Bruch & Sjostakovitjs 10.

Dirigent: Oksana Lyniv

Solist: Hans Christian Aavik, violin

Evgeni Orkin: Five Interrupted Lullabies (f. 1977) (uropførelse)

Varighed: ca. 15 min.

Max Bruch: Violinkoncert nr. 1 (1838 - 1920)

I Vorspiel: Allegro moderato

II Adagio

III Finale: Allegro energico

Varighed: ca. 25 min.

P A U S E - ca. 20 min.

Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 10 i e-mol, op. 93 (1906 - 1975)

I Moderato

II Allegro

III Allegretto. Largo. Piu mosso.

IV Andante. Allegro. L´istesso tempo.

Varighed: ca. 57 min.

I samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium

Efterårssæsonen lægger ambitiøst ud med en koncert, der spænder over musik fra tre århundreder: Fra det 19. den vidunderlige violinkoncert, hvor Max Bruch viste både sin samtid og fremtid, hvordan den slags skal skæres. Fra det 20. Sjostakovitjs vilde og mangetydige symfonihit, hvis skjulte budskaber vi stadig debatterer ivrigt. Og fra det 21. et helt nyt og endnu aldrig opført værk fra en nation i krig – de hjerteskærende ”Five Interrupted Lullabies”.

EVGENI ORKIN: FIVE INTERRUPTED LULLABIES (UROPFØRELSE)

Ukrainskfødte Evgeni Orkin (f. 1977) er iført mange, musikalske hatte: Han er uddannet i komposition, orkesterledelse og klarinet i hhv. Kyiv, Utrecht og Mannheim og har hurtigt efter sin uddannelse opnået international succes som både solist og komponist. Hyppigst optræder han som klarinettist – sekundært som saxofonist – og er en flittig gæst på internationale scener og festivaler, ligesom hans kompositoriske virke og egne værker, f.eks. symfonien "Parade of the planets" og det krigsaktuelle værk "Odesa Rhapsody", har vundet adskillige priser (heriblandt den ukrainske præsidents pris). Når Evgeni Orkin ikke turnerer rundt med forskellige kammerensembler eller opfører egne værker, underviser han i klarinet og saxofon ved konservatoriet i Mannheim og forfølger en aktiv, international karriere som freelancekomponist og musiker.

“Five Interrupted Lullabies” – de fem afbrudte vuggeviser – repræsenterer fem liv, der aldrig blev levet færdigt. Fem endnu ufortalte historier, der blev afbrudt på brutal vis og styrtede sammen i en fortvivlende og uforståelig bunke af sten, sorg og rædsel. Anledningen for det symfoniske digt er et natligt bombardement af den ukrainske by Odessa, hvor fem børn blev slået ihjel. Og værket er følgelig dedikeret til alle børn, som er blevet ofre for krig.

BRUCH: VIOLINKONCERT NR. 1

Max Bruch begræd på den korte bane utvivlsomt sin første violinkoncerts status som ”one hit wonder”. Han skrev den, da han var knap 30, og alt, hvad han senere komponerede, kom til at stå i skyggen af den og opnåede aldrig samme popularitet. Sandsynligvis fordi han ikke havde forventet den store succes, fik Bruch også solgt manuskriptet til en forlægger for de rene småpenge og fik altså aldrig økonomisk glæde af sit kæmpehit. Tværtimod begynde den med tiden næsten at ærgre ham, og han vrissede arrigt af håbefulde solister, der bad om lov til at opføre den, at de hellere skulle tage at spille nogle af hans andre ”og meget bedre” værker for violin og orkester.

På den lange bane har komponisten – der døde som 82-årig i 1920 – sandsynligvis nok alligevel glædet sig over at have begået bare ét værk, der har opnået verdensomspændende udødelighed og plads blandt alle tiders mest elskede violinkoncerter. Og det er da heller ikke, fordi vi ikke husker Bruch for noget andet: Hans skotske fantasi for violin og orkester og ikke

Foto: Oleh Pavliuchenkov

mindst Kol Nidrei for cello og orkester bliver stadig opført med jævne mellemrum. Og ingen betvivlede op igennem en lang, professionel komponistkarriere Bruchs åbenlyse talent. Han var musiker helt ind i knoglerne, komponerede fra en tidlig alder og kunne om nogen udforme en lyrisk melodi, så englene sang. Han er bare i eftertiden kommet til at stå i skyggen af sin lidt yngre kollega Johannes Brahms og har måske været svær at tage ud af sin samtid; ikke finurlig nok til at skille sig tilstrækkeligt ud, og ikke ’bad boy’ nok til at opnå status af berygtet.

