PRO MUSICA - CAPLET, TARTINI & BEETHOVEN
12. NOV 2024 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
André Caplet: Conte Fantastique (1878 - 1925)
Varighed: ca. 16 min.
Medvirkende: Ulrike Kipp Christensen, violin; Veronika Krauß-Mojzešová, violin; Kateřina Jelínková, bratsch; Mette Spang-Hanssen, cello; Alexandra Guiraud, harpe; Klaus T. Søndergaard, oplæser.
Giuseppe Tartini: Djævletrille-sonaten (1692 - 1770)
I Larghetto affettuoso
II Allegro energico
III Grave-
IV Allegro assai
Varighed: ca. 15 min.
Medvirkende: Simona Bonfiglioli, violin, solist; Mads Haugsted Hansen, violin; Stinus Christensen, violin; Esther Mielewczyk, bratsch; Anna Dorothea Wolff, cello; Tina Christiansen, cembalo
P A U S E - ca. 20 min
Ludwig van Beethoven: Klavertrio i D-dur, op. 70 nr. 1, (1770 - 1827) ”Geister-trio”
I Allegro vivace e con brio
II Largo assai e espressivo
III Presto
Varighed: ca. 27 min.
Medvirkende: Trio Ismena: Monika Malmquist, violin; Ida Nørholm, cello; Christine Raft, klaver
Her troede vi lige, at vi var nået om på den anden side af allehelgensdag og Halloween, kunne vende gys og gru og græskarhoveder ryggen og gå til kammermusikkoncert i al fredsommelighed. Og så bliver vi mødt af et program, der med al mulig tydelighed illustrerer, at den klassiske kammermusik ikke står tilbage for selv den mest rædselsvækkende spøgelseshistorie. Velkommen til en aften, hvor gespenster, djævle og manden med leen er sprinklet med løs hånd ud over musikken.
ANDRÉ CAPLET: CONTE FANTASTIQUE
Aftenens første værk er en musikalsk fortolkning af en novelle af – hvem ellers? – Edgar Allan Poe. Vi har fat i fortællingen om Den røde døds maske, hvis handling er som følger: Den frygtede pest Den Røde Død raser over landet. Blodet vælter ud af alle sprækker og porer på de menneskelige ofre. Alle er skrækslagne. Men den snarrådige og frygtløse fyrst Prospero trækker sig tilbage med en skare af rige venner til et stærkt befæstet kloster, hvor det er deres agt at afsondre sig fra verden, indtil epidemien er ovre. I seks måneder lever de lykkeligt belejret med rigeligt proviant, forseglede ind- og udgange og adspredelser i form af baller og musik. Pesten må pøblen bekymre sig om.
Og Prospero beslutter at afholde et maskebal, fejret i syv sale, der er dekoreret i hver deres farve: blå, lilla, grøn, orange, hvid, violet, og det sidste i sort, oplyst kun af lyset fra et blodrødt glasvindue. Ingen tør nærme sig det sidste rum af frygt for det ildevarslende, røde lys. Men da det store ibenholtsur i det sorte rum ved midnat slår tolv, viser sig en ukendt gæst, iklædt et begravelsesklæde og maskeret som et af Den Røde Døds ofre. Rasende og fornærmet forlanger Prospero at få oplyst den fremmede gæsts identitet og få ham hængt, men alle er bange og lader gæsten passere samtlige rum. Prospero forfølger ham med en kniv og trænger ham op i en krog i det syvende rum, hvor gæsten imidlertid vender sig om og står ansigt til ansigt med Prospero, som udstøder et skrig og falder død om. Og da de rædselsslagne festdeltagere vælter ind i det sorte rum og tvinger masken og kappen af gæsten, opdager de til deres gru, at der ikke er noget indenunder. Den personificerede Røde Død er kommet som en tyv i natten, og alle bukker under for sygdommen. Selv ikke den rigeste elite kan isolere sig fra en nådesløs verden.
Franske André Caplet (1878-1925) studerede musik på konservatoriet i Paris, vandt den eftertragtede kompositionspris Prix de Rome i 1901 (hvilket i forbifarten skubbede klassekammeraten Maurice Ravel ned på en tredjeplads) og skulle blive én af Claude Debussys tætte kollegaer. Det kan man godt høre i hans musik, som er umiskendeligt påvirket af de fransk-impressionistiske vinde, men også tydeligt rytmisk influeret af Caplets fortid som paukist og harmonisk af den gryende tolvtoneteknik, som komponisten kendte fra sit samarbejde med Arnold Schönberg. Harpekvintetten Conte Fantastique er skrevet mellem 1908-1919, og her benytter han hele harpens ekspressive spændvidde – fra det ødselt overdådige til det dystre og mystiske – og de nye teknikker af atonalitet og modal harmonik til at beskrive Fyrst Prospero og hans venners selvbedrag og ultimative skæbne. Lyt efter de tolv nakkehårsrejsende klokkeslag til sidst – så ved man, at slaget er tabt.
HARPENS ÅR
Vores fantastiske venneforening har sat “Harpens År” i gang, hvor de samler ind til en ny harpe til orkestret!
