Turning Points 2019: Altinget (Denmark)

UDGAVE NR. 21 DECEMBER 2018 70 KR.

MØD:

Gordon Brown Timothy Snyder Marta Vieira da Silva Fawaz Gerges Jens Christian Grøndahl Ray Kurzweil Bo Lidegaard Alisa Ganieva

00011

BK returuge 2

5 700002 103512

13.12.2018 - 09.01.2019

kr. 70,00

INTERVIEW MED METTE FREDERIKSEN:

PRISEN FOR AT BLIVE STATSMINISTER KAN BLIVE FOR HØJ

• • • • •

Revision Regnskab Rådgivning Skat og moms GDPR, IT og digitalisering

MANGE AF VORES KUNDER HAR ET GLOBALT PERSPEKTIV. Vi oplever ofte, at overskuddet til globalt udsyn starter på hjemmebanen. Det hjælper vi vores kunder med.

For dem og os handler det om tillid til kunden fra omverdenen.

Men også tillid til at vi hver gang leverer kvalitetsydelser – uanset om det er revision eller rådgivning.

Altinget: magasin Indhold

Igen i år er vi på Altinget stolte af at præsentere The New York Times’ årstillæg, Turning Points, der blotlægger de vigtigste politiske begivenheder i året, der gik, og tendenser for året, der kommer. Håndtrykket mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, markerede, at de sidste rester af Den Kolde Krig er ved at forsvinde. Men hvad følger der efter?

86

Indhold Interviews, features & portrætter FEATURE

14 Å ret,

hvor Radikale fik sparket Socialdemokraternes afvisning af Radikale var det mest opsigtsvækkende skaktræk i 2018, og skilsmissen kan vise sig at være endegyldig.

FEATURE

18 V ar

kampen mod Putins gas det hele værd?

Når russerne kan føre gasledningen Nord Stream 2, uden om Bornholm alligevel, fik vi så det rigtige ud af det?

OVERBLIK

23 2 018

på 15 minutter

Altinget giver dig en guide til et turbulent år i dansk politik.

4

DECEMBER 2018

TURNING POINTS

94 AI kommer også til at stjæle

de veluddannedes job

Rapport fra det digitale grænseland, hvor algoritmerne gør landnam i den del af arbejdsmarkedet, hvor man har hvid skjorte på.

132 Olieindustrien ved en korsvej Vi får brug for olie og gas i årtier fremover, men industrien er holdt op med dyre undersøgelsesekspeditioner. Man vil gerne være en del af den grønne omstilling.

138 Demokraterne taber til

Trump, hvis de går den venstreorienterede vej

Roger Cohen tager hul på den amerikanske valgkamp

KAVALKADE

44 P olitiske billeder Glemmer du, så husker vi. Altinget samler op på et år, hvor vi lærte ordet kvotekonger og fik set en ministeruniform for første gang i mere end 100 år.

E S S AY

52 E uropa

er en historie, vi ikke er færdige med at fortælle Jens Christian Grøndahl rapporterer fra en værdipolitisk slagmark.

INTERVIEW

60 M ellemøsten

brænder, og Europa sover Altinget har talt med den amerikansksyriske professor i Mellemøststudier Fawaz Gerges om, hvad EU burde gøre indadtil og udadtil i forhold til den arabiske verden.

BEHOVET FOR LEDELSE I EN DIGITAL ÆRA Med digital og teknologisk udvikling er ændringer i organisationerne blevet et vilkår. Organisationens formål, dens markeder, processer, organisering m.m. ændrer sig, og det har afgørende betydning for måden at lede organisationen på.

Forudsætningen for at lykkes med digital udvikling er, at lederne har de rette kompetencer og forstår betydningen af digitale innovation, og hvordan digital innovation og nye

digitale forretningsmodeller ændrer arbejde, organisationer og samfund.

Som leder skal man kunne identificere, analysere og reflektere over teknologiernes potentiale og deres disruptive betydninger. Man skal kende metoder til digitale innovation og kunne udarbejde digitale forretningsmodeller. Man skal kunne forholde sig til organisatoriske forandringer som følge af digital transformation og tilrettelægge en

forandringsproces med fokus på nye måder at arbejde, samarbejde og organisere sig i de ændrede økosystemer, som organisationer indgår i.

Som leder skal man være en digital forandringsprofil, der er i stand til at drive digital forandring og træffe komplekse beslutninger i komplekse, digitale økosystemer.

Master i it-ledelse klæder ledere på til fremtiden.

IT-UNIVERSITETET I KØBENHAVN itu.dk/master

Altinget: magasin Indhold

Overblik, indsigt & analyse V E D BYS A N A LYS E

Ø KO N O M I S K A N A LYS E

22

50

Engang så vi kun mulighederne ved globaliseringen, nu ser vi kun problemerne

Ulighed stiger – mellem virksomheder

Vi har fået få superstjernevirksomheder, der tjener styrtende med penge. Det får konsekvenser for fremtidens arbejdsmarked.

Har vi bare skiftet en sandhed ud med anden, spørger professor Mikkel Vedby Rasmussen.

CHEFREDAKTØRENS KLUMME

8

Vi skal til folkeafstemning om EU i 2019 EP-valget 26. maj bliver en folkeafstemning om det unikke demokratiske eksperiment, som EU er.

PORTRÆT

43

Den ufrie

Journalist og forfatter Adam Holm tænker på Flemming Rose, når han slår et smut ned til bageren efter brød og basser en tilfældig søndag morgen.

Det kan Flemming Rose nemlig ikke bare gøre.

KARRIERE

82

Seismografen

HÆDER

Bo Lidegaard skriver et portræt af dansk udenrigsjournalistiks – og statskundskabs – grand old man, Erling Bjøl, der fylder 100 år.

41

Ting-Prisen

Hvert år uddeler Altinget Tingprisen til den politiker, der har gjort noget særligt for den demokratiske samtale.

I år går prisen til ...

Opdateringer, anbefalinger, debat & job 10 12 42 43

6

Vidste du, at ...

M ånedens tal Redaktørens skrivebord X om x

64 66 72 76

atire S Anmeldelser Debat Quiz

77 78 80 81

ryds & tværs K Politisk kalender Karriere & navne De har skiftet job

82 Karriereportræt

Indsigt er en gave – giv den væk til jul Køb et abonnement på Danmarks bedste magasin for politisk journalistik som julegave. 500 kroner for et år.

Bestil på altinget.dk/magasin/abonnement

Altinget: magasin udkommer hver måned – med de bedste interviews, portrætter og analyser af dansk og europæisk politik.

Skrevet af journalister, der er dybt inde i deres fagområde, og som jagter det afgørende fremfor det sensationelle.

Altinget:magasin Klumme

Vi skal til folkeafstemning om EU i 2019

D

a jeg boede i Belgien første gang, dumpede der en dag et brev ind ad brevsprækken med besked om at stemme ved det forestående lokalvalg i Bruxelles. Det var ikke et tilbud, men netop et påbud. For Belgien er et af de lande i verden, hvor vælgerne har pligt til at møde op ved valgstedet. Sådan har det været siden 1894, og resultatet er tårnhøje stemmeprocenter.

På den måde er Belgien en demokratisk stormagt. Men ellers er det belgiske demokrati ikke noget, man behøver være særlig misundelig på.

Landet er splittet så grundigt op på kryds og tværs i regionale og sproglige grupperinger, at det ofte er meget svært at placere ansvaret for noget som helst. Og det kniber ofte med at få truffet de nødvendige beslutninger før i sidste øjeblik.

Hør, lyder det som noget, vi kender? Ja, det lyder selvfølgelig som den anden demokratiske supermagt, der hører hjemme i Bruxelles, og som går under navnet EU. Nøjagtig som det belgiske demokrati er Unionen en besværlig og langt hen ad vejen uregerlig størrelse, der træffer beslutninger i snegletempo, fordi der er så mange hensyn, der skal vejes op mod hinanden. Alligevel bliver Unionen beskyldt for at køre med demokratisk underskud, fordi det hele foregår langt væk fra borgerne og hurtigt bliver meget teknisk.

Derfor er valgdeltagelsen som regel også sløj, når der hvert femte år skal findes nye medlemmer til den folkevalgte del af EU, Europa-Parlamentet. Sidste gang var det under 43 procent af de stemmeberettigede EU-borgere, der gad at stemme, og i Danmark lå valgdeltagelsen med 56 procent langt under, hvad vi er vant til ved folketings- og kommunalvalg. I Storbritannien stemte kun hver tredje vælger, og i Tjekket og Slovakiet var det færre end hver femte. Men tag ikke fejl: Trods den lave valgdeltagelse var valget til Europa-Parlamentet i 2014 det største demokratiske valg i den vestlige verden nogensinde. 163 millioner mennesker benyttede deres ret til at stemme, og det var 27 millioner flere end antallet af amerikanere, som stemte ved præsidentvalget i 2016.

ALTINGET: MAGASIN ER UDGIVET AF NETAVISEN ALTINGET.

MAGASINREDAKTØR

ANSVARSHAVENDE CHEFREDAKTØR

Annemarie Nordlyng

Jakob Nielsen

ADM. DIREKTØR

Per Mikael Jensen

8

Esben Schjørring ART DIRECTOR FORSIDE:

Arthur J. Cammelbeeck TRYK

PrintConnect

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at nogle af de kræfter, der stod bag Donald Trump og Brexit, nu har rettet deres blik mod det europæiske valg, der skal finde sted i maj 2019. Det gælder Nigel Farage, frontfiguren i Brexit-kampagnen, som selv må forlade Europa-Parlamentet sammen med sit land. Og det gælder Steve Bannon, den anarkistiske strateg, der blev fyret fra Det Hvide Hus, og som nu har slået sig ned i Bruxelles. ”Alle er klar over, at valget i maj er enormt vigtigt, fordi det er det første rigtige opgør på tværs af kontinentet mellem populismen og Davos-partiet,” sagde Bannon i juli med henvisning til byen Davos i Schweiz, hvor verdens politiske og økonomiske elite mødes hvert år. Over hele Europa står stærke nationale partier parat til at kæmpe for at afmontere det forpligtende europæiske samarbejde og erstatte det med en løsere struktur – eller måske nærmere: en ny verdensorden.

Som vi efterhånden har lært, har skæbnen det med at udeblive fra sine aftaler og til gengæld dukke op uanmeldt, når vi mindst venter det.

Men jeg vil alligevel udpege valget til Europa-Parlamentet i maj som det vigtigste valg i Danmark – og i Europa – i lang tid.

For hvis stemmeprocenten bliver lavere end sidste gang, vil det blive udlagt som folkets opgør med et europæisk projekt, som tiden er løbet fra.

Det vil blive et startskud til nye opbrud og opgør mod fælles regler om alt fra euroen til menneskerettighederne. På den måde kan Bannon og EU-skeptiske partier lige fra Dansk Folkeparti i nord til Lega i Italien paradoksalt nok være med til at sikre EU’s fremtid. For hvis de fører en kampagne, der henter flere vælgere til stemmeurnerne, vil Unionens tilhængere tolke det som ny, folkelig legitimitet til de ellers svage institutioner i Bruxelles.

Valget bliver kort sagt en folkeafstemning om det unikke demokratiske eksperiment, som EU er.

Og når valgkortet til Europa-Parlamentet dukker op, er det vigtigste derfor ikke, hvem du stemmer på, men om du stemmer.

SALG & DISTRIBUTION

Kristian Balle Ravn, kristian@altinget.dk UDGIVER

Rasmus Nielsen

ANNONCESALG

NICHEHUSET Bredgade 23 1260 København K Tlf. 35 35 10 10 hej@nichehuset.dk www.nichehuset.dk/ altinget

ALTINGET

Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 33 34 35 40

Valget bliver kort sagt en folkeafstemning om det unikke demokratiske eksperiment, som EU er.

JAKOB NIELSEN CHEFREDAKTØR, ALTINGET

ALTINGET: MAGASIN er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Hel eller delvis kopiering, anden gengivelse eller videreanvendelse af materialet må kun ske efter aftale med Altinget. Det er herunder ikke tilladt at videredistribuere materialet elektronisk via e-mail.

ISSN 2246-5553

Invitation

CEO-konferencen 2019 Vær med på årets CEO-konference efter World Economic Forum i Davos, hvor vi inviterer toneangivende topledere indenfor til inspirerende indlæg og dialog om erhvervslivets udvikling.

På CEO-konferencen sætter vi bl.a. fokus på vækstforventninger, Danmarks konkurrencekraft og debatterer erhvervslivets fremtid med førende aktører i dansk erhvervsliv.

Hør indlæg på dagen af blandt andre Kim Fausing, President & CEO hos Danfoss, Jeff Gravenhorst, Group CEO hos ISS, og Jens Bjørn Andersen, Group CEO hos DSV. Dagens facilitator er Cecilie Beck fra TV2.

Tid og sted PwC i Hellerup 7. marts 2019 Kl. 15.30-18.00

10. - 31. januar 2019

Regnskabskonferencerne

Konference // Update regnskab // CFO Kom og få ny viden om alle væsentlige forhold inden for regnskab, selskabsret, skat og moms.

Tilmeld dig via app’en - søg på “regnskabskonference”.

7. februar, 7. marts 2019

Børsen Executive Club

Morgenmøder // ledelse, strategi // CEO Oplev de dygtigste ledere dele ud af deres erfaringer med strategi og ledelse på topniveau, bl.a.

Mette Maix, adm. direktør i Flying Tiger og Kasper Basse, adm. direktør og stifter af Joe & the Juice.

Tag fat i din PwC-kontakt.

7. marts 2019

Tilmeld dig Læs mere og tilmeld dig via app’en Ekstra værdi.

Søg på ”CEO”.

Jeff Gravenhorst Group CEO, ISS

Kim Fausing President & CEO, Danfoss

CEO-konferencen

Konference // vækstforventninger // CEO Mød bl.a. Kim Fausing, President & CEO hos Danfoss, Jeff Gravenhorst, Group CEO hos ISS, og Jens Bjørn Andersen, Group CEO hos DSV.

12. juni 2019

Årets CFO og C25+ Regnskabspriserne

Kåring // CFO, økonomidirektører Vær med til kåringen af Årets CFO og Årets Rising Stars samt uddelingen af C25+ Regnskabspriserne.

Tilmeld dig via app’en - søg på “CFO”.

Jens Bjørn Andersen Group CEO, DSV

Cecilie Beck Facilitator, TV2

Mogens Nørgaard Mogensen Senior Partner og adm. direktør, PwC

Succes skaber vi sammen ...

Tilmeld dig

Tilmeld dig alle events og få overblik i app’en Ekstra værdi.

Event

CEO Ko nferencen Årets Eje rleder 20 2019 7. ma rts 2019 Tir sda 17 g 31. okt ober 2017

Revision. Skat. Rådgivning.

Altinget: magasin Politiske tal

Vidste du, at ...

AF SIMON FRIIS, JOURNALIST, ALTINGET

Regeringsbærende højrefløjspopulister belønnes af de italienske vælgere

Pew Research har offentliggjort resultaterne af en længerevarende undersøgelse af 34 europæiske landes værdi- og kulturopfattelser. Her blev de adspurgte europæere blandt andet bedt om at erklære sig enige eller uenige i, at ”vores folk er ikke perfekt, men vores kultur er overlegen i forhold til andre”. Mens andelen af borgere, som erklærede sig enten fuldstændig eller mestendels enig i dette statement var højest i Grækenland (89 pct.), Georgien (85 pct.) og Armenien (84 pct.), er selvbegejstringen anderledes lav i lande som Spanien (20 pct.), Estland (23 pct.) og Belgien (23 pct.).

Særligt interessant i et dansk perspektiv er til gengæld variationen i de skandinaviske lande. I Norge mener næsten seks ud af ti (58 pct.), at deres kultur er andre landes overlegen, mens tallet er helt nede på en fjerdedel (26 pct.) for svenskerne. Danmark lægger sig i midten med 44 procent.

Svenskerne skiller sig også ud i deres opfattelse af national identitet.

22 procent af svenskerne mener, at det at været født i Sverige er meget eller i nogen grad vigtigt for, om man kan føle sig rigtigt svensk. Næsten dobbelt så mange (41 pct.) af nordmændene mener det samme, mens tallet for danskerne er 36 procent.

Til gengæld er der bred skandinavisk enighed om vigtigheden af respekt for landets forfatning og love, hvilket 96 procent af svenskerne og 98 procent af både nordmændene og danskerne mener, er en vigtig national identitetsmarkør.

10

Femstjernebevægelsen er faldet med fem procentpoint til 27,7 procent siden valget, mens Lega næsten har fordoblet tilslutningen fra 17,4 procent til rekordhøje 36,2 procent. En måling foretaget af La Repubblica viser desuden, at 58 procent af italienerne betragter Lega-leder Matteo Salvini som Italiens reelle regeringsoverhoved, mens kun 16 procent peger på premierminister Giuseppe Conte.

Briterne mener, at Brexit har været noget rod Selvom der stadig er voldsom uenighed om, hvorvidt Brexit er en god idé, og om der måske ville være ræson i at gentage afstemningen, kan de hårdtprøvede briter blive enige om en ting: Brexit har været et værre rod. Præsenteret for følgende påstand i en YouGov-spørgeundersøgelse, ”processen med at forlade EU har indtil videre været et rod”, erklærer hele 85 procent sig enige. Kun 7 procent er uenige. I samme undersøgelse erklærer 70 procent af briterne sig enige i, at ”mange af de løfter, som politikere, der gik ind for at forlade EU gav, er blevet brudt”, mens kun 12 procent erklærer sig enige i, at briterne vil få en god aftale med EU.

Løkke haler ind på Frederiksen i statsministermåling Altinget har siden september 2015 spurgt danskerne, hvem de ville foretrække som statsminister, hvis der var valg i morgen.

I februar 2017 var afstanden mellem de to på sit højeste. Her foretrak 38 procent Mette Frederiksen, mens kun 19 procent pegede på Lars Løkke Rasmussen. Siden dengang har de to kurver konvergeret i en sådan grad, at det i dag ligner en fuldstændig lige duel.

I Altingets novembermåling peger 27 procent på Frederiksen og 25 procent på Løkke. Bemærkelsesværdigt er det, at kun cirka halvdelen af vælgerne er villige til at pege på de to eneste politikere med en reel

chance for at blive statsminister. 31 procent af de adspurgte ville foretrække en tredje kandidat.

FOTO: HENNING BAGGER / LISELOTTE SABROE / ALASTAIR GRANT / RITZAU SCANPIX

De skandinaviske lande har vidt forskellige syn på egen kulturs overlegenhed

”Om den der med, at ’når først populisterne får magten, lider de’-påstand,” skriver politolog og populismeforsker Matthew Goodwin med drivende ironi på Twitter og henviser til udviklingen i Italien i den seneste tid. Støtten til højrefløjen er steget fra 37 til 46,5 procent, mens venstrefløjen er under 20 procent og 85 procent af Legas vælgere erklærer sig partiloyale. 54 procent af dem, som vil stemme på Lega i dag, stemte ikke på dem ved parlamentsvalget i marts.

Invester i bedre muskel- og skeletsundhed!

Der er brug for bedre forebyggelse af muskel- og skeletsygdomme: Mere end 700.000 danskere har smerter og funktionstab på grund af en muskel- og skeletsygdom.

Mere end 50 % af de erhvervsaktive danskere har hyppige og tilbagevendende smerter et eller flere steder i kroppen.

I 2010 kostede muskel- og skeletsygdomme samfundet mere end 20,5 mia. kr. alene på behandlinger i sundhedsvæsenet, sygedagpenge og førtidspension.

Muskel- og skeletsygdomme er den næsthyppigste årsag til førtidspension i Danmark.

Behov for en national handlingsplan for muskel- og skeletsundhed I dag må alt for mange danskere ufrivilligt stoppe med at arbejde, fordi de har sygdomme og smerter i led, ryg og muskler. Dette sker samtidig med, at vi i de kommende år vil mangle arbejdskraft, og færre danskere skal forsørge flere ældre.

En national handlingsplan for muskelog skeletsundhed skal sikre bedre forebyggelsesindsatser og et bedre samspil mellem sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet. Den skal sikre, at flere danskere kan få flere sunde leveår på arbejdsmarkedet.

Lad os se forebyggelse af muskel- og skeletsygdomme som en investering!

Altinget: magasin Politiske tal

Danmark i tal 2018 Sommeren 2018 slog rekorder I fremtiden vil sommeren 2018 blive kendt som sommeren, der slog alle vejrrekorder.

Ifølge DMI blev sommeren rekordsolrig med 802 solskinstimer, hvilket slog den tidligere rekord på 770 solskinstimer fra 1947. Til sammenligning var der i 2017 kun 567 solskinstimer. Derudover har sommeren 2018 haft 26,7 sommerdøgn, som slog den tidligere rekord, også fra 1947, på 24,7 sommerdøgn. På et sommerdøgn skal temperaturen overstige 25 grader i løbet af et kalenderdøgn.

AF JULIE RIND, ALBERTE OLIVA THAL-JANTZEN OG MARTIN LYNGBÆK, RESEARCH, ALTINGET

Den gennemsnitlige dansker 2018

Gennemsnitsdanskeren hedder i 2018 enten Anne eller Peter Nielsen og er 41,5 år gammel. Den gennemsnitlige indkomst er på 320.040 kroner om året før skat. Gennemsnitsdanskeren har 10,5 lægebesøg om året. Til gengæld går den gennemsnitlige dansker kun i biografen godt to gange om året.

Der kommer fortsat færre asylansøgere

I 2018 blev der optaget 64.943 nye studerende på de videregående uddannelser i Danmark. Det er 0,3 procent færre end i 2017, hvilket svarer til et fald på 222 personer. Til sammenligning lå optagelsestallet i 2008 på 40.897, mens der i 1998 blev budt velkommen til 45.069 nye studerende.

Da det danske fodboldlandshold var lige ved og næsten

De danske herrer tabte til Kroatien i en nervepirrende straffesparkskonkurrence i ottendedelsfinalen under sommerens verdensmesterskab i fodbold.

Landskampen samlede nationen: 2,1 millioner danskere så i gennemsnit kampen på DR1, mens 150.000 streamede opgøret, og 166.000 hørte kampen i radioen. Det gør kampen til det mest sete tv-program på DR de sidste fire år kun overgået af Eurovision og EM-håndbold i 2014.

12

Danmarks befolkningstal er 5,8 millioner

Danmarks befolkning har for første gang rundet 5,8 millioner. Samlet set voksede befolkningen med 16.100 personer i tredje kvartal 2018 og tæller dermed 5.806.000 personer. Stigningen skyldes, at der blev født 3.200 flere personer, end der døde, og der indvandrede 12.800 flere personer, end der udvandrede. På 100 år er befolkningen næsten blevet dobbelt så stor.

Vegetarisme vokser Parcelhuse stiger for første gang mere end ejerlejligheder På landsplan steg priserne på parcelhuse, altså huse med én husstand, med 3,9 procent i juli 2018 i forhold til samme måned sidste år, mens priserne på ejerlejligheder steg med 3,1 procent i samme periode. Det er første gang siden august 2011, at priserne på parcelhuse er steget mere end for ejerlejligheder, når man måler prisudviklingen i forhold til samme måned forrige år.

Ordet ‘plantefars’ blev optaget i Den Danske Ordbog i 2017 og kom for alvor på danskernes læber i 2018.

Det skete, da Dansk Supermarked omkring årsskiftet begyndte at sælge plantefars som led i en stigende tendens, hvor flere og flere danskere bliver vegetarer, pescetarer eller flexitarer. I 2018 lever 2,4 procent af danskerne, cirka 140.000 personer, helt vegetarisk. Det er en stigning fra 2017, hvor antallet var 1,8 procent.

KILDE: DANMARKS STATISTIK, DMI, DR.DK, UFM.DK, COOP & DVF

Færre optaget på videregående uddannelser

30. september havde 2.608 udlændinge søgt om asyl i Danmark. Et tal, der har været faldende siden 2015, hvor den såkaldte flygtningekrise var på sit højeste. Dengang søgte over en million mennesker asyl i Europa, og heraf søgte 21.316 asyl i Danmark.

Det viser en opgørelse, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har foretaget.

Gentænk Velfærden 2019

– vær med til at udvikle fremtidens velfærd Hvem er fremtidens frontmedarbejdere? Hvordan sikrer vi sammenhængende sundhedstilbud på tværs af sektorer, hvor borgerens behov sættes først? Hvordan uddanner vi børn og unge til jobs, som ikke engang eksisterer endnu? Det er nogle af de spørgsmål, Mandag Morgen stiller, når vi inviterer dig til at gentænke velfærden.

Gentænk Velfærden 2019 er en ambitiøs videreudvikling af Velfærdens Innovationsdag, hvor du sammen med en bred skare af aktører på velfærdsområdet er med til at finde bud på velfærdsløsninger, som du kan bruge i din egen organisation.

Forløbet er værdiskabende, tværsektorielt og kompetenceudviklende og består af to velfærdsværksteder og en afsluttende konference.

Læs mere og tilmeld dig på www.mm.dk/gentaenk Aarhus | København

TÆ N K E TA N K E N

Altinget: magasin Christiansborg

ÅRET, HVOR RADIKALE FIK SPARKET

FOTO: MADS CLAUS RASMUSSEN / JENS NØRGAARD LARSEN / RITZAU SCANPIX

AF ERIK HOLSTEIN, ALTINGETS POLITISKE KOMMENTATOR

14

Altinget: magasin Christiansborg

Socialdemokraternes afvisning af Radikale var det mest opsigtsvækkende skaktræk i 2018, og skilsmissen kan vise sig at være endegyldig. Regeringen fik manøvreret sig væk fra afgrundens rand, men der skal et mirakel til, hvis der også er en VLAK-regering om et år.

S

temningen var langt under frysepunktet, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i starten af 2018 måtte erkende, at den stort anlagte aftale om skat og udlændinge faldt til jorden.

Det var det endelige nederlag for de ambitiøse skatteplaner, Løkke havde fremlagt halvandet år tidligere, og som havde udløst det ene melodrama efter det andet med Liberal Alliance i hovedrollen.

Det var den endelige understregning af, at ”det mest liberale regeringsgrundlag i danmarkshistorien” var en skrivebordsøvelse, der aldrig havde et gran af realpolitik i sig.

Men VLAK-regeringen overlevede. Den havde ikke ligefrem et heroisk skær over sig og mindede mest om en plukket høne.

Men livsforlængelsen var det væsentligste for statsministeren, der har en formidabel evne til at fortrænge nederlagene og satse på en ny runde ved rouletten.

Liberal Alliance var spået en grum skæbne efter slagtningen af partiets ikoniske mærkesag, topskattelettelser. Men selvom mærkesagen var røget syv fod under jorden, endte partiet ikke samme vej.

LA gik tilbage i meningsmålingerne og kommer til at indhøste et nederlag ved valget. Men to tredjedele af LA-vælgerne har en loyalitet over for partiet, som andre partier kun kan misunde. LA-leder Anders Samuelsen kom fornuftigt fra partiets landsmøde i foråret, og målingerne har stabiliseret sig omkring de fem pro-

cent. LA har fået skrammer, men er ikke i livsfare.

Stærk start på året løb ind i OK18 I løbet af foråret 2018 så det ud, som om statsministerens defensive strategi måske alligevel kunne lykkes. Ikke fordi Venstre – eller blå blok – pludselig fik et stolt comeback. Men fordi der kom en magtforskydning på den anden side.

I starten af året så Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, uovervindelig ud. Partiet rundede 30 procent i enkelte meningsmålinger i en tid, hvor de fleste europæiske socialdemokratier forvitrer som forkrøblede træer.

I februar lagde partiet et opsigtsvækkende asyludspil frem, et udspil, der både byggede på en Marshallplan til Afrika og asyl-opsamlingslejre uden for Europa. Udspillet var kontroversielt og havde været utænkeligt få år tilbage, men S-vælgerne løb ikke skrigende væk. Alt så ud til at flaske sig. Men så begyndte forhandlingerne om de offentlige overenskomster at gå i hårdknude.

Som udgangspunkt var OK-18-forhandlingerne ikke Socialdemokraternes problem. Fra statens side blev forhandlingerne ført af Venstres innovationsminister, Strategisk set var Sophie Løhde, og den socialdemokrai kommunerne tiske melding ikke havde den konalene logisk, den var servative borgnærmest uafvendelig. mester Michael For den politiske fælZiegler en nøglelesmængde mellem S rolle. Men snart og R er mindsket drasprang aben over stisk gennem årene på Mette Frede– til en grad, hvor der riksens skuldre. ikke er basis for et De helt store regeringssamarbejde. sværdslag i forhandlingerne blev nemlig taget på to områder, der begge kunne forbindes med Thorning-regeringen: På det kommunale område blev forhandlingerne formørket af lovindgrebet mod lærernes arbejdstid i 2013. Og på statens område rettede de ansattes frustration sig mod den forhadte Moderniseringsstyrelse, der i sin effektiviseringsiver nu var gået på jagt efter hævdvundne medarbejdergoder som fridage på juleaftensdag

og nytårsdag. Moderniseringsstyrelsen blev oprettet af tidligere finansminister Bjarne Corydon (S), og snart begyndte minderne om ham at tone frem.

Problemet blev forværret, da S-ledelsen valgte at prioritere princippet om ikkeindblanding i overenskomsterne over politiske markeringer. For konflikten var i høj grad politisk – alene af den grund, at Moderniseringsstyrelsen blev opfattet som en aggressiv politisk aktør.

Den socialdemokratiske kurs blev hurtigt upopulær blandt lønmodtagerne. Det førte til et drastisk fald i meningsmålingerne, mens partier som Enhedslisten og SF voksede. Flertallet blev ikke flyttet over til den blå side, men den interne magtforskydning i rød blok var en fordel for Løkke, fordi hans hovedmodstander blev svækket.

Siden har Socialdemokratiet vundet noget af tilslutningen tilbage, men der er et stykke til højderne fra starten af året – og måler man på vælgernes favoritkandidat, er Mette Frederiksens forspring til Løkke mindsket.

Kold afvaskning til Radikale Dramaet i oppositionen voksede, da Mette Frederiksen meldte åbent ud, at hun går efter en ren socialdemokratisk mindretalsregering efter valget. Det var en kold afvaskning til Radikale Venstre, der i årtier har taget det som en selvfølge at blive inviteret med i S-ledede regeringer.

Strategisk set var den socialdemokratiske melding ikke alene logisk, den var nærmest uafvendelig. For den politiske fællesmængde mellem S og R er mindsket drastisk gennem årene – til en grad, hvor der ikke er basis for et regeringssamarbejde.

Den væsentligste uenighed er på udlændingepolitikken, hvor Socialdemokraterne har strammet kursen drastisk gennem årene.

Strammerlinjen bygger på den analyse, at migrant- og flygtningestrømme i retning af Europa kun vil blive forstærket som følge af befolkningstilvæksten og politisk ustabilitet i Afrika og den arabiske verden. Strammerfløjen forudser, at en massiv indvandring af ufaglærte med en helt anden kulturbaggrund vil føre til øget kriminalitet og normsammenstød – og ultimativt smadre de europæiske vel-

December 2018

15

Altinget: magasin Christiansborg

Livsforlængelsen var det væsentligste for statsministeren, der har en formidabel evne til at fortrænge nederlagene og satse på en ny runde ved rouletten. færdssamfund. Derfor skal den udvikling for enhver pris stoppes.

Hos Radikale er analysen ganske anderledes. Partiet går ikke ind for en helt ukontrollabel indvandring, men har et andet og langt mere positivt syn på globaliseringen i almindelighed og har derfor en anden vurdering af indvandringens konsekvenser. Det er ikke svært at finde radikale, der ser indvandring fra den tredje verden som et positivt tilskud, der kan modsvare aldringen af den europæiske befolkning. Samtidig ser partiet modtagelse af flygtninge fra alle steder i verden som en humanitær forpligtelse – uanset om det skaber problemer i det danske samfund.

Den skillelinje er den centrale i både dansk og europæisk politik, og de to modsatrettede analyser betyder, at det er svært at tale om en udlændingepolitisk midte: Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Konservative ser folkevandring fra den tredje verden som en eksistentiel trussel.

Det samme gør dele af Liberal Alliance og dele af Venstre – herunder den altover-

16

vejende del af Venstres vælgere. På den anden side står partier som Enhedslisten, Radikale og Alternativet, der alle vil have lempet udlændingepolitikken. SF er delt på spørgsmålet og er i dag det nærmeste, man kan komme et udlændingepolitisk midterparti.

Modsatrettede bevægelser Udlændingepolitikken er den vigtigste grund til, at Socialdemokratiet og Radikale er gledet langt fra hinanden. Men der er også andre forklaringer på skilsmissen: Mens Radikale under opbygningen af velfærdssamfundet stod nær Socialdemokraterne i den økonomiske politik, er modsætningerne siden vokset.

Socialdemokraterne har under Mette Frederiksen taget en fordelingspolitisk venstredrejning og lagt afstand til æraen under Thorning og Corydon. Den nye S-formand er gået langt i partiets selvopgør, og hun mener, at de europæiske

socialdemokraters nedtur både skyldes en for liberal udlændingepolitik og en for liberal økonomisk politik.

Radikale har gennem nogle årtier taget en gradvis bevægelse den anden vej. I forhold til de såkaldte velfærdsreformer er Radikale ikke længere et midterparti. Tværtimod har partiet længe været helt i front, når det gælder afskaffelse af efterlønnen, hævelse af pensionsalderen og nedsættelse af dagpengeperioden. Det førte til smertefulde nederlag for Socialdemokratiet og SF i Thorning-regeringens tid, noget, de to partier på ingen måde har tilgivet Radikale for.

Kaotisk kædereaktion På det taktiske plan førte den socialdemokratiske afvisning til en kaotisk kædereaktion i oppositionen: Først den ventede radikale vrede, hvor partiets leder Morten Østergaard understregede, at Mette Frederiksen i så fald ikke skal tage de radikale mandater for givet.

Dernæst så den taktisk ferme leder af Alternativet, Uffe Elbæk, en chance for

Altinget: magasin Christiansborg

at give sit kriseramte parti ny luft ved at Men det har længe været klart, at Thuerklære sig selv som statsministerkandi- lesen ikke vil sætte sig med armene over dat. Og for at forhindre, at Alternativet kors, hvis oppositionen vinder valget. I så igen løb med al opmærksomheden, skynd- fald vil han frem for alt sikre, at partier te Enhedslistens Pernille Skipper sig også som Radikale og Alternativet ikke får indat melde sit statsministerkandidatur. Til flydelse på udlændingepolitikken.

Socialdemokratiet har længe ønsket, at sidst kunne SF-formand Pia Olsen Dyhr ligefrem skabe overskrifter ved tørt at Thulesen åbent skulle erklære, at han vil konstatere, at hun ikke er statsminister- neutralisere Elbæk og Østergaard, hvis de kandidat. to partier kræver en lempeligere udlænDet parodiske forløb og de ophedede dingepolitik som betingelse for at støtte hundeslagsmål internt i oppositionen Mette Frederiksen som statsminister.

På DF’s årsmøde i september kom fik for en tid skattefarcen i blå blok til at blegne. De tre statsministerkandidater Thulesen så omsider med den melding, er logisk nok blevet brugt af Løkke til at der var balsam for de socialdemokratiske komme med spydige bemærkninger om, nerver. DF-formanden sagde ikke direkte, at ”Mette Frederiksen vil samle landet, at han vil redde socialdemokraterne, hvis men hun kan ikke engang samle sine egne de får problemer med deres parlamentariske grundlag. Men Thulesens melding støttepartier”.

Vælgerne er indtil videre ligeglade. om, at han ”vil tage telefonen, hvis MetInterne slagsmål har stor underholdnings- te Frederiksen ringer”, var så tæt på, han værdi, men den slags overvurderes ofte på kunne komme. DF-formanden skal nemChristiansborg. De interne stridigheder lig også passe på. En pæn del af DF-vælbliver først for alvor farlige, hvis de ska- gerne anser sig selv for borgerlige. De ber tvivl om den politiske linje.

Får Lars Løkke Rasmussen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) held til at overbevise vælgerne om, at Mette Frederiksen kommer til at danse efter den udlændingepolitik, Radikale og Alternativet står for, ja, så taber Socialdemokraterne valget.

Men den strategi er svær at føre ud i livet. For dels har S-formanden surret sig fast til masten og erklæret, at Socialdemokraterne simpelthen er ”færdige”, hvis de ændrer udlændingepolitik igen.

Dels har S denne gang en En pæn del af DF-vælanden mulighed end at gerne anser sig selv bøje sig for Radikales krav. for borgerlige. De kan sagtens leve med En ny alliance et samarbejde med Samarbejdet mellem de Socialdemokraterne i to tidligere arvefjender, konkrete sager, men S ocialdemokratie t og mange vil stå af, hvis Dansk Folkeparti, starteThulesen kan beskylde i slutningen af 2016, des for at spekulere og siden er der opstået et i et nederlag til den tillidsfuldt forhold både borgerlige regering. på partilederplan og på toprådgiverniveau.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har som sin erklærede plan A at få sit parti i regering ved en blå valgsejr: Anders Samuelsen og LA skal kyles ud og erstattes af DF. Uanset valgresultatet tyder absolut intet på, at LA er i regering efter næste valg.

kan sagtens leve med et samarbejde med Socialdemokraterne i konkrete sager, men mange vil stå af, hvis Thulesen kan beskyldes for at spekulere i et nederlag til den borgerlige regering.

Det vil åbne en ladeport for Nye Borgerlige, der med den mediestærke Pernille Vermund i spidsen har gode chancer for at forøge antallet af partier i Folketinget til ti. Samtidig sætter Vermunds tre ultimative krav spørgsmålstegn ved levedygtigheden af en ny borgerlig regering. For ligesom at understrege inflationen i antallet af statsministerkandidater understregede Nye Borgerliges leder, at hun vil pege på sig selv, hvis hun ikke får sine krav opfyldt.

Ved indgangen til valgåret 2019 er den politiske situation mere kaotisk, farverig, uforudsigelig og kompliceret end i rigtig mange år. Gamle alliancer er brudt, andre dannes – og det politiske spektrum omskabes med nye skillelinjer.

2019 bliver med garanti ikke et kedeligt år.

December 2018

17

Altinget: magasin Miljø og geopolitik

De tonstunge rør, der skal udgøre infrastrukturen i Nord Stream 2, bliver inspiceret på industrihavnen i Sassnitz-Mukran i MecklenburgVorpommern.

18

Altinget: magasin Miljø og geopolitik

D

et kunne være et deja-vu, men er det ikke.

Vi har ellers at gøre med det samme hotel lidt uden for Rønne, samme generiske konferencelokale, samme type offentlige høring. Og samme hovedaktører – Energistyrelsen og firmaet bag Nord Stream 2.

En ting har dog ændret sig siden sidst: Ruten på den gasrørledning, som russerne vil bruge til at transportere milliarder af kubikmeter naturgas til Tyskland med.

I september 2017, hvor der for første gang blev holdt borgermøde om Nord Stream 2 på Bornholm, ville russerne lede gasrøret syd om øen, akkurat som ved det første Nord Stream-projekt.

Sidenhen har et geopolitisk spil af dimensioner fundet sted med EU, USA, Rusland, Ukraine, Tyskland og Sverige blandt de involverede.

Et spil, hvor råstoffer og milliarder af kroner blander sig med værdipolitik og konturerne af

en ny multipolær verdensorden. Tyskerne vil gerne købe den russiske gas, som lige nu løber igennem Ukraine. Det kunne lyde uskyldigt, men kan være geopolitisk sprængfarligt oven på Ruslands annektering af Krim og krigen i Østukraine. I Europa er frygten, at Rusland vil øge presset på Ukraine, hvis gassen med en ny Østersø-ledning ikke længere skal ledes gennem Ukraine.

Samtidig ser USA gerne, at Europa og Tyskland køber skifergas. Både af egne økonomiske hensyn og også af frygt for, at mere russisk gas kan øge Ruslands indflydelse i EU. Danmark er et lille land – men sagen om Nord Stream 2 er geopolitik på den store klinge.

Oven på Ruslands annektering af Krim og krigen mod netop Ukraine om den østlige provins Donetsk i Østukraine er frygten i Europa, at Rusland vil øge presset på Ukraine, når gassen med en ny Østersø-rute ikke længere skal ledes gennem gasrørledninger i Ukraine.

USA vil gerne fastholde presset på Rusland,

FOTO: JENS BÜTTNER / RITZAU SCANPIX

NORD STREAM 2

Rusland ligner vinderen af armlægningen om Bornholm: Var kampen mod Putins gas det hele værd?

Der er både lokal- og storpolitisk uenighed om det sidste skridt i sagen om russisk gas og politisk indflydelse i Europa.

AF ANDERS REDDER, JOURNALIST, ALTINGET

December 2018

19

Altinget: magasin Miljø og geopolitik

som man frygter vil få regeringsrepræsentanter for meget indflydelse, i og jurister fra Polen. De SAGEN KORT takt med at europæerne fremførte den østeuro– Nord Stream 2 pæiske og baltiske modkøber mere russisk gas stand mod Nord Stream – og USA kan også have Nord Stream 2 er en 1.230 kilometer lang gasrørled2, som ifølge kritikerne egne økonomiske eksning, der skal bringe russisk portinteresser på grund vil give Rusland en geonaturgas gennem Østersøpolitisk gasklemme på af den voksende skiferen og ind i Tyskland. gas-industri. Så selvom Europa og øge risikoen Firmaet bag Nord Stream 2 Bornholm er en lille ø for yderligere spændiner schweizisk, men ejet af ger i Østukraine. og Danmark et lille land Gazprom, der hovedsagelig I år er her også polak- men sagen om Nord er ejet af den russiske stat. ker til stede. Tre styks Stream 2 er geopolitik I april 2017 ansøgte Nord Stream 2 formelt set om at mænd i jakkesæt fra på den store klinge. anlægge 139 kilometer af det statsejede Polish Det var således ikke gasledningen i dansk terriOil & Gas Company. tilfældigt, at et samtorialfarvand. let Folketing 1. januar De er 100 procent imod Efter måneders strid 2018 flyttede tilladelsesNord Stream 2, også den besluttede Folketinget at myndigheden til Nord alternative rute, siger rykke beslutningen væk Stream 2 væk fra Enerde, men ønsker ikke fra Energistyrelsen og over gistyrelsen og over til at medvirke ved navn til Udenrigsministeriet og Udenrigsministeriet og i artiklen. Under selve Anders Samuelsen.

Anders Samuelsen (LA). mødet sidder de bagerst, Efterfølgende har russerne Siden da har sagen på tier stille og tager noter, planlagt en ny rute nordellevte måned ligget i mens simultantolken vest om Bornholm. Den er dvale på Asiatisk Plads, oversætter løs i en sort længere og dyrere, men går til gengæld ikke genog en godkendelse af boks bag dem. nem dansk territorialfarden sydlige rute lader Protester er der dog, vand. Derfor kan Danmark vente på sig. omend de er noget kun modsætte sig procesKonsekvens? Russera f d æ m p e d e o g i k ke sen af miljøårsager – ikke af hensyn til sikkerheds- og ne har sat turbo på en kommer fra polakker, udenrigspolitik. fiffig planlægning af en men fra flere af de godt alternativ rute nordvest 20-25 bornholmere, der Onsdag 14. november var om Bornholm. Den nye er mødt op. der borgermøde om den nye rute i Rønne, Bornholm. rute ligger akkurat uden Til borgermødet Nord Stream 2 koster for dansk territorialer også Nord Stream omkring 70 milliarder krofarvand, og derfor kan 2-topfolk, lobbyfirmaet ner. Naturgas er et fossilt regeringen ikke længere Rud Pedersen, som er brændstof, men udleder bruge sikkerhedspolihyret til at sætte skub mindre CO2 end eksempelvis kul. tiske argumenter til at i processen, og en stor blokere for den russiske d e l e g at i o n a f R a m bøll-konsulenter i mørgasledning. Nu står kun miljøhensyn i vejen for en Nord Stream ke jakkesæt. ”Nogle siger, at forandring fryder. På 2-gasledning 11,5 kilometer nordvest for Bornholm har vi det modsat: Forandring Bornholms kyst. fryder ikke. Vi er mange her på øen, der Ingen polske protester er skeptiske over for Nord Stream,” siger Derfor havde Energistyrelsen arrange- Søren Kyhn Jørgensen, en ældre herre i ret endnu et borgermøde på Hotel Green ternet skjorte og blågrå arbejdsbukser, Solution House 14. november om aftenen. kort før borgermødet begynder. Mere For høres skal de, bornholmerne. Om end 6.000 bornholmere havde sat deres den nye gasrørlednings indvirkning på underskrift på en indsamling mod gashavet, hvoraf 17 kilometer rør passerer rørledningen for et år siden, påpeger han.

Der bliver fra lokal side spurgt ind til, biologisk værdifulde Natura 2000-arealer og yndede levesteder for marsvin og om et synkende skib vil kunne sætte gang gråsæler. Sidste år blev borgermødet iføl- i en stor gaseksplosion i havet ved Bornge Politiken mere eller mindre kapret af holm. Og om hvem, der i et sådant tilfæl-

20

de skal betale regningen – russerne eller danskerne?

De geopolitiske argumenter mod Nord Stream 2 fremsiges ikke. Bornholmerne ved godt, at hverken de eller Danmark har midlerne til at sætte sig op mod den nye rute nordvest om øen. ”Når vi ikke kan forhindre en gasrørledning , bør vi få det bedste ud af det med russerne. Bornholm er sandsynligvis gået glip af arbejdspladser og russiske investeringer, fordi Folketinget har blokeret for den sydlige rute. Jeg forstår godt bekymringerne, for jeg har også selv haft dem.

Men det må være på tide, at vi bløder op for modstanden,” fortæller Søren Schow, Venstres gruppeformand i byrådet, nogle timer inden borgermødet. Han er desuden formand for Nexø Havn – et af de steder, hvor russiske skibe måske kan få gavn af at lægge til kaj i byggefasen.

Miljørapport blåstempler projektet På borgermødet blåstempler den miljørapport, som Nord Stream 2 har fået konsulenthuset Rambøll til at udarbejde, russernes nordvestlige rute. Der er ingen markante miljøbelastninger forbundet med Nord Stream 2’s nye plan, lyder det.

Nogle marsvin vil blive forstyrret i anlægsfasen af larmende skibe. Skibstrafikken omkring strædet mellem Bornholm og Sverige vil blive forstyrret. Fiskerne får sværere ved at bundtrawle nær gasledningen. Men ifølge Rambøll ingen alvorlige og vedvarende skader.

Borgermødet er arrangeret af Energistyrelsen og er en obligatorisk del af den høringsfase, som ser ud til at blive begyndelsen til enden for Nord Stream 2-konflikten.

Firmaet bag Nord Stream 2 – som er ejet af rusSom det så ofte er siske Gazprom, sket i danmarkshistoder igen er ejet rien, kender vi ikke af den russiske vores besøgstid og stat – er allerede i dummer os. Med den gang med at lægeneste konsekvens, ge kilometervis af at vi har irriteret rør i farvandene russerne og påført de ved Finland og tyske gasforbrugere Rusland. Svenen ekstraregning. skerne og tyskerSøren Espersen, MF (DF), ne har også vendt udenrigsordfører og fortommelfingeren mand for Det Udenrigspoopad til projektet, litiske Nævn

Altinget: magasin Miljø og geopolitik

I EU har vi sammen med Polen og de baltiske lande kæmpet imod Nord Stream 2, men vi har mødt meget modstand fra Tyskland. Men derudover kunne jeg godt have ønsket mig større skandinavisk samhørighed i den her sag.

Michael Aastrup Jensen, MF (V), udenrigsordfører

og nu venter russerne bare på et flueben fra Energistyrelsen.

Hvis altså ikke Anders Samuelsen kommer dem i forkøbet og godkender den sydlige rute.

Dansk dilemma Både i Rønne og på Christiansborg er den selvreflekterende proces derfor begyndt.

Var modstanden mod Nord Stream 2 kampen værd? ”Ja, uden tvivl,” lyder svaret fra Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører i Venstre. ”Rusland har annekteret Krim-halvøen og er stadig i krig i det østlige Ukraine.

Det eneste, der stopper russerne fra at trænge længere ind i Østukraine, er, at de har brug for at transportere gas gennem landet. Den mulighed må vi ikke fratage dem ved at tillade Nord Stream 2-ledningen. Vi har at gøre med en aggressiv stat, og den danske modstand har været mere end berettiget,” uddyber V-ordføreren, der har savnet opbakningen fra Danmarks tætte allierede i sagen. ”I EU har vi sammen med Polen og de baltiske lande kæmpet imod Nord Stream 2, men vi har mødt meget modstand fra Tyskland. Men derudover kunne jeg godt have ønsket mig større skandinavisk samhørighed i den her sag,” siger Michael Aastrup Jensen.

Hos Dansk Folkeparti er holdningen diametralt modsat. ”Det har været en fuldstændig tåbelig beslutning at sylte tilladelsen til den sydlige Nord Stream 2-rute,” siger Søren Espersen, DF’s udenrigsordfører. Han føler sig overbevist om, at sagen om den russiske gasledning nærmer sig enden. ”Det er jo ikke idioter, vi har med at gøre. Russerne har bare fundet andre løsninger, lagt ruten om og placeret arbejds-

pladser og investeringer i Sverige i stedet for på Bornholm. Som det så ofte er sket i danmarkshistorien, kender vi ikke vores besøgstid og dummer os. Med den eneste konsekvens, at vi har irriteret russerne og påført de tyske gasforbrugere en ekstraregning,” siger Søren Espersen.

