Min fars dagbog

Hvad er der sket?

Hmm …

Det er min far …

Han er død.

Er han død? Åh nej …

Åh ...

Han ville være fyldt 76 år.

Han blev født i 1917 …

Det er længe siden, du har besøgt ham, er det ikke?

Hvor gammel blev han?

Det må mindst være 15 år siden.

9

Tror du?

Er det så længe siden?

Ja, det er det.

Siden vi blev gift, har vi kun besøgt din familie én gang.

… da du fik at vide, at han lå på hospi­ talet.

Du skulle være taget der­ud ...

Ja ...

Du rejser i morgen tidlig, ikke?

Nej, jeg behøver ikke at være der til våge­ natten.

Vi har talt om det, og vi burde have gjort det, men …

Jeg nøjes med begra­ velsesceremonien.

… du har altid haft for travlt og har ikke kunnet få fri fra arbejde.

...

Hvad?!

Det er din far, der er død.

Jeg må hellere finde dit sorte jakkesæt frem.

Det kan du ikke være bekendt.

Du er den ældste søn. Du tager det første fly i morgen tidlig.

10

...

Jeg skal lige finde nogen, der kan passe Tamu.

Og så kommer jeg til begra­­ velsen.

Ja … jo.

OKay?

Jeg tager mig af det herhjemme.

Hvad er der med dig og din far?

Næ, det har jeg vel ikke.

Der er ikke noget særligt at fortælle.

Du har aldrig talt om ham.

Er det på grund af skils­ missen?

...

Dine forældre blev skilt, da du var lille, ikke?

Jeg vil ikke tale om det.

Nu stopper du.

11

Næste dag tog jeg formiddagsflyet fra Hanedalufthavnen.

Det tog en timestid at flyve hjem til min barndomsby, Tottori.

Det var første gang, jeg fløj hjem.

Jeg ankom ved 14-tiden, lettere forsinket.

Der var overskyet, blæsende og isnende koldt.

12

Den direkte flyforbindelse blev oprettet ti år tidligere.

Jeg havde ikke været hjemme i evig-­ heder, og uden for lufthavnen virke­de alt frem­med.

Også vejen ind til byen havde ændret sig …

Men da bussen kørte ind i byen …

… og jeg følte slet ikke den glæde, man normalt føler ved at vende hjem.

… dukkede velkendte billeder op.

...

Ding

13

Ja, værsgo.

Må jeg godt stå af her?

Da jeg fik øje på den gamle slotsruin, blev jeg helt nostalgisk og bad om lov til at stå af bussen mellem to stoppesteder.

Jeg gik hen til den gamle slotsruin, hvor jeg havde leget som barn.

Hverken murene eller stentrapperne havde ændret sig. Alt var som dengang.

14

Det går vist lige.

Bare jeg når frem til våge­ natten.

Man kan se hele byen.

Moar!

Den kølige luft føltes usædvanlig behagelig.

Kom!

Skynd dig nu!

Jeg blev grebet af en forunderlig følelse af at være rejst tilbage i tiden.

Moar!

Hvorfor er mor her ikke?

Sæt dig ned og spis!

Ellers bliver maden kold.

Hvor er hun henne?

15

Er hun taget hjem til mor­ far?

Tyg tyg

Hvad nu?

Det ved jeg ikke.

Det må du ikke!

Hvor skal du hen?

Du må ikke gå ud alene!

Ud og finde mor.

Yoichi!

Det nytter ikke noget allige­ vel.

...

Hvor­ for ikke?

Det kan være lige meget.

Du kan lige så godt opgive.

16

Når du bliver ældre, skal jeg nok forklare dig det.

Yochan!

Jeg gik kun i 2. klasse og forstod ingenting. Desperat forlod jeg huset og løb ned ad gaden.

Det var sent, og mørket var ved at falde på.

Jeg løb, så mine lunger var ved at spræn­ ges.

Min mors forældre havde et sakebryggeri, som lå i den anden ende af byen. På mine små ben tog det mig en halv time at løbe derhen.

Pust Støn

17

Pust Støn

Det blev mørkere og mørkere, og jeg blev mere og mere ude af den.

Jeg bed tænderne sammen for ikke at græde og løb og løb.

Moaaar!

Pust Støn

Mor!

Pust

Jamen, Yochan.

Hvad laver du her?

Støn

Min mor …

18

Hovsa …

Hun er ikke her.

Jo, hun er!

Han har vist ikke sagt noget til drengen.

...

Hvad sker der?

Er du løbet herhen helt alene?

Må jeg hjælpe dig?

Hvor er du dygtig.

Hvor er mor?

Hun er rejst.

Din mor er her ikke.

Min onkel, tog mig med hen på en restaurant, hvor jeg fik karryris.

Hun siger, at hun aldrig vil tilbage til din far igen.

Hvor­ for ikke?!

Og han fortalte mig, at mine forældre skulle skilles.

Hvorfor har hun ikke taget os med?

19

Vi tænkte alle sammen, at det var det bedste for jer.

I har jo jeres skole og sådan.

Når du bliver større …

Det her er bedst. Så skal du heller ikke væk fra Haruko. Hun klarer det så flot.

… vil du helt sikkert forstå det.

Den slags er altid sværest for børnene.

Nej, jeg vil ej!

Ikke?

Det er svært at forstå.

Hik Hik

Snøft Måske ikke. Men der er så meget, som små børn ikke forstår.

Yoichi, når du savner mor, kan du bare komme herover.

Tag bare Haruko med. Så skal jeg nok lege med jer.

Måske kommer mor hjem igen.

Men indtil da skal du gøre, som far siger, og lave dine lektier.

Ikke?

Huuu!

20

Vræ­ ææl!

Min onkel havde ret i det, han havde sagt om mine forældres skilsmisse, men det var først, da jeg blev større, jeg begyndte at forstå det.

jeg er sikker på at det, der førte til skilsmissen, var sket længe før.

Det var en hændelse, der for altid ødelagde den glæde, jeg følte ved at sidde på den solbeskinnede plet på gulvet og lege.

21