederen for Shefatja gruppen - “for så vil du absolut miste livet og nu har vi advaret dig. Tak for dit oprigtige svar. Gå nu hjem til din klan og gør ikke flere lignende handlinger. Vi har noteret dit navn og klan og giver besked til lederskabet og så må de tage affære Alt det sidste havde Reaja ikke oplevet, så han vidste ikke noget og heller ikke hvordan Hattil så ud, da det var bælgmørkt da han mødte ham. Men han var rystet over oplevelsen og hans hoved værkede og han måtte gå i seng med hoedpine.

Næste morgen var Reaja stadig groggy. Når han så sig selv i vandspejlet der hvor han gjorde sit morgentoilette, så spejlbilledet ud som om han havde mere ondt end det gjorde. Han var ophovnet og ikke særlig veltilpas og om et øjeblik skulle han og brødrene til den daglige undervisning.

Da han kom frem til klassen og mødte ypperstepræsten Jeshua, greb denne straks fat i ham og spurgte hvad der var sket og Reaja fortalte. “Sådanne ting må slet ikke ske i lejren. Men Zerubbabel fik her til morgen en besked fra Shefatja klanen om at man havde pågrebet en mand og havde ladet ham løbe bagefter. Ved næste fællessamling vil jeg tage dette op”, sagde ypperstepræsten. Reaja var overrasket for han havde ikke hørt at man havde fanget nogen og blev derfor meget opbragt og ville kontakte dem han

28/89

havde mødt i Shefatja klanen og høre hvad de havde gjort og hvad de havde at sige i dag.

Som tænkt, så gjort. Reaja gik direkte fra ypperstepræsten til Shefatja klanen og mødte tre yngre mænd han havde været i kontakt med dagen eller natten i forvejen og de kunne straks genkende ham og den af dem havde netop sørget for forbindingen af Reaja. “Hvordan har hovedet det i dag”, spurgte de og Reaja svarede tørt. “Hvad ser det ud til?” “Men I fangede forbryderen, forstår jeg”, sagde Reaja spydigt. “Han kan være glad for at det var denne klan han kom til, hvor vi har lært at være fair”, sagde den ene som nok var en slags anfører for de unge mænd.

“Kan jeg se ham og hilse på ham”, spurgte Reaja og kunne godt høre at det lød dumt.

“Nej, det kan du ikke. Vi slap ham fri straks efter vi havde fanget ham og gav ham trusler der nok skal afholde ham fra at forsøge en gang til”, sagde anføreren.

Reaja kunne mærke ærgrelsen krybe frem. Han burde da afstraffes mente han.

Anføreren svarede på det spørgsmål Reaja ikke havde stillet. “Ethvert menneske skal have en chance for at komme videre i livet selvom de har gjort noget de ikke skulle gøre.

Dybest set var Reaja enig med Shefatja klanen, men kunne også godt have tænkt sig at sige “Tak for sidst”. Og nu han vidste ikke en gang hvem det var han skulle gå efter.

Nu og da er der hændelser i ens liv der får afgørende betydning. R,eajas natlige episode satte sig spor i hans sind og ofte lå han og fantaserede om hvordan det ville være hvis han havde fået fat i forbryderen og dermed kunne opnå klanernes udelte anerkendelse og fremfor alt respekt. Men i de stille stunder måte han indrømme for sig selv at han var blevet bange og det var da også ham der havde fået øretæver. Dette styrkede ikke hans selvtillid og gjorde ham mere ydmyg - og det var trods alt, ikke det værste der kunne ske..

Ypperstepræsten Joshua havde naturligvis bemærket den selvsikre Reajas ændrede opførsel og det glædede ham dybest inde. Han vidste, at en selvsikkerhed som Reaja havde haft hele tiden, ikke kunne gå og havde tænkt sig at ville tage en samtale med Reajas far, Darkhan, om sønnen. Men nu tog han selv den samtale han havde villet haft Darkhan til at tage.

“Må jeg spørge dig om noget, Reaja? Begyndte ypperstepræsten sin samtale. “Ja”, sagde Reaja og stirrede frygtsomt på den store mand.

“Hvordan føles det at få bank af en forbryder?” Startede han sine spørgsmål som en finde.

“Det var bestemt ikke rart” røg det ud af munden på Reaja.

29/89

“Hvad havde du tænkt dig st gøre ved det?” Reaja var nu klar over hvilken vej det bar og han svarede med yderste forsigtighed: “Først havde jeg håbet at det var mig der fik fat i ham. “Var det for at klappe ham på skulderen?”, spurgte ypperstepræsten drillende.

“Nej”, indrømmede Reaja og nu greb irritationen fat i ham. “Han skulle have en ordentlig omgang bank. Ingen stjæler i judæernes lejr” udtrykte han med bestemthed.

“Jeg tror det var godt at det var Shefatjas folk der fik fat i ham og slap ham fri”, sagde ypperstepræsten.

“Jeg synes ikke han skulle sættes fri. Vi burde have et transportabelt fængsel for den slags mennesker”, replicerede Reaja.

“Og, ja, vi har jo også folk der til ansvar at tage sig af den slags opgaver”, sagde ypperstepræsten og tilkendegav at nu var samtalen slut. ”En fair behandling har alle krav på” afrundede han og gik så videre til sine andre opgaver Reaja luskede hjem. Han var ikke enig med ypperstepræsten og var klar over at der vist var meget han skulle lære endnu.

Hændelsen havde berørt Reaja mere end han egentlig turde være ved. Men hans store respekt for ypperstepræsten gjorde det helt klart for ham at det var ham der var nødt til at skifte holdning. Derfor gennemgik han forløbet fra forleden aften gang på gang i sit hoved og indrømmede at man kunne gøre det på en anden måde og fik egentlig respekt for Shefatjas folk der valgte den bløde linie med retfærdighed, respekt og en fair behandling.

Måske burde jeg have været med i den klan tænkte han ved flere lejligheder. Men man kunne jo ikke bytte klan bare fordi man synes der kunne være bedre end i en anden klan.

Mod sin klan var man loyal og ville alt det bedste for den. Inderst inde ville Reaja ikke forlade Pahat-Moab klanen som han trivedes vældigt godt i og hvor en stor del af hans familie var med og hvor han haft mange oplevelser ikke mindst af åndelig art.

Hele lejren bevægede sig langsomt frem mod Halab, hvor de skulle have det næste ophold.

Reaja havde fra nogle af sine kammerater hørt at man havde et stort Baal tempel der hvor de skulle hen. De unge teenagere satte sig sammen flere aftener og så kom alle de fantasifulde beretninger, hvor de talte med store bogstaver med deres dybe stemmer og grinede og lo og fór rundt på pladsen mens de fortalte drabelige historier om dette tempel og nogle kunne endog gengive hvad de havde hørt om præstinderne ved templet. Det var smukke, unge piger der var med på hvad som helst. De unge drenge fantaserede og glædede sig til den oplevelse der lå foran dem.

30/89

Zerubbabel talte til folket og gav en opsummering om hvor de var henne og hvor langt han mente der var til de nåede til det Jerusalem. Lederen synes det var vigtigt at man til stadighed havde fokus på hvor langt der var til man nåede til Jerusalem . Det var jo, trods alt, deres mål og de fleste glædede sig til synet eller gensynet med Jerusalem.

“Nu kommer vi snart til Halab. Det er en gammel by med megen ugudelighed”, sagde han. “Det er første gang vi kommer ret tæt på en befolkningsgruppe og vi ved ikke om de kan lide os eller om de eventuelt er bange for os. Det er vigtigt, at alle vi, som hører til den levende Guds folk opfører os som det vil blive fortalt jer af jeres klanledere og ledergruppen her” altså med værdiged og jeg opfordrer alle til at ingen blander sig med den lokale befolkning, at ingen har utilbørlig opførsel og at vi handler unden at snyde nogen”. “Vi er den levende Guds folk”, afsluttede rejselederen sin tale og hele folket vendte tilbage til hver sin klan og lavede den nødvendige oprydning, så de kunne efterlade deres lejrplads som den var da de kom. Nu gik rejsen videre.

31/89

Kapitel 6 Afguderi - en knold på vejen “Baal templet i Yamkhad er en aflægger af det store Baal tempel i Palmyra et godt stykke sydøst for vores næste destination”, sagde Joshua, ypperstepræsten til den unge flok elever han havde i sin undervisning.

“Herren har mange gange fordømt den afgud og de folk der følger den”, fortsatte han mens eleverne slugte hvert ord han sagde.

“Nogle af vores forfædre var ulydige mod Jahve og vendte sig til Baal og det var frygteligt, sagde ypperstepræsten. De ofrede faktisk deres egne børn til den væmmelige afgud.” De unge mennesker fik kuldegysninger når de hørte det. “Derfor kan jeg ikke advare nok mod at have med den afgud at gøre og når vi nu kommer til Halab ser vi det store Baal tempel lige ved indgangen til byen. Måske skal vi ikke vise åbenlys foragt, men vi må gerne foragte denne afgud som har gjort så stor skade i hele verden!, Sagde ypperstepræsten.” De unge elever var med på dette og de snakkede i munden på hinanden når de forlod undervisningen.

Og karavanen satte sig langsomt i bevægelse med Halab og det, der sikkert kunne være en fristelse for mange.

Det blev sen aften før der blev blæst til natlejr.

At skulle rigge til for natten var en af de opgaver Reaja havde. Han fór rundt i klanens lejr og hjalp til her og der med at klargøre nattelejet især for de ældre i klanen. Mange viste deres taknemmelighed til den unge mand og gav udtryk for det. Reaja var en populær ung mand i Pahat-Moab lejren. Og jobbet gav gode drikkepenge.

Reaja havde haft en god og spændende dag og ikke mindst undervisningen hos ypperstepræsten satte han meget højt. I morgen ville de komme til Halab. Han tænkte på ypperstepræstens advarsler, men også på den kammeratlige snak med de andre unge, om præstinderne ved templet, en tanke der kunne friste ham som hos de andre unge mænd.

“Jeg står fast ved sandheden og ved vores folks beslutning om ikke at blande os!, tænkte han højt mens han udførte sit nat rigger arbejde.

Da han kom til sin egen oldefar, sagde denne til ham “Nu må du sørge for at passe godt på os og at ingen stjæler fra vores sager. Jag alle uvedkommende ud”, sagde oldefaren med bestemthed.

“Selvfølgelig”, svarede Reaja, mens han symolsk tog sig hovedet hvor han for nogle få dage siden havde fået et gok fra en natlig forbryder. Oldefar så det godt og smilede.

Halab Så udløstes spændingen da karavanen nåede til Halab, Yamkhad - Aleppo i Syrien. Flere trak vejret dybt når de så det store Baals tempel.

32/89

Især de yngre i karavanen synes at denne rejse var spændende og måske især de unge mænd, der lavede fantasi historier om hvad de kunne opleve i Halab. Nogle havde hørt om de vilde sexorgier som især præstinderne var professionelle i. De unge knægte kunne virkelig fortælle historier om det, de havde hørt men aldrig været med til. De ældre derimod, sad stille og snakkede i deres klaner og mange rystede på hovedet og synes man skulle være rejst udenom. Zerubbabel havde været fast i sin beslutning om at rejse gennem Halab - og sådan blev det.

Reaja sad og hørte på de snuskede historier fra sine jævnaldrende og kunne, dybest set, ikke lide det, han hørte, fordi det pirrede ham.

Han gik hen og snakkede med oldefar, som egentlig var hans dybeste fortrolige. Han plejede også at kunne snakke med sin far om alt, men far var, trods alt, far.

“Da jeg var ung, havde jeg de samme tanker om du nu giver udtryk for. Men det var mens vi på vej i modsat retning, men jeg klarede det ved at vise viljestyrke. En fast viljesbeslutning er vigtig i enhver ung mands liv. Man kan så let falde i en eller anden grøft, hvor alt det man har lært, kan blive kastet bort hvis man ikke lige netop udviser en fast viljesbeslutning”, sluttede Asna sin lange tale.

Zerubbabel og Jeshua udråbte et dekret gennem ledergruppens medlemmer: Vi ønsker at alle forbliver i deres klaner når vi går gennem byen. Hvis nogen alligevel vil forlade karavanen for at gå en tur på egen hånd, da tal med jeres ledere, så de i det mindste har styr på hvor alle er. God fortsat rejse”, sluttede dekretet.

Reaja havde virkelig lyst til en tur på egen hånd, men oldefars ord klingede stadig i ham og det med at have en fast viljesbeslutning havde han lyst at gøre til sit eget valgsprog.

Kammeraternes fortællinger og hans egen umættelige nysgerrighed tvang ham ud af karavanen og ud på Halabs gader. Han havde skidt samvittighed fordi han egentlig burde være blevet i karavanen. Alligevel synes han at Baals templet var noget af det smukkeste han havde set, men han skævede kun lidt i øjenkrogene når han så de letpåklædte præstinder, der forsøgte at lokke det mandlige publikum. Hjertet hamrede i brystet på ham og han var ikke stolt af det, der skete i hans krop når han kiggede på kvindere. Hans egen bror kom op på siden af ham og sagde “Reaja kom nu, her skal vi ikke være - ja kom NU - vi går videre”, sagde Rezin med overbevisning.

Reajas gode natur trådte frem igen og han fulgte med Rezin og de gik tilbage til PahatMoab klanen.

Dagen derpå var karavanen allerede på vej igen. I Gibbar-klanen havde klanlederen et opgør med nogle af de unge mennesker der havde trodset advarslerne og været ret tæt på præstinderne i templet. “Dette kan ikke toleres”, sagde Gibbar “For så stopper festrejsen her og I kommer ikke med til Jerusalem”, fortsatte han. Det fik de unge mennesker til at blegne og fortryde deres dumhed. De tre, for så få var det, faldt på knæ fremfor Gibbar og 33/89

bad om tilgivelse. Dette gjaldt faktisk, at de skulle have en tilgivelse fra alle klanmedlemmer, der havde været til stede ved den offentlige skideballe. Klanrådgiverne nikkede til deres leder, der sagde. “Dette er den sidste advarsel, næste gang bliver I smidt ud uden varsel. Der skal være renhed iblandt Herrens folk. De tre unge forsvand hurtigt og gemte sig for de andre. En af dem så sit snit til at forsvinde ind i en anden klan og møde sine kammerater dér, som også havde været med, men ikke havde fået skideballe i sin klan.

“De er godt nok for meget sagde ham fra Gibbar-klanen. De er virkelig gammeldags. Vi må satse på at få unge ledere ind, der bedre forstår livet. De unge var enige, men turde ikke bringe dette frem i en større forsamling.

Som rejsen skred frem faldt der efterhånden ro i klanerne. Joshua sammenkaldte sine unge disciple og sagde han godt ville tale med dem.

Det blev en alvorlig eftermiddag hvor ypperstepræsten talte om moral og flere, inklusive Reaja sad med røde øren, men lyttede til deres leder. Sådan var det at være ung judæer, man var overgivet til sin Gud og der var ikke plads til svinkeærinder. Reaja lovede sig selv at han ikk en anden gang ville tænke forkerte tanker. Lettere tænkt end gjort.

Dermed sluttede Halab oplevelsen.

Langsomt bevægedekaravanen sig videre mod målet. Der var godt nok mange oplevelser man havde på en sådan rejse. Oplevelser med sin familie og ikke alle var lige så heldigt stillet som Reaja, Rezin og de andre, som ovenikøbet havde en gammel oldefar med på rejsen og som havde siddet i det store råd og ikke alle havde en så vellidt far, som Reaja havde.

Det var familien, men der var også oplevelser med de steder de kom igennem på rejsen.

Alle de små konflikter og lettere skænderier med dem, der kom til klanerne for at handle og så videre og så videre.

En oplevelse havde sat sig fat i Reaja. Det var næsten i begyndelsen af festrejsen og ingen havde de erfaringer som de havde i dag. Ind imellem var de næsten naive eller for godtroende for og troede egentligt t alle havde de samme normer som Herrens folk havde.

Reaja havde kommet op at skændes med en som ville sælge grøntsager og han kunne se at varerne slet kke havde en kvalitet som de skulle have. Reaja, der selv var garter og kendte grøntsager, blev så harm at han var næsten ved at slå sælgeren ned. Heldigvis var far i nærheden og overhørte handelen. Han greb resolut ind og tog fat i sælgeren og fortalte ham at han ikke var velkommen i deres klan og så satte han sig ned med sælgeren og talte med stor fornuft om hvor dårligt det var at snyde og at ærlighed betaler sig bedst.

Sælgeren begyndte næsten at græde, når Darkhan talte til ham med mild stemme og Reaja ville faktisk have banket sælgeren hvis han kunne komme af sted med det. Det blev en lærdom for ham og det gik han snakkede med sin fortrolige om, nemlig oldefar, som bare 34/89

sagde “Mildt svar stiller vrede”. Så lærte Reaja det med en oplevelse på egen krop og troede aldrig han ville glemme det igen.

Lignende episoder var de af og til ude for, men Reaja lærte mere og mere at beherske sin irritation og fandt ud af at andre også kunne have ret selv om de ikke hørte til Herrens folk.

Nogle voldelige angreb kom de ikke ude for. Dertil var klanerne for mange og med mange unge mennsker der let kunne se truende ud. Men det hændte når de kom igennem nogle småbyer hvor byens befolkning samlede sig på torvet, at der kunne komme verbale ytringe, som de efterhånden lærte at bide i sig.

Ved en samling sagde ypperstepræsten til sine unge disciple, at der var noget man måtte bide i sig selv om de havde al ret til færdes hvor de gjorde. Vi er jo ikke så mange som dengang vores folk kom ud af Ægypten og begyndte deres lange vandring, sagde han. Det var jo næsten samme situation som vi er i nu. De var på vej til Kanaan, det land som Herren havde lovet dem og vi er på vej mod Jerusalem hvor vores tempel er og hvor vi virkelig hører hjemme. Ingen skal pege fingre af Guds folk. Dengang de kom ud af Ægypten skælvede folk og lande for dem. Hør bare hvad der står i torahen. Om dette og om fjenderne til Herrens folk. Med eftertryk på ordene læste han: “Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem, indhenter dem og udrydder dem.

Jeg plyndrer dem og uddeler byttet, jeg stiller min hævntørst på dem.

Jeg trækker mit sværd af skeden,

med magt vil jeg udrydde dem.”

Men du pustede, og havet dækkede dem.

De sank som bly i de vældige vande.

Hvem er som du blandt guder, Herre?

Hvem er som du, hellig og herlig, forfærdelig i stråleglans, forunderlig i styrke?

Du løftede din hånd, og jorden opslugte vores fjender.

Du er en trofast leder for dit frikøbte folk.

Du har magt til at føre dem til din hellige bolig.

Folkeslagene hører om det og skælver, filistrene overvældes af frygt.

Edoms høvdinge forfærdes, Moabs fyrster ryster.

Kanaʼans beboere taber modet.

Rædsel og angst overvælder dem.

De står tavse af frygt med forstenede ansigter, indtil dit folk er gået forbi, Herre, 35/89

til dit frikøbte folk er nået hjem.

Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg, det sted, som skal blive din bolig, Herre, den helligdom, du selv vil bygge.

Herren er konge, evig og altid!”

Yppersten Jeshua sluttede med et smil og sagde at dette var fra bogen med folkets salmer, altså en salmebog, som de ofte brugte men ikke kunne alle udenad, kiggede ud over de unge mennesker der var hans tilhørere. “Vi kan jo næsten sammenligne dette med vores situation selv om vi er færre og ikke er krigerisk indstillede” fortsatte han. “Folkeslagene var bange for dem, ved vi fra historien og det vi har læst. Vi har ingen grund til at frygte” sagde han.

Stemningen bland de unge mennesker var god og de havde ligesom fået nyt mod og skulle nok stå skulder ved skulder hvis det skulle komme til en situation med konfrontation, var de enige om.

Reaja gik sporensrengs hjem til oldefar og fortalte om dagens samling med ypperstepræsten. “Hvordan var det da I kom den anden vej?”, spurgte han “Da var vi jo et slaget folk. Vi var en fangetransport og folk hånede os virkeligt. Det var faktisk ikke særligt morsomt”, sagde den gamle.

“Det, som vi oplever på denne rejse er jo det stik modsatte. Vi var den gang en fangetransport, men i dag er det en festrejse vi er på og der er jo himmelvid forskel”, sagde oldefar.

Reaja synes at oldefar var klog og tænkte på hans fortællinger fra dengang hele folket kom hertil. Han kunne se at man ikke kunne sammenligne denne rejse med den hans oldefar havde været på. Nu kunne han glæde sig over en fredelig rejse, bortset fra enkelte episoder - en rejse der gjorde godt. Reaja havde på fornemmelsen at folk fra alle klanerne egentlig nød turen. Han havde jo sine kammerater lidt overalt og hørte hvad de sagde, men hørte altså også utilfredse ytringer der dukkede op over for lederskabet. Men det var dog aldrig noget der foregik op i Pahat-Moab klanen. Her var en stor gudsfrygt, der smittede af på alle klanmedlemmerne og på enkelte andre klanmedlemmer fra de andre klaner.

