Økosamfund i Danmark #90 November 2022

Økosamfund i Danmark

Ecovillage Gathering

Ukraines

Indhold

Det sker i LØS

Nyt fra Bestyrelsen 4

Ukraine

LØS og GEN Ukraine - sammen i krig og fred 6

Fordrevne ukrainere finder nye hjem i økolandsbyer 9

Økosamfundssommer

Europa rundt på fire dage 12

Visioner ved verdens ende 14

Interkomm Kassel - et regionalt netværk af fællesskaber med deleøkonomi 18

Grobund Byggefestival 2022 20

Værdien og effekten af at leve i fællesskaber (ICSA-konference) 22

Projektpræsentation

Grøn Markedsplads 24

Opstart af økosamfund

Den sociale sammenhængskrafts betydning - Permatopias fortælling 26

Intentionelle fællesskaber

Intentionelle fællesskaber - hvad kan vi lære af fortiden? 28

Billeder på forsiden er taget af Ditlev Nissen samt Tamara Mahomedova & Alexander Mackenzie & GEN Europe

European Ecovillage Gathering og Ukraines ’Green Road’

2022 har været intet mindre end hæsblæsende og skelsættende for LØS. Ud over de sædvanlige aktiviteter og projekter blev vi i marts måned halvvejs omdannet til en nødhjælpsorganisa tion, da Rusland invaderede Ukraine, og vores søsterfælless kab GEN Ukraine rakte ud efter hjælp til at håndtere de mange ukrainske borgere, der søgte tilflugt i landets økolandsbyer.

Læs her i bladet om det store arbejde, der blev igangsat og fortsat pågår, og om GEN Ukraines Green Road-initiativ, der huser ukrainere på flugt i et utal af Europas økosamfund.

2022 var også året, hvor LØS atter fik æren af at arrangere European Ecovillage Gathering. Gatheringen vendte tilbage til livet efter to års nedlukning, og LØS, GEN Europe, GEN Ukraine og Ananda Gaorii, som var værter, afviklede en forrygende festival over fem dage i juli.

Vi bringer en personlige beretning fra en gammel LØS’er, uddrag af Dougald Hines hovedindlæg samt en rapport fra et tysk regionalt netværk af fællesskaber, som var repræsenterede på gatheringen.

Sommeren var i det hele taget lidt af en økotopisk tour de force gennem Danmark, da Grobunds Byggefestival lå i direkte forlængelse af gatheringen, skarpt efterfulgt af International Communal Studies Associations store årlige konference, som blev afholdt i Skanderborg sammen med Hertha Levefællesskab. Du kan dykke ned i en billedcollage fra byggefestivalen og læse Ole Uggerbys rapport fra ICSA-konferencen bagest i bladet.

Udenfor tema har vi nyt om en kommende Grøn Markedsplads - et visionært projekt, der kalder på radikalt samarbejde. Og så samler vi op på sidste nummers tema med fortællingen om opstarten af et af Danmarks nyeste og største økosamfund: Permatopia.

Slutteligt binder en af fællesskabsforskningens helt store stem mer sløjfe på nummeret med en opsamling på 45 års forskning og praksiserfaringer. Gode råd fra en ældste til alle, der overvejer at starte, flytte i eller allerede bor i et økosamfund!

Rigtig god læselyst fra alle os to i bladcirklen!

GEN Ukraine var medværter for årets Ecovillage Gathering. Foto: Tamara Mahomedova & Alexander Mackenzie & GEN Europe

Nyt fra bestyrelsen

Det sidste halve år har været præget af masser af projekter, hvor særligt vores indsats i Ukraine har haft stort fokus. En ny bestyrelse kom til i maj i år til stort fælles årsmøde med De Grønne Venner på Avnø Højskole. Og så har sommeren stået i den internationale økosamfundsbevægelses tegn.

Her reflekterer vi over, hvad der er sket siden sidst.

Da vi i sidste nummers ’Nyt fra Bestyrelsen’ i december berettede om aktiviteterne i LØS, og hvilke økosamfunds tendenser vi så spire, havde vi ikke drømt om, at vi stod på tærsklen til det måske mest hektiske, svære, rørende og inspir erende forår i LØS.

Ukraine-krigen og historisk samarbejde mellem økosamfund

Ruslands invasion af Ukraine d. 24. februar vendte hurtigt op og ned på LØS’ aktivitetsplaner. Et længere og tæt samarbejde med det ukrainske økosamfunds netværk GEN Ukraine gjorde, at LØS hurtigt kunne handle. LØS var faktisk den første civilsamfundsorganisation, der oprettede en ’alert’ i CISU-systemet, så Nødhjælps-

puljen blev åbnet og LØS kunne søge om midler til at støtte GEN Ukraine i arbejdet med at huse de internt fordrevne. Ikke kun i Ukraine, men også i Danmark og i hele Europa har økosamfundene åbnet døre og fælleshuse. I LØS er vi blevet beriget med, på trods af de triste omstændigheder, en gruppe aktivister fra GEN Ukraine, der nu arbejder sammen med os om at informere danskerne om dette helt unikke civilsamfundsinitiativ. Læs mere om alle Ukraine-aktiviteterne i dette nummer, der naturligt har Ukraine som et vigtigt fokus.

Ny bestyrelse

En drøm blev til virkelighed, da vi var flere grønne organisationer, der i maj

måned gik sammen om at holde et fælles årsmøde. Både LØS, LØB (økologisk byggeri), MiMundo, ØkoNet og Permakultur DK mødtes og erfaringsudvekslede i smukke forårsomgivelser på Avnø Højskole. Vi har meget at lære fra hinanden, og det er motiverende at mærke, at vi er mange, der arbejder for en grøn dagsorden.

Vi har igen fået god respons på at holde fælles årsmøde som ’De Grønne Venner’ og gentager formodentlig succesen til næste år. Til årsmødet holdt LØS også generalforsamling, hvor en ny bestyrelse kom til. En blanding af gamle LØS-folk og nye kræfter fra bl.a. Munksøgård, Hallingelille, Fryd og Frisk oven udgør nu den nye bestyrelse. Vi glæder os til samarbejdet i denne nye

LØS’ ny bestyrelse

konstellation og siger tak til vores med lemmer for tilliden.

International økosamfundssommer

For dem, der bor i økosamfund eller blot er interesserede i økosamfundslivsstilen og -værdierne, har Danmark i den grad været et hotspot denne sommer. Der var både IC SA-konferencen (International Communal Studies Association) på Audonicon ved Skanderborg, hvor verdens ledende forsk ere inden for communal life var samlet og delte ud af deres viden for en broget skare af nysgerrige sjæle, også fra hele verden.

Den årlige Ecovillage Gathering, som det europæiske økosamfundsnetværk GEN Europe står bag, blev også afholdt på

dansk jord i år. Det var Ananda Gaorii - et dansk, spirituelt økosamfund lidt uden for Vig - der var værter. Mere end 300 mennesker fra hele verden samledes under juli-solen og deltog i forskellige work shops, talks og erfaringsudvekslinger mellem ledende frontfigurer i bevægelsen og repræsentanter fra alverdens økosam fund ikke bare i Europa, men hele verden.

Vi fra bestyrelsen, som deltog, blev blæst bagover af inspiration, forhåbninger for fremtiden og, ikke mindst, vigtigheden af at mødes i og styrke disse internation ale fællesskaber. Vi står så meget stærk ere sammen, og det var denne Ecovil lage Gathering et rørende bevis på. GEN Ukraine havde en central plads med 25 aktivister, der lærte om at afholde en

sådan begivenhed - så de er klar til selv at afholde, når tiden kommer.

Vigtigheden af samarbejde i en krisetid Samarbejde er en absolut nødvendighed med de mange kriser, vi står over for i dag. Det internationale økosamfundsfællesskab har mange ressourcer og erfaringer at byde ind med i håndteringen af disse globale kriser. Vi kan ikke forudsige, hvad der kommer til at ske, men økosamfund har bygget resiliens, eksperimenteren, omsorg for jorden og fællesskabsånd ind i vores DNA, og der er ingen tvivl om, at det bliver kerne-kompetencer i tiden, vi går i møde.

Det har The Green Road-projektet i Ukraine været et smukt eksempel på, og samtidig har det måske også været en varsling om den slags samarbejde, vi kommer til at skulle have meget mere af i den nærmere fremtid. I LØS er vi i fuld gang med at opbygge erfaringer.

Foto: Tamara Mahomedova & Alexander Mackenzie & GEN Europe

Foto: Tamara Mahomedova & Alexander Mackenzie & GEN Europe

LØS og GEN Ukraine - sammen i krig og fred

Det ukrainske netværk af økosamfund (GEN Ukraine) har længe været nære samarbejdspartnere for LØS. Foråret 2022 blev dette samarbejde pludselig meget vigtigt. Læs her den personlige beretning fra en af de danske frontkvinder.

Af Camilla Nielsen-Englyst, Projektkoordi nator i LØS, bor i økosamfundet Hallinge lille.

Jeg glemmer aldrig den morgen krigen brød ud. Hvad kan man gøre, når man sidder her i Danmark og har sit på det tørre, mens vennerne fra økosamfundsbevægelsen i Ukraine får forandret deres liv fra den ene dag til den anden, med en krig som med sig bringer sorg, panik og ødelæggelse?

I LØS har vi arbejdet med GEN Ukraine de sidste fem år, bl.a. gennem flere CISU -projekter. Så det første vi gjorde, var at slå alarm hos CISU (Civilsamfund i Udvikling), så de åbnede for den pulje, ’DERF - Danish Emergency Relief Fund’, som danske NGO’er kan søge, når der er krise i et af vores partnerlande.

1 million kroner til ”Ecovillages for Peace”

Det er titlen på vores DERF-projekt. Når der er krig, må nogle arbejde for freden. Skabe tryghed og sikkerhed midt i kaos. Ude på landet, i økosamfundene og på permakultursteder, hvor der er madvarer på lager og masser af praktiske opgaver at udføre, når dagligdagens skoler og arbejdspladser pludselig er erstattet af krig, bomber og flugt. Folk strømmede til, væk fra byerne og ud på landet, for at finde sikkerhed. Især kvinder og børn.

Indtil vores DERF-projekt gik igennem godt tre uger inde i krigen, havde vi i LØS travlt med at indsamle penge. Vi sendte omkring 5-8.000 kr. om dagen til at dække det mest nødvendige. GAIA Trust gav os en donation på 50.000 kr. som et

Unge GEN Ukraine aktivister i Danmark

GEN Ukraine

-Foto: Alexander Mackenzie

kærkomment supplement til de mange private bidrag, der kom ind. Folk ville gerne hjælpe. Jeg husker, hvordan vi på Zoommøder spurgte vennerne i GEN Ukraine, om det var nu, vi skulle sende den næste portion penge. ”Vi er ikke så gode til at spørge selv” sagde de. Men de nikkede, hver eneste gang vi spurgte.

Behovene voksede i takt med menneskestrømmene. Det er rigtig svært at forudsige krigens gang og vi var alle nye i det. Så da DERF-projektet gik igennem og vi fik først de 500.000 kr. vi havde ansøgt om - og kort efter fik lov at fordoble budgettet - kunne vi komme i gang med en mere målrettet indsats med at klargøre de mange økosamfund som tilflugtssteder for de internt fordrevne. Og på ganske kort tid var det ’normale’ virke i både LØS og GEN Ukraine afløst af et meget smidigt samarbejde om at spille en rolle i en krig, der nok var præget af stor uvished, men som samtidige udløste en enorm ildsjælekraft, der blev sat ind på at hjælpe til.

The Green Road - hele vejen fra Ukraine til Danmark

”Kan jeg komme til Hallingelille, med mine to børn? Jeg ved ikke, hvor jeg skal tage hen.” Beskederne tikkede ind dagligt, på Telegram og WhatsApp. Mennesker, som enten havde besøgt Danmark gennem vores samarbejde, eller som kendte nogen, som kendte nogen her. Oven i arbejdet med at skaffe penge og støtte op om arbejdet i Ukraine, startede arbejdet med at tage imod flygtningene her i Danmark. Min arbejdsgiver var flink og forstående.

De første 3-4 uger var mit fokus kun på Ukraine. De første to familier, der ankom her til Hallingelille, kom fra et økosam fund i Ukraine, hvor jeg selv har været. En kvinde med to små børn, der blev hentet i en bus af to gæve mænd fra Jylland - og tæt fulgt af TV2. Vi var med over telefonen hele vejen og måtte hurtigt lære, hvordan man får børn, der rejser uden pas, ind i Danmark. Den næste familie fulgte jeg nærmest meter for meter, fra de sad i bilkøen ved grænsen i Ukraine. De var tre voksne og fem børn. På turen herop kom de gennem flere lande og økosamfund, end de før havde besøgt.