Men så er der undtagelsen, der bekræfter reglen: Den virtuose, forførende og maleriske første violinkoncert fra 1866-68. Den har fortjent sin plads i toppen af violinrepertoiret alene for sine himmelske melodier, sin frodige og passionerede orkesterskrivning og sine djævelsk svære, virtuose passager for soloviolinen. Men dens berømmelse kan vi også takke dens oprindelige solist for: Joseph Joachim, 1800-tallets store ungarske violinvirtuos, der debuterede med Beethovens violinkoncert som 13-årig til stor applaus og siden stod bag uropførelserne af ikke blot Bruchs, men også Brahms’ violinkoncert. Bruch havde efter den oprindelige uropførelse i april 1866 trukket manuskriptet tilbage og sendt det til bl.a. Joseph Joachim, som responderede med en udførlig liste med forslag til, hvordan man kunne forbedre værket. Og det var på baggrund af disse rettelsesforslag, at Joachim gen-uropførte koncerten i januar 1868, nu med en dedikation til solisten på titelbladet og en stormende succes i kølvandet. Joachim selv betegnede senere Bruchs koncert som den ”mest overdådige og forførende” af alle de tyske violinkoncerter, han havde opført – og de tæller altså både Beethovens, Mendelssohns og Brahms’!

Det er andensatsens fredfyldte og pastorale adagio, der har sikret koncerten sit ry som en violinkoncert i en klasse helt for sig. Her finder vi nogle af de smukkeste og mest ekspressive melodier, der nogensinde er skrevet for violin. Men vi kan også glæde os til en melankolsk, lidenskabelig klagesang i åbningssatsen, hvor solistens ensomme sorgfuldhed bliver modsvaret af Bruchs fuldfede orkesterklang – og en sigøjnerfest i finalen, hvor virtuos, teknisk bravour går hånd i hånd med dybfølt, emotionel intensitet.

SJOSTAKOVITJS 10. SYMFONI

Verden finder næppe nogensinde det entydigt korrekte svar på, hvad der var den bagvedliggende ”mening” med Sjostakovitjs musik. Var der overhovedet nogen? Gjorde han nar af Stalin, eller hyldede han ham? Var han en elitær ”formalist”, som skulle udskammes og kritiseres, eller en loyal partisoldat, som gjorde den sovjetiske stat ære? Eller var han i virkeligheden bare en privilegeret embedsmand, som skrev sin musik, som han ville, og forsøgte at gå under partiets radar?

Sjostakovitj brugte det meste af sin karriere på at falde ind og ud af unåde hos de kommunistiske au-

HANS CHRISTIAN AAVIK

Foto: Lisett

toriteter. Og da den 10. symfoni havde premiere i december 1953, kun ni måneder efter Stalins død, opstod de forventelige spekulationer over, om værket kan betragtes som en sønderlemmende, musikalsk hudfletning af den afdøde diktator. Denne tese havde og har stadig sine tilhængere. Men man skal passe på med at drage forhastede konklusioner, særligt set gennem vestlige briller, der gerne VIL se en sådan musikalsk kritik opstå hos Sjostakovitj prompte efter Stalins død. Først og fremmest er der i virkeligheden kun ganske få troværdige eksempler på musik fra Sjostakovitjs hånd, der har politik som centralt omdrejningspunkt. Disse er i hovedreglen enten abstrakt sorgfyldte (som den 13. symfoni) eller barokt morsomme (som den satiriske kantate Antiformalistic rayok). Alene derfor er det svært at se den 10. symfoni som et antistalinistisk projekt.

