Sir Andrew Davis erstatter den sygemeldte Daniel Barenboim ved koncerterne med Staatskapelle Berlin.
Andrew Davis er født i 1944 i Hertfordshire i Eng land og studerede først orgel og siden direktion på King’s College i Cambridge. Han er en af vor tids førende dirigenter, og hans imponerende karriere strækker sig over halvtreds år. Han har dirigeret i hele verden og været kunstnerisk leder af en im ponerende række af fremtrædende operahuse og orkestre, herunder Lyric Opera of Chicago (Music Director og chefdirigent 2000-2021), BBC Sym phony Orchestra (æresdirigent og chefdirigent 1989-2000 – den længste periode siden orkestrets grundlægger Adrian Boult), Glyndebourne Festival Opera (Music Director 1988-2000), Melbourne Symphony Orchestra (æresdirigent og chefdiri gent 2013-2019) og Toronto Symphony Orchestra (æresdirigent og chefdirigent 1975-1988 samt mid lertidig kunstnerisk leder i 2020).
Andrew Davis har dirigeret operaforestillinger på blandt andet Metropolitan Opera, Teatro alla Scala, Royal Opera House, Covent Garden og ope rahusene i München, Paris, San Francisco og Santa Fe. Hertil kommer Bayreuther Festspiele og en lang række festivaler, alle de større britiske orkestre og så godt som samtlige internationalt førende orke stre, inklusive Berliner Philharmonikerne, Concert gebouw-orkestret og Orchestre de Paris.
Andrew Davis’ store repertoire rækker fra ba rokken til i dag og dækker både symfoniske værker,
vokalværker og opera. Udover hele standardre pertoiret er han en stor forkæmper for det 20. århundredes musik, herunder Janáček, Messiaen, Boulez, Tippett og Britten, og han har taget initia tiv til og uropført en lang række nye kompositio ner.
Hans diskografi er uhyre stor med mange pris vindende optagelser. De seneste udgivelser er Alban Bergs violinkoncert og tre orkesterstykker med BBC Symphony Orchestra (2022), der også indeholder Andrew Davis’ egne orkestreringer af Bergs 1. klaversonate og passacaglia, samt orke sterværker af Carl Vine med Melbourne Symphony Orchestra (også 2022, nomineret til en ARIA-pris for Best Classical Album). Andre nylige udgivelser indeholder værker af Berlioz, Bliss, Elgar (vinder af Diapason d’Or de l’Année 2018 - Musique Sympho nique), Finzi, Goossens, Grainger, Delius, Ives, Holst, Handel (nomineret til en Grammy i 2018 for Best Choral Performance), Massenet (vinder af JUNO Award for Best Classical Album 2021 - Vocal or Choral) og York Bowen (nomineret til en Grammy 2012 for Best Orchestral Performance).
For nylig er Andrew Davis’ lange og berømmede række af optagelser med BBC Symphony Or chestra and Chorus med britiske komponister genudgivet i en box med 16 CD’er, der sammen med hans andre optagelser plus ikke mindre end 11 optrædener på Last Night of the Proms har gjort Andrew Davis næsten synonym med britisk musik for mange musikelskere.