36/89

Kapitel 7 Ebla Præfekten i byen Ebla havde samlet nogle af sine embedsmænd og stod nu på byens torv og råbte til sine bysbørn: “Gør jer klar for snart kommer en stor gruppe judæere, tidligere fanger i Babylonien, oprindeligt fra Jerusalem. Nogle af vores spejdere har været oppe i Halab og har fulgt denne karavane på vej og det rapporteres at de stiler direkte denne vej.” Der blev straks en leben blandt byens borgere og han måtte klappe højt i hænderne for at få ørenlyd. “Det er vigtigt at I hører hvad der bliver sagt nu”.

“Prøv at undgå at tage kontakt med judæerne, undgå øjenkontakt og luk jeres butikker så de ikke skal proviantere her. Vi ved jo kke hvor stærke de er, men de er mange, har vi fået rapporteret. Bedst hvis de rejser udenom byen, så vi undgår dem herinde. Lad os opføre os pænt uden nogen form for provokation”.

Nu fortsatte den livlige parlamenteren. “Burde vi ikke sætte den nationale sikkerhedsstyrke ind”, mente nogle. “Noget sådan har ikke hændt siden kong Sagisus dage” argumenterede nogle. “Det kan da kun skade os”, mente andre. En forretningdrivende sagde ”Så vil de lukke for vores foretning. Hvis vi leverede kunne vi tjene store penge, thi de er mange”. “Hvad skulle det skade med øjenkontakt, mente en flok af de mere socialt indstillede”.

Sådan gik snakken, men der var en tydelig frygt, plantet af byens ledelse, Nu gav man sig til at vente. En flok af de unge mennesker stillede sig ud ved Halabvejen for at være de første der så de fremmede, så de kunne alarmere de andre.

Det var nøjagtigt det samme billede som der var i andre byer hvor de 18 klaner passerede.

Nogle valgte den åbne linie med at byde de fremmede velkommen og handle med dem og andre valgte den mere neutrale holdning som her i Ebla.

Ypperstepræsten holdt sit daglige møde med sine unge disciple og meddelte hvad man i ledelsen mente om det sted de kom til. “Nu har vi senest været i Halab og fra vores venner på vejen ved vi at Ebla ikke er os særligt venligt stemt” sagde han og kiggede ud over sin discipelflok og holdt især øje med Reaja, der var en af hans yndlings elever. Reaja var som sædvanligt oppe på mærkerne og stillede flere spørgsmål som ypperstepræsten svarede på. Han var fuldt klar over at Reaja bar på en hemmelig drøm en konfrontation med folk på vejen, bare for at illustrere et eksempel og at denne flok ikke ville lade sig kue af nogen.

“Tag det nu roligt”, sagde han til Reaja da sessionen sluttede for denne dag.

Reaja gik tilbage til sit sovested med hovedet fuld af tanker. “Ebla”, sagde han højt og tyggede på ordet. “Nu skal I ikke komme for godt igang”.En af discipelkammeraterne fra Serajas klan hørte Reaja sige noget og sagde til ham: “Hvad nu Reaja. Er du på krigsstien?”

37/89

“Nej”, svarede Reaja en smule flov over at kammeraten havde hørt ham. “Men jeg synes ikke at nogen skal få lov at ødelægge noget for os på denne vej tl Jerusalem. Vi må forsvare alt hvad der er at forsvare og så ved vi jo at Gud er med sit folk”.

“Ja”, svarede den anden. “Det kan faktisk ikke være let at være modstander til Guds folk.

For Herren er vores beskytter som vi har læst i en af vores poetiske bøger: Hvorfor er de fremmede folk så rasende?

Deres konger gør sig klar til kamp.

Hvorfor lægger folk nytteløse planer?

Deres ledere samles til rådslagning.

De kæmper imod Herren selv, de angriber hans udvalgte tjener. „Lad os bryde de snærende bånd,” siger de. „Lad os sprænge de tunge lænker.”

Men han, som troner i Himlen, ler, han ryster på hovedet ad deres planer.

Så taler han til dem i vrede, de skælver af rædsel ved hans ord “Det dér, det var fra en af vores salmer”, grinede Reaja og den anden nikkede. “Ja og jeg synes det siger alt- “Lad Herren selv tale til dem og ryste på hovedet af dem. De vil være bange - og ved du hvad?”, sagde klanmedlemmet fra Seraja klanen. “Jeg tror de allerede er bange”.

“Jeg er tilbøjelig til at give dig ret”, sagde Reaja og derefter gik de hver til sit.

Folkene i Ebla var bange efterhånden som de modtog rapporter om at judæerne kom nærmere til deres by. Præfekten gjorde alt han kunne for at berolige byens befolkning og havde faktisk taget en beslutning om at han ville byde de fremmede velkommen til sit område mens han inderst inde håbede at de rejse uden om byen. Han var også usikker på om de handlende i byen ville acceptere hvad han havde talt om forleden.

Ved klanernes sidste overnatningssted mellem Halab og Ebla, sammenkaldte Zerubbabel hele folket og stod sammen med de 12 fra ledergruppen og de 18 klanledere, medens han råbte til de forsamlede. Det var klanledernes opgave at høre rigtig godt efter, så disse kunne formidle budskabet til de klanmedlemmer, der af en eller anden grund ikke kunne høre. Det var især de ældre, som også havde almindelige hørsels problemer man havde tænkt på, når man lavede denne ordning.

38/89

“Vores næste destination er Ebla”, råbte han ud over de forsamlede. “Vi bør reagere på samme måde som vi plejer, med værdighed og venlighed som det sømmer sig for Guds folk. Fra nogle af vores spioner ved vi at byens ledelse har advaret imod os. Vi kunne rejse uden om byen, men det vil forsinke os og vi ønsker jo ingen forsinkelse på vejen mod Jerusalem”. Ved dette sidste, udbrød der klapsalver og råben fra judæerne. “Jerusalem, Jerusalem”, råbte de i kor. Zerubbabel stoppede dem ved at bruge hænderne og efterhånden blev der stille i lejren.

“Er alle med på hvordan vi reagerer når vi når frem til Ebla, råbte han til sidst”. “Og her gælder samme regler som vi havde ved Halab. Alle melder sig til deres klanledere hvis de ønsker a:t forlade lejren for at se på byen, men vi ønsker her fra ledelsen at vi bare rejser igennem uden problemer”, sluttede Zerubbabel sin tale til sit folk. “Er alle med på dette?”

“Jaaaa” råbte forsamlingen i kor og alle gjorde nu klar til at bryde op og rejse videre.

Reaja opsøgte straks farfar og oldefar efter samlingen for at sikre sig at de havde hørt.

Farfar havde forstået det hele, men Reaja måtte gengive for oldefar hvad der var blevet sagt og den gamle nikkede og var helt med paa Zerrubbabels oplæg.

Befolkningen i Ebla var, for de flestes vedkommende, gået ud til Haleb landevejen hvor de nu i det fjerne kunne se den store karavane der nærmede sig deres by. Børnene synes dette var vældigt spændende og nogle af de modne begyndte at ryste lidt af skræk, men flere af de ældste skyndte sig hjem. “De kommer fra en fangelejr, så de må være kriminelle hele bundtet”, sagde nogle. Andre sagde “Når de nu havde chancen hvorfor slog de dem så ikke ihjel hele bundtet”. De der var lidt mere humane sagde “Vi hørte de oprindeligt kom fra Jerusalem. Fra bekendte der har rejst den vej ved vi at Jerusalem blev totalt ødelagt af kong Nebudkanezar og dem der var tilbage måtte leve som vilde dyr i ruinerne og kæmpe for i det hele taget at få noget at spise. Vi tror at det er nogle stakler der kommer forbi og vi burde støtte dem i at komme til deres egen by og forhåbentlig være med til at genopbygge.

En helt anden gruppe mente noget helt andet: “Israels folk, judæerne har altid været vores fjender og det bliver ikke bedre at de nu vender tilbage”.Sådan gik snakken mellem befolkningen så det var nok tl at der kunne blive store optøjer når judæerne kom forbi.

Præfekten og byens ledelse havde haft møde og nu var det lidt andre toner. “Vi mener nu at det ville være det bedste at vi giver vores uønskede gæster en gave til at drage videre på. Det vil være som at sanke gloende kul på deres hoveder og vil velsigner dem”. Det med at velsigne var et ord der sjældent dukkede op i præfektens indre. “Det har vi besluttet” råbte ledelsen og derved blev det.

Der blev en urolig mumlen blandt byens befolkning og de forskellige synspunkter stødte mod hinanden. Men de kunne ikke blive stående der på torvet for nu var judæerne allerede nået ind for bygrænsen og de fleste skyndte sig hjem.

39/89

Præfekten og folkene fra ledergruppen blev på torvet og når karavanen kom ind over torvet med sang fra sangerne i Parosh klanen, gik præfekten frem til karavanen og blev straks vist hen til Zerubbabel og Jeshua. Her bukkede han ærbødigt for judæernes ledere og sagde “Velkommen til Ebla. Vi håber jeres gennemrejse her må blive god” og så overrakte han en læderpose med guld til Zerubbabel, der tog imod den med et smil og takkede på judæernes vegne. “Vi velsigner denne by i Herrens navn” og vi håber ikke I får besvær med os når vi nu drager igennem. Det kan godt tage nogle timer for vi bevæger os ikke så hurtigt”.

“Velkommen til at passere”, sagde præfekten og slog ud med hånden som tegn på at de kunne bevæge sig videre. Præfekten trak vejret lettere. Det gik jo bedre end han havde frygtet.

Reaja havde overværet optrinet og blev en smule ærgerlig over at man havde udtalt en velsignelse over byen som han hellere havde villet kæmpet imod. Han var igen lidt ærgerlig på sig selv og sine inderste holdninger når han ellers udadtil virkede så gudfrygtig. Han kæmpede med de kræfter der ville trække ham væk fra det gode liv og lade ham tage kampuniformen på. Han gik sporenstrengs hen til sin oldefar og fortalte alt hvad han havde oplevet. “Det er lige som om der er to personer der kæmper i mig. Den ene siger jeg skal tage den uddannelse som tempeltjener jeg er begyndt på og den anden siger “Tag dit sværd og hug dem ned”. “Det er ikke ualmindeligt, min kære Reaja”, sagde oldefar. Der vil altid være den guddommelige natur, som jeg synes du bør følge og så den onde natur hvilket kommer fra den faldne kerub, kaldet Lucifer, som jeg naturlig synes du skal holde stor afstand fra”. Reaja lyttede til den gamles vise ord og nu var det let nok at tage standpunkt for det guddommelige, når han var sammen med sin oldefar, en af de trofaste og dermed mægtig ledere de havde haft i befolkningen. Han trak bogstaveligt sværdet i skeden og gik i gang med sine daglige pligter mens karavanen bevægede sig gennem Ebla.

Jeshua, ypperstepræsten talte med sine disciple mens de vandrede. Han blev altid ekstra inspireret når han havde de unge mennesker fremfor sig.

“Vores forfædre gik en lang vandring den gang de gik ud af Ægypten og de kom til Det Røde Hav hvor Farao og hans krigere havde tænkt at de var et let bytte. I kender jo historien godt, så jeg vil bare minde om den. Men Guds kraft var med dem og Moses fik tro til at række sin stav ud over havet og vandene skiltes ad, så israelitterne kunne gå tørskoet over. Det gjorde de så og Faraos folk fulgte efter dem, men mens de endnu var midt i det hele var vores folk kommet over på den anden side og Moses rakte staven ud over havet og vandene samlede sig igen med det resultat at hele Faraos hær druknede.

Hvilken tragedie for dem og hvilken velsignelse for vores folk. Når jeg læser deres historie ser jeg mange lighedspunkter med vores rejse og jeg tror det er vigtigt at I og vi forstår at 40/89

Den Højeste er med os og vil beskytte os mod ulykker. Som vores forfædre oplevede Gud på sin rejse ønsker jeg vi skal opleve det på denne mindre rejse. Jeg ønsker vi kan være fokuseret på vores opgave når vi når Jerusalem. Lad os være troens folk som jeg opfatter vores folk de var det meste af tiden, dog ikke når de gik imod Guds vilje, hvilket altid skabte frustrationer for dem. Jeg kunne da tænke mig, at vi i vores mindre flok havde en skystøtte foran os om dagen og en ildsøjle om natten, ligesom vores forfædre havde. Men vi behøver selvfølgelig ikke disse symboler til at vise os vej. I modsætning til vores forfædre, så ved vi hvor vi skal hen, hvilket de altså ikke vidste. Unge mennesker, kan vi være enige i, at ville være et troens folk ligesom Moses og vores forfædre? “Jaaaa”, råbte Reaja af sine lungers fulde kraft og de andre fulgte ham.

“Vores egen profet Jeremias der var mest aktiv når Jerusalem blev angrebete og folket ladt alene tilbage - han gav mange profetier fra Herren med advarsler til folket, men trods dette fortsatte de ufortrødent med at tilbede andre såkaldte guder og de opførte sig bogstaveligt talt som idioter. Alle profetierne gik i opfyldelse. Resultatet ser vi i dag. Vi blev ført bort som fanger og derfor er det vigtigt at vi hver dag vender os til vores Gud og forsøger at ikke gå imod hans lov”. Sådan sluttede Joshua dagens undervisning.

Opmuntret af undervisningen og den fortrolighed ypperstepræsten viste dem, gik Reaja hjem til sin far og fortalte at han og kammereterne ville være et troens folk som deres forfædre og Moses. “Hvad er nu det for noget nonsens sagde den praktiske Darkan. Vi er et folk som har et fælles ansvar og det er at komme til Jerusalem og genopbygge og det har ikke noget med troens folk at gøre. Reaja tog anløb til at forsvare sig, men fandt ikke ordene og rød i ørerne gik han til sin oldefar Asna og fortalte hvad ypperstepræsten havde sagt og hvad hans far havde sagt.

Oldefar sagde ganske nøgternt at det ikke var alle der forstod de åndelige principper. Det forstod Josua og det var vel derfor at han var ypperstepræst, som hans far havde været det før ham og hans bedstefar og hans oldefar, smilede den gamle. “Tag dig ikke lige af det din far siger, for jeg tror ikke han forstår det og det er måske min skyld, at jeg som hans farfar ikke har lært ham mere om de åndelige principper, sådan som du nu lærer det hos ypperstepræsten”, sagde oldefar. Reaja måbede lidt af sin oldefars bekendelser men forstod principperne og var glad for den gamles fortrolighed.

Han var klar over at han nu skulle opføre sig anderledes når han var sammen med sine forældre og søskende end når han var sammen med oldefar. Han besluttede at han bare ville være sig selv når han var sammen med familien og også når han var ude i samfundet som i øjeblikket betød at han var medlem af en karavane på vej mod noget ganske enestående. Han ville være sig selv og hvis folk spurgte ville han svare. Det var ikke noget

41/89

problem med hans mange kammerater, de kendte ham og især dem der var med i discipelskolen sammen med ham.

Darkhan var en smule bekymret for sin søn Reaja. Han vidste inderst inde at han søn nr. 2 måske var den, der virkelig skulle føre slægten videre selv om det var Rezin der var den ældste. Darkhan havde faktisk ingen problemer med sine fem børn - men en bekymret trækning over at hans anden søn skulle blive overåndelig - det kunne jo føre til fanatisme og det ønskede Darkhan ikke for nogen af børnene.

Han talte lidt med sin egen far om det. Ikke med sin hustru, for den slags forstod kvinder sig ikke på, mente han.

Lebana hostede lidt og sagde at Darkhan ikke skulle være så bange som han var. Du havde selv lidt af det i dig da du var i hans alder, sagde Lebana. Så gik Darkhan ind til sin bedstefar Asna og udtrykte sin bekymring også over at bedstefaderen måske indoktrinerede Reaja. “På ingen måde”, sagde Asna. Mine mange år i Rådet har selvfølgelig givet mig en erfaring og det er min overbevisning, at de af vores folk der virkelig overgiver sig og vil følge vores Gud skal vi bakke op og støtte alt det vi kan. Vores dejlige Reaja er en sådan og jeg tror han vil blive til noget stort i vores folk”, sluttede Asna sin tale. “Dybest set er jeg også lidt stolt over ham, bare det ikke går for videt”, sagde Darkhan. “Det tror jeg bestemt ikke det vil”, svarede Asna tilbage.

Så gik de hver til sit og Darkhan gik hen til Reaja ved hans soveplads og tilstod at han ikke havde ment det så slemt, som det måske kunne opfattes. Reaja var glad for at høre dette fra sin far og kunne nu sove lidt roligere end han havde forestillet sig.

Næste dag indviede Reaja ypperstepræsten i den familiære diskussion der havde været.

“Du skal respektere din far, sagde denne, men Guds ord står over menneskelige tanker”.

Og det vidste Reaja og så begyndte han at praktisere det han havde tænkt sig at gøre; nemlig at være en troens mand, som han havde besluttet da han havde sin tidligere samtale med oldefar Anna.

42/89

Kapitel 8 Quatna Karavanen bevægede sig stadig langsomt sydpå. Reaja blev ofte meget utålmodig over at det gik så langsomt. Han længtes efter Jerusalem, men først måtte de igennem flere af de lokale byer. Den næste udfordring ville være Qatna.

I dag havde ypperstepræsten bebudet at han ville give information om den næste by de kom til.

“Den første konge af Qatna (Qatanum) er kendt ved navn fra arkiverne og hed Ishi-Adad, Indledte Joshua sit indlæg. “Han var forbundsfælde med Sjamsi-Adad 1. fra det nordlige Mesopotamien. Han blev efterfulgt af sin søn Amut-pî-el, som havde været guvernør af Nazala, mens han var kronprins. Det var på samme tid som Hammurabi af Babylon for meget længe siden. Beltum, søster til Amut-pî-el, blev gift med Jasmaj-Addu af Mari.

Kontakterne mellem Mari og Qatna definerede hende som hovedhustru af Jasmaj-Addu.

Efter, at Hammurabi ødelagde byen Mari, blev de skriftlige kilder om Qatna langt mere sparsommelige. Halab, som vi næsten lige har været i, blev Qatnas mægtigste naboby, dateret fra kongedømmet il Jarim–Lim III, og Qatna blev midlertidig domineret af Halab.

Med udviklingen af Mitanni-riget i det nordlige Mesopotamien blev Qatna underlagt dette, men byen lå i et omstridt område i grænseegnene mellem Mitanni og Egypten.

Inskriptionen på det såkaldte Nin-Egal-tampel (en del af det kongelige palads) viser, at Mittanni var tilstede i Qatna. Krigstogterne under faraoerne Amenhotep 1. og Thutmosis 1. i Syrien kan have nået frem til Qatna, men det er ingen utvetydige beviser på det. På det syvende pylon Amontempel i Karnak nævner Thutmosis 3. at han opholdt sig i landet under Qatna i det 33. år af sit kongedømme. Amenhotep 2.blev angrebet af Qatna, mens han krydsede floden Orontes, men han var sejrrig og fik krigsbytte, blandt andet er udstyret til en stridsvogn fra Mitanniriget nævnt i de egyptiske lister fra tiden under Ramses 3. For mere end 500 år siden. Tavler i kileskrift er afdækket under det kongelige palads i Qatna og her nævnes en tidligere ukendt konge ved navn Idanda, som styrtedes en gang omkring for 900 år siden” Sluttede Joshua og smilte itl sine tilhørere.

Lad mig slutte med at sige “I løbet af det syriske felttog under den hettittiske konge Suppiluliuma 1. bad prins Akizzi af Qatna om hjælp fra farao Akhnaton, men uden at han fik den. Qatna var en af byerne i Syrien, som hettitterne angreb og plyndrede, og dets indbyggere blev ført bort som krigsfanger. Højden,var bosat også i tiden under det nybabylonske rige, en bit-hilani (oldtidspalads) Byen forblev ubetydelig, efter som nabobyen Emesa havde overtaget dens position som handelsstation!” Ypperstepræsten næsten undskyldte sit lang indlæg, men var alligevel stolt over det han have gravet frem og så var det ingen hemmelighed at han, som de fleste judæere, elskede historie.

Reaja næsten vendte det hvide ud af øjnene, når de sluttede. Han var endnu ikke så interesseret i historie, men betragtede det som en nødvendighed i sin uddannelse hos ypperstepræsten.

“Nu forbereder vi os på at komme til Qatna", sluttede ypperstepræsten dagens lektion.

I modsætning til tidligere, havde Reaja ingen modstand mod at skulle igennem nok en by med potentielle fjender. Han holdt fast i sin tidligere beslutning om at have en fast viljesbeslutning og være en positiv judæer på vej mod deres løftes by.