På rådhuset i Rønne har der også været dilemmaer at tænke over. Både af håndgribelig og klima-etisk karakter. ”Arbejdspladser på Bornholm er selvfølgelig vigtige i den her sag. Men arbejdspladser er ikke alt. Vi skal også tænke på, at naturgas er et fossilt brændstof. Er det virkelig nu, at vi skal udrulle en ny gasledning?” spørger Morten Riis, medlem af byrådet for Enhedslisten.

Høringsfase kan trække ud Med russernes nye nordvest-rute uden for dansk territorialfarvand er mulighederne for at gøre modstand mod projektet næsten udtømte. Men også kun næsten.

Frem mod 19. december kan myndigheder og virksomheder, både i Danmark og resten af Østersølandene, gøre indsigelser mod projektet.

Hvis modstanden har miljøfaglig relevans, kan Energistyrelsen bede Nord Stream 2-firmaet foretage yderligere beregninger af miljøkonsekvenserne. Eller lave mindre justeringer af ruten.

Og så kan det tage tid at behandle alle høringssvar i sagen. Lang tid.

Polen og de baltiske lande kan komme med fagligt funderede indsigelser, der kan tage måneder for Energistyrelsen at sætte sig ind i. Derfor er det ikke usandsynligt, at Nord Stream 2’s planer om at påbegynde byggeriet nord for Bornholm i juni 2019 bliver forsinket. Med dertilhørende megaomkostninger i form af forsinkelser for det russiske prestigeprojekt.

I Venstre-gruppen på Bornholm mener

Søren Schow, at håndklædet skal kastes i ringen. Nord Stream 2 kommer, om man vil det eller ej. ”Så lad os lave en deal med russerne.

Hvis vi gør det billigere for dem og tillader Nord Stream 2-ruten syd om øen, vil de måske bruge bornholmske havne under byggeriet eller give vores fiskere fordele i farvande, som russerne ellers har udelukBornholm er sandket dem fra,” lyder synligvis gået glip opfordringen til af arbejdspladser og regeringen. russiske investerinAnderleger, fordi Folketinget des kamplysthar blokeret for den ne er Venstre og sydlige rute. Jeg Michael Aastrup forstår godt bekymJensen på Chriringerne, for jeg har stiansborg. også selv haft dem. ”Jeg accepteMen det må være på rer ikke, at Nord tide, at vi bløder op Stream 2-gasledfor modstanden. ningen nordvest Søren Schow, Venstres om Bornholm gruppeformand i byrådet med 100 propå Bornholm cents sikkerhed bliver til virkelighed. Der kan være miljøkonsekvenser for farvandet ved Bornholm, der åbner et musehul for at forhindre det.”

Har du en faglig indsigt i miljøkonsekvenserne, som bakker det op? ”Nej, og måske er det naivt. Men jeg har et håb om, at det sker. Og det holder jeg fast i,” siger Michael Aastrup Jensen.

Hvis den nordvestlige gasledning bliver til virkelighed, vil den være 36 kilometer længere end den oprindeligt planlagte Nord Stream 2. Nord Stream 2 ønsker ikke over for Altinget at oplyse, hvor store ekstraomkostninger de 36 kilometer vil pålægge firmaet.

December 2018

21

Altinget: magasin International politik Hver måned giver Mikkel Vedby Rasmussen Altinget: magasins læsere indblik i en verdensorden i opbrud.

V E D BYS A N A LYS E

Engang så vi kun mulighederne ved globaliseringen, nu ser vi kun problemerne AF MIKKEL VEDBY RASMUSSEN, PROFESSOR VED INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET

A

t lytte efter den almægtiges fodtrin var essensen af politisk talent, mente Bismarck, fordi det var forudsætningen for, som han sagde, at kunne gribe fat i Guds frakkeskøder, når han gik gennem historien – og så holde godt fast. Især det sidste var Bismarck god til. Men hvad gør man, hvis man føler, at man har haft godt fat i frakkeskøderne og mærket historiens vind på sit ansigt, for så pludselig at stå ved vejkanten, mens man knuger et stykke stof ind til sig, som ved nærmere eftersyn slet ikke ligner den almægtiges frakke? Det er sådan globaliseringens tilhængere og den europæiske integrations fortalere fremstår i en tid, hvor verden synes at gå en anden vej, end den gjorde i 1990’erne og nullerne.

Måske var det, som tiltalte globaliseringens fortalere, i virkeligheden fornemmelsen af at have historiens vind i ryggen, og når vinden skifter, så ser de sig om efter den næste uafvendelige sandhed. Men hvad der virker som realisme, er i virkeligheden mangel på fantasi. En hel politisk generation er vokset op i troen på, at deres rolle var at sælge de initiativer, som embedsværket havde formuleret, som uafvendelige sandheder, for at netop deres land kunne passe bedst ind i de globale værdikæder. Når de sandheder begynder at klinge hult, så har hverken embedsmænd eller politikere noget koncept om alternativer, og derfor omfavner de enten de synspunkter, som de før afviste som bagstræberiske eller kaster sig over nye uafvendelige tendenser som for eksempel klimapolitik, hvor uret, som tikker ned mod det globale klimakollaps, kommer til at tjene samme rolle som brændende platform, som globaliseringen gjorde før.

Det var dengang, at Francis Fukuyama mente, at den almægtige hoppede på stedet, snarere end travede gennem historien.

Med Vestens sejr i Den Kolde Krig var der kun én opskrift på det gode samfund; nu handlede politik ikke om at forudse fremtiden, Resultatet er, at globaliseringens optimisme bliver erstattet men at skabe samfund efter opskriften, som Vesten præsentere- af krisens pessimisme. Hvor globaliseringen præsenterede et de. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen formulerede det måske udviklingsfællesskab, bliver vi nu præsenteret for et krisefælleskab. Om det er presset fra flygtninge klarest, da han – igen igen – talte om, at når og migranter, truslen fra konkurrencen historiens vind blæste op, så var der to slags fra Asien, udsigten til, at nye teknologier mennesker: dem, der byggede læhegn, og Måske var det, som tiltalte vil skabe arbejdsløshed, russiske hackere dem, der byggede vindmøller. globaliseringens fortalere, i eller nogle af alle de andre truende vinde, virkeligheden fornemmelsen I dag virker globaliseringens vindmøller som sætter dagsordenen, så er det tilbagevendende tema en grundlæggende usiksom noget fra Don Quixote. De intellekaf at have historiens vind i tuelle og politikere, som i årevis med stor kerhed, om vores samfund kan overvinde ryggen, og når vinden skifter, autoritet henviste til globaliseringens uafdisse kriser. Resultatet er et tab af konså ser de sig om efter den næste tekst. Vi ser problemet, men ikke muligvendelighed, synes nu lige så overbeviste uafvendelige sandhed. heden; før så vi muligheden, men ikke de om, at de begik samme fejl som ridderen af problemer, som naturligt følger med. den bedrøvelige skikkelse og lagde alle deres drømme og forhåbninger i noget, der viste sig at være langt mere banalt, end de havde håbet. Efter at vind- Bismarck mente ikke, at historien var givet på forhånd, men møllerne således virker urealistiske, kaster de sig over læhegn. han mente, at en dygtig politiker kunne udnytte de muligheder, Når det vækker opsigt, at Henrik Sass Larsen (S) ville diskutere som tiden gav, til at realisere sine ideer. Men det kræver, at man internationale konventioner, som giver udlændinge ret til at få har nogle idéer; og det er idéudviklingen, nysgerrigheden efter asyl i Danmark, så er det ikke, fordi det ville bryde med social- alternativer og modet til at eksperimentere, som for alvor fordemokratisk politik, men fordi det ville blive det foreløbigt mest svandt med idéen om globalisering. Desværre ikke mindst hos spektakulære brud i en lang række af brud på den politik, som dem, der var dens stærkeste fortalere, og som derfor ikke evner Nyrup stod for. Listen af indsatser, som må gøres, fordi globa- at tage ansvar for samfundsudviklingen på et tidspunkt, hvor der liseringen ikke virker, er lige så lang som listen af politik, der netop er behov for at se de sammenhænge, som globalisterne måtte føres for få år siden, dengang man konstant henviste til trods alt så. globaliseringen.

22

MINUTTER

2018 PÅ 15

ALTINGET GIVER DIG

Altinget: magasin Overblik

Få overblikket over det politiske år – ressort for ressort.

December 2018

23

Altinget: magasin Overblik

CHRISTIANSBORG

KULT UR

De mange statsministerkandidaters år

Medieforliget blev et opgør med hovedstaden og DR

JOURNALIST, ALTINGET

ARKTIS

Spændinger i rigsfællesskabet ANDREAS KROG, REDAKTØR ALTINGET: ARKTIS

Grønlandske lufthavnsudvidelser fyldte rigtig meget i 2018 og involverede en sprængt regeringskoalition, millionstøtte fra Danmark, mulig assistance fra det amerikanske forsvar og kinesiske investorer i kulissen. I november kulminerede forløbet, da et snævert flertal i det grønlandske parlament vedtog lufthavnspakken, der med sine 3,7 milliarder kroner er Grønlands største offentlige investering nogensinde. En FN-rapport fik debatten om oprydning på efterladte amerikanske baser i Grønland til at blusse op igen.

På Færøerne strømmede færøske børnefamilier fra Danmark hjem til øerne, der nu huser mere end 51.000 indbyggere. Takket være blandt andet fiskeeksport til Rusland har Færøerne nu et højere BNP end Danmark.

Flere lande så med stigende skepsis på Ruslands genåbning af militærbaser i Arktis, mens russerne så med skepsis på Nato’s øgede tilstedeværelse i Arktis. Samtidig vokser den kinesiske interesse for Arktis fortsat.

24

Det har ikke skortet på kandidater til landets højeste politiske embede i 2018. Kort tid før sommerferien sprang Alternativets Uffe Elbæk ud som ny statsministerkandidat, og efter ferien fulgte Enhedslistens Pernille Skipper trop.

Hverken Elbæk eller Skipper bliver efternavnet på den næste statsminister i Danmark, men de to oppositionspolitikeres statsministerdrømme tjener som et billede på det opbrud i det politiske Danmark, der har præget 2018.

I sin grundlovstale slog Mette Frederiksen (S) op med sin mangeårige partner, Radikale, til fordel for ambitionen om en ren S-regering. Den skal samarbejde til højre, når det handler om udlændingepolitik, og til venstre, når klimaog socialpolitik er på dagsordenen.

Det blev ikke vel modtaget blandt de øvrige partier i oppositionen, der siden forgæves har forsøgt at lægge pres på S-formanden med statsministerkandidater og krav om skriftlige garantier.

Den borgerlige lejr har haft travlt med at pege fingre ad oppositionens mange statsministerkandidater, men der er også forandringer på vej i den blå blok. Nye Borgerlige står til at komme i Folketinget efter næste valg, og med partiets tre krav til udlændingepolitikken, tegner det til, at partiet ender med at lægge et ekstra pres på Løkke og co. I øvrigt har partiets formand, Pernille Vermund, også udnævnt sig selv som statsministerkandidat.

AF PETER PAGH-SCHLEGEL, REDAKTØR, ALTINGET: KULTUR

Medieforliget, der tegner fordelingen af midlerne til dansk medieproduktion for årene 2019 til 2023, er uden sammenligning den største ændring af dansk mediepolitik i årtier. Foruden en afskaffelse af licensen betød aftalen et massivt indhug i DR på 773 millioner kroner svarende til en besparelse på 20 procent.

Selvom både DF og Liberal Alliance tidligere i processen ytrede ønske om at skære hele 25 procent på DR, gav det alligevel chokbølger i DR-byen, da aftalen om DR’s økonomi blev præsenteret i Finansministeriet i marts måned.

Mette Bocks ydmyge placering på pressemødet – bag de to høje herrer Kristian Jensen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) – sendte et stærkt signal om, at der var gået værdipolitik i medieforhandlingerne.

Derudover blev medieaftalen endnu et opgør med hovedstaden. Der blev øremærket 25 millioner til lokale og regionale ugeaviser, mens hovedsæderne for Radio24syv samt to nyoprettede kulturkanaler flyttes vest for Storebælt.

Socialdemokraterne kunne i sidste ende ikke se sig selv i medieaftalen, som blot blev et smalt forlig med Dansk Folkeparti. Vinder Socialdemokraterne det kommende folketingsvalg, vil de øvrige røde partier forsøge at presse dem til at omgøre en række af beslutningerne i medieforliget.

FOTO: LUDOVIC MARIN / CLAUS RASMUSSEN / ERIK REFNER / THIBAULT CAMUS / AP / RITZAU SCANPIX

AF EMMA QVIRIN HOLST,

Altinget: magasin Overblik

FORSVAR

Trump og Nato AF ANDREAS KROG, REDAKTØR, ALTINGET: FORSVAR

Forsvarsåret startede med, at VLAK-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale indgik et seksårigt forsvarsforlig, som tilfører forsvaret 12,3 milliarder kroner, der blandt andet skal bruges på en 4.000 mand stor brigade og ubådsjagt.

Det vil bringe forsvarsbudgettet op på at udgøre 1,3 procent af BNP i 2023. Årets anden store begivenhed var Nato-topmødet i juli, hvor USA's præsident Trump uden tvivl ville fokusere på, at lande som Danmark ikke bruger nok penge på forsvar. Op til topmødet brugte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen derfor energi på at påpege, at et lands forsvarsbudget ikke bør være den eneste målestok for dedikationen til Nato. Man bør også se på, hvad landene investerer i, og om de deltager i skarpe missioner.

Danmark og flere andre ”syndere” undgik at blive udskammet af Trump, der erklærede sig glad for Nato – inden han rejste videre til topmøde med Ruslands præsident Putin. Årets tredje store begivenhed var, da Danmark og ni andre lande med Frankrig i spidsen indgik et samarbejde, der skal gøre det muligt at udsende en europæisk interventionsstyrke.

SUNDHED

Regionernes fald?

AF SIGNE LØNTOFT, REDAKTØR, ALTINGET: SUNDHED

Bliver det nogensinde jul i det lille sundhedsvæsen? Det er spørgsmålet efter verdens længste nedtælling til den helt store julegave: sundhedsreformen.

Lars Løkke kundgjorde allerede i foråret, at regeringen pønser på den største reform af sundhedsvæsenet i ti år. Herefter holdt alle vejret i spænding, og det gør de endnu. Især i regionerne, for efter Venstres sommergruppemøde stod det klart, at statsministeren ikke agter at holde hånden under de fem regionsråd.

Om regionerne skal ofres for julefreden i blå blok, står stadig åbent. Sikkert er det dog, at reformsnedkerne har mange bolde i luften. I sin tale ved Folketingets åbning i oktober løftede Løkke sløret for et af regeringens svar på spørgsmålet om fremtidens sundhedsvæsen, da han skitserede en plan for 21 sundhedsfællesskaber, hvor sygehuse, kommuner og praktiserende læger skal forpligtes til et tættere samarbejde uden kassetænkning. Mens vi ventede på reformen, sloges sundhedsministeren og regionerne rituelt om blandt andet overbelægning, årets besparelser og it-dramaet Sundhedsplatformen. Samtidig var

Statsminister Lars Løkke Rasmussen til Natotopmødet i juli. Konfrontationen med USAs præsident Donald Trump om forsvarsbudgetternes størrelse blev ikke så dramatisk som frygtet.

December 2018

25

Altinget: magasin Overblik

2018 året, hvor psykiatrien blev vigtig nok til, at også statsministeren deltog i præsentationen af en ny stor handlingsplan med et milliardløft til området. Hvor stort et milliardløft egentlig er, var omdrejningspunktet for den efterfølgende debat, hvor psykiatriens aktører var mindre imponerede end regeringen.

SOCIAL

Et stille år, men så kom Britta …

AF SIMON LESSEL, REDAKTØR, ALTINGET: SOCIAL

KOMMUNAL

ARBEJDSMARKED

En ny start i landets kommuner

OK18 revitaliserede arbejdskampen

AF KIM ROSENKILDE,

AF SIMON LESSEL, REDAKTØR,

REDAKTØR,

ALTINGET: ARBEJDSMARKED

ALTINGET: KOMMUNAL

Det politiske liv i kommunerne pulserer omkring de skemalagte f ireårige valgcyklusser.

Oven på kommunalvalget i november 2017 har det seneste år på mange måder været en ny start for kommunalbestyrelser over det ganske land.

Nye politikere sidder med rundt om bordet, og i noget, der ligner hver tredje kommune, sidder der også en ny borgmester for bordenden eller i kredsens midte.

Kommunalvalget førte også til et nyt flertal i KL’s bestyrelse, hvor formand og næstformand byttede plads, så Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard nu er chefforhandler i mødet med staten, mens Martin Damm (V) fra Kalundborg er blevet hans sekundant.

I en række kommuner rundt om i landet fik de nye byråd en hård start, da det vidste sig, at der var blevet lagt et lige vel optimistisk budget i månederne forud for valget. I kommuner som Svendborg, Halsnæs, Norddjurs, Aarhus, Frederikssund, Helsingør og HøjeTaastrup er det første år på den måde endt med at stå i besparelsernes tegn.

26

Årets store højdepunkt på arbejdsmarkedsportalen var selvfølgelig overenskomstforhandlingerne. Længe balancerede Danmark på kanten af en storkonflikt, og forligsmand Mette Christensen udsatte pinen ad to omgange, indtil overenskomstaftalerne faldt på plads.

Udover det langstrakte forhandlingsløb på det kommunale, regionale og statslige område, bragte OK18-forhandlingerne endnu en gang loven om lærernes arbejdstid i fokus. Her stod Anders Bondo til sidst med valget mellem konflikt eller kommission, hvor valget faldt på sidstnævnte.

Ser man tilbage på overenskomstforhandlingerne, hersker der ingen tvivl om, at forhandlingsforløbet gav nyt liv til fagbevægelsen, fik sat den danske model på den politiske dagsorden – og på falderebet fik bevist selvsamme models værd.

Et andet højdepunkt i år er super-fusionen af LO og FTF, der fra årsskiftet skal gå under navnet FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation. En fusion, der har ført til gnidninger mellem LO og FTF på den ene side og Akademikerne på den anden side.

Det tegnede længe til et lidt stille år på socialområdet uden de store satsninger, men så dukkede svindelsagen i Socialstyrelsen op ud af det blå.

Sagen, hvor den 64-årige betroede medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, er anklaget for at have begået underslæb for 111 millioner tiltænkt samfundets mest udsatte borgere har siden da været på alles læber.

Sagen har fjernet al tvivl om, at satspuljens fremtid er til debat.

DF har i forbindelse med finanslovsforhandlingerne lagt op til, at pensionisterne ikke længere skal medfinansiere satspuljen. Og på sigt vil partiet helt afskaffe satspuljen.

Samtidig har S og også børne- og socialminister Mai Mercado (K) lagt op til, at satspuljen i fremtiden kommer til at se anderledes ud, end den gør nu. Debatten om den 15 milliarder tunge satspulje vil fortsætte langt efter, at dette års satspuljemillioner er fordelt.

TRANSPORT

Året, hvor Kattegatbroen genopstod AF KIM ROSENKILDE, REDAKTØR, ALTINGET: TRANSPORT

Jernbaner, motorveje, cykelstier, lufthavne og skibsfart. Transportpolitikken er mangesidig. Men i et ørige som Danmark er der ikke meget, der kan vække fascination og følelser som broer.

Med store pengeposer og ingeniørmæssig ekspertise kan man ændre landkortet og forbinde mennesker, der ellers har været adskilt af naturen. At drømmen om en Kattegatbro igen kom højt på den politiske dagsorden i 2018, behøver derfor ikke at være en kæmpe overraskelse.

Alligevel kom det bag på mange, da transportminister Ole Birk Olesen (LA) en kold aften i marts i TV-Avisen kunne fortælle, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti havde besluttet at arbejde videre med projektet.

En hurtig servietberegning fra Transportministeriet havde vist, at en bro fra Sjælland til Jylland formentlig kunne blive rentabel, hvis man laver en forbindelse uden tog.

Dermed blev Kattegatbroen også startskuddet på en valgkamp, hvor fremtidens infrastrukturinvesteringer og ikke mindst valget mellem vej og skinner kan komme til at spille en rolle.

Altinget: magasin Overblik

E M B E D S V Æ R K

ENERGI OG KLIMA

Staten bygger op – og om

Løkke melder sig ind i klimakampen, men udskyder regningen

AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET: EMBEDSVÆRK

Regeringen var sidste år ikke færdig med at bestille flyttebiler til staten.

I januar 2018 blev der således sat postnumre på 49 byer uden for København, der over de kommende år vil modtage mere end 4.000 statslige arbejdspladser eller en af de ti nye uddannelsesstationer.

Det skete som led i regeringens anden udflytningsrunde. Flytteøvelsen inkluderer også en af de største genopbygninger og omorganiseringer af skattevæsenet i nyere tid.

Første juli sidste år blev styrelsen Skat lukket ned, og i stedet blev dørene slået op for syv nye styrelser, der forventes at give mere end 1.600 nyoprettede eller udflyttede arbejdspladser rundt i landet.

Mens hovedfokus for udflytningen som helhed handler om en bedre geografisk balance af de statslige arbejdspladser, så skal de syv specialiserede styrelser først og fremmest lægge grundstenene til en skatteforvaltning, som danskerne kan have tillid til oven på flere milliarddyre skandalesager de senere år. 2018 blev altså dermed endnu et år, hvor regeringen rystede posen med styrelser og dets embedsværk godt rundt i det ganske land.

AF MORTEN ØYEN, REDAKTØR, ALTINGET: ENERGI OG KLIMA

På en mild solskinsdag i oktober flankeret af fem af sine fagministre, en elbus og et katalog med 38 grønne forslag i hånden meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sig som førsteserver på et af de områder, som optager vælgerne mere og mere: klimaet.

Væk er regeringens tidligere skepsis over for støtte til elbiler. Ind er kommet mål, der lige så godt kunne være sat af et parti i rød blok. ”Den blå regering melder sig ind i kampen om at få den sorte benzin væk, så fremtiden kan blive grønnere,” som det lød fra statsministeren under præsentationen af klimaudspillet.På den korte bane sender udspillet et signal til EU om, at Danmark nok skal leve op til sine forpligtelser. Og der sendes et klart signal til vælgerne om, at det grønne ikke kun er for de røde. Klimakamp er også for de blå.

Hvordan kampen så konkret skal udkæmpes og regningen betales, er dog langt hen ad vejen blevet parkeret.

Til en gang efter mødet med vælgerne på valgdagen.

2018 blev året, hvor danskerne skulle lære det ikke ret mundrette ord Kattegatbro.

Om den kommer, og om den bliver med eller uden togskinner, bliver også en væsentlig debat næste år.

December 2018

27

Altinget: magasin Overblik

EU

Farvel til Mutti AF RIKKE ALBRECHTSEN, EU-REDAKTØR

I et år, hvor Trump, Brexit, migration, EU-frustrerede regeringer i Italien, Ungarn og Polen med mere har damptromlet sig til prominens på den politiske dagsorden i Bruxelles, vælger jeg alligevel at pege på noget, som sådan set ikke er sket endnu.

Angela Merkels bebudede afsked med først sit formandskab for de hjemlige kristendemokrater i CDU og på sigt også med kanslerposten bliver afslutningen på det, der kun kan beskrive som Merkels epoke i europæisk politik.

Jeg kom til Bruxelles, året efter Angela Merkel indtog Forbundskansleriet i Berlin i 2005. Hun har været konstanten i EU-politikken lige siden. Den fodslæbende, men driftsikre garant for, at tingene ikke ville løbe totalt af sporet i den serie af kriser, der har ramt samarbejdet i løbet af de 13 år, der er gået.

Ja, hun er blevet stærkt kritiseret for sin tøvende tilgang til eurokrisen og for sin Wilkommenheitskultur, da flygtningene i 2015 travede op gennem Europa. Og ja, hendes autoritet på den europæiske scene er blevet stadig mere flosset i kanten på det seneste, i takt med uroen på hendes politiske bagsmæk er vokset.

Men det er stadig svært at se, hvem der kan løfte arven.

Angela Merkel er de seneste år kun blevet mere og mere presset, og som 2018 sang på sidste vers, indledte hun med sin tilbagetræden som formand for CDU sit farvel som kansler og Europas ukronede dronning.

28

Altinget: magasin Overblik

CIVILSAMFUND

FORSKNING

MILJØ

Sociale investeringer – vendepunkt eller regnearksøvelse?

Fra Pind til Ahlers

Nye ansigter

AF TOKE GADE CRONE KRISTIANSEN,

AF HJALTE KRAGESTEEN,

REDAKTØR, ALTINGET: FORSKNING

REDAKTØR,

AF CARSTEN TERP BECK-NILSSON, REDAKTØR, ALTINGET: CIVILSAMFUND

2018 blev året, hvor sociale investeringer for alvor kom på menukortet i Danmark.

Aktuelt i form af Den Sociale Investeringsfond, som er på vej gennem Folketinget. Og i form af konkrete forsøg som Den Sociale Kapitalfonds investeringer i at få autister i job i Ballerup.

Tilhængerne siger, at der er brug for at få nye penge ind i problemløsningen, mens modstanderne er bekymrede for de socialt udsatte mennesker, det ikke er rentabelt at investere i, fordi de aldrig kommer til at give overskud. Læg dertil de tekniske komplikationer, der kan vise sig at betyde, at sociale investeringer er en god ide i regnearket og ingen andre steder.

Og så er der den helt store joker: Findes der overhovedet eksterne investorer, for eksempel pensionskasserne, som kan se en reel forretning i det?

Det spændende perspektiv er til gengæld, at forebyggelse frem for behandling virker som sund fornuft, selvom evidensen endnu mangler på mange områder.

Men hvis penge fra udefrakommende investorer kan bruges til at dokumentere, at det faktisk er en god forretning at forebygge i stedet for at behandle, kan de sociale investeringer blive en vej frem mod et samfund, hvor vi tager problemerne i opløbet, sparer penge og sikrer flere mennesker bedre liv. Sker det, vil vi om føje år se 2018 som et interessant vendepunkt.

2018 blev endnu et år med gang i svingdøren i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Søren Pind forlod sin pind og dansk politik og overlod posten til iværksætteren Tommy Ahlers.

Afgangen betød en subtil ændring i prioriteterne. Fleksibiliteten i de videregående uddannelser kom i højsædet, mens en række af Pinds kæpheste tabte pusten. Blandt andet blev opgøret med studienævnenes indflydelse på universiteterne i sidste øjeblik afblæst.

Sommeren 2018 stod på afmeldinger. Ahlers ville af med karakterbonussen, som betyder adgangskvotienter, som sprænger karakterskalaen. Socialdemokratiet ville af med uddannelsesloftet, som de selv var med til at indføre, og senest ville regeringen omforme besparelserne på uddannelse fra 2022. Men efteråret blev også travlt: Inden udgangen af året skal regeringen lande en aftale om bedre og mere fleksible uddannelser, hvor en ny etårig overbygningsuddannelse på universiteterne kan se dagens lys i jagten på et akademisk arbejdsmarked med færre studieår på bagen. En aftale, som dog i skrivende stund er taget som gidsel i regeringens forhandlinger om finansloven med Dansk Folkeparti.

Samtidig ligger der store opgaver for embedsmænd og minister frem mod jul og efter nytår. De store forskningsfonde og universiteterne skal sammen finde en model til fondenes betaling af følgeomkostninger ved de stigende fondsbevillinger, så velgørenheden ikke dræner universiteternes midler.

UDDANNELSE

En affolket skole AF TYSON W. LYALL, REDAKTØR, ALTINGET: UDDANNELSE

2018 bød nemlig på stigende vikarbrug, lærermangel, elevflugt og stadig flere skolelukninger. En serie af begivenheder, som alle udfordrer folkeskolens position i det danske samfund.

Lærerne havde håbet, at en ny arbejdstidsaftale under OK18 kunne trække i den anden retning. De fik bare ikke en ny aftale.

I stedet gav de KL hånd på en “ny start”, hvor de sammen vil arbejde for en styrket folkeskole. Hvad det så fører til, er et stort, åbent spørgsmål. På Christiansborg er folkeskolens problemer også i fokus, og her slipper skolereformen fra 2014 ikke for kritiske blikke. Partier som Radikale og SF, der i sin tid stod bag reformen, er begyndt at holde den ud i strakt arm. Venstres og Socialdemokratiets forsvar for reformen er sat på vågeblus, og VLAK-regeringen har sendt et udspil på gaden, der skal justere den. Med et lurende folketingsvalg og et polariseret forhandlingsklima omkring undervisningsminister Merete Riisager (LA), er det dog næppe sikkert, at Folketinget når en aftale i denne omgang.

ALTINGET: MILJØ

Det seneste år har båret præg af stor udskiftning på helt centrale pladser på miljøområdet. Danmarks Naturfredningsforening fik ny præsident, da Enhedslistens grønne superstjerne Maria Reumert Gjerding stensikkert vandt kampen om den øverste post i landets største naturorganisation.

Det betød samtidig et farvel til Ella Maria Bisschop-Larsen, der valgte ikke at genopstille efter 12 år.

Christian Ege sad hele 20 år, inden han i år stoppede som sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Claus Ekman blev ny leder – nu med titel af direktør. I Landbrug & Fødevarer har administrerende direktør Karen Hækkerup sagt farvel, og Lars Hvidtfeldt valgte ikke at genopstille som viceformand. De delegerede i L&F stemte Thor Gunnar Kofoed ind som ny viceformand. Men det er endnu ikke på plads, hvem der bliver ny direktør.

Det mest markante skifte var dog, da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) højest overraskende trådte tilbage i maj.

Statsministeren benyttede lejligheden til at signalere en grønnere kurs for regeringen og udpegede Jakob Ellemann-Jensen til ny minister.

Han greb stafetten og lod offentligheden forstå, at nu kommer miljø før fødevarer. ”Man kan sagtens være grøn, selvom man er blå,” sagde han på skiftedagen i Miljø- og Fødevareministeriet.

December 2018

29

Altinget: magasin Temaord

F Ø D E V A R E R

BY OG BOLIG

UDVIKLING

Politisk håndsrækning fik kold skulder af tørkeramt landbrug

Ghettopakken, der blev et stort skænderi om lejernes penge

Udhulingen af den langsigtede udviklingsbistand fortsætter

AF PETER PAGH-SCHLEGEL,

AF RASMUS LØPPENTHIN,

REDAKTØR,

REDAKTØR,

ALTINGET: BY OG BOLIG

ALTINGET: UDVIKLING

Da hele otte ministre i marts måned troppede op i Mjølnerparken for at præsentere deres udspil til en ghettopakke, havde mange forudset et nemt forhandlingsforløb frem til en politisk vindersag.

Både DF og Socialdemokratiet lå på linje med regeringen i forhold til de værdipolitiske elementer, der skulle tackle udfordringerne med parallelsamfund – det, statsminister Lars Løkke Rasmussen kaldte for ”huller i danmarkskortet”.

Men den værdipolitiske enighed blev overskygget af fordelingspolitiske teknikaliteter i forhold til finansieringen, hvor 12 milliarder kroner fra Landsbyggefondens midler skulle øremærkes.

Tre uger senere kom det frem i offentligheden, at regeringens ønske om at fjerne statsstøtten til opførelse af nye almene boliger ville koste Landsbyggefonden yderligere en halv milliard årligt – i alt 13 milliarder frem til 2045.

Sidstnævnte blev taget af bordet efter pres fra S og DF, mens Landsbyggefondens finansiering endte på 10 milliarder, hvilket lejerne selv kaldte en sejr.

Regeringen fik en bred aftale, men DF, S og lejerne vandt slaget, mens boligminister Ole Birk Olesen (LA) måtte lide endnu et ideologisk nederlag.

Den tidligere så upolitiserede langsigtede udviklingsbistand er under pres og har i særlig grad måttet holde for under denne V-ledede regerings besparelser på området.

Man har endda lukket ned for ambassaden og stoppet støtten i en traditionel donordarling som Mozambique.

Til gengæld er den humanitære bistand til katastrofeområder på rekordhøje 2,6 milliarder i finanslovsudspillet for 2019 – ligesom man i stigende grad arbejder strategisk i nationer, man har identificeret som såkaldte transitlande. Det er blandt andet lande som Mali, der er præget af migration.

Her er man stærkt optaget af at styrke udviklingen og jobskabelsen – gerne flankeret af danske virksomheder.

Ud v i k l i n g s b i s t a n d e n e r med andre ord ikke blot blevet beskåret, siden V overtog regeringsmagten i 2015. De godt 16 milliarder bruges nu også langt mere strategisk til at fremme Danmarks interesser i forhold til at bremse migrationen og åbne nye markeder for danske virksomheder.

AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET: FØDEVARER

Den værste tørke i 100 år blev de mange solskinstimer og få besøg af regntunge skyer benævnt af landbruget. Alt imens strandløverne jublede, så de danske landmænd da også deres afgrøder visne væk i sommeren 2018.

Tørken vil påføre erhvervet flere konkurser og et tab på omkring seks milliarder kroner, lød vurderingen fra landbruget.

De få regndråber kom til at sætte et markant aftryk på det politiske fødevareår. To hjælpepakker og politiske trøsteord blev det til, men alligevel fik tørken sat en lille kile ind i landbrugets forhold til særligt Venstre. Et dybt skuffet landbrug mente, at Venstre lod et presset landbrug i stikken i sin higen efter at pudse en grønnere profil af og gøre sig mere lækker over for storbyvælgerne til det kommende folketingsvalg. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mente dog, at landbruget skal kigge langt tilbage i historiebøgerne efter bedre politiske venner, og gav klart svar på tiltale på et stormøde for landmændene i november.

“Mellem rigtige venner så er der ikke noget erhverv i Danmark, som kan få alt, hvad de ønsker. Der er heller ikke noget erhverv i Danmark, der har fået lige så meget, som jeres har, under denne her regering,” sagde han.

DIGITAL

Techbranchens syndefald AF KASPER KAASGAARD, REDAKTØR, ALTINGET: DIGITAL

Konsulentvirksomheden Cambridge Analytica kom på alles læber, da deres udnyttelse af data på 50 millioner Facebook-brugere blev afsløret. Virksomheden, der ikke skal forveksles med universitetet, fik adgang til data under påskud af at bedrive forskning.

I stedet blev brugerdataen brugt til at profilere vælgere.

Værktøjet blev brugt i Donald Trumps præsidentkampagne og i Leave-kampagnen op til brexitafstemningen. Facebook erkendte, at deres data var blevet udnyttet, men forsikrede, at det ikke kunne ske med de procedurer, der er på plads i dag.

Herhjemme har sagen ikke fået direkte konsekvenser, men den har utvivlsomt været med til at præge debatten om data og techgiganter i en mere skeptisk retning. Det er en debat, der i de senere år er taget til i både omfang og styrke.

I det hele taget er etik om brug af borgeres data kommet højt op på dagsordenen – også i det offentlige. Alt tyder på, at et dataetisk råd ser dagens lys i starten af det nye år.

30

Altinget: magasin Temaord

FORSYNING

Meget få flueben AF KLAUS U. MORTENSEN, JOURNALIST PÅ ALTINGET OG LEDER AF ALTINGETS FORSYNINGSNETVÆRK

Året 2018 var ventet med spænding og ængstelse i forsyningssektoren. Endelig skulle man have svar på tidens store spørgsmål: Hvad blev udfaldet af energiaftalen? Hvordan skulle de decentrale kraftvarmeværker køre videre? Hvad er visionen for vandsektoren? Og skal vi stadig blive ved med at brænde affald af? Tæt på kalenderens udløb må vi konstatere, at vi savner svar på alle disse spørgsmål. Ganske vist fik vi et energiforlig: Men endnu er det ikke omsat til konkret lovgivning. Ligesom de få flueben, der trods alt er sat, kun har affødt mere tvivl.

Et fast tilskud til fjernvarmeværkerne i milliardklassen forsvinder ved årsskiftet. Tanken er, at det skal slanke varmesektoren. Men det kræver, at man ved, hvad man så skal investere i. Biomasse eller varmepumper?

I 2016 proklamerede regeringen, at forsyningssektoren skulle liberaliseres: Affaldsforbrændingen skulle væk fra kommunerne.

Non-profit skulle erstattes af markedsvilkår hele vejen rundt.

Privat kapital skulle i spil. To år senere mangler vi stadig at se regeringens visioner tage konkret form.

En enkelt sag så sin afslutning med Højesterets afgørelse om, at Skats værdiansættelse af de kommunale vandselskaber tilbage i nullerne var for lav. Hermed slipper selskaberne for en gedigen skatteregning. Men må samtidig afvente Skats bestræbelser på en ny, retfærdig model.

Men måske i 2019 ...

Den værste tørke i 100 år blev de mange solskinstimer og få besøg af regntunge skyer benævnt af landbruget. Alt imens strandløverne jublede, så de danske landmænd da også deres afgrøder visne væk i sommeren 2018.

December 2018

31

Altinget: magasin Christiansborg

METTE FREDERIKSEN

JEG VIL HELLERE HAVE, AT EN FRAFALDEN SOCIALDEMOKRAT STEMMER PÅ ET ANDET PARTI, END AT HAN BARE SÆTTER SIG HJEM I SOFAEN. Mette Frederiksens formandskab har været et opgør med den socialdemokratiske fortid. Og det handler ikke kun om den nære fortid med Thorning og Corydon. Ifølge S-formanden startede tillidskrisen i 1990’erne, hvor de europæiske socialdemokrater både førte en for liberal økonomisk politik og en for liberal udlændingepolitik.

AF ERIK HOLSTEIN, ALTINGETS POLITISKE KOMMENTATOR FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

32

Altinget: magasin Temaord

December 2018

33

Altinget: magasin Christiansborg

H

un sidder i samme kontor og kan spejde ud over kanalen og Christiansborg Slotsplads, ganske som hendes forgænger Helle Thorning-Schmidt (S) kunne. Og de er begge kvinder, der nåede den absolutte top i det traditionelt mandsdominerede parti. Men dermed holder ligheden op.

Det vil være synd at sige, at den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, står på skuldrene af sin forgænger.

Tværtimod lægger hun stor energi i at forsikre vælgerne om, at en ny S-regering ikke byder på en gentagelse af Thornings regering 2011-2015.

34

Først en forsigtig og tøvende afstandtagen, man skulle være politisk nørd eller kremlolog for at tyde. Siden stadig tydeligere artikuleret i en utvetydig erkendelse af, at Socialdemokratiet har mistet tillid hos vælgerne.

Men den socialdemokratiske tillidskrise kan ikke bare føres tilbage til fejl i sidste regeringsperiode, siger Mette Frederiksen, der ser problemerne som både dybere og mere langvarige. ”Da jeg selv blev politisk aktiv i midten af 90’erne, var der socialdemokratiske regeringer i 13 ud af 15 af de daværende EU-lande. I dag er socialdemokratierne i Europa kun sjældent regeringsbærende, og nogle steder er de reduceret til meget små partier,” siger Mette Frederiksen

og fortsætter: ”I mine øjne startede den manglende tillid til socialdemokraterne tilbage i 90’erne. De skyldtes især to ting, nemlig at man førte en for liberal økonomisk politik og en alt for liberal udlændingepolitik.”

Politisk apati Skruer man tiden 25 år tilbage, var der optimisme efter Murens Fald. Helt ind i SF blev mange EU-positive, og der taltes højstemt om det grænseløse Europa.

Mens centrum-venstre hidtil havde stået for en stadig udvidelse af velfærdssamfundet, lavede socialdemokratiske regeringer nu også reformer, der begrænsede etablerede velfærdsrettigheder: ”Det førte hos mange til en grundlæggende mistillid til

Altinget: magasin Christiansborg

METTE FREDERIKSEN socialdemokraterne, for der opstod øget ulighed. Kombineret med den liberale udlændingepolitik satte det den socialdemokratiske identitet på spil,” siger S-formanden. ”Man kan se samme mønster i Danmark, Tyskland, England, Frankrig og Italien, hvor socialdemokraterne blev for globaliseringsbegejstrede, og man fik en for apatisk tilgang til de problemer, der opstod som følge af globaliseringen.” ”Tag bare noget som techgiganterne, der har fået lov til at buldre derudad; de udfordrer vores demokrati, de udfordrer ophavsretten – og de betaler ikke skat.

Ingen gjorde noget ved det. Men jeg vil ikke acceptere argumentationen om, at det kan vi nok ikke gøre noget ved, fordi

det er en ny type økonomi. Hvis man ikke har de rigtige redskaber, må man udvikle dem.”

Afpolitiserede politikken Ifølge Mette Frederiksen blev både økonomisk politisk øget EU-integration og migrant- og flygtningestrømme set som en uafvendelig udvikling. En slags natur-

lov, man ikke rigtig kunne gøre noget ved. ”Og et socialdemokrati, der ikke kan gøre noget ved noget, kan du ikke bruge til noget. Man skal være ærlig om, at noget kan være svært at forandre. Men du må aldrig stoppe engagementet i at forandre de ting, du er uenig i. Hvorfor i alverden skal man stemme socialdemokratisk, hvis vi afpolitiserer det politiske arbejde?”

Så er det vel en naturlig reaktion hos vælgerne, at de søger hen til partier som Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der siger, man godt kan ændre tingene? ”Ja, de andres fremgang og succes er betinget af vores … det modsatte. Derfor hører du heller ikke mig sige, at andre partier ikke har fortjent fremgangen, for deres opbakning er et resultat af, at

Vi tabte valget i 2011, men udråbte os selv som vindere. Det skal man lade være med at gøre.

December 2018

35

Altinget: magasin Christiansborg

METTE FREDERIKSEN

Stil eller politik Selvom du ser nedturen som et langt forløb, mistede I jo tillid på rekordtid i sidste regeringsperiode. Så hvad gik der galt der? ”Vi skulle i hvert fald have kommunikeret mere ærligt. Vi tabte valget i 2011, men udråbte os selv som vindere. Det skal man lade være med at gøre.” ”Vi skal ikke gøre pragmatisme og kompromiser til et problem, for det er betingelsen i et folkestyre, hvor der ikke er flertalsregeringer. Men vi skal være mere

36

ærlige om baggrunden for de kompromiser, vi laver – og de dilemmaer, der ligger i politik. Vi skal væk fra den der politiker-newspeak, der har sneget sig ind.”

Men det er mere en stilmæssig og pædagogisk ting. Hvordan vil det politiske snit være anderledes i forhold til sidst? ”Fordelingspolitisk er vi nu tilbage på en mere klassisk socialdemokratisk profil. Vi har sammen med DF hindret en endnu senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi har udfordret regeringens skattelettelser, krævet loft over lønbonusser og styrket indsatsen mod problemerne i finanssektoren. Det er alt sammen udtryk for en mere klassisk S-profil.” ”Og så er det vist almindelig kendt, at vi står fast på en stram udlændingepolitik. Hvis vi skal sikre en ordentlig integration og bevare et tillidsfuldt samfund med en ordentlig sammenhængskraft, er der grænser for, hvor mange udefra vi kan tage. Det har vi ikke kunnet leve ordentligt op til tidligere, men det skal vi kunne fremadrettet.”

Mettes medansvar Når det gælder opgøret med fortiden, er Mette Frederiksen ude i en delikat balancegang: Går hun ikke langt nok, får hun ikke de mange desillusionerede vælgere tilbage, og tager hun opgøret helt igennem, kan hun beskyldes for opportunisme. Som da Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres landsmøde beskyldte socialdemokraterne for at ”feje gulv med forgængerne”. Det gør ikke det hele mere enkelt, at Mette Frederiksen selv var en central minister i hele Thorning-regeringens tid.

Burde du ikke selv i højere grad have sagt fra undervejs?

”Jeg vil ikke løbe fra mit ansvar i den periode, det står jeg ved. Men det er jo almindelig kendt, at der dengang var interne uenigheder om selskabsskattelettelser, dagpenge og andre sager.”

Hun tilføjer: ”Forretningsgangen i en regering er nu engang sådan, at der er nogle, der bestemmer mere end andre. Der er ikke kollektiv ledelse i en regering. Hvis jeg danner regering efter valget, er den grundlæggende politik mit ansvar – det er ikke den enkelte fagministers ansvar.”

Gysertårnet I 2011 gik det galt for Socialdemokraterne (og SF) allerede i regeringsforhandlingerne i det efterhånden herostratisk berømte sorte tårn. Her fik den daværende radikale leder Margrethe Vestager presset en formulering igennem om, at den nye regering skulle ”fortsætte den borgerlige regerings økonomiske politik i bred forstand”. Den formulering blev symbolet på den radikale dominans af Thorning-regeringens økonomiske politik.

Skulle man dengang have sagt til Radikale: ”Det her får I ikke igennem, så er det bedre, I står uden for regeringen”? ”Ja, det skulle man.”

Mette Frederiksens svar falder hurtigt. ”Man kommer til at indgå masser af kompromiser på Christiansborg, men selvfølgelig kan en socialdemokratisk ledet regering ikke videreføre en borgerlig regerings økonomiske politik.”

Det fik konsekvenser for vælgernes dom fire år efter, mener S-formanden: ”I rigtig mange år har vores styrke været, at vi kombinerede social retfærdighed med økonomisk ansvarlighed. Da vi i 2015

FOTO: HENNING BAGGER / CLAUS RASMUSSEN / RITZAU SCANPIX

Socialdemokratiet ikke har kunnet finde ud af at appellere. Jeg vil hellere have, at en frafalden socialdemokrat stemmer på et andet parti, end at han bare går hjem i sofaen.” ”Vi må gøre os fortjent til den tillid igen.

Vi er på vej, men ikke i mål. Hele forløbet omkring overenskomsten i foråret viste Det handler jo ikke om, at jo med al jeg ikke vil samarbejde tydelighed, med Radikale. Det håber at vi ikke er jeg da, vi kommer til på ovre tillidsområder som uddannelse krisen endog den grønne dagsorden. nu.”

Men på udlændingepoliMette tikken er uenighederne så Frederiksen store, at vi ikke kan indgå i hentyder til en regering sammen. det vælgertab, partiet led oven på dramaet om OK18. Meget tyder på, at vælgerne igen opfattede den socialdemokratiske position som for teknokratisk – og tidligere finansminister Bjarne Corydons (S) skygge ramte endnu en gang partiet.

"Christiansborg får typisk en idé om en pulje, som vi så får nogle akademikere til at udvikle mere på. I kommunerne ansætter man så andre akademikere til at søge den pulje,”analyserer Mette Frederiksen. Den udvikling vil hun sætte ind over for, hvis hun bliver landets næste statsminister.

skulle gøre boet op efter fire år i regering, stod den økonomiske ansvarlighed knivskarpt. Men den sociale retfærdighed stod ikke stærkt nok.” ”Det er dagpenge-sagen den primære forklaring på. Det var det største problem i den regeringsfortælling, og det er den afgørende forklaring på, at regeringen ikke blev genvalgt.”

Den gordiske knude I de sidste 40 års politiske danmarkshistorie er Thorning-regeringen den eneste, der blev fældet efter blot en enkelt valgperiode, og i den socialdemokratiske ledelse var der efter valget kun meget begrænset lyst til at gentage et regeringssamarbejde med Radikale.

Men S-ledelsen var længe i tvivl om, hvordan den skulle håndtere problemet.

Mette Frederiksen valgte til sidst den direkte vej, da hun grundlovsdag med-

delte, at hun går efter at danne en socialdemokratisk mindretalsregering.

Det skabte en helt forudsigelig turbulens i rød blok, så hvorfor kom du med den melding? ”Vi ville give danskerne en klar melding i god tid inden valget – og politisk handler det først og fremmest om manøvredygtighed.” ”Vi socialdemokrater har tre hovedprioriteter: Velfærd først, styr på udlændinge og Danmark tilbage som en grøn stormagt. Og der er ikke et enkelt parti, vi kan gøre det hele sammen med.” ”Men jeg tror, man kan opnå vigtige resultater på alle tre parametre, hvis vi kan samarbejde bredt. Der er et kæmpe flertal for en stram udlændingepolitik, vi kan etablere et nyt grønt flertal, hvis der kommer et rødt flertal, og på velfærd vil vi kunne enes med både Dansk Folkeparti og nogle af de røde partier om velfærd før

skattelettelser og stop for den besparelsestankegang, der er i dag.”

Der er stadig felter, hvor man kan finde sammen med den gamle partner, understreger S-formanden: ”Det handler jo ikke om, at jeg ikke vil samarbejde med Radikale. Det håber jeg da, vi kommer til på områder som uddannelDa vi i 2015 skulle se og den grønne gøre boet op efter fire år i regering, stod den dagsorden. Men på udlændingepoøkonomiske ansvarlitikken er ueniglighed knivskarpt. hederne så store, Men den sociale retat vi ikke kan indfærdighed stod ikke gå i en regering stærkt nok. sammen.”

Det socialdemokratiske magt-DNA Mette Frederiksen gjorde det for nylig klart, at hun ”ikke vil være statsminister

December 2018

37

METTE FREDERIKSEN

Altinget: magasin Temaord

Blå bog Mette Frederiksen • Født i 1977 • Formand for Socialdemokratiet siden 2015 • Medlem af Folketinget siden 2001 • 2011-2014 var hun beskæftigelsesminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt I • 2014-2015 Justitsminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt II • MA i Afrikastudier (KU) / bachelor i administration og samfundsfag (AAU) • Kæreste med Bo Tengberg • Mor til datteren Ida Feline og sønnen Magne.

