11kommuner1overblik uge 20

Page 1

Uge 20 2015

Idrætslige nyheder fra lokalaviserne i København, Frederiksberg, Ballerup, Gladsaxe, Herlev, Rødovre, Hvidovre, Dragør, Gentofte, Tårnby og Lyngby-Taarbæk kommune.

DGI | Vingsted Skovvej 1 | 7182 Bredsten | Tlf. 7940 4040 | CVR: 4001 1218 | info@dgi.dk | www.dgi.dk


Undervisning under åben himmel Ballerup Bladet | 12.05.2015 | Side 9 | 290 ord | Artikel-id: e50756cd |

Original artikel

BØRN. DGI står bag et nyt koncept for skoler, institutioner og foreninger, der skal rykke undervisning og aktiviteter ud i naturen. af MIA THOMSEN mia@ballerupbladet.dk LÆRING: Der er ingen grund til at sidde indenfor og lumre på en varm forårsdag, når man i stedet kan tage hele børnehaven eller skoleklassen med ud i det fri i Harrestrup Ådal. På Larsbjerggård er LUR (Lær Ude Rum) flyttet ind -et koncept udviklet af DGI for at understøtte undervisning og bevægelsesaktiviteter i uderummet. LUR indeholder udstyr til friluftsliv, naturundersøgelser, leg og læring og byder på masser af muligheder for Ballerup Kommunes børn i institutioner, skoler og foreninger. »LUR giver en hjælpende hånd til skolernes arbejde med at udmønte mange af skolereformens nye tiltag. Eksempelvis med at udvikle den understøttende undervisning, ska -be flere bevægelsesaktiviteter i den faglige undervisning og lave en mere varieret skoledag,« forklarer projektleder og naturvejleder i DGI/ Natur der Bevæger, Jacob Nøhr Schubart. Indvielse i ådalen Torsdag i sidste uge var pædagoger, lærere og det lokale foreningsliv inviteret til indvielse af LUR på Larsbjerggård i ådalen, og her kunne alle se lidt nærmere på det udstyr, som de fremover kan låne hos LUR. LUR-depotet indeholder blandt andet udstyr som snittekasse, kompas og GPS til orienteringsløb, lavu (indianertipi), båludstyr, kedel, bålgryder og pandekagepander, økser og save, skriveunderlag, cykelanhænger til transport af udstyr, redskaber til naturundersøgelse, fiskenet og sigtenet, legeredskaber som bolde, toppe og meget andet, som børnene fik prøvet af i torsdags. Martin Lose, der er byplanlægger i Ballerup, glæder sig også over projektet: »Med Lur-depotet får kommunens skoler mulighed for at lave en mere praktisk-og bevægelsesorienteret undervisning i naturskønne Harrestrup Ådal. Desuden kan LUR være udgangspunkt for at samarbejde på tværs af skoler, institutioner og foreninger,« siger han. LUR-depotet er støttet med udlodningsmidler til friluftsliv fra Friluftsrådet og er blevet til i et samarbejde mellem Ballerup Kommune og DGI's projekt Natur der Bevæger. http://viewer.doomags.com/13448


Farlig fodbold ved trafikeret vej Ballerup Bladet | 12.05.2015 | Side 2 | 453 ord | Artikel-id: e50756c2 |