Wolfram Brandl Jiyoon Lee Petra Schwieger Tobias Sturm Susanne Dabels Michael Engel Henny-Maria Rathmann David Delgado Andreas Jentzsch Serge Verheylewegen Rüdiger Thal Martha Cohen Darya Varlamova Hani Song Philipp Schell Sewon Cho
Krzysztof Specjal Lifan Zhu Mathis Fischer Johannes Naumann Sascha Riedel André Freudenberger Franziska Dykta Milan Ritsch Barbara Glücksmann Ulrike Bassenge Yunna Weber Nora Hapca Maria-Alexandra Bobeico Ildana Belgibayeva
Yulia Deyneka Volker Sprenger Holger Espig Katrin Schneider Sophia Reuter Boris Bardenhagen Wolfgang Hinzpeter Helene Wilke Stanislava Stoykova Bella Chich Olivera Mladenovic-Stanic Evgenia Vynogradska
Cello Sennu Laine Claudius Popp Nikolaus Popa Alexander Kovalev Isa von Wedemeyer Minji Kang Ute Fiebig Amke Jorienke te Wies Yejin Kim Tony Rymer Bas Otto Tolonen Mathias Winkler Joachim Klier Axel Scherka Robert Seltrecht Harald Winkler Martin Ulrich Kaspar Loyal
Claudia Stein Christiane Weise Obo Gregor Witt Tatjana Winkler Klarinet Matthias Glander Sylvia Schmückle-Wagner
Fagot Mathias Baier Ingo Reuter Horn Hanno Westphal Yun Zeng Sebastian Posch Frank Demmler Achille Fait
Trompet Mathias Müller Noemi Makkos
Basun
Joachim Elser Ralf Zank Henrik Tißen
Pauke Torsten Schönfeld Slagtøj Matthias Petsch
Programnoter: Leif V.S. Balthzersen
Foto: Dario Acosta Photography, Lucas Dawson Photography, Peter Adamik, Monika Ritterhaus
Staatskapelle Berlin er et af verdens ældste orkes tre – det kan føre sin historie helt tilbage til slut ningen af 1500-tallet. I 1742 blev orkestret kaldt Kurbrandenburgische Hofkapelle. Det blev senere ændret til Königlich Preußische Hofkapelle, der blev fast tilknyttet operahuset Unter den Linden, som har været deres faste hjemsted lige siden.
Staatskapelle Berlin har gennem tiden haft en lang række betydningsfulde dirigenter tilknyttet orkestrets operaopførelser og den koncertserie, som det fast har haft siden 1842. Den lange liste tæller berømtheder som Gaspare Spontini, Felix Mendelssohn, Giacomo Meyerbeer, Richard Wag ner, Otto Nicolai, Felix von Weingartner, Richard Strauss, Fritz Busch, Bruno Walter, Erick Kleiber, Wilhelm Furtwängler, Herbert von Karajan, Joseph Keilberth, Franz Konwitschny, Horst Stein, Otmar Suitner og Michael Gielen. Siden 1992 har Daniel Barenboim været Generalmusikdirektor for orke stret, og i 2000 blev han af orkestret endda valgt til ”dirigent på livstid”.
Staatskapelle Berlin har udover dets koncerter i hjembyen været på talrige gæstespil i Europa, Is rael, Japan, Kina og Nord- og Sydamerika. Nogle af højdepunkterne har været opførelser af alle Beet hovens symfonier og klaverkoncerter i Wien, Paris, London, New York og Tokyo samt tre komplette opførelser af Wagners Nibelungens Ring i Japan. Hertil kommer på hjemlig grund cyklusser med Schumanns og Brahms’ symfonier og samtlige store sceneværker af Wagner til Staatsoper-festdagene
i 2002. I forbindelse med Staatsoper-festdagene i 2007 spillede orkestret en Mahler-cyklus i ti dele i Berliner Philharmonien, dirigeret af Daniel Baren boim og orkestrets æresdirigent Pierre Boulez. Den blev gentaget i Musikverein i Wien og Carnegie Hall i New York. I 2012 lavede Staatskapelle Berlin en Bruckner-cyklus i ni dele, som også blev spillet i Wien og senere også i Suntory Hall i Tokyo, Carne gie Hall og Philharmonie de Paris. Endelig bør kon certopførelserne af Nibelungens Ring ved Proms i London i 2013 nævnes.
Orkestret har lavet talrige CD- og DVD-optagel ser, både af operaer og det symfoniske repertoire. De seneste udgivelser er de ni Bruckner-symfonier og de fire Brahms-symfonier under ledelse af Daniel Barenboim. Herudover er der f.eks. optagelser af klaverkoncerter af Chopin, Liszt og Brahms samt symfoniske værker af Strauss, Sibelius, Tjajkovskij, Dvořák, Elgar og Debussy. Blandt operaoptagel serne er der blandt andet Wagners Tannhäuser og Parsifal, Verdis Trubaduren, Alban Bergs Lulu og Rimskij-Korsakovs Zarens brud samt Schumanns skuespilmusik til Goethes Faust
I anledning af Staatskapelle Berlins 450 års jubilæ um blev der udgivet en CD-box med historiske og nye optagelser, og det bemærkelsesværdige jubi læum blev også fejret med en bogudgivelse og en udstilling.
Har man sagt symfoni, må man sige Brahms som noget af det næste. Hans fire symfonier hører til blandt hovedværkerne inden for denne genre. Men det var faktisk vanskeligt for ham at komme i gang med at komponere symfonier.
