Velsign by John Mester

John Mester:

Velsign

(Den Store Danske): Velsignelse (oversættelse af lat. benedictio ’lovprisning’, egl. ’god omtale’), i religiøs sammenhæng brugt om det at formidle guddommelig kraft og anerkendelse (nåde) til nogen eller noget. Velsignelse sker ved ord og ydre tegn, som regel en berøring. De fleste religioner kender til velsignelse under en eller anden form. I den folkekirkelige gudstjeneste bruges den apostolske velsignelse efter prædikenen og den aronitiske velsignelse ved gudstjenestens afslutning. (Wikipedia): Velsignelse er i religiøs sammenhæng en tilkendegivelse af guddommelig velvilje eller nåde. Nogle velsignelser har standardiserede formuleringer, således f.eks. den aronitiske og den apostolske velsignelse i kristendommen.”Velsignelse” benyttes også i overført betydning om noget godt. Der er mange bibeloversættelser – og vi læser fra: (B) Bibelen aut. Dansk oversættelse 1992. (BPH) Bibelen på hverdagsdansk,

Den aronitiske velsignelse. 4 mos 6,24 (Bibelen aut.overs. 1992):

Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn mod dig og give dig fred!

Aron og hans sønner (efterkommere) skal med denne velsignelse STEMPLE mit navn på Israels folk – ja, helt frem til vores kirketradition. (Bibelen på hverdagsdansk)

Og jeg vil velsigne dem! Siger Herren.

Tilstedeværende ”Lad os modtage Herrens velsignelse”, sagde præsten, ved afslutningen af en gudstjeneste i frikirken. Egentlig var dette dobbelt konfekt, for Herrens velsignelse strømmede påtageligt ud over tilhørerne under prædikenen og alt det øvrige der foregik i denne gudstjeneste, Nu rejste folk sig fra sine stole og stod forventningsfulde med bøjede hoveder og hørte de velkendte ord: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. ”Amen”, sagde præsten og indikerede dermed at gudstjenesten var slut. En lille gruppe ville snakke med ham efter gudstjenesten, og få ham til at forklare den dybere mening med at udtalte velsignelsen i afslutningen af gudstjenesten. Det er en ældgammel velsignelse, som den Almægtige Gud selv havde givet til Israels folk, at ypperstepræsten Aron, Moses bror, og hans efterkommere i tjenesten skulle udtale over folket og velsigne med. Alene det gør at jeg kan lide denne velsignelse, selvom om vi ikke lever under den gamle pagt og loven, men det skal jeg komme tilbage til. Velsignelse betyder egentlig at skænke guddommelig kraft, nåde og beskyttelse, kan vi blandt andet læse i en ordbog. Så i virkeligheden siger vi over menigheden, som er gudstjenestedeltagerne, dette: ”Herren skænke dig guddommelig kraft, nåde og beskyttelse og bevare dig”. 4

For at skære det ud i pap, kan vi faktisk indlede velsignelsen således: ”Herren skænke dig guddommelig kraft, hans barmhjertige, tilgivende kærlighed og beskyttelse samt bevare dig”. Det næste vi siger i den aronitiske velsignelse er: Herren lade sit ansigt lyse over dig – eller våge over dig og være dig nådig. Her kommer dette med nåde endnu en gang og giver faktisk dobbelt gode ord. At Herren lader sit ansigt lyse over os, betyder beskyttelse, hvor Herren ser til os, han beskytter os i sin kærlighed. Jeg tror også at det menes i vores psyke eller tanker – Herrens ansigt lyser over os og når hans lys får lov at være over os, vil alle ængstelige tanker forsvinde. I Salme 119, skriver salmisten: ”Lad dit ansigt lyse over din tjener, og lær mig dine lovbud”. Lys og lygte hænger sammen for i det samme lange kapitel står: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”. Jeg tror også at det betyder at Herren lader os opleve hans lys på en særlig måde når vi læser hans ord. Så når vi udtaler den sætning vi snakker om, får det jo en fantastisk betydning. Den sidste sætning gør mig ikke mindre begejstret, fortsatte præsten. ”Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”. Vi har en Gud der ser til os. Han vender ansigtet til os og ikke væk fra os. Vi kan blive ignoreret af mennesker og vi har sikkert alle oplevet hvordan nogle mennesker kommer og hilser på os, men de ser ikke på os. Deres blik er et andet sted. Men Herren er til stede, han ser til os. En tilstedeværende Gud der elsker mig med en ufattelig kærlighed! Forstår I hvad jeg mener? spurgte præsten. Alle nikkede de samtykkende. 5

