3. OKT 2018 – NYBORG 4. OKT 2018 – SVENDBORG 5. OKT 2018 – KERTEMINDE 6. OKT 2018 – FAABORG
Bastionen Kulturhus Svendborg Anexet Helios
Dørene åbner kl. 17.00 / Spisefællesskab kl. 17.30 - 20.00 Pause kl. 20.00 - 20.30 / Kammerkoncert 20.30 - 21.30 Musiske Rejser: Rejsen Frem (uropførelse) d. 29 nov. 2018 Odense Koncerthus - Odense Symfoniorkester
MUSISKE REJSER Dirigent: Henrik Vagn Christensen Konferencier: Andy Pape Aaron Copland: (1900 - 1990)
Fanfare for the Common Man (1942), arr. Andy Pape Varighed: ca. 4 min.
Ludwig v. Beethoven: Symfoni nr. 6 (1770 - 1827) 2. sats "Szene am Bach", Andante Molto
moto, arr. Andy Pape
Varighed: ca. 15 min.
Andy Pape (f. 1955) / Antonín Dvořák: (1841 - 1904)
Le Famiglie for kammerorkester (1878-2017) Varighed: ca. 6 min.
Andy Pape: Euterpe (uropførelse) Thalia (uropførelse) Melpomene (uropførelse) Terpsichore (uropførelse) Varighed: ca. 20 min. Med støtte fra:
Gurlie, Nyborg Jeg har ikke nogen børn. Derfor betyder min hund meget for mig. Det er en lille sort hund, som er meget kærlig og tre år gammel. Det gode ved, at have hund, er, at man har andre at tænke på end sig selv. Og det er jo sundt at tænke på andre. Jeg har haft hund, lige siden jeg var barn. Hver gang jeg har skilt mig af med en hund, fordi den var gammel, har jeg grædt i stride strømme. Nu er jeg selv blevet gammel og har lige fået hund igen. Jeg håber, jeg overlever hende, og at hun lever mindst 10 år endnu. Den lille hund er årsag til, at jeg, som 80-årig, kommer ud at gå tur hver dag - uanset vejret. Vi går en lang tur hver dag. Og når hun skal have mad, laver jeg også mad til mig selv. Så vi sørger for, at der kommer mad på bordet sammen. Kristina, Kerteminde At komme fra Polen til Danmark, hvor jeg ikke kan sproget eller kender nogen, var en følelse af at starte helt forfra. Det kræver noget. Ikke kun at lære sproget, men også at være stærk nok til ikke at give op mentalt. At møde det ukendte i et nyt liv. Jeg har altid synes, at man skal bruge det, man har. Jeg har aldrig haft lyst til at bruge mit liv på at brokke mig over detaljer og de ting, vi ikke kan ændre på. Jeg værdsætter de små øjeblikke. Dufte, smage og fornemmelser i kroppen. Værdsætter oplevelser, som måske et kys, én koncert eller godt selskab. Oplevelser, der bevæger mig. Sanni, Svendborg Min søn er autist, og han har givet mig den gave at skulle tænke anderledes. For når man er født autist, så er det er autisten, der sætter dagsordenen. Han har svært ved at sætte sig ind i omverdenen, fordi han lever i sin egen verden. Derfor har jeg været nødt til at tænke anderledes og kreativt. Han har været god til at skubbe til mig, og det er ret fantastisk at nå frem til at bruge det anderledes, positivt.
Hanne, Nyborg Der duftede af hvidløg og rødvin - som at komme til en helt anden verden. Og maden... Jeg blev seks kilo tungere af at bo der, fordi jeg kom fra farsbrød og kartofler. Så at komme til den mad. Tænk, at mad kan smage så pragtfuldt og veltilberedt. Det var også første gang, jeg så et bjerg. Det var meget eksotisk. Det var grænseoverskridende, fordi jeg var forsagt og tilbageholdende, så det var svært som 18-årig at komme til et fremmed land. Men jeg var nødt til at være udfarende, for ellers kunne jeg bare sidde og kukkelure på mit værelse. Så der skulle jeg overvinde mig selv og lære at kontakte folk. Det lærte jeg. At tro på, at jeg godt kan kontakte andre mennesker, selvom jeg ikke kender dem. Susanne, Nyborg Victor er mit barn nummer to. Han kom til verden fem dage over termin som dødfødt. Han blev konstateret død dagen før. Det var hårdt at skulle igennem, så dyb en sorg, det er at miste et barn. Men Victor viste mig, hvad glæde og lykke er. For jeg vidste ikke helt, hvad lykke var, før jeg havde været gennem den sorg. Den samme dag jeg fik det at vide, hentede jeg min datter i børnehaven. Hun løb mig i møde, og hun var lykken, der kom løbende imod mig. Det har været en rejse at mærke lykken midt i sorgen. Kirsten, Kerteminde At gå fra barn til voksen. Fra et lille hjerte til et stort hjerte. Det var mine dannelsesår i kollektivet, hvor der duftede af natur, og med en følelse af stor tolerance. Jeg tænker stadig på det som noget dejligt. Et kærligt fællesskab, der ikke var et kliche-kollektiv. Et almindeligt liv med almindeligt arbejde og almindelige mennesker. Kollektivet lever stadig i mig. For i kollektivet var der lyst til livet, og det gjorde mig til et menneske med et stort hjerte.
