Foto: Svend Withfelt
CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 30. NOVEMBER 2017 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
EN KATEDRAL AF TONER 500-ÅRET FOR REFORMATIONEN Odense Symfoniorkester Dirigent: Fabrice Bollon Solister: Michala Petri, blokfløjte Antonio Vivaldi: (1678 - 1741)
Concerto Grosso i G-dur, Rv. 151
I Presto II Adagio III Allegro
Varighed: ca. 4 min.
Antonio Vivaldi:
Koncert for sopranino-blokfløjte, strygere og basso continuo, RV 443
I Allegro II Largo III Allegro molto
Varighed: ca. 10 min.
Fabrice Bollon: (f. 1965)
Your Voice Out of the Lamb
I Calm II Allegro giusto III Slow IV Fast and brilliant
Varighed: ca. 19 min.
PAUSE Felix Mendelssohn: Symfoni nr. 5 "Reformationen" (1809 - 1847) I Andante - Allegro con fuoco
II Allegro vivace III Andante IV Choral, ”Vor Gud han er så fast en borg” - Andante con moto - Allegro Vivace – Allegro Maestoso
Varighed: ca. 28 min.
EN KATEDRAL AF TONER Vi er her for at føle historiens vingesus og mærke, at vi lever i året, der markerer, at der er gået et halvt årtusind, siden Martin Luther i oktober 1517 slog sine 95 teser op på slotskirkedøren i Wittenberg og dermed lagde grundstenen for den protestantiske Reformation. Der kan synes langt fra en munks opgør med afladshandel, pavens ufejlbarlighed og nadverens natur for 500 år siden til en odenseansk koncertsal i år 2017. Men vi kan se frem til en aften, hvor vi vil blive mindet om, at også musikken – og i særdeleshed brugen af den i kirken – forandrede sig kolossalt som følge af Luthers reformation og helt konkret efterlod os med en sangskat i form af salmer – flere af dem komponeret af Luther selv – og en tradition for, at det at ”synge med” på sit eget modersmål står centralt i udøvelsen af den protestantiske gudstjeneste. Og vi kan glæde os over, at vi er borgere i en verden, hvor både latinsksprogede, komplekse og overdådige katolske messer og mere spartanske, menighedsinddragende protestantiske koraler, hvor ordet er i centrum, er frit tilgængelige for alle. Antonio Vivaldi: Concerto grosso, G-dur, RV 151 og Koncert for sopraninoblokfløjte, strygere og basso continuo RV 443 Vi starter imidlertid langt fra Lutherbyen Wittenberg, både i tid og sted. I det tidlige 18. århundrede gik den nyordinerede ”røde præst” [læs: rødhåret under pudderparykken], Antonio Vivaldi, rundt og skrev koncerter og skændtes med ledelsen på det børnehjem, hvor han underviste forældreløse unge damer i violinspil. Hans koncerter uden en eller flere solister i front – de såkaldte concerti grossi – regnes for forløberne for den klassiske periodes symfonier. De er sandsynligvis for de fleste vedkommende komponeret til højtuddannede, professionelle orkestre, og de fungerer som nogle af baroktidens fornemmeste eksempler på, hvad orkesteret kan gøre, når det ikke er underordnet en solist. Koncerten for strygere i Gdur, RV 151, med kælenavnet Concerto ”alla rustica”, er, til trods for undertitlens landlige konnotationer, et glimrende, sofistikeret eksempel på den sene barokstil: Første sats, en presto i dansevenlig tredelt takt, er et virtuost stykke ’blær’ med en aldrig stoppende melodi, der farer op og ned, inden det høje tempo brat og dramatisk bliver afløst af en uventet præsentation af det samme materiale i mol. Forsirede løb i en soloviolin udsmykker den enkle melodi i den ganske korte adagio, der følger, mens den afsluttende sats, en dansende allegro, har en travlt optaget cellostemme til at understøtte sin yndefulde violinmelodi. Et værk, hvor Vivaldi i løbet af ganske kort tid – typisk omkring fire minutter – formår at præsentere en imponerende mængde musikalsk indhold. Koncerten for ”flautino”, strygere og basso continuo, RV 443, har i 300 år givet musikhistorikere grå hår, fordi det er uklart, hvilket instrument Vivaldi havde forestillet sig som solist. Sopraninoen, den lille blokfløjte, der klinger en oktav højere end den
