VIRTUOS December - Marts 2016 by Odense Symfoniorkester

Virtu December 2016 - Marts 2017

Tema: Den første gang Det er okay ikke at stryge skjorten En førstegangslytters beretning

Når der er mange første gange Fra studerende til professionel musiker

Takt og tone hos OS Uskrevne og indforståede traditioner

Hvornår var din første gang? Hvornår var din første gang med en klassisk live-musikoplevelse? Havde du et forhåndskendskab? Blev du taget med af nogen? Hvad hørte du? Hvad var det der gjorde, at du valgte at komme igen? I dette nummer af VIRTUOS har vi rettet en del af vores fokus mod forskellige første gange med en klassisk musikoplevelse. Læs blandt andet om en musikers første gang som professionel, en journaliststuderendes første gang som klassisk koncertgæst, Uffe EllemannJensens indgang til den klassiske musik, og om hvordan klassisk musik kan påvirke det lille barn allerede inde i maven. Ud over temaet kan du også læse om en af instrumentfondens celloer og om Beethoven. Rigtig god læselyst!

Redaktionen El Vibe Bylin Bundgaard, skribent Eva Marie Rasmussen, skribent Finn Schumacker, skribent Knud Erik Jørgensen, skribent Martin D. Knudsen, skribent Trine Lai, redaktør Troels Loll, grafiker Kontaktinfo: virtuos@odense.dk OS fotos: Knud Erik Jørgensen, Troels Loll

Indhold Siden Sidst.................................................................4

Det er okay ikke at stryge skjorten.....................5

Af: Oliver Sønderbye Therp

Når der er mange første gange....................6 Af: Eva Marie Rasmussen

Takt og Tone hos os............................................................8

David Tecchler............................................................ 10 Af: Knud Erik Jørgensen

“Beethovens musik lyder, som om den lige er indtelefoneret fra gud”...........12 Af: Martin D. Knudsen

Nørdens Hjørne. Funderinger over et tema.......................14 Af: El Bylin Bundgaard

Man skal have et åbent sind..........................15 Interview af: Trine Lai

Kommende KONCERTER......................................................... 16

Siden sidst Alexander Vedernikov bliver Æresdirigent for OS Det Kongelige Teater i København offentliggjorde i fredags, at Alexander Vedernikov er udnævnt til husets chefdirigent. Alexander Vedernikov tiltræder på Det Kongelige Teater i sæson 17/18. Her vil han dirigere én kapelkoncert samt ét operaforløb, Pigen fra Vesten af Giacomo Puccini. I sæson 18/19 og 19/20 vil han være dirigent på to operaer og to koncerter per sæson. Hos OS har vi siden 2009 haft fornøjelsen af at have Maestro Vedernikov engageret som chefdirigent, og det er med stor glæde, at han nu udnævnes til orkestrets første æresdirigent. Alexander Vedernikov har haft enorm betydning for orkestrets udvikling de seneste år, og selv om hans engagement som chefdirigent i Odense afsluttes i sommeren 2018, glæder vi os til at fortsætte et nært samarbejde med ham i de efterfølgende sæsoner. Vi ønsker stort tillykke til Det Kongelige Teater, til Maestro Vedernikov og ser frem til fortsat at kunne nyde mange gode musikalske oplevelser med ham i spidsen.

Alexander Vedernikov bliver orkestrets første æresdirigent

Det er okay ikke at stryge skjorten Af: Oliver Sønderbye Therp Oliver Sønderbye Therp, 21 år, har ingen erfaring med klassisk musik. Hans første oplevelse var Schønwandt spiller Brahms den 27. oktober. Læs her, hvordan han som udefrakommende første-gangslytter oplevede opførelsen af det tredje store tyske b’s 2. symfoni. Det våde og blæsende oktobervejr gjorde cykelturen hjem fra universitetet langsommelig og hård, og som jeg stakåndet kiggede mig selv i spejlet, irriterede det mig, jeg ikke kunne nå at stryge min skjorte. Jeg havde stalket dig og vidste, at du godt kunne lide pomp og pragt. Det havde jeg ikke meget af: Jeg var efter en lang dag snarere sur og træt. Ankomsthallen var fuld af mennesker, men vi var tydeligvis de eneste, der var på første date. Jeg begyndte at få kolde fødder: Passede vi overhovedet sammen? Talrige amerikanske film har lært mig, at blinddates sjældent går godt. Jeg købte en kop kaffe for at dulme nerverne og nervøsiteten. Pludselig viste du dit ansigt. Elegant kom du ind, og vi begyndte at snakke. Du snakkede længe og havde tydeligvis høje tanker om dig selv, men du havde noget, der dragede mig, selvom jeg ikke helt forstod, hvad det var. Mens du undskyldte dig, købte jeg endnu en kop kaffe. Jeg kiggede rundt og så en kvinde i skrigende hættetrøje. Jeg begyndte at føle mig bedre tilpas i min krøllede skjorte. Da du kom tilbage, var du som forandret, og jeg forstod, du kun havde talt ord før. Nu talte vi pludselig følelser. Store følelser, varme følelser, kolde følelser. En varm, lad forårsdag liggende på marken med hænderne bag hovedet og et frit fald fra magtens højeste, koldeste tinde. Du talte ikke til mine ører længere, men til mit hjerte. Mine tanker vandrede, og du var underlægningsmusikken. Du styrede stemning, jeg satte ord på den. Du blev ved længe. Til sidst havde jeg svært ved at rumme det. Trætheden sneg sig ind på mig, og da daten var forbi, var stilheden og den kolde luft kærkommen. Du tændte en gnist, og der er nok avispapir og brænde til, at den kan bide sig fast og blive en flamme. Jeg ved ikke, om det er starten på en livslang kærlighed, men du har bestemt min interesse. Regnen var stilnet af, da jeg gik hjem. I min trætte krop glædede jeg mig til vores anden date.

