10
# 08 26. februar 2016
Kultur
Weekendavisen
Geni. Mørke kræfter lurer - ugler, afskårne ører, en kvinde med jordbærhoved og en monsterbille. Vildtvoksende fantasi og dyb livsvisdom hos Hieronymus Bosch, der endte sine dage for 500 år siden. Eneståendelån udstilling i malerens hollandske hjemby ´s-Hertogenbosch.
Skoven har ører og marken har øjne Af OLE NØRLYNG
S
-HERTOGENBOSCH – Han er måske kunsthistoriens mest gådefulde maler. Igennem århundreder har man ledt efter ’nøglen’ til Hieronymus Bosch (ca. 1459-1516) og hans værk. Hvem var manden, der malede alle de kærlighedsdrukne, skæve og skrækindjagende skikkelser i Lysternes have? En nøgen kvinde med jordbærhoved, en fisk med fire menneskeben eller bare to afskårne øre og en kniv, der kører fremad som en kanon klar til at fyre den af? De kloge hoveder har forsøgt sig med alt
Hieronymus Bosch: Jesusbarnet med vandrepind, ca. 1490-1510.
Hieronymus Bosch: Skoven har ører og marken har øjne. LAYOUT: BENTE BRUUN
muligt fra senmiddelalderlig folklore og dogmatisk kristendom til alkymi og astrologi, mystik og moderne dybdepsykologi. Med mellemrum har man helliget denne fascinerende kunstner særlige videnskabeligt gennemarbejdede udstillinger. I 1936, i 1967, i 2001 og nu i 500 året for malerens død, hvor det er Het Nordbrabants Museum i ’s-Hertogenbosch i det sydlige Holland, der har samlet kræfterne og ikke mindre end omkring 20 af de i dag henved 25 autentiske Hieronymus Bosch-malerier, som endnu eksisterer. I sig selv en enestående præstation! Senere på året vil den blive gentaget på Prado i Madrid, der, takket være Philip II´s samlermani i midten af 1500-tallet, ejer en stor del af Boschs værker. Philip var så glad for Boschs gådefulde malerier, at han havde Høvognen hængende i sin private stue, og da han skulle dø, bad han om at få bordet med de påmalede syv dødssynder bragt ind til sit leje. Nu er der dem, der for at løse forståelsesproblemerne hæfter betegnelsen ’gal’ på Hieronymus Bosch, men Philip II, der var en katolsk strammer af Guds nåde, samlede ikke på billeder af en galning. Nej, Bosch er måske for nogle langt ude, og han havde en fantasi og et håndelag af en anden verden. Hans malerier virkede og virker endnu som åbenbaringer. Her møder vi individets veje, om det så er i dybet til den evige fortabelse eller til forklarelsen i det guddommelige lys hinsides alt. Hvornår Bosch blev født, vides ikke nøjagtigt, men det sættes normalt til 1450. Egentlig hed han Jheronimus van Aken, idet hans fader, der havde et malerværksted, stammede fra Aachen. Som barn oplevede han, at store dele af hans fødeby brændte, og det antages, at denne grusomme oplevelse satte dybe spor, ikke mindst i det mange voldsomme Helvedesfremstilliner, Bosch senere malede. Eksakte oplysninger er der ikke mange af. Fra kirkebøger og stadsarkivalier i ´s-Hertogenbosch ved vi, at han ejede et stort hus på byens vigtige torveplads. Bosch, der formodentlig var en from men kritisk katolik, var medlem af Den Hellige Jomfrus Broderskab, og af de gamle protokoller fremgår det, at han var gift med en velhavende kvinde, at han fik betydningsfulde bestillinger bl.a. fra hertugen af Burgund, og at han døde i august 1516. MAN kan ikke lade være med at grunde over maleriernes utallige mærkeværdige detaljer – f.eks. et uforklarligt katteskind eller en særlig stor grydeske, der bruges som roer, en mand, der spytter frøer eller en lille pudsig mosterbille med tragt på hovedet. Således faldt jeg under mit besøgt i ´s-Hertogenbosch for Boschs ugler. Uglen er et ældgammelt visdoms-symbol. I Indien og Egypten er den en dødsfugl. Hos kirkefædrene kan den symbolisere Kristus, der måtte være alene i lidelsernes mørke nat. Men uglen kan også symbolisere kætteren eller den vantro, der skyer evangeliernes og frelsens lys. Uglen er jo ’lyssky’, og som sådan kan den repræsentere Djævelen selv. Legenden lyder, at barnet Jesus fik en lerfigur, der forestillede en kluntet fugl med kattehovede, og at det var Jesus, der fik den til at flyve op i et træ og skrige som katten. Nok er vi vant til, at uglen som klogskaben følger Athena , men den er også et symbol på Acedia, dovenskaben - den sidste af de
udstillingen hænger det cirkulære maleri som en indføring i kunstnerens gådefulde univers. Den lasede vandrere er på vej væk fra en tvivlsom kro. En mand pisser i en krog. En hund knurrer af den fremmede, der snart vil passere en låge. På lågen sidder en skade, og bag den ses en fredsommelig ko. Ovenover den vandrende ses i et træ en lurende ugle, der har fået øje på en mejse. På hans rygsæk hænger et katteskind, og hvorfor har han en grisetå i sit bælte? Mystikken breder sig.