almindelige sopranblokfløjte, er det hyppigst brugte instrument i moderne opførelser af værket. Koncerten åbnes med et livligt ritornel (forspil) i orkesteret, hvorefter solisten sætter ind med en passage, der er øjeblikkelig show-off og slår luften ud af os med sin rytmiske fremdrift og sine virtuose løb. Derefter er orkesteret og solisten på skift i rampelyset, sopraninoen kun sparsomt akkompagneret i sine passager, og resultatet er et stykke delikat musik, der emmer af boblende glæde. Anden sats er en smægtende largo i mol med et drømmende og melankolsk hovedtema, der fra starten ligger i sopraninoen, som spiller den afgørende hovedrolle i hele satsen. Og i finalen
Foto: Søren Solkær
MICHALA PETRI
vender orkesteret så tilbage på næsten lige fod med sin solist. Musikken hopper af sted og pipper som en fugl, kaster atletisk om sig med hvirvler af farverige lyde og toner, og man må igen og igen undre sig over, hvordan det kan lykkes fløjtenisten at komme igennem værket med så få muligheder for at trække vejret. Fabrice Bollon: ”Your voice out of the lamb” ”Your voice out of the lamb” er et episk og genrebrydende tonedigt, inspireret af et af alle tiders største rock-konceptalbummer, den britiske progressiv rock-gruppe Genesis’ The Lamb Lies Down on Broadway. Komponisten, Fabrice Bollon (født 1965), har slet og ret givet værket undertitlen "A tribute to Genesis" – og her er der altså ikke tale om Bibelens skabelsesberetning på trods af det engelske navnesammenfald. Genesis havde sin kunstneriske storhedstid i 1970'erne, hvor også den progressive rock nåede sit højdepunkt og eksperimenterede og legede sig igennem ofte meget lange og psykedeliske rocknumre, hvor man inkluderede sammenblandede elementer fra andre genrer, typisk jazz, folkemusik, heavy metal og symfonisk musik. Tænk på den klassiske 70’er-lyd af kunstnere som Pink Floyd, Yes og Frank Zappa, Mike Oldfields ”Tubular bells”, og altså Genesis’ musik i de år, hvor forsangeren hed Peter Gabriel.
FABRICE BOLLON
Bollon inkorporerer tematiske fragmenter fra Genesis’ ikoniske dobbeltalbum The Lamb Lies Down on Broadway i tonedigtet, der er endt med at være opfindsomt og stilbrydende som få fløjtekoncerter i musikhistorien. Målet var at skrive ”en hypervirtuos koncert, der grænser op til det uspillelige" – og når den næsten uspillelige solostemme skal spilles på blokfløjte, ved man jo godt, hvor man skal henvende sig! Vi kan derfor glæde os til en virtuos, billeddannende og eventyrlysten indsats af vores verdensberømte danske blokfløjtenist Michala Petri i dette værk, som i sin indspillede version også skylder sin usædvanlige lyd brugen af digitale effekter: båndsløjfer, ekkoer, forsinkelser osv. Du behøver hverken at kende eller holde af Genesis for at nyde musikken – men ører indstillet på atmosfærisk og dynamisk lyd, som hverken kan rubriceres som rock eller klassisk musik, men en hybrid midt imellem, vil være en fordel. Odense Symfoniorkester indspillede i maj 2015 værket med Michala Petri som solist, og indspilningen har siden været nomineret til både en ECHO Klassik Award og en ICMA Award (International classical music award), to af musiklivets store internationale priser. Indspilningen kan købes i foyeren i koncertens pause, hvor Michala Petri står klar til at signere cd’en. Felix Mendelssohn: Symfoni nr. 5, ”Reformationen” Luthers Reformation var selvfølgelig andet og mere end 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, og på sin vis er der grundlag for at afholde endnu en 500 års fødselsdag for Luthers reformation i år 2030. Denne skulle i så fald markere den såkaldte ”augsburgske bekendelse”; et bekendelsesskrift, der skulle klarlægge de tyske tilhængere af Luthers læres religiøse overbevisninger for kejser Karl 