Når der er mange første gange Af: Eva Marie Rasmussen Hvert orkester har, som alle arbejdspladser, sin egen identitet og sit eget særpræg. Der er selvfølgelig også ligheder. Udenfor scenen er arbejdsplads-rammen den samme, som de fleste kender den. Der er medarbejdermøder, tillidsrepræsentanter, chefer, kantiner, frokostpauser mv. Hvad arbejdsgangen på scenen angår, kan jeg groft sagt kun komme i tanke om to sammenlignelige universer – kokkeverdenen og militæret. Når klokken slår 10, og stemmetonen har lydt, bestemmer dirigenten. Der ligger 15-20 timers koncentreret øvning alene for musikeren forud for hver uges koncert. Når der så på scenen i gennemsnit er 15 timers effektiv fælles prøvetid til at spille en koncert på 2 timer, kan 72 musikere ikke få plads til en individuel mening hver især. Det er et vilkår og en facon, som i sin form har overlevet hundredevis af år. Når en koncert bare lykkes og rammer rent hos publikum og musikere, er der tilsvarende mange at fejre med. 72 mennesker på scenen har mærket den samme puls og det samme nærvær.

Hvad arbejdsgangen på scenen angår, kan jeg groft sagt kun komme i tanke om to sammenlignelige universer – kokkeverdenen og militæret. I 2009 blev jeg færdiguddannet som violinist fra Det Fynske Musikkonservatorium. Mit højeste ønske på det tidspunkt var at komme ud at spille som violinist i symfoniorkestrene. Det lykkedes heldigvis, og jeg var freelan-

Eva Marie Rasmussen

cer i 5 år. Den første gang som professionel violinist var i Odense Symfoniorkester. Jeg forestiller mig, at det må være den samme følelse, som når en aspirerende kunstmaler sælger sit første maleri. Eller en journaliststuderende, der får optaget sin første artikel af et anerkendt medie. Den følelse, når man som ung klassisk orkestermusiker første gang bliver spurgt om at spille med som assistent (vikarer, der kaldes ind for en enkelt koncertproduktion, bliver kaldt assistenter) i ét af de professionelle symfoniorkestre. Jeg havde prøvet situationen før som en del af konservatorie-uddannelsen. På de sidste år af uddannelsen i Odense fik vi mulighed for at spille med i to årlige koncertproduktioner med symfoniorkestret. Mange drømme og håb peger mod et job netop der, så de fleste kan huske den første gang, man bliver tilbudt løn for at gøre det, man drømmer om. Årsagerne til at skulle bruge freelancere er sygdom, orlov eller udvidelse af orkestret til forskellige koncerter. Vi er de vikarer, der skal sørge for, at resten af gruppen ikke overbelastes. I blæsernes tilfælde er hver stemme individuel, og der må ikke mangle brikker i puslespillet. Første gang jeg skulle ind og assistere som orkesterviolinist skyldtes vist en influenzaramt kollega. Odense Symfoniorkester skulle starte sæsonen med en enkelt dags filmmusikindspilning og derefter en omgang Opera på Engen. Jeg blev taget pænt imod og skulle derefter hurtigt blande fagligt, klangligt og socialt ind i gruppen. Det som vi på konservatoriet kunne bruge flere dage på, skulle overstås på 4 timer. Og det lykkedes – orkestret er på alle fronter en velkørende maskine. I kantinen blev der udvekslet gensynshilsner og ferieoplevelser. Mine egne antenner sad nærmest uden på kroppen med en inputsfaktor på overdrive. Udadtil en smilende og lydhør jysk facade. Indvendigt: ”Hvor er det vildt, det her!!!” I de næste fem år kunne jeg togtiderne fra Odense til henholdsvis Aarhus, København og Aalborg på fingrene. Jeg fik mulighed for at vikariere i de forskellige symfoniorkestre og det giver mange ’første gange’. Den første gang man skal glide ind i hvert nyt orkester og vejre stemningen, behovet og traditionerne de pågældende steder. I Aalborg Symfoniorkester er det traditionelt den person, der sidder højre ved den fælles strygerpult, der vender blad i noden. I Odense er det omvendt. Det giver risiko for sammenstød!