For mens de sad i bilkøerne, koordinerede vi overnatning og assistance gennem det eu ropæiske økosamfundsnetværk, der kunne huse dem på deres vej til Danmark. Min veninde husede dem i Prag, hvor de

fik sig en tiltrængt hviledag - og havde overskud nok til at tage mine sandaler med, som jeg havde glemt der to år forinden. Jeg er stolt af det netværk, vi har i økosamfundene gennem hele Europa.

De første 16 steder i Ukraine voksede til 24, så 32, så 46 og vi er i dag nok oppe på omkring 70 steder, der har huset folk på flugt. Også i Europa spredte projektet sig, og der er nu omkring 350 økosamfundsrelaterede steder rundt om i Europa, hvor ukrainerne kan søge tilflugt.

’Den Grønne Vej’ er betegnelsen for en vej, der er sikker og fyldt med venlighed og omsorg. Kort sagt: Økosamfundsværdier.

Maksyms breve - den første måned i krig Det var på én gang uvirkeligt og samtidig alt for virkeligt at holde Zoom-møder med kernen i GEN Ukraine, der fra starten har arbejdet utrætteligt for sagen, uden ret meget søvn. Med masser af opkald og beskeder om presserende behov. Frustrationer. Triste nyheder om økosamfund, der blev bombet og måtte evakueres. Vores ellers så sikre steder!

Nogle gange forsvandt et kært ansigt fra skærmen - der var en bombe tæt på og hun måtte i kælderen. Lysten til bare at invitere dem alle herop og finde værtsfamilier og sikkerhed var stor.

Det var de hurtige beslutningers tid - for opgaverne var mange og vigtige, lige fra starten, hvor der ikke var tid til at forberede ret meget og strategien bare var ’nu og her, så meget som muligt, så godt som muligt’. GEN Ukraines forperson, Maksym, havde utroligt nok overskud til at skrive en lang række Face book-opdateringer den første måned. De var vigtige for at kunne forstå situationen. Jeg har både grint og grædt af hans fortællinger. Deres indhold måtte deles med flere, så vi søgte og fik midler hos CISU til at oversætte Maksyms tekster, først til engelsk og så til dansk. Hans kringlede sprog var svært at oversætte, men brevene giver et hudløst ærligt portræt af en mand, der pludselig kom til at spille en meget central rolle i en ekstrem tid. Et fremragende undervisningsmateriale, der meget gerne må spredes og bruges. Efterhånden har der samlet sig et godt team af GEN Ukraine aktivister i Danmark. De bor i forskellige økosamfund, men har en hub i Hallingelille, og lejlighedsvis finder vi ly hos Ross Jackson fra GAIA Trust, der har støttet LØS’ arbejde i mange år og nu

Danmark

Anton fortæller om Green Road Foto: Sanne Dahlbom

Til Pride for frihed -Camilla fra LØS og Iryna fra Ukraine

Indsamling af mad til Ukraine udenfor Netto

GEN Ukraine og Camilla til Folkemødet på Bornholm.

også assisterer os i denne nye virkelighed. Min personlige glæde er, at flere af dem er kursister fra det Ecovillage Design Education kursus, vi afholdt i Ukraine med vores CISU-projekt i 2020.

Aktivisterne er vigtige, for de kan fortælle deres egne historier, men også formidle GEN Ukraines arbejde gennem Maksyms breve, og siden med en dokumentarfilm, der indfanger en historisk begivenhed’The Green Road’.

Det er et vigtigt budskab, at der under en krig opstår denne slags projekter, hvor civilsamfundet viser sin styrke i solidar itet, fra menneske til menneske. En anden historie end den, man som oftest ser i medierne. Som Maksym siger, er der tre roller man kan spille i en krig: Man kan være soldat, flygtning eller aktivist.

Vandpumper, computere, cykler og menstruationskopper

Hvad disse varegrupper har til fælles er, at de er pakket i kasser og sat i en lastbil til Ukraine. Aktivister fra Danmark og Ukraine har indsamlet effekter, der er tilpasset de lokale behov i økosamfundene i Ukraine. Det er en velsmurt maskine.

LØS har et stærkt samarbejde med Bevar Ukraine/Hjælp Ukraine, der velvilligt giver os plads i deres lastbiler. Når GEN Ukraine er præcise i deres anmodninger om ting, gør vi hvad vi kan, for at kunne levere.

”Bare spørg”, siger vi til dem, ”så er det meget nemmere” - og de er blevet bedre til at spørge. Jeg har en ukuelig tro på, at folk her i Danmark gerne vil hjælpe, hvis vi gør det nemt for dem. Så vi står foran dagligvarebutikkerne om lørdagen og beder om, at folk køber en ekstra pose ind, som vi sender til Ukraine. Ud fra en konkret liste, vi giver dem i hånden. Selv børnene fra Hallingelille forstår den form for hjælp

og har ivrigt deltaget i madindsamlingen. Og når jeg nævner ønsket vandpumper, har min sambo efter et par dage gennem sit netværk skaffet præcis de vandpumper, der er brug for. En anden fra Hallingelille har én i familien, der hurtigt kunne skaffe køkkenmaskiner og hårde hvidevarer. En anden kender en skoforretning, der gerne vil donere sko. Og Jakob fra Hjælp Ukraine er vores ven og kan skaffe alt - som f.eks. flere paller med menstruationskopper og øko-kikærter på dåse. Så vi har i det danske netværk etableret en ’lastbilsgruppe’, en ’værts gruppe’ og hvad der ellers er af grupper. For opgaverne er mange.

Vi taler genopbygning, vi taler grøn omstilling, vi taler indflydelse

Billeder taler deres tydelige sprog. Krig ødelægger. Ukraine skal bygges op igen. GEN Ukraine har i dette første halvår af og til været en smule frustrerede over os danskeres ønske om strategier og handlingsplaner - for der mangler mad i det ene økosamfund, de skal have etableret vand i et andet, og der skal bygges et fælleshus inden vinter til de 200 flygtninge i det største økosamfund.

Der er mange umiddelbare praktiske behov, men der er efterhånden også plads til, at andre behov skal opfyldes: Heal ing. Ro. Konfliktløsning. Sameksistens. Måder at bearbejde savn, tab og sorg på. Men når noget er brudt ned, kan noget nyt bygges op. Der er et åbentstående vindue af mulighed for, at GEN Ukraine kan spille en vigtig rolle i genopbygningen, både lokalt og nationalt. Med sit budskab om og erfaring med bæredygtighed og flesskaber som centrale parametre.

Det er den vej, vi skriver om i vores nyeste CISU ansøgning - LEVEL UP. Arbejdet og sa marbejdet fortsætter. Venskaberne vokser. De daglige møder med folkene fra GEN Ukraine, der nu bor i Hallingelille, giver mig meget, på alle planer. Vi er sammen om det her, LØS og GEN Ukraine. Men vi er bare mennesker og man kan godt tabe pusten - lidt - efter et sådant hæsblæsende forår og sommer. Der er altid brug for flere aktive i Ukraine-samar bejdet.

Skriv til ukraine@okosamfund.dk, hvis du vil være med. Læs mere på https://okosamfund.dk/ukraine/

Caroliva fra Danmark ved bombet fælleshus i ukrainsk økosamfund

Fordrevne ukrainere finder nye hjem i økolandsbyer

Da Rusland i marts måned invaderede Ukraine, fik venskabet mellem LØS og GEN Ukraine en helt ny betydning. Læs en beretning om den fælles indsats for de fordrevne og om krigens betydning for fremtiden i de ukrainske økosamfund.

Af Iryna Kazakova, koordinator for The Green Road-projektet i Ukraine

Oversat af Kirsten M. Andersen

Før de militære operationer startede i Ukraine, havde GEN Ukraine mange drømme: Vi ønskede at udvikle et netværk, vi drømte om at økosamfund helt af sig selv ville tilslutte sig netværket, og vi drømte om aktiviteter og tilbagevendende begivenheder.

Med støtten fra det danske økosam fundsnetværk (LØS) og gennem det CISU -støttede projekt ’Launch and Thrive - Awakening Ukraine’ i 2019 skabte GEN Ukraine et kort over 40 økosamfund og begyndte at tænke på økosamfunds-

strategier og civil deltagelse som modeller for borgerdrevet bæredygtig udvikling i Ukraine.

Tiden med Covid reducerede bevægelses friheden, men øgede ikke desto mindre vores forbindelse til det danske netværk. Sammen optog vi fem film om økobosættelser, husede folk fra byen som frivillige i vores økosamfund og udviklede et træningskursus om måder og muligheder for at leve bæredygtigt under kriser. Helt uden at nogen af os var klar over, hvor højst relevant vores indsats i projektet ’Skab en grøn fremtid’ skulle vise sig at blive så kort tid efter.

Green Road er betegnelsen for det net værk af økosamfund, permakultur-cen tre og gårde i Ukraine og i hele Vest europa, der har huset flygtninge siden de allerførste dage af krigen i Ukraine. Gennem de første måneder af inva sionen var der en konstant strøm af folk, som kortvarigt opholdt sig i disse refugi er på vej til grænsen og udlandet. Kortet over disse steder kom til at fungere som en vej.

Ingen var klar til en krig. Økosamfundene i Ukraine er i modsætning til det meste af resten af Europa, hvor økosamfundene i høj grad er grundlagt på idealisme, mere skabt af nødvendighed. Da byerne til vores frygt og overraskelse begyndte at blive bombet, og folk begyndte at flygte ud på landet, endte de ofte i kolde forladte huse, hvor det var meget vanskeligt for kvinder med børn eller ældre folk at leve - især når man tog i betragtning, at de ofte måtte forlade deres hjem uden at få ret meget med sig.

Begyndelsen på en bevægelse

Vores venner i Danmark, anført af Dicte Frost og Camilla Nielsen-Englyst, reagerede øjeblikkeligt. Der gik ikke en uge, inden vi modtog de første donationer fra LØS, GAIA Trust og GEN Europe til nødhjælp som mad, brændstof osv. Vi handlede efterhånden som tingene udviklede sig omkring os. Bølgen af folk begyndte at stige. Og midt i alt dette skulle vi skrive en

Renovering af gamle huse i Ukraine.

ansøgning til DERF-puljen i CISU, sammen med LØS, for at søge mere væsentlig hjælp.

Støtteprojektet ’Akut Hjælp’, som vores danske venner startede, var af afgørende betydning for, hvad der blev kendt som projektet ’The Green Road’. Vi forberedte 35 lokationer og støttede folk med mad, senge, medicin, tøj og andre umiddelbare behov.

Fra begyndelsen forventede vi ikke at kunne huse mere end måske tusinde mennesker. Da vi hurtigt overskred det antal, blev vi bevidste om, at de processer, der skete på vores lokationer, var uigenkaldelige. Livet vil aldrig blive det samme igen for hverken økosamfundsbeboere eller IDP’erne (Internally Displaced Persons).

El- og gaskomfurer til madlavning, køleskabe og vaskemaskiner, køkkenredskaber – det er grundlæggende ting, der gør livet lettere for flygtninge, specielt

Acceleration

Den massive og akutte hjælp fra LØS, DERF-puljen og senere også andre do norer var afgørende for GEN Ukraine på forskellige niveauer:

1. Virkelig hjælp til IDP’er, som fandt kort- eller langtidstilflugt på steder, der er meget forskellige fra andre krisecentre, med langt højere grad er af menneskelig forbindelse - i økosamfundene.

for kvinder med børn. Men også motor save, redskaber til at reparere huse og lave møbler med – ting som gør livet lettere for mændene i økosamfundene, som nu ikke kun skal tage sig af deres egne familier, men også af deres nye naboer, ofte ældre folk, kvinder og børn.

end 35 lokationer har modtaget værktøj, bygnings- og infrastruktur materialer. Alt dette gør økosam fundene mere uafhængige og modstandsdygtige, mere tillidsfulde ift. deres fremtid og deres mulighed for at spille en rolle. Økosamfunds beboere hjælper ikke bare IDP’er, men også hinanden.

5.

Vandpumper til brønde – mere end 30 af dem er blevet renset og bliver nu brugt. Mere end 90 huse er blevet sat i stand til de nye folk. Vi er stadig langt fra at dæk ke alle behovene derude, men vi har al lerede ydet stor støtte til medlemmerne i netværket. Folk er taknemmelige, både værterne og gæsterne.