Original artikel

AFSKÆRMNING. Der opstår livsfarlige situationer ved Skovvej fordi boldbanerne ved Højagerskoien ikke er afskærmet med et hegn. af ULRICH WOLF ulrich@ballerupbladet.dk FARLIGT: Der kører rigtig mange biler på Skovvej og rigtig mange køre temmelig hurtigt, uanset om der periodevis er politikontrol eller ej. Derfor køres der også fordi boldbanerne på Højageraskolen i høj fart. Det betyder, at der kan opstå en del potentielt livsfarlige situationer, når børnene spiller bold på banerne lige op til vejen, målet står lige ud til kanten af banen og der skydes forbi mål. Flere bilister har oplevet, at en bold med et efterfølgende barn kommer styrtende ud på vejen for at fange bolden, og dermed sætter sig selv og en intetanenede bilist i stor risiko for et måske fatalt sammenstød. En af de bilister der har oplevet det, er Poul Badura fra Ballerup. Han har før henvendt sig til Ballerup Kommune om den farlige situation og pointerer, at et højt hegn ud til Skovvej ville løse problemet. Men hid -til har hans henvendelser ikke båret frugt. Ikke pænt hegn Han skriver i en mail til redaktionen, at han henvendte sig til Ballerup Kommune i 2012 for at gøre opmærksom på problemet, men fik dengang angiveligt at vide, at stadsarkitekten ikke syntes ' det så pænt ud' med et højt hegn ud til vejen. Derfor opsatte man nogle lave hegn, der måske nok løser problemet med lave bolde langs jorden, men ikke høje bolde, der stadig ryger lige ud på kø rebanen. At man ' vender banerne' så der kun spilles langs Skovvej er tilsyneladende ikke slået igennem, og derfor er et højt hegn, ifølge Poul Badura, det eneste værn imod en lurende ulykke. Samtidig har boldspillerne for tiden placeret målet således, at ikke blot vender det ud mod Skovvej, men det står placeret imellem to høje beplantninger med frit skud til Skovvej og helt uden mulighed for bilisterne til at se, hvad der kommer farende ud fra buskadset. Vil følge op Hos Ballerup Kommune kan man godt se det uheldige i situationen, og vil nu følge op på sagen. »For et par år siden blev der indgået et kompromis, og det endte med, at vi stillede de små hegn op ved banerne. Det har egentlig fungeret ganske godt siden, men jeg kan godt se, at det er uheldigt, hvis bolden bliver spillet ud på kørebanen.


Sikkerheden kommer naturligvis først,« siger Søren Krøigaard, teknisk direktør i Ballerup Kommune. Han er som udgangspunkt ikke vild med tanken om at sætte et højt hegn op langs vejen, men han siger, at Ballerup Kommune gerne vil følge op på sagen. »Vi vil drøfte det med bold -klubben og skolen, der også bruger banerne. Først og fremmest er det vigtigt at indskærpe, at der skal spilles på langs ad Skovvej. Det er uheldigt, at banen vender mod vejen. Så evaluerer vi for at se, om der skal gøres yderligere,« siger Søren Krøigaard. http://viewer.doomags.com/13448

' Et spadestik i stedet for ord, tak' Amager Bladet | 12.05.2015 | Side 8 | 990 ord | Artikel-id: e5070901 |

Original artikel

OVEN VANDE. Dragør Svømmeklub har hverken vand eller medlemmer efter knap fire år uden svømmehal, men bestyrelsen holder stædigt ved i troen på, at politikersnak og undersøgelser en dag udmønter sig i en ny svømmehal. af HANNE BJØRTON hab@minby.dk DRAGØR: » Vores pokalskab hænger der endnu. Og resultattavlen, « siger Anne-Marie Dahl. Hun er formand for Dragør Svømmeklub, og sammen med næstformand Henrik Kjærgaard og hans hustru Mette Kjærgaard, som trænede klubbens pensionister, besøger de svømmehallen for første gang, siden den lukkede i 2011. Nu står bassinerne tomme og ser bemærkelsesværdigt dybere ud uden vand end med. De omkring 600 medlemmer, som klubben kunne mønstre dengang, røg ud med badevandet. » Det var ikke noget problem for klubbens konkurrencesvømmere. De har så meget passion for svømning, at de godt kunne tage til Tårnby eller København. Men det var bare 20 ud af 600 -det er jo alle de andre, vi har en svømmeklub for. Kvik Kastrup har en lang venteliste, og de har gjort rigtig meget for at komme af med den. Men man kan heller ikke bare forvente, at en anden kommune skal løse ens problem med en manglende svømmehal, « siger Henrik Kjærgaard. Parrets børn fortsatte i 2011 som konkurrencesvømmere i Kvik Kastrup, hvor de i dag spiller vandpolo. » Men det er også fordi, de har forældre, der kan køre dem og selv har en passion for sporten. Jeg er bekymret for naboens børn på to og fem år og for alle de andre børn i kommunen, som aldrig når at komme i gang med at lære at svømme, « siger Henrik Kjærgaard.


