CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
6. APRIL 2024 KL. 15.00
KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 14.00
BACHS BRANDENBURGKONCERTER
Musikalsk ledelse: Cam Kjøll og Mahan Esfahani
Johann Sebastian Brandenburgkoncert nr. 1
Bach:
BWV 1046 (1685 - 1750)
I Allegro
II Adagio
III Allegro
IV Menuet; Trio I; Menuet; Polonaise; Menuet; Trio II; Menuet
Varighed: ca. 22 min.
Brandenburgkoncert nr. 3
BWV 1048
I Allegro
II Allegro
Varighed: ca. 10 min.
Brandenburgkoncert nr. 4
BWV 1049
I Allegro
II Andante
III Presto
Varighed: ca. 17 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Brandenburgkoncert nr. 5
BWV 1050
I Allegro
II Affettuoso
III Allegro
Varighed: ca. 21 min.
Brandenburgkoncert nr. 6
BWV 1051
I Allegro moderato
II Adagio ma non tanto
III Allegro
Varighed: ca. 18 min.
Brandenburgkoncert nr. 2
BWV 1047
I Allegro
II Andante
III Allegro assai
Varighed: ca. 13 min.
BACHS BRANDENBURGKONCERTER
Bachs ansættelse hos fyrst Leopold von Anhalt-Köthen i 1717 blev skudt i gang på en dramatisk baggrund. Ikke alene var den store mester, der i næsten ti år havde fungeret som uhyre flittig, kantateskrivende organist og kammermusiker for hertugen i Weimar, blevet skuffet, da han mod forventning ikke fik tilbudt den stilling som Kapellmeister, som blev ledig, da forgængeren på posten døde. Som salt i såret gik stillingen til den afdødes søn. Bach, som hverken var bleg for at forfalde til det ærekære eller det egensindige, forsøgte sig med at strejke. Han holdt simpelthen op med at komponere i en periode. Og da et jobtilbud viste sig fra fyrsten i Köthen, hvis søsters bryllup Bach havde skrevet musik til, var det et fristende alternativ til, hvad der lignede gnidningsfulde og fremtidsløse, musikalske udsigter i Weimar.
Dramaet stoppede bare ikke her. Da Bach prøvede at sige sin stilling op, fik den temperamentsfulde Weimar-hertug Wilhelm Ernst ham smidt i fængsel. Knap fire uger sad han indespærret og kukkelurede (brugte dog muligvis sin tid konstruktivt med at skrive en del af Das wohltemperierte Klavier), før han blev løsladt og afskediget i unåde. Og J. S. Bach er således en af de få komponister i musikhistorien, som har siddet inde. (Og han kan nu betragte sig som heldig: Én af hornisterne i hans orkester, franske Adam Andreas Reichardt, forsøgte flere gange at sige op, men blev hver gang idømt hundrede piskeslag for den forseelse – og da han forsøgte at flygte fra fængslet, erklærede Wilhelm Ernsts nevø og nominelle ’medhersker’, Ernst August I, ham for fredløs og lod ham indfange og hænge til offentlig spot og spe).
Efter knap en måned i fængsel tog Bach altså af sted til det job, han havde stræbt efter hele tiden: Jobbet som Kapellmeister. I Köthen sluttede han sig til den musikelskende, 23-årige fyrst Leopold som hans musikdirektør og fik her godt fem lykkelige og produktive år, hvor han kunne skrive sin musik i relativ fred og ro uden magtkampe med sin foresatte. Årene i Köthen markerer desuden den første gang i Bachs liv, hvor han er væk fra kirken. Fyrst Leopold var calvinist og stillede dermed ikke krav om lutheransk kirkemusik ved sit hof (og brød sig decideret ikke om vokal udsmykning af kirkemusikken). Så Bach befandt sig altså pludselig i et verdsligt miljø med en sympatisk og ekstremt musikbevidst og -entusiastisk chef. Leopold brugte næsten en fjerdedel af fyrstedømmets samlede indkomst på sin store hobby – orkesteret – spillede selv violin, viola da gamba og cembalo og elskede at slutte sig til orkesteret som en slags sofistikeret karaokemusiker. Hans mor ville ikke have, at han larmede med sin musik i paladset hele tiden, så øvningen blev forlagt til Bachs hus, og denne fik så lidt ekstra penge for ulejligheden – Bach elskede ekstra penge for dette og hint.
Det er i dette miljø, at de seks Brandenburgkoncerter er blevet til – eller er det nu også det? Indiskutabelt
er det, at Bach skrev mange af sine betydeligste og i eftertiden mest elskede instrumentalværker i denne periode. Han havde en forkærlighed for at producere musik i serier på seks: Seks sonater og partitaer for soloviolin, seks cellosuiter, seks franske suiter – og så lige de 24 præludier og fugaer, der udgør Das wohltemperierte Klaviers første bog. Hertil kommer violinkoncerter, dobbeltkoncerter, inventioner, sinfoniaer, klaverstykker – og så altså de seks Brandenburgkoncerter, hvis tilblivelse på én gang giver fuldt ud mening som et produkt af den kreative instrumentalperiode i Köthen, men også giver forskningen grå hår, fordi tilblivelseshistorien er knyttet til en anden fyrste end ham, der betalte Bachs løn.
