Utterslev Torv

UTTERSLEV TORV RETSEMNHOJ

Lidt om livets mange rolleskift.

1/33

Rollekiftene i denne beretning består af:

Dreng Skoleelev Svajer Lærling Typograf Ægtemand Reklamemand 1. gangs far (1963) 2. gangs far (1965) Søndagsskoleleder i Tabor-Menigheden (1957) Ældste i Tabor-Menigheden (1966) Produktionschef 3. gangs far (1969) Reklamebureaudirektør Programdirektør Arbejdsløs Chefdesigner Farfar og ægtemand Bornholmer Ældste i Rønne 1995 Københavner (City) Svensker Ældste i Malmö (2002) Bornholmer igen, igen Missionsleder Skandinavisk Børnemission (2008) Ældste i Rønne (2009) Tovholder mellem himmel og jord (2012) Vikarierende forstander i Rønne (2015) Pensionist Terminalpatient

Livet består af en mængde rolleskift. Man går fra at være baby, til at være lille, til at være skoleelev, til at 2/33

være under uddannelse, til at sidde i et job. Imens bliver man forælder, senere bedsteforælder og, hvis man er heldig, senere oldeforælder. Der er også de forskellige jobs gennem tiden Alle rolleskift betyder noget for ens liv, men alle disse rolleskift udgør en enhed. Selv er man den, man er - en egen personlighed midt i rolleskiftene. Senere bliver man pensionist og kan føle at man har mistet alt det andet, hvilket man ikke har. Man er stadig sin egen personlighed.

Her ølger vi John, der er vokset op på Utterslev Torv i Nordvest kvarteret i København. Hans liv på Torvet og senere hvad han oplevede under sine rolleskift Den gamle landsby Utterslev, bar, ved hans opvækst, stadig præg af gammel landsby. Området ligger ved siden af højdedraget Bellahøj.

Herfra var der en fantastisk udsigt til København som nu er gemt bag byens huse, der fyldte op efterhånden som der blev bygget nyt og skubbede de gamle landsbyer ud i glemslens mørke.

Men allerede i højmiddelalderen var Utterslev kendt vidt omkring. I 1186 sad nemlig en skriver på en skrivestue i Verona og prentede på uforgængeligt kalveskind navnet OTERSLEF i et brev som hans herre paven agtede at sende til sin danske ærkebiskop i Lund, Absalon, gående ud på at denne gerne måtte beholde brugsretten til Oterslef med tilliggende så længe han levede, hvorefter det skulle tilfalde Roskildebispen. Med tilliggende til Utterlev menes også Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby, Brønshøj og Emdrup. Hvor stor eller lille Oterslef har været dengang vides ikke, men et par hundrede år efter - i 1370 - figurerer den i Roskildebispens jordebog som en hovedbog tillige med Husum.

I resterne af den gamle landsby, stadig med gamle bondegårde rundt omkring, voksede drengen op. Han kom med sine forældre til Utterslev da han var to år gammel.

Samme år fik han en lillebror der blev født på Rigshospitalet. Det blev en alletiders legekammerat og lillebror.

Det var også i det år, måske året efter at kunstmaleren M. Rønn kom til Utterslev torv og malede torvet som det så ud under besættelsen.

3/33

Drengen boede i det gule hus midt i billedet og lige der hvor kunstmaleren stod boede drengens bedsteforældre og drengens farfar købte maleriet af kunstmaleren. Da bedsteforældrene døde, arvede drengen det og det er stadig i familiens eje.

Drengen voksede op og oplevede alt hvad besættelsen gjorde ved befolkningen, selv om det nok mest var hans mor der måtte holde for med rationeringsmærker.

Rationeringsmærkerne hentede man i aulaen på den ikke så langt væk liggende Bellahøj skole, hvor drengen og hans søskende senere fik deres skolegang. Drengen var ofte med sin mor og hente disse mærker, som betød at moren kunne få adgang til at købe varer som man eller ikke kunne købe hvis man ikke havde de forhadte mærker.

Drengen var også med sin mor når hun skulle købe brændsel, der også var rationeret og stod i kø i mange timer. For drengen føltes det som en hel dag. Brændslet kunne man ikke købe i Utterslev, men måtte gå hen til Lygten station, hvor brændslet blev udleveret. Det var ikke langt fra det sted hvor drengen var født, nemlig på en fødeklinik på Frederiksundsvej.

Sådan gik dagene mens drengen voksede op. Han blev vidtskræmt når sirenerne lød en almindelig hverdag og folk de sprang i ly. Pludselig var der en masse folk i drengens hjem og mor hun gik også forskrækket rundt og forsøgte at være venlig overfor de mange mennesker. Så kom bombeflyene og man kunne næsten se ind i dem når de fløj tæt over huset og man var bange for at de ramte skorstenen. Det gjorde de dog ikke og alarmen blev afblæst og snart var mor og de to drenge alene tilbage i lejligheden en oplevelse rigere, som de dog godt kunne have undværet. Drengen tænkte tit på hændelsen og var ekstra bange når sirenerne lød om natten og de måtte flygte ned i husets vaskekælder, med den store gruekedel.

Der var også sat en lille seng ned i den kælder og der blev drengen og hans bror lagt til at sove, mens deres hjerter slog af rædsel. Engang kom drengens far springende ned i kælderen under en sådan alarm og løb in i dybet af kælderen hvor der var nogle rum til koks for de to lejligheder i huset. Moren stod med hænderne over brystet og dirrede. Da alarmen blev afblæst, kom faren frem fra sit skjul og kunne nu fortælle at han havde gået ud med illegale blade og var blevet opdaget af nogle tyskere, der begyndte at forfølge ham. Heldigvis var der 4/33

flere indgange til deres gård og tyskerne fandt aldrig ud af hvor faderen løb hen. Men farligt var det og drengene fik fortalt historien mange gange.

Drengens far var møbelpolstrer og blev arbejdsløs.

Fagforeningen lavede en aftale med tyskerne at man kunne sende de arbejdsløse til Tyskland for at arbejde og tjene nogle penge. Mange sagde nej tak til tilbuddet, men drengens far sagde ja tak og blev set skævt til som en slags landsforræder. Men faren kom til Tyskland og blev installeret hos en privat familie og fik job i et filmstudie som dekoratør. Faren var ikke begejstret for møbelpolstrerjobbet hjemme, men her trivedes han og fortalte vidt og bredt til drengen, hans bror og mor om sit ophold.,hvor han mest var en slags teaterdekoratør.

Moren havde synes at det var trist at faren var væk så længe. Men de to år gik alligevel hurtigt, synes drengene der ikke opfattede tiden. Faren fik job hjemme som møbelpolstrer og livet gik videre i Utterslev.

Huser de boede i havde front mod det gamle gadekær - en fin udsigt. Det hed ”Lillebo” var blevet præmieret for at være bygget af genbrugsmaterialer. I gården bag huset lå et par gamle stråtækte og brandfarlige bondegårde.

Den ene gård, nok et gammelt stuehus der var placeret skråt på grunden, viste lidt af tidligere tiders storhed.

Til den gamle gård hørte en garage, som altid var lukket.

Drengen huskede at lige efter krigen blev garagen åbnet og ud trillede en flot, grå bil vist nok en Citroën. En rigtig veteranbil og respekten for dem der boede i huset voksede, Der var et par lejligheder i huset. Huset var skjult fra gaden af en bazarbygning med forretninger. Der var Schous Sæbehus, en tobaksforretning , en bager Olsen, en grønsagshandler, drevet af Andersen, sønnen til den gamle brændselshandler der boede i den anden bondegård inde i gården. En cykelsmed og en Gøtz viktualiehandler.

Under det hus hvor drengen boede var en fiskehandler, en slagter og en marskandiser. Koblet på bygningen til højre var et lille anneks hvor skomager Plæhn holdt til. Huset man ser foran det hus hvor drengen boede indeholdt en købmand og et ismejeri. De små nærbutikker indeholdt alt hvad man skulle bruge i det daglige. På Utterslev torv i øvrigt var der yderligere to bagere, to købmandsforretninger, en kiosk der fungerede som posthus.

På hjørnet ved Rådvadvej lå et populært iskagehus, drevet af drengens bedsteforældre.

5/33

Bager Olsen i bazar bygningen boede privat i nabolejligheden. Der var fru Olsen og to børn som hurtigt blev legekammerater med drengen og hans bror.