Handicappede blev tabt Anne-Marie Dahls mellemste stoppede med at svømme, da Dragørs svømmehal lukkede. » Den store fortsatte med at svømme i MK31 og Vat, men hun stoppede, da hun gik i 2. g, fordi det ikke fungerede at skulle køre til Bellahøj. Nu er hun træner i Kvik. Og den mindste svømmer i MK31, men hun vil godt tilbage til Dragør Svømmeklub, hvis hendes træner Patricia er der hende savner hun nemlig. Og min mand svømmer i Kvik Tri, « fortæller formanden. » Det er præcis det, som foreningslivet betyder -det er en stor, social ting for hele familien, « siger Mette Kjærgaard. Ud over det sociale aspekt, har kommunen snydt sig selv og borgerne for forebyggelse og folkesundhed i de snart fire år, man har stået uden svømmehal, mener de tre klubfolk. » Jeg møder tit nogle af de pensionister, som jeg før trænede i Dragør Svømmeklub, og en del af dem tager i svømmehal i Sundby i den offentlige åbningstid. Men det afhænger af, om de har bil, for det er ikke alle, der er i stand til at tage offentlige transportmidler -der er langt mellem busstoppestederne, « siger Mette Kjærgaard, som i dag blandt andet træner svømmehold hos AOF i Kastrup. » En dame på snart 87 år fortæller dér, at hun ikke ville kunne klare at have sit eget hjem, hvis hun ikke svømmede om torsdagen. » Det holder mig i gang, og så får jeg jo også snakket med dig og flere af de andre, « har hun sagt til mig, « fortæller Mette Kjærgaard. Dragør Svømmeklub havde også et handicaphold, hvor deltagerne blev hentet ved privaten og kørt til svømmehallen. Da den lukkede, foreslog svømmeklubben, at Dragør Kommune i stedet finansierede transport til et udenbys tilbud. Svaret var, at der faktisk var en pulje, som kunne ansøges om dette. » Vi fandt en vandtid i varmtvandsbassinet hos Sundbyvang, men fordi man skulle søge kommunen for et halvt år ad gangen og vi ikke kunne give svar til Sundbyvang i tide, så var vandtiden givet væk. Siden har vi ikke prøvet at ansøge i de seneste tre år, « siger Anne-Marie Dahl. » Der er underskud af vandtid på Amager, og det må politikerne forholde sig til. Hvis du trækker sådan en sag i langdrag, så bliver de frivillige trætte af at kæmpe for det, « siger Henrik Kjærgaard. Vi skal være optimister Det er med en vis skepsis, at klubfolkene tager imod byrådets nye plan om at droppe en svømmehal som OPP-projekt (offentligt-privat partnerskab), og at man til august er klar til at sende en ny, kommunal svømmehal i udbud. » De er jo ikke klar til at bygge til august -kun til at sende i udbud. Det er jo gået galt før, hvor diskussionen går i cirkler og langdrag, « siger Mette Kjærgaard. Men helt har bestyrelsen alligevel ikke givet op. Den holder fire årlige møder og for nylig en generalforsamling, hvor der dog kun var bestyrelsen plus ægtefæller til stede. » Det er godt, de er gået væk fra OPP-projektet. En svømmehal er et filantropisk foretagende, og det skal politikerne erkende.