43/89

Qatna var en gammel by, som ypperstepræsten havde fortalt. Indbyggerne dér var meget bevidste om deres historiske betydning også selv om byen nu ikke kunne leve op til fordums herlighed. De havde hørt hvordann karavanen var kommet til Ebla og med guld have vundet folkets gunst og det synes man bare ikke var i orden. Befolkningen ville have konfrontation, især den yngre del af befolkningen også selv om de vidste at judæerne var stærke og de havde deres Gud til at beskytte dem.

Uden anelse om dette nærmede kravanen sig Qatna og som sædvanlig stod en del af byens folk for at se de fremmede og de havde deres by præfekt til at byde velkommen.

Pludselig lød der høje råb og en stor flok unge dennesker forsynet med bue og pil samt frygtelige stave, sprang ind på pladsen og slog løs på den nærmeste klan der hvor de var.

Det var faktisk Parosh klanen, der jo altid var forrest med sangerne, der pludselig forstummede da der faldt slag hen over dem. Kvinderne i karavanen skreg i rædsel og nogle faldt om, da slagene havde ramt dem hårdt. Præfekten skreg af sine lungers fulde kraft at de unge mennesker skulle stoppe og han sendte sine livvagter hen for at stoppe dette uhyrlige angreb.

Reaja der var længere bag i karavanen hørte skrigende kom løbende med sin stav efterfulgt af flere af hans kammerater. De mødte nu Qatna-banden ansigt til ansigt og der blev slag med stave og rigtig brydekamp. Judæerne havde trænet og var stærke og flere fra karavanen kom til og slog løs på banden. Reaja fik næsten en blodrus af at være i kamp og han slog og slog på fjenderne, hvoraf flere faldt om og pludselig løb banden tilbage til sidegaden de kom fra.

Judæernes leder den mægtige kongelige Zerubbabel kom nu ud fra karavanen efterfulgt af folkene fra ledergruppe, der virkede som en slags livvagter i denne situation. Han stilede direkte hen mod præfekten, der trådte nogle skridt tilbage.

“Er du virkelig klar over hvad du har gjort?” Spurgte Zerubbabel præfekten. “Du har lagt hånd på den levende Guds folk og det vil han hævne”.

“Jeg beklager, men det var helt ude af min hånd”, sagde præfekten med rystende stemme.

Han var bange nu når han stod over for denne mægtige leder med det myndige væsen.

“Lad os lave en opgørelse over tab og så må I betale os for de tab vi har lidt”, sagde Zerubbabel.

En af sangerinderne i Parosh klanen var afgået ved døden og nu lød en stor dødeklage hen over pladsen. Også andre judæere var blevet forulempet, bl. a. Rakel, kæreste med Rezin.

En af de unge havde set sit snit til at gribe fat i hende, da de passerede hendes klan. En lækker ung kvinde var ikke at kimse af. Han sprang hen og greb fat i hende og gramsede overalt på hende, mens hun skreg af sine lungers fulde kraft. Rezin kom løbende sammen med andre unge judæere, bl.a.Reaja og nu fik banditterne kærligheden at føle i form at effektive stave. Overfaldsmanden blev omgående dræbt af Rezin og længere henne fandt man tre mænd døde, slået til jorden med stave af judæiske unge og der var fire sårede, som der nu kom bysbørn til for at tage sig af. Bortset fra den døde sangerinde og den forulempede Rakel, var der ingen sårede judæere.

Byens skatteopkræver blev sendt hen for at hente en stor pose med guld til judæerne.

Reaja var tilfreds. De havde banket fjenden og nu var det judæernes leder der førte de afsluttende forhandlinger. Rezin var vild og gal over at nogen havde rørt hans kæreste og samtidig som han forsøgte at trøste hende skummede han af raseri og ville helst ind i 44/89

kampen for, om muligt slå flere ihjel. Reaja stod på pladsen og stirrede truende over mod de af byens borgere der var blevet. Og de fleste stirrede tilbage med med bange øjne.

Omme bag byens sidegader mødtes banden og var ikke stolte af deres resultat. Vi skal have mere træning og vi skulle have gået mere til den og ikke stikke af med halen mellem benene, sagde lederen, der nu kunne forvente at blive stillet for retten i Qatna, fordi de havde gået direkte imod præfektens ord.

Karavaen begav sig videre på sydpå. Når de kom ud af byområdet måtte de lave en begravelse for sangerinden og ypperstepræsten og hans folk forberedte sig på det. Det var den første begravelse på denne rejse.

“Så gik det lige op”, sagde Reaja og hentyde til at judæerne i Ebla havde givet guld og her i Qatna fik de guld. Tilfredsstillende synes han men kravanen langsom bevægede sg frem og tabte efterhånden Qatna af syne.

Dagen efter i discipelskolen opsummerede ypperstepræsten gårdagens begivenheder og roste de unge mennesker fordi de havde forsvaret deres frænder så godt at de fik det resultat ud af det. Han udtalte mindeord over den afdøde sangerinde. Reaja gik derfra med en følelser af at han havde været nyttig og Rezin havde fået en mild bebrejdelse af ypperstepræsten fordi han havde været så vild og blodtørstig. Det synes han uretfærdigt og brokkede sig til Reaja.

Reaja gav ham ret, men turde ikke bringe det op for ypperstepræsten.

Zerubbabel kaldte altid deres rejse for en festrejse, for, som han sagde “Når man foretager noget fælles og med et fælles mål, så er det en rejse, fordi vi bevæger os fra et mål vores fangenskab og til et andet mål, vores frihed - og så giver det ekstra mening fordi Jerusalem altid har været i vores tanker og vi skal se templet - det gør det samtidig til en fest. Mange af os har måtte knibe sig selv i armen for at mærke om dette er en virkelighed. Og det er det - vi er på festrejsen til Jerusalem og det varer ikke så længe før vi ser vores by”.

De unge især, synes at festrejsen var et hit. Dem der var en anelse ældre og begyndte at stifte familie, spurgte sig selv om dette nu var klogt. Var det ikke bedre blot at blive boende i en by eller i nærheden af en by? På en sådan rejse bør man ikke gifte sig og stifte familie. Og så var der dem der var over halvtreds. De yngste i denne gruppe glædede sig til Jerusalem og følte at de havde nok kræfter endnu til at kunne starte en ny tilværelse og genopbygge byen deriblandt Rezin og næsten alle havde, eller havde haft, familiemedlemmer der kunne fortælle om hvordan det var før bortførelsen til Babylonien og derfor følte de sig godt rustede på denne rejse og udgjorde en kærnetrop. Denne gruppe var lederne og dem der førte an, de modne der tog ansvar for lidt af hver på rejsen.

De ældre, dem der var oppe i firserne, gik ofte rundt med tårer i øjnene hver gang der blev snakket om Jerusalem, ligesom Asna, Reajas oldefar, der efterhånden var lige så utålmodig som sit oldebarn efter at komme til Jerusalem.

Nu her inden de skulle til at påbegynde den sidste del af rejsen, ville Zerubbabel gerne have en status på hvordan det virkelig gik i de forskellige klaner og familier der var der, så han satte hele sin 12-mand ledergruppe igang med at organisere det hele.

45/89

En sådan dag kunne Reaja godt lide. Så skete der noget andet end den daglige trummerum, som det efterhånden var blevet til.

Der var en summen og leben i judæernes lejr, som nu var på højde med Palmyra, og fuld aktivitet i de forskellige klaner. I Pahat-Moab klanen kaldte klanlederne Jeshua og Joab klanmedlemmerne til en snak på en åben græsplænes i nærheden af deres lejrplads. Der kunne rumme de par tusinde mennesker de var. Darkhan ben Lebana, hans kone, slavepiger og børn satte sig sammen i en klump hvor også farfar Lebana ben Asna og farmor var med og oldefar Asna ben Jekin var med. Ligeledes de andre familier som satte sig i klumper her i Pahat-Moab klanen. På samme måde samledes de andre klaner.

Den ærværdige Bigvaj, en af lederne kom hen til klanen og bragte en besked fra Zerubbabel.

Bigvaj hvis navn betyder lykkelig, indledte med en varm hilsen fra deres store leder.

“Inden vi går videre, kunne jeg tænke mig at høre om denne klan, som vi sætter stor pris på, har nogle frustrationer eller klager”, begyndte han sin session. Joshua og Joab kiggede på hinanden og udover deres klanmedlemmer og rystede langsomt på hovedet. “Vi har det godt i vores klan”, sagde Joshua. Vi har ikke noget at klage over og de små konflikter der kan være løser vi selv - nu længes vi bare til Jerusalem”, sluttede Joshua sit indlæg.

“Må jeg spørge om noget”? rungede pludselig Darkhans stemme hen over pladsen. Bigvaj nikkede. “Har lederskabet nogen som helst idë om hvornår vi er i Jerusalem”?, fortsatte han. Bigvaj kiggede direkte hen mod Darkhan og sagde “Vi er absolut i den sidste fase af vores rejse. Der er lige nogle byer vi skal igennem inden vi når Jerusalemvejen og da vil vi kalde alle sammen på samme måde som i dag og give de nødvendige instruktioner. I må meget gerne begynde at tænke på, hvis I ikke allerede har gjort det, hvad I vil gøre i Jerusalem når vi når frem”, sluttede Bigvaj.

Selskabet opløstes og gik småsnakkende videre hen til deres pladser, hvor de nu ville gøre klar til endnu en distance.

Reaja havde spræl i benene. “Far, hørte du han sagde at vi er den absolut sidste fase”, sagde han med glad stemme. Darkhan smilede og nikkede med hovedet, men manglede lidt flere detaljer før han kunne være lige så begejstret som sin søn.

De fleste havde dog gennemtænkt fremtiden. Det havde de allerede gjort fra dag 1.

Darkhan og hans familie var jo oprindelig gartnere og havde været det i nogle generationer og det ville de fortsætte med . De ville forsøge at finde et hus i udkanten af Jerusalem hvorfra der skulle være nær til marker hvor de kunne opdyrke de nødvendige grøntsager og så spekulerede Darkhan meget over hvordann han kunne omsætte varerne.

Produktionen bekymrede ham ikke. Hans børn var næsten udlærte gartnere og han regnede med at de ville indgå i driften. Ligeledes hans egen far der havde startet firmaet.

Reaja kunne han være usikker på, for han ville jo helst blive tempeltjener, hvilet Darkhan synes måtte være kedeligt, at arbejde indendørs i stedet for at bruge sine kræfter og krop ude i den friske luft. Men sådan er man jo så forskelllige.

Og Reajas beslutning om at være tempeltjener, en underordnet stilling ved templet, stod ved magt. Det havde ikke skortet på opfordringer fra ypperstepræsten, som havde Reaja i 46/89

sin bibelklasse om at denne måske burde tage en højere teologisk uddannelse fordi han var så velbegavet. Reaja havde nærmest afvist dette. Han havde. bare en gammel drøm om at tjene ved templet og som tempeltjener kunne han have alle mulige opgaver i Herrens hus og det var det han ønskede. Tempeltjener var fint nok for Reaja.

Iøvrigt var der lige givet signal til opbrud og uendeligt langsomt efter Reajas’s mening satte karavanen sig igang. Nu skulle de have næste lejrplads en 30 km vest for Nazala og altså skulle de ikke denne gang igennem en by. Det synes Reaja kunne være lidt kedeligt men det, der talte hos ham var at nu var de snart i Jerusalem.

47/89

Kapitel 9 Rakel Rakel havde det dårligt. Chokket over at have været overfaldet var dybt og hun kunne næsten ikke sove om nætterne og var frygtelig bange for at bevæge sig rundt i karavanen.

Det var mere det psykiske chok end over at være blevet gramset på, der gjorde hende deprimeret. Rezin forstod hende ikke, mente hun, men var stolt over at han trods alt havde slået gerningsmanden ihjel. Ellers var han omsorgsfuld og sød, men forstod hende, mente hun ikke at han gjorde. Ikke at hun havde mistet sin kærlighed til ham, men en mand kan ikke forstå hvad der skete med en kvinde når hun var blevet så forulempet.

Hun synes at dagliglivet i karavanen irriterede hende og der var meget der irriterede hende og hun kunne næsten ikke holde ud at være der i sin Arach klan, der altid var ret tæt på Pahat-Moab klanen hvor Rezin boede med sin familie. Arach klanen var ikke stor kun knapt 800 medlemmer mod de 2900 i Pahat-Moab klanen. Hele hendes sind var sygt efter den skrækkelige oplevelse og da de nærmede sig deres næste lejrplads ved Nazala, så hun sit snit til at forsvinde. Hun måtte bare væk og når det begyndte at blive mørkt så hun sit snit til at løbe ude i de småklipper der omgav deres lejrplads og hvor der var mange buske hun kunne gemme sig bag ved hvis det skulle blive nødvendigt.

Hun kunne godt være bekymret for om Rezins bror Reaja dukkede op. Han var faktisk så emsig, men ellers meget flink. Ham havde hun ikke lyst til at møde lige nu. Hun trak et sjal godt op omkring hovedet og skuldrene - det kunne godt blive lidt køligt om aftenen.

Så løb hun og dukkede sig og gemte sig bag ved små buske. Lejren kom længere og længere væk og så egentlig meget hyggelig ud med mange lys fra vogne og sovepladser.

Men nu begyndte hun at høre dyrelyde og det skræmte hende og bag ved en lille klippeknold lavede hun et lille bål, som hun havde forberedt hjemmefra. Hun havde også taget Rezins elskede stav med sig. Klippeknolden skjulte hende så man ikke kunne så bålet fra lejren og hun kunne sætte sig med ryggen mod klippen, så hun ikke lige pludselig blev overfaldet af et dyr bagfra.

Der sad hun så fuld af angst og så øjne i mørket. Hun tog kviste fra bålet og kastede mod øjnene og hørte også nog hyl og hvæsen af og til. Ingen af dyrene turde dog komme nærmere og sove turde hun ikke.

Næste morgen når hun vågnede så det hele anderledes ud. Der var ingen dyr i sigte og ved en klippe i nærheden sprang en kilde hvorfra hun kunne få frisk vand og hun kunne spise noget af det mad hun havde taget med hjemmefra. Hun var klar over at det ikke kunne række til mange dage.

Hjemme i lejren var der uro. Rezin havde opdaget at Rakel var forsvundet og fortvivlet sprang han rundt i alle klanerne for om han kunne finde hende - men hun var som sunket i jorden. Han løb hjem til sin klan og mødte Reaja og satte ham ind i situationen.

48/89

“Jeg skal hjælpe dig med at finde hende”, sagde Reaja. Og så gik brødrene sammen rundt i hele lejren og satte dem, de mødte, ind i situationen. Ingen havde set Rakel og Reaja sagde til Rezin: “Hun har virket lidt ked af det på det seneste og jeg tror hun bevidst har forladt lejren. Det er jo faktisk et farligt område vi er på. Ingen by i nærheden og alle de små buske for ikke at tale om de vilde dyr”. “Kom Rezin, lad os gå” fortsatte han. Vi må tage våben, vand og mad med, men vi må af sted nu”.

Brødrene for rundt og Reaja mødte lige deres far og satte ham ind i situationen. “Pas på med hvad I gør”, sagde Darkhan “Det kan være meget farligt og hvis I har brug for hjælp må i komme tilbage og hente forstærkning.

Reaja stod og ventede på Rezin. Han havde flere krukker med vand og fra sin mor havde han fået noget brød de kunne spise. Mor var nu også meget bekymret ikke mindst fordi hendes to drenge skulle ud på en farlig mission. Så kom Rezin - han havde også nogle vandkrukker og han havde også været omkring mor og fået brød og formaninger.

“Hvor er din stav?, sagde Reaja. “Jeg kunne simpelt hen ikke finde den der hvor jeg havde lagt den”, svarede han. “Jeg har en mistanke om at Rakel kan havde taget den”, fortsatte han. “En stav må du have med”, sagde Reaja hurtigt og sammenbidt og så løb han til en af sine venner i den nærmeste klan og kom triumferende tilbage til Rezin. “Jeg lånte en af en af min venner”, sagde han. “Dejligt at du har så mange venner”, sagde Rezin lidt misundeligt. Og så gik brødrene ud af lejrområdet. “Ja,” svarede Reaja og jeg har fået et par stykker af dem til at tage sig af min vagt og slå løs hvis der kommer uønskede gæster”, smilede han.

“Vi må lægge en strategi”, sagde Reaja. “Hvor kan vi forestille os at hun har gået når hun forlod lejren. “Jeg tror at hun er smuttet ud tæt ved Arach klanen”, sagde Rezin. “Højst tænkeligt”, sagde Reaja. Og så løb brødrene hen til Arach klanen for at se om de kune finde spor der kunne lede dem på vej. Men det var ikke nemt med de klipper. “Hvad ville vi selv have gjort”?, sagde Reaja. Rezin kiggede ud over landskabet og så på de forskellige buske. “Jeg ville nok sørge for at dække mig bag ved buskene”, sagde han og så løb de to unge mænd bort fra lejren og kiggede efter spor ved buskene. “Det kan være svært at tænke sig hvilken retning hun er gået af” sig Reaja. “Jeg tror ikke hun har tænkt så meget på retning fra begyndelsen af” sagde Rezin. Nu så de efterhånden en del dyrespor ved buskene og pludselig råbte Reaja: “Her er spor af et lille lejrbål”. De unge mænd stoppede op og undersøgte bålet nøjagtigt. “Det ligner et kvindebål”, sagde Reaja. En der vant til at bålet ikke skal være for stort, men velegnet til at lave mad over” “Og så alligevel kunne holde dyrene på afstand”, supplerede Rezin. Opmuntrede af deres opdagelse fortsatte de i den retning de var påbegyndt. De mødte også nogle dyr på deres vej, men de var let skræmte.

49/89

Rakel var ved at blive trær. Hun havde nu gået hele dagen og var ikke vant til så fysisk anstrengelse. Belært at nattens erfaring, samlede hun kviste og brænde til bål på vejen, så meget, at hun nu synes det var besværligt at slæbe rundt på. Hun drak vand af kilder hun stødte på undervejs. Forlængst var lejren forsvundet og hun kunne ikke se den mere. I morges kunne hun ane hvor lejrpladsen var, men intet kunne i dag få hende til at gå tilbage til de andre.

Darkhan var bekymret, mest for sine sønner, men naturligvis også for Rakel. Elomit ben Josef, Rakels far var naturligvis også bekymret. Han kunne sket ikke forstå at et menneske kunne forsvinde sporløst og det sagde han til næsten alle han mødte. Nu stod han og sludrede med Darkhan og sagde det samme. “Jeg forstår at du er frustreret”, sagde Darkhan. “Jeg forstår det heller ikke, men er sikker på at der er en forklaring. “Nu er to af mine knægte taget ud i landskabet og jeg håber de finder din datter snart. Jeg kan ikke lide at de ude i et ukendt landskab”. “Det håber jeg virkelig”, sagde Elomit med et dybt suk og så meget bedrøvet og bange ud.

Rezin og Reaja forsøgte at holde modet oppe hos hinanden. De samledes også træ ind og de drak af vand af kilder de mødte - måske de samme som Rakel, men det kunne de slet ikke vide noget om. Et hyænelignende dyr kom løbende sidelæns hen imod dem uden at vise den sædvanlige frygt. “Pas på, Rezin”, råbte Reaje som tog sin stav og gik til angreb på dyret, der fik nogle knubs og ilede pivende bort. De unge mænd var ved at blive trætte og de mærkede det mest nu når solen var ved at gå ned. “Vi må finde en lejrplads”, sagde Reaja og de fandt en god klippe og gjorde klar til lejrbål ovenpå en lille klippe. Bålet lyste langt væk og skulle nok holde uvedkommende dyr væk. De skiftedes til at holde vagt.

Rakel var også ved at slå lejr for natten. Mens hun ledte efter en lempelig plads, fik hun næste et chok. Der midt i ødemarken kunne hun se et sted der så ud til at være godt nedtrampet af mennesker og midt på denne plads, hvor der var totalt tyst, så hun pludselig en figur i naturlig størrelse af en kvinde. Figuren bare stod der og der var igen i nærheden. Først havde hun troet det var et menneske, men da hun var helt sikker på at være alene og det viste sig at være en statue, turde hun gå nærmere for at studere den.

Rakel rørte ved figuren, men kom i tanker om at den kunne være forbandet eller forhekset på en eller anden måde, så hun fjernede hurtigt sine hænder fra den.

Hun kom i tanke om at hun havde hørt engang, at netop i Nazala lavede man sådanne figurer, som hun aldrig havde set før og vidste ikke hvorfor de gjorde det. Dette sted var vist ikke langt fra Nazala, fornemmede hun.