Over de to lejligheder var et stort loft med en skillevæg imellem. Man kunne kun komme til loftet via en stige fra hver lejlighed. En gang imellem fik drengens far rengøringsdille og så blev det meste smidt ud fra loftet og så blev der plads til at kunne hygge sig og lege på loftet. Det var yderst populært.

Bag huset skjult fra gadekæret var en lille gård – deres gård. Her var bagudgang fra fiskehandleren og marskandiseren, hvilket altid var spændende for der var en masse genbrugsmaterialer i gården altid og så deres hund der hed Bjørn, men en skikkelig en af slagsen, dog ikke når marskandiseren skulle køre sin berømte motorcykel med sidevogn. Så sprang Bjørn op på ladet og gøede som en sindssyg så snart motoren blev startet. Der var også tre lokummer på stribe, som blev benyttet af bager Olsen, Christensens (drengens forældre) og Andersen i bondhuset, men også af købmanden i nabobygningen.

Andersens lave bondehus havde nogle vinder direkte ud til gården og det dannede hvad der mindede om et mål og det skete mere end én gang at drengen og hans bror ”kom til” at skyde bolden i mål med det resultat at der røg en vinduesrude, som drengens far så måtte undskylde, samle glasskår op og sørge for en glarmester. Drengen hørte aldrig bebrejdelser for det. Lejlighederne havde ikke bad så al hygiejne måtte foregå som etagevask i køkkenet. I gården var også et aflukke med 3-4 skraldespande og altid en masse vildkatte, som også holdt til på taget af et lille cykelskur og på toiletbygningen. Kattene og menneskene blev lige forskrækkede når man om aftenen/natten skulle bære skraldet ned og pludselig sad der en kat og hvæsede.

Sådan var Utterslev Torv under besættelsen og årene efter og mange begivenheder udspillede sig i dette lille samfund. Drengen huskede under krigen at den gamle mand (Andersen) , der boede i bondegården bagved, kom kørende ud gennem porten til selve torvet, pludselig blev overfaldet af to mænd, der åbenbart havde noget på ham.

Den gamle var stærk og han havde altid en knippel liggende i vognen og så blev der nærmest et blodbad. Det varede ikke længe før vagtværnet kom for at løse problemet. Politiet var nemlig lukket af tyskerne og flere var i koncentrationslejre.

6/33

Sådan gik dagligdagen for det meste for drengen, der ikke helt fattede at der var krig, men de voksne snakkede meget om det og drengen var klar over at det ikke var noget godt der skete. Han tænkte aldrig på det med toiletforhold m.v. før han blev noget ældre.

Rolleskifte: skoleelev

Skiftet fra dreng til skoleelev var spændende for drengen, der næsten ikke kunne vente med at begynde skolen. Skiftet var ikke voldsommere end han stadig var både dreng og skoleelev.

Der lå flere skoler omkring Utterslev torv, på Bispebjerg, i Brønshøj og på Bellahøj. Det var kommunen der bestemte hvor man skulle gå og det blev for skoleelevens vedkommende Bellahøj skole, der lå ikke så langt væk.

Hans første lærer var hr. Thomsen. Skoleeleven var ganske normal og lærte at læse i den hastighed der var afsat til det. En helt ny verden åbnede sig ham og efter en introduktion på Brønshøj bibliotek, begyndte han at låne bøger selv og slugte dem lynhurtigt. Han kunne gå på biblioteket flere gange om dagen og aflevere de først lånte og hente en ny portion hjem. Han læste og læste langt ud på natten ved hjælp af en Nefalygte og det var også en masse faglitteratur. han havde mange interesser.

Skoletiden var nogenlunde normal. Skoleeleven blev moppet fordi han var kristen og provokerede de andre ved at have et emblem på sit tøj med billede af et lam og teksten Tabor YA. Det stod for Tabor Yngste Afdeling. Her havde drengen og hans bror alle deres kammerater.

Faren var nemlig blevet medlem af en frikirke der hed Tabor-Menigheden og var en del af Pinsevækkelsen. Der havde man foruden almindelige kirkelige aktiviteter også et omfattende børnearbejde. Drengene fandt sig sagtmodighed i klassekammeraternes drillerier som dog godt kunne blive voldsomme. En gang da man havde bibelhistorie, fortalte læreren om kristendomsforfølgelser i historien og drengeklassen lyttede interesseret til. På vej hjem fra skole, hvor man passerede gennem en lille park kom en ordentlig flok af klassekammerater og andre løbende efter skoleeleven der sprang for livet. De råbte “Nu skal du forfølges for din tros skyld” og så slog de kreds om skoleeleven og 7/33

begyndte at banke løs på ham. Heldigvis var en ældre dame ude at gå tur og da hun så optrinet, råbte hun til drengene at de øjeblikkelig skulle slutte - det gjorde de og løb hver til sit. Havde det været i nutiden havde de sikkert slået den gamle dame ned også.

Skoleeleven var ked af det og skyndte sig hjem for at sladre til sin mor, men inderst inde han en mærkelig glæde over at være en slags martyr.

Så gik skoledagene uden egentlige store skærmydsler.

Skoleeleven gik nu i de store klasser der på den tid kunne vælges mellem mellemskole og fri-mellem.

Skoleeleven var godt og grundigt ved at være skoletræt og skulle ikke nyde noget af at gå i mellemskolen, der blev opfattet som temmelig svær. skolelevens forældre støttede ham og han gik nu i 3. Fm på Bellahøj skole og skulle til at slutte sin skolegang. Han følte på én gang en lettelse og på den anden side en slags bekymring, for han vidste ikke hvad han skulle efter skolen.

I 1948 sov drengene i en køjeseng i soveværelset ved siden af dobbeltsengen. En nat blev der banket voldsomt på døren. Det var bager Olsen der havde en telefon til faren. Man lage altid beskeder til Bella 3139, der var bagerens telefon og den eneste man kunne bruge i nærheden hvis man da ikke gik i telefonboksen henne på Torvet. Men det kunne man jo ikke når man skulle modtage besked. Der blev ringet fra fødeklinikken og faren kom tilbage og til drengenes store forbavselse slog han en koldbøtte i sengen inden han fortalte at de havde fået en lillesøster. Det var en ny Utterslev pige der var født.

Hun kom til at hedde Karen og blev alles kæledægge.

Skoleeleven paseede hende ofte når moren skulle noget andet og han fik et ekstra godt forhold til sin lillesøster Skoleeleven havde været på virksomhedsbesøg og en dag besøgte klassen Gutenberghus i København, der udgav bøger og blade. De klassen kom til sætteriet kunne skoleeleven næsten ikke løsrive sig. Her blev han pludselig klar over at han kunne tænke sig at blive typograf og med hjælp fra sin mor tog kan kontakter til de relevante myndigheder og blev sendt på en såkaldt psykoteknisk prøve, hvor man skulle igennem flere mærkelige prøver såsom hvor hurtigt man kunne låse nogle hængelåse op. Drengen skrev på en formular at han ville være typograf og alternativt evt. urmager. Der var også indlagt en kortfattet engelskprøve 8/33

- og konklusionen af dagens psykotekniske prøve var at drengen kunne være velegnet til at blive typograf.

Så kom dagen hvor skolegangen skulle slutte og alle mødte op i skolens aula i deres stiveste puds. Pludselig blev skoleelevens navn råbt op og han måtte med blussende kinder gå frem til skoleinspektøren. Her fik han udleveret et ur, som en flidspræmie, til han store overraskelse. Det var hans første ur.

Rolleskift Svajer Derefter fik han job som medarbejder og svajer i et kjolestoffer en gros firma midt på Knabrostræde i København. Her cyklede han ud til kjoleforretninger med stoffer etc. Svajeren lærte også at måle op hjemme på lageret. Han stod med sin meter stok og målte og målte og det var mest strengt ved lageroptællingen. Han gjorde det åbenbart godt, for han blev tilbudt en læreplads som tekstil medarbejder, men sagde nej tak – han ville kun være typograf.

I den kirke hans forældre kom, var der mange andre mennesker bl.a en trykker (også typograf, dog kun på den tryktekniske del). Ved farens hjælp tog denne mand, Ernst, kontakt til sin tidligere arbejdsplads, hvor han selv havde været i lære og fik en kontakt, der sagde god for at de gerne ville havde svajeren som lærling i deres trykkeri. Undervejs havde han været og besøg nogle mindre trykkerier i København og i et af dem skulle han aflægge en staveprøve, hvor der var indsat nogle svære ord at stave. Da svajeren altid havde været god til det danske, klarede han prøven med bravur, men fik dog alligevel afslag på læreplads. Men Ernst fra kirken vendte tilbage med de gode nyheder og i sommeren 1955 cyklede svajeren fra Utterslev torv ind til Toldbodgade 57 i København i et hus der var næsten nabo til Amalienborg. Det var lørdag den 9. Juli 1955 og læretiden skulle vare 4 1/2 år og han blev så udlært den 8. Januar 1960.

