Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 9. Marts 2017 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30
LINDBERG OG WEST SIDE STORY Odense Symfoniorkester Dirigent og solist: Christian Lindberg Christian Lindberg: Peking Twilight (f. 1958) Varighed: ca. 20 min. Ferdinand David: (1810 - 1873)
Koncert for basun og orkester
I Allegro maestoso II Andante, marcia funĂŠbre III Allegro
Varighed: ca. 17 min.
PAUSE Christian Lindberg:
Tales of Galamanta
Varighed: ca. 15 min.
Leonard Bernstein: (1918 - 1990)
Symfoniske danse fra West Side Story
Prologue / "Somewhere" / Scherzo Mambo / Cha Cha / Meeting Scene "Cool" Fugue / Rumble / Finale
Varighed: ca. 24 min.
Lindberg og West Side Story Hvem elsker ikke en historie om skæbneramte elskende, adskilt af sociale eller etniske barrierer, strenge forældre, familiefejder eller en fordomsfuld omverden? Siden den skønne Helene stak af fra Menelaos og flygtede med Prins Paris til Troja, og Pyramus og Thisbe rendte rundt og misforstod hinanden i Babylon, har vi svælget i historier om den umulige kærlighed og de smukke, unge elskende, der hellere vil gå i døden end undvære hinanden. Abélard og Héloïse må nøjes med at udleve deres kærlighed i årelange brevvekslinger fra hver deres kloster, efter at Héloïses familie brutalt har fået Abëlard kastreret. Tristan og Isolde tager for sig af elskovsdrikken om bord på det skib, der skal føre Isolde i armene på Kong Marke som hans brud, og dør i lige dele vanvid, sværdslag og kærlighed. Pelléas bliver dræbt af sin halvstorebror i et opgør om begges udkårne, Mélisande, som snart efter dør i barselsseng. Lady Guinevere og Ridder Lancelot. Cyrano de Bergerac og Roxane. Gatsby og Daisy. Esther og Jørgen i Henri Nathansens Indenfor murene. Kristen Skjern og Elisabeth Friis. Og i nyere tid Jack og Rose i James Camerons Titanic, Kim og Chris i Vietnamkrigsmusicalen Miss Saigon, og de homoseksuelle cowboys Ennis og Jack i Ang Lees Brokeback Mountain. Men blandt alle verdenslitteraturens star-crossed lovers er de mest berømte velsagtens Shakespeares frustrerede teenagere fra stridende familier, Romeo og Julie, hvis plan om at stikke af fra det hele ved hjælp af en sovedrik går så grueligt galt. Få navne er vel før eller siden i samme grad blevet associeret med den umulige – men udødelige – kærlighed. Og få historier har affødt så mange genfortællinger, gendigtninger, filmatiseringer og versioner, hvor tiden, stedet og konfliktens kerne kan være en anden, men den skæbnesvangre romantik altid er den samme. I aften bliver vi præsenteret for to udgaver af samme urhistorie. Lindberg Den svenske komponist Christian Lindberg er oprindeligt basunist og blev allerede som 19-årig ansat ved operaen i Stockholm. Men dermed var han på ingen måde sat i bås som orkestermusiker, eller som basunist for den sags skyld. Både Lindbergs kunstneriske virke og hans person stritter hele tiden i nye og overraskende retninger, han udviser farverigdom som få, og humoren er altid et bærende element i hans musik. Da han i 1980'erne skulle aflevere sit CV til et pladeselskab, anførte han ikke, som det ellers er sædvane, hvilke orkestre, han havde været solist for, eller floskler om, at han havde optrådt over hele verden. I stedet skrev han, at han som barn havde vundet andenpræmie i distriktsmesterskabet i længdespring, vundet 2.A’s tegnekonkurrence i 1964 og spillet i blæseorkesteret, der underholdt i pausen i fodboldkampen mellem Djursholm og Stocksund i 1975.
Og han fortsatte: ”Men livet har ikke kun været solskin for den unge svensker. "Vi skal nok få et mandfolk ud af dig!" og "Slendrian!" var nogle af de kommentarer, som dette lille, uskyldige, blåøjede væsen udholdt under sin skolegang, og når han helt uden at mene noget ondt med det ramte sin lærer i bagdelen med en slangebøsse, blev han uretfærdigt nok kaldt for en "slyngel".” Det er gennem denne form for selvironisk brille, vi skal anskue aftenens komponist fra broderlandet. Til sit 100 års jubilæum i 2012 bestilte Norrköping Symfoniorkester et orkesterstykke af Christian Lindberg. Det blev til Peking twilight – hvor Peking optræder, ikke som kinesisk hovedstad, men som et gammelt kaldenavn for Norrköping. Svenska Dagbladets anmelder kaldte efter uropførelsen – en aften, der også inkluderede Tjajkovskijs 1812-ouverture og Beethovens 9. symfoni – værket for aftenens højdepunkt: ”Som i Gershwins Rhapsody in blue lukker de første takter op for et panoramavindue ud over en by. Det er musik, der rummer det hele: Salmelignende akkorder i messingblæserne, gotisk horror-romantik, og endda et glimt af Bach-agtigt kontrapunkt, men frem for alt et amerikansk tonesprog og rytme. Og referencerne til trods er det musik, der fungerer på sine egne præmisser.”