Eva, Svendborg Spejderlivet har givet mig mit livssyn: At tage ansvar, finde løsninger og blive ved med at lege, også når verden er dum. Jeg bruger det meget, når mine børnebørn er på besøg. Så klatrer vi i træer eller laver huler. Jeg er glad for den grundlæggende tro på naturen og livet, som jeg har fået som spejder. For det er også fedt at være beskidt og synge en sang sammen. Jeg husker, vi var på møn, hvor vi fik opgaven, at vi skulle strikke ét køleskab. Der kan man jo tænke, at det kan man jo ikke. Men spejderen indeni siger, hvis du har fået en opgave, der hedder at strikke et køleskab, så må du jo finde én løsning på, hvordan du gør det. Om du så strikker det i ståluld eller finder på noget andet. Der er mange løsninger på alle verdens problemer. Jørgen, Kerteminde Det var et radio-grammofon-møbel. Det møbel stod i mit barndomshjem, og det var nok det møbel, der gav mig min musikalske indføring. Der blev spillet jazz. Ikke så meget klassisk musik for det var min far ikke så begejstret for. Han synes det var noget langhåret noget, og når først der kom klassisk på i Giro 413, så blev der slukket. Men jeg hørte mange spændende ting og noget hænger mere i ørerne på én end andet. Efterhånden fik jeg udviklet mit musikalske gehør. Jeg blev nysgerrig og fik blod på tanden til at spille til selv. Ja selvfølgelig: Klassisk musik. Kaj, Faaborg Så kom bedstefar ind og sagde: Nu har jeg plantet mine sidste 1000 træer. Bedstemor kiggede på ham og sagde: Jeg ved ikke, hvorfor du bliver ved? Jamen det gør jeg, fordi de næste generationer også skal have æbler. Bedsteforældrene spurgte derefter deres børnebørn, om der var nogen, der ville drive æbleplantagen videre, og der øjnede vi vores chance. Så det endte med, at vi tog den alvorligste beslutning i vores liv, kiggede hinanden i øjne og købte en frugtplantage på Fyn.
Martin, Glamsbjerg Tante Gunvor og livsbanen, dækker over, at jeg skulle have været præst. Og det ville jeg ikke. Men det synes min mor. De havde fået tre piger og så mig. Jeg var den eneste dreng, som efternøler, og det mente min mor var et signal fra Gud, og derfor skulle jeg være præst. Det var frygteligt for mig, for jeg havde ikke noget forhold til det. Men så mødte jeg Gunvor, som boede i en af mine kammeraters kollektiv. Jeg blev hurtigt én af børnene i kollektivet, og Tante Guvor blev min ekstra mor. Gunvor var ansat i Danmarks Radios Børneafdelingen, og det var jeg helt bidt af. Det var der, jeg fandt ud af, jeg skulle være på Danmarks Radio. Det blev min livsbane. Støttet af Tante Gunvor. Britt, Faaborg Det sværeste jeg kan snakke om er Jørgen, som jeg har været gift med i 43 år. Vi havde hele vores liv sammen, vores arbejde sammen, vores drømme sammen. Jeg er ikke kommet mig over det, siden han døde. Det vil vare resten af livet. Han var nysgerrig og kunne godt have tænkt sig mere af livet, men sådan skulle det ikke være. Man bliver revet midt over, og jeg har fundet et nyt udtryk, som hedder glad på deltid. Fordi der også er ting, der glæder mig. Men det er på deltid, fordi det fylder rigtig meget at miste ham. Han var det mest helstøbte menneske, jeg kendte, og han havde altid tid, selvom han havde travlt, og vi gjorde alting sammen. Fra den ene dag til den anden har man ikke hinanden til at dele glæden og fremtiden med. Poul (og Hanne), Faaborg Jeg har boet i 82 år under klokketårnet. Jeg har hørt det bimle og bamle 3 gange om dagen. I alle årene. Jeg nyder det stadigvæk. I en provinsby er det godt at have noget at snakke om; nogle er trætte af det, og andre kan lide det. Nu hører vi til dem, der elsker det, for vi kan slet ikke undvære klokkerne. Uanset hvor vi kommer hen, så kommer vi tilbage til klokketårnet, hvor vi er hjemme. Det bedste vi kan få, er et billede af klokketårnet, når vi er udenlands. Så savner vi helt tonerne og klokkens bimplen og bamlen.
