"THE GREAT PACIFIC GARBAGE PATCH" – Et hav af problemer

Af Nicklas Skov Pape Eksamen i STH Humtek, 2. semester April 2012 11.617 tegn

Et essay om bæredygtighed og om samfundets produktions- og forbrugssystemer med plastikflasken som omdrejningspunkt.

6) Vor teknologimedierede civilisation står i dag over for alvorlige økologiske problemer. Redegør for problematiske forhold ved et givet socioteknisk system, f.eks. energisystemet, transportsystemet, boligsystemet, fødevaresystemet eller et andet system. Diskuter med udgangspunkt i begrebet bæredygtig udvikling, hvordan det sociotekniske system kunne forandres til et mere bæredygtigt system. Kompendietekster til kursusgang 9 af Bent Søndergård, Ole Erik Hansen og Jens Stærdahl samt af 1 Braungart og McDonough kan f.eks. inddrages.

”THE GREAT PACIFIC GARBAGE PATCH” Efter en kapsejlads i 1997 mellem Los Angeles og Hawaii, skyder katamaranskibet ’Algalita’ genvej over Stillehavet og møder noget ret usædvanligt: En enorm ’plastiksuppe’ bestående af blandt andet plastikkrus, coladåseringe, plastikposer, plastikflasker, sammenfiltrede fiskenet og balloner, men mest af alt en hel masse små stykker plastikrester – kort sagt, et hav af problemer. Hvor stort et område affaldssuppen dækker, er svært for forskere at estimere, men beskrives i medierne som 3 gange større end Frankrig (pol.dk og noaa. gov, 12/4-12). Hvorfor dette er et stort problem, er decideret indlysende. At mennesket siden industrialiseringens indtog, i starten af 1800-tallet, har truffet fatale, irrationelle eller direkte naive beslutninger, hvad angår teknologiudvikling og forbrug, er en diskussion for sig, men faktum er, at resultatet af vores handlinger nu blandt andet viser sig i floderne, søerne, oceanerne og på strandende. Fugle, fisk og havdyr har svært ved at skælne plastik fra føde. Det betyder, at deres maver fyldes med plastik, som ikke kan fordøjes, men som giver dem en mæthedsfornemmelse, og i sidste ende kan de dø af sult (noaa.gov, 12/4-12).

Spørgsmålet, hvordan så meget affald kan havne i vores natur, er det første jeg stiller mig selv. Dele af svaret vil jeg forsøge at finde ved at tage udganspunkt i ’samfundets produktions- og forbrugssystemer’, og ved at svare på følgende spørgsmål: Hvorfor er det så vanskeligt at ændre sociotekniske systemer? Kan vi ændre på måden vi designer indpakningen af vores fødevareprodukter, så det ikke forpurrer økosystemet, og hvornår skal et bæredygtigt redesign indgå i en systemændring?

SPORAFHÆNGIGHEDEN GØR DET VANSKELIGT Et af de affaldsprodukter, som hober sig op i oceanerne i store mængder, er som sagt plastikflasken (unep.org og noaa.gov, 12/4-12). Flasken er bare ét produkt ud af tusinder i fødevaresystemet – et system Søndergård et al. i artiklen “Bæredygtig omstilling af samfundets produktions- og forbrugssystemer” (2007), kalder for et socioteknisk system.

Det vil sige et system der både omfatter sociale og tekniske elementer: “(…) sammenhængende produktions- og anvendelsessystemer, der har produktionsstrukturer, teknisk og videnskabelig viden, regulering, komplementære teknologier og private og profesionelle brugerpraksisser (…)” der “(…) bæres og fastholdes af sociale grupper.” (Søndergård et al., 2007:294).

Fødevaresystemet består blandt andet af selve plastikflasken (artefakt), produktionen, distributionen, markedsstrukturer (butikker) og politiske regulativer, men omfatter også kulturel/symbolsk mening tilknyttet produktet – for eksempel kan plastikflasken også ses i forhold til trends/signalværdier, nødvendighed i nogle kulturer osv., og disse elementer er alle fundamentale for systemets funktionalitet.

2

I forhold til plastikflasken bør systemet, efter min mening, ændres af flere grunde. Først og fremmest, som beskrevet i indledningen, fordi plastik ikke er biologisk nedbrydeligt – og derfor ender i naturen og skader økosystemet. Endvidere fordi almindelige plastikflasker normalt består af olieprodukter og er behandlet med kemikalier, der ikke er 100% fjernet fra produktet. Det betyder, at forbrugerne kan blive skadet af homonforstyrrende stoffer (forbrugerkemi.dk og noaa.gov, 12/4-12).

