FAGLIGT STOF
16
- mens vi venter på kaos: Hvad må og hvad skal optikeren? Må optikeren bruge alle de nye apparater? Man kunne fristes til at mene, at autorisationen giver optikerne frihed – når bare de ikke bruger den.
Så kan det blive nødvendigt, at gøre som i Norge, hvor optikere kun må henvise til den praktiserende læge. Lægen skal så fungere som et filter og afgøre, om det er nødvendigt, at ulejlige øjenlægen med denne patient.
Alle forsøger at kigge i krystalkuglen: Hvad vil fremtiden bringe? Mange forsøger sig som spåmænd. Men måske er sandheden, at fremtiden er her og nu. Når det gælder synspleje i Danmark bliver det store problem mere og mere aktuelt: Hvordan kan vi opdage mennesker med synstruende sygdomme så tidligt, at vi med behandling, kan bevare syn hos mange af disse mennesker. Problemet er, at de fleste mennesker har ingen symptomer og har normal synsstyrke i de tidlige faser. Hvis ikke vi opdager disse mennesker, kan det betyde alvorligt synstab, dårlig livskvalitet og mange sociale problemer. Men hvem skal opdage disse mennesker? Nogle øjenlæger mener, at der skal være øjenhelsecentre i større byer. I disse centre kan assistenter (sygeplejersker?) foretage trykmåling, fundus foto og synsfeltundersøgelser under internet supervision af øjenlæger. Mange øjenlæger mener, at ukvalificerede undersøgelser hos optikere vil medføre, at øjenlægernes venteværelser vil blive fyldt op med patienter, der har ”falske positive” undersøgelses resultater.
Men kernen i det hele er, at vi mangler kapacitet inden for det nuværende synspleje område. Der er et stigende misforhold mellem stigende levealder i Danmark og et faldende antal øjenlæger. Hvor kan vi finde den nødvendige kapacitet? Der må komme et stigende fagligt pres på optikerne. Ganske vist er der øjenlæger der mener, at optikere skal vedblive med at være ”refraktionerende modehandlere”. Men over for det står et meget stort behov, for at få en aktiv, opsøgende synspleje, som sagtens kan kombineres med service og kvalitet. Mange mennesker ønsker, at kunne få et positivt tillidsforhold til optikerens faglighed. At optikeren siger til ”hvis der er noget galt”. Et behov som yderligere pustes op af mediernes optimistiske omtale af, at ”optikeren kan redde dit liv”. Men er det nu optikerens ansvar? Det er Sundhedsstyrelsen, som skal holde opsyn med, at alle optikere overholder autorisationen for at sikre, at ingen kunder udsættes for grove fejl. Alle autorisationer må revideres med passende mellemrum. Måske er optikernes autorisation en af dem, der trænger mest til det. Når det gælder Undersøgelser, er der mere eller mindre
Men den næste forhindring er: Hvad må optikerne for øjenlægerne? Der er næppe tvivl om, at de store optikerkæder vil føre en forsigtig politik over for øjenlægerne. Vi har jo tidligere oplevet, at en øjenlæge på 2-3 minutter i TV kan flytte mange kunder og indtjening fra en optikerkæde. Selv om medierne skal være kritiske, vil de også være parate til at fortælle, når nogen bryder ud, tager afstand fra vane tænkning og gør en aktiv indsats for en bedre syns-pleje. Mens vi venter på, at nogen tager førertrøjen på, så går der mange mennesker rundt, som er glade for deres nye briller og for optikerens beroligende ord: ”Du har jo stadig et godt syn”. Måske var der alligevel noget, som skulle have været opdaget. Netop det, som kunne være af afgørende betydning for dette menneskes syn. Det er let nok at komme med ”et pift i en fløjte” Men hvad gør vi her og nu? Den historiske mistillid mellem mange optikere og øjenlæger må da kunne løses med en gensidig, fornuftig dialog. Øjenlægerne har behov for at opleve, at optikerne er kompetente, faglige og troværdige sundheds personer. En af vejene er optimale henvisninger til øjenlægerne. Men det vigtigste er nok, at optikere tør fungere på et niveau, der ligner det vi kender fra andre lande omkring os. At optikerne tør foretage de nødvendige undersøgelser. At optikerne tør sætte fokus på faglighed. - det må vi så vente på. Jørgen Bruun-Jensen