4.

2. Lokationerne i de rolige landom råder siges at være healende i sig selv. Flere end 3000 IDP’er har fundet ly på vores steder, i det mindste for nogle få nætter på deres vej. Mere end 600 mennesker lever fortsat i vores økosamfund og flere end 450 har besluttet at blive vinteren over.

3. Assistance til fællesskaberne med både materielle ressourcer, forbedring af infrastrukturer og selve evnen til at være værter. Flere

At bringe eksisterende medlem mer af fællesskaberne tættere på hinanden og udvide deres fæl lesskaber og sammenhold. På den ene side skulle de eksisterende medlemmer tage sig af IDP’erne, og på samme tid tilpasse sig og også lære at fordele og dele materielle goder som mad, værktøj og udstyr. På den anden side har mange IDP’er besluttet at tilslutte sig værtsfæl lesskaberne som egentlige med lemmer og blive og leve der på lang sigt. Det betyder, at fællesskaberne er blevet drastisk større. Vi betragter sådanne forstærkninger af fæl lesskaberne som ét af de vigtigste resultater for GEN Ukraine. Tidligere manglede vi folk, nu har vi langt flere, end vi kan rumme.

6.

Værtslokationerne har udviklet deres aktiviteter eller etableret nye, som f.eks. rehabiliteringsweekender for frivillige fra byerne, at tage sig af efterladte dyr, at arrangere som mercamps for børnene. Nogle af fællesskaberne er lykkedes med at involvere IDP’erne i deres arbejde, så de selv kan begynde at tjene penge og blive fuldgyldige deltag ere i fællesskabets liv.

Netværket er blevet større og stærk ere: Der er en stor grad af solidaritet og gensidig hjælp, hvor forskellige steder deler ting med hinanden. Den fælles chat og de ugentlige Zoom-møder mellem koordina torerne fra værtslokationerne udgør en vigtig teambuilding funktion. Der er begyndt at udvikle sig ugen tlige Zoom-møder med psykologh jælp, grupper for fundraising og skrivning af store ansøgninger, kvindecirkler osv.

Fælles frokost med beboere og IDPer i ukrainsk økosamfund.

På den lange bane

For én dag siden modtog vi den glædelige nyhed, at det næste projekt er blevet bevilget fra CISU. Det blev skrevet i døgndrift på kun tre dage, lige under den årlige GEN Gathering. Vi kalder det IDPow erment. Hovedidéen er at støtte værterne og deres nytilkommende beboere i ind byrdes at danne nye former for stærke og bæredygtige relationer, vha. involvering af IDP’erne i disse processer, så de bliver styrkede i deres kompetencer til at indgå i fællesskabet. Det er i sig selv konfliktforebyggende og det er nødvendigt.

Træning i permakulturelle dyrkningsmetoder er blevet foreslået som en kapacitetsopbyggende metode ift. IDP’er ne. Det vil give dem færdigheder i at planlægge landskabsdesign, brug af

ressourcer, at dyrke mad på økologisk vis, styrke fødevaresikkerheden og gøre dem mere modstandsdygtige og mindre afhængige af de allerede udmattede værtslokationer og afhængigheden af den internationale finansiering. Det gør godt at være nyttig. Kurser i de mere bløde færdigheder inspireret af GAIA Education er der stort behov for. De 35 mest aktive fællesskaber i Green Road-netværket er værter for ca. 450 IDP’ere på længerevarende ophold og rummer i forvejen det samme antal i deres fællesskaber.

Altså en fordobling af indbyggerne i økosamfundene. De nye folk har i den grad brug for fællesskabsfærdigheder, idet de kommer med en fuldstændig anderledes indstilling og skal bosætte sig i et helt nyt miljø. Når ressourcerne er knappe, kan

spændingerne blive store, og situationen kan let blive truet af konflikter. Derfor behovet for IDPowerment projektet.

Ikke en afslutning

Situationen i Ukraine er ustabil og afslut ningen af krigen er fortsat uforudsigelig. Folk søger svar og ønsker at planlæge deres liv, men situationen gør dette meget svært. Hvad vi med sikkerhed ved er, at med sådan et flot samarbejde både indadtil i Ukraine og med vore venner i Danmark - og over hele verden faktisk - kan både økosamfundene og IDP’erne i vores fællesskaber se ind i deres frem tid med en lille smule større tillid og håb end mange andre folk under krigens strabadser.

Der er ikke tid til at hvile sig. Selv da vi fik nyheden om IDPowerment-projektet, skrev vi allerede på den næste ansøgning - Level Up. Jo mere økosamfundene vokser, jo klarere vil deres stemmer kunne høres. GEN Ukraine har nye med lemmer og har nye ledere. Folk, der har taget ledelse, af ren og skær nødven dighed.

Disse ledere ønsker at blive hørt, i det mindste på det lokale niveau. De har bevist deres værd, taget en rolle på sig, opnået legitimitet. Læring, deltagelse, opnået synlighed og stolthed. Før eller siden vil de lokale myndigheder planlægge de første trin til at gendanne regionerne, til at genopbygge Ukraine. Vores fællesskaber vil ikke længere kun være i stand til at ’gå ved siden af’, men selv tilbyde en skulder at læne sig op ad.

Kort over The Green Road.

Fødevareuddeling i et af økosamfundene i Ukraine.

Europa rundt på fire dage

Personlige beretning fra årets European Ecovillage Gathering. En garvet økolandsbybo og LØS-aktivist tog på gathering med sit nyeste grønne projekt og sin guitar over skulderen.

Af Bjarne Andersen - Munksøgård

Det er en del år siden, at jeg har delta get på de årlige GEN-møder og Ecovil lage Gatherings, og jeg var egentlig ikke indstillet på at deltage i år, da det lå i starten af sommerferien - jeg havde så mange andre ting jeg skulle nå - og så var jeg også ved at være for gammel (bare 66). MEN jeg deltog i det meste af forløbet og synes bare, at det er det bedste, jeg har gjort længe.

Stort program og små grupper

Programmet for de fire dage virkede noget fyldt og overvældende, da jeg så det på skrift første gang, men da jeg fik sporet mig ind på forløbet, kunne jeg godt jeg godt se en rød tråd i det og blev inspireret af sammensætningen. Der var overskrifter for de enkelte dage (wilder ness, acceptance, vision og action), og

efter morgenaktiviteter som havbad, yoga, meditation og morgenmad startede alle dage med plenum, intro og inspiration til dagens emne. I løbet af dagen var der så et stort udvalg af spændende workshops - både formiddag og eftermiddag - og vi var mange, som havde svært ved at vælge og prioritere.

Efter frokost var der lagt tid ind til ”sharing groups” som var mindre grupper på op til syv personer, hvor alle kunne deltage og dele det man havde behov for - en rigtig god idé på en gathering med mange hundrede mennesker, hvor den enkelte godt kan ”drukne” i det store fællesskab. Om aftenen - efter aftens maden, var der forskellige muligheder for at få flere oplevelser på forskellige lokationer. Oplæg, dans og musik i det store mødetelt, storytelling og indiansk visdom ved bålet i ”open space” eller andre tilbud på det store område hos Ananda Gaorii -

ikke mindst de aktive aftenmeditationer og chanting med Dada. En mulighed for at ”dele sig” kunne være godt for os, som gerne ville være med over det hele.

Som nævnt har jeg ikke været med på Gathering i en del år, og jeg var positivt overrasket over både forberedelser, infor mation, gennemførelse og strukturering af nogle få koordinatorer og volontører, som skabte en meget flot og velfungerende festival. Stor ros til alle som var en del af dette - herunder også Ananda Gaorii, som med bygninger, landområder og et stort hjerterum skabte gode ram mer for samvær, læring og fællesskab. I det store telt var der mange fine oplæg og arrangementer, og jeg nød især den musik, som nogle dygtige unge musikere skabte gennem de fire dage, og som bidrog til en god og skøn stemning.

Meet the ecovillages i store telt - Foto: Bjarne Andersen

Nogle højdepunkter

På den første dag havde jeg og Ditlev og Allan, som mange nok kender fra LØS, travlt med egen workshop om ’Den Grønne markedsplads’, så jeg nåede ikke til andre workshops, men om aftenen nød jeg oplæg fra den ukrainske gruppe og de sange og danse, de havde med. Sluttede aftenen med storytelling ved bålet, som var en god og fredfyldt afslutning på da gen.

På andendagen var jeg til workshop med Macaco fra Damanhur - om lederskab og tilstedeværelse som både er kollektivt og personligt udviklende. Samme dag fik vi afprøvet vores teorier om ’Den grønne markedsplads’ i praksis, da vi koordinerede et marked på stedet, som involverede en del handlende med forskellige bæredygtige pro dukter og mange kunder. Rammen var dimensionerne i bæredygtighedshjulet, som blev udfyldt af den magi, som findes på en gathering.

På tredjedagen var der et fantastisk godt oplæg med Dougald Hine fra ’Dark Mountain Project’ som talte om tidligere historiske kriser og klimasammenbrud og om livet i vor katastrofe ramte tid [læs Dougalds talk andetsteds her i bladet] Han tilbød én mulig vision: I slutningen af den sidste istid bragte de små lommer af frø, der overlevede, gradvist livet tilbage. Kunne økolandsbyer være et af de frø, som kunne sikre en fremtid i en usikker verden? På en senere workshop drøftede vi en mulig eller ikke mulig overlevelse af

menneskeheden, og hvad vi skulle stille op med en verden, som var på vej i af grunden. Hans anvisning var meget enkel: Vi skal blive ved med at gøre ’dét vi gør’ og være med i den regenerative bevægelse. HØRT!

Samme eftermiddag var der fyldt i det store telt til ”meet the ecovillages”, hvor der var repræsentanter for de mange eu ropæiske økolandsbyer. Her kunne man gå rundt og få nogle gode og personlige samtaler, og få indblik i de mange forskel ligartede og brogede samværsformer og muligheder, der er i de forskellige sam fund. Et totalt udbud af kreative idéer og handlinger. Desværre måtte jeg forlade festivalen om aftenen for at deltage i et privat familiearrangement, men jeg hørte, at der sidst på aftenen var besøg af et nordisk band, Viremai (Virelai med en let ændret bemanding), som spillede for rygende nordisk dansemusik, hvor teltet var kogende. Øv, at jeg lige ikke nåede at få det med, da jeg også på nogle måder savnede nogle indslag om nordisk kultur og mytologi.

fælles ønske om en heling af jorden og menneskeheden. Og opleve de spontane udvekslinger, som sker mellem mennesker både med ord og i stilhed.

Med kroppe i bevægelse og musik og rytmer, som opstår - det er en del af nerven i en gathering. Her vil jeg også fremhæve den gode idé med den daglige ”sharing group”, hvor alle i min dre grupper kunne reflektere over livet - både det svære og det lette - på en festival med mange mennesker og mange behov og sindstilstande. I den gruppe jeg deltog i, gav det rigtig god mening, og jeg tror vi alle fik lidt ro i sjælen og fik plads til at være med det, som nu fyldte.

… og alt det andet som sker på et GENtræf

Noget meget væsentligt - udover pro grammet med de mange formelle oplæg, workshops og arrangementer - er jo mø det mellem os mennesker fra forskellige lande og kulturer. Det er bare så skønt at være i dialog og udveksling med så mange kreative og energiske mennesker i mange forskellige aldre, som har et

Summa summarum: Fire dage med gode oplevelser og også mange input, som jeg skulle bruge nogle dage på at fordø je. Tak til alle, som var med og bidrog til helheden og den magiske stemning. Og ja - jeg skal nok med til næste år, sel vom jeg bliver ældre og sikkert har mange andre aktiviteter i gang. Det er i Sydtysk land i juli måned. Måske vi gennem LØS kunne koordinere en fælles bustur - både godt for miljø og fællesskabet i økobev ægelsen.

Med kærlige hilsner Bjarne fra Munksøgård

Den Grønne Markedsplads blev afprøvet på gatheringen Foto: Ditlev Nissen

Visioner ved verdens ende

Tredjedagen på årets European Ecovillage Gathering var dedikeret til visioner for økosamfundsbevægelsen, og til at indlede var Dougald Hine inviteret. Dougald er medstifter af The Dark Mountain Project - et netværk og et tidsskrift, der forsøger at fortælle nye historier, som kan hjælpe os til at finde nye veje i en tid med kriser og uforudsigelighed. LØS er taknemmelige for her at kunne bringe uddrag af hans talk.

