Virkeligheden er i farver

Daniel Rye er på en mission. Han vil bruge sit kamera til at gøre op med forestillingen om, at virkeligheden er enten sort eller hvid. Det er den nemlig ikke. Verden er i farver, og selvom truslerne aldrig har været større, så har menneskeheden aldrig haft det bedre, påstår den danske fotograf, der blev kendt som gidslet i den dramatiske bestseller ’Ser du månen, Daniel’.

Af Marcus Aggersbjerg

Vi er til foredrag i et tætpakket auditorium på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i den nordlige del af Aarhus. Alle sæder er optaget, og folk har klemt sig kreativt ned ved siden af hinanden på gulv og trapper. Oppe på scenen står en ung, muskuløs mand i hvid t-shirt og fortæller en historie. Det er ikke første gang, han leverer den. Det mærker man instinktivt. Daniel Rye kender sine detaljers væsen og mestrer plotfortællingens stramme spændingskurve. Det er historien om et af den unge fotografs første møder med medieverdenen i kølvandet på udgivelsen af journalist Puk Damsgaards berømte bestseller ’Ser du månen, Daniel’ fra 2015. Dagbladet Politiken havde bedt om at få lov til at bringe et kapitel fra den nye bog. Daniel Rye kendte den københavnske avis, det var en avis, han selv nød at læse, så han var helt tryg ved aftalen. Det skulle nok blive godt. Et par dage inden offentliggørelsen havde en af Politikens dygtige fotografer kigget forbi for at tage nogle billeder, og det var også gået godt, så Daniel Rye var spændt, da han nogle dage senere købte sig et eksemplar af avisen og slog op på historien. Siderne så fantastiske ud, billederne af ham var stærke, og der var ikke sparet på pladsen. Han gik opløftet i gang med læsningen, men allerede efter de første spalter, slog det ham, at noget var skævt. Avisen havde

20 valgt kun at fokusere på det kapitel i bogen, hvor det danske gidsel bliver tortureret allermest. Og hårdest. Daniel Rye gør et stop i sin fortælling oppe på scenen i Aarhus: ”Hvad kan læserne bruge det til,” spørger han så retorisk og kigger ud over sit publikum. Han står et øjeblik uden at sige noget. Så kommer skraldet. ”Ingen-fucking-ting!”

Medierne svælger i rædsler I Daniel Ryes eget hoved er Puk Damsgaards bestseller en fortælling om, hvordan mennesket er i stand til at finde lys i mørket. Det er en fortælling om overlevelse. Om håb og taknemmelighed. Men medierne elsker den voldsomme historie. De svælger i død og ødelæggelse. Sult og elendighed. Og selvom hverken krig eller ekstrem fattigdom er en saga blot, så er det værd at bemærke, at menneskeheden i de seneste generationer har gjort en lang række fremskridt, som Daniel Rye ikke tøver med at kalde for mirakuløse. Det er den historie, den 31-årige fotograf er taget til Aarhus for at levere til de omkring 200 studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har været heldige at få plads inde i salen. ”Når man har siddet fanget i 13 måneder og har været dybt afhængig af andres

hjælp, bliver man ydmyg. I kølvandet på de ting jeg oplevede i Syrien, begyndte jeg helt instinktivt at tænke over, hvordan jeg selv kunne være med til at skabe en bedre verden. Det lyder måske helligt, men der sker noget med én, når man er så tæt på at dø, som jeg var,” siger Daniel Rye. Han ønsker at slippe fri af det endimensionelle billede af sig selv som den lyshårede fotograf, der sad i et beskidt fangehul i 398 dage, som blev slået og sparket, og som på et tidspunkt kom så langt ud i sin desperation, at han forsøgte at tage sit eget liv. Men medierne vil ikke lade ham slippe. De fortsætter med at svælge i rædslerne. Og det er en grundlæggende pointe. Journalister vil helst fortælle om alt det, der får alarmklokkerne til at bimle og koldsveden til at løbe ned ad ryggen på deres publikum. ”Det er ikke uden grund, at unge journaliststuderende som noget af det første lærer, at de tre vigtigste kriterier for en god historie hedder konflikt, sensation og fascination.”