Dertil kommer, at det slet ikke er politik, men erotik, der optager Sjostakovitj under tilblivelsen af den 10. symfoni. Det er et ubestridt faktum, at symfonien er skrevet til Sjostakovitjs daværende muse og tidligere elev, pianisten Elmira Nazirova. Det ved vi, fordi han har skrevet det til hende og meget udførligt gjort rede for, hvordan han har flettet deres navne sammen i musikken. I tredjesatsen skal vi nemlig ud at danse, nærmere bestemt med de to temaer, der legemliggør hhv. Sjostakovitj selv og Elmira. Sjostakovitjs musikalske autograf – tonerne D-Es-C-H (D. Sch[ostakowitsch]) – optræder i flere af hans sene værker. Her indgår motivet i åbenlys dialog med Elmira-temaet E-A-E-D-A, som kan udtales ”Elmira”, hvis man blander tonerne med solmisationsstavelser (do-re-mi-systemet): E-La-Mi-Re-A. Det hele er transponeret en kvint, så ikke en sjæl ville have opdaget referencen og genkendt Elmiras navn, hvis ikke Sjostakovitj omhyggeligt havde redegjort for den skjulte reference og i musikken sørget for, at Elmiras motiv bliver spillet igen og igen meget hørbart i hornet, mens hans eget tema optræder langt mere diskret. Skidt med, om andre fangede referencen – det har været af stor betydning for Sjostakovitj, at Elmira skulle genkende det, og det er et musikalsk ’shout out’, der kommer direkte fra hjertet.

Argumentet for at forstå den 10. som et vrængende og vredladent portræt af Stalin er – udover den i eftertiden ganske miskrediterede biografi Vidnesbyrd fra 1979, skrevet af Sjostakovitjs elev Solomon Volkov, der citerer Sjostakovitj for selv at have sagt det – den voldsomme scherzo i 2. sats. Med dens imposante, militaristiske karakter, dens hæsblæsende tempo, dens brølende messingblæsere, skingre træblæsere og ondsindede, uophørlige slagtøj er det nemt at lade sig rive med af idéen om, at her hører vi Stalins brutale diktatur hamret ud i musik. Og bare fordi tredjesatsen ubestrideligt er en kærlighedserklæring til Elmira Nazirova, så forhindrer det jo ikke andensatsen i at være en skildring af stalinismens rædsler.

Det er bare svært at kombinere tanken om, at Sjostakovitj – som var et endog særdeles følsomt menneske,

opfyldt af kærlighed og erotisk længsel – ville introducere en tydeligvis indfølt og fra hjertet kommende kærlighedserklæring med et hidsigt og vredt, politisk udbrud. Hvem ville gøre det? Der er grund til at træde varsomt ifht. hurtige, politiske konklusioner om den 10. symfoni og huske på, at musikken her lige så godt kan være båret af kærlighed og indestængte længsler som af vrede og politik. Det forhindrer ikke, at der kan være andet på spil i symfonien; Sjostakovitj var et begavet menneske, der nok kunne tænke to tanker samtidig, og naturligvis var han begejstret for tyrannens død, ligesom de fleste andre i hans kreds. Men det partipolitiske og ideologiske fyldte i realiteten ganske lidt for Sjostakovitj, og der er grund til at formode, at man indenfor samme år som diktatorens død ingenlunde var klar til at udgive sønderlemmende antistalinistisk musik endnu.

Vi kan derfor også vælge at nøjes med nyde den 10. som en intenst følelsesladet og dramatisk fortælling om almengyldige, menneskelige vilkår, følelser og konflikter, skrevet af en af det 20. århundredes ubestridt største kunstnere.

Programnote af: Katrine Nordland

Oksana Lyniv, dirigent

Oksana Lyniv har været chefdirigent for Teatro Comunale di Bologna siden 2022, hvilket gør hende til den første kvindelige chefdirigent for et italiensk operahus. Hun skrev også historie som den første kvindelige dirigent i Bayreuth-festivalens historie med sin debutproduktion af "Den flyvende hollænder", der åbnede festivalen i 2021.

Hendes betydelige præstationer omfatter forestillinger på den bayerske statsopera, statsoperaen Berlin, Teatro dell'Opera di Roma, Royal Opera House Covent Garden, Opéra National de Paris, Oper Frankfurt, Gran Teatre del Liceu Barcelona, Theatre an der Wien og Stuttgart Statsopera. Hun har desuden arbejdet med en lang række orkestre, bl.a. München Filharmonikerne, Wiener Symphonikerne, Bayerns Radiosymfoniorkester, DSO Berlin, Staatskapelle Berlin, Wiens Radiosymfoniorkester, Philharmonia Orchestra London og Orchestra Sinfonica di Milano.