No emotions while playing! Emotion is for the audience. Use your energy to concentrate, listen and play exactly what’s on the page. Nothing more, nothing less! Den første gang jeg fik mulighed for at spille Tjajkovskijs 6. symfoni, mit yndlingsværk, med et professionelt orkester, var fantastisk. Min ungarske lærers generelle formaninger bankede i baghovedet: ”No emotions while playing! Emotion is for the audience. Use your energy to concentrate, listen and play exactly what’s on the page. Nothing more, nothing less!” I denne situation kunne hjerte dog ikke undgå at banke lidt med. Hvert værk har også sin første gang. Tjajkovskij, Mozart og alle de andre trækker flere hundrede års traditioner. Men noget musik er helt nyskre-

vet og skal opføres for første gang. Selve symfoniorkestret kan have en fælles første gang med en genre. For 3 år siden spillede jeg med, da der for første gang i Danmark blev spillet en hel koncert med computerspilsmusik. Til generalprøven kom chefen ned og meddelte, at der fra publikums side var blevet spurgt, om man måtte tage sværd med til koncerten. Han havde svaret ja. En del koncertgængere skulle nok denne aften have deres første gang til symfonikoncert. Det mest frustrerende og givende ved den levende klassiske musik er, at så utrolig mange ting er første (og sidste gang). Når vi øver hjemme for os selv i stuen eller spiller koncert for 1.100 mennesker i Carl Nielsen Salen er det første gang, dette værk bliver spillet på nøjagtig denne måde, med denne dirigent, disse musikere og dette publikum. Publikum er i høj grad ’medspillere’ til en koncert, hvor alle tilstedeværende deler den unikke oplevelse. Når vi har klappet af og taget frakken på, kommer netop denne oplevelse aldrig tilbage.

For 1,5 år siden spillede jeg det, der nok bliver min sidste assistance i et professionelt orkester. Jeg havde tidligere på året sagt ja til mit nuværende job i Odense Symfoniorkesters administration og havde ikke længere mulighed for at springe til med timers varsel. Det blev gjort med komplet ro i sindet og et kip med hatten til de unge musikere, der nu skal på banen. Selv har jeg flyttet mig om på den anden side af scenekanten. Men der venter mange flere første-gange med den klassiske musik og Odense Symfoniorkester.

Publikum er i høj grad ’medspillere’ til en koncert, hvor alle tilstedeværende deler den unikke oplevelse.

Takt og tone hos På en almindelig koncertaften møder vi en blandet skare af gæster i salen – på den ene side de garvede, trofaste gæster og på den anden er de nye, uerfarne gæster. Vores faste/ tilbagevendende publikum kender de uskrevne/indforståede traditioner, der er vigtige for oplevelsen af en klassisk koncert hos OS. For at byde ”første gangs gæster” velkommen blandt salens gæster, har vi nedskrevet nogle af de traditioner, både de seriøse og de sjove, der er essentielle for en god oplevelse.

Mobiltelefoner Brug af mobiltelefoner er ikke tilladte til klassiske koncerter. Den lysende skærm forstyrrer visuelt de gæster, der sidder bag dig i den mørke sal og endvidere kan enhver lyd, der ikke kommer fra scenen ødelægge den oplevelse, vi er midt i. Vi anbefaler, at du opfatter dette forbud som en kærkommen pause fra konstant at være tilgængelig og ”på”, og her netop kan give dig selv en oplevelse, som kun eksisterer i øjeblikket, og derfor er mere evig end noget foto eller opdatering på facebook nogensinde bliver.

Hvis blive ra koncert,

- Host ind

- Hav e

- Prøv o til

Snorken Hvis sidemanden snorker er det i orden at give et blidt skub – andre fysiske udfoldelser må overlades til musikerne.

Klappe

En af de ting, der kan forvirre mange nye koncertgængere er, hvornår man må klappe? Ved knap så klassiske koncerter bryder vi ud i spontane klapsalver undervejs i koncerten. Det er ikke så almindeligt ved klassiske koncerter i Danmark. I Italien derimod er det ikke usædvanligt både at opleve bravo-råb og buh-råb undervejs i en klassisk koncert, men i Danmark er vi (endnu) mere reserverede, når det gælder spontane ytringer, som applaus og kommenterende tilråb. Hos OS har stilheden i musikken en betydning. Fx er der oftest en lille pause på nogle sekunder mellem to satser. Den lille stille Hoste pause skal ikke udfyldes med applaus, den skal opfattes som en stille stund, hvor indtrykkene kan bearbejdes, og man s du skulle være uheldig og kan indstille sig på et skifte i musikken. amt af et hosteanfald under en Er du i tvivl om, hvornår du må klappe, er det en god , er der tre ting, vi vil foreslå, du ide at kigge på dirigenten. Når han lader armene kan gøre. falde ned langs siden og vender sig om mod publikum, er det et signal om, at stykket d i ærmet eller ind i et lommetørklæde er slut, og at der må klappes.

en halspastil inden for rækkevidde

om du kan holde det store hostebrøl lbage, til musikken bliver høj

Dresscode Kom som du er. Siger man klassisk koncert til folk, der ikke er bekendt med oplevelsen, tænker nogen: bonede gulve, lange kjoler og butterfly. Grunden til at denne opfattelse af klassiske koncerter er opstået, kan være fordi, orkesteret bærer jakke med svalehale. Men hos OS er alle velkomne, uanset hvordan du ser ud. Har du lyst til at tage dit fineste tøj på, så er det det, du gør. Er du mere i humør til hættetrøjen, så er du lige så velkommen i den.