I mellemtiden skulle han også gå i skole - på bogtrykskolen i København og et år gik han på aftensole fire dage om ugen for at forstærke sproget, lære lidt mere engelsk osv. Han synes det var drøjt at skulle gå i skole hver aften, men sådan var det nu en gang.

Deres kirke afholdt børne- og ungdomslejre i egne bygninger. Først i Vedskølle gamle skole, nogle klometer fra Køge. Dette varede nogle år og så købte kirken et 9/33

lejrsted i Høve ved Asnæs, hvor der var nogle arrangementer, der tilfredsstillede svajeren/lærlingen.

Begge steder var der oplevelser der satte spor hele livet igennem.

Rolleskifte lærling Så startede den lange læretid og lærlingen cyklede fra Utterslev til Toldbodgade hver eneste dag, undtagen når vejret ikke tillod dette. Han første arbejdsdag var en lørdag og nu skulle han lære udenad hvordan bogstaverne skulle ligge i de sættekasser han arbejdede ved. De var store. Men alle steder var der system så typerne altid lå i de rigtige fag. Han havde lidt bøvl med at finde ud af alle typer for man læste spejlvendt og på hovedet, for at det kunne blive retvendt når man trykte. I nogle fag lå der noget der viste sig af være fi fl og ff. Det var ligaturer, sammenstykkede bogstaver, dengang måtte man passe på at man ikke kom til at knække hovedet af f.

Lærlingen skyndte sig at lære hvor disse specielle ligaturer skulle ligge og når faktoren, det hed afdelingschefen på trykkerier den gang, kom og spurgte, havde lærlingen regnet ud, at han nok ville spørge ham om disse mærkelige bogstaver, som han dårligt kunne tyde.

Ganske rigtigt og han fik ros på sin første arbejdsdag.

Dette har ændret sig og i dag har man ikke disse problemer med ligaturer på en moderne computer.

En stor del af læretiden gik med andet end det typografiske, idet han måtte købe øl og andre fornødenheder til svendene og køre ud med korrektur til kunderne og alt muligt andet forefaldne arbejde.

Sætteriet han arbejdede i, var 35 meter langt, som Rundetårns højde. Gulvet var belagt med kork, som en gang imellem skulle lakeres. Så gik lærlingen ind en hel weekend og lå på knæ og snusede giftige dampe lige op i næsen fra morgen til aften, men gulvet blev flot og mandag morgen modtog han ros af svendene og sin faktor.

Inden han kom til svendeprøve, kom firmaets direktør, man ellers aldrig så og trak en sættekasse ud og bad lærlingen sætte sig – og så stillede han en masse teoretiske spørgsmål. Chefen var tilfreds med svaret og ønske ham pøj-pøj med svendeprøven i nær fremtid.

Lærlingen var til svendeprøve og fik et udmærket svendebrev ikke med topkarakter – men typograf blev han 10/33

da nu. Det blev markeret ved en fest i Land og Folks lokaler i Bredgade afholdt af Typografforbundet.

Rolleskifte typograf Nu her i januar 1960 var lærlingen blevet typograf.

Ovenikøbet en forlovet typograf. Han havde mødt en kvinde der var fire år ældre end ham i forbindelse med at de nogle år tidligere havde haft en udflugt fra den kirke han nu kom ret så flittigt i, til en mindre kirke i Lyngby nær ved København. De unge cyklister fra København var blevet sultne og der blev bagt æbleskiver ved et bord. Typografen blev overordentlig interesseret i den søde pige, Britt, der solgte æbleskiver og han var ved bordet ofte. Det blev begyndelsen på et forhold der endte op i ringforlovelse i oktober 1957, hvorefter den udkårne drog på et halvt års ophold på en højskole i Mariager i Jylland. Typografen og kæresten var nu skilt fra hinanden, men de skrev breve - mange breve. Typografen skrev faktisk et brev om dagen med alt hvad han oplevede og hvor meget han savnede kæresten. Typografen fik selvfølgelig også breve, men knapt så mange som han sendte.

Da han efter mange år var blevet gift og havde fået børn, fandt han alle disse kærestebreve på loftet i deres hus og typografen og konen blev enige om at brænde dem.

Børnene var i en alder hvor de synes det kunne være sjovt at lege postbud og typografen og konen ville nødig at alle naboerne i Birkerød skulle læse hvad de havde skrevet til hinanden, da de var unge. Så blev der lavet en bål i haven og alle brevene brændt også de lyserøde sløjfer der var omkring brevene.

Nå men, året 1960 var et mulighedernes år. Typografen begyndte at tjene penge og fik en løn der var højere end hans far, til dennes store fortrydelse. Og så blev der planlagt bryllup. Typografen og kæresten skulle giftes den 15. oktober og de glædede sig begge og lavede planer.

Typografen fungerede som leder af kirkens børnearbejde og havde mange jern i ilden hele tiden - det blev ret kendetegnende for de næste år. Søndagsskoleledelsen holdt sine ledermøde i det nyetablerede hjem, men først efter bryllupsdagen.

11/33

På den tid kunne man ikke blive viet direkte i en frikirke, sådan som de var medlem af. Derfor blev bryllupsdagen sådan at de om formiddagen gik til bryllupskontoret på rådhuset i Lyngby og juridisk blev gift. Senere på dagen havde de budt hele den lille menighed Eben-Ezer, i Lyngby til brylluppet - der hvor typografen spiste æbleskiver 3-4 år tilbage. I kirken samledes hele menigheden, familie og gode venner til bryllupsfest og lederen af kirken, der var en solid jyde og hed Kristian Jensen, foretog vielsen på et mere spirituelt plan og i overensstemmelse med hvad man troede på. Dette betragtede typografen og hans kone som den egentlige vielse. Det var festligt og nu herefter begyndte hverdagen som ægtepar. Typografen arbejdede på et andet bogtrykkeri end det han var udlært i og havde dér mange gode kolleger. Det vigtigste for typografen var dog ikke det faglige arbejde, men hans engagement i en stor frikirke inden for Pinsevækkelsen, der havde navnet Tabor, placeret på Blegdamsvej i København, lige over for det nuværende Panum Instituttet. Selv boede ægteparret i et halvt dobbelthus i Islev, nær Husum station, men i Rødovre kommune.

Typografen og konen var til gudstjeneste hver søndag i Tabor og havde hele deres vennekreds dér, Efter nogle år besluttede frikirken at købe en gammel biograf - det var den gamle Øbro Bio på Lyngbyvej i København Ø. Også her var typografen involveret i renoveringen – fx lå han på knæ i en krybekælder under den gamle biograf og støvsugede. Det var meget støvet, men det var herfra varmen blev pustet op i det der nu skulle være en kirkesal. Resten af menigheden var engageret med en masse frivilligt arbejde.

I 1961 blev typografens forældre skilt og det var en stor smerte for ham. Og han blev rigtig vred på sin far som han ikke så i et par år.

Hans mor boede stadig på Utterslev torv, men hans far flyttede sammen med en anden kvinde ikke særligt langt derfra.

Så gik dagligdagen for det nygifte ægtepar. I 1961 kom typografens kone ud for et alvorligt trafikuheld. Hun blev simpelt hen kørt ned af en bil mens hun var på cykel hvor bilisten ikke så hende Det medførte et kort hospitalsophold efter et lettere kraniebrud, men det 12/33

bevirkede at hun ofte havde migræne og dobbeltsyn. Det var ikke særligt sjovt og genrede hende resten af livet.

Rolleskifte reklamemand I 1963 sprang typografen fra sit fag og gik over i reklamebranchen. Han blev ansat som produktionstekniker på et større reklamebureau midt i København, der hed Bergenholz & Arnesen. Her arbejde han så som typografisk rådgiver og alt hvad man skulle bruge af tekster, sørgede han for blev sat med den rigtige typografi til de mange kreative folk der var ansat. Han fik senere ansvaret for fotos også og lærte de forskellige reklamefotografer i branchen godt at kende. Det var i det hele taget en spændende job reklamemanden nu havde fået.