5., der på den måde ønskede at benytte dialogens vej som sit bidrag til mindeligt at løse reformationsstridighederne. Strategien lykkedes ikke – bekendelsen blev under sit latinske navn Confessio Augustana forelagt kejseren som planlagt under rigsdagen i Augsburg (som i øvrigt senere skulle blive W.A. Mozarts far Leopolds fødeby) i sommeren 1530, og dette står stadig som en af reformationens store begivenheder. Men i sin oprindelige form var der for store huller i den til, at katolikker og protestanter kunne bruge den til at opnå et kompromis. Bekendelsen står imidlertid den dag i dag centralt i vores forståelse af lutheranismen og indgår f.eks. på vores hjemlige breddegrader som en basal del af Folkekirkens bekendelsesskrifter. Felix Mendelssohn var født ind i en jødisk familie – han var barnebarn af den berømte tysk-jødiske filosof Moses Mendelssohn – men allerede i hans tidlige barneår opgav hans forældre deres jødiske tro og lod deres fire børn døbe ind i den evangelisk-lutherske kirke. Ved samme lejlighed antog de efternavnet
Bartholdy efter Felix’ morbror, som havde arvet en landejendom med dette navn, og Felix tillagde sig de ekstra fornavne Jakob Ludwig (kan det syvårige vidunderbarn mon have ønsket at nikke anerkendende til Beethoven i den forbindelse?). Og selvom Mendelssohn berømmeligt både senere i sit liv og i sit eftermæle af og til stødte på problemer i forhold til sin jødiske herkomst – den kostede ham sandsynligvis en stilling som dirigent ved Sing-Akademie zu Berlin i 1833, Wagner (hvis antisemitisme er almindeligt kendt) var en skarp kritiker af Mendelssohns musik, og i det 20. århundrede forbød naziregimet såvel opførelse som udgivelse af Mendelssohns værker på baggrund af hans jødiske aner – var det altså netop som en stadfæstelse af hans stærke kristne overbevisning, at hans 5. symfoni hylder Luthers reformation. Nummereringen af Mendelssohns symfonier svarer til udgivelsesrækkefølgen snarere end kompositionsrækkefølgen, og symfoni nr. 5 er reelt skrevet som den anden af Mendelssohns fem symfonier. Han påbegyndte den som 20-årig i 1829 med den forventning, at symfonien skulle indgå i markeringen af 300-året for netop Den augsburgske bekendelse. Det var hans plan, at værket skulle færdiggøres i januar 1830, hvilket ville give ham fire måneder til at tage på turné, inden festlighederne skulle påbegyndes i juni. Imidlertid blev Mendelssohn bremset både i sit kompositionsarbejde og sine turnéplaner af dårligt helbred – hans lillesøster Rebecka smittede ham med mæslinger – og symfonien blev forsinket så meget, at den ikke nåede at komme i betragtning til trehundredeårs-jubilæet, selvom han reelt nåede at færdiggøre den i tide. Man har spekuleret over, om afvisningen fra udvælgelseskomitéen i Augsburg kan have haft et antisemitisk islæt, men det er lige så sandsynligt, at beslutningen slet og ret bunder i tidsnød og måske også det faktum, at Mendelssohns værk er en hel del mindre tilbageskuende (så konservativ Mendelssohns musik ellers senere skulle siges at være) end det værk for mandskor, der endte med at få pladsen. Og således genoptog Mendelssohn sin turné straks efter, at han havde færdiggjort Reformationssymfonien, og fordi han opgav at opføre den i både Paris (som fandt den ”for akademisk”, hvilket kan have været kodesprog for ”for protestantisk”) og London, fandt førsteopførelsen først sted to år senere i Berlin i en revideret version. Efter Mendelssohn fik stillingen som dirigent for Gewandhausorchester i Leipzig, tog karrieren fart, og den 5. symfoni henlå som et ikke yderligere opført ungdomsværk, der først klingede i en koncertsal igen i 1868, mere end tyve år efter komponistens død. Mendelssohn sidestiller i symfoniens ydersatser dels i første sats det katolske ”Dresden amen” (et seks toners motiv, som vi også møder i Wagners opera Parsifal) og dels i finalen Luthers egen vel nok mest berømte salme, ”Ein’ feste Burg ist unser Gott” (”Vor Gud han er så fast en borg”). Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Afbrudt af en festlig scherzo i B-dur i
