Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 14. september 2017 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30
PARISISK ROMANTIK Odense Symfoniorkester Dirigent: Kaspar Zehnder Solist: Svetlin Roussev, violin Albert Roussel: (1869 - 1937)
Le festin de l’Araignée
Varighed: ca. 16 min.
Édouard Lalo: (1823 - 1892)
Symphonie espagnole for violin og orkester, op. 21, d-mol
I II III IV V
Varighed: ca. 33 min.
(Edderkoppens fest)
Allegro non troppo Scherzando: Allegro molto Intermezzo: Allegretto non troppo Andante Rondo
PAUSE César Franck: (1822 - 1890)
Symfoni, d-mol
I Lento - Allegro non troppo II Allegretto III Allegro non troppo
Varighed: ca. 37 min.
PARISISK ROMANTIK Albert Roussel: Le festin de l’Araignée “There’s always a bigger fish”, siger Obi-Wan Kenobi i Star Wars-sagaen. Uanset hvor stor og intimiderende, en fare synes at være, er det altid sandsynligt, at den kan jages på flugt af en endnu større og mere skræmmende fjende. Og det er den historie, Albert Roussel (1869-1937) præsenterer os for i sin lille ballet-pantomime Le festin de l'araignée (”Edderkoppens fest”), hvis musik er bearbejdet til den orkestersuite, der indleder aftenen. Vi møder forskellige insekter – en myre, en sommerfugl, en døgnflue – i en have, legemliggjort af en fløjtesolo, der både indleder og afslutter værket. Insekterne indfanges ét efter ét i edderkoppens spind, men bedst som edderkoppen skal til at gå i gang med sit festmåltid, bliver den selv offer for en knæler. Historien er mindre udfoldet i orkestersuiten end i balletten, men gennem den impressionistiske, rigt orkestrerede musik, hvis sound vil vække mindelser om Roussels landsmænd Debussy og Ravel, kan vi se dramaet udfolde sig for vores indre blik. Og vi er helt i ro, når fløjten til sidst bebuder, at natten falder på i den ensomme have. Édouard Lalo: Symphonie espagnole for violin og orkester Vi forlader kortvarigt i ånden den parisiske romantik, men kun for så vidt, at vores komponist af aftenens andet værk, Édouard-Victoire-Antoine Lalo (1823–1892), som var franskmand og baseret i Paris hele sit voksenliv, med sin Symphonie espagnole fra 1874 bevidst underlagde sig – eller måske endog var medvirkende fakkelbærer for – de spanske moder, som var fremherskende i samtidens Paris (en måned efter uropførelsen af den violinkoncert, som Sympho-
Foto: Guy Perrenoud
nie espagnole vitterlig er, havde et andet spansk-tematiseret værk premiere i Paris: Georges Bizets opera Carmen). Symphonie espagnole er en violinkoncert i fem satser, skrevet specifikt til den på daværende tidspunkt 30 år gamle, spanske violinvirtuos Pablo Sarasate, hvis distinkt spanske spillestil dannede mode over hele Europa – også Camille Saint-Saëns’ Introduktion og rondo capriccioso for violin og orkester, opus 28, var dedikeret til den unge spanier. Og musikforskningen er samstemmende enige om, at Lalos værk virkede stærkt inspirerende på Petr Tjajkovskij, da han efter at have hørt den smed, hvad han havde i hænderne, og kastede sig over kompositionen af sin egen i eftertiden så berømte violinkoncert. Så der er altså tale om en på alle måder stilskabende, parisisk koncertoplevelse op til pausen. César Franck: Symfoni i d-mol Vi kender navnet og vil kunne udslynge det i en opremsning af, hvem der har tegnet fransk musik i det 19. århundrede – men César Franck er alligevel allemandseje i langt mindre grad end skikkelser som Berlioz, Saint-Saëns eller Bizet, som de fleste vil kunne koble med i hvert fald et enkelt hovedværk eller to. Vi kan ikke engang med ro i sindet udnævne César Franck til fuldt og helt at være franskmand – thi hans rødder er faktisk belgiske, produkt som han er af en vallonsk far (Nicolas-Joseph Franck, der kom fra den belgiske by Gemmenich nær den tyske og hollandske grænse) og en tyskfødt mor (MarieCatherine-Barbe Frings Franck). César så dagens lys i Liège den 10. december 1822 og udviste fra en tidlig alder så store evner for musik, at Papa Franck – som var arbejdsløs og øjnede muligheder i sin talentfulde søn – fik sin knap 8-årige søn indskrevet på det lokale musikkonservatorium. Her vandt unge César sig ikke
Kaspar Zehnder