Fremskridt er også fascinerende Men sådan behøver det ikke være, mener foredragsholderen. Journalistik kan lige så godt rime på jubel, eufori, glæde og fremskridt. ”Når et afrikansk land river sig fri af sult og fattigdom, er det også fascinerende

og sensationelt. Men den slags hører vi sjældent om. Det gider folk ikke at læse om, siger de kloge hoveder i mediebranchen. Men jeg påstår, at det vil folk gerne,” fastslår Daniel Rye fra scenen. Kort forinden har den unge fotograf fortalt de fremmødte om sit møde med konceptet ’konstruktiv journalistik’, der sigter efter at fortælle de gode historier, som verden også er fuld af. På et stort lærred bag ham kører et farvebillede af to sunde, afrikanske drenge i lidt for store jakkesæt. De er del af en større billedserie, der sidste år udkom som fotobog. ’Mens vi venter’ hedder den 117 sider lange fortælling om den malawiske familie Mkundiza, som Daniel Rye gennem to år besøgte seks gange for at skildre deres hverdag i et tørkeramt hjørne af det afrikanske kontinent. Den historie vender vi tilbage til. Først skal vi lige finde ud af, hvorfor Daniel Rye overhovedet begyndte at interessere sig for Malawi. I 2016 sagde den unge fotograf ja til sammen med Røde Kors at rejse til det smalle, afrikanske land for at dokumentere, hvordan millioner af mennesker syd for Sahara led under års ekstrem tørke og udelukkende overlevede på den nødhjælp, som blev fløjet ind til dem. Planen var at rejse rundt i landet og møde de mennesker, der hver dag kæmper med konsekvenserne af de globale klimaforandringer. På turen kørte Daniel Rye rundt med en chauffør, en tolk og en flok frivillige fra Røde Kors, og på et tidspunkt rullede bilen ind i en støvet landsby. ”Vi stiger ud, og jeg bliver ført hen til en lille lerhytte med stråtag. Der er næsten helt mørkt derinde, og bagerst i rummet sidder en kvinde med sine to små børn.

Tolken fortæller, at hun kun har en lille pose ris tilbage til resten af måneden. Jeg noterer hendes navn i min notesbog, tager nogle billeder af hende og børnene, og kort efter brøler jeg og resten af holdet væk i en sort firhjulstrækker for at komme tilbage til hotellet og holde fyraften.” Han ryster på hovedet af sin egen fortælling.

”Det gav mig en sindssygt dårlig smag i munden, og jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad bilder du dig egentlig ind, Daniel? Det gav ingen mening at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg fik vist det fulde, sande billede af virkeligheden her.”

Afrika er ikke kun elendighed Tilbage i Danmark besluttede Daniel Rye sig for, at han ville rejse tilbage til Malawi på egen hånd og fortælle historien med en grundighed, der ydede retfærdighed til de mennesker, der var en del af den. Og nogle måneder senere flyttede han ind hos familien Mkundiza, og under sine i alt 120 dage i Malawi kom Daniel Rye især tæt på faren i huset, præsten Roderick Mkundiza, som han konsekvent omtaler som Mr. Mkundiza, når han fortæller publikum om sine oplevelser dernede. Under sit første af seks besøg i det afrikanske land, fokuserede han primært på konsekvenserne af klimaforandringerne, der gør det sværere og sværere for landbefolkningen at eksistere. Da han kom hjem, sendte han sine billeder til en række medier, men de meldte alle sammen tilbage, at ”de havde dækket klimaet nok for i år”. Daniel Rye rev sig bogstavelig talt i håret af frustration og viste i stedet sine fotos til en god ven. ”Han bekymrer sig ikke ret meget om kriserne i verden, men prøver at leve sit eget stille liv med familien. Derfor var jeg heller ikke overrasket over at se ham klikke sig hurtigt gennem alle de her billeder, som viser, hvor frygtelig tørken er. Han kan ikke rumme al den elendighed.” Men pludselig stoppede vennen op ved et af billederne. Det var et foto af de to drenge i deres lidt for store jakkesæt, som under en stor del af foredraget har kigget ned på publikum fra det store lærred i auditoriet i Aarhus. ”Så ser min ven på mig og spørger, om ikke han må få lige dét billede som et stort print til væggen derhjemme. ’Jo, men hvorfor?,’ spørger jeg. Og så forklarer han mig, at han er vild med det, fordi det er to afrikanske drenge iført jakkesæt, der ser sunde og glade ud.” Daniel Rye fortæller sin ven, at jakkesættet skyldes, at drengene er på vej i kirke, og at deres ansigtsudtryk er helt normale på de kanter. ”Hvorfor er det billedet af to glade drenge i alt for store jakkesæt, der rammer folk, spurgte jeg mig selv. Og jeg kom til erkendelsen af, at det er fordi, vi er så vant til sorthvide fotografier af lidende børn,