Lagde I også mærke til at der bliver sagt Herren tre gange? Den aronitiske velsignelse er jo en meget gammel velsignelse, som er så langt tilbage fra dengang Israels folk var på deres 40 års ørkenvandring for 4-5000 år siden. For Israelitterne var navnet Jahve, og det var så helligt at de ikke måtte udtale det, også deres gudsdyrkelse var omgivet af megen mystik og ritualer, helt anderledes end det er i dag, hvor vi lever i den nye pagt af har direkte adgang til Gud gennem hans søn Jesus Kristus. Det var meget mystisk når Aron udtalte Jahve eller Herren tre gang i denne velsignelse. Israelitterne bøjede deres hoveder i dyb ære for Jahve, Gud den almægtige. Det er først når Jesus mange år senere døde og Helligånden kom til Jorden, at meningen med at udtale Herrens navn tre gange fik en dybere betydning. Vi ved i dag at Gud er en treenig Gud – Gud fader, Gud søn og Gud Helligånd – og i virkeligheden udtalte Aron navnet fra hele den treenige Gud når velsignelsen blev fremsagt, uden at vide det. Det gir mening for os i dag. Apostolske velsignelse! Vi skal lige afslutte med det vi kalder den apostoliske velsignelse, som vi læser i 2 korinterbrev sidste kapitel. Her udtaler Paulus: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!” Paulus afslutter de fleste af sine breve med at udtale ønsket om at Guds nåde må være med alle, men her tager han hele treenigheden med i sin afslutning. Mange kirker over hele verden bruger den apostoliske velsignelse i afslutningen af gudstjenesten . Jeg vil summere det sådan, at når vi udtaler velsignelsen, betyder det at vi siger: Den treenige Gud vil skænke dig guddommelig kraft, hans barmhjertige, tilgivende kærlighed og beskyttelse samt bevare dig. Han vil beskytte dine tanker og han vil hele tiden se til den side hvor du er og fylde dig med sin fred.

Dette er lidt baggrunden for velsignelsen. Og på dette grundlag, skal vi, som et kongeligt præsteskab, et helligt folk, (Heb 2,9) velsigne andre. Ja, nærmest stemple velsignelsen på folk. Og det er jo her det kan være utroligt svært. Tilbøjeligheden hos mange af os, kan være at nedgøre folk i stedet for at velsigne. Det er ikke sikkert vi kan velsigne hvad folk gør, men vi kan velsigne folk. Jeg fornemmede, på et tidspunkt, hvordan Herren talte til mig om, ikke alene at modtage velsignelsen, men at være en velsignelse og velsigne andre. Jeg mindes en dag, hvor Herren klart tugtede mig. Jeg talte med en medkristen om en tredje person. I samtalen trak jeg bare på skulderen og var tæt på at sige noget ufordelagtigt om denne tredje person, da Herren talte direkte til mig og sagde, at hvis jeg fortsatte ad dette spor, ville Herren placere mig ved Ebals bjerg og ikke ved Garizims bjerg. Det var chokerende. Jeg måtte bede om tilgivelse på stedet. Sl 94:12: Det er en velsignelse at blive irettesat af Herren, for man lærer at adlyde hans lov. Jeg vil jo, allerhelst, være i en tjeneste der hedder at velsigne. En sådan tjeneste går helt ind i min personlighed og her har jeg stærkt behov af at Herren, sin nåde, vejleder mig.

Hvornår skal jeg velsigne? Hvergang!