bare hurtigt et navn som vidunderbarn, men også førstepriser i konservatoriets konkurrencer i bladsang, klaver og kontrapunkt, og en koncertturné, arrangeret af faderen, hvor César spillede for udsolgte huse i Liège, Bruxelles og Aachen. Og i erkendelse af, at Paris var det eneste logiske næste skridt, flyttede familien Franck i 1835, da César var 12 år gammel, til den franske hovedstad, som skulle forblive hans hjem resten af livet. En ellers lovende uddannelse i komposition på konservatoriet i Paris blev afbrudt i utide af César Francks far, som hellere så sin søn som tournerende virtuos i hjemlandet Belgien. Det blev dog kun til et par års koncertvirksomhed og resulterede i et uvægerligt brud med faderen, da karrieren som koncertpianist begyndte at halte. I løbet af de samme år skrev Franck sine klavertrioer opus 1 og 2, som viste sig at sælge glimrende og til så prominente kollegaer som Liszt, Donizetti og Chopin. Og således var komponistgerningen ikke ganske udslukt, men da Franck flyttede hjemmefra i 1846, var han nødt til også at påtage sig undervisningsarbejde og en stilling som organist i kirken Notre Dame de Lorette. Samtidig blev han forlovet – og gift i 1848 – med skuespillerdatteren Félicité Saillot Desmousseaux, og udnævnt til ”kunstnerisk repræsentant” for den navnkundige orgelbygger Aristide Cavaillé-Coll i forbindelse med en forfremmelse til organiste titulaire i kirken Sainte Clotilde. Og således er der et ’hul’ på godt ti år i Francks kompositoriske output omkring disse unge voksenår, mens han koncentrerede sig om at udbygge sin teknik på orglet. Fra 1860’erne lyser Francks seks orgelstykker, 6 piéces d'orgue, op i et ellers mindre bemærkelsesværdigt landskab af fransk orgelmusik. Liszt, som var Francks ven og en stor fortaler for hans musik, erklærede orgelstykkerne for ”værdige til en plads blandt J. S. Bachs mesterværker”. Perioden tegner sig også for at have affødt en decideret skole af Franck-disciple, den såkaldte bande à Franck, hvis medlemmer talte de unge romantikere Vincent d’Indy og Henri Duparc. Det var sidstnævnte, der introducerede Franck til det nystiftede Société Nationale de Musique, som under mottoet ”Ars gallica” arbejdede for at fremme fransk musik og i de kommende år uropførte mange af Francks værker. I samme periode blev han udnævnt til orgelprofessor ved konservatoriet i Paris, en ansættelse, som afstedkom, at han søgte om – og opnåede – stadfæstelse af det franske statsborgerskab, som han egentlig troede, han havde haft fra barnsben. Og Franck var under kælenavnet Père Franck en elsket og højt respekteret lærer for de studerende, som ad åre også kom til at omfatte Ernest Chausson og Louis Vierne. Der var spændinger i kulissen – de øvrige fakultetsprofessorer knurrede over, at Franck uofficielt underviste lige så meget i komposition som i orgel, at han ignorerede konservatoriets vedtagne dogmer og tekstbøger, og at han slet og ret var for populær blandt de studerende. Camille Saint-Saëns var i Société Nationale de Musique en af Francks erklærede modstandere. Men Franck var godhjertet og
Foto: Julien Benhamou
Svetlin Roussev
tillidsfuldt disponeret og oplevede selv aldrig andet end, at han blev omfattet ved venlighed og varme af sine kollegaer. Det er i César Francks sidste to årtier, at den kreative åre i hans kompositoriske output skal findes. Han arbejdede på sit monumentale oratorium Les béatitudes i over ti år. De tre Stykker for orgel (”3 pièces pour orgue”) indviede Cavaillé-Coll-orglet i det gamle Palais du Trocadéro til verdensudstillingen i 1878. De symfoniske digte Le chasseur maudit (”Den forbandede jæger”) og Les djinns (”Jinnerne” – et arabisk sagnvæsen) blev store succeser og affødte en fornyet interesse for at skrive musik for klaver (f.eks. den cykliske soloklaverkomposition Præludium, koral og fuga i h-mol og de symfoniske variationer for klaver og orkester i d-mol). Og han bredte sig ud over snart sagt alle genrer, som det f.eks. ses af den lyse, optimistiske violinsonate i A-dur, operaen Hulda og det (kontroversielt) decideret erotiske symfoniske digt Psyché, alle fra 1886. Og så er der selvfølgelig den store Symfoni i d-mol fra 1888, Francks eneste symfoni, som naturligvis også uvægerligt måtte afstedkomme kontroverser. Efter uropførelsen på Conservatoire de Paris den 17. februar 1889 strittede både den offentlige og den professionelle mening i alle retninger. Bare det, at Franck i sit livs absolutte efterår – et år før hans død, skulle det vise sig – i det hele taget valgte at skrive en egentlig symfoni, løftede øjenbryn. Symfonien var jo solidt henhørende i den tyske tradition. Siden Berlioz’ banebrydende Symphonie fantastique havde andre franske komponister forsøgt at ’franskgøre’ genren, og værker som Saint-Saëns’ orgelsymfoni i c-mol og Vincent d’Indys