38

Altinget: magasin Temaord

December 2018

39

Altinget: magasin Christiansborg

METTE FREDERIKSEN

for enhver pris”. En formulering, der har fået et lidt komisk skær efter Lars Løkke Rasmussens tilsvarende forsikring tilbage i 2014. Og bortset fra en enkelt undtagelse tilbage i 1982 er Socialdemokraterne altid gået benhårdt efter regeringsmagten.

Det ligger jo nærmest i jeres DNA at tage regeringsmagten for enhver pris? ”Ja, men prisen for at blive statsminister kan blive for høj. Hvis man er helt inde og presse den socialdemokratiske identitet, som dagpengereformen var udtryk for. Det Hvorfor i alverden med at kyle folk skal man stemme ud af dagpengesystemet midt socialdemokratisk, under en lavkonhvis vi afpolitiserer junktur, det vil det politiske arbejde? jeg ikke være med til igen.” ”Og lige så vigtigt: Den udlændingepolitik, der blev ført i årtier – i høj grad også på socialdemokratiske stemmer – den var forkert. Jeg er ret sikker på, at hvis man havde spurgt danskerne, om man skulle gå fra at have en procent med ikkevestlig baggrund til nu at have omkring ti procent, så ville danskerne have sagt nej. Men ingen spurgte dem.” ”Jeg vil ikke stå i spidsen for en regering, der fører en udlændingepolitik, som er dårlig for det danske samfund. Jeg har sagt, at hvis vi ændrer udlændingepolitik igen, så er vi færdige. Den forsikring har jeg bundet mit partis troværdighed op på.”

Forskellen til Løkke De sidste par år har været kendetegnet af et meget nært samarbejde mellem S og DF. Alliancen er primært blevet brugt til at forhindre væsentlige elementer i VLAK-regeringens politik, og både topskattelettelser og endnu en hævelse af pensions- og efterlønsalderen har regeringen måttet opgive.

40

Men VLAK-regeringens nederlag gør det på den anden side sværere for Socialdemokraterne at hævde, at den nuværende regering fører en uhæmmet liberalistisk politik.

Så hvor stor vil forskellen reelt være på en borgerlig regering støttet af DF – og en socialdemokratisk regering, der også har et nært samarbejde med DF? ”Der er flere ting: Velfærdssamfundet vil blive prioriteret højere. Et godt eksempel er de to procents besparelser på uddannelserne, der er lavet år efter år med Løkke som statsminister. Det er besparelser, vi vil stoppe.” ”Så er der hele det grønne område. Med et rødt flertal er jeg ikke i tvivl om, at vi igen vil kunne gøre Danmark til en grøn stormagt. Både hvad angår klima, vedvarende energi, biodiversitet, naturpleje, bekæmpelse af plastikforurening, der vil vi kunne bruge et rødt flertal til for alvor at få rykket på tingene.”

Akademikerne tager over Socialdemokraterne har samtidig varslet en ”fingrene væk-reform” i den offentlige sektor. Reformen skal føre til mindre detaillovgivning, færre krav til dokumentation og proces – og en styrket offentlig ledelse. Der lægges også op til flerårige budgetter for den enkelte institution.

Men en sådan reform løser ikke i sig selv, at mange offentlige arbejdspladser er blevet akademiserede og mødetunge, og at kommunerne har ansat flere og flere projektmedarbejdere og proceskonsulenter på bekostning af fagmedarbejderne.

Den udvikling svækker jo den direkte velfærdsservice. Hvad vil du gøre ved det? ”Der skal flere greb til. Noget starter allerede i vores uddannelsessystem. Jeg snakkede for nylig med nogle lærerstuderende, der fortalte, at de er nede på at have tre gange seks ugers praktik. Det viser, at den akademiske tænkning også fylder alt

for meget på vores velfærdsuddannelser.” ”Forudsætningen for at blive en god lærer er, at du står rigtig meget ved siden af en erfaren lærer. For du kan ikke kun læse dig til at være en dygtig lærer.”

Pseudoarbejde Den uheldige udvikling fremmes yderligere af den måde, landspolitikerne uddeler midler til kommunerne på, mener S-formanden: ”Christiansborg får typisk en idé om en pulje, som vi så får nogle akademikere til at udvikle mere på. I kommunerne ansætter man så andre akademikere til at søge den pulje.” ”Derefter er der nogle medarbejdere, der får halvandet år til at lave et eller andet, som der så er nogle akademikere, der skal skrive en rapport om, som der så er nogle andre akademikere, der skal evaluere. Og inden vi får set os om, er der utrolig få ressourcer til kerneopgaven – mens der går utrolig meget til alt muligt andet.”

Netop det problem blev belyst i bogen Pseudoarbejde, som antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen udgav tidligere på året: ”Den bog har virkelig givet mig Jeg har sagt, at hvis stof til eftertanvi ændrer udlændingepolitik igen, så er vi ke,” siger Mette Frederiksen: færdige. Den forsik” V i a n s æ tt e r ring har jeg bundet for mange medmit partis troværdiga r b e j d e re , d e r hed op på. beskæftiger sig med rammen omkring velfærdssamfundet snarere end selve indholdet. Så vi skal sætte gang i en revolution af hele den måde, vi tænker velfærdssamfundet på.”

Altinget: magasin Hæder

Ting-Prisen gives til en dansk politiker med særlig evne til at kommunikere sin politik, så Christiansborg eller EU kommer tættere på vælgerne. Med TingPrisen følger en bronzeskulptur lavet specielt til prismodtageren af kunstneren Hans Pauli Olsen.

Tidligere prismodtagere: 2004: Lene Espersen (K) 2005: Helle Thorning-Schmidt (S) 2006: Villy Søvndal (SF) 2007: Pia Kjærsgaard (DF) 2008: Morten Østergaard (R) 2009: Bertel Haarder (V) 2010: Søren Pind (V) 2011: Johanne Schmidt-Nielsen (EL) 2012: Mette Frederiksen (S) 2013: Henrik Sass Larsen (S) 2014: Pia Kjærsgaard (DF) 2015: Uffe Elbæk (ALT) 2016: Zenia Stampe (R) 2017: Lars Løkke Rasmussen (V)

Årets jury består af

- Mikael Børsting, seniorrådgiver og partner, bureauet Ulveman & Børsting - Elisabet Svane, EU-korrespondent, dagbladet Politiken - Jakob Nielsen, ansvarshavende chefredaktør, Altinget

Margrethe Vestager modtager Altingets Ting-Pris JAKOB NIELSEN, CHEFREDAKTØR, ALTINGET

H

un hævder selv, at hun tumlede ind i politik ved et tilfælde.

At hun mest stillede op til Folketinget som 25-årig af ren nysgerrighed, og fordi det var temmelig sikkert, at hun ikke kunne blive valgt. Det blev hun heller ikke i første omgang, men inden hun fyldte 30, var hun alligevel blevet både partiformand og minister.

Resten er, som man siger, historie. Og den historie er efterhånden så markant, at Margrethe Vestager ikke er til at komme udenom, når man skal uddele en pris

for politisk kommunikation. Hun har sat EU på dagsordenen i Danmark, placeret EU på verdenskortet i USA og – måske ikke mindst – sat en dansk dagsorden i Europa. Margrethe Vestager har en evne til at kommunikere, så hele verden lytter.

Hun har som kommissær med ansvar for konkurrencepolitik skabt sig en global talerstol, der demonstrerer, at det faktisk kan gøre en forskel at sidde med ved bordet. Hendes stil er usnobbet uden at være leflende, uanset om hun taler på et folkebibliotek eller på et pressemøde med ver-

denspressen. Derfor modtager Margrethe Vestager Altingets Ting-Pris 2018.

Prisen, der er blevet uddelt siden 2004, går til en politiker med særlig evne til at kommunikere sin politik, så Christiansborg eller EU kommer tættere på vælgerne. Og i Margrethe Vestagers tilfælde er det ikke blot lykkedes at bringe EU tættere på de danske vælgere, men tættere på vælgere i hele den vestlige verden. Det er noget, som mange EU-kommissærer igennem tiden har drømt om, men som meget få har formået.

December 2018

41

Altinget: magasin Anbefalinger

Redaktørens skrivebord ESBEN SCHØRRING, REDAKTØR, ALTINGET: MAGASIN

ARTIKEL:

Har man ikke fået tid til at læse de seneste 12 måneders udgivelser om demokratiets tilstand og fremtid, bør man slå et smut forbi netmediet Unherd, hvor Cambridge-professor Helen Thompson – kendt fra podcasten Talking Politics (og som åbenbart, men meget passende, har fået tilnavnet The Boss) – har skrevet en rigtig god artikel om netop det. Hun opererer med to modsætnigspar. Mellem det liberale og det kristendemokratiske og mellem det globale og det nationale. De fletter sig åbenlyst sammen: For eksempel er Ungarns Viktor Orbán både fortaler for en specifik kristendemokratisk vision, der vender sig imod de liberale værdier, og meget nationalt orienteret, mens franske Emmanuel Macron er liberal, fortaler for yderligere føderalisering af EU selverklæret antinationalist.

Orbán problem er, at vores samfund er globale; Macrons problem er, at nationalstaten for indeværende er øverste tærskel for reelt demokrati. Thompson efterlyser en meningsfuld og revitaliseret idé om ’borgeren’, og hun noterer advarende, at uden en eller anden form for liberalisme – enten institutionelt eller som værdier i civilsamfundet – så glider demokratiet ud i flertallets tyranni. Og endnu mere rød bliver alarmlampen, når hun siger, at demokratiets eksistens er truet, hvis en teknokratisk (læs: EU) eller finansiel (læs: USA) elite ikke tillader, at ”valg indbefatter muligheden for reel politisk forandring”.

UNHERD.COM/2018/11/ EUROPES-DEMOCRATIC-DIFFICULTIES/

42

Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

PODCAST:

Sidst anbefalede jeg Phillippe Sands podcast om naziofficeren Otto von Wächter, og vi bliver lidt i sporet af nazismen og Anden Verdenskrig.

Columbiahistorikeren Adam Tooze, der senest har udgivet Crashed (bogen om finanskrisen), har været på besøg i podcasten Politics Theory Other for at tale om sin forrige bog The Wages of Destruction. Og det er simpelthen noget af det mest interessante om nazismen, jeg længe er stødt på. Hvorfor var Lebensraum så vigtig for Hitler?

Hvorfor var krigen mod Vesten lige så ideologisk og strategisk vigtig som krigen mod Stalins Sovjetunionen? Og hvad betød politisk økonomi for Hitlers projekt? Jeg er vokset op i en historikerfamilie med fascismens uhyggelige navne hvislende fra hver anden bogryg, og jeg køber Wages til min mor i julegave, så der kan komme endnu én på reolen. Og håber på at få lov at læse med.

FIND TOOZE OG POLITICS THEORY OTHER PÅ DE SÆDVANLIGE PODCASTKANALER.

FILM OG T V:

Der var lagt op til det endegyldige opgør mellem det liberale demokrati og trumpismen selv, da redaktør på The Atlantic David Frum var tete-a-tete med Trump-rådgiver og populisme-ideolog Steve Bannon til de halvårlige Munk Debates i Toronto. Helt så alvorligt blev det ikke. Nok mest fordi Frum og Bannon næsten udelukkende talte til publi-

kum og ikke med hinanden. Bannon er menneskeligt set den mest interessante af de to. Han har klart opportunistiske træk, hvad enten det kommer til business eller politik, og hans populisme er et mærkeligt sammensurium af rigtige analyser og mærkelige konklusioner, sølvpapirhats-historieskrivning og en åbenlys anglen efter at blive taget alvorligt som politisk tænker. Som Frum selv indrømmer efter debatten, står populismen stærkt der, hvor de liberale demokrater mangler at tage ikke bare debatten, men ansvaret. I en amerikansk kontekst: den fejlslagende og dybt utopiske krig i Irak og håndteringen af finanskrisen. Tjek selv Frum-Bannons rumble in the jungle her: MUNKDEBATES.COM

BOG:

Endelig (!) fik jeg læst Stand out of our Light, eks-Google, nu filosof James Williams' lille, men virkelig interessante bog om den digitale opmærksomhedsøkonomi. Hans clou er modsætningen mellem det, den digitale teknologi præsenterer sig som – nedbrydningen af urimelige barrierer for information og fællesskab – og det, det i virkeligheden er, nemlig næsten uimodståelige mekanismer, der skal stjæle mere og mere af vores bevidst-

hed. Han stiller et simpelt spørgsmål: Hjælper vores telefoner og skærme os til at nå de mål, vi sætter os, eller styrer vi i virkeligheden efter teknologiernes mål?

Hans bog er både politisk og en opfordring til, at man øver sig på mere selvregulering. Jeg har slettet Facebook fra min telefon og annulleret alle notifikationer.

Det virker faktisk. Williams præsenterer vi helt sikkert et interview med næste år.

Altinget: magasin Navne y ADAM HOLM Adam Holm (f. 1969) er journalist og forfatter.

Han har en ph.d. i historie, hvor han skrev om højreradikalismen i Europa, mens han som journalist både i artikel- og bogform har beskæftiget sig meget med Mellemøsten.

NY SERIE: Hvem skal vi lægge ekstra mærke til – og

hvorfor? Det har vi på Altinget: magasin fået folk fra det politiske, kulturelle og journalistiske liv til at udpege for os – og dig.

om

FOTO: SOFIE MATHIASSEN / OPHIA JULIANE LYDOLPH / RITZAU SCANPIX

ADAM HOLM

Flemming Rose

Den ufrie Jeg tænker over hans vilkår sådan cirka hver gang, jeg slentrer en tur rundt om Søerne i København med min kone og børn. Eller når jeg en søvndrukken søndag morgen stikker i et par tøfler og smutter til bageren efter brød og en avis. Eller når jeg springer på cyklen og tramper løs i pedalerne.

Flemming Rose – nærmere præsentation turde være overflødig – kan gøre det samme som mig. Og dig, kære læser. Men så alligevel ikke. Når Flemming skal gå tur med sin kone og børnebørn eller ned på gaden efter lidt fornødenheder, foregår det med bevæbnede vagter.

Cykelture? Glem det. Transport foregår i en bil bag panser og skudsikkert glas. Flemming er ingen forbryder, og

hans ’vogtere’ er venlige og diskrete, men bevægelsesfrihed er for ham en by i Rusland. Bogstaveligt talt. Når han er i det land, hvor han i mange år virkede som korrespondent, og hvor han i sin tid mødte sin hustru, kan han gå frit omkring. Et paradoks. I Putins semiautoritære stat er han fri; i vores demokrati er han ufri.

Den mand, der mere end nogen herhjemme har insistereret på retten til at kunne ytre sig, er underlagt eskorte. At Flemming ikke er blevet forkrøblet af hverken angst eller had, er et mysterium. Han skriver og taler fortsat ufortrødent om det, som ligger ham på sinde. Det er en lille trøst for dem af os, der nyder det privilegium at kunne færdes uden konstant beskyttelse.

December 2018

43

Altinget: magasin Overblik

GLIMT AF ÅRET, DER GIK

2018 I BILLEDER

FOTO: Thomas Lekfeldt

Glemmer du, så husker vi. Altinget samler op på et år, hvor vi lærte ordet kvotekonger, fik set en ministeruniform for første gang i mere end 100 år og gjorde det decideret ulovligt at gå i burka.

AF MARTIN LYNGBÆK OLSEN, KATRINE FALK LØNSTRUP & ESBEN SCHJØRRING, ALTINGET

44

Januar:

Årets første måned blev langtfra den rampe, VLAK-regeringen i almindelighed og statsminister Lars Løkke Rasmussen i særdeleshed havde håbet på. Kaos og farce prægede forhandlingerne om finansloven, løftet om en topskattelettelse røg i skraldespanden, og i sidste halvdel af januar begyndte sagen om karakteren af Løkke Rasmussens forhold til nordjyske fiskere at rulle i pressen og på Christiansborg, hvor han her er på vej i samråd om sagen. Danskerne lærte et nyt ord, kvotekonger, og skulle lære at hitte rede i forskellen mellem statsministeren og privatmennesket Lars Løkke Rasmussen.

Altinget: magasin Overblik

FOTO: Liselotte Sabroe

Februar:

13. februar afgik prins Henrik ved døden og blev bisat syv dage senere fra Christiansborg Slotskirke. Hans liv spandt over flere interessante overgange. Fra kolonialismens sidste dage i Vietnam (dengang Fransk Indokina) til ligestillingen og demokratiets tidsalder. Fra konservative og aristokratiske Frankrig til ”på det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå”-Danmark. Det gjorde ham til tider til en ugleset offentlig person; til andre tider en humoristisk kultfigur. Men i afskedens stund var der ingen slinger i valsen. Der var han vores Henrik.

April:

Og vi bliver lidt ved arbejdsmarkedets parter. Fredag 13. april blev fusionen mellem LO og FTF beseglet og går nu under navnet Fagbevægelsens Hovedorganisation. Her er det LO-formand Lizette Risgaard og FTF’s ditto, Bente Sorgenfrey, der symbolsk knytter hænder. Ikke alene møder fagbevægelsen op til de næste overenskomstforhandlinger mere talstærkt, men også samlet. Dermed er styrkeforholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere reformuleret.

FOTO: Arthur Cammelbeeck

Marts:

På et tidspunkt tænkte man, at det hele kunne ende i storkonflikt og generalstrejke. Sårene, ikke mindst blandt lærerne, var i hvert fald ikke helet siden OK13. Men fra statens side var det også svært at kræve tilbageholdenhed fra medarbejderne, når landets statsminister profilerede sig på gode økonomiske tider. Det endte med et forlig.

FOTO: Claus Rasmussen

December 2018

45

Altinget: magasin Overblik FOTO: Linda Kastrup

Juni:

Afsked stod det også på i Udenrigsministeriet, hvor den danske embedsstands vel nok eneste superstjerne, Ulrik Vestergaard Knudsen, stoppede som departementschef for at blive vicegeneralsekretær i OECD. Da vi her på Altinget gjorde regnebrættet op i et afskedsportræt af Vestergaard Knudsen var det umuligt at finde kritiske røster, men superlativerne stod i kø. Lidt af en bedrift besparelserne på udenrigstjenesten taget i betragtning.

FOTO: Niels Hougaard

46

Altinget: magasin Overblik

Maj:

2018 I BILLEDER

På arbejdernes internationale kampdag satte Venstres Søren Pind de partipolitiske støvler på hylden. Det blev gjort på en meget pindsk måde med kors og bånd og stjerner på til ministeroverdragelsen. Nu skal han være iværksætter udi cybersikkerhed, og han slår allerede nu sine folder på Claes Kastholm Hansens gamle plads i Berlingske som borgerlighedens ubundne stemme. Intensiteten i engagementet på Twitter har også fået et nøk eller to opad.

August:

Juli:

Var han endog meget beruset, eller var det problemer med iskias? Ja, midt i juli – under et Nato-topmøde i Bruxelles – tiltrak Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der på én gang er bureaukraternes bureaukrat og umulig ikke at lægge mærke til, sig atter opmærksomhed. Denne gang nok af den uvelkomne slags. I hvert fald måtte han støtte sig til den hollandske statsminister, Mark Rutte, til sin ene side, og António Costa, Portugals regeringsleder, til sin anden, da man ankom til den fælles middag. Politiske modstandere og den kulørte presse var overbeviste om, at Juncker havde fået én for meget inden for vesten. Juncker selv kaldte beskyldningerne emsigt nonsens og henviste til sine medicinske problemer.

FOTO: Christian Bruna

FOTO: Andrew Kelly

På den første dag i den ottende måned trådte det danske burkaforbud i kraft. Engang var Venstre og Liberal Alliance ideologisk hårde modstandere af den slags, mens De Konservative har haft det på programmet siden Naser Khaders ankomst i slutningen af nullerne. Nu blev det så virkelighed – og mødt af demonstrationer, hvor den yderste venstrefløj slog pjalterne sammen med religiøse dogmatikere.

Ja, ideologierne er ikke helt så faste, som de var engang. Billedet her – der i en anden tid kunne være en reklame for tøjmærket Benetton – blev ikonisk, og Dansk Folkepartis Peter Skaarup kaldte politiets ageren for slap.

December 2018

47

Altinget: magasin Overblik

September:

19. september smed Danske Banks administrerende direktør, Thomas Borgen, håndklædet i ringen efter Berlingskes afsløring af eksorbitant hvidvask i bankens estiske filial. Det faldt sammen med tiåret for finanskrisen, og nu spørger mange sig selv, om der egentlig kom en ny etisk normal i bankbranchen. Skandalen er langtfra slut; senest har bagmandspolitiet meddelt, at man ikke kun efterforsker sagen med henblik på stikke en bøde ud til Danske Bank, men også for at gøre bankens topfolk strafferetligt ansvarlige.

FOTO: Liselotte Sabroe

Oktober:

Mystikken var stor, og der var mere end en snert af forargelse over, hvad der egentlig foregik, da politiet lukkede den østdanske infrastruktur helt ned 28. september. En måned senere kunne PET-chef Finn Borch Andersen så fortælle offentligheden, at man var blevet advaret om, at Irans efterretningstjeneste havde – og har – planer om et attentat på herboende iranske dissidenter. Sagen blev samtidigt et indblik i, hvor kompliceret international politik er blevet igen. USA brugte sagen til at presse EU for også at opgive atomaftalen med Iran, mens EU stadig holder fast. Samtidig var det vigtigt for den danske udenrigsminister at vise, at andre lande står os bi.

FOTO: Siphiwe Sibeko

November:

FOTO: Nils Meilvang

48

I starten af oktober meddelte socialminister Mai Mercado (K) til offentligheden, at en medarbejder over en 18-årig periode havde svindlet sig til 111 millioner kroner fra satspuljemidlerne. Derefter gik jagten ind på Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der i mellemtiden både var sigtet i sagen og forsvundet. Til sidst fandt de sydafrikanske myndigheder hende, og ved en domstol i Randburg i den nordvestlige del af Johannesburg gjorde hun via sin advokat det klart, at hun gerne ville udleveres til Danmark.

Altinget: magasin Overblik

December:

Det blev ikke en gentagelse af sidste års kaos. Finansloven for 2019 trak ganske vist ud – hvilket vist må posteres på kontoen for politisk teater – men den faldt på plads i god tid inden jul. Det var vigtigt for regeringen at vise stabilitet op til det kommende folketingsvalg, og presset fra Nye Borgerlige gjorde det afgørende for Dansk Folkeparti, at man havde et trofæ, man kunne vise frem for vælgerne: det meget omtalte paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Nu skal dømte og afviste asylanter bo på øen Lindholm i Stege Bugt.

2018 I BILLEDER

FOTO: Arthur Cammelbeeck

December 2018

49

Altinget: magasin Økonomi Hver måned analyserer Søren Hove Ravn de vigtigste emner og spørgsmål i økonomisk politik.

Ø KO N O M I S K A N A LYS E

Uligheden stiger – mellem virksomheder AF SØREN HOVE RAVN, PH.D., ADJUNKT VED ØKONOMISK INSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

D

et seneste årti har budt på et øget internationalt fokus på fordelingen af indkomst og formue på tværs af husholdninger. Ikke mindst den franske økonom Thomas Piketty har medvirket til at sætte økonomisk ulighed på den politiske dagsorden. Det har derimod fået langt mindre offentlig opmærksomhed, at den økonomiske forskning de seneste år også har nærstuderet ulighed på tværs af virksomheder. Dette emne er imidlertid ikke mindre interessant eller betydningsfuldt.

mellem udviklingen blandt virksomheder og den føromtalte indkomstulighed blandt husholdninger. Ifølge data fra USA og Tyskland kan en stor del af indkomstuligheden nemlig henføres til, at høj- og lavindkomsthusholdninger i stigende grad arbejder i forskellige virksomheder, hvoraf de mest profitable ikke overraskende betaler en langt bedre løn. Forskelle mellem højt- og lavtlønnede medarbejdere inden for samme virksomhed spiller en langt mindre rolle.

Udgør den stigende forskel mellem virksomheder et problem Det er nu veldokumenteret, at uligheden blandt virksomheder for samfundet? På den ene side argumenteres det, at stjernehar været markant stigende gennem de seneste årtier. Det bety- virksomhedernes høje profitrater afspejler dårlig konkurrence, der eksempelvis, at færre virksomheder tegner sig for stigende som tillader disse virksomheder at opkræve langt højere priser, markedsandele samt stigende andele af den end deres omkostninger tilsiger. Flere studier har vist, at forskellen mellem priser samlede profit. Det afspejles også i tiltagenStjernevirksomhederne tjener de produktivitetsforskelle mellem de bedste og omkostninger, kaldet virksomhedernes mark-up på økonomsprog, er steget firmaer og alle de andre. Denne udvikling er en høj profit, men klarer sig betydeligt gennem de seneste årtier. Men særligt udpræget i USA, hvor virksomheder med relativt få medarbejdere, den britiske økonom John Van Reenen – som Google, Amazon og Apple er oplagte fordi de førnævnte professor ved Massachusetts Institute of eksempler på såkaldte superstar firms, men teknologivirksomheder er langt Technology og selv lidt af en økonomisk den ses også på tværs af en række andre superstar – finder hypotesen om dårligere industrialiserede lande inden for OECD, mindre arbejdskraftintensive heriblandt Danmark. En række studier har end tidligere tiders dominerende konkurrence svært forenelig med globaliseringen. Han argumenterer for, at konanalyseret årsagerne og konsekvenserne produktionsvirksomheder. Det kurrencen ikke er blevet forringet, men heraf, og i august i år var dette hovedtemarejser væsentlige spørgsmål et på et årligt centralbank-topmøde i USA. blot forandret, så stjernevirksomheder om antallet af arbejdspladser i ikke længere konkurrerer ”på markedet”, Der er mange grunde til at interessere men ”om markedet”; for eksempel om fremtidens økonomi. sig for denne udvikling i et bredere sammarkedet for internetsøgninger eller onlifundsperspektiv. Flere forskere har påpeget nesalg. Det giver mulighed for, at kapital en sammenhæng mellem den stigende markedskoncentration og og arbejdskraft kan søge mod de dygtigste og mest produktive en anden veldokumenteret udvikling i industrialiserede lande virksomheder. På den måde er disse virksomheders idéer med til gennem de seneste årtier, nemlig et fald i den andel af national- at sikre den økonomiske vækst, som også årets Nobelprismodindkomsten, som går til at aflønne arbejdskraft. Med andre ord: tager i økonomi Paul Romer har vist. De ændrede konkurrenceStjernevirksomhederne tjener en høj profit, men klarer sig med forhold udgør dog under alle omstændigheder en udfordring for relativt få medarbejdere, fordi de førnævnte teknologivirksom- nationale og internationale konkurrencemyndigheder, som fremheder er langt mindre arbejdskraftintensive end tidligere tiders over skal håndtere stadigt mere magtfulde virksomheder samt dominerende produktionsvirksomheder. Det rejser væsentlige gennemskue mere komplekse sammenhænge ved vurderinger spørgsmål om antallet af arbejdspladser i fremtidens økonomi. af fusioner og opkøb. Det kan Margrethe Vestager formentlig Desuden har nye studier dokumenteret en tæt sammenhæng skrive under på.

50

Lad Altinget og Grønbechs Hotel gøre jeres Folkemøde til en succes Hvad enten I skal lave det store arrangement med de mange tilhørere og den veloplagte ordstyrer eller det intime møde med jeres næste samarbejdspartnere, har vi de fysiske og professionelle faciliteter, den bedste beliggenhed og de hyggeligste rammer.

Book nu og få den sikkerhed og kreativitet, der skal til, så I får det rigtige ud af FM19.

Med venlig hilsen Projektleder Ninna Rønberg: M: +45 3073 7775 E: fm@altinget.dk

Projektleder Mathias Kjær Heilesen M: +45 2990 1589 E: fm@altinget.dk

Folkemødet 2018 var det største for Altinget og Grønbechs Hotel med mere end 70 arrangementer på tre dage i samarbejde med over 30 forskellige partnere. Vores erfaring er, at pladserne bliver udsolgt hurtigt i det nye år, så kontakt os allerede nu. Nogle gange lægger vi bare plads og teknik til, andre gange leverer vi hele pakken med indhold, vores dygtigste ordstyrere, kolde fadøl og lækker mad.

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGHT

Altinget: magasin Essay

52

Altinget: magasin Essay

EUROPA ER EN HISTORIE, vi ikke er færdige

MED AT FORTÆLLE I de demokratiske nationers Europa bør vi spørge os selv, om nationalismen ikke er en ideologisk måde at fornedre kærligheden til fædrelandet på.

AF JENS CHRISTIAN GRØNDAHL, FORFATTER

I

den græske mytologi var Europa en prinsesse, der plukkede blomster på stranden i det, der i dag er Tyrkiet. En af strandene, som flygtninge og migranter stævner ud fra i overfyldte gummibåde for at sætte livet på spil med håbet som eneste kompas.

Hun må have været en køn pige, for Zeus forelskede sig i hende. Han forvandlede sig til en hvid tyr og lokkede hende til at sætte sig op på hans ryg. Sådan blev Europa bortført til Kreta, hvor guden over alle guder gjorde hende til stammoder for øens kongehus.

Vores fælles fortælling begynder med voldtægt og eksil. Det vækker til eftertanke i en tid, hvor kvinder overalt med deres MeToo-opslag siger fra over for sek-

Det er i orden at kritisere islam. Det er ikke i orden at lægge muslimer for had.

suelle krænkelser og overgreb. En tid, hvor mennesker i hundredtusindvis fordrives af krige eller bryder op fra deres hjemegn, fordi livet dér er blevet umuligt.

Hvad vil det sige at høre til? Man kan godt fundere over spørgsmålet, selv om man har statsborgerskab og er trygt installeret i sin hjemstavn. Den tidligste europæiske litteratur byder på historier om, hvad det vil sige at miste dén tryghed.

Tænk på Odysseus. Da helten endelig når hjem til Ithaka efter årene med hjemløshed og sindsoprivende eventyr, forstår vi omfanget af hans tab. Livet er gået, og han var der ikke til at se sin søn vokse op og blive en mand.

De gamle historier har fulgt os, fordi vi har kunnet spejle os i dem, og fordi de er blevet ved med at kaste

December 2018

53

Altinget: magasin Essay

lys på nutiden. En af de ting, Homers heltekvad lærer os, er, at tilhørsforholdet er en følelse mere end en stabil realitet. At det er lige så omskifteligt og skrøbeligt som livet selv.

Ordet ”hjem” betegner andet og mere end et sted.

Identiteten er ikke et stempel, man bærer i panden.

Den er personlig og knytter sig til det enkelte menneskes historie. Netop dette menneskes kamp for at give livet mening. En kamp mellem viljen og de ydre vilkår, mellem håb og tilfældigheder, mellem kærlighed og glemsel.

En tidlig film af Wim Wenders følger to mænd fra sted til sted langs den hermetisk tillukkede grænse, der dengang delte Tyskland. De er sårede, fortabte sjæle, sensitive over for det kulturelle og moralske sammenbrud efter nazismen og Holocaust.

Deres moderne odyssé bringer dem gennem et i alle betydninger tomt landskab, hvor den tyske arv er blevet urørlig. I stedet dyrker de med øm ironi en samling singleplader med amerikansk rock and roll fra 50’erne. ”Amerikanerne har koloniseret vores underbevidsthed,” siger den ene. Senere udtrykker han, hvad der kunne være et fælles motto for os europæere: ”Ich bin meine Geschichte.”

At være sin historie. Det betyder ikke kun, at vi er historiens produkter. Vi er også dens aktører, frie til at forfølge vores håb og drømme. Frie til at gøre livet til et helvede for andre.

Europæerne kender både til det ene og det andet.

Langsomt, i en syntese af kristendom og hellenistisk filosofi, udviklede vi den oplyste, verdslige humanisme. Overbevisningen om, at mennesket er ukrænkeligt og menneskerettighederne universelle, gyldige på tværs af religiøse, nationale og kulturelle skel. Dén tro blev til sidst vendt imod os selv.

Gennem århundreder spredte vi lidelse og død såvel hos hinanden som på de kontinenter, vi havde koloniseret. Siden har vi været hurtige til at glemme undertrykkelsen og ydmygelsen. De engang koloniserede har derimod ikke glemt.

En del af forklaringen på nutidens terrortrussel kan findes i den manglende symmetri mellem vores respektive opfattelser af hinanden. Terroristerne hader humanisme og demokrati, men især hader de os.

I november var det 100 år siden, at Første Verdenskrig sluttede. En af de mest ødelæggende og morderiske krige i Europas historie. Under mindehøjtideligheden i Paris advarede den franske præsident, Emmanuel Macron, imod nationalismens genkomst rundt om på det europæiske kontinent.

54

Det er i orden at kritisere den globaliserede elite for at ignorere genkomsten af de klasseforskelle, som velfærdsstaten havde udjævnet. Men det er også på sin plads at kritisere arbejderklassen for at bagatellisere nationalismens grobund i fordomme og had.

Man skulle tro, at den nationale selvstændighed var trængt, men opløsningen af Det østrig-ungarske kejserrige bidrog kun til at befæste nationernes Europa. Hundrede år før havde Wienerkongressen gjort en ende på Napoleons drøm om at samle Europa. To årtier efter Versailles-freden skulle Det Tredje Rige blive det næstsidste forsøg med transnational hegemoni. Da Sovjetimperiet brød sammen, var tyranniets dage talte.

Det er en af nutidens demagogiske løgne, at Den Europæiske Union skulle være andet end et frit samarbejde mellem selvstændige nationer. Man hæfter sig ved suverænitetsafgivelsen og ser bort fra de forpligtelser, der følger med mandatet. Man lader, som om det ikke er de nationale regeringer, der bestemmer farten.

Nationalstaten har vist sin svaghed over for tidens globale udfordringer, fra finanskrisen og de smeltende isbjerge til strømmen af flygtninge og migranter eller techgiganternes ukontrollerede magt. Intet nationalt parlament kan på egen hånd stille noget op over for dem, og alligevel står nationen for mange som et bolværk for den personlige tryghed, socialt som eksistentielt.

Staten blev ramme om udviklingen af et velfærdssamfund for alle, hvor det sociale sikkerhedsnet blev ledsaget af værdighed og tillid. Under den rå kapitalisme havde arbejderklassen været reduceret til en blot og bar ressource. Nu var man medborgere på lige fod med alle andre.

Klassekampen blev aflyst, og det skete som resultatet af et historisk håndslag, en pagt. Det er dén pagt, globaliseringen har forrådt, og det er den forsinkede erkendelse af forræderiet, der har gjort højredrejningen mulig.

Så mange europæere kan ikke være blevet fascister hen over en sommer, men som en arbejdsløs automobilarbejder sagde til en fransk politolog, der ville vide, hvorfor han stemte på Marine Le Pen: ”Hvad skal jeg med homoægteskaber, hvis jeg ikke har et job?”

Til den sociale usikkerhed føjer sig den psykologiske. Globaliseringen er ikke kun klimaets eller finansverdenens uhåndgribelige indvirkning. Det er også nye ansigter i gadebilledet. Mennesker med fremmede vaner og værdier, en fremmed religion, fremmede reaktionsmønstre.

Hvor multikulturelt kan samfundet blive, før den universelle humanisme slår sprækker? Svaret afhænger ikke kun af den adspurgtes holdning.

Om man er grundlæggende åben over for fremme-

Altinget: magasin Essay

ideologisk måde at fornedre kærligheden til fædrelandet på. Simpelthen fordi det er en kærlighed, vi som europæere bør være i stand til at genkende hos hinanden.

de kulturer eller grundlæggende fjendtligt stemt.

Måske er dét læren af de seneste års kaos: Wir schaffen das nicht immer. Selv hvis vi gerne ville.

Når selve flygtningebegrebet knager i fugerne under presset fra strømmen af mennesker, der bevæger sig mod Europas sydlige grænser, er det moralsk legitimt, at man i hvert enkelt land spørger sig selv, hvor mange nytilkomne, man er i stand til at absorbere.

Det er derimod ikke legitimt at reagere på presset ved at dæmonisere den fremmede. Tillægge et ukendt menneske forkastelige egenskaber alene på baggrund af vedkommendes religion eller kultur.

Had og voldsparathed var altid nationalismens historiske tvilling. Det ved vi europæere noget om, og derfor er det en europæisk pligt at reagere over for chauvinismens genkomst, hvad enten den rettes mod jøder eller muslimer.

En anden lære af de seneste år er, at demokratiet virker. Der findes ikke noget tavst flertal. Ingen behøver at føle sig kuet og overset. Alle bliver hørt, og enhver har mulighed for at lade sig repræsentere parlamentarisk. Hvad enten man er medlem af den såkaldte elite eller mener, at man i særlig grad tilhører folket, vejer éns stemme nøjagtig lige så tungt som alle andres.

Demokratiet har aldrig været kræsent. I politisk forstand er det farveblindt, men det er også indifferent i forhold til kultur. Det er på tide, at vi insisterer: Demokratiet tæller kun individer. Ikke repræsentanter for den ene eller den anden etniske, religiøse, sociale – eller seksuelle – identitet.

Enhver, der tilslutter sig demokratiets principper, har krav på at blive respekteret som medborger uanset religion, herkomst, køn, synspunkter eller tilbøjeligheder. Friheden til at tænke, tro og føle, som man vil, betyder dog langtfra, at man også kan blive fri for modsigelse og kritik. Det er i orden at kritisere islam. Det er ikke i orden at lægge muslimer for had. Mine medmennesker er fredhellige, deres anskuelser er det ikke.

Det er i orden at kritisere den globaliserede elite for at ignorere genkomsten af de klasseforskelle, som velfærdsstaten havde udjævnet. Men det er også på sin plads at kritisere arbejderklassen for at bagatellisere nationalismens grobund i fordomme og had. I et demokratisk samfund bør vi have evnen til at forstå hinandens grunde uden at sympatisere med hinandens konklusioner.

I de demokratiske nationers Europa bør vi desuden spørge os selv, om nationalismen ikke er en

En anden lære af de seneste år er, at demokratiet virker.

Der findes ikke noget tavst flertal. Ingen behøver at føle sig kuet og overset. Alle bliver hørt, og enhver har mulighed for at lade sig repræsentere parlamentarisk.

Der tales meget om kulturel identitet, men begrebet virker illusorisk, når man tænker efter. I ordets bogstavelige forstand betyder ”identitet” jo, at noget forbliver det samme, men både kulturer og mennesker forandrer sig hele tiden. Et menneske kan ikke identificeres med sit land. Man kan med sin personlige historie være en del af historien om landet, men så er der allerede tale om noget langt mere bevægeligt og åbent.

Andre kan i så fald også blive en del af historien, hvis de vil, eller hvis tilfældet har villet det. Skæbnen, ville man have sagt i den græske oldtid. En fortælling, der bliver til, når man tager livets vilkårlighed på sig for at skabe mening, hvor der ingen mening er.

Europa er uden tvivl under forvandling. Intet vil blive som før, og sådan har det været, siden en fønikisk prinsesse blev bortført af en gud med tyrehorn.

Det er ikke nogen grund til panik. Kun frygtsomme sjæle ser i kulturen et spørgsmål om identitet, men frygten for forandring rummer en uerkendt dødsdrift. En længsel efter stilstand og uforanderlighed, som er livet fremmed.

Historien holder med de modige. Europas hjerte er ikke landfast. Den europæiske puls tilhører Middelhavet, hvor kulturerne gennem årtusinder har blandet sig med hinanden. Et omskifteligt, ubestemmeligt mødested, hvor fremmede har genkendt mennesket i hinanden. Indlevelsens øjeblik er fantasiens gnist, og uden dén ingen fortælling.

Vi er vores historie, og historien er ikke forbi. Vi er stadig i færd med at blive til, genopdage os selv i mødet med et fremmed blik. Det var de første kristnes oprindelige drivkraft. At bryde op fra deres forældres hus og søge ud på vejene. Finde sammen i et jævnbyrdigt fællesskab af fremmede, hvor man ikke er, hvad man kommer fra, men snarere hvad man håber på sammen.

Europæeren i os har sin hjemstavn i fortællingen om møder og krydsede spor. Litteraturen er det sande Europa med den ironi, som det indebærer.

Man skriver på sit modersmål, men den nationale litteratur er, når den er bedst, ikke bare en litteratur om nationen.

Den er en verden af fortællinger om det menneskelige, sådan som nogen oplevede det et sted, engang.

December 2018

55

Tillid er nøglen til vores digitale fremtid

D

en succesfulde danske digitalisering ville ikke være sket så hurtigt uden samarbejdet om og tilliden til NemID. Næste kapitel i digitaliseringen begynder samme sted.

Det var en kombination af timing, ambitioner og fremsyn, der i 2008 for alvor satte gang i den helt unikke succeshistorie: Digitaliseringen af Danmark.

Men dengang – i august 2008, hvor kontrakten om den stærke, men dengang ukendte sikkerhedsløsning NemID blev skrevet under, havde ingen den fjerneste anelse om, hvilken udvikling, der skulle komme de efterfølgende år. ”En ting er dog sikkert: Det ville ikke være blevet til så meget, hvis ikke danskerne havde haft tilliden til løsningen og til os.”

Sådan lyder refleksionen fra John Christensen, en af de Nets-ansatte, der har været med siden første gang, der blev sat strøm til systemet. Det skete den 1. juli, 2010, hvor den tidligere løsning – den digitale signatur - officielt blev afløst af NemID.

God timing Timingen var velvalgt, fordi man ramte plet med en brugervenlig løsning på et tidspunkt lige inden det digitale for alvor begyndte at vokse. Smartphone-revolutionen var kun i sin vorden, den finansielle sektor var fortsat udpræget orienteret mod Danmark. Digitaliseringen af Danmark stod over for sin guldalder.

Det var dog ikke kun teknologi, men derimod tillid og også bankernes støtte til NemID, der var NemID-

motorens væsentligste brændstof, forklarer John Christensen. ”Tillid er enableren. Det, der gør digitaliseringen mulig. I Danmark har vi det generelt helt fint med, at vores data ligger rundt omkring i forskellige tjenester. Det er begyndt at gå op for andre lande, at det giver mening at skæve til Danmark for en løsning på, hvordan man kan opnå den ønskede digitalisering,” siger han.

I tilfældet NemID kom hønen og ægget altså samtidig. Fordi NemID var national, var der et kæmpe brugertal i løbet af få måneder. Og samtidig var der også en række services, hvor man kunne bruge NemID.

aktiverede NemID nøgleapps

Tillid til data er væsentligt

Men tillidsforholdet rummer meget mere.

”Det er ikke kun forholdet til løsningen, men også til, at man kan finde ud af at passe på data. Det gælder både det offentlige og banker, men også den enkelte bruger. Det at drive en sikker løsning, der er tillid til, er et kontinuerligt arbejde med oplysning omkring god og sikker brugeradfærd. Vi er hele tiden i bevægelse på det punkt, siger John Christensen Tilliden omfatter også parterne bag: Treenigheden, der består af det offentlige Danmark, bankerne og Nets. Vidt forskellige aktører, som ikke per naturlov har et fælles mål.

Men det havde man i Danmark – og det gav NemID flyvehøjde meget hurtigt.

”Det er vigtigt, ikke kun fordi vi er et lille land, men også fordi vi har et land, hvor konkurrencen mellem bankerne er intens, og hvor det kræver vilje at samarbejde og anerkende hinandens løsninger. Mange lande er ikke nået hertil endnu,” siger John Christensen.

Selv om NemID efterhånden har nogle år på bagen, er projektet fortsat med at udvikle sig.

I år rundede brugertallet fem millioner, og NemID rundede fem milliarder transaktioner. Samtidig fik NemID selskab af en app, der på blot fem månede rundede en million brugere.

Fremtiden: Mere sikkerhed, mere frihed - og flere robotter

Fremtidens digitale identitet bliver mere alsidig og ikke nødvendigvis hæftet på et menneske. Nu skal maskinerne også have en digital identitet – og det tester Nets allerede.

Lige om hjørnet venter næste generation af den nationale danske nøgle. Vi kender navnet, MitID. Og vi ved, at den skal rumme mange af de samme elementer som i dag.

Men der er også væsentlige forskelle – ikke mindst fordi man indfører et særligt højt sikkerhedsniveau, der kan bruges til at give adgang til data, der er særligt følsomme. Det kan for eksempel være sundhedsdata. ”En helt anden ting i fremtiden bliver, at maskiner i højere grad får brug for at kunne identificere sig over for hinanden. Det kan være software eller maskiner – for eksempel de IoT-enheder, vi køber vil vores hjem,” forklarer John Christensen, der var med til at skabe NemID for 10 år siden.

I dag er Nets med helt fremme og driver også selv tests af, hvordan man eksempelvis kan give softwarebaserede robotter medarbejdersignaturer, så man har en sikkerhed for, at ændringer i data har en afsender.

af brugerne er tilfredse eller meget tilfredse med NemID nøgleapp

Identitet er hot Identitet er de senere år blevet et vigtigere emne, fordi flere ting er blevet digitale. Flere tjenesteudbydere kommer til – og NemID er en efterspurgt løsning.

I fremtiden vil vi formentlig se mere til blockchain-løsninger og biometri. Og så er der hele sikkerheds-elementet, der også fylder mere i en identitetssammenhæng: ”Når du lader din elbil op i fremtiden, vil du gerne være sikker på, at både bilen og opladeren er, hvem de giver sig ud for at være – og ikke er åbne for en hacker, der vil overtage din bil. Det samme gælder for eksempel automatiseringer i sundhedssektoren,” siger John Christensen.

Selv om Danmark ligger langt fra IT-knudepunktet Silicon Valley, er historien om Danmarks digitalisering noget særligt.

brugere er under 18 år

NemID brugere er over 100 år

Dansk digitaliseringsforspring gavner Det skyldes, fremhæver John Christensen, at danskerne er så vant til at stole på hinanden, at NemID har været så stabil og lettilgængelig en løsning, og – ikke mindst, at vi har kunnet samarbejde på tværs af sektorer. Det har skudt Danmark til tops i EUs DESI-indeks - et indeks, der netop beskriver, hvor digitaliseret et land er. ”Et helt konkret eksempel, er alt det arbejde bankerne har med at finde ud af, om en kunde faktisk er, hvem kunden giver sig ud for at være. Det arbejde gøres i dag hver gang du skal have en konto i et pengeinstitut – men her kan man sagtens finde løsninger, hvor man kan genbruge, at man allerede har identificeret sig én gang,” siger han.

MitID er i øjeblikket i udbud, og ifølge udbudsmaterialet er der lagt op til en løsning, der løbende skal kunne udvikle sig i takt med den teknologiske udvikling og ændringer i brugeradfærden. På den rejse har Nets med NemID høstet unikke erfaringer om, hvordan man bygger en folkelig succes. ”Men for brugeren er det ikke sikkert, at man vil kunne se de store forskelle lige med det samme. Det er friheden til at være kreativ, der er det nye – og det vil fremtidssikre systemet de næste mange år,” siger han.

MitID-udbuddet skal være afsluttet i 2019.

Altinget: magasin Bruxelles

Mellemøsten brænder,

og Europa sover

Mellemøsten står over for sin værste krise i 100 år. Og den krise bliver også Europas problem, hvis ikke EU udvikler en langsigtet mellemøststrategi. Det er der bare ikke udsigt til, siger den berømte mellemøstforsker Fawaz Gerges. 11. december gæster han Danmark.

AF ESBEN SCHJØRRING, REDAKTØR, ALTINGET: MAGASIN

M

an hører næsten ikke Fawaz Gerges’ pessimisme for al hans høflighed og diplomatiske væsen. Men hverken når det kommer til fremtidsudsigten for Mellemøsten eller for Europa, ser han lyst på fremtiden. Måske hører man heller ikke pessimismen, fordi han fastholder, at der er en vej frem begge steder – han ser bare ikke, at der er nogen på vej ned ad dem.

Følger man ikke den internationale debat om Vesten og Mellemøsten, har man i en dansk sammenhæng måske ikke hørt om ham, men Fawaz Gerges, der i øvrigt er en hyppig gæst på CNN og BBC’s nyhedsprogrammer, hører til mellemøstforskningens tunge drenge. Han er professor i Mellemøststudier på det britiske eliteuniversitet London School of Economics og har et dusin bøger om politik, krig og religion i Mellemøsten på CV’et.

Senest Making The Arab World. Tirsdag 11. december gæster han så Danmark som en af to hovednavne – den anden er Francis Fukuyama – på konferencen ”Sandheden om Mellemøsten”, der afholdes i Aalborg af de danske gymnasielærere i historie, samfundsfag og religion.

Invitationen har sine åbenlyse årsager.

Som vi trådte ind i det nye årtusinde, blev Mellemøsten med terrorangrebet 11. september katapulteret til toppen af Vestens sikkerhedspolitiske dagsorden, men i kølvandet på at de store strategiske mål med

58

krigene i Irak, Afghanistan og Libyen, der skulle føre til en demokratisk dominoeffekt i Mellemøsten, led skibbrud, har Vesten forsøgt at trække sig. Men med borgerkrigen i Syrien og den efterfølgende strøm af migranter og flygtninge er Mellemøsten så at sige kommet til Europa og har været katalysator for et decideret politisk opbrud i Europa. Fra Ungarns Viktor Orbán til Italiens Matteo Salvini og fra Alternative für Deutschlands opstigning til den politiske lammelse i Sverige . D e t e r e n velkendt traver, at udenrigs- og Det eneste, europæindenrigspolierne er optaget af, tik hænger uløseligt sammen i når det kommer til globaliseringens Mellemøsten, er rent tidsalder, men tekniske løsninger på migrationsproblemet og i tilfældet Mellemøsten er det terrorisme. Det er i sin hård, blodig og egentlige forstand en kompleks virketragedie. lighed.