Oksana Lyniv er grundlægger og chefdirigent for Ukraines Ungdomssymfoniorkester/YsOU. Lyniv fik først international opmærksomhed som finalist i Gustav Mahler Internationale Dirigentkonkurrence og vandt tredjepræmien.

I 2022, efter krigens udbrud i Ukraine, blev Oksana Lyniv medinitiativtager til samarbejdsprojektet "Music for the Future", en evakueringsmusiklejr for unge ukrainske musikere i Ljubljana, Slovenien. I tider med den russiske krig mod Ukraine fremstår Oksana Lyniv som en dedikeret kulturambassadør for sit land. Hun går passioneret ind for ukrainske komponisters optræden på internationale scener.

Hans Christian Aavik, violin 1. præmievinder af Carl Nielsen International Competition 2022 og modtager af Usedom-prisen 2022.

Som solist er højdepunkter i sæsonen 2023/24 engagementer med orkestre som Estonian National Orchestra, Estonian Festival Orchestra, Württemberg Chamber Orchestra Heilbronn, Tallinn Chamber Orchestra, Brandon Hill Chamber Orchestra samt samarbejde med dirigenter som f.eks. Neeme Järvi, Paavo Järvi, Risto Joost, Mihhail Gerts, Andres Kaljuste, Olari Elts, Maria Seletskaja, Oksana Lyniv.

I 2022 blev han tildelt den årlige pris fra Estlands Kulturbegavelse og modtog desuden titlen "Årets musiker" af Association of Estonian Professional Musicians. Han debuterede også med Uppsala Kammerorkester, Copenhagen Phil og Stuttgart Chamber Orchestra.

Han er allerede i gang med at skabe for at udvikle en spændende forskelligartet diskografi: Senest har han været med sammen med pianisten Karolina Aavik i den nye Deutsche Grammophon skelsættende se-

rie "Rising Stars" på STAGE+. Derudover vil deres tre singler være med i Deutsche Grammophon "Musical Moments"-serien. Efter sin succes ved Carl Nielsen Konkurrencen – herunder prisen for bedste fortolkning og Odense Symfoniorkesters pris – blev Hans Christian inviteret til at vende tilbage til Danmark for at indspille sit første orkesteralbum på Orchid Classics, som udkom i 2024. Hans debutalbummet "AETERNUS" med pianisten Karolina Aavik med værker af Bach, Schubert og Pärt blev udgivet i 2021 på Arvo Pärt Centret.

Hans Christian er født i Tallinn i 1998 og begyndte sine violinstudier, da han var fem år gammel. I 2017 flyttede han til Tyskland for at studere ved Frankfurts Musikakademi for Musik og Kunst under ledelse af prof. Erik Schumann og kammermusik hos prof. Angelika Merkle. Siden 2021 har han studeret sideløbende på Music and Arts Private University of Vienna hos Julian Rachlin og kammermusik hos prof. Evgeny Sinaiski.

Med generøs tilladelse fra Estonian Instrument Foundation og familien Sapožnin spiller Hans Christian Aavik i øjeblikket på en Giovanni Paolo Maggini violin (lavet ca 1610 i Brescia, Italien) og på bue lavet af Victor Fétique (fremstillet ca 1930 i Frankrig).

KOMMENDE KONCERTER

FOLKEKLUBBEN & OS (UDSOLGT)

12. & 13. sep 2024 - kl. 19.30

OLLIKAINEN & NIELSENS 5.