Hvad er meningen? Daniel Ryes fotobog, MENS VI VENTER, er en visuel fortælling om klimaflygtninge. Den 31-årige fotograf har gennem tre år fulgt bonden Mr. Mkundiza og hans familie i Kakoma i Malawi. Byen oplever ligesom resten af det sydøstlige Afrika, at vejret bliver stadig mere ekstremt og utilregneligt. I billeder og ord skildrer Daniel Rye familiens kamp for at overleve en hverdag, hvor ekstrem tørke og altødelæggende oversvømmelser stiller store krav til evnen til at omstille sig. Flugt er ikke på tale. Tværtimod. Mr. Mkundiza og hans familie bruger al deres energi på at blive i deres hjem blandt deres naboer og venner i landsbyen.

Vi skaber en pensionsløsning, der sikrer din hverdag og matcher dine fremtidsdrømme.

PensionsSelskabet pension & health care services rådgiver danske virksomheder og deres medarbejdere om pension og investering.

Som forsikringsformidler rådgiver vi om AP Pensions produkter og ydelser, samt kombinationer med Nordnet Bank. Dette betyder at vi tilbyder danske virksomheder meget fleksible pensionsløsninger, der indeholder det bedste fra firmapension og individuel pensionsinvestering.

passion | omtanke | synlighed

der har det helt ad helvede til, når vi ser fotoreportager fra det afrikanske kontinent. Det er det billede, folk slæber rundt på,” fortæller Daniel Rye.

Verden er ikke uretfærdig Men det viste sig ikke at være den fulde historie. Det gik langsomt op for den unge fotograf. Og da Daniel Rye efter sit tredje besøg i landet skulle til lufthavnen for at flyve hjem, tog hans projekt endnu en drejning. Mr. Mkundiza skulle på markedet og kørte med et stykke vej i den hvide minibus, der skulle bringe hans danske gæst til Kamuzu International Airport. Mens de to mænd bumlede afsted i bussen, spurgte Daniel Rye sin malawiske vært, om han ikke var vred over al den industrielle forurening, der bliver skabt i den vestlige verden hver dag. Om ikke han syntes, det var unfair, at en hvid europæer som ham fløj ned til Afrika for at tage billeder af de klimaforandringer, han selv havde været med til at skabe. ”Jeg spurgte ham, om ikke han syntes, verden var uretfærdig. Det svarede han klart nej til. Da jeg bad ham uddybe det, pegede han på en stor bygning, hvor nødhjælpsorganisationerne afleverer deres hjælpepakker, inden de bliver fordelt til de Mkundiza kunne fortælle, at folk for 25 år siden blev syge og døde som fluer, fordi ingen var i stand til at behandle dem. I dag er der både læger og medicin at få hjælp af. ”Jeg var målløs. Her sad jeg og prøvede at skabe et skræmmebillede af hele situationen for at kunne skildre flugten fra klimaforandringerne, og så sad han der og påstod, at deres liv aldrig havde været bedre, end det var nu.” På vej hjem i flyet gik det op for Daniel Rye, hvordan han havde dikteret historien, så den passede ind i hans billede af Afrika. Pludselig forstod han, at der fandtes en anden måde at se virkeligheden på.

”Klimaforandringerne gør, at tørkeperioder bliver længere, regnen bliver kortere men mere intens, og det skaber voldsomme oversvømmelser. Alt det gør livet svært for disse mennesker. Det er faktum. Men samtidig har verden aldrig set bedre ud for dem.”