Det er derfor, Altinget har sat Fawaz Gerges stævne.

Siden Mellemøsten har så store direkte og indirekte politiske konsekvenser for Europa, har landene og især EU egentlig en samlet og velgennemtænkt strategi for Mellemøsten og Nordafrika? Gør vi det rigtige; gør vi noget?

Det har han et kort svar på. Nej, det gør vi ikke. Ingen af delene.

”Europa har været beskæftiget med sig selv de seneste ti år. Hvis ikke længere. Og man har vendt sig indad, samtidig med at USA militært og politisk har trukket sig ud af Mellemøsten,” siger Gerges over en telefon fra London. ”Og tidspunktet kunne næppe være værre. Regionen står overfor den mest alvorlige krise siden etableringen af det moderne Mellemøsten efter Første Verdenskrig. Mellemøsten har længe stået i brand, og flammerne har allerede nået Europa kyster.”

Selv flygtning Spørgsmålet om, hvad Europa burde gøre udadtil i forhold til Mellemøsten og indadtil overfor europæiske muslimer med mellemøstlig baggrund vækker åbenlyst et personligt engagement hos 59-årige Fawaz Gerges. Han livsforløb udgør i sig selv en bro fra Mellemøstens arrede og blodige historie til Vesten. Født ind i kristen-ortodoks familie i Beirut, hovedstaden i det multietniske Libanon, fandt han sig som ung teenager fanget i den libanesiske borgerkrig, der strakte sig fra 1975 til 1990. ”Kristne og muslimer dræbte hinanden på kryds og tværs,” som han udtrykker det på én gang kort og sorgfuldt. Via Syrien kom han til USA, blev amerikansk statsborger og uddannede sig ved Oxford University og London School of Economics. Gerges identificerer sig som ”liberal” og ”sekulær”, og han er yderst kritisk

Altinget: magasin Bruxelles Marts 2016 – vue ud over flygtningelejren i Idomeni på grænsen mellem Makedonien og Grækenland. En af de mange tusinde migranter fra Syrien står med et skilt i hånden, der opfordrer til åndelig støtte til ofre og overlevende fra terrorangrebet i Bruxelles.

December 2018

59

Altinget: magasin Bruxelles

Jeg er med på, at direkte militært engagement her kan blive svært, men så kan EU finansiere internationale styrker via FN.

Blå bog

Fawaz A. Gerges • Født i 1958 i Beirut, Libanon • Amerikansk statsborger • Ph.d. fra London School of Economics • Forfatter til flere bøger om Mellemøsten, islam og international politik, heriblandt Making the Arab World, Isis: A History og The New Middle East: Protest and Revolution in the Arab World • Skriver jævnligt for Project Syndicate • Gift med Nora Colton, med hvem han har fire børn.

60

over for det, han kalder autoritær populisme, som han ser sprede sig i Europa og USA. På den anden side er han ikke lige til at sætte i bås som udlændingepolitisk slapper. For eksempel kritiserer han flere gange under interviewet både indvandrere og regeringer for at lade parallelsamfund slå rod, og han afviser forestillingen om udbredt racisme i Europa ved døren. Det vender vi tilbage til.

Vi starter med den internationale dimension. For Fawaz Gerges er udgangspunktet, at Europa er konfronteret og skæbneforbundet til Mellemøsten uanset hvad, og idéen om, at man kan skærme sig selv for de politiske problemer i Mellemøsten, er futil. ”Der er tre vigtige pointer her. For det første at de konflikter, vi ser i Syrien, Yemen, Irak og Libyen, er udtryk for det, jeg kalder en organisk krise, hvor institutionelt eller statsligt sammenbrud og et civilsamfund i opløsning forstærker hinanden. Det betyder for det andet, at Mellemøsten ikke kan redde sig selv, men har brug for eksterne aktører. Og for de tredje at Europa bliver berørt uanset hvad. Uanset hvor hårde man gør grænserne, kommer Mellemøsten til os. Om man kan lide det eller ej. På den måde har EU en åbenlys egeninteresse i at engagere sig i Mellemøsten, men mangler helt åbenlyst en erkendelse af det og viljen til at sætte ressourcer ind på det.”

Gerges sætter fingeren på et notorisk ømt punkt for EU’s udenrigspolitiske dimension, der altid har været splittet mellem ikke at anerkende geopolitik i det hele taget og forskellen mellem de enkelte landes egeninteresser. Vestens geopolitik i efterkrigstiden har nærmest udelukkende været drevet af USA. Med et sprogbillede har europæerne kunnet vælge, hvilke dele af den internationale politiks modekollektion man ville trække over hovedet, men det har været USA, der har stået for udvalget. Men med de fejlslagne krige i Irak og Afghanistan er amerikanerne med Gerges’ ord ”ikke bare blevet krigstrætte, men trætte af Mellemøsten som politisk problem i det hele taget”. Sagt med andre ord befinder europæerne sig nu i en situation, hvor der ikke hænger tøj på bøjlerne i den del af modebutikken, der hedder international politik. ”Den amerikanske bortvenden fra Mellemøsten startede ikke med Trump, og den startede heller ikke med Obama.

Det rækker helt tilbage til de sidste år af George W. Bushs anden præsidentperiode. Og som amerikanerne har forladt scenen, er europæerne fulgt med. Dermed

står vi med et globalt politisk tomrum, og det tomrum er blevet fyldt ud af Rusland og Kina og en række regionale aktører – Iran, Saudi-Arabien og Tyrkiet. Borgerkrig, stedfortræderkrig og kold krig om magt, dominans og ressourcer er viklet sammen i Mellemøsten,” analyserer han. ”Og uanset hvor jeg ser hen, har de europæiske lande og EU ingen strategi for, hvordan man vil løse problemerne.

Det eneste, europæerne er optaget af, når det kommer til Mellemøsten, er rent tekniske løsninger på migrationsproblemet og terrorisme. Det er i sin egentlige forstand en tragedie.”

EU bør finansiere international styrke Men hvordan skulle sådan en strategi så se ud? ”Krisen i Mellemøsten vil tage 10-20-30 år at løse. Der er ikke nogen nem og hurtig løsning. På kort sigt bliver EU nødt til at engagere sig langt mere på et diplomatisk plan i konflikterne i Syrien, Libyen, Yemen og Irak for at få stoppet borgerkrigene. Det er præmissen for alt andet.

Europa har helt åbenlyse egeninteresser i det projekt. Borgerkrige et vækstgrundlag for terrorisme – ISIS og al-Qaeda er sociale parasitter; de dukker op, når der er borgerkrig. Her bliver det største brud for europæerne nok, at de skal vænne sig til at føre en Mellemøstpolitik på egen hånd uden amerikansk lederskab. For virkeligheden er bare, at amerikanerne har trukket sig fra lederskabet af den internationale verden, de selv etablerede efter Anden Verdenskrig.”

Skal EU også engagere sig militært? ”I Libyen bør EU gribe ind militært ved at stå i spidsen for en international styrke, som kan sikre Libyen og hjælpe regeringen. Libyen er nabo til Sydeuropa og en passage for migranter og terrorister, så igen er der åbenlyse egeninteresser på spil. I Syrien kan man også spille en større rolle. Topledermødet i Istanbul med Tyskland, Frankrig, Rusland og Tyrkiet i slutningen af oktober – det skal vi have mere af. EU skal sætte Putin og derigennem Assad under langt større pres for at begynde en politisk transitionsproces.

Her er det vigtigt at huske på, at Ruslands opstigning som global aktør ikke handler om, at Rusland pludselig er blevet meget stærkere – det har kun kunnet ske, fordi Vesten har trukket sig. I Yemen er EU endelig begyndt at presse Saudi-Arabien til at acceptere våbenhvilen og hjælpe FN’s udsending til at starte forhandlinger med alle parterne. Jeg er med på, at direkte militært engagement her kan blive svært,

Altinget: magasin Bruxelles

men så kan EU finansiere internationale styrker via FN.” Okay, lad os sige, at det lykkes – hvad er den langsigtede strategi? ”Vi skal i hvert fald væk fra idéen om, at vi skal gå via statsmagten og hælde milliarder af dollar i hovedet på centralregeringerne. Vi skal ned på mikroniveauet; vi skal gøre lokalsamfund mere modstandsdygtige. Det strategiske fokus skal ligge på fagforeninger, kvindesagsbevægelser, på uddannelse, på erhvervslivet, på teknologi – det handler om helt konkrete projekter.

Målet er i bund og grund at skabe en middelklasse. Demokrati kommer ikke med et knips med fingrene; man er nødt til at få civilsamfundet op og stå.”

Sikre grænser er ikke illiberale mure Hvor sandsynligt tror du, det er, at EU får sådan et strategisk engagement? ”Det er ikke, fordi man slet ikke er klar over de her ting i Bruxelles. Men man vier slet ikke nok ressourcer og opmærksomhed til det. På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er helt sikkert? Der ligger jeg på 4. Jeg er ikke særlig optimistisk.”

Som du siger, har de europæiske lande og EU været meget fokuseret på veje til at begrænse migrationen fra Mellemøsten og Nordafrika, og meget af debatten handler om, hvor hårde man skal gøre grænserne – de indre og de ydre. Hvor stiller du dig i den debat? ”Selvfølgelig skal de europæiske lande, herunder Danmark, sikre deres grænser.

Men det betyder ikke, at man skal indoptage en illiberal idé og bygge deciderede mure op mellem sig selv og resten af verden. Det ville være et dødbringende søm i det liberale Europas kiste. Jeg mener, man bør følge en dobbelt strategi, hvor man på den ene side investerer massivt i Mellemøsten og Nordafrika for at hjælpe unge mænd og kvinder med at finde arbejde og muligheder hjemme, og på den anden side har en reguleret politik, der byder økonomiske migranter og flygtninge velkommen.”

Europæerne er ikke racister Fawaz Gerges’ intense fokus på civilsamfundets rolle gentager sig, når han vender blikket mod det, man kunne kalde Mellemøsten og Nordafrika i Europa. Det præcise antal muslimer i Europa kendes ikke præcist, men Pew Research Center anslår, at det ligger lige under fem procent af den samlede befolkning, og at antallet både som følge af migration og børn vil stige de kommende år. Og hvor det udenrigspolitiske spørgsmål om Mellemøsten

næsten er totalt fraværende, er de seneste 30-40 års indvandring fra Mellemøsten blevet et ophedet politisk emne overalt i Europa, der har affødt en masse nye højrefløjspartier og tilsvarende vælgerkrise hos de traditionelle magtpartier.

Hvordan forstår du den europæiske integrationsdebat? Ligger ansvaret for integrationsproblemerne hos indvandrerne eller de gamle majoritetsbefolkninger? ”Jeg mener, debatten om skyld og ansvar i det her tilfælde er frugtesløs. Det er ikke her svaret på, hvordan vi løser problemer med integrationen, ligger. Der er én faktor, som ofte bliver overset: Indvandrere er altid bange for deres egen skygge. De kommer til en kultur, der er fremmed for dem, og ønsker at undgå opmærksomhed.

Det er derfor, indvandrere har en tendens til at rykke sammen og bo de samme steder for at føle sig trygge og hjemmevante.

Majoriteten skal ikke se på det, som om de vender resten af samfundet ryggen og skaber deres egne ghettoer, fordi de ikke vil os andre. Det er ikke udtryk for ond vilje. Det gælder også den anden vej rundt – jeg køber bare ikke den her idé om, at flertallet af Europas befolkninger i virkeligheden er racister. De europæiske samfund er Migrantbørn skal utroligt tolerante, og de har uddannes, det er det modtaget flygthelt afgørende strategiske greb i integratininge og indonen. vandrere i stort antal de seneste 50 år. Ja, vi ser nu en modreaktion, men ikke fordi europæerne er racister – der er en stor bekymring for, om de europæiske samfund kan integrere et stort antal migranter.”

Så hvor starter svaret på integrationsspørgsmålet så? ”For mig at se er der to overordnede pointer. Den første har faktisk netop noget at gøre med den her segregation, der finder sted i Europa. Det værste, du kan gøre for en indvandrer, er at lade ham bosætte sig med andre med samme baggrund. Det er at gøre ham en bjørnetjeneste. Ghettoer eller kulturelle bobler er ikke svaret, fordi målet må være kulturel integration. Det er ikke det samme som, at man ikke kan have en specifik kulturel identitet, men kun inden for rammerne af den bredere identitet som borger i et samfund. Det er også derfor, det var så skadeligt, da Tyrkiets præsident Erdogan tog på kampagne i Tyskland under det tyrkiske præsidentvalg.” ”Den anden pointe er, at integrationsproblemerne ikke handler om flertallet

af muslimer i Europa. Det er vigtigt, fordi det spørgsmål, vi stiller os selv om integration, handler om, hvad vi gør overfor et mindretal. Overfor den gruppe tror jeg, at den franske model med tvungen integration kun fører til modreaktioner. Jeg tror kun, integrationen kan lykkes nedefra og indenfor civilsamfundets rammer. Staten kan komme med ressourcerne, rammerne og monitoreringen, men jeg ser, at civilsamfundet – særligt uddannelsesinstitutionerne – skal spille en nøglerolle. Det har man jo også erkendt i Danmark, hvor eksperimenterer med en masse strategier, der starter tidligt med uddannelse.”

Liberalisme er ikke imod kultur Det er på integrationsspørgsmålet, distancen mellem Fawaz Gerges og de problemer, han analyserer, svinder ind. Han medgiver åbent, at hans egen historie som vestligt integreret krigsflygtningebarn fra Mellemøsten farver den linse, han ser verden igennem. ”Min historie er en amerikansk fortælling,” som han siger. ”Jeg talte ikke et ord engelsk, da jeg kom til USA. Det var en meget smertefuld proces, også fordi jeg kom fra borgerkrigens slagmark. Men jeg blev omfavnet af min amerikanske familie, de hjalp mig med at tilpasse mig og gav mig moralsk og følelsesmæssig støtte. Men det vigtigste var min uddannelse. Den hjalp mig til at blive en fuldblods borger. Migrantbørn skal uddannes, det er det helt afgørende strategiske greb i integrationen. Den vigtigste idé i Vesten er liberalismen – ideen om individuel frihed, retsstat og demokrati – men den idé oppebæres af uddannelse og dannelse.”

Men dele af både højrefløjen og venstrefløjen – og religiøse muslimske ledere – er kritiske over for de liberale idealer, som de kritiserer for ikke at anerkende kulturel identitet som afgørende for et menneske.

Har de ikke en pointe? ”Sådan ser jeg det slet ikke. Liberalisme er ikke antikultur, og kultur er ikke en trussel over for liberale samfund. Som jeg ser liberalismen, er den vejen til, at man kan navigere i, at vi hver især har flere identiteter. Det er heller ikke sådan, at jeg har afklædt mig min mellemøstlige identitet, men den er favnet af de værdier, der er knyttet til det at være borger i et liberalt samfund. Borgerskabet – det at vi alle er borgere og har del i samfundet som borgere – det er den mest kraftfulde vestlige idé. Du og jeg er borgere, uanset hvor mange identiteter vi har. Uanset om vi er religiøse eller ej.”

December 2018

61

Følg med på LinkedIn: DI – fra filantropi til forretning

Altinget: magasin Satire

Hvad laver i?

Først vil regeringen have, at 1-årige fra ghettoområder skal lære om Grundloven i vuggestuen.

Det bliver altså svært at forklare udlændinge, hvorfor de skal respektere Grundloven, hvis den ikke gælder for dem.

64

altinget

Nej, vent, jeg kan godt regne det ud: I har lige læst, at Martin Henriksen mener, at Grundloven kun bør gælde for danske statsborgere.

…. Og i den forbindelse er det et gigantisk problem, at nogle muslimer synes, at Koranen er vigtigere end Grundloven.

Ikke lige så svært, som det bliver at forklare det til Martin Henriksen.

… Og nu får de samme mennesker så at vide, at Grundloven slet ikke bør gælde for dem.

Har i set at Martin Henri…?

Nå, det har i.

Ajour

Politik handler om at lytte Altinget: ajour er din podcast om det vigtigste i dansk politik lige nu. Et kvarter. Hver dag.

Find det pĂĽ din podcast-app

Find alle 24 portaler pĂĽ Altinget.dk Altinget er det danske webmedie, der mest intensivt dĂŚkker dansk politik og EU

Altinget: magasin Temaord Bøger

Boganmeldelser Den politiske debat om samfundets indretning foregår ikke kun på nettet, og uden bøger mister vi de dybe analyser og de lange argumenter.

Altinget: magasin har læst de vigtigste politiske bøger lige nu.

 66







Altinget: magasin Bøger



Forrygende bog om Poul Schlüters tid som statsminister Et spændende værk om Schlüters tid som statsminister tager fat om et tiår, hvor Danmark er på knæene, men får rejst sig igen, omend det har en pris for de ansvarlige politikere.

Af Marianne Jelved Medlem af Folketinget siden 1987 og fhv. minister

I september 1982 opgav statsminister Anker Jørgensen (S) at løse de ualmindeligt store økonomiske problemer, som Danmark stod i. Uden at udskrive valg gik den socialdemokratiske statsminister af, og de borgerlige tog over.

Det blev Poul Schlüter, der tog ledelsen som statsminister, Henning Christophersen fra Venstre blev finansminister, og Uffe Ellemann-Jensen, også fra Venstre, blev udenrigsminister. CD og Kristeligt Folkeparti kom med i den borgerlige regering, der så talte 61 mandater.

Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup som leder og Radikale Venstre med Niels Helveg Petersen i spidsen støttede den borgerlige regering. Det blev til 91 mandater bag den nye regering. Her begyndte en ny æra i danmarkshistorien.

I serien “De Danske Ministerier” har Niels Wium Olesen og Thorsten Borring Olesen skrevet et forrygende værk om Poul Schlüters tid som statsminister. Det er et tiår, hvor Danmark er på knæene, men også får rejst sig op igen, omend det har en pris for de ansvarlige politikere.

Der bliver sat en økonomisk udvikling i gang, som efterfølgende regeringer har kunnet bygge ovenpå, så Danmark nu er i en trimmet stand, som der står rimelig respekt om i omverdenen.

Alt i alt er der 674 sider at glæde sig til, for værket har fat i en spændende tid med begyndende reformer af økonomien, en omverden, der sker store forandringer i, og en udvikling af teknologien, som stiller krav til etiske vurderinger. Og så er det en

tid, der stiller store krav til de mennesker og ikke mindst ministre og folkevalgte, der skal finde løsninger og tage ansvar.

Schlüters økonomiske reformer I 1982 var arbejdsløsheden en kvart million. Underskuddet på betalingsbalancen – det vil sige underskuddet på Danmarks handel med udlandet – var 19 milliarder kroner, hvor mere end halvdelen var renter af gælden til udlandet. Statens gæld var på 275 milliarder kroner.

Der var oliekriser og devalueringer af kronen, og lønudviklingen havde presset inflationen op på over 10 procent. Den lange rente var 20 procent. Statens budget var på 211 milliarder kroner, og budgettets underskud var 52 milliarder kroner, og det ville stige til 75 milliarder næste år.

Af OECD-landene var Danmark det land, hvor underskuddet var vokset mest siden slutningen af 70'erne, og kun Italien havde et større underskud end Danmark.

Dét er bogens udgangspunkt for skiftet mellem Jørgensen og Schlüter, hvor det også oplyses, at omverdenen i september 1982 gennem det franske nyhedsbureau AFP underholdes med muligheden for en statsbankerot i Danmark. Og i al fald kunne man vente endnu en devaluering af den danske krone.

Jeg var på det tidspunkt lærer og gift med en lærer. Vi havde stort parcelhus i Jyllinge, sommerhus i Odsherred, sejlbåd i lystbådehavnen, Volvo og hund og børn.

Hvordan kunne det lade sig gøre for to lærerlønninger? Jo, vi lånte pengene og trak 73 procent af renteudgifterne fra på skattebilletten. Det kunne betale sig at gældsætte sig.

Da jeg i 1981 kørte på A6 fra Jyllinge til Roskilde, hørte jeg i bilradioen, at Danmarks Lærerforenings formand havde forhandlet en lønstigning på 11 procent til sine medlemmer. Næste indslag var oplysningen fra Danmarks Statistik: Forbrugerprisindekset var nu steget med 12 procent. Det var her, jeg besluttede at gå ind i politik.

Jeg kom i Gundsø byråd i 1982 og mødte helt konkret den nye Schlüterregerings økonomiske reformer. Kommunerne måtte nu berede sig på store besparelser.

Indenrigsminister Britta Schall Holberg havde sparet 3 milliarder kroner på bloktilskuddet til kommunerne.

Skattesystemet var årsagen Regeringen med de 64 mandater går i gang med at reetablere en økonomi i balance, og håndgrebet er en bedre kon-

kurrenceevne for Danmark. Det er svært, og Anker Jørgensen fik ikke medspil fra fagbevægelsen. Men Christophersen og senere Palle Simonsen arbejder målrettet for at skabe en orden i økonomien. Og det lykkes gradvist – men det lykkedes.

Når ungdomsarbejdsløsheden var høj, var det måske overførslernes struktur, der skulle ændres. Gå til ondets rod, kunne man kalde det. Men samtidig var det kunsten at få borgerne til at se, hvad der skulle til for at få en stabil samfundsøkonomi.

Det kan man kalde en politisk kunstart.

New public management introduceres.

Men efter min opfattelse er hovedgrebet i regeringens genopretning af økonomien at ændre de systemer i samfundet, som skaber problemerne. Når min familie kunne lukrere på fællesskabet, så var det indretningen af skattesystemet, der var årsagen.

Altså er der brug for en skattereform. Og det skete.

Udenrigs- og sikkerhedspolitikken ofres Men partier lever ikke kun af fornuft, de lever også af politik, der taler til partiets medlemmer og tilhængere. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken bliver et ”offer” op gennem 80'erne med de mange fodnoter, som udenrigsministeren må tage med sig til møderne i Nato.

Radikale Venstre vil ikke skifte sin politik ud, hvilket alligevel på sin egen måde sker efter valget i 1988, hvor Radikale kommer i regering på bekostning af CD og Kristeligt Folkeparti. Det fører til 2,5 års regeringssamarbejde mellem KV og Radikale. Hvilket i realiteten ikke førte til mange løsninger på de års udfordringer.

I Poul Schlüters tid følger vi den borgerlige mindretalsregerings initiativer og kampe for at få skik på landets økonomi og udfordringer. Og der sker mange gode forandringer, som de efterfølgende regeringer har bygget videre på.

For eksempel får finansminister Palle Simonsen sammen med statsminister Schlüter en fælleserklæring om pensionsopbygning i 1987.

Der blev grunden lagt til det mest sikre pensionssystem, som Verdensbanken i dag anbefaler andre lande at inspireres af.

Enhver pensionsopsparer i Danmark har sin opsparing på sin egen konto, der ligger oven på den offentlige folkepension, der er et fattigdomsværn.

Så samlet set blev 80'erne en tid med mange reformer og mange konflikter, som ramte mange politikere.

December 2018

67

Altinget: magasin Bøger

Forholdet til EU Perioden med KV indeholder også den umådeligt store udfordring med Danmarks forhold til EF/EU, da afstemningen om Maastricht-traktaten i juni 1992 gav et nej med 50,7 procent af stemmerne.

Situationen førte til, at oppositionen – det vil sige S, Radikale og SF – satte sig sammen hos Poul Nyrup og over nogle uger formulerede det såkaldte nationale kompromis med fire forbehold for Danmarks deltagelse i det kommende EU-samarbejde. Det lykkedes at få det accepteret på topmødet i Edinburgh sidst på året. Og senere blev det godkendt ved en folkeafstemning i Danmark.

Det er en usædvanlig proces, at oppositionen tager et sådant initiativ, og at det får virkning og bliver en løsning, som hele Folketinget undtagen Fremskridtspartiet tilslutter sig. Men det er formentlig en konsekvens af den politiske kultur, der affødes gennem årene med mindretalsregeringer, der alligevel kan regere og finde løsninger på landets største problemer.

Og sammen med dele af oppositionen kan gennemføre løsningerne.

lige omkostninger for de gamle partifæller, der fører til afgang og til rigsretssag.

"Som en kriminalroman" Bogen er virkelig spændende læsning og vældig godt skrevet. Indimellem er det som en kriminalroman. Og vi får som læsere en nærhed til de ansvarlige ministres udfordringer og løsninger og til samspillet i Folketinget mellem regering, støttepartier og opposition.

Schlüter holder til mere end ventet af mange. Men den konservative statsminister må alligevel gå af som en slagen mand, i praksis væltet af en af sine egne.

Det er en urimelig slutning på en tid, for det var Schlüter, der med alle odds imod sig fik lagt grunden til et Danmark på fode igen. Og det kan give stof til eftertanke, at det sker på den måde.

Men Poul Schlüters tid viser også en markant udvikling af et land og et samfund håndteret af et folkestyre, hvor der kan samarbejdes på kryds og tværs af regering og opposition som ikke mange andre steder i verden. Det er en særpræget dansk kultur. Læs den. Og glæd dig.

Men ministre er også ofte særegne personligheder, og Ninn-Hansen havde sin egen måde at forholde sig til justitsministerens håndtering af tamilernes ret til familiesammenføring fra 1987 frem til 1993 og Schlüters afgang som statsminister. Men det var ulovligt, hvad han gjorde. Det kan suge kraften ud af enhver, der er tæt på. Det er et drama med menneske-

Af Andreas Kamm Tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp (1998-2017)

68

De danske ministerier 1972-1993 – Del 2: Poul Schlüters tid 1982-1993, Niels Wium Olesen (f. 1963) & Thorsten Borring Olesen (f. 1956), 674 sider, Gads Forlag



Korrekt diagnose, men forkert medicin Eksperimentet, der slog fejl er et kærkomment indspark i den svære og nødvendige debat om, hvordan fremtidens udlændingepolitik skal indrettes. Men forfatterne tegner desværre et forsimplet billede af løsningerne.

Mikkel Anderssons og Niels Jespersens bog skriver sig ind i Socialdemokratiets politiske projekt ”Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik, der samler Danmark”.

Det er der ikke noget galt i, for bogen præsenteres af forfatterne som en debatbog, og de erklærer ærligt og redeligt, at de anser Socialdemokratiets seneste udlændingepolitiske udspil for det mest gennemarbejdede eksempel på, hvordan Danmark skal håndtere de udfordringer, vi står over for i en verden, som sender både flygtninge og migranter ud på farefulde rejser mod Europa og Danmark.

Mellem flygtningepres og højrepopulisme Det bekymrer forfatterne, at højrepopulisterne har fat i den lange ende med en analyse, som grundlæggende er rigtig: Der kommer for mange flygtninge og migranter, de fleste er tilmed muslimer, og denne kombination af ”antal” og ”kulturforskel” har betydet, at integrationen ikke er lykkedes.

Det kan de konstatere ved en vandretur gennem en ghetto, Gellerupparken,

hvor de to herrer observerer, hvordan virkeligheden er: skoler med for mange fremmedsprogede elever, nye muslimske koran-friskoler, kriminelle bandemiljøer, indvandrerbutikkers snyd med skat, manglende respekt for kvinder og kvinders rettigheder osv.

Det politiske projekt er at forhindre højrepopulisterne i at indkassere ”vælgergevinsten”, sådan som der er tendenser til i mange europæiske lande – Marine Le Pen, Alternative für Deutschland, Lega Nord, Brexit og mange flere. Og forfatterne er kede af tanken om, at disse nye partier skal vinde styrke, for deres løsninger er ”værre end problemet”.

Hvad er da Mikkel Anderssons og Niels Jespersens bud?

Sharia i horisonten Som udgangspunkt er det nationalt. En art hovedårsag til den fejlslagne integration er, at udlændingeloven fra 1983 samt vores konventionsmæssige forpligtelser skaber en uoverkommelig strøm af det, som bogen kalder ”asylmigranter”, men som vel retteligt er anerkendte flygtninge og familiesammenførte.

De klarer sig dårligt på arbejdsmarkedet, de skranter i uddannelsessystemet og er derfor vokset til at være en temmelig stor økonomisk byrde for det velfærdssamfund, som vi alle sammen gerne vil bevare.

Fortsætter udviklingen, ender vi i et scenarium, hvor voldtægter og skuddrab slår alle rekorder, hvor politiet aldrig viser sig i de nærmest selvstyrende ghettoer, hvor shariadomstole håndterer beboernes tvister.

Velfærdsmodellen er brudt sammen og kriminaliteten tårnhøj.

Løsning asylstop Forfatterne mener, at ”asylmigranterne” må standses med et asylstop, som Danmark selv skal iværksætte. Det skal ikke længere være muligt at søge asyl i Danmark.

Dette er i kombination med styrket nærområdeindsats den medicin, der skal redde os fra ragnarok. Vi skal så ikke bruge mange milliarder på overførselsindkomster og kan i stedet bruge ressourcerne i nærområdet.

Færre vil drukne i Middelhavet, og færre vil dø på deres vandring gennem ørkenen, så det er i virkeligheden et meget humanitært indgreb.

Hvis vi beslutter at modtage flygtninge, skal det kun være kvoteflygtninge – og det

Altinget: magasin Bøger

er også mere retfærdigt, for de repræsenterer de svageste, hvorimod de, som selv kommer, er de stærkeste. Skulle der så alligevel dumpe nogle enkelte spontane flygtninge ind over den danske grænse, så skal de ikke forvente at få deres sag behandlet her.

De bliver interneret og afskåret fra samfundet – uanset hvor længe de er om at tage tilbage til deres land eller til et nærområdecenter, hvor deres sag kan behandles.

Det lyder forjættende, men forfatterne burde løfte blikket – både i forhold til årsagerne til den aktuelle flygtninge- og migrationskrise og med hensyn til Danmarks mulighed for at sætte sig ud over den internationale retsorden.

De huser 80-90 procent af verdens flygtninge og ønsker også, at antallet reduceres betragteligt – ja, de ønsker, at flygtningene rejser hjem.

Og ligesom i Danmark er politikerne afhængige af folks reaktioner, og det er ikke sikkert, at penge fra Danmark kan kompensere for den folkelige skepsis.

Mere nærområdehjælp hedder det, men stoler nærområderne på os? Nej, verdens donorer leverer samlet set næsten aldrig det, som de lover.

Forfatterne har ret i deres bekymringer, og de har ret i, at flygtninge- og migrationskrisen ikke kan – og ikke skal – løses ved at flytte millioner af mennesker til Europa og Danmark.

Politikerne slår kontra Det sidste analyserer de og kommer til det resultat, at nok kan det blive dyrt i en periode at stikke af fra EU-regler og de internationale konventioner, men det går over – og det er prisen værd. EU-partnernes raseri og sanktioner vil hurtigt drive over, og vi kan ufortrødent fortsætte som medlemmer af det indre marked.

At Danmark ensidigt bryder konventionerne og EU’s normer, giver kun anledning til et mindre, forbigående bump.

Men tror Mikkel Andersson og Niels Jespersen, at danske politikere er villige til at tage chancen – det kunne jo være, at de tager fejl, og at Danmark som småstat er bedre tjent med at overholde fællesskabets regler.

Det er rigtigt, at Henrik Sass Larsen (S) for nylig tilkendegav, at Danmark skal vikles ud af konventionernes forpligtelse, men hans chef, Mette Frederiksen, meldte straks kontra.

Hun vil ikke melde Danmark ud af fællesskaberne, og det vil Lars Løkke Rasmussens (V) regering heller ikke. Så er et asylstop praktiserbart? Det ser tungt ud.

En del af løsningen skulle dernæst, jævnfør forfatterne, være at oprette centre i nærområderne, hvor asylansøgere kan få deres sag behandlet.* Har de glemt, at det ikke er så enkelt endda?

Enegang er en blindgyde Men begynder man med at forhindre folk i at opnå international beskyttelse, så spænder man vognen foran hesten. Det store flertal af verdens forfulgte er som nævnt allerede i nærområderne, og det rigtigste ville være at styrke beskyttelsen her, før man lader grænsebommen gå ned.

Kan vi lukke vores grænser, ja, så kan de også. Faktisk gør de det allerede.

Kan vi sende flygtninge tilbage til nærområderne, ja, så kan de måske finde på at sende dem hjem til forfølgerne, ja, det gør de i et vist omfang allerede.

Forfatterne kunne også hæfte sig ved, at der er stærke internationale bestræbelser i gang for at finde nye veje.

New York-deklarationen fra 2016 afstak retningen for to globale aftaler om at gøre en meget stærkere indsats i forhold til flygtningene med behov for international beskyttelse og i forhold til migranter, som rejser hjemmefra på grund af fattigdom.

Disse indsatser sætter ind overfor de virkelige grundårsager – ”root causes”. At gå solo, krænke fællesskabets normer og den internationale retsorden gør det ikke.

Både flygtningene og migranterne vil fortsat være der.

Vi har måske beskyttet os selv, men ikke de forfulgte.

Grænsen er nået i nærområderne Nærområdernes værtslande står ikke i kø for at modtage tilbagesendte asylansøgere fra Danmark og EU – uanset at der følger penge med. I Libanon, Jordan og andre værtslande i nærområderne er der også befolkninger, som er skeptiske, og som allerede mærker værtskabets byrder i form af højere priser og pres på deres lønninger.

Tak for debatten Eksperimentet, der slog fejl er spændende læsning. Den er skrevet ind i en politisk kontekst, som vi alle må forholde os til.

Jeg er et langt stykke ad vejen enig med forfatterne i de udfordringer, vi står overfor, men ikke i de løsninger, de foreslår.

Det er en debatbog – debat er vigtig, og bogen giver en frisk anledning til at diskutere løsninger på en af vor tids globale udfordringer.

Der er ikke nogen vej udenom. Hvad enten vi er enige eller ej.

Forfatterne har gjort Altinget opmærksom på, at de i bogen skriver, at de ikke er fortalere for centre i nærområderne. Vi beklager fejlen.

Mikkel Andersson og Niels Jespersen: Eksperimentet, der slog fejl, 188 sider. Udgivelsesdato 14. november på Gads Forlag.



Obama-bog er fortællingen om et unikt familieliv Michelle Obama frygtede, at hendes mand ville blive ædt råt, da han i 1996 stillede op som senator. Historien ville det som bekendt anderledes, og siden da har hendes historie været uløseligt forbundet med et politisk liv, som hun inderst inde ikke kan fordrage.

Af Lone Dybkjær Tidl. miljøminister for Radikale Venstre (1988-1990) og statsministerfrue (1994–2001).

Efter at have læst forordet var jeg klar over, at jeg ville sluge resten af Min historie.

For det er mere end en historie, langt snarere en fortælling om en særlig kvindes særlige rejse, helt utrolig i sin oprigtighed og ærlighed, personlig uden at blive privat.

Det er ikke en politisk bog i partimæssig forstand – Michelle kan faktisk ikke fordrage politik, som den udfolder sig i dag. Med andre ord er Michelle slet, slet ikke en Hillary.

Drømmen er farveløs Kogt ind til benet er det fortællingen om en kvinde, der vokser op i fattige, men trygge familierammer, hvor forældrene satser alt på, at det skal gå bedre for de to børn.

Det lykkedes med en uddannelse og et overordentligt velbetalt advokatjob.

August 2018

69

Altinget: magasin Bøger

En kvinde, som drømmer om at skabe et trygt familieliv med børn, ligesom den familie hun selv er vokset op i. Men med sig selv som udearbejdende – i modsætning til hendes mor, som først, da børnene blev større, fik et arbejde uden for hjemmet.

Kvinden er afroamerikaner, og det har givet ekstra knubs undervejs i uddannelsesforløbet (”Du er ikke egnet til Princeton”), men drømmen er ”farveløs”; den deles af kvinder overalt på jorden.

Ved et tilfælde møder kvinden en usædvanlig mand – prinsen på den hvide hest – som slår benene væk under hende.

Han fører hende på en rejse, hun oprindelig slet ikke har haft lyst til, og med et mål, hun ikke troede, at han kunne nå.

Men hun besluttede at bakke op. ”Han ville gerne, og jeg ville ikke.”

Ledetråd fra 1992 til i dag Forskellige er de: ”Han så ægteskabet som en kærlig forbindelse mellem to mennesker, som kunne leve parallelle liv, men uden at give afkald på selvstændige drømme og ambitioner. For mig var ægteskabet mere som en total fusion, en rekonfiguration af to liv i et, hvor familiens velbefindende gik forud for alle andre dagsordener eller mål,” skriver hun.

Dette til trods bliver de alligevel gift i oktober 1992, men allerede i januar flyver han væk i fem uger for at gøre en bog færdig, hvis deadline han i første omgang havde forsømt – med lidt katastrofale økonomiske følger.

Hvad gør man, spørger Michelle: ”Man finder en måde at tilpasse sig på. Hvis ægteskab er for livet, har man ikke rigtig andet valg.”

Selvom det ikke siges hele tiden, har det været den ene ledetråd for Michelle frem til i dag. Hvad der sker fremover, ved vi jo ikke!

Troede, Barack ville blive ædt råt I 1996 stiller Barack op og bliver valgt til senatet i Illinois. Forud for det har han stillet spørgsmålet: ”Hvad mener du om det, Miche?” ”For mig var det egentlig aldrig så svært at komme med et svar. Jeg syntes ikke, det var nogen særlig god ide, at Barack stillede op som kandidat. Jeg troede ærlig talt, at han ville blive ædt råt.”

Men Michelle ender med alligevel at give sin godkendelse. ”Hvis Barack troede, han kunne udrette noget i politik, kunne jeg så tillade mig at stille mig på tværs?

Kunne jeg tillade mig at træde ideen under fode, inden han overhovedet havde prøvet

70

det?” En godkendelse, der dog er spækket med advarsler. Den anden ledetråd.

Den tredje ledetråd er omsorgen for børnene.

Uanset hvor i tilværelsen parret befinder sig, er børnenes velbefindende i centrum. Hvad enten det er i den første rolige fase, under de anstrengende valgkampe eller i Det Hvide Hus.

Klichéernes holdeplads Næste mål for Barack er opstilling til senatet, men inden han bliver valgt, havde han holdt sin tale ved Demokraternes Nationalkonvent i 2004.

Det ændrede alt. Nu var spørgsmålet ikke længere, om han ville vinde en plads i senatet. Nej, det var, om Barack ville stille op som præsidentkandidat. I dag kender alle svaret.

Fra da af bliver Michelle en offentlig person. En, som også må deltage i sin mands valgkamp. Let var det ikke.

Selvfølgelig fik en stærk kvinde som Michelle hæftet alle klichéerne på. Vred og arrig hørte til de blide. ”Er Michelle et aktiv eller en belastning?”

"Det var, som om der fandtes en slags tegneserieversion af mig derude, som lavede ravage, en kvinde, som jeg ikke kendte – en alt for høj, alt for energisk kastrerende Godzilla – af en politikers hustru ved navn Michelle Obama," skriver hun.

Indimellem er hun ved at opgive.

Barack forsikrer hende om, at hun ikke er en belastning, men hun behøver det ikke.

Michelle ender med at takle situationen professionelt. Finder ud af, hvordan hun kan ændre sin optræden. Facit kender vi.

"Der findes ikke nogen håndbog for tiltrædende førstedamer for USA. Det er ikke teknisk set et job, det er heller ikke en officiel regeringstitel. Det er ikke lønnet, og der er ingen specificerede pligter."

"Det er en underlig slags sidevogn til præsidentskabet," skriver Michelle i indledningen af kapitlet ”Blive mere”.

Michelle ved godt, det ikke vil blive nemt. ”Jeg vidste allerede, at jeg ville blive målt med en anden målestok”, alene fordi hun er sort. Hun må igen overbevise sig selv om, at hun er god nok.

En familie i Det Hvide Hus Michelle finder sin vej og sætter sine spor – gennem urtehaveprojektet, som knytter sig til et projekt om bedre ernæring, elever, der dyrker mere sport, krigsveteraners vilkår osv.

Samtidig med at der selvfølgelig er alle de officielle forpligtelser både af munter og sorgfuld art.

Men mest af alt er Michelle optaget af, hvordan hun får sine to piger frelst igennem opholdet i Det Hvide Hus. Hvordan der kan skabes så normalt et liv for dem som muligt med sikkerhedsagenter i hælene hele tiden, med et hav af tjenende ånder. I et hus, hvor vinduerne ikke kan åbnes af sikkerhedsmæssige grunde osv.

Sammen med sin bror overbeviser Michelle sin mor, der aldrig har tænkt sig at bo andre steder end i Chicago, om at flytte med til Det Hvide Hus. Den anden store fordel er, at Barack nu også bor der hele tiden, så de kan spise til middag sammen, inden han går tilbage til Det Ovale Værelse.

En politiker trods alt?

I epilogen slår Michelle fast, at hun aldrig vil stille op som præsidentkandidat. Mindre kan også gøre det. ”Jeg har aldrig været vild med politik, og mine oplevelser de sidste ti år har ikke ændret meget på det.”

Men Michelle vil gerne forandre vilkårene for mennesker. Og det er jo, når alt kommer til alt, det, politik handler om.

Michelle Obama: Min Historie, 464 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkom 13. november.



Vejen til ufrihed ender i velskrevet og velmenende paranoia Skulle Snyder alene vurderes på sine betragtninger over den ukrainske situation og den indenrigspolitiske vej mod ufrihed i Rusland, ville bogen have været fremragende.

Desværre vil Snyder mere, og her kommer han på afveje.

Af Christian Egander Skov Ph.d. i historie, kommentator på Altinget og forfatter til Konservatismen i mellemkrigstiden

Altinget: magasin Bøger

Den amerikanske historiker Timothy Snyder er en imponerende skikkelse.

Han er professor ved Yale, anerkendt for sit faglige arbejde og i de senere år forfatter til en imponerende række af bøger, hvor han med stor gennemslagskraft har taget skridtet fra almindelig akademiker til skarp polemiker og offentlig intellektuel af den type, som både har tilhørere på højre- og venstrefløjen i det ellers så splittede Amerika.

Kritikere har han også på begge fløje, men pointen er, at bøger som Bloodlands (2011), Sort jord (2016) samt Om tyranni (2017) har været dagsordenssættende i den offentlige debat, hvor Snyder har gjort sig bemærket som en velformuleret og vidende kritiker af al slags totalitarisme samt stålsat forsvarer for en liberaldemokratisk centrum-venstre-position.

Vejen til ufrihed Nu er hans seneste bog blevet oversat til dansk og udkommet på Gads Forlag som Vejen til ufrihed: Rusland, Europa, Amerika. Bogen beskæftiger sig med vores aktuelle situation, hvor demokratiet ifølge Snyder – og mange andre – trues af autoritarismen, medens åbenlyse sandheder fortrænges af løgne og fake news.

Snyder har et vågent øje for tidens tildragelser og bruger sit falkeagtige overblik og dybe indsigt – han kan angiveligt syv forskellige sprog – til at trænge bag om den organiserede misinformation, som udgår fra moderne despoter som Vladimir Putin og deres villige hjælpetropper i Vesten.

Det er Snyders pointe, at vejen til ufrihed går gennem den russiske disinformationskampagne. Bogens undertitel "Rusland, Europa, Amerika" røber således allerede i titlen synspunktet, at de politiske rystelser, vi har oplevet i Vesten – Trump, Brexit, højrepopulisme, separatisme – lader sig spore tilbage til Rusland, noget, Snyder kalder ”evighedspolitik”, der er blevet formuleret af en gruppe fascistiske intellektuelle, som i bedste postfaktuelle ånd forstår sig som antifascister.

Troværdig guide til Ukraine-konflikt I bogens stærkeste dele bruger Snyder sin viden til at skildre den dramatiske historie om Majdan-revolutionen i Ukraine 2014.

Det var dengang, landets befolkning tvang præsident Janukovitj fra magten, da det blev klart, at han stod i begreb med at gøre landet til en russisk marionet.

Netop konflikten i Ukraine var – indtil præsidentvalget i USA – den centrale

kampplads for modstridende politiske og historiske fortællinger. Og det er en kompliceret affære, som Snyder er en troværdig guide til. Den måske mest uhyggelige pointe er styrken i den russiske modfortælling.

Fra vestlig side forsøgte man at holde fast i en folkeretlig begrundet kritik af den russiske anneksion af Krim og invasion af det østlige Ukraine. Umiddelbart skulle den basale respekt for statsgrænser og national suverænitet være et stærkt kort.

Men Putins regime forstod fra begyndelsen betydningen af informationskrig.

Russernes indsats sugede næring fra den mistro til medier, politikere og etablerede sandheder, som allerede var udbredt ved indgangen til 2010’erne. Kombinationen af et sindrigt net af historiske bortforklaringer, der dels satte Rusland som et offer for vestlig aggression, dels hævdede nødvendigheden af et storrussisk rum, afviste eksistensen af et selvstændigt ukrainsk folk med et systematisk angreb, ikke blot på konkrete informationers sandhed, men fakticitets- idealet i det hele taget. Det lykkedes Rusland at skabe så meget forvirring, at man kunne sætte sin magt igennem. I stedet for at handle tøvede Vesten.

Ideerne, fortællingerne og løgnene måtte underminere sandhederne, før de kunne underminere Ukraine – og Vesten.

Snyder på afveje Skulle bogen vurderes alene på sine betragtninger over den ukrainske situation og den indenrigspolitiske vej mod ufrihed i Rusland, ville den have været fremragende.

Desværre vil Snyder mere, for bogen handler jo netop om vores vej til ufrihed.

Og det er på den baggrund, den må vurderes. Det er også denne noble ambition, der giver Snyders bog dens polemiske relevans. Det er de dristige analyser, som har skaret såvel centrum-venstre som -højre om Snyders forfatterskab og hans ildevarslende formaninger, men det er også selvsamme ambition, der set fra denne anmelders stol vælter læsset.

Lige så overbevisende Snyder forekommer, når han skriver om russiske og ukrainske forhold, lige så overfladisk, konspiratorisk og alarmistisk fremstår han i sin behandling af højrepopulismens fremfærd og demokratiets situation i Vesteuropa.

Snyders pointe må i sidste ende være, at de populistiske omvæltninger i Vesten i høj grad skyldes den russiske disinformation. Der går i denne fortælling en lige linje fra den obskure russiske mellemkrigs-

tidsfascist Ivan Iljins tågede ideer om den nationale forløser, der skulle træde frem af fiktionens verden, til Brexit og Trump.

Der er en direkte parallel mellem Putins statskleptokrati og Trumps intention – som Snyder åbenbart har adgang til – om personlig berigelse.

Så snart Snyder flytter sit vagtsomme blik fra Østeuropa til Vesteuropa, afløses sund politisk, historisk analyse af noget, der bedst kan beskrives som en art liberaldemokratisk paranoia, hvor Brexit bliver afgjort af russiske twittertrolde, hvor det republikanske parti er styret af russiske ”bots”, og hvor Trump vinder de konservatives gunst, fordi han lokker med ”en etpartistat, et styre grundlagt på manipulerende valg, snarere end politisk konkurrence, et racemæssigt oligarki …”.

Intellektuelt kollaps For Europa er forklaringen nogenlunde den samme. Men hvor højrefløjens drivkraft i USA er en i økonomisme let tilsløret racisme, er europæernes grundfejl, at de fejlagtigt tror på nationalstatens institutionelle betydning. Synden er en nødvendighedens politik, der bryder sammen i en evighedens politik. Sandheden er ifølge Snyder noget andet: noget, han kalder ”historisk”. Men hvad det betyder, bliver man ikke klog på. Den ”historiske” vurdering er vist den, der leder frem til Snyders konklusioner.

Bogens svagheder har måske at gøre med bogens polemiske ærinde. Snyder vil presse sin analyse igennem via systematisk ensidighed. Den slags kan man jo tillade sig, hvor man står på sandhedens side mod løgnens. Men hans velskrevne og sine steder dybt imponerende bog forfalder til en art liberal dolkestødslegende, hvor utilfredsheden i sidste ende er plantet udefra. Hvor udviklingen drives frem af konspiration. Bag Snyders imponerende detailkundskab gemmer sig et intellektuelt kollaps.

Jeg tvivler ikke på, at Snyders bog kan tjene det nyttige formål at ranke ryggen på mange velmenende venner af folkestyret, som med rette frygter for vores nuværende politiske situation, men Snyder går fejl.

Folkestyrets venner har ikke brug for sjælebalsam. Vi kommer ingen vegne ved at afvise vor tids utilfredshed som udslag af fremmed propaganda og facebookannoncer. Dertil er situationen for alvorlig.

Timothy Snyder: Vejen til ufrihed, 333 sider, udkom 24. oktober på Gads Forlag

December 2018

71

Altinget: magasin Temaord Debat

KRONIK

DEBAT

KRONIK

Forbud mod omskæring kriminaliserer jødisk tro Borgerforslaget om at indføre en mindstealder for omskæring er et grundløst angreb på religiøse minoriteters rettigheder og kan i sidste ende gøre det strafbart at være jøde i Danmark.

Af Dan Rosenberg Asmussen Formand, Det Jødiske Samfund

F

redag 23. november 2018 skal Folketinget behandle et borgerforslag om en minimumsalder for rituel drengeomskæring i Danmark, der som konsekvens vil indebære et forbud mod et af jødedommens mest grundlæggende religiøse ritualer, brit milah, også kendt som rituel omskæring af drenge på ottendedagen.