Oversat af Mads Højlyng

Et spørgsmål, som jeg har brugt meget tid på at tænke over, er, hvordan vi navn giver den verden, som er i gang med at ende. Hvordan vi finder måder at tale sammen om at leve i en tid, hvor meget ender. I dag vil jeg tale med jer om, hvad det vil sige at søge en vision i sådanne tider. Vision betyder at se. Hvad er det det bliver muligt at se, netop fordi vi lever midt i vores verdens ende? Det gamle ord ’apokalypse’ betyder faktisk ikke verdens ende. Det betyder afdækning; afsløring; skjulte ting, der bliver bragt til skue.

Så hvad er det det bliver muligt at se, når vi søger en vision for at fortsætte fremad i en tid, hvor meget ender? Hvordan find er vi de opgaver, der giver mening i sådan en tid? Og hvordan finder vi en retning, hvis vi tager videnskabens budskab om, hvor dyb en krise vi er i, alvorligt? Både klimakrisen omkring og foran os, men også alle de andre aspekter af den systemiske krise, som er en del af at leve lige nu. Hvordan finder vi en retning, uden at blive overvældede eller lammede?

Det jeg gerne vil frem til her i starten af vores samtale, er den tanke, at vi alle er efterkommere af folk, der levede igennem verdeners ende. Verdener ender før eller siden. Mange verdener er endt for at denne verden kunne blive skabt. Når jeg spørger mig selv, hvilken verden, der er i gang med at ende nu, er et af de mest kraftfulde svar, jeg er stødt på, fra to antropologer: Mario

Blaser og Marisol de la Cadena. Og de siger, at set fra andre steder, ser det ud som om, at det er de magtfulde, der opdager, at deres verden også kan ende.

De magtfulde folk, der rejste verden rundt, og afsluttede så mange andre folks verdener i fremskridtets, udviklingens og vækstens navn, bliver pludselig, sent på dagen, til sidst i historien, overvældede af en følelse af sårbarhed; af, at denne verden også kan ende.

”Nogle gange tror jeg, at vi overbebyrder os selv så meget med historier om de klimaforandringer, der er omkring og foran os, og med ansvaret for dem, at vi glemmer, at den slags altid har været en del af at bebo denne levende jord.”

Så for at sætte alt dette i perspektiv, vil jeg gerne tage jer omkring 12.000 år til bage i historien. Fordi dengang levede der et folk, som boede i landsbyer på steder, som på vores kort i dag kaldes Palæstina, Israel, Libanon og Syrien. Vi ved ikke, hvad disse folk kaldte sig selv. Vi kalder dem natufiere, fordi de første arkæologiske opdagelser, der førte os på sporet af denne ældgamle landsbyleve-

måde, skete i Wadi en-Natuf, en klippedal uden for Ramallah. Og så vidt vi ved, kan de meget vel have været de første mennesker, der boede i helårslandbyer. Det her var lang tid før agerbrug, lang tid før skriftsprog, men nogle af de landsbyer var beboede i 1500 år – 50 generationer!

Og dette var muligt, fordi de boede midt i et overflodslandskab, hvor kornet voksede vildt under nøddetræer og vildtet var rigeligt. Hvis der nogensinde har fandtes en Edens Have, så er det landskab, som natufierne beboede i de 15 århundreder, en god kandidat. Og alt dette foregik henimod slutningen af det vi kalder den sidste istid. Og hvis vi går ca. 22.000 år tilbage, så har vi den dybeste istid med tre kilometers isdække, her hvor vi sidder nu. Og langsomt, lang somt begyndte verden at blive varmere. Og det var under disse forhold, at disse landsbyboere i dele af nutidens Mellemøsten fandt deres bofaste livsførelse.

Men de forandringer, der var i gang, var ikke glidende og forudsigelige. Omvæltninger ramte natufiernes verden. Disse landsbyers verden kom til sin ende, fordi der langt væk, på den anden side af Atlanterhavet, var opbygget en enorm smeltevandssø (resterne af hvilken i dag udgør de Store søer på grænsen mellem Canada og USA). Og denne smeltevandssø voksede, indtil den brød igennem til Atlanterhavet med en bølge af koldt vand så stærk, at den forandrede oceanet. Den slukkede for havstrømmene, der dengang som nu, fragtede varme fra Den mexicanske

golf til Vesteuropa. Og således blev denne del af planeten i 1200 år sendt direkte tilbage til den dybeste, koldeste istid. En 1200 år lang vinter.

Natufierne vidste ikke noget om Atlanter havet, smeltevandssøen eller havstrøm mene. Det de vidste, var, at årstiderne ikke længere fungerede, som de plejede. Landskabet forandrede sig.

Regnen kom ikke længere på de tidspunk ter, den plejede at gøre. Og indenfor ganske kort tid var de nødt til at forlade deres landsbyer. Så vidt vi ved, flyttede de tilbage ud i landskabet, som nomader, og vendte periodisk tilbage til ruinerne af deres landsbyer, for at genbegrave knoglerne af deres døde forfædre mellem stenene.

Der er tre ting ved denne historie, som hjemsøger mig. Den første er længden af tidsspandet. 1500 år! 50 generationer! For en kultur uden skriftsprog må mindet om et liv før landsbyerne høre til i en mytisk verden af helte og guder. Den mulighed

at deres livsform kunne forsvinde, at deres landsbyer måtte forlades, hvor utænkelig må den ikke have syntes efter 50 generationer. Men det skete.

nemmere. Det ændrer ikke på, at der er konsekvenser af, hvordan folk har levet her omkring på det seneste, og at disse kon sekvenser, der hidtil er gået ud over andre mennesker andre steder, nu kommer hjem til lande som Danmark, og til Sverige hvor jeg bor, og til England hvor jeg voksede op. Men jeg tror alligevel, at det hjælper at blive mindet om.

Den anden ting ved denne historie, der hjemsøger mig, er, at der ikke er nogen morale. Den klimaforandring, der effektivt satte en stopper for natufiernes levemåde, var ikke en konsekvens af deres aktiviteter. Det var bare en vejrforandring; en del af hvad det indebærer at leve på en planet, som den vi bor på. Og nogle gange tror jeg, at vi overbebyrder os selv så meget med historier om de klimaforandringer, der er omkring og foran os, og med ansvaret for dem, at vi glemmer, at den slags altid har været en del af at bebo denne levende jord. Det gør det ikke

Og den tredje ting, der hjemsøger mig, stammer fra den bog, hvor jeg første gang læste om natufierne. Det er en bog af Steven Mithen, en britisk arkæolog, der hedder After the Ice - A Global Human History, 20,000-5000 BC. Og han gør et fantastisk stykke arbejde med at samle alt, hvad andre arkæologer og eksperter kan fortælle os, om de for skellige måder mennesker har levet på, til forskellige tider og på forskellige steder over hele verden, fra højden af sidste istid til omkring landbrugets begyndelse. Og det han også gør, ind imellem de passager, hvor han præsenterer videnskabens resultater, er at sende en tidsrejsende, som uset vandrer gennem

Hver dag på gatheringen blev der frembragt et kunstværk om dagens tema

Foto: Ditlev Nissen

”Måske har moderniteten været lidt som en istid. En istid for menneskelige rela tioner.”

disse samfund og sidder ved deres lejrbål og bare prøver at forestille sig, hvordan det var at være menneske på alle disse forskellige steder. Og han kommer to gange til natufierne. Én gang under de fede år i landsbyerne og så én gang hundredvis af år senere til deres efterkommere, som nu lever nomadisk.

De lever kortere og hårdere liv end deres forfædre og vender periodevis tilbage til ruinerne af landsbyerne til disse ceremonier, hvor de genbegraver forfædrenes knogler. Og Mithen lader denne tidsrejsende følge en lille gruppe, som ankommer til en af disse forsamlinger og opholder sig et par dage i ruinerne. Det er dage med historiefortælling og forsamling og en pause fra deres hårde liv, men alligevel er der så dette øjeblik,

hvor de vender tilbage til vandringen - han følger denne gruppe ud i landskabet igen - og han siger, at de er glade for at vende tilbage til deres livsførelse, som er den eneste måde at leve på de har kendt, og den levemåde de elsker. Og jeg tror, at det er en hjælp at blive mindet om dette også. Fordi når vi snakker om, hvor store problemer vi har mht. f.eks. klimaforandringer, så hører jeg folk tale som om det hele snart er slut. Men da Paul Kingsnorth og jeg skrev The Dark Moun tain Manifesto påstod vi i de sidste linjer noget, som jeg er blevet ved med at vende tilbage til: Vi sagde ”Vores verdens ende er ikke verdens ende, punktum.” Der er ikke nogen store løfter i dette; der er ingen lykkelig slutning gemt i sådan en påstand. Men det betyder, at så vidt jeg kan se, så vil væsner som os være her en hel del længere, og de vil leve med følgerne af den måde en del af os her omkring har levet for nylig. Og i natufiernes historie får jeg et glimt af, hvordan det måske bliver for dem, der kommer efter os; hvordan de måske vil se på deres egen levemåde, som sikkert ville være svær for os at sætte os ind i.

Kan I huske den 1200 år lange vinter i slut ningen af sidste istid? Europa var kastet tilbage til isdække og tundra. Natufierne havde måttet forlade deres landsbyer.

Vi kalder denne tidsperiode for Yngre Dryas. Og i slutningen af Yngre Dryas var klima forandringerne endnu mere dramatiske.

I Europa steg temperaturerne med mellem fem og syv grader på måske blot ti år. Helt sikkert indenfor 30 år. Med andre ord var der mennesker, som var født ind i én verden, én slags landskab, og var gamle i et fuldstændig anderledes klima og landskab. Og i lang tid handlede videnskabens fortælling om, hvad der skete i slutningen af den sidste istid, om ting som at egetræer havde overlevet i det sydlige Grækenland og Tyrkiet, og så over århundrederne genindvandrede og tilbageerobrede de europæiske landskaber.

Og dette var den centrale forståelse af, hvad der sker i kølvandet på denne slags klimaforandringer. Men folk, der kaldes palynologer, som studerer ældgamle frø og pollen, de fandt agern på steder, hvor der ikke burde have været nogen, al den

Dougald Hine - Foto: Tamara Mahomedova

”Verdener ender før eller sid en. Mange verdener er endt, for at denne verden kunne blive skabt.”

stund at egetræer ikke ’vandrer’ særligt hurtigt. Og derfor er der i de seneste årtier opstået en ny videnskabelig forståelse af, hvordan Europa blev genbevokset efter, at isen trak sig tilbage. Og denne forståelse fokuserer på noget, man kalder cryptic northern refugia - jeg elsker det udtryk.

De er refugia fordi de er tilflugtssteder - lommer i hvilke en art kunne overleve, mens det omkringliggende landskab var ugæstfrit. De er cryptic fordi de er så små, at de næsten er umulige at finde i vores data. Vi taler om små bitte mikroklimaer.

Og de er northern fordi de ligger langt nord for, hvor vi hidtil har troet, at disse arter kunne overleve. De optræder oftest i stejle små dale mellem høj- og lavland, hvor der var et mikroklima, der gjorde det muligt for træer, planter og dyr - måske endda grupper af mennesker - at overleve, afskårne fra deres artsfæller gennem dette 1200 år lange tidsspand i Yngre Dryas.

Så det vi nu tror skete i slutningen af is tiden, er, at landskabet blev genbefrugtet fra disse tilsyneladende ubetydelige små lommelandskaber. Jordbær og æbletræer

spredte sig. Hasselnødder. Med hjælp fra menneskelige fingre.

Og måske er der en pointe her. Fordi måske har moderniteten været lidt som en istid. En istid for menneskelige rela tioner i hvilken mere og mere af vores liv er blevet domineret af markedets logik: ”Jeg gør det her, fordi nogen betaler mig for det.” Eller statens logik: ”Jeg gør det her, fordi nogen har beordret mig til det.” Og den mulighed, at mennesker kan danne fællesskaber med andre formål, er blevet så marginaliseret, at den kun overlever i små lommer ikke ulig de kryptiske nordlige refugier. Nogle af de lommer er måske religiøse fællesskaber. Nogle er måske besatte huse. Nogle måske politiske bevægelser. Og nogle af dem er måske økosamfund.