Selv er jeg en velsignet mand. Og min familie er velsignet. Det er udelukkende Herrens velbehag. 7

Vi kan møde mennesker, der er som en velsignelse hvor de går frem. Deres glæde og venlige udstråling er en velsignelse og vi ved at de har deres tjeneste ved Garizims bjerg og modsat kan vi møde mennesker, der er lidt sværere at have med at gøre. De udstråler noget andet end imødekommenhed og er måske oven i købet sure og næsten altid på tværs. Måske hører de til ved Ebals bjerg? Herrens velsignelse gør rig, egne anstrengelser lægger ikke noget til. Ordsp.10,22 Er det kun vores nære kristne venner og familie vi skal velsigne? Jeg tror velsignelsen rækker langt længere – Også til dem der ikke har samme holdninger som os. Nu skal vi møde Melkizedek, en mærkelig figur i 1 mos 14: Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med. Han velsignede Abram med følgende ord: “Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.

Kong Melkizedek havde velsignelsens tjeneste og den kom altså stærkt til udtryk over for Abraham. Hebræerbrevets forfatter skriver:

”for den, der velsigner, er altid større end den, der bliver velsignet” (Heb 7,7) Og så er det nok nu, vi skal komme ind på de begivenheder der er nævnt i ovenstående, om begivenhederne ved Garizims og Ebals bjerge i Israel

Vi går langt tilbage i bibelhistorien – mere end 1400 år før vores tidsregning. 8

Baggrund Moses (= Ham, der blev draget ud af vandet), var leder for det israelitiske folk, opdraget som ægyptisk prins og levede som sådan i cirka 40 år. Senere måtte han flygte fra Ægypten og blev hyrde i ørkenen i 40 år og derefter kalde Gud ham til at lede slavefolket ud af landet efter 400 års slaveri, hvilket skete mirakuløst under stor dramatik. Derefter måtte det store folk på en 40-årig ørkenvandring, før de endelig kunne komme til det land, Gud havde lovet dem. Denne store leder var nu død, 120 år gammel, på den anden side af floden Jordan i år -1406. Moses fik lov til at se ind i Løftets land, men fik ikke lov til at komme ind i det, på grund af en tidligere ulydighed. Josva Josva (Joshua) (= Frelse) var nu folkets leder, som førte den store menneskemængde over floden Jordan. Senere indtog de byen Jeriko på mirakuløs vis, og før den hændelse vi skal beskæftige os med i dag, havde de indtaget byen Aj, lokket byens hær i baghold. Israelitterne satte ild på byen og dræbte på den dag 12.000 mennesker og kongens hoved satte de op på en stage. De udryddede fjenderne. Det virker virkelig meget voldelig og uforståeligt for os i dag. Men er, ikke desto mindre, historien. Nu vender vi os så til en begivenhed som Moses for et par år siden, medens han endnu levede, havde sagt til folket de skulle gøre – at opføre et kæmpemæssigt dramastykke, der involverede alle, også de fremmede i landet. Vi går ind i begivenheden der fandt sted på Garizims bjerg og på Ebals bjerg og mellem de to bjerge. Det hele starter med at Josva bygger et alter helt efter de anvisninger Moses nogle år tidligere havde givet ham. Bibelen beskriver det således: 9