Det Jødiske Samfund i Danmark ser med stor bekymring på forslaget. Brit milah er et essentielt og identitetsbærende ritual i jødedommen.

Det at være omskåret opfattes af stort set alle jøder, også sekulære og ikkereligiøse, som en positiv identitetsmarkør, som de er glade for at være omfattet af.

Selve ritualet er en glædelig begivenhed, som fejres i familien på linje med dåben.

Et forbud mod brit milah vil være et grundstød mod jødisk religionsudøvelse.

Omskæringsdebatten er præget af myter Vi er naturligvis klar over, at brit milah kan virke fremmedartet i en dansk kontekst, da det ikke er en del af flertallets traditioner. Dette er måske også årsagen til, at debatten om drengeomskæring er præget af mange myter og udokumenterede påstande.

Men drengeomskæring er ikke usædvanligt i andre vestlige lande, som vi i Danmark sammenligner os med. Således er eksempelvis 58 procent af amerikanske mænd og 30 procent af canadiske mænd omskåret.

Ligeledes passer det ikke, når det fremhæves, at omskæring er skadeligt for

72

altinget

sundhed og seksualfunktion. En række anerkendte videnskabelige studier har i de seneste år dokumenteret, at rituel drengeomskæring ikke påvirker sexlivet negativt i forhold til uomskårne mænd. Ingen sundhedsmyndigheder i verden anbefaler et forbud mod drengeomskæring.

Borgerforslaget har været drøftet intenst i foråret i forbindelse med en række samråd, møder i sundhedsudvalget og ikke mindst i forbindelse med en forespørgselsdebat 25. maj 2018.

Siden da har Etisk Råd på baggrund af henvendelse fra Sundhedsudvalget i udtalelse af 25. juni 2018 taget afstand fra et forbud mod rituel drengeomskæring og dermed indførelsen af en aldersgrænse.

Et forbud kriminaliserer jødisk religionsudøvelse Borgerforslaget indebærer, at det skal straffes med op til seks års fængsel at opfostre sit drengebarn i den jødiske tro.

I debatten bliver det ofte fremhævet, at barnets frie valg ikke bliver respekteret.

Men der er tale om et valg, som i fraværet af sundhedsmæssige risici svarer til mange andre beslutninger, som forældre træffer og fortsat bør kunne træffe på vegne af deres barn.

Et forbud vil, ud over de konkrete konsekvenser, have en markant signalværdi og overordentlig stor psykologisk betydning, også for sekulære jøder.

Med et forbud mod brit milah vil Danmark – som det eneste land i verden og uden sagligt belæg – kriminalisere et af de essentielle ritualer i den jødiske religionsudøvelse.

Forbud fjerner vigtig identitetsmarkør Samtidig vil et forbud forhindre fremtidige generationer af danske jøder i at få del i en central religiøs og kulturel identitetsmarkør.

Det er ikke sandt, når det fra forbudsfortaleres side har været hævdet, at der findes valide alternativer, som kan erstatte brit milahs karakter af grundlæggende ritual og essentiel og positivt ladet identitetsmarkør.

Forbud skaber mistillid Hvis man forbyder brit milah, slår man ind på en vej, hvor man er klar til at kriminalisere og straffe minoritetsgrupper for en livsførelse, som kan virke fremmed i forhold til majoritetens, uanset at de relevante myndigheder ikke finder adfærden problematisk.

Danske jøder har været en del af det danske samfund i 400 år.

Den vellykkede dansk-jødiske integrationshistorie bygger på en høj grad af gensidig tillid, et stærkt ønske fra jødisk side om at integrere sig og bidrage positivt til det danske samfund og en lang dansk tradition for tolerance over for minoritetens religiøse traditioner.

Et brud med denne århundredgamle danske tradition vil være et grundskud mod danske jøders mulighed for at udøve deres religion og dermed også mod religionsfriheden i Danmark.

KRONIK

Skolereformen er Danmarks oversete revolution Tusindvis af læringsmål og nidkær kommunal kontrol er resultatet af skolereformen fra 2013. Det blev et revolutionært klimaks, hvor Danmark blev omdannet fra at være et folkets land til at være statens land.

Af Brian Degn Mårtensson Forfatter og ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

D

anmark har været udsat for en regulær revolution siden årtusindeskiftet. Ikke en dramatisk eller pludselig en af slagsen, men en snigende, konstant revolution, der har været til stor skade for landet. Skolereformen af 2013 var det revolutionære klimaks, da det her blev statens opgave at skabe sig nogle – for staten – egnede borgere. Dette skulle blandt andet ske ved hjælp af tusindvis af statslige læringsmål, nidkær kommunal kontrol og inddragelse af børnenes fritid.

Revolutionens forkæmpere var og er en uskøn blanding af folkevalgte, offentlige embedsmænd, radikaliserede forskere og organisationsledere. Denne revolutionsgarde har sat sig på de fleste centrale poster inden for undervisningssektoren og udnævner og supplerer hinanden på kryds og tværs. De anvendes også som primære kilder i medierne og forsikrer os kontinuerligt om, at alt er i skønneste orden.

Altinget: magasin Temaord Debat

I strid med grundloven?

Af samme grund er revolutionen nærmest gået upåagtet hen i den brede offentlighed, selvom den åbenlyst var og er i strid med ånden i selveste grundloven, hvis kapitel 8 indeholder en række helt centrale frihedsparagraffer, som den Grundlovsgivende Rigsforsamling gjorde meget ud af at formulere.

Paragrafferne har direkte til formål at begrænse statens magt over for borgerne og er således en pejling af, hvor og hvornår lovgivning – samt offentlig myndighedsudøvelse – er legitim. Eksempelvis står der i kapitlets første paragraf: ”Den personlige frihed er ukrænkelig.”

I § 72 fastslås det, at boligen også er ukrænkelig, og i § 73 det samme om ejendomsretten generelt. I § 76 står der, at alle børn har krav på undervisning og oplysning, men at man ikke er pligtig til at følge en statslig eller kommunal en af slagsen. I de efterfølgende paragraffer 77 og 78 fastslås ytrings- og foreningsfriheden, hvilket ingenlunde er tilfældigt.

Staten skal ikke målstyre til bestemt adfærd Enhver, der læser grundloven, kan således ikke være i tvivl om, at Danmark er et land, hvor staten ikke ejer sine borgere.

Disse må tro, hvad de vil, tænke, hvad de vil, og forsamle, ytre og oplyse sig næsten uden begrænsninger. De er frie og tænksomme borgere, der skal danne sig en stat, og det er ikke staten, der skal danne sig nogle for den egnede borgere.

Det er ifølge grundloven ikke statens sag, hvordan borgerne eksistentielt vælger at anskue tilværelsen. Altså skal borgerne ikke målstyres til en bestemt adfærd.

Frem til revolutionen i 2013 evnede de fleste at administrere denne frihed ganske fornuftigt – og på oplyst vis.

Baggrunden for grundlovens tankegang findes i oplysningstiden og romantikkens debatter om tro, videnskab, demokrati, kultur og eksistens. I Danmark havde tænkere som Kierkegaard og Grundtvig forinden stimuleret åndslivet på vældig kvalificeret vis, ligesom højskole- og andelsbevægelse efterfølgende bidrog markant til at udbrede demokratiets og samtalens praksis.

Vigtigst af alt var det måske, at vi fra start g jorde det til statens opgave at beskytte de oplyste borgeres frihed til at leve deres liv – og skabe sig den stat, de ønskede. For at understrege alvoren fik vores centrale institutioner med tiden også navne som folketing, folkekirke, fol-

keskole, folkebibliotek – her mødtes folket for at finde ud af, hvordan de ville leve deres liv.

Folkeskolen som dysfunktionelt finanspolitisk instrument Hvad har vi fået med revolutionens mange reformer – ud over et opgør med ånden i vores grundlov, som ellers afsluttes med ordene ”så er da nu gældende ret, alle til ubrødelig efterlevelse”?

Ja, fakta er, at folkeskolen er blevet et dysfunktionelt finanspolitisk instrument, at søgningen til de frie skoler er stærkt stigende, at folkeskolen står med et enormt rekrutteringsproblem, at vi har oplevet en markant stigning i antallet af børn med stressrelaterede lidelser, samt at fagligheden falder over hele linjen – både i folkeskolen, på de gymnasiale uddannelser og på universitetet.

En hel generation er i færd med at lære, at hele livet handler om blindt at følge løsrevne læringsmål uden blik for sagen i sig selv. Derfor er det positivt, at regeringen er kommet med en række skolepolitiske forslag, der kan bidrage til en fornyet debat om, hvad vi som folk egentlig vil med os selv.

KRONIK

Vi fodres med kulturel fastfood, men går glip af intellektuel næring Når vi lægger mere vægt på at drive forretning end på at kuratere stor kunst, går der utvivlsomt noget tabt. I Danmark bør vi overlade det kommercielle til de kommercielle aktører og gøre staten til en mæcen, der altid sætter kunsten øverst.

Af Hans Henriksen Direktør, Aalborg Teater

I

juni skrev jeg et debatindlæg til Altinget, som vakte en del furore – ikke mindst blandt mine kolleger fra scenekunstverdenen.

Det skyldtes først og fremmest, at jeg påpegede, at den deciderede skuespil-

kunst – scenekunstens uden-hvilket-intet – taber terræn til musikforestillinger, standup og revy, når staten reducerer midlerne til scenekunsten og samtidig øger kravene til teatrenes egenindtjening.

For mig er logikken stadig helt klar: Når et teater presses på økonomien, ryger risikovilligheden – og så ligger det naturligvis lige for at ty til de kommercielt orienterede og publikumsmæssigt mere træfsikre forestillinger.

Angreb på bundlinjefokus Dette kom for nogle til at lyde som et angreb på de mere folkelige genrer. Det var det imidlertid ikke. Kunstnerisk set er alle scenekunstens genrer ligeværdige.

Men deres økonomiske potentiale er vidt forskelligt.

Indlægget var således et angreb på det bundlinjefokus, der tvinger et stort antal teatre til at opsætte forestillinger, de givetvis ikke ville have opsat, hvis kravene til teatrenes økonomi og egenindtægt havde set anderledes ud.

Fra statens side kan man hævde, at man ikke blander sig i, hvilke forestillinger teatrene spiller. Men netop fordi det økonomiske potentiale i de folkelige og de mere krævende genrer er vidt forskelligt, kommer staten i praksis til at kontrollere, hvilke forestillinger det er muligt at spille.

Eksistensen af denne problematik synes mange politikere helt at fornægte, og det er et centralt element i problematikken.

Marginaliseringen af det krævende Mit ærinde i denne omgang er imidlertid ikke blot at forsvare mit tidligere indlæg.

Det er derimod at konstatere, at problematikken inden for scenekunstens verden blot er ét blandt mange symptomer på et langt mere omfattende fænomen i den vestlige verden: marginaliseringen af det krævende.

De værker og forestillinger, der er intellektuelt krævende, må i stigende grad vige pladsen til fordel for dem, vi uden videre forstår, og som dermed frembringer en umiddelbar tilfredsstillelse.

En af de allertydeligste manifestationer af dette fænomen ser vi inden for filmens verden, hvor fortsættelser og genindspilninger dominerer i højere og højere grad.

I 2 0 0 8 u d s e n d t e d e s t o re Ho l lywood-studier 16 sequels – det vil sige fortsættelser til film, der allerede har bevist deres popularitet og dermed kommercielle potentiale. I 2016 var tallet mere end fordoblet til 36, og verden blev præsenteret for film som “Bad Santa 2”, “Zoo-

December 2018

73

Altinget: magasin Debat

lander 2” og “Kung Fu Panda 3”. En anden tydelig manifestation ser vi inden for litteraturens verden, hvor der udsendes et utal af lettilgængelige kriminalromaner, og hvor Gyldendal – af alle hæderkronede, økonomisk potente forlag i hele verden – har kastet sig over den norske udgivelse af “Fifty Shades”-serien.

Et tredje eksempel finder vi i musikkens verden, som særligt på koncertfronten domineres af gendannede navne og bands, der ikke har haft et regulært nyt hit i utallige år: U2, Guns N’ Roses, Roger Waters, AC/DC, Paul McCartney, Bon Jovi, The Eagles – og så videre.

Forretning frem for stor kunst Der er naturligvis en række kvaliteter at hente i Fifty Shades og Kung Fu Panda eller en koncert med AC/DC. Hvis ikke, ville publikum blive væk. Men i den kollektive og ofte underbevidste forherligelse af det velkendte og ikke mindst det nostalgiske finder marginaliseringen af det krævende netop sted.

Når forlæggere, filmproducenter og fordelere af offentlige midler bliver enige om at lægge mere vægt på at drive forretning end på at kuratere stor kunst, går der utvivlsomt noget tabt.

Vi er – som samlet hele i den vestlige verden – blevet gjort afhængige af kulturel fastfood. Vel smager det godt, og vel bibringer det en umiddelbar tilfredsstillelse. Men den intellektuelle næring er begrænset, og vi snyder gang på gang os selv for de oplevelser, der udfordrer, fornyer og udvider vores smag.

Det er ikke uden videre muligt at kontrollere, hvad kommercielle aktører vælger at præsentere publikum for. I et forretningsmæssigt perspektiv er det svært at anklage dem for at vælge det, der sikrer dem den størst mulige indtjening. Forhåbningen er dog, at netop det stringent forretningsmæssige med tiden vil vige pladsen for det, der er kunstnerisk interessant og nyskabende.

Skub i udviklingen I Danmark har vi dog i kraft af Kulturministeriet og de dertil hørende midler en håndgribelig mulighed for at sætte skub i en udvikling, hvor marginaliseringen af det krævende reduceres. Hvor vi accepterer, at det kommercielle udbytte er lidt mindre end før, men hvor vi til gengæld får frembragt værker, forestillinger og fortællinger, der ikke blot gentager, hvad der er blev sagt før, men i stedet insisterer på at sætte verden i nye og berigende

74

perspektiver. Det giver sig selv, at der skal være en række parametre, hvorpå enhver offentligt subsidieret institution skal måles. Midlerne bør ikke gives ud uden forventning om at få noget igen.

Så her er en idé, der ikke burde være skelsættende: Hvad nu, hvis vi reducerer fokus på den enkelte institutions bundlinje og supplerer med et parameter, hvor vi måler på evnen til at øge publikumsinteressen for de mere krævende, ikkekommercielt orienterede og naturligvis originale værker?

Det lyder måske som en overfladisk ændring, hvis man sætter lighedstegn mellem bundlinje og antallet af solgte billetter. Men det er ikke det samme.

Det kunstneriske udbytte Kan man få udsolgt til et kunstnerisk sublimt teaterstykke, hvor billetpriserne koster en tredjedel af, hvad de kunne være ved en kommercielt orienteret forestilling, så er der meget, der er vundet. Ganske vist resulterer det på papiret i en dårligere økonomi, men det kunstneriske og demokratiske udbytte har potentiale til at være langt større – og det er dét, vi bør fokusere på i den fortløbende debat om, hvad de offentlige kulturmidler skal bruges på.

Man kunne med fordel differentiere mellem forskellige genrer. Dermed kunne den konkrete målsætning på scenekunstområdet blive at få så mange som muligt ind at se forestillinger inden for de genrer, der ikke har de samme økonomiske forudsætninger, som andre har. Det ville være en spændende og positiv udfordring, som markant ville ændre dynamikken i det danske teaterlandskab.

Staten skal sætte kunsten øverst Hvordan man end griber problematikken an, bør man overlade det kommercielle til de kommercielle aktører og gøre staten til en mæcen, der altid sætter kunsten og den demokratiske udvikling øverst.

Hvem ved, måske der kunne startes en kunstnerisk trend, som ville inspirere de kommercielle aktører og dermed bidrage til at reducere marginaliseringen af det krævende? Det er forsøget værd.

Uanset hvad er det en bedre strategi end den anden vej rundt, hvor offentligt subsidierede institutioner i højere og højere grad presses til at gå de kommercielle aktører i bedene.

KRONIK

Naturen lider på Læsø – og Miljøministeriet hjælper os ikke Læsø har siden 1950'erne været tumleplads for nationale naturinteresser, men sjældent er interessen ledsaget af økonomiske midler til gennemførelse af myndighedernes krav og ønsker.

Af Jens Morten Hansen (V) Formand for Læsø Kommunes Udvalg for Natur og Landskab og fhv. statsgeolog og styrelseschef

L

æsø er Danmarks mest naturbeskyttede kommune. Ingen anden dansk kommune har så store arealer, der er udlagt som egentlige naturfredninger og Natura 2000-arealer. Eller som generelt er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 og dens forbud mod opdyrkning mv. af hidtil udyrkede arealer.

Læsøs landarealer har derfor Danmarks højeste biodiversitet.

Vi indfødte er naturligvis stolte af vores ø, dens herligheder, naturpolitiske bevågenhed og mere end 100.000 feriegæster, der hen over året ønsker at opleve øens enestående natur. Mange af os stiller os da også gratis til rådighed som naturvejledere. For sådan én kan Miljøministeriet desværre ikke finde plads til i budgettet her, hvor naturen er, men derimod i hobetal omkring de store byer.

Slanger i paradis Vi kan således også fremvise slanger med tvetunget tale i paradiset. Omkring 2/3 af øens 11.800 hektar er beskyttet af op til 23 lag af – ofte indbyrdes modstridende – forbud, anvendelsesbegrænsninger, naturpolitiske målsætninger og andre nationale og internationale, men praktisk taget altid ufinansierede krav og ønsker.

Læsø har siden 1950'erne været tumleplads for allehånde nationale naturinteresser, men sjældent er interessen ledsaget af økonomiske midler til gennemførelse af myndighedernes og interesseorganisationernes krav og ønsker.

I alle relevante sammenhænge fremhæves Læsøs lysåbne natur som interna-

Altinget: magasin Debat

tionalt – ja, i nogle sammenhænge sågar globalt – enestående: kysterne, strandengene, strandoverdrevene, lynghederne, hedemoserne, gråklitterne og kystklitterne og disse naturtypers mange arter af planter og dyr. For mange af plantearterne og sommerfuglene angives Læsø at rumme mere end 80 procent af Danmarks samlede bestand.

Der mangler penge Problemet er bare, at al denne herlighed, bevågenhed og ønskede regulering ikke følges op af de nødvendige midler. Uden for de arealer, der direkte ejes af staten (1/3 af øens areal), forventes naturplejen at blive klaret af øens kun 1.800 skattebetalere. En fuldstændig uoverkommelig opgave, så længe vi også skal sørge for, at øen er beboelig for op til 20.000 samtidigt tilstedeværende sommerhusejere, andre feriegæster og turistservicerende pendlere, der betaler skat i andre og billigere kommuner.

Baggrunden for Læsøs enestående, lysåbne natur er, at Læsø i 500 år (11501652) havde en omfattende saltindustri, der forsynede store dele af kongeriget Danmark-Norge med salt. Dét og øens opdyrkning medførte, at øen efterhånden blev skovløs og hærget af sandflugt.

Således henlå Læsø stort set skovløs i 350 år fra cirka 1600 til omkring 1950, hvor klitplantagerne efterhånden begyndte at få fat.

Da bosætterne ankom til L æsø i 1000-tallet, var øen ellers fuldstændig dækket med en moden løvblandingsskov, der domineredes af taks, eg, fyr og birk.

Men i løbet af de følgende 500 år blev skoven ryddet til landbrug og fremfor alt til brændsel under øens mange små saltfabrikker. I alt 135 samtidige fabrikker (saltsyderier), da der var flest omkring 1585. Da forfatterne til De Danskes Øer, maleren Johannes Larsen og polarforskeren Achton Friis, i 1920'erne besøgte øen, beskrev de Læsø som "en stormomsust ødemark", hvor kun de tre kirker og overdimensionerede 'muldvarpeskud' i form af øens 300 tangtage stræbte en smule mod himlen.

Det var dette vidstrakte og lysåbne landskab med alle dets utallige arter af nøjsomme urter, småbuske og laver, der faldt i naturfredernes smag, da de første gang i 1953 aflagde øen visitats og snart efter afsagde den første fredningskendelse. Det var dog ikke nogen venlig velkomst, der mødte fredningskommissionen. Som beskrevet i Blæksprutten

samme år havde cirka 50 demonstranter taget opstilling ved damperens (postbådens) anløbsplads, mange medbringende jagtgevær. Så damperen sejlede ud igen, og demonstranterne gik hjem. Men damperen vendte tilbage senere på dagen, så fredningsarbejdet uden læsøboernes medvirken kunne komme i gang.

Striden med København Dermed var kimen lagt til en vedvarende strid mellem myndighederne i København og beboerne på Læsø om forvaltningen af Læsøs natur. Resultatet var blandt andet, at læsøboerne følte sig forvist fra de store sammenhængende, fredede og efterhånden lige så store statsopkøbte arealer. Dermed ophørte den græsning og lyngbjærgning, der havde vedligeholdt arealerne i den tilstand, som frederne faktisk ønskede, men ikke forstod dynamikken bag.

Resultatet var blandt andet en omfattende tilgroning af øens vidder af lysåbne arealer. Mellem kommunalreformerne i 1967 og 2007 forsøgte Nordjyllands Amt at få bugt med en del af tilgroningen og anvendte op til 8 millioner kroner årligt på foretagendet. I 2007 blev amtet nedlagt, og kun 2 millioner kroner blev overført fra staten til naturpleje i Læsø Kommunes regi.

I mellemtiden er kommunens beløb til naturpleje skrumpet til knap 1 million kroner. Og kommunebudgettet for 2019 udviser en manko på knap 10 millioner kroner, så der er ikke udsigt til, at de nødvendige midler til naturpleje kan skaffes ad kommunal vej. Naturen kan ikke konkurrere med børnehaven, skolen og plejehjemmet. Og Region Nordjyllands lovbestemte pligt til også at arbejde på miljø- og naturområdet har vi ikke set noget til her på øen.

I 2012 enedes Naturstyrelsen, EU og Læsø Kommune om at etablere et femårigt projekt (LIFE, til en værdi af 16 millioner kroner), der skulle søge at rydde så meget af den uønskede opvækst af skov og krat, så naturplejen efter 2017 i så høj grad som muligt kunne holdes kørende for EU's areal- og kreaturtilskud til afgræssede arealer under koordination af den til formålet oprettede Lodsejerforening.

Nu, hvor projektet er udløbet, har Lodsejerforeningen haft midler til at genoprette cirka 60 procent af de oprindeligt afgræssede, udyrkede arealer. Problemet er derfor, at 30-40 procent af de oprindelige heder, strandoverdrev og strandenge (§ 3-arealer) forsat er dækket af ufremkommelige fyrre- og birkekrat, og at det

i realiteten kun er de egentlige naturfredninger, der har været midler til at genskabe i den form, som naturbeskyttelseslovens § 3 forudsætter.

EU-tilskud nødvendigt Efter kommunalvalget nedsatte Læsø kommunalbestyrelse derfor i 2018 et udvalg for Læsøs Natur og Landskab.

Udvalgets opgave er inden 2020 at fremkomme med forslag til en samlet forvaltningsplan for alle Læsøs natur- og landbrugsarealer. Planen skal naturligvis kunne realiseres rent økonomisk.

Med Læsø Kommunes (og Naturstyrelsens) elendige økonomi er det derfor givet, at den økonomiske motor i planen kun kan være EU's tilskud til afgræsning af naturarealer – med de betydelige begrænsninger, det indebærer.

Det efterlader naturligvis en række store tilgroede arealer uden økonomisk mulighed for den nødvendige naturpleje eller genopretning. Udvalget for Læsøs Natur og Landskab er derfor af den opfattelse, at den kommende forvaltningsplan bliver nødt til at opgive eller omklassificere en stor del af de oprindelige heder, strandoverdrev og strandenge (cirka 1.500 hektar), der efter LIFE-projektets ophør fortsat er tilgroet med skov og krat, således at de fremover ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Da andre kommuner har haft næsten uoverstigelige problemer med at få tilladelse til lignende omklassificeringer af langt mindre arealer, imødeser vi betydelige problemer, så længe den ansvarlige, nationale myndighed (Miljøministeriet) ikke kan anvise en realiserbar økonomisk løsning.

December 2018

75

Altinget: magasin Quiz

JULEQUIZ AF MORTEN OKKELS, JOURNALIST OG QUIZMASTER, ALTINGET

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og hans kæreste Dot Wessman ankommer til partiets store valgfest, da der sidste gang, i 2014, var valg til EU-Parlamentet. Men det er ikke det eneste, de to evner at fejre. Sammen har de også lavet en plade med julesange i duet – hvad hed den nu?

SPØRGSMÅL

Se svar side 78

7. Hvad hed FN’s

i 00’erne ry for at have bevæget sig ”fra hulemand til julemand”?

klimakonference, der foregik i København i juletiden 2009?

2. Hvilket sundhedsmæssigt problem hos børn forbinder man især med de danske julemærkehjem?

8. Hvilken politiker har skrevet julesange med linjer som ”På Borgen sidder Helle og regeringen / Med ridser i lakeringen”?

12. Hvilken liberal politiker vandt et væddemål over Özlem Cekic, efter en rød regering ikke havde nedbragt antal ansøgninger om julehjælp?

18. Hvilket efternavn, der 13. Hvornår i julesæsonen starter kirkeåret i den danske folkekirke?

3. Hvilken socialdemokratisk sønderjyde er Folketingets julemand i 2018?

4. Hvilken politiker var blevet statsminister i DR’s aflyste julekalender ’Jul i Republikken’?

9. Hvad hedder Udenrigsministeriets institution, som sammen med DR er ansvarlig for Børnenes U-landskalender?

10. Hvilken borgmester blev

5. Hvad hed Morten Messerschmidts og Dot Wessmans juleplade, hvor de synger sange på flere forskellige sprog?

bemærket for at fumle gevaldigt med nedtællingen, inden juletræet skulle tændes i 2015?

6. Hvilken statsminister var den seneste, som udskrev folketingsvalg i december?

76

altinget

for Alternativet spillede calypsonisse i julekalenderen ’Nissernes Ø’?

klinger af højtiden, forbinder man med ledende konservative, både under 2. verdenskrig og i moderne tid?

14. Hvilket parti fik i 1998 lækket detaljer fra en følelsesladet julefrokost af stikkeren kaldet ’Fluen’?

19. I hvilket nordeuropæisk land blev Decemberaftalen indgået i juledagene 2014?

15. I hvilken københavnsk bydel

20. Hvad hedder den nederlandske julefigur, hvis mørke hudfarve er blevet et identitetspolitisk spørgsmål?

blev julelys et politisk tema, da handelsstandsforeningen ikke fik tilskud af lokaludvalget?

16. Hvilken daværende minister 11. Hvilken senere MF

17. Hvilken ministerpost mistede Ritt Bjerregaard efter Ritzskandalen, som i december 2018 har 40 års-jubilæum?

vakte politisk opsigt ved at fejre jul på Christiania, hvilket blandt andet forargede Pia Kjærsgaard?

FOTO: NILS MEILVANG / RITZAU SCANPIX

1. Hvilken borgerlig politiker fik

Altinget: magasin KrydsTemaord & tværs

DIGITAL UDGAVE 70 KR.

NR. 18 SEPTEMBE

R 2018

Løs, send ind – og vind

: TEMA

om Stort tillæg ng digitaliseri

n Bill Clinto Rasmus e Lars Løkk i Ali irs H n Ayaa Albright Madeleine rage Nigel Fa , it, disruption

TA: NY DA

t nærhed bleve S. 14 Derfor er buzzword et politisk på De Kom med S. 28 ives talenthold Konservat kun Jeg regner Vermund: lt periode S. 22 med en enke

NOVEMBE NR. 20

OM TEMA STORT NS BYLIV: IDE FREMT

København vokser, menn provinsbye d er ikke dø

R 2018

Sidste måneds vinder: Kirsten Prip, Kjellerup

103512

kr. 70,00

BK returuge

50

00010

Vinderen får direkte besked i slutningen af december.

- 12.12.2018

kr. 70,00

BK returuge

103512

- 10.10.2018

2 5 70000

ER 2018

13.09.2018

SEPTEMB

, Brex Cyberkrig Fælled , Amager Trump, Kina dansk politik gik i + året der

UDGAVE 70 KR.

41

00008

BARNE TS MED RED INTER VIEW RETÆ R GENER ALSEK

Send løsningen på den politiske krydsord til krydsogtvaers@altinget.dk senest 20/12 og deltag i en konkurrence om to gode flasker rødvin og et årsabonnement på Danmarks bedste politiske magasin.

2 5 70000

NR. 10 DECEMBE

60,-

de Han vokseld. op med vo n.

Han slog ige er Nu kæmp ng Jonas Keidi Lindholm . s sag nen børnese

08.11.2018

UDGAVE

R 2017

December 2018

77

Altinget: magasin Overblik

Politisk kalender DECEMBER

3.-14. december: FN’s årlige ministerkonference om klimaet, COP24, Katowice, Polen 13. december: Tænketanken Cepos’ Vækstkonference 2018, København 13.-14. december: EU-topmøde om Brexit, Bruxelles, Belgien 17. december: EU-fiskeriministre forhandler om kvoter for Nordsøen, Bruxelles, Belgien 18. december: FN’s internationale dag for migranter 31. december: Dronningens nytårstale JANUAR

1. januar: Statsministerens nytårstale 1. januar: Nytårskur og -taffel i Christian VII’s Palæ, Amalienborg 1. januar: Rumænien overtager EU-formandskabet fra Østrig 5. januar: Radikale Venstres nytårsstævne 2019 5.-6. januar: Venstre Ungdoms landskonference 2019, Christiansborg, København

13. januar: Skolevalget 2019 udskrives af statsminister Lars Løkke Rasmussen 15. januar: Spørgetime med statsminister Lars Løkke Rasmussen, Folketinget, Kbh. 15.-16. januar: Plantekongres 2019, Herning 21.-25. januar: Europarådets Parlamentariske Forsamling, 1. session 2019, Strasbourg, Frankrig

25. og 26. februar: Kvægkongres 2019, Herning MARTS

1.-3. marts: Efterskoleforeningens årsmøde 2019, Nyborg 2.-3. marts: Ungdommens EU-topmøde 2019, Christiansborg, København 8. marts: Kvindernes Internationale Kampdag

22. januar: KL’s Sundhedskonference 2019, Kolding

13.-14. marts: Dansk IT’s konference om offentlig digitalisering, OffDig 2019, Aarhus

22.-25. januar: The World Economic Forum 2019, Davos, Schweiz

13. og 14. marts: Danmarks Læringsfestival 2018, København

28. januar: Offentlig-privat topmøde 2019, Vejle

15. marts: Den Lille Kulturnat, København

29.- 30. januar: Den Nationale Alkoholkonference 2019, København

19. marts: KL’s konference om udsatte børn og unge 2019

31. januar: Skolevalget 2019

20. marts: Vindmølleindustriens generalforsamling og årsmøde 2019

31. januar-1. februar: KL’s Børn & Unge topmøde 2019, Aalborg FEBRUAR

5. februar: Det Centrale Handicapråds årsmøde 2019, Nyborg

10. og 11. januar: Kommunaløkonomisk Forum 2019, Aalborg

7.-8. februar: Bibliotekschefforeningens årsmøde 2019, Vejle

11.-12. januar: Årsmøde i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren, Nyborg

21.-22. februar: OSCE’s Parlamentariske Forsamlings vintermøde 2018, Wien, Østrig

21.-22. marts: Årsmøde i KL 21.-22. marts: EU-topmøde, Bruxelles, Belgien 23. marts: Nordens Dag 26.-27. marts: Videncenter for Arbejdsmiljøs konference om psykisk arbejdsmiljø 2019, Nyborg 29. marts: Storbritannien forlader officielt EU

SVAR FRA QUIZ SIDE 76 1. Anders Fogh Rasmussen 2. Overvægt 3. Benny Engelbrecht 4. Johanne Schmidt-Nielsen 5. Jul i Europa 6. Poul Schlüter (valget blev dog afholdt 10. januar 1984) 7. COP 15

78

altinget

8. Bertel Haarder 9. Danida 10. Frank Jensen 11. Roger Matthisen 12. Joachim B. Olsen 13. Første søndag i advent 14. Konservative 15. Nørrebro

16. Mette Frederiksen 17. Undervisningsminister 18. Christmas-Møller 19. Sverige (aftalen skulle holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse) 20. Zwarte Piet (eller på dansk: Sorte Peter)

ª: transport

Kører du selv din bil om 30 år?

Eller kører den dig?

Tegn ment abonne et : g på Altin r t p tr ans o k / .d altinget e v proe

Trængsel og klimabelastning er fremtidens store udfordringer for transport i Danmark. På Altinget har vi en en hel portal, der dækker transportsektoren - vær med helt fremme, når de politiske initiativer bliver til, og debatterne tages på Altinget: transport

Find alle 24 portaler på Altinget.dk Altinget er det danske webmedie, der mest intensivt dækker dansk politik og EU

Altinget: magasin Temaord Karriere

Karriere & navne E M B E D S VÆ R K

EU

UDVIKLING

PRIS

Bendt Bendtsen bliver lobbyist Når den konservative europaparlamentariker og tidligere vicestatsminister Bendt Bendtsen trækker sig fra politik efter det kommende valg til Europa-Parlamentet, bliver det ikke for at gå på pension, selvom han til marts fylder 65 år. ”Når du har haft sådan et job, som jeg har, får du en medfødt rastløshed i kroppen. Jeg kan ikke tage på sommerferie, smide mig en strand og se på bølgerne.

Det kan gå i 20 minutter, så skal jeg helst videre,” siger han i et interview med Altinget.

Når han til foråret ikke længere er medlem af Europa-Parlamentet, har han derfor besluttet sig for at starte sit eget konsulentfirma, hvor han skal konsultere små og mellemstore virksomheder i public affairs, blandt andet omkring grøn omstilling Selvom han også fortsat vil hjælpe Konservative på Fyn, er det ellers slut med politik. Efter godt 30 års aktivt virke først som byrådsmedlem, senere folketingsmedlem, partiformand og vicestatsminister, er det tid til at sige farvel og tak. ”Det har været kendt, at jeg ville stoppe i over et år. Derfor holdt jeg min afskedstale på Konservatives landsråd. Der sagde jeg, at det blev min sidste landsrådstale. Hvis de ellers opfører sig ordentligt. Ellers kommer jeg tilbage,” ler han.

Firmaet er ikke det eneste, som Bendt Bendtsen går og barsler med. Der er også en bog på vej, selvom der endnu ikke ligger en aftale med et forlag. ”Jeg skrev den over julen sidste år. Men jeg er ikke typen, der laver store afsløringer. Hvis det betyder, at den ikke er interessant for et forlag, så er den i hvert fald interessant for mine børn og børnebørn.

Den er dedikeret til dem,” fortæller Bendt Bendtsen.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp får international post Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen, er blevet valgt som bestyrelsesformand for ACT Alliance, som er et internationalt netværk for trosbaserede udviklingsorganisationer. ”Jeg er stolt, men også ydmyg over den tillid, som medlemmerne af ACT Alliance har vist mig.

Jeg glæder mig til at stå i spidsen for alliancens arbejde, så vi sammen kan skabe en verden, hvor alle mennesker kan leve i værdighed og retfærdighed med fred og respekt for deres rettigheder,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, der sideløbende med den nye internationale post fortsætter som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

ACT Alliance har blandt andet fokus på at sikre forholdene for særligt udsatte grupper, herunder forfulgte homoseksuelle, hvilket ifølge Birgitte Qvist-Sørensen er en væsentlig kamp at kæmpe: ”Jeg ser ACT Alliance som en progressiv kirkelig stemme, der er en modpol til konservative kirkers holdning til emner som menneskerettigheder, kvinders rettigheder og homoseksuelles rettigheder. Her spiller ACT Alliance en vigtig rolle som en stærk alliance, der ud fra et kristent ståsted kæmper for alle menneskers rettigheder i en verden, der lukker sig mere og mere om sig selv.”

Poul Nyrup Rasmussen modtager hæderspris Poul Nyrup Rasmussen er dette års modtager af Peter Sabroe Klubbens Hæderspris, der er opkaldt efter den tidligere socialdemokratiske ildsjæl med samme navn.

Poul Nyrup vendte i 2009 hjem fra Bruxelles efter fem år i Europa-Parlamentet, og samme år oprettede han foreningen Det Sociale Netværk, der havde til formål at fjerne fordomme og tabuer og skabe bedre vilkår for psykisk sårbare. I 2013 etablerede han endnu et initiativ til fordel for udsatte børn og unge, nemlig rådgivningsinitiativet Headspace, som giver børn og unge gratis og let tilgængelig adgang til hjælp med psykiske og sociale problemer. Og det er netop disse initiativer, som er årsag til, at Poul Nyrup Rasmussen har modtaget Peter Sabroe Klubbens Hæderspris 2018.

Pe t e r S a b r o e K l u b b e n s Hæderspris uddeles til et menneske eller en organisation, der ligesom Peter Sabroe har fokus på den medmenneskelige og sociale indsats i praksis. Og med modtagelsen af prisen indskriver Poul Nyrup Rasmussen sig i en række af prismodtagere, der alle har arbejdet aktivt for socialt udsatte. Listen tæller blandt andre tidligere statsminister Anker Jørgensen (S), den nuværende S-partiformand Mette Frederiksen og journalist Jørgen Dragsdahl.

80

altinget

FOTO: KASPER PALSNOV / MADS CLAUS RASMUSSEN / RITZAU SCANPIX

Udlændingestyrelsen får ny direktør Niels Henrik Larsen er blevet ansat som direktør i Udlændingestyrelsen og fratræder dermed sin stilling som afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Den nyansatte direktør overtager posten fra Anni Fode, der har været fungerende direktør, siden Tanja Franck i oktober 2018 forlod stillingen til fordel for en chefstilling i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Det er ikke første gang, Niels Henrik Larsen skal have sin gang i Udlændingestyrelsen, da han også var ansat som fuldmægtig og sektionsleder netop her frem til 2001. Siden da har han tilbragt det meste af sin karriere i diverse ministerier og har derudover været forbi Midt- og Vestsjællands Politi, hvor han var stabschef fra 2013 til 2017.

Altinget: magasin Temaord Karriere

De har skiftet job Brian Slot

Fra stabschef for politik, kommunikation og digitalisering, Randers Kommune Til chef for digitalisering og analyse, Vejle Kommune Tiltrådte 15. november

Katrine Lester

Fra politisk konsulent, Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden Til direktør, Danske Seniorer Tiltrådte 1. december

Janus Møller Jensen

Fra afdelingsleder, Nyborg Slot Til direktør, Koldinghus Tiltrådte 1. december

Søren Bork Pedersen

Fra arbejdsmiljøkonsulent, Holstebro Kommune Til HR-chef, Holstebro Kommune Tiltrådte 1. december

Tina Ebler

Fra partner og ledelsesrådgiver, Hildebrandt & Brandi Til direktør for Psykiatri og Social, Region Midtjylland Tiltrådte 1. december

Nicolai Loft Demring

Fra økonomidirektør, B&O Til økonomidirektør, Nordisk Film Biografer Tiltrådte 1. december

Henrik Sprøgel

Fra udviklingschef, Regionshospital Nordjylland Til sundheds- og seniorchef, Jammerbugt Kommune Tiltrådte 1. december

Jens Dissing Munk

Fra pressechef, Dansk Metal Til pressechef, Danmarks Lærerforening Tiltrådte 1. december

Anders-Peter Østergaard

Fra direktør for børn og kultur, Hillerød Kommune Til direktør for børn, skole, kultur, unge og fritid, Gentofte Kommune Tiltrådte 1. december

PRESSEFOTO

Helle Wagner Gehlert

Fra chef for økonomi og stab, Albertslund Kommune Til økonomidirektør, Gentofte Kommune Tiltrådte 1. december

Fra 9. november til 13. december

Olaf Spliid

Fra økonomidirektør, Bankdata Til økonomidirektør, Ewii Tiltrådte 1. december

Maibrit Lykkegaard

Fra konstitueret chef for teknik og miljø, Frederikshavn Kommune Til centerchef for plan, byg og vej, Rebild Kommune Tiltrådte 1. december

Anja Fonseca

Fra vejrvært og redaktør, DR Til pressechef, DMI Tiltrådte 1. december

David Bentow

Fra redaktør, FinansWatch Til redaktionschef, Børsen Tiltrådte 1. december

Esben Haugland

Fra kontorchef, Justitsministeriet Til underdirektør, Skattestyrelsen Tiltrådte 1. december

Mette Ladegaard Thøgersen

Fra leder, Johannes Larsen Museet Til afdelingsleder, Nyborg Slot Tiltrådte 1. december

Lene Stavngaard

Fra direktør, AskovFondens KBH+ Til national chef, Sex & Samfund Tiltrådte 1. december

Jannik Tharben Hansen

Fra seniorkonsulent, Ernst & Young Til investeringsdirektør, Den Sociale Kapitalfond Tiltrådte 1. december

John Bonnerup

Fra it-sikkerhedschef, Odense Kommune Til chefkonsulent, Udlændinge- og Integrationsministeriet Tiltrådte 1. december

Ron Amir

Fra særlig rådgiver for daværende minister for fiskeri og ligestilling Karen Ellemann Til chefkonsulent, Erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, Dansk Industri Tiltrådte 1. december

Marc Perera Christensen

Fra kommunalbestyrelsesmedlem (K), Aarhus Byråd Til direktør, Erhverv Aarhus Tiltrådte 1. december

Morten Mosegaard Christensen

Fra konstitueret finansdirektør og personaledirektør, Danske Bank Til finansdirektør, Maersk Tankers Tiltrådte 1. december

Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Fra rådgiver, Rigspolitiet Til Mellemøstkorrespondent, Folkekirkens Nødhjælp Tiltrådte 1. december

Dorte Dahl

Fra regionschef, Attendo Til chef, Center for Sundhed og Omsorg, Hørsholm Kommune Tiltrådte 1. december

Kristoffer Eriksen

Fra vært, Detektor, DR Til nyhedschef, Radio24syv Tiltrådte 1. december

Hanna Line Jakobsen

Fra udviklingsdirektør, Unicef Danmark Til programchef, Novo Nordisk Fonden Tiltrådte 1. december

Peter Bruun

Fra administrerende direktør, System Frugt Til administrerende direktør, FoodService Danmark Tiltrådte 1. december

Kenneth Olsson

Fra underdirektør, ATP Ejendomme Til ejendomsinvesteringschef, Industriens Pension Tiltrådte 1. december

Martin Østergaard Christensen

Fra skoledirektør, Aalborg Kommune Til direktør for børn og unge, Aarhus Kommune Tiltrådte 3. december

Kristian Villumsen

Fra chef for global marketing, Coloplast Til administrerende direktør, Coloplast Tiltrådte 4. december

December 2018

81

Altinget: magasin Temaord Karriere

Seismografen Det er ikke nogen almindelig verdensmand, der 11. december tænder sin kortbølgeradio i en lejlighed vest for Paris. Det er heller ikke nogen almindelig dag for Erling Bjøl, der fylder 100 år, og som har rapporteret fra Europas brændpunkter, side Stalin i vinteren 1939 angreb Finland. Bjøl har gjort hele rejsen med, og han har holdt øjne og ører vidt åbne undervejs.

AF BO LIDEGAARD, FORFATTER, MANAGING DIRECTOR, SENIOR ADVISOR, MACRO ADVISORY PARTNERS, LONDON, FHV. ANSVARLIG

Tænk at komme til verden en måned efter afslutningen på Første Verdenskrig og stadig være levende optaget af, hvad der siden skete. Tænk at have oplevet Vinterkrigen med, Besættelsen, døren til den frie verden i Stockholm, London under blitzen, Paris i ugerne efter befrielsen, freden, Den Kolde Krig, Berlin, Ruslands floder, dansk presse og Murens Fald. Tænk at blive blind og blive ved alligevel, tænk at opleve historiens store hjul og bruge sin vågne tid på at forstå, hvorfor det drejer, og hvor det drejer hen.

11. december bliver Erling Bjøl 100 år midt i den verden, som gennem et langt liv har været hans arbejdsfelt, og som han stadig er lige optaget af. Den faste base er i Saint Germain-en-Laye lidt vest for Paris, hvor Bjøl i mange år har haft fast bosted sammen med sin evigt unge og allestedsnærværende Denise, som han først mødte, dansede med og forelskede sig i i 1945 i efterkrigstidens sønderskudte Berlin, hvor den 21-årige franske kvinde arbejdede som udsendt.

Men Danmark er aldrig langt væk, og selv om de månedlange besøg i sommer-

82

altinget

huset i Rørvig er stillet i bero, ligger det stadig Bjøl på sinde, hvordan det lille land fører udenrigspolitik i forholdet til de store – og små – magter, der omgiver os. Forstår vi, hvad der er på spil i resten af Europa, i det USA, som også en tid lang var familiens hjemland, og i Rusland, bjørnen, som Bjøl først mødte i Finnmarken i vinteren 1939, og hvis bevægelser og natur han siden har fulgt med levende interesse.

Bjøl har skyggebokset med dansk udenrigspolitik, siden P. Munch sad for bordenden, han var fortrolig med sværvægtere som Jens Otto Krag, og han har stadig et kritisk blik på, hvad de nu tænker og gør på Asiatisk Plads. For få uger siden udkom en ny, revideret udgave af Bjøls uundværlige USA-historie, og nu ringer manden selv for at få rede på, hvordan det lille kongerige har placeret sig i ceremonierne i anledning af 100-års dagen for afslutningen af Første Verdenskrig?

Hvordan håndterer Macron præsident Trump? Og hvad med Putin? Hvor har han sin naturlige plads på sejrherrernes brede podium, og får vi markeret, at det er freden, vi fejrer, og den internationale

retsorden? Får Macron gjort det klart, at vi ikke vil finde os i Ruslands forsøg på at så splittelse og mistillid i Europa – og hvad gør Theresa May af sig selv, midt i Brexits ydmygelser og udsigtsløse morads?

Det er spørgsmål, der trænger sig på, og for den, som tidligt hver morgen hører først tysk, så BBC og til sidst fransk radio, er det naturligt at tænke Danmark ind i den store sammenhæng, der gennem 100 år har bestemt vores skæbne. Hvordan vil regeringen balancere hensynet til Rusland med hensynet til Tyskland, hvordan med gasledningen, amerikanerne og resten af Europa? Hvem lægger linjen – og hvor peger den hen? Man bliver mumlende svar skyldig.

Reportagerejse på 12 år Det er ikke spørgsmål, Bjøl først er begyndt at stille nu, på det, man vel har lov til at kalde sine gamle dage. Han stillede dem først, da han som purung i 1938 fandt en tjans som korrespondent for United Press i Sverige og Finland. Gennem krigen var han journalist med tæt tilknytning til udefronten, især i Stockholm, hvor

FOTO: OTTO STEEN / RITZAU SCANPIX

CHEFREDAKTØR, POLITIKEN OG DR.PHIL.

ª: jobannoncer

Slå dit næste job op – eller find det – på Altinget.dk. Vi har mere end 500.000 brugere om måneden. Du kan også annoncere i Altinget: magasin, der udkommer hver måned til de vigtigste 1.500 beslutningstagere og sælges i abonnement og kiosker landet over.

REGION HOVEDSTADEN

REGION HOVEDSTADEN

Centerleder søges til OASIS

Sekretariatschef til Sundheds­styrelsen Frist: 5/1-2019

REGION HOVEDSTADEN

REGION HOVEDSTADEN

Politisk chefkonsulent til Danske Vandværker

Sundheds­fremmechef til Steno Diabetes Center Copenhagen

Frist: 14/1-2019, kl. 10:00

Frist: 20/1-2019

REGION HOVEDSTADEN

REGION SYDDANMARK

Forebyggelseschef til Sundhedsstyrelsen

Legislation Specialist søges til Fortum

Frist: 5/1-2019

REGION HOVEDSTADEN

Ejendomschef til Brøndby Kommune Frist: 6/1-2019

REGION HOVEDSTADEN

Vil du være centerchef for By, Land og Vand i Helsingør Kommune?

Frist: 7/1-2019

R E G I O N M I D TJ Y L L A N D

REGION HOVEDSTADEN

Boligforeningen Ringgården søger direktør

Sekretariatschef til Tuborgfondet

Frist: 2/1-2019

Frist: 3/1-2019, kl. 12:00

Altinget: magasin Karriere

han i 1942 fik kontakt til Ebbe Munck, som holdt døren åben til den frie verden, og i London, hvor han fra 1944 arbejdede for BBC og kom i kontakt med nogle af de mænd, der siden blev ledende skikkelser i Den Kolde Krigs politik.

Det var én lang rejse, som fra London fulgte med de allierede styrker gennem det befriede Europa. Her så og lærte Bjøl alt det, der få år efter krigen førte til dannelsen af Atlantpagten, Nato, hvis idé smeltede sammen med DNA i Bjøls udenrigspolitiske rygmarv.

Efter befrielsen blev Bjøl knyttet til Information, modstandsavisen, som han rejste og skrev for, indtil han i 1959 gik til Politiken, der blev hans blivende sted i dansk presse. Bjøl sad sjældent stille i København, men rejste intensivt i det Europa, der var i støbeskeen efter krigen. Han oplevede Berlinkrisen i 1948 på Bjøl har skyggebokset nærmeste hold med dansk udenrigsog var resten af politik, siden P. Munch året i Paris, mens sad for bordenden, Marshallhjælpen han var fortrolig med blev udrullet, og sværvægtere som grundstenene Jens Otto Krag, og lagt til det, der år han har stadig et krisenere skulle blive tisk blik på, hvad de til De Europæiske nu tænker og gør på Fællesskaber.