De har ikke nødvendigvis meget til fælles udover, at de af den ene eller anden grund er fortsat med, eller har genopd aget, den mulighed, at mennesker kan samles om at gøre ting, og finde mening i at gøre ting, af andre grunde end dem, der giver mening for markedet og staten. Hvis tingene skal falde mindre slemt ud i de

kommende tider, tror jeg, at det kommer til at afhænge af den skjulte evne - exiled capacities kalder Vanessa Machado de Oliveira det - til at samles af adre grunde end, at vi er blevet betalt for eller beordret til det.

Så måske kan de landsbyer, de fællesskaber, de netværk, der er forsamlet her i dag, fungere ligesom de refugier og gen befrugte det sociale landskab, når pludse lige, abrupte og næsten helt sikkert smer tefulde forandringer rammer os, som det næsten helt sikkert vil ske i disse samfund. Det er ikke et løfte om en lykkelig slut ning, men der er arbejde, der skal gøres.

Der er visioner, det er værd at finde og bevare. Der findes ting, der er værd at dedikere sig til. Og alt dette kan gøres i relation til en bevidsthed om, hvor dyb en krise verden befinder sig i; hvor store vores problemer er.

Tak for at I lyttede.

Foto: Tamara Mahomedova & Alexander Mackenzie & GEN Europe

Interkomm Kassel - et regionalt netværk af fællesskaber med deleøkonomi

På årets European Ecovillage Gathering var et stort tema, hvordan økosamfund kan overleve og trives økonomisk i en tid præget af både økonomisk og økologisk krise. Her deler Anne-Kathrin Schwab, som deltog på gatheringen, erfaringerne fra et tysk netværk af fællesskaber, der går radikalt til værks.

Af Anne-Kathrin Schwab Oversat af Kirsten M. Andersen

Det sidste års tid har jeg sammen med min søn boet i et politisk fællesskab i Kassel (mellemstor by midt i Tyskland (red.)), Villa Locomuna, der blev grundlagt i år 2000. Her bor vi ca. 25 voksne og børn sammen i to huse tæt ved byens centrum. Vi praktiser er fællesøkonomi med et stærkt fokus på det økonomiske aspekt af bæredygtighed.

De grundlæggende erfaringer ift. hvordan fællesøkonomi kan praktiseres er stort set gjort. At praktisere fællesøkonomi bety der, at man deler hele sin indkomst, og i dette samfund deler vi også rigdom (hvad vi ellers har). Derudover deler vi tid, så folk, der har tid til overs, prøver at tilbyde hjælp til folk, der har mindre tid.

Samtidig indgår vi i et større netværk af fællesskaber, og er også her begyndt at praktisere en art regional fællesøkonomi, som vi ser som vigtig, i forhold til at gøre os uafhængige af markedet og mere robuste overfor de kriser, der præger vores tid. Det er dette netværk, jeg her vil fortælle om.

Kassel-fællesskaberne

Der er seks politiske bofællesskaber i Kassel-området: Commune Niederkaufungen, grundlagt i 1986, er det første og det største og har inspireret til grundlæggelsen af flere af de andre. Der bor ca. 65 mennesker i Niederkaufungen. Nogle medlemmer af fællesskabet Villa Locomuna har boet i Niederkaufungen og på forhånd samlet nogle erfaringer med fællesøkonomi, konsen susprincipper og fællesskabsarbejde.

gASTWERKe i Escherode blev grundlagt i 2007 med 20 børn og 25 voksne. De bor et dejligt sted, næsten inde i en skov. I Kom mune Lossehof in Oberkaufungen, grund lagt 2011, bor der ca. 20 voksne og to børn i midten af Oberkaufungen. På den anden side af Kassel startede fællesskabet Leb ensbogen i Zierenberg i 2015 på et meget smukt sted tæt ved gamle stensætninger. Her bor 12 voksne og et barn. Det yngste fællesskab er MenschMeierei i Witzenhaus en, som startede i 2017 med 10 voksne.

Alle grupper er selvstændige og tager deres beslutninger vha. konsensusprin cippet. Hertil kommer at de alle er en del af Kommuja-netværket - et stort tysk netværk af politiske fællesskaber. Nogle af fællesskaberne (Villa Locomuna, gAST WERKe og Lebensbogen) er også medlem mer af GEN Europe.

Folk, der er interesserede, kan lære om de seks fællesskaber på et mellemfællesska beligt seminar. Over en forlænget week end besøger man de enkelte fællesskaber og forholder sig til emnerne konsensus, fællesøkonomi, det sociale og det kommu nikative, arbejde vs. at være aktiv, økologi samt venstrefløjspolitisk forståelse i work shops. Under processen klarlægges både fællestrækkene og forskellighederne mel lem de enkelte fællesskaber.

Læs mere på https://www.kommuja.de/ veranstaltungen/interkomm-regionkassel/ (tysksproget).

Interkomm-netværket

Siden 2011 har fællesskaberne arbejdet tættere sammen på forskellige niveau er i et netværk kaldet Interkomm. Som følge af dette initiativ er bl.a. følgende blevet startet af medlemmer fra forskel lige fællesskaber: Daginstitutionen ’Die Wühlmäuse’, Dagplejen ’Lossetal’ og medlemsbutikken ’Mila O’. De to gårdkoll ektiver fra Niederkaufungen (’Rote Rübe’) og Escherode (’Wurzelwerk’) har sammen etableret en såkaldt kunde-bonde-ord ning (også kaldet solidarisk landbrug). Sammen leverer de friske grøntsager, ikke kun til beboerne i fællesskaberne, men også til over 200 mennesker i Kassel og omegn. Ordningen er en af de største i Tyskland, fordi hvert fællesskab kan være et afhentningssted, hvor folk fra

gASTWERKe in Escherode Foto: Steffen Emrich

fællesskaberne og folk fra den lokale landsby eller by kan hente grøntsager. I 2014 købte fællesskaberne sammen 5,4 hektar jord, som nu bliver dyrket i fællesskab. Jorden kan ikke sælges efter marked sprincipper, idet den blev købt af flere end 200 folk. Den kan kun bruges af gårdfællesskaberne. Dette var et stort skridt for det regionale netværk og en god mulighed for at afprøve, hvordan fælles ejerskab og delt ansvar føles.

Et andet eksperiment er en fælleskontant kasse til hvilken alle fællesskaberne har indbetalt et vist beløb, og hvorfra der så kan foretages fællesindkøb.

Det frie flow

Der har også været andre forsøg på at etablere en mellemfællesskabelig deleøkonomi – f.eks. blev en form for tidsbank afprøvet. Men pga. for stort administrationsarbejde er dette blevet ændret til et system af ‘Frit Flow‘.

Frit Flow betyder, at udveksling af varer og tjenester mellem fællesskaberne hverken bliver talt op eller betalt. Det kan sammen lignes med en donation fra medlemmerne af ét fællesskab til et andet. Der er tillid til, at det vil komme tilbage på den ene eller den anden måde.

En del af det frie flow er, at det fællesskaberne imellem er let at besøge hinanden med en overnatning. Hvis f.eks. en person har brug for en pause fra sit fællesskab pga. konflikter eller andet, så kan det let arrangeres i et af de andre fællesskaber. Yderligere tilbydes der gen sidig supervision, hvor personer fra ét fællesskab hjælper i et andet, når det ikke er muligt at løse konflikter uden hjælp.

Børns ferie fra et af fællesskaberne og f.eks. seminarer udbudt af ét fællesskabs medlemmer kan let foregå i de andre fællesskabers faciliteter. I det Frie Flow udveksles der virkelig højkvalitetstjenester. Der tilbydes også arbejdskraft til hinanden inden for konstruktion og byggeri, og til en begyndelse holdt man også fester sammen. Nu er der fælles pub -aftener for at styrke relationer og venskab med hinanden.

Hvordan fungerer det?

Én gang om måneden mødes Interkomm i ét af fællesskaberne for at udveksle synspunkter om fællesskabernes forskel lige problemer, networke og snakke om, hvad der er sket i den forgangne måned. Her bliver relationerne mellem fællessk aberne styrket, vi deler information om gruppernes respektive emner, planlægger fælles aktioner, inviterer hinanden til fester, etc.

En særlig ting ved disse møder er, at vi ikke har noget delegations- eller repræsentationsprincip. Enhver fra de respektive fællesskaber kan tage del i aftenen.

Efter hvert månedligt møde bliver In terkomm-avisen publiceret, hvor de, som ikke har været til mødet, kan læse om, hvad der sker i de andre fællesskaber, og hvilke (fælles) begivenheder og aktiviteter, der er planlagt.

Én gang om året tilbringer vi en hel dag sammen, vores såkaldte ’Intergalaktiske retreat’, hvor vi mødes til indholdsrige workshops, udvikler idéer til networking, spiller fodbold, spiser kage, danser og har det sjovt sammen.

Visioner for regionale netværk

Interkomm-netværket udvider hele tid en sine aktiviteter og det frie flow: Vi tilbyder seminarer sammen, låner maskiner, bager brød, producerer og deler mad med hinanden, kan lide at lave æble juice eller at producere vegetarisk spread sammen osv.

Det ville være dejligt at videreudvikle fællesarbejdet og etablere yderligere fællesskaber, som f.eks. en fælles bygge gruppe. Også at etablere flere mellemfællesskabelige virksomheder som medlemsbutikken i Oberkaufungen, som ikke tilhører noget fællesskab alene.

Sigtet med dette netværk er at blive i stand til at træde mere og mere ud af det kapitalistiske marked samt at eksperimen tere med og forberede andre modeller for økonomien. Så måske lykkes det os – sammen - at opbygge modstandskraft og bæredygtige strukturer i skyggen af den økologiske og økonomiske krise.

Villa Locomuna, Kassel - Foto: Ralf Meier-Böke

Villa Locomuna, Kassel - Foto: Ralf Meier-Böke

Villa Locomuna, Kassel - Foto: Ralf Meier-Böke

Naturstentrappe fra gASTWERKe in Escherode - Foto: Steffen Emrich

Grobund Byggefestival 2022

Grobund holdt i juli måned sin årlige Byggefestival som det midterste stop på den danske økosamfundssommertour. Her er stemningsbilleder fra, hvad vi kan forstå, var et af sommerens højdepunkter i Ebeltoft og resten af Økodanmark. Læs og se mere på www.byggefestival.dk

Alle billeder taget af Tine Engedal

Alle billeder taget af Tine Engedal

Værdien og effekten af at leve i fællesskaber

Gennem næsten tre år har der i Hertha-regi været skrevet og talt om en international konference om fællesskaber, som skulle foregå i Danmark i sommeren 2022. Konferencen blev arrangeret af Inter national Communal Studies Association (ICSA) i samarbejde med Hertha Levefællesskab og løb af stablen på Audonicon i Skanderborg.

Af Ole Uggerby - Hertha Levefællesskab

Et netværk af internationale forskere har fået øje på Danmark, som det sted i verden, hvor fællesskabstanken har udfoldet sig konkret og mangfoldigt. Samtidig er de skandinaviske lande kendte for deres velfungerende demokratier og høje engagement i civilsamfundet. Det inspirerede organisationen ICSA til at indgå et samarbejde med Hertha Levefællesskab om at arrangere en konference om værdien og effekten af at leve i fællesskab, når nutidens globale udfordringer trænger sig på.

ICSA-medlemmerne er hovedsageligt for skere fra alverdens universiteter og organi sationer, som ønsker at støtte forskningen, samt en del praktikere fra økosamfund, kibbutzer, Camphill-steder og ’utopiske fællesskaber’ (fællesbetegnelsen for nogle af de gamle ’religiøse’ fællesskaber i USA). Konferencen var den fjortende si

den netværket af forskere blev dannet i slutningen af 70’erne. Det var den første ICSA-konference, hvor alle 70 indlæg blev live-streamet. Da næsten alle deltagere havde anmeldt og fået godkendt deres oplæg, blev der streamet fra tre rum samtidigt det meste af tiden (alle oplæg kan ses på organisationens hjemmeside: www.icsacommunity.org).

Dansk fællesskabskultur på programmet

En måneds tid inden konferencen havde en heldagskonference på Aalborg Uni versitet BUILD meget belejligt bekræftet antagelsen om en fortsat og stigende interesse for at bo og leve i fællesskab i Danmark. Mere end 500 fællesskaber er registreret i Danmark; mange flere er under etablering. Det lykkedes via danske bidrag at bringe den aktuelle viden og inspiration fra nævnte BUILD-konfer ence med over til ICSA-konferencen på

den første plenum-session, hvor en række danske aktører gav indlæg og besvarede spørgsmål om den aktuelle situation og om den historiske udvikling i Danmark siden 70’ernes kollektiver.