Støt indsamlingen her, eller se mere om foreningen på hhv.:
facebook.com/OSVenneforening os-venner.dk
MobilePay 44 92 68
Eller scan QRkoden
GIUSEPPE TARTINI: DJÆVLETRILLESONATEN
Lige så uhyggeligt er det – i teorien i hvert fald – når vi blænder op for ”Djævletrillesonaten”, skrevet af den italienske barokkomponist og -violinist Giuseppe Tartini. Han var så nogenlunde samtidig med J. S. Bach og Händel – født 1692 og død 1770 – og kendt i sin samtid som sin generations mest blændende violinist (”Tartini spiller ikke på sin violin – han synger på den!”). Et farverigt liv, der inkluderede en tid i kloster på flugt fra en kardinal, der misbilligede Tartinis ægteskab med kardinalens egen yndling, affødte flere hundrede violinkoncerter og -sonater. Og af disse er den mest kendte netop ”Djævletrillesonaten”.
Værket fik sit dæmoniske navn i kølvandet på, at Tartini angivelig havde drømt, at Djævelen selv havde vist sig for ham og overrumplet ham med sit virtuose og teknisk nærmest umuligt komplicerede violinspil. Og sonaten er så et – forgæves efter Tartinis egen mening – forsøg på at genskabe den musik, som Djævelen spillede for ham i drømmen. Tartini hævdede selv, at såvel drøm som komposition foregik i 1713, men eftertiden mistænker sonaten for først at have set dagens lys i 1740’erne baseret på dens stilistiske modenhed og galante stil, der peger fremad mod den forestående sturm und drang-periode. Og de i
sandhed djævelsk virtuose triller i tredje sats og den dynamiske kontrast mellem utæmmet vildskab og elegante, melodiske passager fascinerer stadig lyttere verden over og vil utvivlsomt vække genkendelse.
L.V. BEETHOVEN: KLAVERTRIO I D-DUR, OP. 70 NR. 1, ”GEISTER-TRIO”
Det selvsamme år 1770, hvor Tartini lukkede sine øjne, så et nyt par brune øjne dagens lys: Ludwig van Beethovens. Og mens vi nu forlader Djævelen, forbliver vi i den makabre afdeling: En spooky andensats har lagt kælenavn til Beethovens berømte ”Geister” – altså ”Spøgelses-” – trio. Musikkens ildevarslende atmosfære af mystik og uhygge mindede angivelig Beethovens elev, Carl Czerny (ham med klaveretuderne), om spøgelset i Shakespeares Hamlet. Og hvor han dermed havde fat i den rigtige dramatiker, var der muligvis tale om det forkerte skuespil: Tolkninger af Beethovens skitsebøger affødte længe spekulationer over, om han på tidspunktet for trioens komposition gik med planer om at skrive en opera over Macbeth og med denne musik havde skitseret et åbningskor til handlingens tre hekse. Dette er dog med stor sandsynlighed ikke korrekt. Operaprojektet blev aldrig realiseret. Men Czernys kælenavn hang ved, og ”Geister-trioen” har bevaret sin status som et af verdens mest berømte stykker ”spøgelsesmusik”.
Trioen er skrevet i 1808 som den første af to klavertrioer, som blev udgivet med opusnummeret 70. Vi befinder os altså i den midterperiode af Beethovens karriere, som man betegner som de ”heroiske” år mellem ca. 1803-1815. Det var en periode, hvor Beethoven værk for værk satte nye standarder indenfor snart sagt alle genrer. 1808 alene er året for uropførelserne af både den 5. og den 6. symfoni, den 4. klaverkoncert og korfantasien i c-mol (og i øvrigt også den lille, allestedsnærværende klaverbagatel ”Für Elise”). Og altså de to klavertrioer, hvoraf ”Geister” er den første. Og betegnende for snart sagt alle værker fra Beethovens ”heroiske” år er, at de udvidede rammerne, flyttede målstregerne og uigenkaldeligt højnede forventningen til, hvad musik kan udrette.
Således også klavertrioen. Faktisk kan man med stor ret hævde, at ”Geister-trioen” gjorde for klavertriolitteraturen, hvad Beethovens 3. symfoni, ”Eroica”, gjorde for symfonier og hans tre ”Razumovsky”-kvartetter gjorde for strygekvartetgenren. ”Geister” løfter i dramatisk grad det ekspressive samspil mellem klaveret (med alle de nye klangmuligheder, instrumentet havde opnået i starten af det 19. århundrede, eksemplificeret især af opfindelsen af klangpedalen) og de melodibærende strygere til nye højder. Strygerpartierne er sværere, celloen mere fremtrædende og bredtfavnende, klaveret mere ekspansivt, og det overordnede spænd større. Strukturelt er den både usædvanlig og vovet: Den er i tre satser mod de forventelige fire. Og hvor vi ville forvente to stærke og tematisk bærende ydersatser flankere en ydmyg, langsom anden sats og en munter, tredelt scherzo, er det her pludselig midtersatsens Largo assai ed espressivo – en nærmest pinefuldt langsom, vemodig og i sandhed spøgelsesagtig klagesang, der er næsten dobbelt så lang som de to andre til sammen – der er værkets omdrejningspunkt. ”Geister” satte scenen til Beethovens monumentale ”Ærkehertug”-trio, der blev afsluttet tre år senere, og sidenhen for de store, romantiske klavertrioer af Schumann, Mendelssohn og Brahms.
Programnote af Katrine Nordland
PARTNERSKABER