Første gangs far Samme år var lykkens år. I november fik de deres førstefødte søn og reklamemanden var stolt som en pave og tog den lille baby med på arbejde i en bærelift og han viste stolt det lille menneske frem. Hustruen arbejdede som kontorassistent på Dansk Bølgepap Industri, et job der aldrig helt tilfredsstillede hende.

Moren flyttede fra Utterslev torv og dermed var epoken på det charmerende torv ovre, men reklamemanden glemte aldrig torvet og så ofte sit snit til at komme forbi.

Hans bedsteforældre der boede på den anden side af torvet, havde fået sig et lille bitte hus nede i Utterslev mose, hvor reklamemanden af og til kom med sit barn.

Reklamemanden havde altså sit gode arbejde ved Rådhuspladsen i København og fruen lavede fakturaer for sit firma.

Samtidig var de begge stærkt optaget af forskellige frivillige opgaver i deres frikirke.

Anden gangs far Reklamemandens elskede mormor døde i 1965 - det var en stor smerte.

Et par uger efter fik reklamemanden og hans kone deres barn nr. to som også fik stoltheden til at vokse frem i reklamemanden. Nu var er travlhed i et lille hjem i Islev og konen tog et ekstra job som oldfrue på den skole der lå lige over for hvor de boede. Her gjorde hun rent om 13/33

morgenen inden dagen begyndte. Ja, hun var dog nødt til at være hjemme hos de to små drenge. Der var ikke noget der hed lange barselsorlov den gang. Reklamemanden stod op før hustruen og lukkede hele skolen op. Hustruen var ikke helt tryg ved at skulle gå alene rundt på en mørk skole og låse op, så det blev reklamemandens fritidsjob uden løn.

De var ofte sammen med deres venner og der blev gensidige invitationer venneparrene imellem - og udvalgsmøder i kirken. Men de trivedes. Ældste i Tabor-Menigheden 27 år gammel blev reklamemanden udtaget til ældste i Tabor-Menigheden, København - 1966 Rolleskifte produktionschef Så nåede man frem til 1969, hvor reklamemanden blev udnævnt til produktionschef i det reklamebureau han nu var ansat i. Det hed Young & Rubicam og var et af de største i verden. Her ændrede han sin stilling til at blive mere betydningsfuld end den var fra starten. Han blev tillige traffic chef - dvs at han holdet øje med alle de opgaver der var på bureauet, hvornår der var deadlines etc. Og han indkøbte nogle store, legendariske planlægningstavler for at holde styr på alle opgaverne.

Jobbet blev mere og mere spændende, idet alle nyansatte skulle en tur gennem produktionschefen afdeling, før de begyndte på deres egentlige job.

Det var i det år den lille familie flyttede fra Islev til Carinaparken i Birkerød, hvor der var mere plads til hele familien og alle deres aktiviteter. Dette blev børnene barndomsby og familien boede her i alt i 16 år.

Tredje gangs far I foråret fik produktionschefen og hans kone deres tredje søn og lykken synes nu at være fuldkommen. Forældrene tog deres tre børn med i deres kirke for at vise dem frem hvor de fik lagt grundvolden til et kristenliv fra ganske tidlig alder, samtidig med det de lærte hjemmefra.

Produktionschefen løste sine opgaver og han elskede sit udfordrende job og sad med i firmaets ledelse og var med i arbejdsgrupper med mange omfattende kampagner for store firmaer. Han indkøbte for mange millioner kroner 14/33

tryksager hos forskellige trykkerier, men havde også af og til problemer med enkelte af opgaverne ligesom alle andre.

Produktionschefen havde været det produktive led i en kampagne for Chiquita bananer og i S-toget hjem til Birkerød, der sad han og kiggede på eksemplarer af de færdige tryksager. Pludselig var han ved at springe ud af toget, for lige der i kupeen kiggede han på nogle store kuverter der skulle bruges i stor stil og i et stort oplag og opdagede pludselig at ved logoen på forsiden af konvolutten stod Chiquita ”banner”. Ørerne blev røde og gode dyr var rådne. Det endte med at han fandt et hul i budgettet og lavede nogle klistermærker der kunne sættes hen over det forkerte tryk. Han var nødt til at sætte familien i gang og børnene og hustruen blev sat til at sætte klistermærker på i mange dage. Alle troede at resultatet skulle være sådan og kampagnen blev en succes.

Sådan gik dagligdagen på bureauet hvor produktionschefen fik flere og flere småopgaver og tillige egne kunder som han var ansvarlig for. Han forsøgte på den måde at holde omkostningerne nede for disse mindre kunder der ikke havde reklamebudgetter i millionklassen. Undervejs i dette forløb fik han tanken om det var muligt at blive selvstændig. Det var en dristig tanke, for han havde det jo godt med en god løn. Alligevel pressede tankerne sig på og en skønne dag besluttede han sig. Produktionschefen sagde sit job op men fortalte åbent om hvad han skulle.

Nogle af de småkunder han havde haft, gik med ham og dannede basen i hans eget bureau, som startede i soveværelset i Birkerød. Der gik mindre end et år, så måtte han leje lokaler i gågaden i Birkerød.

Rolleskifte Reklamebureaudirektør

1. april 1977. Han var nu direktør i sit eget firma, der var et anpartsselskab og betjente sine kunder og flere og flere lokale firmaer tilsluttede sig kundelisten.

I hans kirke var en ung fremadstræbende mand, Kristian, der forsigtig spurgte on han kunne få et job og han blev ansat som den første medarbejder i det lille lokale reklamebureau og direktøren oplærte ham i fagets mange finesser. Efter cirka seks år synes direktøren at det var for ensomt og svært at drive et reklamebureau og brugte mere og mere tid på økonomistyring og fik endog ansat en 15/33

kontorvikar til at tage sig af noget af det økonomiske.

En dag så han i et fagtidsskrift en annonce for det svenske bureau Problemløserne i Stockholm, der søgte en samarbejds- partner i Danmark. Direktøren fik etableret kontakt og var nu en samarbejdspartner med et stockholmsk bureau. Sproget var intet problem for den kirke han tilhørte havde ofte kontakt med svenskere og senere fik han et frivilligt job, der indebar mange rejser til Sverige og forhandlinger omkring radiomission. Det med samarbejde med svenskere kom til at præge ham, men det hører vi om senere.

Firmaet fik nu en ung kvinde, Jeanette, ansat, som kom fra den samme kirke. Hun var et sprogligt geni og meget kunstnerisk. Hun blev senere en anset kunstner. Bureauet voksede og der blev nu ansat en freelance tegner, til at kunne illustrere de mange opgaver samt lave layout til de forskellige opgaver af vidt forskellig karakter.

Det var i disse år i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne, at man snakkede om at bryde monopolet på radio og TV. Direktøren var meget optaget af dette og hans kirke tog også del i det. Direktørens bror var nu blevet præst i kirken - altså også en gammel Utterslev dreng. I kirken blev man enig om at man ville forsøge at ansøge om tilladelse til at lave lokal radio og direktøren fik opgaven at være tovholder på opgaven og arbejdede samme med en 3-4 stykker andre kirkemedlemmer.

Når man kom hen i 1983 fik man en tilladelse, ikke til radio men til TV hvilket gjorde at man pludselig fik travlt med at skulle etablere en medievirksomhed.

Direktøren og en præst, AlfredLorenzen, samt en ven, Birger Lind, der skulle være adm. direktør på tv stationen, drog til Canada til tv stationen 100 Huntley Street og i løbet af 14 dage skulle de lære at lave tv.

Man fik nu etableret kontakt til ca. 100 frivillige medarbejdere der skulle være kamerafolk, teknikere og planlæggere m.m. Selv blev direktøren programchef for den nye tv station.

Rollkifte Programdirektør Programdirektøren fik nu temmelig travlt med først og fremmest at uddanne det frivillige mandskab, at planlægge hvilke udsendelser man skulle lave.

16/33

Man lavede et midlertidigt tv-studie i programdirektørens kirke hvor man trænede og producerede. I dette forløb fik man chancen for at købe et gammelt mejeri i Hvissinge ved Glostrup, hvor nogle andre var begyndte at bygge en tvstation i. Den nye tv-station der blev kaldt KKR/TV fik nu sit helt eget domicil.

Navnet kom sig af at man startede med at ansøge om radiotilladelse - og bogstaverne stod for Københavns Kristne Radio. Når tilladelsen kom måtte man sætte ”/TV” bag på navet og sådan blev det.