Om aftenen på den første konferenced ag var der to foredrag. Et om Grundtvig og folkeoplysningen, det andet med Eva og Aage Augustinus om en amerikansk højskole, Highlander Folk School, der siden 30’erne har haft stor betydning for borgerrettighedskampen i USA - og af den grund været truet på sin eksistens og bl.a. brændt ned i 2019. Martin S. Haugaard og Karen Wadsholt sørgede for, at der hver morgen blev sunget morgensang. Det gik så godt, at gæsterne senere på busturen ønskede at synge ”Du danske sommer…” på engelsk - så stemningen i bussen var en mellemting mellem en skoleudflugt og fodboldfans på vej hjem. Den sidste aften kom Klezmerduo og gav koncert i den smukke sal på Audonicon.

Klezmerduo spillede glad musik, som især vakte be gejstring hos de israelske deltagere.

Ole Uggerby: 1952. Arkitekt, byplan lægger. Studier og arbejde hos Camphill Architects Group, Aberdeen, og Erik Asmussens Tegnestue i Järna. Pionér og medarbejder ved Merkur Andelskasse siden start i 1982. Diplom-uddannelse fra University of Plymouth i Social Bank ing and Social Financing. Administrativ leder i Hertha Bofællesskaber og Værksteder 2007-2017. Som pensionist engag eret i udvikling af bæredygtig afrapportering fra 4 bundlinjer. Bor i Hertha med hustru, Ellinor, siden 2007.

Den smukke Audonicon-bygning blev fuldt udnyttet i den uge konfer encen varede. Den dannede en funktionel ramme for alle aktiviteterne samlet på ét sted og gav arkitektonisk inspiration til deltagerne.

Efter kort tid var de fleste af gæsterne med i folkedansen. En herlig afslutningsfest, hvor Herthas pop-up-bar også gjorde sit til at hæve stemningen.

Forskerne på besøg

Før og efter selve konferencen var der arrangeret ekskursioner til ni udvalgte økosamfund. Før konferencen var der besøg på Grobund, Friland, Andelssamfundet i Hjortshøj og Hertha Levefællesskab. Her blev dagen sluttet af med rundvisning, oplæg og en fantastisk sommeraftensmad lavet af lokale grøntsager og urter, så der var en liflig krydderduft i køkken og spisestue. Det var folkemusikken, dans og en pop-up-

bar, der tilsammen fik stemningen til tops. Og kun fordi gæsterne i forvejen havde jetlag og almindelig træthed efter lange rejser, blev der afsluttet kl. 22.

Efter konferencen var der arrangeret en todages udflugt til fem fællesskaber på Sjælland med en overnatning på det smukke gamle Hotel Frederiksværk. Der var besøg på Svanholm, Dyssekilde, Munksøgård, Hallingelille og Permatopia.

Der var begejstring og glæde hos deltagerne over at opleve variationen og forskelligheden i de besøgte fællesskaber, genkendelse ved problemstillinger omkring ’generationsskifte’, f.eks. fald eller ændring i engagement fra pionértid

til organisationsfase, og nysgerrighed i forhold til, hvordan man på forskellig vis har forsøgt at imødegå disse udfordringer og realiteter.

I nyhedsbreve fra ICSA har der siden været flere små beretninger om, hvordan konferencedeltagere allerede har anvendt inspiration fra konferencen i deres under visning, både med studerende på universiteter og blandt undervisere, der arbejder konkret med fællesskabsopbygning og -udvikling. En meget succesfuld konfer ence!

På den første konferencedag var en række danske aktører inviteret til at holde oplæg om fællesskaber i Danmark.

Fra et af de tre auditorier, hvor oplæg blev live-streamet til ca. 40 deltagere, som ikke kunne være fysisk tilsted.

Klezmerduo spillede glad musik, som især vakte begejstring hos de israelske deltagere.

Grøn Markedsplads kalder fællesskab af fællesskaber

Projektpræsentation: I efteråret skal et spirende fællesskab af fællesskaber afgøre, om Grøn Markedsplads skal videreudvikles eller parkeres. Vi håber, at I er med på at videreudvikle visionen!

Af Bjarne Andersen og Ditlev Nissen

Grøn Markedsplads er en vision, hvor producenter og kunder handler og ud veksler på måder, der styrker lokale fæl lesskaber og fremmer en regenerativ og bioregional udvikling. Visionen består af to elementer: En digital handelsplatform og lokale mobile markedspladser fyldt med handel, kultur, folkeoplysning, grøn politik og sociale møder.

I de kommende måneder arbejder vi på at etablere et fællesskab af fællesskaber på tværs af foreninger, lokalsamfund, virksomheder og fonde, der kan se perspektiver i - og vil være med til - at samskabe Grøn Markedsplads.

Første prototype var en succes

Grøn Markedsplads prototype no. 1 blev afprøvet på European Ecovillage Gather ing i juli. Produkterne kom fra europæiske og i særlig grad ukrainske økosamfund. Stemningen og handlen var i top.

Erfaring: Kombinationen af god for beredelse, intuition og lytning dagen før marked, samt engagement og ansvar fra de handlende, gav et marked med enkel ledelse og en høj grad af ansvar fra alle deltagerne. Det gav mod på at gå videre med virkeliggørelsen.

Hvor kommer ideen fra?

For to år siden formulerede tre økosam fundsbeboere visionens første udkast. I 2021 deltog vi i e-learningsstudiet Design for Sustainability and Regeneration. I den afsluttende opgave udfoldede vi visionen i et Whole System Design. Efterfølgende har vi lavet workshops på LØS’ årsmøde i maj og på European Ecovillage Gathering i juli. Alle steder får vi tilbagemeldingen, at det er en god - og ambitiøs - idé. Ja, det er ambitiøst at omstille vores liv, lokalsamfund og verden til bæredygtighed.

Krigen i Ukraine, efterveer fra corona-pan demien og politisk green washing gør, at omstilling nærmere er urealistisk end ambitiøst. I det lys er der mange gode grunde til at grønne fællesskaber skruer op for ambitionsniveauet og går sam

men om at udvikle et projekt, der giver omstillingen en spand kul.

Radikalt samarbejde

Ingen kan gøre Grøn Markedsplads til vir kelighed alene. Det forudsætter et radikalt samarbejde. I sommer faldt vi over artiklen Positive and the Regenerative business space: learnings and perspectives. Under overskriften Radikalt samarbejde er der ikke endnu, skriver forfatteren, Niels de Fraguier: ”Ingen kan gøre det alene. Mange prædiker radikalt samarbejde, men meget få er opsat på at skabe de afgørende win-win-win partnerskaber. Udfordringen er at skabe et ligeværdigt og retfærdigt samarbejde. Organisationer og tænkere tilslutter sig idéen om regenerativ forretning, men få er åbne for ægte samarbejde.

Mange sætter deres personlige interesser først, hvilket reducerer chancerne for at skabe effektfulde partnerskaber. Med hjælp af en metafor fra naturen, ser vi at hajer strejfer rundt og overtager viden og ekspertise fra engagerede individers og gruppers hårde arbejde.

Der er brug for et reelt skift i den måde vi sa marbejder på. I måden vi opbygger samar bejde mellem organisationer og praktikere, for i fællesskab at fremme det regenerative felt. Vi har brug for, at praktikere går foran med et godt eksempel, ved at implementere den vision de prædiker.”

Spørgsmål til jer

Det fællesskab af fællesskaber som Grøn Markedsplads kalder på, handler om radikalt samarbejde. Det er forudsætnin gen for, at visionen kan blive til virkelighed.

Derfor spørger vi: VIL I VÆRE MED TIL AT GØRE VISIONEN TIL VIRKELIGHED?

Hvis JA, så fortsætter vi arbejdet. Hvis NEJ, parkerer vi visionen.

Med et JA beder vi om to ting:

1) At I vil tage ejerskab til visionen og deltage i handlingsplanens dialogmøde og Art of Hosting-seminar.

2) At I bidrager med kapital, der skal finan siere afholdelse af mødet og seminaret. In spireret af finansiel permakultur arbejder vi ud fra otte former for kapital, hvorfor jeres bidrag både kan være penge, timer, grøntsager eller et sted hvor vi kan afhol de seminaret.

Hvem er aktørerne?

Midt i september har vi møde med en professor fra Copenhagen Business School, der forsker i ”Ecolabss - Ecovillag es as Laboratories of Sustainability and Social Change”. Dernæst skal vi tale med LØS’ bestyrelse, Andelsgårde, Regener ativt Jordbrug, Grønne Venner, Sociale Entreprenører, ØkoNet & Folkeoplysning, Mellemfolkeligt Samvirke, grønne virk somheder, Andelskassen Merkur, lokal- og økosamfund, uddannelsesinstitutioner og mange flere. Vi kommer gerne ud og fortæller om visionen.

Hvis I vil være med, eller vil invitere os ud til et møde, er I velkomne til at skrive til ditlev@levendelokalsamfund.dk.

Næste skridt

Illustrationen herunder viser den handlingsplan vi arbejder ud fra. Hvis I siger JA, er vi tovholdere frem til det Art of

Hosting-seminar, hvor vi sammen udfolder visionen, lægger strategier og nedsætter en styregruppe, der skal bringe Grøn Markedsplads videre ud i verden.

På www.levendelokalsamfund.dk/groenmarkedsplads er der links til de artikler og præsentationer vi hidtil har lavet. Vi håber, at I svarer JA, og ser frem til en livsbekræftende og samskabende dialog.

Radikale hilsner, Bjarne og Ditlev

Grøn Markedsplads i allerførste prototype - Foto: Ditlev Nissen

Den sociale sammenhængskrafts betydning - Permatopias fortælling

Permatopia er det største af de nyere danske økosamfund og er, som navnet antyder, baseret på permakulturelle principper. I forlængelse af sidste nummers tema om opstart af økosamfund bringer vi her et tidligere bestyrelsesmedlems fortælling om Permatopias u(t)rolige tilblivelse.

Af Inger Maaløe

Karise Permatopia er et permakulturelt økosamfund, et arbejds- og bofællesskab for 90 husstande i udkanten af Karise syd for Køge på Sjælland. Projektet startede i 2013, hvor en bank havde et økologisk landbrug med 30 ha jord (inkl. 12 ha fredskov) som konkurs ramt kunde. Banken nedsatte en ud viklingsgruppe med en projektmedar bejder i spidsen, idet banken havde andre kunder, som var interesserede i at udvikle et permakultur-landbrug i større skala. Indflytning skete primært i 2018.

Fra start var der lagt en ramme om blan det beboerfordeling: Unge, børnefamilier, midaldrende uden børn og ældre. Der bor pt 145 voksne og 90 børn, de fleste i førskolealderen.

I årene før beboerne flyttede ind (201418), opstod en lang række arbejdsteams, alle bestående af kommende beboere.

I 2015 overtog beboerne selv etableringsforeningen og den fortsatte kontakt til projektledere, arkitekt, rådgivere, advokater og banker, der skulle finansiere byggeprojektets boliger. Der blev organiseret ”udviklingsdage” ca. hver 5.-6. weekend, som ofte samlede mellem 70 og 100 personer, hvor de kommende beboere drøftede bl.a. bofællesskabets boliger med arkitekten, økosamfundets målsætninger og organisering, landbrugsaktiviteter, permakultur og selvforsyning, fællesskabsværdier,hensynsregler, økomærkning etc.

I disse år havde beboerne adgang til gården og jorden og var med til oprydning, at renovere bygninger og fællesarealer,

Karise Permatopias formålsparagraf

”Karise Permatopia skal være et moderne, selvforsynende og bæredygtigt bolig - og landbrugsfællesskab, hvor boligerne, fællesgården, landbruget og forsyning sanlægget er tænkt sammen i en helhed - for beboernes og naturens bedste.

Alt sammen i videst muligt omfang økologisk, fossilfrit og miljømæssigt bæredygtigt, designet efter permakul tur-principperne og på bedste vuggetil-vugge-manér, baseret på vedvarende energi og fuldstændigt resursekredsløb, samt beboerinvolvering i driften af boli gområdet, fællesgården, landbruget og forsyningsanlægget - så stedet er selv forsynende med fødevarer og forsyning, reducerer beboernes leveomkostninger og muliggør nedsat arbejdstid, udgør et meningsfuldt selvforvaltende, berigen de og socialt bæredygtigt fællesskab, samt opbygger naturresurserne og øger biodiversiteten.