Vi tager imod nye gæster med åbne arme, og vi håber, at vores loyale koncertgængere vil hjælpe os med at gøre det samme, så alle får en rigtig god oplevelse.

David Tecchler Af: Knud Erik Jørgensen Her i Odense Symfoniorkester har vi en instrumentfond, som udlåner gode instrumenter til strygerne. Første gang instrumentfonden, Odense Byorkesters Instrumentfond, som fonden hed dengang (senere ændret til Odense Symfoniorkesters Instrumentfond, OSI) så dagens lys var i forbindelse med indvielsen af Odense Koncerthus i 1982. Sigtet var i første omgang mod købet af en italiensk violin og en cello fra omkring år 1700, som var de italienske violinbyggeres guldalder med navne som Amati, Maggini, Guanerius og Stradivarius. Instrumenterne fra denne periode er så eftertragtede, fordi ingen siden har formået at kopiere eller bygge instrumenter med tilsvarende kvaliteter – da mesterbyggerne tog hemmelighederne med sig i graven. Det siger sig selv, at købet af et sådant instrument for de fleste orkestermusikere forbliver en uopnåelig drøm. En drøm om at spille på et instrument med næsten ubegrænsede tone- og klangmuligheder, som følger musikerens mindste intentioner. Symfoniorkestre verden over har derfor i stigende grad anskaffet instrumenter bygget af de italienske mestre og har stillet dem til rådighed for musikerne. Således også her i Odense med Odense Symfoniorkesters Instrumentfond. Det første instrument indkøbt i 1983 af OSI var en italiensk violin af mærket Storioni fra 1796 og den 2. juli 1984 indkøbte OSI en italiensk cello bygget af David Tecchler i 1714 i Rom. Celloen af David Tecchler blev indkøbt for kr. 768.600,- og er i dag det mest værdifulde instrument ejet af OSI og til en pris på ca. kr. 5.000.000,Celloen blev indkøbt til orkesterets daværende solocellist Svend Winsløw og blev første gang præsenteret for OSI’s sponsorer m.v. ved en lille ceremoni den 11. september 1984 i orkestrets kantine, hvor Svend Winsløw sammen med Rosalind Bevan som akkompagnatør spillede Faurê’s Elegi og Beethovens 12 variationer over et tema af Händel. Den 16. november 1984 blev celloen for første gang præsenteret for symfoniorkestrets publikum ved en symfonikoncert, hvor Svend Winsløv var solist i Tchaikovskys Rokokovariationer for cello og orkester op. 33 og med Tamás Vetö som dirigent. Alle som én var enige om, at celloen af David Tecchler var (er) helt fantastisk og et super køb! Hvem var så denne David Tecchler? Der findes ikke ret meget historie om David Tecchler, og forskerne er den dag i dag usikre på mangt og meget om ham. Tidligere mente man, at han var født i Salzburg i Østrig i 1666; men moderne forskning peger på, at det var i nærheden af Augsburg i Sydtyskland ca. 1666, og han døde i Rom ca. 1748. Tecchler begyndte først sin karriere i Rom i slutningen af det sekstende århundrede, så det må antages,

at hans læretid fandt sted i hans fødeby, og at han ankom til Italien færdiguddannet som instrumentmager. Det mest betydningsfulde værksted i Augsburg på den tid var familien Edlingers værksted. Lut- og gambebyggere var veletablerede i hele området i midten af det syttende århundrede, og mange spores tilbage til byen Füssen, ca. hundrede kilometer syd for Augsburg. Familien Edlinger byggede primært lut, men også et betydeligt antal violiner i en udpræget tidlig tysk model på et tidspunkt, hvor Jacob Stainer i Sydtyrol havde tilført et nyt højere niveau

Man er dog enige om, at David Tecchler efter at have været vidt omkring i Italien (Venedig, Cremona m.fl.) slog sig ned i Rom omkring 1690, og han blev pga. sit sublime solide håndværk et forbillede for og grundlægger af Den romerske Skole ca. 1680 – 1760 med navne som Gabrielli, Anselmo, Tononi, Platner, Emiliani og Gigli. I Italien var der på den tid 5 skoler af betydning for bygning af strengeinstrumenter, og den romerske skole stod noget i skyggen af skolerne fra Brescia ca. 1520-1620 med navne som Gasparo da Salò og Maggini, Cremona ca. 1550 – 1760 med navne som familierne Amati, Guaneri, Stradivari, Bergonzi, Guadagnini og Lorenzo Storioni, Napoli/ Milano ca. 1680 - 1800 med navne som familien Grancino, familien Testore, familien Gagliano og Ferdinando Landolfi og Venedig ca. 1690 – 1764 med navne som Montagnana og Seraphino.