50/89

I dag var det lettere - nu havde hun prøvet det, men hun var så træt og trængte til at sove efter sidste søvnløse nat, Hun skjulte sit lille bål bag ved en klippe og satte sig så til at sove, men vågnede brat nogle gang når hun hørte dyr der nærmede sig.

Det synes hun var frygteligt og hun trængte bare til at sove. Hun var klar over at det kunne være farligt hvis hun faldt i søvn. For at skræmme dyrene væk, begyndte hun at synge nogle af de sange hun kendte i forvejen og hun begyndte at bede.

Hun tænkte på en historie hun havde hørt masser af gange om den trælkvinde som deres stamfar Abraham havde. Kvinden hed Hagar og var voldtaget af Abraham og hun ventede nu barn. Hun fødte sin søn og kaldte ham for Ismael, men Abrahams rigtige hustru Sara var ikke sød mod hende og til slut flygtede hun ud i ørkenen. Næsten som Rakel nu. Hagar blev udmattet og frygtede at Ismael skulle dø, men så hørte Gud drengens klynken og han kaldte på Hagar og sagde at hun skulle gå hen og hjælpe ham op og trøste ham. I det samme åbnedes Hagars øjne og hun så en kilde med vand. Det var lige hvad mor og søn havde brug for. Så fik hun løfter fra Herren om sin søn og hans fremtid.

Rakel havde fået al det vand hun havde brug for og nu skulle hun bare overleve natten.

Derfor begyndte hun at bede til Gud om beskyttelse og græd mens hun bad fordi hun var så bange og mødet med figuren havde ikke gjort det bedre. Så faldt hun i søvn med ryggen mod klippen og mærkede sket ikke de dyr der kom og snusede, men ikke gjorde hende noget. Næste morgen vågnede hun frisk og udhvilet og startede med at sige Gud 51/89

tak for hans beskyttelse. Hun strakte sig i solen og det var som om alt inde i hende blev lysere. Nu satte hun sig ned og græd en skvæt over at hun havde været så dum at forlade lejren og sine forældre og Rezin, som hun nu var mere klar over at hun elskede højt. Mens hun sad der og forsøgte at samle tankerne hørte hun pludselig stemmer. Hun fór sammen for efter gårsdagen oplevelser med figuren vidste hun ikke hvad det for nogle mennesker hun hørte. Hun blev igen bange og gemte sig ned bag klippen og pludselig så hun på afstand to mænd der kom gående og sang. Hun vidste ikke hvem det var og sad musestille. Men så genkendte hun den sang de sang. Det var en af de sange som Parosh klanen var så gode til at formidle. Og da blev hun klar over at den ene af mændene var hendes egen Rezin og hun sprang op og råbte og hujede. Mændene vendte sig om og kom styrtende til. Rezin var hurtigere end sin bror og var først fremme ved Rakel og så kastede de sig i hinandens arme og udtrykte stor glæde. Nu fortalte Rakel alt om sine frustrationer og Rezin gav nogle milde bebrejdelser. Reaja stod bare og kikkede som en anden vagthund. Rakel afleverede staven til Rezin og sagde: “tak for lån” med en undskyldende stemme. Så begyndte de afgå tilbage mod lejren. På et tidspunkt kom de til pladsen hvor Rakel havde opdaget den kvindelige figur og Reaja, med sin strategiske måde at tænke på sagde: “ nu er vi nødt til at være ekstra forsigtige og ikke lave unødvendig støj. Det kan være at nogle af de lokale skal samles, som det tydeligt ser ud til at de plejer. De tre unge mennesker gik så stille de overhovedet kunne og var forsigtige med ikke at træde på grene der kunne knække. De kom trygt forbi stedet og kunne trække vejret lettet. Det kostede dem to nætter ude i ødemarken, før de fik øje på lejren også begyndte de alle tre at løbe hen imod deres karavane. Ud fra lejren kom en mand løbende; det var Elomit, der havde stået og spejdet efter sin fortabte datter hver eneste dag. Han faldt nu sin datter om halsen og derefter takkede de to brødre for at finde hende Da de kom nærmere lejren kom Darkhan løbende - og han udtrykte sin store glæde over at se sine sønner igen.

De tre unge mennesker gik direkte ind til Zerubbabel og fortalte hele historien.

Næste dag mødte Reaja op i sin studiegruppe hvor ypperstepræsten bød ham varmt velkommen. Fra Zerubbabel havde han hørt hvad er var sket. “Det var modigt af dig og din bror at fare ud i ødemarken for at finde en person I ikke en gang vidste om hun var i live”, sagde han. Reaja trak på skulderen for at vise at det var da ikke noget, men glad var han for ypperstepræstens ord.

52/89

Kapitel 10 Med livet som indsats I god ro og orden var karavanen landet på deres lejrplads nær Nazala. Nær og nær - der var 30 km til den nærmeste by, så lejrpladsen virkede temmelig øde - lige så øde som de steder Rakel havde været de sidste par nætter. Det vidste lederskabet og de havde bedt klanlederne om at sørge for ekstra vagtmandskab.

Reaja var på vagt og stod på sin post og lyttede og holdt så godt øje som han kunne i det bælgmørke der altid overraskede ham her ude på landet. Ikke at han ikke var vant til det hjemmefra, for det var han, men det virkede altid mere uhyggeligt her på et fremmede sted end det plejede at gøre hjemme.

Som sædvanligt holdt nogle familier hygge på lejrpladsen og der blev snakket og grinet.

Reaja gik en tur i nærheden af hvor han stod vagt og tyssede på folk. Han ville helst at der total stille, for så kunne han høre hvis noget usædvanligt skulle ske.

Tilbage på sin post, hvor der nu næsten var for stille, så stille at Reaja næsten faldt i søvn.

Han hørte pludselig en underlig lyd der nærmest lød som en flok tusindben var ude at marchere med sko på. Så hørte han en hvisken og kastede sig ned bag den nærmeste vogn mens han spejdede til alle sider. Flere af hestene blev urolige og det samme gjorde han.

Når han kneb øjnene sammen kunne han svagt se en flok mennesker der kom gående mens de dukkede sig. Det var bestemt ikke judæere og Reaja kunne nu genkende nogle af de unge der havde overfaldt dem i Qatna.

Han stak omgående i det aftalte advarsels skrig, som fik de fremmede til at dukke sig og de andre vagter til at komme hen imod Reaja. De unge judæere med Reaja i spidsen kastede sig nu over fjenderne og slog alt hvad de kunne med deres stave. Der kom nogle frygtelige hyl fra dem der blev ramt, men også judæerne fik tæsk. Hele karavanen var nu vågnet og alle de unge mennesker var i kamp rundt omkring. Reaja var rasende og slog næsten i en blodrus og han ramte virkelig mange. Kampen bølgede frem og tilbage. Nu kom Darkhan til og han råbte nogle kommandoer og det var helt befriende at der nu var en der ledte flokken, Midt i det hele så han Zerubbabel og ledergruppe komme sprintende.

Også de var forsynede med stave og slog løs på fjenderne. Kvinder og børn skreg i rædsel og de unge krigere brølede som løver. Fra nogle af de andre klaner kom der folk der resolut pågreb enkelte af fjenderne og førte dem midt ind i lejren. Det var Elams klan der mest tog sig af denne opgave. Et højt råb på babylonisk fik alle fjenderne til at løbe bort og der blev nu en vis ro. Kun de sårede jamrede sig, Ovre i Elams klan hvortil Reaja og nogle andre havde bevæget sig væk fra deres vagtpost, kunne de observere at de tilfangetagende stod på en række foran klanmedlemmerne og Elam stillede dem nogle spørgsmål på babylonisk. Fangerne var ikke særligt talelystne og kun når vagter og andre gik tættere på fangerne, blev de mere meddelsomme.Det man fik 53/89

ud af forhøret var at de unge mennesker var fra Qatna og havde opfordret andre fra andre byer til at gå i samlet flok mod judæerne. Der var folke fra Ebla, der havde været sure over at der ikke blev nogen kamp da judæerne var i deres by. Og der var folk der kom helt fra Palmyra ovre mod øst og enkelte bandemedlemmer kom fra Nazala også fra øst.

Bandemedlemmerne havde samlet sig i den nærmeste by i Nazala, Så langt så godt og Reaja var rasende og spekulerede på om det var dem der havde været samlet ved kvindefiguren de havde set. Tænk at nogle vovede at gå til angreb på Guds eget folk.

Darkhan kom nu ind i Elams klan og der blev stille. Han havde en naturligt udstråling selv om han ikke var medlem af ledergruppen. På babylonisk gav Darkhan nu bandemedlemmerne en kæmpe skideballe og derefter sagde han til Elam at man burde frigive dem. Elam tøvede, men kunne se fornuften i det, for hvad skulle de kunne gøre af bandemedlemmerne i deres klan, Bandemedlemmerne luskede væk og tilsluttede sig de andre og derefter gik de slagne med bøjede hoveder ad vejen mod Nazala og der blev nu ro i lejren. Der var ingen døde, men mange sårede og de blev nu behandlet.

Vagtfolkene var ekstra på vagt resten af natten og havde jævnlig kontakt med hinanden.

Tænk at vejen mod Jerusalem skulle forstyrres af uvidende og ugudelige folk.

Reaja slap for at blive såret, men selv havde han såret mange.

Joshua sad næste dag med sin gruppe af unge mænd og nu sagde han: “Tak for jeres indsats i går. Vi var jo alle med sammen med vores klaner. Dettte var et ubegrundet angreb på Herrens folk - men hvorfor?” “Vi bøjer hovederne i ydmyghed og vil ikke lave nogen straffeekspedition. Vi tror på det vi selv lærer, at vende den anden kind til. Det har vores folk praktiseret i mange år og det vil vi fortsætte med”. Reaja var ikke helt enig med sin chef. Han mente at man burde straffe ødelæggerne.

Efter mødet kaldte Joshua på Reaja og sagde til ham: “Da jeg kom ind i kampen i går sammen med Zerubbabel og de andre og så jeg dig, Reaja. Du huggede løs på fjenderne med et tilsyneladende unormalt raseri. Hvordan har du det i dag”.

“Jeg var rasende i går”, svarede Reaja “og jeg er ikke mindre rasende i dag. Tænk at folk vover at røre den levende Guds lejr. Jeg vil forsvare dette folk med mit liv til enhver tid” afsluttede Reaja.

“Vi har jo haft en lignende samtale tidligere”, sagde ypperstepræsten herefter. “Du er meget følsom og jeg tror du kæmper med dig selv. Hvad er du loyal overfor? sagde han og kiggede Reaja dybt i øjnene.

54/89

Reaja forsøgte et stirre tilbage på sin ypperstepræst, men slog øjnene ned og sagde: lavmælt: “Deres velærværdighed, De har fuldstændig ret. Jeg føler hele tiden at jeg kæmper med to personer inden i mig. Nogle gange vil den rasende Reaja vinde og jeg går fulstændig ind på den linje. Andre gange er det disciplen Reaja der vinder og jeg føler at jeg burde trække mig tilbage og bare sidde ved lejren og bede til Gud”.

“Sådan taler en sand Herrens tjener”, svarede Joshua. Hvis jeg skulle bestemme over de to poler i dit liv, ville jeg vælge den bløde linie og håbe at du vil tilslutte dig mig, for jeg beder for folket hver eneste dag og ville gerne have nogle forbundsfæller eller bedepartnere til dette. Det er ikke bønnen der trækker de store frivillige skarer, men til konkrete opgaver som at slås med stave, kan man få lige så mange man behøver” Ypperstepræsten fastholdt sit blik mod Reaja der stadig sad og kiggede på sine fødder.

Inden i ham så han frem mod Jerusalem, hans drømmes mål. Han så sig selv gå omkring i det store tempel han aldrig havde set og gøre alt muligt forefaldende arbejde som præsterne pålagde ham og hans indre glædede sig stærkt ved tanken.

Så løftede han hovedet og kiggede ypperstepræsten i øjnene. “Jeg har taget en beslutning”, sagde han lidt tøvende. “Tal højt og tydeligt” afbrød ypperstepræsten. “OK, hvis min ypperstepræst ønsker det, vil jeg tilslutte mig bønnefællesskabet og lave alt muligt De har brug for. Mit højeste ønske er at tjene Herren”, sagde han med mere og mere fasthed i stemmen.

Ypperstepræsten smilede, for det var også det svar han forventede at Reaja ville komme med.

“Tak Reaja”, sagde han. “Det betyder meget for dit folk at du er villig til hvad som helst og Herren ser til hjertet og vil velsigne dig tilbage. Du har jo påbegyndt at læse til din kommende tjeneste og når vi ankommer til Jerusalem vil du være klar. Jeg vil stå ved din side, lægge hænderne på dig og velsigne dig.”

Reajas unge øjne fyldtes med tårer og han kiggede med taknemmelighed på sin ypperstepræst og efter afsked forlod han det hellige område hvor han hade været i de sidste par timer.

Han drøner lige hjem til oldefar og fortalte hvad der var sket og om sin beslutning. Hans gamle oldefar fik nu også tårer i øjnene og kunne ikke sige noget, men klappede Reaja på hovedet. Reaja vidste hvad den gamle ville have sagt og han var dybt taknemmelig for oldefar og fordi denne var en sådan vis mand han kunne komme til. Mens han var på vej væk fra oldefar og gik tilbage til sine daglige pligter i lejren, fik han en idé. Han ville spørge oldefar om denne kunne påtage sig rollen som åndelig vejleder for unge mennesker ligesom ham selv, og at de som ønskede det, kunne lave aftale med oldefar 55/89

som ville lytte på dem og give dem gode råd. “Åndelig samtale med en senior”, ville han kalde det og nu løb han alt hvad han kunne tilbage til oldefar og før han var komet helt frem råbte han sin idé så oldefar næsten blev helt perpleks. Dem der pholdtsig i nærheden og kunne høre Reaja, trak på smilebåndet. Den gamle leder kunne se det gode i Reajas forslag og det glædede den gamle, for grunden var det noget han altid havde ønsket og nu praktiserede på Reaja, at hjælpe de kommende generationer på vej. Selv om de ikke helt talte samme sprog fordi de var fra forskellige tidsaldre. Så Asna sagde straks ja til Reaja.

“Vi må lave en praktisk plan”, sagde han. “Jeg kan desværre ikke stå til rådighed alle døgnets timer, men vi kan afsætte nogle bestemte timer hver dag til “samtale med en senior”, sagde han og glad var Reaja, der hoppede højt luften af glæde og straks spænede hen for at fortælle ypperstepræsten om den nye tjeneste “samtale med en senior” som Asna ben Jekin havde givet accept til. Reaja var, efter moden overvejelse klar over at han ikke var én, der bare kunne sætte sådan noget i gang uden at lederskabet sagde god for det.

Ypperstepræsten var ikke det mindste overrasket da Reaja forklarede ideen. Han havde nemlig tilbragt tid i bøn efter at Reaja tidligere havde forladt ham og følte nu en fred i at Reaja allerede havde begyndt sin åndelige tjeneste.

Efter morgensyslerne satte karavanen sig igang igen for at komme væk fra den plads hvor de var blevet overfaldet og begive sig mod den store by Damaskus.

Hvad mon rejsens sidste del ville bringe dem af overraskelser spurgte Zerubbabel sin ledergruppe og Joshua og det samme spørgsmål stillede Darkhan og Reaja til sig selv..

Karavanens folk var blevet nervøse. Det var som om alle skulle kigge sig over skulderen og nogle enkelte kvinder turde slet ikke bevæge sig omkring. På den måde kunne det virke som om banditterne eller terroristerne havde vundet, selv om det i første omgang var tævet ud af judæerns lejr. Ledergruppen og den unge bibelklasse gjorde alt hvad de kunne for at berolige folk. Da Reaja fik opgaven var han straks med på at fortælle folk at de skulle leve så normalt som de plejede under rejsen og at de ikke skulle frygte - de var jo Herrens folk og Herren ville holde sin hånd over dem. Men Reaja havde også besluttet at han ikke ville bevæge sig ud uden sin stav og han holdt et ekstra øje med hvem der kom og gik i hele karavanen. Pahat-Moab klanen var godt dækket ind med unge krigere, men det var ikke alle klaner der havde mange unge krigere og ledergruppen havde da ogå haft sine møder om hvordan man mest effektivt kunne forsvare hele karavanen. Det var dog endnu ikke sket nogen ændringer og forsvaret fortsatte som det havde gjort siden rejsens start 56/89

Kapitel 11 Damaskus Der var en intensitet i karavanen nu. Det var ligesom at alt gik meget hurtigere. De daglige rutiner tog ikke så lang tid som de plejede. Der var mere sang og glæde blandt folket. De var alle bevidste om at rejsen var ved at være til ende.

Reaja, der nu følte sig mere voksen end barn - gjorde mange voksne opgaver og hans daglige møder i discipelskolen styrkede og uddannede ham mere og mere.

En dag sad Joshua med en stak pergament skrifter foran sig og sagde til de unge. “Jeg har haft fordelen af at låne nogle af vores profet Jeremias skrifter. Hans skriver Baruk har gennem familie stillet dem til rådighed for karavanen. Hvad ved vi om profeten?

Ingen vidste rigtig noget og så fortsatte Joshua: “Jeg har fundet en profeti i hans skrifter der handler om os og den situation vi, som Guds folk, er i lige nu. Den lyder sådan: “Jeg vil sørge for at de bliver behandlet godt, og jeg vil føre dem tilbage hertil en gang“ det er Jerusalem”, indskød han. Derefter vil jeg give dem fremgang og beskytte dem. Jeg vil plante dem i deres eget land og ikke rykke dem op. Jeg vil give dem et nyt hjerte, så de kan forstå, at jeg er Herren. Når de vender sig til mig af hele deres hjerte, skal de være mit folk og jeg vil være deres Gud”.

“Fantastiske fremtidsudsigter for os, sagde Joshua med et stort smil. Reaja kunne næsten ikke holde sig af bare begejstring. Er dette virkeligt, spurgte han. “Ja, så vidt jeg læser profetens skriverier”, svarede Joshua. “Fantastisk”, udbrød Reaja. Der blev stor begejstring bland alle disciplene og det var ved sådan en anledning at ypperstepræsten synes det var bedst at undervise. “Ellers er det hård læsning at læse om profeten Jeremias, fordi han afslører hvad Herren mente om vore forfædres afgudsdyrkere. Jeremias levede for ikke så længe siden. I må gerne låne disse pergamentruller hvis I har lyst ti selv at læse” sluttede Joshua dagens undervisning.

Naturligvis var Reaja en af dem, der kom frem men sagde, at han ønskede først at ankomme til Jerusalem før han ville låne skriftrullerne, Når han startede på sit nye job som tempeltjener regnede han med at ville få tid til at studere og det glædede han sig til.

“Den største by vi kommer til på vores rejse er Damaskus. En af de ældste byer i verden” sagde Zerubbabel i sin tale til folket lige før deres afrejse fra deres sidste overnatningssted.

“Her skal vi forstærke vores forsvar, så vi ikke kommer ud for det samme som sidst” sagde han og kiggede bestemt ud over de rejsende judæere. “Ledergruppen er nu på banen og står for strategi og træning af vores egne krigere. Klanlederne står for 57/89

udvælgelse af krigere fra de enkelte klaner. Vi har en uge til at være klar, så kom igang nu”, råbte Zerubbabel ud over forsamlingen.

Alle, mest de yngste spænede hjem til deres klaner. I klanerne lød der nu kraftig mumien og lidt protester fra dem der ikke blev udvalgt og fra dem der ikke havde meldt sig som frivillige og som nu blev bedt om at deltage. Glæde og utilfredshed.

Reaja regnede med at han igen var med i forsvaret og klanlederne Joab og Joshua havde da også regnet med ham og satte ham bl.a. til at være befalingsmand, sin unge alder til trods. Darkhan var også med, men de ældre slap helt, så farfar og oldefar naturligvis fik ikke lov at være med som kriger. Rezin var med, mens Gazzam stadig var for ung, til hans store fortrydelse.

Ledergruppens medlemmer havde ansvaret for at alle kommandoer udgik til klanerne og udgjorte en befalingsmandsgruppe. De 12 havde organiseret sig med at tage ansvar for at organisere det hele. Her på rejsens sidste fase var prins Zerubbabel generalen, som han havde været hele tiden. Næstkommanderende og åndelig leder var Joshua ben Jozadak, judæernes ypperstepræst. Disse to deltog ikke normalt i selv kamphandlingerne, men stod for den strategiske del.

Så kom Seraja, som chef for bataljonen der bestod af Parosh og Shefatja klanerne. Dernæst Nehemja der tog sig af Pahat-Moab klanen og så Re’elaja der tog sig af Elam og Zatttu klanerne, Nahamani der tog sig af Zakkaj, Bani og Bebaj klanerne, Mordokaj der tog sig af Azgad og Adonikam klanerne, Bilshan der tog sif af Bigvaj klanen, Mispar tog sig af Adin klanen, Bigvaj tog sig af Ater klanen, Rehum tog sig af Betzaj og Jora klanerne og Baana tog sig endelig af Hashum og Gibbar klanerne.