Men hvorfor er det så problematisk at ændre på sociotekniske systemer? Udfordringen bunder i, at produktions- og forbrugssystemer er det, der kaldes sporafhængige, og det er grunden til, at de er vanskelige at omstille (sporskifte). Dette mener Søndergård et al., bunder i tre forhold: Aktører, sociotekniske regimer og systemets tekniske og materielle struktur. Med plastikflasken som udgangspunkt kan vi udlede, at det helt afgørende styres af aktører, som for eksempel butikker, forbrugere og forskellige producenter, som alle kan have interesse i at holde fast ved flasken som den er, og som gensidigt er afhængige af hinanden. Butiksejere kan for eksempel være nervøse for at miste omsætning ved at satse på nye typer flasker, og er i øvrigt nødt til at afvente sine konkurrenter. Producenterne har måske ikke råd/mod/lyst til at investere i nye teknologier, der gør flaskerne bæredygtige, og er ligeledes afhængige af sine konkurrenter osv. Derudover er det vanskeligt at ændre produktet, fordi sociotekniske regimer er med til at styre forståelsen og handlingerne hos de forskellige aktører. Her skelner Søndergård et al. mellem formelle, normative og kognitive regler. Kort fortalt lovkrav som pantsystemer, naturbeskyttelsesloven mv., sociale normer og værdier i samfundet og kognitive opfattelser. Endeligt styres systemet af den tekniske og materielle struktur, som for eksempel hvilke teknologier eller videnskab, der er tilgængelige til at producere mere bæredygtige flasker (Søndergård et al., 2007:293).

BÆREDYGTIGT SPORSKIFTE Søndergård et al. mener, at det trods alt er muligt at ændre på komplekse systemer. Her er samspillet mellem de etablerede strukturer og nye teknologier et vigtigt parameter: ”Det er nemmere at udvikle nye teknologier, der ikke bryder grundlæggende med de dominerende systemer.” (Søndergård et al., 2007:296). På dette punkt må vi udlede, at der er godt nyt i forhold til en ny type bæredygtig flaske, fordi en ny flaske potentielt kan erstatte den gamle – kasser, transport og hylderne i butikkerne kan i teorien bibeholdes, hvis formen vel at mærke forbliver uændret.

I den forbindelse introduceres multi-level modellen der kort er beskrevet således: ”(…) teknologisk udvikling er baseret på et samspil mellem, hvad de betegner som det sociopolitiske landskab, sociotekniske regimer/systemer og nicher.” (Søndergård et al., 2007: 296). Hvis vi holder fast ved nicheteknologierne i denne beskrivelse, så er det netop i udviklingen af disse, jeg ser oplagte muligheder for indførelse af elementer fra for eksempel William McDonough og Michael Braungarts Cradle-to-Cradle-filosofi (C2C). Et af grundprincip-

3

perne bag denne tankegang er: ”6. Eliminate the concept of waste. Evaluate and optimize the full life cycle of products and process to approach the state of natural systems, in which there is no waste.” (McDonough og Braungart, 2003:10). Vi bør altså designe vores plastikflaske ud fra, at der i naturen ikke skal findes skrald, og i den forbindelse tænke flaskens livscycklus igennem – og efterligne naturen.

I beskrivelsen af det sociotekniske system har vi allerede en god fornemmelse af, hvilke veje produktet går (produktionen, butikken, transporten og forbrugeren). Vi mangler blot at forstille os hvor flasken ender. Jeg ser det derfor som essentielt, at vi i omstillingen af de sociotekniske systemer, tænker hele nicheproduktets cycklus igennem. Hvem producerer flaskerne? Kan de produceres mere bæredygtigt, i fabriksbygninger der bruger solen og vinden som ressourcer, og som ikke bruger kemikalier, der skader naturen?

Endvidere, hvordan transporteres flaskerne? Hvor fra og hvem sælger dem – ja, endda fra hvilke køleskabe? Men vigtigst af alt: ”How is the product used, and what is its end state?”

(McDonough og Braungart, 2002:174). Hvem bruger/slider på produktet, hvilke konsekvenser har dette, og hvad gør de af flasken, når de er færdige med den?

ØKOSUPPE UDEN PLASTIK Flaskeproblemet er forsøgt løst med blandt andet pantsystemet (i vestlige lande), og produkter som bobble-flasken (en vandflaske med et lille kulfilter, der kan genopfyldes med vand fra vandhanen), hvor der i høj grad er tænkt på brugerens positionering/trends og traditionel bæredygtighed ind i produktet (vi skal spare). Men hvad sker der når brugeren bliver træt af designet, kan den så skilles ad og indgå i en ny cyklus, eller ender den også på lossepladsen – eller i havet? Konceptet eller designet er langt fra bæredygtigt – absolut ikke med udgangspunkt i C2C, og selvom intentionen efter min mening er god, så har produktet langt fra vundet brugernes interesse for alvor (waterbobble.com, 12/4-12).