I det hele taget stemte man på Tecchlers tid A’et forskelligt fra land til land og faktisk også fra by til by, og Rom var den by i Europa, der havde det dybeste A. af raffinement til denne form for arbejde. Der findes ikke nogen dokumentation, som direkte forbinder Edlinger og Tecchler, men det ville være mærkeligt, hvis dette ikke var tilfældet. Edlingers violiner og violaer viser en stærk lighed med den karakteristiske Tecchler model med kantede udad-drejende hjørner, meget buede kanter og med dybe indlæg og store opretstående F- huller. Selve hovederne (sneglen) er ens, med en ekstra snoning omkring et meget fremtrædende ”øje”.

I dag er Tecchler mest berømt for sine celloer. Det er ret store instrumenter, som gennem tiden er blevet tilpasset moderne dimensioner. Her tænkes på mensuren – afstanden fra stolen til sadlen -strengelængden, som er blevet afkortet. På Tecchlers tid i Rom var stemmetonen A meget lav (390Hz), hvor den i dag typisk er 441Hz. Det krævede længere strenge, for at tonekvaliteten ikke skulle lyde ”vattet” og ”død”. I det hele taget stemte man på Tecchlers tid A’et forskelligt fra land til land og faktisk også fra by til by, og Rom var den by i Europa, der havde det dybeste A. Det var som regel ikke instrumentmagerne, der bestemte, hvad tonehøjden skulle være, men for det meste musikerne og komponisterne. I Rom var det den berømte Arcangelo Corelli (1653 – 1713), som var en fremragende virtuos og komponist – han satte dagsordenen for stemmetonen A i Rom. I 2005/06 gennemgik vores Tecchler cello en gennemgribende restaurering hos Schröder Geigenbau i Frankfurt am Main. Restaurationen var nødvendig med så mange år på bagen, og samtidig blev mensuren reguleret til moderne stemning. Det kostede ”kassen” = kr. 176.500,- men det var pengene værd, og i dag har OSI en cello i ”Champions League”. Celloen er i dag udlånt til vores 2. solocellist Anna Dorothea Wolff, og du kan høre Anna Dorothea Wolff fortælle om og spille på David Tecchlers fantastiske cello fra 1714, hvis du går ind på OS’s Youtube kanal via nedenstående link. Du kan også scanne QR koden på din mobil eller tablet. God fornøjelse!

youtube.com/Odensesymfoni 11

”Beethovens musik lyder, som om den lige er indtelefoneret fra Gud” Citat Leonard Bernstein Af: Martin D. Knudsen Den stovte klippe i musikhistorien. Beethoven, der skabte den musikalske romantik. Eneren, jernviljen, den bryske, den døve, den første kunstner i moderne forstand inden for musikken. Beethoven den revolutionære, den vilde og voldsomme. Komponisten til den monumentale 5. klaverkoncert, Kejserkoncerten, som OS spiller i denne sæson. Redaktøren sagde: Skriv en vild komponistbiografi til næste nummer. For komponisternes liv er noget af det, der kan give lytteren en forståelse af deres værker. Berlioz = Hang til opium. Tjajkovskij = følsom homoseksuel. Wagner = jødehader og liderbuks.

kender fra filmen Kongens Store Tale. Er det en melodi, eller mere bare en simpel skala? Det er i hvert fald svært at forestille sig noget mere simpelt. Men vejen til det simple var ikke i sig selv simpel for Beethoven. Beethovens liv og personlighed stod i stærk kontrast til hans musiks selvfølgelighed. Hans forældre havde hørt om barnestjernen Mozart og ville da også gerne have sådan en stjerne i familien. Så Ludwig blev pacet frem. Han blev som ung sendt til Wien for lige at få den sidste finpudsning hos Haydn. Han brød sig ikke om Haydn, men så alligevel sit snit til at blive i Wien. Og havde det ikke været for dette og for problemer med hørelsen, var han nok ikke blevet det menneske og den komponist, han blev. Høreproblemerne startede med at gøre sig bemærket, da Beethoven var ca. 30 år gammel, og endte i total døvhed omkring 50-årsalderen.

Uden at vi hver især ved, hvem der gjorde det, har nogen engang lært os, at komponister udtrykker følelser i deres musik. Fortrinsvis deres egne følelser. Nogen har lært os, at musikken er følelsernes sprog, og at når vi taler om musik, skal vi tale om følelser. Musikteoretikere har i ca. 150 år prøvet at lære os at nuancere vores sprog om musik. At musik ikke handler om følelser, eller i hvert fald ikke kun om følelser. Lige meget hjælper det: Når vi lytter, tænker vi, hvad betyder den her musik egentlig? Og så griber vi til biografien for at forstå. For at komme ind til hændelser i komponistens liv, der giver adgang til dennes følelser, der så giver adgang til en form for forståelse af musikken. Som årene som klassisk musiklytter går, bliver det svært at gå til musikken med friske ører. Ører, der endnu ikke har lært, hvad de skal mene, føle og lytte efter. Lagene af lærdom og meninger sedimenterer sig oven på lytteoplevelsen. Ikke at erfaring og lærdom gennem mange års passion for klassisk musik er dårlig, slet ikke. Men man kan blive langsomt fanget under disse sedimentlag af egne og andres meninger.