Her arbejdede Programdirektøren nu. Han solgte sit reklamebureau til Problemløserne og blev ansat på den nye tv-station, hvor han sad i ledelsen. Ledelsen bestod af hans gode ven, Birger, som administrerende direktør, hans bror, præsten, som meddirektør og den anden præst, Alfred Lorenzen som meddirektør og så programdirektøren selv, der vel var den egentlige grundlægger. Et godt fællesskab fik det hele til at køre selv om det var svært med økonomien da man ikke havde nogen egentlige indtægter.

Der blev produceret og udsendt og økonomien blev sværere og sværere selv om man fik en kontrakt på at sende bingo, der gav en god indtægt.

Programdirektøren og hans kone tog på en velfortjent ferie i Tunesien og mens han var dér, var der en der sendte ham et avisudklip fra Kristeligt Dagblad hvori man kunne læse at tv-stationen havde fyret sine to direktører. Programdirektøren ringede straks til bestyrelsesformanden og fik det bekræftet. Han måtte konstatere at det ikke er altid at kristne organisationer ved hvordan man håndterer kriser på den mest menneskelige måde – tværtimod. Her var altså en programdirektør der havde visioner om et TV og fik gennemført en god opstart.

Det samme gjaldt han gode ven Birger, direktøren for tvstationen. Alt dette som programdirektøren og direktøren fandt urimeligt, gav en vis bitterhed og spørgsmål om hvad gør vi nu? Hans ven Birger, forlod omgående tvstationen og programdirektøren fortsatte arbejdet nogle måneder, før også han forlod tv-stationen og blev arbejdsløs.

Rolleskifte Arbejdsløs Den arbejdsløse gamle Utterslev-dreng søgte nu job og skrev nogle og firs ansøgninger uden resultat, selv om 17/33

han var kvalificeret til flere af de ansøgte stillinger.

Det var ikke let at få job når man var over 50.

En dag ringede en god ven, Claus Jensen, der også havde en fortid i tv Gården og spurgte den arbejdsløse om han kunne tænke sig at være med i et nyt firma der skulle producere tekst-TV. Den arbejdsløse vidste ikke hvad tekst-tv var, men sagde ja og begyndte så at finde ud af hvad man gjorde. Han sad I kælderen i en stor villa i Bagsværd og lavede oplæg til en af de store lokale tvstationer i københavnsområdet, Kanal 2. Efter en måned blev hans oplæg godkendt og hans egentlige arbejde med at opdatere tekst-tv begyndte.

Senere flyttede virksomheden til et industriområde i Taastrup, hvor der blev ansat sælgere der skulle sælge tekst-tv sider. Det gik trægt og blev ikke den store salgssucces, men den arbejdsløse, der faktisk nu havde et midlertidigt job fortsatte ufortrødent med at opøve sine færdigheder og lave alt det andet i tekst-tv, der ikke var annoncesider og de få annoncer der blev solgt, lavede han selvfølgelig også. Fra at være egentlig arbejdsløs og freelance, blev den arbejdsløse nu ansat som chefdesigner i firmaet Text Vision.

Rolleskifte Chefdesigner Virksomheden rullede videre i Taastrup. Chefdesigneren udførte sit designarbejde og fik endog nogle ansatte, som han oplærte i dette specielle job.

Det gik trægt med salget og chefdesigneren begyndte at tænke på hvad han kunne gøre efter Text Vision. Han måtte skille sig af med sine medarbejdere og alene klare alle opgaverne med tekst-tv. Det var dog ikke noget problem.

Firmaet fik en enterprise om at starte tekst-tv for dansk TV2 og chefdesigneren gik i gang med at lave design, i tæt samarbejde med en af cheferne på TV2. Pga af den tekniske udvikling, kunne man ikke, som man kunne senere, vise billederne af det tekst-tv som chefdesigneren udarbejdede, så man fandt på at lave en udsendelse til TV2 om natten når stationen ellers var slukket - og så sad chefdesigneren og TV2 medarbejderen og kiggede på et tekst-tv der endnu ikke var startet og sad med telefonen og foretog rettelserne. Hvis andre havde vidst det, kunne de også have set med – men ingen antydninger at smug seere. Endelig blev parterne enige om designet men TV2 18/33

ansatte nu en medarbejder til at lave tekst-tv og sagde desværre farvel til samarbejdet med TextVision.

Midt i al dette, da chefdesigneren havde ferie, rejste han og konen til Rhodos for at være der en uge.

Det blev den værste uge i chefdesignerens liv. Om onsdagen lejede chefdesigneren og konen en scooter og kørte en tur på ca. 30 km til noget der hedder Sommerfugleparken. Derude ved bjergene var der meget smukt og der var mange sommerfugle. Mens de gik der i den kuperede park på vej op mod et kloster, blev de enige om at det var mere kompliceret at gå dér og besluttede at de ville køre hjem. Derude i skoven vurderede de situationen og konen gik ned mod en restaurant i det som ud til at være den letteste vej. Chefdesigneren gik tilbage ad den vej de var kommet fra og gjorde alt for at komme først til restauranten. En lille leg de ofte havde brugt på andre ture.

Chefdesigneren kom til restauranten, men ingen kone kom.

Han fór nu rundt og ledte efter hende, men hun var der ikke. Han blev nu klar over at noget var gået galt og spænede hen til holdepladsen for turistbusser for at se om konen havde forsøgt et lift med en bus - men nej!

Til slut besluttede han sig for at sætte sig på scooteren og køre tilbage til hotellet. Undervejs kørte han ind og spurgte efter sin kone på alle de restauranter han kom forbi på vejen. Til slut sad han ensom på hotellet i Rhodos med hjertet hamrende i brystet på ham. Så gik han derfra og kørte til politistationen, hvor det så ud som betjentene kun var interesseret i at stå og ryge cigaretter. Han fremførte sit ærinde og de nægtede at gøre noget. De plejede at vente i 24 timer efter en sådan anmeldelse.

Det blev ikke megen nattesøvn på hotellet. Chefdesigneren ringede til et par af sine sønner og satte dem ind i situationen og de fra deres vinkel tog kontakt til myndigheder i Danmark. Samtidig havde visse ugeblade fået færten af at noget var sket og pludselig blev chefdesigneren stoppet og interviewet af journalister på politistationen og andre steder.på Rhodos. Temmeligt ubehageligt synes han, midt i sorgen og afsavnet.

Næste morgen efter ingen søvn kørte chefdesigneren af sted på sin scooter hen til politistationen for at høre hvad deres plan var. De havde ingen planer og han meddelte så at nu kørte han til Sommerfugledalen for at 19/33

find sin kone. Han kom derud og kørte på de små bjergveje og ind i skoven og dér, pift, punkterede scooteren og han stod vildrådelig i vejkanten og vidste ikke hvad han skulle gøre. Da kom der pludselig en politivogn forbi og standsede. Han kunne genkende et par af betjentene fra stationen og på bagsædet sad en bistert udseende herre der viste sig at være politichef for de græske øer.

Chefdesigneren fortalte betjentene at han skulle levere scooteren tilbage men politiet sagde at han bare skulle lade det være. De ville give besked til udlejeren - og derved blev det. Chefdesigneren tog plads ved siden af politichefen og de kørte ind på skovvejene hvoraf chefdesigneren kunne genkende flere og andre han aldrig havde været på. Chefen gav nogle korte ordrer af og til.

Der var ingen hyggesnak og chefdesigneren blev udspurgt om hændelsesforløber og forklarede igen og igen hvad og hvordan det var gået til.

Til sidst kørte de ind til politistationen, her måtte chefdesigneren aflevere sit pas og love at han ikke ville forlade Rhodos. Chefdesigneren så nu de kaninbure de sædvanligvis puttede fangerne ind i og forstod at han kunne risikere at blive puttet ind et sådant sted. Huh. Mens de var på politistationen, udspillede sig en episode man kun kunne tænke sig i en billig amerikansk krimi. Den gode og den onde politimand. En var meget venlig og bakkede chefdesigneren op med opmuntrende ord, men den anden satte sig foran ham og kiggede ham dybt i øjnene.

“You have killed our wife”, råbte han direkte ind i ansigtet på chefdesigneren, der rystede på hovedet og blot sagde “no”. I det samme ringede en telefon på politistationen og chefdesigneren kunne høre at nu blev der en anden tone hos den onde politimand.