19. sep 2024 - kl. 19.30

BAMSEKONCERT

21. sep 2024 - kl. 11.00

SØNDAGSMATINÉ

22. sep 2024 - kl. 11.00

NORDIC MASTERCLASS FOR CONDUCTORS

27. sep 2024 - kl. 19.30

MUCZYNSKI & WEBER - PRO MUSICA

1. okt 2024 - kl. 19.30

SCHUBERT & MOZART

3. okt 2024 - kl. 19.30

BLEUSE & BRAHMS

10. okt 2024 - kl. 19.30

FANTASY FILMMUSIK

18. okt 2024 - kl. 16.00 & kl. 19.00

MADAMA BUTTERFLY

26. okt 2024 - kl. 16.00

SØNDAGSMATINÉ

27. okt 2024 - kl. 11.00

MADAMA BUTTERFLY

28. okt 2024 - kl. 19.30

VERDENS BEDSTE KONCERT - MED PHILLIP FABER

8. nov 2024 - kl. 19.30

9. nov 2024 - kl. 15.00

PRO MUSICA - CAPLET, TARTINI & BEETHOVEN

12. nov 2024 - kl. 19.30

HÄNDEL, MENDELSSOHN & RUDERS

21. nov 2024 - kl. 19.30

BEETHOVENS 9. SYMFONI

28. nov 2024 - kl. 19.30

29. nov 2024 - kl. 19.30

1. violin

Eugen Tichindeleanu

Erik Heide

Signe Madsen

Ulrike Kipp Christensen *

Esther Mielewczyk *

Gitana Aksionova-Balaban

Hana Kovacˇ

Stinus Christensen

Valeria Stadnicki

Sofie Qvamme (orlov)

Joanna Ulrieke Molls Maliebe **

Cassandra Andrea Juul **

Amandus Lind **

Aisté Juodagalvyté **

Jacob Agerskov Buur **

Björn Kleiman **

2. violin

Simona Bonfiglioli (orlov)

Jovana Vukušić *

Jan Erik Schousboe

Carl Sjöberg *

Stig Andersen

Kathrin Kollecker *

Mads Haugsted

Veronika Krauß Mojzešová

Katerina Jelinkova

Sonia Wiktoria Zajac **

Kristyna Duchonova **

Bratsch

Rafaell Altino *

Dorthe Byrialsen

Martin Jochimsen

Gertrud Ludwig

Dorota Kijewska

Christian Bønnelykke (orlov)

Victor Sørensen

Marie Louise Broholt Jensen **

Malte Bjerkø **

Cello

Jonathan Slaatto (orlov)

Anna Dorothea Wolff (orlov)

Chatarina Altino *

Michaela Fukacˇová *

Anna Pettersson

Mette Spang-Hanssen

Mihai Fagarasan **

Hannah Suhyoung Eichberg **

Michal Panasiuk **

Kontrabas

Peter Prehn *

Maria Frankel

Jens Krøgholt

Andreas Hjorth Jessen

Karla Egebjærg Wulff **

Fløjte

Rune Most (orlov)

Lucia Klonner

Ragnhildur Josefsdottir

Ingrid Søfteland Neset **

Obo

Henrik Skotte

Albrecht Krauß

Pina Mohs (engelskhorn)

Klarinet

Svante Wik

René Højlund Rasmussen

Kenneth Larsen (basklarinet)

Fagot

Morten Østergaard

Xanthe Arthurs

Lars Mathiesen (kontrafagot)

Horn

Tone Sundgård Anker

Niels Aamand Güntelberg (orlov)

Nicolai Sell (orlov)

Philip Sandholt Herup Andersen

Emmett Hartung **

Marte Rolfsen **

Susanne Skov **

Julie Solevad **

Trompet

Per Morten Bye

Victor Koch Jensen

Henrik Hou

Basun

Robert Holmsted

Lukas Winther Andersen

Basbasun

Alf Vestergaard Nielsen

Tuba

Carl Boye Hansen

Pauke

Thomas Georgi

Slagtøj

Jonas Bonde-Nielsen

Laurids Hvidtfeldt Madsen

Malte Magnus Nielsen Vendelby **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

BARENS VINSORTIMENT

Corvina Italien

Chardonnay Frankrig

Grenache blanc Frankrig

økologisk Finesse Rosé Frankrig

ØL, VAND ELLER VIN TIL PAUSEN ? SPRING KØEN OVER - FORUDBESTIL I BAREN

VARME DRIKKE KAFFE/TE / AD LIBITUM 20/35 KR.

SPRING KØEN OVER!

Scan QR-koden, bestil dine varer og hent dem i NemBaren. Nemmere bliver det ikke.

kr. 60,2 for kr. 100,kr. 70,2 for kr. 120,-