anden sats og en længselsfuld ”Lied ohne Worte” i g-mol i tredje sats er symfoniens absolutte klimaks den storladne koral over Luthers salme, som også J.S. Bach – som Mendelssohn beundrede og ’genoplivede’ med en opførelse af Matthæuspassionen i 1829 – komponerede en berømt kantate over. Vi hører først melodien sparsomt harmoniseret i træblæserne, derefter optræder salmen i skiftende toneog taktarter i fragmenter satsen igennem, og først til sidst sætter en klimaktisk og fuldt orkestreret version af koralfantasien ind, så ingen efterlades i tvivl om den reformerede kirkes selvsikkerhed og modstandskraft. Programnote af Katrine Nordland MEDVIRKENDE Fabrice Bollon, dirigent Fabrice Bollon er en meget alsidig dirigent. Han er internationalt anerkendt både inden for opera og symfoniske værker. Hans brede repertoire omfatter mindre kendte værker fra det 19. århundrede (især franske) som operaen Cendrillon af Jules Massenet, Pénélope af Gabriel Fauré eller symfonier af Albert Roussel og Joseph Ryelandt. Bollon, født 1965 i Paris, dedikerer en vis mængde af sin direktion til opførelser af nutidige kompositioner og har dirigeret et stort antal premiere, herunder værker af Emmanuel Nunes og Mauricio Kagel. Efter at have studeret på Mozarteum i Salzburg med Nikolaus Harnoncourt og Michael Gielen, havde han sin debut ved Salzburg Festival med operaen Satyricon af Bruno Maderna. Fabrice Bollon er musikchef for Theatre Freiburg, hvor han blandt andet har gennemført hele Wagner's Ring-cyklus. Fabrice Bollon har også for nylig komponeret et værk til skuespil og orkester til MDR Leipzig. Og så har Bollon skrevet et af aftenens værker ”Your voice out of the Lamb” inspireret af Genesis albummet: ”The Lamb lies down on Broadway”. Michala Petri, blokfløjte Michala Petri har opført mere end 4000 koncerter på verdens førende festivaler og koncerthuse og hun har nedbrudt grænserne for hendes instrument, både teknisk og repertoiremæssigt. Hun har blandt andet modtaget Leonie Sonnings Musik Pris, Europa Musicale Soloist Prize og tre gange den tyske ECHO KLASSIK Award. Hun har optaget mere end 70 cd'er, hvor flere har været Grammy-nomineret. Fra begyndelsen af sin karriere har hun optrådt med musikere udenfor den barokke musikscene, som Palle Mikkelborg, Keith Jarrett, Carsten Dahl, Jesper Thilo, Niels Jørgen Steen og Benjamin Koppel.Hendes repertoire spænder over værker fra barok, klassikken, romantikken og strækker sig ind i moderne og improviseret musik. Det er netop denne alsidighed, der ligger bag hendes særlige appel som kunstner.
1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen (orlov) Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** (orlov) Emily Fowler ** Jevgenij Skuratovskij ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * (orlov) Vakant Mads Haugsted ** (orlov) Vivi Mark ** Ivaylo Dechkoff ** Bettina Marie Ezaki ** Karoliina Koivisto ** Veronika Mojzesova ** Mina Fagerlund Hosseini ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Veronika Lenartova** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt
Fløjte Rune Most (orlov) Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs (orlov) Vakant Leo Ferris Gomez ** Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Kasper Knudsen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Christian Larsen ** Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Rune Schuster ** Nikolaj Petersen ** Mads Hebsgaard ** Klaver Rikke Sandberg ** Cembalo Stefano Vasselli ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
Koncerten er en del af Reformationsjubilæet 2017
ODENSESYMFONI.DK