Asiatisk Plads.

FN afholdt i samme år sin generalforsamling i Paris, og blandt de delegerede hviskedes der om en mulig ”Atlanterhavsunion”. Fra efteråret 1949 opholdt familien sig i USA med fast base i New York, hvor FN var ved at finde sit faste hjem. Herfra gennemtrævlede Bjøl landet på kryds og tværs, og herfra oplevede han Koreakrigens drama.

Da Bjøl endelig i foråret 1951 vendte tilbage og bosatte sig i København, havde hans reportagerejse varet 12 år, tværs gennem to kontinenter, krigens katastrofe, fredens håb og Den Kolde Krigs slagskygge. Han vendte hjem som kosmopolit, berejst som ingen anden danser i den verden, der spirede frem efter krigen, og dybt præget af vores fælles skæbne.

Statskundskabens far Sideløbende med den omfattende journalistisk produktion ude som hjemme var Bjøl i 1948 blevet mag.art. i litteratur,

84

altinget

og ti år senere rejste han ud igen, tilbage til Frankrig som korrespondent for Politiken, netop som EF var blevet til. Tre år i Paris gjorde Bjøl til endnu mere engageret europæer, overbevist om, at Danmarks plads var i det forpligtende, overstatslige samarbejde med ligesindede lande på kontinentet og Storbritannien.

Med interessen, forståelsen og engagementet i international politik blev det Bjøl, der kom til at fylde det hul, at der i begyndelsen af 1960’erne ikke fandtes noget dansk universitet, hvor der blev undervist i international politik, lige så lidt som statskundskab. Fremsynede mennesker så muligheden, og i efteråret 1963 tiltrådte Bjøl på prøve et nyoprettet professorat i international politik ved Institut for Statskundskab ved Århus Universitet, hvor han i 1966 blev dr.scient.pol. på en disputats om fransk europapolitik.

Uden de store akademiske falbelader tog professoren fat, hvor udenrigskorrespondenten havde sluppet. Studiet af international politik fik i Århus international dimension og vingefang, og Bjøl blev lærer og inspirator for en hel generation af politisk vakte studenter, hvoraf mange i de følgende år fik centrale poster i dansk politik og centralforvaltning, blandt dem Svend Auken, Hans-Henrik Bruun, Jørgen Grønnegaard Christensen, Ulrik Federspiel, Bertel Haarder, Peter Hansen og Tøger Seidenfaden, som trods alle indbyrdes forskelle og kontroverser har et Bjølsk verdenssyn og international horisont til fælles.

Professor Bjøl blev legendarisk. Men han var ikke kendt for at være flink, endsige for at give ved dørene. Der blev ikke gået på kompromis med det faglige niveau eller med analysens stringens. Det kunne kun gå galt i mødet med det universitære ungdomsoprørs dogmatik, som i 1983 tvang Bjøl i eksil. Da var han 72.

Undervejs fik han ikke blot skrevet en rigdom af små og store artikler og bøger, men også redigeret store samleværker inden for verdens- og kulturhistorie foruden et omsiggribende engagement i samfundsudviklingens mange kringelkroge.

Typisk for Bjøl var han den, der i 1972 inviterede den da pludseligt forhenværende statsminister Jens Otto Krag til Århus Universitet som gæstelærer, hvilket åbnede mulighed for en omfattende, systematisk ”debriefing” af den tidligere nøglespil-

ler i dansk politik. Det kastede en fin bog af sig og efterlod en papkasse fuld af enestående kassettebånd, hvor Krag fortæller om danske politiske beslutningsprocesser med en indsigt og frimodighed, som ikke har set sin mage.

Patrioten Bjøl er patriot af den kosmopolitiske slags, dvs. blottet for national romantik og chauvinisme, men med en ægte interesse for småstatens overlevelsesvilkår og indflydelsesmulighed. Han erkender med Herbert Pundiks ord ”det muliges grænser i international politik, ikke mindst det lille lands, men græmmes over, at vi ikke udnytter dem”.

Med det afsæt forener Bjøl på helt enestående måde analyse, formidling, tæft og timing, der gennem 70 år har sat præg på dansk udenrigspolitik, selvom Bjøl selv på intet tidspunkt har været folkevalgt eller har beklædt centrale embeder indenfor politik eller forvaltning.

Bjøls verdenssyn er dybt forankret i troen på oplysning, humanisme og politisk handlekraft. Det defaitistiske, udglattende og forlorne er ikke hans gangart. Hans krasse kommentarer og illusionsløse kritik af skiftende modestrømninger i dansk politik tager ikke afsæt i værdinihilisme eller relativisme, men i en fast tro på, at også det lille land har et ansvar, vel at mærke ikke for at følge med den stærkeste strøm, men for at besinde sig på sine værdier og interesser og sagligt vurdere, hvorledes disse realistisk fremmes i en verden, hvor ikke meget er, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være, men hvor der trods alt er efterladt et handlerum også til den lille aktør.

Det er ikke let at placere Bjøl i det ornitologiske spændingsfelt mellem due og høg. Han har altid insisteret på sin ret – og pligt – til at bedømme politik konkret ud fra dens egne givne forudsætninger, og han har aldrig været bleg for at konfrontere beslutningstagere, når han mener, de sløser med den udenrigspolitiske kurs. Han følger de mindste skælv i det internationale univers, og lejligheden i Saint Germain er hjem for en kosmopolitisk seismograf, der med 100 år på bagen stadig er mere fintmærkende end nogen anden.

Foto: Shonagh Rae / The New York Times

INDHOLD

98

Sådan redder vi internettet

132

88

Olieindustrien oplever et boom, men vil det vare ved?

20 ting, der skete for første gang i 2018

92

Snapshots

100

Blockchains håb og svigt

136

Tag virkeligheden tilbage

102

Slå skoledørene op en gang for alle

94

Højtspecialiseret funktionærarbejde?

Det kan maskiner også

105

Autokraternes kujonagtige ansigt

142

Ruslands omskrivning af historien

146

Alternativet til våben

108 Året i billeder 86

149

et store spørgsmål: D Har vi ladt noget vigtigt bag os?

ESBEN SCHJØRRING MAGASINREDAKTØR, ALTINGET: MAGASIN

Foto: Shonagh Rae / The New York Times

Der opstår flere ildebrande i demokratiet, og flere bliver slukket Som 2018 synger på sine sidste vers, er vi stolte over for andet år i træk at præsentere vores læsere for The New York Times’ særlige årstillæg, Turning Points. Det har været år præget af en ny politisk usikkerhed, når det kommer til fremtiden for det liberale demokrati; kan det stadig være en retfærdig og effektiv ramme for et samfund, der – politisk, teknologisk og økonomisk – har forandret sig radikalt, siden det liberale demokratis institutioner blev grundlagt?

Og hvis det ikke kan, er frembruddet af illiberale politiske bevægelser rundt om i Vesten årsag til krisen eller et resultat af den? Understøtter eller underminerer Facebook det liberale demokrati? Har vi et demokrati, der kontrollerer økonomien, så det liberale demokratis løfter om, at retfærdighed og lige muligheder til enhver gælder i den faktiske virkelighed, eller slår økonomisk ulighed om i politisk ulighed?

Der er mange forskellige svar og analyser af de spørgsmål. Man kan finde en vis tryghed og inspiration i, at det ikke er første gang, fornemmelse af dyb krise præger de vestlige demokratier. Det har faktisk været en permanent følgesvend. Den britiske idéhistoriker David Runciman ynder at citere den franske diplomat og tænker Alexis de Tocqueville for at sige, at i demokratiet er der flere ildebrænde end i andre politiske systemer, men at der også bliver slukket flere. Det var i 1831, Tocqueville skrev det i Demokratiet i Amerika.

Krise og mistillid er med andre ord også det liberale demokratis motor. Når vi har følt begge

stærkt nok, har vi forandret vores samfund.

Såvel krise som mistillid er nøgleordene for de følgende artikler og essays, vi har fået fra The New York Times. Og de undersøger alle sammen vejene ud af vores nuværende tilstand. Hvordan skaber vi tillid i et samfund og en økonomi, der kun bliver mere digitaliseret? Hvordan i væbnede konflikter? I dybt polariserede samfund? Mellem det globale nord og det globale syd?

Man behøver ikke at være enig i alle svarene, men de peger alle sammen på, at vi ikke skal forfalde til politisk handlingslammelse. Selvom vi ikke kan løse alt, kan vi gøre noget.

Det har heller aldrig været pointen i demokratiet, at vi skulle være enige. Det eneste, vi skal være enige om, er, at debatten er vigtig, og dermed at ens politiske modstander har en legitim ret til at være med i samtalen og i magtudøvelsen, hvis han kan skaffe sig et flertal. Det sidste kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis man ved, at der er rettigheder, modstanderen aldrig kan tage fra én. Retten til fri forsamling, til at tænke og ytre sig frit, til at få sin sag prøvet ved en uafhængig domstol. Sagt på en anden måde kan alt i demokrati ikke være demokratisk, hvis det skal fungere. Det er det – og ikke en bestemt politisk holdning – man peger på, når man understreger, at vores demokrati er liberalt.

God læselyst.

Esben Schjørring, redaktør, Altinget: magasin

Man behøver ikke at være enig i alle svarene, men de peger alle sammen på, at vi ikke skal forfalde til politisk handlingslammelse.

December 2018

87

DER SKETE FOR FØRSTE GANG I 2018

88

Foto: Sotheby's

SALGSREKORD FOR AFRIKANSK-AMERIKANSK KUNSTNER Maleriet “Past Times” af Kerry James Marshall satte ny rekord som det højeste beløb betalt for et maleri af en nulevende afrikansk-amerikansk kunstner. Det blev solgt for 12,1 millioner dollars ifølge auktionshuset Sotheby’s.

1997-pastoralen, der afbilleder sorte figurer, der holder fri, blev købt af musikmogulen Sean “Diddy” Combs. Det blev solgt af Metropolitan Pier and Exposition Authority i Chicago, der købte det for 25.000 dollars.

APPLE BLEV DET FØRSTE SELSKAB TIL AT NÅ EN VÆRDI PÅ 1 BILLION DOLLARS Apple blev i august det første børsnoterede selskab til at nå en markedsværdi på mere end en billion dollars, skarpt efterfulgt af Amazon, der nåede samme punkt blot en måned senere. Disse såkaldte superstjernefirmaer har været med til at stimulere en lang periode med økonomisk vækst i USA, men de kan også have bidraget til at gøre middelklassen mindre og hæve indkomstuligheden, mener eksperter.

c. 2018 The New York Times

20 ting,

Overraskende, alvorlige og nogle gange fjollede begivenheder og tendenser fra et år, der går på hæld.

MENNESKELIG EVOLUTION

FØRSTE “PØLSEHUNDSMUSEUM” ÅBNER

Forskere har angivet en ny form for menneskelig tilpasning – nemlig til havet. Ifølge tidsskriftet Cell har en gruppe mennesker kendt som bajau, der traditionelt bor i husbåde og huse på pæle i landsbyer i Sydøstasien, udviklet sig til at være bedre dykkere. Forskernes fund afslører, at bajauerne – ligegyldigt om de er dykkere eller har andre jobs – har milte, der er omkring 50 procent større end hos dem, der bor omkring 25 kilometer inde i landet. Studier viser, at forstørret milt hjælper ved dybhavsdykning blandt marine dyrearter.

To tidligere blomsterhandlere åbnede det, de siger er det første museum dedikeret til “pølsehunde”. Dackelmuseet, der ligger i Bayern i Tyskland, udstiller hundefrimærker, hundeformede brød, porcelænsfigurer, tryk og andre genstande tilegnet gravhunden, der er en af Tysklands ældste hunderacer.

ET SAMLET KOREA – I DET MINDSTE PÅ IS Medlemmer af kvindernes ishockeyhold fra Nordkorea og Sydkorea spillede som et samlet hold ved de 23. Olympiske Lege i Pyeongchang. Det markerer første gang, landene havde et fælles olympisk hold.

Holdet tabte dets første kamp til Schweiz. Sydkorea vandt dog efterfølgende 17 medaljer i legene, inklusive fem guldmedaljer.

SELVKØRENDE BIL PÅKØRER FODGÆNGER FOR FØRSTE GANG I marts dræbte en selvkørende Uber-testbil en fodgænger i Tempe, Arizona, i hvad der menes at være den første fodgængerpåkørsel forårsaget af et autonomt køretøj. Selvom bilen havde en backup-chauffør, opfangede hverken han eller bilens lyssensor og radarsystem fodgængeren, en kvinde, der var ved at krydse vejen med sin cykel, tids nok til at stoppe.

Foto: Giuseppe Cacace / Agence France-Presse – Getty Images

SAUDI-ARABIEN ER VÆRT FOR FØRSTE MODEUGE Saudi-Arabien var vært for landets første modeuge nogensinde i Riyadh i april. Begivenheden bar stadig det konservative kongedømmes kendetegn.

På trods af det udelukkende kvindelige publikum var et social medie-forbud sat i stand, så fotos af kvinder uden deres abayaer eller gulvlange klædedragt ikke ville blive lækket.

Arrangørerne hyldede dog begivenheden som et højdepunkt for kvinder i et land, hvor de stadig forventes at underkaste sig deres mandlige beskyttere.

KINESISK SELSKAB OVERGÅR APPLES SMARTPHONE-SALG

Foto: Chang W. Lee / The New York Times

For første gang overhalede det kinesiske selskab Huawei Apples smartphone-salg, da Huawei solgte mere end 54 millioner telefoner i andet kvartal af 2018. Apple solgte til sammenligning 41 millioner.

Selskabets succes er endnu mere imponerende, når man tænker på, at Huawei ikke har fået adgang til nogle af verdens største markeder, inklusive USA, delvist på grund af frygten for virksomheds- og regeringsspionage.

MUSEUM I PARIS ÅBNER DØRENE FOR NUDISTER For første gang har et museum i Paris hilst nøgne figurer af en særlig slags velkommen: nemlig levende. Samtidskunstmuseet Palais de Tokyo åbnede dørene for nudister til en enkelt tur planlagt af Paris’ naturistforening. Paris huser også verdens første naturist-restaurant, O’Naturel, der åbnede sidst i 2017, såvel som et område i en offentlig park tilegnet mennesker, der foretrækker at færdes, som Gud har skabt dem.

December 2018

89

MASKINE KASTER SIG OVER HAV MED PLASTIKAFFALD Verdens første maskine designet til at rydde plastikrester fra havet – opfundet af en college-dropout, der kom på ideen som teenager – blev mobiliseret i september mod det, der er kendt som “det store Stillehavs-skraldespor”. Denne forlængelse af havet, der ligger mellem Hawaii og Californien, har verdens største ophobning af havplastik. Nogle eksperter er dog bekymrede for, om maskinen vil gøre mere skade end gavn, da de mener, det vil være bedre at fokusere på indsatser for at forebygge, at plastik ender i havet i første omgang.

FRANSKE LOVGIVERE FORBYDER MOBILER I SKOLER En lov, der forbyder mobiltelefoner i skoler i Frankrig, trådte i kraft i september. Elever i alderen 3-15 skal lade deres smartphones, tablets og andre digitale devices blive hjemme eller være slukket på skolernes område. Handicappede elever eller ikkeskemalagte aktiviteter er dog undtaget fra forbuddet. Nogle lovgivere kritiserede den nye lov for at være en overdrivelse og refererede til en eksisterende regel, der allerede forbyder brugen af smartphones i undervisningen i klasseværelserne.

90

AFRIKA LANCERER SIT FØRSTE AFFALD-TILENERGI-ANLÆG

Foto: Jiji Press / Agence France-Presse – Getty Images

KVINDELIG KAMPPILOT BRYDER KØNSBARRIERE I JAPAN Japan, der har en mandsdomineret arbejdsstyrke, satte i august navn på sin første kvindelige kamppilot. Førsteløjtnant Misa Matsushima (26) refererede til den amerikanske film Top Gun som inspiration, da hun i 2014 tiltrådte Japans luftforsvar, Japan Air Self Defense Force.

Japans luftforsvar begyndte at acceptere kvindelige ansøgere i 1993, men kvinder kunne først ansøge om at blive jagerpilot i 2015, da et forbud blev ophævet som en del af et landsdækkende initiativ rettet mod at øge antallet af kvinder på arbejdspladsen.

FØRSTE NASA-RUMFARTØJ OPKALDT EFTER NULEVENDE PERSON LANCERET The Parker Solar Probe, det første Nasa-rumfartøj opkaldt efter en nulevende person, blev lanceret i august. Fartøjet er opkaldt efter astrofysikeren Eugene N. Parker, der var den første til at beskrive solvinde i 1958. Sonden, som også forventes at sætte ny rekord som det hurtigste rumfartøj, bliver den første til at flyve igennem solens korona, mens den indsamler værdifulde data.

Etiopien er det første land i Afrika til at åbne et affald-tilenergi-anlæg. Topregeringsrepræsentanter, inklusive Etiopiens tidligere præsident Mulatu Teshome, var til stede ved åbningen af det 120 millioner dollars dyre anlæg, kaldet Reppie, der blev bygget på en losseplads i udkanten af Addis Ababa. Det skal tage omkring 80 procent af det daglige affald, der genereres af hovedstaden, og opfylde 30 procent af dens energibehov.

RUSLAND SPILLER MED MUSKLERNE I sin største opvisning af militær styrke siden Den Kolde Krig samlede Rusland næsten 300.000 tropper, 1.000 fly og 900 tanks under øvelserne kendt som Vostok-2018. Og for første gang deltog Kina i øvelserne og sendte helikoptere og omkring 3.200 af landets tropper.

IKEA ÅBNER FØRSTE BUTIK I INDIEN Ikea åbnede sin første indiske butik i Hyderabad og tilpassede den sædvanlige strategi ved at sænke priserne og ændre sortimentet – og endda cafetilbuddene – for at appellere til den indiske forbruger. Verdens største møbelhandler planlægger at åbne tre andre butikker i løbet af de næste to år for at imødekomme landets hurtigt voksende middelklasse.

Foto: Agence France-Presse – Getty Images

Foto: Atul Loke / The New York Times

MEXICOS FØRSTE REALITYSERIE “Made in Mexico”, der følger ni kendte personers luksusliv i Mexico City, blev streamet fra september. Den Netflixbaserede serie, Mexicos første realityprogram, har dog mødt modstand, da kritikere påpeger, at det er dårlig smag i et land, hvor næsten halvdelen af befolkningen lever i fattigdom.

INDIENS HØJESTERET ANNULLERER FORBUD MOD HOMOSEKSUEL SEX For første gang i mere end 150 år er en lov, der forbyder homoseksuel sex med samtykke, blevet dømt forfatningsstridig ved den højeste ret i landet. Reglen blev indført i indisk lov under det britiske koloniherredømme og sjældent håndhævet, men kritikere sagde, at den gjorde afpresning, seksuelle overgreb og chikane af LGBT-personer tilladelig.

Foto: Mladen Antonov / Agence France-Presse – Getty Images

20 ting, DER SKETE FOR FØRSTE GANG I 2018

Se frem DISNEYLAND UDSKÆNKER ALKOHOL FOR FØRSTE GANG Foto: Chris Wattie / Reuters

CANADA GØR MARIHUANA LOVLIGT

FLERE SVIN END MENNESKER I DANMARK

Canada bliver den første store verdensøkonomi, der tillader marihuana til privat brug.

Det er det andet land i verden – efter Uruguay – til at vedtage en sådan lovgivning. Siden midten af oktober har folk over 18 år lovligt kunnet købe og bruge tørrede cannabisblomster og -olier. Tilladelsen forventes at indbringe milliarder af dollars i omsætning, når den er fuldt gennemført.

Svin er nu i overtal i forhold til mennesker i Danmark: Der er 215 svin per 100 mennesker, viser ny statistik offentliggjort af Eurostat. Organisationen anslår, at der er omkring 150 millioner svin i Den Europæiske Union, hvoraf 40 procent findes i Tyskland og Spanien. Og ifølge nye tal fra den spanske regering er antallet af slagtede svin, 50 millioner, højere end landets befolkning på 46,5 millioner.

Skål, Mouseketeers. Disneyland serverer alkohol for offentligheden for første gang i 2019, når Ogas Cantina åbner i den spændt ventede Star Wars-tema-attraktion, Galaxy Edge.

FØRSTE TESTFLYVNINGER FOR KOMMERCIELLE RUMTAXIER SAT I KALENDEREN 2019 bliver et spændende år for kommerciel rumrejse: Både SpaceX Dragon-kapslen og Boeing Starliner-rumfartøjet har planlagt deres første bemandede testflyvninger.

December 2018

91

snapshots

Bogorme

Lande, der læser mest (gennemsnit af timer brugt på at læse hver uge per indbygger)

1. Indien

10:42

2. Thailand

9:24

3. Kina

8:00

4. Filippinerne

7:36

5. Egypten

7:30 7:24

6. Tjekkiet 7. Rusland

7:06 6:54

8 & 9. Sverige og Frankrig

6:48

10. Ungarn

5:42

23. USA

KILDE: NOP WORLD CULTURESCORE INDEX, 2016

Andre religioner 0,8 %

0,2 %

Buddhisme 6,9 %

Jødedom

Folkereligioner 5,7 %

Hinduisme 15,1 %

Verdensreligioner Uden religiøs tilknytning

Procent af verdens befolkningstal

Kristendom 31,2 %

KILDE: PEW RESEARCH CENTER, 2017

Højeste lønninger

Topminimumstimeløn i hele verden (i dollars, i OECD-lande*)

1. Luxembourg

$11.45

2. Frankrig 3. Australien 4. Tyskland 5. Belgien

$11.28 $11.26 $10.59 $10.11 $10.05 $9.54 $9.28

6. Holland 7. New Zealand 8. Irland 9. Storbritannien 10. Canada

$8.65 $8.37

12. USA**

16 %

$7.25

Kilde: OECD, 2017 *36 lande er med i organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD ** Nogle staters mindsteløn ligger over landeniveauet på $7,25

Islam

Tungetale Verdens topsprog (antal personer med sproget som modersmål*)

1. Kinesisk (alle dialekter)

1,2 milliarder

3. Engelsk

372 millioner

2 . Sp a n s k

437 millioner

5. Hindi

260 millioner

4. Arabisk

295 millioner

7. Portugisisk 219 millioner

6. Bengali

242 millioner

9. Japansk 128 millioner

8. Russisk 154 millioner

*MED MODERSMÅL MENES, AT PERSONEN HAR TALT SPROGET SIDEN SIN TIDLIGE BARNDOM.

92

KILDE: ETHNOLOGUE, 2017

24,1 %

SAMLET AF GREG GOTTFRIED OG MONIQUE LEBRUN

10. Lahnda 119 millioner

Verdens hjerner

VS.

DEBASIGE/SHUTTERSTOCK.COM (BOGORM); LIVIA CORONA/GETTY IMAGES (TJENER); RAWPIXEL.COM/SHUTTERSTOCK.COM (MENNESKEMÆNGDE); CORNELIUS POPPE/AFP/GETTY IMAGES (MALALA YOUSAFZAI); AURIELAKI/SHUTTERSTOCK.COM (SODAVAND); HURST PHOTO/SHUTTERSTOCK.COM (MÆLK); CAMIMAGE/ALAMY STOCK PHOTO (SKRALDEVOGN); CARL COURT/GETTY IMAGES (IPHONE X)

Lande med flest Nobelpriser

1.

USA

368

2.

Storbritannien

132

3.

Tyskland

107

4.

Frankrig

62

5.

Sverige

30

6.

Schweiz

26

Japan

26

Canada

23

Rusland

23

Østrig

21

8.

10.

Største forbrug af sodavand og mælk (målt på gallons, 3,79 liter, per år) per indbygger)

1. Irland

1. Argentina

2. Finland

2. USA

3. Cypern

3. Chile 4. Mexico

4 & 5 Australien New Zealand 6. Estland

5. Uruguay

7. Storbritannien

KILDE: WORLD ATLAS, 2018

Malala Yousafzai har vundet en af Pakistans to Nobelpriser.

6. Belgien

8. Island

7 & 8. Tyskland Norge

9. Danmark 10. Norge

9 & 10. Bolivia Saudi-Arabien

11. USA

01

02

03

04

05

0

01

02

03

04

05

0

KILDER: WORLD ATLAS & STATISTA

Spørgsmål

Klar til genbrug Lande, der genbruger den højeste procentdel af deres samlede affald (i OECD-lande*) Genbrugt og komposteret affald Ikkegenbrugt skrald

1

2

3

4

Tyskland Sydkorea Slovenien Østrig

65%

59%

58%

58%

5

Belgien

55%

6

7

Schweiz Sverige

51%

50%

7

9

Holland

50%

Luxembourg

10

18

Island

USA

48%

45%

35%

KILDE: OECD, 2013 (SENEST TILGÆNGELIGE 36 LANDE ER MED I ORGANISATIONEN FOR ØKONOMISK SAMARBEJDE OG UDVIKLING, OECD

Hvad koster en iPhone egentlig?

Gennemsnit af antal dage, folk i udvalgte lande må arbejde for at kunne betale for en iPhone X* BY, LAND

Hapsede den første iPhone X til salg i London, 2017 KILDE: UBS

DAGE

Kairo, Egypten

133,3

Nairobi, Kenya

72,2

Lima, Peru

48,2

Beijing, Kina

39,3

Moskva, Rusland

37,3

Johannesburg, Sydafrika

36,4

Dubai, Forenede Arabiske Emirater

13,4

Tel Aviv, Israel

12,7

London, Storbritannien

11,3

Hong Kong, Kina

9,4

New York, USA

6,7

Zurich, Schweiz

4,7

1. Hvor mange af verdens 7,5 millarder mennesker har engelsk som modersmål?

2. Hvor mange lande i topti over lande, der læser mest, ligger i Asien?

3. Hvilket europæisk land har den højeste mindsteløn?

4. Hvor stor en procentdel af verdens befolkning praktiserer islam?

5. Hvor mange flere arbejdsdage vil det tage en person i Kairo at betale for en iPhone X sammenlignet med en i New York?

6. Hvor stor en procentdel af alt affald bliver genbrugt i Tyskland?

7. Hvad er genbrugsprocenten i USA? 8. For at ramme USA's samlede Nobelprisantal hvor mange lande skulle da lægges sammen?

9. Hvor mange flere gallons sodavand end mælk drikker amerikanerne hvert år?

10. Hvilken statistik overrasker dig mest? Hvorfor?

*BASERET PÅ $999 SALGSPRIS FOR EN IPHONE X I 2017

December 2018

93

Højtspecialiseret funktionærarbejde?

Det kan maskiner også Det er langtfra kun manuelt arbejde, der forsvinder, når robotter, maskinlæring og AI bliver en del af det kommende arbejdsmarked.

AF NOAM SCHEIBER, JOURNALIST, THE NEW YORK TIMES

94

Tøjdesign er blot de seneste bud på, hvordan algoritmer er ved at ændre modeog detailindustrier. Virksomheder benytter nu rutinemæssigt kunstig intelligens til at bestemme, hvilket tøj der skal på lager, og hvad der skal anbefales til kunderne.

Og mode, der længe har nedlagt manuelt arbejde i USA, er herefter et førende eksempel på, hvordan kunstig intelligens også påvirker en række funktionærjobs.

Det gælder særligt job, der sætter værdi i at finde mønstre, lige fra at vælge aktier til at diagnosticere kræft.

“Mange flere typer af opgaver vil blive automatiseret eller forøget af maskiner i løbet af de kommende år,” skrev Erik Brynjolfsson, der er økonom ved Massachusetts Institute of Technology, og Tom Mitchell, der er Carnegie Mellon-computervidenskabsmand, i tidsskriftet Science sidste år. De argumenterede for, at de ramte jobs vil blive delvist automatiseret

snarere end forsvinde helt.

Modeindustrien illustrerer, hvordan maskiner også kan trænge ind på jobs, der er mere kendt for deres kreativitet end for kolde empiriske vurderinger. Blandt dem, der vil blive direkte påvirket, er indkøberne og planlæggerne, der bestemmer, hvilke kjoler, bluser og bukser der skal i butikkernes sortiment.

Maskinen erstatter indkøberen En vigtig del af indkøberens job er at forudse, hvad kunderne vil have ved at bruge en veludviklet sans for, i hvilken retning modetendenserne går. “Baseret på det faktum, at du solgte 500 plateausko sidste måned, så kunne du måske sælge 1.000 næste måned,” siger Kritina Shiroka, der har brugt adskillige år som indkøber for onlinebutikken Outnet. “Men folk kan også være helt ovre det på det tidspunkt, og så skærer du ned på indkøbet.”

c. 2018 The New York Times / Noam Scheiber

En af de bedst sælgende T-shirts på den indiske e-handelsside Myntra er et olivengrønt, blåt og gult farveblokdesign. Den blev ikke udtænkt af et menneske, men af en computeralgoritme – eller nærmere to algoritmer.

Den første algoritme genererede tilfældige billeder, som den prøvede at udgive for at være tøj. Den anden måtte skelne mellem de billeder og tøjet i Myntras sortiment. Gennem indbyrdes konkurrence blev den første algoritme bedre til at skabe billeder, der lignede tøj, mens den anden blev bedre til at bestemme, hvorvidt de var ligesom – men ikke identiske med – virkelige produkter.

Denne vekselvirkning, som er et eksempel på kunstig intelligens i funktion, skabte design, hvis salg nu “vokser med 100 procent”, siger Ananth Narayanan, virksomhedens administrerende direktør.

“Det virker.”

Algoritmer forandrer mode- og retailindustrien i de her år, hvor virksomhederne i stigende grad bruger kunstig intelligens til at beslutte, hvad der skal på lager, og hvilke mærker de anbefaler til deres kunder. Her er vi på Bombfells kontor i New York.

Foto: Jeenah Moon/The New York Times

December 2018

95

Bestillingerne bliver pakket i online mode- og stylistbutikken Trunk Club, som har ansat en hær af stylister, der får anbefalinger fra algoritmer til tøj og accessories, som passer til hver enkelt kunde, men stylisterne vælger selv, hvad de sender til dem.

Foto: Whitten Sabbatini/The New York Times

Lager i San Francisco ejet af Stitch Fix, som også sælger tøj online. Stitch Fix har gjort algoritmer centrale i deres indkøbsstrategi og ville formentlig ikke eksistere uden algoritmerne, som de bruger til måneder i forvejen at forudse, hvad kunderne vil købe.

Foto: Christie Hemm Klok/The New York Times

96

Nathan Cates (th.), som er kunde i Bombfell, prøver en T-shirt sammen med stylisten Will Noguchi. Bombfells algoritmer hjælper Cates med at vælge, hvad han skal købe, men han insisterer på altid at prøve tøjet på, før han køber.

Foto: Jeenah Moon/The New York Times

Det amerikanske bureau for arbejdsmarkedsstatistik forventer, at ansættelser af indkøbere i engros- og detailhandlen vil blive indskrænket til to procent over et årti.

Planlæggerne bruger så købernes input til at finde ud af, hvilken blanding af tøj – for eksempel hvor mange sandaler, højhælede og flade sko – der vil bidrage til, at virksomheden når sine salgsmål.

I det lille, men voksende område af industrien, hvor højeffektive algoritmer virker frit, er det således maskinen – og ikke indkøberens mavefornemmelse – der som oftest forudser, hvad kunderne vil have.

Det gælder onlinestylingtjenesten Stitch Fix, der sender pakker med tøj til kunder, som de enten kan vælge at beholde eller sende tilbage. Stitch Fix opbevarer detaljerede kundeprofiler for at gøre deres forsendelser personlige.

Stitch Fix er stærkt afhængig af algoritmer til at guide sine indkøbsbeslutninger – faktisk kunne deres forretning nok ikke eksistere uden dem. Algoritmerne beregner, hvor mange klienter der vil stå i en given situation flere måneder ude i fremtiden, hvor de skal udvide deres garderobe (for eksempel at være begyndt i et nyt job), og hvilken mængde tøj folk er tilbøjelige til at købe i hver enkelt situation.

Algoritmerne ved også, hvilken stil folk med forskellige profiler bedst kan lide.

Bevæbnet med algoritmer Myntra, den indiske onlineforretning, bevæbner sine indkøbere med algoritmer, der udregner sandsynligheden for, at en vare vil sælge, baseret på hvordan tøj med lignende karakteristika – ærmer, farver, stof – tidligere har solgt. (Indkøberne er frie til at ignorere beregningerne).

Alt dette får konsekvenser for indkøbere og planlæggeres fremtid, højstatus-arbejdere, hvis årsindtægt kan overstige 100.000 dollars.

Forretninger, der er skarpe på at bruge algoritmer og big data, ser ud til at ansætte færre indkøbere og tildele hver enkelt et bredere udvalg af kategorier, delvist fordi de er mindre afhængige af intuition.

Hos Le Tote, en onlinetjeneste for udlejning og salg af dametøj, der omsætter hundred millioner dollars hvert år, er der et sekspersoners-team, som tager sig af indkøb for alle mærkevarer – kjoler, bluser, bukser, jakker.

Grundlægger Brett Northart siger, at selskabets algoritmer kan identificere, hvad der skal føjes til lageret, baseret på hvor mange kunder der har sat de varer på deres digitale ønskeliste, sammen med faktorer som onlinebedømmelse og seneste køb.

Arti Zeighami, der står for avancerede analyseværktøjer og kunstig intelligens i H&M-gruppen, der bruger kunstig intelligens til at tage beslutninger i forsyningskæden, siger, at selskabet var “med til at fremme og kvalificere” de menneskelige indkøbere og planlæggere, ikke erstatte dem. Men han medgiver, at det var svært at forudsige effekten på beskæftigelsen om fem til ti år.

Eksperter siger, at nogle af disse jobs vil blive automatiseret væk. Det amerikanske bureau for arbejdsmarkedsstatistik forventer, at ansættelser af indkøbere i engros- og detailhandlen vil blive indskrænket til to procent over et årti over for en samlet syv procents stigning for alle erhverv. Noget af dette sker på grund af automatiseringen af mindre krævende opgaver såsom at opgøre lagerbeholdningen og købe ind for mindre stilkrævende detailhandler (for eksempel reservedele).

Maskiner, der skaber jobs Der er dog mindst et område i industri-

en, hvor maskiner er med til at skabe jobs, snarere end at udrydde dem. Bombfell, Stitch Fix og mange konkurrenter i boksmodenichen ansætter en stadigt større hær af menneskelige stylister, der modtager anbefalinger fra algoritmer om tøj, der kunne være noget for en kunde, men de bestemmer selv, hvad de sender.

“Hvis ikke de er overbegejstret ærlige, når jeg spørger dem, hvordan de har det med det, skriver jeg mig det bag øret,” siger Jade Carmosino, der er salgschef og stylist ved Trunk Club, en Stitch Fix-konkurrent ejet af Nordstrom.

Her lader stylister til at spejle en større trend i de industrier, hvor kunstig intelligens automatiserer funktionærjobs: ansættelse af flere mennesker til at stå mellem maskiner og kunder.

For eksempel forudsiger Chida Khatua, administrerende direktør for EquBot, at aktiemarkedet ville hyre flere finansrådgivere, selv mens investeringer blev overvejende automatiseret.

Lavere løn Bagsiden er, at jobbet som stylist eller finansrådgiver sandsynligvis vil give mindre end de mistede jobs som indkøbere og aktiehandlere. Den gode nyhed er ifølge Daron Acemoglu, økonom ved MIT, der studerer automatisering, at disse jobs stadig vil lønnes betydeligt højere, end man har kunnet forvente i den faglærte del af arbejdsmarkedet i de seneste årtier.

Og netop de jobs vil i sidste ende være vanskelige at automatisere.

“Hvis jeg er kunden, der forklarer, hvad jeg vil have, er der nødt til at være mennesker involveret,” siger Khatua. “Sommetider ved jeg ikke, hvad jeg egentlig vil have.”

December 2018

97

I 2019 er 50 procent af verdens befolkning online.

TIM BERNERS-LEE ER OPFINDEREN AF WORLD WIDE WEB OG STIFTENDE DIREKTØR FOR WORLD WIDE WEB FOUNDATION Foto: Henry Thomas

Sådan redder vi internettet Regeringer, virksomheder og brugere rundtomkring i verden må forpligte sig til et sæt grundlæggende principper for internettet.

98

Foto: Henry Nicholls / Reuters

I de seneste år er det blevet tydeligt, at internettet ikke lever op til de høje forhåbninger, vi havde til det. Det blev bygget som et åbent redskab til samarbejde og indflydelse, men internettet er blevet kapret af skurke og trolls, der har brugt det til at manipulere folk i hele verden.

For at bevare et internet, der tjener hele menneskeheden, ikke blot de privilegerede og magtfulde, er vi nødt til at kæmpe for det. Det er derfor, jeg opfordrer regeringer, virksomheder og borgere verden over til at forpligte sig på et sæt kerneprincipper for internettet.

I slutningen af 2019 vil 50 procent af verdens befolkning ifølge en ny rapport fra det FN-tilknyttede Broadband Commission for Digital Development være brugere af internettet. På ethvert andet tidspunkt i internettets 30-årige historie ville det kollektive svar omkring dette vendepunkt have været: “Super! Lad os nu få alle andre forbundet så hurtigt som muligt.” Men verden har ændret sig.

Efter år, hvor internettet er blevet set som

c. 2018 The New York Times / Tim Berners-Lee

TURNING POINT:

Alexander Nix, tidligere CEO i konsulentfirmaet Cambridge Analytica, forsøges afskærmet fra pressen foran sit kontor i London.

Kort efter rullede skandalen, der selvom den blev døbt efter hans virksomhed, ramponerede Facebooks image.

potentiel drivkraft til det gode, er den slags teknologisk optimisme blevet formørket af frygt for, at internettet skader vores samfund.

Bekymringerne er berettigede. De senere år har vi set regeringer indgå i statssponsoreret trolling for at udrydde uenighed og angribe modstand. Vi har set hacking og fremmed indblanding fordreje politik og underminere valg. Og vi har set, hvordan spredning af fake news på sociale medier kan føre til kaos, forvirring og dødbringende vold.

Da vi sidste år fandt ud af, at Cambridge Analytica havde brugt personlige oplysninger fra op mod 87 millioner Facebook-brugere til at påvirke vælgere under det amerikanske præsidentvalg i 2016, vågnede vi op til den kendsgerning, at vi havde mistet kontrollen over vores data – og at konsekvenserne kunne ændre verden.

Men vi må ikke opgive internettets løfte. Alle teknologier indebærer risici. Vi kører bil på trods af risikoen for alvorlige ulykker. Vi tager receptmedicin på trods af faren for misbrug og afhængighed. Vi bygger sikkerhedsforanstaltninger ind i nye innovationer, så vi kan håndtere risici og samtidig få glæde af mulighederne.

Internettet er en global platform – dets udfordringer overskrider grænser og kulturer. Ligesom internettet blev bygget af millioner af mennesker, der samarbejdede rundt om i verden, så afhænger dets fremtid af vores fælles evne til at gøre det til et bedre redskab for alle.

Når vi skaber morgendagens internet, har vi brug for et sæt retningslinjer, der kan definere det internet, vi ønsker. Det bliver ikke let at identificere dem – enhver aftale, der dækker over forskellige grupper af lande, kulturer og interesser, vil aldrig være let at indgå. Men jeg tror, det er muligt at udvikle et sæt grundlæggende idealer, som vi kan blive enige om, og som vil få internettet til at fungere bedre for alle, inklusive de 50 procent af jordens befolkning, der endnu ikke er online.

Regeringer, virksomheder og individer har alle unikke roller at spille. World Wide Web Foundation – en organisation, som jeg grundlagde i 2009 for at beskytte internettet som et samfundsgode – har udarbejdet et sæt kerneprincipper, der optegner det ansvar, som hver part har for at beskytte et internet, der tjener

hele menneskeheden. Vi beder alle skrive under på disse principper og slutte sig til os, mens vi laver en formel ‘Kontrakt for Internettet’ i 2019.

Principperne udspecificerer, at regeringer har ansvar for et koble deres borgere til et åbent internet, der respekterer deres rettigheder. De siger, at internetvirksomheder skal gøre deres for at sikre, at internettet er sikkert, tilgængeligt og beskytMen vi må ikke opgive ter brugerdata. internettets løfte. Alle De gør det klart, teknologier indebærer at individuelle risici. Vi kører bil på borgere har et trods af risikoen for ansvar i forhold alvorlige ulykker. til at handle med medfølelse og udfordre negativ opførsel, som de ikke ville tolerere offline. Vigtigst af alt foreskriver principperne, at vi skal forsvare og kæmpe for et internet, der tjener alle.

Hvis vi – de milliarder af mennesker, der bruger internettet – ikke forsvarer det, hvem skal så?

Baseret på de grundlæggende principper sætter ‘Kontrakten for Internettet’ nye normer, der skal guide regeringers digitale politiske dagsordener og virksomheders beslutninger, mens de skaber morgendagens internetteknologi. De, der støtter og hjælper med at udvikle kontrakten, vil

ikke alene vise deres forpligtelse på fremtidens internet; de vil også bidrage til at forme det. Hvis vi ønsker et internet, der virker for os, så må vi arbejde for internettets fremtid.

For ti år siden, da Rosemary Leith og jeg grundlagde World Wide Web Foundation, var færre end en af fire online. Vores opgave var at forbinde flere mennesker og holde internettet åbent og gratis, så alle kunne få glæde af alle dets muligheder.

Internettet redder liv og skaber livsgrundlag. Det giver os alverdens information lige ved hånden og forbinder os med venner og familie rundt om på kloden. Det styrker sociale bevægelser og har skabt utallige nye industrier og fremskyndet omfattende innovation.

Som en forholdsvis ny opfindelse er det her blot begyndelsen på, hvad internettet kan tilbyde. Tænk, hvad vi vil være i stand til at løse engang, når den næste store del af verdens befolkning er online og kan bidrage til internettets eksplosive kreativitet.

Den gode nyhed er, at appetitten på at tackle internettets udfordringer aldrig har været større. Lad os sikre, at den næste milliard bliver koblet på et internet, der er værd at have. Lad os gøre 2019 til det år, hvor vi skubber de kræfter tilbage, der undergraver internettets åbne ånd. Vi har brug for et gratis og åbent internet for alle.

Foto: Shonagh Rae / The New York Times

December 2018

99

En teknologi, som kan revolutionere vores begreb om tillid, står over for en kæmpe forhindring.

Blockchain er meget mere end blot den teknologi, der understøtter kryptovalutaen Bitcoin. Det er et redskab, der stiller i udsigt, at det vil decentralisere de strukturerer, der regulerer alle økonomiske transaktioner, og i samme proces redefinere vores begreb om tillid.

Det er det mest revolutionære og innovative aspekt af blockchain. Men den forventning kan blive gjort til skamme.

Tillid, som er grundlæggende i sociale og kommercielle interaktioner, er i århundreder blevet garanteret af institutionaliserede tillidsleverandører såsom hierarkisk organiserede virksomheder og andre tredjepartsinstanser. Den type tillidsmekanismer har virket for offline forretningsmodeller, men de bliver overflødiggjort i vores hyper-forbundne digitale verden.

I den digitale platformsøkonomi bliver tillid bedst skabt af dem, der kontrollerer platformene. Det er techgiganter som Uber og Airbnb, der erstatter de institutionaliserede tillidsudbydere og bliver dem, der tager vare på vores digitale identitet og vores troværdighed. De kontrollerer de mekanismer, der opbygger tillid i forbindelse med transaktionsbaseret feedback ved at etablere community-baserede vurderinger via et stjernerangeringssystem.

I de seneste år er nogle åbne platforme som for eksempel Twitter blevet tiltagende restriktive. Rønnebærene er blevet sure, mens udviklere og de første brugere føler

100

sig forrådt. De var blevet lovet åbne platforme, men den drøm blev taget fra dem.

Oveni ødelagde begivenheder, der involverede en stribe techgiganter som Facebook, eBay, Uber og Experian, deres troværdighed som pålidelige forvaltere af vores data. Vores frygt for overvågning og datamisbrug er vokset.

Takket være blockchain er folk nu i stand til og ivrige for at udfordre platformejerne ved at involvere sig direkte med hinanden gennem peer-to-peer- eller P2P-distribuerede netværk, der følger et fælles aftalt regelsæt. Den maskindrevne tillid, der er resultatet, gør, Lige nu er der krig om at brugere kan at styre disse blockundgå negative chainsystemer, og det konsekvenser er ikke det nye fælles fra centraliseregode, som teknologien stadig har potentialet til de tillidsmekanismer som for at frembringe. eksempel tredjepartskontrol eller uautoriseret overvågning.

Faktisk vil de store centraliserede håndhævere af tillid snart kunne erstattes af decentraliserede tillidssystemer og P2P-netværksbårne omdømmesystemer, som blockchain gør mulig.

I et sådant system bekræfter algoritmerne hver transaktions gyldighed og kan registrere hver parts identitet sammen med deres tillids- og omdømmevur-

ADMINISTRERENDE DIREKTØR FOR UCL CENTRE FOR BLOCKCHAIN TECHNOLOGIES

dering i blockchainen, der fungerer som en form for regnskabsbog. Dårlig opførsel bliver forebygget, fordi det er umuligt at snyde med eller forfalske regnskabsbogen, og ansvarligheden bliver større, fordi alle handlinger uafhængigt kan revideres af en hvilken som helst deltager.

Fordelene ved et decentraliseret system er åbenlyse: Brugerne kan opbygge tillid uden at involvere en tredjepart. Gruppesamarbejde styrkes. Svindelagtige transaktioner bliver minimeret. Samtidig kan brugere opbygge deres eget personlige omdømme på tværs af forskellige platforme, og de kan ikke alene kontrollere store mængder overførselsdata, de kan også opbygge og styre deres egen digitale identitet – og omgå techgiganternes overvågning.

Det er Uber uden Uber, Airbnb uden Airbnb.

Den udvikling er allerede i gang. Betalings- og finansserviceudbydere som Paypal bliver udfordret af Ripple og Circle.

Sociale medier og netværk som Twitter og Facebook møder konkurrence fra decentraliserede platforme som Steemit og Akasha. Decentraliserede apps – software, der tager beslutninger og handler på egen hånd – kan skabes og spredes på forskellige blockchains som Ethereum eller EOS. Blot for at nævne nogle.

Denne besnærende forandring lyder for god til at være sand, og systemer baseret på blockchain står over for en gordisk knude.

I store moderne P2P-markeder står tillid og vækst som hinandens modsætninger: Jo mere et netværk vokser, jo mindre tillid har brugerne til det. Men tilvækst af brugere er essentielt for P2P-platformøkonomiens succes.

Problemet kan løses ved at gøre det sværere at blive en del af netværket (sænke brugervækst) eller ved at centralisere kontrollen hos en håndfuld betroede programmører eller knudepunkter (reducere decentralisering). Desværre synes block-

c. 2018 The New York Times / Paolo Tasca

Blockchains håb og svigt

Foto: Mark Grey AF PAOLO TASCA,

TURNING POINT:

Foto: Fabrice Coffrini / Agence Francee-Presse – Getty Images

chainsamfundet at hælde til øget centralisering.

Ud over business-to-business-platforme, der generelt fungerer oven i private blockchains, som efter hensigten er centralt styret, så er de hurtigste, mest sikre og hurtigst voksende P2P-platforme baseret på offentlige blockchainnetværk – som alle er centraliserede. En håndfuld mennesker laver og håndhæver reglerne.

For eksempel er det kun en lille gruppe “superpower miners” – dem, der tjekker og bekræfter pengeoverførsler – der sikrer de fleste Bitcoin-transaktioner, mens en hård kerne af udviklere laver langt størstedelen af Bitcoins protokolændringer.

Situationen er endnu værre for Ethereum, det største offentlige bundt af blockchain, som tusindvis af P2P-platforme har taget til sig. De ”mining pools”, der ligger

Interessen i blockchainteknologi er steget markant, mens den er ved at indtage et stærkt volatilt valutamarked.

i topfem, sikrer op mod 80 procent of transaktionerne i regnskabsbogen. Udviklerne er ligeledes koncentreret: 20 procent af Ethereums kernekode er skrevet af den samme programmør.

Maskindrevet tillid er ved at tage springet fra systemer, der bliver kontrolleret af techgiganter, til systemer, der bliver kontrolleret af en lille gruppe anonyme techguruer.

Hvis det kun er få medlemmer, der kan ændre i systemets regnskabsbog og styre protokollen, hvor er så de åbne, transparente, gratis og universelt tilgængelige blockchains, som så mange håbede ville omgå tredjepartskontrol og overvågning?

I sidste ende rejser denne nye grænse for håndtering af tillid i den digitale verden et temmelig ubehageligt valg: Enten sælger vi vores private data til centralise-

rede, men ansvarlige tillidsudbydere, eller vi beholder den direkte “kontrol” med vore data gennem en tillidsmaskine, der drives af en lille gruppe af anonyme mennesker, der kan vise sig at være skurke.

Disse styringsproblemer underminerer blockchains troværdighed som en tillidsmaskine for den nye P2P-økonomi. Det ser ud til, at den kunstige tillid blandt peers ikke understøttes af et sæt solide principper. Manglen på tillid vil uundgåeligt splitte blokken op i mindre enheder og fragmentere gruppesolidariteten som de mange kæder, der har udskilt sig fra de oprindelige Bitcoin- og Ethereum-protokoller er beviser på.