Og vi er nødt til at være optimister. Vi har som bestyrelse besluttet at stå last og brast om det her og passe på pengekassen. Den har svømmere i Dragør været med til at spare op, og den skal bruges til svømning i Dragør, « siger Anne-Marie Dahl. » Jeg er sikker på, at hvis der kommer en svømmehal, ville der hurtigt være en svømmeklub med mange medlemmer. Det bliver ikke Anne-Marie og jeg, der skal føre den videre, men vi vil gerne være med til at sætte den i gang med de erfaringer vi har. Men først vil vi gerne se et spadestik i stedet for ord fra politikerne, « siger Henrik Kjærgaard. Det er godt, de er gået væk fra OPP-projektet. En svømmehal er et filantropisk foretagende, og det skal politikerne erkende ANNE-MARIE DAHL, formand for Dragør Svømmeklub. Fakta OM DRAGØR SVØMMEKLUB Gulvet i Dragørs gamle svømmehal gav sig under tilskuerne ved et stævne i 1999. Nogle år tidligere var det konstateret, at fundamentet skrantede, og blev derfor understøttet af træbjælker Der kom begrænsninger på antallet af tilskuere på fladerne mellem bassinerne ved klubbens egne stævner. Der kunne ikke længere holdes stævner med deltagelse af andre klubber Som en konsekvens faldt det ellers konstante medlemstal på 800 medlemmer. Elitesvømmere og sponsorer begyndte at sive Bygningssagkyndige godkendte brug af svømmehallen for et halvt år ad gangen. I juni 2011 ukkede svømmehallen helt Dragør Svømmeklub eksisterer stadig, uden medlemmer, men med bestyrelse og en bankbeholdning til fremtidig brug 600 medlemmer havde Dragør Svømmeklub, da svømmehallen lukkede i 2011 medlemmer har klubben i dag. http://www.e-pages.dk/bgmonline_ab/425/

Idrætsby og almenboliger får glæde af penge fra boligselskaber Det Grønne Område | 12.05.2015 | Side 2 | 291 ord | Artikel-id: e5070e16 |

Original artikel

Der er opnået politisk enighed om, hvad de 154 millioner kroner skal gå til af Theis Otzen PENGE Lyngby-Taarbæk Kommune fik tidligere på foråret 154 millioner kroner efter en såkaldt hjemfaldsaftale med boligselskaberne. Nu har politikerne på Lyngby Rådhus besluttet, hvad pengene skal bruges til. Omkring 100 millioner kroner går til gældsafvikling. Den prioritering var alle partier hurtige til at blive enige om, men de sidste par uger har der været tvivl om, hvad de sidste 54 millioner skal gå til.


Nu har kommunens økonomiudvalg landet en aftale, der blandt andet kaster penge efter almene boliger, idrætsbyen og kommunens grønne områder. " Det er en fantastisk aftale. Vi får afviklet gæld og letter dermed presset på økonomien. Der er sat to millioner af til almene boliger, så vi kan bygge til vores egne borgere. Der er også blevet plads til en million til skolemøbler. Og så er der sat ekstra midler af til at komme i gang i Lundufte med en stor udbygning og samling af foreningsaktiviteter, så vi kan give hele Lundtofte et tiltrængt løft. Vi er rigtig glade for forliget, og at vi fik afvist et uansvarligt ønske fra Venstre om skattelettelser. Nu fortsætter vi den økonomisk oprydning samtidig med, at der bliver plads til nye initiativer. Det er også rigtig dejligt, at der bliver plads til legeplads i centrum, børneuniversitet og en satsning på det grønne område," siger Simon Pihl Sørensen. Venstre er også godt tilfredse, selvom der ikke blev plads til skattelettelser, som partiet ellers havde ønsket. " Fra Venstres side er vi godt tilfredse. Vi afsætter 21 millioner kroner til, at vi endelig får gjort idrætsbyen færdig. Der står ikke noget om skat i aftalen, men der er en pulje til senere udmøntning, som vi håber senere kan bruges til skattelettelser. Vi fik i hvert fald startet en vigtig skattedebat," siger Søren P. Rasmussen. http://www.e-pages.dk/dgo/765/

Sundby Idrætspark får nye faciliteter Amager Bladet | 12.05.2015 | Side 40 | 128 ord | Artikel-id: e5070829 |

