PRO MUSICA - MUCZYNSKI & WEBER
1. OKT 2024 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Robert Muczynski: Blæserkvintet, op. 45 (1929 - 2010)
I Allegro risoluto
II Andante
III Moderato
Varighed: ca. 12 min.
Valerie Coleman: Red Clay and Mississippi Delta (f. 1970)
Varighed: ca. 6 min.
Medvirkende: Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Pina Mohs, obo; René Højlund Rasmussen, klarinet; Henriette Holk, horn; Xanthe Arthurs, fagot
Bára Gisladóttir: Laufgar (f. 1989)
I Birtir
II Kærtir
Varighed: ca. 11 min.
Mette Nielsen:
Stretch for viola og percussion (f. 1985)
I In strict time
II Half tempo
III Half tempo
Varighed: ca. 10 min.
Medvirkende: Rafaell Altino, bratsch; Jonas Bonde-Nielsen, slagtøj
P A U S E - ca. 20 min
Carl Maria von Weber: Klarinetkvintet i B-dur, op. 34 (1786 - 1826)
I Allegro
II Fantasia. Adagio ma non troppo
III Menuetto. Capriccio presto
IV Rondo. Allegro giocoso
Varighed: ca. 26 min.
Medvirkende: Kenneth Larsen, klarinet; Mads Haugsted Hansen, violin; Stinus Christensen, violin; Martin Jochimsen, bratsch; Mette Spang-Hanssen, cello
Efteråret har meldt sin ankomst, og vi skal omstille os fra én årstid til en anden. Og netop tid i alle dens afskygninger – både den svundne, den nye, den, der går langsomt eller hurtigt og årstiderne – er en fællesnævner i aftenens koncert.
Valerie Coleman vender tilbage til svundne tider i en jazzet hyldest til sine familierødder, Bára Gisladóttir skriver musik til et forår, der lige nu kan synes meget langt væk, Mette Nielsen trækker tiden fra hinanden, og selvom det er aftenens ældste værk, er Carl Maria von Webers klarinetkvintet på sin vis også musik til en ny tid.
SOM BARTOK, BARBER OG BERNSTEIN
Den polsk-amerikanske komponist Robert Muczynski har hidtil primært figureret på koncertprogrammer i hjemlandet USA, men hans musik er også ved at blive populær i Europa. Er man nysgerrig på hans produktion, er aftenens blæserkvintet et udmærket sted at begynde.
Muczynski blev født i 1929 og døde i 2010, og hans produktion består primært af klaverog kammermusikværker samt af en del filmmusik. Muczynskis musik er nyklassisk med et strejf af senromantik – en venlig, modernistisk blanding af Bartoks arkitektur, Barbers måde at bruge harmonier på og Bernsteins forkærlighed for ”skæve” taktarter med fem eller syv slag i takten.
Karrierevalget som komponist forklarede Robert Muczynski på denne måde: ”Min strenge, tyske klaverlærer beklagede sig over, at jeg brugte for meget tid på at komponere, mens min lærer i komposition beklagede sig over, at jeg brugte for meget tid på at arbejde med mit klaverspil. Når jeg kom hjem, var mine forældre bekymrede for, om jeg brugte for meget tid på begge dele, og foreslog, at jeg helt opgav musikken, fordi det var for usikker en karrierevej. Måske var jeg for naiv til at vide bedre, men jeg endte med at følge Tcherepnins (hans lærer i komposition på universitetet, red.) råd og hellige mig komponistgerningen”. Og derfor kan vi nyde denne lille blæserkvintet, som Muczynski selv beskrev som ”lyrisk, rytmisk og ekspressionistisk”.
Rytmisk er i hvert fald førstesatsens allegro risoluto (bogstaveligt talt: beslutsom allegro), der begynder legende og kantet, for så at falde til ro i en mere kanonagtig passage, før fløjten forsøger at trække de andre instrumenter med igen.
Den drømmende, flydende stemning i andensatsen kunne sagtens være værkets mest lyriske passage, men den ære synes jeg alligevel tilfalder den fine kanon mellem fløjte og fagot i tredjesatsens åbning. Tredjesatsen har i det hele taget flere fine dialoger, lyt for eksempel efter klarinetten og fløjten i begyndelsen af allegro-delen i tredje sats, og nyd den legesyge allegro-del, der til fulde opfylder Muczynskis mål om at være både rytmisk og ekspressionistisk.
DEEP SOUTH OG FORÅR
Fra Muczynskis Chicago i det nordlige Illinois skal vi sydpå og tilbage i tiden med Valerie Colemans Red Clay & Mississippi Delta. Værket blander den musikalske scherzo-form (scherzo betyder ”at spøge” eller ”at skæmte” på italiensk) med Sydstaternes musik.
Om Red Clay & Mississippi Delta skriver Coleman selv:
“Jeg trækker på min mors baggrund, for hendes familie kommer fra området omkring Mississippideltaet. Fra beverdinger med musik, dans og hasardspil, de såkaldte jukejoints, og flodens casino-både til folkene i området, hvis hud ligner, at den kommer fra selve det røde ler.
Solostemmerne har fået masser af personlighed, og deres blues-agtige ”hvin” og ”vræl” bliver akkompagneret, eller ”comped”, som det hedder i jazzmusik, af resten af ensemblet.
Resultatet er et virtuost kammermusikværk, der blander klassisk teknik og orkestrering med sydamerikansk charme og blues-dialekt.”
Aftenens koncert er dog ikke er rent amerikansk anliggende, ej heller er den kun tilbageskuende. For i Laufgar tager Bára Gisladóttir forskud på foråret: Værket er skrevet i foråret 2020 og er faktisk skrevet til Rafaell Altino, der er solist i værket i aften. Titlen betyder, løst oversat, bladskydning, og stykket bygger på tanken om planter, der får nye blade i forårets stilhed.