Jos 8,30-35: Senere byggede Josva, på Ebals bjerg, et alter for Herren, Israels Gud, efter de forskrifter, Moses havde givet (Læs gerne hele 5 mos kap. 27) »Byg mit alter af kampesten, der ikke er tilhuggede eller forarbejdede med jernredskaber.« Og præsterne ofrede brændofre og takofre til Herren. Mens Israelitterne så til, skrev Josva lovens bud på alterets sten. Hele folket, deres ledere, administratorer og dommere samt de fremmede iblandt dem, blev derpå delt i to grupper. *) Den ene gruppe stillede sig ved foden af Garizims bjerg, og den anden gruppe ved foden af Ebals bjerg. De to grupper stod altså over for hinanden, og præsterne, som bar pagtens ark, stillede sig midt imellem dem. Det skete alt sammen, sådan som Moses havde forordnet, at Israels folk skulle velsignes. Josva oplæste nu alle velsignelserne og forbandelserne, som Moses havde nedskrevet i lovbogen. Hver eneste af Moses’ befalinger blev læst op for denne forsamling af mænd, kvinder, børn og de fremmede, som boede iblandt israelitterne. De 12 stammers fordeling ved bjergene *) 5 mos 27: »Når I er kommet over på den anden side af Jordanfloden, skal Simeons, Levis, Judas, Issakars, Josefs og Benjamins stammer stille sig op på Garizims bjergside som tegn på, at Herren vil velsigne dem, der holder sig pagten for øje, mens Rubens, Gads, Ashers, Zebulons, Dans og Naftalis stammer skal stille sig op på Ebals bjergside som tegn på, at Herren vil dømme dem, der vender ryggen til pagten. Destinationen Ebals og Garizims bjerge er to små tvillingebjerge, hvor de, der står på det ene bjerg, har god udsigt til toppen af det andet. Fra Garizims bjerg kunne halvdelen af folket let se alteret på Ebals bjerg med de kalkede sten, hvor lovbestemmelserne var skrevet på. Ebal, bjerg (940m) beliggende ved Nablus på den palæstinensiske Vestbred; omtalt som forbandelsens bjerg 10

i modsætning til Garizim, bjerg (881m) syd for Nablus på den palæstinensiske Vestbred; der er velsignelsens bjerg. Det er mest kendt som samaritanernes hellige bjerg med et tempel, der ødelagdes i år -128 af Johannes Hyrkan. Moderne udgravninger på toppen af Ebal har blotlagt et bygningskompleks, som professor i arkæologi Adam Zertal mener at være Josvas alter.

Her ses tydeligt Ebal og Garizim og dalsænkningen mellem byerne hvor den dramatiske begivenhed fandt sted

Moses, der havde direkte samtaler med Herren selv – havde et klart budskab og definerede hvem der skulle stå på Ebals bjerg og hvem der skulle stå på Garizims bjerg. Dem, der skulle stå på Ebals bjerg og udtale forbandelserne, vendte ryggen til Ordet. Dem, der stod på Garizims bjerg og udtalte velsignelsen, havde ordet lige for deres øjne – som lærer os en dyb hemmelighed ved velsignelsen. Nemlig at være forankret i Guds ord. 11

Hvad er forbandelsen og hvad er velsignelsen? Det læser vi om i 5 mos kap 28. Spørgsmål: Hvor står vi? Står vi med ryggen til ordet og udtaler forbandelser over alle og enhver? Eller står vi med ordet for øje, og udtaler velsignelser over de mennesker vi møder

= at formidle guddommelig kraft og anerkendelse (nåde) til nogen eller noget. Velsignelse sker ved ord eller ydre tegn.

Hvem var så de 12 stammer vi læser om, der skulle stå ved det ene eller det andet bjerg? Jakob ben Isak (Jacob) (= Fortrænger), fik navneforandring til Israel. Denne Jakob fik 12 sønner, som blev stammeledere for Israels 12 stammer – det er disse stammer eller klaner, vi møder ved Ebals og Garizims bjerge. Jakob Den eneste Jakob i Gamle Testamente, var søn af Isak ben Abraham og Rebekka bat Bethuel (Rebekah) og havde en tvillingebror, Esau ben Isak (1 mos 25,26). Efter en kamp med en engel (Fyrsten over Herrens hær), får han navneforandring og bliver stamfader til Israel (1 mos 32,28).

De stammer, der skulle stå ved Ebals bjerg og udtale forbandelsen over mod dem, der stod ved det andet bjerg: Ruben * Dan * Naftali * Gad * Asher * Zebulon De stammer, der skulle stå på Garizims bjerg og udtale velsignelserne, havde Ordet frem for deres øjne! En demonstration i sig selv: Simeon * Levi * Juda * Issakar * Josef * Benjamin 12

Jeg kan forestille mig hvordan det var, når alle disse mennesker stod og råbte henholdsvis velsignelserne og forbandelserne ned over dalen mellem de to bjerge. Det var noget af et drama, som giver os en fantastisk lærdom. Jeg vil råbe velsignelsen ud over mennesker jeg møder. Jeg har ordet for øje på det åndelige Ebals bjerg. Hvordan gør jeg det rent praktisk? Det er noget jeg skal øve mig på hele tiden.