Telefonsamtalen var fra Danmark og det var chefdesignerens søn, Claus, der havde fundet ud af hvor han var og insisterede på at tale med ham. Politimanden spurgte sønnen hvilket forhold forældrene havde til hinanden og da den samtale var overstået, gik den temmelig chokerede chefdesigner tilbage til hotellet hvor der kom mange telefonsamtaler til ham som han måtte tage i receptionen. Hans navn blev råbt op flere gange om dagen fra hotelværtinden der havde en kraftig stemme og det var fra hans bror, fra gode venner i Israel, fra hans børn og hans firma m.v. Historien blev også bragt i TV2, for de var samarbejdspartnere i hans firma. Firmaet sagde at de ville hjælpe alt det de kunne og han skulle bare 20/33

blive der så længe det var nødvendigt. En af cheferne i firmaet, Claus, der havde kontaktet chefdesigneren fra begyndelsen, havde delvis den samme bekendtskabskreds og sammen fandt de ud af at de ville spørge en god bekendt, en politihundefører der ofte optrådte på TV, Niels Peter Finne.

Firmaet ordnede det sådan at Finne kunne flyve til Athen uden at hunden, han havde med, skulle i karantæne og i løbet af et par dage havde chefdesigneren, der havde boet helt alene på hotellet, nu glæden af at der var fyldt med familie, hans tre sønner og en svigerdatter samt politihundeføreren med en stor schæferhund. Nu lejede de en bil og tog alle afsted til Sommerfugledalen for at lede efter en forsvunden hustru og mor.

Hunden knoklede rundt uden resultater. Politihundeføreren der jo var kollega med politifolkene, imponerede dem med sin schæferhund, de havde aldrig brugt hunde i den del af Grækenland. Og da politihundeføreren tillige havde været med på eftersøgninger fra helikopter i Danmark, fremskaffede man en sådan og fløj rundt for at lede, men uden resultat.

Det var skuffende og slukøret kunne familien gå til ro på hotellet. Dette strakte sig over flere dage.

Det mest irriterende for chefdesigneren var flere clairvoyante, der kontaktede ham for at fortælle hvor konen var, hvilket forsinkede processen i flere dage, fordi rejsebureauet troede at den slags vås virkede og man kørte rundt for at finde huse der passede på en syg forklaring.

Nu måtte man beslutte sig og det gjorde man for at rejse hjem. Man sagde farvel til en fastboende dansker der havde været til stor hjælp i de kritiske dage og så rejste hele familien hjem. Chefdesignerens gamle svigermor stod i lufthavne samme med flere familiemedlemmer. Det var ganske forfærdeligt at skulle fortælle en gammel mor at hendes datter var forsvundet, som ovenikøbet havde mistet en ældre datter et par år i forvejen. Familien samledes nu hos sønnen Jørn, der boede i nærheden af lufthavnen og talte om den kommende strategi. Flere journalister forsøgte at få kontakt, men blev afvist.

Chefdesignerens kone var og blev forsvundet og han tog kontakt til sin advokat for at høre hvad han skulle gøre og om man kunne køre en retssag. Det kunne man ikke og 21/33

man kunne heller ikke få erstatning fra forsikringsselskabet, der nu havde en kunde mindre.

Chefdesigneren forsøgte nu at køre en tilværelse som single, hvilket ikke var let for ham. Han boede på Lyngby Hovedgade og når han kom hjem fra arbejdet, kiggede han op til tredje sal for at se om der var lys eller nogen hjemme. Det var der naturligvis ikke. TV2 kom forbi lejligheden og forsøgte at få børnebørnene til at fortælle hvordan de oplevede det, men de var for små til at forstå noget af det hele.

Chefdesigneren havde jo et vigtigt job at passe og han tog alle sine tre sønner med ud til firmaet i Taastrup, så personalet kunne få en forklaring og blive fortalt at de bare skulle behandle deres chefdesigner på samme måde som de plejede.

Chefdesigneren var alene og måtte leve i en frygtelig uvished.

I hele denne periode mistede blev faktisk knyttet nærmere han holdt flere foredrag med hvad der sket og hvordan man en del folk til stede og han selv om det ikke huede ham.

han ikke troen på Gud. Han til sin Gud i den periode og sine sønner for at fortælle kunne leve videre. Der kom var jo nu blevet en kendis,

Rolleskifte farfar og enkemand Enkemanden fik børnebørn. Den første dreng kom i 1986 og fik navnet Morten, Søn af Finn og Lene.

I 1989 kom Mathias søn af Lotte og Jørn , og så gik det slag i slag. 1991, Mikkel 1992, Joel det første barnebarn efter konen var forsvundet, 1993 Mie, 1995 Rebecca Sofie, 1997 Caroline Marie, 2001 Noah Steff, 2006 Lukas Marinus.

En af dem der havde læst om de foredrag enkemanden og hans sønner afholdt var en lokal producer fra frikirkelivet på Bornholm. Hendes navn var Ulla, enlig mor til en 12-årig datter og hun inviterede chefdesigneren til et interview i lokalradioen i Rønne.

Han kom en påske og de lavede interview, men fik også et godt øje til hinanden. Efter nogle ture i den bornholmske natur friede enkemanden samme påske og de to blev enige.

Der skulle være bryllup fire måneder efter.

22/33

Den gamle Utterslevdreng var faktisk ikke alene mere selv om han boede i Lyngby og hun i Tejn på Bornholm.

I 1994 stod brylluppet i Pinsekirken i Tejn på Bornholm.

Vielsesforretteren var enkemandens egen bror, men da han var fra Rønne, blev der uro hos myndighederne.

I sin vielsestale sagde broderen bl. a.: ”Ulla og John – I to skal nu ”bygge hus” i åndelig forstand – to modne mennesker der ved Guds visdom er først sammen – for at bygge hus. Vi forstår ikke altid Guds visdom – Guds ledelse. John, Vi forstå ikke at Gud ud i sin visdom tog din hustru hjem til herligheden, men vi ved at Gud i sin visdom går i sin have – og han plukker de smukkeste og sjældneste blomster, for at have dem hos sig – og vi ærer også i dag et smukt minde.

Ulla, du har din baggerund – Gud har i sin visdom betroet dig en dejlig datter – som sidder med her i dag – og som i høj grad er en vigtig del af det ”hus” der nu skal bygges.” Og så talte han videre om visdommen som af hunkøn og om de syv søjler og at den, der sejrer vil jeg gøre til en søjle i min guds tempel. Det blev en fantastisk bryllupsceremoni, der afsluttedes med en reception i kælderen under Pinsekirken i Tejn, hvor rigtig mange mennesker kom til stede.

Uroen hos myndighederne gik ud på om det skulle være Rønne kommune hvor ægteparret nu boede eller AllingeGudhjem kommune hvor vielsen fandt sted, der skulle udstede velsesattest. Det endte med at de fik to vielsesattester.

Ulla og chefdesigneren købte en stor villa midt i Rønne, med en overetage på, hvor Ullas datter Johanna boede og man havde udlejet et par værelser. Så dette med at være udlejer blev ikke fremmed for dem.

Rolleskifte Bornholmer

Fra at være enkemand blev han nu en gift bornholmer. Ikke en vaskeægte, for det bliver man aldrig, men en førder.

Men de boede i en store villa på Søndre Allé 25 i Rønne og gjorde alt det, som andre bornholmere også gjorde.

23/33

Bornholmerens kone var sygeplejeelev og havde ikke langt til sin arbejdsplads fra deres hjem. Hun skrev opgaver hjemme og Bornholmeren hjalp hende så godt han kunne.

Selv lavede han tekst-Tv fra villaen og det var åbenbart en så stor sag at avisen ”Bornholmeren” lavede en stor artikel der hed ”Han har flyttet ind i fremtidssamfundet”.

Bornholmerens kone blev nu færdiguddannet sygeplejerske og de var sammen til en fin translokation – og så begyndte dagligdagen med sygeplejerske job og tekst-tv job Bornholmerens broder var stadig præst i kirken i Rønne, de kom i. Både Bornholmeren og sygeplejersken engagerede sig stærkt i det kirkelige arbejde, der også mundede ud i at være engageret sammen med andre kirker i lokalområdet.

Bornholmerens arbejde med tekst-tv udviklede sig, men en skønne dag ringede hans chef fra TV Danmark, hvor han var ansat, og sagde at man var ved at omlægge hele systemet og at man havde brug for Bornholmeren til at styre tekst.tv på 11 tv- stationer, men det betød at de ikke kunne have deres medarbejder på Bornholm, men i København. Ældste i Rønne Året var nu 1995 og Bornholmeren blev udtaget til at være ældste i Pinsekirken i Rønne.