Johannes Brahms blev født i Hamborg den 7. maj 1833. Som tyveårig pianist og komponist mødte han i 1853 for første gang musikerægteparret Cla ra og Robert Schumann, som han blev meget nære venner med.
I en artikel i det toneangivende Neue Zeitschrift für Musik skrev Schumann følgende, efter at Brahms havde besøgt ham: ”... og nu er han kom met, en ung mand, ved hvis vugge gratier og helte stod vagt. Han hedder Johannes Brahms, kom fra Hamborg, hvor han har skabt i stilhed, men er ble vet uddannet i de sværeste dele af kunsten af en fortræffelig og begejstret lærer. Han er for kort tid siden blevet anbefalet mig af en kendt og æret mester. Han bar, også i sit ydre, alle de tegn, som fortæller os: Han er en kaldet...” De profetiske ord blev berømte, og Brahms blev berømt af dem.
Efter at have boet nogle år i Düsseldorf, flyttede Brahms i 1862 til Wien, hvor han boede indtil sin død i 1897. Han optrådte som pianist og dirigent, men var faktisk i stand til at leve af sine komposi tioner. I sin musik tager Brahms tydeligt udgangs punkt i wienerklassikken, det vil sige Haydn, Mo zart og ikke mindst Beethoven. Det er med andre ord traditionsbevidst musik.
Brahms har som sagt komponeret fire symfoni er, og desuden har han blandt andet skrevet to klaverkoncerter, en violinkoncert, lieder, kammer musik og vokalværker, herunder Ein deutsches Requiem. Den symfoniske musik kom den meget selvkritiske Brahms sent til, selvom han altså er en af 1800-tallets store symfonikere.
For mange komponister var symfonigenren den vigtigste, og arven fra Beethoven, som med sine ni symfonier var en målestok, der var svær at kom me udenom for alle eftertidens komponister. Den tyngede dem meget, og det gjaldt også Brahms. I hans tilfælde blev det ikke lettere af, at både pu blikum, kolleger og forlæggere havde meget store forventninger til symfonier fra Brahms’ hånd.
Da hans 1. symfoni blev uropført i Karlsruhe den 4. november 1876, var det så stor en begivenhed, at huset, hvor uropførelsen fandt sted, har fået en mindeplade i dag.
Sin 3. symfoni fuldendte Brahms som 50-årig i sommeren 1883 på et ophold i Wiesbaden. Ligesom i de øvrige symfonier holdt Brahms fast i tradi tionen og i formerne. Symfonien har dermed de traditionelle fire satser – en hurtig førstesats, en langsom andensats, en scherzo og en hurtig finale. Brahms’ orkesterstørrelse orienterer sig også ef ter det wienerklassiske repertoire i modsætning til Wagner og hans tilhængeres store orkesterap parater.
Wiener Philharmonikerne uropførte den 3. symfoni den 2. december 1883 under ledelse af den be rømte dirigent Hans Richter, og senere dirigerede Brahms selv opførelser af symfonien i Berlin, Leipzig og Meiningen.
Heroisk er et af de første ord, man vil hæfte på musikken i første sats. Der er noget meget helte agtigt, måske tragisk-helteagtigt, over både de mægtige indledningsakkorder og over det brede hovedtema. Der er også passager, der kunne lyde som kamp. Sidetemaet er imidlertid kønt og en kelt, og det er tildelt træblæserne.
Det er også træblæserne, der fører an i anden satsens dejlige og afvekslende variationer over et
lyst, folkesangslignende tema. Læg mærke til, hvordan Brahms i tredje sats med beundrings værdig variationsevne fordeler musikken mellem strygere og blæsere.
Celloerne synger en vidunderlig, melankolsk me lodi, som Brahms derefter flytter op i de lysere violinregioner. Kort derefter giver han den til tre blæsere – fløjte, obo og horn, og efter et mellemstykke får hornet melodien alene, afløst af oboen alene, og den sidste gang, vi hører det te dejlige tema, er det celloerne og violinerne, der spiller det.
Med fjerde sats er vi tilbage i det heroiske –denne gang en indædt kamp, der dog slutter roligt, og til allersidst kan man høre en genta gelse af førstesatsens hovedtema i den helt stil le slutning.