Disse 10 var bataljon chefer, der skulle træde til i kamp og organisere deres klaner. De havde allerede haft flere træningsdage og Reaja synes det var en fornuftig opdeling Nogle fra ledergruppen kom gående ned mod klanerne. De skulle nu forberede et forsvar. Nehemja gik hen imod Pahat-Moab klanen. En typiske leder der nød stor respekt ligesom de øvrige ledere.

Det kunne mærkes at de nærmede sig en stor by. Karavanen havde ikke været i en større by siden begyndelsen af deres rejse hvor de var i Babylon. Men Damaskus var stor- de kunne set skylinen på lang afstand.

Zerubbabel, der havde det overordnede ansvar var kendelig nervøs jo nærmere de kom storbyen. Han havde jo ansvar for omkring 100 000 mennesker og dyr, hvilket var årsag til deres langsomme bevægelighed.

Nu kom første klan gennem Damaskusporten, det var som altid Parosh. Sangerne sang med stor indlevelse og kapacitet, deres skønne sange og fok der stod på ruten klappede.

58/89

Her var der ingen fjendtlig stemning, måske fordi det var en større by der var overlegen i forhold til de gæster der kom nu. Zerubbabel fulgtes med Parosh-klanen og kom, som den første, ind ad den brede port og ind på en stor, lige gade på den anden side. Der stod nogle fornemme mænd inden for, sammen med vagtmandskabet fra porten. En statelig mand trådte frem for de andre. Det var Damaskus borgmesteren. Zerubbabel stilede direkte hen imod ham. Han var jo selv en statelig herre, en prins og det vidste man om i Damaskus.

Der var ikke meget de ikke vidste om de gæster der var ved at komme ind i byen.

“Vær hilsen prins Zerubbabel, sagde lederen og Zerubbabel takkede også for at de måtte få lov at opholde sig i byen et par dage inden de drog videre mod Jerusalem.

“Jeg forstår at rejsen har gået vel for jer siden I forlod Babylon og I har haft nogle episoder på vejen. Vi håber I føler jer trygge her i Damaskus - vi har et par store pladser hvor I kan fordeles og slå lejr her inde i byen. Vores soldater vil bevogte byen og passe godt på jer” “Tusind tak”, sagde Zerubbabel. “Vi er utroligt glade for den smukke velkomst her til Damaskus.

Nu begyndte det opstillede vagtmandskab at dirigere gæsterne hen hvor de skulle være.

Reaja havde ikke hørt noget af velkomsten og den venlige tone og han kom sammen med sin klan i fuldt alarmberedskab og så fjendtligt på den opstille menneskemængde. Det samme gjorde de af hans kammerater der var engageret i forsvaret af klanen.

Næstkommanderende Joshua kom tilfældigvis forbi og så de sure ansigter i Pahat-Moab klanen og han stilede direkte hen mod Reaja. ”Tør det fjæs af”, sagde han med bestemthed. Denne by er vores venner og vi skal behandle dem godt. De andre der hørte det, skyndte sig at ændre attityde, da de hørte deres ypperstepræst. Reaja der var godt kendt med ypperstepræsten var lidt mere tøvende. ”Jeg mente det, Reaja, Sagde Joshua med bestemthed. ”Kom nu i gang med venligheden”.

Reaja sukkede dybt, så ud over de forsamlede og så smilede han. Et smil der helt forandrede hans ansigt fra den barske kriger til en venlig ung man der så imødekommende ud. Ypperstepræsten lo højt. ”Sådan skal det være Reaja – godt gået” og så gik han.

Derefter tog Reaja fat på at hjælpe med alt det praktiske i forbindelse med indkvarteringen i Damaskus og, sammen med sine kammerater, udgjorde de en stærk ressource der fik tingene til at gå lidt mere tjept.

Næste gang de mødtes i den lille gruppe hos ypperstepræsten, indledte Joshua med at læse fra sin skriftrulle med Jeremias’ skrifter. ”Jeg bliver mere og mere begejstret over at læse om vores profet som levede ikke så lang tid før os. Jeg tænker på alt det han måtte gennemgå fordi han profeterede det som Gud sagde han skulle gøre. Det kunne folket 59/89

ikke lide og selv hans profetkolleger profeterede falsk”, indledte han sin session og fortsatte: ”Det er vigtigt at vi altid er 100% ærlige og især når vi skal gengive det Gud taler til os omkring. Jeg er meget optaget af det han skriver om Jerusalem, som gik i opfyldelse, derom er vi mere eller mindre vidner. Din oldefar, Reaja, kan jo fortælle om hvordan det var på den tid vores folk blev bortført. Kan du ikke spørge ham om han vil komme i vores klasse og fortælle om hvordan det var”, sluttede han. ”Jeg spørger meget gerne oldefar om han vil, men det tror jeg at han vil”, sagde Reaja.

Som sagt så gjort. Straks efter undervisningen løb Reaja direkte hen til oldefar og gengav hvad ypperstepræsten havde sagt. ”Jeg kan godt huske profeten”, sagde Asna. ”Helt ærlig så var han spændende at lytte til, men han blev altid opfattet som ret så negativ i det han profeterede, så mange ikke gad lytte til ham. Han var kunstig på mange måder og det som ypperstepræsten læser, kan jo være farvet af Jeremias’ personlige skriver, Baruk, der nedskrev alt hvad Jeremias profeterede og sagde. Men jeg kommer gerne og fortæller”, afsluttede oldefar sin snak.

Den nye tjeneste var begyndt for Reaja. Han sad en dag med en af kammeraterne fra en anden klan og de snakkede om Reajas ændrede holdning, at han fra at være kriger nu ville tjene sin Gud med bøn, sammen med ypperstepræsten. ”Skal du nu være præst når du bliver stor?” spurgte kammeraten. ”Nej, jeg skal være tempeltjener”, svarede Reaja. Og så begyndte kammeraten at fortælle som sine frustrationer og sine fremtidsdrømme. ”Tror du jeg kan få lov at tal med ypperstepræsten om det”, spurgte kammeraten. ”Hans hellighed er altid travlt optaget”, svarede Reaja, ”Men du kan gå med mig hen og tale med min oldefar. Vi har netop etableret tjenesten ”Samtale med en senior”, sagde Reaja. ”Ja, men er han ikke temmelig gammel?”, spurgte kammeraten. ”Jo, det er han”, svarede Reaja, ”Men han har siddet i Sanhedrin i over 50 år, så hvis der er nogen der ved noget om noget, så er det min oldefar”, svarede Reaja med stolthed i stemmen. ”Hvordan får jeg fat i ham”, spurgte kammeraten. ”Du går bare med mig”, svarede Reaja. ”Nu?”, spurgte kammeraten. ”Ja”, svarede Reaja og rejste sig og så gik de to unge mænd hen til Pahat-Moab klanen.

De kom ind i den velordnede klan og Reaja viste kammeraten hen til oldefars plads.

Oldefar rejste sig smilende og lidt besværet og hilste på kammeraten, der stod lidt forlegent og kiggede sig omkring. ”Her har jeg en kunde til dig, oldefar”, sagde Reaja med et bredt grin.

60/89

Oldefar opfattede hurtigt situationen og indbød kammeraten til at sætte sig ved siden af ham og de begyndte en stille samtale. Reaja luskede lige så stille af sted, så de to mænd – den meget gamle og den meget unge - kunne få ro til at snakke i fred.

Den samtale gik godt. Kammeraten var ovenud tilfreds og glad og oldefar var ikke mindre glad. Fra nu begyndte rygtet at gå om tjenesten ”samtale med en senior” og PahatMoab klanen fik tit besøg af unge mennesker fra næsten alle klanerne i karavanen…

Rygtet nåede helt hen til ypperstepræsten der, ved en lejlighed, sagde til Reaja ”Din ide og tjeneste fungerer og jeg siger tillykke og tak”. ”Men gælder tjeneste kun unge?”, spurgte ypperstepræsten med et glimt i øjet. ”Nej”, svarede Reaja med bestemthed. ”Det gælder alle der har behov for en snak. ”Tak”, svarede ypperstepræsten og gik med det samme hen til Asna ben Jekin. Oldefar blev næsten helt perpleks når ypperstepræsten kom, men indvilligede i at tage en samtale og det blev en personlig og teologisk samtale, der nok kunne have været spændende at lytte til, tænkte Reaja, der var kommet gående og havde set de to mænd i fordybet samtale. Det glædede ham usigeligt og han følte en stor tilfredsstillelse ved at oldefar nu var igang med en meningsfuld tjeneste og at han selv havde formået at sætte noget i gang.

Døgnet i Damaskus gik forbløffende godt. Soldaterne passede god på deres gæster og alle følte sig trygge, selv om Reaja flere gange havde været oppe om natten og patruljeret rundt i hele karavanen. Han mødte ved den lejlighed flere af byens soldater og hilste hjerteligt på dem og de på ham, når de mødtes.

Næste dag talte Zerubbabel til sit folk: ”Det er med stor taknemmelighed til Damaskus at vi er blevet så godt modtaget og at vi har kunnet slå lejr her i fred. Fra i dag indleder vi den sidste fase af rejsen. Vi skal kun have et par overnatninger før vi kan gå ind ad Jerusalems porte.” sagde han med et stort smil på sine læber. Hele folket brød ud i et mægtigt brøl og klappede helt vildt og flere af Damaskus beboerne kom styrtende til for at se hvad der skete.

Zerubbabel og ledergruppen gik samlet til borgmesteren og takkede på folkets vegne og der blev overrakt gensidige gaver. ”Damaskus, vi vil aldrig glemme jer. Må vores folk fremover også leve i fredelig sameksistens” sagde Zerubbabel til byens råd og derefter gik de glade tilbage til karavanen, hvor man var i fuld gang med at pakke. Det var som om det hele gik lidt lettere nu, hvor målet næsten var i sigte.

61/89

Der var jubel og sang fra Parosh sangere når karavanen forlod Damaskus og alle var med i lovsangen. Det var en ældgammel valfartssang: Jeg blev så glad, da jeg hørte, at vi skulle drage til Herrens hus.

Nu står vi så endelig her, i porten ind til Jerusalem.

Jerusalem er en fantastisk by, tæt pakket med huse og mennesker.

Her mødes Israels stammer, Herrens eget folk, for at takke Herren ifølge Thoraens forskrifter.

Her står Davids trone, herfra regerer hans kongeslægt.

Bed om fred i Jerusalem.

Må det gå godt for dem, der elsker byen.

Må der være fred inden for murene og tryghed i tårnene.

For slægt og venners skyld ønsker jeg fred over Jerusalem.

For Herrens helligdoms skyld beder jeg om tryghed for byen Til sin flok af disciple sagde Joshua: ”Som alle ved, er vi snart ved vore længslers mål og vi skal afslutte denne lille skole, som måske vil genopstå når templet er genopbygget. Jer der har sat nogle mål skal lave afslutningen på det I læser og så er vi klar til at gå i tjeneste når vi er inden for byporten. Det gælder tempeltjenerne, tempelsangerne og tempelvagterne” afsluttede Joshua.

62/89

Kapitel 12. Endetiden Reaja var i sit es. Han havde læst alt hvad han kunne få fat i om tempeltjenernes opgaver.

Og hans navn var nu blevet et slægtsnavn efter han egen fars ønske. ”Det er en naturlig udvikling”, sagde Darkhan ”Du har udvist så store initiativer at du nu danner dit eget slægtsnavn og ikke længere hedder ben Darkhan”. Reaja synes det var underligt at han ikke længere var en ben Darkhan, selv om de fortsatte med at være i familie. Fremover ville man kun se navnet Reaja i forskellige dokumenter der omhandlede tempeltjenerne. ”Cool”, tænkte Reaja, der elskede sit navn, hvilket betød ”Set af Herren”. ”Han ser til mig hvor jeg end er”, tænkte Reaja med glæde.

Reaja var klar over at her i endetiden var det på plads at gøre status på hvad de havde oplevet på denne festrejse og hvad de havde lært af dette ind for fremtiden. Vi er så tæt på målet og snart skal vi gå over grænsen for at være i vores Jerusalem. Reaja opfordrede mange af sine kammerater til at gøre status. Det gjorde de og de fleste var meget taknemmelige for at de havde fået lov at være med på festrejsen og at målet nu var i sigte.

Enkelte var mere betænkelige, for hvad var det, de skulle opleve når de kom til Jerusalem.

Reaja sagde til de tøvende at de måtte sætte sig grundigt ind i hvad der skulle ske på den anden side og så begynde at glæde sig over at være så tæt på målet.

Kammeraterne lyttede til Reaja han var blevet en naturlig leder blandt de yngre og på den måde slægtede han sin far på.

“Nu er der ingen vej tilbage”, sagde Reaja. “Om ganske kort tid går vi over grænsen og så vil det vise sig om det er, som vi har drømt om. “Jeg tror det er det og det meste af mit liv er gået med at tænke på det Jerusalem vi en gang skulle komme til og nu er vi ved målet og det er sket ikke til at forstå”, sagde Reaja med en talers røst. Kammeraterne nikkede i anerkendelse og smule stolthed over at de var venner med netop Reaja.

Nu var det altså ved at være slut og her her i ”ende tiden” tænkte Reaja endnu mere på sit kommende hjem i Jerusalem end han tidligere havde gjort. Hvordan skulle han bo? Hvad med arbejdet som tempeltjener? Hvordan skulle templet restaureres? Hvad med nærmeste slægtninge, far, mor, som var gravid, søskende, bedstefar og bedstemor og ikke mindst oldefar. Kom de til at bo nær hverandre? Reaja havde tusindvis af spørgsmål som han ville gennemtænke her i ende tiden, som han kaldte den sidste periode inden de kom til Jerusalem. Han synes det var vigtigt at man var fokuseret på det der skulle komme.

63/89

Der var opsat tidsplaner for rejsen og Zerubbabel havde forestillet sig at der ville gå omkring en uges tid før de kunne træde ind i Jerusalems porte.

Reaja kunne også tænke sig at invitere andre med til Jerusalem, så de steder de slog lejr, var han ikke mere så opsat på at slås, men mere at fortælle hvor de var på vej hen og han inviterede rask væk folk til at følge efter karavanen til Jerusalem. ”Hvordan kommer vi ind i byen”, spurgte nogle. ”Bare følge lige i hælene på karavanen”, svarede Reaja ”Og skulle nogen spørge hvem der havde inviteret, skal I bare sige – Det har judæeren Reaja fra Pahat-Moab klanen”. De fleste smilede når de fik den besked og andre sagde: ”Vi ses i Jerusalem”.

Så gik det rutinemæssigt de sidste dage. Når karavanen ikke var på farten, gennemtænkte Reaja sit liv og skammede sig over sin tidligere opførsel, men glædede sig over hans idé om at have en fast viljesbeslutning og hans løfte til ypperstepræsten om ikke at slås, men være med til at bede. Det var hans nye liv.

Det med at bede var slet ikke så kedeligt som Reaja først havde troet. Ypperstepræsten, altid morgenfrisk, stod ved sin plads hvor han plejede at samle sin discipelskole og gik rundt med løftede hænder og kiggede op til himlen. Reaja elskede det smil ypperstepræsten havde på, når han sendte lovprisning til Gud. Når alle deltagerne i morgenbønnen var ankommet, startede de med at kaste sig næsegrus til jorden for at symbolisere at de var i audiens hos den, der havde al magt i himmelen og på jorden. Når de havde bedt deres personlige bønner, rømmede ypperstepræsten sig og så nævnte han hvad han havde fundet frem til at de fælles skulle bede om. Det kunne være et problem i en af klanerne, som klanlederne havde sagt ved foregående dags ledermøde. Det kunne være at de skulle bede om særlig beskyttelse ved næste lejrplads. Der foregik rigtig mange ting i en sådan karavane og meget af det ville de dele med Gud. Når de var færdig med bønnen, sang de en sang fra salmernes bog og så gik de hver til sit.

Nogle kunne blive hos ypperstepræsten og sidde og studere. Reaja plejede at blive der en times tid efter bønnen og fik ofte hjælp af ypperstepræsten om svært forståelige bidder i den hellige bogrulle, Toraen.

I dag havde de sunget en af Reajas yndlings salmer:

Altid vil jeg prise dig, Herre, du er min Konge og Gud for evigt.

Bestandig vil jeg synge til din ære, takke dig hver eneste dag.

64/89

Der er ingen så mægtig som dig, Herre, ingen kan fatte din storhed.

En generation skal fortælle det videre til den næste, at dine underfulde gerninger er uden sidestykke.

Folk skal fortælle om din herlighed og magt, og jeg vil altid mindes dine undere Gang på gang bliver dine gerninger berømmet, jeg vil fortælle om din storhed igen og igen.

Hvor er din godhed dog stor, din retfærdighed bliver husket med glæde.

Ingen er nådig og barmhjertig som dig, du er tålmodig og utrolig trofast.

Jeg ved, at du er god mod alle, barmhjertig mod alle dine skabninger.

Kan mennesker gøre andet end takke dig, Herre?

Dine tjenere vil altid lovprise dig.

Lad os altid tale om dit riges herlighed, fortælle om din vældige magt.

Mennesker i hele verden skal høre om din magt, om dit riges strålende herlighed.

Når alt andet forgår, vil dit rige bestå.

Du skal regere i evighed.

Ord fra dig kan man stole på, dine handlinger viser din nåde imod os.

Reaja sang med indlevelse og glæde over at tilbede sin Gud. Han følte nu en vanvittig spænding i hele kroppen. Hjertet hamrede for i morgen var det selve dagen – de skulle ind i Jerusalems porte. Han kunne næsten ikke vente dette sidste døgn.

Næste morgen tidlige sammenkaldte ledergruppen hele folket og Zerubbabel talte til sit folk. ”I dag, kære venner, i dag, skal vi ind i Jerusalem og tusind tak for fællesskabet på denne rejse. Når vi er kommet ind må familieoverhovederne finde ud af hvor I skal bo. I kan ikke bo ved karavanen for den bliver opløst. Hold nu sammen og støt og hjælp hverandre - vi er jo ved vores drømmes mål”, sagde prinsen og vinkede til folket, der hujede og klappede og vinkede tilbage.

65/89

Nu kunne de se Jerusalems mure og det var en skuffelse for mange. Nogle af portene var revet af og der var mange murbrokker – det var en ruinby og flere begyndte at grÌde midt i glÌden.

66/89

Kapitel 13 Jerusalem Oldefar stavrede af sted ved siden af Reaja. Hans skuffelse var stor og han havde tårer i øjnene. Reaja spurgte og spurgte. ”Hvad hedder den port?” ”Hvad er det for et område vi går på?” osv. ”Du kan se et par porte herfra og jeg tror bestemt at det er hesteporten vi ser lige foran os.

Den ser noget miserabel ud, men fører os direkte ind til noget af det mest spændende sted i byen”, sagde oldefar. Vi kommer ind lige ved templet, men jeg frygter for hvordan dette ser ud. Jeg var jo allerede kommet med fangetransporten til Babylonien, da Nebukadnezar havde den store offensiv mod byen og hvor han, efter sigende, smadrede alt, som jeg kan se nu med mine egne øjne”, sluttede den gamle med grådkvalt stemme sin information.

Reaja var også skuffet. Han havde jo forestillet sig Jerusalem med flotte mure og storslåede porte og ikke den ruinhob han så foran sig her. Hele karavanen bevægede sig ind mod hesteporten og begyndte at gå igennem. Det var ikke nemt. Der lå store bidder af murværk hvor der før var en bred vej, så ryttere kunne ride ind i byen til kongepaladset og hen mod templet til højre.

De mest ihærdige af de unge hjemvendte begyndte af fjerne murbrokkerne foran karavanen så de kunne komme videre. Der var en urolig og bekymrende mumien fra alle de hjemvendte og de gamle, der havde været her før, græd stadig. Skuffelsen var stor når de endelig havde nået frem til Jerusalem. Den blev ikke mindre efterhånden som de bevægede sig i byen. Mange udtrykte ønske om at have blevet i Babylon, hvor de havde deres selvstyre og gode kår. Andre, de mest optimistiske mente at det nok skulle gå. De skulle bare have fjernet nogle murbrokker hist og pist og så kunne de begynde at mure op igen. ”Hvor svært kan det være”. Karavanen var gået højre om forbi det ødelagte tempel og hen til fåreporten, hvor der var en stor plads inden for. Her gjorde de holdt og de beboere der nu boede i Jerusalem stimlede sammen, fattige og elendige mennesker mange af dem, mens de hjemvendte havde taget der fineste tøj på. Kontrasten var stor og Zerubbabel kravlede op på en høj af murbrokker og begyndte at tale til sit folk. ”Nu er vi så her og det er næppe sådan som de fleste af os havde regnet med”, indledte han. ”men vi er trods alt i Jerusalem og denne by skal vi fælles gøre alt hvad vi kan for at restaurere, men det første vi gør er at finde ud af hvor vi skal bo. Vi må behandle de folk venligt der allerede bor her, men med skøderne på jeres huse må I kunne overtage hvad der jeres snarest muligt, sagde han.