Hieronymus Bosch: Døden og gnieren, ca. 1500-10.
syv dødssynder. Uglen har meget på samvittigheden. Hieronymus Bosch havde det med ugler. Som noget helt usædvanligt har man bevaret en række tegninger (ca. 25) fra Hieronymus Boschs hånd, og af dem er der 19 af på udstillingen i Holland. I flere af disse tegninger er uglen hovedpersonen. Uglerede er på flamsk også er et udtryk for en ’rodebutik’ eller en ’røverkugle’. Bosch havde det med at illustrere gamle ordsprog. Helt moderne er han i ordsprogstegningen: »Skoven har ører, markerne har øjne«. Midt i et landskab fyldt med øjne og ører står et gammelt træ. Her holder uglen vagt, klar til at hugge. For Bosch, der nok var hypersensitiv, kunne alt både se og hører. Mennesket var konstant nødt til at være på vagt. Mørkets kræfter er til stede over alt, og vi ved aldrig, hvornår de slår til. Mennesket må, som ansvarlige for egen frelse, være agtpågivende. Livets rejse er fyldt med dæmoner. Bosch malede dette menneske som en livets pilgrim eller en Vejfarende. Samme billede, der dateres ca. 1500, har været genstand for utallige fortolkninger fra Den fortabte Søn til et barn af Saturn. På
MENNESKET er som bekendt ikke alene. Vi søger selskab, og det kan man bl.a. finde i datidens lystige forsamlinger, også kaldet Narreskibet. Bosch malede sin udgave af en sådan lystsejlads uden kaptajn formodentlig som en fløj til en altertavle. På et senere tidspunkt er tavlen blevet savet i stykker og spredt for alle vinde. Nu har man hentet stumperne fra henholdsvis Louvre i Paris og Yale University i USA og sat stykkerne sammen. Resultatet er ikke bare en illustration af Sebastian Brants satiriske novelle Das Narrenschiff (Narreskibet) fra 1491, men et helt kompendium over de syv dødssynder: hovmod, grådighed, vellyst, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Mens Narreskibet sejler derudaf, og gamle munke og nonner bider til bolle, kommer vi på udstillingen videre til et af Hieronymus Boschs absolutte mesterværker, det berømte triptykon, hvor midterfeltet forestiller et hav af mennesker, der trækker af sted med en gigantisk læs hø. Dog, inden vi når så langt, skal vi lige betragte altertavlens yderfløje. Her ses atter vandringsmanden fra tidligere, denne gangs skildret på vej mellem et røverisk overfald og et dansende par, der morer sig til tonerne af sækkepibens snerren. Den åbne altertavle er for det helt store orkester. Her er folkevisdom og ordsprog vævet ind i den ortodokse, kristne tilværelsestolkning. Paradiset med syndefald og uddrivelse til venstre samt helvedes ild og pinsler til højre er sådan set lette nok at forstå. Men hvorfor et læs hø i midten? Her kommer ordsprogene os igen til hjælp. På flamsk hedder det således, at »verden er en høstak, og enhver tager, hvad han vil«. Det forklarer jo den helt originale tanke. Normalt er et midterfelt i en altertavle helliget Kristus, Jomfru Maria eller en helgen. Her ser man i stedet en mylder af hverdagsmennesker, fra en stakkels kone der under vilde smerter får trukket en tand ud til en kaotisk forsamling af mennesker, der rager til sig det bedste, de formår. Øverst oppe på hølæsset – lidt som i Narreskibet - sidder en mand og en kvinde, der hygger sig med musik, mens et par er på vej ind i en busk for at give hyggen fysisk udtryk. Til venstre en upåagtet engel, der ser op til den ensomme Kristus i sin himmel, mens en blå dæmon til højre lokker med trut og dans. MORALEN er ikke til at tage fejl af. Helvedes fortærende flammer venter ude til høje. Høvognen er godt på vej, trukket af et virtuost galleri af monstre og vanskabninger. Bosch observerede alt fra insekter, fugle og fisk, blomster og frugter, og han satte det frit sammen i svimlende drømmesyner med forkrøblede skabninger, gøglere og tiggere. Resultatet er hybrider, der har fået alverdens psykologer til at spærre øjnene op. Hvor fra kommer den hærskare af vanskabninger,