Jeg skal ind i Åndens tankebaner. At krydse floden for at være på den rigtige side. Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. 1 mos 12:2 Dette var sagt til Abraham, men Ordet kan jeg tage til mig. Dette med at opleve mennesker der bliver mødt af Gud, dér hvor jeg færdes og at jeg bliver til velsignelse for mange.

Undgå sårende ord. Sig hellere noget, som kan styrke og 13

opmuntre. Lad jeres ord være til velsignelse for dem, I taler til. Ef 4:29 ✔ Til sidst rejste præsterne og levitterne sig for at nedbede Herrens velsignelse over folket, og i sin bolig i Himlen hørte Herren deres bøn og velsignede dem alle. 2 krøn 30:27 Det er her jeg er på vej hen. At nedbede Herrens velsignelse over folket. Det svipser for mig (alt for) mange gange, hvor jeg, i mine tanker, ikke er opmærksom på at Herren vil at jeg skal velsigne og dermed også være velsignet selv. Og det må jeg ændre på. Jeg vil lave noget symbolsk, der minder mig om at velsigne, som fx et armbånd. For at huske at være en mand der velsigner – indtil jeg har lært det.

Vi afslutter med et uddrag fra The Blessing of The Lord, skrevet af M. A. Erickson:

Guds kraft = velsignelse

Hvad betyder det at have Guds velsignelse i sit liv? Det er et spørgsmål alle må stille sig selv. Konsekvenserne er enorme, når først du forstår, hvad Gud’s velsignelse virkelig indebærer. Guds velsignelse

er kraftfuld og livsforandrende, mens tabet af Guds velsignelse er mere alvorlig, end vi sandsynligvis havde forestillet os. Det vil være frugtesløst at forsøge at gøre noget - selv noget stort og ædelt, hvis ikke Herrens velsignelse hviler over det. Men med velsignelse fra Herren, vil selv vores små skridt i tjeneste for Herren, gå langt ud over hvad vi kunne udrette med vores egen indsats alene. Ethvert individ har gaver, Gud agter at anvende. Ledsaget af Hans velsignelse, kan disse gaver have en stærk effekt. Herrens velsignelse gives for et mægtig formål. Lad os undersøge hvad formålet bag Herrens velsignelse er, samt en række af resultaterne af hans velsignelse. Herrens velsignelse er en transformation, og er centreret om Kristus. Herrens velsignelse er ikke for selviske formål, det er at række ud til de trængende og sårede, og bringe ære og ros til Gud. ”Pris Gud, fra hvem alle velsignelser kommer; prise Ham alle skabninger!” er en velkendt udtalelse i mange dele af verden. Hvis vi forstår og oplever kraften i hans velsignelse, kan vores liv bringer ære til kilden den levende Gud. Guds velsignelse ses i Guds oprindelige løfte til Abraham. Gud sagde: ”Jeg vil gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig, jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 mos.12:3). Gud lovede Abraham en velsignelse så kraftig, at det ville påvirke alle jordens nationer! Herrens velsignelse er vidunderlig og magtfuld. Den fortsætter i dag, og hver og en af os kan få del i den og blive et instrument for Hans velsignelse. Da Gud senere fornyede løftet om velsignelse til Abraham, lovede han igen, at alle jordens nationer 15