Rolleskifte Københavner – igen, igen Det blev en omvæltning for Bornholmeren og sygeplejersken. De skulle nu finde et sted at bo og afvikle deres mange frivillige opgaver i kirken.

De læste avisannoncer og udvalgte nogle lejligheder de gerne ville se og de tog datteren Johanna med på råd, som skulle flytte med til hovedstaden. En weekend så de på 15 lejligheder og blev næsten helt rundforvirret. Men deres alles valg faldt på en lejlighed i to etager midt i Fiolstræde i København. To 3-værelsers lejligheder der var slået sammen på 4. og 5. sal. Den købte de og blev nu københavnere. Tekst-tv arbejdspladsen var i Skovlunde og det var enkelt at køre til med S-toget, men endnu nemmere var det at køre bil – for bilen skulle væk fra København, hvor det var vanskeligt at parkere. Til slut var parkeringsforholdene så vanskelige at de valgte at sælge 24/33

bilen og i stedet tage taxi når de skulle nogle steder hen.

De nød at bo på et af de mest centrale steder i København, tæt på Nørreport, hvor de parkerede deres cykler. Her var tæt til al ting og de begyndte deres kirkeliv nu i Evangeliekirken på Frederiksberg, hvor Københavnerens bror, Kurt, den også gamle Utterslev-dreng nu var præst. Her blev de stærkt engageret og afholdt såkaldte Alpha kurser i deres hjem i Fiolstræde – dette var populært.

Datteren fyldte 18 og ville ikke bo hjemme hos Sygeplejersken og Københavneren og fandt sig et lille værelse i nærheden.

Det blev alligevel nogle skønne år i København hvor Københavneren ofte tog en tur til Utterslev torv, fordi broderen ikke boede så langt derfra. En dag gik broderen og Københavneren en tur rund om gadekæret og satte sig på en bænk og kiggede over hvor deres barndomshjem havde ligget. Nordvestkvarteret var desværre blevet et sted for narko og ikke mange var upåvirket og heller ikke denne dag. Et par yngre mænd var meget optaget af Københavneren og hans bror og troede at de var politifolk. Det var bare til at komme væk igen inden der blev ballade.

Men lejligheden i Fiolstræde var dyr og om ikke mange år skulle Københavneren gå på pension og det ville være fornuftigt at sælge lejligheden. Så man planlagde et salg og efterhånden var der nogle der var interesseret i denne liebhaverlejlighed og den blev solgt. Beskeden fra ejendomsmægleren kom medens Københavneren og sygeplejersken var et smut i England og spørgsmålet meldte sig – hvad gør vi nu?

Der var netop kommet en bro mellem Danmark og Sverige og Københavneren spurgte sygeplejersken om det kunne være en god idé at flytte til Malmø, hvor hun i forvejen havde en hel del kontakter fra de mange år hun havde boet i Sverige. Som tænkt så gjort. De kørte over broen – en smuk tur som de aldrig siden blev trætte af og købte Sydsvenskan – det lokale dagblad og fandt hurtig nogle emner, som de ville se på. De ringede og lavede aftaler med ejendomsmæglere og det blev på Ön, en kunstig ø, bygget op af affald fra cementfabrikken ved siden af. De kom ud til Ön, så og blev besejret og det endte da også med en handel af et rækkehus helt ude ved vandet og med 25/33

udsigt til broen og til lufthavnen i Kastrup. Der var et stort rum forneden som var køkkenet man gik direkte ind i og så et værelse som de senere omdannede til soveværelse og kontor. På første sal var en gedigen, charmerende stue med en stor indbygget balkon. Her skulle de nu til at flytte med alt habenguttet fra den store lejlighed i Fiolstræde og det blev noget af et kunststykke.

De måtte leje et flyttefirma til blot at hente de ting de ikke kunne få plads til og det blev fordelt mellem børnene og de stod nu med færre møbler der skulle flyttes med til Sverige – men mange flyttekasser var der.

Rolleskifte Svensker De flyttede så til Ön og fik deres svenske hjem dér. De tog kontakt til nogle af sygeplejerskens tidligere kontakter fra Malmó og fik besøg af mange venner. Hver søndag kørte de til gudstjeneste i deres tidlgere kirke, Evangelieforsamlingen på Frederiksberg, men det gik hurtigt op for dem, at det var fjollet at køre forbi flere kirker for at komme til København og de begyndte nu at vende næsen efter noget andet. Deres valg fald på Malmö Pingstförsamling der havde Nils Erik Claesson som forstander og Roine Svensson som anden præst. De blev altså medlemmer i den svenske pinsekirke men beholdt deres medlemskab af den danske pinsekirke på Frederiksberg og hvor svenskeren stadig havde nogle administrative opgaver.

Og så boede de nu i Sverige- Svenskeren ville gerne involveres i det kirkelige arbejde og tog en snak med forstanderen for kirken og begyndte straks derefter en tjeneste som administrator i kirken og tog sig af mange forskellige opgaver med markedsføring etc. Og fremfor alt støtte til forstanderen. De blev begge snart involveret i Alpha arbejde, en tjeneste de stortrivedes i og var naturligvis med på den såkaldte Helligåndens weekend.

Sprogmæssigt gik det fantastisk for Ulla, der havde svensk som et af sine modersmål. Den nye svensker måtte forsøge sig på at opbygge et brugbart svensk og fremfor alt kunne skrive på svensk. Ældste i Malmö Efter en kort årrække blev svenskeren bedt om at blive medlem af lederteamet – äldstekåren og straks derefter blev han valgt som ordförande för församlingen – formand 26/33

for menigheden. Det var heftige år og de blev begge stærkt involveret i menighedsarbejdet med mange facetter.

Samtidig havde de deres arbejde i København og pendlede hver dag med bus og tog eller tog bilen til den danske hovedstad.

Efter nogle år blev de klar over at de ikke kunne blive boende i deres lille rækkehus, da andelsomkostningerne steg og de sandsynligvis ikke ville have råd til at bo der på lang sigt. De begyndte at se sig om efter noget andet.

De fandt faktisk ret hurtigt en lejlighed på 7. sal i en ejendom, der lå næsten lige overfor Pinsekirken, på Arkitektgatan i Malmö.

Den trængte til en kærlig hånd og svenskeren og sygeplejersken fik fixarvärkstan fra kirken til at komme og hjælpe med nedrivning – og så begyndte men på renoveringen med at male etc. Og fik lagt klinker på gulvet og fik i det hele taget en meget smuk løsning af en lejlighed og rent praktisk var det godt at den lå så tæt på kirken, der nu var arbejdsplads for svenskeren, der eller var gået på pension i Danmark.

Men, men, men der gik ikke lang tid før sygeplejersken og svenskeren følte at der skulle ske noget andet. Dybest set var lejligheden fantastisk at bo i, men omgivelserne var ret kedelige, ikke mindst naboerne og i alle ferier tog man til Bornholm hvor man hver gang kiggede på huse – bare for sjov.

Og så rejste man til Bornholm for at fejre nytåret med broderen og hans kone i Nexø. Selvfølgelig, selvfølgelig kiggede man på huse når man alligevel var på øen og man så en annonce for et hus i Allinge, som man kiggede på.

Det var et lille hus, som så lidt miserabelt ud og man tænkte lidt på det i et par dage. Inden det blev nytårsaften, kørte sygeplejersken og svenskeren en tur til Allinge og parkerede lige overfor huset, men blev siddende i bilen og besluttede sig for at ville købe det.

Svenskeren sendte en mail til Danbolig og sagde at de ville købe det – blot et par timer før årsskiftet.

Svaret var ok og med overtagelse allerede 1. februar sagde sygeplejersken og svenskeren ja til overtagelsen.

Dette var noget af en omvæltning. De skulle til at tage afsked med menighed og venner i det Sverige de var kommet til at holde rigtig meget af. Svenskeren var i mellemtiden blevet dansk leder af Skandinavisk 27/33

Børnemission der havde hovedkontor i Malmó og hvor han ofte var i møde og når de nu fremover skulle bo på Bornholm, hvordan skulle de så ordne dette praktisk?