Stereotyper gør ikke verden bedre Budskabet er klart. Ting kan godt være flere ting på én gang. Vinklen på en historie behøver ikke altid at være skarp. Den behøver ikke at handle om enten det negative eller det positive. ”Vi kan godt være i en situation, hvor

Men der er ingen vej udenom, siger Daniel Rye. Det nytter ikke at reproducere de samme stereotype fortællinger om verden, som vi plejer, for det gør ikke verden til et bedre sted. ”Hvem har gavn af chok-overskrifter? Det gavner kun dem, der vinder ved, at vi har en oplevelse af, at verden er et ringere, et mere farligt og risikofyldt sted, end det faktisk er.” Hos DR’s tidligere nyhedsdirektør Ulrik Haagerups Constructive Institute i Aarhus har de en definition på konstruktiv journalistik, som Daniel Rye rigtig godt kan lide: Journalisten må give borgerne ”et fair, akkurat og sammenhængende billede af verden uden at overgøre det negative og det sensationelle”. ”Sværere er det måske ikke. Hvis medierne udelukkende beretter om alt det, der går ad helvede til, giver de indtryk af en verden, hvor alt går ad helvede til. Jeg oplevede på tæt hold, hvordan en afrikansk mand betragtede sin verden, og det har ændret mit syn på, hvordan verden i det hele taget ser ud. Det har givet mig en forståelse for, at det hele måske ikke ser så forfærdeligt ud, som vi forestiller os. Virkeligheden er ikke kun sort eller hvid. Virkeligheden er i farver.”

nødlidende familier i landsbyen,” fortæller Daniel Rye Mr. Mkundiza fortalte, at mange døde under tørkeperioder for 25 år siden. Siden havde meget ændret sig, og ifølge den malawiske familiefar skyldtes det i høj grad nødhjælpen, der betyder, at folk ikke længere sulter ihjel. Så rullede bussen forbi en skole, og Mr. Mkundiza fortalte, at stedet for 25 år siden kun havde drenge i klasseværelserne, nu var halvdelen af eleverne piger. Til sidst passerede de byens hospital, og Mr.

24 klimakatastrofen globalt rykker tættere på, mens flere mennesker end nogensinde før i historien lever et godt og værdigt liv. Derfor er vi nødt til at finde et sprog for, hvordan vi formidler en mere kompleks virkelighed. Ikke enten eller. Ikke succes eller fiasko. Vi skal fortælle de historier, der ikke bare bekræfter de fordomme, vi har om bestemte grupper, miljøer eller lande. Det letteste i verden er at skrive om unge, aggressive indvandrere. Det svære er at finde de velfungerende og give stemme til deres fortællinger.”

Hvem er han? Daniel Rye er vokset op i landsbyen Hedegård tæt ved Give. I sine unge år var han elitegymnast, inden han gik i lære som tømrer. I 2012 lagde han hammeren på hylden og blev assistent for mesterfotografen Jan Grarup. I 2013 blev han taget til fange af Islamisk Stat, og i 398 dage sad han som gidsel i et syrisk fangehul. Siden vendte han hjem til Danmark og arbejder i dag som freelancefotograf. I 2015 skrev journalist Puk Damsgaard bogen ’Ser du månen, Daniel’, der handler om Daniel Ryes oplevelser under sin gidseltagning. Bogen har solgt i 150.000 eksemplarer og blev sidste år til en film med skuespilleren Esben Smed i hovedrollen som virkelighedens Daniel.

Pharma Medico Flies Nordic Seaplanes

Pharma Medico is a rapidly expanding business that researches and produces pharmaceuticals, nutraceuticals and medical cosmeceuticals for dermatological disorders.

Today, Pharma Medico is a global organisation based on a strong Scandinavian tradition of research excellence and scientific documentation that is dedicated to improving the quality of life of people with effective treatment solutions. Pharma Medico’s exponential growth globally relies on the cooperation between the head office in Aarhus, the regional offices and the ever-increasing number of leading blue chip distributors around the world.

For Pharma Medico, Nordic Seaplanes is a welcome short cut to its production facilities in Copenhagen and its representations around the rest of the world.

www.pharmamedico.com

MEXICO CITY · NEW YORK · CURITIBA · STAFFORDSHIRE · LONDON · DENMARK · SOUTH AFRICA · MOSCOW · UAE · BANGKOK · HONG KONG · SHANGHAI · SEOUL · SYDNEY · TOKYO · INDIA

Pharma Medico Group is founded on a strong Scandinavian tradition and is based on solid clinical and scientific documentation

We have developed our targeted novel disease-modifying originator therapies based on established pathologies. Our therapies are leaders in their respective categories.