Der lød højlydte protester fra de mange borgere i byen der var kommet til stede og havde hørt det hele. De fleste synes det var urimeligt at dem der kom med karavanen nu skulle bo i de huse de havde boet størstedelen af deres liv. ”Jeg har boet her i mere end 40 år”, 67/89

råbte en ”Og jeg i 50” råbte en anden. ”Jeg i 25 år sagde en tredje. Zerubbabel klappede i hænderne og råbte. ”Vær stille”, vi må løse det hele”. Nu trådte en af lederne Bigvaj frem og råbte til de forsamlede. Lad os være helt klare i mælet”, indledte han. ”Prins Zerubbabel som I netop har hørt er vores leder og han sørger for at der bliver retfærdige rettergange fx her i fåreporten flere gange om ugen. Den næstkommanderende i byen er ypperstepræsten, hans hellighed Joshua og alle bøjede sig i respekt, da Joshua trådte frem.

Bigvaj fortsatte: ”Lad os med disse ord opløse karavanen og komme videre og afsluttede folkemødet og med de cirka 100.000 folk i karavanen var de langt de fleste og byens indbyggere havde allerede indset dette og accepterede nølende det nye by lederskab.

Lederne for de fattige og usle beboere i Jerusalem, sagde til Zerubbabel: ”Lad os hjælpe, for vi vil også gerne være med til med genopbygningen af templet og dyrke jeres Gud. Vi har faktisk ofret til ham siden assyrerne førte os hertil” Ledergruppen inklusive klanlederne samt Zerubbabel og Joshua stak hovederne sammen.

De fleste var enige om at de ville sige nej tak til tilbuddet. Rehum, en af lederne sagde ”Jeg tror ikke så meget på den hjælp. Hvis man har boet her i byen i mere en 40 år og ikke rørt en finger for at genopbygge, tror jeg deres hjælp kan ligge på et meget lille sted. Jeg er en af dem der forundret over hvordan vi skal vade hen over murbrokker for at kunne komme frem.

Nu er det templet det gælder”, sluttede Bigvaj sit indlæg. Alle var enige og nu henvendte Zerubbabel sig til lederne for beboerne og sagde: ”Nej, I kan ikke være med til at bygge vores Guds tempel. Vi må selv bygge templet for Herren, Israels Gud – sådan som kong Kyros har befalet” Da de hørte kongen blive nævnt stoppede de fremmede deres argumentation og de gik hjem. Karavanens folk begyndte nu at bevæge sig rundt i byen og alle de, som havde deres aner i omkringliggende byer begyndte nu rejsen mod deres sted.

Oldefar var guide og efter de første chok, var han nu parat til at der skulle handles og han stavrede med rundt i ruinbyen og udpegede de forskellige pladser og kunne fortælle om hvem der havde boet hvor. ”Kan vi gå hen til Dalporten”, spurgte han. ”Ja, svarede Darkhan. ”Vi skal bare finde det mest velegnede sted til vores virksomhed”. ”Det var præcis hvad jeg tænkte”, svarede den gamle. Så gik hele gruppen, der bestod af oldefar, farfar og farmor, mor og far samt to slavepiger og selvfølgelig Reaja og hans søskende sydpå i byen mod Dalporten. Jo længere de kom væk fra templet jo pænere var husene og lignede ikke så meget ruiner. Lige ved Dalporten lå et stort hus, som Darkhan tænkte kunne indrettes til hans familie og som den handlingens mand han var, gik han hen og bankede på porten til huset, mens resten af hans familie så til på afstand.

68/89

Efter en stund blev porten forsigtigt åbnet af en forsagt ung knægt, der sandsynligvis var slave. Han så forskrækket på Darkhan og gruppen der stod længere væk. ”Er husets ejer hjemme?”, spurgte Darkhan med myndig stemme, hvilket fik den unge mand til at fremstamme. ”Han er næsten lige kommet hjem fra et møde med dem der er ankommet fra Babylon”. Nu kom en mand gående og skubbede slaven væk. ”Hvad kan jeg hjælpe med? Spurgte han høfligt. Darkhan kunne genkende ham fra deres møde tidligere på dagen ved Fåreporten, som en af dem der førte ordet for Jerusalems beboere. ”Vil du sælge din ejendom”, svarede Darkhan og så manden i øjnene. ”Øeh hvad?” svarede manden. ”Du hørte mig godt”, sagde Darkhan. Hvad siger du? ”Jamen her bor jeg med min familie”, indvendte husejeren. ”Men du kan vel flytte til et andet sted. Du er bedre kendt her i byen end jeg og jeg vil betale dig godt”, sagde Darkhan. ”Jeg kan ikke lide at stå herude og forhandle med så mange tilhørere” sagde manden og nikkede hen mod Darkhans familie. De to mænd gik ind i huset og lod familien stå udenfor. ”Vi kunne måske finde et andet hus, det er li som det første vi har set”, sagde lillebror Gazzam. ”Lad nu bare far styre dette her”, svarede Reaja og så var der bare almindelighed surhed i familien, som godt kunne tænke sig at se huset indefra. Det er mandens opgave at sørge for et sted at bo, var man klar over i ben Darkhan familien. Der gik mere end en halv time, så kom Darkhan og så ovenud tilfreds ud. ”Dette er vores fremtidige hjem, sagde Darkhan. ”Nu bliver vi ægte Jerusalem borgere.” Husejeren kom ud af sit hus og så lige så tilfreds ud som Darkhan. De to mænd havde sikkert lavet en god gensidig handel. ”Hej. Kom ind og se hvis I har lyst”, sagde ejeren. Og det lod familien sig ikke sige to gange og gik med hurtige skridt hen til huset og ind. Det de så, virkede alle tilfredse med. Mor og far tog en dyb fortrolig snak der ved Dalporten. ”Jeg kunne godt tænke mig at vi kunne ændre på nogle værelser på øverste stokværk, sagde mor. ”Ja”, sagde far. ”Vi gennemgår det hele så snart vi flytter ind og laver en plan”, sagde far. ”Men hvornår overtager vi det”, spurgte mor. ”Han har lovet et være flyttet herfra om en uge”, svarede far. ”Nu skal vi bare finde ud af hvor vi kan slå os ned de næste par dage og der er jo mange der midlertidig skal finde noget at bo i i disse dage”, sagde Darkhan men så ikke bekymret ud. ”Hvad med dig, unge mand?”, sagde Darkhan og henvendte sig til sit tredje barn, Reaja. ”Jeg flytter ind sammen med tempeltjenerne”, svarede Reaja. ”Vi bor alle ved Ofelhøjen og derfra laves vores vagtskemaer. Fra nu af kommer jeg ikke så meget hjem, men skal tjene Herren i templet” Han kiggede på sine to brødre der havde startet på undervisningen sammen med ham, men som synes det var for teoretisk og derfor havde slutte med at tage undervisning. Reaja kunne forstå det for Gazzams vedkommende, men ikke for Rezins.

Rezin var begyndt på den gode vej, men havde ikke fuldført. Dette skuffede Reaja og Darkhan. Men Rezin var meget optaget af at arbejde i det kommende gartneri og blive en 69/89

dygtig gartner. Det kunne Reaja til en vis grad misunde ham, han havde altid selv elsket gartneriet, men på ypperstepræstens kald havde ændret hans indstilling til, at han fremover skulle tjene i templet nat og dag. Lillebror Gazzam havde endnu ikke nogen idé om hvad han ville gøre. Reaja var lidt flov over at han havde trukket Gazzam ind til ypperstepræsten for at læse til tempeltjener, som han selv – men Gazzam var stadig bare et barn. Reaja var så småt gået i gang med sin nye tjeneste og ved at cementere sit nye familienavn, Reaja.

Templet var bygget på Ofelhøjen og her holdt tempeltjenerne til, så tæt på templet man kunne komme. Selv om Reaja nu var flyttet hjemmefra nød han sin nye tilværelse. Reaja var glad for sine nye kolleger og de var ret mange nu til at varetage opgaver, som de fik pålagt. Hans ledere hed Ziha og Gishpa og Reaja blev snart særlig populær hos dem på grund af hans interesse i jobbet og at han aldrig sagde nej til nogen opgaver.

Når han ikke var i templet slaskede han omkring i Jerusalem og samlede murbrokker så man kunne holde ud at være i byen – efterhånden.

Mange fra deres karavane var rejst til de omkringliggende byer, hvorfra deres familier kom og med møje og besvær fået fat i den ejendom der tilhørte dem, men som de fremmede nu havde overtaget. Der var mange skærmydsler de fremmede og judæerne imellem, men for det meste fik man løst konflikterne. De hjemvendte kunne godt være en smule reserverede over for de, der boede i byen, selv om de selv var langt i overtal.

Frygten burde måske ligge et andet sted.

Af og til stødte Reaja på ypperstepræsten, hvilket ofte skete i templet hvor Reaja gjorde tjeneste og denne var altid interesseret i hvordan det gik. Her fik Reaja at vide at der var en indsamling i gang til tempelbyggeriet og det gik rigtigt godt med indsamlingen.

Judæerne var nemlig opsat på at få en smukt udseende af templet når de nu kom i gang.

Nogle af folket havde slet ikke tro for at det kunne genopbygges, mens andre viste 100% tillid til at Gud ville være med dem i genopbygningen.

Nu havde de været i Jerusalem i syv måneder og havde efterhånden fået en hverdag til at fungere. Darkhan var ovenud tilfreds ned sit nye hus og havde indrettet værelserne efter familiens ønske. Der stod også et værelse til Reaja, hvis han skulle komme hjem. Men Reaja havde slet ikke sådanne planer. Darkhan havde købt et markstykke uden for muren også i nærheden af Dalporten og her var han selv, hans far og de hjemmeboende sønner i gang med at etablere et gartneri med de frø og stiklinger de havde taget med fra Babylon.

Så familien knoklede og glædede sig over at der kom gang i de forskellige grøntsager. Så Darkhans familie fungerede godt. En gang imellem kom nogle de havde været på rejse 70/89

sammen med, hen til Asna, der tog mange samtaler, så mange han magtede. Han med sin høje alder begyndt at skrante og kunne ikke det samme som han hidtil havde kunnet. Men han trivedes i sit Jerusalem.

Her på den første dag i den syvende måned siden deres ankomst, begyndte der at ske noget. På den dag gik alle som én til Jerusalem også dem der boede i omkringliggende byer. Det var næsten som en guddommelig inspiration der fik hele rejseselskabet til at gå ind i Jerusalem. Næsten som den gang hvor de alle blev ramt af hjemvé til Jerusalem.

Meget mærkeligt. Efter et kort møde hvor Zerubbabel briefede folket, gik han selv i gang med at restaurere brændofferalteret og de andre gik i gang med andre restaureringsopgaver. Det var ypperstepræsten Joshua der havde ansvaret og han instruerede nu folket sammen med sine præstekolleger i hvordan de skulle gribe det hele an. Reaja fik øje på Shelomit i den store flok og kunne ikke få øjnene fra hende. ”Hvad er det du har så travlt med at kigge på”, hørtes pludselig en stemme bag ham. Det var Rezin, og Reaja blev blussende rød. ”Nå, sådan!”, sagde Rezin. Er der en pige i farvandet et eller andet sted. Reaja kunne kun grynte til svar og gik så væk fra det sted han stod uden at vende sig om. Han slentrede lidt rundt og hørte delvis på briefingen og forsøgte samtidig om han kunne se Shelomit et eller andet sted, men hun var tilsyneladende også forsvundet.

Nu var Reaja og de andre i deres drømmes mål og hver dag var de bevidste om det. Det var ikke meget Reaja tænkte på fortiden, på sine gamle kammerater tilbage i Babylon og de mange oplevelser på rejsen. Han følte en dyb glæde og tryghed ved nu at være i sit Jerusalem, ved sit job der berigede ham hver dag og ved at have sin familie så tæt på.

Hans tanker var ret ofte hos Shelomit.

Da den syvende måned kom, og de hjemvendte havde slået sig ned i deres byer, drog de alle som én op til Jerusalem. Zerubbabel og hans slægt tog fat på at genopbygge brændofferalteret under vejledning af ypperstepræsten Joshua ben Jotzadak, og hans præstekolleger. Først derefter kunne man ofre brændofre efter de forskrifter, som Moses, havde givet dem. Selvom de var bange for de fremmede folk, som havde bosat sig dér i deres fravær, byggede de alteret på dets oprindelige sted og bragte morgen og aften de daglige brændofre til Herren. De fejrede løvhyttefesten efter forskrifterne i Toraen og bragte det antal brændofre, som er foreskrevet for hver enkelt dag i løbet af festen.

Fra da af gennemførte de alle de foreskrevne ofringer: de daglige ofringer, ofrene ved nymånefesterne og ved de øvrige religiøse højtider. Desuden blev der bragt frivillige ofre.

71/89

Den første dag i den syvende måned begyndte præsterne at bringe brændofre til Herren, selvom grundstenen til templet endnu ikke var lagt.

Folket rejste igen hjem til deres byer. Det havde været forfriskende at møde deres rejsefæller igen i Jerusalem og det gav et vist mod til mange. Ved mødet var de blevet enige om at nu skulle templet genopbygges, noget næsten alle glædede sig vildt til. Reaja havde været en aktiv del af rejsen, sin unge alder til trods og han elskede denne dag hvor alle kom hertil Selve genopbygningen af templet begyndte i den anden måned i det andet år efter ankomsten til Jerusalem. Arbejdsstyrken bestod af alle præster, levitter og øvrige indbyggere i Jerusalem under ledelse af Zerubbabel og Joshua. De levitter der var 20 år eller derover, blev udpeget til formænd for arbejdsholdene. Det overordnede ansvar for selve genopbygningen af templet blev overdraget til ypperstepræsten, Joshua, og hans sønner og brødre, og de fik hjælp af levitterne Kadmiel af Hodavjas slægt og Henadads sønner samt deres sønner og brødre.

Reaja var en af dem der var fyldt 20 år og han påtog sig en sjakbajs opgave selv om han ikke var levit, for et hold der skulle renovere de forskellige rum inde i templet. Han var jo velkendt med dette fordi han arbejdede i templet der endnu ikke var helt klart Da byggearbejderne havde lagt fundamentet til templet, iklædte præsterne sig deres dragter og blæste i trompeterne, og de levitter, som var af Asafs slægt, slog på deres bækkener i lovprisning. De lovsang Herren med ordene: ”Herren er god! Hans trofasthed over for Israel varer til evig tid!” Da brød folket ud i et mægtigt jubelråb, og de priste Herren, fordi templets grundvold nu var lagt. Mange af de gamle blandt præsterne, levitterne og lederne—de der havde set Salomons storslåede tempel—græd højt, da de så fundamentet blive lagt til det nye tempel. Asna ben Jekin var naturligvis med i denne flok af gamle kvinder og mænd, andre rundt om var vilde af glæde. Man kunne ikke skelne jubelen fra gråden, og støjen kunne høres langt bort.

Orv hvilken dag. Darkhan kunne ikke huske at han nogensinde havde været med til noget lignende og sammen med sine børn deltog han ivrigt i festen. Reaja var der også og havde kunnet få en friaften fra tempeltjenesten. Dette var stort og det var virkelig fest nå det var allerbedst.

Dem, der havde boet i byen kunne ikke lide det, som de kunne høre helt hen hvor de holdt til. De havde allerede forsøgt at få lov at hjælpe til men var blevet afvist eller afsløret den første dag. De forsøgte hele tiden at lægge hindringer i vejen for tempelbyggerne og de hjemvendte.

De tidligere beboeres ledere besluttede at de ville prøve at få kongen til at standse byggeriet og sendte et brev af sted: 72/89

”Til kong Artaxerxes fra hans undersåtter vest for Eufratfloden.Vi gør kongen opmærksom på, at de judæere, som er kommet fra Babylonien til Jerusalem, er ved at genopbygge denne oprørske og onde by. De er snart færdige med at genopbygge byens mure, og de har udbedret fundamenterne.

Vi ønsker yderligere at gøre kongen opmærksom på, hvilke følger det kan få, hvis denne by bliver genopbygget. Først og fremmest vil judæerne snart nægte at betale skatter og afgifter, og det vil gå ud over kongens indtægter. Eftersom vi er loyale undersåtter og ikke ønsker, at kongen skal lide tab, sender vi denne information. Vi foreslår, at kongen undersøger de gamle optegnelser, hvoraf det klart vil fremgå, at Jerusalem er en oprørsk by. Den blev jo netop ødelagt som følge af oprør imod de konger og riger, som forsøgte at kontrollere den. Vi ønsker hermed at udtrykke vor dybe ængstelse for, at kongen skal miste hele området vest for Eufratfloden, hvis han tillader en genopbygning af byen og dens fæstningsværker”.

Kong Artaxerxes sendte følgende svar til guvernøren Rehum, provinssekretæren Shimshaj og deres forbundsfæller i Samaria og i hele området vest for Eufratfloden: ”Vær hilset! Jeres skrivelse er blevet læst op og oversat for mig. Jeg beordrede mine folk til at foretage en nøje gennemgang af de gamle optegnelser, og det blev derved bekræftet, at Jerusalem har gjort modstand imod en lang række konger, og at der ofte har fundet oprør og opstande sted. I tidens løb har der også været mægtige konger, som fra Jerusalem har regeret over hele området vest for Eufratfloden og har inddrevet skat, told og andre afgifter fra hele det område. Derfor skal I sætte en stopper for byens genopbygning. Den by må ikke genopbygges, medmindre jeg personligt giver min tilladelse. Sørg for straks at udføre ordren, så kongedømmet ikke kommer til at lide tab”.

Så snart denne skrivelse fra Artaxerxes var blevet læst op for Rehum, Shimshaj og de øvrige embedsmænd, skyndte de sig til Jerusalem og tvang judæerne til at standse arbejdet med at genopbygge bymuren. De stod med deres lanser og sværd og så meget truende ud.

Zerubbabel var ærgerlig og irriteret. ”Hvordan kan de gøre sådan mod os”, tænkte han og efter samråd med Joshua var de enige i at det ikke ville være klogt at sætte sig op mod kongen. De lod ledergruppen gå rundt til centrale steder af byen og fortælle hvad der var sket.

Reaja havde det privilegium at han kunne læse alle officielle skrivelser som blev arkiveret i templet. Også han blev dødtræt af de tidligere beboere og hans gamle ”jeg” dukkede op igen. Han havde lyst til at slå disse “fjender” ihjel, som han af og til så i bybilledet.

Så gik den ene dag efter den anden og judæerne fortsatte med at bygge selv om de havde set kongens brev.

En stor begivenhed fandt nu sted i Darkhan familien. Mor var gravid, selv om hun nu var lidt oppe i årene. Hele familien glædede sig og Darkhan ønskede sig en søn mere. Mor var ligeglad, bare barnet var velskabt. En dag gik mor ikke ud og hendes slavepiger blev hos hende. Hun skulle føde og de øvrige i huset gik på listefødder. Reaja var ikke hjemme og 73/89

havde ikke hørt noget fra sin familie og selv havde han ikke opsøgt dem selv om han vidste at mor var højgravid. Babygråd fyldte nu huset og fra øverste stokværk var der en leben. Der var født en pige. Mor glædede sig, men far var en anelse skuffet. Og så gik alle de jødiske traditioner i gang, som der er ved en fødsel. Det var ikke lige så stort som hvis det var en dreng, for der havde man jo også hele omskærelsesceremonien. Darkhan gav hende navnet Ruth.

Reaja dukkede uventet op og blev fuldstændig ellevild. Han tog sin lillesøster i armene og gik rundt i huset og velsignede hende og var fuld af stolthed. ”Du er min søster”, sagde han mens han strøg sin næse hen over det bløde hoved og mærkede den skønne duft af baby. ”Jeg skal altid passe på dig!”. Han var faktisk mere stolt en Darkhan selv.

Et par profeter var dukket op hos Joshua og Zerubbabel, nemlig Haggaj og Zakarias og de mente at man skulle ignorere dem der generede dem. De bragte bud til folket fra Gud om at genoptage arbejdet. Zerubbabel og Joshua fulgte opfordringen og fortsatte med at genopbygge templet, og profeterne støttede dem, til folkets store glæde Det varede dog ikke længe før Tattenaj, der var guvernør for området vest for Eufratfloden, og Shetar-Bozenaj ankom til Jerusalem ledsaget af flere andre embedsmænd.