De besluttede at købe en lille lejlighed på 1-værelse og fandt den på Möllevången i Malmö. 24kvm – en stue med et klädkammere, en forstue hvor der var et minikøkken og et rimeligt badeværelse. En stuelejlighed og med en parkeringsplads i kælderen det hele kostede ca. 1000 kr. om måneden. Her indrettede de en hyggelig ekstrabolig som svenskeren benyttede når han var til møder i København og Malmö og inden han skulle hjem til Bornholm igen.

De flyttede nu til Bornholm og efter en aftale med flyttefirmaet blev alt pakket ned af dem og flyttet til Bornholm. Sygeplejersken havde haft en uheld og hendes akillessene var knækket hvorfor hun måtte gå med krykker.

Uheldigt i denne situation. Men det gode var at flyttefirmaet ordnede det hele for dem.

Det betød også at de måtte have et malerfirma til at male hele huset i Allinge, da de ikke selv kunne ordne det.

Det var også rart, men kostede en del penge.

De flyttede og kom til Allinge den 18. juni 2007 og flyttede ind i et hus der ikke var helt færdigt, der manglede gulvbelægning i køkkenet.

I 2005 var Bornholmeren blevet hel pensionist og faktisk svensk pensionär, dog med betaling fra Danmark.

Rolleskifte – bornholmer igen, igen De var nu bornholmere igen.

De begyndte nu en tilværelse i Allinge og begyndte at tilslutte sig en lille pinsekirke i Tejn, som jo var den nærmeste.

Det blev dog klart efter nogle måneder at kirken i Tejn og bornholmeren og sygeplejersken havde forskellige holdninger til hvordan man skulle drive menighed og da der kom en henvendelse fra præsten i Pinsekirken Bornholm i Rønne om at komme til menigheden og hjælpe til der, besluttede de sig for at blive medlemmer af kirken i Rønne og deltog derefter i alle menighedens aktiviteter.

De levede i Allinge og fik ofte besøg ovrefra især om sommeren og det glædede dem. De blev godt tilpasset i Allinge, selv om de måtte køre ”langt” til alt.

Bornholmeren som nu var leder af Skandinavisk 28/33

Børnemission måtte ofte rejse til København og Malmö – mindst en gang om ugen.

De gik meget godt et par år, hvorefter Bornholmeren opsagde sit job i Missionen og overlod det til sin søn, som ny missionsleder.

Nu kunne bornholmeren omsider begynde at nyde sin pensionisttilværelse, men ikke rigtig for han lavede nu det samme som i Malmö – en slags administrator i kirken og hvor han stod for al reklamen for kirken og lavede årsskrift og andre ting der var vigtige Og blev også udtaget, for anden gang som Ældste i Rønne Rolleskifte Pensionist Vikarierende forstander i Rønne Da man nåede frem til 2015 opsagde forstanderen sin tjeneste og man skulle have en ny i kirken – en proces Bornholmeren var stærkt involveret i. Der ville dog gå et halvt år før den nye forstander kunne tiltræde og kirken spurgte nu Bornholmeren om han kunne stå som leder at kirken i mellemtiden. Det gjorde han så og begyndte at trappe ned når den periode var ovre.

Tovholder for Mellem himmel og jord på Folkemødet I mellemtiden kom Folkemødet til bornholm. Det startede i 2011 og hele deres by, Allinge blev forvandlet til en stor festivalplads. Deres hus blev overordentligt populært og de lejede deres gæsteværelse ud til folkemødegæster. Resten af året lejede de også gæsteværelse ud gennem organisationen Airbnb. Og det var en stor fordel – for indtægterne var med til at betale for rejser til Fuengirola i Spanien, som Sygeplejersken og pensionisten indledte i 2015 og tog dertil to gange om året. Sygeplejersken var nu også blevet pensionist. Det var en herlig tid at være i Fuengirola og nyde solen men ikke mindst at være med i Den Skandinaviske Frikirke i byen, som har været et stort tilløbsstykke at deltage i for de to pensionister.

Den pensionerede sygeplejerske prædikede i Spanien ved flere anledninger på svensk.

I år 2019 skete der flere dramatiske ting for pensionisten. Han fyldte 80 år og var nu en olding. Han havde haft en problematik med prostatacancer i ca. 12-15 29/33

år, men pludselig konstaterede man at psa-tallet som det hedder, der normalt skulle ligge på 5 var steget til 252.

Lægen kunne blot sige at det desværre betød at prostatacanceren var særdeles aktiv og havde spredt sig.

Pensionisten blev næsten helt slået ud og for at få styr på sygdommen måtte han have indlagt et kateder, for at kunne komme af med vandet. Det var ubehageligt for pensionisten, som gik med dette kateder et par måneder indtil han fik det udskiftet til et topkateder. Det var langt bedre og mere til at lave med. Fra dette topkateder løb urinen ud i en pose han havde fastspændt på låret.

Det var godt hvis det ellers fungerede og det gjorde det ikke. En morgen pensionisten vågnede var der ikke kommet nogen væske ud i posen og sygeplejersken kontaktede 1813 og derefter kørte man til akutmodtagelsen. Her kunne de ikke gøre så meget, men tog en række blodprøver hvos man kunne konstatere at nyrerne ikke fungerede, hvorfor man blev fløjet over til Rigshospitalet. Her lå pensionisten nu i 8 dage og man måtte give ham en nefrostomi, der betyder en direkte adgang fra nyrerne ud til 2 poser – altså 1 pose mere end tidligere. Dette tog flere dage da man første skulle være sikre på at den blodfortyndende medicin hos pensionisten var ude af kroppen. I mellemtiden måtte han i dialyse-behandling 3 dage for at rense blodet. Ellers kunne det blive livstruende.

Pensionisten blev omsider opereret i nyrerne med den nye nefrostomi og det fungerede. Fremover måtte de have hjemmeplejen på banen to gange om ugen for at udskifte plastre. Det var ok.

Men sygeplejersken og pensionisten havde en alvorlig samtale på hospitalet med lægerne der gav pensionisten måneder tilbage at leve i.

Det var ikke ok og hvad gør sådan noget ved gudstroen?

Det skabte mange tanker og grådkvalte stunder – selv om man har vidst hele livet at den tid må komme.

Da de kom hjem fra hospitalet, ønskede hjemmeplejen at de fik opsat i hospitalsseng, hvilket de gjorde og soveværelset blev omdannet til en sygestue. Kontoret, der ellers var i kælderen måtte indskrænkes og computeren flyttet op i sygestuen.

Afskeden med den ældste og yngste søn var frygtelig for begge parter.

30/33

Fra at være en frisk Utterslev dreng til nu at være en ældre herre på 80, var milelang og nu så han kun alt gennem tårer.

Pensionisten nød de mange besøg på hospitalet af børn, børnebørn og et enkelt oldebarn. Afskeden med gæsterne skete grådkvalt.

Når pensionisten nu lå i sin seng og ventede på at blive sendt hjem, havde an rigelig tid til at tænke.

Hele livet passerede revy som i denne bog og han kunne nu begynde at glæde sig over de mere end 80 år han havde levet – et liv fyldt med minder og gode oplevelser.

Sygeplejersken og pensionisten sagde til hverandre ”Fremtiden er lys!” og tanken på der venter en når man skal herfra begyndte at tage lidt form.

Senere havde pensionisten og sygeplejersken en skøn weekend i mellemsønnens nye hus i Røsnæs. Her fik de også talt en masse, men venter med afskeden til den kommende jul, hvor alle kommer hjem til Bornholm.

Alle deres venner og familie bad dagligt til Himlens Gud om helbredelse og det samme gjorde de selv.

Midt i det hele blev pensionisten erklæret som terminal patient, hvilket indebærer at det offentlige betaler al ting og at man har en hurtig og direkte adgang til sygehusvæsenet.

Rolleskifte terminalpatient Tanker om døden berører naturligvis terminalpatienten.

Han læser småhæfter, han har haft liggende i årevis om emnet og føler en større tryghed i det, der skal ske. Når Herren kalder ham hjem, er han hjemme i næste øjeblik, i et liv fyldt med alt muligt andet end denne verdens. Han må savne sin elskede, familie og venner, til gengælde vil han møde alle dem han har begrædt og som har gået forud for ham Dette var den sværeste af alle livets roller. Sammenlagt havde rollerne en stor betydning i livets forløb, kunne den gamle Utterslev dreng konstatere, men han ventede på at kræften skulle tage over i hans liv og lyset blev slukket.

Det har været en rejse – og snart er målet nået..

31/33

32/33

33/33