Koncerterne er dedikeret til markgreve Christian Ludwig af Brandenburg-Schwedt, som Bach kendte fra en rejse til Berlin i 1719, hvor han havde haft til opgave at indkøbe et dyrt, moderne cembalo til hoffet. Markgreven havde et orkester i sin residens i Berlin, og Bach sendte ham i marts 1721 ganske uopfordret de seks koncerter ”for adskillige instrumenter” med en floromvunden tilegnelse til ”Hans Kongelige Højhed” og en selvudslettende påmindelse om "det ydmyge
talent for musik, som Himlen har bevilget mig". Koncerterne er tydeligvis ment som en uopfordret jobansøgning. Men Bachs henvendelse forblev ubesvaret. Markgrevens musikere var muligvis ikke kvalificerede til at opføre koncerterne – måske åbnede han ikke engang partituret? – og de seks ubestridelige mesterværker blev henlagt og end ikke registreret i hoffets arkivfortegnelse.
Men hvorfor søgte Bach overhovedet en stilling fjernt fra det hof, hvor han efter eget udsagn havde gennemlevet sit livs lykkeligste år? Det kan have flere årsager: Köthen var en soveby og kunne næppe honorere Bachs ambitioner, hverken på sine egne vegne eller for sine sønners uddannelse. Det blomstrende musikmiljø i Köthen lader også til at være stagneret en smule med tiden, både som følge af fyrstens nødvendighed af at allokere flere og flere af sine musikbudgetter til det preussiske militær, og som et resultatet af fyrstens ægteskab med sin kusine Friederike Henriette von Anhalt-Bernburg. Hun er gået over i historien som en af musikhistoriens mest berømmeligt umusikalske personer, fordi Bach
bebrejdede hende fyrstens dalende musikinteresse og kaldte hende for en ”amusa” (en værre fornærmelse kan man dårligt tænke sig fra en mand som J. S. Bach).
Mest sandsynligt er det dog, at Bachs pludselige interesse for at komme væk fra Köthen er et resultat af den personlige tragedie, der ramte ham i sommeren 1720, da han kom hjem fra et to måneder langt ophold i Karlsbad. I hans fravær var hans 35-årige hustru (og kusine) Maria Barbara pludselig død af ukendte årsager, muligvis som følge af komplikationer under hendes syvende graviditet. Hun var allerede blevet begravet, da Bach kom hjem og modtog den chokerende nyhed, så snart han trådte over dørtærsklen til sit hjem. Og den form for slag, er det naturligvis ikke svært at sætte sig ind i, kunne give anledning til, at Bach, nu enkemand med fire overlevende, mindre børn, kunne få lyst til at bryde op.
Som bekendt løste Bach ret hurtigt problemet med enkemandsstanden ved halvandet år senere at gifte sig med Anna Magdalena Wilcke, en seksten år yngre sangerinde ved hoffet i Köthen, der skulle føde ham yderligere tretten børn (hvoraf de seks overlevede til voksenalderen). Og så fik vi da Brandenburgkoncerterne på den konto. Man mener, at de i hvert fald delvis er blevet til på grundlag af eksisterende, ikke bevarede koncerter fra årene i Weimar (og dermed ikke automatisk var fyrst Leopold ejendom), og selvom jobansøgningen til markgreven i Berlin ikke resulterede i en ansættelse, og koncerterne lå uopførte hen i over hundrede år, så har eftertiden noget så læsterligt taget dem til sig som vel nok baroktidens mest berømte instrumentalkoncerter (side om side med Vivaldis ”De fire årstider”).
På trods af, at Brandenburgkoncerterne udgør et samlet hele, skrevet i den italienske koncertform med koncerterende soloinstrumenter, tutti og tilbagevendende ritorneller (”omkvæd”), så har hver af de seks koncerter hver deres helt særlige karaktertræk. De har forskellige antal satser, forskellige soloinstrumenter, forskellige tempobetegnelser og forskellige længder. Og på slige vis fungerer Brandenburgkoncerterne som et eminent display af den store mesters suveræne behandling af klangfarverne i hele orkesterpaletten og de raffinerede udtryk i den genre – i spændingsfeltet mellem concerto grosso og solokoncert – som et par generationer senere skulle munde ud i den store, klassiske symfoni.
Her er musikalsk farverigdom for alle pengene (lyt efter den fremadstormende jagthornduo og den distinkte piccoloviolin i koncert nr. 1), vekselspil i overraskende kombinationer (f.eks. trompeten og blokfløjten i koncert nr. 2), musikalske drillerier (midtersatsen i koncert nr. 3 er på kun to akkorder, en såkaldt ”frygisk kadence”), ekkoeffekter mellem strygere og blokfløjter i koncert nr. 4, en lang, krævende solo for continuoinstrumentet cembalo i koncert nr. 5, og en lille, ren strygerbesætning i den sjette. Og ikke mindst allestedsnærværende, stor virtuositet fra alle
orkestrets krinkelkroge – også dem, der ikke plejer at stå frem. I Brandenburgkoncerterne finder vi forfinet dans, maskulin jagt, royal ophøjethed, sprudlende livsglæde og dyb alvor. Musik, der egner sig til den store udendørsopførelse, og satser, der næsten er intime kammerværker.