Original artikel

SUNDBY IDRÆTSPARK: Sidste år afsatte politikerne 10 millioner kroner til en renovering af stadion i Sundby Idrætspark, og nu er planen for herlighederne klar. Omklædningsfaciliteterne under tribunen opgraderes til tålelige forhold, ligesom der indrettes loungeområde for enden. Desuden træder Sundby nærmere mod nutiden med storskærm og nyt lydanlæg. Speakerboksen renoveres, og der er også renoveringer på vej til atletikfolket på og omkring stadion. De efterhånden noget frønnede udskænkningsboder får også en kærlig hånd, ligesom den gamle og komplet nedslidte legeplads erstattes af et nyt klatre-og aktivitetsområde. Derudover indrettes der tilskuerpladser på den gamle kunstbane udenfor stadion, som også står til renovering. Det er endnu usikkert, hvor meget man kan få for de 10 millioner, men lys på græstræningsbanerne og vandrør under samme står også på ønskesedlen./ jape. http://www.e-pages.dk/bgmonline_ab/425/


Kung Fu Kids uddanner ægte helte City Avisen | 13.05.2015 | Side 8 | 619 ord | Artikel-id: e5078a1c |

Original artikel

KAPOW. Kung-fu er en asiatisk kampkunst, som på kinesisk betyder at undgå krig. Noget børnene i Kung Fu Kids er helt klar over. Når de træner spark og slag er målet at arbejde med sig selv og blive en helt, hvis nogen skulle få brug for det. af BENEDICTE LORENZEN belo@minby.dk KONG FU: Blikkene er neglet til spejlvæggen, balancen indtakt og koncentrationen skarp som en slagtekniv. Det er torsdag eftermiddag i den bagerste sal i Copenhagen Sporting og Health Club, hvor Anton og Aske er til træning. Det er dog ikke en almindelig fodboldtræning, de to 8årige drenge dyrker. I knap seks måneder har de nemlig gået til kung-fu: » Kung-fu er sjovt, fordi man skal lære at slå og sparke og have teknik, men det er også svært. Jeg ved ikke helt, hvad der er det sværeste, for der er nogle ting, der er svære på deres egen måde. Det kan for eksempel godt være svært at lære at sparke på den rigtige måde, « siger Aske Buxbom Elholm. Børnene skal være helte Det er dog ikke svært at svare på spørgsmålet om, hvorfor de går til kung-fu: » Vi går her for at lære at forsvare os, « kommer det promte fra Anton Kari Kristiansson. Kung-fu er dog mere end selvforsvar, siger træner Martin Brogaard, der har mange års erfaring med kampsport: » Børnene lærer selvfølgelig tricks, som de kan bruge, hvis de skulle blive overfaldet, men det er slet ikke det, det handler om her. I stedet har vi fokus på at opdrage børnene til at se sig selv som en helt. Det vil sige, at man kun bruger kung-fu'en som en heltegerning, altså når du er nødt til at forsvare dig selv, eller du er nødt til at passe på nogle andre, « fortæller han. Følelsen af fællesskab Kung-fu Kids blev startet af Alexander Leth og Emil Reinholdt, der kommer med en forhistorie i SFO'er og forsvaret. Deres tanke var at lancere et koncept med fuld fokus på børns sundhed, deres mulighed for at yde selvforsvar og samtidig lære om disciplin. Og det er kung-fu god til: » Kung-fu skaber fællesskab, og så hjælper vi børnene med at anerkende hinanden. Vi forsøger også at give dem en følelse af, at de hele tiden vokser, for hvis de gør det i træningen, tror vi på, at de kan tage det med i skolen og være selvsikre der også. Det, de lærer her, skal de kunne overføre til skolen, « forklarer Martin Brogaard. Kung-fu er en af de ældste former for asiatisk kampkunst, men i Kung Fu Kids har de valgt et mere jordnært koncept til børnene, der er delt ind i seks gradutionsgrader, som børnene kan