Lige nu er der krig om at styre disse blockchainsystemer, og ikke det nye fælles gode, som teknologien stadig har potentialet til at frembringe.

December 2018

101

Palæstinensiske piger passerer forbi FN-kontoret i Rafah i den sydlige del af Gazastriben på vej til skole.

GORDON BROWN, TIDLIGERE PREMIERMINISTER I STORBRITANNIEN, ER FN’S SÆRLIGE UDSENDING FOR GLOBAL UDDANNELSE OG FORFATTER TIL BOGEN GORDON BROWN: MY LIFE, OUR TIMES.

Slå skoledørene op en gang for alle Vi kan sende alle børn i skole i 2030.

Sådan her betaler vi for det.

102

c. 2018 The New York Times / Gordon Brown

Foto: Said Khatib / Agence France-Presse –Getty Images.

TURNING POINT:

Mellem 2000 og 2018 blev antallet af afrikanske børn, der går i grundskole, fordoblet fra 60 millioner til 150 millioner.

I 1848 endte de republikanske oprør mod europæiske monarkier i fiasko og undertrykkelse. Året siges at være et vendepunkt, hvor det ikke lykkedes at vende historien.

2018 vil ganske sikkert markere et lignende vendepunkt. Året, hvor Donald Trumps protektionisme, kinesisk ekspansionisme, en genfødt nationalisme i Indien og Japan, iransk imperieopbygning og russisk opportunisme alt sammen indtraf og underminerede det internationale sam-

arbejde, der har understøttet efterkrigstidens 70 år gamle internationale orden.

Blandt ulykkerne har været aftaler om klimaforandring, atomvåben og handel, hvor verden pludselig ser ud til at være splittet og uden ledelse.

For tiden bliver der holdt skåltaler for FN’s internationalt anerkendte bæredygtighedsmål, der sætter ambitiøse deadlines for at udrydde analfabetisme, undgåelige sygdomme, fejlernæring og ekstrem fattigdom. Men der er nu flere tegn på, at målene på trods af António Guterres’, FN’s generalsekretær, og hans stedfortræders, Amina J. Mohammeds, brave indsats bliver undergravet, fordi det er mislykkedes os alle at nå til enighed om de økonomiske midler til at finansiere dem.

Det fjerde verdensmål – lige adgang til kvalitetsuddannelse for alle – forpligter os på at gøre vores generation til den første i historien, der i 2030 sender alle børn i skole.

I dag er den skamfulde kendsgerning, at der er 260 millioner børn, der ikke går i skole. Blandt dem, der går i skole, vil 400 millioner samlet set forlade skolen, før de fylder 12 år, og flere end 800 millioner, halvdelen af udviklingslandenes drenge og piger, vil afslutte deres folkeskolegang uden de rette kvalifikationer til den moderne arbejdsstyrke.

Et nyligt Verdensbank-studie viser, at børneægteskaber kunne høre fortiden til, hvis alle piger gik i skole. Desværre vil cirka 230 millioner af de 430 millioner piger i skolealderen i lavindkomstlande eller lavere mellemindkomstlande ifølge UNESCO aldrig færdiggøre deres folkeskole. Og pigers analfabetisme har en ødelæggende effekt på et samfunds sundhed, blandt andet er børnedødeligheden i Afrika langt højere blandt mødre uden uddannelse.

Udfordringen er med andre ord enorm.

Alligevel er international bistand til

uddannelse faldet over de seneste årtier fra 13 procent af al bistand til blot 10 procent. Med kun 10 dollars per barn per år er der ikke engang penge nok til dække udgiften til en brugt skolebog.

De meget hyldede offentlig-private partnerskaber, som man med Verdensbankens, Den Internationale Valutafonds og FN’s ord forventede ville gøre “milliarder til billioner”, mangler stadig at materialisere sig. Og mens verdenssundhed og uddannelsesinstitutioner i de udviklede lande bliver begunstiget af fremtrædende private filantroper, så har global uddannelse endnu ikke fundet vor tids Andrew Carnegie (amerikansk filantrop, red.).

Virksomhedsinvesteringer i global uddannelse udgør en brøkdel af de investeringer, som bliver gjort i global sundhed og miljø.

Med kun 12 år til 2030-deadlinen for at nå universel uddannelse så er vi ved sandhedens time. Uden dramatiske politiske ændringer vil 200 millioner børn i skolealderen ikke gå i skole i 2030. I stedet for vil de sandsynligvis være på gaden, hvor de bliver nemme ofre for ekstremister, der vil udnytte vores brudte løfter om uddannelse som et bevis på, at fredelig sameksistens aldrig vil virke.

Hvis de ikke er på gaderne, vil de millioner af unge, som er blevet nægtet uddannelses- og jobmuligheder i deres hjemlande, flytte. Medmindre noget af verdens rigdom flytter til Afrika, så vil afrikanere i stigende grad flytte til den rige verden, idet millioner af mulige migranter overbeviser sig selv om, at det er bedre at være fattig i et rigt land end at være rig i et fattigt land.

International Finance Facility for Education med ti milliarder dollars i ryggen kan bryde bistandsdødvandet. Som foreslået af Uddannelseskommissionen, et internationalt initiativ, som jeg er formand for, fokuserer fonden på de mere end 700 millioner børn, der bor i verdens

December 2018

103

En Rohingamuslimsk dreng på flugt fra overgrebene i Myanmar laver lektier i flygtningelejren Balukhali i Bangladesh.

Foto: Dibyangshu Sarkar / Agence France-Presse – Getty Images.

lavere mellemindkomstlande, som huser langt størstedelen af verdens flygtninge og fordrevne børn.

Disse cirka 50 lande er for fattige til selv at dække udgifterne for uddannelse til alle, men for rige til at modtage større bevillinger fra multilaterale udviklingsbanker. De lån, der er tilgængelige, kommer med en rente på fire procent. Som konsekvens er der kun afsat 350 millioner dollars eller 50 cent per barn til uddannelse i de lande.

Ved at tilbyde udviklingslande overkommelig finansiering vil den nye fond udfylde den gabende kløft i den internationale bistand. Donorlandene stiller garantier: 2 milliarder dollars geares ved markedslån op til 8 milliarder dollars til finansiering. Og det vil blive suppleret af 2

104

milliarder dollars fra gavebistand, der gør, at vi kan skære ned på renten på lånene.

Ved at omsætte 2 milliarder gavebistand Medmindre noget af til 8 milliarder verdens rigdom flyttes bistand kan vi til Afrika, så vil afrikaf å den f inannere i stigende grad siering, vi tilbyflytte til den rige verden, der, til at nå fire idet millioner af mulige gange så langt migranter overbeviser som konventiosig selv om, at det er nel bistand. bedre at være fattig i et Til gengæld rigt land end at være rig f o r d e n s ty r i et fattigt land. kede internationale f inansiering bliver udviklingslande opfordret til at fordoble deres egne investeringer i

uddannelse fra de nuværende 2-3 procent til 4-5 procent af den nationale indkomst.

Det vil være nok til at skabe de ekstra 200 millioner skoler, som skal til for endelig at få alle børn i skole.

En global fond for uddannelse i samme skala som den globale fond, der bekæmper aids, tuberkulose og malaria, ville være med til at opfylde vores længe forsinkede løfte om uddannelse for alle og bringe en af de ringest finansierede bæredygtighedsmål inden for rækkevidde.

Det ville også sende et budskab på det rette tidspunkt: at under selv de mest isolerede og protektionistiske omstændigheder kan vi stadig fremme internationalt samarbejde og vise, at globalisering stadig kan gavne dem, der er blevet efterladt på perronen.

TURNING POINT:

Kina fjerner begrænsning på præsidentperioder.

Autokraternes kujonagtige ansigt Overgangen fra demokrati til personkult begynder med ledere, der lyver hele tiden.

Foto: Damon Winter / The New York Times

Foto: Adem Altan / Agence France-Presse – Getty Images

Foto; Greg Baker / Agence France-Presse – Getty Images

Foto: Alexey Druzhinin / Agence France_presse –Getty Images

December 2018

105

TIMOTHY SNYDER ER LEVIN-PROFESSOR I HISTORIE VED YALE UNIVERSITET OG FAST FORSKER VED INSTITUTTET FOR HUMANVIDENSKABER I WIEN. HAN ER KENDT FOR SINE BØGER BLOODLANDS OG ON TYRANNY. HANS SENESTE BOG ER THE ROAD TO UNFREEDOM: RUSSIA, EUROPE, AMERICA

En demonstrant fra Mexico City ihukommer Tlatelolco-massakren i 1968.

Foto: Ronaldo Schemidt / Agence France-Presse.

106

c. 2018 The New York Times / Timothy Snyder

Først ser vi ansigtet. Ansigtet på Amerikas Donald Trump eller Ungarns Viktor Orbán eller Ruslands Vladimir Putin eller Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan.

Ansigtet på mænd, der vil lave demokrati om til personkult.

Ansigtet er det ældste symbol på lederskab; symbolet, der virker for en klan eller stamme. Hvis vi kun ser ansigtet, tænker vi ikke på politikker eller politik; i stedet accepterer vi det nye regime og dets regler. Men demokrati handler om folket og ikke om en enkelt myteomgærdet person.

Mennesker har behov for sandhed, som bliver ødelagt af en personkult. Teorier om demokratier, fra det gamle Grækenland over Oplysningstiden til i dag, tager for givet, at verden omkring os fører til forståelse. Vi higer efter kendsgerninger side om side med vores medborgere. Men i en personkult bliver sandhed erstattet af overbevisninger, og vi tror på det, som lederne vil have os til at tro. Ansigtet erstatter tankerne.

Overgangen fra demokrati til personkult begynder med en leder, der er villig til hele tiden at lyve for at miskreditere sandheden som sådan. Overgangen er gennemført, når folk ikke længere er i stand til at skelne mellem sandhed og følelse.

Personkulten virker ens alle steder; den hviler på den unøjagtige forestilling om, at ansigtet på en måde repræsenterer nationen. Personkult får os til at føle snarere end at tænke. Helt specifikt får de os til at føle, at det første spørgsmål i politik er “Hvem er vi, og hvem er de?” snarere end “Hvordan er verden, og hvad kan vi gøre ved det?”. Når vi først har godtaget, at politik handler om “os og dem”, føler vi, at vi ved, hvem “vi” er, fordi vi føler, at vi ved, hvem “de” er. I virkeligheden ved vi ikke noget, for vi har accepteret frygt og nervøsitet – dyriske følelser – som grundlag for politik.

Vi er blevet narret.

Vore dages autoritære Ansigtet er det ældste ledere stikker mellemstosymbol på lederskab; re løgne. De henviser kun symbolet, der virker for overfladisk til erfaringer; en klan eller stamme. de trækker os dybt ind i en følelseshule. Hvis vi tror på, at Barack Obama er muslim og født i Afrika (en amerikansk løgn bakket op af Rusland), eller at Hillary Clinton er en pædofil bordelmutter (russisk løgn bakket op af USA), så tænker vi os ikke om; vi giver efter for seksuel og fysisk frygt.

De mellemstore løgne er ikke helt på niveau med de totalitære lederes store løgne, selvom Orbáns angreb på George Soros for at være leder for en jødisk sammensværgelse kommer ret tæt på. De er dog store nok til, at de er med til at afmontere den faktiske verden. Idet vi godtager løgnene, så åbner vi os for at tro på en hel stribe andre usandheder eller i hvert fald få os til at mistænke, at der er andre

Foto: Shonagh Rae / The New York Times

og større sammensværgelser. Lederens ansigt bliver som resultat heraf et flag, en løsrevet markør for “os” og “dem”. Internettet og de sociale medier får os til at se politik på denne tosidige måde. Vi har en forestilling om, at vi træffer valg, når vi sidder foran computeren, men valgene er i virkeligheden vinklet til os af algoritmer, der ved, hvad der vil få os til at forblive online. Vores onlineaktiviteter bliver politiske instruktioner, vi gør os modtagelige over for politikere, der gentager den samme modsætning: Hvad gør os bange, og hvad får os til at føle os trygge? Hvem er de, og hvem er vi?

En personkult plejede at kræve monumenter; nu kræver de “memes”. Sociale medier udfylder folkets forestillingsevne, ligesom de store statuer af tyranner fra gamle dage fyldte det offentlige rum. Men som disse monumenter minder os om; tyranner dør altid.

Den tomme heteroseksuelle opstilling, de skjorteløse fotomuligheder, misogynien og ligegyldigheden over for kvindelig erfaring, antihomoseksualitetskampagner, de er alle skabt for at skjule et grundlæggende faktum: En personkult er steril. Den kan ikke reproducere sig selv. Personkult er tilbedelse af noget midlertidigt. Således er den forvirrende og på bunden kujonagtig: Lederen kan ikke forholde sig til det faktum, at han skal dø og vil blive erstattet, og borgerne opretholder illusionen ved at glemme, at de også har ansvar for fremtiden.

Personkulten sløver evnen til at få et land til at fungere. Når vi accepterer personkulten, opgiver vi ikke blot vores ret til at vælge ledere og udmarver de institutioner, der ville give os lov til at gøre det i fremtiden. Når vi bevæger os væk fra demokratiet, så glemmer vi dets formål: at give os alle en fremtid.

En personkult tilsiger, at en person altid har ret; så efter hans død følger kaos.

Demokrati tager højde for, at vi alle laver fejl, men giver os ofte en chance for at rette dem. Demokrati er den modige måde at være et land. En personkult er en kujonagtig måde at ødelægge et land.

December 2018

107

DISTRIBUERET AF THE NEW YORK TIMES LICENSING GROUP

c. 2018 The New York Times

JANUAR

Terror i Afghanistan Næsten 100 mennesker blev dræbt, da en ambulance eksploderede på en travl gade i Kabul 27. januar. Efter at have passeret et sikkerhedscheckpoint detonerede ambulanceføreren sprængstoffer inde i bilen, da han nåede et andet stop. Taleban tog ansvar for bomben. Det var det dødeligste angreb på afghansk jord i månedsvis og skete få dage efter, at Taleban havde belejret Intercontinental Hotel i Kabul og forårsaget 22 menneskers død. Regeringen kaldte ambulanceangrebet for et angreb mod menneskeheden og beskyldte nabolandet Pakistan for at hjælpe Talebans ledere.

Foto: Andrew Quilty/The New York Times

108

JANUAR

Mudderskred og brande hærger Californien Mindst 22 mennesker mistede livet i de mudderskred, der oversvømmede Montecito, Californien, 9. januar. Californiens afdeling for skovbrug og brandbeskyttelse meddelte, at mere end 65 hjem var blevet ødelagt, og flere hundrede var beskadiget. En serie skovbrande havde omringet det sydlige Californien i de foregående måneder og brændt vegetation og ødelagt jord, der kunne have fået mudderskreddene til at aftage. Thomas-branden brændte alene 281.000 hektar i Ventura og Santa Barbara Counties i december 2017 og satte rekord for den største brand i delstatens historie. Eksperter advarer om, at ødelæggelserne fra brandene kan gøre området sårbart over for mudderskred i de kommende år.

Foto: Jim Wilson/The New York Times

ÅRET I BILLEDER

December 2018

109

FEBRUAR

Zumas regeringstid slutter i Sydafrika Den engang så urørlige Jacob Zuma trådte af som præsident i Sydafrika 14. februar efter næsten ni år på posten. Zumas politiske parti, African nikolasNational Congress (ANC), pressede ham til at træde af, efter at han først havde nægtet at forlade posten frivilligt. Hans regeringstid blev skændet af uetisk ledelse, blandt andet med vidtrækkende magtmisbrug og korruption. Zuma, der kæmpede imod antiapartheidsystemet og sad fængslet på Robben Island sammen med Nelson Mandela, blev efterfulgt som præsident af Cyril Ramaphosa.

Foto: Sumaya Hisham/Reuters

ÅRET I BILLEDER

FEBRUAR

Valentinsdagsmassakre på high school i Florida 17 mennesker blev dræbt, da 20-årige Nikolas Cruz åbnede ild mod elever på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, 14. februar. Det var det værste skoleskyderi i USA siden tragedien på grundskolen Sandy Hook i 2012. I månederne efter skyderiet gik de overlevende elever aktivt ind i kampagnen for strammere våbenkontrol. De dannede en politisk aktionskomite og stod for den landsdækkende March for Our Lives-demonstration den efterfølgende måned.

Foto: Saul Martinez/The New York Times

110

December 2018

111

112

MARTS

Del Toros Shape of Water vinder stort ved Oscaruddeling 4. marts kunne Guillermo del Toro hjemtage en Oscar for bedste instruktør ved den 90. Oscaruddeling og markerede, at det var fjerde gang i fem år, at en mexicansk filmskaber blev tildelt instruktørprisen. Blandt de nominerede var Greta Gerwig, den femte kvinde til at blive nomineret i kategorien for sin instruktørdebut Lady Bird, og Jordan Peele, der blev nomineret som den femte afrikansk-amerikanske instruktør i Oscarhistorien for sin film Get Out. Del Toros Shape of Water, en fantasi over fisk ude af deres rette element under Den Kolde Krig, vandt også for bedste film, bedste originale underlægningsmusik og bedste produktionsdesign.

Foto: Noel West/The New York Times

ÅRET I BILLEDER

December 2018

113

APRIL

Korea tager et skridt mod fred 27. april mødtes Nordkoreas leder Kim Jong-un og Sydkoreas præsident Moon Jae-in i den demilitariserede zone, den stribe land, der deler den koreanske halvø. Efter at have trykket hænder fra hver deres side af grænsen krydsede Kim grænsen som den første nordkoreanske leder siden delingen af Korea i 1945. Mødet kulminerede i en aftale om at arbejde hen imod en “atomfri koreansk halvø” og en slutning på Koreakrigen. Optøningen mellem de to lande blev hjulpet på vej af genvalget i 2017 af den genforeningsvenlige Moon og en forsonlig nytårstale af Kim og fortsatte de følgende måneder med møder mellem nordog sydkoreanske embedsmænd, samarbejde i sportsbegivenheder og aftaler rettet mod at lette militære spændinger.

Foto: Korea Summit Press Pool/The New York Times

Ã…RET I BILLEDER

116

MAJ

ÅRET I BILLEDER

MAJ

Filmmogul arresteret i New York 25. maj arresterede politiet i New York City Harvey Weinstein, den tidligere filmmogul, der var blevet anklaget for seksuelle krænkelser og overgreb på over 80 kvinder. Weinstein blev løsladt mod kaution samme dag og blev senere sigtet på baggrund af en lang række anklager for seksuelle overgreb. Han kendte sig ikke-skyldig i alle tilfælde. Anklagerne mod Weinstein åbnede for sluserne i MeToo-bevægelsen, der blotlagde seksuelle krænkelser begået af talrige mænd i magtfulde positioner.

Voldsomme vulkanudbrud tvinger tusinder på flugt I kølvandet på en stribe jordskælv brød Hawaiis Kilauea-vulkan ud 3. maj. Kilauea, der ligger på øgruppens Big Island, er den yngste af de fem vulkaner, der udgør den amerikanske stat, og er en af verdens mest aktive. Da vulkanen brød ud, spyede den bjergmasser og et farligt højt niveau af svovldioxidgas op fra dybe revner i jorden, og en askesøjle steg over ni kilometer op i luften. Tusindvis af mennesker blev tvunget på flugt fra det omgivende område, og hundredvis af hjem blev ødelagt, dog var der ingen dræbte. Hawaiis turismeindustri blev alvorligt ramt, da krydstogtskibe aflyste deres landgang på Big Island, og hotelbookinger styrtdykkede.

Foto: Tamir Kalifa/The New York Times

Foto: Todd Heisler/The New York Times

December 2018

117

JUNI

Protest over adskillelse af familier ved grænsen mellem USA og Mexico Den amerikanske præsident, Donald Trump, underskrev 20. juni et dekret, der satte en stopper for familieadskillelser ved grænsen mellem USA og Mexico. Administrationens nultolerancepolitik i forhold til indvandring førte til retsforfølgelse af enhver voksen, der blev taget i illegalt at krydse grænsen, og som resultat heraf blev over 2.000 børn adskilt fra deres familier mellem april og maj. Mens det kom frem, hvordan forældre og børn led, tvang offentlige protester Trump-administrationen til at ændre kurs, selvom Trumps dekret ikke nævnte noget om, hvad der skulle ske med de børn, der allerede var blevet skilt fra deres familier.

Foto: Todd Heisler/The New York Times

ÅRET I BILLEDER

118

JUNI

Historisk topmøde i Singapore 12. juni trykkede USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, hænder ved et historisk topmøde i Singapore. Det var det første møde nogensinde mellem en siddende amerikansk præsident og lederen i Nordkorea. Trump og Kim poserede for fotografer og udtalte sig kort, inden de gik ind til et 45 minutters møde i enrum med kun oversættere til stede. De to ledere underskrev afslutningsvis en fælles aftale, der erklærer, at der arbejdes hen imod Nordkoreas atomafrustning og fremme af en mere stabil koreansk halvø.

USA trak sig senere fra fælles militære øvelser med Sydkorea, som viste sig at være en indrømmelse til Nord.

Foto: Doug Mills/The New York Times

December 2018

119 911

JULI

Blodmåneformørkelse 27. juli var det meste af Jorden vidner til den længste hele måneformørkelse i det 21. århundrede. Blodmåneformørkelsen varede i 103 minutter, og mens den ikke var synlig i Nordamerika, blev den set i sin helhed i Europa, Afrika og dele af Asien. Denne himmelske begivenhed fandt sted i samme måned, som Mars rykkede det tætteste, den har været på Jorden i 15 år.

Foto: Mohamed Abd El Ghany/Reuters

ÅRET I BILLEDER

120

JULI

Frankrig vinder verdensmesterskabstitlen 15. juli vandt Frankrig VM i fodbold, da de slog Kroatien 4-2 i en intens finalekamp på Luzhniki-stadium i Moskva. Sejren var Frankrigs anden VM-sejr og skete 20 år efter, det franske hold besejrede Brasilien i 1998 og kunne kalde sig verdensmester for første gang. Frankrigs sejr afrundede en udgave af turneringen, der blev skæmmet af spændinger, da anklager dukkede op om korruption i forbindelse med Ruslands bud på værtskabet, og der blev rettet kritik mod præsident Vladimir Putins involvering i den aktuelle konflikt i Ukraine. Blot få dage før VM blev sparket i gang, trak Nike overskrifter, da virksomheden annoncerede, at den ikke længere ville lægge tøj til det iranske fodboldlandshold på grund af nye sanktioner mod Iran indført af USA. Foto: Philippe Wojazer/Reuters

December 2018

121

122

AUGUST

ÅRET I BILLEDER

AUGUST

Paven besøger Irland, mens kirkeskandale eskalerer

Hårde tider for Tyrkiet Tyrkiets valuta ramte et rekordlavt niveau i august, da landet blev ramt af den værste økonomiske krise siden 2001. 13. august nåede liraens valutakurs 7,2 over for dollaren; der var omkring 3,8 lira mod dollaren i begyndelsen af 2018. Økonomer tilskrev præsident Recep Tayyip Erdoğan meget af ansvaret, eftersom han har stiftet gæld for at finansiere store infrastrukturprojekter. En fastlåst situation mellem Tyrkiet og USA, der førte til sanktioner som svar på Ankaras tilbageholdelse af en amerikansk præst for spionanklager, accelererede liraens fald.

Foto: Nicole Tung/The New York Times

25. august ankom Pave Frans til et todages besøg i Irland for at deltage i World Meeting of Families, en sammenkomst for romerske katolikker. Det var det første pavebesøg i Irland i næsten 40 år og fandt sted, netop som skandalen omkring seksuelt misbrug af børn, der har rystet den katolske kirke de senere år, rullede. Skandalen tog fart efter kirkens afdækning af, at den tidligere ærkebiskop i Washington Theodore McCarrick havde været involveret i seksuelle krænkelser for årtier tilbage. I en tale i Dublin anerkendte paven krisen, men han modtog skarp kritik for ikke at fremlægge en handlingsplan – og for oplysninger om, at han havde hjulpet med at dække over McCarricks misbrug.

Foto: Paulo Nunes dos Santos/The New York Times

December 2018

123

SEPTEMBER

Sejr for homoseksuelles rettigheder i Indien Tilhængere af homorettigheder i Indien jublede 6. september, efter at landets højesteret traf afgørelse om at afkriminalisere homoseksuel sex under samtykke. Rettens fem dommere vedtog enstemmigt at omgøre en afgørelse fra 2013, der genindførte et 157-år gammelt forbud mod sex, som anses for at være “mod naturens orden”. Tusindvis af homoseksuelle var blevet retsforfulgt på baggrund af loven, før den blev dømt forfatningsstridig i 2009. Indiens højesteretsdommer Dipak Misra kaldte loven, kendt som sektion 377, for “irrationel, uforsvarlig og tilsyneladende vilkårlig”. Den skelsættende afgørelse var en kæmpe sejr for LGBT-aktivister i Indien, hvor homoseksualitet ofte er tabubelagt.

Foto: Francis Mascarenhas/Reuters

SEPTEMBER

Nationalmuseum i Brasilien går op i flammer 2. september brød en ødelæggende brand ud i Brasiliens nationalmuseum i Rio de Janeiro. Ildebranden slugte hurtigt den 200-år gamle bygning, der husede mere end 20 millioner genstande fra det gamle Egypten, Rom og Brasiliens oprindelige kulturer. Museumsfolk sagde, at næste 90 procent af samlingen – der indeholder dokumenter, kunstværker og arkæologiske fund – gik til i branden. Nationalmuseet, der blev grundlagt i 1818 af Portugals kong John VI, var Brasiliens ældste videnskabelige institution, men havde lidt under år med økonomisk forsømmelse og manglede et sprinklersystem.

Foto: Lianne Milton/The New York Times

124

Ã…RET I BILLEDER

December 2018

125

126

OKTOBER

Journalist dræbt på saudiarabisk konsulat ÅRET I BILLEDER

OKTOBER

Canada legaliserer marihuana 17. oktober blev Canada det andet land i verden efter Uruguay til at legalisere marihuana til privat forbrug.

Ifølge landets cannabislov må voksne købe op til 30 gram marihuana fra statsautoriserede forhandlere.

Lovliggørelsen opfyldte et valgkampsløfte fra den canadiske premierminister, Justin Trudeau, der argumenterede for, at legalisering ville være med til at sænke antallet af marihuanarelateret kriminalitet og sætte en stopper for børns brug af stoffet. Ifølge en beregning fra Deloitte forventes Canadas marihuanaindustri at generere op imod 4,3 milliarder dollars i det første år.

2. oktober forsvandt Jamal Khashoggi, en markant journalist fra Saudi-Arabien, efter at være gået ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul. Khashoggi, der var kritiker af kronprins Mohammed bin Salman og boede i selvvalgt eksil i USA, var taget hen på konsulatet for at indhente papirer i forbindelse med sit forestående ægteskab. Saudi-Arabiens regering nægtede indledningsvist at have noget med Khashoggis forsvinden at gøre, men tyrkiske embedsmænd anklagede efterfølgende et hold af 15 saudiarabiske agenter for drabet. Saudiarabiske myndigheder måtte derefter erkende, at den savnede journalist var blevet myrdet af hårdhændede tjenestemænd efter et skænderi, men nægtede påstande om, at mordet var blevet beordret af prins Mohammed.

Foto: Ozan Kose/Agence France-Presse - Getty Images

Foto: Carlos Osorio/Reuters

December 2018

127

128

NOVEMBER

Overraskende resultater ved det amerikanske midtvejsvalg For første gang i historien vil der være mindst 100 indvalgte kvinder i Repræsentanternes Hus. Blandet dem er blot 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez, som bliver den yngste kvinde, der er valgt til Kongressen.

I Colorado blev Jared Polis landets første åbent homoseksuelle guvernør og flere homo- og biseksuelle samt transkønnede blev valgt til et politisk embede end i nogen valghandling førhen. Sharice Davids og Deb Haaland blev de første kvindelige kongresmedlemmer med indfødt amerikansk baggrund, og Ilhan Omar og Rashida Tlaib de første muslimske kvinder.

Foto: Erin Schaff/The New York Times)

ÅRET I BILLEDER

December 2018

129

DECEMBER

Mexicos nye præsident indsværges Andrés Manuel López Obrador aflagde sin ed som Mexicos nye præsident 1. december. Han er tidligere borgmester i Mexico City og vandt en jordskredssejr ved præsidentvalget i juli. Det gør ham til den første venstreorienterede mexicanske leder i årtier, og han efterfølger den voldsomt upopulære Enrique Peña Nieto som præsident. López Obrador, kendt under sine initialer, AMLO, har lovet at bekæmpe korruption, fattigdom og volden, der strømmer ud af narkotikaindustrien. Valgsejren er kulminationen på en valgkamp med rekordmange drab - mindst 136 politikere blev dræbt i de ti måneder, der ledte op til selve valghandlingen.

Foto: Press Office Andres Manuel Lopez Obrador/REUTERS)

ÅRET I BILLEDER

Olieindustrien oplever et boom, men vil det vare ved?

Kun en lille del af det globale energibehov bliver dækket af vedvarende energiformer som vind og sol. Men presset for grøn omstilling gør olie- og gasindustrien kortsigtet – så hvad gør vi nu?

132

LONDON: De gode tider er tilbage. Eller er de? Pengene strømmer igen ind hos de internationale olievirksomheder efter en barsk periode med budgetnedskæringer og beskæftigelsesnedgang, der fulgte med dykket i oliepriser i 2014. De store olievirksomheders overskud nærmer sig nu eller overstiger i nogle henseender niveauerne før krakket.

For otte af verdens største olieselskaber, inklusive ExxonMobil, Chevron, BP og

Royal Dutch Shell, var det frie cashflow – en opgørelse, der følger de penge, der går ind og ud af selskabskasserne – 30,9 milliarder dollars i 2017. Langt mere end de 3,8 milliarder dollars, der ifølge en beregning foretaget af Bernstein Research, blev noteret i 2014, da oliepriserne var langt højere.

Det var vel at mærke, efter at aktionærerne havde fået udbetalt hele 46 milliarder dollars i udbytte. Årsagen til de velpolstrede tal? En kom-

c. 2018 The New York Times / Stanley Reed

STANLEY REED, JOURNALIST, THE NEW YORK TIMES

Den Chevron-ejede Captain Platform i Nordsøen ud for Aberdeen i Skotland.

Foto: Chevron North Sea Ltd. via The New York Times

bination af højere priser for Brent-råolie og en fortsat stramning af omkostningerne. Der har også været udskiftning på topposterne: Michael Wirth hos Chevron; Patrick Pouyanné hos det franske selskab Total og Ben van Beurden hos Royal Dutch Shell, der alle arbejdede i selskabernes mindre glamourøse og mere omkostningsbevidste raff inaderi- og petrokemi-afdelinger, har taget tøjlerne og indført en mere påholdende mentali-

tet til det at finde og udvikle nye oliefelter.

I 100-dollars-per-tønde-æraen herskede i modsætning hertil en “hvad-end-det-koster-tilgang”.

“Du ser bestemt en anderledes kultur gennemsyre disse organisationer,” siger Oswald Clint, analytiker ved Bernstein i London. Den nuværende gruppe af administrerende direktører er mere “fokuseret på at spare og ikke blot at bygge smart legetøj”, fortæller han.

Den grønne omstilling Udover den bitre erfaring med lave priser påvirker bekymringer om fossile brændstoffers rolle i klimaforandringer også industriens adfærd.

Mens efterspørgslen på olie er steget støt de senere år, er spørgsmålet, om den vil fortsætte med at vokse, når regeringer og samfund kræver et skift til en kulstoffattig økonomi, som kun kan opnås ved at sætte forbruget af de CO2-udledende

December 2018

133

fossile brændstoffer ned. Mens Trumpregeringen forsøger at tilbagerulle reguleringen af energiproducenter, frygter oliedirektører, at fremtidige regeringer vil genindføre reglerne endnu mere aggressivt.

“Jeg vil mene, at dette er det vanskeligste tidspunkt for industrien siden OPEC-krisen og nationaliseringerne i

134

1960’erne og 1970’erne,” siger J. Robinson West, direktør for konsulentfirmaet BCG Center for Energy Impact, og henviser til, da de vestlige olieselskabers mistede deres lukrative koncessionsaftaler i lande som Iran, Libyen og Saudi-Arabien.

Mens de grubler over usikkerheder som disse, er selskabsbestyrelser påpasselige med at godkende de langsigtede multimil-

liardprojekter, der plejede at være olieindustriens basis. “Hvordan godkender man de kæmpe projekter, der har et 20-års liv, når man ikke ved, hvordan erhvervsmiljøet vil være om 20 år,” spørger West.

Under disse usikre omstændigheder ønsker investorerne samtidig hurtige afkast, hvad angår højere og højere udbytte og aktietilbagekøb.

De ubelejlige hindringer skaber et eksistentielt problem for olieindustrien og samfundet som sådan.

Når kun en lille del af det globale energibehov bliver dækket af vedvarende energiformer som vind og sol, så ser det ud til, at olie og gas bliver ved med at være vigtige brændstoffer i årtier frem. “Jeg tror ikke, at olie vil være under pres de næste 30 til 40 år,” fortæller Claudio Descalzi, administrerende direktør for det italienske selskab Eni, mens han anerkender, at industrien i sidste ende skal reducere udledningerne.

Grønt pres på ny udforskning Alligevel ser det ud til, at regerings- og samfundspresset på oliehandlen sandsynligvis vil stige og potentielt afskrække investeringer i nye forekomster, der er nødvendige for at imødekomme efterspørgslen. Julie Wilson, analytiker ved Wood Mackenzie, et energi-konsulentfirma, siger, at udgifter til udforskning faldt til 35 milliarder dollars sidste år fra 94 milliarder dollars i 2014.

Wilson fortæller, at administrerende direktører nu fokuserer mere på at finde olie tæt på eksisterende anlæg, der hurtigt kan udvikles, ligesom andre aktiviteter, der for eksempel kan få mere olie ud af eksisterende felter – alt sammen for at producere relativt hurtige afkast uden store forudgående udforskninger.

“Forskere skubber af natur grænserne for, hvad der er muligt,” analyserer hun og henviser til Den Mexicanske Golf, hvor forskere, der tester grænserne for teknologiens grænser, fandt olie på svimlende dybder. “Der er meget lidt appetit på den form for udforskning nu; der er ikke opbakning i oliepriser og budgetter,” tilføjer hun.

Omkostningspres ser ud til stå bag nylige beslutninger hos Chevron, der tidligere i dette århundrede udviklede et af deres største projekter, Gorgon, en 54 milliarder dollars flydende naturgasgigant i Australien, der så langt overgik dets oprindelige omkostningsestimat. Den nye administrerende direktør, Wirth, har sat selskabets aldrende oliefelter i den britiske Nordsø

til salg. 1. oktober meddelte Chevron, at det solgte selskabets fremtid i regionen: et lovende, men dyrt grænsefelt kendt som Rosebank fra Skotland til norske Equinor.

Budskabet ser ud til at være, at det er bedre at tage pengene nu og vende ledelsens opmærksomhed og langtidsrisiko for de kommende årtier over mod noget andet. “Chevron gennemgår dets globale portefølje regelmæssigt for at sikre, at aktiver fortsætter med at leve op til vores investeringskriterier,” udtalte selskabet i en pressemeddelelse.

BP, den London-baserede oliegigant, var engang kendt som en produktiv dealmaker. I de senere år har selskabet dog undgået større opkøb, delvis på grund af det katastrofale udslip ved Den Mexicanske Golf i 2010 ved Deepwater Horizon-boreplatformen, der Jeg tror ikke, at olie vil være under pres de kostede selskabet mere end 66 næste 30 til 40 år. milliarder dollars Claudio Descalzi, i bøder og erstatadministrerende ning. direktør for det italienske selskab Eni. Da BP’s direktører i juli følte sig sikre nok til at vende tilbage til forhandlingsbordet, valgte de at betale 10,5 milliarder dollars for det australske mineselskab BHP Billitons skiferolie- og gas-grunde i USA. Med de 470.000 hektar, som de erhvervede i Texas og andre steder, følger meget lav risiko ifølge direktørerne. Takket være BHP og andre så ved de allerede, at der er olie her. Ved at benytte særligt perfektionerede teknikker kan de bore tusindvis af mineskakter på land på en næsten industriagtig måde.

Skifer er hurtigt Skiferboringerne vil producere olie langt hurtigere sammenlignet med de år, det tager at etablere et olieprojekt på dybt vand eller flydende naturgas-faciliteter, og på den måde gøre selskabet mindre sårbart over for prisændringer og investorer og bestyrelser mindre bekymrede.

“Der er grundlæggende nul undergrunds-

risiko,” siger Dave Lawler, administrerende direktør for BP’s Lower 48- eller skifer-forretning.

Mens skifer plejede at være de mindre olieselskabers, de uafhængiges, domæne, er de fleste af BP’s rivaler, inklusive Exxon Mobil og Chevron, ved at rykke ind på feltet og bruger store dele af deres kapital på skifer.

Mange ser van Beurden fra Shell som en direktør, der inkarnerer de fornødne egenskaber i industrien. Van Beurden, der blev administrerende direktør i 2014, er klar over, at olie- og gas-handel bliver ved med at være vital for et selskab som Shell. Han forbedrede en moderat finansiel performance ved at købe et britisk energiselskab ved navn BG for 54 milliarder dollars i 2016, da oliepriserne var lave, og indbragte en stor portefølje af flydende naturgas, en hurtigt-voksende energikilde, der har et lavere kulstofspor end olie. BG havde også olie med, mestendels i Brasilien.

En del af løsningen Van Beurden erkender også, at hans selskab vil komme i vanskeligheder, medmindre det overbeviser samfund og regeringer om, at det vil være en del af løsningen på klimaforandringerne, ikke problemet. Han har gradvist budt ind på forretninger – et solcelleselskab i Californien, et anlæg i England og en elbilsladestation i Holland – møntet på at reducere det samlede kulstofindhold af den energi, Shell sælger.

Nøglen er, sagde han i et tidligere interview, at sikre, at selskabet forblev relevant i fremtiden.

“At forstå, hvordan denne energiomvæltning vil tage sig ud,” sagde Van Beurden, “og hvordan vi kan svare på den, er faktisk det vigtigste strategiske spørgsmål.”

December 2018

135

HITO STEYERL, KUNSTNER, FILMSKABER OG SKRIBENT, HVIS ARBEJDE UNDERSØGER MEDIER, TEKNOLOGI OG BILLEDDISTRIBUTION Foto: Trevor Paglen

Tag virkeligheden tilbage Ligesom socialisme i praksis langtfra har indfriet de revolutionæres højtidelige løfter, er kunstig dumhed en middelmådig og grådig version af den sublime maskinintelligens, der sigter mod at løfte og forbedre menneskers liv.

20. juni 2017 brød BBC’s aftennyhedsprogram sammen. I fire minutter vekslede en breaking news-animation med tilfældige stillbilleder med søgende kamerabevægelser mod en vært, der sad i upåvirket tavshed. Elementerne i den genkendelige sekvens blev hvirvlet rundt, rodet sammen og meningsløse.

Scenen var et resultat af et teknisk uheld – et systemnedbrud. Men den tjente også som et billede på en automatisering, der er gået amok, på årtier med breaking news, der langt om længe er endt i “broken news”.

Budskabet giver stadig genlyd: I denne nye tidsalder af kunstig dumhed er teknologisk omvæltning blevet destruktiv. Dens

136

største offer er virkeligheden selv. Det er langt fra tidligere tiders digitale udbredelse, hvor internetkommunikation blev anset for at fremme global udveksling og forståelse. De tider, hvor ordet global sandsynligvis blev sat sammen med ordet digital, er helt bestemt ovre. De nye eliter i mange vestlige lande er ikke længere kosmopolitter og globalister, men snarere isolationister og identitetspolitikere. Tidligere sigtede teknologien på at forbinde og mediere. Onlineverdenen lignede en Disney-version af multikulturalismen og fremmede en steril tolerance fra oven. Nu splitter og fragmenterer teknologien; den sætter mærkater på folk og rangerer dem i et hierarki.

Mária Schmidt, en historiker tæt på Ungarns illiberale leder, Viktor Orbán, argumenterer for, at automatisering og kunstig intelligens vil reducere efterspørgslen på arbejdskraft og dermed migration. Så automatisering stiller ikke bare lokale arbejdere dårligere, men den tilgodeser også lukkede og homogene samfund. Den skyder også den offentlige samtale i sænk via bots, der agerer som rigtige mennesker og spreder viral misinformation og “broken news”.

Den kunstige dumheds fremmarch er antitesen af, eller snarere millioner af ondskabsfulde små fætre til, kunstig intelli-

gens. Ligesom socialisme i praksis langtfra har indfriet de revolutionæres højtidelige løfter, er kunstig dumhed en middelmådig og grådig version af den sublime maskinintelligens, der sigter mod at løfte og forbedre menneskers liv.

Alle former for mindre kommunikationsapplikationer er kunstige dumheder. Og selvom de ikke nødvendigvis ser imponerende ud, er deres virkning på den virkelige verden forstyrrende: De ødelægger den offentlige samtale og polariserer befolkninger; lønninger og timer bliver styret af algoritmer; kundeservice, sekretærer, rådgivning eller juridisk arbejde udryddes af virtuelle assistenter eller chatbots.

Selv simple ting såsom at købe en billet til fly, tog eller en koncert er blevet uoverstigelige og frustrerende pligter i en tid med målrettede og uigennemsigtige prissætninger. I stedet for en fælles virkelighed og et sæt regler, der gælder alle, står vi med frustration, dysfunktion og spild af dyrebar tid og energi.

Og automatisering er ikke alene om at svække det moderne samfund. De få platforme, der i realiteten ejer den digitale kommunikationssfære, opererer uden seriøs kontrol og modvægt eller blot grundlæggende konkurrence på et åbent marked.

c. 2018 The New York Times / Hito Steyerl

Foto: Stuart Isett / The New York Times

TURNING POINT:

Facebook og Twitter fjernede eller suspenderede millioner af sider, grupper og konti i indsatsen mod at slå ned på bots og trolls.

Foto: Shonagh Rae / The New York Times

Resultatet er en endeløs cyklus af afbrudte nyheder og kvarte sandheder, der bliver forlænget og versioneret til kvalmegrænsen, for i den kunstige dumheds tidsalder er sandhed blevet erstattet af popularitet og reach.

Normerne for reality-tv har fundet fodfæste i den digitale tidsalder. Pointen er ikke, at der ikke er en virkelighed – pointen er, at det er hvert enkelt faktum selv, der konkurrerer mod alle de andre, mens de sociale medier mangedobler alternative versioner af det. Hvis man ikke bryder sig om den virkelighed, man ser, er der altid en anden, skræddersyet til ens præferencer.

Dette er vores virkelige, eksisterende digitale verden: Intet andet end gentagende bølger af febrilsk og giftig agitation, der udfolder sig på kedelige mainstreamkanaler, som afsporer innovation og eksperimenteren og drukner i ulidelige reklamer og dræner folks opmærksomhed og sjæl.

En upopulær sandhed kan ikke overleve online i sådan en verden, fordi udbredelse vægter højere end sandfærdighed. Og for kunstigt dumme automatiseringer og algoritmer bliver virkeligheden defineret af rå kvantitet ved at rangere, rate og udrydde.

Sandhed passer ikke ind i den ramme.

Sandhed er et stykke arbejde med ure-

gerlige og rodede detaljer, der ikke desto mindre kræver opmærksomhed og aldrig går helt op. Det er som regel alt for kompliceret til at være underholdende – faktisk mere det stik modsatte. Hvis sandhed ikke er en markedsegnet ting, ligesom rene omgivelser og livlige kvarterer, så virker det, som om de platforme, der styrer digital kommunikation, viser meget lille interesse i at opretholde den, men lader afbrudte nyheder florere.

Som konsekvens er falske rapporter, digitale rygter og konspirationsteorier blevet flyttet fra yderpoler til mainstream. De har også skabt en ny virkelighed. Mens jeg skriver dette, marcherer en flok gennem den østtyske by Chemnitz, mens de råber antiimmigrantslogans og er ude efter ikkehvide folk. De truer ikke med høtyve; men tager mere sandsynligt deres mobiltelefoner i brug.

I Tyskland overlapper facebookaktivitet med voldeligt hvidt overherredømme.

Racistiske forsamlinger bliver organiseret på få timer via sociale medier, og algoritmer indbygget i platformene forstærker sociale skel og gavner ekstremistiske organisationer. Digital teknologi forøger totalitære bevægelser, og den digitalt indfødte glider umærkeligt over i en digitaliseret form for reaktionær politik.

Fakta er på den anden side ganske sjæl-

Foto: Damon Winter / The New York Times

dent spektakulære. De bliver ikke bedre og kan endda krakelere, når de likes og deles. Og både fakta og sandhed beror på stærke institutioner, ikke forbrugere, til at forsvare dem: domstole, videnskabelige selskaber og uafhængig presse. Det er ikke noget tilfælde, at alle disse institutioner bliver undermineret i mange lande rundtomkring i verden – se oprørerne i Chemnitz snerre “løgnepressen”, nedskæring på videnskabelige forskning i hele den vestlige verden eller forsøg på at omstrukturere de juridiske institutioner såsom Polens højesteret.

Der er mange kortsigtede løsninger på at bidrage til at undgå yderligere udfald af afbrudte nyheder. En af dem er at udfordre og regulere monopolplatforme. Gøre deres algoritmer gennemsigtige og offentligt tilgængelig; lovgivning og debat er en anden. Vi kan forbyde bots og anonyme konti fra sociale medier og styrke institutioner med holdbare og afprøvede regler for at fastslå og bekræfte fakta.

Men vi kan ikke både blæse og have mel i munden, når det gælder det faktuelle. Sandheden vil sjældent være populær eller indbringende. At forvente, at dens popularitet modsvarer dens sandfærdighed, det er ikke bare kunstigt dumt, men blot dumt.

December 2018

137

Mens USA med Donald Trump ved det præsidentielle ror er på vej ud i en blanding af handels- og kold krig med Kina, står Demokraterne ved en korsvej. Skal man gå den mere venstreorienterede vej eller mod centrum?

138

Foto: Christian Hartmann / Reuters

Trump

c. 2018 The New York Times / Roger Cohen

Jeg tror ikke, at en venstreorienteret demokrat kan afsætte

AF ROGER COHEN KLUMMESKRIBENT FOR THE NEW YORK TIMES. HAN KOM TIL NEW YORK TIMES I 1990 OG HAR FUNGERET SOM UDLANDSKORRESPONDENT OG UDLANDSREDAKTØR Foto: The New York Times

ennem forandringens tåge fortættet af præsident Trumps altdominerende narcissisme begynder en ny orden at antage form, men dens skikkelse er endnu ikke til at tyde. Nogle gange ser det ud til, at et mangehovedet uhyre, der skriger med uhyrlige stemmer, toner frem og varsler strid. Alligevel er det måske at undervurdere, hvad et hyperforbundet 21. århundrede tilsiger.

Den aggressive adfærd er sat op i hastighed. De ideer, der gav USA formål i efterkrigstidsverdenen, fra udbredelsen af frihed til en regelbaseret international orden, er blevet forkastet. Med Donald Trumps præsidentskab er det om fredagen umuligt at huske, hvad der virkede skandaløst om mandagen. Selv råddenskab kan normaliseres. Det er den menneskelige natur at tilpasse sig. Global “kultur” bliver i stigende grad defineret af rige, værdiløse eliter – som i Rusland, Saudi-Arabien, Kina og Trumps USA – mens de, der er udelukket fra rigdommen, drejer over mod vred, fremmedfjendsk nationalisme. Det er Crazy Rich Asians (bog af Kevin Kwam om Singapores overklasse, red.) overfor Hillbilly Elegy (J.D. Vances bog om den amerikanske underklasse, red.).

Amerikas ord har mistet værdi, og det var på Amerikas ord, verdens sikkerhed afhang i årtierne efter 1945. I dette vakuum – hvor der ikke er nogen amerikansk dagsorden, bortset fra at vinde handelskrige – rejser Kina sig, straffrihed spreder sig, og autokrater har frit lejde. Ordet “værdier” virker forældet.

Kina, en stadigt mere undertrykkende nation, hvor information bliver kontrolleret, uddanner flest akademikere i verden.

Vi begynder at trække på skuldrene ad det engang utænkelige – tusindvis af børn adskilt fra deres forældre ved den mexicanske grænse; falske eller vildledende udtalelser fra Det Ovale Kon-

December 2018

139

Topmøde mellem lederne for polerne i den nye verdensorden. Varme var følelserne mellem USA's Donald Trump og Kinas Xi Jinping ikke.

Foto: Doug Mills / The New York Times

tor; pressen angribes af præsidenten som “folkets fjende” (et rendyrket totalitært udsagn); en video manipuleret af Det Hvide Hus i et forsøg på at miskreditere en CNN-korrespondent; USA’s efterretningstjeneste dømmes af Donald Trump mindre troværdig end præsident Vladimir Putin; EU bliver af Trump beskrevet som “brutal”, mens den nordkoreanske leder Kim Jong-un omformes fra at være en trussel mod menneskeheden til en “stor personlighed”. Åh, jeg glemte næsten Trumps nylige aflysning – på grund af regn – af et besøg på den amerikanske Aisne-Marnekirkegård i Frankrig på 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig. Vi ved, at Trump hader regn, fordi det påvirker hans hår. Skidt med de mere end 2.250 amerikanere på kirkegården, der mistede livet langt hjemmefra. Vi ved også, at Trump efter næsten to år på posten aldrig har besøgt amerikanske tropper i Afghanistan eller i nogen anden krigszone. Kujonen med den sarte frisure vender ryggen til Amerikas døde og udsendte.