Symphonie sur un chant montagnard français havde bibragt genren den tilføjelse, at man inkluderede hhv. orgel eller klaver i orkesteret. Derudover blev det anset for særskilt fransk at skrive i den cykliske form (der indebærer, at det samme tema går igen i flere satser), som var kendt helt tilbage fra renæssancens cykliske messer, men som havde ligget henslumrende op igennem barokken og wienerklassikken og bl.a. dukkede op igen i Symphonie fantastiques tematiske idee fixe. Franck valgte at udelade tangentinstrumenter i sin instrumentation (og inkluderede i stedet et kontroversielt engelskhorn), men bevarede den cykliske kompositionsform. Og denne fusion af de tyske og de franske idiomer forvirrede og forargede umiddelbart kendere og kritikere. Det politiserede klima omkring fransk musik på konservatoriet og i Société Nationale de Musique i kølvandet på den franskpreussiske krig hjalp heller ikke. Francks accept af den tyske lyd og glæde ved f.eks. Richard Wagners musik fik Saint-Saëns til at forlade ledelsen i protest. Og efterfølgende var det decideret svært for Franck at finde samarbejdsvillige musikere til at opføre sit værk. Anmeldere og medier, der var private venner eller forretningsaffilieret med Saint-Saëns, sørgede for, at symfonien i pressen blev udråbt til et stykke
inkompetent, amatøragtigt makværk. Og det er kun vores held, at samtidens kulturpolitiske dagsordener ikke fik lov at spænde ben for et af eftertidens mest originale og enestående eksempler på cyklisk, symfonisk komposition i den fransk-romantiske tradition. Programnote af Katrine Nordland
Medvirkende Kaspar Zehnder, dirigent Kaspar begyndte sine studier af fløjte, klaver, dirigent og musikalsk teori ved University of the Arts i Bern. Fra 2005 til 2008 stod han forrest i PKF - Prag Philhamonia som orkesterets chefdirigent (efterfulgt af Jiří Bělohlávek). Siden da har han ofte optrådt med orkestret som gæstedirigent. Zehnder optræder jævnligt i store europæiske koncertsale og på internationale festivaler. En vigtig del af Kaspars musikalske aktiviteter er hans optrædende som både solist og dirigent med forskellige kammerorkestre. Ligeledes er han meget interesseret i alt nyt og ukendt; senest har han dirigeret indspilningerne af orkesterværkerne af den tyske romantiske komponist Robert Radecke med Biel Solothurn Symphony Orchestra, som skabte entusiastisk international kritik. Kaspar har været den kunstneriske leder for Biel Solothurn Symfoniorkester siden sæson 2012-13 samt kunstnerisk leder af Murten Classics Festival siden 1999. Svetlin Roussev, violin Den karismatiske violin virtuose Svetlin Roussev begyndte sin musikalske uddannelse i en meget ung alder, som studerede hos sin mor, som var professor ved musikskolen i hans hjemby Ruse, Bulgarien. I 1991 blev han optaget på Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse de Paris. Roussev har vundet adskillige priser ved internationale konkurrencer, herunder Indianapolis, Long-Thibaud og Melbourne. Han blev udnævnt til Årets Åbenbaring i 2000 af ADAMI-organisationen i Midem, den franske musikbranches største årlige begivenhed i Cannes, og blev udvalgt til sponsorering af Natexis-Banques Populaires Corporate Foundation. Roussev er koncertmester i Radio France Philharmonic Orchestra og var før det koncertmester i Seoul Philharmonic Orchestra fra 2007 til 2015. Han er violinprofessor på Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse de Paris. Svetlin er kunstnerisk leder og artist in residence ved Sofia Filharmonikerne. Svetlin Roussev spiller på en Stradivarius 1710 Camposelice violin venligt udlånt af Nippon Music Foundation.
1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Emily Fowler ** Øssur Bæk ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Vivi Mark ** Helena Højgaard Nielsen ** Aisté Juodagalvyté ** Ivaylo Dechkoff ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Tomas Hanoucek ** Heinrich Koll ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Samuel Künstler ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Andreas Hjort Jessen **
Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Isabella Julia Stokholm Hübener ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Kirstine Lassen ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Sidsel Lund ** Kasper Knudsen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Tom Nybye ** Lukas Grunert ** Rune Schuster ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
odensesymfoni.dk