De spurgte: „Hvem har givet jer tilladelse til at opføre et nyt tempel? Og hvad hedder de mænd, som er ansvarlige for arbejdet?” Men Herren beskyttede judæernes ledere, og man blev enige om at forelægge sagen for kong Dareios, så han kunne tage afgørelsen.

Guvernør Tattenaj, Shetar-Bozenaj og de andre embedsmænd sendte derfor følgende brev til kong Dareios. Den nysgerrige Reaja opsnappede det og kunne læse følgende: ”Fredshilsen til kong Dareios! Vi ønsker at informere kongen om vores besøg i provinsen Juda, hvor man er i fuld gang med at opføre et tempel for Judas store Gud. Man har allerede placeret flere lag kvadersten i templets mure og et lag træ ovenpå. Arbejdet bliver udført med stor omhu og skrider godt fremad. Vi forhørte judæernes ledere om, hvem der havde givet tilladelse til byggeriet, og vi udbad os navnene på de ansvarlige, så vi kunne underrette kongen. På vore spørgsmål svarede lederne: „Vi tjener Himlens og jordens Gud, og vi er i færd med at genopbygge det tempel, som blev opført på dette sted for flere hundrede år siden af en stor konge i Israel. Men senere vakte vore forfædre Guds vrede, og han lod dem blive besejret af kong Nebukadnezar, som ødelagde templet og bortførte folket til Babylonien.”Judæerne insisterer imidlertid på, at kong Kyros, kort efter at han var blevet konge, udsendte en skriftlig erklæring om, at templet skulle genopbygges. De påstår tilmed, at kong Kyros tilbageleverede de guld- og sølvkar, som Nebukadnezar havde taget fra templet i Jerusalem og anbragt i sit tempel i Babylon. De siger, at en lang række værdigenstande blev overgivet til en mand ved navn Sheshbatzar, som kong Kyros havde udpeget til guvernør i Judas land. Kongen skulle have givet Sheshbatzar ordre til at returnere karrene til Jerusalem og genopbygge Guds tempel på dets gamle plads. Derfor 74/89

påstås det, at Sheshbatzar var den, der kom og lagde fundamentet til templet i Jerusalem.

Lige siden da har folket arbejdet på genopbygningen, men det er dog endnu ikke færdigt.

Hvis det kan behage kongen, vil vi derfor anmode om, at man gennemsøger det kongelige bibliotek i Babylon for at finde ud af, om kong Kyros overhovedet har udstedt en sådan befaling. Vi vil så afvente kongens afgørelse i denne sag”.

Der gik nu en frustrerende tid hvor man ventede på kongens afgørelse. Den var lige frustrerende for judæerne som for deres fjender. En periode hvor man kunnet have kommet langt med templet, men i stedet lappede på sine egne huse og internt i templet gik tempeltjenerne rundt og længtes efter den dag hvor rummene i templet ikke lignede ruiner, men kunne bruges til deres formål. Tempeltjenerne trodsede dog byggeforbudet og lavede oprydning og mindre reparationer mens de ventede.

Reaja hørte det i templet. Kong Darios havde sendt en afgørelse og han spænede ned til Zerubbabel for at være en af de første til at høre hvad kongen svarede.

Da han mødte Zerubbel stod denne med kongens brev i hånden og han bad ledergruppe om at sammenkalde så mange som muligt her hvor han var.

Det viste sig at man i Ekbatana i provinsen Medien havde fundet en bogrulle med følgende ordlyd: ”I kong Kyrosʼ første regeringsår udsendte han følgende erklæring angående Guds tempel i Jerusalem: Templet skal genopbygges, så judæerne kan have et sted at bringe deres slagtofre og brændofre. Templet skal være 27 m højt og 27 m bredt. Murene skal bygges med tre lag kvadersten og et lag træ ovenpå. Alle udgifter hertil skal dækkes af kongen.

Derudover skal alle de guld- og sølvkar, som Nebukadnezar tog fra Guds tempel, føres til Jerusalem og sættes tilbage i templet, hvorfra de blev taget”.

Hilsenen fra kong Dareois til hans embedsmænd i Jerusalem var nu følgende: ”Lad være at standse tempelbyggeriet. Disse folk har byggetilladelse. Lad blot templet blive opført på sit oprindelige sted, og forsøg ikke at genere Judas guvernør, Zerubbabel og de andre ledere under arbejdet. Jeg befaler endvidere, at I fremover uden tøven skal betale alle byggeomkostninger med de kongelige indtægter fra skatteopkrævningen i området vest for Eufratfloden. Giv præsterne i Jerusalem de unge tyre, væddere og lam, som de har brug for til deres brændofre til Himlens Gud. Giv dem også den hvede, vin, salt og olivenolie, de skal bruge til deres daglige ofringer. Når de på den måde ofrer til Himlens Gud, kan de også gå i forbøn for mig og mine sønner. Hvis nogen ikke retter sig efter denne befaling, skal en bjælke rives ud af hans hus, og han skal til straf nagles fast på den, hvorefter hans hus skal jævnes med jorden. Den Gud, som har valgt at bo i Jerusalem, vil tilintetgøre en hvilken som helst konge eller nation, der modsætter sig denne befaling og ødelægger hans tempel i Jerusalem. Jeg, Dareios, har udstedt denne befaling. Sørg for, at den bliver omhyggeligt overholdt”.

75/89

De dette blev oplæst for de samlede judæere, brød en jubel løs, Hos modstandene var der en enorm ærgelse. Reaja var fuldstændigt opslugt af kongens skrivelse. Han havde ellers haft ondt i maven da han mødtes med de andre, men nu var han fit for fight.

Guvernør Tattenaj, Shetar-Bozenaj og de øvrige embedsmænd var nødt til at tage kong Dareiosʼ befaling til efterretning og adlyde hvert et ord. Det betød, at de judæiske ledere kunne fortsætte arbejdet, og de fattede nyt mod gennem profeterne Haggajs og Zakariasʼ profetiske ord. Tempelbyggeriet blev efter Guds vilje fuldført, sådan som det var blevet befalet af perserkongerne Kyros, Dareios og Artaxerxes. Den tredje dag i Adar måned i kong Dareiosʼ sjette regeringsår stod templet færdigt. Nu havde der faktisk været byggestop i sammenlagt 10 år. De havde haft en spændende tilværelse i Jerusalem både med at skaffe boliger, restaurere boliger og, for Reajas vedkommende, med at blive fuldbefaren tempeltjener.

Reaja og de andre tempeltjenere der altså nu var blevet 10 år ældre, havde taget deres fineste klæder på sig. Det samme havde alle de hjemvendte. For i dag skulle de hjemvendte indvie templet. Det var en mægtig fest hvor præsterne var i fuld aktivitet. Der blev ofret 100 unge tyre, 200 væddere og 400 lam foruden 12 gedebukke som synd offer for Israels 12 stammer. Reaja og hans kolleger deltog efter forskrifterne og var begejstrede.

Ypperstepræsten Joshua talte til folket og fortalte om det første tempel, Salomons tempel – hvor pragtfuldt det havde været, selv om han aldrig havde set det. Men flere af os hjemvendte kan huske det og han blinkede hen til Asna, der var et stort smil i sin tandløse mund. Nu er det omkring 80 år siden dette tempel blev ødelagt af Nebukadnezars og siden har det været ruin. Men alle vi hjemvendte har nu været med til at bygge templet.

For nogle år siden lagde vi fundamentet og i dag kan vi erklære os færdig med Zerubbabels tempel, sagde ypperstepræsten og pegede hen imod deres leder, der modtog folkets hyldest med bøjet hoved.

For Reaja var dette alt han havde drømt om og han følte sig stadig midt i historiens vingesus.

Derefter blev præsterne og levitterne inddelt i skiftehold og sat til at varetage tempeltjenesten for Herren i Jerusalem i overensstemmelse med instrukserne i Toraen. Alle var nu i gang med deres tjenester og Jerusalems tempel var på plads. Nu manglede der bare at renovere bymurene og portene, synes Reaja og hans kolleger var enige med ham.

En dag kom en af hans mors slavepiger hen til ham i templet og sagde at han skulle skynde sig hjem. Det var noget med hans oldefar. Reaja fik hurtig arrangeret at han kunne få fri og så løb han med hjertet i halsen fra Ofelhøjen hen til Dalporten og hjem. Der var en 76/89

underlig stemning i huset og moren kom ham i møde og sagde: ”Jeg tror vi er ved at miste oldefar, han har skrantet lidt på det sidste og jeg synes du skulle hilse på ham inden han dør”. Reaja blev frygtelig ked af det. Hans bedste ven og fortrolige, hans egen oldefar var ved at gå ud af tiden. Han løb op til oldefarens værelse og dér lå den gamle på sin seng og smilede til ham. ”Hvor er det dejligt at se dig Reaja”, sagde oldefar. ”I lige måde” sagde Reaja, men jeg forstår du er syg og derfor er jeg kommet. ”Tak for det” sagde oldefar og jeg fornemmer nu at jeg skal gå til mine forfædre, hvilket jeg ikke er ked af. Du har gjort min sidste tid på jorden ganske lys og tænk så mange mennesker jeg har fået kontakt med, takket være dig”, sagde oldefar med svag stemme. ”Nu skal du hvile dig oldefar”, sagde Reaja og hans hjerte var tungt. Der blev nu helt stille i lokalet og oldefar faldt i en urolig søvn. Reaja sad og betragtede ham og tænkte på de mange samtaler de havde haft på festrejsen og som havde hjulpet ham. Hvem skulle han nu gå til? men slog det samtidig hen. I hans tjeneste havde han lært nogle grundlæggende detaljer når man skulle snakke med andre mennesker. Det er vist mig selv der skal tage over, tænkte han.

I det stille lokale lød der pludselig et højt suk og en rallen og oldefar holdt op med at trække vejret. Asna ben Jekin var død – en fredelig død uden smerter. Reaja begyndte at stortude og med tårer i øjnene styrtede han nedenunder, hvor far nu var kommet hjem. ”Han er død – oldefar er død”, råbte han med grådkvalt stemme. Og Darkhan vidste hvad man skulle gøre i en sådan situation og fik straks fat i sin far Lebana ben Asna og satte ham ind i situationen. Lebana, Reajas bedstefar blev utrolig ked af det og tårerne strømmede fra ham, ligesom hos Reaja.

Hele huset var nu i sorg og naboerne kom og kondolerede som skik og brug var. I løbet af få dage var begravelsen overstået. Det var en begravelse der var en konge værdig. Hele Sanhedrin mødte op. Asna havde været et højt skattet medlem der i over 50 år og mange mindeord om denne gamle kæmpe der var nær ved 100 år, blev udtalt.

Reaja vendte tilbage til sine pligter med et utroligt tungt hjerte. Og nu begyndte han at snakke med folk som oldefar havde gjort og han var en dygtig rådgiver som folk elskede at snakke med.

Nu skulle der handles og Reaja tog mod til sig og opsøgte prins Zerubbabel og anmodede om hans datters hånd. Zerubbabel smilede til den nervøse unge mand, som han kendte særdeles godt og og som han selv havde tænkt kunne være et godt parti for hans datter.

Han gav sit samtykke og Reaja var ovenud lykkelig og for af sted for at opsøge Shelomit.

Han fandt hende i sit rum i Zerubbabels hus og for første gang talte Reaja med pigen, der faktisk havde været forelsket i Reaja hele tiden. ”Prinsesse”, sagde han. Jeg har set dig ved flere anledninger og er blevet glad for dig. Mit navn er Reaja og jeg er tempeltjener ”Vil du 77/89

gifte dig med mig?” Shelomit blev helt rød i hovedet og kiggede på Reaja og så gik hun hen til ham og gav ham et rigtigt kram som et ja. Reaja blev helt varm og klemte tilbage.

De to unge mennesker havde nu fået en hel del at snakke om og der blev en masse praktisk snak. Det var jo første gang de talte sammen. Reaja kunne ikke tænke klart og sagde: ”Prinsesse, Kan vi mødes igen om to dage og tale videre`” ”Ja, sagde Shelomit. Lad os aftale det. Jeg kan næsten ikke vente”.

Og så næsten fløj Reaja hjem til sit logi, men var dog lige forbi ved Dalporten og hilse på sin lillesøster og sin mor og fortælle de gode nyheder. Darkhan kom også til stede og sagde tillykke. Darkhan synes det var et godt parti. Hans søn skulle giftes med en fra den kongelige slægt – en prinsesse. ”Godt gået, Raja”, hviskede han i øret på sin søn inden Reaja løb derfra.

Mor var i sit es. Hun skulle nu til at arrangere bryllup for sin søn og troede ikke et øjeblik på at Reaja kunne finde ud af det.

Det blev et flot bryllup med alle de jødiske traditioner for bryllup og det blev ikke ringere af at bruden var af kongelig æt. Reaja gispede efter vejret da han så sin brud på bryllupsdagen. Hvor var hun smuk. Alle gæster og tilskuere snakkede om den smukke prinsesse og mange misundte Reaja.

Brudeparret fastede på bryllupsdagen efter traditionen og dagen efter viste de sig offentligt og blev hyldet som et kongeligt par. Zerubbabel var yderste tilfreds med forløbet af brylluppet og det samme var Reaja. Shelomit, hans elskede og han var nu mand og hustru og skulle til at dele alt.

Reajas eneste ærgrelse var at oldefar ikke kunne være med til brylluppet - han lå i sin grav ved Dalporten.

78/89

Kapitel 14 Ægtepar Reaja dannede nu familie sammen med Shelomit. Han passede sit arbejde og gik rund i byen med det nu renoverede tempel og så på al den øvrige elendighed, på murene og portene der ikke var i orden. Vi burde genopbygge murene tænkte han. Men det kræver organisering og penge og han troede ikke selv at han kunne gøre dette.

En dag på sin vandring mødte han en mand, som sagde at han hed Hanani ben Hakalja og havde boet i Jerusalem lige så længe som Reaja. De kunne ikke huske hinanden fra rejsen.

De kom hurtigt til at tale om situationen i byen, som jo også var let at få øje på, med alt det ødelagte ved mure og porte.

Hanani fortalte at han skulle rejse tilbage til Babylonien. ”Jeg har en bror der er ret højt på strå. Han er ansat ved hoffet hos den nuværende konge Artaxerxes, hvor han er mundskænk. Det er et yderste betroet job. Er der nogen som ønsker at forgifte kongen, så dør min broder også, for han skal smage på alt hvad kongen drikker før denne selv drikker det. Han skal sige god for det hele, men han er nær kongen og taler med ham hver dag”, sluttede Hanani.

Reaja synes det var spændende at Hanani skulle til Babylon, hvilket han aldrig selv kunne tænke sig. Kongen holdt til i Susa, som er ganske tæt på det sted hvor Reaja havde sit barndomshjem – så det fik ham til at tænke på den lykkelige barndom og alle hans venner der. Han synes også det var lidt fascinerende at han havde mødt en mand hvis bror var ansat ved hoffet. ”Det lyder spændende”, svarede Reaja ”Hvornår rejser du?” Jeg er faktisk klar og derfor har jeg min hest med mig her”, svarede Hanani. ”God rejse”, sagde Reaja. ”Tak”, svarede Hanani og så begyndte han sit ridt hen mod hesteporten, hvorfra han ville ride videre op mod Damaskus. Det var en farlig rejse at begive sig på, men Hanani havde en 4-5 kammerater der skulle rejse sammen med ham. Der lå altid røverbander og holdt øje med landevejen om der var noget de kunne rane. Reaja forstod at Hanani havde en stor tro på Guds almagt, ligesom ham selv og han råbte efter rytteren ”Gud velsigne jer på rejsen”.

Hanani vendte sig i sadlen og vinkede tilbage.

Det var et vanskeligt ridt. Byen lå stadig fuld af murbrokker, så hesten måtte gå yderst forsigtigt. Omsider kom Hanani ud af Jerusalem og sluttede sig til sine rejsefæller der ventede på ham udenfor porten. Reaja tænkte ikke særligt meget på ham mere.

79/89

Men Hanani kom velbeholdent til Susa og fandt sig et logi, hvorefter han opsøgte sin bror, hofmanden Nehemias ben Hakalja. De to brødre snakkede sammen og Nehemias spurgte hvordan det stod til i Jerusalem. ”Det går rigtig dårligt,” svarede Hanani. „De fleste folk lever i stor nød og elendighed.

Jerusalems mur ligger stadig i ruiner, og de nedbrændte porte er ikke blevet istandsat”.

Nehemias blev virkelig ked af det når han fik dette ærlige svar. Han satte jeg mig ned og græd og sørgede i flere dage, mens han fastede og bad til Gud. ”Herre, du store og almægtige Gud!” bad han”Vi ved, at du er en Gud, der holder dine løfter og er trofast over for dem, der elsker dig og adlyder dine befalinger. Hør nu din tjeners bøn, lyt til, hvad jeg har på hjerte. Se i nåde til mig, mens jeg dag og nat går i forbøn for dit folk Israel! Jeg erkender, at Israels folk har syndet imod dig, ja også jeg og min familie har syndet ved ikke at adlyde de befalinger, love og forskrifter, som du gav os gennem din tjener Moses. Opfyld nu det løfte du i sin tid gav Moses. Du sagde godt nok, at hvis vi var troløse over for dig, ville du sprede os blandt folkene. Men du sagde også, at hvis vi erkendte vores synder og lovede at adlyde dine befalinger, ville du føre os tilbage til Jerusalem—det sted, du har udvalgt til din bolig—om du så skulle hente os fra verdens fjerneste afkroge.

Herre, vi er dine tjenere—det folk, du befriede ved din vældige magt. Hør nu min bøn! Lyt til dem, som ønsker at ære dig! Vær med mig, når jeg træder frem for kongen for at bede ham gøre mig en tjeneste. Gør ham venligt stemt over for min anmodning.”

Det var virkelig en ydmyg bøn, som virkede efter hensigten. Nehemias ville dokumentere alt, hvad der skete, så han nedskrev følgende der i en logbog.

Jeg havde aldrig tidligere set sørgmodig ud, når jeg stod foran kongen. Da jeg rakte ham vinen, udbrød han: ”Hvorfor ser du så bedrøvet ud, Nehemias? Du er jo ikke syg, så der må være noget andet, der piner dig.” Jeg blev helt bange, men jeg tog mod til mig og svarede: ”Deres Majestæt længe leve! Ja, det piner mig, at den by, hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner, og at portene er nedbrændt. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte kongen.

Da sendte jeg en bøn op til Gud i Himlen og svarede: „Hvis det behager Deres Majestæt at vise godhed imod mig, så lad mig rejse til Juda og genopbygge mine forfædres by. ”Kongen ville lige have en alternativ accept, så han kastede et blik på dronningen, der sad ved hans side og nikkede umærkelig, og spurgte så: ”Hvor lang tid vil det tage? Hvornår kan du være tilbage?” Jeg gav ham en omtrentlig tidsramme, og han gav mig lov at rejse.

80/89

„Hvis det behager Deres Majestæt, så lad mig få breve med til guvernørerne i området vest for Eufratfloden, så de kan give mig lov til at rejse gennem deres område på vej til Juda,” fortsatte jeg. ”Lad mig også få et brev med til Asaf, der har ansvar for de kongelige skove, så han kan give mig bjælker til nye porte i bymuren og til genopbygningen af tempelborgen og til det hus, hvor jeg skal bo.”

Kongen gav mig alt, hvad jeg bad om, for Herren var med mig.

Der var altså stadig problemer med de tidligere beboere af Jerusalem, nu var det bare andre ledere end da Reaja og de hjemvente kom til Jerusalem.

Da det var fyraften, skyndte Nehemias sig hjem og mødte sin bror. ”Nu skal vi til Jerusalem”, og så fortalte han alt om hvad kongen havde svaret på hans bøn. Hanani blev helt mundlam da han hørte det, men stillede sig straks til rådighed for at rejse retur til Jerusalem med sin bror.

Fra Nehemias’ logbog kan vi se: Kongen gav mig desuden officerer og ryttere med til beskyttelse på rejsen. Da vi nåede frem til provinserne vest for Eufratfloden, afleverede jeg kongens breve til de forskellige guvernører og rejste videre uden problemer. Men da horonitten Sanballat og den ammonitiske embedsmand Tobija hørte om det, blev de vrede over, at nogen ønskede at hjælpe israelitterne.

Reaja kom hjemme fra sin hustru Shelomit på sin tur op mod templet for at gå til sit job.

Da hørte han pludselig en hujen og han skyndte sig hen mod hesteporten, hvor han se den mand han tidligere havde mødt, Hanani komme ridende med sine venner og en ældre herre der så ud som en embedsmand. Det viste sig at være kongens mundskænk og han havde brev med der viste hvem han var og at han nu havde autoritet til at være den ledende i byen. Zerubbabel og Joshua var gået på pension. Reaja der nu var en moden mand med job ved templet var interesseret i alt hvad der skete og han gik hen til Nehemias og bød ham velkommen til byen og forstod at nu skulle Jerusalems porte og mure omsider renoveres.