Sådan er Trumps nationalisme et hulter til bulter blændværk af desorienterende slogans og moralsk fornedrelse. Den kinesiske præsident Xi Jinping baner vejen for at regere på livstid, og Trump siger, “måske skal vi give det et forsøg en dag”. Det var en joke. På en måde. Det var også et vindue til verdens tilstand. Trump

140

skal dog ikke underkendes. Hans manipulation af den amerikanske vrede har medvind. At undervurdere ham vil være den sikre vej for Demokraterne til at sikre Trump præsidentskabet til 2024.

Midtvejsvalget gav Demokraterne en betydelig sejr i Repræsentanternes Hus med mindst 37 sæder vundet. Præsidenten er nu mere begrænset i, hvad han kan gøre. Hans angreb på immigranter og åbenlyse foragt for kvinder har betalt prisen i forstæder og opland på tværs af landet. De fleste anstændige amerikanere bryder sig ikke om demagogi. Alligevel er vejen til Trumps genvalg i 2020 åben.

Republikanerne, nu Trump-partiet, fastholdt Senatet og vandt to sæder og viste styrke i Florida, en afgørende stat ved hvert præsidentvalg.

Et årti efter den finansielle nedsmeltning i 2008 er hadet mod eliterne, der slap uskadte fra katastrofen, og vreden over den stigende ulighed med til at nære en bølge af ultranationalisme i hele verden. Valget af Jair Bolsonaro som Brasiliens præsident er blot det seneste eksempel på den tendens, der bragte Trump til magten.

I Ungarn, et samfund, der tørstede efter London og Paris’ frihed, da landet brød ud af Sovjets imperium, er Vesten under præsident Viktor Orbán blevet det sted, hvor familie, kirke, nationer og traditionelle begreber om ægteskab og køn lægger

sig til at dø. Orbán står for en ny form for illiberalisme i Europa. Hans kamp med præsident Emmanuel Macron om ideologisk indflydelse vil bestemme retningen for Den Europæiske Union, lige meget om Storbritannien afslutter sin Brexit-galskab i 2019.

Brexit-beslutningen har vist sig at være en form for vanvid, der bliver ved med at give. Ligesom valget af Trump var det at stemme på at forlade EU et symptom på en tørst efter forandring for enhver pris.

Det liberale demokrati ser sårbart ud, et kvart århundrede efter at dets endelige overtag syntes sikret. Frihandel er under angreb lige såvel som migration og menneskerettigheder (ikke et koncept, Trump kan begribe).

De længe stagnerede lønninger for arbejderklassen og meget af middelklassen bidrager sammen med udkantens følelse af kulturel fremmedgørelse fra metropolen til sprækker i samfundet. I USA har ikke engang ordet ærlighed en entydig betydning længere. Demokrater mener, at det betyder overensstemmelse med fakta. I Trump-land betyder det at tale af karsken bælg. Med den standard er Trump for sine tilhængere den mest ærlige præsident nogensinde. Når der ikke længere er et fælles leksikon, og sociale medier sætter turbo på konfrontationen, undermineres de vestlige demokratiers evne til at indgå de kompromiser, som fremskridt

USA kan vende tilbage efter fire år med Trump. Otte år vil gøre det vanskeligere.

bygger på. Hvis du får 70 procent af det, du ønsker i livet, så føler du nok, at det går o.k. Men i disse tider er der ingen amerikansk politiker, der vil sige “Jeg fik kun 70 procent af det, jeg ønskede, men jeg stemmer alligevel for lovforslaget af hensyn til at komme videre.”

Kina, der drejer i en endnu mere autokratisk retning under Xi, har ikke sådanne interesser. Landet lægger planer; det eksekverer; det spoler frem. Landet har trukket 800 millioner mennesker ud af fattigdom de seneste årtier. Hvorfor skulle det tvivle på sig selv? Beijing tilbyder nu selv et direkte alternativ til den liberale demokratiske model.

Trump har været god for Beijing.

Amerikansk indenrigspolitisk lammelse, forvitringen af amerikansk moralsk autoritet, Trumps afvisning af handelsaftalen Trans-Pacific Partnership og tilbagetrækningen fra Paris-klimaaftalen – alt sammen har det gavnet Kina, der nu er verdens førende i vedvarende energi.

Fremskridtet er støt og stigende. I Europa, fra Grækenland til Serbien, følger Kina sin Afrika-model: opkøbe, hvad end det kan, for at kontrollere ressourcer og infrastruktur.

Trump har valgt en handelskrig, og han har nogle legitime kritikpunkter, men manglende evne til at udvikle en sammenhængende geostrategisk politik overfor Kina får tarifkrigen til at ligne hans

sædvanlige barnlige hidsighed. Præsidentens mærkværdige omfavnelse af Kim Jong-un i Nordkorea forstærker også Kinas position. Præsidenten viser svaghed og fornærmer, mens han ikke får noget mærkbart til gengæld. Selv tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra den koreanske halvø er ikke utænkelig. Det ville lige være noget for Kina, samtidig med at det ville være en farlig og dumdristig handling.

Kinesisk ekspansionisme under Xi og Nordkoreas uforudsigelighed gennemsyrer Østasien med nogle af de samme spændinger som i Europa under Den Kolde Krig. Sammenstødet mellem USA og Kina over “uretfærdige handelspraksisser” på Asia-Pacific Economic Cooperation-topmødet var så alvorligt, at der ikke blev offentliggjort nogen pressemeddelelse, for første gang siden møderne begyndte for et kvart århundrede siden. Alligevel tror jeg, at Kinas ønske om regional og global stabilitet for at fuldende opstigningen i 2050 vil holde konfrontationen med USA fra at blive varm krig. Begrænsningerne vil sandsynligvis blive ansporet af teknologi, uagtet den anvendelse, som autoritære samfund som Kina og Rusland har fået ud af den. Vi står ikke i samme verden som i første halvdel af det 20. århundrede.

Trump og andre nationalister bruger mange af fascismens metoder – syndebukke, xenofobi, nationalistisk mytologisering, mobilisering af hoben – men de kræfter, der bakker op om de åbne samfund, er meget stærkere, end de var for et århundrede siden. Mure bliver rejst overalt, og Kina har demonstreret, at internettet kan kontrolleres, men spredning af ideer og idealisme kan ikke så let holdes i ave. Selv ikke en virkelig frygtelig amerikansk præsident som den nuværende kan sende verden ud over kanten. Det er der, håbet for det 21. århundrede ligger – ikke i nationer eller Trumps manier, men i mennesker og netværk.

Vitaliteten i den amerikanske presse viser nogle af grænserne for Trumps magt. Hans angreb på amerikanske institutioner, inklusive justitsministeriet, og på nogle af nationens bedste medieudbydere har vakt en stigende bevidsthed om behovet for skarp undersøgende journalistik – og det er ikke gratis. Onlineabonnementer på aviser, inklusive The New York Times, er steget. Det er den gode nyhed. Den

dårlige nyhed er, at Trumps udtryk “fake news” har fået fat. Man hører det overalt i verden. Journalister bliver angrebet med større straffrihed – det ord igen – fordi Trump har erklæret, at jagten er gået ind på dem og deres profession. Det gemene mord på Washington Post-klummeskribent Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul er blot et af de mest ekstreme tilfælde af dette.

Retfærdigsindet, oprigtig søgen efter sandhed bliver afskrevet som “fake”; Det Hvide Hus spreder rygter eller lodrette løgne som fakta. Desorienteringen sætter ind. Det er det, Trump søger: agiteret virvar.

Som svar herpå må Det Demokratiske Parti ikke miste fokus. Måden at få Trump ud er ved at vinde. Republikanerne er ikke længere det internationalistiske, antirussiske frihandelsparti, det var engang. Det er Trumps America First-parti. Demokraterne er også under forandring. Flere venstreorienterede kandidater har vundet deres valg, men betydet det, at partiet generelt bevæge sig til venstre? Eller skal det finde et ny politisk midterposition?

Jeg tror ikke, at en venstreorienteret demokratisk kandidat kan afsætte Trump.

Jeg tror heller ikke, at en kandidat fra kysten uden føling med Trumpland kan gøre det. Demokratiske kandidater som Max Rose i Staten Island og Jason Crow i Colorados sjette valgkreds har vist, at fokus på sundhed og uddannelse (to af amerikanernes hovedbekymringer) kombineret med et stærkt patriotisk budskab fra to mænd med en fortid som udsendte soldater, kan vinde i ellers republikanske højborge. Kyrsten Sinemas sejr i kapløbet om Arizonas senat illustrerer midterpositionens tiltrækningskraft. At levere pragmatiske resultater til middelklassens USA med en passioneret målbevidsthed er sammen med en velvillig patriotisme den bedste vej til at slå Trump.

Præsidenten vil gøre alt, hvad han kan, for at vinde i 2020. Der er ingen grænser for Trumps umoral og hensynsløshed. Den skamløse måde, hvorpå han i opløbet til midtvejsvalget spredte frygt over “karavanen” af centralamerikanske migranter på vej til grænsen mellem USA og Mexico, var en forsmag på, hvor lavt han vil synke for at mobilisere støtte.

USA kan vende tilbage efter fire år med Trump. Otte år vil gøre det vanskeligere. At opretholde republikken vil være et fuldtidsjob – og afgørende for menneskeheden, alt imens Kina vidt og bredt udbreder sin holdning, at frihed er sekundær.

December 2018

141

ALISA GANIEVA ER EN RUSSISK ROMANFORFATTER OG ESSAYIST. HUN ER FORFATTER TIL THE MOUNTAIN AND THE WALL OG BRIDE AND GROOM Foto: Greg Baal

Ruslands omskrivning af historien Mine landsmænd siger ofte, at Rusland er et land med en uforudsigelig fortid. Det er sandt: Vores historie bliver ofte skrevet om for at passe med den politiske dagsorden og magthavernes tilfældige luner.

Den mentalitet er særligt synlig under den årlige fejring af Sovjetunionens sejr over Nazityskland i 1945, når et karneval-lignende hysteri overtager landet. Der er militærparader i gaderne, mindehøjtideligheder, koncerter. Børnehavebørn klæder sig ud i militæruniformer. Tjenestemænd bærer Sankt Georges sorte og orange bånd, et symbol på ihukommelse.

Russere kalder det hele ”pobedobesie” eller “sejrsvanvid”. Sovjetiske præstationer står i det absolutte centrum, og de uønskede dele af Krigen – fra Josef Stalin og Adolf Hitlers samarbejde i begyndelsen af konflikten til USA's militære sejr over Japan – bliver fjernet.

Selv Anden Verdenskrigs kronologi er genstand for omskrivning. For resten af verden begyndte krigen 1. september 1939, men i Rusland begyndte “Den Store Fædrelandskrig”, som den kaldes, da Hitler iværksatte angrebet på Sovjetunionen i 1941, og sluttede 9. maj 1945 med Nazi-

142

TURNING POINT:

I februar 2018 gjorde den polske regering det strafbart med fængsel at beskylde landet for at have medvirket til nazistiske krigsforbrydelser. Loven blev senere blødt op efter internationalt ramaskrig.

tysklands kapitulation snarere end med Japans formelle overgivelse senere det år.

At fremhæve sovjetiske præstationer under krigen er regeringens måde at give russerne det, de længes allermest mod efter den pinefulde ydmygelse med nederlaget under Den Kolde Krig: national stolthed. Meningsmålinger viser konsekvent, at fortiden er hovedkilden til stolthed for mange russere.

Fokus på Sovjetunionens krigstidssejr legitimerer også Ruslands militære intervention i Ukraine i 2014. Lige siden Euromajdan-demonstrationerne i 2013 førte til, at Ukraine lagde sig politisk tættere på Den Europæiske Union, har den russiske propagandamaskine været på hårdt arbejde med at karakterisere det som et nynazistisk kup iscenesat af Vesten. Russere, der ser nyheder på stats-tv, får fortalt en historie om fascistiske kræfter, der truer deres slaviske naboers sikkerhed: Moskva, bliver det fortalt, måtte simpelthen komme til undsætning for at redde de tusinder af etniske russere, der bor i Ukraine.

I mellemtiden har lovprisning af nationens sejrrige forfædre under Anden Verdenskrig hvidvasket det gamle sovjetiske

c. 2018 The New York Times / Alisa Ganieva

Regeringen insisterer på at vække Sovjetunionens glorværdige fortid til live igen. Selvom det hele er løgn.

Den russiske historiker Yuri Dmitriev har viet sit liv til at kaste lys over Sovjetunionens forbrydelser.

I juni blev han arresteret og anklaget for sexovergreb.

Ifølge hans støtter er anklagen politisk motiveret og uden hold i virkeligheden.

Foto: Vladimir Larionov / Reuters

December 2018

143

regime. Portrætter af Stalin med overskæg er begyndt at dukke op i militærparader, og veje navngives fra tid til anden efter ham.

Historieomskrivning er dog ikke blot en samfundstendens. Det er lov. Det er forbudt at sammenligne de forbrydelser, Nazityskland stod bag, med Sovjetunionens forbrydelser. En lov mod opblomstring af nazisme underskrevet af præsident Vladimir Putin i 2014 straffer for eksempel folk for “at sprede bevidst falsk information om Sovjetunionens aktiviteter under Anden Verdenskrig”, og for “at skænde symboler på Ruslands militære storhed”. Bare det at indikere, at nazister

og sovjetter overhovedet samarbejdede under krigen, er nok til at få en bøde.

Lovgivningen minder om tillægsparagraffen til Polens “erindringslov”, der blev underskrevet af præsident Andrzej Duda i februar 2018 (og senere modificeret efter massiv offentlig modstand). Tilføjelsen angreb dem, der beskyldte landet for medvirken til forbrydelser begået af Det Tredje Rige på polsk jord. Kritikere advarede om, at Dudas regering kunne udnytte den nye lovs flertydighed til at straffe fjender.

I mellemtiden tvang internationalt og nationalt pres de polske lovgivere til at trække loven tilbage og annullere straffen for lovovertrædere. Udsigten er værre i

Russiske soldater fejrer den såkaldte Sejrsdag. En militærparade, der skal ihukomme Sovjetunionens sejr over Nazityskland. Sovjetiske symboler og billeder har fået en renæssance i de seneste år.

Foto: Maxim Shipenkow / Pool via Reuters

144

Rusland, hvor Putins antinazilove allerede har været taget i brug mod antiregeringsaktivister.

Efter at ukendte gerningsmænd overdængede den russiske oppositionsleder Alexei Navalny med et antiseptisk, grønt farvestof, delte en af hans støtter et photoshoppet billede af et Anden Verdenskrigs-monument i byen Volgograd dækket af grøn maling. Det var nok til at sætte manden i husarrest for at skænde et symbol på russisk militær storhed.

En af de største farer ved Ruslands eksperimenter med historieomskrivning er, at den skubber de mest lidelsesfulde kapitler af landets historie ud i skyggen. Sandarmokh, et dystert sted i det nordlige Ruslands skove, står som et særligt illustrativt eksempel. I 1937 blev hundredvis af uskyldige mennesker dræbt under Stalins udrensninger. Siden opdagelsen af massegraven på stedet i 1990’erne samles folk der hvert år til en mindehøjtidelighed for ofrene. Det skete også i sommeren 2018.

Der var ingen scene, blot et midlertidigt podium og et lydanlæg. Ikke en eneste lokal tjenestemand var til stede. Yuri Dmitriev, historikeren, der En af de største afdækkede åstedet farer ved Ruslands for tragedien, sad eksperimenter med i fængsel sigtet for historieomskrivning seksuel krænkelse er, at den skubber af sin adoptivdatde mest lidelsester. Dmitrievs støtfulde kapitler af landets historie ind i ter siger, at sagen blev opdigtet for skyggen. at straffe ham for hans arbejde med at kaste lys over Sovjets forbrydelser.

Mens vi lyttede til talen, råbte en tilstødende hob af kosakker i fuld uniform ad dem, der var samlet til mindehøjtideligheden. “Hvad snakker I om? Stop denne fascisme!” råbte de, før de marcherede væk.

Få uger senere indledte det russiske militærhistoriske selskab udgravninger på stedet. Organisationen, et regeringsinitiativ grundlagt i 2012, er opsat på at bevise, at mindst et par af ligene, der er begravet der, tilhører soldater fra Den Røde Hær, der blev skudt ned af finnerne under Vinterkrigen.

Det ser ud til, at Rusland ikke er parat til at se de mørke sider af landets historie i øjnene. Snarere end at tage ansvar for fortiden bliver det ved med at genoplive den.

Og det gør det så meget desto vanskeligere at ankomme til fremtiden.

Vi skaber indsigt Samfundsmæssige, politiske og teknologiske udviklingstendenser påvirker måden, vi organiserer os på, løser opgaver og varetager interesser. Tænketanken Mandag Morgen skaber indsigt i de centrale tendenser, der tegner fremtiden for din organisation.

TÆ N K E TA N K E N

PARTI SINN FEIN SIDEN 1960’ERNE. HAN VAR ARKITEKTEN BAG LANGFREDAGSAFTALEN, DER VAR MED TIL AT AFSLUTTE KONFLIKTEN, “THE TROUBLES”, I NORDIRLAND, OG ER NU MEDLEM AF DET IRSKE PARLAMENT

opretholde loven, ofte sætter deres egen magt over det fælles gode.

Da jeg var teenager i Belfast, indså jeg, at mine jævnaldrende og jeg ikke blev retfærdigt behandlet. Nordirland blev skabt, da den britiske regering delte Irland. Folk blev delt op efter sekteriske skillelinjer, og katolikker blev dømt illoyale. Vi blev nægtet grundlæggende rettigheder i det, der i virkeligheden var en apartheid-ministat.

Den ulighed, vi oplevede, var dybt indlejret i vores samfund. Alligevel troede jeg, at løsningen blot var et spørgsmål om at gøre beslutningstagerne opmærksom på det. Når de indså problemet, så ville de rette op på det.

Snart lærte jeg, at magthavere er afhængige af uligheden for at blive ved magten.

De var ikke tilbøjelige til at udrydde den, hvis det kunne koste dem deres indflydelse, og enhver løsning ville blive udvandet til en grad, der kunne holde dem ved magten. Mennesker med magt, eller blot forestillingen om magt, er ikke villige til at opgive den.

På den anden side af ligningen står

Alternativet til våben Mens mennesker rundt om i verden kæmper for selvstyre, må vi huske på, at det var dialog, og ikke vold, der banede vej for fred i Nordirland.

146

c. 2018 The New York Times / Gerry Adams

GERRY ADAMS HAR VÆRET MEDLEM AF IRLANDS POLITISKE

Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945, var der 51 medlemslande i FN. I dag er der 193. Mange af de nye stater blev til ved kamp og konflikt, da gamle imperier smuldrede.

Den politisk kamps cyklus fortsætter i dag. Brexit-krisen kan medføre enorm økonomisk ødelæggelse for Irlands økonomier og endda true Langfredagsaftalen.

I Catalonien og Baskerlandet, der begge ønsker uafhængighed fra Spanien, i Hong Kong og Palæstina kæmper eller har folk kæmpet for retten til selvstyre.

Verden er domineret af nationers kamp for at vedtage deres egne love og afgøre deres forhold til andre nationer. Men for at folk kan tage kontrol over beslutninger, der påvirker deres liv, så må vi give dem handlekraft gennem diplomati, samarbejde og dialog. Når regeringer sætter simpel menneskelig anstændighed og deres befolknings rettigheder først, når de forhandler verdens konflikter, vil demokratiet følge med.

Det er dog lettere sagt end gjort, særligt når de personer, der har ansvar for at

TURNING POINT:

På den blodigste dag i Gaza siden 2014 dræbte israelsk militær over 50 palæstinensere og sårede tusind andre.

de dårligt stillede, hvoraf mange tror, at de ikke kan ændre deres situation. Nogle tøver med overhovedet at overveje, at forandring er mulig. Nogle er bange for forandring. Nogle er vant til, at samfundet er organiseret på en bestemt måde, også når selvsamme samfund diskriminerer dem. Nogle har for travlt med at overleve eller leve deres liv til at overveje, at tingene kunne være anderledes.

Der sker ingen fremskridt uden politisk kamp, men for at den skal lykkes, må folk være i stand til at handle. De er nødt til at have en andel i samfundet og i deres lokalsamfund. De skal være værdsat, og deres menneskelighed skal respekteres og forsvares. De har rettigheder og bemyndigelser, der skal opretholdes og fremmes.

Samfundet er nødt til at være centreret om borgerne og bygget op omkring de rettigheder.

Virkeligheden er selvfølgelig, at progressiv forandring i samfundet sjældent kommer af sig selv. Den skal opbygges og forhandles. Vold bryder ofte ud, når folk tror, at de ikke har noget alternativ. Og den tro kan blive yderligere forstærket, når stater griber til udenretlige og voldelige midler for at forsvare deres interesser.

Verdens årlige militærudgifter er anslået til 1,7 billioner dollars, mens FN og de tilknyttede organisationer bruger omtrent 20 milliarder dollars årligt. Konflikter bliver antændt af fattigdom, økonomisk udnyttelse og higen efter at kontrollere vandrettigheder, oliereserver og andre naturressourcer.

Storbritannien har udkæmpet en række oprørsbekæmpende krige, før landet sendte sine soldater til irske gader i 1969. Landet havde et veletableret politi, der ifølge brigadegeneral Frank Kitson så loven “som blot et andet våben i regeringens arsenal … lidt mere end et propagandaskjul for bortskaffelsen af uønskede medlemmer af offentligheden”.

Det lykkedes irske republikanere og

andre at skifte fra konflikt til fred ved at opbygge et alternativ til den væbnede kamp med Langfredagsaftalen. Den giver visse rettigheder til Nordirland, såsom retten til folkeafstemning om enten at forblive en del af Storbritannien eller afslutte forholdet og etablere et forenet Irland.

Aftalen kom langsomt i stand som resultat af hårdt arbejde, med partier og regeringer, der var villige til at løbe risici, og med støtte fra det internationale samfund. Det er stadig en meget uafsluttet proces.

I konflikten mellem den spanske stat og den baskiske separatistbevægelse har

Murmaleri med republikansk motiv fra Belfast. Briterne var militært til stede i Nordirland fra 1969 til 2007.

Foto: Paul Faith / Agence France-Presse – Getty Images

December 2018

147

Det israelske grænsepoliti jagter en ung palæstinenser efter et sammenstød mellem demonstranter i den gamle bydel i Jerusalem.

Foto: Uriel Sinai / The New York Times

en lignende proces, der nøje følger Irlands eksempel, resulteret i at afslutte den væbnede konflikt, selvom den spanske regering indtil videre ikke har været fuldt engageret. Sinn Féin-ledere er tit rejst ud til andre konfliktzoner som Virkeligheden er selvAfghanistan og følgelig, at progressiv Columbia for at forandring i samfunadvokere for vigdet sjældent kommer tigheden af diaaf sig selv. Den skal log, forhandlinger opbygges og forog fredsprocesser. handles. Vold bryder Jeg er ved flere ofte ud, når folk tror, lejligheder rejst at de ikke har noget til Mellemøsten alternativ. og har talt med palæstinensere, besøgt Gazastriben og Vestbredden og talt med øverste ledere i Israel og Palæstina. Desværre evner regeringerne ikke

148

at overholde international lov og FN-resolutioner, og den israelske regering nægter at forsvare demokratiske normer og finde rimelige og retfærdige kompromiser, så mange palæstinensere lever under desperate kår uden håb om en anderledes, bedre fremtid. Konsekvensen er, at Mellemøsten befinder sig i en permanent konflikttilstand.

Hvis det skal ændres, kræver det en oprigtig indsats for at forstå, hvad der motiverer, inspirerer og driver folk til at træffe de beslutninger, de gør. Dialogen, der fremmer den forståelse, er det, der i sidste ende får folk på hver sin side af en konflikt til at mødes.

Hvem end der beskrev politik som det muliges kunst, reducerede politik til en middelmådig handel. Folks forventninger til deres værd skal sættes op – ikke ned.

Når vi gør det, får vi demokratiet til at fungere i selv de mest alvorlige situationer.

Catalonske bønder i demonstration for uafhængighed fra Spanien.

Foto: Samuel Aranda / The New York Times

På Louvre bliver der sat robotarme på verdens mest berømte statue, Venus fra Milo.

Foto: Christophe Archambault / Agence France-Presse – Getty Images

c. 2018 The New York Times

DET STORE SPØRGSMÅL: HAR VI TABT NOGET VIGTIGT PÅ VEJEN? Vi har bedt Daniel Libeskind, Julia Alvarez, Ray Kurzweil, Marta Viera da Silva, Ben Katchor, Sharmeen Obaid-Chinoy med flere reflektere over de vitale ting, som vi måske mister af syne under de aktuelle begivenheders accelererende hast.

December 2018

149

MENS LIVET I DAG BEVÆGER SIG FREMAD, HAR VORES SAMFUND SÅ LADT NOGET VIGTIGT BAG SIG? KAN DET, ELLER BURDE DET, BLIVE FUNDET FREM IGEN?

Af Daniel Libeskind Daniel Libeskind er en polskamerikansk arkitekt, kunstner, professor og scenedesigner. c. 2018 The New York Times og Daniel Libeskind.

Samfundet har glemt en forestilling, som har fulgt menneskeheden i umindelige tider: utopien. Ideen om, at der er en ny og bedre verden at stræbe efter og drømme om, er i det store og hele forsvundet fra vores alt for skeptiske, nogle ville endda sige kyniske, samfund.

Der er masser af dystopier til at give os mareridt, men en verden uden en utopi er en verden, der ikke er værd at leve i: Utopien er for vores historiebegreb, hvad lysets hastighed er for kosmos. Den former mulighedshorisonten, som er nødvendig, for at vi kan orientere os i verden. Uden en fantasifuld søgen efter et bedre samfund er vi dømt til at snuble rundt i forvirret egeninteresse.

150

Af Julia Alvarez Julia Alvarez er forfatter til digtsamlinger, romaner og ungdomsbøger. Hendes seneste bøger er Where do they go?, A wedding in Haiti og The woman I kept to myself. c. 2018 The New York Times og Julia Alvarez.

Husker du, hvordan man husker? Husker du, hvordan vi plejede at lære ting udenad?

Hele digte kunne vi recitere, alle vores venners telefonnumre og desuden vores families.

Husker du, hvordan vi plejede at være nødt til at huske vejen hen til et sted, og husker du de interessante vildveje, vi fulgte, og som startede som en fejltagelse? Vi blev nødt til at huske, hvad vi manglede, for vi kunne ikke bare ringe hjem, hvis vi havde glemt noget. Husker du, hvordan vi var nødt til at huske, hvordan folk så ud uden at slå dem op, dengang vi ikke kunne sende de vigtigste ting i livet til en andens harddrive?

Husker du, hvordan vi viede de vigtige ting til hukommelsen, hvor de blev låst inde for resten af livet? Alt inden i os, uden forpligtelser? Husker du, åh, husker du, det lille sky dyr, der ville komme ud af tankernes krat, når vi sad stille hen uden noget som helst at tage os til, og intet ringede eller vibrerede eller alarmerede os på nogen måde? Og vi ville lade tankerne flyve og flyde. Husker du det, at lade tankerne flyve?

Uden at kunne huske, hvordan vil vores fortid tale til vores fremtid? Hvordan vil vi overhovedet huske, om vi har efterladt noget vigtigt bag os, og hvis vi har, hvor vil vi så finde det?

Af Sharmeen Obaid-Chinoy Sharmeen Obaid-Chinoy er pakistansk journalist, filmskaber og aktivist. Hun har vundet to Oscars og tre Emmy-priser.

c. 2018 The New York Times og Sharmeen Obaid-Chinoy.

Han skrællede altid sine æbler langsomt, roligt, med pau-

ser for at skrue på lyden fra sin transistorradio, når vi sad omkring køkkenbordet. “Dette er nyhederne …” ville værten sige, og min bedstefar smilede.

Min bedstemor, der lavede mad bag os, ville som forventet sætte sig og skænke sig en drink fra en Johnnie Walker-whiskyflaske, der, siden forbuddet blev erklæret i Pakistan år forinden, kun indeholdt vand.

Så ville for tællingerne begynde og næsten uden undtagelse med min bedstefar, der beskrev de søde mangoer, som han plejede at stjæle fra sin nabos træ. Min bedstemor ville fortælle om modstandsbevægelsen, som hun var en del af før delingen af det indiske subkontinent i 1947. To børnebørn, der sad naglet fast og gumlede på deres æblebåde.

Disse eftermiddage ved

Foto: Christophe Archambault/Agence France-Presse — Getty Images / UN Women/Ryan Brown / Credit: David Graham / Anja Jahn / Hannah Reyes Morales / Bill Eichner / Stefan Ruiz / Credit: Weinberg-Clark Photography / Credit: Paul Body / Geraldine Bruneel / Bina Khan.

Fordi forrige århundredes ideologier langt overvejende er blevet afskrevet som falske utopier, er vi blevet frarøvet ideen om en bedre fremtid.

Om forestillingen om utopien nogensinde vil vende tilbage, afhænger af vores ånd, vores tillid til det, der vil komme.

Men hvem er vi til at kræve noget af ånden, der vandrer, som den vil?

køkkenbordet, og de historier, vi hørte, skabte den måde, vi så på verden. Vi havde tidens luksus og lysten til at dele den med hinanden. I dag har mine døtre gadgets, og deres kalendere er fulde af aktiviteter.

Der er ikke tid til æblebåde og historier. Der er meget lidt tid til at være barn.

Af Ray Kurzweil Ray Kurzweil er en amerikansk forfatter, computervidenskabsmand, opfinder og futurist. c. 2018 The New York Times og Ray Kurzweil.

I løbet af de næste tre årtier vil naturlig og kunstig intelligens blive et; vi vil leve på ubestemt tid og blive en milliard gange

forholdet og informationsteknologiernes kapacitet – teknologier, der er tusind gange mere kraftige, end de var for år tilbage, og som vil være en million gange mere kraftige 20 år fra nu. Når medicin, landbrug, energi og produktion bliver former for informationsteknologi, vil vi se radikale omvæltninger i alle livets forhold, inklusive vores sundhed, mad, tøj, bolig og arbejde. Fremtiden er bedre, end du tror. Så i stedet for at se tilbage på, hvad samfundet har ladet bag sig, ser jeg frem, ind i fremtiden, i hvilken vores art sprænger lænkerne fra vores genetiske ophav og opnår utænkelige højder inden for intelligens, materielle fremskridt og lang levetid.

Af Danielle Allen Danielle Allen er en klassisk og politisk videnskabsmand. Hun er professor på Harvard University og forfatter til Cuz: The Life and Times of Michael A. c. 2018 The New York Times og Danielle Allen.

mere intelligente. I denne æra af accelererende teknologier sker der fald i fattigdom, sygdomme, ressourceknaphed, analfabetisme og vold. De seneste 20 år er global fattigdom faldet med mere end 50 procent.

Over de seneste 200 år har vi fordoblet vores forventede levealder. Det er blot to eksempler på den bemærkelsesværdige fremgang, som vi har oplevet, mens det moderne liv bevæger sig fremad med lignende fremskridt, når det gælder længere uddannelser, tilvejebringelse af sanitet og indførelse af demokrati i hele verden.

I kernen af disse tendenser ligger den stadige og konstante fordobling af pris-præstations-

Vi har i det store og hele opgivet bevidst at opbygge demokratisk viden – den viden, de evner og færdigheder, som civile aktører skal bruge for at opretholde sunde demokratier.

Ifølge uddannelseskommissionen i USA tog amerikanske high school-elever i midten af det 20. århundrede tre forskellige kurser i demokrati, samfundslære og regering, og “samfundslære var vævet ind i hele grundskolens pensum”.

Nu består samfundsuddannelse typisk i et enkelt semesterkursus i regering eller samfundslære i de 40 stater, hvor der er sådanne krav.

Konsekvenserne af vores faldende investering i samfundslære viser sig tydeligt.

Ifølge de politiske forskere Roberto Foa og Yascha Mounk betragter kun 30 procent af millennials (unge født efter årtusindskiftet) det som

“essentielt” at leve i et demokrati, mens 72 procent af dem, der blev født efter Anden Verdenskrig, betragter det som essentielt. Vi kan og skal vende den kurs.

Sidste juni indførte min hjemstat Massachusetts nye uddannelsesstandarder og introducerede et års samfundslære for ottende klasse og øgede fokus på samfundslære alle steder i pensum. Vi kan genopbygge samfundsuddannelsen stat for stat. Naturligvis løser den samfundsfaglige uddannelse ikke problemet, uden at der sker forbedringer med, hvordan vores politiske institutioner fungerer, men uden borgere, der ved, hvordan man mestrer demokratiske institutioner, og hvorfor vi ønsker dem, så er vi ikke i stand til at redde vores demokrati.

Af Jacob Soll Jacob Soll er professor i filosofi, historie og regnskab ved University of Southern California. c. 2018 The New York Times og Jacob Sol.

Begavelse plejede at blive værdsat, både som en måde

at se på verden og et middel til at leve i den. Nu, da vores anliggender bliver svimlende komplekse og deprimerende ligetil, forsvinder den. Det er mærkeligt, og det er bekymrende. Vi mister vores forståelse af det generelle begreb om, at tingene er komplicerede, og at dybdegående viden – civil, kulturel, politisk – er et fremragende gammelt redskab til en ny verdens udfordringer.

Bare inden for den vestlige tradition, Machiavelli, Castiglione, Bacon, Hobbes, Cavendish, Montesquieu, Wollstonecraft og, ja, Ben Franklin, for blot at nævne nogle af de største forfattere og videnskabsmænd, kaldte alle på den. Ligeså gjorde store komponister og malere.

Og så mistede vi vores sociale begavelse, fra elegance og manerer til gode samtaler og det meget væsentlige behov for tyk ironi. De ting var også engang centrale for politik.

Man behøvede ikke at være rig for at have de kvaliteter. Jeg havde en socialt begavet frisør, da jeg var barn.

Greta Garbo og Cary Grant gjorde begavelse til et demokratisk kendetegn; det handlede alt sammen om nuancerne og at se de mange farvetoner i vores verden. Jane Austen og Honoré de Balzac vidste det også. Frederick Douglass så, at for at føre sag for friheden var han nødt til at beherske sproget i alle dets nuancer. Det er et paradoks og en udfordring i den kunstige intelligens’ og Twitters tidsalder. Hvis vi ikke er i stand til at genopdage den menneskelige begavelse – et tillært og elegant påfund – vil vi mangle den dybdegående forståelses fine analytiske skarphed.

Af Alexia Webster Alexia Webster er dokumentarfotograf og billedkunstner fra Sydafrika. c. 2018 The New York Times og Alexia Webster.

December 2018

151

Fra mit allerførste besøg blev jeg vildt forelsket i Middelhavet.

Hvert femte år eller deromkring, når min familie havde råd, ville vi rejse hen over den halve jordklode og forlade den tørre, isnende vinter i Johannesburg for at besøge mine bedsteforældre på en lille ø i Grækenland.

Havet var et magisk rige, et kongerige af en anden verden, hvor blæksprutterne dansede i slowmotion, og lyserøde koraller og søpindsvin var stillet op blandt stenene som mærkelige små huse i en undervandsby. År er gået siden mine første besøg, og selvom bakkerne stadig oplyses af Mælkevejen, og cikadernes intense summen fylder luften, så er mit undervandsrige blevet plyndret, og Middelhavet ligger næsten goldt hen.

Nu i sommermånederne ankommer turister som mig på store færger, mens yachter fylder vigen, og smarte både, der

ligner rumskibe, kaster deres grelle undervandsspotlys ned i det tomme hav under os. Når jeg stirrer ned i vandet, som mine forfædre engang udforskede, håber jeg af hele mit hjerte som en lille pige, at der er et hemmeligt, gemt hjørne, hvor væsenerne fra min barndom gemmer sig, venter på, at det går over, til vi slukker lysene.

Af Claire Ptak Claire Ptak er bager og konditor.

Hun ejer Violet Cakes i London og er forfatter til The Violet Bakery Cookbook.

152

c. 2018 The New York Times og Claire Ptak.

Lige fra den måde, jeg formulerer opskrifter, til hvordan jeg skabte det sted, der blev mit konditori i Østlondon, ser jeg mod fortiden, samtidig med at jeg fortsat bevæger mig frem.

Jeg greb ideen om en gammel-

dags europæisk kageforretning og moderniserede oplevelsen, men mit arbejde er en kombination af det, der er nu, og af arbejde udført af dem, der kom før mig.

Vi bygger konstant på fortiden, forfiner den, genskaber den. Opskrifter er perfekte eksempler på det. Overleveret fra generation til generation er de blevet kommenteret af hver bager, der bruger dem.

Da jeg designede bryllupskagen til prins Harry og Meghan Markle sidste forår, forlod vi traditionen med en frugtkage og valgte i stedet citron og hyldeblomst, smagsnuancer, der forstærker øjeblikkets etos: sæsonskift og uforanderlighed. Den kongelige families smukt udførte forgyldte kageopsatser havde været brugt utallige gange over mange år og havde udviklet en blank kvalitet, som jeg betragter som mere smuk end noget nyt og perfekt. Og de mange hænder, der har holdt dem, gør dem i sig selv smukkere.

Jeg vil gerne tro, at vores samfund sætter pris på denne nuance. Noget nyt. Noget gammelt.

Af Richard McGuire Richard McGuire er amerikansk kunstner, musiker og forfatter. Hans nyeste bog er Richard McGuire Art for the Street 1978-82. c. 2018 The New York Times og Richard McGuire.

Generelt vil jeg gerne tro, at vi får noget for alt, vi mister.

I New York City-metroen kunne jeg i går tælle 30 mennesker i vognen, og alle som en stirrede på deres devices.

Nogle var også koblet på med deres hovedtelefoner. Pludselig så jeg den samme scene, som om jeg så tilbage på det fra fremtiden; de håndholdte devices så gammeldags og klodsede ud, som hvis alle bar en iltbeholder. Jeg er sikker på, at disse devices vil blive kirurgisk implanteret en dag. Det er bare et spørgsmål om tid.

Jeg indrømmer, at jeg er afhængig som millioner andre.

Jeg føler mig nøgen uden mit device. Jeg føler mig desperat, når den er væk. Jeg tilstår: Jeg holder af at have en forlængelse af min hjerne, når jeg ikke kan huske facts. Ville jeg have det device implanteret? Det tror jeg ikke.

Hvad vi har vundet i adgang til information, har vi mistet

fra vores tid. Hver e-mail, hver tekst, hvert opkald forventer et øjeblikkeligt svar. Sociale medier og nyhedsstrøm hele døgnet kræver vores konstante opmærksomhed. Jeg har fundet en måde til at få noget tid tilbage ved ganske enkelt at sagtne farten gennem meditation. Tage et øjeblik for mig selv. Trække stikket.

Af Witold Rybczynski Witold Rybczynski en canadiskamerikansk arkitekt, professor og forfatter. Han er Martin og Marg Meyerson-professor emeritus i urbanisme ved University of Pennsylvania. c. 2018 The New York Times og Witold Rybczynski.

Indtil for ret nylig blev det taget for givet, at de vigtige bygninger i vores byer blev bygget for at holde i lang tid. Modsat forbrugsvarer var arkitektur til det lange træk. Det betød holdbare

materialer, naturligvis, men det betød også holdbare ideer; begge dele blev krævet for at modstå tidens tand.

Ikke længere. Globalisering, branding og fænomenet med berømte arkitekter har ændret alt det. Bygninger er blevet mere som blockbusterfilm; i stedet for det lange træk fejrer de det umiddelbare, her og nu og lige på.

Det er alt sammen meget spændende for nu. Men hvad sker der i morgen? Når nyheden fortager sig, hvad er så tilbage? Vil gamle bygninger være som legetøj fra 1970’erne, gårsdagens diller? Bliver de smidt ud som gamle mobiltelefoner?

Vil det eneste alternativ til en gammel bygning være modernisering – “en opfriskning” i udviklerjargon – eller nedrivning? Hvis arkitektur fortsætter ned ad den vej, vil den ofre en af sine vigtigste funktioner: at give en nulevende forbindelse til fortiden, til mennesker, der var ligesom os og alligevel ikke ligesom os.

Af Ben Katchor Ben Katchor er en amerikansk tegneserietegner og illustrator, der er bedst kendt for sin kritikerroste tegneserie Julius Knipl, Real Estate Photographer. c. 2018 The New York Times og Ben Katchor.

Da jeg gik på Brooklyn College i 1970’erne, var undervisning gratis. Da jeg boede hjemme, var min eneste udgift bøger, frokost og busbilletten til og fra skole. Jeg brugte min tid på at studere kunst og litteratur med en følelse af, at jeg gik i gang med en indsats for livet af yderste vigtighed.

Modsat den lokale delikatesseforretning, hvor jeg slugte min frokost hver dag, stak skolen mig ikke en regning efter mine undervisningstimer og efter de timer, jeg brugte på skolebiblioteket. På vinteraftener føltes det, som om det lys, der skinnede fra klasseværelsets vinduer, var et resultat af den intellektuelle aktivitet, der gik for sig indenfor. Som med gadelygterne, der oplyste min vej hjem, blev energien tilvejebragt af skatteydere for Brooklyn-borgernes sikkerhed.

De senere år har jeg fået mulighed for at undervise på private colleges i USA og på europæiske skoler drevet af staten. De studerende, der ikke er betalende kunder, går til deres arbejde med en sindsro, der ikke er mulig med lyden

af timetaxameteret kørende i baggrunden.

I en økonomi, hvor der bliver sat spørgsmålstegn til hele ideen om behovet for et

“job” for at være fortjent til en garanteret basisindkomst, er det oplagt, at interesserede borgere igen burde blive inviteret til at studere – og undervise – på gratis universiteter støttet af staten.

Af Marta Vieira da Silva Marta Vieira da Silva spiller for Orlando Pride og Brasiliens kvindefodboldlandshold. Hun er blevet kåret som årets Fifaverdensspiller seks gange og er FN-goodwillambassadør for kvinder og piger inden for sport. c. 2018 The New York Times og Marta Vieira da Silva.

De ord, som jeg voksede op med at høre, bliver konstant sagt til piger i hele verden: Sport er ikke noget for dig.

Når de når ungdomsalderen, gør presset på kvinder, for at de skal tilpasse sig en bestemt form for femininitet, det endnu sværere for dem at indtage offentlige steder, udvikle deres selvstændighedssans og spille.

Når en pige ikke får lov til at dyrke en sportsgren, bliver hun nægtet et dyrebart redskab til at udvikle evner, der kan overføres til andre områder i hendes liv: selvtillid, lederskab, disciplin, modstandsdygtighed, holdånd og respekt for mangfoldighed.

Jeg siger som regel til piger: Tro på jer selv, for hvis I ikke gør det, så gør ingen. Alligevel er det også sådan, at med de rette investeringer fra idrætsinstitutioner – i både den offentlige og private sektor

–bliver pigernes vej til at nå deres fulde potentiale ikke så vanskelig, som den var for mig.

Vi har brug for flere kvinder på beslutningstagende poster i idrætsbestyrelser, bedre politikker for kvindelige atleter og flere muligheder for at dyrke idræt for piger, hvor end de er i verden.

Vi kan ikke sige, at menneskeheden har rykket rigtigt fremad, før vi giver lige muligheder for kvinder og piger på alle områder, hvor de har potentialet til at brillere.

Af Emily Thompson Emily Thompson, professor i historie på Princeton, klarer sig fint uden en smartphone. c. 2018 The New York Times og Emily Thompson.

Indenfor et årti med telefonens opfindelse foretog én, hvis navn blev tabt i historien, det første sjofle telefonopkald. Den nye teknologi, der på mirakuløs vis gjorde det muligt med samtaler ubegrænset af fysisk nærhed, var med til at fremme en adfærd, der var ureguleret af sociale normer, der ellers havde afholdt de fleste mennesker fra at sige sådanne grimme ting ansigt til ansigt.

Få år senere kom de første telefonbokse. Boksene forrykkede telefonerne yderligere, akustisk og visuelt, og tillod hver bruger at indtage et forestillingsrum, der kun blev delt med personen i den anden ende af ledningen. Men det

rum var i virkeligheden ingen steder, hverken her eller der, og den forstærkede telefonopkaldets antisociale natur. Der sker mærkelige ting i telefonbokse; regler gælder ikke.

Clark Kent forvandlede sig til Superman. Hvem ved, hvad Scott Pruitt (nu fratrådt og skandaliseret chef for det amerikanske miljøagentur, red.) kunne have fundet på?

I dag, når vi vælger at være på vores telefoner hele tiden, alle steder, har vi fængslet os selv i virtuelle telefonbokse, der vedvarende afkobler os fra vores omgivelser. Vi er ikke længere til stede på det sted, hvor vi faktisk er, og bliver sociale zombier med ansigter grelt oplyst fra neden af det blålige lys fra vores skærm. Vi opfører os på måder, der ikke anerkender folk omkring os.

For mange opfører sig uanstændigt.

Lad os genvinde vores kontekst og koble os på vores omgivelser, så de oplyser de bedre vinkler af vores natur.

Superman var også kun i stand til at kæmpe for sandhed og retfærdighed ved at træde ud af sin boks og forholde sig til byen.

Vær en superhelt. Sluk din telefon, kig op på folk omkring dig, og smil.

December 2018

153

154

Illustration: Andrzej Pagowski

Lad os i fællesskab sætte stress under pres Ledelseskommissionen. Et bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Stresspanelet.

I 2018 har vi talt meget om stress.

I 2019 skal vi handle.

I Krifa lægger vi ud med at åbne vores online stressværktøj, Stressfri, op for alle danskere.

Værktøjet har hjulpet flere tusinde mennesker. 8 ud af 10 anbefaler det til andre. Vores dygtige stresskonsulenter taler dagligt med mennesker over telefonen og hjælper dem videre i deres arbejdsliv.

Vi ved, det virker. I Krifa ved vi også en masse om arbejdslyst. Hvad der påvirker vores trivsel på jobbet positivt, og hvad der sender arbejdslysten ned under gulvbrædderne.

En skæv balance, en dårlig leder.

Ud fra vores forskning i arbejdslyst har vi udarbejdet et måleredskab til medarbejder­ trivsel. Det ligger også online og åbent for alle danskere på gais.dk.

I Krifa vil vi skabe en bevægelse mod mere arbejdslyst, og vi vil dele ansvaret med flere.

Vores politikere bør opdatere arbejdsmiljøloven og gøre det lovpligtigt for virksomheder at have en stresspolitik. Hvis en leder skaber mistrivsel og stress, skal hun eller han fratages retten til at lede mennesker. Der skal sættes flere midler af til Arbejdstilsynet og til forebyggelse og behandling af stress.

Der er brug for, at alle beslutningstagere på danske virksomheder arbejder med.

Det handler om at give medarbejdere indflydelse og mening og hjælpe den enkelte i sin mestring af jobbet både personligt og fagligt.

Vi vil løsninger for mennesker ramt af stress, men vi kan ikke gøre det alene.

Stress er en samfundsudfordring, vi skal løse i fællesskab.

Søren Fibiger Olesen Formand Krifa

Apotekerne i det nære sundhedsvæsen APOTEKET SOM BORGERENS LOKALE MEDICIN- OG SUNDHEDSCENTRUM: Information, screening og opsporing af sygdom Vederlagsfri sygehusmedicin på apoteket Opstart af simple behandlinger Ordination og regulering af behandling Genordination Ordination af dosis

Medicinsamtale Udvidet rådgivning om brug af inhalationsmedicin Dosispakning Medicingennemgang Influenzavaccination Undervisning af og samarbejde med plejepersonale Sikker medicindistribution i hele landet og rådgivning om korrekt brug af medicin

APOTEKETS KERNEOPGAVE

Rygeafvænning E-handel og udbringning

NUVÆRENDE SUNDHEDSTILBUD

Flere vaccinationer

ØGET MEDICINSIKKERHED I SEKTOROVERGANGE, PÅ PLEJEHJEM OG BOSTEDER OG I EGET HJEM: Samarbejde mellem apoteker og sygehuse Efteruddannelse af plejepersonale Medicingennemgange til flere

NYE TEKNOLOGISKE MULIGHEDER SKAL UDNYTTES: Hjælp til målinger og selvmonitorering på apotek Medicindoseringsautomater i hjemmet Individuelt tilpasset medicin Udleveringsrobotter

POTENTIELLE NYE FUNKTIONER

I 2019 bringer apotekerne sundhedsvæsenet endnu tættere på borgerne. På apoteket får du både sikker medicin, god rådgivning og en lang række veletablerede sundhedstilbud. Snart kan apotekets behandlerfarmaceuter også genudlevere medicin, hvis recepten er udløbet.

Visionen rækker videre. Vi vil være dit lokale medicin- og sundhedscentrum. Samarbejdet i sektorovergange skal være bedre. Og nye teknologiske muligheder skal udnyttes.

For et medicinsikkert Danmark, hvor færre genindlægges, og færre dør som følge af medicinproblemer.

Godt vi har apoteket