Selvom Brahms’ 4. symfoni er hans sidste symfoni, er det er ikke et alderdomsværk. Men det er et modent værk, som på flere måder skiller sig ud fra Brahms’ tre foregående symfonier, og som også inden for hele Brahms produktion er noget ganske særligt og tillige blev et referen ceværk for eftertiden.
Brahms begyndte på sin 4. symfoni i sommermå nederne 1884, dvs. et års tid efter at have fær digskrevet den 3. symfoni. Han dirigerede selv uropførelsen i Meiningen den 25. oktober 1885.
Der er noget strengt over musikken i denne symfoni. Som den eneste af de fire Brahms-sym fonier står den i mol, og musikkens ubønhørlige karakter og tungsind bærer undertiden min delser om steder i Brahms’ meget tidligere Ein deutsches Requiem.
Symfoniens førstesats begynder uden indled ning. De tre foregående symfonier har alle en indledning, længere eller kortere, men i den 4. symfoni er det lige på. Dog ikke ”lige på og hårdt”, for det berømte, åbnende tema, der er hele satsens tematiske grundlag, er alt andet end hårdt – det er fuldt af sorg, men også af fatning. Tempoet er modereret – det er hurtigt, men ikke for hurtigt (”non troppo”).
Et stolt-markeret motiv kommer til, kombine ret med et pragtfuldt, bredt tema i celloer og horn, der vandrer op i violinerne. Og det er også senere violinerne, som med bredde leder over til et mere lyrisk temaafsnit, der er domineret af træblæserne, men som fortsat har den indre uro eller rastløshed, der præger hele satsen.
Førstesatsen slutter et helt andet sted, end den begyndte: Vi hører ganske vist åbningste maet i dette afsnit, men nu fortissimo for fuldt orkester. Der er noget næsten desperat over satsens afslutning.
Andensatsen står i en gammel toneart, nemlig den såkaldt frygiske, og kan derfor i nogle ører måske klinge en anelse ”fremmed”. Det væsent ligste er dog det forhold, at Brahms her griber tilbage til en gammel toneart og dermed forbin der sin nutid med fortiden – i symfoniens sidste sats får dette en endnu større betydning.
Andensatsen er typisk et lyrisk hvilepunkt i symfonien, og anden sats i den 4. symfoni er da også lyrisk og i lange stræk tilbageholdt, men undervejs kommer der et voldsomt, følelsesla det udsving.
Scherzoen, dvs. tredje sats, er overraskende blandt de fire Brahms-symfoniers scherzoer, for det spøgefulde kammer næsten over i skinger vildhed.
I den berømte finalesats griber Brahms tilbage til tidligere tiders kompositionsformer, nemlig en såkaldt passacaglia (undertiden også kaldet chaconne). Det er en variationsform, hvor et tema gentages uden ophør et antal gange. Te maet har Brahms hentet i en af J.S. Bachs kan tater.
Det er usædvanligt at bruge denne ”gammel dags” kompositionsmåde i en symfoni, men bag denne tilsyneladende nøgterne formgivning gemmer der sig en meget bevægende sats. Ubønhørligt er igen et nøgleord, for Brahms gentager i sagens natur sit korte tema igen og igen. Tredive gange bliver det til i alt, hvortil kommer en temapræsentation til begyndelse og en stor coda som afslutning. Det storslåede er, at musikken på trods af den strenge konstrukti on aldrig føles fortænkt.
Den energiske og lidenskabelige musik (jfr. sats betegnelsen ”energico e passionato”) falder på et tidspunkt til ro. Der følger en gribende, afskedstung fløjtesolo-variation, som følges op af en køn dur-variation med en dialog mellem klarinet og obo, før basunerne (sekunderet af fagotter og horn) samlet spiller en forsonende koral, der virker dobbelt stærk i dens strenge kontekst. Koralen gribes af hele orkestret, før Brahms med stor voldsomhed vender tilbage til det oprindelige tempo og den oprindelig streng hed. Det er alvor – hele symfonien igennem.
Experience world-class opera, concerts and ballet with the over 450-years-old Staatskapelle Berlin. Welcome to the historical, extensively restored opera house Unter den Linden in the centre of Berlin, home to a 280-year long, outstanding artistic tradition.