Reaja var blevet gode venner med Hanani, bror til byens nye leder, Nehemias. De sås ofte sammen og havde en stor fælles interesse i at byen skulle leve op til tidligere tiders herlighed. De gik ind i det nærmeste spisehus og tog et let måltid mens de snakkede. Små restauranter og spisehuse var skudt op i Jerusalem efter hjemkomsten. Det var sådan noget de kunne savne mens de var på vandring, men så havde de jo mor der lavede fantastisk mad og til hvem de altid kunne komme. Men der var noget rart ved at sidde et neutralt sted. Og de to mænd kom hurigt ind på livet af hinanden.

81/89

De var enige i at fjenderne der nu ledede Jerusalems gamle indbyggere, Tobija og Sanballat var de værste skurke og den gamle natur rullede op i Reaja, så han havde lyst til at opsøge dem og tage en direkte konfrontation. Hanani overtalte ham til at lade Nehemias tage sig helt af sagen. Hanani havde en del af Nehemias’ logbog med sig og de læste nu sammen: ”Da Sanballat blev klar over, at vi var i gang med at genopbygge muren, blev han rasende og gav sig til at håne judæerne, mens hans landsmænd og Samarias officerer hørte på det. „Hvad i alverden bilder de elendige judæere sig ind?” sagde han. „Tror de, at de kan bygge muren op på en enkelt dag, hvis bare de ofrer til deres Gud? De kan da ikke bygge noget af de forbrændte murbrokker, de graver frem fra ruindyngerne.”

Tobija, der stod ved siden af ham, bemærkede: „Lad dem bygge, så meget de vil! Den mur braser sammen, bare en ræv springer op på den!”

Da bad jeg: „Herre, hør hvordan de gør nar af os! Lad dem selv blive gjort til nar. Lad dem få lov at prøve, hvordan det er at blive ført i eksil i et fremmed land. Herre, se ikke igennem fingre med deres synd. Tilgiv dem ikke, for de har hånet dem, der bygger på muren.”

Så fortsatte vi med at arbejde på muren hele vejen rundt om byen. Den var allerede oppe i halv højde, for der var en god arbejdsmoral, og alle arbejdede hårdt”.

Hanani og Reaja nikkede til hinanden når de læste fra logbogen. Ja, alle arbejder hårdt.

Reaja var mest privilegeret. Han var en bogorm der sad i templet og læste i toraen eller passede jobbet som tempeltjener, medens Hanani var her og der og alle vegne.

Shelomit var lige så interesseret i Jerusalem som sin mand og hun gik gerne med ham når han havde fri og slentrede rundt i den elskede by.

I går var de begge med til et gigantisk folkemøde der foregik ved Vandporten. Reaja læste op for Shelomit fra Nehemias’ logbog følgende, helt nyskrevet og de kunne selv huske alle detaljerne. De var blandt de tilhørere der råbte at de gerne ville have den skriftlærde Ezra til at læse op fra bogen med Toraen som Herren havde givet til Israels folk. Og så læste de i logbogen: ”Ezra hentede bogrullen og stillede sig op på en platform af træ, der var lavet specielt til anledningen. Det var den første dag i den syvende måned. Han stod med front mod Vandporten og med sine nærmeste medarbejdere på højre og venstre side. Forsamlingen bestod af både mænd og kvinder og de børn, der var gamle nok til at forstå bogens indhold. Alle fulgte ham med øjnene, og da han åbnede bogrullen, rejste hele forsamlingen sig op. Ezra læste nu op af bogen hele formiddagen, og folk lyttede opmærksomt. Da han var færdig med oplæsningen, lovpriste han Herren, den Almægtige, og folket svarede „Amen!” mens de løftede hænderne mod himlen. Derefter lagde de sig på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse til Herren.

82/89

Mens Ezra læste op af bogen med Guds instrukser, stod 13 levitter og forklarede betydningen af det, der blev læst, så alle kunne forstå det. Da folket blev klar over Toraens indhold, begyndte de at græde. Men Nehemias og Ezra og de levitter, der havde forklaret teksten, sagde: „Denne dag er indviet til Herren. Derfor skal I ikke græde, men glæde jer.” Nehemias fortsatte: „I skal fejre dagen med et festmåltid, fede retter og søde drikke, og dele med dem, der intet har. Vær ikke sørgmodige, for glæden fra Herren giver jer styrke!”

Også levitterne gjorde, hvad de kunne, for at berolige folket. „Græd ikke!” sagde de. „I dag er en festdag for Herren, hvor vi bør glæde os og ikke sørge!”

Så brød folket op for at holde fest med glæde, for de havde forstået det budskab, der var blevet forklaret for dem. De spiste og drak og delte med hinanden”.

Shelomit og Reaja var meget berørt af mødet. De havde deres to små børn med, som dog var for små til at forstå hvad der blev sagt, men de var optaget af stemningen på mødet og forstod at det var noget meget vigtigt mor og far var med til og de selv med.

Træplatformen Ezra stod på havde Hanani og Reaja bygget i fællesskab dagen før og de glædede sig faktisk over at den fungerede så godt som den gjorde. De 13 levitter gjorde et godt arbejde. De inddelte folket i grupper i hvilke de senere forklarede hvad det hele gik ud og hvad der blev sagt.

Det havde været en vidunderlig dag og sikken en fest det sluttede med. Der var ingen der blev berusede af vinen, men de sad sammen med naboer og venner og drøftede dagens oplæsning fra Toraen.

Der hvor Shelomit og Reaja stod i dag sammen med deres venner Hanani og hans hustru og børn og så var der Darkhan og Reajas mor der kom med lillesøster på armen. De var alle meget optaget af det, der skete. Beskeden lød: „Gå ud på højene og hent grene fra oliventræer, myrter, palmer og andre træer med blade, så I kan bygge løvhytter, som der står skrevet.”

Og så gik de, der var forsamlede i Jerusalem sammen med dem der havde været hjemme eller som boede i landsbyerne omkring Jerusalem ud for at hente grene, og de byggede hytter på hustagene, i gårdhaverne, i tempelgården, på pladsen ved Vandporten og ved Efraimporten. Alle de hjemvendte byggede hytter og boede i dem i de syv dage, højtiden varede. Løvhyttefesten var ikke blevet fejret siden Josvas tid, og alle var begejstrede og glade.På hver af de syv dage læste Ezra et stykke op fra bogen, hvorefter man den ottende dag afsluttede højtiden med den særlige ceremoni, Reaja efterlod sin hustru og børn der ved vandporten og selv spurtede han hen til tempelgården og var med til at bygge løvhytter der.

Når han kom hjem efter at have deltaget i halløjet, kom hans hustru ham i møde og hun var lidt ked af det. ”Hvorfor efterlod du os ved Vandporten. Til sidst vidste vi ikke hvad vi skulle gøre og kunne ikke få kontakt med dig og så måtte vi gå hjem. Det var lidt af en 83/89

skuffelse, sagde hun med mild bebrejdelse i stemmen. ”det undskylder jeg meget, prinsesse”, svarede Reaja. ”Det var en tanketorsk og jeg forstod det ikke, men var egoistisk optaget af hvad der blev sagt og troede at alle greb anledningen til at være med på en eller anden måde, sagde han brødebetynget. De kyssede hinanden og så var den fadæse tilgivet.

Nogle uger efter den begivenhed, sad Reaja uden for sin arbejdsplads, templet og tænkte på hvad der var sket de sidst uger. Han læste i Nehemias’ logbog som han havde tilgang til i templet om hvad folket havde lovet, ham selv og hans hustru inklusive: Resten af folket, inklusive de øvrige præster og levitter, tempelvagterne, tempelsangerne og tempeltjenerne, alle, som havde skilt sig ud fra de fremmede i landet for at tjene Herren sammen med deres koner og børn, ja alle der kunne fatte lovens ord, svor, at de ville adlyde Guds lov med alle dens befalinger og forskrifter, sådan som den var overleveret gennem Moses. De aflagde følgende specifikke løfter: ”Vi lover, at vi ikke vil bortgifte vores døtre til ikke-jødiske mænd, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med ikke-jødiske kvinder”.

Vi lover, at vi ikke vil købe noget fra de fremmede i landet på sabbatten eller på andre helligdage, hvis de kommer med deres korn eller andre varer for at sælge dem”. ”Vi lover, at vi hvert syvende år vil lade vores marker ligge brak, og vi vil ikke inddrive gæld i det år”.

Vi lover at pålægge os selv en årlig tempelskat på 1/3 sekel til vedligeholdelsen af vores Guds tempel, til de hellige brød, de daglige afgrødeofre og brændofre, ofrene på sabbatten, nymånefesterne og de årlige højtider, helliggaver og syndofre til soning for folkets synd, ja til al tjenesten i templet”. ”Vi lover også, at vi ved lodtrækning år efter år vil udpege hvilken slægt blandt præsterne, levitterne eller folket, der skal have ansvar for, at der altid er brænde til Herrens alter, sådan som det er foreskrevet i loven”. ”Vi lover, at vi år efter år vil bringe den første del af korn- og frugthøsten til templet som gave. Vi lover at løskøbe vores førstefødte sønner og vores førstefødte husdyr, som loven foreskriver, og give beløbet eller dyrene til præsterne, der gør tjeneste i vores Guds tempel”. ”Vi vil også give afkald på det første mel, vi maler, de første frugter af alle slags træer, og den første del af vinen og olivenolien. Vi vil bringe det som gave til præsterne i Guds hus.

Vi vil give en tiendedel af alle vores afgrøder til levitterne, for det er dem, der skal modtage tienden over hele landet. En præst skal være til stede, når de indsamler tienden. Levitterne skal selv give tiende af den tiende, de modtager, og de skal bringe deres tiendegaver til forrådskamrene i Guds hus. På den måde vil både folket og levitterne give tiende. Og levitternes tiende af kornet, vinen og olivenolien skal bringes til templets forrådskammer, hvor de hellige kar findes. Det er til præsterne, tempelvagterne og tempelsangerne. Vi er fast besluttede på ikke at forsømme vores Guds hus.”

84/89

Reaja med hustru og børn promenerede nu ned til Dalporten hvor Reajas familie boede.

Der blev, som altid stor glæde når Reaja kom hjem med hustru og børn. Darkhan kravlede straks rundt på gulvet med børnebørnene og de lo og morede sig. Lillesøster var også med i legen og det var så hyggelig at stå og kigge på. Alle de voksne var altså Darkhan og mor samt Rezin, Rebecca og Gazzam og naturligvis Shelomit og Reaja. Bedstefar kom forsigt gående ned ad trappen efterfulgt af farmor og så var de alle samlede i Darkan ben Lebanas hus.

Medens de stod der, sagde Reaja: ”Skal vi gå ned og se til oldefars gravplads” Det gjorde alle sammen både børn og voksne. Det var kun de mindre børn der aldrig havde mødt oldefar. Anna ben Jekin lå begravet lige uden for Dalporten på det jordstykke Darkhan havde købt og hvor de dyrkede deres grøntsager. De stod nu der hele familien og kiggede ud af porten og hen ved oldefars grav og Reaja tænkte på alle sine samtaler med oldefar og savnede ham noget så forfærdeligt.

Når han kom og stod i huset og kiggede den anden vej ind mod byen, overvældede tanken ham om hvor skøn en tilværelse han havde og havde haft. Han havde hele livet næsten længtes efter Jerusalem og han boede her nu med sin egen familie, måtte han næsten knibe sig selv i armen for at tænke at det ikke var en drøm.

Nej, Jerusalem var en virkelighed og herfra ville han aldrig , aldrig flytte.

—- SLUT —-

85/89

Kapitel 15 Historiefortællerens fortælling Jeg kan forestille mig hvordan det har været at være med i en sådan karavane. Jeg ville have kedet mig, men det var bevidstheden om Jerusalem der holdt modet oppe hos folket og især vores ven Reaja.

Der er en sammenligning med denne rejse og min egen rejse som individ. For min del er det helt klart at mit liv er som en festrejse på vej mod det nye Jerusalem. Det er fordi jeg er et troende menneske og ser frem mod den dag da jeg går ind ad porten til det nye Jerusalem. Det gør jeg den dag jeg dør. Det skal ikke misforstås. Det er ikke sådan at jeg ønsker at afslutte mit liv nu - dertil er jeg alt for glad for livet - men jeg har kigget en del på hvordan mit kommende hjem - Himlen -tager sig ud og hvad der grunden sker når jeg dør.

Reajas familie og venner havde studeret Jerusalem i årevis og de fik god hjælp fra Reajas oldefar, der var en af dem der var blevet bortført fra Jerusalem og nu havde levet et helt liv som fange i Babylon - men med den store frihed som folket havde og en vis grad af selvstyre, virkede det ikke som et egentligt fangenskab. Asna var en vis mand, der det meste af sit liv havde siddet med i den åndelige ledelse af af den judæiske befolkning - sanhedrinet. Judæerne, der var fanger i Babylon havde indrettet sig med flere lokale råd eller sanhedrin i de forskellige områder hvor de havde deres hjem. Der hvor Reaja og hans familie kom fra, boede der mange i en form for selvstyre og Asna sad med i det lokale Sanhedrin og som repræsentant for et lokalt Sanhedrin var han udtaget til at deltage i det store råd der dækkede alle judæere. Sanhedrinet. Derfor havde han også ofte været på rejse og høstede stor anerkendelse for sin tjeneste. Den respekt hvilede over ham da han var så gammel at han havde frasagt sig alle lederopgaver. Folk kom til ham for både at høre om hvordan tiden var, dengang han boede i Jerusalem og i det hele taget for at få gode råd. Vi ser jo også hvordan Reaja brugte Asna, sin oldefar som en slags sparringspartner.

Min egen rejse mod det ny Jerusalem begyndte da jeg var næsten samme alder som Reaja og begyndte med at Gud talte direkte til mig gennem sit eget ord, der jo er Bibelen. Kort fortalt: Jeg havde aftenen før denne begivenhed været til et møde i Borups Højskole i København, hvor min daværende kirke, Tabor-Menigheden, hold vækkelsesmøder hver søndag aften. Her samledes mange mennesker og især os unge nød at være der og så frem til søndag aften. Kirken havde sine egne lokaler på Blegdamsvej 26 i København, lige overfor hvor Panuminstituttet ligger i dag, men kirkelokalet var ikke stort nok til at rumme mange mennesker, så derfor lejede man sig ind i Borupss Højskole på Frederiksholms Kanal, hver søndag aften.

Mandag morgen, hvor jeg stadig lå i den mellemste køje og ventede på at skulle stå op, talte Gud til mig og jeg begyndte at bede stille som jeg lå der på madrassen. Jeg kan i dag ikke huske om mine søskende var stået op. Min bror Kurt lå normalt i den øverste køje og min søster Karen i den 86/89

underste i det lille kolde værelse. Jeg ble inspireret til at tage et tommelfingervers, der betyder at man sætter fingeren ind i Bibelen på et vilkårligt sted. Slår op og læser nogle af de tekster man finder der. Masser af dennesker har oplevet Guds tale på den nåde og det gjorde jeg altså også denne mandag morgen i 1951. Mine fingre landede på det sted i Mattæus evangeliet kapitel 9 vers 2 hvor der står: Fat mod min ven, dine synder er dig tilgivet. Dette bibelvers var min oplevelse af frelsen, som det kaldes når et menneske overgiver sig helt til Gud og jeg begyndte nu min rejse mod det det ny Jerusalem. Startpunktet var den mellemste køje og jeg har ofte tænkt over visen med Osvald Helmuth “Man skal ikke la’ sig nøje med den mellemste køje! Det gjorde jeg nu og det har været en spændende rejse side da.

Jeg har, som Reaja, oplevet at sidde ved dygtige bibellærere, der lærte mig de åndelige grundprincipper og gav mig lyst til at tjene min Gud. Jeg blev snart involveret i flere faser af det kirkelige arbejde som begyndte med at jeg var børnearbejder og blev en af lederne for et juniorarbejde for drenge. Jeg begyndte også at hjælpe til i søndagsskolen, der fandt sted medens man holdt gudstjeneste for de voksne. Børnekirken blev på den måde en base i min tjeneste og der gik kun nogle få år, da menighedsledelsen spurgte om jeg ville tage ansvar som leder for hele børnearbejdet der var temmelig omfattende, fordi der var opstået en krise mellem dem, der ledte arbejdet og man behøvede en til at være leder. Jeg var 18 år og følte mig meget ung til opgaven, men gik til den med krum hals. Også her gav Gud mig et ord, denne gang fra Jeremias’ bog kapitel 1 vers 6—8: Og jeg sagde: ”Ak, Herre, Herre, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung." Så sagde Herren til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren.”. Dette gav mig frimodighed til at arbejde med denne opgave i en tid inden jeg påtog mig andre opgaver, Jeg har fået al min undervisning og åndelige opdragelse i den lokale kirke - ligesom Reaja fik det hos selve ypperstepræsten, der netop havde øje for vigtigheden af at lære unge mennesker god opdragelse. Jeg ville gerne have været på en rigtig bibelskole for at lære mere, men det var der ikke anledning og økonomiske ressourcer til.

Et af mine første mål på min festrejse var at jeg fik en læreplads som typograf. Det var et af højdepunkterne da jeg trådte ind ad døren til Fr. G. Knudtzons Bogtrykkeri i Toldbodgade i København og næsten nabo til Amalienborg.

Jeg havde det som Reaja, der var overbevist om at han kun vil være tempeltjener - sådan ville jeg kun være typograf.

Jeg var stadig, ved siden af, engageret med forskellige opgaver i kirken og især inden for børnearbejdet.

Af andre punkter på festrejsen kan jeg nævne at jeg 27 år gammel blev indsat som leder i kirken som medlem af kirkens lederteam eller ældsteråd, som det hed på den tid. Den tjeneste har jeg haft i over 50 år i forskellige kirker. Skønne punkter på min festrejse.

87/89

1960 blev et skelsættende år på mange punkter. Jeg blev udlært som typograf den 8. Januar og den 15. oktober blev jeg gift med Britt, min ungdoms kærlighed. Det var vigtige punkter på rejsen.

Ligesom Reaja oplevede punkter på sin festrejse, kan jeg opregne en hel del der virkelig var højdepunkter. Jeg fik børn og senere børnebørn og nu er jeg endelig oldefar.

Et andet punkt på vejen, der virkelig var et punkt med stor sorg var, da Britt forsvandt på Rhodos i 1992 og mistede livet. Da havde jeg faktisk lyst til at afslutte min rejse, men gjorde det heldigvis ikke. Næste punkt kom efter et par år, hvor jeg mødte Ulla og giftede mig med hende på Bornholm.

Det var en af de bedre rejse punkter.

Jeg husker da Britt og jeg skulle købe vores første hus på Islevbrovej i Rødovre. Første satte vi os med et kort for at finde ud af hvor Islevbrovej lå, så ringede vi til ejendomsmægler der mødte os meget hurtigt ved det halve dobbelthus vi havde kig på. Vi kom ind og holdt næsten vejret og vores hjerner begyndte at indrette de forskellige rum vi fik forevist. Det er vist meget almindeligt når folk skal have et nyt hjem. På samme måde er det vigtigt at vi studerer vores kommende hjem Himlen.

Jeg har naturligvis læst om stedet i Bibelen og det har sat gang i min fantasi. Her er der denne forskel, at Jesus er gået foran. Vi kan læse lidt i Johannes evangeliet kapitel 14 vers 2-3: I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer. Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er.

Her er det krystalklart for mig at når Jesus henter os, så har han en bolig han har specielt designet til mig. Men hvis jeg nu dør og Jesus endnu ikke har hentet os, hvordan ser det så ud? Jeg har ikke mødt nogen der er vendt tilbage fra døden, men der er mennesker der har haft en såkaldt nær død oplevelse, hvor de er kommet til Himlen og kan komme tilbage til livet og fortælle hvad de har oplevet.Jeg vil ikke planlægge min fremtid på sådanne beretninger, men interessant kan det være.

Jeg vil faktisk hellere have budskabet direkte fra Bibelen og her er en af mine venner eller bekendte Dan Johansson en unik bibellærer fra Malmö. Jeg sad i ældsterådet sammen med ham da jeg boede dér. Dan går meget nøje til værks i bogen “Hvad sker der når man dør? Tanker for evigheden” Det er en studiebog hvorfra det er svært at bringe brudstykker. Jeg læser af og til i bogen for at kunne danne mig et billede der er i overensstammelse med Bibelens tro og hvorfra jeg kan få min arkitekttegning over det kommende hjem.

Jeg har altså et billede indvendigt af mit Jerusalem og det bliver spændende om det stemmer med virkeligheden når jeg kommer så langt.

John Mester November 2018

88/89

89/89