MUSIK TIL EN NY TIDS INSTRUMENT
Om Carl Maria von Weber skrev sin blæserkvintet om foråret eller om efteråret ved vi ikke. Men selvom han arbejdede på den fra 1811 og til 1815, kan vi formode, at han godt kunne have ønsket sig lidt mere tid til arbejdet. Han lagde nemlig sidste hånd på sidste sats dagen før premieren i Prag i 1815!
Værket er et resultat af hans gode venskab med klarinetvirtuosen Heinrich Joseph Baermann. Baermann var på flere måder en bemærkelsesværdig skikkelse, der blandt andet blev taget til fange af Napoleons tropper ved slaget ved Jena i 1806!
For Weber var Baermann dog også bemærkelsesværdig af en helt anden årsag, nemlig på grund af sit instrument.
I begyndelsen af 1800-tallet var klarinetten stadig ikke et helt færdigudviklet instrument – vi skal helt hen omkring 1850, før instrumentet fik nogenlunde den form og det klapsystem med ca. 20 klapper, som vi kender i dag.
Heinrich Baermann ejede dog det, der dengang var et meget moderne instrument: En klarinet med 10 klapper bygget af Griesling und Schlott! I forhold til de instrumenter, der var almindelige omkring 1815, da Weber skrev kvintetten, har Baermanns klarinet været revolutionerende. Klapperne tillod ham at spille løb og nå op på toner, der ellers ikke var mulige på et ”almindeligt” instrument dengang.
Weber har uden tvivl været begejstret for mulighederne i Baermanns nye instrument, hvilket festfyrværkeriet af løb, spring, og høje toner i værket vidner om.
KAMMERMUSIK ELLER MINI-KONCERT?
Sammenligner man Webers måde at bruge de forskellige instrumenter på med for eksempel Muczynski eller Colemans værker, vil der være en iøjnefaldende forskel ud over den åbenlyse forskel i form og stil: Hvor Coleman og Muczynski lader alle instrumenter komme (nogenlunde) ligeligt til orde, er klarinetten hos Weber den ubestridte solist, mens strygekvartetten har en mere akkompagnerende rolle. Årsagen er Baermann selv og det, han skulle bruge værket til. Da han og Webers venskab begyndte, var Baermann allerede turnerende musiker, og kvintetten er skrevet til hans
turnéer. I mindre byer var det dog langt fra almindeligt, at man kunne samle et helt orkester – og da slet ikke et helt orkester af den fornødne kvalitet til at spille datidens nyeste musik.
Løsningen var et værk, der tillod solisten at brillere, men hvor man kun havde brug for fire musikere til at akkompagnere. En slags bærbar miniklarinetkoncert!
På den måde er Webers værk både musik til en ny tids nye instrumenter og musik til tiden, nemlig til den musikervirkelighed, Baermann arbejdede i.
Og har du læst med hertil, må det være tid til at nyde al den fantastiske musik. God fornøjelse!
INTERVIEW MED METTE NIELSEN OM STRETCH:
Hvad optager dig som komponist?
Jeg er optaget af at skrive for alle sammensætninger af instrumenter, så jeg har arbejdet både med amatører, med børn, med store og små besætninger. Hver gruppe kan noget forskelligt, så det er sjovt at skrive for nye besætninger.
Jeg interesserer mig også for tid i musikken, og hvordan tiden fungerer. Når man lytter til musik, er det en helt anden måde at opleve kunst på, end hvis man for eksempel går på museum og ser på et maleri. På museet bestemmer du selv, hvor lang tid du er der, men musik strækker sig altid over et bestemt tidsrum, og derfor er musik en kunstart, der eksisterer i tid.
Det er forskelligt, hvad mennesker har med, når de lytter til en koncert, og hvordan de oplever tiden. De forskellige oplevelser af tid er faktisk stykkets grundidé.
Hvordan mærker man det i Stretch?
Stretch betyder at strække, og jeg arbejder med at strække tiden i stykket.
Min første idé var taktarten femten sekstendedele, som føles som en fire fjerdedele-takt, der går lidt for hurtigt, og som har en lidt snublende fornemmelse. Stretch er delt op i tre dele, som er tre gentagelser af et lille stykke musik i femten sekstendedele, men som bliver spillet langsommere for hver gang.
Når musikerne gentager det her stykke musik i halvt tempo, kommer der luft mellem nogle toner, og så var det interessant at udforske, hvad der så kan opstå i de pauser. Klangen kan ændre sig mere, og slagtøjsspillerne kan få flere instrumenter med i sin stemme, efterhånden som tempoet på det oprindelige stykke musik bliver sat ned.
Er der noget bestemt i stykket, publikum kan lytte efter?
Det er ikke meningen, at de skal sidde og tælle takter, for taktarten er ”bare” en form, men jeg håber, lytterne får en intuitiv fornemmelse af tid, der skifter. Man kan lytte efter, hvordan tiden ændrer sig – også inden for de enkelte afsnit. Der er også mange forskellige
lag, man kan lytte efter, så man skiftevis lytter efter helheden i det store lydbillede og de små enkelte dele i instrumenterne.
Hvilken følelse eller oplevelse håber du, publikum får af at høre værket?
Jeg vil helst ikke sige én præcis følelse, for vi lytter ud fra hver vore virkelighed og hverdag. Det bedste jeg ved, når jeg lytter til musik, er følelsen af at komme ind i lyden. Jeg tror ikke, det har et bestemt navn, men der er forskel på at lytte til et stykke musik udefra og på at komme ind i lyden, hvor det føles, som om man er en del af det.
Programnote af Malena Rønnow