opnå gennem træningen. Det handler dog ikke om konkurrence, « siger Martin Brogaard: » Vi bruger ikke fine uniformer her, for det kan godt være intimiderende for nogle børn, og så det faktisk heller ikke særlig virkelighedsnært, hvilket vi hele tiden prøver at stræbe efter, « siger han. Kung Fu Kids træner tirsdag og torsdag kl. 16-17 i Copenhagen Sporting og Health Club i Gothersgade 14, 2. sal. Kung-fu er sjovt, fordi man skal lære at slå og sparke og have teknik, men det er også svært. Jeg ved ikke helt, hvad der er det sværeste, for der er nogle ting, der er svære på deres helt egen måde. ASKE BUXBOM ELHOLM, 8 år og med i Kung Fu Kids. KAMPSPORT FOR BØRN I KØBENHAVN K FOTO: SCANPIX/ IRIS KARATE Hos Nansensgade Karateklub har de børnehold i 8-14 årsalderen. Her der fokus på kamptræning kombineret med leg. Læs mere på: www.nansengadekarate. dk KI OG AIKIDO DOJO Ki og Aikido Dojo København holder til i Studiestræde har børnehold fra 7-10 år og ungdomshold fra 11-15 år.Læs mere på www. ki-aikido. dk FÆGTNING Københavns Historiske Fægteklub, der ligger i Ny Vestergade har børnehold helt ned til 5 årsalderen, hvor det mest handler om leg. Læs mere på www.khfk.dk . KUNG FU KIDS HVOR: Gothersgade 14, 2. sal HVORNÅR: Tirsdag/ torsdag HVAD: Kung-fu-træning for børn (8 -14 år). http://www.e-pages.dk/bgmonline_ca/397/

Masser af motion Gladsaxe Bladet | 12.05.2015 | Side 37 | 180 ord | Artikel-id: e5078271 |

Original artikel

300 fra børnehuse til motionsdag. Af Niels Rasmussen Foto: Kaj Bonne Der blev sunget, hoppet, danset, løbet, sprunget, balanceret, kravlet gennem rør på en forhindringsbane. 300 børn fra børnehuse hyggede sig noget så gevaldigt, da der var motionsdag i Mørkhøj i fredags. Formålet med motionsdagen er at have en dag i socialt samvær, hvor krop og bevægelse er i fokus. Ved legene skabes der mulighed for at opleve en glæde ved at røre sig og bruge kroppen i forskellige motoriske udfoldelser og udfordringer.


Dagen giver anledning til at børnene for lejlighed for at opleve sig som en del af et fællesskab, enten ved konkurrence eller anden deltagelse. Dette kan være fx at heppe på de andre eller ved at opleve sig selv og andre i en samtidig fælles aktivitet, som fx stopdans. Børnene havde ens trøjer på fra institution til institution, så de fik følelsen af at være en del af et hold. Dagen blev sat i gang med en fællessang. Alle samles i en stor rundkreds hvor der synges motionssangen, som bliver styret af to sundhedsmedarbejdere, og så gik man i gang med " Så går vi rundt om en enebærbusk". http://viewer.doomags.com/13450

Kultur Valby overtager flere af byens haller Valby Bladet | 13.05.2015 | Side 4 | 326 ord | Artikel-id: e50789fd |

