CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
15. MARTS 2024 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
BEETHOVEN & ELVIRA MADIGAN
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Simon Gaudenz
Solist: Valdemar Wenzel Most, klaver
Joseph Haydn: Symfoni nr. 94, ”Paukeslaget” (1732 - 1809)
I Adagio cantabile
II Vivace assai
III Andante
IV Menuetto Allegro di molto
Varighed: ca. 25 min.
Wolfgang Amadeus Klaverkoncert nr. 21, Mozart: “Elvira Madigan” (1756 - 1791)
I Allegro
II Andante
III Sanctus Varighed: ca. 26 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Ludwig van Symfoni nr. 1
Beethoven:
I Adagio molto - Allegro con brio (1770 - 1827)
II Andante cantabile con moto
III Menuetto: Allegro molto e vivace
IV Finale: Adagio - Allegro molto e vivace
Varighed: ca. 28 min.
Et hattrick af wienerklassiske udødelige mesterværker – hver og ét med historisk gennemslagskraft og musikalsk pondus nok til at kunne betragtes som aftenens hovedværk. Velkommen til en koncert dedikeret til de sidste årtier af det 18. århundrede, hvor tre af musikhistoriens absolut største genier satte så høj en ny standard for den symfoniske musik, at genklangen af deres værker næppe nogensinde vil klinge ud.
J. HAYDN: SYMFONI NR. 94, ”PAUKESLAGET”
Næsten en tredjedel af Haydns (mindst) 104 symfonier har kælenavne. ”Afskedssymfonien”, ”Jagten”, ”Bjørnen”, ”Hønen”, ”Militærsymfonien”, ”Uret”. Alle giver de os billedlige associationer at hænge en symfoni op på, og måske hjælper kælenavnene os med at huske, vælge og endda elske de pågældende værker. Det var sjældent (om nogensinde) Haydn selv, der fandt på navnene, som typisk blev tildelt et værk af hans forlæggere. Men han skulle være den sidste til at klage – så længe en symfoni, med eller uden tilnavn, afstedkom udgivelser og publikums gunst, var komponisten glad.
Et af de kælenavne, der med tiden har antaget en måske ikke helt heldig klang, er netop nr. 94, ”Paukeslaget”, som Haydn skrev i 1791 som den anden af sine tolv ”London-symfonier”. Haydns optagethed af at stille det engelske publikum tilfreds var til dels båret frem af tilstedeværelsen af hans elev lgnaz Pleyel, som var i den britiske hovedstad for at præsentere en række koncerter, der endte som direkte konkurrenter til hans berømte lærers symfonier. Fra
vores plads i historien er vi godt klar over, at Haydn med sin uendeligt større begavelse som komponist ikke havde noget at frygte fra Pleyel – denne skulle blive husket som grundlæggeren af en berømt klaverfabrik (og hans senere svigerdatter som den unge eksforlovede, som Hector Berlioz planlagde at skyde i et spektakulært affektdrab, der heldigvis ikke blev til noget). Men i London i 1791 arbejdede Haydn ihærdigt på at præsentere en ny symfoni, der ville begejstre den londonske offentlighed.
Resultatet blev ”Paukeslaget”, som englænderne kalder ”Surprise”-symfonien. Og når kælenavnet måske er uheldigt, så skyldes det, at absolut ingen bliver overrasket af den pludselige fortissimo-akkord inkl. paukeslag i 2. sats længere. Paukeslagssymfonien indeholder så langt mere end det famøse paukeslag: Det karakteristiske lune og den godhjertede humor, som karakteriserer en stor del af Haydns musik, og som paukeslaget unægtelig er symbolsk for, får følgeskab af masser af anden musikalsk innovation: Subtile harmoniske og dynamiske kontraster (i sig selv overraskende nok i samtiden), et hovedtema, der ikke starter i hovedtonearten G-dur (også noget af en mavepuster i 1792), en hjertesmeltende, varm bondedans i 3. sats, og en livlig og brillant finale fuld af alle de melodiske idéer og, ja, overraskelser og paukeslag i rigt mål, som kun en herre af Haydns format og renommé kunne levere troværdigt.