Maria, Kerteminde Mit liv ændrede sig, da jeg var ved lægen, fordi jeg havde ondt i mit knæ. Lægen fortalte mig, at jeg skulle tabe mig, fordi jeg havde ondt i mit knæ. Det vidste jeg egentlig godt, men jeg havde aldrig rigtig overvejet at gøre noget ved det. Men så kom jeg til en diætist og kom i gang med at tabe mig, og jeg tabte mig 35 kg. Men det er egentlig ikke det jeg synes, der ændrede mit liv. Det der ændrede sig, var at få et helt andet forhold til, hvem jeg er, og hvordan jeg ser ud; mit selvforhold. For jeg vidste godt, at jeg var en stor pige, men jeg blev opmærksom på, at jeg kunne gøre noget ved det. Og selvom jeg har taget nogle af kiloene på igen, så er jeg meget mere bevidst om, hvad der gør mig glad, og at jeg ikke bare skal tabe en masse kilo, men finde en balance, hvor jeg også har plads til at nyde livet og være stolt af min krop. Jeg har heller ikke ondt i knæet mere. Kristine, Glamsbjerg Jeg havde sendt en elev til en sangkonkurrence, men synes egentlig, at konkurrencen var meget ubegavet. De ville også have, at jeg skulle spille klaver i fjernsynet. Det ville jeg ikke, så sanglæreren og journalisten begyndte at have mange telefonsamtaler. Det synes journalisten var meget besværligt, men også lidt spændende. At jeg havde så meget faglig stolthed. Min elev vandt sangkonkurrencen, så nu skulle jeg også interviewes af journalisten. Det der skete var, at midt i interviewet, blev vi vildt forelskede. Han er nu min mand. Vi har været sammen lige siden.
Bente, Nyborg Jeg er vokset op langt ude på landet, men for mig var det verdens centrum. Jeg var så heldig at vokse op blandt dyr, jord og skov. Jeg husker, hvordan min far satte mig på malkestolen i kostalden, og vi gav de nyfødte kalve og katten råmælk. Når vi gik ud i marken, gik han med en rigdom i sig, imens han lærte mig alt om, hvad der gror og lever. Min næring fra barndommen. Alt som vokser, alt som gror. Det har jeg fået af min far. Veronika, Vollsmose Jeg kommer fra Tjekkiet, hvor min hund også kommer fra. Vi voksede op sammen, siden jeg fik hende af mine forældre i 6-års fødselsdagsgave. Hun var ikke bare en hund, hun blev min bedste ven, og vi var to sjæle sammen i livet. En dag blev hun pludselig syg og jeg fortryder at jeg ikke aflyste den koncert, så jeg kunne nå hjem og sige farvel til hende. Efter hun døde, ændrede min præstation sig i musikken. Det er virkelig underligt, men jeg kan mærke følelsen af hende, når jeg spiller. Musikken tager mig tilbage til oplevelserne med hende. Jeg vil ikke kunne give slip på musikken, fordi det kan give mig noget, som intet andet kan. Det er følelser uden ord, som sætter ord på det ordløse og forbinder os til tider og steder, vi vil mindes.
Musiske Rejse, er den Reumertprisvindende komponist Andy Pape's seneste projekt, som går ud på at indsamle fynboernes egne fortællinger om rejser gennem livet og give dem tilbage som musik. Mange har en personlig historie om rejsen gennem livet. En historie, som har stor betydning. En historie, der har formet os og vist os videre på livets vej. Men hvordan lyder det, når denne historie bliver omsat til musik? Netop dét har du mulighed for at få svar på, da Andy Pape sammen med Odense Symfoniorkester ved spisefællesskaber rundt om på Fyn sidste år indsamlede 150 livshistorier, som de vil give tilbage som musik. Du inviteres derfor selv til spisefællesskab og dernæst kammerkoncert med Odense Symfoniorkester, hvor du kan lytte til historierne omsat til musik. Det sker d. 3.-6. okt. i Nyborg, Svendborg, Kerteminde og Faaborg. Du kan også opleve historierne og musikken i uropførelsen på det symfoniske værk - Rejsen Frem - hos Odense Symfoniorkester d. 29. november. Bag denne forvandling fra historier til musik står altså den finurlige ildsjæl af en komponist, Andy Pape. Pape har mange spændende musiske projekter på sit CV, og nogen vil måske huske ham fra hans mange samarbejder med Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera. Det som fascinerer Pape ved projektet ”Musiske Rejser”, er en helt uvant og anderledes skabelsesproces for musikken. Normalt har man som komponist kun sig selv og sine egne idéer at tage højde for, hvorimod i skabelsen af "Rejsen Frem" fungerer fynboerne som en slags sparringspartnere i udformningen af symfonien. Heldigvis har Pape også haft de 9 muser, som har givet ham en hjælpende hånd.
KAMMERMUSIKERE
Vi ønsker dig en god musisk rejse i fynboernes egne livshistorier. Violin 1 Esther Mielewczyk Stinus Christensen Violin 2 Kathrin Kollecker Mads Haugsted Bratsch Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Cello Michaela Fukacová Philippe Muriset Kontrabas Peter Prehn Fløjte Verena Robertz Obo Albrecht Krauß Klarinet Svante Wik
Fagot Morten Østergaard Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Trompet Per Morten Bye Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Tuba Carl Boye Hansen Slagtøj Kasper Grøn Klaver Britt Krogh Grønnebæk Projektleder: Stinne Sønderkjær Vium Produktionsleder: Peter Sommerlund
ODENSESYMFONI.DK