Med udgangspunkt i ovenstående er det desuden intentionen, at Karise Permato pia skal være et læringssted og pædago gisk videnscenter med aktionsforskning indenfor bæredygtig beboelse, landbrug og forsyning.”

Træplantning i Permatopia

Karise Permatopia

tilrettelægge landbruget og bl.a. opformere pilebuske til pilerensningsanlægget. Mange kom i arbejdsweekender og i sommerferien og deltog i selvorgan iseret arbejde. Der blev således gennem ført mange aktiviteter i tiden før indflytning. Beboerne lærte hinanden, stedet og lokalsamfundet at kende.

Held i uheld

Vi er altså et fællesskab, som i virkeligheden startede vores fælles projekt adskil lige år før vi kom til at bo her sammen. Vi har været utroligt uheldige på mange, mange måder: Ét eksempel er et helt års forsinkelse af finansieringen, fordi vi kun kunne få byggelån, hvis ALLE boliger var solgt eller lejet ud.

Et andet eksempel: Det første år der skulle bygges, blev det den vådeste vinter i mands minde, husene blev ikke færdige, alt var pløre og vandskader; hovedentreprenøren gik konkurs, og vi er først nu ved at få udbedret manglerne ved husene - for vores egne penge! De fælles anlæg blev meget dyrere end antaget, og i lang tid har økonomien set slem ud.

Netop som vi i 2019 så kom ud med et hæderligt regnskab med et lille bitte overskud, kom corona og stoppede de to vigtigste indtægtskilder: Rundvisninger og formidling til betalende udefra samt salg af grøntsager til københavnske restauranter.

Her fra 2022-udsigten i et tilbageblik, så tror jeg dog, at noget af vores uheld også har været til gavn. Den allervæsentligste årsag til at vores ret unge bofællesskab er kommet godt igennem indflytningen

og etableringen de første år, den stigende økonomiske belastning og efter kun to år en nedlukning af alt fælles - fællesmøder, fællesspisning, større arbejdstiltag –er, at de fleste i fællesskabet har kendt hinanden vældig godt i flere år - og haft held til at integrere de nye, der drypvist er kommet til. Udviklingsdage med leg og samtale 6-8 gange årligt gennem flere år, deling af drømme og værdier, at diskutere sig frem til løsninger og kom promiser, som de allerfleste kunne være i, plante træer, så frø, grave jord, lave renoveringsbyg sammen med andre, der gik og længtes efter at flytte ind; det har været én meget vigtig forudsætning for det fællesskab, som fortsat vil, at Permat opia lykkes. Den vilje smitter nytilkomne.

En anden forudsætning har været, at vi alle sammen flyttede ind i stort set det samme halvår. Sammenlignet med andre økofællesskaber, hvor man liiiige (i fem år) skal bygge sin egen bolig, før der kan være fokus på de fælles faciliteter, så kunne vi flytte ind i (næsten) færdige boliger og arbejde videre på de fælles faciliteter, som vi startede opbygningen af 2-3 år før den faktiske indflytning.

Fra drøm til realiteter

Når man kigger på vores fællesskab udefra - lytter til de besøgende og ser på andre tilsvarende større fællesskaber - så er vi dog kommet utroligt godt i vej. Vi har opbygget så meget på vældig kort tid. Arbejdsmængden og entusiasmen har været enorm: På resultatsiden noterer jeg mig, at vi har et landbrug kørende med grøntsagsafgrøder, høns-ænderbier, skovdrift. Vi har allerede en stor

permakulturviden og erfaring; vi har etableret to butikker, en webbutik til landbrugsvarer og en butik til fælles indkøb af helsekost og plejemidler. Vores tekniske løsninger har overstået de første børnesygdomme. En stor administration fungerer, vi betaler vores lån og udgifter, långiverne har tiltro til os.

Her er en del som ernærer sig ved liberale erhverv, en begyndende kursusvirksom hed og en stor integreret daginstitution, Permatotten. Vi har påvirket lokalsamfundet med deltagelse i foreninger, skabt vores egen venneforening og et udbud af kulturbegivenheder, musikog teatertilbud.

Socialt har vi fået (endnu skrøbelige) struk turer for beslutningstagning, en team baseret arbejdsorganisering og en fleksibel fællesspisningsordning til at fungere som et væsentligt stillads for det fælles arbejde. Selvfølgelig har vi uoverensstemmelser og konflikter, men mødekulturen er til at være i for de fleste og vi arbejder metodisk med sammenhængskraften og relationer.

Nogle har måttet forlade os, fordi drømmene brast eller konflikterne blev for store, men som fællesskab er vi kommet over det - og nye beboere flytter ind med andre idéer og syn på det, vi har etableret.

I efteråret 2022 har vores ”hovedkreds” (forum for principielle beslutninger) sat en gendrøftelse af Permatopias fælles værdier og mission på dagsorden. Den er vigtig og vi skal igen etablere lidt af før -indflytningsgejsten, fordi der har været nogle år med økonomiske bekymringer og lidt mismod. Manges drømme blev ikke helt til noget, så hurtigt som de havde drømt om. Der er meget mere arbejde for rigtig mange, hvis drømmene skal blive til noget.

Nu tager vi en ”vi-justerer-ambition er-fase”, som jeg tror gælder både for den enkelte og for fællesskabet som helhed. Fællesskaber har det lige som parforhold eller forældre-børn-forhold: De bevæger sig i bølger af drøm-ambition-realismedemotivation, og netop som man rammer bunden eller mister perspektivet, så er der nyt lys forud. Det største i fællesskaber er, at man kan deles med de mange om at finde fodfæstet igen og der er altid nogen, der lige har overskud til at få det uventede til at ske.

Nye bede anlægges i Karise Permatopia

Intentionelle fællesskaber - hvad kan vi lære af fortiden?

I 2017 spurgte vores amerikanske storesøster COMMUNITIES Magazine hvad vi kan lære af inten tionelle fællesskabers hidtidige historie. Vi er glade og taknemmelige for her at kunne bringe den førende autoritet på feltet Dr. Bill Metcalfs svar baseret på hans mange års forskning og erfaringer.

Af Bill Metcalf

Oversat af Sakina Sarjan og Kirsten M. Andersen fra Learning from our past, COMMUNITIES Magazine #176.

Temaet for denne udgave af COMMUNITIES inviterer os til at lære af fortiden for de intentionelle fællesskaber, som vi lever i, og til at lære af vores egen personlige fortid - herunder når vi har boet

Definition af intentionelt fællesskab:

Fem eller flere personer fra mere end én familie eller slægt, som frivilligt samles for at afhjælpe opfattede sociale problem er og utilstrækkeligheder. De søger et liv uden for det almindelige samfund ved at praktisere et bevidst udviklet og som regel velgennemtænkt socialt og kulturelt alter nativ. I jagten på deres mål deler de væsen tlige aspekter af deres liv. Deltagerne er karakteriseret af en ‘vi-bevidsthed’ og ser sig selv som en langsigtet gruppe der er separat fra og på mange måder bedre end det omgivende samfund.

Økosamfund: Et intentionelt fællesskab hvor miljømæssig bæredygtighed til stræbes sammen med social retfærdighed, lighed, fred osv.

Definitioner fra Bill Metcalf: The Findhorn Book of Community Living

i eller udenfor fællesskaber. Dette har fået mig til at reflektere over mine 45 års forsk ning, skrivning og undervisning om og liv i intentionelle fællesskaber over hele verden. Mit første strejftog ind i bevægelsen foretog jeg som ung kandidatstuderende.

Sammen med fire venner dannede jeg et bykollektiv i 1972. I bagklogskabens klare lys er det, vores uvidenhed om hvad vi forsøgte at gøre taget i betragtning, et mirakel, at det holdt i næsten to år og at vi skiltes som venner.

Siden da har jeg levet i fællesskaber det meste af mit liv og har næsten uafbrudt forsket i intentionelle fællesskabers fortid og nutid. Jeg har skrevet syv bøger, mine doktorafhandlinger, og snesevis af akad emiske og populære artikler om denne bevægelse. Som COMMUNITIES’ internationale korrespondent har jeg skrevet om intentionelle fællesskaber fra hele verden og de sidste to århundreders historie. Nu vil jeg gerne dele noget af det, jeg har lært.

Globale/evige mønstre

Først og fremmest har jeg lært, at intentionelle fællesskaber har eksisteret op gennem den nedskrevne historie og sandsynligvis også før. Nogle mener at Homakoeion, etableret af Pythagoras ca. 625 f.kr. i det, der i dag er kendt som Italien, er den tidligste kendte gruppe, mens

andre mener, at én eller flere af de tidlige indiske ashrams kom forud for denne.

Men der kan meget vel have været endnu tidligere grupper, som ikke efterlod sig nogen optegnelser. Der har helt sikkert været både storheds- og nedgangstider for dannelsen af intentionelle fællesskaber, men det ser ud til at være en naturlig menneskelig trang at forsøge at skabe et bedre samfund gennem styrket fællesskab.

Mens nogle af disse sociale eksperimenter har været intenst fælles, har andre begrænset det daglige sociale samspil. For eksempel har nogle haft former for åbne seksuelle forhold, mens andre har adskilt kønnene.

Én observation, når man ser på dette årtusinder gamle mønster, er, at de fleste grupper bliver mindre fælles over tid. Og vi kan se det samme mønster i dag i de intentionelle fællesskaber - udviklingen inden for en gruppe går normalt væk fra fællesskab og henimod individualisme.

Hvis det ikke bliver modarbejdet, vil dette naturligvis føre til enden på det inten tionelle fællesskab. De fleste intentionelle fællesskaber ender ”ikke med et brag, men en klynken” (med tak til T.S. Elliot), fordi ukontrolleret individualisme har forringet den fællesskabelige drift til et punkt, hvor det intentionelle fællesskab ikke så meget kollapser som slet og ret ophører med at eksistere.

Om at grundlægge

Når folk beder mig om råd til at danne et intentionelt fællesskab af en hvilken som helst art, har jeg lært at reagere med et ”Lad være”, som jeg så tydeliggør med et ”I det mindste ikke før du har boet længe nok i flere intentionelle fællesskaber til at vide, hvad du virkelig ønsker dig, hvad der er muligt, og hvad der driver dig til vanvid.” Jeg følger op med: ”Er du sikker på, at det intentionelle fællesskabsliv er noget for dig?”, ”Er du sikker på, at der ikke findes et intentionelt fællesskab derude, som leder efter én som dig?” og ”Har du de følelsesmæssige, sociale og økonomiske ressourcer og den rette baggrund til at give dette projekt en god chance for at lykkes?”. Penge og energi bliver spildt af folk uden de nødvendige evner, når de prøver at skabe et intentionelt fællesskab, som næsten ikke har nogen chance for at blive til noget, for slet ikke at tale om at overleve på længere sigt.

Om at tilslutte sig

Jeg har lært, at når nogen ønsker at tilslutte sig et intentionelt fællesskab, er det vigtigt at have nok personlig og social bevid sthed til at se et godt match. Jeg har set ikke-kristne, der blev oprørte efter at have tilsluttet sig en kristen gruppe, blufærdi ge mennesker, der blev oprørte efter at have tilsluttet sig en naturistgruppe, og andre sådanne absurditeter. At deltage i et intentionelt fællesskab er lidt som at finde én eller flere livsledsagere - man må først kende sig selv meget, meget godt.

Om rekruttering

Jeg har lært, at ligegyldigt hvornår med lemmer af et intentionelt fællesskab leder efter nye medlemmer, gælder de samme regler: Medlemmerne må være åbne om og klare over, hvad de har gang i, hvad de søger hos et nyt medlem, og hvad de har at tilbyde. Det er unfair, næsten bedragerisk, at lokke nogen til at tilslutte sig en gruppe under falske forudsætninger. Det er af gørende, at et fremtidigt medlem forstår og accepterer gruppens ’raison d’etre’ – hvorfor de gør, hvad de gør, hvordan de fungerer osv. Selvfølgelig kan alt dette ændre sig, men at optage nogen, hvis mål det er at ændre gruppen, er direkte dumt.

Om socialisering

Jeg har lært, at de vigtigste sociale samspil i et intentionelt fællesskab ikke finder sted

under møder, men under måltider, snakke, arbejde med bierne osv. Socialt samspil, på et eller andet niveau, er en næsten konstant aktivitet i et vellykket inten tionelt fællesskab - selv hvis det er så simpelt som en varm øjenkontakt. Vi har alle brug for en ’time-out’, men for meget betyder enden på fællesskabet. Det er vigtigt for folk, der ønsker at deltage, at vide, hvad der forventes af dem og vurdere, om de er klar til det.