Christian Lindbergs egen filosofi om sit arbejde som komponist er enkel: "Jeg skriver ikke i nogen som helst stil! Jeg lytter bare til hvad min hjerne og min sjæl fortæller mig, og det jeg hører sætter jeg simpelthen ned på papir. At sige noget mere om mit arbejde ville være prætentiøs nonsens."
Christian Lindberg
Når basunister aflægger audition hos symfoniorkestre rundt omkring i verden, er et af de obligatoriske stykker, der skal spilles, ikke sjældent Ferdinand Davids concertino for basun og orkester i Es-dur. David var en virtuos violinist og fungerede som koncertmester ved de berømte Gewandhauskoncerter i Leipzig, hvilket gjorde ham til nær kollega af Felix Mendelssohn. Concertinoen er skrevet i 1837 og oprandt sandsynligvis som en bearbejdning af et allerede færdiggjort stykke for violin og orkester – en udvikling, der på sin vis blev vendt om igen, da tromboneconcertinoens 2. sats blev arrangeret for violin og klaver af David selv og spillet ved hans begravelse. Her skal vi høre den som den essentielle del af trombonelitteraturen, den er, i Christian Lindbergs egen orkestrering. Tales of Galamanta er orkesterversionen af den blæsersuite, som Lindberg skrev baseret på temaer og motiver fra hans knap tre kvarter lange énakts-opera, Dawn of Galamanta, som er hans version af Romeo og Julie – hvilket binder den smukt sammen med aftenens afsluttende værk. Operaen har den særlige baggrund, at den er skrevet specifikt mhp. opførelse af handicappede kunstnere. Premieren fandt sted på Stockholms Centralstation i 2009, og operaen har siden været opført til stor succes i London og har altså resulteret i både en suite for blæsere og det orkesterværk, vi bliver præsenteret for i aften. West Side Story Romeo og Julie-temaet således slået an bevæger vi os til Leonard Bernsteins symfoniske danse, som netop er en transplantation af fejden mellem Shakespeares Montague’er og Capulet’er til rivaliserende puertoricanske og hvide bander i 1950’ernes New York. Med flytrafikkens ankomst var et stort antal puertoricanere landet i New York City i løbet af kort tid (man talte om ”The Great Migraton”). Det affødte sine steder sammenstød med lokalbefolkningen. Amerikanske aviser summede af historier om ungdomskriminelle
og bander, og offentlighedens optagethed af denne problematik gik ikke ubemærket hen over hovedet på det kreative team, der skulle gå over i historien som ophavsmændene til den eneste musical, der kunne gøre Rodgers & Hammerstein rangen som musikteaterkonger stridig: West Side Story. Teamet – som ud over Bernstein bestod af forfatteren Arthur Laurents, den debuterende tekstforfatter Stephen Sondheim og koreografen Jerome Robbins – havde allerede diskuteret muligheden for at lave en opdateret musicaludgave af Romeo og Julie (den umiddelbare idé var en katolsk/jødisk kærlighedshistorie) og øjnede i nyhedsstrømmen en oplagt mulighed. Og således så West Side Story dagens lys. Der blevet luget lidt ud i det shakespeareske forlæg – ingen forældre til de unge elskende, ingen sovedrik og intet heltindeselvmord til sidst. Og ikke så meget af hensyn til letanstødelige ører som ud fra et ønske om ikke at inkludere slang, der allerede var forældet på premieretidspunktet, opfandt man simpelthen ord og vendinger, der lød som unge menneskers bandeslang uden egentlig at være det. De kreative kræfter sloges til tider indbyrdes om, hvem der egentlig stod for – og dermed skulle krediteres for – hvilket aspekt af forestillingen. Bernstein og Sondheim følte i nogen grad, at musikken og sangteksterne havde været et fælles anliggende, og ingen talte på premieredagen med Jerome Robbins, der havde insisteret på en lidt for diktatorisk ”conceived by”-kreditering. Men de over tusind opførelser, som den originale produktion fik på Broadway mellem premieren 1957 og 1960, taler deres tydelige sprog. West Side Story var en øjeblikkelig – og Tony Award-vindende – succes hos både anmeldere og publikum. Hvorfor blev den så stort et hit? Med Rodgers og Hammersteins succeser op igennem 40’erne og 50’erne – fra Oklahoma i 1943 over South Pacific (1949) og The King and I (1951) til The Sound of Music i 1959 – oplevede musicalgenren en ny guldalder i denne periode (og Hammerstein fungerede i øvrigt som entusiastisk mentor for Stephen Sondheim i arbejdet med West Side Story). Man vendte tilbage til den brede folkelighed, som også havde karakteriseret Show Boat så tidligt som i 1927. Det stadig mere komplicerede indhold, som havde karakteriseret musicalproduktionerne op igennem 30’erne, blev