gennem Abraham og hans efterkommere ville blive velsignet (1 mos 22:18). Kristus omtales som Abrahams efterkommer (Gal.3:16). Så gennem Abraham, og i sidste ende gennem Kristus, ville Herrens velsignelse strømme til alle jordens nationer. Herrens velsignelse er faktisk en af de store, overordnede temaer i Guds ord. Jesus Kristus er livgivende. Han er Guds Søn, der bragte Guds velsignelse til denne jord. Han tog syndens forbandelse på sig selv, på korset. Han blev en forbandelse for os (Gal.3:13), så vi, som ikke fortjente det, kunne modtage velsignelse og tilgivelse af den livgivende kraft i Helligånden. Herrens velsignelse viser sig især gennem Jesu liv og udgydelsen af Helligånden. Herrens velsignelse er en kraftfuld realitet. Guds velsignelse er i stand til at forvandle vores liv, at bringe fred, styrke og vejledning. Herrens velsignelse er overnaturlig, og kan bære os over problemer og ukendte farer. Hans velsignelse kan bære os gennem svære tider, og kan få alle ting til at samvirke til gode for os. Der er magt i Herrens velsignelse; Guds ord har meget at sige om emnet. Herrens velsignelse er ikke givet for at gøre os alle velhavende, i en materialistisk forstand. Vores hjerters indstilling til materielle ting er i virkeligheden en stor hindring for Herrens velsignelse. Gud har lovet at give os, hvad vi behøver; men vores hjerter skal indstilles på hans rige og hans tilstedeværelse, og ikke på materielle ting. Hvordan ville vores liv se ud uden Guds velsignelse. Uden Guds velsignelse kunne vi ikke få tilgivelse for vore synder, da tilgivelse er en dimension af Herrens velsignelse (Romerne 4:6-9, Salme 32:12). Hans velsignelse giver os mulighed for at vende os fra synd. Uden Guds velsignelse ville vi ikke have modtaget Helligånden, da Helligåndens gave omtales som opfyldelsen af Guds løfte om velsignelse, der vil flyde ud 16

til hele jorden (Gal.3:14, ApG 2:17). Uden Guds velsignelse ville vi ikke have mulighed for evigt liv, idet ordet talt til Guds folk på dommens dag er: ”Kom, I som er min fars velsignede og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt”Mattæus 25:34). ”Herren giver velsignelsen, livet i al evighed” (Salme 133: 3). Herrens velsignelse gør hele forskellen i vores vandring med Herren. Vi må forvente at vi er afhængige af Herrens velsignelse. Vi må fjerne enhver hindring for hans velsignelse.. Det er meget vigtigt, at vi lærer at leve i alle dimensionerne af Herrens velsignelse, fordi Gud er på udkig efter bedende menneskerder vil være instrumenter for hans velsignelse til at bringe helbredelse til en trængende verden. Guds velsignelse er i stand til at påvirke nationer, og bringe vækkelse. ”Gud oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab” (ApG 3:26). Dette er et afgørende formål med Herrens velsignelse over vores liv: at bringe åndelig vækkelse og fornyelse, der vil vende skarer af mennesker til Gud. Som Guds folk, har vi tilladt Herrens velsignelse at glide ud af vores hænder; fx gennem kompromis, strid og synd. Det er kun når vi ydmyger os selv i bøn og omvendelse, som Herrens velsignelse kan genoprettes. Vi skal vende tilbage til Guds nåde og hellighed, for at se Guds velsignelse i kirken og vores nation. Bøn er afgørende; Gud søger troende mennesker, der vil bede i tro, indtil Herrens velsignelse er genoprettet. Verden i dag er ødelagt under syndens forbandelse. Som Guds folk skal vi leve i Herrens velsignelse, kun derved kan kraften i forbandelsen omstødes. Guds s folk bærer Herrens velsignelse over deres liv. Velsignelse har til 17

formål at påvirke hele vores verden for Kristus. Et advarende ord: Guds velsignelse er kraftfuld, men der er en fælde, som troende falder i, primært fordi man fokuserer på Guds velsignelser i stedet for at fokusere på Kristus. Husk, at for den modne troende, bør enhver velsignelse resultere i at vi ser mere klart på Kristus og forherliger ham mere helhjertet. ”Kristus har velsignet os os med al Himlens åndelige velsignelse” (Ef.1: 3)