Men kan vi så ændre på måden vi designer selve indpakningen af vores produkter på, så det ikke forpurrer økosystemet? Det mener McDonough og Braungart: ”(…) most packaging (…) can be designed as biological nutrients.” (McDonough & Braungart, 2002:105). så hvorfor bliver det ikke gjort? Økonomi kunne meget vel være svaret, men ifølge McDonough og Braungart er dikotomien mellem bæredygtighed og økonomisk vækst i traditionel forstand brudt med C2C-filosofien. Faktum er, at flasken ender i naturen (jf. indledningen), så hvorfor ikke tænke at den godt må ende der, bare den nedbrydes hurtigt og måske endda med et biddrag til naturen? På den måde skal vi ikke bekymre os om, hvor meget der ender i naturen, og går derfor ikke på kompromis med producenterne der kræver økonomi, vækst og forbrug. Dette er nemlig en anden og vigtig pointe ved C2C – den biologiske metabolisme eller ”Waste equals food”-tankegang: ”Worry-free packaging could safely decompose, or be gathered and used as fertilizer, bringing nutrients back to the soil.” (McDonough & Braungart, 2002:105).

4

KONKLUSION Klodens mange vandløb og enorme floder har de seneste mange år fjernet skraldet fra vores samfund og ledt det ud i de store oceaner. Vi har siden industrialiseringen forbrugt af klodens ressourser i så omfattende mængder, at vi på mange områder er ved at løbe tør.

Det til trods, har vi ikke givet tilsvarende tilbage til naturen. Det moderne samfund står derfor i dag og i fremtiden over for store udfordringer, når det kommer til implementeringen af bæredygtige teknologier i de komplekse sociotekniske systemer, som samfundene består af.

På grund af aktører, sociotekniske regimer og systemernes tekniske og materielle strukturer (sporafhængigheden), er det vanskeligt at ændre på produkter som for eksempel vandflasken. Der er muligheder for sporskifte, og altså for gradvist at implementere nicheteknologier, i allerede etablerede systemer, og dette gøres bedst, hvis de nye teknologier ikke for alvor bryder grundlæggende med de dominerende systemer der eksisterer i forvejen. Cradle-to-cradle-filosofien, der blandt andet omfatter ”waste equals food”tankegangen, går ikke på kompromis med hverken økonomisk eller økologisk bæredygtighed, og er derfor oplagt som baggrund for udviklingen af nichéprodukter i et socioteknisk system – som for eksempel i udviklingen af en biologisk nedbrydelig vandflaske.

PERSPEKTIVERING Jeg mener helt grundlæggende, at et samfund der består af uholdbare løsninger, som ødelægger omgivelser og levevilkår for flora, fauna, dyr og ikke mindst mennesket selv, er skræmmende og muligvis meget sigende om menneskets natur. De kommende årtier vil klodens befolkningstal være steget med flere milliarder, og alle har til den tid stadig brug for en rimelig materiel velstand. Cradle-to-cradle ser jeg som et friskt pust, en mulig løsning og et godt værktøj til, om ikke andet, at få os til at tænke over hvad vores produkter består af og hvor de ender (hvis de ender).

Samtidig forstår jeg, at det at skulle ændre på verdenssamfundets produktions- og forbrugsstruktur er en enorm opgave, der vil kræve planlægning, politisk mod og enorme investeringer.

Optimisten i mig vælger at afslutte med at sige, at det før i historien er set, at dominerende sociotekniske systemer verden over er blevet udkonkurreret af nye; for eksempel da bilen gradvist udkonkurerede toget eller da mobiltelefonen siden 90’erne ganske hurtigt tog over for fastnettet.

5

LITTERATURLISTE Internetlinks, alle tjekket 12/4-2012: http://politiken.dk/videnskab/ECE999787/plastiksuppe-skvulper-ogsaa-i-vores-have/ og http://marinedebris.noaa.gov/info/patch.html (What are ’the garbage patches’) http://marinedebris.noaa.gov/info/plastic.html (Can plastic marine debris harm fish?) http://marinedebris.noaa.gov/info/plastic.html (What is marine debris?), http://www. unep.org/regionalseas/marinelitter/publications/docs/Marine_Litter_A_Global_Challenge.pdf http://marinedebris.noaa.gov/info/plastic.html (Do plastics go away?) og http://www. forbrugerkemi.dk/nyheder/mad/vand-pa-flaske-bidrager-til-cocktail-effekt http://www.waterbobble.com/ Bøger: Søndergård, B., Hansen, O.E., & Stærdahl, J. (2007). ”Bæredygtig omstilling af samfundets produktions- og forbrugsystemer”.

William McDonough & Michael Braungart, ”The Hannover Principles – Design for sustainability”, 2003 (Tenth anniversary edition) William McDonough & Michael Braungart, ”Cradle to Cradle: Remaking the Way We Make Things”, 2002

6

7