forkastet til fordel for modpolen: Den ultraenkle, ligefremme fortælling om kærlighed, ære, national stolthed og jordnære, amerikanske værdier og normer. Og disse normer blev synonyme med Broadway-musicalen. Typisk for den kulturelle smeltedigel, som USA er, stammede hovedpersonerne altid fra to forskellige kulturelle eller sociale miljøer, og sammenstødet mellem disse var drivkraften i forestillingerne. Periodens musicals handler for så vidt om integration: Man må bøje af mod hinanden, og happy end er en ufravigelig regel. Hvad Bernstein gør med West Side Story er at tage den såkaldt integrerede musical – hvor dialog, sang, musik og dans er lige vigtige for det dramatiske
forløb, og intet af disse elementer kan tages ud, uden at der bliver et hul i fortællingen – og give den et personligt og sofistikeret twist i retning af det mere gennemkomponerede og operaagtige. Samtidig med, at musicalteateret under den kolde krig var et af de steder, hvor amerikanere kunne finde noget at glæde sig over, tog genren også farve af det ændrede verdenspolitiske klima og mistede så at sige sin uskyld. Den lykkelige slutning blev sat til diskussion. Problemstillingerne blev som nævnt mere virkelighedsnære og persontegningen langt mindre idealiseret. Denne nye realisme i kombination med Bernsteins klassisk skolede og raffinerede musicalstil kunne ikke slå fejl. Bernstein vil noget med sin musik. Han kender både sit publikum og sin metier og fremmaner med West Side Story et efterkrigstidsstorbymiljø med et lydlandskab, der fusionerer alt fra Tin Pan Alley over synkoperet cool jazz og latinamerikanske danse (swing, mambo, cha-cha) til ballet og symfonisk digt. Planer blev hurtigt lagt om at skabe en filmversion af musicalen (til hvilken Elvis Presley blev overvejet til rollen som Tony, en idé, der dog prompte blev afslået af hans manager, der ikke ville have sin stjerne associeret med bandevold). I samme proces blev musikken bearbejdet til de symfoniske danse, vi skal høre i aften. Arbejdet med at omarrangere den originale teatermusik blev forestået af flere forskellige orkestratorer med et grundigt efterfølgende redigeringsarbejde af komponisten. Den vigtige rolle, som dansen spiller i West Side Story, øgede udfordringen med at bearbejde musikken til brug i koncertsalen, og man flyttede fortællingens tyngdepunkt fra kærlighedshistorien til bandekonflikten, hvis rytmisk accentuerede, latininspirerede storbyballetter (akkompagneret bl.a. af en gigantisk percussion-sektion, politifløjter og orkestermusikernes entusiastiske udråb af ordet ”MAMBO!”) bliver sidestillet med de mere musicaltraditionelle kærlighedsmotiver som en slags utopisk modsætning. Mange velkendte temaer dukker op undervejs, men regn ikke med at blive spist af med et hyggeligt medley over alle de kønne, populære sange fra West Side Story. Vi er ude i cowboybukser-og-gummisko-balletmusik her! Symfonisk jazz ender ofte som en akavet hybridgenre, hvor det jazzede element kommer i karambolage med selve koncertsalen, det pænt klædte publikum og den kendsgerning, at 70 musikere i det hele taget spiller efter præcist noterede noder. I hænderne på Bernstein er genren imidlertid medrivende grænsende til det forførende, måske ikke mindst fordi netop kombinationen af glitrende, tillokkende Broadway og den filharmoniske koncertsals langt større finkulturelle tyngde er så stor en del af selve definitionen af Bernsteins karriere. Programnote af Katrine Nordland
1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Aistė Juodagalvytė ** Mina Fagerlund Hosseini ** Ivar Bremer Hauge ** Øssur Bæk ** Vivi Mark ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Jean-Hee Lee Ivaylo Dechkoff ** Mads Haugsted ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen ** Malte Bjerkø ** Gert-Inge Andersson ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Mihai Fagarasan ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt
Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Dora Séres ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Vakant Mette Termansen ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Tine Maj Antonsen ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Gustav Carlsson ** Leif Lind ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Sidsel Lund ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Mads Hebsgaard ** Nikolaj Petersen ** Per Børge Jensen ** Tom Nybye ** Klaver Kristoffer Hyldig ** Saxofon Jeanette Balland ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
odensesymfoni.dk