Om styreformer

Mange mennesker antager, at inten tionelle fællesskaber skal styres med konsensus, og at en sådan konsensus betyder tab af individualitet, samt sigter mod den laveste fællesnævner. Jeg har lært, at det er helt forkert. Konsensus kan kun fungere, når folk er tætte nok på at have en ’Vi-bevidsthed’; dvs. at tænke på ’os’ som værende vigtigere end ’mig’. Dette sker ofte i normale familier såvel som med livspartnere. Det kan også ske i intentionelle fællesskaber, men kun efter en stor grad af mellemmenneskeligt arbejde.

Gruppebeslutninger kan så blive taget på baggrund af ’hvad der er bedst for os’ i stedet for ’hvad er bedst for mig’. Indtil en gruppe har opnået denne grad af intimitet er det bedre at følge en form for demokrati med kvalificeret flertal ift. bestemte prob lemer, eller måske sociokrati. God styring med andre former end konsensus, kan med tiden føre til fortrolighed og tillid –og så kan konsensus vokse frem, som en blomst om foråret.

Om konflikt

Jeg har lært, at konflikter kan opstå hver gang mennesker interagerer - og meget af det er sundt og produktivt. Når vi har forskellige mål, perspektiver, meninger eller lidenskaber, skal vi have konflikter.

Spørgsmålet er ikke, hvordan vi undgår konflikt, men hvordan vi håndterer det konstruktivt. Under en konflikt må vi lytte ekstra godt, forsøge at komme ind i den andens hoved/ hjerte-rum, prøve at forstå vedkommendes position - og prøve at dele vort eget perspektiv roligt og klart. Kun da kan folk finde fælles fodslag. Og i et intentionelt fællesskab, som i et hvilket som helst aspekt af livet, er der nogle gange vindere og nogle gange tabere, og sådan er livet bare.

Om børn og ældre

Mange mennesker antager, at børn har det godt i intentionelle fællesskaber, og at for mange ældre medlemmer er et prob lem. På opfordring er der sjældent nogen, der kan citere bevis for dette. Jeg har lært, at beviserne er klare ift. at intentionelle fællesskaber er gode for børn - men det omvendte er ikke nødvendigvis tilfældet.

Børn kræver, ligesom kæledyr, energi og ressourcer og kan være årsag til konflikter pga. larm, roderi, osv. Et stort antal børn i et intentionelt fællesskab kan betyde, at der er meget lidt energi og tid for de voksne til at hellige sig fællesskabsfunktioner, som koordinering, personlig udvikling og konflikthåndtering. Af disse grunde er mange modne intentionelle fællesskaber forsigtige med at acceptere for mange børn.

En anden observation er, at forældre til små børn ofte er utroligt konservative og kan blokere nødvendige ændringer i et intentionelt fællesskab. Måske lidt kontraintuitivt er ældre medlemmer ofte de mest villige til at foretage dramatiske ændringer, prøve nye processer, osv. De har som regel mere fritid til at hellige sig fællesskabsaktiviteter, generelt har de større social modenhed, og som regel har de bedre sociale færdigheder osv., hvorfor de ofte ses som kernepersoner i et inten tionelt fællesskab.

Om forgængelighed og ikke-tilkny tning

Én af buddhismens mange lektioner er forgængelighed; at alt ændrer sig hele tiden. Jeg har lært, at i et intentionelt fællesskab betyder dette, at de regler medlemmerne etablerede sidste år, og som har fungeret godt, måske ikke er så relevante mere. Fordi vi gjorde noget sidste gang, skal vi så gøre det samme igen? Fordi du og jeg tidligere har haft sammenstød er det så sandsynligt, at vi vil støde sammen igen?

Intentionelle fællesskaber er ligesom alle andre sociale strukturer og alle mennesker, altid under forandring. Forandring er hverken godt eller dårligt – det ER simpelthen bare. Ikke-tilknytning betyder ikke ligegyldighed. Så selvom medlemmer ikke må være ligegyldige overfor foran dringer, må de ikke være så knyttede til én bestemt måde at gøre tingene på, at de lider, hvis dette ændrer sig. Intentionelle

fællesskaber drejer sig om vækst på alle måder.

Om hvad der går galt

Jeg er forbløffet over den energi folk i intentionelle fællesskaber helliger halm ballebyggeri, solceller og økologisk havearbejde, mens de ignorerer de menneskelige dimensioner. Som Karen Litfin skriver i Ecovillages: Lessons for Sustainable Community: ”Intet fælless kab er nogensinde brudt sammen pga. mangel på solceller eller komposttoiletter, men mange er gået i småstykker, når der manglede tillid.”

Jeg har lært, at fiasko kan være en god lærer, og de fleste mennesker, der trives i blomstrende intentionelle fællesskaber, er der, fordi de har lært af tidligere fejl. Alle laver fejl, men kun idioter fortsætter med at gentage dem - uden at lære. Fokusér på mellemmenneskelige relationer, og så

kommer solceller, halmhuse og økologiske grøntsager af sig selv.

Om fremtiden

Intentionelle fællesskaber synes at være for opadgående, lige meget hvor jeg kigger hen. De to bedst kendte modeller er økosamfund og bofællesskaber. Jeg er sikker på, at nye økosamfund vil opstå i landdistrikterne rundt om i hele verden, men forventer at vækstraten vil falde. På den anden side har vi bofællesskaber, spe cielt for ældre. Jeg forudser, at de vil stige hurtigt i takt med at babyboomerne bliver ældre.

Det er sådan en indlysende form for intentionelle fællesskaber, rettet mod en demografi, der ofte har de finansielle ressourcer, den sociale modenhed og de livserfaringer, der skal til, for at få det til at fungere. Den anden form for inten

tionelle fællesskaber, som jeg forudser, vil vokse hurtigt, er by-fællesskaber, enten i lejligheder/rækkehuse eller store huse.

Eskalerende huspriser, faldende ægteskabsrater, flere én-persons husholdninger og miljømæssige hensyn i de fleste vestlige lande, alle peger de på logikken i bymæssigt fællesliv - formentlig i grupper på 10 eller mindre. Jeg skrev om en sådan gruppe, Mish’ol, i COMMUNITIES #149.

En del af denne form for fællesskaber, der synes at vokse dramatisk i hele det moderne samfund er ’Flere generationer plus’, hvor byfællesskaber bliver dannet af mindst tre generationer af en kernefamilie plus andre, der slutter sig til dem. Deres økonomiske kapacitet til at opkøbe store byhuse og deres store aldersspredning, betyder at mange fungerer rigtig godt. Denne model vil helt sikkert øges.

Resumé og konklusion

Jeg har lært, at intentionelle fælles skaber uanset størrelse og orientering varetager så mange menneskelige behov, at de næsten kun kan brede sig. Når det er sagt, er der stadig megen uvidenhed om denne form for socialt liv, hvor mange folk prøver og fejler, for så fejlagtigt at konkludere, at der er noget fudamentalt galt med det at leve i fællesskab.

At leve i intentionelle fællesskaber er at deltage i et kollektivt eksperiment og i en livslang workshop i personlig udvikling.

At leve i et fællesskab er som en hvilken som helst anden form for menneskelig social interaktion, såsom at være en ven, forælder eller livspartner: Det må læres og teknikkerne må finpudses. For de, som engagerer sig seriøst, er udbyttet fantastisk.

Økosamfund i Danmark

Er medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund (LØS). Bladet udkommer to gange årligt. LØS samler fællesskaber og økosamfund i Danmark, giver mulighed for erfaringsudveksling, arbejder politisk for at fremme dannelsen af flere økosamfund og inspirerer det øvrige samfund til mere bæredygtige livsformer. Læs mere: www.okosamfund.dk

Indholdet i de enkelte artikler udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdning.

Redaktionen: Mads Højlyng

Kirsten M. Andersen

Sanne Dahlbom

Layout og DTP: Emilie Rasmussen, V18

Trykt på FSC certificeret papir af KLS Trykt hos KLS Grafisk Hus A/S

Forpersoner: Freja Friborg, Camilla Nielsen-Englyst, Susanne Koch-Andersen E-mail: ledertrio@okosamfund.dk

Sekretariatsleder: Sanne Dahlbom E-mail: sanne@okosamfund.dk

Giro: 596-6752 Bank: 8401-1007584 ISSN 1395-1270

Annoncer i bladet: Rubrik: 200 kr. (ingen billeder)

1/6 side: 340 kr.

1/3 side: 600 kr. 1/2 side: 800 kr. 2/3 side: 1000 kr.

1/1 side: 1600 kr. Bagside: 1400 kr.

Alle priser er vejledende og ekskl. moms. Se krav til materiale mm. på www.okosam fund.dk/annoncer og husk at du også kan annoncere på hjemmesiden.

Medlemskab pr. år i 2022:

* Enkeltperson: 300 kr.

* Enkeltpersoner bosat i fællesskaber: 200 kr.

* Fællesskaber og organisationer: Fællesskab på vej: 500 kr. Op til 20 deltagere: 1.000 kr. Mellem 20 og 50 deltagere: 2.000 kr. Over 50 deltagere: 3.000 kr.

Økosamfund på vej: 500 kr.

* Virksomheder i fællesskaber: 500 kr.

* Virksomheder: 1.000 kr.

*Light medlemskab uden fysisk blad: 150 kr.

Abonnement på bladet: 125 kr.

Medlemskab løber til det opsiges.

Foreningen er stiftet 7. marts 1993

Medlemmer i LØS:

Økosamfund og fællesskaber :

Økosamfundet Dyssekilde, Hundested Hertha Levefællesskab, Galten Hesbjerg, Blommenslyst Svanholm Storkollektiv, Skibby Andelssamfundet i Hjortshøj Økosamfundet Hallingelille, Ringsted Munksøgård, Roskilde Resendal Mølle, Silkeborg Tornsbjerggaard, Hundslund

Det ny samfund (D.N.S.), Thylejren, Frøstrup

Den selvforsynende landsby, Vester Sker ninge

Fri & Fro, Nykøbing Sj.

Toustrup Mark, Sporup Christiania, København Friland, Rønde

Åbakkehuse, Mern

Birkegården (økosamfund på vej), Kirke Eskilstrup

Ananda Gaorii Ashram Community, Vig Udgaarden, Sabro Tranehøj, Snertinge Karise Permatopia, Karise Andelsforeningen Himmerlandsbyen, Skørping

Biodynamisk Landbofællesskab (økosam fund på vej), Ringkøbing/Skjern

Torpegård Bofællesskab (økosamfund på vej), Sydfyn

OASIS Eco-village, Jystrup Kirstinelund, Skanderborg

Sjællandsk Muld (økosamfund på vej), Lejre

Levefællesskabet Nordjylland (økosam fund på vej), Tårs Sæsing Hegnetslund (økosamfund på vej), Herfølge

Overdrevet, Hinnerup

Økosamfundet Egeskoven (økosamfund på vej), Egebjerg Odsherred Fryd (økosamfund på vej), Sydfyn Foreningen Hvideland (økosamfund på vej), Lejre

Grobund (økosamfund på vej), Ebeltoft Sorø Økosamfund (økosamfund på vej), Sorø

Himmelbjerggården, Ry

Økolandsbyen Friskoven, Klemensker, Bornholm

Økosamfundet Gaiaville (økosamfund på vej) Fyn Bofællesskabet Orø Fællesskabet Orø Fællesjord, (økosamfund på vej) Orø

Virksomheder:

Merkur bank, København

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Ener gi, Hurup Thy

Råd og Dåd Butikken, Brovst

Levende Lokalsamfund, Karise, Permato pia

Egen Vinding og Datter ApS, Ringsted Kilian Water, Bryrup

Vestjyllands Højskole, Ringkøbing

Den Økologiske Butik Taraxacum, Hundested

Den Grønne Genbrugshal, Christiania Brenderup Højskole, Brenderup

HOUSE Arkitekter, København

UNL/ Michael Thomsen, Roskilde Gartneriet Rødmose, Viuf

Den Rytmiske Højskole, Vig Bærebo, Nørresundby Fabulas, Risskov

Domicil, Virum

Afsender: Sekretariatet Landsforeningen for Økosamfund Rosmosevej 1C 3450 Allerød

Modtager:

LØS inviterer til general forsamling i 2023 - datoen og stedet er endnu ikke fastlagt, men mere info følger på hjemmeside, i nyhedsbrevet og på LØS’ Facebook-side (https://www.facebook. com/okosamfund).