Ikke at kunne høre var én ting. Han led af et væld af andre lidelser oveni. Og han havde et sind, der i dag nok havde givet ham stemplet ADHD. Voldsom, ukontrolleret vrede kunne tage magten fra ham, og han led selv under de manglende sociale evner. Afstanden til andre mennesker voksede, og han var udmærket klar over det. Det blev til stormfulde affærer med borgerskabets kvinder, men et fast forhold eller ægteskab blev det ikke til.

Afstanden til andre mennesker voksede, og han var udmærket klar over det. Det blev til stormfulde affærer med borgerskabets kvinder, men et fast forhold eller ægteskab blev det ikke til.

Få år efter at have skrevet den 5. klaverkoncert (den skrev han i årene 1809-11) bruger Beethoven sit navn og indflydelse til gennem retssager at vinde forældremyndigheden over nevøen Karl fra hans svigerinde, som han anklagede for dårlig moral. “Nattens dronning”, kaldte han hende, og det kan man så lægge i, hvad man vil. Når man fjerner en dreng på 9 fra sin mor, og man har et temperament og sociale færdigheder som Beethoven, må det ende galt. Det gjorde det også. Den ugifte Beethoven opdragede drengen hårdt. Som 20-årig forsøgte nevøen at tage sit eget liv.

Det siger meget om Beethovens kamp med sin musik, at den lyder så selvfølgelig. Hans musik kunne ikke rigtigt være på en anden måde. Dirigenten Leonard Bernstein sagde det på denne måde: Beethovens musik lyder, som om den lige er indtelefoneret fra Gud. Tag klavermelodien i den langsomme sats af Kejserkoncerten, som du måske

Pæn fremtoning og huslig rengøring interesserede ham ikke. Madrester kunne i perioder ligge fremme i dagevis. En fyldt natpotte stod strategisk placeret under klaveret. Stuepigerne jog han væk i højt tempo. Fra hans dagbog for 1820: “17. april: køkkenpige ansat, 16. maj: køkkenpigen opsagt, 19, maj: køkkenpige ansat, 30. maj: hushjælp ansat, 28. juli: køkkenpigen er flygtet, 30. juli: ansatte en kvinde fra Unter-Döbling, 28. august: fyrede kvinden….” Og sådan fortsætter det side op og side ned. “Lige fra skopudseren til kejseren er folk i Wien intet værd”, skal han have vrisset. Han larmede på klaveret, så han ustandseligt måtte flytte.

På trods af alt dette tilgav wienerne ham hans særheder. De vidste, hvor betydningsfuld han var. En excentriker, der virkelig kan noget, har altid været let at tilgive. Beethoven forblev tro mod de franske revolutionstanker hele livet: Frihed, lighed, broderskab. Derfor ville det øverste lag af

kejserfamilien ikke røre ham med en ildtang eller høre hans musik. Men niveauet af adelige lige under kejserfamilien forgudede Beethoven og støttede ham finansielt - hvilket virker helt uforklarligt. Men Beethoven dedikerede sine værker til dem, der betalte gildet - og så er selv et revolutionært sind til at holde ud for hertuger og prinser. Intet af alt dette kan man høre i Kejserkoncerten. Titlen er en gåde a propos det spændte forhold til kejseren. Koncerten har noget majestætisk over sig, og måske opstod navnet på den måde. Det stammer i hvert fald ikke fra Beethoven selv. Kejserkoncerten står som et afrundet stykke musik, der ikke betyder noget andet end sig selv. Den er gylden og harmonisk og fortæller intet om Beethovens liv. Da Beethoven opdagede, hørelsen var ved at blive ødelagt, skrev han sig som en sand fighter ud af denne livskrise gennem en serie af heroiske værker. 4. klaverkoncert,

Beethovens liv og personlighed stod i stærk kontrast til hans musiks selvfølgelighed.

Eroica-symfonien, Skæbnesymfonien osv. Værker, der vidner om tragik og viljen til at overvinde mørke og modgang. Men reelt siger denne tråd mellem liv og værk ikke så meget. Og i Kejserkoncerten er der intet biografisk tilbage. Hvilke følelser er der at tale om? Noget pompøst, majestætisk, en himmelsk ro i den langsomme sats, fejring i den sidste sats. Men det er jo ikke følelser. Så komponistbiografier er ikke til megen hjælp, når musik skal forstås. De kan give et lille glimt af en personlighed, man måske kan genfinde i værket. En forståelse for musikkens samtid kan være med til at forklare, hvorfor musikken lige endte med at få den form, den nu har. Og på et tidspunkt er den form ikke længere relevant for lytterens samtid. Men indtil da er stor musik som små verdener i sig selv. Nogle er smukke, andre drabelige, det grimme har sin plads, nogle værker nager som sten i skoen, andre går op som et perfekt regnestykke.