Foto: Lucia HunzikerW. A. MOZART: KLAVERKONCERT NR. 21, ”ELVIRA MADIGAN”
Som fynboer har vi nok en særlig forkærlighed for historien om Elvira Madigan: den danske linedanserinde, der løb væk med sin elskede svenske løjtnant Sixten Sparre. Han var gift. Hun var bundet til et omrejsende cirkus. De to opretholdt deres hemmelige forbindelse pr. brev i et år, inden de så deres snit til at stikke af sammen via Stockholm og København til Svendborg. Og da der ikke var flere smykker at pantsætte, og hans familie i Sverige forståeligt nok ikke ønskede at sponsorere det elskende par økonomisk, fik historien om Elvira og Sixten en tragisk udgang: Fra deres eksil i et sommerpensionat i Troense tog de en julimorgen i 1889 på en sidste skovtur sammen, hvor Sixten skød først Elvira og siden sig selv i tindingen. Et mindesmærke for parret kan stadig ses i Nørreskoven på Tåsinge det sted, hvor de døde.
Alt dette kunne Mozart selvfølgelig ikke vide noget om. Han skrev sin koncert i 1785, over 100 år inden parrets fatale endeligt. At vi associerer hans 21. klaverkoncert med Elvira Madigans navn skyldes Bo Widerbergs film fra 1967, der fortæller historien og skylder Mozarts 2. sats hele sin betragtelige, følelsesmæssige tyngde. Og man skulle da være et skarn, hvis ikke man nød den tragisk-romantiske historie, der nu er uløseligt forbundet med koncerten her. Men nyd nu også musikken på sine egne præmisser: Den sublime dialog mellem klaver og orkester i den marchlignende og humoristiske førstesats, hvor Mozart formår at gøre orkestret til ligeværdig medspiller og ikke bare underdanig akkompagnatør. Klaverets næsten undskyldende entré, der langsomt vinder i selvtillid. De subtile spil mellem dur og mol og overraskende spring rundt i tonearterne (lyt efter noget, der lyder som en forudanelse af den store g-mol-symfonis hovedtema i klaveret). Den virtuose og filigranagtige finalerondo, hvor solisten får lov at dupere sokkerne af os. Og selvfølgelig de blidt pulserende trioler i 2. satsens andante, hvorover først strygere og siden klaver spinder måske én af de smukkeste melodier, Mozart nogensinde skrev. Hvilket som bekendt siger ikke så lidt.
L. V. BEETHOVEN: SYMFONI NR. 1
Beethoven voksede op til tonerne af Haydns og Mozarts symfonier. Da han blev født i 1770, var Haydn kun halvvejs gennem sit enorme output af symfonier. Beethoven var teenager, da Haydn skrev sine seks berømte Paris-symfonier, og Mozart berigede verden med sine fem sidste mesterværker i genren, heriblandt ”Linz”, ”Prag”, ”Jupiter” og den store g-mol-symfoni nr. 40. Det er skræmmende store sko at fylde ud, men Beethoven var heldigvis en ung mand med selvtilliden i orden. Da han flyttede fra Bonn til Wien i 1792, året efter Mozarts død, var det for med mæcenen grev Waldsteins ord ”at modtage Mozarts ånd fra Haydns hænder”. Han opsøgte da også Haydn og modtog undervisning i komposition og teori af ham i et år – men d’herrers lærer-elev-forhold blev
Foto:Tom McKenzie
aldrig rigtig godt. Beethoven var slemt skuffet over, at Haydns tilgang til lærergerningen ikke hævede sig over det overfladiske og jævnt hen uinteresserede. Den aldrende mester satte røde streger de forkerte steder i Beethovens partiturer, og Beethoven forsøgte sig med at sætte fælder for sin læremester og lavede fejl med vilje, der så ikke blev rettet. Den mislykkede undervisning kastede en skygge over de to komponisters personlige relation – men Haydn forblev nu en diskret økonomisk støtte for Beethoven i de år, hvor han skulle etablere sig som selvstændig kunstner i Wien. Og den musikalske inspiration i Beethovens unge år er umiskendelig.