Og så kan det godt være, at Bach i sin dedikation bad markgreven ”meget ydmygt om ikke at ænse stykkernes ufuldkommenhed”, når han vurderede dem ”med den forfinede smag for musikstykker, som alle ved, at han besidder”. Men markgrevens forfinede smag ufortalt, så står det hen i det uvisse, hvilke ufuldkommenheder Bach henviste til. De forbliver til dato endnu uhørt – og 300 år senere fortsætter et beriget publikum med at lade disse uomgængelige perler fra barokrepertoiret gå direkte i hjerterne.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Cam Kjøll, violin
Cam Kjøll er en internationalt efterspurgt kammermusiker, solist og orkesterleder. Kjøll er født og opvokset i Oslo og startede med at spille violin, da de var seks år gammel. Fra Kjøll var tolv år fik de plads og yderligere undervisning på Barratt Due Musikinstitut. Efter at have studeret i Schweiz, USA, Norge og London fik Kjøll job som 1. koncertmester ved Den Norske Opera & Ballett og har senere arbejdet i samme stilling i Luzern Symphony Orchestra, WDR Sinfoniorchester og Houston Symphony.
Udover at spille meget kammermusik brænder Kjøll for pædagogik og har haft flere lærerstillinger. Kjøll er også kunstnerisk leder sammen med Lars Anders Tomter for festivalen Fjord Classics.
Kjøll spiller på en Giovanni Battista Guadagnini-violin (fra 1747), generøst udlån af Dextra Musica/ Sparebankstiftelsen
Mahan Esfahani, cembalo
Mahan Esfahani er født i Teheran og opvokset i USA, hvor han studerede ved Stanford University, mens han arbejdede som repetitør. Esfahani afsluttede sine musikalske studier i Prag, hvor han i dag er bosat. Siden sin debut i London i 2009 har Mahan Esfahani etableret sig som en af verdens førende cembalister; med anmelderroste optrædener og indspilninger over hele verden og et tæt samarbejde med nogle af de førende nulevende komponister. Han er den første og eneste cembalist, der har fået titlen som BBC New Generation Artist (2008-2010), han har været nomineret til Gramophone's Artist of the Year i 2014, 2015 og 2017) og været på listen til årets instrumentalist ved Royal Philharmonic Society Awards 2013 og 2019.
BRANDENBURG NR. 1 BWV 1046
Solister: Henrik Skotte, obo; Albrecht Krauß, obo; Pina Mohs, obo; Lars Mathiesen fagot; Tone Sundgård Anker, horn; Niels Aamand Güntelberg, horn
1. violin
Signe Madsen, Ulrike Kipp Christensen, Sofie Qvamme
2. violin
Simona Bonfiglioli, Jovana Vukušić, Veronika Krauß Mojzešová Bratsch
Christian Bønnelykke, Victor Sørensen
Cello
Jonathan Slaatto
Bas
Peter Prehn
BRANDENBURG NR. 2 BWV 1047
Solister: Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Henrik Skotte, obo Per Morten Bye, trompet
1. violin
Signe Madsen, Ulrike Kipp Christensen, Sofie Qvamme
2. violin
Simona Bonfiglioli, Jovana Vukušić, Veronika Krauß Mojzešová Bratsch
Rafaell Altino, Marie Louise Broholt Jensen
Cello
Anna Dorothea Wolff
Bas
Peter Prehn
BRANDENBURG NR. 3 BWV 1048
Solister: Cam Kjøll, violin; Signe Madsen, violin; Simona Bonfiglioli, violin; Rafaell Altino, bratsch; Dorthe Byrialsen, bratsch; Marie Louise Broholt Jensen, bratsch; Jonathan Slaatto cello; Anna Dorothea Wolff, cello; Chatarina Altino, cello
Bas
Peter Prehn
BRANDENBURG NR. 4. BWV 1049
Solister: Rune Most, fløjte; Ragnhildur Josefsdottir, fløjte
1. violin
Signe Madsen, Ulrike Kipp Christensen, Sofie Qvamme
2. violin
Simona Bonfiglioli, Jovana Vukušić, Veronika Krauß Mojzešová Bratsch
Christian Bønnelykke, Victor Sørensen
Cello
Anna Dorothea Wolff
Bas
Peter Prehn
BRANDENBURG NR. 5 BWV 1050
Solist: Rune Most, fløjte
1. violin
Signe Bratsch
Dorthe Byrialsen
Cello
Jonathan Slaatto
Bas
Peter Prehn
BRANDENBURG NR. 6 BWV 1051
Solister: Rafaell Altino, bratsch; Marie Louise Broholt Jensen, bratsch; Jonathan Slaatto, cello
Cello
Anna Dorothea Wolff, Chatarina Altino
Bas
Peter Prehn