Nørdens Hjørne Funderinger over et tema Af: El Bylin Bundgaard Hvorfor musik? Fordi dér, hvor der er liv, er der en puls. Fordi vi fra første sekund er omgivet af livets rytme. Det første vores lille embryo-legeme mærker er blodets pulseren mellem mor og barn, suppleret med vores egen lille tikkende hjertelyd: Den første spæde polyrytmik. Vi mærker når mor går, og når hun løber. Med hørelsens dannelse møder vi rytmen i hendes tale og i hendes samtaler med andre udenfor vores lille bobleverden. Vi hører, når hun synge for os, og når hun spiller musik. – Det siges, at sange som synges for det ufødte barn, virker beroligende på det, når de synges for barnet efter fødslen. Det samme gælder musik. Nogle teorier siger endda, at Mozarts musik er særligt god at spille for ens ufødte barn, og at småbørn reagerer med genkendelse og ro, når den spilles for dem efter fødslen. Jeg er helt personligt overbevist om, at der er noget om snakken. Som barn elskede jeg nemlig at ligge og lege under min mors cembalo, når hun øvede sig. (Det skal lige for en ordens skyld siges, at et cembalo er et tangentinstrument, der har form som et flygel, så når jeg siger, at jeg lå under det, var det lige præcis dét, jeg gjorde.) Jeg forbandt det med hygge at ligge der, og det gav mig en dejlig ro indeni. Mine to søskende havde ikke den samme tilbøjelighed. Dette forklarer min mor med, at hun under graviditeten med mig havde sat sig for at nå at spille Bachs ”Das wohltemperierte Klavier”, bind 1 igennem inden min fødsel. Da det består af 24 præludier og 24 fugaer, spillede hun altså rigtigt meget cembalo i de første 9 måneder af mit liv. Hvorfor musik? Fordi vi er er udstyret med ører, der kan høre, - en stemme der kan synge, - hænder til at klappe med og ben til at danse med. Fordi vores indre rytme har et stort behov for at blive udtrykt. Når vi hører musik, genkender vi i særligt rytmen. Vi får lyst til at klappe, danse eller bare nikke med hovedet. Nogle får endda lyst til at spille eller synge med. Desuden vækker musik genklang i vores følelsesliv. Og det er helt klart et behov, vi alle har: At lytte til musik, der ”Siger os noget”, -”Vækker noget i os”, - ”Klinger ind i os”. Når vi vælger at høre musik, vælger vi ubevidst noget, som vi føler, vi har behov for netop i dag. Nogle har måske behov for at høre noget, der forstærker det humør, de er i. Andre vælger noget, der kan ændre det osv. Derfor musik!

Jeg vil slutte af med at citere en mand, som jeg respekterer dybt for sin forskning i emnet: Hjerneforsker Kjeld Fredens:

Illustration: El Bylin Bundgaard ”Når små børn oplever musik, udtrykker de alle de fundamentale forudsætninger for at blive et menneske: aktivitet, bevægelse, glæde, spontanitet, leg, imitation og tilknytning. Børn er livskunstnere, der også skal lære en masse tekniske færdigheder; men livskunstneren kommer først. Musikken er en kulturel gave, som kan stimulere udviklingen af disse forudsætninger. Fundamentet for barnets mentale udvikling lægges tidligt, derfor er møde med musikken så afgørende, fordi det kan fremme et åbent sind. Musik giver liv til læring, og er gymnastik for hjernen og de tidligste øvelser finder sted i hjernens hurtige system, som handler om åbenhed og samspil med omverden, synkronicitet og resonans. Det handler især om bevægelse, sansning og følelser. Senere kommer hjernens langsomme system til med den abstrakte tænkning og dens evne til læsning og matematik. Men det er fundamentet, der sætter dagsordenen for denne udvikling.” ”Vi skal have musik i skolen fordi det er et unikt sprog, der skal værnes om og som skal læres.” Citaterne fra et interview af Erik Lyhne, der bærer titlen ”Musik giver liv til læring” med Kjeld Fredens, tidl. hjerneforsker v. Århus Universitet, nu professor på Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet. Dette interview kan læses i sin fulde længde på nettet: www.lyren.dk (Artikler / Nr. 95)

Man skal have et åbent sind Interview af Trine Lai Her på redaktionen har vi ofte hørt tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) udtale sig om sit forhold til klassisk musik. Vi besøgte ham til en snak om hans indgang til den klassiske verden. Hvad var din indgang til klassisk musik? I mit barndomshjem på Fyn var der ikke så meget musik, men der var meget sang. Min mor kunne højskolesangbogen mere eller mindre udenad, så der blev sunget meget, og på et tidspunkt fik vi en gammel grammofonafspiller til lakplader og den plade jeg holdt mest af, det var Sibelius’ Finlandia. Helt fra start var jeg hooked på klassisk musik. Da så jeg blev lidt ældre, kom jeg med til Puccini’s opera Gianni Schicchi på Det Kongelige Teater med gode danske sangere, og det blev en stor oplevelse for mig. Lidt senere faldt jeg fuldstændig for Wagner. Det, jeg faldt for, var dels den mærkelige verden, man kom ind i, vældig romantisk - jeg er også helt vild med Tolkien - og så musikken. Musikken den sagde mig virkelig noget. Det første jeg havde hørt, og som jeg skyndte mig at anskaffe mig, og som virkelig gik ind, det var Rhinguldet. Starten på Rhinguldet med den der musik, der vokser op og så det store brag - uh det var stort. Hvad har været din største oplevelse med klassisk musik? Det der står som den allerstørste oplevelse, det er jo Ringen. Da den blev opført i Musikhuset i Aarhus, da så jeg det hele. Jeg havde dengang en lille hytte, der lå ude på heden ved Krarup, og jeg sad og skrev på en erindringsbog, og så var der den her halve snes dage, hvor operaen foregik. Da boede jeg derude i hytten og havde taget fri, fordi jeg skulle se Ringen. Jeg tog ind sidst på eftermiddag til Aarhus for at se Ringen - der var en god times kørsel der ind. Og så kom jeg hjem lidt over midnat helt høj og opstemt, og så sad jeg og skrev ind til den lyse morgen, og så lagde jeg mig til at sove, og så var jeg klar igen næste eftermiddag. Den stemning der, den var fantastisk. Og bogen den gik faktisk også hen og solgte knald godt. Den stod på bestsellerliste meget længe, og den reddede min økonomi i et par år. Ellers så har jeg set den store Kasper Holten opførelse i Operahuset, og det var også stort. Det var faktisk fantastisk. Jeg har været så heldig, at jeg kender og har kendt mange af de store Wagnersangere, og én blev jeg rigtig gode venner med, det var Aage Haugland som jo sang en fantastisk