For det wienske society var Beethoven umiddelbart en fremmed. Han kom fra randområdet af kejserriget, var grov i sit udseende, lav af statur (162 cm), koparret, mørklødet (hans venner kaldte ham ”sicilianeren”), usædvanligt behåret og med en underlig, rhinlandsk dialekt. Og så sad han dér ved koncerterne i de fyrstelige hjem og konkurrerede i improvisation med de brokadefrakkeklædte, pudderparykbærende, noble herrer – og gav baghjul til alle! Succesen var øjeblikkelig som klavervirtuos, improvisator og komponist af klaversonater og kammermusik. Men strygekvartetter og symfonier var han længere om at turde give sig i kast med – dertil var ærefrygten for Haydn og Mozart trods alt for stor.
Modet kom, da han i en alder af næsten 30 år arrangerede sin første (egenbetalte!) koncert på det nu hedengangne Burgtheater den 2. april 1800, hvor man udover hans 1. symfoni spillede den siden så berømte septet for strygere og blæsere opus 20, en symfoni af Mozart, uddrag af Haydns Skabelsen, og Beethoven improviserede over én af sine egne to første klaverkoncerter. Og Beethoven havde nok set rigtigt, da han vurderede, at Wien så småt var klar til en ny superstjerne. Anmelderne var overordentligt positive. F.eks. skrev det helt nyopstartede Allgemeine musikalische Zeitung: "Det viste sig at være den mest interessante koncert, vi har haft i lang tid. Til sidst fik vi en symfoni af Beethoven selv, der udviste stort kunstnerskab, innovation og et væld af ideer; bortset fra, at træblæserne blev overudnyttet, så det næsten var musik for blæseorkester i stedet for fuldt orkester".
Det sidste hug i siden til brugen af træblæsere tager vi med den dybeste sindsro i dag. Vi hører dem faktisk i symfoniens allerførste akkordforløb, der i sig selv har virket grænseoverskridende på samtidens publikum i og med, at de kun langsomt bevæger sig hen mod symfoniens hovedtoneart, C-dur. En afgjort øjenbrynsløfter hos koncertpublikummet anno 1800. Og således har vi i det hele taget at gøre med en symfoni, der lever fuldt og helt i Haydns og Mozarts verden – og f.eks. holder sig strengt til den klassiske sonateform i 1. sats. – men også allerede i mesterens første forsøg udviser tydelige tegn på det ustoppelige, beethovenske geni, der skulle vælte ud af ham i de otte symfonier, der fulgte. Lyt efter de mange markante sforzandi (pludselige betoninger), paukerne
i 2. sats (et nik tilbage til Haydns ”chokerende” paukeslagssymfoni?), den usædvanligt hurtige menuet i 3. sats, der ikke har spor med statelig hofdans at gøre, og så altså ikke mindst den prominente og selvstændige brug af træblæsere – et aspekt, der nok var usædvanligt dengang, men som vi kun lytter til med frydefuld glæde i dag.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Simon Gaudenz, dirigent
Simon Gaudenz er vores tidligere 1. gæstedirigent, men han er nu chefdirigent ved Jena Philharmonic Orchestra. Han er uddannet i fagene klarinet, komposition og direktion ved konservatorierne i Luzern, Graz, Freiburg og Salzburg. Fra 2004-2011 har han været kunstnerisk leder og chefdirigent ved Collegium Musicum Basel. I 2006 vandt han den internationale dirigentkonkurrence Gennady Rozhdestvensky, og i februar 2009 vandt han Der Deutsche Dirigentenpreis, som er én af de fornemmeste europæiske dirigentpriser. Siden har han dirigeret en lang række af orkestre rundt om i verden, bl.a. Bayerischer Rundfunk, Staatskapelle Dresden og Orchestre National de France.
Valdemar Wenzel Most, klaver
Pianisten Valdemar Wenzel Most vandt både 2. prisen og Carl Nielsen-prisen ved Aarhus International Piano Competition 2023, ligesom han også vandt førsteprisen ved Steinway Piano Festival i 2022. Valdemar er blot 18 år gammel og går stadig på MGK på Sankt Annæ Gymnasium. Derudover er han optaget i DKDM’s Juniorakademi, hvor han studerer hos den anerkendte pianist Bella Zapolski. I november modtog hans Jacob Gades Legat på 100.000 kr. Trods sin unge alder har han allerede optrådt med Göteborg Symfoniker, Sønderjyllands Symfoniorkester og Aarhus Symfoniorkester.