Original artikel

FORANDRING. Fra 1. juni overtager Kultur Valby blandt andet Bavnehøj Hallen, Club Danmark Hallen og Valbyhallen. Kultur og fritid skal knytte tættere bånd. af RENÉ MØLSKOV rem@minby.dk NYE TIDER: Det er en større organisationsændring, der er baggrunden for, at Bavnehøjhallen, Club Danmark Hallen, Valbyhallen, Valby Idrætspark og banerne ved Rikken F. C fra 1. juni hører under Kultur Valby. Til gengæld ryger alt ansvaret for service og vedligehold over i en anden enhed. »For os, der arbejder med kulturen, står vi jo tilbage med alt det sjove. Alt det, der handler om relationer til foreninger og brugere tager vi os af, mens vi samtidig slipper for ansvaret for service og drift,« siger Signe Jarvad, der er chef i Kultur Valby. Synergieffekt på sigt Lige her og nu kommer de foreninger og klubber der bruger hallerne dog ikke til at mærke noget. I første omgang handler det om at lære arbejdsgangene at kende. Men på sigt vil der forhåbentlig komme et stort udbytte for både brugere, foreninger og ansatte. »Det er for tidligt at sige, hvordan det bliver. Men i hvert fald er det interessant at samarbejdet mellem bibliotekerne og kulturhusene har sat nogle nye fagligheder i spil. Det bliver også rigtig interessant at se, hvilke samarbejder, man kan lave med klubberne og foreningerne i fremtiden,« siger Signe Jarvad.


Blandt andet fremhæver hun den Sundhedsuge i Folehaven, der lige er overstået, som et eksempel på, hvor klubberne og Kultur Valby måske næste år kommer til at arbejde endnu tættere. »Det er jo et helt oplagt sted at samarbejde. Men i første omgang skal vi selvfølgelig lige finde ud af, hvordan det bliver gjort på idrætsområdet nu. Og der sidder med garanti også mange medarbejdere derfra, som har nogle ideer til, hvordan vi bedst får skabt nogle gode tilbud,« siger hun. Ændringen træder i kraft 1. juni 2015, hvor ejendomsdrift og vedligehold samles i en enhed på tværs af forvaltningen. Kontakt til brugerne, foreningerne, aktivitetsudvikling og publikumsbetjening ligger fra den 1. juni hos Kultur Valby. Det bliver også rigtig interessant at se, hvilke samarbejder, man kan lave med klubberne og foreningerne i fremtiden. SIGNE JARVAD, Chef, Kultur Valby. http://www.e-pages.dk/bgmonline_vb/203/

Fest, farve og Pharfar i Valbyparken Valby Bladet | 13.05.2015 | Side 8 | 249 ord | Artikel-id: e5078a06 |

Original artikel

LØØØØB. For andet år i træk blev Valbyparken fyldt til bristepunktet med løbende, farvekastende, skrigende, forpustede og grinende løbere. Som om det ikke var nok, kom også musikerne Pharfar og Citybois forbi for at fuldende festen. af TEKST: RENÉ MØLSKOV rim@minby.dk/rem@minby.dk FARVE-LØB: Det amerikanskkoncept-og festløb ' The Color Run' løb for anden gang sin gang gennem Valbyparken, hvor ikke færre end 11.500 solgte billetter talte sit eget tydelige sprog. Efter opvarmning, udlevering af hvide t-shirts og festligt farveudstyr blev deltagerne sendt af sted i tusindvis. Nogle løb med veninderne i matchende outfits, mens andre havde børn med på skuldrene eller i barnevogn med øjnene beskyttet bag solbriller eller kasketter. Efter den første kilometer blev alle hvide t-shirts farvet pink, da løberne passerede den første farvezone. I løbet bliver der ikke taget tid, og for hver kilometer løberne passerer, bliver de overhældt med en ny farve, så de passerer målstregen i alle regnbuens farver.


Blå, grønne og røde i hovederne fortsatte løberne. Helt frem til målområdet, hvor der var forfriskninger og Pharfar ventede. The Color Run startede i USA i 2012 og har siden spredt sig til mere end 50 lande i hele verden. Det er anden gang, at The Color Run afholdes i Danmark. »Det handler mere om at have det sjovt end at løbe hurtigt. Og så er det mange, der synes det er sjovt, at man kan slippe tøjlerne og blive beskidt samtidig med, at man har en fed dag med sine venner,« siger en af arrangørerne Christian Thomsen i en pressemeddelelse. Kan du ikke vente til løbene i Odense, Århus, Herning, Slagelse, Aalborg eller Kolding senere i år? Så kan du allerede nu klikke dig ind på Valbybladet. dk og se flere billeder. http://www.e-pages.dk/bgmonline_vb/203/


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.