Hagen i Götterdemerung. Når jeg kigger tilbage på mit Wagnerliv, så har det rummet store, store oplevelser, og jeg synes jo, det er så dejligt, at min fødeø nu også tager initiativ til at få lavet en ny Ringcyklus. Jeg synes, det er så flot. Hvordan forbereder du dig? Jeg læser om det, og så får jeg fat i et par af de operahåndbøger, der er, for lige at have styr på figurerne og intrigerne ellers så er man virkelig lost. Så smækker jeg noget på musikspilleren og hører lige et par af de ledemotiver, der er for lige at blive mindet om dem. Hvorfor Wagner? Jeg tror nok, der var noget i musikken og så i det der mystiske univers, der tiltalte mig. Hvad kan Wagner i dag? Jamen hans musik er jo helt vidunderlig. Og det er sjovt, for de to operakomponister, jeg holder mest af, det er på sæt og vis dem, der ligger meget langt fra hinanden. Det er Wagner, og så er det Puccini, som jo er fuldstændig sukkermad ved siden af, men som jo altså også gør det, at det rører ved nogle sanser og giver nogle dejlige associationer. Men det der maner mest til eftertanke, det er Wagner, og det gør han også i dag. Jeg glemmer aldrig, hvordan Chicago Symfoniorkesters chefdirigent Sir George Solti en gang forklarede i en tale det her med at få en stor klassisk musikoplevelse, det er altså med til at sætte nogle ting i gang inde i hovedet på folk, som får dem til at tænke lidt anderledes, og det gjorde han meget overbevisende. Jeg sad ihvertfald der og tænkte, at hvis jeg var rigmand, så ville jeg gøre alt det, jeg kunne for at støtte det symfoniorkester. Hvem kan Wagner noget for? Man skal have et åbent sind, og så skal man passe på med ikke at stille med en hel masse fordomme. Hvis man har dem alligevel - og det har de fleste af os jo på en eller anden måde - så skal man være parat til at lægge dem til side. Og jeg havde den oplevelse, fordi jeg havde da også alle de der fordomme og ideer om, hvad det der det var for noget, men da først jeg sad der og blev opslugt af noget - når jeg sad og fik den musikoplevelse ind i hovedet, så var jeg solgt. Jeg synes, man skal give Wagner en chance, ligesom man skal give den klassiske musik en chance, og det er knageme blevet lidt svært efterhånden - altså jeg bander Danmarks Radio langt væk. Når jeg er ude og kører i bil, og så ikke længere kan tage Sveriges 2program, der kører klassisk musik hele tiden, fordi jeg er altså ikke nået der til, hvor jeg har fine dab-installationer i bilen endnu. Jeg synes godt nok den klassiske musik, den får en lidt stedmoderlig behandling rundt omkring. Derfor er det godt, at symfoniorkestrene rundt omkring i Danmark bliver holdt i live, og det er godt, at man har musikhuse rundt omkring. Nu kommer der så et i Odense. Det bliver dejligt. Se interviewet i sin fulde længde her:

youtube.com/Odensesymfoni

Kommende koncerter familiejulekoncerter

Messias

Nytårskoncerter

16. og 17. dec

21. og 22. dec

7. og 12., 13., 14. jan.

Pro Musica

SYMPHONIE FANTASTIQUE

Elverskud

17. jan.

26. og 27. jan.

2. og 3. feb.

Søndagsmatiné

SCHEHERAZADE

My Fair Lady

5. feb

9. feb.

23. og 24. feb.

GLUZMAN OG DEN FRANSKE FORBINDELSE

Pro Musica

LINDBERG OG WEST SIDE STORY

2. og 3. mar.

7. mar.

9. mar.

Søndagsmatiné

70 års Opera

70 års Opera (udsolgt)

19. mar.

23. mar.

25. mar.

Kærlighedssange

Påskekoncert

Kejserkoncerten

29. og 30. mar.

6. apr.

27. og 28. apr.

Pro Musica

Ragnarok

2. maj

20. maj

odensesymfoni.dk